Vildsomme Veje : Ogsaa en kærlighedshistorie / I sommerferien

By Vilhemine Zahle

The Project Gutenberg eBook of Vildsomme Veje
    
This ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this ebook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.

Title: Vildsomme Veje
        Ogsaa en kærlighedshistorie / I sommerferien

Author: Vilhemine Zahle

Release date: February 19, 2025 [eBook #75414]

Language: Danish

Original publication: København: Andr. Schous Forlag, 1890

Credits: Jens Sadowski and the Online Distributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net. This book was produced from images made available by the HathiTrust Digital Library.


*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK VILDSOMME VEJE ***



                            VILDSOMME VEJE.

                           VILHELMINE ZAHLE:




                            VILDSOMME VEJE.


                            TO FORTÆLLINGER.

                      OGSAA EN KÆRLIGHEDSHISTORIE.
                            I SOMMERFERIEN.


                               KØBENHAVN.
                          ANDR. SCHOUS FORLAG.
                                 1890.


                  Kjøbenhavn. — I. Cohens Bogtrykkeri.




                      Ogsaa en Kærlighedshistorie.


Martha Grüner hed hun og var en lille spinkel ung Pige med to lange,
gule Flætninger ned ad Nakken, et uregelmæssigt men ikke uskjønt Ansigt
med et Par store, alvorlige, graa Øjne og en lille, udtryksfuld Mund.
Hun saa i Reglen lidt sygelig, lidt nervøs ud, Farven kom og gik hurtig
paa hendes Kinder, og Øjnene, der ofte kunde se underlig udtryksløse og
stumme frem for sig, fik til Tider pludselig forbavsende Liv og Varme.

Saadan havde hun set ud som nykonfirmeret, akkurat saadan saa hun ud, da
hun blev 21 Aar.

Hun var ikke nogen livsglad ung Kvinde, der var Folk, som endog troede,
at hun led af Kærlighedssorg. Det gjorde hun ogsaa — paa en Maade, — det
havde hun gjort i de sidste 7 Aar. Men Genstanden for hendes Kærlighed,
Sværmeri, Tilbedelse, hvad man nu vil kalde det, var ingen Ungersvend,
ingen erfaren Verdensmand, ikke en Gang en værdig, ældre Herre, den
hørte nemlig slet ikke til Hankønnet, det var en — ung Dame, en Frøken
Edith Gerner. Det var Marthas Ejendommelighed, ingen Mand havde
nogensinde voldt hende den mindste Hjærtebanken, men som 14aarigt
Pigebarn traf hun en Gang i et Selskab en overordentlig smuk ung Dame
klædt i en hvid, klar Kjole med et enkelt Perlesmykke i det højt opsatte
sorte Haar, og øjeblikkelig tabte Martha sit lille Hjærte, der hidtil
kun havde banket i hurtigt Tempo for Personer i Ingemanns Romaner og
Andersens Æventyr.

Hun stod fortryllet med vidtopspilede Øjne og stirrede paa den 19aarige
Skønhed, Edith Gerner. Saadan maatte Dronning Agnes have set ud,
Berengaria, Rigmor, eller snarere hendes kære Jomfru Ingefried i
»Valdemar den Store og hans Mænd«, thi:

   »Kinden gløder ikke,
   men rolig, stræng og kold
   hun arved Nornens Blikke
   fra dunkel Hedenold.«

eller endnu bedre: Snedronningen! Der var en kølig, stolt Ynde over
Edith, der ikke mindst bidrog til Marthas Forelskelse. Feen i
»Paradisets Have«, Prinsessen i »Rejsekammeraten«, alle disse kjendte,
beundrede Æventyrskikkelser maatte hun tænke paa, Edith lignede dem alle
eller havde lidt af hvers Ejendommelighed.

Aa, hvor var hun dejlig!

Og Martha blev da præsenteret, de stod just lige ved et højt Pillespejl,
og Martha saa sig selv, lille og ubetydelig, saa tarvelig i sin korte
Skolepigekjole, kejtet, tøset, intetsigende, og Edith i sin blændende
Skønhed og med hele en Verdensdames sikre Optræden.

Men langtfra misundelig fandt Martha netop en egen, hidtil ukendt Lykke
i at føle sin egen Ringhed og helt gaa beundrende op i et andet
Menneskes Fuldkommenhed.

Det morede Edith at møde disse straalende, henrykte Barneøjne, hvori hun
læste en saa uskrømtet Hyldning af hendes Skønhed. Hun var vant til at
blive beundret og gjort Væsen af, hun vidste, at hun var sjælden smuk,
Herrernes beundrende Blikke og mer eller mindre aandrige Gøren Kur var
ikke længer noget paafaldende og nyt for hende, men dette her var noget
nyt og ret morsomt, og som en Kuriositet spændte Edith Gerner denne
lille Pige med for sin Triumfvogn.

Hun indlod sig i Samtale med hende, var meget venlig, meget elskværdig,
fik i Aftenens Løb mer end et Vidnesbyrd om, at Martha var aldeles
»væk«.

Og Martha nød hvert af hendes Smil, hvert Ord, blev flammende rød, blot
hendes Haand strejfede Ediths Kjole og følte alt Blodet strømme sig til
Hjærtet, da Edith efter Bordet rakte hende Haanden og sagde:
»Velbekomme«, følte alle Skinsygens Kvaler, naar andre talte med Edith,
— og det maatte hun ofte være Vidne til, — hun var mest skinsyg paa
Damerne og allermest paa de unge Piger, Ediths jævnaldrende, — da en
saadan en Gang i Aftenens Løb lagde sin Arm om Ediths Liv, syntes
Martha, at det vilde have været hende en Lindring at give vedkommende en
Ørefigen.

Og da hun kom hjem, — ja Edith var ikke ude af hendes Drømme den Nat!

Og næste Dag i Skolen overmalede hun sin Kladebog med Vers til »Hende«,
og alt imellem kunde hun lægge Haanden over sine Øjne for bedre at
fastholde det smukke Billede og tænke med et lykkeligt Smil: »Aa, hvor
jeg elsker hende.«

Hun havde ingen at betro sig til, Moderen havde hun aldrig kendt, hun
boede ene med sin Fader, som var Professor i Zoologi og ikke
interesserede sig for stort andet end sine Benrade og udstoppede Fugle
og troede, at han havde opfyldt sine Pligter mod sin eneste Datter
fuldtud, naar han lod hende gaa i Københavns saakaldte bedste Pigeskole,
sørgede for, at hun gik godt klædt og ingen Nød led. Han var meget
venlig imod hende, klappede hende paa Haaret, naar hun havde gode
Karakterer og sagde, at »det var Ret« og forærede hende til Julen og
hendes Fødselsdag et eller andet Værk i Pragtbind uden at tage Hensyn
til, om hun var moden eller ej til at nyde det. Og Martha slugte alt,
hvad hun fik Fingre i. I en Alder af 14 Aar havde hun i den
fuldstændigste Sammenblanding læst: Goethe, Holberg, Oehlenschläger,
Heine, Byron! Hun var henrykt over det altsammen, enten hun saa forstod
det eller ej, men blev dog den Gang og senere, barnlig som hun var,
Barndomsvennerne, Ingemann og Andersen, tro. En gammel Husholderske, der
altid gik omkring med et ualmindeligt gnavent Ansigt og klagede over en
evig Tandpine, skulde sørge for Marthas Fornødenheder, men til hende
havde Barnet ingen Fortrolighed.

Veninder havde hun heller ingen af, hun stemmede ikke med sine
Skolekammerater, hun brød sig ikke om at pjatte op om deres Baller og
Skøjteløb, deres Skoledrenge, Skuespillere og Præstesværmerier, og de
havde ikke læst saa meget som hun og kunde derfor ikke tale om Bøger, og
det var i Grunden det eneste, hun brød sig om, inden hun lærte Edith at
kende.

Men nu oprandt en anden Tid.

Thi kort at fortælle, Edith og hun traf oftere sammen, og der udvikledes
et virkeligt Forhold imellem dem, et Slags Venskab, ja Veninder kaldte
man dem til sidst, de blev Dus, de besøgte hinanden, Edith fandt
virkelig Behag i Martha, hun var vel nok 5 Aar yngre, men et kløgtigt,
lyst, lille Hoved, og det var saa morsomt med denne Tilbedelse, som
langtfra at tage af ved nærmere Kendskab næsten for hver Dag blev
stærkere og inderligere.

Martha paa sin Side var uendelig lykkelig over dette Venskab, hun havde
ingen anden Tanke end Edith, ingen anden Drøm. Livets Lykke bestod for
hende i at sidde og se ind i Ediths Øjne, et Par dejlige mørkebrune med
fine, lige Bryn og et roligt, stolt Udtryk, og lytte til hendes klare,
rene Stemme. Hun gav sig fuldtud hen i denne Kærlighed, der blev imellem
disse to unge Piger saadan et Forhold, som en fransk Forfatter har
skildret ved de kendte Ord: »_l’une qui aime et l’autre qui se laisse
aimer, l’une qui baise et l’autre qui tend la joue._« —

Og under alt dette var Martha fra en halvvoxen Skolepige bleven en ung
voxen Dame, men hendes Væsen var ganske det samme, især over for Edith.
Denne var nu en moden Skønhed paa 25 Aar egnet til at knuse Hjærter,
hvad hun ogsaa gjorde, medens ingen hidtil havde formaaet at røre hendes
eget. Hun gik kold og uberørt gjennem et sandt Ildhav af Beundring og
Lidenskab.

Undertiden fik Martha vel den Tanke, at saadan vilde det ikke altid gaa,
en Gang vilde Edith nok gifte sig, — men Martha tænkte aldrig videre,
den blotte Forestilling var hende pinlig, og hun skød den hastig fra sig
og nød Øjeblikket uden at tænke paa Fremtiden.

Hendes Lidenskab havde holdt sig aldeles usvækket i disse Aar, alt andet
om sig skænkede hun kun flygtig Interesse, Edith var stedse Hovedtanken.

Et underligt, planløst, unaturligt Sværmeri!

Hun følte selv undertiden, at det var det og undrede sig over, at hun
ikke som andre unge Piger havde et mandligt Ideal, men sandt at sige
brød hun sig ikke en Smule om det andet Køn. Hun prøvede ofte paa at
sværme for en eller anden Herre og skrue sig op til de Stemninger, hun
havde læst om, at unge Piger gennemgaa i deres Forelskelsestid, men det
blev aldrig til andet end Skaberi og saasnart hun saa Edith, faldt det
hele sammen, saa blev hun varm i Kinderne, saa var de der strax, alle
Kendetegnene paa, at hun dog alligevel elskede.

Martha blev, hvor hun kom, regnet for en meget rar, men ubetydelig lille
En; det kom af, at hun for det meste var ordknap og tilbageholden
imellem fremmede. De fleste mente, at hun helt gik op i sine Studier,
hun læste nemlig efter Faderens Ønske til Artium. Hun hadede ogsaa
Selskabelighed og følte sig som en fremmed, ensom Fugl mellem alle disse
muntre Mennesker, der var hende saa uendelig ligegyldige.

Men naar hun var ene med Edith, da var hun ikke længere en tavs,
ubetydelig Pige, da lukkede hun op for hele sin Sjæl, ingen uden Edith
saa hendes skiftende Stemninger. Snart sladrede hun op om alt muligt,
fortalte, hvad hun havde læst sidst og leverede sin Kritik derover,
snart gjorde hun paa en rigtig barnagtig Maade Nar af sine Lærere eller
af den gamle Husholderske med Tandpinen, var det ene Øjeblik ustyrlig
lystig og kaad for i det næste at sætte sig ved Ediths Fødder, tage
hendes Haand og se tavs op paa hende med straalende, undrende Øjne. Det
kunde ogsaa hænde, at hun i et Udbrud af Heftighed slyngede Armene om
hendes Hals og fortalte hende, at hun var »dejlig, dejlig, — den
allerdejligste i hele Verden!« Men saa plejede Edith at give hende en
Spand koldt Vand over Hovedet enten ved at slaa det hen i Spøg eller
støde hende fra sig med en Bemærkning som: »Nu bare ingen Scener,
Martha!« eller: »Nu synes jeg virkelig Du er for gammel til saadan
noget!«

Og denne Kulde bidrog ikke lidt til at lægge Ved til Marthas
Kærlighedsbaal, den omgav Edith som et helligt Tempel en Gudinde, og
netop det, at hun blev holdt i tre Skridts Afstand, øgede hendes
Sværmeri, det hævede Edith endnu højere op over andre dødelige, at man
ikke kunde nærme sig til hende saa frit som til enhver anden.

Om Sommeren tog Edith og Martha tit ud til Skoven sammen. De vare raske
Fodgængere begge to, og deres Ture hørte til Marthas dejligste Minder,
især dette, at de vare ene, at hun ikke skulde dele Edith med andre, med
hendes Kavalerer eller hendes Veninder, hvilke sidste vare Genstand for
hendes særlige Skinsyge. De to unge Piger gik da aldrig ad de banede
Veje, men brød ind imellem Træer og Buske for at finde Blomster. Naar de
saa kom til et rigtigt smukt Sted, satte de sig i Græsset og hvilede.

»Her er dejligt, synes Du ikke Martha?« Edith kunde da lægge sig ned i
Græsset og smile op imod den blaa, skyfri Luft og de tusende mørke og
lysegrønne Trætoppe uden at tænke over, at hun selv var den smukkeste
Figur i det lille Skovmaleri.

»Ja, dejligt, Edith! Og saa er det især saa mageløst at være langt borte
fra andre Mennesker, — Du og jeg ganske ene, — jeg bilder mig ind, Du,
at vi ere paa en øde Ø og aldrig mere vil faa andre menneskelige Væsener
at se, — aa, det var et Liv! Ja, Du kunde ikke finde Dig deri, det ved
jeg nok, — og det var ogsaa Synd for Dig — Du maa for at være i Dit
rette Element have Dine Forældre og Sødskende og Balkavalerer, ikke
sandt? Og saa —« Martha rynkede Panden — »Henriette Nielsen og Eva
Kramer og — først og fremmest Anna Holm«, (det var Ediths
Barndomsveninde og fortrolige) »men ser Du, jeg har nok i Dig, søde,
søde Edith!«

Og Edith, der paa en smuk Sommerdag i Skoven sædvanligvis var mere
følelsesfuldt og mildt stemt end ellers, kunde da række hende sin Haand
og venlig og nedladende taale en 2-3 heftige Kys.

»Syng saa for mig, Martha!« Og Martha sang med sin kønne, bløde Sopran
den ene Sang efter den anden, hun kunde et Utal af følelsesfulde Sange,
og hun var saa lykkelig over at kunne more Edith. Og denne stemte en
Gang imellem i med sin dybe, rene Alt, og der sad de ligesom gemte bort
fra den øvrige, kedelige Verden. Jo, saadanne Dage var Livet værdt at
leve, tænkte Martha.

Edith havde en Tid stor Lyst til at blive Skuespillerinde. For det ydres
Skyld kunde der jo ikke være nogen Hindring, og en smuk, fuldtonende
Stemme havde hun. I nogle Selskaber, hvor hun havde fremsagt et Par
Smaadigte, havde man enstemmig erklæret, at Kunsten vilde gaa glip af et
storslaaet Talent, hvis hun ikke gik til Theatret. Hun lærte da ogsaa
for sin Fornøjelses Skyld flere Roller, og Martha maatte da give
Elskerens Parti, hvad der ikke faldt hende vanskeligt.

De spillede saaledes en Gang nogle Scener af »Romeo og Julie«, og Martha
var altsaa Romeo. Hun havde ikke noget imod paa denne Maade at faa sagt
Edith en hel Mængde Ting, som hun ellers ikke turde sige.

Efter Scenen ved Julies Balcon sagde hun en Dag:

»Aa, Edith, jeg holder af Dig som Romeo holdt af Julie!«

»Det er nogen god Snak, Martha. Kan Du ikke indse, at der er Forskel?«

»Nej, det kan jeg ikke! Jeg føler det ligesom han. Jeg finder ogsaa, at
ingen af Himlens Stjærner kan maale sig i Skjønhed med Dine Øjne, — og
jeg synes, at Du overgaar alt, hvad jeg har set og vil faa at se af
Dejlighed, — mod Dig er alle Nul, Edith!

   »Som i en Kragesværm en snehvid Due
   er _hun_ i sine Søstres Kreds at skue.««

Martha lagde sig paa Knæ for hende og saa kærlig op paa hende.

»Min egen søde, dejlige Edith, forstaar Du mig? — nej, det gjør Du
naturligvis ikke!«

»Nej, Martha, det gjør jeg virkelig ikke, — jeg tvivler ikke om, at Du
holder af mig, — det ved jeg nok, — men Du maa ikke være saa tosset at
sammenligne Dine Følelser med Romeos overfor Julie. Det lyder næsten for
latterligt! Der er jo en himmelvid Forskel. Han er en Mand, der elsker
en Kvinde.«

Martha saa tankefuld og alvorlig ud. »Ja, jeg ved, det er det
almindeligste, at Mand elsker Kvinde, og omvendt, — men har hvert
Menneske mon ikke sin særegne Natur, som det er nødt til at følge? Jeg
spurgte ikke, om Du var en Mand eller en Kvinde, Edith, da jeg første
Gang saa Dig. Du blev mig strax kærest af alle; jeg vil aldrig kunne
elske andre, enten det saa er naturligt eller unaturligt!«

Edith drog sin Haand ud af Marthas. »Naar Du er saa pjanket og skruet,
vil jeg slet ikke tale med Dig.«

Marthas Øjne fyldtes med Taarer; naar Edith talte i denne isnende,
overlegne Tone, følte hun sig altid saa ulykkelig, men Edith hadede den
Slags Følsomhed, og med en Kraftanstrængelse holdt Martha Taarerne
tilbage og deklamerede med en Blanding af komisk Højtidelighed og
Skælmeri:

   »Har jeg for dristig rørt en Helligdom
   med syndig Haand, saa vil jeg gærne bøde.«

Edith lo. Marthas Himmel var atter klar og skyfri.

Edith kom imidlertid ikke til Theatret, hun tabte Lysten dertil, og det
var Martha ikke ked af. Hun havde aldrig kunnet lide den Tanke, at
hendes elskede Edith skulde optræde offentlig og lade sig overglo og
kritisere af alle og enhver.

I Sommerferierne tog Ediths Familie gærne paa Landet, snart hist, snart
her, men altid langt fra København. Saa var Martha ikke glad; hun selv
tilbragte altid Ferien i Byen. Naar Edith kom og meddelte, at den og den
Dag rejste de, var Martha aldeles barnagtig utrøstelig, især naar
Familien skulde til et moderne Badested.

»For saa stifter Du saa mange ny Bekendtskaber, og — og — glemmer mig
Edith!«

Edith mente med et roligt Smil, at fordi man lærte ny Mennesker at
kende, glemte man ikke sine gamle Venner.

»Jeg maa da nok skrive til Dig, — maa jeg ikke, Edith?«

Naturligvis, det faldt af sig selv.

»Og Du vil svare mig? — det skal ikke være noget Baand, ingen Pligt, —
men naar Du har Lyst og Tid, — kun et Par Ord, — aa, det vil Du nok en
Gang imellem!«

Jo, det skulde Edith nok.

Saa tørrede Martha Øjnene.

Lange Breve skrev hun til »Veninden«, 4 tæt skrevne Sider i det
allermindste, de begyndte meget pænt og fornuftigt, f. Ex.:

      »Kjære Edith!

   Jeg haaber, Du morer Dig godt og rigtig nyder det dejlige Vejr —«

men allerede paa anden Side brød hun ud af den stive Tone og skrev om
sin Længsel og sin Skinsyge over for alle dem, der vare Edith nær.

»Jeg kan se Dig for mig, Edith«, skrev hun saaledes en Gang. »Du gaar
nede ved Stranden i et Selskab af unge Herrer og Damer, og Du lader Dig
beundre og kurtisere; min sejersvante Edith, Du ler og smiler til dem
alle med den glade Bevidsthed, at selv om Din ny Sommerhat klædte Dig
mindre godt, end den gør, vilde Du dog være den smukkeste blandt dem
alle. — Sig mig, er den Frøken Aagesen, Du skrev om, virkelig saa
elskværdig? Det er jo dejligt, at Du har truffet en jævnaldrende! Hun er
nok ikke saadan en lille Pjanke som undertegnede, hende kalder Du ikke
»exalteret« og »unaturlig«, vel? Har hun kysset Dig nogensinde? Skal I
nu komme sammen, naar I flytter ind til Byen igjen? Aa, Edith! — nej,
bliv ikke vred, — jeg skal nok lade være med at give Scener paa Papiret,
— Du maa ikke se stræng eller utaalmodig ud, — jeg _skal_ være artig. —
Hver Aften synger jeg for Fader. Ved Du, hvilken der er min Yndlingssang
i Sommer? Det er den lille finske, Du kender:

   »Ack, lilla fogelen, ack, lilla hjerta vän,
   kommer Du ej snart?«

men det andet Vers gjør mig forstemt:

   »Der finnas säkert de fagraste ternor
   glömmer Du mig för de strålande stjernor?«

Men de Sange, vi to synger sammen, Edith, dem synger jeg ikke nu, de
venter og længes som jeg! — Min egen søde, søde Edith, glem mig ikke!
Ingen holder af Dig som jeg, — ingen!«

Edith svarede med nogle Linjer, højst et Par Sider, fortalte om sine
Udflugter, om den dejlige Natur og om de Folk, hun traf sammen med.
Rolige og venlige faldt Ordene i hendes Breve, men paa Marthas
lidenskabelige Henvendelser svarede hun ikke med en Stavelse.

Men Martha sad timevis med et saadant Brev, læste det atter og atter
igennem, stirrede paa Underskriften: »Din hengivne Edith« og kyssede den
med hede Læber, den var jo nedskreven af »hendes« Haand. Og saa græd hun
af Længsel alene paa sit Værelse.

Hendes Sommerfornøjelse var foruden Ediths Breve at spasere alene ud til
Skoven og opsøge de Steder, hvor hun havde været saa lykkelig selvanden,
der kunde hun sidde længe tankefuld eller rettere uden at tænke og se
paa Ediths Portræt, — eller hun gik ind i Ørsteds Park, en af Nornerne
under Ørsteds Buste havde Træk, der mindede om Ediths.

Det kunde hænde, at hun prøvede paa at gjøre Edith skinsyg. Fortvivlede
Forsøg! Hun kunde da i Selskab slutte sig til en hvilkensomhelst ung
Pige, overvælde hende med Opmærksomhed, spille en fuldstændig Komedie
med hende, le overdrevent højt og passiare med en nervøs Munterhed,
naturligvis ene og alene for at hendrage Ediths Opmærksomhed paa sig.
Men denne lod aldrig til at bryde sig derom, ikke det bitterste skinsyg
kunde hun blive! Heller ikke opnaaede Martha noget, naar hun en anden
Gang spillede kold og fornærmet, Edith smilede i uforstyrrelig Ro ad
alle hendes »Barnagtigheder«, Martha pinte kun sig selv med saadanne
Forsøg, rørte aldrig Edith, der vidste, at det ikke vilde vare mange
Timer, før en blød Arm vilde liste sig om hendes Hals og en sagte,
kærlig Stemme hviske:

»Hvor Du er grusom imod mig, Edith!«

»Grusom?« kunde Edith da sige, »jeg tænkte ikke en Gang paa Dig, — hvad
mener Du med, at jeg er grusom?«

»Nej, Du tænkte ikke paa mig, — det er netop det!« og et forunderligt
Udtryk som af en higende Længsel, en uforstaaet Sorg, kunde et Øjeblik
faa Edith til at spørge sig selv, om der virkelig kunde existere saa
mærkelige udrustede Kvinder, der kun formaa at fatte Kærlighed til en af
deres eget Køn, — og i saa Fald — var Martha en af dem? Var dette mere
end Sværmeri, mere end Barnestreger? — — —

Saa kom den Dag, der maatte komme, men som Martha ikke havde kunnet
taale at forestille sig.

Edith havde været saa adspredt i den sidste Tid; naar de vare sammen,
lyttede hun ikke som før med sit halv overlegne, halv velvillige Smil
til Marthas Snak, hun havde siddet aandsfraværende, og Martha havde ikke
sjælden set det Særsyn, at Ediths Kinder pludselig og uden
tilsyneladende Grund var blevne blussende røde. Hun havde længe næret en
ubestemt Angest for, hvad der mulig kunde ske, men hun vovede hverken at
give denne Anelse Navn for sig selv eller spørge Edith.

En Aften var hun i dennes Hjem bleven præsenteret for en ny Gjæst, en
ung Læge, Dr. Stein. Hun havde set ham staa fordybet i en lang Samtale
med Edith, de to havde taget sig udmærket ud sammen. Han var meget høj,
en elegant, harmonisk Skikkelse med stærkt blondt Haar og et Par kloge,
mørkeblaa Øjne under tætte, sorte Bryn, Martha havde set paa Edith og
ham, greben af en smertelig Formodning. Hvor beundrende dvælede hans
Øjne paa Edith, »hendes egen Edith!« Og hun saa denne, der ellers var
saa kølig og sikker, tage imod hans ærbødige Hyldest forlegen og sky som
en lille nykonfirmeret Pige. —

Den Aften græd Martha, da hun kom hjem, hun følte, at Edith gled fra
hende, — det var en Følelse, der gjorde saa ondt, saa ondt; for første
Gang begyndte hun at tænke, men endnu kun dunkelt, at hun selv dog havde
haft en sælsom Ungdom, at den Tid, hvor andre unge Piger drømme om
Kærlighed og Mænd eller lægge Planer for en selvstændig Tilværelse,
havde hun brugt til at drømme planløst, forvirret, uden Grund og Fornuft
om en Kvinde. Og det havde været hendes Lykke, — det var det
underligste, — intet i Verden kunde hun tænke sig bedre end disse
svundne Aar, — hun vilde ikke undvære dem, — hvad var hun dog for en
Pige? — Var hun unormal? Var det en Sygdom? Kunde det gaa over? Og hvis
det gik over, hvad havde Livet at byde hende til Gengæld? Intet kunde
fylde og forskønne hendes Drømmeverden som dette ufornuftige,
meningsløse havde gjort. Edith gled fra hende, — aa, det var Snak. Edith
havde jo aldrig været hendes, — hun havde altid været den ydende i deres
Forhold, Edith bare modtog og lod, naar hun var i det Lune, sin Naades
Smil lyse over Marthas ydmyge Tilbedelse. Saadan var det! Martha
trykkede Hænderne mod de bankende, smertende Tindinger. Nej, hun taalte
ikke at gruble for meget over den Sag. —

Saa kom Forlovelseskortet.

Hun sad med det i Haanden:

                             Edith Gerner,
                              Ernst Stein.

Hun gik hen til Edith for at lykønske.

»Blev Du forbavset, Martha?«

»Aa, nej, jeg havde jo en Anelse, lige fra jeg saa ham for første Gang
hos jer!«

»Synes Du om ham?«

»Han ser godt ud, — og det, at Du har valgt ham, er jo den bedste
Anbefaling.«

Martha lagde begge Arme om hendes Hals.

»Aa, Du tossede Barn med dit Skolepigesværmeri, men hør, Du har vist
ikke ønsket mig rigtig til Lykke endnu!«

»Til Lykke, — til Lykke, Edith, — Du ved vist, at jeg ønsker Dig al
mulig Lykke, — af hele mit Hjærte, Edith!«

»Græder Du? — Hør, Martha, vær nu ikke ... vær som andre! Tror Du, jeg
bryder med mine Veninder, fordi jeg har faaet en Ven! — Hvor Du er en
dum lille En! — Ved Du for Resten, at vi skal have Bryllup i næste
Maaned? Jo, — den 22de! — Du skal komme tit til os, — og vi vil have det
rigtig morsomt sammen, naturligvis, ganske som før kan det ikke blive,
saa ofte kan vi jo ikke træffes, — men det ved Du jo nok, at som gift
faar man saa mange Pligter! — Hører Du, hvad jeg siger, Martha! Du ser
saa underligt paa mig!«

Martha havde kun rigtig forstaaet et: »ganske som før bliver det ikke.«

Edith, hendes alt, Solen og Lykken i hendes Liv, gled ind i en ny Sfære,
hvor hun ikke kunde følge med, og lod hende blive tilbage i Mørke og
Tomhed. At dette skulde være Naturens Gang! Og at denne Natur skulde
være hende saa forfærdelig svær at fatte!

»Hvis han gjorde Dig ulykkelig, Edith, — aa, jeg kunde dræbe ham!«

»Men, Martha, hvad er det dog for stygge Tanker? — Du maa virkelig
beherske Dig!«

»Ja, snart, Edith, — Du kan være vis paa, jeg skal, — lad mig bare for
sidste Gang være mig selv imod Dig, Edith! Det er nu ligemeget, lad ham
elske Dig saa højt, han vil, — det Du er — har været for mig, bliver Du
aldrig for nogen anden, — saa kjær kan ingen have Dig. Og ser Du, han
forlanger Din fulde Genkærlighed, den er hans Lykke. For mig, som gav
alt, hvad jeg ejede af Kærlighed, var en Smule Venskab fra Dig nok, —
men lidt maa jeg ogsaa have, — jeg maa have Dig, som Du har været i
disse 7 Aar, — tager Du det fra mig, — føler jeg, at jeg fra at have
været et Legetøj er blevet et intet for Dig, saa tager jeg Livet af mig,
Edith, — for saa er der slet ikke noget mer, — slet intet!«

»Men hvad er det for tosset Snak? — Naa, heldigvis ved jeg, at Du ikke
er slet saa ufornuftig som Dine Ord, Du lille! Man snakker saa let om at
dø, Martha, men Du betænkte Dig nok i det afgørende Øjeblik. Saa nu
taler vi ikke mer herom, — om lidt kommer Vennen min, Du bliver her
naturligvis, — og saa skal Du være en sød, artig lille Pige, ikke
nervøs, ikke hysterisk, ikke give Scener!«

Martha kyssede hende lidenskabeligt, saa blev hun pludselig rolig.

»Vær ikke vred, Edith,« hun tvang et muntert Smil frem »nu er jeg atter
Wilhelm Tell.«

Hun blev den Aften hos Gerners, hun saa paa det unge Par, undrede sig
stille over, at dette skulde være Menneskeslægtens Ideal af Lykke, og at
hun stod saa fuldstændig uforstaaende og saa til, spurgte sig selv,
hvorfor hun i Grunden var bleven til.

Da hun skulde gaa, sagde Stein til hende:

»Naa, Frøken Grüner, hvad siger De saa egenlig til, at jeg har taget
Edith fra Dem?«

»Taget fra mig?« Marthas Stemme var let og spøgende, men det Blik, han
mødte fra de store, graa Øjne, besynderlig sorgfuldt og modløst »jeg har
aldrig haft nogen Ejendomsret over Edith og kan altsaa ikke en Gang
overdrage Dem en saadan. Hvad Edith giver Dem, faar De, fordi det er
Deres med Rette, hvad jeg fik, gav hun mig af Naade! Voila tout!
Farvel!«

Stein saa efter hende.

»En mærkelig lille Tingest«, tænkte han.

Martha havde ingen Lyst til at gaa i Seng, da hun den Aften kom hjem;
hun var nok træt, men sove kunde hun ikke. Hun følte ogsaa, at hun
maatte gjøre sig mangt og meget klart, at hun maatte tænke Sagen
igennem, saa roligt hun kunde, og ikke give efter for sin Tilbøjelighed
til at skyde fra sig, hvad der kedede hende, — saa løste hun da sit
lange, tunge Haar og blev siddende længe foran Toiletbordet med Hovedet
gjemt i Hænderne.

Hun havde ført et aldeles betydningsløst Liv, naar alt kom til alt. Før
hun lærte Edith at kende, altsaa som Barn, havde hun læst meget, maaske
for meget, og naar hun om Aftenen laa i sin Seng, lavede hun selv i sit
lille, fantasifulde Hovede baade Komedier og Romaner, Æventyr og Vers.
Spurgte man hende, hvad hun vilde være, naar hun blev stor, var Svaret,
»Digterinde!« Barnepjat naturligvis, men det var dog altid en Interesse,
der maaske med Tiden kunde og burde udvikles.

Saa saa hun Edith Gerner, og uden at tænke klart mere, bare drømte hun
sig ind i en underlig, fantastisk, uvirkelig Verden, hvor Edith i sin
straalende Skønhed var Midtpunktet. Alt uden Edith blev hende omtrent
ligegyldigt. Og nu var hun over 20 Aar, alle hendes jævnaldrende havde
deres Fremtidsplan færdig eller næsten færdig, nogle vilde være
Lærerinder, andre Studenter, nogle Kunstnerinder, de fleste drømte vel
ogsaa om at blive lykkelige Hustruer og Mødre engang i Tiden. Hun alene
styrede frem uden Maal og Med. Hun læste rigtignok til Artium og skulde
op om faa Maaneder, men det var hende den ligegyldigste Sag af Verden,
om hun bestod eller ej.

Hun havde besluttet sig til at læse, dels fordi det var Faderens Ønske,
dels fordi Edith havde sagt, at hun syntes, hun burde. Aa, hun huskede
godt den Dag, det blev afgjort. Hun havde været saa vred og sagt, at det
gad hun virkelig ikke, det var altfor kedeligt, uh, denne tørre,
uforstaaelige Mathematik!

»Nej, jeg gjør det ikke, — jeg vil ikke!«

Og hun havde stampet i Gulvet. Men en Rynke paa Ediths hvide Pande, et
isnende Tonefald i hendes dejlige Stemme, da hun sagde:

»Din Fader ønsker det, Martha, jeg synes, Du bærer Dig meget uartigt ad,
— Du læser naturligvis til Artium, — det vil jo være gavnligt for Dig
baade nu og senere!« havde gjort Udslaget, og i en ydmyg, nedstemt Tone
havde hun svaret: »Naturligvis, — naar Du raader mig til det, Edith.«

Og hendes Fader, ja, overfor ham havde hun jo ogsaa haft en Opgave:
forsøde hans gamle Dage, tage sig af Huset og gøre det til et hyggeligt
Hjem. Men de to levede i Steden derfor som fremmede. Faderen havde
vænnet sig til kun at se Martha ved Maaltiderne. Han var meget nøjsom og
krævede intet Hensyn taget til sig selv, men Martha følte nu, at det
havde været hendes Pligt og burde have været hendes Glæde at være mere
for ham, end hun havde været.

Hvilken enestaaende, sygelig Ungdom! Og dog havde hun kendt Lykken, naar
Edith var venlig imod hende, naar de vare ene sammen, naar hun sad med
hendes Haand i sin. Og det nyttede altsammen ikke noget, hun
forestillede sig de tusende Ting, som hun kunde og burde have haft
Interesse for eller ialt Fald nu prøve at vise Interesse for, — hun
evnede det ikke! Forunderlig træt og mat og udygtig stod hun overfor alt
andet end netop dette: at elske Edith.

Og hendes Tro, hvordan stod det med den? Før Konfirmationsalderen havde
hun været en alvorlig, lille Barnekristen, bedt sin Morgen- og Aftenbøn,
læst og elsket Fortællingerne i sin Bibelhistorie, været saa tillidsfuld
vis paa, at hvor hun gik og stod, vogtede et Par aarvaagne og kærlige
Øjne paa hende, — Vorherres Øjne! Og hun havde tit drømt, at hun var
oppe i Himlen hos sin ukendte, tidlig mistede Moder imellem straalende,
hvide Engleskikkelser.

Saa kom Edith paa hendes Vej, og hun glemte baade Bønnerne og
Faderblikket, der vaagede over hende. Hun havde ikke en Gang som voxen
rigtig prøvet og valgt til hvad Side hun vilde gaa. Hun vedblev vel
nærmest at være kristen, men det var en lunken, sjælløs Tro, der
manglede al Varme og Inderlighed. Hun havde dog nogle Gange bedt, — en
Gang da Edith var syg. Aa, hun havde en hel Nat paakaldt Gud og
bønfaldet, om hun maatte leve. Og da hun saa virkelig kom sig, havde hun
knælet og takket. Jo, hun troede paa et højere Væsen, — men saa ussel og
elendig var hun, at hun ikke en Gang følte Kraft til at stræbe efter en
bedre og mere udviklet Tro. Og denne Gud, som dog nedlagde Evner og
Kræfter i hvert Menneske, hvorfor havde han gjort hende saa sløv og
svag, hvorfor lod han hende ikke heller dø nu, da hun havde lært at
indse, at hun intet duede til, at hendes Liv var goldt og bare tog
Pladsen op for et bedre og nyttigere?

Dø! Ja, det var det bedste! Hvad var der egentlig andet? Nu hun havde
faaet Øjnene op for sin betydningsløse Tilværelse, blev hun greben af
dyb Livslede. Hvem vilde sørge over hende? For Faderen var hun jo intet,
han vilde sige: »Hun er gaaet til sin Moder!« folde Hænderne og bede en
stille Bøn og saa lade hende hvile.

Og Edith? — Hun blev jo nu en lykkelig Hustru, for hende var hun jo bare
en i Venindeflokken og tilmed en, hun saa tit havde kaldt sær, pjanket
og forskruet. Hun vilde modtage Efterretningen om hendes Død med lidt
Vemod, lægge en smuk Krans paa hendes Grav, sige med et Smil til sin
Mand: »Du kan tro, hun var forelsket i mig, den lille!« og saa glemme
hende.

Martha tog Hænderne fra Ansigtet, ja, hun vilde dø, hun var ikke bange.
Var der ingen Gud til, o, saa maatte det jo være godt at synke hen i
intet, — var der en Gud, maatte han jo bedst vide, at hun ingen Ting
kunde og ingen Ting var, og tilgive hende. Hun vilde dø. — Men først
vilde hun se Edith som Brud.

Bryllupsdagen kom. Martha havde i den forløbne Maaned ikke en eneste
Gang været »exalteret« overfor Edith, de havde heller ikke været meget
sammen, Edith var tidlig og silde ude at købe Udstyr og prøve en Mængde
Dragter. Men saas de, var Martha munter og talte om Ediths ny Hjem og
Stein og om den ny Kjole, hun selv skulde have til Brylluppet. Ikke en
eneste Gang gav hun »Scener«. Edith tænkte, at det var rart, at lille
Martha var bleven saa fornuftig.

Martha skulde give hende Brudekransen og Anna Holm, den »fortrolige«,
Sløret. De to skulde ogsaa pynte Bruden.

Martha var under dette fuld af Spøg og Indfald, hun talte næsten
uafbrudt, var overdreven elskværdig mod Frøken Anna, undgik at se paa
Bruden og for rastløs omkring efter Haarnaale, Baand eller Kamme med to
skinnende røde Pletter paa Kinderne og en tindrende Glans i Øjnene. Da
hun fæstede Kransen i Ediths prægtige, mørke Haar, sang hun, saa det
klang gjennem Lejligheden, Bjørnsons:

   »Tag imod Kransen, den er til Dig,
   tag imod Kransen, tænk lidt paa mig,
       her er den grønneste
   Krans til den skønneste, — o. s. v.«

Straalende smuk saa Edith ogsaa ud, da hun i den hvide Atlaskeskjole,
der sad ypperligt om hendes høje, slanke Figur, gik op ad Kirkegulvet
ved sin Faders Arm. Martha kunde ikke faa Øjnene fra hende. Selv havde
hun, der ellers ikke var en Smule forfængelig, pyntet sig med megen
Omhu, hun vilde, at Edith skulde have et saa kønt Indtryk som muligt af
hende sidste Gang, de vare sammen.

Hun saa virkelig ogsaa godt ud i blegrødt Silke med en Overkjole af
hvidt Blondestof. Hun havde sat sig til Maal i det mindste at blive lige
saa pæn som Anna Holm, — og det opnaaede hun ogsaa.

Beslutningen, hun havde taget, bidrog ikke lidt til det. Det var hendes
sidste Dag, og derfor vilde hun nyde Øjeblikket, leve og elske paa sin
egen Vis, det vil sige se paa Edith og fryde sig over hendes Dejlighed.
Og hendes eneste Ønske, at fastholde Nuet saa længe som muligt, lagde en
usædvanlig Straaleglans i hendes Øjne og en stærk Glød paa Kinden, saa
at mange, som før kun havde fundet, at Martha Grüner var en ganske net,
men ubetydelig lille Pige, i Dag syntes, at hun var ligefrem smuk.

Parret stod for Alteret.

Martha maatte smile ved nogle Ord, der forekom i Brudetalen:

»Thi Kærligheden, mine Venner, er den skønneste Gave fra Gud. Ingen
jordisk Lykke er dog større end at have et andet Menneske ret inderlig
kær.«

Og dog vidste hun, det var sandt, hun kendte den Følelse, der volder
Angest og Hjærtebanken og dog er saa fuld af svimlende Lyksalighed, hun
vidste hvorledes man kan glemme alt, naar man ser ind i et Par
Menneskeøjne. Men Pastor Eriksen vilde formodentlig, hvis han havde
kunnet se ind i hende, ikke have forstaaet og godkendt den Slags
Kærlighed. Det skulde jo være en Mand og en Kvinde, saadan var baade de
menneskelige og de guddommelige Love. Alt andet var Unatur, Vanvid.
Meget rigtigt! Saadanne abnorme Væsener burde hurtigst mulig gøre Verden
den Tjeneste at forsvinde.

Martha forbavsede denne Dag Selskabet ved at være straalende livlig og
morsom, hun, der ellers sad stille lyttende eller drømmende og kun
plejede at svare med Enstavelsesord og undselige Smil! Hun var aldeles
overgiven, drak Dus med flere af de unge Piger, koketterede med nogle
unge Herrer og gjorde sin Kavaler, en Fætter til Edith, helt forelsket i
sig. Og dog tænkte hun ikke paa andet end Edith og paa, at det var
sidste Gang! Den unge Brud var for optagen af sin Ven til at bemærke
hendes forandrede Væsen. Hvad bryder en Brud paa en saadan Dag sig vel
om Veninderne?

Naar hun en Gang imellem mødte Marthas Blik, smilte hun og nikkede til
hende.

Damernes Skaal blev drukken.

Fætteren stødte begejstret sit Glas mod Marthas:

»_Min_ Dames Skaal!«

Og hun lo straalende op til ham.

»Vi træffes nok oftere, — hos Edith!« han bøjede sig tæt hen imod hende,
»fra nu af skal jeg dyrke hendes Bekendtskab, kan De tro!«

»Det var en pludselig Ømhed for Deres Kusine. Edith kan være lykkelig.«

»De ved vist for hvis Skyld jeg vil komme der. Jeg har jo først i Aften
opdaget, at Edith har en Veninde, saa yndig, saa aldeles fortryllende! —
De maa ikke være vred, Frøken Martha, jeg burde maaske ikke have sagt
det, — men Champagnen og et Par dejlige, mørke Øjne —«

»Vred? — ser jeg vred ud?«

Hun svarede hen i Vejret, hun saa netop hvorledes Steins og Ediths Øjne
mødtes i altforglemmende Lyksalighed, og hun lo højere, blev kaadere og
vildere.

Den reglementerede Bryllupsskaal for »Kærlighed« blev drukken.

»For hvad vi elske!«

Martha tømte med hede Kinder sit Glas.

»Edith«, raabte hun lystig over Bordet, »skal vi drikke hver paa sin
elskedes Vel?«

»Vi høre nok snart om en Forlovelse til«, spaaede et Par gamle Tanter,
der havde iagttaget Fætteren og Martha.

Længere ud paa Aftenen kom Edith hen til Martha og lagde sin Haand paa
hendes Skulder.

»Nu tager Stein og jeg hjem! — Følger Du os ud til Vognen? Men tag et
Sjal paa!«

Det svimlede et Øjeblik for Martha, nu nærmede det sig altsaa. Om kort
Tid skulde hun se _hende_ for sidste Gang.

»Saa nu skal det være, Edith?« sagde hun imidlertid smilende.

Ude i Gangen vendte hun sig til Stein.

»Lad mig nu se, De er skikkelig imod hende!« sagde hun i en spøgende
Tone, men med et næsten truende Blik, idet hun gav ham Haanden.

»Ja, saa Farvel, Martha, Du ser vel snart op til mig? Den Kjole klæder
Dig udmærket«, (Martha glemte et Øjeblik alt for Lykke over disse Ord,)
»og Du har nok moret Dig godt? Der bliver sagt, at Sofus er aldeles væk
i Dig! Farvel, lille Du!«

Martha havde lagt begge Arme om hendes Hals.

»Farvel, — farvel —« hun kunde ikke sige mere.

»Du ser paa mig, som var det en Afsked for hele Livet«, lo Edith, »lille
Nar, som Du er!«

»Søde, søde Edith!« hele sit Hjærte lagde hun i dette sidste Kys, det
brændte paa Ediths Kind, et Øjeblik blev hun forskrækket over det
sælsomme Udtryk i Marthas Øjne, men saa tog Moderen hende i sine Arme,
og da hun havde sluppet hende, lagde Stein Armen let om hendes Liv.

»Kommer Du, min egen Edith!«

Martha, der krampagtig havde holdt fast ved hendes Haand, slap den, —
ja, hun var hans Edith, selv havde hun ikke nogen Ret, — ingensomhelst
Ret.

»Farvel, — aa, Edith!«

Vognen satte sig allerede i Bevægelse.

»Det var dog mig og ikke Anna Holm, der fulgte hende ud«, tænkte Martha
med en glad Stolthed, selv midt i sine trøstesløse Dødstanker.

Fru Gerner og hun saa efter Vognen, til den var drejet om Hjørnet.

»Hjemmet bliver dog tomt uden hende«, sagde Moderen og tørrede Øjnene.

Martha saa forvirret paa hende.

Her var atter en, som havde mere Ret end hun selv til at elske og savne
Edith. Fru Gerner havde Moderens Ret, Stein Brudgommens, alle vilde
respektere _deres_ Følelser, — men hendes —

»Saa, lad os nu gaa ind, De staar og fryser, lille Martha, og ser hel
daarlig ud, De, som nylig var saa rødmusset og kvik!«

Martha fulgte hende som i Søvne. Hendes Tanker var med den bortrullende
Vogn, der førte hendes Ungdom og Kærlighed med sig.

Men nu skulde der danses. Fætter Sofus styrede allerede hen imod hende,
en lystig Valsemelodi klang, — og Martha kastede sig atter ind i
Hvirvelen, der skulde døve hendes Smerte og faa Tankerne til at sove.

Hun kom hjem, da Klokken var omtrent to om Natten. Lydløst aabnede hun
Døren til Faderens Soveværelse, det hun behøvede, laa i hans
Servanteskuffe. Men den gamle Professor sov let, — han aabnede Øjnene,
nikkede til hende og spurgte venligt, om hun havde moret sig.

»Dejligt! Dejligt, Far!«

»Hvad søger Du?«

»— Men maa jeg tage et Par Hostepastiller, — jeg stod i Træk og har
faaet Hoste!«

»Vær endelig forsigtig, min lille Pige, — Hoste er noget slemt noget!«

»Du kan være ganske rolig, Far, i Morgen fejler jeg ikke det mindste.
God Nat!«

Hun bøjede sig ned over hans graa Hoved og aandede et let Kys paa hans
Pande, vred paa sig selv, fordi hun ikke en Gang i dette Øjeblik følte
nogen barnlig Kærlighed eller Rørelse.

Saa forlod hun Værelset med Hostekagerne og — Barberkniven i Haanden.

Hun stod stille i Dagligstuen, hvor Maanen skinnede ind og kastede en
lang Lysstribe hen ad Tæppet. Hun følte sig saa forfærdelig mat og træt
efter al denne forcerede Lystighed, — saa tung og sløv. Hendes Hoved
smertede, og Blodet bankede og prikkede i Haandleddene, — i
Fingerspidserne, — i Tindingen — overalt! Aa, det vilde blive godt at
komme helt til Ro, — saa godt! Hun vilde ikke klæde sig af, men paaklædt
lægge sig paa Sengen og dø der. Edith havde sagt, den Kjole var smuk og
klædte hende, — i den skulde hun derfor se hende, naar det i Morgen
rygtedes, at hun havde taget Livet af sig. Aa, Edith vilde om end kun
for et Øjeblik glemme sin egen Lykke og tænke paa, hvad Martha havde
lidt, tænke paa, om det da virkelig var af Kærlighed til hende — —

»Jeg vil skrive til hende, — men kun et Par Ord, — Edith hader al
Følsomhed, — og skrev jeg langt, kunde det nok ikke undgaas, — jeg vil
bare skrive Farvel, — og at jeg holdt saa meget af hende.«

Og mens hendes ophidsede Fantasi forestillede hende dette, blev hun
stadig staaende paa samme Plet i Maanelyset, ubevægelig, ligesom lammet
af Dagens store Sindsrørelser, — dødtræt.

»Hvis jeg nu havde været en Mand, — havde det saa været bedre?« og hun
gjentog disse Ord højt den ene Gang efter den anden, til sidst uden at
vide, hvad hun sagde:

»Havde det været bedre, hvis jeg var blevet en Mand?«

Endelig drog hun Vejret tungt, — nu maatte det vel gøres, — hun _maatte_
rive sig ud af denne sløve Tilstand, sæt hun blev vanvittig? Var hun det
maaske allerede? Saa _var_ det da bedst for alle Parter at forlade
Skuepladsen.

Hun tog et Par Skridt hen over Gulvet og var snart udenfor Døren til sit
eget Værelse.

Men idet hun vilde lægge Haanden paa Dørgrebet og gaa ind, var det hende
pludselig, som Døren rykkedes langt, langt bort, og mens hun famlede
efter den, lagde noget iskoldt og tungt sig over hendes Bryst, — der lød
en ubestemt Brusen og Mumlen for hendes Øre, — og Knæene rystede.

»Det er Døden, den kommer af sig selv, — det er ogsaa det bedste,«
tænkte hun — og saa tænkte hun ikke mere, — alt gled ud i Mørke og
intet. — —

Men det var ikke Døden, kun en alvorlig Lungebetændelse, foraarsaget af
Forkølelse og fremskyndet af den sidste Tids Sindsrystelser.

Da Faderen og Husholdersken, vækkede ved et tungt Fald, kom til, fandt
de Martha besvimet paa Gulvet i Dagligstuen og fik hende hurtig bragt i
Seng, hvorefter de sendte Bud til Lægen.

Barberkniven, som laa paa Gulvet og som efter Marthas Beregning skulde
have gjort al Hjælp overflødig, lagde de ikke Mærke til før senere og
vare da langt fra at ane Bestemmelsen med den. Professoren undrede sig
vel over dens Tilstedeværelse paa et saadant Sted, men gav sin egen
Distraction Skylden.

Martha var imidlertid i det mindste for Øjeblikket fri for al Uro og
Smerte, hun laa hen uden Bevidsthed i det lykkelige »Intet«, hun havde
længtes saa meget efter.

Men længe varede det ikke, saa begyndte Bevidstheden svagt, ganske
svagt, at dæmre for hende, — og en Nat aabnede hun sine Øjne og saa sig
om dog endnu uden klare Begreber og vaagen Erindring. Hun saa en lille
Lampe brænde paa Bordet tæt ved Sengen, og et gammelt rynket
Kvindeansigt med en Krydderpose saas i Værelsets Baggrund, — hun kendte
det meget godt, — det var Jomfru Hansens — og hun laa i sit eget Kammer,
i sin egen Seng, i sin egen Natkjole, der var ikke det mindste at undres
over, og træt lukkede hun sine Øjne.

Men kort efter vaagnede hun igen ved en stærk Smerte i Ryggen, — hun
vilde rejse sig, men kunde ikke. Nu mærkede hun, at hun havde Omslag paa
Ryggen og paa Brystet, altsaa var hun syg. Hvornaar mon hun var bleven
det? Hvad var der sket?

Hun fik en Fornemmelse af, at der var sket noget, som havde gjort hende
ondt, og at dette noget, naar hun atter kom helt til sig selv, vilde
være der og smerte hende, men hvad det var, vidste hun ikke, og det var
jo godt, siden det var sørgeligt. Det kom tidsnok. Og Martha sank igen
hen i en Døs, hvoraf hun kun til Tider vaagnede for at tage Medicin,
drikke Mælk, lade sig pusle og hjælpe som et lille Barn.

Sommetider vaagnede hun ogsaa ved, at en stor blød Haand sagte strøg hen
ad hendes Kinder og Haar, og hendes Faders Stemme saa underlig bevæget
og kærlig, sagde, »Min lille Pige!«

Hun hørte ogsaa andre Stemmer, hun kendte: Dr. Thomsens gemytlige og
Jomfru Hansens klynkende.

Og saa en Gang fyldtes Luften i hendes Værelse med en fin, pikant
Parfume, som hun syntes, hun skulde huske. Jo, aldeles bestemt! Hun
kendte den Duft. Der var noget om en slank Kvinde med mørkt Haar og fint
mejslede Træk, og denne Kvinde læner sit Hoved tilbage mod Gyngestolen
og ler og slaar med Lommetørklædet over imod en anden, — var det ikke
hende selv? —, og siger: »Nej, hvor Du dog kan være barnagtig, Martha«,
og den fine Duft strømmer underligt berusende imod hende, ligesom
indhyller hende og tager hende til Fange. — Og nu er den her, — og hun
ved, den er i Følge med en, hun holder af, men som har kostet hende
mange Taarer, — mange tunge Øjeblikke, — som har voldt hende dette, hun
ikke endnu ved bestemt, det, som det er tidsnok at spekulere paa, og hun
vil ikke lukke Øjnene op, skønt hun ved, at det smukke Ansigt bøjer sig
over hende netop nu. En klangfuld Stemme siger noget om »Nervøsitet«,
»Foraarsluften« og »Sygdom«. Martha følger ikke Ordene, kun Stemmen, den
gør godt, saa længe den lyder, men ondt bagefter, thi saa maa hun tænke
paa haarde, grusomme Ord, den samme Stemme ved andre Lejligheder har
talt. »Lad os nu ingen Scener faa«. »Hvor Du er hysterisk!« Og at tænke
er det mest martrende af alt, ved Martha, — hun maa enten have læst
denne Paastand eller — erfaret den.

Nu lægger en blød, kølig Haand sig paa hendes Pande.

»Hun sover, — den lille Stakkel!«

»Ja, Frue.«

Der gaar en let Skælven igennem Marthas Legeme ved disse Faderens Ord.

»Og Lægen siger, vi kan takke Gud, det er den Søvn, der lader hende
slippe lettere over det, end vi fra først af turde haabe.«

»Hvem skulde have troet, at hun bar paa en Sygdom? Ved mit Bryllup var
hun saa kvik, De skulde have set hvor munter! — Nu lægger jeg disse
Roser her paa Sengen, — hun har vel ingen Skade af Duften? Hils hende
saa, hvis hun da har sin Bevidsthed og kender mig!«

Martha slog Øjnene op og mødte det dybe, rolige »Norneblik«, hun havde
elsket lige fra første Gang, hun saa det.

»Edith!« sagde hun bare, saa lukkede hun igjen træt sine Øjne.

»Hun kender mig, — hører De? Saa kommer hun sig nok snart. Naa, farvel,
Hr. Professor, jeg hører snart herind igjen!«

»Farvel, og tak for Deres Venlighed, Fru Stein.«

Fru Stein? Men Martha kendte jo ingen Fru Stein! Var det da ikke Edith,
hendes Veninde, hendes Ideal, Edith Gerner? — Men bi lidt, det var dog
meget rigtigt, — meget rigtigt. — Martha saa for sig en oplyst, smykket
Kirke, — mange Mennesker, — for Alteret stod to, — en Mand og en Kvinde,
— _hun_ var klædt i hvidt og dejlig som en ung, romersk Vestalinde, — og
saa saa hun de lange, dækkede Borde, det brogede Selskab, — hun hørte en
blandet Lyd af Mendelssohns Bryllupsmarch, klirrende Gafler, Glas, der
stødte sammen, højrøstet Conversation, — Latterudbrud, — og en ung Pige
raabte med blussende Kinder og idet hun løftede sit Champagneglas højt:
»Leve Kærligheden!« og _den_ unge Pige havde besluttet, at samme Aften
vilde hun dø, — og den unge Pige var hende selv.

Hun hentede Vejret tungt, nu var den lange Bedøvelse forbi, Tankerne
vendte tilbage.

Hun aabnede igen Øjnene.

Paa Tæppet foran hende laa en lille Buket Roser, Ediths Gave, hun tog
den, holdt den op til sit Ansigt og indaandede i langsomme Drag dens
Duft.

Jo, nu huskede hun det hele, — hun havde elsket Edith, — aa saa højt, —
meget mer end man kan holde af en Moder og Søster, — ja, hvad vidste hun
for Resten om Omfanget af de Følelser, — hun vidste, hun havde elsket
Edith mer end alle andre, elsket _udelukkende_ hende, — og saa havde hun
set, hvor magtesløs og taabelig denne Kærlighed var, — og hun havde
besluttet at dø, — og nu var Edith gift, — paa hendes Bryllupsdag var
det, at hun vilde have sat sit Forsæt i Værk, — saa var hun bleven syg,
— og nu laa hun her svag og mat efter Sygdommen, men med Følelsen af, at
Kræfterne og Livsaanderne vaagnede paany.

Ja, om ikke lang Tid vilde hun være rask, saa skulde hun tage fat paa
Livet igen, paa Examenslæsningen, — paa, — ja, hvad var der mere? Paa
alle de vaagne Drømme om Edith, — Turene med hende, — dum Snak, Edith
var jo gift: »Ganske som før kan det jo ikke blive, Martha!«

De Ord huskede hun godt.

Tage fat paa Livet! Ak Gud, hun følte hverken Lyst eller Mod til at
»tage fat« paa nogetsomhelst. Men at dø ønskede hun heller ikke mere, i
det hele taget ønskede hun intet, det kunde være det samme altsammen.
Der var vel en Slags Styrelse, Forsyn, hvad det nu hed, siden hun var
bleven standset i sit Forsæt den Aften og nu følte sin fysiske Styrke
tage mere og mere til. Meningen var vel, at hun skulde leve. Ja, ja, saa
vilde hun leve eller rettere lade Livet gaa sin Gang udenom hende, blot
hun kunde faa Lov at sidde stille uden Tanker, uden Ønsker og se til og
lade de andre agere. Hun var saa træt og mat, saa inderlig, »tilfreds
hvilket.«

Og dog kyssede hun Roserne, som Edith havde bragt hende, men det var
egenlig ikke, fordi hun tænkte paa Edith, det var snarere den gamle,
indgroede Vane at vise alt, hvad der kom fra hende, Hyldest. Hun
hviskede nok den ene Gang efter den anden: »Edith, — Edith!« men det var
mere i Erindringen om sin Kærlighed til hende end i Erindringen om selve
hendes Person.

Hun laa og nærede det ubevidste Ønske, at der ikke var noget til, der
hed: at tænke, thi det havde voldt hende saa megen Pine, nej bare dovent
vifte Grublerierne bort, — ikke føle noget, — kun sløvt fornemme, at man
existerede.

Det var, naar alt kom til alt, det lykkeligste.

Lykke!

Aa, hvor havde hun en Gang forbundet storslaaet dejlige Ting og
Begivenheder med det Navn. Som pur ung havde hun som alle unge Piger
drømt om, at der et Steds ude i Livet ventede et eller andet straalende,
jublende, overvældende lyksaligt paa hende. Det var der saa sikkert, og
en Gang vilde hun naa det. Hvad det var, kunde hun ikke ret gøre sig
noget Begreb om, men det maatte naturligvis paa en eller anden Maade
staa i Forbindelse med Edith. Nu smilte hun ad disse Illusioner. Ja, der
var vel dem, som kunde komme til at føle, om det saa kun var i
Øjeblikke, den fulde, ublandede Lykke, men for Flertallet var visselig
Tilfredshed det højst opnaaelige, — og at være tilfreds, var det ikke
først og fremmest at opgive Troen paa Lykken og med den alle Længsler,
alle Ønsker, alle Drømme? Aa, Gud, nu tænkte hun igen, nej, hun taalte
det ikke. Bare der havde været en saadan Letheflod, som Grækerne troede
paa, en Flod, der vilde tage alle pinefulde, plagende Tanker, og give
den milde, tavse Glemsel i Stedet. Hun huskede ikke paa, lille Stakkel,
at Lethe efter Grækernes Sagn fandtes i Underverdenen og altsaa var
Sindbilledet paa, at først efter Døden glemmes alle menneskelige
Lidelser. Her paa Jorden maa man være glad, hvis man kan døve Lidelserne
ved Midler, der kan træde nogenlunde i Steden for hint uvurderlige Vand.
—

»Ih se, lille Martha, nu kom vi saa vidt, — det gaar jo brillant, —
brillant«, sagde gamle Doktor Thomsen, som netop kom ind ad Døren og
blev glad overrasket ved at se Martha nikke genkendende og venligt til
sig.

Det var en gammel graahaaret Herre, som havde kendt Martha fra hun blev
født, en morsom oplivende Gæst at have ved en Sygeseng, om han just ikke
kunde kaldes nogen særlig udmærket Læge. Han mente det usigelig godt med
alle Mennesker og havde den største Medlidenhed med Folks Lidelser. Uden
Hensyn til Patientens Alder og Køn klappede han dem paa Kinden og kaldte
dem »lille Ven«, og enten Sygdommen var en let Forkølelse eller en
farlig Feber, beroligede han dem i en lige fornøjelig og trøstende Tone
med sit: »Det skal vi sgu nok faa klaret.«

Nu satte han sig ved Marthas Seng.

»Du er rigtignok en flink lille Pige, maa jeg sige Dig! Gaar det saadan
fremad stadig, kan vi inden 14 Dage have Dig oppe. Hvad siger Du til
det? Og sikke nogle fine Blomster, vi have faaet, — ja, man tør vel ikke
spørge fra hvem de er?«

Han truede ad hende med en meget skælmsk Mine.

»Jo, de er fra en Frøken Ger ... en Fru Stein.«

Martha gemte Ansigtet bag Buketten. Saa træt og sløv hun end følte sig,
maatte Blodet dog følge den gamle Vane at stige til Kinderne ved et vist
Navn.

»Naa! — det var efter hendes Bryllup, at Du fik den Sygdom paa Halsen og
forskrækkede Din Fader og Jomfru Hansen ved at ligge todt derinde paa
Gulvet, ikke at tale om mig gamle Stakkel, som blev jaget op af min søde
Søvn for at se til saadan en lille Tosse. Jo, det var rigtig nok en pæn
Maade at opføre sig paa! Du har formodentlig danset for meget og staaet
bagefter og hængt ud af et aabent Vindu eller drukket iskoldt Vand? Jo,
vi kender de unge Damer!« han kneb hende i Kinden, »naa, dansede vi saa
med _ham_?«

Martha smilte træt, hun kom til at huske paa Ediths Fætter, Sofus Bang,
der havde sværmet om hende den Aften, og som hun havde koketteret med.

»Naa, Du vil ikke ud med Sproget? Ham, der har rendt Jomfru Hansen paa
Dørene og spurgt til Dig og sendt, Gud ved hvor mange, Buketter, som jeg
har været saa grusom at forvise til Dagligstuen!«

»Jeg ved slet ikke, hvem De mener. Har nogen sendt mig Buketter?«

»Ja, min Sandten har der saa, — er det ikke Fyrens Visitkort, her
ligger? Sofus Bang. Hvadbehager? Bliver Du ikke saa meget som rød i
Hovedet? Nej, se til den lille blaserede Satan, — saadan noget bryder
hun sig slet ikke om!«

Martha rystede paa Hovedet. Hvad kom det hende ved, at Sofus Bang sendte
Buketter. Han var altsaa forelsket i hende og havde ikke glemt den
Aften, da hun for at bedøve sig havde spillet Bakkantinde og opægget ham
til en Følelse, som hun mente kun vilde blive et flygtigt Sværmeri.
Eller egentlig talt, hun havde slet ikke ment noget dermed, ikke ofret
ham en Tanke! Og nu lod det til, at han virkelig havde brændt sig. Naa,
det gik vel over. Han tænkte sig hende som det kaade, overgivne
Pigebarn, hun kun havde været netop den ene Aften i sit Liv; naar han
fik hende at se som den stille, tilbageholdende Skabning, hun var, vilde
han nok komme sig. Gud ske Lov, _den_ Tanke var da til at jage fra sig.

»Vil Du se Buketterne? De er nydelige!«

»Nej, tak, det kan være det samme. — Disse Roser her er mig mer end
nok.«

Doktoren rejste sig nu og kaldte paa Professoren og Jomfru Hansen, der
strax kom ilende til, den ene fra sit Studereværelse, den anden fra
Køkkenet.

»Nu skal De se Løjer! Der er ikke længer saa megen Fare, som bag paa min
Haand! Hun har ført en meget fornuftig Samtale med mig, kun vil hun ikke
indrømme, hvor smigret hun føler sig ved en vis ung Herres
Opmærksomhed!«

»Gud ske Lov, Du overstod det, lille Martha,« Professoren bukkede sig
ned over det lyse Hovede og kyssede det ømt. Under Marthas Sygdom var
det gaaet op for ham, at han, naar galt skulde være, hellere vilde miste
sit udstoppede Bæltedyr, sin Samlings bedste Exemplar, end denne lille
Pige, som var hans Kød og Blod.

»Ja, nu har jeg det godt, Fader,« sagde Martha mildt men med sit trætte
Smil, »Du har altsaa været bange for mig?«

»Om jeg har været bange?« Stemmen skælvede af undertrykt Bevægelse, »min
kære Almas lille Pige.«

Doktoren klappede ham paa Skulderen og sagde: »Naa, naa, lille Ven!«

Jomfru Hansen snøftede. Men Martha følte ingen særlig Rørelse, hun var
nok bleven sig selv lig i den Henseende, ja, hun var næsten koldere nu,
for det var hende saa ligegyldigt, aa saa ligegyldigt. Det eneste, hun
kunde drive det til at føle ved Faderens Kærlighed, var en svag
Taknemmelighed, en stille Undren over, at nogen kunde holde af hende,
saadan som hun var.

Doktoren, der ikke rigtig kunde være med til noget, der nærmede sig det
»højtravende«, gjorde nu en brat Ende paa Professorens rørte Stemning
ved at sige:

»Naa, — ja, ja! Saa fra i Morgen af, Jomfru Hansen, begynder vi med at
give hende et lille Dueben og en stor Kop Chocolade. Smaa Slag i
Førstningen, — siden — — —«

Martha kom sig Dag for Dag, hun fik Kød paa Kroppen og lidt Farve i
Kinderne, men der vilde ikke komme Glans i Øjnene. De saa stumme og
alvorlige frem for sig, ikke synderlig bedrøvede, men heller aldrig
synderlig glade. Den aandelige Mathed og Ligegyldighed, hun havde følt
ved sin første Opvaagnen til fuld Bevidsthed, vilde ikke fortage sig.
Hun var og blev træt og udygtig til at tænke paa Fortiden. Hun fik Lov
at komme op og sidde inde i Dagligstuen, og hun fandt det godt og
behageligt saadan at sidde stille uden at behøve at røre en Finger, lade
sig opvarte og kun høre kærlige Ord. Ja, Livet var saamænd meget rart,
naar man saadan kunde sidde altid med Hænderne i Skødet, uden at der
fordredes andet af En end at smile taknemmeligt og lade sig forkæle.

Edith kom af og til med Blomster, Vindruer og Konfekt, klappede Martha
paa Kinden og talte om, hvor det var godt, hun var bleven rask, nu
skulde hun, saa snart hun fik Lov at komme ud, hen og se, hvilket yndigt
Hjem hun havde. Det var tydeligt at se og høre, at Edith hørte til de
faa dødelige, som har naaet Lykken. Hun lod ikke til at elske sin Ernst
mindre end før. Hendes smukke Ansigt bar Præget af en rolig, inderlig
Glæde og Sjælsligevægt. Ingen Sorg havde endnu formørket hendes
Livshimmel.

»Det glæder mig, at Du har det saa godt og føler Dig helt lykkelig,«
sagde Martha en saadan Dag, mens hun sad med halvtlukkede Øjne i sit
Sofahjørne, omgiven af Hygge og Velvære, med en Del Blade og Romaner
foran sig paa Bordet, sin Yndlingsparfume, og ved Siden af sig Edith,
hvis Haand hun holdt i sin.

Hun kunde godt lide, at Edith kom og besøgte hende, rigtig nok for hun
sammen, naar hendes godt kendte Ringen lød, men naar hun saa kom ind og
satte sig, nød Martha med et halvt drømmende Behag hendes Stemmeklang,
hendes dybe, melodiske Latter, hendes smukke, lysende Smil, hele den
Skønhed, som hun en Gang havde elsket saa højt. Hun nød alt dette men
uden længer at »elske« det. Paa den Maade var hun virkelig kureret, hun
nærede ikke mere denne urimelige, unormale Kærlighed. Et af de bedste
Vidnesbyrd herom var i al sin Ubetydelighed følgende: Paa et lille Bord
foran Marthas Seng stod Ediths Billede i en Fløjelsramme. Dette Billede
plejede Martha altid med en kærlig, barnlig Nøjagtighed at kysse til
Godnat hver Aften. Efter sin Sygdom blev hun ogsaa ved dermed, saa stærk
er Vanens Magt, og en Stræng, der en Gang er blevet stærkt og kraftigt
anslaaet, lader dog, efter at Haanden har sluppet den, Tonen klinge
endnu en Stund. Men længe varede det ikke, før Martha syntes, det var
besværligt, naar hun var kommen i Seng, at skulle strække Haanden ud og
tage Billedet og saa sætte det hen igen, og efter at hun i nogen Tid
havde sendt Portrættet Fingerkys og melankolske Smil, svandt hele denne
lille Akt hen i intet, ligesom Tonen, hvor stærk den end kan klinge
efter, dog en Gang maa have klinget ud. Jo, Martha var bleven kølet og
afdæmpet, men tillige berøvet sin Ejendommelighed. Uden denne Kærlighed,
som var bleven hende en anden Natur, og som havde gjort hende til den
besynderlige Skabning, hun før havde været, var hun nu en almindelig
lille Reconvalescent, træt, lad og magelig, — og hun kunde godt mærke,
at hun hele sit Liv vilde blive »Reconvalescent« efter sin »Sygdom«, som
hun vel nu maatte kalde Forelskelsen i Edith.

Derfor savnede denne ogsaa noget hos sin lille Veninde. Hvor var det
straalende, varme Blik, hvormed Martha før havde betragtet hende, hvor
var de hæftige, umotiverede Kys, de smaa, naive, umiddelbare
Kærlighedserklæringer, alt det, som Edith før havde skændt for? Ja, hun
savnede det virkelig nu. Det havde dog været saa morsomt, saa originalt!
Men paa den anden Side var hun glad paa Marthas Vegne over, at hun nu
var bleven fornuftig og havde fulgt det Raad, hun tit nok havde præket
for hende. Mens Edith vidste, at Martha elskede hende, havde hun tit,
skønt hun virkelig nærede Interesse og venlige Følelser for hende, været
halv gnaven og ked af denne idelige Beundring, denne idelige stirrende,
hyldende Tilbedelse. Hun havde følt, som saa mange gøre det, at naar man
bliver elsket, faar man et Ansvar over for den elskende Person, man ved,
at vedkommende venter sig noget smukkere og bedre af en end af alle
andre paa Jorden, man faar ogsaa ved at spille Hovedrollen i et
Menneskes Hjærte en Del i dette Menneske, ligesom en Slags hellig Ret
over den paagældende, en Ret, som man maa passe paa ikke at misbruge, og
hele dette Ansvar, som er saa let at bære eller rettere slet intet
Ansvar er, naar man gengælder Kærligheden, bliver føleligt, naar man
selv staar kold overfor en saadan Lidenskab. Da derfor Edith mærkede, at
Martha ikke var forelsket længer, rystede hun graciøst Ansvaret af sine
smukke Skuldre, men dog som sagt ikke uden Savn, hun havde baaret den
Byrde saalænge, at den var bleven en Vane.

»Hør, Martha,« spurgte Edith ovennævnte Dag, »hvordan gaar det nu med
Studierne?«

»Jeg er bleven fri for at læse til Artium, Doktor Thomsen var saa
elskværdig at forestille Fader, at det var »alt for meget« for mig
lille, svage Stakkel,« svarede Martha muntert, dog uden Spor af sin
tidligere barnagtige Henrykkelse, naar hun blev fri for noget, der
kedede hende.

»Naa, tro mig, det var noget, Du kunde lide. — Du har aldrig sværmet for
at studere!«

»Nej, for det er saa kedeligt! Hvorfor skal man trætte sig til ingen
Nytte?«

»Nej, meget rigtigt, — naar man bedst egner sig til at sidde som en
lille Prinsesse og lade sig forkæle af sin Papa og — maaske vente paa en
ung Riddersmand, der en Gang i Tiden vil overtage samme rare Papas
Pligter.«

Martha lo. Før vilde hun have følt sig sort ulykkelig over Ediths Ironi,
nu tog hun det med gemytlig Ro.

»Tror Du virkelig, Edith? Mon der vil komme saadan en elskværdig
Ridder?«

»Et Spøg, et andet Alvor, Du smaa! Min kære Fætter er meget nær ved at
gaa ud af sit gode Skind af Forelskelse i og Ængstelse for en vis ung
Dame. Enten maa Du lade ham forstaa, at Du ikke synes om ham, eller give
ham Haab, for det ser virkelig noget foruroligende ud med ham, Stakkel!«

»Aa, — det er vel ikke saa slemt!«

»Synes Du ikke, at denne Hærskare af Buketter stadfæster mine Ord?«

»Han overvinder det nok. Man dør ikke af Kærlighed, forsikrer jeg Dig,
selv om man er lige ved det,« sagde Martha i en spottende Tone, »Hr.
Bang har nok været saa galant eller saa — taabelig at sende mig et Par
forblommede Erklæringer, men jeg har naturligvis ikke svaret ham.«

»Men saa er Du da virkelig bleven en Kokette! Hvem skulde have troet
det? Ved mit Bryllup, siger man, underholdt Du Dig og dansede næsten
udelukkende med ham hele Aftenen. De spaaede alle, at I vilde blive et
Par, thi det var saa iøjnefaldende! — Han er virkelig ogsaa en net ung
Mand, fører sig upaaklageligt, er inderlig god, og Du, Lykkens
Pamfilius, som et Par af mine Tanter sagde, da de igaar henne hos mig
drøftede Eders mulige Forbindelse, — han er et brillant Parti, hans
Gods, Kratholm heroppe i Nordsjælland er et sandt lille Slot!«

»Saa meget des bedre for den lykkelige, som bliver Slotsfrue der!«

»Man siger, han har svoret paa, det skal være Martha Grüner eller
ingen.«

»Nej da!«

»Jo, tænk nu lidt paa det stakkels Menneske, liden Martha, — og bliv
snart saa rask, at Du kan komme hen og se, hvor fortryllende jeg har
det! Naar Du ser mit eget lille Kabinet, kan Du maaske faa Idéen til,
hvordan Fru Godsejerindens paa Kratholm skal se ud.«

Martha trykkede Ediths Haand op til sin Kind, da de sagde hinanden
Farvel; hun fandt nu som før en Nydelse i at holde denne smukke, bløde
Haand i Erindringen om alt, hvad den havde været for hende. — —

»Farvel, Edith, Tak for Besøget! Gør det snart om igen!«

Hun fulgte hende med Øjnene. Aa, hvor hun dog havde været forelsket i
denne Kvinde! Nu var hun i det højeste kun forelsket i denne sin døde
Kærlighed til hende.

Saa tog hun fat paa en Bog. Saadan en Roman tog saa rart Tankerne
fangen. Aa, det var dejligt at læse, dovne og døse! Naar bare det kunde
blive ved altid? Men nu skulde hun paa Landet. Doktor Thomsen havde
sagt, at hun maatte i det mindste 3 Maaneder af Sted. Og et Steds paa
Falster havde hun en gammel Tante, en Præsteenke, hos hvem hun skulde
sendes paa Græs. Naa, den Tid gik vel ogsaa.

Den unge Godsejer, Sofus Bang, Ediths Fætter, havde virkelig faaet sig
en alvorlig Forelskelse paa Halsen. Han var et jævnt begavet, jævnt
muntert, og jævnt net, ungt Menneske af den Slags, man træffer utallige
af. Han havde hverken ført et slettere eller bedre Liv end saa mange af
sine jævnaldrende og havde læst akkurat saa meget, at han ikke ligefrem
gjorde Fiasco iblandt oplyste Mennesker. De Familier, han kendte, saa
ham gærne, enten det nu var paa Grund af hans gode Hjærte og nette
Optræden eller paa Grund af hans fyldte Pung. Han havde tidlig mistet
sine Forældre, hvis eneste Barn han var, og var netop nu for kort Tid
siden bleven myndig. Han havde trods sine ikke faa Forelskelser aldrig
endnu truffen en Kvinde, som han kunde ønske sig til Hustru, før han ved
sin Kusine, Edith Gerners Bryllup, fik Øjnene op for, hvor »sød« en Pige
Martha Grüner egenlig var. Han havde jo nok set hende før, men knap
vexlet ti Ord med hende. Hun var saa stille, saa undselig, holdt sig
altid i Baggrunden og syntes at være helt optagen af sine egne
Betragtninger, men ved Brylluppet viste hun sig pludselig fra den helt
modsatte Side, hun saa udmærket godt ud, og der var et forunderligt Liv,
en feberagtig Lystighed over hende. Han blev mere og mere indtaget i det
lille nervøse, fine Ansigt, de blonde Flætninger, den lette og dog saa
fastbyggede Jomfruskikkelse, han fandt hende aldeles yndig og kom hjem i
en ør Tilstand, lykkelig over alle de mange Tegn paa, at han begyndte at
føle en virkelig Kærlighed, ulykkelig over ikke at vide, om hun syntes
om ham eller ej, om det havde været Leg og Flagren altsammen. Næste Dag
hørte han, at hun var bleven farlig syg. Det bidrog ikke lidt til at
sætte Toppe paa hans Følelser. Dette glade, smilende, lille Væsen i den
rosenrøde Dragt, laa hun nu bleg og stille og stredes maaske med Døden?
Tanken om, at han kun havde set hende for at hun skulde svinde som en
Drøm, overvældede ham ganske og gjorde ham vis paa, at netop hun var den
rette, den eneste, — og nu maaske blev hun ham berøvet. Han spurgte hver
Dag til hendes Befindende, sendte de omtalte, talrige Buketter, løb op
til Edith for at faa Trøst, skrev Vers til langt ud paa Natten om
»Hænder smaa« og »Øjne graa« og »Sjæle, der en Gang vil hinanden
forstaa«, spaserede i Store Kongensgade udenfor Professor Grüners Hus,
gjorde sig kort sagt Skyld i alle de noksom kendte Latterligheder, som
forelskede Sjæle en Gang har Eneret paa.

Endelig hørte han, at hun var oppe, han var ogsaa saa lykkelig en
Formiddag at se hende ved Vinduet. Hun lignede rigtignok ikke den
Glædens Præstinde, som havde daaret ham ved Ediths Bryllup, men han
fandt hende dog ubeskrivelig sød i den simple Morgenkjole med den brede,
hvide Matroskrave. Hun saa ham ikke, hun var optagen af at vande sine
Blomster. Han stod da nogen Tid udenfor og vaklede imellem at skrive til
Professor Grüner eller selv gaa op lige med det samme og tale med ham.
Da han, hvis han valgte det sidste, hurtigst kunde vente at faa Svar,
foretrak han det, skønt det krævede mest Mod.

Professoren, som sad inde i sit Naturalieværelse og ordnede en Del
Biller, blev altsaa overrasket ved Besøget af en meget køn og meget
forlegen, ung Herre, der, yderst soigneret i sin Paaklædning,
præsenterede sig som Sofus Bang, Godsejer til Kratholm i Nordsjælland,
25 Aar, lige bleven myndig, med saa og saa mange hundrede tusende om
Aaret.

Og ikke mindre forbavset blev Professoren, da den unge Mand endnu mere
forlegen, underrettede ham om, at han elskede hans Datter og vilde
anholde om hendes Haand.

Professoren sad fordybet i Betragtninger. Han troede selv, at han havde
været meget skarpsindig, idet det var blevet ham klart, at Martha havde
haft en ulykkelig Inclination. Ja, hvad mere var, han troede at kunne
paavise bestemt, hvem det var, som havde været Skyld i det stakkels
Barns Sorg. Han havde set hende, mens hun laa syg derinde, med Ediths
Portræt i Haanden, og han havde lagt Mærke til, at hun havde ligget og
set paa det med et underligt, haabløst, selvopgivende Blik. Han havde
ogsaa set, at hun for sammen, naar den unge Fru Steins Besøg blev meldt.
Og den Gang hendes Forlovelseskort kom, jo, han huskede ganske tydeligt,
at Martha, da hun modtog det, var bleven ligbleg, havde fortalt Nyheden
med en ligesom brudt, klangløs Stemme og var derpaa hurtig gaaet ind i
sit Værelse. Ja, den gode Professor troede virkelig, at han var med.
Barnet havde gaaet hen og forelsket sig i Stein. Det kunde ikke være
andet. Professoren havde ikke i lange Tider tænkt paa Kærlighed, ikke
siden hans unge Hustru laa paa sit Dødsleje, siden den Tid var han helt
gaaet op i Videnskaben, nu kom den senere Tids Tildragelser og nu til
sidst den unge Sofus Bangs Frieri til ham som et Pust, en Hilsen fra
svundne Ungdomsdage.

»Ja, kære Hr. — var det ikke Bang? Deres Tilbud kan jo kun glæde mig, —
og — hvis min lille Pige har Godhed for Dem, kunde det jo være en i alle
Maader god og tryg Fremtid for hende, — men jeg tror det ikke, — nej,
jeg tror det virkelig ikke —« sagde Professoren hovedrystende.

»Deres Datter og jeg har kun været sammen meget faa Gange, — hun kender
mig knap endnu, — turde jeg, — vilde Hr. Professoren tillade, — at jeg
fik Lov at komme i Deres Hus, for at hun, Frøken Martha, mener jeg,
maaske kunde komme til —«

»Ja, det vil naturligvis være mig kært at se Dem her, — jeg skal endnu i
Dag tale med min Datter, saa skal De høre fra mig. — Maa jeg udbede mig
Deres ærede Adresse? — Tak! — I alle Tilfælde paaskønner jeg Deres gode
Tilbud, men der maa handles varsomt og overlagt i saadanne Tilfælde,
indser De nok, min unge Ven. Hele sin Fremtid bestemmer man ikke paa en
Timestid. Martha skal først, som De meget rigtigt talte om, kende Dem. —
Maa jeg byde Dem en Cigar, — ikke? Kønt Vejr i Dag! Farvel, Farvel!«

De to Herrer vexlede Haandtryk, og Sofus gik uden at føle sig en Smule
mere beroliget, men dog med Bevidstheden om, at det første Skridt over
Rubicon var gjort.

Professoren lod den Dag Biller være Biller og gik ind i Dagligstuen,
hvor Martha sad og underholdt sig med sine Kanariefugle, hun havde et
stort Bur med 9-10 saadanne smaa Skrighalse, som hun morede sig med at
gøre tamme. Hun blev lidt forbavset ved Synet af Faderen i Dagligstuen
paa den Tid, hvor han plejede at være langt inde i Dyreverdenen.

Han tog hendes Hænder i sine og satte sig med hende i Sofaen, en Del
forlegen var han, thi det var første Gang de to skulde tale noget, der
nærmede sig til fortroligt, sammen.

Martha hørte paa ham med et venligt, opmærksomt Ansigt, men svarede
ikke.

»Du holder ikke af ham, vel? I det mindste ikke endnu! Jeg tror at have
opdaget, at Dine Tanker er et andet Sted, min lille Pige, — men Du skal
bare se, Tiden læger alle Saar, — og en ulykkelig Kærlighed gaar over,
blot man beder til Gud og tænker paa, hvor godt man har det i andre
Henseender. Og det vil Du tænke paa, ikke sandt?«

Martha spurgte sig selv, om hendes Fader da vidste, hvordan det hang
sammen, men ved hans næste Replik forstod hun, at han var helt paa
Vildspor, og _saa_ var det hende ligegyldigt, hvad han ellers tænkte og
troede.

»Nu kommer en, saa vidt jeg ved, hæderlig, ung Mand og beder om at faa
Dig til Hustru. Tænk derover, min lille Pige! Du ved dog, den anden kan
aldrig blive noget for Dig, nu da han er gift!«

»Du maa da ikke tro, jeg er knust af ulykkelig Kærlighed«, sagde Martha
nu leende, »jeg har som alle unge Piger gennemgaaet min
Forelskelsesperiode, — den er et overstaaet Stadium, — og nu bryder jeg
mig om ingen, ikke en Gang om den galante Hr. Bang. Hvis jeg har
koketteret med ham en Gang, — det har jeg maaske, — saa beder jeg ham
undskylde og glemme det, — og saa lader han vel nok den Grille fare!«

»Men han bad mig saa meget om at maatte komme her, for at Du i det
mindste kunde lære ham at kende, inden Du gav et bestemt Svar. Han kan
byde Dig en sorgfri Fremtid, det kan jeg som Fader ikke lade gaa helt ud
af Betragtning.«

»Jeg naturligvis heller ikke som en fornuftig, lille Pige, — men jeg
siger dog vist nej, — jeg har det jo godt — naar man kun aldrig fik det
værre, lille Fader! — Men Herregud, kan det glæde Mennesket at komme her
og se mig, saa indbyd ham bare, men Du skal ikke give ham Haab, — det er
saa generende for mig, hvis han mulig gjør sig Illusioner og tror, at
jeg er forelsket i ham. — Men inviter ham kun, — for mig gærne!«

Og Martha, der var træt af den Samtale, lukkede Øjnene for at
tilkendegive, at nu kunde hun ikke taale at tale mere den Gang.

»Gud give, Landluften maatte gjøre Dig godt, Martha, — Du er ikke helt
som før, — jeg ved ikke selv, hvad det er, jeg savner hos min lille
Pige.«

Professoren kyssede hende paa Panden.

Han var dog beroliget i en Henseende. Hun døde aldeles bestemt ikke af
Kærlighed til Stein. Men været forelsket i ham havde hun, Professoren
havde dog gættet rigtigt, hun nægtede det jo ikke, kaldte det kun et
overstaaet Stadium.

Saa lod han hende være ene for, som han mente, at tænke over sin Fremtid
og sit Svar til den unge Godsejer, — men Martha tænkte ikke, hun laa,
som det var blevet hendes Sædvane og stirrede sjælløs og tanketom frem
for sig. Hendes Kærlighedssorg, enten den nu havde været indbildt eller
virkelig, stor havde den i alt Fald været, saa stor, at den havde haft
Magt til at gøre hende følesløs for Smerte.

Sorgen øver jo ikke samme Virkning paa alle Naturer. En stærk og
selvstændig kæmper med Smerten, overvinder den ofte og sætter sig saa et
nyt Maal i Stedet for den gamle knuste Illusion. Men Martha var blød og
svag. Ligesom Dyret, der efter Sagnet maa dø, naar det har set sig selv,
var hun død en aandelig Død efter det dybe Indblik, hun kort før Ediths
Bryllup havde gjort i sit eget Indre. Hun besad ikke Kraft nok til at se
sin Smerte lige i Øjnene og tænke over den, hun lod sig kun træt og syg
bedøve af den.

Sofus Bang blev indbudt. Han kom og forelskede sig endnu mere. Martha
var meget venlig, passiarede med ham og sang for ham. Hendes Repertoire
havde for Resten siden Sygdommen skiftet Karakter. Nu enten kedede eller
mindede de følsomme Sange hende for meget, thi hun havde kastet sig over
Offenbach og Hervé samt forskellige Revuemelodier. Den unge Hr. Bang
havde ikke Øjnene fra hende, hun kunde være sikker paa hver Gang hun saa
til den Side, hvor han sad, at møde hans beundrende, forelskede Blik.
Hun saa lidt kritisk paa ham. Han var altfor høj, hans Haar var for tæt
afklippet, det mindede om Børster, men der var et vindende, godmodigt
Træk om Munden og et inderlig rart Udtryk i hans brune Øjne, de fik en
køn, ligesom fugtig Glans, naar han saa paa hende.

»Himlen maa vide, hvad der er at elske ved mig!« tænkte hun.

Det var øjensynligt, at han blev noget lang i Ansigtet, da han hørte, at
Martha næste Maaned skulde paa Landet. Men derved var jo ikke noget at
gøre. Han maatte pænt tie.

»Jeg bliver der lige til September.« Det var endnu mindre lysteligt at
høre. Tre lange Maaneder uden at se hende!

Han følte sig udygtig til alt Arbejde, saa længe denne Uvished varede.
Men da hun ikke ligefrem havde ladet ham forstaa, at det var haabløst,
hengav han sig med Ungdommens forhaabningsfulde Sind til Drømme om, hvad
der mulig kunde ske, saa fremt, i Fald — —

Martha kom da til Falster, hvor hendes Tante Bolette, almindelig kaldet
Tante Bolle, enten det nu var som en naturlig Formindskelse af hendes
Døbenavn eller en ligesaa naturlig Tankeforbindelse, da hun var en rund,
meget trivelig lille Dame, tog imod hende med udbredte Arme.

Tante Bolle havde en særlig Passion for at modtage svagelige, blegnæbede
Slægtninge og Venner fra Hovedstaden og pleje og proppe dem saa længe,
til de struttede af Sundhed. Hun saa prøvende paa sin unge Nieces fine,
zarte Skikkelse og magre Kinder, jo det kunde der nok raades Bod paa.

Martha blev i Førstningen helt overvældet af al den Mad, Tanten satte
frem for hende, der blev i det mindste holdt 5 Maaltider om Dagen, men
Retterne saa indbydende ud og smagte hende, og hun blev med hver Dag
mere buttet og rødkindet, saa Tanten med Stolthed kunde betragte sit
Værk.

Det var Kurens Fuldendelse. Martha led ikke mere af den uovervindelige
Træthed og Døsighed, hun blev munter og snaksom, fik et jævnt Sind.

Den gamle Martha blev hun rigtig nok aldrig mere, den Martha, der
plejede at gaa stille, drømmende omkring i sin ejendommelige Verden, for
saa i enkelte Øjeblikke at vaagne til Liv og føle enten den mest
jublende Glæde eller den mest sønderrivende Sorg. Nej, de stærke
Følelsers Tid var omme. Men det var jo et Bytte, hun kun havde vunden
ved. Hun var nu fri for al den ængstelig spændte Nervøsitet, der fandtes
ikke længere noget, hun maatte tænke paa med længsel og Hjærtebanken,
hun var saa fri, saa glad — ligeglad.

Sommeren var yndig herude paa Landet, Vejret det heldigste! Hver Søndag
blev Huset fuldt af Gæster, og saa blev der musiceret, danset og leget.
Hverdagene drev hun om i Egnen med en Bog, eller hun sad nede i den
smukke lille Have med sit Haandarbejde, eller fulgte Tanten i Køkken og
Kælder og lærte at lave Mad og bage Kager, saa spøgefuld og munter, saa
smilende rolig, som havde hun aldrig været en abnorm ung Pige,
sindssvagt forelsket i en af sit eget Køn.

Hun taalte nu godt at tænke paa Fortiden og sin Kærlighedshistorie. Selv
den Aften, hun havde villet dø, kunde hun mindes uden Sindsrørelse.

»Mon jeg virkelig havde gjort det, hvis jeg ikke var besvimet?« tænkte
hun en Gang imellem med en let Gysen og betragtede da sit runde, fyldige
Haandled, hvor hun vilde have skaaret Pulsaaren over. »Jo, det var min
faste Mening!«

Hvad mon der saa var bleven af hende efter Døden? Nu troede hun ikke
længer, at der intet var, nej, der var naturligvis en Gud til, en
uendelig god og taalmodig Gud, som stod bag ved det hele og styrede
Verden, en Frelser, som af Kærlighed vil tage sig af os paa den sidste,
store Dag. Hun havde faaet sig saadan en jævn, hyggelig, lidenskabsløs
Hverdagstro, gik gærne i Kirke og fik Tante Bolette til at græde af
Rørelse ved med sin bløde, vakre Stemme at foredrage et Par smukke
Salmemelodier om Søndagen.

Dagene gled saa dejligt af Sted herude paa Landet. Hun havde det
prægtigt. Men naar hun skulde hjem, vilde hun heller ikke være ked af
det. Det var saamænd ligemeget, hvor man var, blot man havde det godt.
Hun aspirerede ihærdig til at blive en rigtig magelig, forvænt lille
Dukke, hendes Lidenskab — hvis man kunde bruge dette Kraftord — blev: at
hvile ud.

Det var dejligt at komme i Seng om Aftenen og ligge og tænke paa
ligegyldige, behagelige Ting, accompagneret af Frøernes Kvækken dernede
i Kæret, lige til Drømmenes ubestemte, graa Taage indhyllede alt, og hun
i dunkel Følelse af et ladt, men tilfredsstillet Velvære slumrede ind.

Det var dejligt at vaagne om Morgenen ved de første Solstraaler og vide,
at man ikke skulde op og hænge i den kedsommelige latinske Grammatik
eller de uforstaaelige mathematiske Opgaver for derpaa at skylle Theen i
sig og hæsblæsende styrte til Kursus som en anden Skoletøs.

Edith havde en Gang sagt, at Martha holdt nok mest af at være »passiv«,
ja, det var saamænd et meget betegnende Udtryk. Det følte hun godt, naar
hun laa ude i Haven i sin Hængekøje, medens den pur unge Landvæsenselev
ovre fra Herregaarden, som naturligvis ofrede sine første erotiske
Længsler paa den unge Københavnerindes Alter, viftede hende. Saadan at
vugge sagtelig frem og tilbage og føle lette Vindpust over sit Ansigt,
det var unægtelig behageligt. —

Og dog kunde der, men det blev sjældnere og sjældnere, komme Øjeblikke,
hvor en stærk Længsel efter de svundne Tider tog hende, hvor hun følte,
at hun dog en Gang havde kendt _Lykken_, hvor hun klyngede sig til
Minderne om Edith. Jo, hun havde »geliebt und gelebet.« Den guddommelige
Gnist havde ogsaa glødet i hendes Hjærte. Verden vilde kalde det Vanvid,
men hun _vidste_, at hun havde elsket. Hun kunde da strække Armene ud og
med bankende Blod sige det Navn, der havde været Grundtonen i hendes
besynderlige Ungdomsmelodi. Men saadanne Øjeblikke vare korte, og — som
sagt — de bleve sjældne, hørte til sidst helt op, — hun var udbrændt. —

September kom, Kufferterne bleve pakkede, Tante Bolle blev omfavnet og
takket tusende Gange for sin Gæstfrihed og indstændig opfordret til at
gæste København til Vinter, og saa steg Martha ind i Kupéen og vinkede
og nikkede saa længe, hun kunde se den rare Tantes velnærede Skikkelse.

Som en svagelig Patient var Martha rejst, som en frisk, blomstrende,
sund Pige vendte hun tilbage til stor Fryd for Faderen, Doktor Thomsen
og Edith, og allermest for Sofus Bang, som stillede med straalende
Ansigt og en prægtig Buket paa Perronen for at tage imod den
hjemvendende.

Et Par Aftener efter kom han op til Grüners. Martha, som sad ene i
Dagligstuen, tog venligt imod ham og fortalte løst og fast om sit
Falsterophold. Et flygtigt Blik nu og da paa hans opmærksomt lyttende
Ansigt, fortalte hende, at han var lige forelsket og beredt paa trofast
udholdende at vente for en Gang at naa sit Maal.

»Det stakkels godmodige Menneske«, tænkte hun, »han er virkelig
rørende.«

»Og i Gaar Aftes«, fortsatte hun højt Samtalen, »var Fader og jeg
saamænd henne at se Efteraarsrevuen paa National, — aa, det kneb med at
faa ham af Sted, — men jeg tiggede og kælede, — og Fader var ogsaa saa
glad over nu at have mig hjemme igen, at han ikke længe kunde nægte mig
noget, — og vi gik, — aa, Revuen er aldeles storartet! De har
naturligvis set den? — Nu skal jeg synge en af Sangene for Dem!«

Idet hun stod op og vilde gaa hen til Klaveret greb han hendes Haand.

»_Kan_ De ikke —?« mere sagde han ikke, men Øjnene talte for ham, saa
ivrigt bønfaldende, at Martha ikke var i Tvivl om, hvad han mente.

Ja, hvorfor kunde hun egenlig ikke? Hun vilde jo faa det udmærket godt,
bedre end hun kunde vente det, naar hun en Gang efter Faderens Død kom
til at staa ene, — og Sofus var saa forelsket, saa rar, saa rørende
taalmodig, — ja, hvorfor i Alverden skulde hun ikke kunne?

»Men, Hr. Bang, jeg holder ikke en Smule af Dem, — og det var dog vel i
Grunden det heldigste —«

Han holdt hendes Haand fast. Hun saa, kold og overlegen sikker, som hun
følte sig, hvorledes hans Pince-nezglas bleve helt duggede af Bevægelse
mens han saa paa hende.

Naar hun blot vilde give ham Lov til at elske hende og gøre Livet lyst
og smukt for hende, og hun bare vilde nære venlige Følelser for ham, —
aa vilde hun det?

»Ja, jeg nærer saamænd ikke _en_ uvenlig Følelse imod Dem.«

»Men giv mig da saa Deres ja, — vil De blive min Hustru, Martha?«

»Ja, siden De saa gærne vil have det, og siden jeg ikke elsker nogen
anden og heller aldrig kommer til det, — _derfor_ kan De i det mindste
være rolig ...«

»Aa, hvor De gør mig lykkelig, Martha!«

Han drog hende ind til sig og nærmede sine Læber til hendes.

»Søde, elskede Du —«

Men Martha gjorde sig fri med en halv utaalmodig, halv spottende Mine.

»Hvad skal de Kærtegn til? — Til et Kys, bilder jeg mig ind, bør der
være to. Jeg kendte en Gang et Par — Mennesker. Den ene var kold, den
anden var varm, saa blev Kysset til Kedsomhed, hvad den første angik og
til Længsel, hvad den anden angik.«

»Men Du ved ikke, hvor jeg har Dig kær, Martha! Selv om Du ikke kan være
med til det, saa giv mig Lov til at kysse Dig, — kun _en_ Gang —«

Hun trak paa Skuldrene og smilte medlidende og træt af denne store Mand,
der nedlod sig til at tigge en lille, ung Pige saa ydmygt om et Kys.

»_Quelle bruit pour une omelette_ — kys mig da, naar det er Dem, — er
_Dig_ en saa stor Fornøjelse.« —

Professor Grüner kom ind og fik for første og sidste Gang i sit Liv
Lejlighed til at optræde som den milde, værdige Fader, der velsigner de
elskende. —

Da Martha den Aften kom ind paa sit Værelse, trak hun den Skuffe ud,
hvori hun havde alle sine Reliquier, Gaver fra og Minder om Edith. Nogle
Fotografier af hende, flere Breve, et Par smaa Lejlighedsdigte, Edith
havde skrevet, nogle tørrede Blomster, en sort Haarlok, det
Lommetørklæde, Edith havde broderet til hendes Konfirmation o. s. v.
Endelig var der et Par Kollegiehæfter malede fulde af Vers, hun selv
havde lavet, alle til Ediths Pris, og alle mer eller mindre naive og
rørende; hun tog hver Smule ud af Skuffen. Først havde hun tænkt at
brænde det hele, men den Plan var saa latterlig romantisk, det var
ligesom, der var noget brødefuldt i at gemme paa de Ubetydeligheder,
nej, saa heller pakke dem sammen i en gammel Hatæske, binde forsvarlig
til for dem og saa opbevare dem til hun blev en gammel Kone. Saa kunde
hun maaske faa sig en fornøjelig Latter over disse Minder fra Vaaren,
fra hendes eneste Kærlighedsdrøm. Som sagt, saa gjort, men først saa hun
paa hver eneste Ting og smilte ad sine egne smaa, poetiske Udgydelser.
Det allersidste Digt var skrevet et Par Dage før Ediths Bryllup. Det var
meget melankolsk, højt oppe paa Cothurnen! Hun var formodentlig faldet i
sværmeriske Betragtninger ved Synet af en hvid Rose, thi Digtet lød:

   »Du hvide Rose faar mig til at tænke
   paa, naar de _en_ Gang vil i Grav mig sænke.
   Bort med den røde Roses muntre Luen,
   Du sprede skal Din Duft henover Tuen
   og mildt ombølge _hende_, naar hun kommer
   og ser til mig, — det gør hun vel en Sommer.
   Jeg ønsker ej paa Graven Kranses Pragt,
   jeg ønsker kun et Ord, tænkt eller sagt:
   Gid hun, imens hun tankefuld staar stille
   vil sige: »Ja, hun elsked mig, den lille!«

Martha rystede dydig paa Hovedet ad sit gamle Jeg, hvis barnlige
Fysiognomi stirrede hende i Møde fra disse mere velmente end vellykkede
Linjer. Saa samlede hun hele Redeligheden sammen og fyldte den i
Hatæsken, lukkede til og bestemte, at dens Plads skulde være paa
Pulterkammeret i hendes fremtidige Hjem.

Det var dog et Held, at hun aldrig havde vist Edith disse Digte, hun
havde saamænd gjort sig nok til Nar alligevel. Kun en eneste Gang havde
hun sendt Edith et Vers, og det var saa pænt, almindeligt og
upersonligt, at enhver kunde have skrevet det. Det var en Gang paa
Ediths Fødselsdag, at hun havde paataget sig det ikke lette Hverv at
besynge Idealet ganske »paa det jævne«. Ja, vanskeligt var det sandelig
faldet hende! Det var hende saa naturligt at bevæge sig i Højden, naar
Talen var om Edith. Men efter mange Rettelser og Overstregninger kom
Verset da endelig til at lyde saa uangribeligt fornuftigt, at selv
Ediths kritisk undersøgende Blik ikke kunde finde noget at udsætte
derpaa.

   »Skønt i det store Hyldningskor
   min svage Stemme svinder,
   vil jeg dog gærne sige Tak
   for mange rige Minder.
   Jeg har af dem en broget Skat,
   som Tid ej kan udviske,
   en Krans af sjældne Blomster smaa,
   saa duftende og friske;
   Tak for dem alle, — ja, jeg kan
   kun daarligt mig udtrykke,
   men tro, at ingen mer end jeg
   Dig ønsker varmt til Lykke!«

Og det fandt Edith nydeligt, saa ligefremt og naturligt!

Ja, denne Natur, det var dog noget besynderligt noget!

Hver Gang Martha havde talt og opført sig saadan som en indre Trang bød
hende at tale til og opføre sig overfor Edith, uden at overlægge, bare
givende sig hen i sin Kærlighed, da havde Edith kaldt hende affecteret,
overdreven, hysterisk, — men naar hun lagde Vold og Baand paa sig,
gjorde forfærdelige Anstrængelser, spillede Komedie og lavede og
manøvrerede med sig selv for at ligne »andre unge Piger«, ja, saa hed
det: »Ja, der kan Du se, Martha, — Du er i Grunden saadan en sød og
naturlig lille Pige, — hvorfor da —« o. s. v.

»Men lad os ikke tale mere om disse gamle Ska—a—der«, nynnede Martha og
efterlignede, idet hun satte Hatæsken af Vejen, Hr. Schrams Tonefald og
hentede »Skader« saa dybt nede fra, som det var hende muligt. Saa
skyndte hun sig i Seng.

Nu skete i Rækkefølge alle de Ting, der en Gang hører med til en
passende Forlovelse blandt »bedrestillede«. Kort udgik, Ringe vexledes,
en halv hundrede Visiter bleve aflagte, Forlovelsesgilde blev holdt,
først hos Professoren, dernæst hos nogle af de unges bedste Venner eller
nærmeste Slægtninge. Ogsaa Edith gjorde i Egenskab af Brudgommens Kusine
og Brudens »bedste Veninde« et stort Selskab.

»Nu kan Du maaske bedre forstaa »Romeo og Julie« end før«, sagde Edith
en Gang i Aftenens Løb, da Martha og hun sad og bladede i et Billedværk,
hvor der blandt andet fandtes et stemningsfuldt Billede af den berømte
»Balconscene«. Og hun slog Martha drillende paa Kinden med sin Vifte.

»Jeg erindrer, at en Gang vare Dine Begreber derom temmelig forvirrede.«

»Jeg mener nu som før, at ingen Julie kan være mere fortryllende end Du,
Edith, og misunder ligesom den Gang den lykkelige, der er bleven Din
Romeo«, sagde Martha spøgende i en galant Tone, der var milevidt fra
hendes gamle bløde, ydmyge Stemme, naar hun talte til Edith. —

Ved Bordet rejste Edith sig og bad om Ordet.

»Det var egenlig min Mand, der skulde, men jeg kender nu vedkommende
bedre.«

Og saa holdt hun en spøgefuld Tale til det unge Par. Blandt andet sagde
hun til Sofus, at han skulde dog tage sig lidt i Agt.

»Du kan maaske uventet i mig faa en farlig Konkurrent, thi jeg vil
fortælle Dig, at Martha i sin Tid har havt en lille faible for mig.«

»En stor, en stor, Edith!« afbrød Martha lystigt, »stakkels Sofus, der
hører Du selv, Din Lod bliver at leve paa den Rest, som er tilbage af
min Flamme for Edith!«

At denne »Rest« var lig med Nul holdt hun naturligvis for sig selv.

Efter Bordet sang og spillede man. Martha gav nogle Sange af »Nitouche«
tilbedste og begyndte paa en af »Den skønne Helene.«

»Undskyld, jeg afbryder, men hvorfor synger Du aldrig mere Dine gamle
Sange?« spurgte Edith, der stod og lænede sig til Flygelet. Hun fik
ligesom Længsel efter igen at høre en vis, bævende, inderlig Klang i
Marthas Stemme og syntes, at selv de i sin Tid saa foragtede følsomme
Romanzer nu vilde virke velgørende.

Martha smilte op til hende med dette fremmede, forbindtlige Blik, der
saa lidt lignede hendes gamle kærlige, dvælende Stirren.

»Mener Du saadan en som den, Du i sin Tid gjorde saa grundig Nar af,
Sulamiths:

   »Hvorfor flygter I bange?
   Jeg er syg men af Kærlighed Piger smaa!«

Nej, dem har jeg glemt! — Du havde virkelig Ret, de er vamle, — lidt for
rørstrømske, — men enfin, vil Du have en »mit Gefühl«, — vær saa artig!«

Og hun sang Paris og Helenes Duet:

   »Dejlige Drømme, daarende Drømme,
   Skygger, som mildt i Taage hensvømme!« —

Edith betragtede tankefuld den syngende. Hvad var det, hun savnede ved
hendes Ansigt? Det var jo sorgløst og ubekymret, men saa underligt
sjælløst var det blevet, ligesom Martha var ligeglad, hvordan det saa
gik. Skulde denne barnagtige Kærlighedshistorie, dette Barnepjank, som
Edith havde været Genstand for, virkelig have givet Marthas Hjærte
Banesaaret? Det lød utroligt. Men noget havde hun gaaet igennem, hvad
det nu var. Naa, men nu blev hun jo efter sit eget Valg en brav Mands
Hustru. Edith beroligede sig. Det var jo dog godt, at Martha ikke mer
var den samme. Nu gjorde hun virkelig en Slags Lykke i Selskaber, talte
livligt med og klædte sig med Smag; — og alt det havde hun aldrig gjort
før. Forandringen var til det bedre, havde hun kun haft et andet Udtryk,
et mere levende sjælfuldt! Ja, nu kunde Fru Edith synge:

   »Før jeg begreb ej, hvorfor Du var skabt,
   Ak ja, man skatter først, hvad man har tabt.«

                   *       *       *       *       *

Der var jo intet at vente efter, altsaa holdt de unge Folk Bryllup
allerede til October. Om Vinteren skulde de bo i København, om Sommeren
paa Kratholm.

Det var et pragtfuldt Hjem, Sofus Bang førte sin unge Kone til paa
Bryllupsaftenen. Alt, hvad Penge kunde skaffe af Hygge og Luxus, var
tilvejebragt, og Martha, der tog sig nydelig ud i den hvide Dragt med
Myrtekransen i det lysegule Haar, som nu var sat op i en fyldig Knude i
Nakken, saa sig ogsaa nok saa fornøjet omkring i sit ny Kongerige.

Hun lod sig synke ned i en allerkæreste lille Divansofa med en Følelse
af, at mellem saa bløde Puder vilde det ingen Sag blive at rejse igennem
Livet, hun maatte takke sin Gud for at have faaet et saa mageligt
Befordringsmiddel, for at Omstændighederne havde nødt hende til at
ombytte den skarpe Barberkniv — uh, hun gøs ved Tanken, — med denne
kostbare Brudebuket eller i alt Fald Studenterhuen med Brudesløret og
den kolde Grav med denne glimrende Forsørgelsesanstalt.

»Og her er alle Brudegaverne«, sagde den henrykte unge Ægtemand, »skal
vi se paa dem?«

Der var naturligvis en hel Udstilling.

»Denne er fra Edith!«

Det var en pragtfuld Blomsteropsats egnet til at pryde en Marmorkamin.
For Øjeblikket var den fyldt med en stor Buket lilla og hvide Sirener, —
Marthas Yndlingsblomst, — som udbredte den dejligste Duft i Værelset.

Martha bøjede med et tankefuldt Smil sit Ansigt ned imod dem.

Foraarsduft! Det var, hvad hun nu havde tilbage af sin Kærlighed —
Edith!

»Min egen, søde Hustru«, lød nu Bangs Stemme tæt ved hendes Øre, og hun
følte hans Arme om sit Liv — »nu har jeg Dig endelig.«

Hun vendte sig venlig om til ham og taalte uden Indsigelse og Modstand
hans Kys. Saadan skulde det jo være. Det hørte med. Rigtig nok fandt hun
slet ingen Nydelse i saadan at blive krammet og trykket af et Par
Mandsarme og kysset med saa hede, fugtige Læber, men man maatte jo tage
det ene med det andet. Det var jo ikke noget at blive vred over, at
Sofus var saa latterlig forelsket.

Hun smilte og lukkede træt og ligeglad Øjnene under hans Kærtegn.




                            I Sommerferien.


»Hvor gaar Du hen, Valborg?«

»Op paa mit Værelse, Faster, jeg skulde skrive et Brev.«

»Til Kæresten formodentlig!«

»Ja, Faster, — til min Forlovede.«

»Naa, det er i sin Orden. Hils ham mange Gange!«

Frøken Valborg sad to Minutter efter oppe i det lille Gæstekammer. Hun
havde trukket sit Bord med Skrivemappe og Tilbehør hen til Vinduet.
Langsomt aabnede hun Mappen, valgte sig et zirligt Ark Papir, dyppede
Pennen og skrev med sin omhyggeligste Skønskrift:

                                          »Vikkebjærg, d. 15. Juli.

      Kære Rudolf!«

Saa standsede hun, lod Pennen synke og saa ud i Haven. Det var dog
grueligt svært at skrive Brev saadan en varm, straalende Sommerdag, i
det hele taget et møjsommeligt Arbejde at skrive Breve i Ferien, det
mindede om Pligt og Baand, som man paa den Tid af Aaret er tilbøjelig
til helt at glemme. Hvad i Alverden skulde hun skrive om? Egenlig var
der vel meget, den smukke Egn, Onkel og Tantes Venlighed og Gæstfrihed,
de fornøjelige Køreture og Sejlture paa Fjorden og ikke mindst
Spasereturene, naar Hr. Lundsten og hun tidlig om Morgenen, forsynede
med Fødevarer for en hel Dag, travede ud paa maa og faa uden at vide,
_hvor_ de vilde hen, og først vendte hjem sent om Aftenen, trætte men i
glimrende Humør. Ja, der var nok at skrive om, men alt dette, saa
behageligt det end var, gad hun ikke fortælle Rudolf; han var for det
første ingen Ven af Naturbeskrivelser, endnu mindre af Fodture, og saa
kendte han knap hendes Familie her og slet ikke Hr. Herredsfuldmægtig
Johan Lundsten. Hun havde selv truffet ham første Gang i denne
Sommerferie, skønt hun fra Barn af havde gæstet Vikkebjærg hvert Aar paa
denne Tid. Lundsten var en Søstersøn af Pastor Mogensen, han var ikke
helt ung, kunde vel være i Nærheden af de Fyrre.

Valborg havde troet, at hun skulde være eneste Gæst i den stille
Præstegaard, hun brød sig ikke meget om at være imellem mange Mennesker
paa Landet og blev halv gnaven, da Onkel Harald otte Dage efter hendes
Ankomst meldte sin Søstersøns Besøg.

»Han er paa Rundrejse«, hørte Valborg sin Onkel sige til sin Kone en
Aften, de gik op og ned i Nøddegangen, medens hun selv sad inde i
Lysthuset, »han bliver her vist kun en otte Dages Tid, maaske ikke en
Gang _saa_ længe. Vort stille Liv kan jo umulig i Længden være noget for
ham. Vi maa imidlertid køre ud med ham og søge at adsprede ham efter
bedste Evne. Det er godt, at Valborg er her, det er da altid Ungdom,
skønt hun er noget stille af sig. Og Ungdom maa han have, han bliver jo
altid sig selv lig«. Valborg hørte sin Onkel le sagte som i Erindringen
om noget meget morsomt.

»Ja, — det vil sige: unge Damer, Harald! Godt, at Valborg er en forlovet
Pige og saa sat og sindig, ellers vilde jeg sandt at sige ikke være
videre glad over Hr. Lundstens Besøg. Jeg kan ikke forstaa, at Du altid
undskylder ham, er det fordi han er Din Nevø? Han er langt fra af den
Slags Mænd, jeg holder af. Han har da heller ikke noget godt Ord paa
sig. Kan Du huske —«.

Mere hørte Valborg ikke, da de spaserende fjærnede sig fra Lysthuset,
men saa meget skønnede hun, at den ventede Herre var en saadan, som hun
hidindtil kun havde kendt fra Romanerne, en let Sommerfuglenatur, som
holdt af Kvinder. Det kunde i Grunden være ganske morsomt at se saadan
en, og, som Faster Helene havde sagt, der var jo ingen Fare for hende
selv.

Saa var han da kommen Dagen efter. Han var ikke smuk, Valborg blev ved
første Øjekast skuffet, hun havde forestillet sig en daarende skøn Don
Juanskikkelse, og Hr. Lundsten lod til at være en meget almindelig
Herre. Hans rødlig blonde Haar havde allerede saa smaat begyndt at
graane og dannede en temmelig tynd Krans paa Issen, hans Træk var
hverken sjælden fine eller ædle, Læberne tynde, Øjnene af ubestemmelig
Farve, — blaa eller graa mente Valborg — Figuren af Middelhøjde,
Bevægelserne og Gangen den fuldendte Verdensmands.

De blev forestillede for hinanden, og Valborg viste ham om i Haven. De
kom snart i en ret livlig Passiar og snakkede løs om Vejr og Vind, alt
og ingen Ting, da hun med et i Talens Løb kom til at se lige op i hans
Ansigt og møde hans Blik.

Fra det Øjeblik af syntes hun ikke længer, han var almindelig. Hans Øjne
vare da de mærkeligste, hun havde set. De vare hverken store eller
glansfulde i sig selv, men alt som han saa paa hende, bleve de ligesom
mørkere og mørkere, større og større, og der tændtes en underlig
smilende Glød i dem. Aldrig havde hun set noget lignende! Da hun endelig
tog Blikket til sig, følte hun sig hed, forlegen og urolig, og dog
længtes hun efter en Lejlighed til atter at se op paa ham.

Han var meget livlig og underholdende, fik ordnet Køre- og Sejlture og
fik Valborg til at interessere sig for Botanik, hvori han selv var en
Mester. De besluttede at foretage et Par Fodture i Omegnen for at finde
Planter, og han tilbød velvilligt at hjælpe hende tilrette med Ordningen
af en Blomstersamling, som hun pludselig fik stor Lyst til at skaffe
sig.

Ja, han var virkelig rar, og hun morede sig udmærket den Sommerferie,
havde aldrig moret sig bedre.

Han vilde have rejst efter otte Dages Forløb, men havde uden altfor stor
Vanskelighed ladet sig overtale til at blive længer, og nu havde han
været der i elleve Dage.

For Øjeblikket var han nede i Landsbyen at hente Posten. Derfor vilde
hun benytte hans Fraværelse til at skrive til sin Forlovede.

Men _hvad_ skulde hun skrive?

Der var i Virkeligheden saa meget, og dog var det, ligesom der til ham
slet intet var at meddele, — men noget maatte der jo males op, og _nu_
maatte det gøres. I Eftermiddag skulde Lundsten og hun en lang Tur til
»Fuglebakken«, et smukt Udsigtspunkt en halv Mils Vej fra Vikkebjærg,
saa blev der ingen Tid til at skrive.

Altsaa:

      »Kære Rudolf!

   Tak for Dit Brev! Det glæder mig at høre, at Dine Forretninger
   gaar saa godt. Hvad mig angaar, har jeg det udmærket og morer mig
   godt. Vi er ofte ude, her er saa dejligt alle Vegne. I Dag er det
   en stegende Hede. Hvordan mon det er inde i Byen? Jeg tænker, der
   er knap til at være! Du gaar vel tit paa Tivoli o. s. v. og nyder
   den Tid, Du endnu har tilbage af Dit Ungkarleliv, Stakkel? Hils
   Moder og mine Søskende, hvis Du ser dem. Hils ogsaa alle gode
   Venner! Ja, undskyld, men i denne Varme vilde det virkelig være
   ubarmhjærtigt af Dig at forlange mere af mig, altsaa kun en
   venlig Hilsen.

                                             Din hengivne Valborg.«

Valborg trak Vejret synlig lettet, mens hun lagde Brevet i Konvolut og
skrev udenpaa:

      »Hr.
      Grosserer Rudolf Harten,
      Amagertorv,
      København.«

»Saa, nu er det besørget!«

Hun rejste sig hurtigt og begyndte nynnende at gøre Toilet til
Middagsbordet. Hun tog en let, hvid Musselinskjole paa, den klædte hende
rigtig godt. Det var dog storartet, hvor hun var kommen til at se frisk
og — ja virkelig _godt_ ud — her paa Landet! Og som hun morede sig! Og
endda havde hun, inden hun rejste, været fuldt og fast overtydet om at
komme til at kede sig rædsomt og savne sine Brosten, Tivoli, Dyrehaven,
Sommertheatrene o. s. v. i en følelig Grad, thi nu efter sin Forlovelse
havde hun jo begyndt at komme saa meget ud og nyde Hovedstadens
Fornøjelser, som hun før kun havde kendt gennem Venindernes Skildringer.

Hun satte sit Haar om og følte et Øjeblik Lyst til at lade den lange
blankbrune Fletning hænge ned ad Ryggen, for at Hr. Lundsten kunde se,
hvor pænt et Haar hun havde, men hun betænkte sig dog, det lignede jo
ikke noget, at en forlovet Pige gav sig til at spille Ingénue, hun var
ogsaa nu for gammel dertil, hele 24 Aar.

Men underligt var det nu, hun havde aldrig vidst af, at hun var
forfængelig, før herude paa Landet i denne Ferie, hendes Moder havde tit
nok skændt, fordi hun var altfor ligegyldig for sit Ydre. Ikke en Gang
den Aften, hun ventede Grosserer Harten, efter at hun havde svaret ja
paa hans Frierbrev, havde hun gidet pynte sig.

Men nu var det noget helt andet, hun havde gjort de tusinde Opdagelser
med Hensyn til sig selv.

Hun havde før haft sit Haar strøget glat op fra Tindingerne, men nu
havde hun faaet Øjnene op for, at det var uskønt og nonneagtigt og havde
klippet sig Pandekrøller, der gjorde en meget heldig Virkning. Dernæst
var hun kommen paa det rene med sig selv om, at lyse Farver klædte hende
bedst, og at hendes Holdning og Gang var rædsom og trængte til at
forbedres ved stadig Opmærksomhed og Umage.

Nu saa hun sig prøvende i Spejlet og satte, stadig nynnende, en stor
mørkerød Nellike i sit Haar. Men lige med et blev hun staaende alvorlig
og eftertænksom med Blikket fæstet paa sin Ring.

Hun var opvokset i et meget tarveligt Hjem, men havde haft Friplads i en
af Byens bedste Skoler, hvor hun havde gaaet sammen med velhavende Folks
Børn. Hun havde ofte gæstet sine bedrestillede Kammerater og ønsket, at
ogsaa hun en Gang kunde faa det rigt, hyggeligt og sorgfrit. Men det var
der ingen Udsigt til. Hjemme skulde der stadig spares og knibes, kun
brugte Skolebøger maatte hun købe, hendes Kjoler skulde være af det
allerbilligste Stof, Fornøjelser var noget, der ikke kunde skaffes Raad
til. Hun havde haft en usigelig kedelig Barndom og Ungdom. I sin Fritid
maatte hun som den ældste hjælpe sin Moder med alt muligt Arbejde (de
holdt ingen Pige), og læse Lektier med tre Brødre paa samme Tid, som hun
lærte sine egne.

Efter endt Skolegang fik hun Undervisning i Musik af en gammel,
musikalsk Onkel, der spillede gratis med hende, hun blev meget flink, og
som syttenaarig Pige begyndte hun allerede at give Timer selv.

I Førstningen var det noget nyt og oplivende at kunne ernære sig selv, i
det mindste hvad Ophold og Klæder angik, men Valborg var intet
Arbejdsmenneske, og hun endte med at finde sin Stilling som
Spillelærerinde højst ydmygende og kedsommelig. Hun længtes brændende
imod en lys, let Tilværelse, men hun gjorde sin Pligt, skønt uden Spor
af Livsglæde og Munterhed, og svigtede aldrig. Kun spurgte hun ofte sig
selv, naar hun efter endt Dagsgærning dødtræt satte sig ned, hvorfor
nogle skulde have nok af alt og kunde gjøre sig Livet behageligt paa
alle Omraader, medens andre maatte anstrænge sig og slide for hver Bid,
de puttede i Munden.

Flere af hendes Skoleveninder kendte hende endnu og vekslede Hilsen med
hende, naar de i deres elegante Dragter langsomt strøg hende forbi paa
Routen, medens hun selv næsten løb for at komme tidsnok til en Time til
35 Øre. Da hændtes det tit, at hun mismodig anstillede Sammenligninger
mellem deres moderne, kostbare Hatte og sin egen farvede, oppyntede, som
mindst var tre Aar gammel.

Hendes ærgærrige Drømme gik alle i Retning af, hvad hun kaldte »en fri,
lykkelig, sorgfri Tilværelse«, hun lovede sig selv, at skulde hun
nogensinde gifte sig, da skulde det blive med en velstaaende Mand, thi
ved sit eget Arbejde kunde hun dog aldrig drive det til noget videre,
hun var nemlig ikke et Talent, kun en ganske almindelig, jævn musikalsk
Begavelse.

Men selv om hun drømte om Ægteskab, saa skænkede hun dog aldrig
Kærligheden en Tanke. »Fornuftgiftermaalet« var i den Grad bleven hendes
Ideal, at hun rent oversaa, i det mindste for sit Vedkommende, at der
findes en stor Livsmagt, der hedder Kærlighed. Hun havde aldrig været
forelsket.

Valborg var ikke iblandt de unge Piger, der gør almindelig Lykke. Hun
havde, skønt hun langtfra var grim, ikke, hvad man har vedtaget at
kalde: Herretække.

Flere af Veninderne havde erklæret, at Valborg saamænd aldrig blev gift.
Hun passede ogsaa glimrende, sagde de, til at være Lærerinde hele sit
Liv.

Hun lod dem snakke, men haabede i sit stille Sind, at det skulde blive
Usandhed.

Men vist var det nu, hun trak ikke uimodstaaeligt Herrernes Øjne til
sig, hun skulde opdages tilfældigt, men det blev hun ogsaa af Grosserer
Harten.

Hun traf sammen med ham i et Hus, hvor hun gav Undervisning. Han blev
paa sin rolige, forretningsmæssige Maade forelsket, det vil sige, han
fandt, at hun var en Pokkers sød og fornuftig Pige, saa fri for alt Pjat
og Koketteri, og efter i et Aarstid vejende og prøvende at have set paa
hende i Afstand og ikke ladet sig mærke med noget, rykkede han frem og
sendte hende et nysseligt og korrekt Frierbrev.

Hun tog Sagen omtrent lige saa koldblodig, skønt det kom uventet, kun
kom hun i Bevægelse ved Bevidstheden om, at nu lod hendes Drøm til at
skulle gaa i Opfyldelse, thi Grossereren var om end ikke hovedrig saa
dog velhavende, og dertil var han opmærksom og hensynsfuld og saa godt
ud, en stor, fastbygget, stadselig Skikkelse, lidt over 30 Aar med et
Par venlige Øjne og en dyb, blød Stemme.

»Jeg siger Ja, Moder«, erklærede hun.

»Du holder altsaa af ham, mit søde, kære Barn!«

Fru Wohn var i stærk Rørelse over denne uventede Udsigt til Forbedring i
deres Kaar.

Valborg betænkte sig.

Hendes Moder havde, siden hun blev Enke, været udelukkende optaget af
det staaende Spørgsmaal, hvorledes hun skulde faa de knapt tilmaalte
Penge til at »slaa til« og brudt sig lidt eller intet om Børnenes indre
Liv.

Skulde Valborg nu fortælle denne Moder, som hun aldrig havde haft
Fortrolighed til og som hun, hvad Hjærte- og Følelsesliv angik, var
halvt fremmed for, at hun i det hele taget ikke troede paa »Kærlighed«,
men ansaa Tillid, Højagtelse og Venskab for det største, der kunde gives
og modtages her paa Jorden?

Nej, det vilde Moderen ikke forstaa, det vilde kun give Stødet til lange
Forklaringer, Misforstaaelser — Kedsommeligheder!

Altsaa svarede hun med et roligt Smil:

»Ja, Moder, jeg holder af ham!«

Og saa kom Grossereren. Han var glad over at have vundet Valborg, han
saa hende allerede som sin Hustru, det vilde være noget andet end den
triste Ungkarlebolig. Og Valborg var saa fin og ung, saa hyggelig og
elskværdig, hun vilde være i Stand til at gøre ethvert Hus til et
tiltalende Hjem.

Heldigvis var Grossereren ikke af de Elskere, der hænger over deres
udkaarne ved enhver Lejlighed med Kys og Kæleord, det vilde Valborg have
fundet afskyeligt. Han kyssede hende, naar han kom og gik, paa en
lidenskabsløs og forretningsmæssig Vis, der havde noget rart og
fornøjeligt ved sig.

Hun syntes udmærket godt om at komme meget ud og være fri for alle sine
Undervisningstimer. Hun var henrykt over hans Foræringer. Jo, hun var
som skabt til at have gode Dage.

Og hun vilde ikke have været en ung Pige, om hun ikke ogsaa en Gang
imellem havde ladet sin Tanke med en vis Skadefryd dvæle ved den
Omstændighed, at nu fik Fanny og Petra _dog_ ikke Ret, hun skulde ikke
gaa hele sit Liv som Spillelærerinde, nu var hendes Nummer kommet ud. Og
samme Fanny og Petra vare endnu ikke forlovede, skønt de langtfra vare
Fjender af det stærke Køn.

Harten var glad ved sin unge Fæstemø, overalt, hvor han indførte hende,
syntes Folk om hende, den almindelige Dom lød paa, at hun var en
tækkelig, evnerig og alvorlig ung Dame og passede udmærket for ham.

Der var gensidig Tilfredshed.

Brylluppet skulde staa om Efteraaret, som de vare blevne forlovede om
Foraaret.

I Sommerferien skulde Valborg som sædvanlig være hos sin Onkel paa
Østkysten af Jylland. Og her var hun nu. —

Valborg stod længe i Tanker, — alt havde været saa godt og saa rart, hun
havde set Fremtiden i Møde med saa megen Tryghed og stille Tilfredshed.
Harten og hun havde saa tidt talt om, hvorledes deres Hjem skulde
indrettes, og hun havde glædet sig meget til det Øjeblik, hun skulde
træde ind i det første Gang.

Og nu, — nu var det ligesom hun ikke var _rigtig_ glad mere, hun var
just ikke ked af noget, men heller ikke tilfreds; dog — bestemt paavise
noget, der havde gjort hende utilfreds, kunde hun ikke.

Hun havde for første Gang, siden Hr. Lundsten var kommen, skænket sin
Fremtid en Tanke, og denne Tanke gjorde hende ikke, som den plejede,
fornøjet, — det forekom hende paa en Gang, at der i hendes hyggelige,
lille Fremtidsmaleri manglede noget!

Naa, men det var vel kun en flygtig Stemning! Og hun troede endda, at
hun var kommen ud over »Stemninger«, de hørte jo den pur unge Alder til.
Og hun var 24 Aar.

Det var, naar alt kom til alt, nok ikke andet end Varmen. Puh, saa
lummert det var. Der var vist Torden i Luften, og det gjorde hende altid
saa nervøs og underlig. Det var Varmen. Det slog hun fast.

»Frøken Wohn, — vi skal spise!« kaldte en kraftig, klar Mandsstemme nede
ved Foden af Loftstrappen.

Hun for helt sammen, kastede et hurtigt, skrænt Blik i Spejlet, rettede
nervøst paa Nelliken, — og raabte saa: »Nu kommer jeg, — nu kommer jeg!«
idet hun løb ned ad Trappen.

»Fik Du saa skrevet til Din Kæreste, lille Valborg?« spurgte Onkel
Harald, medens de sad omkring Middagsbordet.

»Ja, Onkel!«

Hun vidste ikke selv hvorfor, men Ordet »Kæreste« havde faaet en
underlig, irriterende Klang for hende, det lød saa følsomt, det
forudsatte med saadan en flot Sikkerhed, at han var hende »kær«.

Nej, hun foretrak rigtig nok at sige »Forlovede«, det Udtryk holdt sig
da ved Jorden og indeholdt ikke sværere Forudsætninger, end at man kunde
svare til dem.

Tænk om nogen virkelig indbildte sig, at Harten og hun gik omkring og
spillede Klister og Malle! Uh!

Hun var kommen i Vane med altid at svare paa Spørgsmaal vedrørende
hendes »Kæreste« med et stærkt understreget, rettende: »Jo, min
Forlovede —«.

En Gang havde hun efter et saadant Svar mødt Lundstens Blik. Han havde
let saa smaat, øjensynlig morede han sig kosteligt over et eller andet.
—

»Tror De nu, De kan gaa saa langt?« spurgte han, inden de rejste sig fra
Bordet. »Vejen gaar Bakke op og Bakke ned, og vil vi have gode
Eksemplarer af Planter, maa vi bryde ind gennem Krat og Brombærranker, —
forskrækker det Dem slet ikke?«

»Ikke Spor,« forsikrede hun med straalende Øjne, »det bliver netop
dejligt!«

Aa, thi hun glædede sig jo saadan til den Tur, aldrig havde hun troet,
man kunde glæde sig saadan til noget. —

»Hvis Valborg ikke var forlovet og saadan en fornuftig Pige, som hun er,
vilde jeg ikke tillade, at de to gik saadan evig og altid sammen«, sagde
Præstefruen til sin Mand, da de kort efter saa de to »Botanikere« vandre
ud af Porten.

»Aa, Snak, Du gør Lundsten Uret!«

»Ja, min eneste Trøst er, at hvis han ikke opførte sig passende overfor
hende, vilde hun selv gøre en Ende paa deres Ture!«

»Naturligvis opfører han sig passende. Valborg er jo desuden garderet.
Lad dem dog more sig, lille Helene!«

Og de to morede sig.

Han syntes virkelig godt om hende, og saadan ganske varsomt at bane sig
et lille Stykke Vej ind paa forbudne Stier havde altid haft en særegen
Tillokkelse for ham. Han vidste jo, at han altid havde haft Talent til i
rette Øjeblik at gøre Tilbagetog. Han saa med sin gennem mange Aars
Øvelse skærpede Sans for den Slags Ting, at Valborg var stærkt paa Veje
til at synes om ham, men han gjorde sig ingen Samvittighed deraf. Herre
Gud, det var jo Sommerferie, og i den Tid har man Lov at slaa sig løs,
at flagre lidt, bagefter, ja, saa kom Pligterne, Alvoret, Ansvaret!

Valborg nød Øjeblikket i fulde Drag uden at gøre sig klart Rede for,
hvad hun følte. Hun vidste kun, hun var jublende lykkelig, og at hun
kunde have gaaet her ved hans Side i en Evighed, og talt med ham og med
korte Mellemrum set op paa ham, vis paa at møde dette underlige, men saa
smukke, smilende Blik. Nej, aldrig havde en Mand set saadan paa hende!

De gik langs med Fjorden. Blank og stille laa den i Eftermiddagssolen,
et enkelt hvidt eller rødt Sejl viste sig fra Tid til anden, og et Par
Maager kredsede langt ude med deres lange, hvide Vinger. Til den anden
Side laa høje, skovgroede Skrænter. Her var saa smukt overalt, hvorhen
man saa. Valborg fik Lyst til at give sig til af fuldt Bryst at istemme
saadan noget som: »_Dejlig_ er Jorden!«

Hun syntes, hun trængte til at give sin overstrømmende Livsglæde Luft
paa en eller anden Maade, enten ved at synge, — eller danse hen ad
Vejen, — eller — græde! For her var saa smukt, — saa smukt, — hun havde
aldrig troet, man kunde blive saa greben af Naturens Skønhed. Det var
første Gang, hun ret følte, at hun var ung og ejede en Rigdom af frodige
Livskræfter.

»Vil De ikke tage min Arm, saa gaar vi bedre i Trit?«

Hun trængte ikke til Støtte, men dog tog hun imod den fremrakte Arm med
et lykkeligt Smil og rødmende Kinder.

De mødte en Vogn fuld af unge Herrer og Damer, et Selskab fra den
nærliggende Herregaard.

Valborg kendte et Par af dem og hilste.

»Hvor den unge Dames Dragt var smagløs!« sagde Lundsten, da de gik
videre, »hendes, der sad yderst i den blaa Kjole med de røde Spidser, et
komplet Clownkostume, der manglede kun Bjælderne! Jeg forstaar ikke,
hvor en ung Pige kan faa sig til at tage noget saa uklædeligt paa, selv
om Moden kræver det _ti_ Gange!«

Nej, til Sommerdragt for en ung Dame passede intet bedre end saadan et
let, tyndt Stof som dette, — og han lod sin Haand blødt, næsten
kærtegnende, glide hen over Valborgs Arm, — især naar man havde saa
fyldig og hvid en Arm som denne! Han vidste egentlig ikke hvorfor, men
han sværmede nu en Gang for den Slags gennemsigtige Tøjer.

Valborgs Arm rystede i hans. Hun fandt ikke noget at sige, ønskede kun,
at han vilde sige mere endnu, — det var saa morsomt, saa dejligt, at han
syntes, hun klædte sig med Smag!

De talte, som de altid gjorde, om alt muligt. Det var ikke dybe og
interessante Emner, de drøftede. Lundsten lod kun til at være i sit
Element i en let, almindelig Samtale. Valborg havde lagt Mærke til, at
han altid behændig vidste at sno sig bort, naar Onkelen vilde have ham
ind paa alvorligere Ting.

Men ligemeget! Aldrig havde hun dog været lykkeligere ved en Samtale!

Fra Tid til anden bukkede han sig ned og plukkede en Blomst, som han
rakte hende, og opfordrede hende i en spøgende, docerende Tone til at
undersøge den og bestemme dens Klasse og Familie.

Hun fik sig paa denne Maade en hel Urtekost.

»Lagde De Mærke til, da vi mødte den Vogn før, at de alle saa saadan paa
os? De tænkte vist, vi var et Par Forlovede, da vi gik Arm i Arm!«

Hun blev rød, og Gang paa Gang gentog hun for sig selv: »Og hvis de nu
havde haft Ret, — hvis han og jeg var forlovede, — han og jeg? — —«

Saa naaede de omsider Fuglebakken og begyndte at stige op. Valborgs
klare Kjole fik den ene Rift efter den anden, men hvad gjorde det?
Lundsten, der gik i Forvejen, rakte hende paa de mest ufremkommelige
Steder en Haand, ja somme Tider to. Han havde valgt denne Vej i Stedet
for den banede Sti, fordi han paastod, her var flest vilde Blomster.

»Nu kun et Skridt til, — og vi er ved Maalet!«

Han selv var naaet til Toppen og stod nu og rakte begge Hænder ned til
hende; medens hun stod lavere og saa op i hans Ansigt, blev hun grebet
uimodstaaelig stærkt af en Tanke:

»Hvis det var _ham_, jeg til Efteraaret skulde have Bryllup med!«

Og denne Tanke voldte hende den hæftigste Hjærtebanken. Hvis det var
ham!

Med Lynfart gik det igennem hende, at der var noget, — noget ved
Lundsten, det kunde ikke beskrives, ikke forklares, men ingen Mand ejede
dette noget uden han.

Hun lagde sine Hænder i hans og stod snart ved hans Side.

»Se Dem nu godt om, Frøken Wohn, er her ikke smukt?«

Men hendes Tanker vilde ikke mere lystre Kommando, den dejlige Udsigt
blev kun som en Ramme om det ny, daarende, skønne Drømmebillede, hendes
Indbildning dannede sig.

Hun var hans Hustru, — han havde sagt, at han holdt af hende, — han
havde kysset hende, — og under brusende Orgelspil havde de vandret ned
gennem Kirken, — Arm i Arm, — og nu stod de i deres eget Hjem, — aa, det
gjorde ligemeget, om det var rigt eller fattigt, — og han bøjede sig ned
til hende, — og hans Øjne vare saa tæt ved hendes, de brændte hende lige
ind i Sjælen, varmede, udvidede, lyste op, — og han sagde saa blødt og
inderligt: »Valborg, min egen Hustru!«

Nej, hvad var det dog for Tanker, hun maatte vist være syg, — hun, den
rolige, beregnende Valborg, der havde lukket alle erotiske Længseler
ude, og som til Efteraaret skulde indgaa det mest prosaiske af alle
prosaiske Ægteskaber? Hvad var der dog i Vejen med hende?

Langsomt tog hun Blikket bort fra Udsigten og vendte sig om til ham,
ligesom for at søge Svaret.

Men kun et Øjeblik saa hun ind i hans Øjne, saa var det bleven hende
klart, at hun elskede ham.

Hendes første Følelse var jublende Lykke ved at give hele sit Hjærte og
hele sin Sjæl til en anden, — det var som noget bølgende, varmt og mildt
tog hende med sig og hyllede hende ind, hvor var det dejligt at være ung
og føle sit Hjærte svulme af ny, stærke Følelser, — men i næste Nu stod
Virkeligheden, den før saa trygge, venlige Virkelighed, mørk og isnende
for hende.

»Jeg har givet mit Ord, — om kort Tid giver jeg mig helt og
uigenkaldeligt, — og nu har jeg forelsket mig i en anden, en, der for
fjorten Dage siden var mig fremmed, en, om hvem jeg kun ved, at han har
dejlige, lokkende Øjne og sværmer som en Sommerfugl mellem Blomster, fra
Kvinde til Kvinde. Hvorledes er dog dette kommen over mig?«

Hun anede, at Kærligheden, denne store Naturmagt, om hvis Tilværelse hun
havde tvivlet, med et var slaaet ned i hendes Liv og nu ubønhørligt
krævede sit.

»De er helt betaget, tror jeg!« sagde Lundsten muntert. »Se, De har tabt
alle Deres Blomster!« Han rakte hende dem. »Der kan De se, jeg havde
Ret, da jeg lovpriste Fuglebakken for Dem! — Skal vi saa sætte os her
paa Bænken og gøre os det lidt mageligt og spise Tante Helenes dejlige
Stikkelsbærkager?«

Valborg nikkede, kastede Hovedet tilbage, som vilde hun kaste alle
Bekymringer og Spørgsmaal fra sig. Hvorfor ikke nyde Øjeblikket, give
sig hen i Stemningen og den ny Lykke? Bagefter kunde der saa komme, hvad
der vilde! Det var jo Ferie, Lænkerne og Forpligtelserne ventede hjemme
i Byen, men for Øjeblikket var hun fri, — det gjaldt da kun om at holde
paa denne dejlige Sommerdrøm, Minderne om den skulde hun jo nu tære paa
i hele den lange, rolige Eftersommer, som vilde komme. Hun elskede
Lundsten, han maatte gærne ane det, han maatte gærne sige, hvad han
vilde til hende, hun vilde tage det altsammen med aabent, taknemmeligt
Hjærte, saa længe hun havde Lov.

»Ja, jeg er helt betaget af al den Skønhed,« sagde hun livligt, »jeg har
aldrig været saa lykkelig over at leve, som nu. Der bliver noget at
drømme om, naar man til Vinter sidder i sin Kakkelovnskrog.«

»Og drikker The sammen med sin Grosserer! — De vil tage Dem ypperlig ud
som Frue, Frøken Valborg — jeg kan se Dem for mig. Det er netop
Fornuftpartierne, der giver de allerhyggeligste Ægteskaber!«

»Hvor ved De dog ...?«

»Man har da Øjne og — Øren! Men jeg er saamænd ikke den, der laster Dem
derfor; et Fornuftgiftermaal er virkeligt — fornuftigt. Jeg har maaske
selv i Sinde at indlade mig i et lignende. Min Familie snakker saa meget
for mig om at gifte mig, at jeg nu har besluttet at tage det under
Overvejelse. Hun er ogsaa en sød, lille Pige, — nej, for Resten Pokker
ikke lille, — en rank, »granvoksen« Mø, slank, blond, — Caroline hedder
hun, — naa, jeg er ikke mere indtaget i hende end i saa mange andre, —
men hun siges at være det i mig, — eller tror at være det, — men som
sagt, det er endnu ins blaue hinein.«

Valborg lyttede ubevægelig.

Ja, hun vidste det saa godt, hun var for ham kun, hvad vel Snese af unge
Piger havde været og vilde blive, hun var den eneste unge Dame i
Præstegaarden, og hvad han havde sagt til hende, havde han sagt til alle
de andre, — og set paa dem paa samme Maade! Men ligemeget, — nu, nu i
Øjeblikket gjaldt Blikket og Ordene og de lette, ligesom tilfældige
Berøringer hende og hende alene.

»Spis, kære lille Frøken, — Kagerne er udmærkede! Og her har Deres
mageløse Faster saamænd stukket en Flaske Stikkelsbærvin ned, — og et
Glas uden Fod, — det er nok, hvad man kalder et Skovglas, — ikke sandt?
Jeg synes, De med et er bleven saa stille! — En lille, bitte Kage? — Aa,
hvor De dog har en nydelig Haand! Saadanne buttede smaa Fingre.« Han tog
hendes Haand, klappede den blødt og sagte og skød den blanke Guldring op
og ned paa Fingeren. »Ja, rigtig en nydelig formet lille Haand, — med
Smilehuller!«

»Jeg skal virkelig bede Faster Helene om Opskriften paa de Kager«, sagde
Valborg; hun indsaa, at den blide Stilhed rundtom og hans to varme,
smilende Øjne paa sig i Længden kunde blive for meget af det gode. »Jeg
maa jo nemlig vænne mig til Huslighed nu!«

»Ja, ganske vist! Hør, fortæl mig en Gang, hvordan Deres Hjem skal
indrettes! Det interesserer mig altid at høre saadanne unge vordende
Fruer udbrede sig over deres solbeskinnede Fremtid!«

Han havde altsaa før siddet saadan og underholdt sig med »vordende«
Fruer. Havde han ogsaa taget deres Hænder, leget med Forlovelsesringene,
sagt, han syntes om deres Dragt?

Hun begyndte med nervøs Livlighed at fortælle om, hvor de skulde have
Lejlighed, at hun altid havde ønsket sig et Landsted paa Strandvejen, —
hvorledes Dagligstuen skulde se ud, — den skulde blive saa hyggelig, —
mange Blomster, Bøger og Billeder, — et tykt Tæppe, — nogle rigtig
magelige Gyngestole, — et lille Mignonfortepiano.

»Bliver der ikke yndigt?«

»Jo, — jeg vil glæde mig til at komme der og besøge Dem, som De indbød
mig til forleden Dag, — saa vil vi sidde i Mørkningstiden, — ikke sandt?
— og tale om Sommeren, — der svandt — —.«

Han havde lagt Armen om hendes Liv, — og hun ønskede bare at lukke
Øjnene og knuge sig op til ham og sige, at hun havde ham saa kær, at han
havde lært hende, hvad hun aldrig før havde drømt om, at han ikke skulde
bryde sig om den glatte Guldring eller den fjærne Grosserer, men kysse
hende og holde af hende en kort Stund, om det saa kun var en Dag, — saa
kunde han jo rejse til Faaborg, — hvorhen han vilde, — og gifte sig med
den smukke, høje, blonde — aa, men blot holde af hende en kort, kort
Stund. Hun lukkede virkelig Øjnene, og forundret saa han et Udtryk af
stille, men lidenskabelig Nyden om hendes Læber.

Han følte, at hun droges ind imod ham, hun som de andre! Godt, at hun
giftede sig! Hendes Liv vilde ikke forspildes, — hun var jo en fornuftig
Pige.

»Valborg!« sagde han mildt.

Hun aabnede Øjnene og saa hans Læber tæt ved sin Kind.

»Ikke sandt? De og jeg vil ikke glemme denne Dag, — vi vil tale om den,
naar vi igen ses — i Deres Hjem.«

Hun rettede sig langsomt i Sædet og førte Haanden op til Panden, som om
hun vaagnede af en forvirret Drøm.

»Nej, — nej, De skal ikke besøge mig, naar jeg ... _nej, det er bedst,
De ikke kommer!_«

Det var det nok ogsaa, indsaa han. Og de sad længe stille uden at veksle
et Ord. — —.

De valgte den banede Sti hjemad, ganske langsomt gik de ned ad Bakken.
Hans Arm blev ved at ligge om hendes Liv.

De talte ikke meget paa Hjemvejen.

                   *       *       *       *       *

Da de endelig nærmede sig Landsbyen og allerede saa Kirkespiret lyse i
Aftensolen, gjorde han Forsøg paa at faa den tunge Stemning brudt.

»Husker De nu Navnene paa Deres Blomster der?«

»Jeg tror det, — men de er næsten visne.«

»De skal bare lægge dem i et Fad Vand, saa er de friske til i Morgen og
kan da presses, — naa, min flinke Elev, — hvad hedder saa denne?«

»Tusindgylden, — og hører til Ensianfamilien, ikke?«

Det lykkedes dem virkelig at faa en Samtale om Botanik i Gang, saa de
ikke saa altfor højtidelige ud, da de naaede Præstegaarden.

Valborg sagde, at hun var lidt træt og vilde gaa til Ro straks. —

Længe stod hun ved Vinduet i sit Værelse og saa ud uden at se noget, hun
gennemgik i Stilhed, hvad hun havde fortalt Lundsten om sit fremtidige
Hjem. Nu var der kommet en Forestilling til, som ikke lod sig afvise:
»Hvis nu jeg havde elsket den Mand, jeg skulde dele et saadant Hjem med,
— hvis det havde været _ham_!«

Hun følte sig glødende varm over hele Legemet ved denne Tanke, Pulsene
slog, og hun gled hen i en ubeskrivelig mattende men lyksalig Tilstand,
idet hun hengav sig til denne Følelse.

Men kun faa Minutter, — saa lukkede hun Vinduet, — Sommeraftenens
Duftstrømme var nok ved at stige hende til Hovedet.

»Jeg maatte helst rejse i Morgen«, tænkte hun, »eller gid _han_ vilde! —
og alligevel, — saa længe som mulig, — saa længe som mulig vil jeg være
i Nærheden af ham. Saa ses vi jo ikke oftere. Et nyt Liv ligger rede til
at optage mig, — jeg vil overvinde dette, — det er Feriefornøjelse, —
intet andet! Jeg er jo ung, — maa som alle andre have min Kærlighedsrus,
— men min vil blive kort, — min _skal_ blive kort.«

Og hun trykkede Hænderne fast mod Brystet, bed Tænderne sammen, — hun
_vilde_ ikke være ulykkelig — aldrig!

Mens hun klædte sig af, bankede det paa Døren, det var Stuepigen Ane,
som spurgte, om der var noget, Frøkenen ønskede.

Det var et snaksomt lille Pigebarn, som ikke var let at blive af med. Da
hun havde bragt Valborg et Glas koldt Vand, blev hun staaende og
underholdt hende velvilligt med alt, hvad der var passeret i Landsbyen
og hvilke fremmede, der var paa Herregaarden.

»Og Frøkenen har vel moret sig, saa det kan blive til noget?« spurgte
hun, da hendes Nyhedsforraad var sluppet op.

»Ja, det var en rigtig rar Tur.«

»Ja, den Hr. Lundsten! Han er en farlig en til at sige pæne Ting, ikke?
Sidst han var her, rendte han ogsaa efter mig, — men i Aar har han bare
Øjne for Frøkenen. En Gang kom han bag paa mig dernede i Jordbærrene,
som jeg laa og plukkede, — og han kyssede mig saamænd paa begge Kinder.
Naa, men en anden Gang havde jeg skam min Nød med ham. Det var en Aften,
jeg lyste ham op paa hans Værelse, — saa tager han min Sandten og lukker
Døren i Laas! — Jeg maatte gøre mig ordenlig vred!«

Valborg sad bleg foran Spejlet og løste sit Haar, hun blev ikke
forbavset over Anes Historier, — hun vidste jo meget godt, at han syntes
om alle unge Kvinder i Almindelighed, og kun nu for Tiden om hende i
Særdeleshed, — hun vidste det saa godt, — han lagde jo intet Skjul
derpaa — og som det nu var, kunde det jo ogsaa være det samme, — akkurat
det samme.

»Jeg er noget søvnig, Ane!« sagde hun. »De maa hellere fortælle mig mere
en anden Gang.«

»Naa, God Nat da, Frøken, og drøm om Kæresten!«

Om den, der var hende kærest? —

Næste Dag ved Frokostbordet kom der et Brev til Valborg.

Det var fra Harten.

»Tænk, Rudolf kommer herover og henter mig, Faster, — vi kan vente ham i
Eftermiddag!«

Hun saa paa Lundsten med et tungt, spørgende Blik.

»Skulde det vidunderligste være muligt, — skulde Du holde af mig, blot
halv saa meget som jeg af Dig, saa sig det og tag mig med Dig, — tag
selv den Ring af, som Du legede med, jeg vil, hvis Du vil!«

Men hun vidste jo i Forvejen Svaret.

»Det er kedeligt nok, jeg vilde gærne have hilst paa Frøken Wohns
lykkelige udkaarne, — men jeg maa og skal rejse i Dag med Ettoget, — jeg
husker ikke, om jeg i Gaar sagde Dig, Onkel Harald, at jeg er indbudt
til Sølvbryllup i Aarhus, — og det er allerede i Morgen.«

Almindelig Beklagelse. Kun Valborg tav og saa ned paa sin Tallerken. De
malede Blomster og Fugle dansede for hendes Blik.

Da man rejste sig fra Bordet, tyede hun ud i Haven, langt hen i dens
mørkeste Gange. Her gik hun op og ned og søgte at berede sig paa at tage
Afsked med sin korte Drøm om Lykke. At skulle sige Farvel til sin Ungdom
og Livsglæde, netop, som man havde følt den første Gang!

Han kom ned.

»Nu slaar Afskedens Time, Frøken Valborg,« sagde han muntert, idet han
lod, som han ikke lagde Mærke til hendes blege, bedrøvede Udseende.

Ja, nu slog Afskedens Time.

»Farvel, min Due!«

Først nu forstod Valborg dette Ofelias Klageskrig.

Glæden har Vinger, det er mod dens Natur at dvæle længe paa et Sted, —
og hun havde mindst af alle Magt til at holde den fast.

Altsaa et Farvel for altid!

Han tog hendes Arm og lagde den i sin ligesom i Gaar.

»Jeg ønsker Dem oprigtig alt godt i Fremtiden«, sagde han, »glem ikke,
at Blomsterne skal sættes fast med fine Strimler Frimærkepapir i Deres
Samling.«

Han ønskede frem for alt at give Situationen et Anstrøg af Lethed og
Munterhed, — han havde lidt ondt af hendes store, smukke, taarefyldte
Øjne.

Jo, hun skulde nok huske, hvad han havde sagt hende.

Han tog en stor, mørk, fløjelsagtig Stedmoderblomst, som hun havde sat i
sit Bælte om Morgenen.

»Til Erindring!« sagde han venligt, »den ligner Dem, Valborg!«

Og han gemte den i sin Tegnebog.

Gennem Aarenes Løb havde han erhvervet sig en Øvelse i ved slige
Lejligheder at røve eller modtage Blomster. Den samme Tegnebog indeholdt
en hel Samling, hvori hver enkelt Blomst gemte Mindet om smukke,
tindrende eller sørgmodigt bebrejdende Kvindeøjne.

Valborg følte midt i sin Smerte en uendelig Bitterhed.

»Og hvad Nummer mon min Blomst saa faar i Samlingen? — Formodentlig
1001«, tænkte hun.

»Naa, skal jeg naa Toget Kl. 1, maa jeg nok af Sted, — lev saa vel, — og
Tak for disse Dage!«

Hun vilde tale, men kæmpede forgæves med Graaden, — hun kunde ikke faa
et Ord frem.

Han bukkede sig ned, strøg hendes vide Blondeærme op og kyssede hende
paa Armen, den smukke, runde, hvide Arm, han havde beundret i Gaar. Et
langt, ømt Kys!

Saa et sidste Blik, et Haandtryk, og han gik.

Men han vendte tilbage, kom atter hen til hende og hviskede i en
beroligende, kælende Tone, som til et Barn:

»Saa, — saa! De er jo en fornuftig lille Pige, — er De ikke?«

Og saa var det Alvor. Han var borte.

I første Øjeblik syntes Valborg, at hun maatte synke helt sammen, at hun
aldrig kunde blive sig selv mere, — at nu var alt intet, bedøvet af
Smerte satte hun sig ned i Græsset og gav den længe tilbageholdte Graad
frit Løb.

Men kun faa Minutter. Saa rejste hun sig, tørrede Øjnene, glattede sit
Haar og sin Dragt. Hele hendes Udtryk blev som forvandlet, saa optagen
var hun af sit ny Forsæt.

Han, den fremmede, som han trods alt var, skulde ikke rejse bort og tage
denne Afsked som det sidste Indtryk af hende med sig. Det var for meget
for hendes Stolthed, _for_ ydmygende!

Han havde sagt, at hun jo var en fornuftig Pige. Ja, det vilde hun være.
Og hun løb op paa Højen i Hjørnet af Haven, hvorfra man kunde se ud over
den Vej, han maatte gaa ad til Stationen.

Her blev hun staaende og ventede paa ham.

Et Blik i Lommespejlet havde overbevist hende om, at hun saa fuldkommen
rolig og behersket ud. Han skulde ikke rejse i den Tro, at han efterlod
et knust Hjærte. —

Der kom han forbi med Præsten, som vilde følge sin Nevø paa Vej.

»Hr. Lundsten!« raabte en klar, munter Stemme, og forbavset saa han
Valborg, som han havde forladt fortvivlet, med den mest uskrømtede
Kærlighedssorg udtrykt i Blik og Stemme, nu rolig, smilende og venlig,
som om intet var hændet.

Sollyset faldt stærkt paa hendes Skikkelse.

Hun tog sig godt ud.

Han blev nødsaget til i Steden for Billedet af den sørgende unge Pige i
Nøddegangen, hende, hvis Taarer han var Skyld i, at tage med sig Mindet
om en frisk, livfuld Kvinde, der med en flatterende Solstraale spillende
paa sit brune Haar og sine hvide Hænder, hvor Guldringen lynede, stod og
smilede og viftede til ham. Hun saa ikke ud til nylig at have levet sit
tungeste Øjeblik.

Halvt beroliget over altsaa ikke at have noget at bebrejde sig, halv
gnaven i sin saarede Forfængelighed, følte han, at hun vilde være i
Stand til at glemme næsten lige saa let som han, og at hun allerede nu
vilde vise ham, at hun vilde betragte det hele som Feriesværmeri.

»Din Niece er en — usædvanlig, — en udmærket ung Pige!« kunde han ikke
afholde sig fra at sige til Præsten med et Udtryk midt imellem Beundring
og Misfornøjelse.

Og Valborg blev ved at vifte med sit Lommetørklæde, nikke og smile,
ligesom hun havde gjort for tolv Dage siden, da Lundsten gjorde sin
Indtrædelse i Præstegaarden.

Det var, som alt det mellemliggende aldrig havde været.

Men da hun ikke længer kunde se de to Herrer, satte hun sig ned paa
Bænken og gennemgik saa rolig og sindig som mulig det, der var foregaaet
mellem Lundsten og hende.

Hvad havde det været?

Nu hun ikke længer havde hans farlige Øjne paa sig, kunde hun tænke
klarere derover.

Det var intet fra hans Side, kun Kurmageri, Leg, Sommeradspredelse, —
fra hendes Side saa meget, at hun følte, hun nu ogsaa havde lagt sin
Skærv paa Kærlighedens Alter, det hun aldrig havde troet muligt.

Nu vidste ogsaa hun, hvorledes det er at være forelsket.

Og nu var det forbi.

Han brød sig ikke om hende, — og Tiden, den dygtigste af alle Læger,
vilde vel ligesaa godt have Raad for hendes lille Sygdom som for saa
utallige andres.

Det sværeste var egentlig kun at tænke sig Fremtiden saa nøgtern og tom
paa Kærlighed, nu hun havde faaet et Glimt af, hvad denne Følelse vil
sige.

Men det gik nok, — det vilde altsammen rette sig, — bare give Tid, —
bare resignere.

Hun havde siddet der og grundet et Par Timers Tid, uden at hun vidste af
det. Nu saa hun paa sit Uhr.

»Men Rudolf maa jo snart være her!«

Hun vilde ind og klæde sig om, — hun maatte se pæn ud, det satte han
megen Pris paa.

»Kun ikke den hvide, klare«, tænkte hun et Øjeblik. Den vilde hun gemme
og aldrig, aldrig bære mere. Men saa forkastede hun denne romantiske
Plan, hvorved hun jo kun vilde opnaa, at der for stedse vilde knytte sig
Minder til denne Dragt. Nej, det vilde være at kæle for sin Sorg, bedre,
meget bedre var det netop at gaa med den og slide den samtidig med
Erindringen, saa vilde de maaske begge tabe deres Glans paa en Gang.

Da hun gik ind i Alléen, hvor hun nylig havde sagt Farvel til Lundsten,
hørte hun Stemmer, Faster Helenes og en Herrestemme. Var det ikke
Rudolfs?

Hun standsede og lyttede.

»Der kommer hun, Hr. Harten«, sagde Faster Helene, »se Valborg, hvad jeg
har her til Dig!«

Og paa det samme Sted, hvor hun havde taget Afsked med sin Kærlighed,
gik Valborg nu sin tilkommende Mand i Møde med sin sædvanlige sikre,
milde Ro.

Hun havde drømt, luftigt, skønt, uden Fornuft og Beregning, — her stod
hun Ansigt til Ansigt med Virkeligheden, — den solide.




                       Afskriverens bemærkninger


Afskriverens rettelser:

   [p. 15]:
   ... skevne Sider i det allermindste, de begyndte ...
   ... skrevne Sider i det allermindste, de begyndte ...

   [p. 31]:
   ... Edith, hel forelsket i sig. Og dog tænkte hun ...
   ... Edith, helt forelsket i sig. Og dog tænkte hun ...

   [p. 37]:
   ... at vide, hvad hun sagde; ...
   ... at vide, hvad hun sagde: ...

   [p. 104]:
   ... mildt tog hende med sig og hyllede hende ind-hvor ...
   ... mildt tog hende med sig og hyllede hende ind, hvor ...






*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK VILDSOMME VEJE ***


    

Updated editions will replace the previous one—the old editions will
be renamed.

Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright
law means that no one owns a United States copyright in these works,
so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the United
States without permission and without paying copyright
royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part
of this license, apply to copying and distributing Project
Gutenberg™ electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG™
concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark,
and may not be used if you charge for an eBook, except by following
the terms of the trademark license, including paying royalties for use
of the Project Gutenberg trademark. If you do not charge anything for
copies of this eBook, complying with the trademark license is very
easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation
of derivative works, reports, performances and research. Project
Gutenberg eBooks may be modified and printed and given away—you may
do practically ANYTHING in the United States with eBooks not protected
by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the trademark
license, especially commercial redistribution.


START: FULL LICENSE

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE

PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg™ mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase “Project
Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full
Project Gutenberg™ License available with this file or online at
www.gutenberg.org/license.

Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg™
electronic works

1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg™
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or
destroy all copies of Project Gutenberg™ electronic works in your
possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a
Project Gutenberg™ electronic work and you do not agree to be bound
by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the person
or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg™ electronic works
even without complying with the full terms of this agreement. See
paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg™ electronic works if you follow the terms of this
agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg™
electronic works. See paragraph 1.E below.

1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the
Foundation” or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection
of Project Gutenberg™ electronic works. Nearly all the individual
works in the collection are in the public domain in the United
States. If an individual work is unprotected by copyright law in the
United States and you are located in the United States, we do not
claim a right to prevent you from copying, distributing, performing,
displaying or creating derivative works based on the work as long as
all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope
that you will support the Project Gutenberg™ mission of promoting
free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg™
works in compliance with the terms of this agreement for keeping the
Project Gutenberg™ name associated with the work. You can easily
comply with the terms of this agreement by keeping this work in the
same format with its attached full Project Gutenberg™ License when
you share it without charge with others.

1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work. Copyright laws in most countries are
in a constant state of change. If you are outside the United States,
check the laws of your country in addition to the terms of this
agreement before downloading, copying, displaying, performing,
distributing or creating derivative works based on this work or any
other Project Gutenberg™ work. The Foundation makes no
representations concerning the copyright status of any work in any
country other than the United States.

1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1. The following sentence, with active links to, or other
immediate access to, the full Project Gutenberg™ License must appear
prominently whenever any copy of a Project Gutenberg™ work (any work
on which the phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the
phrase “Project Gutenberg” is associated) is accessed, displayed,
performed, viewed, copied or distributed:

    This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and most
    other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
    whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
    of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
    at www.gutenberg.org. If you
    are not located in the United States, you will have to check the laws
    of the country where you are located before using this eBook.
  
1.E.2. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is
derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not
contain a notice indicating that it is posted with permission of the
copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in
the United States without paying any fees or charges. If you are
redistributing or providing access to a work with the phrase “Project
Gutenberg” associated with or appearing on the work, you must comply
either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or
obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg™
trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.3. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any
additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms
will be linked to the Project Gutenberg™ License for all works
posted with the permission of the copyright holder found at the
beginning of this work.

1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg™
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg™.

1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg™ License.

1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including
any word processing or hypertext form. However, if you provide access
to or distribute copies of a Project Gutenberg™ work in a format
other than “Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official
version posted on the official Project Gutenberg™ website
(www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense
to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means
of obtaining a copy upon request, of the work in its original “Plain
Vanilla ASCII” or other form. Any alternate format must include the
full Project Gutenberg™ License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg™ works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg™ electronic works
provided that:

    • You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
        the use of Project Gutenberg™ works calculated using the method
        you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed
        to the owner of the Project Gutenberg™ trademark, but he has
        agreed to donate royalties under this paragraph to the Project
        Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid
        within 60 days following each date on which you prepare (or are
        legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty
        payments should be clearly marked as such and sent to the Project
        Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in
        Section 4, “Information about donations to the Project Gutenberg
        Literary Archive Foundation.”
    
    • You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
        you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
        does not agree to the terms of the full Project Gutenberg™
        License. You must require such a user to return or destroy all
        copies of the works possessed in a physical medium and discontinue
        all use of and all access to other copies of Project Gutenberg™
        works.
    
    • You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of
        any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
        electronic work is discovered and reported to you within 90 days of
        receipt of the work.
    
    • You comply with all other terms of this agreement for free
        distribution of Project Gutenberg™ works.
    

1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project
Gutenberg™ electronic work or group of works on different terms than
are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing
from the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the manager of
the Project Gutenberg™ trademark. Contact the Foundation as set
forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
works not protected by U.S. copyright law in creating the Project
Gutenberg™ collection. Despite these efforts, Project Gutenberg™
electronic works, and the medium on which they may be stored, may
contain “Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate
or corrupt data, transcription errors, a copyright or other
intellectual property infringement, a defective or damaged disk or
other medium, a computer virus, or computer codes that damage or
cannot be read by your equipment.

1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the “Right
of Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg™ trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg™ electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from. If you
received the work on a physical medium, you must return the medium
with your written explanation. The person or entity that provided you
with the defective work may elect to provide a replacement copy in
lieu of a refund. If you received the work electronically, the person
or entity providing it to you may choose to give you a second
opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If
the second copy is also defective, you may demand a refund in writing
without further opportunities to fix the problem.

1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you ‘AS-IS’, WITH NO
OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT
LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of
damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement
violates the law of the state applicable to this agreement, the
agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or
limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or
unenforceability of any provision of this agreement shall not void the
remaining provisions.

1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg™ electronic works in
accordance with this agreement, and any volunteers associated with the
production, promotion and distribution of Project Gutenberg™
electronic works, harmless from all liability, costs and expenses,
including legal fees, that arise directly or indirectly from any of
the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this
or any Project Gutenberg™ work, (b) alteration, modification, or
additions or deletions to any Project Gutenberg™ work, and (c) any
Defect you cause.

Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg™

Project Gutenberg™ is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of
computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It
exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations
from people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg™’s
goals and ensuring that the Project Gutenberg™ collection will
remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg™ and future
generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see
Sections 3 and 4 and the Foundation information page at www.gutenberg.org.

Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non-profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification
number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by
U.S. federal laws and your state’s laws.

The Foundation’s business office is located at 809 North 1500 West,
Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email contact links and up
to date contact information can be found at the Foundation’s website
and official page at www.gutenberg.org/contact

Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg™ depends upon and cannot survive without widespread
public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine-readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment. Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements. We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance. To SEND
DONATIONS or determine the status of compliance for any particular state
visit www.gutenberg.org/donate.

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg web pages for current donation
methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations. To
donate, please visit: www.gutenberg.org/donate.

Section 5. General Information About Project Gutenberg™ electronic works

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project
Gutenberg™ concept of a library of electronic works that could be
freely shared with anyone. For forty years, he produced and
distributed Project Gutenberg™ eBooks with only a loose network of
volunteer support.

Project Gutenberg™ eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in
the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not
necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper
edition.

Most people start at our website which has the main PG search
facility: www.gutenberg.org.

This website includes information about Project Gutenberg™,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.