Skum

By Edith Øberg

The Project Gutenberg eBook of Skum
    
This ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this ebook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.

Title: Skum

Author: Edith Øberg

Release date: November 30, 2025 [eBook #77368]

Language: Norwegian

Original publication: Kristiania: Aschehoug & Co, 1922

Credits: Jens Sadowski and the Online Distributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net


*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK SKUM ***


                                  SKUM


                              EDITH ØBERG




                                  SKUM


                     FORLAGT AV H. ASCHEHOUG & CO.
                     (W. NYGAARD) — KRISTIANIA 1922


                             Copyright 1922
                         by H. Aschehoug & Co.
                           Kristiania, Norway


                    Nationaltrykkeriet — Kristiania




Det var først bare noe lys. Et regnbuefarvet, urolig flimmer som
efterhvert tok form, blev cirkelrundt og roterte om en akse, blev
kloderundt og dreiet sig om sig selv.

Men saa hørtes der en surren som av en gramofon og en stemme lød
metallisk som gjennem en tragt:

— Tak for laanet!

Og pludselig flagget et langt, smalt guldbaand ut i luften for en sterk
træk, i dens ene ende blev der fort en hat — en elegant liten
parisermodel — og under hatten aabenbaredes saa litt efter litt, detalj
for detalj, den metalliske stemmes eierinde: et bittelitet gult ansigt
med stor mund og skjæve øine, en utrolig spinkel skikkelse i en vid
hermelinskaape, etpar nervøse smaapikeben i høihælede Richelieusko.

Mysende som mot et sterkt lys og med munden fra øre til øre rakte hun en
bok frem og sa:

— Den er deres, ikke sandt? Den laa i min stol da jeg kom op, jeg tok
den og har studert den helt siden!

Og nu var endelig miliøet der. Et dampskibsdæk i skumring. Det sterke
lys var en mand, en ung, blond, reiseantrukken herre. Han stirret høflig
ned i det blændende ansigt foran sig og tok bukkende imot den fremrakte
bok, et litet hefte med kolorert forsidebillede.

Var det saa interessant lektyre? sa han og hans stemme var ganske
almindelig, saa nu blev hendes cantabile dobbelt iørefaldende:

— Ja! Det er jo verdens merkeligste kuranstalt vi skal til, du gode gud
for et kulørt sted!

Og hun pekte, mens hun sang, leende ned paa heftet i hans haand. Han
kastet et blik paa hendes behanskede pekefinger. Ja, sa han og saa saa
han bedre efter indunder hendes hat. Saa De skal ogsaa til Capranola?
Der er ingen bagage sat ned ved siden av min, jeg trodde jeg var den ene
passager dit.

— Jeg har ingen bagage, sa hun og saa væk et øieblik. Jeg er ute paa
rene maafaa. Men efter at ha studert dette heftet telegraferte jeg netop
efter mine kufferter, jeg følger Dem iland paa Capranola!

Alt hun sa var utrop, hun stod en smule sjøbent og hendes kaapelommer
var meget dype. Hun var ikke til hverken at overhøre eller forbise.

— Ja, sa han, der ser ut til at være en vakker natur.

— Natur! ropte hun. Kalder De dette natur? Og hun tok heftet fra ham og
pekte, se, hvor øen steiler jordbærrød og kubistisk forrevet op av det
merkeligste sortoghvite vand, se disse marineblaa poplene groende op av
flekker graa fløil — blaaklokkene maa da være gule og rosene blaa paa
den øen, det er den værste ekspressionisme jeg har set, det er en
uforskammethet uten like, det er en trusel om mysticisme, et optisk
bedrag som jeg vil avsløre, jeg gaar iland paa Capranola fordi naturen
der maa være ekstra naturlig naar den kan inspirere en unatur som denne!
— ja for, sa hun og dæmpet sig lidt da hun merket hans døvede mine, jeg
_hater_ unatur. Aa, jeg har netop idag hat et slagsmaal med min pike,
nynnet hun med hænderne stemt godt ind mot mellemgulvet som en
sangerinde, hun vilde paa liv og død forskjønne mig, overfaldt mig
voldelig med et monstrum av en pudderkvast, jeg maatte faktisk forsvare
mig med neglene! Hvorfor i alverden skal jeg ikke være saa styg som jeg
er? Her, sa hun og bladde etpar blad indover i heftet, disse
kaffedrikkende damene i Palazzo Garneses berømte gaard, staar der ikke
en veritabel Rogergallet-Colgate-Pinaudstank fra dem her paa papiret,
uh, marzipan er det værste jeg vet, men heldigvis er det blomster og
palmer og springvand og paafugler og alt mulig inde i den gaarden,
Mensch ärgre dich nicht, vil jeg befale mig selv ...

Han hadde mens hun snakket fundet frem sit cigaretetui, nu tændte han en
cigaret med adskillig møie i den sterke træk og hun saa paa og taug. Men
hun vilde straks gaa videre. Konversationen var utvilsomt hendes
element, hun var ilive for at snakke og snakket for at være ilive, hele
hendes egenart laa hende ytterst paa hendes store, løse mund.

— De har anlæg for det? spurte han og hadde endelig frisk fyr.

— At befale mig selv ja?

— Nei at ærgre Dem?

— Nei! sa hun med et saa braatt og metallisk fortissimo at han
uvilkaarlig værget for sig ut i luften med den ene albue. Jeg ærgrer mig
aldrig! Jeg forbyr mig selv det og jeg har en voldsom respekt for mine
egne paabud. Jeg er altid gla, det er udelukkende en viljesak, jeg tar
av princip alt ondt let og laver dacaponumre av alt godt, det eneste i
verden som irriterer og anstrenger mig er som sagt unaturen,
uvirkeligheten, men mot den har jeg i tidens løp skaffet mig et bolverk,
nemlig mine sofaputer, jeg trækker dem med mig overalt, de kommer ogsaa
til Capranola.

Han stod fortapt i det flagrende guldbaandet.

— De forstaar, gik hun videre, jeg har en berømt sofaputesamling, jeg
forfølges altid av sofaputeeksperter som vil stjæle eller kjøpe mine
ideer, men de vogtes som en helligdom og er ikke tilsalgs. For mig er
nemlig mine puter noget ganske andet end en original og artistisk
sammensætning av stoffe, mønstre og farver, ser De, de er mig selve
indbegrepet av natur, av _virkelighet_! Derfor at de er mine egne sorger
og glæder, mine egne drømme og oplevelser, mit eget silkerne hjernespind
og materialiserte temperament, de er kortsagt selve _Run Bates_, det
virkeligste, utvilsomste i verden!

— Ja, sa hun og rakte pludselig haanden frem, mit navn er altsaa Run
Bates. Og Deres har jeg den fornøielse at kjende, herr Paviere, jeg saa
Dem nemlig dirigere i Paris igaar!

Hele tiden hadde hun staat der like ind paa ham med sin konstante store
glæde i de sjøsyke, herjede træk, men da han nu grep hendes haand og sa:
Jeg beklager, men _mit_ navn er Meninsky og jeg har aldrig dirigert i
Paris, da rykket hun ham tre lange skridt fra livet, tok sig til hjertet
og fik pludselig øine. Forbløffende store, runde og barnligblaa stirret
de livløst av forfærdelse paa ham. Og mens hun stirret var det som om
han forsvandt for hendes blik, som om han skrumpet sammen og
koncentrerte sig i sin slipsnaal og som om slipsnaalen, en stor lysende
perle, gik til himmels. Han saa hendes øine følge opstigningen et langt
stykke, de kom rent til at skjele ved det. Saa skedde der noget deroppe,
hun blunket blændet etpar gange og sænket saa blikket søkende mot
jorden.

Der, paa den brede, tørre dæksplanke laa der en mikroskopisk flek væte,
litt sjøskvæt eller et dugstænk. Og hun bøiet sig med et skingrende rop
av glæde ned over den, pekte og sa:

— Se, der ligger den jo, draapen efter boblen! Se, hvor der fremdeles er
meget glycerin i den, se hvor den runder sig og bævrer og vrir farvene,
den kan der saamen bli flere bobler av! Men nei draape, sa hun med
løftet, truende pekefinger, ligg i fred! Tørk! Det er meningen med dig
ser du og det er en udmerket mening!




   Og nu, Leif Tviland, staar vel dine øine saa faretruende paa stilk
   at det er bedst at orientere dig.

   Dette er en drøm forstaar du, en underlig levende drøm jeg hadde
   igaar her paa den samme plet hvor jeg nu sitter og skriver til dig.
   I den samme hvite kurstedstol, med vinduet oppe mot regnet og
   Skagerak som nu sovnet jeg og stiftet jeg bekjendtskapet med «Run
   Bates». Mit _medium_!

   For i anledning dine fire ubesvarede vil jeg ha bekræftet mit
   brevkort til dig av forrige uke saalydende: «Vent ingen
   korrespondance herfra. Betragt mig i denne min sykepermission som
   absolut hinsides og ute av stand til at meddele mig. Eller skaf mig
   et medium!»

   For hvad sa du engang i vinter? Aa, du holdt en tale for mig, jeg
   husker hvert ord, hør:

   — Nei, Gudrun Haavaldsen! skrek du aldeles rasende, nu har du gaat
   her og nidtidd en hel time, du har ikke sagt ét ord, det er faen til
   taushet! Idetheletat, hvad gaar der av dig! Før sa du da ihvertfald
   ha og ja og hjalp en stakkar paa gli med underholdningen, nu sier du
   ikke engang hm, du tier, du snurper dit ginungagap av en mund haardt
   sammen, stemmen din som saa rigtig gir det musikalske uttryk for dit
   temperament ruster dig i strupen, selv dine talende øine tier — du
   mener absolut ingenting mer, du vet ingenting, vil ingenting, har
   ikke en tøddel om dig selv at meddele. Du er dom og dau og jeg taler
   for døve øren og kaster perler for svin og gid faen hadde dig og jeg
   var færdig med dig — det er bare det at jeg aldrig blir klok paa dig
   som gjør at jeg ikke blir færdig, men nu _skal_ du snakke, nu _vil_
   jeg i forbindelse med dig om du saa er aldrig saa mye hinsides og
   virkelighetsfjern og det andre fordømte sludderet og om der saa skal
   skaffes et _medium_!

   Dette var dine ord og jeg nøs vetskræmt i muffen til svar og du gik
   videre om Goethe og virkeligheten og dig selv og alt det andre. Og
   sintere og sintere er du blit og tausere og tausere jeg. Og her jeg
   nu sitter for bare at meddele dig at nu skal jeg endelig ha noget
   sagt, saa ryster jeg av skræk og avmagtsfølelse og skyver med begge
   hænder og ansigtet den anden vei hele apparatet av okkulte
   hjælpemidler foran mig. Men saa _er_ jeg ogsaa hjulpen! Nu skal du
   bare høre, nu er det min tur, nu skal jeg vise dig hvad jeg har lært
   av dig og hvad jeg derved mener, vet og vil, for nu eier jeg et
   medium som er like gløg som jeg er dum, like talende som jeg er
   stum, like levende som jeg er «dau». Der blir daglig seancer og du
   faar dem i løpende orden. Men ingen spørsmaal! Ingen avbrytelser!
   For da gaar jeg paany — og for altid — ind i den sfære hvorfra ingen
   tilkjendegivelser kan ske. Og det vilde være synd baade for dig,
   mig, Run Bates og Meninsky.

   Naa, anderledes og tydeligere sagt: _du skal faa brev_. Du skal faa
   en række ledd av et brev som du ikke skal besvare før det er færdig,
   selv om du synes det trækker ut! Denne lille svenske, øde, døde,
   stygge skjærgaardsøen hvor det regner, regner, regner, og hvor ikke
   et menneske gidder snakke til mig orker jeg ikke, imorgen flytter
   jeg til Capranola og gaar jeg over i tredjeperson, vi kjender til
   romaner i brevform, nu skal vi til med breve i romanform! Og saa
   skal vi se om vi ikke skal bli «færdige» baade du og jeg, om vi ikke
   skal komme til at bli «kloke» og om ikke «forbindelsen» skal komme
   istand, takket være et medium som _Run Bates_!

   Aa, Leif Tviland, du vet ikke hvad drøm er, du aner ikke hvordan
   digt blir til, du har aldrig i dit liv oplevet noget utenfor dig
   selv og du forsværger dig tyve gange om dagen paa at en sten er en
   sten og at der intet Soria Moria er bak den syvende blaane og de
   gange jeg med min stemme, der som du sier faar dig til at glemme
   ordene den bærer, har forsøkt at klargjøre dig mine begreper, har du
   fnyst foragtelig og lagt snesevis av berømte navne og citater i pant
   paa at du har ret og jeg uret, og at din overbevisning
   naturnødvendig _maa_ bli min.

   Men nu skal du altsaa ha et brev, nu skal du til med Gudrun
   Haavaldsens _bokstaver_! For den drømmen om Run Bates var den
   merkeligste og korteste jeg har drømt og her er virkelig for
   uutholdelig at være!

   Vent saa til du ser bokstavene: E-n-d-e. De skal komme saasnart der
   blir bruk for dem, men heller ikke et bokstav for tidlig!




Spisesalen i Palazzo Garnese er et pragtfuldt rum. Langt og høiloftet,
broget, pompøst og fantastisk. Vaarens blendende dagslys strømmer ind
fra tre kanter og slaar katastrofalt sammen i mange gigantiske
prismekroner.

Ved et av de smaa bord ret under sitter Run Bates. Gule og karmosinrøde
lyn drypper uavbrudt ned i hendes haar som er blaat og sat op som en
geishas.

Vis a vis hende sitter Meninsky.

Han spør om hun har sovet godt.

— Jotak, svarer hun og hæver sit grønlige ansigt og stirrer over en
bunke hyazinter midt imellem dem ut i luften, mens hun tygger energisk.

Om hun kommer like fra sengen?

Da møter hun endelig hans blik. Nei, hun har været oppe med solen og
gaat en lang tur indover øen.

Og ganske rigtig, himlen er blaa og mulden sort her som alle andre
steder. Men gid, hvor den er blodig, bemerker hun om sin bif, og
sammenligner den med hans.

Og slik blir hun saa sittende en lang stund uten at si noget mer. Hendes
blik følger uhyre interessert hans gaffel. Hver gang han gaper op over
den gaper hun litt med. Hans kniv er sløv og kjødet seigt, men han er
sterk og har god appetit.

Hendes ansigt uttrykker en alt sterkere avsky efterhvert som han nærmer
sig biffens avslutning.

— Nei, sier hun og retter sig op i stolen og puster ut og lægger
hænderne bestemt i fanget da han svelger den sidste bit, De er ikke
Paviere.

Meninsky drikker av sin kaffe.

— Nei, svarer han likefremt, det er jeg ikke.

Run Bates kremter, hun kremter ofte, for hendes stemme ligger slitsomt
dypt i strupen.

— For jeg er overbevist om, sier hun, at det vilde _glædet_ mig at se
_ham_ spise.

— Ja, svarer hun til Meninskys hævede bryn, jeg er nemlig selv glad i
mat, men jeg utstaar ikke at se andre være det! Og hun skjærer en
gruelig grimase.

— De tror ikke Paviere har matlyst? sier Meninsky.

— Jo. Men jeg tror bare ikke at hans maate at spise paa vilde lede
tankene hen paa fordøielsesprocessen.

— Og det gjør min maate?

— Ja, svarer hun og ryster den opkommende kvalmefornemmelse av sig i
hans interesserte paasyn.

— Ja, sier han og smiler beskedent, jeg er jo ikke Paviere.

— Nei, sier hun og glemmer ham et øieblik. Stirrer sig fast i borddukens
mønster.

— Jeg kan idetheletat ikke forstaa hvordan De kunde ta feil av ham og
mig, paastaar han vegtig.

— Kjender De ham? spør hun da, likesom braaskyndende sig til stedet
langt bortefra og det aandelige hurtigløp faar hendes kinder til at
blusse.

— Nei, men jeg har set ham paa fotografi. Han er jo en musikalsk
størrelse. Synes De om hans musik?

— Hans musik? sier hun forbløffet. Nei, jeg skjønner ikke musik. Men De
ligner ham, — i ryggen. Og det var hans ryg jeg saa mest til og det var
Deres ryg jeg saa der paa banegaarden i Paris.

— Paa banegaarden i Paris?

— Ja, hvor jeg skulde med et ganske andet tog, men tok med Deres og lot
min bagage reise for sig selv, gud vet hvor og det er klær for en hel
formue. Jeg _maatte_ efter Dem!

— Hvad? sier Meninsky med meget optrukne, hvite bryn.

— Jeg trodde ganske sikkert De var Paviere, sier hun og begynder at
skrælle et eple.

Saa kaster hun pludselig hodet tilbake og ler og fire forskjelligfarvede
prismelyn rinder hende ned i ansigtet.

— Hvor det er vanvittig komisk, sier hun, at min forfølgelse av
_virkeligheten_ bragte mig hit — til selveste uvirkeligheten. Ja, for en
kuranstalt — et daarehus som dette — det er næsten ikke forekommet i min
salige indbildning engang.

— Salig? gjentar han mekanisk.

— Ja! Jeg har en god stund nu levet paa virkelighet. Det er jo det
eneste rigtige. Hvorfor skal man se en verden og et mysterium i en sten?
En sten er en sten og er det ikke stort og mysteriøst nok at den er en
sten? Men man trækkes med sine svakheter, hvorav fantasien for mit
vedkommende er den største — jeg har ført en haardnakket kamp med den i
de sidste ti aar og har endnu ikke helt beseiret den.

Meninsky stirrer søkende paa hyse som efter inspiration.

— Virkeligheten, vet De, fortsætter Run Bates med munden fuld av eple,
er noget som kommer usigelig sent, men som dog kommer til den der har
taalmodighet til at vente. Onsdag kom den altsaa til mig.

— I form av Paviere? læser Meninsky fra hyazinterne.

— Ja.

Meninsky tænder en cigaret og tvers over flammen kaster han et hurtig
blik paa Run Bates.

— De har forelsket Dem i Paviere? spør han saa meget blidt og forsigtig.

— Jeg? Nei, sier hun som om der ikke er mere at si om det.

— Men hvorfor vilde De da reise med ham — gaar allikevel Meninsky videre
— hvorfor blev De med mit tog istedenfor Deres eget? Og hans stemme er
modigere, men hans blik viger ikke et øieblik fra hendes smil som
underhaanden er blit faretruende voluminøst.

— De er nok allikevel en skjønner av musik, skal De se, sier han.

Men nu ler Run Bates. Hun finder ham pludselig ustyrtelig komisk. Hendes
mund gaar fra øre til øre, øinene forsvinder i to smale, fugtige rids og
hun maa bøie sig forover for nogenlunde at holde sig i ave.

— Aa, stønner hun tilsidst, De tror jeg kom her for at høre musik? Jeg
_hater_ musik. Jeg er som en hund, kunde _hyle_ av smerte ved den.

Meninsky lægger haanden over sin fine hake.

— Var da hans ryg saa — indtagende? spør han.

— Ja, sier hun alvorlig igjen og reiser sig, for den var akkurat maken
til Deres.

— Tak, sier Meninsky og reiser sig ogsaa. Men hør, kan det saa ikke bli
det samme enten min ryg er Pavieres eller min egen?

— Nei ved Gud, om det kan, svarer hun og sætter sig i bevægelse. _De_ er
ingen virkelighet, herr Meninsky. Og Deres ryg er ved nærmere eftersyn
like uttryksløs som hans var uttryksfuld. Men nu skal jeg til den
berømte professoren og faa reisepass. Det er vel ikke værd at fortælle
ham at jeg er reist galt mens min umælende bagage er reist rigtig, for
saa vil han vel beholde mig her til mental observation?

— Neida, ler Meninsky, han vil bare anbefale Dem at reise med merkelap.
Men jeg ser Dem vel ihvertfald her til middag?

— De vil se mig flere middage, svarer hun, jeg har jo beordret min
garderobe hit og maa vente paa den.

— Det glæder mig, sier han, men hilser idetsamme paa en ung nydelig dame
ved et av bordene og hans smil dør i hans ansigt. Damen slipper gaffelen
i gulvet og to herrer bøier sig samtidig ned efter den og slaar hoderne
sammen med et skrall.

Run Bates naar endelig døren.

                   *       *       *       *       *

De sat ikke mer ved samme bord.

Ved lunchen var der femti borde og hundreder mennesker mellem dem, de
kunde saavidt skimte hverandre. Og ved middagen var hun slet ikke
tilstede.

— Jeg har jo ingen garderobe, forklarte hun da de næste morgen meget
tidlig fløi paa hverandre i den kolossale spiraltrap mellem vestibulen
og første avsats, og desuten negter jeg at sætte mig ned og spise
melkevelling.

Hun kom nedenfra med dug i haaret og favnen fuld av pinseliljer. Han kom
høit ovenfra med søvnen saavidt vasket av øinene.

— Melkevelling? gjentok han.

— Ja, sa hun, stansende to trin ovenfor ham midt paa den burgunderrøde
trappeløperen og seende elskværdig, men i absolut forbigaaende ned paa
ham. Professoren erklærte mig syk, meget syk, døende, — det vil si, han
dømte mig til en hurtig henrettelse ved hvile, varmbad, diæt og medicin.
Jeg vilde krepere i løpet av otte dage! Saa jeg haaper sandelig mine
kufferter skynder sig.

— Jamen, sa Meninsky og steg et trin op igjen, sa professoren at De var
syk saa er De det ogsaa — han er verdensberømt for sine ufeilbarlige
diagnoser. Det er nok bedst De blir og gjør som han sier! Var det
fordøielsen?

Da anbragte hun begge sine ben paa samme trin, paa det nærmest ham og
der stod de nu tæt ved siden av hverandre i det varme skjær fra et stort
fantastisk mosaikvindu.

— Nei værre, sa hun, hjertet! Og naar hjertet er galt er alting galt,
nyrer, lever, hjernen og det hele. Det er til at le sig fordærvet av,
jeg som aldrig har været syk en dag i mit liv — tilmed de almindelige
barnesygdommene er jeg lykkelig undsluppet, forstaar De. Men De _føler_
da Deres hjerte, sa professoren forbitret. Ja, det skal være visst, sa
jeg, og det er min _ambition_ at føle det, den dag jeg ikke længer
kjender mit hjerte slaa kan De begrave mig. Men ikke før, sa jeg. Han
blev aldeles rasende, gammelen. Aa, hvor livet er deilig fuldt av
overraskelser, hvad?

— Ja, De ser ustyrtelig behagelig overrasket ut, sa Meninsky. Men De maa
da ha været oppe _før_ solen idag?

— Ja, sa hun, mit hjerte vækket mig klokken to, saa idag saa jeg den
staa op. Det skulde De været med paa!

— Men sover De da aldrig?

— Omtrent aldrig, nei. For jeg har vænnet mig til ikke at sove naar jeg
sover heller jeg, skjønner De, jeg har dressert min underbevissthet
ganske utrolig til at levere virksomhet paa bestilling, jeg drømmer
altid og akkurat hvad jeg vil, de vidunderligste ting. Nu til natten,
sier hun med øienene faststirret i en vældig tropefugls brogede hale paa
trappevinduet, vil jeg sandelig en tur i urskogen, der har jeg ikke
været paa længe, ikke siden jeg var barn og tillot fantasien at kjøre
løpsk tyve gange om dagen!

— Nu har De den bedre i tøilene?

— Ja. Ihvertfald misbruker jeg den ikke, kan De tro. Der er jo alle «die
nächsten Dingen» som av og til kan trænge lidt forgyldning for at falde
i ens smak, ikke sandt? Mine nærmeste ting har forresten sjelden genert
mig, enten det nu er deres fortjeneste eller min smaks mangelfuldhet. —

— De har sikkert været gyldne nok, — tingene, sa Meninsky og tok et godt
tak om trappens granitbalustrade, det brogede lys saa ut til at gjøre
ham svimmel. De gir mig det bestemte indtryk at være en ualmindelig
fugl, miss Bates, for første gang utenfor et ualmindelig gyldent bur.

Nu steg Run Bates et trin fra ham og la pinseliljene bedre tilrette i
armen. Og nu saa hun sterkt ned paa ham.

— Jasaa? sa hun med sine mindste og skjæveste øine. Saa galt! Jeg har
aldrig levet i bur. Men det kan ogsaa sees paa Dem ved første blik at De
er en daarlig psykolog. De har beskjæftiget Dem med saa meget mindre
ting i livet end mennesker. —

Og hun fortsatte endnu et trin.

— Og hvad med? sa han.

— Med noget mikroskopisk — noget som har anstrengt Deres synsnerver —
med mikrober og bakterier tænker jeg, eller petitbokstaver — eller
_noter_, som er det mest usynlige _jeg_ vet!

Nu var det Meninskys tur til at erindre sin retning. Han tok hele to
trin ned med engang.

— Noter? sa han bare og maatte simpelthen hæve stemmen for den
pludselige avstands skyld. Og det var blikket fra tropefuglens røde øie
som farvet hans ansigt.

Men Run Bates trak munden op under det ene øre og gik helt fra ham der
paa den røde løper og i det røde lys.

                   *       *       *       *       *

Om aftenen fortalte han hende nede i en av de historiske salene, hvor de
sat med champagne i antikke glas, at han i sin middagslur hadde drømt om
hende. At han hadde set hende overskrævs paa den store brogede
urskogsfugl fra trappevinduet med en lang kikkert for øinene flyve
henover Palazzo Garneses massive taarne med haaret som en blaa flamme
efter sig i den maanelyse luft.

— Og kunde De saa se om jeg hadde Paviere i den kikkerten? sa hun.

Nei, svarte han. Hun hadde vendt den baade mot nord og mot syd og hendes
bevægelser hadde været meget utaalmodige.

— Akja, sukket hun, Paviere var nok altfor langt borte.

Men da satte Meninsky sig bedre tilrette i stolen, kremtet omstændig og
sa at nei, feilen med kikkerten var netop at den var indstillet for
beboerne paa Mars. For Paviere hadde været like i nærheten, ret under
hendes smaa, fortryllende, nøkne føtter. Oppe paa Palazzo Garneses flate
tak hadde han sittet og nydt en pjolter i al stilhet og meget
interessert betragtet det nye aeroapparat!

— Nei? sa Run Bates bare. Men hendes blaa øine skjøt gule funker.

— Joho, sa Meninsky og trak et langt drag av sin cigar og slog derefter
fornøiet asken av den.

— Og det gav mig en idé, sa han. Hvorfor ikke faa Paviere hit?

— Det er mit alvor, sa han videre, da Run Bates pludselig blev langsynt
og maatte lægge hodet tilbake og knipe øinene sammen for at se ham. De
foragter naturligvis mig murmeldyr, men middagslurer er dog godt for
noget, ikkesandt?

— De kjender ham allikevel? vovet Run Bates sin stemme og en grøn skygge
krøp op under hendes øine.

— Nei, sa Meninsky og ventet lidt mens hendes bevægelse gav sig. Men jeg
kjender en som kjender ham. Doktor van Lengden i Paris er min bedste ven
og han er Pavieres læge. Jeg kan faa min ven til at sende
mesterdirigenten hit pr. omgaaende — som pakkepost, fragtgods eller
ilgods, ganske som De vil.

Run Bates la fra sig sin halvrøkte cigaret. Saa tok hun Meninskys ledige
haand, la den forsigtig ind under sit venstre bryst og sa bare: — Kjend!

Og Meninskys bryn hævet sig helt op under hans tilbakestrøkne blonde
haar ved hvad han kjendte.

— Slik elsker De ham? sa han.

— Nei, sa Run Bates og slap hans haand. Saa gjerne vil jeg bare træffe
ham.

— De skal! sa Meninsky og grep sit glas og drak tørstig. Men paa en
betingelse! De skal fortælle mig ordentlig — rigtig vidtløftig — Deres
indtryk av ham, dette voldsomt sterke indtrykket, smilte han med smilet
ikke ganske i sin magt, han blev ogsaa lidt urolig i benene og maatte
slænge det ene haardt over det andet.

Run Bates saa paa ham. — Hm, sa hun, som i tanker, for sig selv. Saa
smilte hun.

— Ja, sa hun, men det er en lang historie. Mit første indtryk av Paviere
fik jeg nemlig ikke absolut nu onsdag, men en vinteraften for ti aar
siden oppe i en norsk, snetung skog.

— En norsk skog — — —? sa Meninsky.

— Ja, sa Run Bates. Da _ante_ jeg ham nemlig første gang. Men hør —
avbrøt hun sig med oprakt haand, hør — tyss — denne surren av alle disse
menneskene i værelsene indover, denne subbingen av selskapssko mot
marmoret, denne prismeklirringen og silkeraslen, denne mikrofoniske lyd
av tobaksrøk og elektrisk lys i luften — kan De høre at det er musik? At
det toner, klinger — melodiøst og rytmisk?

— Jasaa? sa Meninsky tvilende. Men han bøiet sig lydig frem og lyttet og
han nikket høflig. Og idetsamme forandredes hans uttryk. Run Bates ser
pludselig hans store, faste træk bli tunge og løse, blikket brister,
munden aapner sig aandssvakt og tilmed haaret skifter farve, blir
blekere og mattere i løden.

— Forunderlig, mumler han, et veritabelt eksotisk motiv, — Scriabins
tredje skala, japanske intervaller.

Saa kommer han med et liten gysen tilbake til hende.

— Jo, sier han forbindtlig smilende, De har ret, det klinger virkelig.

— Ja, gjør det ikke? sier hun. Men si mig, er det i dur eller moll?

— Nu spør De for vanskelig, sier han, det er jeg sandelig ikke musikalsk
nok til at avgjøre — nu som musikfilosoferne gjør det saa vanskelig for
os med alle disse nye opdagelserne, der tas jo patent paa en ny skala
hver dag og de gamle kvintsystemer og greie smaa- eller storeterzer
avlives fort væk. Nei — men hvorfor spør De om det?

— Jo, det skal jeg si Dem, sier hun og tænder en ny cigaret. Jeg fik
pludselig saan lyst til at fortælle dette om Paviere akkurat idetsamme
jeg opdaget musikken i luften her og da det er en _gla_ historie gik jeg
øieblikkelig ut fra at terzen var liten! Ja, for slik er jeg musikalsk
beskaffen ser De, Meninsky, at naar jeg hører Gounods Ave Maria for
sopran, domorgel og violiner faar jeg den mest brændende lyst til at
huje Marseillaisen eller Stars and Stripes og slaa takten til paa en
hermetikboks. Det er en meget væsentlig del av — meine Eigenart, lo hun.
Her ligger vel ikke netop kirkemusik i luften, men noget henimot,
sentimentale troubadurserenader, vemodige folkeviser og denslags, _moll_
altsaa. Jo, jeg tror nok jeg til dette akkompagnementet skal kunne
fortælle Dem min oplevelse ionsdags. Men la os flytte paa os, la os
sætte os hen i den blaa maaneskinssofaen der i kroken med de mange
ugenerte amoriner, hvad?

                   *       *       *       *       *

Og de tok champagnen med sig og flyttet. Syv vokslys brandt i en
tinnstake ret bak Run Bates og en blek nymaane viste sin profil ved
siden av Meninskys mellem de tunge, blaa gardiner.

— Ja, glem nu ikke at det var ryggen, sa han.

— Ryggen? Aa, neivisst.

Og hun nikket energisk. Men blev sittende og flette fingrene i hverandre
og bite sig i læben som om hun stred med en liten lampefeber.

— Hvordan kom De til at gaa paa den koncerten? hjalp Meninsky.

— Jo, sa hun øieblikkelig lettet, det var den rene tilfældighet. Jeg
skulde egentlig været i teatret. Men saa appellerte mine venner til min
døende altruisme og den præsterte en sidste opblussen. For saa at dø for
alvor paa koncerten. Jeg hater musik, den er det uvirkeligste jeg vet,
jeg interesserer mig ikke for kunst i det hele tat.

— Ikke det? avbrøt Meninsky og slog forbauset asken av sin cigaret
utenfor skaalen.

— Nei, sa Run Bates og bøiet sig frem og blaaste bordet rent og satte
askeskaalen bedre tilrette for ham, hvad skal vi med speilbilleder av
ting som bydes os i virkeligheten? Ikke før om tusen aar — naar der ikke
eksisterer natur længer, men bare byer og fabrikker og universiteter, —
vil det som males og skribles og musiceres idag ha interesse for mig,
men da skal det jo bli ganske morsomt at se om jeg husker igjen noget
fra mit lille jordliv og om speilbillederne stemmer med mine
erindringer.

Nei, aldrig har jeg været saa nær en rigtig banal og lumpen irritation
som i den første klokketimen av den koncerten. Jeg kavet febrilsk efter
komikken, den svigter mig ellers aldrig. Jeg studerte typene i
orkestret, særlig blæserne, som i al Pavieres musik sliter haardest i
det, men jeg fandt selv ikke basuntrompeteren morsom. Strykerne strøk
saa sveden dryppet, de virket nærmest tragisk men bare dilettantisk
tragisk. Dirigentens virksomhet med armene fandt jeg det under min
værdighet at gjøre mig til vidne til. Aa, du gode Gud som jeg kjedet
mig. Jeg sat der og hadde det ondt, jeg stred med et voksende mishumør,
et omsiggripende nag, mot selve ulykken i en av dens tusen former. Ja,
vet De, jeg bestemte mig tilslut for at benytte stundens forfærdelighet
til en liten lur, en liten drømmeløs søvn for engangs skyld, en aldrig
saa liten død i al foreløbighet. Men da, — akkurat da — var det jeg fik
se Pavieres ryg.

Her saa Run Bates fort op og like ind i Meninskys blik. Med et shok fik
hun sine knyttede hænder fra hverandre og grep efter sit glas.

— Nei, avbrøt hun sig, for nogen besynderlige øine De har — med de
øienvippene? Aldrig før saa jeg _horisontalt_ lys i noget blik, tænkte
jeg ombord. Og saa er det bare bløff! Lange farveløse _haar_. Skaal
bedrager!

Og som om hun var tør i halsen drak hun ham dypt og graadig til. Og
tidde efterpaa en lang stund.

— Det var Pavieres ryg, maatte Meninsky til igjen.

— Jaja, sa Run Bates. Det er bare saa — futuristisk. Apropos, hvornaar
skal vore konversationsleksika forenkles? Billedgalleriene har længe git
os firkanter for cirkler og blaat for rødt, teatrene lar ugenert en bite
fløiel være en Ardennerskog og hvad den nye musik fordrer i retning av
koncentration vil jeg ikke snakke om. Men fremdeles heter det: snak
tydelig! Gid det maa undes forfatterne at komme igjen som bokormer og
finde at bøker var blit sætninger, sætninger ord og ord mellemrum, hvad?

Pavieres ryg, ser De, den var, tydelig snakket, et skilt med bokstaver.
Et saant skilt som de der hang paa mit barndomshjems vægge med
anropelser paa Vorherre om fred i huset og mat paa bordet og denslags,
sorte var de med store tydelige sølvbokstaver, umulig for Vorherre at
overse. Bokstavene paa Pavieres ryg _flammet_, de brændte sig ind paa
mine nethinder og gaar aldrig derfra, de var en hemmelig besked til mig
og til mig alene og de var Nietzsches ord: _Freude an den nächsten
Dingen_.

Pavieres ryg gav uttryk for den største glæde ved de nærmeste ting jeg
har set, aldrig har jeg oplevet en saa uttryksfuld og saa gla ryg, vet
De, den var intet mindre end selve lykken levendegjort! _Lykkemyten_
materialisert! Pavieres ryg var hvad jeg har ledt efter hele mit liv.

Et barns glæde ved et selvlavet ubegripelig leketøi er saa stor at den
er rørende, ikke sandt? Herregud, der stod denne verdensberømte
komponisten og dirigerte sit symfoniske mesterverk «Skapelsen», han var
Gudfader i himmelen og lot det ramle med Niagarafald og
Atlanterhavsstorme og drysset stjerner og kloder og glødende
meteorstener fra sin taktstok ned i de arme orkestermedlemmers hoder —
aa, hvor han var mig et litet barn i ustyrlig glæde over et fjollete
leketøi! Jeg fik taarer i øinene over ham. Og jeg tænkte, naar han ved
_disse_ nære ting er saa lykkelig — hvilke dimensioner har saa hans
lykke ved de virkelige store ting! Forstaar De mig?

Meninsky strøk sig over haaret og glattet sin pande.

— Jo, sa han, det er vel ikke saa vanskelig. Men ellers kjender jeg ikke
Nietzsche. Er det ham med overmennesket?

— Netop, sa Run Bates. Paviere er et Nietzschesk overmenneske.

— Ham maa vi kikke paa! sa Meninsky. Men saa De slet ikke hans ansigt?

— Jovisst, hele tiden mens han tok imot applausen og det var længe, men
jeg var jo solblind. Jeg kunde ikke skjelne hans store, lyse træk for de
sorte bokstavene fra hans ryg!

Og nu smilte Run Bates et forunderlig smil. Ganske forbløffende nyt og
uventet sat det pludselig der i hendes lille gule ansigt og gjorde det
helt fremmed. Hun pleiet at minde om en frosk i sin glæde, nu lignet hun
Mona Lisa. Den store mund, der forekom at være saa elastisk og uendelig
at mundvikene burde kunne møtes oppe paa issen, foldet sig sammen som en
blomst ved solnedgang, blev liten og rund som en rosenknop. Smilet blev
næsten usynlig men lyste med akkurat samme latenthet som hos Leonardo.

Meninsky stirret stumt og graagrønt paa denne mystik, han sank sammen i
ryggen og kom til at ligne en forlæst gymnasiast.

Saa tok han sig sammen og stammet:

— Hvor skulde De reise hen da De fik se mig paa banegaarden?

— Til Norge, svarte Run Bates. Men nu blir jeg altsaa her. Og imorgen
telegraferer De til herr van Lengden?

— Ja, sa Meninsky. Jeg skal be ham erklære Paviere splitter gal — meget
galere end baade De og jeg, simpelthen farlig for sine omgivelser! Jeg
tænker vi har ham her før vi faar suk for os. Og saa blir det _Deres_
sak at holde paa ham — _gjør_ ham gal dersom han ikke er det!

Da saa Run Bates paa Meninsky som paa et daarlig speil. Hendes blik
uttrykte: Jeg er nok gul i ansigtet, men _saa_ gul er jeg dog ikke. Jeg
har nok stor mund, men _saa_ stor mund har jeg ikke. For et grønt,
ujevnt, simpelt glas i det speil!

                   *       *       *       *       *

Det er tidlig foraar men alt paa Capranola blomstrer. Fra paladset som
ligger høit, vælter der vældige bølger av hvitt skum ned mot havet, det
er terassernes tusen blomstrende frugttrær.

Run Bates stod lænet mot en av loggiaens piller og betragtet det
blændende og duftende under.

Ved en anden pille stod Meninsky og betragtet Run Bates.

Om en stund kom han bort og sa at hun lignet nogen, noget — hvem,
hvilket?

— Jo, det skal jeg si Dem, svarte hun beredvillig, jeg ligner i
øieblikket en hvilkensomhelst tegning av Erté. Jeg er nemlig idag til
ære for mine nyankomne kufferter mannequin, pariserny som De ser — Og
hun gjorde en tvetydig gestus henover sin bedaarende, blekrøde
chiffonkjole.

— Ah, de var Deres alle de kuffertene og hatæskene imorges, sa Meninsky,
saa skulde det bare mangle at Paviere ikke regner klær for store ting,
hvad?

En tjener ventet ærbødig til han hadde talt ut og pekte saa ned til et
dækket tebord paa terassen.

Run Bates slog op sin parasol. Solen larmet mot samovaren. En gylden
sommerfugl slog sig ned paa tebrødet men opdaget øieblikkelig sin
feiltagelse og flagret videre til epleblommen paa Run Bates skulder. Fra
paladset lød en sprød kvindestemme til harpeakkompagnement. Meninsky
lyttet og vaaknet brat ved Run Bates’ værsaagod med sukkeret.

— Ak, sa han og tok to biter, livet er ikke let.

Men det skulde han ikke sagt.

— Livet jo? sa Run Bates og sluttet at røre rundt i sin kop. Livet er
usigelig enkelt, begyndte hun og dreiet sin parasol rundt, rundt. Folk
bryr sig med hvorfra vi kommer og hvortil vi gaar, men hvorfor skal vi
ha rede paa det naar vi vet det ene nødvendige, nemlig hvor vi er? Se
Dem om! Og hun slog parasollen ned og la sig tilbake i stolen og stirret
op i det svale, hvite loft av blomsterblade og hun bredte armene ut som
om hun vilde favne ufavneligheter.

— Se, sa hun og pekte ind mellem stammene, hvad skal vi med eventuelle
guldgater og perleporter? Ingen himler kan være skjønnere end jorden. Og
er de det, da er de ikke til at begripe for vore jordsanser og pokker
skulde da anstrænge sig saa faafængt og latterlig. Nei, jeg sier, kjære
vidunderlige jord, hvor det altid skal bli velsignet at se _dig_ igjen!

Sangen fra slottet var forstummet. Meninskys uttryk var lysnet.

— Tænker De Dem smaa turer bort fra den? spurte han, venlig.

Nu lyttet Run Bates efter det som ikke mer var.

— Jeg tænker mig ingenting, sa hun adspredt og blev sittende litt og
stirre i det.

— Jeg lever, tok hun endelig haardt i ved at en flue satte sig paa
hendes næse. Og det er saa nok saa. Jeg prøver at gjøre hvert øieblik
til en liten evighet, forstaar De, det burde De ogsaa, De aner ikke hvor
man kan komme til at føle sig tusen deilige aar gammel, samtidig som man
kan sværge paa at man er født igaar. Tror De ikke _øieblikket_ er hele
meningen, Meninsky?

— Meget mulig, indrømmet Meninsky med munden fuld av kake.

Run Bates slog op sin parasol igjen. Saa tok hun sikte paa en
himmelragende poppels allerøverste kvist, hvor der tilfældigvis sat en
maaltrost og taug og til den deklamerte hun:

— Drum thu wie ich und schaue froh verständig dem Augenblick in’s Auge.
Kein Verschieben! — Over min seng i Los Angeles staar der: Memento
vivere. Aa, men det er vanskelig naar man som jeg er født drømmer!

— Er De det? sa Meninsky.

— Ja. Helt til jeg var tyve aar levet jeg paa bare drøm, uvirkelighet.
Jeg husker ikke en eneste realitet fra den tiden, mine oplevelser var
altid enten foran eller efter selve oplevelsen, tiden laa i stadig
væddeløp, før jeg visste ordet av det var jeg tyve aar. Da blev jeg
imidlertid ved et mirakel født paany. Og disse faa aarene av mit andet
liv er som to gange tyve, saa fulde av indre og ydre oplevelser,
forstaar De, av virkelighet. Sjelden hænder det nu at jeg tror at rødt
er blaat og at bakenfor den syvende blaane ligger Soria Moria. Jeg tror
jeg skulde kunne stikke fingeren i et spøkelse og ...

Hun tier. Dupper likesom av. Meninsky opdager at hendes øine blir
blinde, at de blir bare pupiller og mister evnen til indstilling. Og da
hun snakker igjen er det senilt og upersonlig som under en trance:

— Denne terassen, sier hun, denne terassen og Paviere. Paviere ...

Saa vaakner hun med et sætt.

— Aa, du store Gud som jeg længter, stønner hun og blir pludselig
urolig, kan ikke længer sitte stille, maa op og staa, gaa.

— Alt dette, sier hun og gjør en stor bevægelse med armen saa hendes
vide kjoleærme ligner en stor blekrød englevinge, al denne bedøvende
duften og disse fine, skjære farvene, det er et kor av tusen lyse
sopranstemmer, nei, det er et crescendo av utallige violiner, fløiter og
harper, et orkesterforzellerando: _KOM!_

Og hun roper ordet av sine lungers fulde kraft, staaende paa taaspidsene
og med armene høit i veiret.

— Oi, ler Meninsky overvældet, han maa jo kunne høre det til den syvende
blaane!

Da sænker Run Bates langsomt vingerne, stille sætter hun sig ned og
skjænker hun ny te i sin kop og med en dyp panderynke og en sprød, saar
stemme sier hun:

— Ja, — hvor han tror det er en eller anden inspiration og slaar sig ned
og laver en symfoni i det lange og brede og overlater mig til
virkeligheten og mig selv —!

Og først længe efter ler hun igjen.

                   *       *       *       *       *

Inde under de ældgamle parktrærs unge løv løper der gange i labyrintisk
virvar. De kaldes den røde, blaa, gule eller hvite, kjærlighetens,
haabets, troens eller mismotets vei efter hækkene som kanter dem og
menneskene som traditionslydig vandrer dem. (Ingen forelskede vandrer
bedrøvelsens, ingen ensom kjærlighetens vei!)

Som et utropstegn midt i glædens, av himmelblaa lubelia kantede vei, saa
Meninsky Run Bates gaa. Hun traadte saa let i sandet med sine spinkle
ben og hun var gjennemsigtig som en hallucination i en hvit tyllskjole.

— Naa, sa hun da han rak hende igjen, De har ogsaa fundet hit?

— Ja, sa han, og gid man altid kunde vandre glædens blaa veie.

— Det kan man da?

— Kan man det?

— Jo, sa Run Bates, og hadde allerede sin lyre stemt. Det var bare en
viljesak. Ingenting var mere komisk end tragikken. Vilde man le kunde
man le.

— Jeg vet det, sa hun. Jeg har lært det. Jeg hadde som ganske ung en
speciel begavelse for at sørge, Gud som jeg sørget vidunderlig over alt
og ingenting, alt var saa deilig sørgelig, allermest det at elske. Men
saa fik jeg en virkelig sorg som jeg nær hadde sat livet til paa, det
blev _virkelig_ sørgelig at elske, forstaar De. Da var det jeg blev
_befalet_ at _le_, da var det jeg fik rede paa at saavel sorg som glæde
er smitsomme, at jeg ikke hadde ret til at gaa rundt som en edikebrygger
og utstraale aandelig gift, men at jeg værsgo skulde være glad over at
være bedrøvet, fordi det var kvintessensen av egoismens nye evangelium
at den selvomsorg der fører til egen lykke er den direkteste og største
velgjerning mot vor næste. Jeg blev energisk og strengt undervist i
egoisme og jeg lærte virkelig at glemme andre. Og tror De ikke det er
livets vigtigste kunst, Meninsky?

— Jo, sa Meninsky, jojo. Jeg forstaar mig ikke paa det, jeg gaar sjelden
saa dypt i det, jeg faar saa let hodepine. Men det er jo ikke etisk at
være egoist, har _jeg_ lært.

— Har De det? sa Run Bates og traadte straks meget bestemtere i
singelen. Hvis etikken fordømmer selvopholdelsesdriften fordømmer den
sine egne midler, sa hun vægtig og det var som om hun saa sig om efter
et bord at slaa i. _Netop_ naar man stiller sig paa altruismens grund
blir den særlige opgave for det enkelte individ at styrke og utvikle
sine egne kræfter og evner. Bare ved at gavne mig selv gavner jeg et
hele.

Saa gav hun pausen til motsigelserne. Men der kom ingen. Derved krøp der
en angst op i hendes øine.

— De som ikke ser det, er idioter, sa hun haardt.

— Ja, jeg er en idiot, sa Meninsky. Men glædens vei er kort, nu er de
snart ved enden.

— Hvad er De nu mest? spurte hun.

— Hvilket? spurte han.

— Glad eller bedrøvet?

— Aa, jeg er saan — jevn, svarte han.

— Ja, sa hun, jeg har allerede opdaget at De er makelig. Og alle
følelser kommer egentlig av energi.

— Jeg tror alt det De sier, sa Meninsky med ét patetisk og snudde sig.
Der stod en dame og saa efter dem oppe under en graa sørgepil, da hun
saa ham vende sig, hoppet hun kjækt tvers over lubeliahækken ned paa
hans og Run Bates’ vei, men tok med næsen i veiret den motsatte retning.

— Og, sa han med stor energi til Run Bates, jeg ønsker at Paviere maa ha
sat sig ned og komponere —! For hvordan skal jeg faa snakket et eneste
ord med Dem naar han kommer?

— Kjære, smilte Run Bates sit Monalisasmil, her er da fuldt op av andre
damer at snakke med.

— Ja, andre damer, blaaste han.

De er kommet til veiens slut og stanser.

— Hør, sier han med stor varme, kan De ikke lære mig Deres store kunst —
at ville? At kunne ville gjøre en utaalelig situation taalelig for
eksempel?

Run Bates er meget alvorlig da hun bøier sig ned og plukker en tust av
den blaa hæk.

— Kjære, sier hun idet hun sætter den i sit belte, da maa De nok først
lære at _føle_ en situation. Prøv da til en begyndelse at føle
indeværende utaalelig!

Han forstod feide ikke.

— Indeværende situation er Dem nemlig ikke noget, nikket hun. Den er Dem
bare et stykke likegyldig tid som gaar for Dem mens De forstyrres fra at
tænke paa den. Men vil De høre hvad den egentlig er benyttet til? Til
tyveri!

Og nu jog pludselig blodet op i hendes ansigt og hendes mund skalv.

— Til tyveri av _min tid_, sa hun. Her har De tilranet Dem et helt
kvarter av mit lille, dyrebare liv! Og hvorfor? hvortil? For ingenting!
De er ret og slet kleptoman, samler av værdiløsheter! Gaa nu et andet
sted hen og stjæl og la mig bli alene med mine sørgelige rester av den
glæde De traf mig i.

Jeg mener det, fortsatte hun leende da han ikke gjorde mine av endnu at
forstaa hende. Jeg vil gjerne være alene nu. Jeg har hat saa lite at
bestille med mig selv idag. Først var det min pike og saa doktoren og nu
Dem og indimellem og tversigjennem det hele, Paviere. Jeg maa sandelig
nu faa nyde mit eget behagelige og interessante selskap lidt! Her
skilles altsaa vore veie.

Og hun gik blidt nikkende fra ham ind paa ensomhetens lange, hvite vei
tilhøire, mens han maatte ta eftertænksomhetens korte, av violette
krokus kantede gang tilvenstre.

                   *       *       *       *       *

Og de taltes ikke ved paa en tid.

Der var flere tyver efter hendes tid end han, og hun lot sig like
elskværdig bestjæle av alle andre som av ham først.

Han gik for sig selv og sov meget som ellers og der stod i de dage meget
interessant i avisene.

Men endelig en aften sa hun:

— De tar mig nok bokstavelig! Men hør nu, De kan faa lov til at betragte
det kvarteret sidst som et laan. Hvilket jeg nu og herved kræver
tilbakebetalt.

Og saa slog hun sig ned hos ham med sin kaffekop.

Det var inde i den lille cirkelrunde gaard hvorom Palazzo Garnese er
bygget. Midt i var det et stort springvand, paa marmorkanten her krøp
Run Bates op, der sat hun rigtig godt og malerisk i sin glitrende
ormeham av en kjole og med en skyskrapende, spansk kam i sit japanske
haar.

Der var en eiendommelig blaa skumring derinde i rundelen, maaneskinnet
fra oven rak ikke helt ned til marmorflisene, men etpar store antikke
smijernslygter med kulørt glas gjorde saa godt de kunde. Run Bates sat
bra belyst og det hæslige, edderspyende sjøuhyre i bassinet bak hende
kom ogsaa nogenlunde til sin ret.

Meninsky sat i skyggen med hele overkroppen, bare hans store, urørlige
ben i silkestrømper og laksko raket ind i lyset og til dem henvendte da
Run Bates sig:

— Hvad fandt De ut i eftertænksomhetens gang?

Som stukket av noget kryp trak benene sig skyndsomt tilbake ind i
mørket. Men langsommere og sindigere end nogengang før kom Meninskys
stemme:

— Det husker jeg ikke. Men senere er jeg kommet tilbake til mit første
indtryk av Dem som var Deres hattebaand. Er De ikke akkurat saa
skinnende og flagrende som det?

— Jeg? Skinnende og flagrende? ropte Run Bates. Jeg er skimrende og
flaggende! Tænk saa ut forskjellen!

Og som for at markere hendes replik sendte sjøslangen idetsamme en
himmelhøi vandstraale tilveirs, den rent overanstrængte sig og maatte
holde op og puste lidt efterpaa.

— Har De mødt et gladere menneske end mig? spurte Run Bates.

— Nei, fandt Meninsky, hun var virkelig meget og altid gla.

Men nu skulde han altsaa allikevel snart se en endda større og endda
varigere glæde. Og var der heller ikke iaften nogen meldeseddel om
ilgodset fra Paris?

— Jeg glæder mig saa til sammen med Paviere at demonstrere _tid_ for
røverpakket her forstaar De, sa hun.

Da bad Meninsky hende særlig at ta sig av ham, for om tiden var han mer
og mer ved at miste begrepet sammen med hende.

— De sier altsaa ikke i øieblikket med Faust: Verweile doch!

— Nei! sa Meninsky varmt.

Men nu fortalte hun ham hvor hans uforstand var kolossal. Tænke sig at
sove bort de to trediedele av sit liv som han gjorde, ja hvor og naar
hadde hun ikke set ham sovende? Paa sofaer og i lænestole, paa
havekrakker og i grønsværet, tidlig paa morgenen, midt paa dagen i
solnedgang og maaneskin. Hun begrep ham ikke — De imponerer mig næsten
med Deres flothet, Deres usigelige nonchalance med tiden!

Det første hun skulde spørre Paviere om var hvormange timer han sov pr.
døgn. Hun trodde et minimum, meget færre end hende, aa, hvor hans tid
var optat og fuld av vaakent liv.

— Men tror De da han faar tid tilovers for nye bekjendtskaper, spurte
Meninsky — for Dem?

Sjøslangen i bassinet spidset øren og dæmpet sig.

Hun ventet lidt med svaret.

— Kjære Meninsky, sa hun langsomt og meget tydelig, Paviere faar tid til
alt. Han vet sikkert det samme som jeg, at bagatellerne er like vigtige
som katastroferne og praktiserer det endda grundigere. Tro mig, han vil
tilmed faa tid for _Dem_!

Da fniste det kort og forstaaelsesfuldt i bassinet.

Run Bates kikket ned i vandet og opdaget en guldfisk.

— Tyss, hvisket hun med oprakte pekefingre, den maa jeg ha! Den staar
ganske urørlig og stirrer paa mig, _vil_ tas! Tyss!

Og som en kat skjøt hun pludselig ryg og krøket hun klørne, et plask og
et skuffet hyl. Guldfisken var undsluppet.

Men den kom igjen. Tre gange kom den igjen og tre gange dyppet Run Bates
sin slanke arm til albuen i det glasklare kolde vand. Men idet den gik
sidste gang grep hun den like oppe i vandskorpen. Og der hang den
virkelig efter halefinnen mellem hendes to fingre, ganske stiv av skræk
og forbauselse, men skinnende i de vidunderligste gyldne farvetoner, et
langt stivnet gulddryp færdig til at hænges i hendes øre. Run Bates
løftet den op mot det og vilde si noget, men kunde ikke finde stemmen,
hendes kineserøine skinnet gult av ekstase, hun holdt pusten ikap med
springvandet, satte den saa i halsen og kom til at hoste.

Da gjorde fisken et spræl og blev fri.

Og der sitter Run Bates nu og stirrer i vandet og væter sine tørre
læber, mens alle muskler i hendes legeme slappes og hjernen gjenoptar
sin virksomhet.

— Haha! sa Meninsky.

Run Bates vendte hurtig ansigtet fuldt av rædsel om mot ham.

— Ler De? sa hun bare.

— Ja, svarte han. Liker De ikke den form for forstaaelse? Vilde De
heller hat applaus?

— Applaus?

— Ja? Var dette ikke en demonstration av tid? Av opgaaen i nuet? Og jeg
vil si — jeg kan vanskelig tænke mig det bedre utført — selv av Paviere!

Run Bates lille kjoleslæp endte i en dusk, en dusk av stjerneblaa
metalperler, den laa tung og glimtende paa marmorflisen like ved hendes
føtter. Nu trak hun slæpet op, fik tak i dusken og ga sig til at leke
med den.

— Paviere, sa hun og vendte ansigtet fra lyset. For helt nede paa hendes
hvite hals sank rødmen tung og mørk og hendes nakke bøiet sig som under
en smertefuld byrde.

— Paviere, gjentok hun, aanei, han lar sig nok ikke saa let føre bak
lyset som De — og jeg. De er ute av stand til at forstaa bedre og jeg
vil saa altfor gjerne bedrages — av mig selv.

— Hvad mener De? spurte Meninsky.

— Jeg mener, sa hun fortvilet, nøiagtig det motsatte av hvad jeg gjerne
_vil_ mene, hvad jeg har lært at jeg _skal_ mene. Citerte jeg netop
Goethe husker jeg nu Pascal som sier at vi mennesker _aldrig_ lever i
nuet, at vi ikke kan det! Vi er enten optat av det forgangne eller av
det kommende, det nuværende betragter vi bare som et middel for det
næste og saaledes _lever vi aldrig_, bare forbereder os paa at leve, vi
_haaper_ altid paa lykken og _nyder_ den aldrig. Og Gud, hvor det er
trist, dersom det er sandt. Og dette med guldfisken netop var jo en
absolut bekræftelse, sa hun med et langt suk og blev sittende lidt.

For mens jeg endnu ikke hadde den tænkte jeg paa det øieblik da jeg
skulde ha den, og da jeg saa hadde den i haanden tænkte jeg straks med
bedrøvelse paa det øieblik da jeg maatte slippe den igjen, og da jeg
hadde sluppet den var det hele jo allerede et minde blot. Ak.

Og hun slap som i dype, triste tanker perledusken ned paa marmoret
igjen. Men den lille skjøre klang var nok til at vække hende.

Hun løftet armene over hodet, foldet dem deroppe og bøiet sig tilbake.

— Derfor, sa hun til Meninsky, derfor _maa_ jeg træffe Paviere. Jeg maa!
Jeg tror at han _kan_ hvad jeg har _lært_, denne forvissningen kommer
jeg ikke undav, den er gaat i blodet paa mig og pumpes taktfast gjennem
mit hjerte, den er blit mit aandedræt, ophører det, dør jeg. Kan De
forstaa det?

— Nei, svarte Meninsky bare og hans svar var et spørsmaal.

Men Run Bates tidde med lukkede øine. Og hun saa ut som om hun aldrig
hadde været glad og som om hun aldrig kunde bli det.

                   *       *       *       *       *

Alle Capranolas hvite blomsterblade falder.

De falder for hver mindste bevægelse i luften, de drysser og tysser naar
bare en stemme taler for høit, de dækker jorden som sne.

Paviere spørres ikke.

— Min ven lægen maa være bortreist, sier Meninsky til Run Bates. Blir De
meget fortvilet om De maa vente lidt?

Run Bates har hele sin opmerksomhet fæstet paa sine ben, hun traar saa
usigelig varlig i det myke, hvite teppe og hendes ansigt er fyldt av ynk
for det.

— Fortvilet? gjentar hun uten at se op, det blir jeg jo aldrig. Men det
er vanskelig at holde sig samlet om dagen. Vet De, Meninsky, idag tænkte
jeg paa Paviere som paa et maal!

Det var som om hun betrodde ham en sensation.

— Jeg blev ganske ulykkelig, sa hun. I det hele tat er denne tiden siden
jeg saa Paviere første gang like vanskelig for mig som hin første tid
efter at jeg hadde gjort mit eget bekjendtskap. Jeg gjør feilgrep paa
feilgrep, jeg føler pludselig grunden svigte under mig paa de mest
utrolige steder. Som dette med maalet. Jeg vet jo forlængst og har sat
mig fuldstændig ind i at der gives ingen maal utenfor en selv. Alt er
midler. Paviere er mig udelukkende et nyt middel til selvoptagelse,
utvikling, forklarelse. Og saa tørner min fantasi op og laver mig en
kridtstrek ved et væddeløp! Gud som jeg sprang med tungen ut av halsen
for at naa den streken Paviere.

— Og naadde De ham? spurte Meninsky.

— Nei, fortalte hun, hun hadde stoppet sig selv i tide.

— Jeg har et altfor følelig maal i mig selv. Kjender De ikke den lille
indiske legenden om draapen i havet? Hvad er en draape i et hav, sier
man jo. Hvad er et menneske blandt mennesker? Men hør nu, hvordan kan
der bli et hav uten draaper? Og beror ikke havets _beskaffenhet_ av
draapen? Er draapen klar er havet klart. Det er da usigelig enkelt?

— Ja, sa Meninsky. Han gik og saa paa hende fra siden. Hendes merkelige
mund arbeidet i profil ganske som et papegøienæb.

— Jamen, menneskene gjør det saa vanskelig, gik hun energisk videre. Hun
hadde glemt jorden og hvad som dækket den nu, hun saa ret tilveirs.

— Menneskene laver samfundsetik og religionsetik og hundre slags etik.
Som om der _gis_ anden etik end den individuelle. Aa, jeg kunde det
utenad engang, jeg maatte jo pugge det, at: Det altid er og altid blir
det enkelte, bestemte individ man paa det etiske omraade har med at
gjøre, at etiske domme angir villen og handlen og at der handles og
villes i al evighet av enkelte, bestemte individer. Et samfund handler
akkurat forsaavidt de enkelte individer handler. Et samfund er
fuldkomment forsaavidt dets enkelte medlemmer er fuldkomne. Derfor er
maalet vor _egen_ fuldkommengjørelse ikke sandt? Alle andre mennesker,
alle forhold, alle oplevelser kan bare bli midler for det ene, vor egen
utvikling.

Og hun saa paa ham, blaat og triumferende som et barn der har avliret en
godt pugget lekse uten avbrytelser.

— Nu husker jeg, sa da Meninsky og stanset og stirret betænkt ned i
bladmylderet, at De den første gangen der paa dækket snakket noget om en
draape.

Der stod en gammel, mosgrodd stenbænk inde under et drivende hvitt
mandeltræ, bænken var hvit av blade. Run Bates subbet dem undav med
haanden, ryddet to pladser avdelt ved en tyk, hvit stripe.

De satte sig.

— Ja, sa hun, men dengang var det som draapen i boblen jeg tænkte paa
mig selv.

— Draapen i boblen?

— Ja, har De aldrig blæst saapebobler?

— Jo, det hadde Meninsky, han husket godt en bobleperiode fra sin
barndom.

— Ja, sa Run Bates, hvis der er tilstrækkelig med glyserin i vandet kan
De faa dem kolossale, vet De, og da gaar de like lukt til himmelen uten
at efterlate sig spor. Men er der forlitet av skumstoffet smelder de
straks og da plasker vandet — _draapen_ — til jorden. Der var meget lite
glycerin i Dem, Meninsky, derfor blev der slik en stor vaat flek under
Dem paa dækket!

Og hun lo saa mandeltræet ganske vettskræmt drysset en regn av blade
nedover dem.

— Det vil si, sa hun, der var lite _fantasi_ i den min formodning at De
var Paviere, der var for meget av mit eget kjød og blod i den,
gudskelov. Derfor plasket jeg i dækket saa eftertrykkelig. Ja, for De
forstaar vel at det var _mig_ den væteflekken, den draapen?

— Jo, selvfølgelig forstod Meninsky.

Men der blev en pause. Ingen blade faldt.

— Haha! lo Run Bates kort, og tusen blade faldt samtidig.

Meninsky saa først paa hende og derefter paa nedbøren men sa ingenting.

— Hvad tænker De paa? spurte hun.

— Jeg? sa han forbauset.

— Ingenting, mener De? Nei, jeg tror virkelig ikke De tænker sa hun. De
ser ikke, hører ikke, føler ikke, De lever ikke. De _sover_!

— Vet De, hvisket hun pludselig tæt indtil skillet mellem dem og bøiet
sig frem og foldet hænderne om knærne, jeg kan tænke mig Paviere her i
Deres sted nu. Han sitter der og ligner Dem, stor og blond og
mandhaftig. Men _han_ lever! Han er lynende vaaken og ser mig og alt
omkring mig og han sitter og lytter ut i luften og ned mot jorden. Og
saa sier han til mig: Se, siger han, hvor Deres stemme bevirker
katastrofer her mellem disse faldefærdige verdener, Miss Bates! Der er
et stort farlig cello vibrato i Deres stemme, ser De, luften kommer i
sjøgang, lange, sterke bølger laver brændinger. Og han lytter. Kan De
høre, sier han til mig, at det _klinger_ i luften av disse kaskadene av
blekrøde, duftende fnugg, den fineste, lille lyd i verden, ingen sordin
kan dæmpe en violintone ned til dette. Og saa sitter vi her og ser og
lytter og tiden staar stille imens.

Meninsky har sopt bladene mellem sig og hende sammen i en liten haug, nu
krammer han dem indi haanden, haardt, saa væten rinder ham ut mellem
fingrene og kaster derefter den lille vaate, brunlige klump langt fra
sig, ut paa veien.

— Er De sikker om at han er veltalende? spør han rolig.

Run Bates betragter uttryksløst hans offer ute i singelen.

— Nei, sier hun, det er jeg slet ikke. Kanske er han tvertom taus. Men
for en taushet! Han behøver simpelthen ikke si noget — han er den
fuldstændige livskunstner forstaar De, hans følelse av livet i sig selv
og alt gjør hans mindste berøring med en ting saa sjælfuld at tingen
forklares — uten ord. Aa, han er saa fuld av ømhet, Meninsky, der
strømmer saa megen medlidenhet, varme og godhet ut fra ham at al is og
bundenhet omkring ham smelter og løses — uten ord. Ingenting lavt eller
sjofelt kan eksistere i Pavieres nærhet. Aa, ja, De skal faa se!

_De_ Meninsky — De er ikke sjælfuld. De er automatisk, kold og grusom,
De er — ja, De er bare glad for at tiden gaar! avslutter hun skyndsomt
da hun ser Meninsky trække frem sit ur.

— Ja, sier han, men undertiden staar den virkelig ganske stille, tænke
sig til at den ikke er mer end et, en hel time til lunch og middagslur!

Og han stopper med en irritert snøften uret ned igjen og gjør et par
sterke opadstræk med armene.

Da reiser hun sig og følger ham tiende videre.

                   *       *       *       *       *

Nattemørket paa Capranola er marineblaat og ugjennemsigtig.

Endda der lyste tusen stjerner over paladsets flate tak maatte Run Bates
føle sig frem over det, det var som om hun med hænderne skjøv det ene
lag efter det andet av lette, blaa fløielsdraperier tilside.

Langt derinde i det svale, bløte og vigende mørke støtte hun paa
Meninsky. Han sat og sov i en kurvstol. Men han vaaknet ved lyden av
hendes skridt.

— Au, der traadte jeg paa Deres cigar, sa hun, den er vel faldt Dem ut
av munden mens De har sovet — snorker De?

— Ja, svarte Meninsky, nu skulde jeg forresten netop gaat ned og lagt
mig.

— De er vel sovnet paa veien da, sa Run Bates. Det er langt over midnat.
Hele paladset sover.

— Bare De vaaker?

— Jeg er heroppe en tur hver nat ved denne tid, svarte hun. Her er jo
altid stjerner. Og aldrig føler man saa deilig samtidig sin litenhet og
sin storhet som under stjernene.

Hun snakket som man snakker i mørket, dæmpet og intimt, for ham alene og
dog for alle mørkets usynlige øren.

Meninsky knuste en gjæsp og svarte ikke.

Der blev saa stille, de kunde høre hverandres aandedræt.

— Jeg kan høre Dem tænke «Storhet»?, sa hun om en stund. De er ikke
rigtig vaaken, men i en saapas ret skinnegang hjuler Deres hjerne av sig
selv. De var bare barnet da De lærte at stjernene er verdener, de fleste
meget større og betydningsfuldere end vor, og at De selv er en maddik,
et støvgrand, et atom, ikke sandt?

Meninsky svarte fremdeles ikke, men han tændte en cigaret og indtok en
mere liggende stilling i stolen, belavet sig altsaa paa at bli og at
høre.

— De lever paa den læren, fortsatte Run Bates, henvendt til det stykke
fortættet mørke han utgjorde. Det ser jeg hver dag! Deres plastik er saa
absolut en maddiks. De kommer frem ved at suge Dem til bunden! Og De
opfører Dem som et intelligent støvgrand, forbauser verden ved Deres
indrømmelse av uberettigelse, De er til for at flyttes av fjærkosten og
beklager med Deres lille ulykkelige smil tyngdeloven som tvinger Dem til
saa ofte at falde tilro. De er ogsaa mikroskopisk i al Deres færden som
et atom. Man vet ingenting om Dem her paa stedet og endda mere
betegnende, man prøver ingenting at faa rede paa, De anes ikke engang av
denne samling forskere, De er like uinteressant som bacillen til en
sygdom der endnu ikke har optraadt!

— Tak, svarte endelig Meninsky med søvnen omsider væk fra sin stemme.
Det er ganske sandt hvad De der sier, sa han.

— Jamen hør nu, sier Run Bates og bøier sig fremover i stolen saa den
knaker. I dette øieblik ter De Dem for mig som intet hverken større
eller mindre end en stjerne! Jeg ser Dem ikke, jeg ser bare Deres
cigaretflamme. Men den lyser like varmt og utvilsomt som selve
Flammarion og sætter et stort horn paa Den lille bjørn. Det ser virkelig
komisk vederhæftig ut.

Og han hørte hende smile med haanden over sin lykkelige mund og bli
alvorlig igjen og grunde.

— Og De er en stjerne, sa hun derpaa. De er et billede i det mindre av
en verdens frembringende, ordnende og opretholdende kraft, De lyder
ganske de samme love og betyr like meget som klodene i Melkeveien. Nei
se, sa hun og pekte fort ut, der faldt det en! Akkurat fra Melkeveien!

Meninsky vendte sig.

— Uf da, sa han, hvor det høres profetisk ut.

De sat urørlig en stund og stirret op i det tindrende, uendelige under.
Men som altid fandt hun det sin pligt at ta sig av pausen.

— Vil De nødig dø? spurte hun blidt. Ja, maatte Meninsky indrømme.

Da foredrog hun med sin virtuose cellostemme en liten elegisk melodi for
ham der i mørket og stilheten, en romance med modererte stigninger, et
litet vidunder av snakkekunst. Hun fortalte:

— Vi dør daglig. Vi utsender nemlig vor levende kraft til en anden
størrelsesverden. Blir vi femti aar kan vor tidligst utsendte kraft
allerede være naadd til de nærmeste stjerner. Og underveis har den mødt
et uendelig mylder av lignende bølger hvormed den har interferert. Midt
ute i det evige rum, hvor der er saa langt til kloder at vi ikke længer
ser enkelte stjerner men kun hist og her en stjernetaake, er der ikke en
synaalsspids av en plads saa liten at den ikke i hver milliontedels
sekund paa den maate gjennemsitres av milliarder av liv og skjæbner.
Hvert saant litet sted, forstaar De, har været sat i svingninger av alt
der er skedd rundt omkring paa klodene, hvert ord der er talt, hver
tanke der er tænkt, aa ved bare at en maddik har snudd sig i jorden. Alt
det vi trodde forsvundet ved sin litenhet og umerkelighet løper videre
til evig tid, idet det overfor det uendelig smaa faar størrelse igjen
forstaar De, det løper og løper, bølgebredde for bølgebredde av
milliontedels størrelse med uhyre hastighet gjennem rummet for aldrig at
stanse, hele Deres personlighet, Meninsky, reiser ustanselig fra Dem med
firtitusen miles fart, tænk paa det og mist pusten, likesaagodt først
som sist!

Han kunde ikke se hendes øine som enten var altfor vaakne eller altfor
fraværende.

— Hvilken komponist var dette? sa han bare.

— Feilberg, sa Run Bates stolt.

— Hvordan har De faat læst al den masse, De er jo blottende ung?

— Jeg har ikke læst. Jeg er blit læst for. Og jeg er ikke ung — svarte
hun.

— En maddik som vender sig i jorden, forsøkte han at ape hende men opgav
det. Naar jeg laver firti tusen hvad i herrens navn præsterer saa
Paviere tror De? Huf, jeg føler mig rent uvel, sa han og skuttet sig som
om han frøs, det maa være Deres snak om bølger, jeg som er saa anlagt
for sjøsyke, jeg liker idetheletat ikke at reise, nei, nu kryper jeg
tilkøis og glemmer de milene, saa blir De alene med Deres kjære naboer!

Og han ønsket godnat og gik.

                   *       *       *       *       *

Efterhvert gir lysmesteren sterkere overlys, kulisserne skjærpes i
konturene og dypner i farvene, det blir sommer paa Capranola.

Run Bates ansigt sees begravet i en jasmingren, hendes fingre stryker
varlig henover en rododendron, hendes favn er fuld av syren og guldregn.

En morgen kom de ind i en birkelund. Duggen var endnu ikke tørret.

— O, at ha sine sanser, ropte hun, at kunne se, høre, føle, lugte,
smake! Meninsky, hvilken av Deres sanser har De mest glæde av?

Meninsky sagtnet sine skridt mens han lydig tænkte efter og orienterte
sig. Han saa sig om baade for og bak og han lyttet op mot trærne og han
snuste ut i luften. Tilsidst smækket han med tungen. Og da hun smilte,
sa han:

— Nei, De har ret, jeg er ganske sanseløs.

— Hvad? sa Run Bates.

— Ja, svarte han, De ventet Dem jo et kontraspørsmaal? For at faa sagt
mig at De har like stor glæde av hver enkelt av Deres sanser som jeg av
alle mine tilsammen? Men jeg har ikke spor glæde av mine sanser, jeg er
virkelig ganske sanseløs.

— De gjør mig uret, sa Run Bates og stanset med ryggen mot en skinnende
birkestamme. Jeg tænkte paa Paviere. For det faldt mig ind ved denne
fuglemusikken i trærne her at hans gehør vel maa være utviklet paa syns
og lugts og smaks bekostning. Og jeg undres paa hvordan han vilde
beskrive denne scenen. Mon den ikke vilde være spækket med gloser fra
harmonilæren? Alt, hele livet kanske _klinger_ for ham, alle ting maa
kanske karakteriseres ved tonemotiver, illustreres ved intervaller og
skalaer, stakkatoer og fermater, ved forter og pianissimoer.

Meninsky spurte om det vilde skuffe hende.

— Ja, sa hun, jeg hater specialisering. Jeg fik idag et brev fra en god
ven av mig, et langt spirituelt brev, men jeg gad ikke læse det ut.
Fordi han udelukkende henvendte sig til mine øine. Han er nemlig selv
bare øine, maler. Og jeg vet at hvis jeg med ord skulde beskrive ham
denne scenen foran os, saa vilde han ingen andre forstaa end de som
vedkom hans syn. Livet er for ham bare farver og former, og jeg vilde
bare fængsle ham ifølge mit kjendskap til spektret og geometrien.

— Hvordan vil De beskrive dette for _mig_ da? spurte Meninsky, staaende
urørlig og ydmyg som en hund ved hendes side. Jeg som hverken har øine,
ører, næse eller mund?

— De? sa hun og vendte sig og saa paa ham. De har de største og klareste
øine jeg har set hos en mand, Deres blik er usedvanlig sterkt og klart.
Deres ører er store og meget velformede, jeg tviler ikke om at de
funktionerer upaaklagelig. De har en fin, uttryksfuld og vakker mund.
Men De savner virkelighetssansen, derfor er der intet syn, ingen klange,
ingen duft og intet indtryk i det hele tat som berører Dem. Hvis jeg
derfor pekte for Dem nu og sa, se for et knitrende fyrverkeri av
solgnister der silrer gjennem det unge birkeløv ned i grønsværet og blir
til hundreder av røde, blaa, gule og hvite, bittesmaa, duftende, søte
tusindfryd, saa appellerte jeg jo til alle Deres sanser, men De vilde
bare finde det et overspændt, skjønliterært og unødvendig utlæg av et
hverdagsfakta. Ikke sandt?

— Jo, sa Meninsky, min virkelighetssans vilde den beskrivelse hvertfald
ikke vække. For det er da slet ikke solskinnet som blir til tusindfryd?

— Jo! svarte Run Bates fort, men gik ikke videre. Hun blev høirød og
forvirret som grepet i en løgn og kunde intet si paa en stund.

Først langt om længe sa hun stille:

— Nei, det var min ulyksalige, ukuelige fantasi igjen. Jeg myrder den
tusen gange om dagen, men stadig lever den op igjen. De forstaar, jeg
kan like lite som Vorherre junior la være at tale i billeder, endda jeg
like godt som han vet hvor daarlig de blir forstaat, tilslut blir vel
ogsaa jeg spikret op paa et kors for mine sproglige formastelser. Men
kom jeg galt avsted med eksemplet, saa har jeg hvertfald ret i pointet —
sansene!

— Ja, sa Meninsky trøstende. Jo, selvfølgelig hadde hun ret. Men vilde
hun ikke hjælpe ham lidt — til at bli sanselig han ogsaa? Putte lidt av
sin egen overflod i ham.

Da stanset Run Bates igjen og grep sig haardt under haken og efter at ha
bevæget kjæverne op og ned som var de gaat av ledd og det gjaldt at faa
dem sammen igjen sukket hun tungt og sa:

— Uf, jeg er saa træt av at snakke! Og vi er bare halvveis ...

Og saa tier hun. Hun tar virkelig en lang pause. Det blir stille paa
Capranola.

Han vandrer ensom i de labyrintiske gange og ser ut som om han hører paa
at græsset gror og som at han nu synes det kan være langt nok.

Endelig den tredje dag finder han hende i en huske. Der har hun hat paa
for engangs skyld, en liten fiffig hat sydd av blaa, bløte silkebaand,
bremmen ligger hende ned i ansigtet, helt nedover munden. Hun sitter
ganske stille, den ene spidse skosnute støter mot marken, hun holder sig
godt fast i taugene, det ser ut som om hun er faldt i tanker akkurat
idet hun skulde i luften.

Han har set hendes ansigt et øieblik, at hun ikke sover, men da han
nærmer sig og stanser midt fremfor hende blir hun fremdeles sittende,
løfter ikke hodet, hattebremmen gjemmer hendes ansigt.

Han blir forgjæves staaende der og vente paa hendes blik og stemme. Da
kommer han nærmere, tæt hentil hende og han strækker sin ene haand ut og
griper med to varlige fingre i hendes hattebrem for at løfte den op, men
kommet halvveis, seende den store, hvilende mund og de nervøse
næsefløier slipper han den braat, som forfærdet over sin egen
dristighet. Og han forlater gaaten under den blaa hattebrem uløst.

Men den fjerde dag taler hun igjen. Og da er der en ny magt i hendes
stemme, en større styrke i hendes foredrag, en bedre orden i hendes
stof, en sterkere koncentration.

— Hvorfor, sier hun, løftet De ikke den hattebremmen? Var det Dem selv,
skrækken for hvad De kunde opdage under den gjaldt, eller var det mig?
Var der noget De ikke _vilde_ vite eller trodde De ikke _maatte_ vite?
Vet De ikke at det at leve, det er at gjøre sig til vidne? Hvor De er
feig!

                   *       *       *       *       *

— Dette er Indien, sa hun, liggende utstrakt i badestrandens okkergule
sand og stirrende ind i den soldirrende, skyløse himmel.

Og nu vet jeg det! satte hun sig braat op idet hun klasket hænderne
kraftig sammen. _De_ er indier!

— Er jeg det? sa Meninsky forundret.

— Javist, lo hun sit clownsmil. Det forklarer det hele! Der De nu sitter
i den latterlige skjørtedragten Deres, med knærne opunder haken og med
saa meget av Deres sarte, hvite kvindehud utsat for solbranden, forener
De en tempelvogters ro, en majarias værdighet og en fakirs
uimottagelighet for ydre indtryk. Om en bombe sprang her like ved os
vilde De ikke blunke engang, og blev jeg med tilveirs vilde det ikke
berøre Dem. Vel?

— Nei, naturligvis ikke, svarte Meninsky.

— Slik som nu, kunde De sitte hele Deres tid og rolig la livet leve sig
selv paa siden av Dem. Verden er for Dem bare et taakebillede, en
illusion, et gjøglende skin, det som inderne kalder Maya. Hele Deres
higen gaar ut paa at komme væk fra dette mummespil til den store
guddommelige virkelighet. De er ikke saa lav som vore kristne at De
lønskalkulerer, De indtar den allerklokeste holdning, De gjør
_ingenting_. Saa kan De hverken lønnes eller straffes? Liddelig lurt!

Og hun efterapet hans stilling og mimik, og lykkedes fuldstændig.

Hun hadde en elegant badedragt paa, den var vid og anstændig men dækket
saa lite som mulig an hendes lille, brune krop. Om en stund, naar hun
blev rigtig gjennemstekt av solen skulde hun i sjøen.

— Men De vet, sa hun pludselig alvorlig og meget indtrængende, om
inderne ikke handler saa tænker de, er de passive med musklerne saa kan
de bruke hjernen.

— For eksempel? sa Meninsky.

— Jo, en veninde av mig, en engelsk officersfrue som har levet nogen aar
derborte nu, skrev for en tid siden en liten pudsig historie til mig. Om
en fakir. Hun hadde set ham sitte saan i det hete tørre sandet, som de
altid sitter, dag efter dag, i samme forvredne stilling, magrere og
magrere, gulere og gulere, mere og mere avskrækkende, et fuldstændig
passivt menneske — som De. Men engang møtte hun hans øine, sælsomt
sorte, blanke øine. Og pludselig en dag hun var ganske alene i huset
stod han paa hendes veranda, bøiet til jorden og bad om en lok av hendes
haar. Hun sa nei, men han bad igjen, han gav sig ikke med de svarte
øinene sine. Da fik hun en genial ide. Og oppe paa sit soveværelse
klippet hun en frynse av en sengeforlægger, frynsen var gul og silkemyk
som hendes eget haar, fakiren tok den og takket hjertelig.

Hver dag saa hun ham siden sitte og stirre paa noget i sin hule haand,
hun mødte aldrig mere hans øine. Men fjorten dage senere da hun igjen
var alene i huset og sat paa verandaen blev hun opmerksom paa en
underlig lyd ovenpaa i soveværelset, en sælsom tassing og subbing, helt
forskjellig fra menneskelige skridt. Døren gaar op og nedover trappene
kommer humpende, subbende og raslende — hendes sengeforlægger! Du kan
tro den hadde hastverk, skriver hun til mig, du gode Gud som den bugtet
sig ivei til den manglende frynsen sin!

— Hm, sa Meninsky. Men den fakiren var altsaa ikke uimottagelig for ydre
indtryk.

— Han var saa ung, sa Run Bates og tømte sandet ut av sin ene strandsko,
han var ikke paa langt nær saa gammel og drevet i selvforglemmelse som
De.

— De mener, sa Meninsky og saa interessert paa at hun tok skoen paa
igjen, at jeg ikke kan bli forelsket? Men er ikke kjærligheten netop
selvforglemmelse, selvhengivelse?

— Oh, sa hun, fra hvilken aargang før syndfloden er De? Jeg har elsket
en eneste gang, og aldrig hverken før eller senere har jeg været saa
bevisst min egen realitet som da. Man kom og fortalte mig at jeg «gik op
i» gjenstanden for mine følelser, man advarte mig mot tapet av min egen
personlighet og jeg lot mig skræmme. Nu ser jeg klart at hadde jeg
fortsat med at elske vilde jeg blit en ideél egoist. For det er sig selv
man elsker i den elskede, det er sine egne feil og fortrin man
henholdsvis overser og forstørrer, ikkesandt?

— De paastaar mig jo ute av stand til at bedømme det, sukket Meninsky.

— Ja, for hvad skulde kunne beta Dem? Hvem kan speile intethet,
understreke tomrum og korrigere fuldkommenhet? Nei, den er ikke født som
De kunde forelske Dem i, Meninsky. Eller som kunde forelske sig i Dem.

Meninsky saa paa hende.

— De er en djævel, sa han med stor overbevisning. Jeg begynder at se
frem til Paviere!

— Og jeg tilbake, lo hun. En av de allerførste dage reiser jeg fra dette
sted hvor jeg vet han aldrig kommer.

— De vil ut og lete efter ham?

Det svarte hun ikke til. Hun sat og skrev med sin pekefinger i sandet.

— Tror De paa skjæbnen? spurte han.

— Nei, sa hun, paa tilfældighetene. Jeg tok tilfældigvis feil av Deres
og Pavieres ryg, og det er udelukkende min egen og ingen skjæbnes
fortjeneste at jeg har faat en oplevelse ut av det.

— Har De det? spurte Meninsky forundret, meget forundret.

— Jaha, sa hun og holdt op at skrive. Istedetfor Pavieres deciderte
størrelse til at forstemme mig har jeg jo hat Deres dobbeltdeciderte
litenhet til at opløfte mig! Jeg forsikrer Dem, denne følelsen av
koloss, av mammut sammen med Dem er udelt behagelig.

Han bøiet sig frem og læste hvad hun hadde skrevet. Der stod tre gange
Run Bates og tre gange Gudrun Haavaldsen.

— Gudrun Haavaldsen, hvem er det? spurte han.

Hun bøiet sig forbauset frem og læste og deres ansigter kom meget nær
hverandre ved det. Saa løftet hun langsomt øinene med hans eget
indolente blik.

— Vet ikke, sa hun paa hans svævende maate. Vet De? spurte hun med hans
høflige, intetsigende smil.

Da lo han. Og han strakte sine ben ut og begravet sine hænder i sandet
og sa:

— Om jeg nu tok mig voldsomt sammen og skaffet mig lidt ballast fra Dem,
og jeg saa blev forelsket i mig selv, i Dem eller omvendt og fik fat i
en lok av Deres haar og sat her i sandet og stirret paa den i min hule
haand i fjorten dage, — kom De saa?

Da reiste Run Bate sig.

— Neppe, sa hun. Klip heller en liten tust av Deres eget haar og be Dem
selv komme! Saa skal vi se paa det.

                   *       *       *       *       *

Indenfor sandet taarner klippene iveiret. De skifter farve utover døgnet
som gigantiske kameleoner. Om morgenen er de gule som sandet, ved
middagstid brune, om eftermiddagen jordbærrøde og efter solnedgang
violette eller marineblaa.

De var lilla og likesom uldne i konturene den aften Run Bates like efter
solnedgang klatret opover den høieste av dem: Ararats berg.

Da hun naadde det flate topplataa var der nogen før hende. En mand stod
som en silhuet mot himmelbranden.

— Meninsky! ropte hun.

Men manden rørte sig ikke. Han stod med ryggen mot hende, urørlig som av
sten, vældig som en koloss mot den vide, urolige bakgrund.

— Meninsky? ropte hun igjen og meget høiere.

Stenstøtten stod som før.

Da la Run Bates sig fremover og hvisket som for sig selv:

— _Paviere?_

Og øieblikkelig vendte han sig som var der blit tutet ind i ørene paa
ham. Det var Meninsky.

Run Bates satte sig langsomt ned hvor hun stod uten at slippe ham med
sine store, forfærdedede øine.

Hun stønnet da han kom.

— Det er altsaa Dem allikevel, sa hun.

— Hvadfornoget? sa Meninsky.

— Nu saa jeg det, sa hun og vred hænderne.

— Neimen kjære, hvad gaar der av Dem? spurte han, er De syk?

— Paa _den_ bakgrunden, sa hun og pekte ut. Jeg saa jo straks De ledet
det hele. _Det_ var orkester det, hvad? De var midt inde i symfonien nu,
ikkesandt? Verdens undergang? Flammer, flammer. Deres ryg var ganske som
i Paris. Og Deres ansigt da De snudde det var Meninskys.

Hun sat foroverbøiet i lyngen og rokket med hodet som en gammel kone.

— Skal jeg prøve at skaffe Dem lidt vand? spurte Meninsky forfærdet, De
har overanstrengt Dem opover!

— Jeg ante det jo, fortsatte imidlertid Run Bates i den samme dumpe
tone, likheten var for paafaldende! Hadde De allikevel ikke været
Meninsky nu da de snudde dem, mumlet hun. Det kunde jo tænkes De i mere
end navnet vilde være incognito. Men Meninsky er Deres væsen, Deres
passivitet og meningsløshet var ingen komedie. Og hun stønner igjen og
kryper sammen om en smerte indeni sig.

— Det er, sier hun, og ser op paa ham med et par bundløse øine, som om
jeg er faldt ned fra en svimlende høide, jeg føler mig ganske
pulverisert!

— Skal vi ikke gaa ned, prøver Meninsky forsigtig, her vil snart bli
mørkt?

Men Run Bates fortsætter med at rokke og vri sine hænder. Saa er det som
om hun lytter efter noget inde i sig.

— Tænk, sier hun undrende og lyst og et smil blaffer op i hendes øine,
jeg tror næsten jeg er ulykkelig? Jeg er ikke istand til at se noget
morsomt i dette, jeg er virkelig fortvilet, jeg forsikrer Dem jeg har
_ondt_ av lutter bedrøvelse, De skulde vite hvor jeg tydelig kjender at
sjælen sitter i hjertet og forstanden i hjernen? Merkelig. Saa
_legemlig_ har jeg aldrig tidligere fundet mig selv igjen.

— Nu gaar _jeg_, sier Meninsky blidt og besværgende som til et meget
litet barn.

— Men dette _var_ en skjøn boble, mumler Run Bates, og hvor den var
svimlende høit tilveirs! Au, jeg er næsten _tørret_ i faldet.

— Kjære, trygler Meninsky, maa jeg virkelig gaa fra Dem?

— Ja gaa De, nikker hun. Men hvordan kunde det falde mig ind at De var
saa lykkelig? At De var saa usigelig, vidunderlig lykkelig? Jeg vet
ingen mindre «lig» av noget slags end Dem. Var De endda ulykkelig ...

— Kom nu, sier Meninsky pludselig strengt og tar hende i armen og løfter
hende.

— Au, roper hun da og tar sig fort til hjertet. Det stak! Som med en
stoppenaal? Ja nu gaar vi.

Men hun maatte sætte sig igjen.

— Jeg er syk, sier hun. Jeg faar ikke puste. Hjælp mig!

— Ta Dem sammen, sier han haardt. Men han ser snart at det er alvor. Hun
er allerede i vildt slagsmaal med en aandenød.

Han maa sætte sig ned og hjælpe hende. Han støtter hende, holder om
hende, rister hende naar hun er nærved at gi op. Fraaden staar hende
tilsidst om munden og sveden perler i store, tunge dryp fra hendes
pande. Det koker i hendes lunger og gurgler i hendes hals, aandedrættet
blir borte lange stunder ad gangen og hun blir gul over næsen som et
lik. Læberne blir blaa. Tilsidst skriker hun høit ut og besvimer.

Han tror hun dør og rister hende i rædsel haardhændt saa hendes hode
kommer til at dingle som en tung blomst paa en vissen stilk. Han løfter
hendes øienlaak og ser at blikket er ganske brustent, han synes ogsaa at
merke at hun avkjøles. Han roper hendes navn gang paa gang.

Tilsidst følger han en pludselig indskydelse, legger sin mund ind til
hendes øre og hvisker: — _Gudrun Haavaldsen?_

Og miraklet sker. Hun vaakner. Bare et øieblik, men i det stirrer hun
ham klart og intelligent like ind i pupillene og et lite flakkende
aandedræt streifer varmt hans kind. Da hun igjen mister bevisstheten
løfter han hende i sine arme og bærer hende slik til Palazzo Garnese.

                   *       *       *       *       *

Hun var sterk igjen efter otte dages fuldstændig ro. Da besøkte han
hende paa hendes værelse.

Det var et stort deilig rum hvor solen spillet ind paa blekede,
fantastiske gobelinlandskap og hvor balkondørene stod paa vidt gap mot
sommeren utenfor.

Run Bates’ divan stod midt paa gulvet, den lignet et blaaskjæl i formen
og var fyldt av den merkeligste samling puter under solen. De var av
alle former og alle størrelser, der var et myrderi av farver og et
virvar av broderi. Materialet var det forskjelligste fra silke og lær
til fuglefjær og slangehud. Selv utgjorde Run Bates divanens store og
brogede point i et pragtfuldt kinesisk neglige. Tre bittesmaa
sølvklokker hang fra en pinne i hendes haar og klang sprøtt bare hun
dreiet paa hodet.

Hendes haand med chokolademuggen var blit saa hvit og skrøpelig, han tok
muggen fra hende og skjænket selv.

— Tænk at De bar mig, sa hun da og hendes blik blev saa blaat av undren.
Hvor sterk De maa være!

— De var saa let, sa han, saa utrolig let.

— De hvilte vel ofte?

— Ingengang. Jeg var nede paa et kvarter, tænker jeg. Og det var paa
høieste tid visst ...

— Jeg blev stukket en sprøite, sa Run Bates og satte pekefingeren ved et
litet merke paa sin høire underarm. Ja, sa hun og saa ut av balkondøren,
det var i sandhet Ararats bjerg. Dit gaar jeg aldrig mer.

— Nei, gjør ikke det, svarte Meninsky sterkt.

Mellem hver mundfuld chokolade la Run Bates sit hode tilbake mot en
stor, indviklet og merkelig applikert pute. Meninsky bøiet sig frem og
fulgte en av dens vanskelige konturer med sin ene pekefinger.

— Det er livet i Hollywood, sa Run Bates. Broget, ikkesandt?

— Jo, sa han, aa, det er sandt, de betyr jo noget alle disse putene?

— Allesammen.

— De maa forklare dem for mig!

— Det vilde være at lægge mit liv aapent for Dem, Meninsky, og det vilde
ta tid. Men den pute De selv kommer til at inspirere skal jeg forklare
Dem meget indgaaende.

— Tak, svarte han. Men er silke og dun da slik bekvem materie?

— Uhyre. Men her, sa hun og løftet op en terningformet, graa, kompakt og
tung pute, dette er strie og stampelo. Mit barndomshjem. Den er
parfymert ogsaa, lugt! Og hun stak puten helt hen i næsen paa ham.
Barnevask og stekt flesk, mit barndomshjems atmosfære. Den har jeg tutet
mangen en hjemvetaare i, kan De tro.

— Og denne? spurte Meninsky med en eiendommelig liten kuleformet pute i
haanden. Den var ufattelig let og av et deilig opalfarvet metalstof.

— Den er et barndomsvenskap, svarte hun og tok den som ængstelig fra
ham. Min første og seigeste illusion. Den største og vakreste _boble_
jeg har præstert.

— Gik den til himmels, eller sprak den? spurte han alvorlig.

Men da lo Run Bates.

Hun la sig godt tilbake i Hollywood-livet og lo saa klokkene i hendes
haar slog allarm.

— Gud, sa hun da hun endelig sat befriet, hvor mine ord altid høres
idiotiske ut i andres mund. Det rene Gaustadprat.

— Neivel? sa Meninsky forurettet.

— Jo, for ingen aner jo hvad som ligger bak. Der er altid en dyp mening
bak alt mit sludder, Meninsky, husk det, glem det ikke!

— Ja, nei, svarte Meninsky lydig. Men en boble svæver jo, sa han,
hvorfor ikke fylde den puten der med gas og ha den svævende efter en
snor her over sofaen?

— Da blev den jo en ballon, smilte Run Bates, der er stor forskjel paa
balloner og bobler, min kjære. Den er fyldt med kolibridun, sa hun og
kastet den til ham, den er let nok. For den er ikke længer nogen
svævende boble, den er en vanddraape paa det fasteste tørre, den er _mig
selv_! Maa jeg presentere Run Bates! gjorde hun en elegant gest mot
puten og solen traf samtidig en diamant paa hendes haand og etpar
sølvtraade i puten og slog to blaalige reflekser i kryds over Meninsky.

Og De, gik hun derefter over i en ny toneart, ønsker at beholde Deres
inkognito?

— Ja, svarte Meninsky med et litet shok.

— Ja, De er naturligvis her for at hvile Dem. Jeg husker nu at De skyr
musikken her, De har visst endnu ikke sat Deres ben i musiksalen, har De
vel? Og ikke paa dansegulvet. Jeg kan godt forstaa det. Hvor gammel er
De?

— Femogtredve.

— Og har stridd med musik fra De blev født naturligvis? Stakkars Dem.
Jeg forstaar Deres passivitet. Den indgaar i kuren, ikkesandt? De er
forbudt indtryk og sindsbevægelser av enhver art? Deres musikmaskineri
maa hvile og justeres. Hvor De maa ha fundet mig uforskammet.

— Nei, slet ikke, protesterte han.

— Jo, naturligvis, lo hun likegyldig. Men aldrig har jeg imøteset en
skuffelse med slik angst som denne med Dem, forstaar De — og du gode Gud
hvor den ogsaa blev smertefuld! De var hele tiden æsken med det rare i
for mig, jeg vilde helst tro De var tom, men ante det rædselsfulde i Dem
og vovet aldrig aapne paa laakket — at jeg ikke _døde_ av skræk da
laakket gik op av sig selv der paa Ararats bjerg og Paviere sprat
iveiret! Hu! Og hun grøsset saa flere puter faldt av divanen og de fik
travelt med at plukke op begge to.

— Aa, De Paviere, De Paviere, sa hun med sit smil som altid blev
overvældende bare ved at hun løftet overlæben bort fra fortændene. Hvad
_var_ det for merkelighet med Dem og Deres ryg der i Paris?

Men da la Meninsky den sidste av de forulykkede puter kraftig tilrette i
divanen, og det var som om han med den hadde samlet et fond av energi
nede paa gulvet, for han boret brutalt sit blik i Run Bates’ og sa:

— Miss Bates! Jeg er ikke Paviere. Jeg har aldrig dirigert noget
orkester i Paris, jeg har aldrig dirigert i det hele tat og der er
ingenting merkelig med min ryg, det kan min skrædder overbevise Dem om,
han er ganske fortvilet over hvor akkurat jeg passer det banale
magasindressnummer seksogfirti. Jeg _er_ Meninsky, og maa jeg be Dem
rigtig pent om at faa være Meninsky? Jeg er en elendig banal maddik, jeg
er akkurat saa forsvindende og ubetydelig en fyr som De synes, men jeg
er _ikke_ Paviere! De faar slaa haanden av mig om De vil, vort forhold
av interpreter og elev har været meget behagelig, men kan det ikke
fortsættes paa anden maate end at jeg vedblir med at spille en rolle der
er mig motbydelig saa ber jeg at bli opgit ...

Han skulde sagt mer, meget mer, men fik her et skjæbnesvangert glimt av
Run Bates ansigt og blev sittende og gape, kom til at bevæge kjævene op
og ned som om han tygget og gav ikke en lyd videre.

— Hm, kremtet Run Bates og det var som om hun knurret. Med det
fremskudte underansigt, de runde, truende øine dypt inde under den
bulkede pande og haaret hængende som lange ører ved tindingene lignet
hun en stor, tirret pekingesertispe.

— Hm, sa hun. De maa gjerne selv kalde Dem Meninsky og betragte Dem som
et færdig avsnit, men mig er De og blir De kun et titelblad, første side
i historien om Paviere. Og vær tryg for jeg skal bla videre i den boken!
Om De saa skal bli saa overanstrængt at De maa sove hvert femte minut!
Nu ser De ut til at ville falde i søvn der i stolen, gjør ikke det, jeg
kan ikke utstaa snorking. Gaa og læg Dem og la mig ikke se Dem igjen før
De er rigtig uthvilt og taaler en ny dyst, sa hun.

Og smilet sat igjen i hendes ansigt og gjorde det menneskelig.

                   *       *       *       *       *

Et par dage efter laa hun paa maven paa et av loggiatrappens brede,
kjølige marmortrin og matet en paafugl.

Da spurte Meninsky hvorfor netop den var hendes specielle yndling.

— Den er ikke min yndling, svarte hun, tvertom. Jeg har en torn i øiet
til den. Den har bedraget mig! Synes De ikke den er liten og falmet og
pjusket ved siden av de andre?

Meninsky saa efter de tre-fire store, blaa fugle som langsomt og værdig
skred nedover plænene. Og han fandt at den hun matet var paafaldende
mindre smuk end de andre.

— Ja, sa Run Bates, jeg vilde ikke tro mine egne øine da jeg fik se den
i fuldt dagslys. Jeg tænkte mig den et fænomen av en paafugl, som et
tropemareridt av farver, en nedfaldt sprakende komet av safir og
smaragd. Jeg saa den nemlig først som silhuet. De aner ikke for et syn
det var. Jeg saa den fra min balkon i maaneskin. Den sat opfløiet paa
den spinkle portbuen mot havet der, aa, den virket som et stykke
pragtfuldt kunstsmijern mot det azurblaa vand, forstaar De, uløftelig
tung, vældig, en fortættelse av mørke og ondskap og dog fnugglet,
aandeagtig fin i bygningen, ja det lange haleslæp var som en skjør
knipling at se til, ikke til at ta i, puste paa. Hvordan maa den fuglen
se ut i dagslys og nære ved, tænkte jeg. Og jeg listet mig ned og tæt
indpaa den og saa den godt over for at kunne kjende den igjen næste
morgen. Og De kan vel tænke Dem mine følelser da jeg i blændende dagslys
støtte paa dette falmete, pjuskete og enhornete væsen. Jeg kunde dræpt
den paa stedet.

— Hvorfor gjorde De ikke det? spurte Meninsky.

— Fordi jeg altid tænker mig om før jeg handler, sa Run Bates og strøk
venlig over fuglens miserable slæp. Og fordi jeg er velvillig stemt
overfor tilværelsen. Tilsidst og væsentligst fordi jeg nødig indrømmer
egne feiltagelser. Jeg tror paa intuitionen, og jeg paastaar at der i
denne fuglen lever noget av den storhet, den nattemystik og det eventyr
jeg først ante i den. Den har bare intet andet uttryksmiddel end sin
form, sin evne til fortættelse av mørke paa en lys bakgrund. Den er
skapt til _silhuet_, altsaa.

Som De, sa hun og vendte sig mot Meninsky.

Jeg vilde aldrig lagt merke til Dem ved en presentation. I en
gatevrimmel eller i et selskap er det ikke mulig at faa øie paa Dem
trods selve Deres størrelse. De er som denne fuglen uten fysiognomi, De
har ikke træk, ikke farver, ikke skygger, bare _form_. De skal sees som
silhuet mot et orkester eller en himmelbrand. Men _da_ virker De!

Alle Deres mangler blir fortrin. Selve Deres passivitet blir aktivitet!
Er det ikke merkelig? Det er _for_ merkelig, ser De. Jeg vil vite _hvad
det kommer av_. Derfor vender jeg mig ikke fra Dem, Meninsky, jeg vil se
Dem nøie an, jeg vil smigre mig ind paa Dem som paa denne fuglen. Se
hvor den æter tamt av min haand. En vakker dag aapenbarer den mig sin
gaade. En endda vakrere dag — naar jeg sitter inde med hundre og ett
bevis — bekræfter De til mig at De er Paviere!

— Kanske, smilte Meninsky paa sin gamle imøtekommende maate, men da maa
jeg først ophøre at være Meninsky. Og naar blir det? For Meninsky kommer
der til at staa paa min gravsten.

— Vi faar se, smilte Run Bates forjættelsesfuldt. Jeg er allerede godt
oppe i antallet av bevis for at der ikke kommer til at staa Meninsky paa
Deres gravsten!

                   *       *       *       *       *

Næste gang sat hun ute mellem tusindfrydene og skar en bok op med en
liten skarp sølvkniv. Og Meninsky kom yrvaaken og modig og spurte om den
var morsom.

— Aaja, sa Run Bates og saa ham godt over før hun gik videre.

Hvis den bare ikke var saa fuld av trykfeil. Jeg sat netop i den
forbindelse og tænkte paa Dem — og mig — at igrunden er vi to trykfeil.

— Er vi det, sa Meninsky.

— Ja. De, sa hun, er jo et bokstav som ikke skal være der? De gaar rundt
med en tyk korrekturstrek tversover Dem, væk med mig, sier De, beklager,
men dette er ikke mig. Hvad?

Hun aapnet smilende boken igjen og fortsatte med at skjære. Distrahertes
saa av sin pekefinger.

— Faar jeg se paa Deres pekefinger, bad hun fort, kom her med den, ved
siden av min i boken!

Meninsky adlød øieblikkelig.

— Haa, fnøs hun, dobbelt saa stor som min, du store verden for en
pekefinger! Men har De nogengang i Deres liv pekt med den? Sagt: se der!
Og har det at det var _De_ som pekte hat særlig betydning for nogen
anden?

— Nei, sa Meninsky alvorlig og med fingeren godt ved siden av hendes i
boken, jeg har aldrig pekt og aldrig vilde det betydd noget for nogen at
jeg pekte heller.

— Aa, sa da Run Bates med en skræmmende opgang i stemmen og skjøt
underansigtet frem, De gjør mig rasende! En skulde tro De _var_ sten,
jern, malm og ikke — men se her!

En tyk, høirød blodstripe randt ned ad bokens ene blad. Hun hadde
skaaret ham i fingeren! Han førte den øieblikkelig til sin mund, litt
rød i ansigtet, litt konfus, men uten at si noget.

— Haha, lo hun, blod? Ordentlig rødt, varmt menneskeblod, ikkesandt?
Tilmed varmere og rødere end almindelig tror jeg, ja se nu her? Og der
skjærer hun sig selv, et hurtig, dypt snitt i fingeren.

Se, sier hun og løfter haanden og lar blodet dryppe ned paa bokens
blade, meget tyndere, blekere og daarligere. Kom her en slagter nu vilde
De bli stemplet blaat, førsteklasses, jeg rødt, andenklasses. Tror De
ikke?

Meninsky finder frem sit lommetørklæ og vikler det om sin finger. Han er
blit ganske blek og hans næsefløier arbeider.

— Synes De det er kjedelig at blø? spurte da Run Bates deltagende, gjør
som jeg, put fingeren i jorden, saa stanser det straks.

Og han adlød igjen, stak fingeren dypt ned i mulden, som var kjølig og
løs og litt fugtig.

Der sat de som to barn med hver sin pekefinger i jorden.

Hun kikket ned i boken.

— Nei, der staar det sandelig keg istedetfor jeg, utbrøt hun indignert,
isch! Og pludselig hev hun boken saa voldsomt fra sig at bindet løsnet
og flere blade, derav et av de blodige, faldt ut. Tænk keg istedetfor
jeg. Jeg, jeg, jeg!

Saa kom hun paa noget nyt og beroligedes hurtig.

De forstaar, Meninsky, vendte hun sig langsomt og rolig til ham, jeg er
ogsaa korrigert. Jeg er et jeg med strek under. Spærret altsaa. Summen,
facit, Run Bates, _jeg_. Hvad raker det forsaavidt mig enten De er av
sten og jern eller kjøt og blod? Jeg er nok i mig selv. Men nu tænker
jeg vi kan ta op vore fingre.

De var sorte av muld, fingrene.

Jaha, sa hun da i nok en ny stemning, der ser vi det. Fremtiden! Hu,
Meninsky, tænk, at om nogen tid, om nogen faa aar ligger disse fingrene
vore og hændene vore og armene og hele vi nedi dette som nu klæber ved
os, og er _døde_. To stinkende kadavre, delikatesse for maddikene, fyh.
Run Bates og Meninsky. _Er det ikke fælt?_

Aanei, roper hun pludselig halvkvalt av angst og iver og strækker armene
iveiret, la os leve! La os understryke og ikke overstryke os selv,
tidsnok blir vi inkognito. Her er vi, se hør og føl paa os, kan nogen
negte for at dette er Run Bates og Paviere?

Meninsky stirrer grepet hvor hendes arme peker, det er saa høit at han
mister hatten av hodet.

Og Run Bates vender leende tilbake til jorden, til sin finger.

— Aa, du kjære lille fingeren min, sier hun, gudskelov for at du er
levende endda!

Og hun sitter ubeskrivelig lykkelig og krøker og retter, krummer og
strækker sin pekefinger mens hun smiler opmuntrende til den.

                   *       *       *       *       *

Meninsky er ikke fortrolig med hverken associationsloven eller
embryologien. Han tror han har overhørt hendes sidste bemerkning da Run
Bates, flere dage senere, midt inde i noget andet, pludselig sier:

— _Jeg_ har pekt hele mit liv og jeg skal peke til jeg dør.

Men da han hæver sit blik efter hendes ser han en vindfløi og med det
samme kjender han det stikke i sin ene pekefinger hvor et saar er ved at
gro.

— Ja, gjør det, skynder han sig at si mens han endnu er i god tro, for
mig?

— _For_ Dem, nytter ikke. _Paa_ Dem maatte det jo først bli. Men jeg
peker ikke mer paa nogen for nogen. Det gjorde jeg engang. Jeg peker
bare for mig selv nu. Men vil De høre en historie?

Og hun er lys og senil i stemmen som et barn der spør: Skal jeg fortælle
et eventyr for dig?

Historiens titel er «Boblen», begyndte hun. Det er en banal titel og
selve historien er endda banalere. For hvem har ikke sammenlignet sin
kjærlighet med en skimrende skjøn og forgjængelig saapeboble?

Naa, men pointet her er _pekingen_. Jo, jeg elsket altsaa — engang.
Ingen har elsket større, varmere, ubegripeligere end jeg. Og jeg pekte
og sa: Dette er dig, slik er du, det er du — aa, alt det skjønneste og
deiligste jeg visste, alle eventyr og al uvirkelighet og hvor mine ord
var mig fattige og utilstrækkelige! Jeg pugget konversationsleksika og
tydde til fremmede sprog for nogenlunde at faa uttrykt mine følelser,
men punkterne for min pekefinger blev legio, jeg stred saa sveden
dryppet og rak ikke med og var usigelig lykkelig, jeg svælget og
fraadset i skjønhetsaapenbaringer og følte mit eget selv bare som et
hemmende panser for min fantasi.

Ja, slik blev jeg, som jeg har fortalt Dem før, tyve aar.

Men da kom der en dag, en dag jeg var som mest svimmel av min egen
intethet, en pekefinger, en fremmed, en tredjes pekefinger og pekte paa
_mig_.

Du, sa den. _Du_ er det! Det er jo dig selv! Du er selv alle eventyrene
og hele deiligheten! _Du er_ simpelthen _draapen hvorav den vidunderlige
boble bestaar!_

Slik, Meninsky, gjorde jeg mit eget bekjendtskap ved en fremmed
pekefinger og som De daglig ser underholder jeg forholdet ved selv at
peke paa det. Aa, De kan tro det var en underlig stund da jeg
allerførste gang merket mit eget hjerteslag i stilheten, det var saa
overvældende uvant, det skræmte mig slik at noget gik istykker i det, en
av klaffene lammedes av forbauselse og er lam den dag i dag.

Og Run Bates blir sittende og likesom lytte efter den lille lamheten i
sit hjerte.

Meninsky gjærer med et spørsmaal, han har det paa læberne flere gange
med aandedrættet og alt i orden, men stadig undslipper det ham.

— De forstaar, sier da Run Bates midt i et av hans dobbeltaandedræt, min
elskede var en kvinde. Kjærligheten altsaa bare venskap. Pekefingeren
var min forlovedes.

Meninsky aapner munden, men igjen kommer hun ham velvillig i forkjøpet.

— Nei, sier hun, han fik mig selvfølgelig ikke. Det var dumt av ham at
kalkulere mig og gjøre mig saa uttrykkelig bekjendt med værdien!

— De elsket ham ikke! faar Meninsky endelig anbragt.

— Jo, i den tiden jeg bare var skal, med indmaten placert i min veninde,
det tomme kar, tiltaltes jeg av likheten mellem ham og mig, hulheten.
Men da jeg hadde samlet mig selv ophørte jo sympatien øieblikkelig og —
gjensidig, naturligvis.

— Det er forfærdelig vanskelig, sier Meninsky med smertelig sammentrukne
bryn, men er ikke historien den at De hadde en veninde hvis fortrin De
overdrev til Deres forlovede som blev jaloux og fandt sig beføiet til at
retlede Dem?

— Gjerne det, svarte Run Bates, og nu belavet hun sig paa at gaa over
til noget andet.

Men Meninsky, ifølge sin makelige natur, blev helst hvor han var.

Han spurte om hun var sin forhenværende forlovede taknemlig for
pekingen.

— Selvfølgelig, svarte hun let, han er jo saa at si min anden skaper.
Jeg vilde levet og dødd og blit begravet uten nogensinde at ane min egen
realitet uten ham. Og ikke bare min egen men alt og alles. Jeg lærte
tilslut at en sten virkelig er en sten. Men det skal jeg fortælle Dem en
anden gang.

— Jamen, sa Meninsky, hvordan aner man sin egen realitet?

— Ja hvordan? sa Run Bates og hun saa virkelig ut som om hun ikke visste
det.

                   *       *       *       *       *

I forbindelse med en flek paa hendes kjole faar han en anden gang
forklaringen til den graa strieputen i hendes divan.

— Har De ikke lagt merke til at jeg aldrig er rigtig ren? spurte hun.
Aldrig. Det kommer av min oprindelse. Jeg er som magnetisk for lort. Jeg
maa bytte undertøi hver eneste dag. Mine kjoler er bare friske en times
tid. Jeg kunde trænge at vaske mine hænder hvert femte minut.

Jeg har fundet ut at smutset kommer _indenfra_. Fra blodet!

Jeg er født i et skiddent arbeiderstrøk av en storby, forstaar De. Min
far var altid sotet og min mor aldrig ren, jeg forsikrer Dem, min mor
var det skiddenfærdigste i verden. Hun badet ikke i alle de aar jeg
levet sammen med hende og det var tyve. Hun _stinket_ — en stram, sur,
besynderlig lugt som jeg har fundet igjen paa alle strøk av kloden hos
fattigfolk. Hun fik et barn hvert aar. Og skidden var hun da hun
undfanget dem, skidden mens hun gik med dem og skidden da hun fødte og
ammet dem. Maa der ikke komme smuts i slike barns blod? Jeg er absolut
fuld av lort indvendig. Under min første tid i Hollywood badet jeg som
en gal, mit badeværelse var for mig i et helt aar indbegrepet av
highlife, jeg levet omtrent ikke utenfor det, men tror De jeg nogengang
opnaadde at føle mig ren? Nei. Mine porer proppes _indefra_ efterhvert
som jeg frotterer dem. Det er sandt!

Jeg er ogsaa forfærdelig utsat for utøi, jeg kan ikke opholde mig to
minutter i en trik eller en menneskesamling idetheletat uten at føle at
loppene anfalder mig som en lækkerbisken, mit store hestetaglhaar har
været min fortvilelse fra barnsben av, det har været fuldt av lus de
hundrede gange — og nu skulet Run Bates fort hen paa Meninsky som med
armene lænet mot den lille japanske bros skrøpelige bambusrækverk stod
og stirret paa det sorte, sagte glidende aavand under dem.

Ha, sa hun da, nu tror jeg sandelig allikevel at sfinxen grøsser, hvad?
Det rykker forræderisk i Deres næsefløier!

— Ja, Meninsky, _De_ er det reneste jeg vet. Og De er undfanget og født
og ammet av en usigelig ren mor, aa jeg aner hvor hun var lækker og
appetitlig og deilig!

Og hun gaar lidt fra ham for at faa overblik.

— Der De nu staar mot det mørke vand, sier hun, og hæver sine hænder som
holder hun en palet i den ene og en pensel i den anden, er De en
aapenbaring av renhet og lys, De er _blændende_ som jeg har tænkt mig
Kristus være det, det smerter synsnervene at utsættes for Dem! Deres
haar er jo selve solskinnet materialisert og de komisk lange, hvite
øienvippene Deres, — jeg kan forstaa at verden maa te sig anderledes for
Dem end for mig, betragtet gjennem slik en blendende ramme!

Og saa knipser hun med fingrene i veiret, som har hun noget nyt.

— _Lyset_ er hele hemmeligheten med Dem! ropte hun. Det var lyset og
ikke mørket De koncentrerte i Paris! Det var De som brandt og ikke
himmelen der paa Ararats bjerg!

De er selv saa fyldt av lys og flammer at verden forekommer Dem en
askehaug!

Meninsky rygger uvilkaarlig tilbake som for et angrep, hurtig finder han
sit lommetørklæ og pudser sin næse med brask og bram. Han har høsnue, er
virkelig sterkt forkjølet.

Og Run Bates slukner. Da han endelig lægger lommetørklæet ned skal ingen
kunne se at der nogensinde har været lys i hende. Hun bøier hodet stille
og lukker øinene. Da hun igjen aapner dem opdager hun en liten snegl paa
vei mot en oase graa paddeblade paa broen.

— Ha, ler hun da igjen og peker, der er jeg og der er virkeligheten! Det
gaar smaat men det gaar! Vogt Dem! _Jeg gir mig ikke_ før jeg har ført
Deres mysterium ind i klarheten, før jeg har analysert det ned til det
aller haandgripeligste lille stykke virkelighet. Det er en sidste
haardnakket dyst med mig selv, forstaar De, mit gamle, formaalsløse,
fantastiske, leveudygtige selv. Lykkes jeg ikke mens De er her skal jeg
forfølge Dem jorden rundt, De skal aldrig ha fred for mig saa længe De
lever og heller ikke hinsides. For jeg _skal_ frem til virkeligheten, og
De er min eneste hindring, Meninsky, De staar som en kinesisk mur og
stænger mig veien og utsigten.

Men bare vent.

                   *       *       *       *       *

Og hun forfølger ham.

Han gjør sig liten, dukker hodet ned mellem skuldrene og krøker knærne,
han skifter ham flere gange om dagen og snur ryggen til. Men hun finder
ham. Hun gaar ustoppelig videre med sin psykiske forskning, hendes
energi er vital og hendes opdagelser utrolige.

Hver gang tror hun at ha naadd det endelige resultat, men hver gang gaar
hun igjen videre. Av og til slaar hun to fluer i et smæk.

Som en eftermiddag ombord i en vindstille seilbaat langt ute paa sjøen.
Der sat hun med sine vaakneste øine og fortalte ham at hun aftenen i
forveien hadde staat ytterst ute i et skogholt og set ham komme gaaende
ute paa markene. Han hadde vokset fra en prik av helt ute i horisonten,
han var saa fort blit større og større, tydeligere og tydeligere, hun
hadde ventet og godtet sig og smilt og tænkt at slik, akkurat slik var
situationen: om en stund vilde hun kunne tælle hans øienhaar!

Men saa var der hændt noget. Der var pludselig kommet en taake seilende,
en tæt, hvit damp rullet avsted henover markerne imot ham, det lignet
næsten et krigersk gasangrep. Og der hadde hun saa staat og set ham
forsvinde like hurtig som hun hadde set ham komme, han passerte hende
paa etpar skridts avstand, hørlig aandende men komplet usynlig. Og hun
var blit saa bedrøvet.

Der hadde hun jo symbolet! _Avstanden!_ Hvordan kom hun nu videre?
Avstand, usynlighet, ulegemlighet — hvad satte man op mot slike ting?
Igjen undslap han hende.

Men igjen fandt hun sig selv igjen.

For hun var kommet til at tænke paa steppen! Paa Rusland! Paa hvad
Tolstoy sier om russerne: avstandsfolket, de ensomme, ubegripelige.

Han, Meninsky, var jo russer. Paviere var franskmand.

Der hadde hun det!

Paviere var livskunstneren, Meninsky selve leveudygtigheten.

Og simpelthen hans fremmede nationalitet, hans slaviske racepræg var det
som hadde git hende det sterke indtrykket av personlig egenart. Han var
som millioner russere, men fordi den russiske hverdagslighet var hende
saa fremmed, hadde hun tat den for individuel originalitet.

Slik gik det naar man som hun var saa fortvilet fuld av glycerin! Der
hadde han først været eventyret virkeliggjort for hende og saa
virkelighetens eventyr. Endelig viste han sig at være Kolombi egg. Hvad
der videre kunde komme av det egget, se det turde hun med sit kjendskap
til sig selv ikke svare for.

— Men jeg skal nok efter hver himmelfart vite at plaske til jorden igjen
og forhaapentlig blir faldene kortere og mindre smertefulde for hver
gang, dennegang var jo bare en fornøielse, sa hun.

Og hun bøiet sig frem for at smile godt til ham.

Da saa hun at han sov og at han hadde sovet længe. Han laa paa ryggen
med ansigtet ret mot solen, det var blekt og koldt som ellers og fuldt
av hat.

Run Bates la roret op i vindstillet og bøiet sig tæt over ham. Længe sat
hun og stirret. Det saa ut som om hun talte hans øienhaar, der lange og
skinnende lyse laa helt ned paa hans glatte fine kind. I søvne gjorde
han en grimase som om noget smertet ham.

Da trak Run Bates sig endelig tilbake. Og da graat hun. Lydløst bøiet
hun hodet og lot hun taarene sagte dryppe sig ned i sine hænder som i en
skaal.

                   *       *       *       *       *

Capranola rødmer av roser. De gror vildt over hele øen, de fylder
vældige bed, de danner hækker ved veiene og espalier paa murene. Der
staar en rød og søt os fra dem dag og nat.

— Nei se, sa Run Bates om en stor, skjøn La France, den vil visst ikke?
Den vil virkelig ikke! Se, hvad gir De mig?

Det saa virkelig ut som om rosen ikke vilde begunstige bien som sværmet
om den. Den avviste den gang paa gang. Run Bates hadde staat og iagtat
fænomenet en lang stund før hun viste det til Meninsky. Og nu stod de
sammen og betragtet scenen som blev mer og mer spændende. Biens ihærdige
og utrættelige bestræbelser nyttet ikke, rosen vilde ikke.

Til en begyndelse var dens plastik koket, yndig og indtagende, den bøiet
sit skjønne hode undav, den blusset og sitret og _beklaget_. Og saalænge
var biens manøvrer store og ridderlige. Men saa blev rosen støtt ved
dens uforstand, den blev braa og bestemt, gaa væk! Brrrr, mente da bien
som den drevne forfører han var, faar vi ta tiden til hjælp, haster
ikke, jeg kan vente. Og den tok et par hurtige avstikkere til andre
roser i nærheten. Men stadig kom den igjen.

Da fik rosen en genial ide, kvindernes evige.

Den graat!

En stor, tung taare trillet den ut mellem bladene og ret over bien som
halvdruknet og ør av raseri og skuffelse kom til at svirre om sig selv i
luften en lang stund. Da endelig grep den til retrætten.

— Det var mig noget til rose, sa Run Bates, det var saamen en dame med
dyd!

Men ikke før hadde hun talt ut før der imidlertid var en ny bie, en lidt
mindre, følsommere, finere. Og dennegang skjedde det, miraklet, midt for
Run Bates og Meninskys interesserte og ublue øine.

— Jaja, sa da Run Bates slik er vi kvinder. Det maa være den rette.

— Sier De det? sa Meninsky.

— Ja, i motsætning til dere mænd! Og hun holdt sin høirøde parasol op
som en fane idet hun satte sig i bevægelse. Det er naturligvis
overdrivelse at en kvinde bare kjender sit kjøns krav naar hun elsker.
Men det absolutte, unegtelige faktum er at hun ikke kan lyde det kravet
uten at elske. En mand begjærer en kvinde før han bryr sig saa meget om
hende at han kan ofre sin lillefingernegl for hende, mens en kvinde
aldrig begjærer paa den maaten før hun elsker en mand slik at hun kan gi
sit liv for ham. For hos os gaar kjærligheten akkurat den omvendte vei
av manden, nemlig fra sjælen til sanserne. Og dette er netop den store
ulikhet mellem kjønnene, den som altid forvolder striden.

— De har da ikke stridt? sier Meninsky.

— Nei, for jeg har ikke elsket. Da jeg giftet mig trodde jeg at jeg
gjorde det. Men det gik hurtig op for mig at det ikke var for min mand
men for kjærligheten jeg næret kjærlighet.

— Har De været gift? spør Meninsky og glemmer at sætte det ene ben foran
det andet av forbauselse.

— Ja bevares, ler Run Bates under parasollen og lar ham staa. Jeg _er_,
sier hun da han er paa siden av hende igjen. Jeg gidder ikke
skilsmissesludder. Og hverken min mand eller jeg kommer til at gifte os
igjen.

— Hvordan vet De det?

— Fordi han er for skuffet og jeg for forventningsfuld. Jeg er nemlig
fremdeles forelsket i kjærligheten og venter mig store ting av den. Men
ikke malplacerer jeg den mer i nogen mand, det kan De bande paa.

— Hvor placerer De den da?

— I allivet! Aa, jeg elsker, elsker, elsker! roper hun med parasollen
høit i veiret — luft, blomster og trær, solskin, regn og sne, godhet,
slethet, klokhet og dumhet, fuglekvidder og tygging av ristet brød og
røde parasoller og den cigaretten De røker og hvite øienvipper og _alt_!

Hun blir ganske anpusten og maa stanse og trække veiret og le.

— Ja, det var meget til kjærlighet, sier han. Men er Bates Deres mands
navn?

— Ja.

— Og Haavaldsen Deres pikenavn?

— Netop. Og Run er en engelsk forkortelse av Gudrun.

— Er ikke Gudrun Haavaldsen et engelsk navn?

— Nei, norsk.

— Norsk?

— Javist. Jeg er født i Kristiania, vet De ikke det?

— Nei, Meninsky stryker sig betuttet over haaret og vet ikke det.

— Jeg har hele tiden tænkt mig Dem — eksotisk?

— Tak, svarer Run Bates og plukker en deilig, halvutsprungen mørkerød
rose fra nærmeste busk, men jeg er glad for at være norsk.

Og hun snuser hørlig til rosen, tar ham i armen og trækker ham ind under
parasollen og gaaende langsomt deklamere hun noget paa et sprog han ikke
kjender og aldrig har hørt før.

— Det var en norsk, versificert kjærlighetserklæring, sier hun
forventningsfuldt. Men han ber hende ikke oversætte.

                   *       *       *       *       *

I en gylden ring hang en kakadue og pjutret, og ret under stod Run Bates
og læste et brev. Det var i et karnap med et perleforhæng med egyptiske
skrifttegn, og Meninsky stak hodet ind mellem perlene og ønsket
godmorgen.

— Godmorgen, De hieroglyf, sa Run Bates, nu kommer jeg straks, træd
indenfor saalænge. Og hun læste videre i sit brev.

— Det ser ikke videre spændende ut, sa Meninsky om det.

— Nei, svarte hun, det er fra min mand og bestaar av punktumer.

— Naa? sa Meninsky.

— Ja, for som De er bare spørsmaalstegn var min forlovede bare et
utropstegn og er min mand bare punktumer.

— Spørsmaalstegn?

Run Bates brettet sammen brevet, puttet det tilbake i konvolutten og
rakte kakaduen et stykke sukker fra en skaal i vinduet.

— Ja, sa hun og børstet av sig en sukkersmule som kakaduen spilte paa
hende, præsterer De andet? Har De levert mig en eneste tankestrek for at
si et utrop? De bare spør De.

Pjutt, pjutt, sa kakaduen.

Men da ristet Run Bates beklagende paa hodet til den og forlot den.

— Ja, min mand er et punktum, fortalte hun Meninsky som fulgte hende ut
gjennem hieroglyferne. Stille, rolig og vægtig avsluttende, alt jeg gjør
er godt, punktum.

De gaar over et vældig gulv av glasmosaik. Run Bates stanser midt paa en
kolossal blaa porcelænsblomst, hun staar midt i dens ottekantede, grønne
frøhus og er dens ene levende, gule støvdrager. Meninsky stanser et
stykke fra hende, med hænderne i jakkelommen og hatten i nakken,
avventende.

— Og, min forlovede var et utropsregn, sa Run Bates og plukket ved sin
ene lillefingernegl, aa som han ropte og skrek sig hæs. Han citerte
Goethe og Spinoza og Kant og Nietzsche og Ruskin og Darwin forstaar De,
og essensen av det hele var et befalingsbrøl til mig: _LEV!_

Lev, lev, lev, rullet ekkoet indigjennem de mange tomme saler. Run Bates
lyttet og lo.

Med andre ord: staa ikke der og inbild dig at en mand er en bie, en mand
er en mand og nogen gange et ord, men aldrig i verden en bie. Men at De
var en bie har jeg heller aldrig indbildt mig, selv om jeg var en
hundredobbelt rose, sa hun til Meninsky og steg endelig ut av
fabelblomsten.

— Hvorfor giftet De Dem ikke med ham som var Dem en saa glimrende lærer,
spurte Meninsky da de kløv gjennem et vindu ut i haven.

— Netop fordi han var en saa glimrende lærer, kjære. Han ropte: snak! Og
jeg snakket saa han maatte tie og ingenting mer fik lært mig: Han skrek:
Gaa ikke her og fantaser men foreta dig noget! Og jeg gik fra ham. Men
jeg adlød ham fremdeles, jeg adlød hans ekko, jeg ledte og ledte efter
«livet» og fandt omsider min mand, som er et punktum.

— Er da livet et punktum? sa Meninsky.

— Ja, ifølge min forlovede, svarte Run Bates. Og det har jeg trodd til
nu. Men nu begynder jeg at spekulere paa om det ikke er et
spørsmaalstegn, sa hun og stanset og saa paa Meninsky. Men Meninsky gik
paa, og han vilde ikke snu sig. Hvertfald er _virkeligheten_ ikke noget
punktum, sa hun da.

Og de gik begge videre, og han spurte og hun svarte.

Han spurte hvad hendes mand var og hun sa filmsregissør. Han spurte om
hun selv hadde filmet og hun sa nei, utstykning av egenart i detail var
ikke hendes sak, merket han ikke daglig hvor hun utleverte sig engros?
Ingenlunde følte hun det som en mission at la en verden gjøre sit
bekjendtskap paa skrømt, da levet hun heller robinsonadisk paa Capranola
og lot ham ene menneske lodde tilbunds i sig. Han beklaget da hendes
paastand at han var saa uten lodderemedier. Og hun lo og sa at dersom
han hadde en anelse om for værdier der laa sanket paa bunden i hende saa
skaffet han sig nok remedier, men desværre hadde han jo heller ikke
fantasi. Og han spurte videre om livet i Hollywood og husket at den
fremherskende farve i hendes divanpute var rødt og om det skulde bety at
det var erotisk? Ja, sa hun da. Min mand er selvfølgelig min elev i min
forlovedes lære. Kjærlighedens frihet er den nødvendige følge av
individuel frihet. Hvad der gjælder i erotikken er følelsernes skiftende
spil, bare ved at følge sine egne drifter er man sig selv tro og altsaa
i ordets egentlige forstand moralsk. Jo, livet i Hollywood hadde været
meget erotisk. Men om hun ikke hadde barn? Nei visste han hvad, var hun
ikke midt inde i sin egen opdragelse, var hun ikke selv ganske nyfødt?
Hun var ellers ikke av de kvinder der paa liv og død maatte _fortsætte_,
tvertom tiltalte tanken at være _avslutning_ hende, summen, facit. De
fineste frugter var uten kjerner, visste han vel? Og var han opmerksom
paa hvor det var en ny og skjæbnesvanger tanke for en kvinde? Hu! Den er
opstaat av min merkelige hukommelse av fysisk smerte, sa hun, hvis
kvinder var istand til at erindre sine fødselsveer, saa fødte de
selvfølgelig ikke mere en den gang, og var de blit tilstrækkelig pint
hos en tandlæge som jeg, saa fødte de aldrig.

Men da stanset Meninsky, da tok han begge hendes hænder i sine og klemte
dem saa haardt at det gjorde ondt, og da han talte var hans stemme ru av
bevægelse.

— Hvor De er uansvarlig paradoksal, Run Bates! sa han. Jeg har været i
krigen, jeg har været saaret og lidt helvedeskvaler, men det vet jeg da
at jeg gjerne led det altsammen ti gange om igjen for at ...

Men her blev han avbrudt. En liten sortoghvit terrier med blaa sløife i
sælen kom stormende mot dem, den klippet Meninskys vældige indlæg tvert
av ved at hoppe helt op paa hans mund, og Run Bates’ elskværdig lyttende
uttryk gik over i en dyp panderynken.

For inde fra buskadset skingret en rasende, ung pikestemme:

— Alex, Alex, Alex, Alex!

Og da terrieren var lusket av med halen mellem benene hadde Meninsky
mistet lysten til at tale.

                   *       *       *       *       *

Saa lektes der en aften paa plænen ute under kastanjerne.

Meninsky var blindebuk.

Med det sorte tørklæ stramt for øinene famlet han sig frem over plænen,
hvor alle løp tilside for ham.

Han hadde gaat slik længe da endelig Run Bates stod urørlig i hans vei.

Et stort spansk sjal gled ned fra hendes nøkne skuldre da han begyndte
at famle ved hende.

Hans slanke, bleke hænder befølte først grundig hendes frisyre. Der var
knyttet et bredt guldbaand om den med en stor sløife, han løste sløifen
op og knyttet den igjen under selskapets høilydte morskap. Saa fulgte
han med den ene haand linjen fra øret ned til skulderen, fik fat i
hendes kjoleærme og kløp i stoffet og sa: silke! Videre strøk han ned
langs begge hendes arme, tok hende om livet, bøiet sig ned og befølte
hendes sko og sa: bittesmaa!

Fremdeles kjendte han hende ikke.

Han rettet sig op og tænkte sig om.

Saa angrep han endelig hendes ansigt. Han tegnet med en pekefinger
brynene, han lukket hendes øienlaak, maalte hendes næse, strøk varsomt
og venlig henover hendes mund og under hendes hake.

— Nei, sa han raadvild, denne damen kjender jeg ikke.

Idetsamme veiret han noget med sin næse, langet hurtig ut med venstre
haand og grep en ung pike ret over haandledet.

— Vera! ropte han.

Den unge pike stod paa tærne og knyttet av ham tørklæet med sine yderste
fingerspidser, holdt sig paa avstand fra ham som om han var glødende.

Run Bates trak sit sjal godt om sig og gik uten at si et ord.

Da de næste dag mødtes visste han at det var hende han hadde fanget uten
at kjende hende igjen.

— Merkelig, sa han.

— Ja høist, sa hun. Og nu er jeg rasende paa Dem! Jeg er ulægelig,
dødelig saaret. Og jeg _gidder_ Dem ikke længer. De er jo simpelthen
ikke rigtig? En normal mand vilde jo kunnet lugte mig. Han vilde ropt
mit navn paa mange skridts avstand. Han vilde hørt min puls, vilde
kjendt mit aandedræt og set en lysning av mig tvert igjennem bindet. Men
der stod De og _fingret_ paa mig en halv time.

At De vovet!

Og hun snærret av sinne og saa ut som om hun vilde bite. En rød plet
brandt paa hvert kind og munden skalv.

Han møtte tappert hendes blik uten at blunke.

— Ja, sa han, det var en skam. Men De burde da være forberedt — De er da
paa det rene med mine sansers ufuldkommenhet ...

Run Bates bøiet hodet og stirret i jorden. Hun trak en ring av og paa
fingeren og saa elendig ut. Hun snøftet etpar gange og svælget hørlig.
Sat slik en god stund, kom langsomt og møisommelig og ærlig iorden.

Da hun endelig løftet hodet løp der en lysning op i hendes ansigt.

Noget dæmret.

— Forresten ...? sa hun nølende.

Saa var smilet der som et under. Hendes fulde, lakrøde overlæbe gled væk
fra tænderne og blottet dem skinnende vaate og feilfrie helt ind til den
inderste jæksel, det var det mindst forbeholdne smil som er smilt av en
kvinde til en mand.

— Sa jeg saaret? sa hun. Sa jeg virkelig _rasende_? Nei, Meninsky, er De
gal, jeg er ikke hverken saaret eller rasende.

Og med et kast paa hodet rakte hun ham sin haand og fortsatte i stigende
fart:

— Nei, _tak_! Tak for at De ikke kjendte mig. Tak for at jeg ikke er
_hun_ for Dem. Tak for at De kan omgaaes mig saa lidenskapsløst. Tak for
at De er et menneske og ingen mand og for at De i mig ser et menneske og
ingen kvinde.

Det er jo brilliant? Vidunderlig. Utrolig!

La os bare bli endda mindre kjøt og blod end vi er. La os ikke hefte os
ved noe saa usigelig elendig som toiletdetaljer. La os bli fuldstændig
ulegemlige, lutter esprit!

Saa kom hendes stemme stille, lavt og intimt nynnende som en vuggevise:

— _Jeg_ kan _Deres_ legeme utenad. Jeg skulde kunne tegne, male og
modellere Dem nøiagtig efter hukommelsen. Jeg kjender alle Deres
ansigtsuttryk, hvorav det mest konstante overfor mig er det anstrengte
med panderynkene, jeg kan imitere Deres stemmes modulationer, som til
mig er meget faa, jeg forutser altid Deres vakre hænders forsigtige
bevægelser, jeg morer mig over det lille hesiterende dobbeltaandedrættet
foran alle Deres replikker, aa, jeg _kjender Dem_, Meninsky. Jeg skulde
ikke i en blindebuklek kunne _late_ som om jeg ikke kjendte Dem, selv om
det gjaldt liv, lemmer og lykke. Mine fingre vilde røbe mig før de fik
berørt Dem.

For ikke i et øieblik av vort samvær har jeg glemt Deres legemlighet,
ser De Meninsky, Deres _manddom_.

Men nu skal De se! Herefter skal jeg henvende mig til Dem som til en
skystøtte, et stykke luft, høist lidt med- eller motvind. Ihvertfald som
til en — en — en ...

Her gaar Run Bates istaa. Her kommer hun virkelig ikke videre! For
første gang i deres samvær svigter gloserne hende.

Det forbauser Meninsky slik at han glemmer hvad han skulde med sit
lommetørklæ som han netop har tat op, og maa lægge det ned igjen.

Og Run Bates blir sittende som bevisstløs av eftertænksomhet en lang
stund.

Men endelig finder hun hvad hun søker.

— En kastran! roper hun straalende.

Aa, hvor vi skal kunne være ugenert sammen, Meninsky! Hvad?

— Ja, svarer Meninsky mat og kommer omsider paa hvad han skulde med
lommetørklæet. Han tørrer sin svede, bleke pande med det gang paa gang,
grundig og langsomt, og det ser ut som om den smule utløsning av
muskelkraft gjør ham godt helt ned i tærne.

                   *       *       *       *       *

Næste gang ser han hende nøken.

Hun kommer svømmende og stiger op av bølgene akkurat idet han dreier om
en klippepynt ut mot havet. Hendes hud lyser varmt gullig mot det
indigoblaa vand, hun er uten badedragt og tror sig ganske ensom.

Da hun ser ham synker hun litt kuldskjært i knærne, men roper før han
faar snudd sig:

— Nei, kom bare! Det gjør jo ingenting. Kom, skal De faa se en morsom
føflek paa ryggen min!

— Tak, sier han og blir staaende, men jeg kommer ikke ned her. Jeg ser
Dem forresten udmerket herfra — føflekken ogsaa.

— Naa, ler hun og spaserer ret imot ham hen til sine klær som ligger
hulter til bulter paa en sten like nedenfor ham.

— Vi er jo bare esprit! roper hun og river av sig badehætten saa det
vældige blaasorte haar falder nedover hende som en kaape. Vi er jo ikke
mand og kvinde De og jeg. Ta av Dem De ogsaa! La os spasere lidt sammen
i solen i paradisdragtene, hvad? Min ven maleren skrøt av sin uberørthet
av alle sine skjønne nøkne modeller. Men han blev forfærdet da jeg
spurte om han selv gik nøken med mellem dem, haha! I den værste
sommervarmen tok han ikke engang av sig jakken, og han var en velskapt
mand.

Skynd Dem nu da, Meninsky! Bevis nu at De ikke er Paviere!

Men Meninsky sætter sig ned hvor han staar, betragter hende ugenert og
finder frem sit cigaretetui. Derpaa bemerker han at han ikke finder det
for varmt med sine klær, de er saa tynde.

— Jamen saa latterlige! roper Run Bates. Hun er færdig med at tørre sig.
Se her, sier hun og kaster over sig en bitteliten blekrød
silkecombination. Se, hvor moderne jeg er, bare et litet skjørt over
dette — saan — og saa denne tynde kjolen hvorigjennem hele jeg anes. Det
er det fine ser De, bare at _anes_. Plads for fantasien! Man har
sandelig ikke øine for at se!

Sesaa, der er jeg færdig, sier hun og traar i sine hvite sko. Haaret maa
tørke lidt. Maa jeg komme op og sitte hos Dem imens?

Da hun sitter ved siden av ham, spør han hvorfor hun bader her i ødet og
ikke paa badestranden.

— Jeg faar jo ikke lov, sier hun. Sjøbad er ikke for hjertesyke. Hvis
man fik se mig gaa avsted med en badedragt blev jeg bortvist fra stedet,
derfor bader jeg nøken. Og det er vidunderlig, aldrig mer skal en
badedragt komme paa min krop.

— Men hjertet? bemerker han.

— Hjertet? Det vedkommer mig ikke. Siden De la Deres store, rolige haand
paa det uten at kjende det banke, banker det ikke mer, ler hun. Men saa
blir hun meget alvorlig, biter sig i læben, ryster paa hodet.

Professoren har naturligvis ret. Jeg føler jo daglig at han hadde ret i
at jeg ikke taaler krydderier for eksempel. Men krydderier maa jeg ha
saa jeg _peprer_ melkevællingen min. Og jeg _maa_ bade. La det saa bli
min død. Jeg tar de følger min levemaate paafører mig. Jeg vil ha den
føde som tillater mine smaksnerver paa trods av mavesæk og nyrer og
indvolder. Jeg vil bade og røre mig og komme i sindsbevægelse paa trods
av hjerte og lunger. Og jeg vil tænke paa trods av hjernen. For er det
ikke _min_ hjerne og _mit_ hjerte og _mine_ indvolder? Professoren vil
jeg skal ligge paa ryggen og dø langsomt hele mit liv. Men jeg vil leve
saa sterkt at jeg glemmer døden. Og _naar_ jeg saa dør saa skal det være
min egen død, min personlige skjæbne paaført mig av mig selv, ved mit
liv! Det eneste rigtige.

Kan De tænke Dem noget fattigere, noget saa meningsløst som at dø av for
eksempel — en taksten i hodet?

Idetsamme blaaser vinden hendes haar over mot ham, en del blaffer helt
hen i hans ansigt. Han rynker brynene og fjerner det rolig med to
fingre.

Run Bates betragter et hvitt seil i horisonten.

Saa reiser hun sig braatt.

— Nu skal De se hvor fort jeg sætter det, sier hun. Entotre ruller jeg
det over mine pekefingre op paa issen, saan, sætter fire haarnaaler i
det — og der sitter det. Bra hvad? Jeg har lært det av en glædespike i
Yokohama.

Hun staar lidt. Saa fnyser hun kort.

— Meninsky, sier hun, De kjender ingen glædespike De, gjør De vel? De er
ren! En mand med erfaringer ved geishaer vilde ikke taalt mit haar i sit
ansigt. De rynket brynene litt fordi det kilte Dem, men Deres puls kom
ikke en strek av takt. Bravo!

Er det for kunstens skyld? spør hun ned til ham med sine mindste og
skjæveste øine.

Da han ikke svarer men stirrer paa det hvite seil derute, fortsætter
hun:

Jeg hørte om en berømt violinist at han var kvindesky for sit vibratos
skyld. Han visste at al den varme, den hengivelse og kraft han eiet var
koncentrert i dette hans vibrato og at der intet kunde tas av det til en
kvinde uten at ødelægge ham som kunstner.

For mig er det uforstaaelig — at forsage livet for kunstens skyld. Men
for en kunstner er kanske kunsten livet — som livet for os andre er
kunst.

Men skal De ikke videre? sier hun derpaa paa sin letteste skolepikemaner
til Meninsky som fremdeles sitter ved hendes føtter og tier.

                   *       *       *       *       *

Da kommer de en nat til at høre musik sammen.

Det hadde været en forfærdelig het dag, paladset var som en ophetet
bakerovn, der var ikke til at holde ut.

Run Bates og Meninsky sat ute paa terassen, det var midnat og fuldmaane,
luften var tung av blomsterem, i et ildliljebed like ved deres stoler
hadde solgløden glemt sig igjen og i parken sang utallige nattergaler.

Da kom orkestret flyttende ut paa loggiaen. I et øieblik var terassen
fyldt av dansende og nattergalene i parken overdøvet.

— Uf, sukket Run Bates og gjorde mine til opbrudd.

Men hun blev hvor hun var. For vis a vis sat nemlig Meninsky pludselig
skjævt paa sin stol med et ganske nyt ansigt, et av glæde oprørt ansigt,
røde striper løp op i det, øinene blev vandige og munden hvit.

— Da bjerget ikke vilde komme til Muhammed —. sa Run Bates.

— Det er festlig med litt musik — av og til, sa han.

— De sier det akkurat som en umusikalsk skreddersvend vilde sagt det, sa
Run Bates og nikket anerkjendende.

Og de sat begge længe og lyttet.

Tilsidst kremtet hun godt og sa:

— Naturligvis. De er vanskelig for mig fordi musikken er det. De er
musik, som jeg ikke skjønner!

Og lidt efter, ganske pianissimo:

— Nu husker jeg Deres tvil om Pavieres veltalenhet. _Musik_ er Deres
form for meddelelse!

Meninsky skiftet paa sig sit velvillige, indolente uttryk. Blaa skygger
fortrængte endelig gløden fra ildliljebedet.

Run Bates støttet sin hake i haanden, og satte sig rigtig godt tilrette.

Deres symfoni het Skapelsen, sa hun tørt, som om hun begyndte at tælle
paa fingrene. Jeg har jo undret paa hvordan De har kunnet forestille Dem
skapelsen, De som ikke gripes av det som er skapt. Men med musik er det
naturligvis ganske anderledes. Da De læste i bibelen om skapelsen, talte
hun videre, saa blev simpelthen bokstavene til noter mens De læste, ikke
sandt? De saa ikke scenene for Dem altsaa, det store tomme rum og mørket
over vandene. De hørte ikke den vældige stemme: Bli lys! Og De stiftet
ikke personlig bekjendtskap med Adam og Eva. De oplevet bare miraklet
med bokstavene som blev til noter?

Saa — ubegripelig, stønnet hun pludselig angst, og søkte hans øine efter
redning.

Men Meninsky saa paa de dansende og svarte ikke. Hun maatte som ellers
klare sig selv. Og som altid var hun lykkelig istand til det.

— De hører mig ikke, sa hun, for De forstaar simpelthen ikke _ord_. Aa,
jeg idiot, De forstaar bare noter!

Alt dette jeg har snakket med Dem om, alt det jeg har villet Dem, drømt
om Dem, haabet av Dem — det er gaat sporløst henover hodet paa Dem fordi
det var ord, ord, ord.

Tænk, ropte hun og slog hænderne sammen, om jeg hadde kunnet noter?
Dersom jeg i dette øieblik kunde samle i en sum denne skjønne sommers
samvær paa denne drømmenes deilige ø i nogen sorte prikker og streker
nedover et noteblad! Da vilde De stille det op paa det stativet foran
orkestret der, da løftet De haanden med taktpinden, saa klang
instrumentene — ogsaa — saa forstod De, Meninsky. Da blev De grepet! Jeg
forsikrer Dem, da kom De i ekstase som dengang i Paris!

Men jeg kan ikke en eneste note.

Meninsky, sa hun og dæmpet sin stemme saa ingen anden i verden skulde
høre hende end ham, _jeg vil lære noter_. I dette øieblik er De mig
fjernere end nogensinde — men bare vent!

Skal vi ikke foreløbig danse lidt, sa Meninsky urolig.

— Jo, ropte Run Bates.

Og de danset. Jazz.

— Se, sa Meninsky, og nikket mot førsteviolinisten, en liten elegant,
sveddryppende nigger, _han_ er ogsaa i ekstase.

— Han? sa hun usigelig foragtelig. Nei, han staar da godt paa jorden med
begge bena. _De_ opløstes i luften, blev til svingninger i æteren, til
lydbølger, til Deres egen musik. Musik er det uvirkeligste jeg vet. Ja,
De er mig fjernere end nogensinde, skjønt De i øieblikket _varmer_ mig
med Deres nærhet, De er ulegemlig som en tone, skjønt jeg har forvisset
mig om det motsatte ved at skjære i Dem og fordi jeg stadig snakker,
snakker, snakker forstaar De mig like daarlig som jeg Dem, skjønt vi i
øieblikket smelter sammen i plastik, rytme og aandedræt.

Musikken gik over i bostonvals.

Men bare vent til jeg faar lært notene, sa Run Bates. Uf, gøs hun
pludselig med panden mot hans skulder, her er saa meget skum paa gulvet
og jeg er saa svimmel.

For anden gang besvimte hun i hans arme.

                   *       *       *       *       *

Igjen laa hun tilsengs en tid, og de saa intet til hverandre.

Men akkurat fjortendenatten efter dansen støtte de voldsomt sammen i en
dør. Det var nede i de vældige kjælderhaller hvor de fleste av
kurgjæstene holdt til nu i eftersommerens store hete. Hun kom fra
musiksalen og han fra billiarden.

Han var drukken. Tilmed meget.

— Nei, ropte han med hænderne haardt over hendes arme, er det Dem? Og
hans stemme var fuldkommen ukjendelig, saa fyldig og uttryksfuld. Lever
De virkelig endda? Jeg hadde rent glemt Dem. Hvor skal De nu? Jeg skal
ut her og kjøle mig lidt — fyfan, jeg har spillet og drukket saa jeg er
sved. Kom her, sa han, og trak hende med hen til en stolgruppe i en mørk
krok, la os sætte os her og snakke. Se, her har vi et gammelt kadaver av
et flygel ogsaa med halvandet ben og halvparten av tasterne væk. Her var
det sandelig næsten svalt — puh, sier han og tørrer sig over panden med
et stort silketørklæ. Dette hullet beslaglægger vi, dette er vort.

Jeg har sittet i held tre stive klokketimer, sier han videre, jeg er
glad!

— Ja, dette ser jeg, sier Run Bates med vidt opspærrede øine, og maa
skynde sig for at komme ham i forkjøpet. Aldrig har jeg set nogen saa
glad som Dem nu — De _skinner_ av glæde. Og _det_ er jo meningen med
Dem! Slik hadde jeg jo tænkt mig Dem, aa, drukken av glæde! Med akkurat
Deres nuværende lyksalige eiendomsret til hele verden, med denne sande
umiddelbarhet tænkte jeg Dem — der kan De se — Paviere!

Og hun rakte demonstrativt frem sin haand.

Men Meninsky tok godt tak om sine knær med begge hænderne. Og lykken
døde i ham. Han strammet sig op langs stolryggen, rynket brynene, hikket
og kom iorden.

— Paviere, læspet han hatefuldt. Begynder De nu med det vaaset igjen? Er
De endda ikke ved det inderste egget? Ja, sier han og strammer sig endda
mere op, blir ganske stiv i nakken og olm i blikket, De minder mig om
mit første begrep om _evigheten_! Om et paaskeegg jeg fik engang som
liten gut, et saant De vet med tyve andre egg indi sig, det ene mindre
end det andet og alle i forskjellige kulører, og alle til at aapne
undtagen det siste mindste. Indeni det allermindste, lukkede egget
tænkte jeg mig egg efter egg videre, forstaar De, mindre og mindre,
længer end jeg kunde tænke mig, _evigheten_ altsaa. Jeg er et saant egg
for Dem, De plukker av mig skall efter skall, jeg blir mindre og mindre
jo længer ind De kommer og mer og mer kulørt. Maa jeg ikke snart være
liten og kulørt nok?

Han anstrengte sig for at holde sit sinne i ave, saa aarene paa hans
tinding bulnet op og blev sortblaa.

— De er fuld, sa Run Bates.

— Ja, sa han og bet sig i læben. Jeg er fuld, i høi grad fuld. Jeg er
like gal som De for engangs skyld, derfor sier jeg hvad der falder mig
ind, akkurat som De. Gud vet hvad De ikke kan faa Deres Ginungagap av en
mund til at si. —

Saa griper pludselig en ny stemning ham. Han tier og stirrer melankolsk
i gulvet.

Stakkar forresten, sier han og hans blik mot hende er som et barns saa
fuldt av ynk og godhet, jeg synes jo saa synd paa Dem. Jeg har forsvaret
Dem overfor de andre her, jeg har sagt De er ikke gal men bare original.
Stakkars liten, sier han og vil gripe hendes haand, men nu er det hun
som holder den beskjæftiget. Saa opgir han det og falder tilbake i sig
selv et øieblik.

Der er saant et godt stof i Dem, fortsætter han i en næsten ædru tone.
De har sikkert engang været en meget charmant og fetert dame. De er kvik
og slagfærdig og har et aparte ydre. Men de filosofiske gramofonplaterne
Deres er for anstrengende. Jeg antar De har forlæst Dem til filologisk
eksamen. Var det norsken som gik Dem paa hjernen? Det skal jo være et
saa vanskelig sprog?

Joda, sier han, De kan være ganske pudsig, jeg har virkelig moret mig
sammen med Dem. Men nu begynder jeg at bli træt av Deres jargon. Ja,
avbryter han sig med ett flau, De maa undskylde at jeg er saa oprigtig
men det er hvad De har lært mig op til, det er min _egenart_ forstaar
De, i dette øieblik ser De mig første gang virkelig som jeg er og jeg
haaper det glæder Dem. Som sagt, jeg vil bare ha mig frabedt flere av de
Pavieretiradene — er jeg ikke Meninsky og det har De ret i at jeg ikke
er, jeg _var_ det engang ...

Idetsamme springer der nogen gjennem rummet. Hun skimtes bare som en
lysning i tusmørket.

Men i Meninsky farer der en ond aand. Han kjæmper tappert og stønner ved
det, men alle muskler i hans sterke legeme spændes, han maa bruke sine
kræfter! Og hans blik falder paa det gamle, kasserte flygel.

I næste øieblik raser hans fingre henover tasterne i en forfærdelig
musik. Strenger springer med høie smeld, rædselsfulde dissonanser
overfylder rummet i et crescendo som ingen ende høres ut til at ville
ta. Og Meninsky er en moderne musiker. Han spiller med mimik! Hans
ansigt uttrykker musikken, det blir høirødt med opsvulmede aarer og
fortrækkes til ugjenkjendelighet, underlæben hænger tyk og slap ned mens
overlæben trækker sig opunder næsen, blikket er brustent og forfærdelig.
Og hele tiden farer hans store, sterke hænder over tasterne med
tiltagende tempo og styrke, mens ekstasens kuldegysninger krøker hans
ryg.

Run Bates faar med stor vanskelighet sine ben under sig, sniker sig
forbi ham og vakler ut.

                   *       *       *       *       *

Dagen efter stod han blek og ædru indenfor hendes dør og bad om
undskyldning.

— Jeg var saa beruset at jeg husker ikke hvad jeg sa, sa han, men jeg
vet at jeg altid er uforskammet og pøbelagtig i slike situationer.
Fornærmet jeg Dem?

Run Bates stod henne ved den aapne balkondør, støttet mot posten og med
hænderne bak sig. Hun saa saavidt ind paa ham mens han snakket. Hendes
ansigt var ganske glat og rolig, det hadde sit naiveste uttryk da hun
vendte det ut mot de grønne kupler igjen og sa:

— Det gjorde De ikke. Tvertom De komplimenterte mig. De kaldte mig
gramofon og idiot. Gramofonen er en epokegjørende opfindelse og at De
tror jeg er gal er en stor tribut til min originalitet, vet De.

— Jeg tror ikke De er gal, protesterte Meninsky svakt.

— Jovist. Og det er ganske naturlig. En saa modig meddelelse av
personligheten som min betragtes altid som vanvid. Tro De mig, Meninsky,
der findes meget mere originalitet og begavelse til i verden end man vet
om. Den gjemmes bare omhyggelig av mangel paa mot og til at være sig
selv. Det er flere end De som har trodd jeg var — lidt underlig av mig.
Jeg har opnaadd en ganske stor selvfølelse og selvkundskap, ser De, og
at iagtta sjælebevægelserne hos mig selv er min største glæde og at
meddele dem til og derved vække dem hos andre er min største drift. Men
denslags kritiseres av mennesker som i hele sit liv ikke forbruker saa
megen varme som jeg i en eneste samtale — for eksempel med Dem.

— Ja, sa han med meget bøiet hode, fremdeles staaende ved døren som en
tigger og fremdeles henvendende sig til hendes profil. De har været
storartet, det har været festlige stunder, jeg kommer aldrig til at
glemme dem. Men igaar var jeg utilregnelig — jeg blev oprørt over noget
om eftermiddagen og drak tæt hele aftenen utover. Jeg beklager dypt det
uheldige indtryk jeg har gjort paa Dem.

— Kjære, svarte Run Bates i en ny tone og endelig vendende ansigtet helt
ind mot ham, De tar saa fuldstændig feil av situationen. Det er mig som
skal be Dem om undskyldning! For mine ihærdige, utrættelige feiltagelser
av Dem. Igaar, i Deres rus, viste De mig endelig tappert Deres virkelige
selv, endelig kom jeg til det inderste og mest kulørte egget — og det
var i sandhet litet og kulørt!

— Var det? sa Meninsky.

— Sit ned, sa Run Bates endelig. Han satte sig paa en stol lidt inde i
rummet. Selv blev hun staaende. Det sterke lys derutefra skapte en
glorie om hendes mørke hode og mystificerte hele hendes kontur i den
lyse, lette dragt. Hun fulgte en sommerfugls flagren med øinene.

Jeg kjendte engang en bokser, sa hun derpaa som ut av dype tanker. Han
blev aldrig forelsket i mig. Ellers blev alle mænd det i den tiden. Han
betrodde mig tilslut at han til at begynde med hadde maattet forsage
kvinder for sin professions skyld, men at han efterhvert fuldstændig
kunde undvære dem. Hans profession gav ham al den utløsning av kræfter,
temperament og længsel han hadde bruk for.

Det er det samme med Dem. De er hverken ulegemlig eller kjønløs, men
kvinder behøver De ikke saalænge der er orkestre at dirigere og flygler
at slaa løs paa. Efter hvad jeg saa igaar tør jeg tilmed paastaa at De
ikke er avholden for kunstens skyld men kunstner for avholdenhetens! Det
er krasst tænkt og raat sagt, men jeg paastaar at Deres dirigeren i
Paris var en akt av allerintimeste slags og Deres klaverspil i kjælderen
her inat den aapenlyseste utugt!

Hun saa ham ret ind i pupillene med de sidste ord. Stod et øieblik og
konstaterte at det ikke gjorde noget indtryk paa ham.

At De tror jeg er idiot forklarer Deres konstante upaavirkethet av mine
ord, fortsatte hun saa. At De staar i sexuelt forhold til musikken Deres
uberørthet av min person.

Ja, sa hun og rev sig løs fra dørposten, stod lidt midt i aapningen og
svaiet og kom saa ind i værelset. Gik like hen til ham og tok ham varlig
paa skulderen.

Nu skulde vi altsaa formode at De er liten og kulørt nok — hvad? sa hun
blidt. Raaskap og last er det virkeligste av alt virkelig. Men si mig
nu, _hvor_ stort og _hvor_ kulørt var det inderste av de eggene Deres?

— Aah — sa Meninsky og trak paa det og tænkte efter, omtrent saa, sa han
og pekte paa sin tommelfingernegl, og jeg tror det var knaldgrønt. Men
som sagt, jeg tænkte mig stadig fortsættelser ... sa han og sukket
pludselig tungt. Jeg vovet aldrig at aapne det og se efter — men jeg
_haaper_ det var tomt.

— Ja, sa Run Bates svakt, og tok sin haand væk fra hans skulder og strøk
sig over haaret med den, det haaper sandelig jeg ogsaa.

Saa faldt hendes blik paa divanen.

— Og saa maa jeg nok vise Dem døren, sa hun leende, for nu vil jeg
øieblikkelig skrive og sætte i arbeide en ny pute — et paaskeegg!

                   *       *       *       *       *

Det blev eftersommer. Frugter glødet og faldt modne til jorden,
solskinnet blev gyldnere og mere skraat dag for dag, en morgen var
plænene hvite av rim. Men dagene fortsatte med at være høisommerlig
hete.

Det saa ut som om varmen tæret paa Run Bates. Hun blev mindre og mindre,
mer og mer gjennemsigtig, der var næsten ingenting igjen av hende nu.

Hun stod en dag og saa Meninsky drive avsted i en liten baat i aaen.
Aarene var lagt ind, han sat i skjorteærmene og sov. Og en stund vilde
han være nede ved strykene, livsfarlig vilde det neppe bli, men
hvertfald mindre behagelig. Saa ropte hun paa ham og han vaaknet.

— Hallo? ropte han paa sin gamle gutteagtig ubekymrede maate, er De der?
Vil De ro?

— Tak, sa hun, det gaar jo bra for Dem uten aarene.

— Ja, sa han og saa sig om, jøss, er jeg helt her? Jeg var oppe i
tjernet og der tænkte jeg paa Dem, der var noen vandliljer — Skal vi ro
tilbake og se paa dem — de var noksaa rare?

Hun hoppet i baaten.

Han rodde godt, med lange, sterke, rolige tak. Aaen fløt længe bred og
blank under de vældige hængepiler, men efterhvert som de nærmet sig
tjernet smalnet den saa de maatte sitte bøiet i baaten for at undgaa de
hængende haver over sig. Røde, gule og violette slyngplanter snoet sig
utover grenene og hang videre helt ned i vandet. Som under et fantastisk
karnevalspaafund av en æresport rodde de omsider ind i det store, sorte
tjern.

Det laa midt inde i en skog i dyp stilhet og mystisk belysning. En masse
store, grønhvite liljer fløt om paa hver sit runde, grønne blad. Store
insekter paa graciøse, sølverne vinger svirret over dem. Fuglestemmer
lød fjernt og dæmpet som under sordiner.

Run Bates sat agter i baaten, hendes hvite kjole var vid og brusende som
en krinoline, en liten rosenhat laa i hendes fang.

Hun bøiet sig utover vandet, plukket en av de merkelige liljene, lugtet
paa den og stak den i haaret.

— Her har jeg aldrig været, sa hun og lot blikket løpe rundt. Nok et av
jordens store skjønhetssyner.

Meninsky saa hvor hun saa og var paa nippet til at bemerke noget, men
lot det være.

— Og her sat De og sovnet, sa hun til ham. Det var varmt og stille og
godt her, De tok av Dem jakken og satte Dem fluksens til at snorke.

— Ja, ogsaa fløt jeg ned til Dem, smilte han, og det var jo bra?

— Ja, sa hun, men den stadige sovingen Deres er og forblir mig en gaade.
For den hænger jo ikke sammen med det andre? De har ikke sittet her og
musicert? Eller har De kanske en mundharmonika paa Dem?

— Nei, maa han svare, det har han ikke.

— Er De saa glad i at sove? spør hun, eller sovner De bare?

— Sove er det bedste jeg vet, svarer han pludselig sterkt. Og De har
lært mig at livets kunst er at skape saa mange lykkelige _øieblik_ som
mulig, følgelig sover jeg alle de øieblikke jeg kan overkomme.

— En merkelig form for lykke, smiler hun stille. At ophøre at eksistere.

Dette tjernet, sier hun derpaa, og denne skogen ligner Norge. Et norsk
tjern er bare endnu skjønnere, endnu mere mystisk. Og saa er det som
regel bundløst. Undres om dette er, kikker hun utover baatkanten.

Et vidunderlig klart vand, sier hun og lar det rinde sig mellem
fingrene.

— Ja, sier han, men puh for en varme, en kunde trænge at hoppe i. Og han
trækker op sit lommetørklæ.

Noget følger med det og falder ned paa tiljen. En liten flaske. Run
Bates er snarere end ham og faar fat i den.

Ved at læse paa etiketten blir hun først blodrød og saa hvit, hun faar
ganske den samme farve som liljen i sit haar.

— Det var sterke draaper, sier hun. Hvad skal De med dem?

— Ingenting, svarer han ganske rolig. De er for tandpine, og det har jeg
aldrig.

— Jeg kjender navnet, sier hun og ser ut som om hun fryser, det er nok
at _lugte_ paa det. At De vover at gaa med den paa Dem, De som sover saa
meget, tænk om De tømte den i søvne?

— Ja, og hvad saa? svarer han like uttryksløst.

— De har ikke lov til at forlate livet, sier Run Bates, for det er
tifold løgn at noget menneske kan erstattes! Denne flasken beholder jeg!

Men nu vaakner han.

— De? roper han, nei gi hit flasken.

— Nei, sier hun, aldrig!

Da blir han rød i panden og bøier sig frem med utstrakt haand og med et
meget bestemt uttryk i sit ansigt. Men hun gjemmer flasken bak ryggen.

— Maa jeg virkelig _ta_ den fra Dem, spør han.

— Ja, hvis De kan, svarer hun.

Han reiser sig øieblikkelig og kommer, han faar tak i hendes haand med
flasken og nu begynder et veritabelt haandgemæng. Han tar ikke let paa
hende, hun ynker sig av smerte da han endelig vrister hendes fingre fra
hverandre og tar flasken. Da hun igjen vil kaste sig over ham og baaten
gjør en faretruende overhaling løfter han armen med flasken og slynger
den langt uti vandet.

— De skal _ikke_ ha den, sier han bare.

Run Bates staar anpusten og betragter ringene i vandet. Hendes mund
folder sig sammen og skjælver, hun bøier sig ned og tar rolig sin hat op
fra tiljen hvor de har traadt paa den, børster av den og lægger den
forsigtig paa toften. I næste øieblik hører Meninsky et plask og hun er
væk. En liten hvit sko staar igjen i baaten, liljene dupper i det
pludselig oprørte vand, insektene svirrer paa hverandre av
forskrækkelse.

Meninsky sætter sig ned og venter paa sine sansers tilbakevenden. Det
tar en evighet. Det synes ham flere døgn senere da det roper inde paa
strandbredden. Det er Run Bates og hun holder triumferende noget høit i
veiret. Hun har hentet flasken paa tjernets tvilsomme bund!

Men da hun nu stiger i baaten, er hun et sørgelig syn. Den brusende
hvite svaneham av en kjole klæber mudret og fuld av sleip grønske tæt
indtil hende, av det lange, sorte haaret rinder vandet i strømme og
hendes ansigt er pludselig benet og ganske grønt.

Hun kommer ikke før tilro paa toften før aandenøden er over hende.

Han har hende tæt i sine arme, hendes lille vaate hode synker ned paa
hans skulder, hendes blik borer sig ind i hans med en fortvilet protest,
trækkene fordreies hæslig i rædsel og smerte.

Men akkurat idet hendes fornuft gaar smiler hun, et bittelitet rørende
blaff av et smil, det rører ikke hendes mund, er bare som en lysning
over øjenlaakene, men det er saa usigelig lykkelig, det er det
lykkeligste smil han nogengang har set og nogensinde mer faar at se i
sit liv.

                   *       *       *       *       *

Han sat ved hendes seng, hvor hun laa saa ny og fremmed, som forklaret.

Det vidunderlige lys fra hendes sidste smil laa endnu over ansigtet, men
det var ogsaa forandret i trækkene, de var pludselig bedre, næsten
rigtig proportionert, tilmed munden saa normal ut.

Det var _roen_ som endelig hadde fundet veien til hendes skiftende
fysiognomi.

Hun hadde ingenting at si, laa matt og svarte enstavelsesvis paa hans
bemerkninger om veiret og kurgjæstene. Det var som om hun ikke orket at
aapne munden. Bare øinene levet i det døde ansigt og de vek ikke et
sekund fra Meninskys.

Han trak sig nærmere og nærmere døren. Tilslut sa han adjø og god
bedring. Men da gjorde Run Bates en eiendommelig bevægelse med haanden
og aapnet endelig munden og hendes øine blev fulde av bøn.

— Det er mine ben, sa hun sterkt og klart, de er hovne! Begyndelse til
vatersotten! Slik som nu skal jeg efter kuren ligge til jeg dør — kanske
i aarevis — tørste og sulte og allikevel bulne op som en hvetebolle i
vand. Jeg kjender til det, min bedstemor døde av vatersot efter
nyresyke. Hun blev tappet som en anden fuld tønde tre gange. Vandet
klemte om hendes hjerte saa hun skrek som i barselnød. Jeg saa da de la
hende i kisten, det var saa komisk med hendes usymmetriske trivelighet,
den ene arm var dobbelt saa tyk som den anden, de fik ikke foldet
hænderne og hun fik daarlig plads i kisten. —

— Uf da, sa Meninsky og gøs synlig, De maa da ikke ligge med saa sorte
tanker.

— Sorte? sa Run Bates. Kjære ven, de er rosenrøde! For nu vet jeg jo
hvad jeg aldrig visste før, hvad jeg ikke ante og hvad jeg ingensinde
vilde trodd, dersom nogen hadde fortalt mig det — _at smerten er den
største nydelse og døden den høieste livsform_!

Sæt Dem ned, sa hun og pekte paa stolen ved siden av sengen.

— Kjære —! sa hun og rakte ham sin haand som var kold og ganske fugtig.
Saa kunde hun ikke mer paa en stund.

Meninsky blev urolig igjen.

— Jeg fandt det ut der i baaten — i Deres arme, hvisket hun og klemte
hans haand uten at se paa ham.

Da han igjen opfattet hvad hun sa, snakket hun om selvmord.

— Le renoncement à soi même est en tout l’opposé du suicide, sa hun og
nævnte madame de Staël.

Men undres om ikke alle filosofer har tænkt sig døden som det mindste av
to _onder_. Mon nogen av dem valgte døden av samme grund som De og jeg —
som det største av to _goder_?

For livet er vidunderlig, men døden tifold vidunderligere, ikkesandt?

Aa, Meninsky, nu er De ingen gaade længer for mig!

Nu er jeg kommet dit hvor De hele tiden har været. Jeg føler mit legeme
som et smertende panser, tiden som et rindende, enerverende vanvid
hvorfra det gjælder at kunne befrie sig.

Og denne Deres store, guddommelige evne — til selvbefrielse — har jeg
foragtet!

De var _død_ der paa podiet i Paris, vidunderlig befriet fra legeme og
tid, hverken Deres hjerte eller timeglassandet vedkom Dem længer, De var
et stykke _evighet_.

Som jeg var det i Deres arme der paa det lille, sorte tjernet.

Herregud, menneskene stakkar, de tænker sig evigheten som en
fortsættelse av tid, fremtid! Og deres salighetsbegrep er ingenting
andet end en evig og rikelig fortsættelse av de timelige gode ting, mat,
drikke, klær, sko ogsaa videre.

Meninsky, De og jeg vet bedre!

Og hør nu, vi skal _dele_ indholdet av Deres flaske! Der er nok til os
begge.

Skulde musikken og søvnen — som alle andre laster — tilslut svigte Dem,
saa vil en eneste draape av Deres fluidum frelse Dem.

Og skulde kjærligheten og smerten ophøre at være _mine_ midler, saa vet
ogsaa jeg raad.

For dø vil vi, ikkesandt?

Døden er livets eneste mening. Hvor blændende klart jeg ser det nu!

Og hun faldt i tanker og sovnet med dem.

Meninsky listet sig stille ut.

                   *       *       *       *       *

Men nogen dage senere kom hun springende mot ham nedover trappene.

Han gispet av forbauselse.

— Hei! ropte hun, akkurat Dem er det jeg søker. Førstemand ned til
Templet! Og hun grep ham om haandleddet og rev ham med som en
hvirvelvind.

I et hjørne av veien løp de paa en ung dame med en liten hund i baand.
Meninsky kom i fuld fart like mot baandet, snublet i det og hadde nær
væltet baade damen, hunden og sig selv. Men Run Bates holdt ham oppe med
et jerngrep.

Den unge dame overtok farten, som vetskræmt satte hun avsted opover
veien og hverken hendes eller hundens ben saaes at berøre singelen.

Run Bates og Meninsky fortsatte i et meget bremset tempo, de kom makelig
spaserende og i dype tanker ned til «Templet».

Det var en liten bambuspavillion med en statue av den japanske lykkegud
Ebisu. Pavillonen laa like ned i vandskorpen av en liten firkantet
svanedam, den var bare adkommelig fra vandet over et par store flate
stener, der var ogsaa anbragt et «naaleøie» hvorigjennem først Run Bates
og saa Meninsky alvorlig krøp paa alle fire.

Men omsider sat de ved siden av hverandre paa det øverste av templets
fire lave trin. Ebisu blikket diskret men alviderisk smilende over deres
hoder ut paa svanene i dammen.

— Er De frisk igjen? sa Meninsky.

— Ja, sa Run Bates. Professoren sier jeg kan leve længe, i ti, tyve,
tredive aar. Der er ingen fare for vatersot.

— Men hjertet?

— Hjertet er elendig. Jeg maa være _forsigtig_. Men De kan tro jeg skal
være forsigtig! ropte hun.

Saa kjendte hun undersøkende paa sin venstre side.

Ganske normalt, nikket hun. Der maa nok andre springmarscher til. Og jeg
er ikke spor forelsket idag. Endda _hun_ kom iveien.

Da Meninsky saa ubegavet ut, smilte hun og fortsatte:

— Forstod De hvad jeg fortalte Dem sidst? At jeg elsket Dem? Nei, jeg
var Dem vel som ellers for broget. Jo, Meninsky jeg elsker Dem og jeg
har elsket Dem hele tiden. Nu skal jeg fortælle Dem det omstændelig og
saa enkelt jeg kan.

Og hun satte sig rigtig godt tilrette der paa trinnet i det gule
eftermiddagslys, og paa den brogede bakgrund av iris og orkideer.

Jeg forstod det jo aldrig, sa hun paa sin intimeste maate, jeg forstod
aldrig nogensinde _virkeligheten_, ser De. Det at jeg elsket Dem og
simpelthen ønsket Deres favntak blev billeder, billeder — som
bevisstheten om min egen realitet altid blev bobler, bobler, et helt
skum!

Jeg saa Dem der paa den koncerten og blev forelsket i Dem, ganske rigtig
som De selv allerførst formodet. Men jeg trodde for fast paa min
overmenneskelighet til at begaa noget saa normalmenneskelig som en
forelskelse!

Aa, jeg gik som i en rus fra koncerten. Jeg sat oppe i en stol og drømte
om Dem hele natten. Og feberen var paa sit høidepunkt da jeg næste
morgen saa Dem paa stationen. Jeg _maatte_ jo følge efter Dem.

Der paa dækket var det som at stirre ind i selve solen. Deres merkelige
øine — —.

Og saa sa De at De ikke var Meninsky. Jeg kunde dødd av skuffelse.

Men som dagene gik vilde jeg gjerne tro det. Saa ganske anderledes var
De end jeg hadde forestillet mig. Forgjæves prøvet jeg at omdanne Dem
efter mit ideal. Gudskelov Meninsky, for at De var Dem selv og er
vedblit med at være det.

Det er _Dem_ jeg elsker — ikke Paviere. Aa, som jeg elsker Dem, sier hun
tungt og bøier hodet og tier.

Meninsky tier ogsaa, men ser tilveirs.

— Ikke et øieblik er De ute av mine tanker, fortsætter hun modig, _ikke
et øieblik_! De er som Pantheismens gud i alt hvad jeg ser og sanser. De
strømmer gjennem mit blod, De har suget Dem fast i mit hjerte som en
igle og er ved at tømme det. Det er De som gir mig aandenød, Meninsky!

Meninsky, sier hun og vender sig helt om mot ham, kan De elske mig? Ja,
for _De_ er mig jo midlet til befrielse fra materie og tid. _De_ er min
smerte og _De_ er min kjærlighet. Uten Dem vil jeg komme til at leve i
al evighet. Vil De gifte Dem med mig?

Da Meninsky ikke svarer, mener hun vel at gi ham tid ved at fortsætte.

— Jeg opgir, sa hun, min første tanke at være Deres middel. Jeg vil ikke
konkurrere med musikken, jeg skal tilmed prøve at kunne omgaaes flygler
og violiner uten skinsyke. Om De giftet Dem med mig skulde jeg skaffe
Dem verdens kostbareste og bedste flygel, ja et helt orkester av verdens
største kunstnere skulde jeg forære Dem i bryllupsgave. Jeg er rik,
sukker hun.

Meninsky tier fremdeles.

— Jeg vet jo, sa hun da, at De er en efterstræbt mand. Vi kvinder er nu
engang slik beskafne at vi helst kommer der hvor man ber os gaa. Den
unge nydelige damen vi fløi overende netop elsker Dem med en tispes
trofasthet.

— Hvad? sa endelig Meninsky.

Ordet kom som et kanonskudd og hadde nær væltet Run Bates ned fra hendes
høie, sikre stade.

Hun tok som svimmel for sig i luften.

— Hvad? sa hun bare.

— Ja, svarte Meninsky tappert men bøiet derefter usigelig brødebetynget
sit hode.

Slik sat de længe.

Tilsidst kom Run Bates til at slippe ned den store mørkerøde orkidee hun
sat med, hun bøiet sig ned og tok den op, lugtet til den og pustet godt
ut, strøk sig derpaa et par gange famlende over ansigtet og sat omsider
befriet.

— Jasaa, sa hun da. Jaja. Og saa aapnet hun sin guldbroderte, store
væske.

Vel, sa hun, saa la os skride til handling!

Og der sat hun pludselig med to smaa flasker og tømte indholdet fra den
ene over paa den anden. Akkurat likt delte hun, hun myste og maalte
gjentagende gange, tilsidst var der vist ikke en tiendedels draape mer
paa den ene end paa den anden.

— Værsaagod, sa hun og rakte ham originalflasken.

Og saa kan De gaa, sa hun med en stemme han aldrig hadde hørt før, saa
haard og farveløs som staal. Og hun bet sig i læben, svælget og blev
blank i blikket. I sidste liten reddet hun sig.

Til hende! sa hun med et utfordrende hodekast. Adjø!

Og Meninsky gik. Han vandret duknakket og flau som en vaat hund ned de
fire brede tempeltrin, han balancerte henover de par store flate stene i
vandet, han krøp møisommelig gjennem granitnaaleøiet og blev omsider
borte mellem buskadset paa stranden.

Da reiste Run Bates sig og fisket noget nyt op av sin taske. Et litet
speil. Hun var ikke fornøid med hvad hun saa i det. Forgjæves glattet
hun paa haaret. Det maatte helt ned og op igjen. Orkideen hun hadde
fingret med var vissen, hun plukket en ny hvit en og satte den ved øret.
Saa ordnet hun foldene paa sin kjole, polerte lidt paa sine negler og
var færdig.

Flasken staar godt korket ved hendes føtter. Hun tar den fort op og
lukker den haardt inde i sin haand et øieblik.

Saa ser hun sig godt om, paa dammen og den grønne mur av trær omkring
den, paa himmelen og paa svanene. Hendes ansigt er ganske uttryksløst.
Langsomt sætter hun derpaa flasken for munden og drikker, snur sig rolig
og vender sig mot Ebisu.

Der staar en liten rød skammel ved lykkegudens føtter. Hun falder ned
paa den og gjemmer sit ansigt i sine hænder mot Ebisus fang.

Slik blir hun liggende.

Slik finder Meninsky hende da han ti minutter senere hæsblæsende kommer
styrtende tilbake.

Run Bates! roper han og kaster sig ned ved siden av hende.

Hun vender et rødmusset søvnig ansigt mot ham og ser ubehagelig
overrasket ut.

— De? sier hun. Saa ser hun sig om og blir endda mere forbauset.

Er jeg ikke død? sier hun.

— Kjære, roper han, De kan ikke dø av de draapene, det er jo vanlige
tanddraaper, men de er sikkert ikke bra for Deres nyrer. Har De virkelig
drukket dem? Aa, sier han blodrød i ansigtet og griper begge hendes
hænder, De er et barn, miss Bates, et stort, bedaarende naivt barn og
jeg elsker Dem, jeg forstaar det nu først at jeg har elsket Dem hele
tiden og jeg kunde myrde mig selv for min maate netop. Kan De tilgi mig?
Jeg elsker Dem!

Og han river hende til sig og faar hendes ansigt under sit.

Men nu hænder der noget. Hun vil ikke! Hun stemmer begge sine smaa
hænder mot hans bryst og skyver til, og der er en slik raseriets kraft i
dem at han tumler langt henover gulvet. I et eneste øieblik stirrer hun
ham stort og stivt av angst i øinene.

Og saa er det hun som gaar. Hun springer! Trappen tar hun i et sprang,
stenene tar hun to og to og naaleøiet hopper hun forbi saa vandet
spruter. Der er en endda vildere rædselens fart over hende end over
piken med hunden, det er som alverdens farligdom er i hælene paa hende,
hun lægger haken ned paa brystet og flyr, flyr!

                   *       *       *       *       *

Saa skal Run Bates reise.

Det er blit høst paa et par nætter. Det suser dumpt i parkens luende løv
og uler uhyggesvangert om paladsets massive hjørner da Run Bates kommer
ut fra vestibulen.

Hun træffer Meninsky, og de blir staaende der tæt indved den blodrøde
vildvin paa væggen.

— Jeg har ledt efter Dem, sier hun, jeg vilde jo si adjø.

— Jeg har ikke set Dem siden — sier han.

— Nei, jeg har holdt mig paa mit værelse. Jeg har hat en vanskelig tid,
jeg har det fremdeles ikke godt. Jeg antar jeg er undfanget for min
tredje fødsel og Gud vet naar nedkomsten blir. Og hun sukker.

Hun er i den samme habit han først saa hende i, den svære hvite
hermelinskaape og den lille babyhat med det flagrende baand. Men ellers
er der liten likhet mellem denne Run Bates og Run Bates dengang.

Jeg undres, fortsætter hun paa sin nye vemodige maate, om jeg ikke er
ved at vende tilbake til naturen? Til min oprindelige tilstand, den før
min anden fødsel og mit eget bekjendtskap, til den første og egentlige
Gudrun Haavaldsen.

Jeg er saa gruelig træt av mig selv, like træt som _De_ er av mig,
Meninsky! Og det er et av tegnene paa gjenfødelsen eller
naturtilbakevendelsen at jeg i disse dage siden scenen hos Ebisu ikke et
øieblik har levet i nuet, men i _fortiden_. Min erindring, som har
ligget ubrukt saa længe dukker pludselig op, uthvilt og energisk, jeg
forsikrer Dem jeg har gaat gjennem alle vore samtaler — denne lange
række daarehusdialoger — ord for ord fra begyndelse til ende.

Og hvor De hadde ret i Deres «gramofon» og «idiot»! Men hvor _De_ var et
akustikfrit rum, Meninsky! Aa, jeg er blit træt i kjæverne bare av at
_tænke_ paa alt det jeg har sagt!

Jeg skriver til min forhenværende forlovede idag. Jeg vil meddele ham
den dundrende fjasko mit eksamensbevis fra ham har skaffet mig. Jeg vil
spørre ham om han kan tænke sig større tragedie end at følsomheten blir
sentimentalitet og bevisstheten analyseringsmani. Og jeg vil fortælle
ham at min sidste og tydeligste erindring fra min «aksetilværelse» var
_virkeligheten_ og at den var ubeskrivelig forfærdelig, simpelthen ikke
til at opleve!

Ja, Meninsky, det var synd jeg drak op Deres tanddraaper. Hvis jeg nu —
hvad jeg næsten er sikker om — vender tilbake til min oprindelighet, vil
intet ydre apparat være nødvendig for det jeg fremdeles tror er livets
mening, _døden_. Jeg vil kunne dø tyve gange om dagen, naar jeg vil, jeg
er uendelig lykkeligere stillet end Dem, jeg behøver ikke engang sætte
mig ned og lukke øinene for at undslippe tiden og materien, nei, jeg kan
staa og gaa, ja _springe_ i det vanskeligste terræng og være deilig
avdød. Takket være min glycerin, forstaar De. Gudskelov for at der ikke
gik trold i ord dengang jeg bad den draapen De vet, om at tørke! Da
vilde jeg nu reist bort med sindet fuldt av hat og bitterhet mot Dem,
jeg vilde lavet øieblikket om til en evighet av vilje til glemsel, jeg
vilde opkonstruert mig nye og uforgjængelige realiteter og levet
ulykkelig hele mit liv.

Istedet staar jeg nu her og sier Dem farvel, avleverer Dem min
ugjenkaldelig sidste lange egotirade og er straalende lykkelig over at
kunne gjøre det. For med Dem vender jeg virkeligheten for altid ryggen!
Jeg tar bare med mig min drøm om Dem, den vil jeg aldrig miste, den vil
jeg kunne dø med utallige gange.

_Ja, jeg vil vende tilbake til min oprindelighet. Jeg vil ha
oplevelserne foran og efter selve oplevelserne igjen og jeg vil glemme
at jeg nogensinde har mødt og lært mig selv at kjende og aldrig mer vil
jeg prøve hverken konkavt eller konvekst at gjennemskue andre, fordi jeg
nu har lært at jeg da bare støter paa mine egne grænser — som ikke er,
fordi jeg er grænseløs!_

Run Bates maa holde paa sin hat, den vil ustanselig av hendes hode og
avsted efter baandet.

Stormen rusker i Meninskys haar, der er ingenting igjen av hans vanlige
udadlelige frisyre, det feminint lange og sterkt pomadiserte forhaar,
der pleier ligge som slikket tilbake fra panden og ned i nakken, falder
ham nu i komiske tuster ned paa haken. Forgjæves stryker han det gang
paa gang tilbake med de fem sprikende fingre, maa tilslut opgi det.

Run Bates kaster et blik paa sit armbaandsur.

— Jeg maa gaa, sier hun fort. Adjø og tak for samværet! Gud velsigne Dem
og Deres daadyr, det gaar nok i orden, vær bare taalmodig, hun er saa
ung og saa sky. Jeg kommer til at drømme om dere to. Bare jeg nu visste
hvordan jeg skal faa det til med denne nye fødselen, noget maa hænde
tror jeg, en eller anden katastrofe. Merkelig, sier hun med sit gamle
overvældende smil, hvor jeg føler mig som et foster! Adjø, adjø!

Idetsamme hun vender sig fra ham for at springe, kommer der noget
susende i luften ovenfra, noget tungt, tungt.

I næste øieblik styrter Run Bates til jorden, med ansigtet ned, rammet i
hodet av en taksten, dræpt paa stedet.

Da Meninsky knæler ned ved siden av hende og løfter op hendes døde
ansigt finder han hendes glædeligst overraskede uttryk i det. Det er som
om hun skal til at si: Nei, var den allerede der — katastrofen?
Gudskelov!


                                 Ende!




   Det er 14 dage siden, kjære adressat! Hver dag har jeg ventet svar
   paa mit «brev». Men du tier. Nu er det dig som er taus. Jeg aner
   ikke enten du forstaar eller ei, jeg har en tydelig følelse av at ha
   «talt for døve øren» og «kastet perler for svin» osv.

   Og derfor maa altsaa ogsaa jeg gaa videre, derfor maa der efter
   e-n-d-e som kom saa sent fordi den ikke kunde komme før, en
   «epilog». En historiens historie. Denne:

   Da jeg for 6 uker siden paa din og lægens befaling reiste herned til
   denne udmerkede, dræpende kjedelige og stygge «havskuranstalten» med
   min hodepine og mine nerver, saa tænkte jeg virkelig: Nu gjælder det
   at være sin lærer en værdig discipel, nu er det virkeligheten om at
   gjøre, ingen flere fantasterier og optiske bedrag, en sten er en
   sten, bak den syvende blaane er der ingenting, og jeg selv er det
   eneste som betyr noget i den vide, vide verden.

   Men ak, allerede paa baaten nedover _traf jeg en mand_. En
   skuespiller — jeg vil gjerne tie med navnet, la mig kalde ham X —
   som netop hadde gjort et sterkt indtryk paa mig i en rolle. Vi kom
   til at snakke sammen. Deriblandt en hel del om «virkeligheten».

   Jeg grep dypt i mit — av dig saa møisommelig bibragte — forraad av
   reminiscenser, og han var meget imponert. En stund. Men ser du,
   efterhvert som vi kom ut i det, des mere jeg aabenbarte av mit
   _eget_ ved siden av _dit_ og i forhold til _hans_, des mere
   anstrengt, tvilraadig og ulykkelig blev hans opsyn. Han sat
   efterhaanden der stille og rolig og avbalancerte sig til selskap for
   en — _idiot_! Og det var saa fint, diskret og beundringsværdig gjort
   at jeg kom til at elske ham for det der paa baaten og elsker ham
   litt den dag i dag.

   Men da jeg saa gik fraborde her paa dette nakne, øde, triste
   skjæret, og den unge damen som hele tiden hadde fulgt os med øinene
   og ørene endelig stod trygt plantet ved siden av ham, da tok han mot
   til sig og sa: Jeg haaber De vil finde frem til virkeligheten,
   frøken Haavaldsen, men foreløbig har De langt igjen. Her har De jo
   nu for eksempel ikke et øieblik holdt Dem til _mig_ i min
   paatagelighet og uomtvistelighet, men til min _rolle_, en omstridt
   digters uvirkelige fantasifoster!

   Jeg tror jeg i det øieblik saa temmelig ubegavet ut av lutter
   overbevisning. Men der hadde jeg det saa gaaende med grubbel fem
   fulde døgn. For der visste jeg jo _du_ elsket mig og vilde mig det
   godt, der elsket _jeg_ pludselig X og maatte jeg træffe ham igjen og
   overbevise ham om min normalitet, og der skulde jeg ha sagt dig at
   dine ideer ikke passet for mig og samtidig gjøre dig forstaaelig at
   du ikke hadde talt for døve øren og kastet perler for svin ...

   Da var det paa den femte dag jeg satte mig svimmel og fortvilet ned
   her ved vinduet for at skrive til dig og at jeg graat mig i søvn og
   drømte om _Run Bates_ og _Meninsky_. Da var det videre paa samme dag
   jeg gik ned til middag i den lille spartanske spisesalen her, satte
   mig som nr. 17 tilbords, lot prismelynene fra den stygge,
   gammeldagse hængelampen under det lave, fluebeskitte tak dryppe mig
   i ansigtet som ellers, betragtet skuffet den tomme stol vis a vis
   som tidligere, ønsket pludselig X i den og — _placerte Meninsky
   der_. Anbragte saa en vældig sølvbolle med hyazinter mellem os,
   utvidet rummet, dekorerte det a la Vignola, forvandlet etpar høns
   utenfor vinduerne til paafugler og en sølepyt til en svanedam,
   forældet endelig mig selv med ti aar og en masse verdenserfaring og
   fortsatte drømmen om Run Bates — _mit fremtidsselv efter dit
   mønster_.

   Og jeg var frelst! Paa alle maater! Jeg hadde anledningen til
   fortsat uendelig samvær med X og det bak den syvende blaane! Jeg
   hadde ideen og motet til opslagsbrevet og utredningen til dig! Jeg
   hadde et nyt medium og altsaa en ny lykke!

   For første gang siden «Boblen» satte et andet menneske mine sanser,
   min tænke- og uttryksevne i funktion, jeg kom i samme forunderlige
   oplevelsens ekstase som altid i mine drømme om hende, jeg følte mig
   paany midt inde i en spændende familiejournalnovelle, et nyt nøste
   rød traad var begyndt at trille, og dennegang var den røde traaden
   mig selv. Jeg kunde i en lignende række kulørte billeder som jeg
   engang viste dig Boblen endelig vise dig mig selv, slik jeg er, slik
   du vil ha mig og slik jeg nødvendigvis da maa bli!

   Og dette har jeg nu gjort. Engang skrev jeg til en amerikansk filmer
   for Boblen, Burton Bates het han, og andet vet jeg ikke om ham, men
   i min drøm var jeg altsaa gift med og skilt fra ham, og paa dette
   stykke komisk løsrevet fremtid er det jeg nu har gaat min utvikling
   i forkjøpet ved en stund hver dag i en maaned at være Run Bates
   sammen med Meninsky paa Capranola, ved kortsagt at drømme og digte
   dig historien om draapen som du sa faldt hel til jorden da Boblen
   brast, men som desværre var saa fuld av glycerin at den ustanselig
   blev til bobler paany, _et helt skum_!

   Og jeg paastaar saa længe jeg lever og om jeg saa skal paa baal for
   det, at det er vakrere paa mit digts Capranola end her paa dette
   paatagelige, nakne, svenske granitskjæret! Denne min absolutte
   overbevisning har jeg nu moret mig med at reise et monument i det
   materiale du har anbefalt mig — _snak_. Jeg antar du er snakket godt
   ihjæl, at du er lam i tungen av at læse mig og tør i hjernen av at
   tænke mig og dermed er vi kvit, hensigten er naadd og helliget være
   saa midlet, var det end aldrig saa langt og fantastisk og
   fordømmelig.

   Mit oplysningsbureau i din umiddelbare nærhet meddeler at du ser
   overanstrengt, syk og ulykkelig ut om dagen, at du er taus,
   interesseløs og delvis arbeidsudygtig, og at du forleden dag spurte:
   Gudrun Haavaldsen, hvem er det? Det er altsammen som jeg beregnet
   det. Nu hater du mig like hjertelig som jeg før hatet dig.

   Men nu skal du høre! Nu elsker jeg dig meget mer end du nogengang sa
   du elsket mig! Du elsket mig for det jeg var og det var ingenting,
   men jeg elsker dig for det du ikke er, og det er meget. Fra samme
   øieblik Run Bates fik takstenen i hodet og blev Gudrun Haavaldsen
   igjen elsket jeg dig. Selvfølgelig.

   Og det er hvad du vil kalde min straf og hvad jeg vil kalde min
   belønning for denne sommermaaneds literære virksomhet, dette at det
   nu er dig jeg elsker haabløst, at det nu er du som er boble, medium,
   X, Meninsky — tusen nye billeder, nye blaaner, nyt skum.

   For jeg vil ikke virkeligheten!




                       Afskriverens bemærkninger


Afskriverens rettelser:

   [p. 50]:
   ... tungen. Og da han smilte, sa han: ...
   ... tungen. Og da hun smilte, sa han: ...

   [p. 85]:
   ... — Er ikke Gudrun Haavaldsen engelsk navn? ...
   ... — Er ikke Gudrun Haavaldsen et engelsk navn? ...

   [p. 88]:
   ... gange et ord, men aldrig verden en bie. Men at ...
   ... gange et ord, men aldrig i verden en bie. Men at ...

   [p. 89]:
   ... og husket at den fremherskende farve i hende ...
   ... og husket at den fremherskende farve i hendes ...

   [p. 93]:
   ... vi er. La os ikke hefte os ved no saa usigelig elendig ...
   ... vi er. La os ikke hefte os ved noe saa usigelig elendig ...




*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK SKUM ***


    

Updated editions will replace the previous one—the old editions will
be renamed.

Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright
law means that no one owns a United States copyright in these works,
so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the United
States without permission and without paying copyright
royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part
of this license, apply to copying and distributing Project
Gutenberg™ electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG™
concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark,
and may not be used if you charge for an eBook, except by following
the terms of the trademark license, including paying royalties for use
of the Project Gutenberg trademark. If you do not charge anything for
copies of this eBook, complying with the trademark license is very
easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation
of derivative works, reports, performances and research. Project
Gutenberg eBooks may be modified and printed and given away—you may
do practically ANYTHING in the United States with eBooks not protected
by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the trademark
license, especially commercial redistribution.


START: FULL LICENSE

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE

PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg™ mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase “Project
Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full
Project Gutenberg™ License available with this file or online at
www.gutenberg.org/license.

Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg™
electronic works

1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg™
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or
destroy all copies of Project Gutenberg™ electronic works in your
possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a
Project Gutenberg™ electronic work and you do not agree to be bound
by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the person
or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg™ electronic works
even without complying with the full terms of this agreement. See
paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg™ electronic works if you follow the terms of this
agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg™
electronic works. See paragraph 1.E below.

1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the
Foundation” or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection
of Project Gutenberg™ electronic works. Nearly all the individual
works in the collection are in the public domain in the United
States. If an individual work is unprotected by copyright law in the
United States and you are located in the United States, we do not
claim a right to prevent you from copying, distributing, performing,
displaying or creating derivative works based on the work as long as
all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope
that you will support the Project Gutenberg™ mission of promoting
free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg™
works in compliance with the terms of this agreement for keeping the
Project Gutenberg™ name associated with the work. You can easily
comply with the terms of this agreement by keeping this work in the
same format with its attached full Project Gutenberg™ License when
you share it without charge with others.

1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work. Copyright laws in most countries are
in a constant state of change. If you are outside the United States,
check the laws of your country in addition to the terms of this
agreement before downloading, copying, displaying, performing,
distributing or creating derivative works based on this work or any
other Project Gutenberg™ work. The Foundation makes no
representations concerning the copyright status of any work in any
country other than the United States.

1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1. The following sentence, with active links to, or other
immediate access to, the full Project Gutenberg™ License must appear
prominently whenever any copy of a Project Gutenberg™ work (any work
on which the phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the
phrase “Project Gutenberg” is associated) is accessed, displayed,
performed, viewed, copied or distributed:

    This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and most
    other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
    whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
    of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
    at www.gutenberg.org. If you
    are not located in the United States, you will have to check the laws
    of the country where you are located before using this eBook.
  
1.E.2. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is
derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not
contain a notice indicating that it is posted with permission of the
copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in
the United States without paying any fees or charges. If you are
redistributing or providing access to a work with the phrase “Project
Gutenberg” associated with or appearing on the work, you must comply
either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or
obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg™
trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.3. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any
additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms
will be linked to the Project Gutenberg™ License for all works
posted with the permission of the copyright holder found at the
beginning of this work.

1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg™
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg™.

1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg™ License.

1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including
any word processing or hypertext form. However, if you provide access
to or distribute copies of a Project Gutenberg™ work in a format
other than “Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official
version posted on the official Project Gutenberg™ website
(www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense
to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means
of obtaining a copy upon request, of the work in its original “Plain
Vanilla ASCII” or other form. Any alternate format must include the
full Project Gutenberg™ License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg™ works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg™ electronic works
provided that:

    • You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
        the use of Project Gutenberg™ works calculated using the method
        you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed
        to the owner of the Project Gutenberg™ trademark, but he has
        agreed to donate royalties under this paragraph to the Project
        Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid
        within 60 days following each date on which you prepare (or are
        legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty
        payments should be clearly marked as such and sent to the Project
        Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in
        Section 4, “Information about donations to the Project Gutenberg
        Literary Archive Foundation.”
    
    • You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
        you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
        does not agree to the terms of the full Project Gutenberg™
        License. You must require such a user to return or destroy all
        copies of the works possessed in a physical medium and discontinue
        all use of and all access to other copies of Project Gutenberg™
        works.
    
    • You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of
        any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
        electronic work is discovered and reported to you within 90 days of
        receipt of the work.
    
    • You comply with all other terms of this agreement for free
        distribution of Project Gutenberg™ works.
    

1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project
Gutenberg™ electronic work or group of works on different terms than
are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing
from the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the manager of
the Project Gutenberg™ trademark. Contact the Foundation as set
forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
works not protected by U.S. copyright law in creating the Project
Gutenberg™ collection. Despite these efforts, Project Gutenberg™
electronic works, and the medium on which they may be stored, may
contain “Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate
or corrupt data, transcription errors, a copyright or other
intellectual property infringement, a defective or damaged disk or
other medium, a computer virus, or computer codes that damage or
cannot be read by your equipment.

1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the “Right
of Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg™ trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg™ electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from. If you
received the work on a physical medium, you must return the medium
with your written explanation. The person or entity that provided you
with the defective work may elect to provide a replacement copy in
lieu of a refund. If you received the work electronically, the person
or entity providing it to you may choose to give you a second
opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If
the second copy is also defective, you may demand a refund in writing
without further opportunities to fix the problem.

1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you ‘AS-IS’, WITH NO
OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT
LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of
damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement
violates the law of the state applicable to this agreement, the
agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or
limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or
unenforceability of any provision of this agreement shall not void the
remaining provisions.

1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg™ electronic works in
accordance with this agreement, and any volunteers associated with the
production, promotion and distribution of Project Gutenberg™
electronic works, harmless from all liability, costs and expenses,
including legal fees, that arise directly or indirectly from any of
the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this
or any Project Gutenberg™ work, (b) alteration, modification, or
additions or deletions to any Project Gutenberg™ work, and (c) any
Defect you cause.

Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg™

Project Gutenberg™ is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of
computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It
exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations
from people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg™’s
goals and ensuring that the Project Gutenberg™ collection will
remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg™ and future
generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see
Sections 3 and 4 and the Foundation information page at www.gutenberg.org.

Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non-profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification
number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by
U.S. federal laws and your state’s laws.

The Foundation’s business office is located at 809 North 1500 West,
Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email contact links and up
to date contact information can be found at the Foundation’s website
and official page at www.gutenberg.org/contact

Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg™ depends upon and cannot survive without widespread
public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine-readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment. Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements. We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance. To SEND
DONATIONS or determine the status of compliance for any particular state
visit www.gutenberg.org/donate.

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg web pages for current donation
methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations. To
donate, please visit: www.gutenberg.org/donate.

Section 5. General Information About Project Gutenberg™ electronic works

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project
Gutenberg™ concept of a library of electronic works that could be
freely shared with anyone. For forty years, he produced and
distributed Project Gutenberg™ eBooks with only a loose network of
volunteer support.

Project Gutenberg™ eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in
the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not
necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper
edition.

Most people start at our website which has the main PG search
facility: www.gutenberg.org.

This website includes information about Project Gutenberg™,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.