The Project Gutenberg EBook of Et Ægteskabs Historie, by Vilhelm Østergaard
This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org
Title: Et Ægteskabs Historie
En Virkelighedsskildring
Author: Vilhelm Østergaard
Release Date: October 5, 2013 [EBook #43899]
Language: Danish
*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ET ÆGTESKABS HISTORIE ***
Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)
Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet
i denne e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt
bevaret. Kursiv tekst i originalen er gengivet med +plus+,
mens s p a t i e r e t tekst er gengivet med _understreg_.
ET ÆGTESKABS HISTORIE.
EN VIRKELIGHEDSSKILDRING
AF
VILHELM ØSTERGAARD.
KJØBENHAVN.
FORLAGT AF J. H. SCHUBOTHES BOGHANDEL.
Trykt hos Nielsen & Lydiche.
1883.
+Den nyere Literatur fortæller forholdsvis meget om
Hustruen som den forurettede Part i Ægteskabet. Men naar
man uhildet iagttager det virkelige Liv, kommer man vistnok
til det Resultat, at der blandt de mislykkede Ægteskaber
gives lige saa mange, i hvilke det er Manden, der har lidt
det største Skibbrud. --+
I.
Fyrværkeriet blev brændt af. --
Stort, brillant Fyrværkeri stod der paa Plakaten. Den hvislende
Lyd af Raketter og Sværmere blandede sig med Tonerne af en fejende
Gallop inde fra Koncertsalen. Saa kom der en Bombe med Guldregn, og
man hørte det glade Publikums langtrukne Aa-aah! En Mængde Raketter
fór susende til Vejrs, alle paa én Gang, og endelig fulgte de tre
obligate Kanonskud, som meldte, at Fyrværkeriet var forbi.
Folk løb i et Slags smaat Trav ned til Koncertsalen, nogle for at
finde Plads derinde, andre for at fortsætte den afbrudte Vandring
udenfor. Oven over de blændende Illuminationslamper, de løvtætte
Lindetrær og den leende, snakkende, mylrende, søndagsklædte
Sværm hvælvede sig en klar, stjærnebesaaet Himmel, saa rolig og
majestætisk, som om den tilfulde havde Fornemmelsen af, hvor højt den
var hævet over denne Mylr af fornøjede Menneskebørn, der i Øjeblikket
aabenbart kun tænkte paa at nyde Aftenens flygtige Glæder lige til
det sidste Minut, naar Klokkeringningen for sidste Gang kaldte ud. --
Lidt afsides fra Strømmen af den stadig frem og tilbage vandrende
Menneskemængde og i Læ af Skrænten, der førte op til det højere
liggende Terræn, havde nogle unge Mennesker fundet en hyggelig Krog,
hvor de havde slaaet sig til Ro omkring et Bord, hvis rigelige
Forsyning med Glas og Flasker røbede, at der ikke havde været Mangel
paa saadanne Bacchi Gaver, der besidde den værdifulde Egenskab at
kunne friske Sindet op samtidig med, at de fugte Ganen.
Der afholdtes et lille Symposion i Anledning af et fornøjeligt
Gjensyn, og det rundelige Offer til Bacchus var derfor ikke paa
urette Sted og kunde ikke heller forarge nogen Mo'ers Sjæl --
Totalafholdenhedsapostlene undtagne.
Man snakkede, lo, slog saa pludselig over i et alvorligt Æmne for
strax efter at vejre det hen med en lystig Skæmt.
Kort sagt, man var ung, glad over sig selv, glad over den dejlige
Verden og vel ikke mindst glad over den smukke Aften, paa hvilken man
havde sat hinanden Stævne for at fejre Gjensynet med en hjemkommen
Ven.
Det var ham, der sad længst oppe i Hjørnet. Han havde lagt sin
bredskyggede Straahat ved Siden af sig paa Bænken, saa Vinden
uhindret kunde tage et Tag i hans Haar og bringe lidt Køling til
Panden, der i Øjeblikket saa en Smule varm og blussende ud. Hans
Ansigt var, hvad man med en noget vag Betegnelse kunde kalde kjønt;
det havde et aabent, venligt Udtryk, egnet til at vække Tillid og
Sympathi; men Trækkene var lidt for bløde og røbede ikke nogen videre
udpræget Karakter.
Han sad i en skødesløs, tilbagelænet Stilling, med det ene Ben kastet
over det andet, aabenbart følende sig ganske overordentlig vel til
Mode, ikke blot i Følelsen af Øjeblikkets Velvære, men meget mere ved
en glad Bevidsthed om, at der laa en hel Del forude at glæde sig til
og kun ringe Ballast bag ved, som der var nogen Grund til at tynges
af paa Rejsen ind i Fremtidens forjættede Land.
Han var Aftenens Helt. Samme Dag var han kommen hjem fra en
Studierejse i Tyskland og Norditalien. Han havde set sig godt om --
saa godt, som de knappe Rejsepenge tillod -- faaet en hel Del bestilt
og hjembragte en utrolig Mængde Skitser, hvoraf i det mindste nogle
sikkert skulde blive til Billeder, der vilde indbringe ham baade Ære
og Penge i fuldt Maal.
Han var maaske lidt Sangviniker -- den unge Mand -- men paa samme
Tid en ærlig, sandhedssøgende Natur, der ikke skyede Arbejde for at
naa sit Maal. Lidt Idealist var han maaske ogsaa; han saa gjærne
baade Livet, Menneskene og sin Kunst i det bedste Lys; han troede
ubetinget mere paa det gode end paa det onde, og fik det sidste en
Gang imellem Magt over ham -- thi, ærlig talt, han var ingen Helgen
-- saa fortrød han det oprigtig en lille Tid, lovede sig selv dyrt og
helligt, at han vilde og skulde blive fornuftigere -- og syndede saa
igjen, naar det unge Blod paany ledte ham i Fristelse.
Saaledes var han, hverken værre eller bedre.
Og tilmed -- at han var, som han var, kunde han endda nærmest takke
sig selv for. Han kunde lige saa godt være gaaet i Spaanerne, thi
der havde i Grunden aldrig været nogen til at tage Vare paa ham. Han
havde ikke danset paa Roser fra Barnsben af. Sin Opdragelse og den
Smule Kundskaber, han havde, havde han selv været Mand for at skaffe
sig. Forholdene i Hjemmet havde kun været maadelige.
Hans Moder havde været en svag, lidende Kvinde, et af de stakkels
Væsener, hvis Liv begynder og ender lige glædesløst, og som ikke har
Evne til at skabe Lykke hverken for sig selv eller andre.
Med Faderen havde det været endnu værre bevendt. Han var, hvad man
plejer at kalde et mislykket Geni; et forkludret Menneske, der paa
sin Vis havde Drengen kjær, men manglede enhver Forudsætning for at
kunne give ham noget, der kunde ligne Opdragelse. Gamle Bentsen havde
i mange Aar ernæret sig ved at male Skibsportræter, efter at han
omsider havde maattet opgive sine Forhaabninger om at blive Kunstner,
en Indbildning, som han havde levet paa saa længe, til han havde
forspildt baade sin egen og sin stakkels Kones Tilværelse.
Nu tog han sig i Mellemstunder et Glas for meget for at trøste
sig over de bristede Illusioner. Med Fortjenesten ved at male
Skibsportræter gik det kun smaat, og da hans Kone døde, tabte han den
sidste Rest af Energi. Det varede ikke længe, før Skolepengene for
Sønnen udeblev den ene Maaned efter den anden, og saa maatte Drengen
til sidst ud af Skolen.
Han var den Gang tolv Aar. Saa var det, at han begyndte at opdrage
sig selv. Der var en tidlig udviklet Ærgjerrighed hos ham, og det var
den, der holdt ham oppe. Han læste paa egen Haand, hvad han kunde faa
fat i, erhvervede sig paa den Maade en vis overfladisk og rigtignok
saare mangelfuld Dannelse, og for Resten hjalp han Faderen med at
male Skibsportræter.
Denne sidste Beskjæftigelse var det, som vakte Lysten hos ham til
at blive Kunstner. Han troede fuldt og fast paa, at han kunde naa,
hvad der var mislykkedes for hans Fader. Men paa Akademiet kunde han
foreløbig ikke komme; dertil var der hverken Tid eller Raad. Det var
paa dette Tidspunkt gaaet stærkt ned ad Bakke med gamle Bentsen; han
kunde knapt nok fortjene Føden til sig selv, langt mindre til dem
begge, og saa var der ikke andet for, end at Henning maatte paa
Porcelænsfabriken og male paa Kopper og Tallerkener i Stedet for paa
Lærred.
Der blev han i to Aar. I mer end én Henseende var det en stræng Tid
for ham. Han følte hos sig selv, at han kunde blive til noget, naar
han blot kunde komme til at udvikle sine Evner. Men ved at slide i
helt mekanisk Arbejde fra syv om Morgenen til syv om Aftenen for en
ussel Betaling, der til Nød kunde opholde Livet i ham og hans Fader
-- derved skulde han ikke bringe det synderlig vidt. Og imidlertid
gik de bedste Aar af hans Liv til Spilde, netop de Aar, da han
skulde lære noget. Tanken derom fødte tit Mismod og Bitterhed i hans
Sind, men det fik dog ikke rigtig Bugt med ham, fordi hans naturlige
livsfriske Gemyt holdt ham i den tilbørlige Ligevægt. Tværtimod
øgede det hans Modstandsevne. Bagved de bitre og modfaldne Øjeblikke
dæmrede der altid et Haab om, at han endnu kunde naa sine Ønskers
Maal og give den forhadte Fabrik Døden og Djævlen.
Saa kom endelig det første alvorlige Vendepunkt i hans Liv. Han havde
i al Hemmelighed malet et lille Genrebillede, der slet ikke saa' saa
ueffent ud trods dets aabenbare Mangler. Han havde længe spekuleret
paa, hvorledes han bedst skulde kunne indhente en sagkyndig Dom,
og omsider tog han den Beslutning at vise det til Inspektøren paa
Fabriken, der gik for at være en kunstforstandig Mand.
En Søndag Morgen indfandt han sig i Inspektørens private Bolig. Sit
Maleri havde han svøbt ind i et grønt Klæde og holdt det under Armen,
medens han med bankende Hjærte ventede paa at faa Manden i Tale. --
Inspektøren var en lille, vims Mand, der havde meget store Tanker om
sig selv, meget smaa om alle andre. Saa havde han ogsaa en halv Snes
Malerier, som han ansaa for en af de bedste Malerisamlinger i Verden.
»Naa -- hvad ønsker vi, lille Bentsen?« spurgte han med al den
Nedladenhed, der sømmede sig for en saa betydelig Mand.
Henning kom efter nogen Tøven frem med sit Maleri og sagde, at han
gjærne vilde høre Hr. Inspektørens Mening om det.
Inspektøren saa først paa Maleriet, saa paa Henning og endelig paa
Maleriet igjen. Dernæst bad han Henning tage Plads, og medens han
stadig holdt Maleriet i en Arms Længde ud fra sig, begyndte han en
meget lang Tale, hvis Begyndelse og Ende gik ud paa, at der ikke var
nogen større Ulykke for en ung Arbejder end at faa den fixe Ide, at
han var Kunstner. Det var den lige Vej til Fattighuset. Man skulde
blive ved det, man var, og være glad ved sin Lod i Verden. Henning
havde jo dog et tilstrækkelig afskrækkende Exempel i sin Fader. Var
denne bleven ved sin Profession, kunde han have været en velstaaende
Mand i Stedet for som nu at være et ulykkeligt Menneske.
Henning bad -- maaske lidt heftig -- Inspektøren om at sige ham, hvad
han syntes om Billedet. Det var ikke om sin Fader, han vilde høre
hans Mening.
Inspektøren saa meget forbavset ud ved denne Afbrydelse. Han
betragtede derpaa atter baade Henning og hans Maleri og sagde i en
Tone, der aabenbart ikke taalte flere Indvendinger:
»Naa, min unge Ven, De vil absolut høre min uforbeholdne Mening? Ja,
saa gjør det mig ondt at maatte sige Dem det, men Deres Arbejde er
absolut talentløst.«
Henning blev bleg; han kom næsten til at ryste, men mandede sig
op og vovede at spørge Inspektøren, hvormed han begrundede en saa
skarp Dom. Han tillod sig endogsaa at bede ham huske paa, at selv
om Billedet havde betydelige tekniske Mangler, kunde det have sin
naturlige Forklaring i, at han, Henning, kun havde faaet en meget
mangelfuld Undervisning i Tegning, og at han endnu ikke havde besøgt
Akademiets Skoler.
»Tror De, jeg har nogen Forstand paa Kunst?« spurgte Manden.
Derom turde Henning naturligvis ikke tvivle.
»Saa vil jeg sige Dem, min unge Ven, at _De_ bliver aldrig Kunstner.
Bliv De rolig ved Deres Arbejde paa Fabriken; det er det bedste Raad,
jeg kan give Dem.«
Og med den Besked gik Henning. Hans Kinder brændte af Skam og Harme
over den affejende Dom. Hvor ringe han og hans Arbejde end var, kunde
man dog have taget lidt bedre mod ham. Skulde han da for hele sit Liv
være fordømt til at gaa paa Fabriksarbejde og male de samme Roser og
Nelliker paa det samme Porcelæn Dag ud og Dag ind, indtil han ligesom
alle de andre var bleven en gammel Hest i Trædemøllen?
Han følte sig saa modløs som ingensinde før. Der kom noget ondt og
trodsigt op i ham. Hvad nyttede det at kæmpe mod sin Skæbne? Saa
vilde han hellere lade staa til, og til at begynde med vilde han gaa
ud og svire hver Skilling op af den Ugeløn, han havde hentet den
foregaaende Dag.
Men disse Tanker varede kun saa længe, til han var kommen fra
Inspektørens Bolig ned i Porten. Saa tænkte han paa, om han da
virkelig allerede, saa ung han var, skulde blive til et »mislykket
Geni« ligesom hans Fader. Han knyttede uvilkaarlig Hænderne. Nej, og
atter nej; han skulde dog vise dem, hvad han duede til. Det var ikke
hans Skyld, at man ingen Lærdom havde givet ham; at man ikke havde
prøvet paa at udvikle de Evner, der var hos ham; at man havde ladet
ham slæbe og slide i det, fra han var en halvvoxen Knøs, og sat en
Bom for ham og sagt: hertil kommer du og ikke videre. Nej, han skulde
vise dem noget andet. Han vilde trods alt det selv prøve paa at blive
til noget, og blev Arbejdet end strængere derved, saa blev Æren
ogsaa saa meget desto større, hvis Lykken stod ham bi.
Haabet, som atter vaktes hos ham, strøg paa én Gang alle mismodige
Tanker bort. Han besluttede -- hvad han nu indsaa, at han skulde
have gjort fra først af -- at henvende sig til en »rigtig« Kunstner
og høre hans Mening om Genrebilledet. Hvis ogsaa _han_ sagde, at
Arbejdet var talentløst, saa vilde han prøve paa at forsone sig med
sin Skæbne, men give tabt strax efter det første Nederlag -- det
vilde han ikke.
Denne Beslutning udførte han allerede den næste Dag og med mere Held.
Hans gode Stjærne førte ham til den rette Mand, og fra det Øjeblik af
kom der lyse og lykkelige Aar ovenpaa den første, strænge Ungdomstid.
I den mellemliggende Tid hændte der vel noget, som greb alvorlig ind
i hans Liv og beredte ham en bitter Skuffelse, men bag efter, da den
første Smerte var forbi, tjente det mere til at modne end til at
knække ham.
Han kom paa Akademiet et Par Aar, fik sit første Billede udstillet,
gjorde en lovende Debut og fik et Stipendium, som satte ham i Stand
til at gjøre den Studierejse, hvorfra han nu var kommen hjem med
allehaande glade Forhaabninger. -- --
* * * * *
Selskabet i det lille hyggelige Hjørne var blevet mer og mer
animeret. Man havde opfrisket en hel Mængde fornøjelige Minder; nød
i Erindringen adskillige af Fortidens kaade Streger og blev oplagt
til at begaa ny. Omsider blev der dog en af det Slags Pavser, der
indtræder selv i det lystigste Lag. En af Deltagerne i Symposiet
afbrød den med de Ord:
»Lad os høre nogle af dine vidunderlige Oplevelser og Æventyr, gamle
Dreng!«
»Aa, dem kan jeg fortælle jer en anden Gang«, svarede Henning. »Jeg
har for Resten ikke oplevet stort mere, end hvad der falder i de
fleste Turisters Lod. Jeg har været fornuftig og flittig, ser I, og
for Fremtiden kan I tage mig til Exempel paa en Alvorsmand fra Top
til Taa.«
»Pokker heller«, udbrød en af Kammeraterne; »dit selvbeskikkede Hverv
som Alvorsmand beholder du vist ikke ret længe. Vi kjender dig nok,
du Mellemting af en Sybarit og en Dydsdragon!«
»Ja, det er vist«, tilføjede en anden. »Henning er absolut en af de
mest sammensatte Naturer, jeg kjender. Den ene Dag er han en komplet
Sanct Antonius og den anden saa kaad som en Faun, -- hvad siger du,
Hans Frederik?«
Den tiltalte var en høj, bredskuldret ung Mand, med noget støt og
sluttet over Personen. Hans glatragede Ansigt med den ejendommelige,
rødladne Teint, der fremkommer ved daglig Brug af stærk Sminke, lod
en paa Forhaand gjætte, at han rimeligvis maatte være Skuespiller.
Med en ualmindelig kraftig, malmfuld Røst, der maatte lyde godt fra
Scenen, svarede han:
»Jeg siger med Profeten, eller hvem det nu var: »Aanden er vel
redebon, men Kjødet er skrøbeligt«. For Resten er der alligevel mere
Hold i Henning end i jer andre, og derfor skal I lade være at friste
ham.«
»Aa, der har vi Moralisten igjen! Ved du hvad, Hans Frederik, du
burde altid have holdt dig til at citere den hellige Skrift i Stedet
for de profane Poeter. Det var en Misforstaaelse, da du opgav
Theologien og gik til Theatret!«
»Ja, for oven i Kjøbet at blive en dydig Skuespiller!«
»En dydig Skuespiller er en Uting«, supplerede en anden. »Husker I
ikke, hvad Øhlenschlæger eller en anden stor Digter har sagt:
»Man selv maa Livsbedrifterne fornemme,
naar man vil tolke dem med Kunstens Stemme.««
»Saa, nu begynder, min Tro, Ørbæk ogsaa at lade det regne ned over
os med Citater. Hold din Mund, lille Ørbæk, og lad mig faa Ordet«
-- den sidst talende var en livsglad, ung Billedhugger. -- »Jeg vil
bevise jer, at et Menneske og fornemlig en Kunstner _maa_ skeje lidt
ud for at kunne udvikle sig og fuldkommengjøres -- og vi er jo enige
om, at det er Livets Øjemed. Thi den, som aldrig har syndet, mangler
Forudsætningen for en fuldkommen Erkjendelse af Dyden, ergo -- -- --«
»Ned med den Paradoxmager! Lad os bare blive fri for mere
Livsfilosofi. I Aften er vi komne sammen for at hylde Venskabet og
Glæden. Hør, Henning, du har vel ikke glemt den smaa -- -- Skal vi to
gjøre en lille Afstikker -- hvad? Klokken er ikke saa mange endnu.«
»Nej Tak«, svarede Henning leende. »I Aften maa du dyrke den Slags
Glæder uden mig; jeg gider ikke være med.«
»Nej, det er for galt. Du vil altsaa virkelig sparke til Glæden, som
Hostrups Kobbersmed siger, skjønt Glæden slet ikke har sparket til
dig! Og maa vi saa høre dine Grunde?«
»Ja, dem skal du faa -- Galgenfugl. Jeg er altfor glad til at more
mig paa den Vis -- det er Sagen.«
»Han er for glad til at more sig! Du hellige Enfoldighed; nu bliver
dine Paradoxer snart endnu mere himmelraabende end Ørbæks.«
»Jeg synes, det er saa ganske ligefrem«, svarede Henning, denne Gang
helt alvorlig. »Naa -- vi er rigtignok paa et saa fremrykket Stadium
af Lystigheden, at det vel næppe hjælper stort, om jeg prøver paa
at forklare dig det, men jeg skal dog gjøre det alligevel. -- Ser
du, jeg ved ikke, hvorledes det gaar jer andre, men med mig er det
saadan, at naar jeg føler mig glad, saadan rigtig hjærteglad, saa
kommer mit bedre Jeg frem, om jeg saa maa sige, og saa er jeg ikke
oplagt til at begaa Daarskaber, som -- lad os være enige om det --
dog er os temmelig uværdige«.
»Det var en drøj Mundfuld ovenpaa en saa godt begyndt Aften! Det er,
som vor store Mester, Hans Frederik, en Gang for alle har sagt: Du
est en problematisk Natur, gode Henning. Jeg spaar dig, at det ikke
varer længe, før du ender som velbestaltet Filister og Ægtemand. Og
saa skyr du naturligvis dine gamle Kammerater, fordi de er nogle løse
Fugle.«
Og den unge Mand drog et dybt Suk, som om han følte den inderligste
Medlidenhed baade med sin egen Letsindighed og sin Vens
Standhaftighed. Men et Øjeblik efter tilføjede han:
»Og du gaar altsaa ikke med -- -- --?«
»Nej, Erik, det gjør jeg ganske vist ikke. Men derfor skal du ikke
kalde mig en Heldøre. Jeg mener blot, at det er paa Tiden, at vi
bliver fornuftige.«
Henning rejste sig og tømte sit Glas.
»Og nu skal I allesammen ha'e Tak for i Aften; jeg har været rigtig
glad ved at træffe jer igjen og opfriske gamle lystige Minder. Følg
nu mit Exempel og lad os ende Aftenen lige saa honnet, som vi har
begyndt den.«
»For Pokker, du kan da gjærne følge med ned til Rydberg. Vi har jo
Tiden for os.«
»Nej, ikke i Aften, du,« lød Hennings Svar. »I ved jo, at jeg skal
paa Farten igjen allerede i Morgen. Jeg vil over til Fanø og male et
Studie færdigt, som jeg lod blive derovre, da jeg rejste ifjor. Jeg
tager afsted med Morgentoget.«
»Aa -- du er en rigtig Stivstikker. Nu var vi komne i saadan en god
Stemning, og saa spolerer du det for os til Slut med alle dine dydige
og moralske Forsætter.«
»Nej, vist ikke, det er ikke Hennings Skyld«, mente en anden. »Det
var Hans Frederik og Ørbæk, der begyndte at prædike.«
»Ja, lad os saa bare komme afsted!«
De vandrede leende og smaaskændende ud af Haven og skiltes udenfor
Porten. Henning vedblev at være døv for sin Kammerats Overtalelser,
og tilsidst delte Flokken sig i to Hold, hvoraf det ene drog ind
ad Byen til, medens det andet, som kun bestod af Henning og Hans
Frederik, fulgtes ad til den førstes Bopæl.
II.
Han boede et godt Stykke udenfor Byen, i en af de fjærneste Afkroge
af det saakaldte Villakvarter. Derude kunde han have Atelier og et
Par Værelser til sig og sin Fader for det halve af, hvad det vilde
koste inde i Byen. Og han var endnu ikke kommen saa vidt, at han ikke
behøvede at tage Hensyn til en Mer- eller Mindreudgift til Huslejen.
Desuden satte han Pris paa at bo luftigt og frit, uden at have
en Række Huse lige overfor, der spærrede for Sol og Lys. Saa var
der ogsaa den Fordel, at han havde helt landlige Omgivelser: de
tilstødende Villaer med deres pyntelige Haver. I Forsommeren
trivedes Guldregn og Syrener saa frodig herude; der var Grøfter og
Græs med Fandens Mælkebøtter og en Rigdom af gule »Smørblomster«
langs Vejkanten, og han foretrak dem fremfor ophedede Brosten med
Sporvejsskinner og Vogntummel. --
Det var en klar, stille Sommernat, som modtagelige Gemytter særlig
vide at sætte Pris paa. Luften var saa frisk og kølig, at det blev
en Nydelse at indaande den i stærke, fulde Drag.
Medens de fulgtes ad, fortalte Henning, hvorledes han havde tilbragt
det sidste Aar i Udlandet. Han troede nok, han havde lært en Del, og
hvad han især følte sig glad over, var den Ro, han syntes, der var
kommen over ham.
»Det forekommer mig«, sagde han, »at Fremtiden ligger klarere for mig
end nogensinde før. Og ved du hvad, Hans Frederik, jeg har aldrig
været saa oplagt til at tage fat. Det er ingen Skade til, at man i
sin Ungdom har havt en Del at kæmpe mod. Nu tror jeg, at Medgang vil
gjøre mig godt, men havde jeg alle mine Dage været Lykkens Kjælebarn,
var jeg maaske næppe naaet saa vidt som nu.«
»Ilden hærder Staalet; Striden Kæmpernes Kræfter«, deklamerede Hans
Frederik i en dybsindig Tone. »Jeg tror nok, at du er en af den
Slags Naturer, der ejer et vist Fond af Modstandsevne, og for hvem
Hindringer vel endogsaa kan være en Spore, men i Længden maa du vist
have Medbør, hvis det bedste i dig skal komme til sin Ret. Du er mig
lidt for blød; der er næppe Jærn nok i dig til at kunne holde ud fra
først til sidst, hvis du var saa uheldig for Alvor at komme paa en
fejl Hylde.«
»Du mener, at jeg i Grunden er en vag og let Natur?« spurgte Henning
med et halvt Smil.
»Aa ja -- tildels. Det vil sige, du har en god Vilje, men jeg vil
dog haabe, at Skæbnen aldrig vil tilføje dig et alvorligt Nederlag,
thi saa kunde det maaske falde dig ind at give tabt.«
Henning gik nogle Minuter tavs og huggede med sin Stok løs paa
Græsstraaene ved Vejkanten. Hans Ansigt havde faaet et alvorligt og
tankefuldt Udtryk, som i Grunden klædte ham bedre end det sorgløse
Præg, der i Reglen plejede at være over det.
»Jeg har tit tænkt noget lignende«, sagde han endelig. »Jeg bilder
mig ind, at jeg kjender mig selv til Bunds. Jeg ved, at jeg kan være
overgiven kaad og lystig; at jeg kan gjøre Ting, som jeg bagefter
ærgrer mig over, og saa til andre Tider være saa fornuftig og
besindig -- ja, hvis du vil tillade mig det Udtryk, vil jeg kalde
det saa aandelig og moralsk klar over mig selv -- at jeg tror for
bestandig at have taget Afsked med alle Daarskaber. Og jeg ved
ogsaa, at der ofte kun skal meget lidt til for at trykke mig ned
og endnu mindre til at gjøre mig saa glad og frejdig til Mode, som
om Fru Fortunas Gaver var blevne tilsagte mig for evig Tid. -- Det
er, hvad I endnu i Aften kaldte min sammensatte Natur. Men trods
den og trods alle mine svage og vage Anlæg, saa tror jeg dog paa,
at jeg vilde have aandelig Elasticitet nok til at bære, selv hvad
du kalder et alvorligt Nederlag. -- Du ved, hvad der hændte mig for
to Aar siden, netop den Gang jeg troede, at Fremtiden laa god og
lys foran mig. Det var dog en Skuffelse, saa bitter, at den vel
kunde have forkludret og ødelagt mig, hvis jeg ikke havde havt mere
Modstandsevne, end du synes at ville indrømme mig.«
»Aa, det er ikke altid den Slags Sorger, der ødelægger en Mands Liv.
Hvis jeg ikke var bange for at fornærme dig, kunde jeg sige, at det
maaske netop var dit lette Sind, der hjalp dig ud over det. I alt
Fald har det dog ikke grebet forstyrrende ind i dit Liv -- hvor meget
de Pokkers Fruentimmer end ellers er skabte til at ødelægge os.«
»Nej, det har det vel ikke. Men vil du tro, Hans Frederik, at jeg
alligevel holdt saaledes af hende, som en Mand vist kun elsker en
eneste Gang i sit Liv, hvor gammel han end bliver. Der var ikke en
Gnist af sandselig Attraa i den Følelse, jeg nærede for hende. Jeg
blev bedre i hendes Nærhed, jeg havde saa fuldt og helt Fornemmelsen
af, at dersom hun vilde det, kunde der blive noget virkeligt af
mig. Naar vi havde været sammen, og jeg gik bort med hele min Sjæl
opfyldt af hende, da var det, ligesom det atter og atter jublede inde
i mig: Hvor inderlig -- inderlig kjær du dog er mig! Jeg kunde have
raabt det ud til de kolde, døde Stenhuse, til de bladløse Trær, jeg
gik forbi. Men alligevel gjemte og vogtede jeg denne Følelse som en
kostelig Skat, hvoraf jeg kunde hente Kræfter til at naa et hvilket
som helst Maal. Jeg rugede over den som en Gjerrig, thi Haabet om at
vinde hende stod altid saa lyst og stort for mig, at jeg næsten var
bange for at betragte det som noget, der laa nært nok til at gribe
efter. Og saa -- tilsidst -- var det for silde.«
»Ja vist -- det er undertiden en underlig forkert Verden, vi lever
i«, bemærkede den anden filosofisk.
»Men du har dog Ret, Hans Frederik, naar du siger, at det ikke greb
ødelæggende ind i mit Liv, hvor ondt det end gjorde. Ser du -- for
det første havde jeg intet, slet intet at bebrejde hende; hun havde
aldrig vakt Forhaabninger hos mig for bagefter at behandle mig som
et Stykke Legetøj. Alt det bitre og oprivende, som tager Tag i en,
naar man tror sig sveget og miskjendt, var der slet intet af. Derfor
tjente min Sorg snarere til at øge mine Kræfter. Kunde jeg ikke
vinde hendes Kjærlighed, skulde jeg i det mindste bevare hendes gode
Mening om mig. Jeg vilde overbevise hende om, at jeg fortjente hendes
Venskab. -- Ja, det levede jeg paa, da det gjorde mest ondt, og det
hjalp mig ud over den værste Tid. Maaske blandede der sig ogsaa en
Smule Forfængelighed deri. Jeg fandt en Slags Trøst ved at tænke paa,
om jeg vel nogensinde skulde kunne tvinge hende til at beundre mig --
som Kunstner. Naa, om saa bag efter mit lette Sind gjorde Resten; det
skal jeg ikke sige. Jeg ved blot det« -- Henning lagde sin Haand paa
Vennens Arm og saa paa ham med et varmt Blik -- »hver Gang jeg faar
de gamle Minder frem, saa vaagner denne Følelse saa frisk og levende
som nogensinde før.«
Der blev en lille Pavse. Saa spurgte Hans Frederik:
»Kom det aldrig til nogen egentlig Forklaring mellem jer?«
»Nogen egentlig Forklaring? -- Aa nej, men det er dog umuligt, at vi
skulde have misforstaaet hinanden.«
»Og du har ikke talt med hende i de sidste to Aar?« spurgte Hans
Frederik videre.
»Nej, hvad skulde det nytte til? Hun har allerede været gift i
halvandet.«
»Lykkeligt?«
»Det haaber jeg, eller mere end det, jeg ønsker det af mit ganske
Hjærte.«
Henning sagde det i en Tone, der vidnede om, at Ordene var oprigtig
mente. Saa fór han let med Haanden hen over Panden, idet han
tilføjede:
»Men Herregud, Hans Frederik, hvordan er vi dog komne ind paa de
gamle Historier? Vi begyndte jo Aftenen i idel Lystighed og Glæde,
og nu ender vi midt i den alvorligste Samtale. Naa, det har vi for
Resten gjort før. Tak for i Aften! I Morgen rejser jeg til Fanø og
gjør mit Studie færdigt, og naar jeg kommer hjem igjen, skal du faa
at se, at det virkelig er Alvor med det Jærnmenneske, jeg er blevet
til. Godnat du!«
De var standsede uden for det Hus, hvor Henning boede, og udenfor
hvilket de havde spaseret frem og tilbage i den sidste halve Time.
Henning sprang saa let og sorgløs op ad Trappen, som om han allerede
havde jaget paa Flugt hver eneste en af de Erindringer, han nylig
havde kaldet frem.
Og imidlertid vandrede Hans Frederik alene tilbage til sin
Ungkarlelejlighed inde i Byen.
III.
Fire Gange om Dagen i Sommer- og Badesæsonen gaar Dampfærgen fra den
stadselige jydske Havn over til den lille sandede Ø i Vesterhavet
-- Øen, der er berømt for sin hvide Strandbred og sine Beboeres
maleriske Klædedragt. -- Hvilket henrivende +dolce farniente+ kan man
ikke nyde paa Fanø!
Kun et halvt hundrede Skridt fra Færgestedet ligger den hyggelige
Gjæstgivergaard, en rigtig god gammel Gjæstgivergaard med blomstrede
Gardiner for Vinduerne, med Storkerede paa Taget og med en
Pragtudgave af en Avlskarl, der er hele Gaardens og alle de Rejsendes
Faktotum og altid parat til at give alle mulige Oplysninger om sin
kjære Fødeø og dens Befolkning.
Oppe i Gavlen ligger nogle Smaakamre, der er stærkt efterspurgte af
Øens Gjæster, fordi man derfra har en vid Udsigt ud over Stedets
Omgivelser. Lige overfor har man Esbjerg Klint, der skraaner stejlt
ned mod Søen, hvor Maagerne og Fiskerbaadene tumle sig omkap med
hverandre. Et Stykke derfra ligger Havnen, og bag ved denne kigger
Byen frem med sine røde Tage. Til den modsatte Side ser man ud over
Fanøs hvide Klitter, og helt ude strækker sig Vesterhavets mægtige
Flade; dets dybe Dønninger høres tydelig, naar Vinden bærer ind over
Land.
Ad Byens brolagte Hovedgade, forbi Kirken og de underlige spraglede
Smaahuse, opførte af røde Mursten, med grønne Døre og Vinduesrammer
og ligesaa broget malede Gavle, kommer man til en sandet Vej, som
snart efter snor sig ind mellem Klitterne i lunefulde Bugtninger, der
atter og atter skjuler Vejens Fortsættelse.
Klitterne blive mere anseelige, jo nærmere man kommer Havet. Snart
træde de frem i bløde Bølgedannelser, snart med skarpt afskaarne
Toppe, dækkede af den stride Marehalm. Før man ret ved af det, har
man naaet de sidste Klithøje, der skjule Strandbredden, og paa én
Gang breder denne sig for Øjet i hele sin blændende Hvidhed.
Det er nær ved Solnedgang. Skyggerne tegne sig underligt skarpt paa
den hvide Strandbred. Vinden har leget med Sandet, saa at det danner
allehaande fantastiske Tegninger; paa lange Strækninger ser det
ud som den fineste Moiré; andre Steder taarner det sig op i smaa,
kunstig formede Forhøjninger eller lægger sig i bløde Folder, ordnede
Lag for Lag med en Sirlighed, som om ikke Vindens tilfældige Lune,
men en kunstnerisk Haand havde udført denne vidunderlige Mosaik.
Men naar Vinden blot løfter sig en Kjende, flyver Sandet som lette
Røgskyer henover Forstranden, og i et Nu har de fine Tegninger
antaget en ny Skikkelse.
Tusinder af spraglede Muslingeskaller, hvormed Stranden er oversaaet,
glimrer som Diamanter i det synkende Sollys. Men det vil ikke vare
længe, før Solen er helt forsvunden i Horisonten. Skyerne staa i et
forunderligt vexlende Farvespil: blaasorte, mørkeblaa, lyse og lilla
mellem hverandre, nogle ere ligesom kantede med en gylden Bræm, men
paa én Gang skifte de Farve, idet den sidste Rand af Solen dukker ned
i Søen. --
I Læ af Klitten kan man belure dette Stævnemøde mellem den heldende
Dag og den frembrydende Nat, iagttage alle de Fremtoninger paa
Stranden, i Luften og i Vandet, som røber Mødet. Og Havet besørger
Akkompagnementet dertil. Dæmpet og ensformig, men dog saa melodisk
lyder dets Brusen. For et modtageligt Øre lyder det som en Sang,
man ikke bliver træt af at høre. Det synger ikke blot om sig selv,
ikke blot om de Bredder, det beskyller, hvad enten de ere klædte med
ældgammel Skov, nøgen Strand eller skyhøje Fjelde, men det synger sig
ind i ens Tanker og Drømme; det opkaster de sælsomste Spørgsmaal og
giver Svar, som man ikke vilde undvære -- --
Saa lyder der pludselig højrøstede Stemmer nede fra Stranden, og med
det samme er Trylleriet brudt. Havet fortsætter vel endnu sin Brusen,
men dets egentlige Sang er forstummet, thi det synger helst for den
ensomme; det larmende og lystige Selskab har det ingen Hemmeligheder
at betro.
En Mand, som i den sidste halve Time har siddet ved Foden af Klitten
med Staffeli og Malerkasse foran sig, men uden at bestille noget,
vender ærgerlig Hovedet om. Han sad saa godt og skjøtter ikke om
at blive forstyrret. Da Stemmerne kommer nærmere, rejser han sig
fortrædelig op for at pakke sine Sager sammen, idet han mumler ved
sig selv:
»Flere Badegjæster!«
Det er det dog kun i en vis Forstand. Det er nemlig Hotelværten og
hans Kone, som har faaet Besøg fra Kjøbenhavn.
»Ja, vi forstyrrer da ikke, Hr. Bentsen?« siger den godlidende
Gjæstgiver.
Han er en baade honnet og velstaaende Mand og staar derfor paa en
halvvejs venskabelig Fod med de fleste af Badegjæsterne.
»Maaske jeg maa have den Ære at præsentere Dem min Svigerinde og
Niece fra Kjøbenhavn: Fru Thorsen og Frøken Minna -- Hr. Genremaler
Bentsen. Ja, den Herres Navn kjender I jo nok fra Udstillingen?«
»Ja, Gudbevares! Der forsømmer vi saamænd aldrig at komme«,
forsikrede den nylig præsenterede Fru Thorsen. »Vi interesserer os
saa uhyre for Kunsten, baade min Mand og Minna og jeg. Ja, min Herre,
jeg ved ikke, om De maaske kjender min Mand, Grosserer Thorsen?«
Henning maatte svare benægtende; han havde ikke den Fornøjelse at
kjende Fruens Mand.
»Ak nej«, vedblev Fruen; »nu lever vi jo ogsaa saa skrækkelig
indgetogne, og Thorsen er helt hørt op med Forretningerne paa Børsen.
Det er ikke som i vore Velmagtsdage; den Gang var Thorsen saamænd
kjendt i hele Byen, og han interesserede sig nu saa overordentlig for
de unge Kunstnere, skal jeg sige Dem. Havde vi bare truffet hinanden
den Gang, Hr. Bentsen, saa kunde vi da lige strax have kjøbt et
Maleri af Dem.«
Af Hensyn til sin skikkelige Vært vilde Henning nødig være uhøflig
-- hvad der iøvrigt aldeles ikke laa for ham -- men den gode Frue
begyndte unægtelig at kjede ham. For at give Samtalen en lidt
livligere Farve vendte han sig om mod den unge Pige, dog ikke uden en
vis Frygt for at finde et Sidestykke til hendes meget talende Mama.
»Holder De ogsaa af Malerier, Frøken?« spurgte han.
»Ja, meget.«
Svaret lød ligefremt, uden Affektation. Hun var aabenbart ikke et
Sidestykke til Moderen.
Man fulgtes ad paa Tilbagevejen gjennem Klitterne. Hotelværten,
hans Kone og især Fru Thorsen stredes om at bære den unge Malers
Rekvisiter. Minna tog ikke Del i denne ædle Tjenstfærdighed, hvorved
hun vandt ikke saa lidt i Hennings Øjne.
Han begyndte næsten at forsone sig med, at den brave Gjæstgiver
havde paanødet ham Bekjendtskabet med sine kjøbenhavnske Slægtninge.
Han gav sig til at se lidt nærmere paa denne Frøken Minna, som han
for et Øjeblik siden var bleven forestillet for.
Hun var høj og rank af Væxt, noget over Middelhøjde, en stærkt
bygget, lidt yppig Skikkelse, der syntes at svulme af Ungdom og
Sundhed. Trækkene var regelmæssige, maaske en lille Smule for store,
men med et mildnende Skjær af Friskhed og Umiddelbarhed. Hun kunde
højst være nitten Aar. Et ualmindelig fyldigt, let rødlig blond Haar,
som i en enkelt tyk Fletning faldt ned ad Ryggen, gav hende, trods
hendes stærkt udviklede Figur, et indtagende pigeagtigt Udseende.
De gik ved Siden af hinanden; de andre et lille Stykke i Forvejen.
Fru Thorsen var paa en Gang bleven meget beskeden og holdt sig i
Nærheden af sine Slægtninge, medens hun dog ikke kunde modstaa
Fristelsen til nu og da at vende sig om for at meddele Henning sine
Udbrud af Begejstring over den dejlige Aften.
»Er det for længere Tid, at Frøkenen gjør os den Fornøjelse at slaa
sig til Ro her?« spurgte Henning, da de en Stund havde talt om de
nærmest foreliggende Æmner, saasom Vejret, Øens Mærkværdigheder o. s.
v.
»Jeg tænker, vi bliver her en Maaneds Tid«, svarede Minna. »Onkel og
Tante har været saa venlige at invitere os over til sig, og de vil
gjærne beholde os, saa længe vi kan blive hjemmefra. Men jeg for mit
Vedkommende maa i alt Fald være hjemme, til Prøverne begynde.«
»Er Frøkenen ansat ved Theatret?«
»Ja -- det vil sige, jeg er ansat i det kgl. Theaters Kor. Videre har
jeg i alt Fald foreløbig ikke bragt det.«
Der gik en hastig Rødme over hendes Ansigt, som om hun undsaa sig ved
den underordnede Stilling, hun indtog i Kunstens Verden.
»Men De tænker dog vel paa at blive Skuespillerinde -- at komme til
at debutere i en større Rolle?« vedblev Henning.
»Aa ja -- hvis jeg blot havde tilstrækkeligt Talent, men det er jeg
begyndt at tvivle stærkt om.«
»Det er sjældent at høre en ung Pige kritisere sig selv saa strængt
-- især i Deres Fag«, bemærkede Henning, der følte en voxende
Nysgjerrighed overfor sin ny Bekjendt. »Men netop af Deres Udtalelser
slutter jeg, at De ganske sikkert undervurderer Deres Evner. Det er
meget ofte de ubetydeligste Mennesker, der har de største Tanker om
sig selv.«
»Blot De talte sandt«, svarede hun livlig; »jeg har saamænd den
største Lyst til at spille Komedie, naar det bare kunde lykkes mig at
faa en Rolle.«
Det kjække Udtryk, der kom i hendes Blik, gjorde hende smuk. I hendes
Væsen laa der en besynderlig Blanding af Barnlighed og kvindelig
Modenhed, som havde noget eget tiltrækkende ved sig.
»Men er der da ingen ved Theatret, som vil tage sig rigtig af Dem?«
spurgte Henning.
»Nej, jeg kjender i det mindste ingen. En af de ældre Skuespillere
begyndte en Gang at læse med mig, men han blev snart kjed af det, og
siden er der ingen, der har lagt Mærke til mig. Deraf slutter jeg
ogsaa, at jeg intet Talent har. Jeg vilde i Grunden helst ønske, jeg
kunde gaa fra det hele.«
Hendes Stemme dirrede lidt, og det frejdige Udtryk var veget bort fra
hendes Ansigt, ligesaa hurtigt som det var kommet.
Henning ansaa det for ubeskedent at gjøre flere Spørgsmaal, da
han mærkede, at han var kommen ind paa et Emne, der berørte hans
Ledsagerskes personlige Forhold, og han drejede derfor atter Samtalen
hen paa ligegyldige Ting. Men hans let bevægelige Sind var allerede
fuldt optaget af det Bekjendtskab, han havde gjort for næppe en halv
Time siden. Hun forekom ham at være en sjælden sanddru og aaben
Karakter, der paa én Gang vakte Interesse og Deltagelse. Og saa var
der desuden noget, som røbede, at hun ikke var saa lykkelig, som hun
vistnok fortjente at være.
De var imidlertid komne op til Gjæstgivergaarden, og Fru Thorsen
tog Afsked med en Mængde erkjendtlige Udbrud om det interessante
Bekjendtskab, hun og hendes Datter havde gjort.
Minna havde derimod været paafaldende tavs under den sidste Del
af Hjemvejen. Det var, ligesom hun fortrød, at hun overfor et
vildfremmed Menneske var fremkommen med en uforbeholden Ytring om
sine egne Forhold.
Henning rakte Haanden frem til Farvel og sagde »Paa Gjensyn«. Men
Minna indskrænkede sig til at besvare hans Hilsen uden at tilføje et
lignende Ønske. Det var Synd at beskylde hende for at være behagesyg.
IV.
I Løbet af de paafølgende Uger var Henning daglig sammen med Fru
Thorsen og hendes Datter. Man levede saa temmelig en famille i den
hyggelige Gjæstgivergaard. Paa Landet og ved Badesteder er man gjærne
tilbøjelig til at slutte Bekjendtskaber; de varer Badesæsonen ud,
sjælden længere. Man spiste sammen ved table d'hôte, spillede Croquet
paa Plænen oppe ved Pavillonen, arrangerede smaa Sejlture og samledes
om Aftenen i »Salonen«, hvor der blev musiceret af de musikdyrkende
Medlemmer blandt Badegjæsterne.
I de første fjorten Dage af sit Ophold paa Fanø havde Henning kun
taget sparsom Del i disse Glæder. Han var kommen derover for at
bestille noget, ikke for at more sig, og der var desuden ingen af
Selskabet, hverken det kvindelige eller mandlige, der i synderlig
Grad havde lagt Beslag paa hans Opmærksomhed.
Naar han var færdig med sit Arbejde for den Dag, foretrak han at
sidde alene ude mellem Klitterne og hengive sig til allehaande
behagelige Drømmerier ligesom den første Aften, da han gjorde Minnas
og hendes Moders Bekjendtskab.
Der var -- som han havde sagt til sin Ven, Hans Frederik, ved deres
sidste Samtale -- kommet en velgjørende Ro og Arbejdslyst over
ham. Han tænkte kun paa sine Studier og Billeder, og han havde en
Fornemmelse af, at dersom han nogensinde skulde udrette noget, saa
var netop nu det rette Øjeblik dertil kommet.
Noget anderledes var Forholdet blevet, efter at han havde gjort
Minnas Bekjendtskab. Han arbejdede vel næsten ligesaa flittigt som
før, og han følte den samme Trang dertil, men han opdagede dog -- i
Begyndelsen med en vis Forundring -- at det var blevet mere fristende
at være med til Badegjæsternes selskabelige Adspredelser nu, da Minna
tog Del i dem. Han var en altfor fornuftig ung Mand og kjendte sit
eget Naturel for godt til ikke at sige sig selv, at det følgelig
maatte være den unge Pige, der var det tiltrækkende Punkt. At han
derimod skulde være eller have nogen Udsigt til at blive alvorlig
forelsket i hende, faldt ham ikke et eneste Øjeblik ind.
Det var fra først af snarere en Slags broderlig Interesse, han følte
for hende. Han havde med behørig Diskretion spurgt sin Vært ud om
Minnas Forhold, og det viste sig af den Forklaring, han fik, at han
ikke havde taget fejl i sin Formodning om, at hun ikke levede under
de bedste Vilkaar. Minnas Fader havde i sin Tid havt en taalelig
solid Grossererforretning, men var gaaet fallit og levede nu som en
Slags Agent eller Kommissionær for sine tidligere Handelsvenner. Om
Fru Thorsen erklærede den ligefremme Gjæstgiver med al Respekt for
sin Svigerinde, at hun var en Skrue, der hverken havde forstaaet at
holde til Maade, da de sad nogenlunde trygt i det, eller at holde
sammen paa Hjemmet, nu, da det var gaaet til Agters for dem. For
Resten kjendte han kun meget lidt til disse, hans Kones Paarørende.
Hvad Minna angik, troede han nok, hun var en brav og retskaffen Pige,
saa vidt hun kunde være bleven det i saadant et forkvaklet Hjem.
Det var de Oplysninger, Henning fik, og han spurgte sig selv, hvad
de i Grunden kom ham ved. Men ikke des mindre bidrog de til, at hans
Interesse for hende voxede. Det forekom ham, at der var Stof i denne
Pige til at blive noget godt og helstøbt, og det gjorde ham ondt, at
hendes Fremtid aabenbart maatte ligge usikker og uklar for hende.
En Aften, da man var paa Hjemvejen fra en Tur nede paa Stranden, og
han og Minna var komne et Stykke Vej bag ved de andre, kom de uden
ret at vide af det til at optage Traaden fra deres første Samtale.
Der havde i den mellemliggende Tid udviklet sig et venskabeligt
Forhold mellem dem, som gjorde, at de allerede ofte havde passiaret
sammen som gamle, fortrolige Bekjendte.
»Naar jeg hører Dem tale om Theatret, Frøken Thorsen«, sagde
Henning, »kommer jeg altid til at tænke paa, om det var af
Tilbøjelighed, De valgte deres nuværende Stilling. De udtaler Dem saa
skeptisk derom.«
»Aa, det var i Grunden heller ikke af lutter Tilbøjelighed«, svarede
hun let henkastet. »Ja, havde jeg troet, at jeg kunde blive en stor
Skuespillerinde, saa havde det været en anden Sag«.
»Men hvorledes kunde det da falde Dem ind at blive Koristinde? Det
maa dog i mer end en Henseende være en mindre behagelig Stilling«.
Hun saa alvorlig paa ham og svarede saa efter en lille Pavse:
»Hvis De ikke havde fortalt mig, Hr. Bentsen, at De selv har maattet
kæmpe Dem frem, fra De var et ganske ungt Menneske, saa vilde jeg
tro, at De slet ikke kjendte til noget, der hedder Nødvendighed.
Ser De, da Fader var gaaet fallit, og jeg var bleven voxen, saa var
jeg nødt til at fortjene noget. Syning og den Slags Ting har jeg
aldrig holdt af, og jeg har ikke lært noget ordentligt, saa jeg kunde
paatage mig en Plads som Lærerinde eller lignende, og saa var der
tilmed Moder, som mente, at jeg havde et stort Talent, og en Tid
troede jeg det maaske selv. Ved Hjælp af den Smule Stemme, jeg har,
fik jeg Ansættelse i Koret. Men jeg har aldrig faaet nogen musikalsk
Uddannelse; jeg kan saamænd ikke en Gang spille en Smule Klaver, og
derfor er der vel endnu mindre Udsigt til, at min nuværende Stilling
kan føre til noget.«
»Det er Synd, Frøken Minna, at man ikke har taget sig bedre af Dem.
Men det er ikke for sent endnu. Og Herregud, selv om det ikke skulde
føre til noget ved Theatret, saa er jeg dog vis paa, at der er _én_
Stilling, som bliver tilovers for Dem, og som er mere værd end enhver
anden, naar den udfyldes paa rette Maade«.
»Og hvad er det?« spurgte hun med barnagtig Nysgjerrighed, uden at
forstaa, hvad han sigtede til.
»Det er som Hustru«, svarede han livlig.
Hun saa et Øjeblik næsten forskrækket paa ham og begyndte saa at le.
»Nej, Hr. Bentsen, sig dog endelig ikke det. Er der noget, jeg ikke
passer til, saa er det til at gifte mig. For det første tror jeg
slet ikke, jeg har den samme Evne som andre unge Piger til at blive
rigtig forelsket i en Mand, og giftede jeg mig endelig, saa tror jeg
hverken, at han eller jeg vilde være tjent med hinanden.«
»Nu er De barnagtig, Frøken Minna«, sagde Henning, der uvilkaarlig
ærgrede sig over, at hun saa bestemt erklærede, at hun aldrig kunde
blive alvorlig forelsket.
»Nej, jeg er slet ikke barnagtig«, svarede hun. »Jeg er bare vis
paa, at selv om jeg kunde føle noget, der lignede Kjærlighed, saa
vilde den gaa over, naar jeg havde været gift et Par Maaneder. Jeg
vilde blive kjed af min Mand, og han rimeligvis ogsaa af mig, og hvad
skulde det saa blive til?«
»Fy, De er jo en rigtig Sfinx!« -- Henning blev mer og mer ivrig. »De
undervurderer baade Kvindens Kald og Dem selv. Netop De, der er saa
sand og naturlig, maatte kunne blive en fortræffelig Hustru«.
»De har altfor gode Tanker om mig«, svarede Minna, denne Gang meget
alvorlig. »Men De ved ikke, at for at blive en god Kone -- det tror
jeg ganske sikkert -- maa en ung Pige først og fremmest have havt et
godt Exempel i sit Hjem, og dernæst maa hun af Naturen have faaet et
blidt og kjærligt Sind -- og jeg har ingen af Delene ...«
De sidste Ord kom usikkert og tøvende frem, og da Henning forundret
saa paa hende, havde hun Taarer i Øjnene. Han blev uvilkaarlig varm
om Hjærtet.
»Og det siger De i samme Øjeblik, som De græder over Deres forstilte
haarde Sind? Aa -- De gjør Dem selv Uret, Frøken Minna. -- Jeg
kjender Dem saa lidt, men jeg tror bedre om Dem end om de fleste unge
Piger, jeg har truffet paa.«
Han havde i den bevægede Stemning, han var kommen i, grebet hendes
Haand og vilde holde den fast. Men hun rev den fra ham og udbrød
heftig: Slip mig!
Der var paa én Gang Graad og Vrede i det Blik, hvormed hun saa paa
ham. Hendes Bryst arbejdede stærkt, som om hun undertrykte en
Hulken. Saa vendte hun sig pludselig bort fra ham og skyndte sig hen
til det øvrige Selskab, der imidlertid var kommet et langt Stykke i
Forvejen. Henning saa forvirret efter hende, uden at vide, hvorledes
han skulde opfatte dette heftige Udbrud. --
Da Henning om Aftenen kom op paa sit Værelse uden senere at have
talt med Minna, var han opfyldt af en Mængde forvirrede Tanker. Hvor
meget han end grundede over den lille Scene, der saa pludselig var
opstaaet mellem dem, kunde han ikke rigtig forklare sig, hvorledes
det var kommet dertil. De havde i al den Tid, de havde været sammen,
omgaaedes hinanden som gode Venner, hverken mer eller mindre. Og nu
denne pludselige, stærke Sindsbevægelse uden nogen egentlig Aarsag!
Men havde ikke ogsaa _han_ et Øjeblik ladet sig rive med af en
uforklarlig Følelse?
Han erindrede, at han havde følt sig pinlig berørt, da hun saa
kjækt erklærede, at hun aldrig kunde blive alvorlig forelsket. Men
hvis hun var ham ligegyldig, hvad behøvede han saa at bryde sig om
hendes Modtagelighed eller Ikke-Modtagelighed for Kjærlighedens
guddommelige Magt? Og denne pludselige Overgang, da han havde talt
mildt og venligt til hende, bebrejdet hende, at hun gjorde sig selv
Uret! Han kunde ikke nægte, at han i det Øjeblik selv havde været
under Indflydelse af en varm og bevæget Stemning. Var hun da virkelig
kommen til at holde af ham ud over det rolige og fornuftige Venskab,
der hidtil havde bestaaet mellem dem? Og besvarede han denne varmere
Følelse uden rigtig at vide af det?
Det var ham umuligt at komme til Klarhed derover. Det var kommet
altfor pludselig og uventet. Han gik frem og tilbage i Værelset,
medens han tilbagekaldte i sin Erindring hvert Ord, der var blevet
vexlet mellem dem i den Tid, de havde kjendt hinanden. Men det
var altsammen blevet saa taaget og ubestemt. Det eneste, der stod
fuldkomment tydeligt for ham, var deres sidste Samtale og det
sælsomme Blik, hun havde fæstet paa ham.
Og hver Gang han kom dertil, følte han den samme Bevægelse, der havde
tilskyndet ham til at gribe hendes Haand. Tilsidst sagde han ved sig
selv: Saa maa det dog være sandt, at vi holder af hinanden, uden at
nogen af os har vidst det før nu.
Men mærkeligt nok kunde han heller ikke føle sig glad og rolig til
Mode, da han var kommen til dette Resultat. Hans Pande brændte lige
feberhed, og han følte sig træt og anstrængt uden dog at have Trang
til Hvile. Tilsidst blev denne Tilstand ham helt utaalelig. For at
adsprede sine Tanker satte han sig ved Bordet og begyndte paa et
Brev til sin gamle Ven og fortrolige, Hans Frederik. Men da det var
halvvejs færdigt, rev han det itu.
Arbejdet havde imidlertid den gavnlige Virkning paa ham, at det
beroligede hans Nerver, og omsider kastede han sig paa Sengen, efter
at det for længe siden var blevet højlys Dag.
* * * * *
Han vaagnede med en trykkende Hovedpine, som om han havde været til
Sold den foregaaende Aften. Da han saa paa sit Ur, viste det fem.
Han havde altsaa kun sovet et Par Timer. Nede i Gaarden rumsterede
Karlen med Heste og Vogn. En og anden Fanøpige vandrede med sine
Fiskeredskaber paa Nakken hen ad Vejen, der førte til Stranden.
Ellers var alting stille. Badegjæsterne var endnu ikke komne paa
Benene.
Det var en prægtig Sommermorgen. Luften stod i en let, graalig Dis,
der spaaede varmt Vejr op ad Dagen. Mellem den jydske Kyst og Øen
laa Søen saa blank og stille, at Maagerne, der kredsede omkring over
Færgestedet, kunde spejle sig i Vandet. I det gamle Kastanietræ
udenfor Gjæstgivergaardens Port sad en Spurvefamilie og istemte sin
glade Morgenkoncert.
Henning mente, at en Tur langs Stranden vilde gjøre ham godt. Han
klædte sig paa og aabnede forsigtig Døren for at slippe ubemærket ud
af Huset. Han var ikke oplagt til at møde fremmede Ansigter.
Nede i Forstuen traf han Gaardens Faktotum, Lars Mortensen, i Færd
med at bære et Par smaa Kufferter ud til en Trillebør, der stod henne
i Porten.
»Ih, se Godmorgen, Hr. Bentsen; allerede saa tidlig paa Færde?«
bemærkede den altid velvillige Lars.
»Ja, i Dag èr jeg nok første Mand oppe.«
Henning vilde gaa forbi uden at indlade sig i nærmere Samtale, men
Lars, der sjælden lod nogen Lejlighed til at faa sig en Passiar
gaa ubenyttet hen, satte ganske ugenert Kufferterne fra sig midt i
Gangen, og idet han saa paa Henning med et polidsk Blink i sine smaa,
graa Øjne, svarede han igjen:
»Aa nej, deri skal jeg dog hilse og sige, at Hr. Bentsen ta'er fejl.
Husbonds fremmede har saamænd allerede været oppe en stiv Klokketime;
for de skal afsted med den første Baad, skal jeg sige os.«
»Din Husbonds fremmede?« spurgte Henning, uden strax at gjætte, hvem
Karlen mente. »Naa, der er altsaa nogle af Badegjæsterne, der rejser
i Dag?«
»Ja, det vil sige, det er Husbonds egne fremmede,« forklarede Lars.
»Hr. Bentsen forstaar nok, at jeg mener den lille Frøken og hendes
Mo'er, som er i Besøg hos vos.«
»Rejser de i Dag --?« spurgte Henning noget forvirret.
»Ja, mænd gjør de. De skulde allenfals ha'e væt afsted en af Dagene,
for Frøkenen skal jo møde paa Komedianthuset der inde i Kjøbenhavn.
Men saa blev det bestemt i Aftes, at de vilde ta'e afsted nu til
Morgen. Jeg troede endelig, at Hr. Bentsen var kommen her ner for at
byde Frøkenen Farvel.«
Og med disse Ord blinkede han til Henning med en hemmelighedsfuld
Mine, der gav hans store, brede Ansigt et uimodstaaelig komisk Udtryk.
»Jeg vidste ikke, at Frøken Thorsen vilde rejse i Dag«, svarede
Henning noget kort.
»Ja, ja, men hvis Herren gaar sig en Tur ved Stranden, saa træffer
han bestemt Frøkenen, for hun gik derned lige nyssens.«
Med denne Bemærkning tog Lars atter fat paa Kufferterne og bar dem ud
til Trillebøren.
Henning tøvede et Øjeblik, før han gik videre. Der paakom ham en
ubestemt Følelse af, at han stod overfor et afgjørende Enten--Eller.
Lod han Minna rejse uden at tale med hende forinden, kunde det vel
hænde, at de aldrig mødtes mere. Og maaske vilde da det, der var
foregaaet mellem dem Aftenen i Forvejen, om kortere eller længere
Tid staa for dem begge som et falmet Minde uden nogen Indflydelse
paa deres fremtidige Liv. Men kunde han beslutte sig til at lade
hende rejse uden et Ord til Afsked, uden at det var kommet til nogen
Forklaring mellem dem?
Endnu var han Herre over den Beslutning, der laa foran ham. Traf han
hende blot en eneste Gang endnu, vilde han maaske ikke længer være
det. Og dog maatte han se og tale med hende endnu en Gang. Idet han
forestillede sig, at det skulde være helt forbi mellem dem, var det,
som en Magt, der var stærkere end hans Vilje, drog ham til hende.
Det var ikke en alt betagende Kjærlighed, som ikke kjender til Tvivl
eller til smaalig Vragen og Vejen, der i dette Øjeblik havde grebet
ham -- i saa Fald kunde han ikke have betænkt sig et eneste Minut.
Men det var en besynderlig, uroblandet Længsel, som tilskyndede ham
til at opsøge hende og give sig sin Skæbne i Vold. Og saa maatte det
forestaaende Møde afgjøre den for ham.
Han lod sig lede af denne Tilskyndelse og fulgte Vejen, der førte
gjennem Klitterne ned til Stranden. Han var pludselig bleven angst
for ikke at træffe hende. Det var, som om al den Tvivl, der havde
pint ham den foregaaende Aften, paa én Gang bortvejredes. Den Tanke,
at han virkelig elskede hende, vandt mere og mere Magt over ham.
Han kom ned til Stranden. Solen var brudt frem gjennem den lette
Morgentaage, og Havet laa udbredt foran ham som en glitrende,
spejlklar Flade. Et Par Karle oppe fra Hotellet var i Færd med at
trække en Badevogn ud i Søen. Ellers var der intet Menneske at se.
Skulde hun være vendt tilbage ad en anden Vej? Vilde hun maaske
allerede være rejst, naar han kom tilbage til Gjæstgivergaarden?
Enhver Tvivl var vegen fra ham; han var sig kun en eneste Følelse
bevidst: en hed Attraa efter at træffe hende.
Men nede ved Stranden var hun ikke. Saa gik han atter tilbage til
Klitterne og klavrede op paa en af de højeste af dem for at se ud
over Omgivelserne. Men de eneste menneskelige Væsener, han kunde
faa Øje paa, var endnu bestandig de to Hotelkarle, der stod ude i
Havstokken og skruppede løs paa Badevognen.
Et halvthundrede Skridt fra ham, inde mellem Klitterne, laa
Badestedets Pavillon, fra hvis aabne Veranda der var en vid Udsigt ud
over Øen. Han og Minna havde i den sidste Tid ofte siddet deroppe og
passiaret.
Uden egentlig at have noget Haab om at finde hende der, gik Henning
hen til Pavillonen, men fandt Hoveddøren lukket. Manden, som drev et
lille Konditori paa Stedet, var endnu ikke kommen. Paa Bagsiden af
Huset var der imidlertid en Dør, der sjælden blev laaset af, og ad
denne Vej kom Henning ind.
I Restaurationsværelset heller ingen. Sandet, som fra Stranden blæste
ind ad Døre og Vinduer, laa tommetykt rundt omkring. I et Hjørne af
Værelset var der henslængt en halv Snes Croquetkugler og Stokke.
Skodderne sad endnu for nogle af Vinduerne. Det hele saa trist og
uryddeligt ud.
Henning gik fra Restaurationsværelset ud i Forstuen, hvorfra en
Vindeltrappe førte op til Verandaen. Denne løb rundt omkring Huset.
Han tøvede et Øjeblik, da han var kommen derop, for at se sig
omkring. Saa hørte han Lyden af Skridt paa den modsatte Side og blev
staaende.
Det var Minna. Hun fór let sammen, da hun saa ham, men ellers
røbede hun intet af den Forvirring, der havde overmandet hende den
foregaaende Aften. --
»Vilde De rejse bort, uden at der skulde vexles flere Ord mellem os?«
-- Henning mærkede, at hans Stemme ikke var saa rolig, som han gjærne
vilde gjøre den.
»Ja -- hvorfor skulde jeg ikke det?« Hun sagde det lidt sagte, men
uden kjendelig Bevægelse.
»Fordi det forekommer mig, at efter hvad der skete i Aftes, er De og
jeg komne til at staa paa en helt anden Fod med hinanden end før.«
»Det ved jeg ikke af ... Hvad skete der? Intet, slet intet.«
»Jo, Minna; De ved det ligesaa godt som jeg. Indtil i Gaar omgikkes
vi hinanden som et Par gode Venner, maaske uden at gjøre os nogen
Tanke om, at det nogensinde kunde blive anderledes. Og saa, ved et af
disse uforklarlige Tilfælde, som Skæbnen undertiden sender os, uden
at vi forstaar, hvorledes det kommer -- saa ... ja, nægt det ikke,
Minna -- saa gik det paa én Gang op for os, at vi holdt af hinanden
paa en helt anden Maade, end vi hidtil havde troet.«
»Nej, nej, De tager fejl. De kjender mig slet ikke ... Jeg er
lunefuld og undertiden saa let til at blive bevæget. Det er det
hele.«
Hun talte denne Gang hurtigt og afbrudt; det lød, som om hun kæmpede
med en hemmelig Uro.
»Tro mig«, sagde Henning alvorlig, »jeg taler ikke letsindig til Dem.
Siden i Gaar har jeg nøje prøvet mig selv. Der var Øjeblikke iblandt,
hvor jeg selv saa vort Forhold i et underlig uklart Lys, ja, hvor
jeg maaske endogsaa tvivlede baade om Deres og mine egne Følelser.
Men da jeg hørte, at De vilde rejse uden at sige mig Farvel, og jeg
kom til at tænke paa, at vi skulde skilles for maaske ikke at mødes
oftere, saa droges jeg saa uimodstaaelig til Dem, at jeg kun var mig
en eneste Tanke bevidst -- den at skynde mig til Dem.«
Minna havde sat sig paa en af de lave Bænke, der stod paa Verandaen.
Hun havde bøjet Hovedet halvt ned, hvad enten det var for at undgaa
hans Blik eller for at værge sig mod Solstraalerne, der faldt lige
paa hende og lagde en gylden Glans over hendes Haar. Barmen hævede og
sænkede sig heftigt under hendes mørke, tæt sluttende Kjole.
»De ved godt, Minna, at De kan stole paa mig«. -- Han talte sig mere
og mere varm, jo længere han betragtede hende. -- »Vi har rigtignok
kun i kort Tid kjendt hinanden, men synes De ikke selv, at det var,
som om vi lige strax blev gode Venner? Og hvor mange Gange i denne
Tid har vi ikke talt frit og aabenhjærtig sammen? -- Minna -- nu
begriber jeg ikke, at jeg ikke for længe siden har anet, hvad det
var, jeg følte for Dem -- at jeg elskede Dem; hører De, Minna,
elskede Dem af hele min Sjæl ...«
Han havde lagt sig paa Knæ foran hende og slynget sine Arme om hendes
Liv. Hun gjorde ingen Modstand, men blev siddende i samme Stilling
som før uden at svare ham.
»Minna -- svar mig -- vil du tilstaa, at du har mig kjær?«
»Jeg ved det ikke ...« Svaret kom langsomt og nølende, men med en
Betoning, der godt kunde betyde det modsatte af Ordene. Og med det
samme saa hun paa ham med en stærk Rødme paa de runde, friske Kinder.
»Jo, _nu_ ved du det, Minna. Du røbede dig i Aftes, men før den Tid
gik baade du og jeg i Blinde. Du vil gjøre mig saa lykkelig ved at
sige det!«
»Ja ... jeg tror, jeg holder af Dem ...«
Hun bøjede Hovedet endnu længere ned og sagde det ganske sagte --
med et Udtryk af Barnlighed, parret med kvindelig Undseelse, der
gav hende en bedaarende Ynde. Han drog hende heftig ind til sig
og trykkede sin Mund mod hendes fugtige, halvt aabne Læber. Men
pludselig rev hun sig løs og vendte Hovedet bort. -- »Saa, ikke
mere«, mumlede hun. --
Arm i Arm fulgtes de tilbage ad Vejen mellem Klitterne. Hans Ansigt
straalede lyksaligt, medens han udkastede sine Fremtidsplaner for
hende, og hun gik villig ind paa dem allesammen. I sin underordnede
Stilling ved Theatret skulde hun ikke blive. Han ønskede det ikke,
og selv brød hun sig heller ikke derom; hun havde dog ingen rigtig
Tro paa, at hun kunde blive Kunstnerinde. Naar han om nogle Dage kom
til Kjøbenhavn, skulde deres Forlovelse deklareres. Og de vilde holde
Bryllup saa snart som muligt.
Heller ikke mod det sidste Forslag gjorde Minna nogen Indvending. --
* * * * *
Dagen efter Hennings pludselige Forlovelse modtog hans gode Ven, Hans
Frederik, følgende Brev:
»Kjære, gamle Ven!
Før du begynder paa Læsningen af denne Epistel, vil jeg bede
dig om at være forberedt paa en stor Overraskelse. Gjør dig det
derfor endelig mageligt. Tag din Slobrok paa, sæt dig hen i
Lænestolen foran Skrivebordet, og har du Støvler paa, der trykker
dig, saa ifør dig for Guds Skyld dine Morgensko. Tænd saa din
Pibe og bevar fremfor alt din Sindsro!
Husk paa, at jeg vil ikke vide noget af din saakaldte stringente
Logik og endnu mindre dine Citater; og jeg bryder mig aldeles
ikke om din bekjendte Livsfilosofi, der gaar ud fra lutter tørre
Fornuftslutninger.
Saa! -- Er du nu parat; saa kan jeg begynde.
For fem Uger og fem Dage siden kom jeg, som du ved, herover til
den lille idylliske Ø i Vesterhavet. Du ved ogsaa, hvor fornuftig
jeg var bleven i den sidste Tid -- naa, det har jeg vistnok i
Grunden altid været, paa nogle faa letsindige Øjeblikke nær.
Jeg tog fat paa mit Arbejde med en Lyst og Glæde, der
tilfredsstillede mig selv i allerhøjeste Grad. Jeg var netop
saadant et Jærnmenneske af Flid og Alvor, som jeg havde lovet dig
at blive. Badegjæsternes Selskabelighed og Adspredelser fristede
mig ikke til at forlade mine Studier og Modeller. Selv ikke en
lille nydelig Franskmandindes Koketteri anfægtede mig i mindste
Maade, skjønt du altid har beskyldt mig for at være modtagelig i
en betænkelig Grad for sligt kvindeligt Trylleri. Kort sagt, jeg
havde kun Tanke for mine Billeder og befandt mig overmaade vel
derved.
Saa skete det. -- Jeg gjorde hendes Bekjendtskab for akkurat en
Maaned siden. Jeg fattede strax Sympathi for hende, og vi blev
saa gode Venner, som om vi havde kjendt hinanden i flere Aar. Men
først i Gaar opdagede vi, at den lille vingede Gud ikke ustraffet
havde ladet os gaa i den trygge Indbildning, at det kun var
Venskabets Baand, der havde knyttet os -- en nittenaarig Pige og
en fire og tyveaarig Mand -- saa hurtig til hinanden. I Gaar kom
det til en Forklaring mellem os; i Dag er jeg forlovet. Ja, det
skete som i en Rus -- Stop! Der brugte jeg et uheldigt Ord, som
vil give dig Vaaben i Hænde mod mig.
Du vil sige, at jeg har handlet i Blinde; at jeg har baaret mig
letsindig -- vanvittig ad: at forlove mig med en Pige, som jeg
kun har kjendt i 1, siger og skriver én Maaned, lig med fire
Uger, en og tredive Dage, syv hundrede og fireogfyrretyve Timer
eller fireogfyrretyve Tusinde, sex hundrede og fyrretyve Minutter!
Javist, det ved jeg altsammen paa Forhaand. Der var ogsaa en
alvorlig Stund, hvor jeg nøje overvejede det Skridt, jeg gjorde;
hvor jeg hengav mig til allehaande smaalige Betænkeligheder. Men
da jeg atter traf hende, før det var kommet til en Afgjørelse
mellem os, da fik jeg fuld Klarhed paa mig selv, og jeg tvivlede
ikke længer. Kom derfor ikke med dine irriterende Indvendinger,
med al din vindtørre Fornuft; jeg vil ikke høre derpaa. Jeg
har ladet Skæbnen raade for mig, og jeg giver mig trygt i dens
Vold. Tror du maaske, man opnaar en bedre Garanti for sin
Fremtidslykke, fordi man har kjendt en ung Pige i et, to eller,
om du vil, tre Aar, før man tager den store Beslutning og frier
til hende? Nej, i Forlovelsestiden, eller maaske egentlig først i
Ægteskabet, lærer man rigtig hinanden at kjende; og Guderne maa
da raade for, om ens Valg skal blive til Held eller til Ulykke
for hele ens Liv. --
Ja, som i en Rus har jeg handlet; det kan du maaske have Ret i.
Men nu, da Skridtet er gjort, føler jeg mig let og frejdig til
Mode. Hun er sand og ukunstlet i hele sit Væsen, og der er noget
uberørt over hende, som jeg ikke har truffet hos mange unge
Piger. Hun har hengivet sig saa tillidsfuldt til mig, at jeg
skulde ske en Skam, hvis jeg ikke blev hende en god Mand. Noget
er der maaske nok at rette i hendes Karakter; hun har, saa vidt
jeg kan skjønne, levet i et daarligt Hjem, men hun er saa ung
endnu, saa barnlig og saa let at paavirke, at det vel skal lykkes
mig at faa noget fuldkomment ud af hende. -- Jeg ved meget godt,
at du vil indvende, at ogsaa jeg er let at paavirke baade til det
gode og det slette, men dine skeptiske Betragtninger skræmmer mig
ikke. Glem ikke, at her bliver jeg den styrende og raadende, og
nægt ikke, at du maa erkjende, at trods mit »bløde Gemyt«, som
du tit nok har drillet mig med, har jeg dog víst, at jeg har en
Vilje, naar det gjælder et Maal, som fuldt ud kan optage mig. Og
det vil Minna gjøre -- Minna i Forening med min Kunst.
Men det er sandt. Du maa jo kjende hende. Hun har i et Aarstid
været ansat i Koret ovre hos eder. Og læg vel Mærke dertil:
hun opgiver uden Betænkning sin Stilling ved Theatret. Maa ikke
alene det overtyde dig om, at der er noget helstøbt i hendes
Karakter, noget, der tyder paa, at Guderne har styret mit Valg,
hvor overilet det end kan se ud i det første Øjeblik. Tænk dig
denne Forskjel mellem hende og andre unge Piger, som først en
Gang har faaet Theaternykker i Hovedet! Kun saare faa af dem
bliver Kunstnerinder eller blot brugelige Skuespillerinder; men
allesammen -- om det saa er den mest umulige Statist- eller
Figurantinde -- plejer de at anse sig selv for store Talenter
og opgav hellere alt andet, end de veg fra de kjære Brædder.
Men ser du, hun har Kritik nok til at tvivle om Muligheden af
at blive noget virkeligt; hun undser sig ved at være slet og
ret »Koristinde«, og derfor vil hun hellere end gjærne forlade
Theatret. Derom talte vi allerede længe før vor Forlovelse. Vil
du indrømme, at dette tyder paa Forstand og Selvfølelse?
Du mærker nok, at jeg nu taler alvorlig og fornuftig. Rusen er
ikke saa vild, som du maaske kunde være tilbøjelig til at antage.
Jeg tror paa hende, og jeg tror paa mig selv, og vil de brave,
gamle Guder gjøre Resten, saa synes der mig at ligge en lys og
smuk Fremtid for os.
Og nu nok for denne Gang. Jeg vilde meddele dig dette skriftlig,
før vi taltes ved i Kjøbenhavn. Jeg kjender din Skepticisme, din
ringe Tro paa ægteskabelig Lykke overhovedet. Og du forstaar,
gamle Ven, at en nyforlovet Mands Stemning ikke er modtagelig
blot for den svageste Antydning af slige Tvivl, der kun gror og
trives i en Pebersvends forstokkede Hjærne. -- Gid du, min brave
Hans Frederik, aldrig maa ende som saadan.
Vi ses om nogle Dage. Indtil da
Din hengivne
Henning Bentsen.«
V.
Forhenværende Grosserer, nuværende Kommissionær og Handelsagent Peter
Thorsen beboede med sin Kone og Datter en beskeden lille Lejlighed i
den gamle Del af Byen. Det var en skummel og snæver Gade, hvor der
ikke kom synderligt Lys og Luft til Husenes øverst liggende Etager,
langt mindre til Stuen og første Sal.
Fru Thorsen holdt imidlertid fast ved at bo i Stueetagen, dels fordi
hun efter eget Sigende ikke kunde taale de mange Trapper, dels fordi
hun her havde saadan en dejlig Udsigt til alle de forbigaaende,
der passerede lige under hendes Vinduer. En Gade med en hel Mængde
Godtkjøbsbutiker og stærk Færdsel, selv om denne fornemlig kun bestod
af Sælgekonerne med deres Fisk- og Frugtvogne, var i hendes Øjne
Idealet af tiltalende Omgivelser.
Det havde været en slem kjedsommelig Tid for den gode Kone at maatte
tilbringe en hel Maaned ovre hos sin Svoger, Gjæstgiveren paa Fanø,
men til Gjengjæld kunde hun rigtignok nu fortælle sine Bekjendte,
at hun og hendes Datter havde brugt Vesterhavsbadene den Sommer. Og
saa var der ogsaa den hemmelige Omstændighed at tage i Betragtning,
at det i Sommertiden plejede at være smaat med Thorsens Fortjeneste,
og det hjalp betydeligt paa Husholdningen, naar hun og Datteren var
borte. Hendes Mand fik klare sig, saa godt han kunde. Han havde
saamænd ikke været for godt vant de sidste Aar.
Peter Thorsen var en stræbsom og inderlig godmodig Mand, men han var
ikke noget stort Handelsgeni. Efter sin Fader havde han arvet en god
Forretning, men mislykkede Spekulationer i Forening med hans Kones
daarlige Husholdning havde Aar for Aar arbejdet ham hen imod den
Fallit, der tilsidst gjorde Ende paa, hvad Fru Thorsen kaldte deres
Velmagtsdage.
Disse Velmagtsdage laa forøvrigt allerede en halv Snes Aar tilbage.
Siden den Tid havde gamle Thorsen kummerlig nok ernæret sig og sin
Familie som en Slags Agent eller Kommissionær. Det vil sige, han
gik omkring med Vareprøver fra de store Grosserere til de smaa
Detailhandlere. Saa førte han ogsaa Bøger for en Fabrik, der laa en
halv Mils Vej ude ad Vesterkanten. Der gik han ud hver Aften, efter
at han hele Dagen havde travet omkring til Byens Handlende.
Naar han saa kom hjem, dødtræt og ofte -- i daarligt Vejr -- vaad
og forfrossen, fandt han gjærne sin Aftensmad ude paa Køkkenbordet,
Ilden i Kakkelovnen slukket, sin Datter optagen af hendes Pligter
ved Theatret og sin kjære Ægtehalvdel i Besøg hos en eller anden god
Veninde.
Men han var bleven vant dertil og knurrede aldrig. Han var i det hele
et grumme fredsommeligt Menneske. Naar Fru Thorsen var vred og talte
i høje Toner om al den Uret, hun mente, at Verden og især hendes Mand
havde begaaet mod hende, saa sagde han blot i sin blideste Tone --
hvis han overhovedet tillod sig at sige noget:
»Du skulde ikke forivre dig, lille Tine!«
Og til Gjengjæld fik han af sin kjære Kone et sønderknusende Blik og
hele Begrædelsens Bog repeteret om igjen. Men alt det var han saa
inderlig vant til.
Minna tog sjælden Parti hverken for Faderen eller Moderen. Dog holdt
hun sig mest til den sidste, skjønt det ingenlunde skortede paa smaa
Uoverensstemmelser, der undertiden gav Anledning til mindre kjærlige
Optrin mellem dem.
Fru Thorsen satte imidlertid paa sin Manér Pris paa sin Datter,
maaske ikke mindst fordi denne var en smuk og statelig Pige, der
repræsenterede hendes eneste Udsigt til igjen at komme paa den grønne
Gren. Hun havde en egen snu Maade at smigre Minnas Forfængelighed
paa, hvorved hun bevarede en vis Indflydelse over hende.
Minna var vel ikke helt blind for, at hendes Fader kun blev maadelig
behandlet, men saaledes havde det været al den Tid, hun kunde huske
tilbage, og det havde sløvet hendes Blik for, hvor hæsligt Forholdet
egentlig var. Faderen var kun til for at skaffe det fornødne til
Husholdningen. Det var hans ufravigelige Pligt; iøvrigt kunde man
godt lade, som om han slet ikke existerede, og behøvede i alt Fald
ikke at tage noget som helst Hensyn til ham.
Dette var en Theori, som Fru Thorsen havde slaaet urokkelig fast
i sit Ægteskabs Praxis, og i al Stilhed øvede den sin skadelige
Virkning ogsaa paa Minna. Det var halvt ubevidst og i Grunden uden at
tænke noget ondt derved, at hun med Moderens Exempel for Øje havde
tilegnet sig noget af den samme Hensynsløshed i sin Adfærd overfor
sin Fader.
Smaa Forhold og især den Art Fattigdom, der paa en opstyltet Maade
giver sig Mine af Velstand, kan desuden have en egen demoraliserende
Indflydelse paa et Hjem. Den avler Bitterhed i Sindet og udvikler paa
én Gang Egennytte og Mistillid, som der skal særlig gode Naturer til
at modstaa. Minna var oprindelig et sundt Gemyt med mange gode Anlæg,
men de Forhold, hvorunder hun var opvoxet, havde ligesom hæmmet
hendes aandelige og moralske Væxt. --
Hvis man nogle Dage efter den pludselige Forlovelse vilde have spurgt
hende, om hun var fuldkommen lykkelig over, hvad der var sket, vilde
hun maaske have havt vanskeligt ved at give et fuldt ud oprigtigt
Svar.
I ét Punkt var Minna en Modsætning til de fleste unge Piger i hendes
Alder og Stilling. Hun var mærkelig uberørt af alle Forestillinger om
Kjærlighed og Elskov. _Det_, at hun saa pludselig havde bundet sig
til en Mand, havde paa én Gang noget ubevidst tillokkende og noget
skræmmende for hende.
Den første Følelse, hun havde været sig bevidst at nære for Henning,
var en vis tillidsfuld Tryghed i hans Nærhed. Hans aabne, ærlige
Ligefremhed havde vakt hendes Fortrolighed. Han forekom hende
strax som en god gammel Bekjendt, der mente hende det vel, og hans
øjensynlige Deltagelse for hende vakte de blidere Følelser, der
ligger paa Bunden af ethvert Kvindehjærte.
Saa var det pludselig, at der havde gjort sig et erotisk Moment
gjældende i deres Forhold. Det kom saa uventet og fik en mærkelig,
betagende Magt over hende. Efter det første Kys, han havde trykket
paa hendes Mund, var det, som om hendes Sind paa én Gang blev helt
optaget af ham. Og dog var der en besynderlig Uro forbunden med denne
Følelse. Der var Øjeblikke, hvor hun ønskede, at det hele var en
Drøm, men strax efter kunde der saa paakomme hende en heftig Angst
for, at han ikke skulde have ment det alvorlig -- kun givet efter for
et Øjebliks Stemning, og at han maaske slet ikke vilde komme, som han
havde lovet.
Hun havde ikke kunnet modstaa Fristelsen til at fortælle sin Moder,
hvad der var sket. Fru Thorsen fik i den Anledning umaadelig travlt.
Gamle Thorsen blev sendt ud for at skaffe Penge. Der maatte pyntes
op i Huset. I alt Fald nogle ny Skilderier paa de snavsede Tapeter
og nyt Betræk paa Stole og Sofa. Fru Thorsen maatte ogsaa have sin
Silkekjole repareret, og man maatte sørge for at have Penge i Huset
til en fin Frokost, naar den ny Svigersøn kom. Han kunde komme, hvad
Øjeblik det skulde være.
Gamle Thorsen traskede omkring til sine Principaler og fik skrabet
sammen en lille Sum, som han afleverede til sin Ægtemage, og Fru
Thorsen fik nu nok at gjøre med at arrangere al Ting. Svigersønnen
skulde i det mindste kunne mærke, at han kom til Folk, der havde
bevaret en Afglands af svundne Dages Herlighed.
Minna tog med en vis Nervøsitet Del i disse Forberedelser. Det pinte
hende lidt, at han skulde se, hvor fattigt de havde det. Men paa den
anden Side var hun fornuftig nok til at sige sig selv, at det var en
Taabelighed at tænke derpaa. Hun vidste jo, at han kun holdt af hende
for hendes egen Skyld, og hun blev sikkert ikke ringere i hans Øjne,
fordi han traf hende i et fattigt Hjem.
Om Lørdagen -- det var tre Dage efter, at hun og hendes Moder var
vendte tilbage til Byen -- kom der Brev fra ham. Det indeholdt blot
et Par Linier:
»Min egen, lille Kjæreste!
I Morgen Formiddag har du mig hos dig. Jeg bringer to smaa gyldne
Lænker med mig. Maatte de være smedede som et uopløseligt Baand
om vor fremtidige Lykke!
Din Henning.«
Det var det første Kjærlighedsbrev, Minna havde modtaget. Hun
læste det utallige Gange. Hun viste det ogsaa -- med en Slags
barnagtig Vigtighed -- til sin Moder, hvilket hun dog ikke havde
stor Fornøjelse af, thi Fru Thorsen blev meget opbragt over, at hun
ikke med et eneste Ord var nævnt i Brevet. Det var temmelig simpelt,
syntes hun.
Der udspandt sig i den Anledning mellem Minna og hendes Moder en
lille Disput, som just ikke udmærkede sig ved den hensynsfuldeste
Form paa nogen af Siderne. Dersom Henning havde været Vidne dertil,
vilde han billigvis være bleven noget forbavset over de skrappe
Udtryk, hans Kjæreste havde til sin Raadighed, naar hun blev hidsig.
Der var imidlertid ikke lang Tid til at skjændes, thi den lille
Scene foregik Søndag Morgen, og Henning havde jo skrevet, at han
kom om Formiddagen. Saa traf Fru Thorsen de sidste Forberedelser
til Frokosten. Det vil sige, hun gik op til Værten paa første Sal
og laante Tallerkener, Servietter, Knive og Gafler, Glas, Plat de
Menage osv. -- altsammen Gjenstande, der ikke kunde undværes ved en
præsentabel Frokost, men som hendes eget Hus kun var forsynet med
efter en meget mangelfuld Maalestok.
Da dette vigtige Hverv var besørget, og Frokostbordet var dækket
i det tilstødende Værelse -- Lejligheden bestod af tre Værelser,
hvoraf det ene var et +terra incognita+ for uvedkommende -- satte Fru
Thorsen sig ved Vinduet med en Bog i Haanden og iført en falmet blaa
Silkekjole, der stod i et Slags korresponderende Forhold til Stuens
lige saa falmede og forlorne Udstyrelse.
Gamle Thorsen var bleven sendt bort. Hans Klæder var for Tiden
altfor fedtede og slidte -- havde hans Kone erklæret -- til at han
kunde præsentere sig ved en saa højtidelig Lejlighed. Thorsen var
fremkommen med den beskedne Paastand, at det dog var rimeligt, at han
var til Stede, naar Svigersønnen kom. Den unge Mand maatte vistnok
finde det paafaldende, om han ikke var nærværende ved en saa vigtig
Familiebegivenhed.
Det var den længste og ivrigste Tale, Thorsen havde holdt i mange
Aar, men den hjalp ham ikke. Naar han satte saa megen Pris paa at
hævde sin Faderværdighed, sagde Fru Thorsen spydig, saa skulde han i
Tide have sørget for at skaffe sig en respektabel Paaklædning; men
hun vilde ikke prostitueres af hans lurvede Udseende. Med Hensyn til
hans Fraværelse skulde hun nok finde paa en passende Forklaring.
Gamle Thorsen gik ud tidlig om Morgenen, men han var saa benauet,
som selv ikke de haardeste daglige Gjenvordigheder kunde have gjort
ham. Han saa' saa underlig fortabt ud, da han gav Minna Haanden og
sagde:
»Ja, din Fa'er ønsker dig til Lykke, mit Barn!«
Minna vilde have holdt ham tilbage, men i det samme kaldte hendes
Moder paa hende, og da hun atter kom ind i den anden Stue, var hendes
Fader gaaet. --
Minna havde en sort, ulden Kjole paa, der sluttede tæt om hendes
velformede Skikkelse. I Brystet havde hun fæstet en hvid Rose. Hendes
svære, blonde Haar laa som sædvanlig i en enkelt tyk Flætning ned ad
Nakken.
Hun lukkede selv op, da han bankede paa. Der var ligesom et Øjebliks
Forlegenhed paa begge Sider, men saa tog han hendes Haand mellem sine
og sagde:
»Hvor jeg har længtes efter dig, Minna!«
Og hun svarede med taalelig Anstand:
»Velkommen, Henning!«
Hun forekom ham smukkere end før, som hun stod der, saa høj og rank,
i den lave, falmede Stue.
De var alene, thi Minnas Moder havde meget mod sin Vilje set sig
nødsaget til at gaa ud i Køkkenet i Husholdningsanliggender. Men
da det første Øjebliks Bevægelse var overstaaet, talte de ganske
fornøjeligt og utvungent med hinanden som nyforlovede Folk, indtil
Fru Thorsen kom ind og udgød i en bevæget Ordstrøm sin Forbavselse
over den uventede Forlovelse, sin Glæde over at faa en saadan
Svigersøn, sin inderlige Overbevisning om, at han vilde gjøre
hendes Minna lykkelig, og endelig en Mængde Undskyldninger for den
Forstyrrelse, hvori han traf hende, men deres Pige var netop skiftet
i disse Dage (det var rigtignok mindst ti Aar siden, de havde holdt
Pige) og nu maatte hun selv tage Del i Husholdningen, hvad hun aldrig
havde været vant til.
Henning var for optagen af Minna til at lægge synderlig Mærke til sin
tilkommende Svigermamas forlorne Fornemhed. Hvad kom den i Grunden
ogsaa ham ved? Naar blot Minna var en brav Pige, kunde alt det andet
være ham temmelig ligegyldigt. --
De nyforlovedes første Dag -- denne mærkelige Dag med alle dens
Tillokkelser, dens forunderlige Blanding af halv Fortrolighed og halv
Forlegenhed -- gik overmaade godt.
Kun en enkelt Mislyd havde der været, men den havde nærmest ramt Fru
Thorsen.
Ved Slutningen af Frokosten havde Værtens lille Søn indfundet sig med
den Besked, at han skulde hilse og sige fra sin Fa'er, at nu skulde
de spise til Middag, og saa skulde de selv bruge de »Tallerkninger«,
som Madamen havde laant.
Drengen bragte denne Besked saa lydelig, at den kunde høres gjennem
den halvt aabne Dør. Men Herregud -- der var jo ikke noget ondt deri.
Det var kun saa uheldigt, at Fru Thorsen et Par Minutter i Forvejen
havde gjort en Undskyldning for det tarvelige Service, som hun med et
fint, vemodigt Smil havde kaldt tarvelige Rester af deres tidligere
Velstand. --
VI.
De havde været forlovede i fire Maaneder. --
Det havde været en underlig urolig Tid for Henning. Ikke saaledes
at forstaa, at han nogen Gang havde fortrudt det Skridt, han havde
gjort; tværtimod blev han mer og mer optagen af Minna, for hver Dag
der gik. Men han følte aldrig nogen ublandet Tilfredshed, naar han
var hos hende.
I Begyndelsen af deres Forlovelsestid havde hun været mærkelig
tilbageholdende. De mange Kys og Kjærtegn, som unge forlovede plejer
at ødsle paa hinanden, syntes ikke at have nogen Tillokkelse for
hende; de lod snarere til at skræmme hende.
Denne Tilbageholdenhed, der ikke havde det mindste at gjøre med
beregnende Koketteri, øvede en æggende Virkning paa ham. Hans Længsel
efter, at hun skulde blive hans, hidsedes mere og mere, og den
opfyldte ham efterhaanden saa fuldstændig, at han i Grunden slet ikke
havde nogen klar Tanke tilovers for Sagernes Stilling.
Hun var begyndt at vise sig lunefuld mod ham. Hun kunde den ene Dag
være god og venlig og den næste støde ham fra sig med en næsten
fornærmende Kulde og Vrantenhed. Til andre Tider kunde han træffe
hende i Graad, uden at det var ham muligt at faa hende til at sige,
hvad der bedrøvede hende. --
En Gang faldt det ham ind, om hun maaske fortrød, at hun havde
opgivet Theatret, og muligvis savnede sine Omgangsfæller der. Han
spurgte hende derom og bad hende give et oprigtigt Svar, men hun
sagde, at det var slet ikke derfor, hun græd. »Det var bare hendes
Sind, der var saadant; han skulde ikke bryde sig derom.«
Men trods alle de smaa Disharmonier, som fremkaldtes af Minnas
Lunefuldhed, fik det Forhold, hvori han var kommen, en voxende Magt
over ham. En stor Del af sin Tid tilbragte han sammen med Minna; sine
Kammerater havde han helt opgivet. Skjønt hun ofte var i daarligt
Lune, medens han var hos hende, vilde hun dog ikke undvære ham.
En eneste Gang havde han skrevet til hende, at han ikke kom som
sædvanlig om Eftermiddagen; han var uventet bleven bedt ud. Men da
han traf Minna den næste Dag, var hun saa forgrædt og ulykkelig, at
han højtidelig lovede hende, at hun og ingen anden for Fremtiden
skulde have al den Fritid, han kunde raade over. --
Der var gaaet en Maaned af deres Forlovelsestid, før han havde
forestillet hende for sin Fader. Det var egentlig tilfældigt, at det
havde varet saa længe. Det var blevet opsat fra Dag til Dag.
Saa var de endelig en Formiddag gaaede ud til Hennings Hjem i
Villakvarteret, og Minna havde ved det første Bekjendtskab syntes
ganske godt om gamle Bentsen. Naar denne ikke havde en af sine mørke
Perioder, hvor han gav efter for sin slemme Tilbøjelighed, kunde han
endnu gjøre et ret fordelagtigt Indtryk, saa man næppe skulde tro,
hvor sørgelig det var gaaet ham i Verden.
Minna tog strax hans Hjærte med Storm, skjønt hun som sædvanlig
overfor fremmede var tavs og tilbageholdende. For Resten vilde han
have syntes godt om en hvilken som helst ung Pige, Henning havde
forestillet ham som hans tilkommende Svigerdatter. Han havde i saa
mange Aar støttet sig til sin Søn og set op til ham, at han ganske
naturlig fandt alt, hvad Henning foretog sig, saare vel gjort.
»Tag ham bare ikke helt fra mig«, sagde han til Minna med en vis
Blanding af Spøg og Alvor. »Det forstaar sig«, tilføjede han, »at han
skal tilhøre Dem helt og holdent. Det er ikke saa underligt, at han
foretrækker en smuk ung Pige fremfor sin gamle Døgenigt af en Fa'er,
men jeg mener blot, at De skal passe paa, at der bliver en lille
Plads tilovers for mig -- en lille Krog, hvor jeg kan sidde og glæde
mig over hans Lykke.«
En anden Gang -- nogle Maaneder senere, da Minna atter var ude hos
Henning -- kom gamle Bentsen nærmere ind paa dette Spørgsmaal. Han
lod sig forstaa med, om det ikke lod sig gjøre, at de kunde faa et
Værelse tilovers til ham, naar de blev gifte.
»Ja, det var maaske bedst, om I blev fri for at have saadan en gammel
Fyr i Huset«, sagde han til Minna, da de et Øjeblik var alene i
Stuen. »Det er vel ogsaa egenkjærligt af mig at tale til Dem derom,
men naar De blot vidste, Minna, hvor daarlig jeg kan undvære den
Dreng! Han er den eneste, der endnu holder mig oppe og saa nogenlunde
forsoner mig med Livet. For det er snavs med mig. Det ved De maaske
intet af; _han_ har naturligvis ikke sagt Dem det, vel ...?«
Minna rystede paa Hovedet.
»Naa, det er ogsaa lige meget, men De skal vide, at han har gjort
langt mere for mig, end jeg har fortjent af ham. Jeg har været en
daarlig Fader, har jeg, og nu duer jeg til ingen Ting mere; men Skam
skal han aldrig faa af mig, saa flink og dygtig han selv er.«
Da Henning fulgte Minna ind til Byen samme Aften, som denne Samtale
havde fundet Sted, var hun vranten og ordknap paa hele Hjemvejen.
Henning prøvede paa at tale om alle mulige Gjenstande, som han troede
kunde more hende, men hun gav kun Enstavelsesord til Svar. Hendes
Lunefuldhed pinte ham, og dog kunde han ikke blive rigtig vred paa
hende. Han tog det altsammen for Barnagtighed og trøstede sig med, at
det sikkert vilde blive anderledes, naar de først blev gifte.
Denne Aften var hun imidlertid mere umedgjørlig, end hun hidtil
havde víst sig, og for første Gang var han nær ved at tabe
Taalmodigheden. Den sidste Del af Vejen tilbagelagde de i haardnakket
Tavshed paa begge Sider.
Da de kom til Minnas Hjem, fulgte han som sædvanlig op med hende.
Hun ringede paa, men da ingen lukkede op, aabnede hun Døren med sin
egen Nøgle og traadte ind i den mørke Lejlighed, ledsaget af Henning.
Hendes Forældre var ude, og Henning vilde derfor blive, til hun havde
tændt Lys.
Hun gik ud i Køkkenet efter Tændstikker og gav sig derpaa til at
søge efter Lampen, der sjælden stod paa det samme Sted, men da hun
ikke strax kunde finde den, satte hun sig med Overtøjet paa hen ved
Vinduet -- altsammen i dyb Tavshed.
Henning blev staaende midt paa Gulvet, ligesom noget betuttet over
dette mer end almindelig slette Lune.
Et Øjeblik tænkte han paa at gaa sin Vej uden noget nyt Forsøg paa
Tilnærmelse. Det gik dog ikke an, at han hver Gang gav efter. -- Men
hun saa' trods sin Uartighed -- Henning kunde i Øjeblikket ikke finde
nogen bedre Betegnelse -- saa fristende sød ud, som hun sad der ved
Vinduet, medens Skæret fra Gaslygten udenfor faldt lige paa hendes
lyse Haar og den let blussende Kind, der tegnede sig i Former saa
bløde og runde som et Barns.
Han gik hen til hende.
»Hvad er der i Vejen, Minna?«
Hun svarede ikke. Saa gjentog han Spørgsmaalet.
»Sig mig, lille Minna, hvad der er i Vejen?«
»Ingen Ting!«
»Nu er du jo igjen den lille uartige Pige!« sagde han i en Tone, som
naar man taler til et stridigt Barn. »Husk paa, Minna, du skal snart
være en værdig Husmoder, saa kan det da ikke gaa an, at du vedbliver
at være saa barnagtig.«
»Jeg er slet ikke barnagtig«, udbrød hun heftig; »det er bare dig,
der kalder mig saadan«.
»Hvad andet skal jeg da kalde din Opførsel, Minna?« vedblev han mere
alvorlig. »Uden nogen som helst Grund kommer du i ondt Lune og bryder
dig ikke den mindste Smule om at beherske det.«
»Nej, jeg vil heller ikke beherske mig; jeg er nu en Gang saadan ...«
»Hør, Minna, lad os tale fornuftig sammen; jeg ved, du er en god
Pige, naar man blot har lidt Taalmodighed med dig ...«
»Aa, jeg forlanger slet ikke, at du skal have saa megen Taalmodighed
med mig. Du er altfor god. Lad mig blot sidde -- saa gaar det nok
over«.
»Nej, Minna, jeg vil have, at du skal tale fornuftig med mig. Sig mig
ærlig, hvad der er Grunden til, at du paa én Gang kunde blive i saa
ondt Humør?«
»Aa, jeg ved det ikke -- lad mig blot sidde i Ro.«
»Minna!«
Han lagde sin Haand paa hendes Skulder og saa paa hende med et
alvorligere og mere bebrejdende Blik, end han havde gjort nogensinde
før, naar der havde været Uenighed mellem dem.
»Naa, vil du endelig vide det?« -- hun fór heftig op af Stolen og
stod lige overfor ham -- »saa vil jeg blot sige dig, Henning, én Gang
for alle, at du maa vælge mellem ham og mig. Jeg vil ikke -- jeg vil
ikke have din Fader i Huset, naar vi bliver gifte!«
Henning traadte et Skridt tilbage og saa forundret paa hende. Det
var ikke saa meget Ordene som den Tone, hvori hun udstødte dem, der
saarede ham.
»Har min Fader rettet en saadan Anmodning til dig?« spurgte han.
»Aa ja, saa omtrent -- men jeg vil ikke, hører du«.
»Det skal du heller ikke« -- Henning talte rolig, med synlig Umage
for at beherske sig -- »men du kunde nok have sagt det paa en lidt
hensynsfuldere Maade. Før troede jeg kun, at du var barnagtig og
lunefuld, men i Aften er jeg næsten bange for at have opdaget, at du
kan være ond. Du har bedrøvet mig mere, end du tror.«
Han gik hen for at tage sin Hat, som han havde lagt fra sig paa
Bordet. Hun gjorde ikke Mine til at holde ham tilbage, men kastede
sig ned paa Stolen og udbrød i en krampagtig Hulken.
»Ja, ja, sig det kun, at jeg er ond; jeg ved det godt. Men jeg sagde
dig det jo. Aa, hvorfor lod du mig dog ikke være i Fred!«
Hun blev ved at hulke, medens han nærmede sig Døren. Endnu da han var
kommen ud paa Gangen, kunde han høre hendes Graad. Han blev staaende
saa længe, til han blev blød om Hjærtet. Og hun blev ved at græde
derinde. Nu fortrød hun vist allerede, hvad hun havde sagt. Aa, --
naar alt kom til alt, var hun jo kun et stort Barn; det var vistnok
forkert at tage hende med Haardhed. Han tøvede et Øjeblik endnu, men
saa kunde han ikke staa imod længere. Han lagde atter Haanden paa
Laasen og traadte ind.
Minna sad i samme Stilling som før med Ansigtet badet i Graad.
Henning gik hen til hende og lagde kjærtegnende sin Haand paa hendes
Hoved.
»Minna«, sagde han alvorlig, »vær nu fornuftig. Du plager til ingen
Nytte baade dig selv og mig. Ikke sandt, jeg ved godt, at du ikke
mente noget ondt med de stygge Ord, du sagde før? Jeg kunde ikke
længere være vred paa dig«.
Men Minna vilde endnu ikke se op paa ham.
»Du fortryder det -- gjør du ikke, Minna? Jeg kan ikke tro andet, thi
jeg vil saa gjærne være rigtig glad og lykkelig ved dig«.
Denne Gang saa hun op og slog saa pludselig begge sine Arme om hans
Hals.
»Aa -- du er altfor god til mig, Henning«, mumlede hun mellem
Graaden. »Men jeg kan ikke gjøre for, at jeg bliver saa ond og
hidsig. Jeg vil blot have dig ganske for mig selv, hører du, slet
ingen maa have nogen Del i dig!«
Trods Situationens Alvor kunde Henning ikke lade være at smile over
denne pludselige Overgang. Hun havde desuden aldrig før hengivet
sig saa ømt til ham, og hendes Kjærtegn bortjog den sidste Rest af
Misstemning. Han satte sig ved Siden af hende, lagde sin Arm om
hendes Liv og kyssede Taarerne bort af hendes Kinder.
»Var det da virkelig Skinsyge, du lille Taabe?« hviskede han lige saa
glad, som han nylig havde været bekymret.
»Kald det, hvad du vil, Henning, men jeg kan ikke finde mig i, at du
holder af andre end mig.«
Paa hendes Ansigt vexlede et indtagende Minespil mellem Regnvejr og
Solskin. Henning drog hende pludselig heftig ind til sig og trykkede
hede Kys paa hendes Mund.
Hun gjorde ingen Modstand, men besvarede hans Kys -- for første
Gang i deres Forlovelsestid. Det var farlige Kys, paa én Gang saa
ængstelige og saa fulde af ubevidst Attraa. De gjorde ham svimmel,
fik ham næsten til at stønne af Angst.
Hun sad paa hans Skjød med Hovedet hvilende paa hans Skulder og saa'
paa ham med halvt lukkede Øjne, glad og tillidsfuldt som et Barn, der
ved, at man ikke længere er vred paa det.
»Jeg tror, jeg maa gaa, Minna«, sagde han.
»Aa nej, bliv lidt endnu, Henning«, svarede hun. »Bliv, til Mo'er
kommer hjem. Nu har vi det saa godt. Jeg synes, at jeg aldrig har
holdt saa meget af dig som i Aften, efter den stygge Scene, vi nylig
havde. Det er, ligesom jeg først nu var bleven rigtig forelsket i
dig. Jeg tror ikke, jeg mere kan nænne at være lunefuld mod dig. Og
du er heller ikke vred længere -- er du vel? Saa --« hun klyngede sig
tættere op til ham og hviskede de sidste Ord -- »saa maa du ogsaa
gjærne kysse mig, naar du vil være en god Dreng.«
Hans Sandser og Nerver, der var lige anspændte, kunde ikke holde
Stand længere. Naar alt kom til alt, var hun jo dog hans. En vild,
afsindig Lidenskab fik Magt over ham -- --
Men lige saa hurtig forandrede Udtrykket i Minnas Blik sig til Angst
og Vrede. Hun fór med et Spring op fra hans Skjød og stod oprejst
foran ham. --
»Gaa! Gaa!« -- Hun stødte Ordene kort og hæst frem.
Han var atter bleven ædru og krympede sig under det Blik, hvormed
hun saa paa ham. Men det varede kun nogle Sekunder; saa var det,
ligesom hun sank sammen, og hun udbrød i en hjærteskærende Hulken,
der smertede ham mere end hendes Vrede.
»Tilgiv mig -- tilgiv mig!« stammede han den ene Gang efter den anden.
Og da hun blev staaende ubevægelig paa det samme Sted, vilde han
nærme sig hende.
»Nej -- nej, rør mig ikke!« bad hun.
»Minna, sig blot et eneste tilgivende Ord. Jeg var afsindig; jeg
vidste ikke af mig selv; du maa ikke dømme mig saa strængt ...«
»Nej, jeg vil slet ikke dømme dig, men saa ond troede jeg ikke, du
kunde være ... Aa, det er saa grueligt at tænke ...«
»Minna, glem denne ulyksalige Aften. Jeg vil aldrig selv kunne
tilgive mig det, men du maa ikke berøve mig alt Haab om, at det igjen
kan blive godt mellem os.«
»Nej, nej -- men tal ikke mere til mig nu. Det gjør mig saa ondt, saa
ondt ...«
Han sendte hende et langt, bedrøvet Blik til Afsked -- skammede sig
som en Hund over sig selv. Ingensinde havde Minna staaet saa ren og
uskyldig for ham som nu. Hendes Lunefuldhed, hendes heftige Sind --
hvor let havde det ikke været at bære mod de Selvbebrejdelser, der nu
rev op i ham.
Og vilde dette ikke hævne sig en Gang, naar de blev Mand og Hustru?
VII.
»Det er Pokker, saa Henning er kommen til at se nervøs ud«, sagde
hans Kammerater.
»Hvi lider Daphnis og Chloë?« spurgte Hans Frederik, der endnu stadig
i sit stille Sind gik og rystede paa Hovedet over sin Vens hastige
Forlovelse.
»Jeg kan fortælle dig, at hun er meget for god til mig«, sagde
Henning, naar han endnu en sjælden Gang havde en fortrolig Samtale
med sin gamle Ven.
»Ja vist er hun en brav Pige«, erklærede Hans Frederik, der for en
Gangs Skyld glemte at citere sine gamle og ny Klassikere. »Ovre ved
Theatret kaldte de hende den hellige Diana, fordi hun havde en egen
selvbevidst Maade at være paa, der afværgede alle Forsøg paa at gjøre
sig behagelig for hende.« --
Efter den omtalte Aften, der havde indeholdt saa forskjelligartede
Sindsbevægelser for Minna og Henning, var der indtraadt et nyt
Stadium i deres Forlovelse. Minna var ikke saa lunefuld som før.
Gnisten, der hidtil havde manglet i hendes Følelser for Henning,
syntes paa én Gang at være bleven tændt.
Det pinlige Optrin, som havde fundet Sted mellem dem, lod hun til at
have glemt faa Dage efter. I alt Fald havde det den modsatte Virkning
af den, Henning havde ventet. I Stedet for at trække sig sky tilbage,
blev hun mere øm og kjærlig. Han fik en Anelse om, at han havde
vakt noget hos hende, som hidtil havde slumret paa Bunden af hendes
Gemyt. Tanken derom ængstede ham. Og paa den anden Side var han
selv for svag til at staa imod. Han indsaa, at det maatte ende i en
vild Sandserus. Og derpaa skulde de altsaa bygge deres forestaaende
Ægteskab.
Han begyndte at blive bange baade for sig selv og for hende. Men det
var allerede for sent. Støvet var blæst af Sommerfuglevingerne, og
han var Skyld deri.
Han blev nervøs og pirrelig. Han havde ingen Ro paa sig, naar han
ikke var sammen med Minna, og dog indeholdt mange af disse Timer
Kilden til heftige Selvbebrejdelser for ham. Forlovelsestiden -- hvor
kort den end var -- forekom ham at være en unaturlig Tilstand. Denne
halve Hengivelse og halve Tvang gjorde ham febersyg. --
Han malede for Tiden paa det Billede, til hvilket han havde gjort
Studier under sit Ophold paa Fanø. Det havde fundet en Kjøber, og
Henning skulde have 2000 Kr. for det. Maleriet forestillede en
Fanøskipper, der vender hjem efter Langvejsfart og modtages af sin
Kone og en lille Glut, der aabenbart er meget forbavset over, at hun
skal sige Fa'er til den fremmede Mand. Billedet røbede en frisk, kjøn
Stemning, en ægte kunstnerisk Opfattelse, og den tilkommende Kjøber
havde ved sit sidste Besøg i Hennings Atelier været meget glad over
det.
Han var saa vidt færdig, at naar han blot var tilstrækkelig oplagt
til at arbejde, kunde han aflevere Billedet om en Maaneds Tid. Saa
skulde han og Minna holde Bryllup. For de Penge, han fik, vilde han
betale sin Gjæld, og Resten skulde anvendes til at sætte Bo for. Slog
Pengene ikke til, maatte man kjøbe en Del af Bohavet paa Kredit; den
Ting klarede sig nok.
Da Bryllupsdagen først var bleven bestemt, kom der lidt mere Ro og
Tilfredshed over ham. Ogsaa Minnas Sind lod til at være kommet i mere
Ligevægt i den sidste Tid. --
De havde allerede begyndt at indrette deres fremtidige Hjem. Ude i
Rosenvænget havde de faaet et lille Hus til Leje. Her kunde de have
det ganske for dem selv, bo saa fredelig og idyllisk, som om de var
ude paa Landet, og dog nær nok ved Hovedstaden til at nyde dens
Adspredelser, saa vidt deres Finansvæsen tillod dem det.
Hvad gamle Bentsen angik, saa havde han selv foreslaaet, at han
foreløbig vilde blive boende i Hennings gamle Lejlighed. Da han
mærkede, at Minna ikke syntes om, at han tog i Huset hos dem, lod
han, som han selv ønskede at blive, hvor han var. Det var en tosset
Ide, han havde havt, sagde han til Henning. Gud ved, hvad de skulde
med saadan et gammelt Spektakel i deres ny, hyggelige Hjem. --
Minna var egentlig et stort Barn. Hun gik hver Dag ud til deres ny
Hjem for at se paa alle de Husholdningssager, som efterhaanden blev
sendte derud. Hun nærede en uhyre Angst for, at noget af det smukke,
ny Porcelæn skulde gaa i Stykker.
Henning begyndte saa smaat at glemme sin Uro og sine Selvbebrejdelser
fra Forlovelsestiden ved at se, hvor barnlig hun kunde være. Naar alt
kom til alt, varslede det dog bedre, end han en Tid lang havde turdet
tro. Det syntes ham, ligesom de begge to skulde til at begynde et
helt nyt Liv. Det kom kun an paa dem selv, hvad Indhold det skulde
faa.
* * * * *
Der skulde ikke være andre med til Brylluppet end Minnas Forældre,
Hennings Fader og Hans Frederik.
Brylluppet var bestilt i en Landsbykirke en Mils Vej fra Byen.
Det var tidlig paa Formiddagen, da man tog derud -- lige i
Begyndelsen af Sommeren. Et godt Stykke Vej kjørte de langs Sundet,
der laa friskt og smilende udbredt for dem. En Mængde Sejlere
og Dampere krydsede frem og tilbage derude, og Sollyset blinkede
saa lystig paa Søens fint krusede Overflade, at denne kom til at
ligne et bølgende, blaat Tæppe, oversaaet med Myriader af funklende
Guldpailletter. --
En halv Time før Tiden kjørte Hennings Vogn op for Kirkedøren.
Den lille, beskedne Landsbykirke saa' fredelig og indbydende ud.
Selv de nøgne, hvide Vægge gjorde et lyst og hyggeligt Indtryk. Til
Højre for Alteret stod Døbefonten, dækket af en vældig Tronhimmel.
Prædikestolen var prydet med broget malede Billeder af tre af
Apostlene. Oppe i Loftet hang fire fuldtriggede Skibsmodeller med en
uendelig Mængde smaa Danebrogsflag. Det nærliggende Fiskerleje hørte
med til Sognet.
Skolelæreren, der fungerede som Organist, sad allerede oppe i Koret
og fordrev Tiden med at slaa Tremulanter paa Orglet, indtil Bruden
kom. --
Hun saa' uimodstaaelig sød ud i den hvide Brudekjole. Hendes Ansigt
var saa ungt og friskt som et Barns; Kinderne blussede af undertrykt
Bevægelse. --
Saa begyndte Vielsesceremonien. Og Præsten talte varmt og
indtrængende til dem.
Det var let nok for de unge at elske hinanden -- sagde han -- men
Kjærligheden skulde ogsaa vare ved, naar Ungdom og Skjønhed var
falmet. Kun da var det den rette Kjærlighed, en Kjærlighed i Aand og
Sandhed, som kunde føre trygt gjennem alle Livets Skjær og gjøre selv
Modgangen let at bære. --
Minna holdt sig tappert, indtil hun og Henning havde givet hinanden
Haanden, og Vielsen var forbi. Men da Orglet atter begyndte at bruse
gjennem den lille fredelige Kirke, brast hun i heftig Graad. --
De traadte ud paa Pladsen foran Kirken, hvor Vognene ventede.
Rundt om dem laa det venlige, foraarsklædte Landskab. Landsbyhusenes
straatækte Tage kiggede frem mellem Træerne, hvor Vejen drejede om.
Bag ved laa de grønne Marker, og helt ude i Synskredsen Skovbrynet,
der tegnede sig som en mørk Stribe mod den sollyse Luft. Altsammen
saa vaarligt og smilende, som om det vilde forjætte dem en Fremtid
lige saa lys og klar som den friske Foraarsdag.
VIII.
»Tag mig det ikke ilde op, Svigersøn, at jeg kommer saa tidlig ud til
Dem, før alle de andre,« sagde gamle Thorsen, der havde indfundet sig
ude hos Henning tidlig paa Formiddagen, et Par Dage efter Brylluppet.
»-- Min Kone ved naturligvis ikke, at jeg er gaaet herud. Og jeg
vilde rigtignok heller ikke gjærne have, at Minna skulde vide det.«
Han saa sig om i Atelieret, hvor Henning havde taget imod ham, med et
forlegent, næsten ængsteligt Blik, som om han var bange for at blive
attraperet i en strafværdig Handling.
»Har De noget særligt paa Hjærte, kjære Svigerfader?« spurgte
Henning, idet han nødte den gamle Mand til at tage Plads.
»Aa ja -- aa ja; det vil vist forekomme Dem højst besynderlig ....«
Gamle Thorsen var meget nervøs og vidste aabenbart ikke, hvorledes
han skulde komme frem med, hvad han havde at sige. Henning var
temmelig fremmed for ham. Det var i hvert Fald første Gang, de var
inde paa noget, der lignede en fortrolig Samtale. Det kom sig dels
af, at hans Kone én Gang for alle havde forbudt ham at blande sig i,
»hvad der ikke vedkom ham«, og desuden havde han sjælden været hjemme
paa de Tider, da Henning besøgte dem. --
»Ja -- det vil sikkert forekomme Dem højst besynderlig,« gjentog han.
»Men, Herregud, til Dem kan jeg dog vist tale ganske ligefrem.«
Han trak Vejret dybt og tog derpaa fat igjen med lidt mere Sikkerhed.
»Ser De, kjære Svigersøn, De kan jo nok tænke, hvor glad jeg er over,
at Minna har faaet saadan en brav og dygtig Mand som Dem. Hun havde
saamænd godt af at komme hjemmefra, stakkels Tøs. Ja -- og nu vilde
jeg naturligvis gjærne have, at I skulde blive rigtig lykkelige med
hinanden ....«
Her gjorde gamle Thorsen igjen en forlegen Pavse.
»Jeg haaber ikke, De nærer nogen Bekymring i saa Henseende?« sagde
Henning, der ikke rigtig forstod, hvor hans Svigerfader vilde hen.
»Nej, nej, vist ikke -- ikke i mindste Maade, at Skylden skulde blive
Deres. Men det er det, jeg er kommen for at sige Dem, hvor underligt
det end maa synes Dem. -- Minna har sine Fejl, som det maaske kunde
falde Dem ind at være saadan .... saadan altfor overbærende med. Og
det duer ikke ....«
»Jeg forstaar Dem ikke« -- Henning begyndte at ærgre sig lidt
over denne Samtale, der forekom ham at passe meget daarlig til
Hvedebrødsdagenes uforstyrrede Harmoni. -- »Er det Deres Mening,
kjære Svigerfader, at De vil belære mig om, hvorledes jeg skal
forholde mig overfor min Kone?«
»Aa, bliv nu ikke vred -- bliv endelig ikke vred,« stammede gamle
Thorsen i en forknyt Tone. »Jeg sagde jo nok, at det vilde forekomme
Dem højst besynderlig. Men jeg forsikrer Dem, at jeg handler i den
bedste Mening.«
»Det tvivler jeg slet ikke om.« -- Henning fortrød allerede sin
Heftighed overfor den skikkelige Mand, der aldrig før var falden ham
til Besvær, end ikke et eneste Øjeblik. »Jeg miskjender ingenlunde
Deres gode Hensigt. De ved, at Minna undertiden kan være lidt
lunefuld og maaske lidt heftig, og De mener, at baade hun og jeg
staar os bedst ved, at jeg i saadanne Tilfælde ikke giver for meget
efter. Ikke sandt, det var det, De vilde sige mig?«
»Ja -- ja netop. Jeg har en lang ægteskabelig Erfaring« -- gamle
Thorsen drog et dybt Suk, der vidnede om, at den ikke var af
den glædeligste Art -- »og jeg kan forsikre Dem, at det er de
ulykkeligste Ægteskaber, hvor Konen regerer med uindskrænket
Myndighed. Enten bliver Manden en forkuet, sølle Stakkel eller en
Hykler. Aa ja -- man taler saa meget om Kvindens Undertrykkelse,
men De kan tro, kjære, unge Ven, at i den største Halvpart af
Ægteskaberne -- navnlig i den saakaldte bedre Klasse -- er det
Manden, der lader sig undertrykke for den kjære Husfreds Skyld, af
Hensyn til Børnene, for at undgaa Skandale, naar det kom til et
aabent Brud, og af mange andre Grunde. Og saa kan det tilmed være
dygtige og begavede Mænd, der ude i Verden forstaar at tiltvinge sig
Respekt og Hensynsfuldhed, men hjemme lader de sig kujonere lige saa
galt eller endnu værre end de Stakler, der ikke duer synderlig.«
Og gamle Thorsen lod Hovedet hænge med en Mine, der fristede stærkt
til at henføre ham til den sidstnævnte Kategori.
»Det er maaske _Deres_ Erfaringer,« svarede Henning. »Men jeg har
i min Barndom havt et helt andet Exempel for Øje. Min Moder var en
kjærlig, taalmodig Kvinde, der hele sit Liv led Mangel og Savn uden
at beklage sig. Fader er langtfra noget ondt Menneske, tværtimod;
han kunde give det sidste bort, han havde, for at hjælpe andre. Men
hans Livs Ulykke er, at han har levet paa en falsk Ide. Han opgav
en Virksomhed, som gav os et rigeligt Udkomme, og flyttede her til
Kjøbenhavn i den Tro, at han kunde blive Kunstner. Min Stakkels
Moder troede fuldt og fast paa ham lige til det sidste. Hun nægtede
sig selv de uundværligste Fornødenheder, for at han kunde rejse
ud og male Studier, men Studierne blev sjælden til Billeder, og
Billederne blev aldrig solgte -- undtagen til Marskandiseren eller
Pantelaaneren. Da det endelig gik op for min Fader, hvor haardt han
havde skuffet sig selv og sine nærmeste, var det for sent at begynde
forfra. Det gik mer og mer til Agters for ham; vi manglede mangen
Gang Brødet, men aldrig hørte han et bebrejdende eller utaalmodigt
Ord af min Moder. Og da Vorherre endelig løste op for hende, var
hendes sidste Ord, at Fader dog endelig ikke maatte opgive Haabet
om, at hans Talent endnu kunde blive anerkjendt og skaffe ham den
Lykke, som han saa længe havde ventet paa. -- Ser De, Svigerfader, en
saadan Hengivenhed, en saadan blind Tro paa den, man elsker, er kun
en Kvinde i Stand til at føle.«
Gamle Thorsen vidste ikke, hvad han skulde svare herpaa. Hans
Erfaringer om Kvinden var af en helt anden Beskaffenhed. Han havde
aldrig mærket noget til deres Offerberedvillighed og Hengivenhed.
»Jeg har ikke misforstaaet Deres Bevæggrund til at komme herud til
mig i Dag«, vedblev Henning lidt efter. »Jeg ved, at De mener baade
Minna og mig det godt, men jeg kunde dog have ønsket, at vi ikke var
komne ind paa dette Æmne. Minna har mange Betingelser for at blive en
god Hustru, og De kan være overbevist om, at jeg vil gjøre mit bedste
for at lede hende til det gode. Men saadan at begynde mit Ægteskab
med at være paa min Post overfor hende, at hun ikke skal faa en
Smule mer end den Myndighed, der tilkommer hende -- det kan jeg ikke.
Naar vi blot holder tilstrækkelig af hinanden, saa klarer alt det
andet sig nok.« --
Gamle Thorsen gav Henning et solidt Haandtryk til Afsked. Han var
selv helt forbavset over, at han saaledes havde blandet sig i
Børnenes Anliggender. Det var første Gang, han havde gjort det.
Da Svigerfaderen var gaaet, satte Henning sig ved sit Staffeli. Han
vidste, det var nødvendigt, at han tog alvorlig fat. Den Sum, han
havde faaet for »Hjemkomsten til Fanø«, var næsten helt og holdent
gaaet med, og der var ingen Penge til deres Husholdning, før han fik
et nyt Billede solgt. --
Lidt efter kom Minna ned.
»Du vil da ikke male i Dag, lige strax efter vort Bryllup,« sagde hun
lidt fortrædelig, da hun saa, at Henning allerede sad ved Staffeliet.
»Ja, men kjære Barn, hvor skal vi ellers faa Penge fra?«
»Aa -- det har ingen Nød, men i Hvedebrødsdagene troede jeg dog, jeg
skulde have dig for mig selv.« --
I den fixe, blaa Morgenkjole, med en hvid Pibestrimmel helt op i
Halsen, saa' hun saa sød ud, at selv hendes Surmuleri klædte hende,
og Henning kunde ikke modstaa Fristelsen til at give hende Ret, med
den Erklæring, at Hvedebrødsdagene burde unge Ægtefolk nyde uden en
eneste alvorlig eller fornuftig Tanke.
* * * * *
De skulde have et ganske lille Familieselskab i deres ny Hjem.
Der var ikke bedt andre end Minnas Forældre, Hennings Fader, Hans
Frederik og et Par andre af Hennings Venner. Henning havde spurgt,
om Minna ikke havde en Veninde, hun vilde indbyde, men Minna havde
aldrig brudt sig om Veninder; hun havde ingen.
Saa kom der altsaa ikke andre end de nævnte.
Ved Bordet vilde gamle Bentsen absolut drikke et Glas med dem
allesammen; selv havde han allerede drukket mere, end han ret vel
kunde taale. Han havde et af sine svage Øjeblikke.
Hans Ansigt blussede af Vinen; han blev mer og mer vrøvlevorn og
lagde ikke Mærke til de bebrejdende Blikke, Henning sendte ham.
Fru Thorsen løftede den ene Gang efter den anden sine Øjne op mod
Loftet med en Mine, der tydelig tilkjendegav, hvor dybt hun følte sig
krænket over en saadan Opførsel i hendes Nærværelse.
Hans Frederik, der vidste, hvorledes det hang sammen med Hennings
Fader, og som saa', hvor ilde til Mode hans Ven følte sig ved denne
Scene, erklærede tilsidst, at han var nødt til at bryde tidlig op;
saa kunde han og gamle Bentsen følges hjemad.
Men gamle Bentsen havde ikke Lyst til at gaa endnu. »Man troede vel
ikke om ham, at han var en Olding? Han var Kunstner, var han, og
i Kraft af sit guddommelige Kald var han evig ung. Han vilde bede
Selskabet tømme et Glas med ham paa, at de altid maatte leve for
Ideen og give Filistrene Døden og Djævlen. Han vilde endnu en Gang
erindre Selskabet om, at han var Kunstner, han -- -- en gammel Mand
rigtignok, et gammelt Spektakel oven i Kjøbet, der ikke længer duede
til noget, men det var Tidernes Ugunst ....«
Henning gik hen til sin Fader, lagde Haanden paa hans Skulder og
førte ham ind i det tilstødende Værelse. Han sagde ikke noget, men
den gamle blev helt ædru ved at se det bedrøvede Blik, som hans Søn
fæstede paa ham.
»Naa, er det dig, min Dreng. Hm, jeg var nok lidt vel lystig, var jeg
ikke? ... Du er vel ikke vred paa din gamle Fa'er?«
Han tog Hennings Haand mellem begge sine og saa' meget ulykkelig ud
ved at komme til Erkjendelse af, hvorledes han havde forløbet sig.
»Lad det være godt, Fa'er, men det maa ikke ske tiere. Det gjør mig
altfor ondt, at min Hustru og alle de andre skal se dig saaledes.«
»Men jeg forsikrer dig, Henning, det er ikke saa slemt. Jeg vrøvlede
bare lidt. Nu skal du se, jeg skal være saa fornuftig hele Resten af
Aftenen.«
Men Resten af Aftenen var spoleret. Gamle Bentsen blev siddende inde
i Atelieret. Fru Thorsen blev ved at lade, som om hun var bleven i
højeste Grad personlig fornærmet. Hendes Mand, der mærkede, at det
trak op til Uvejr, vidste ikke, om han turde tale eller tie. Ogsaa
Minna var kommen i ondt Lune og brød sig ikke om at skjule det for de
fremmede.
Henning, Ørbæk og Hans Frederik talte lidt om Kunst og Kunstnere, men
der var ingen Fart i Samtalen.
»Familievrøvl -- bryd dig bare ikke om det,« hviskede Hans Frederik
til Henning.
Saa blev det endelig nogenlunde passende Tid til at bryde op. Det var
ikke længere til at mærke paa gamle Bentsen, at han havde havt en
lille Gnist, undtagen for saa vidt man kunde se, at han skammede sig
over, hvad der var sket.
Han bød med megen Anstand Selskabet Godnat. Gamle Thorsen gav ham
godmodig Haanden, hvad der indbragte ham et skarpt Blik fra hans
blide Ægtehalvdel. Fruen indskrænkede sig til at besvare den gamles
Hilsen med en ceremoniel Hovedbøjning.
Derpaa gik han hen til Minna for at sige hende Godnat. Hun lod, som
hun ikke saa, at han rakte hende Haanden. Der kom pludselig et ondt,
trodsigt Glimt i hendes Øjne. Hun nikkede koldt og vendte ham Ryggen
uden at sige et Ord.
Henning stod ved Siden af dem, da dette foregik mellem hans Fader og
hende. Minnas Adfærd gjorde ham bitterlig ondt. Den gamle Mand kom
næsten til at ryste af Sorg og Skam over sig selv.
»Hils hende fra mig, Henning,« hviskede han til sin Søn, da denne
fulgte ham ud. »Jeg fortænker hende ikke i, at hun foragter saadan en
ussel gammel Karl som mig, men det gjør dog saa ondt at mærke det.«
»Aa, hun mener det ikke saa slemt. Men tag blot lidt Vare paa dig
selv en anden Gang, Fa'er.«
»Ja, det kan du stole paa, min Dreng. Jeg tilgiver aldrig mig selv,
at jeg saa skammelig har ødelagt denne Aften for dig. -- Glem nu ikke
at gjøre hende en Undskyldning, hører du?«
Henning fulgte sin Fader ud til Havelaagen og vendte derpaa tilbage
til Huset. Minna var allerede gaaet ovenpaa, og da Henning lidt efter
kom op i deres Sovekammer, var hun gaaet i Seng og laa med Tæppet
trukket op over Hovedet.
Han gik en Tidlang tavs op og ned ad Gulvet og kæmpede med alle de
Tanker, der fór gjennem hans Hoved. Han var inderlig bedrøvet over,
at det allerede skulde komme til en Scene mellem dem, saa kort Tid
efter deres Bryllup. Han vidste ikke rigtig, hvorledes han skulde
tale til Minna. Ganske vist havde hans Fader den oprindelige Skyld
i, hvad der var sket, men det var stygt af hende, at hun havde taget
det paa den Maade. --
Hun laa stadig med Hovedet under Tæppet som et uartigt Barn. Han gik
hen til hende og vilde tage Tæppet bort fra hendes Ansigt, men hun
holdt det fast mellem sine knyttede Hænder.
»Jeg maa tale med dig, Minna,« sagde han i en rolig, men bestemt Tone.
»Jeg har ingen Ting at tale med dig om,« svarede hun vredt.
»Jo vist har du. Jeg vil, at du skal høre paa, hvad jeg rolig og
fornuftig vil sige dig.«
»Ja saa, du taler til mig i den Tone!« Minna rejste sig heftig op og
satte sig oprejst i Sengen. »Det er smukt af dig at ville tyrannisere
mig, og vi har endnu knapt været gifte i en Maaned!«
»Du ved meget godt, Minna, at det ikke ligger for mig at tyrannisere
hverken dig eller nogen anden. Men jeg vil have, at du skal forklare
mig, hvorledes det kunde falde dig ind at bære dig saa ondt og stygt
ad, som du gjorde i Aften?«
»Du vilde maaske oven i Kjøbet have, at jeg skulde være glad over den
Skam, som overgik mig!« --
Minnas Stemme var bitter og udfordrende.
»Var det en Skam, saa ramte den mig langt mer end dig,« svarede
Henning. »Som min Hustru burde du have gjort dig Umage for at skjule
og dække over den hæslige Scene, der foregik. Han er dog min Fader,
om han end var sunken ti Gange dybere, end han er, og du maatte kunne
sige dig selv, hvor ondt det gjorde mig at se ham saaledes. Men i
Stedet for haanede du ham, medens andre saa paa det, og lod mig
derved endnu mere føle det pinlige, som laa deri.«
»Aa ja -- aa ja, bliv kun ved!« -- Minna lo bittert. -- »Alle andre
kan du være saa venlig og overbærende mod, men hos mig finder du
lutter Fejl. Alt, hvad jeg gjør, er ondt og stygt; selv det, at jeg
ikke med et glad Ansigt kan finde mig i, at din Fa'er bringer Skam og
Vanære over os.«
»Minna!« -- Han var lige paa Nippet til at fare op, men gjorde Vold
paa sig selv og vedblev i den samme rolige Tone som før: »Kan du ikke
forstaa, hvorledes du maa saare og krænke mig ved, hvad du der siger?
Du vidste, før vi blev gifte, hvorledes det stod til med min Fader.
Men Skam og Vanære er stærke Udtryk, som, Gud være lovet, ikke passer
i dette Tilfælde. Her drejer det sig kun om, at han i Aften, ude hos
os, har givet efter for sin ulykkelige Tilbøjelighed. Det maa vi
begge to beklage, lige saa meget for hans Skyld som for vor egen. Du
kan tro, han lider selv mest under det. Men du burde ikke have opført
dig saa hensynsløst; det gjorde kun Sagen værre -- og jeg gjentager,
at det var ondt og stygt handlet, ikke blot mod ham, men ogsaa mod
din Mand.«
»Det klæder dig smukt at tage _saadan_ en Fader i Forsvar og
overvælde mig med Bebrejdelser. -- Men jeg vil ikke finde mig deri;
jeg kan ikke lide at være her; jeg vil hjem igjen ...«
Hun arbejdede sig op i en stadig heftigere Sindsstemning.
»Minna, skal vi virkelig begynde vort Ægteskab paa den Maade? Synes
du ikke, det er Synd baade mod dig selv og mig?«
Han saa' paa hende med et indtrængende, bekymret Blik, men hun blev
ved at se ned for sig og svarede ikke.
»Hvad skal det blive til senere, naar det allerede nu kan komme
til saadanne Scener mellem os?« spurgte han bittert. »Du trækker
rigtignok temmelig store Vexler paa min Taalmodighed.«
»Aa, det er dig, der er ond mod mig,« klagede hun. »Du har netop
slet ingen Taalmodighed med mig. Du ved, at jeg ikke kan lide dem,
du holder af, og saa er du netop saa venlig mod dem. Det er det, der
harmer mig.«
Henning rystede mismodig paa Hovedet. Overfor denne sælsomme
Bevisførelse havde han intet Svar. Han kom til det samme Resultat
som saa ofte før: Minna var en mærkelig Gaade; hun maatte vistnok
behandles helt anderledes end de fleste andre unge Koner. --
»Du ved jo godt, Minna, at jeg ikke kan holde af noget andet
Menneske, saadan som jeg holder af dig. Lov mig blot, at du ikke
oftere vil saare og bedrøve mig saaledes, som du har gjort i Aften.«
»Ja, det vil jeg love dig. Men saa maa heller ingen -- slet ingen
trænge sig imellem os.«
»Aa -- du store, store Barn!«
Et langt Kys beseglede Løftet og Forsoningen.
IX.
Henning Bentsen havde ikke faaet det Billede færdigt, som han var
begyndt at male paa strax efter sit Bryllup. Der var stadig kommet et
og andet i Vejen, som han ikke havde taget med i Betragtning.
Han gjorde den Opdagelse, at en Ægtemand bør vænne sig til mere Orden
end en Ungkarl. Efter at Minna havde faaet sit eget Hus og Hjem,
vilde hun have, at al Ting skulde gaa som efter en Snor.
I den første Tid kneb det for ham med at vænne sig til denne
Punktlighed. Men hvor lidet praktisk han end var, savnede han ikke
Blik for at paaskjønne Minnas Huslighed. Det klædte hende desuden saa
nydelig at være Husmoder, at han ikke nænnede at gjøre Brud paa den
af hende fastslaaede Orden, og saaledes gik det til, at selv om han
var tagen ud om Formiddagen for at male Studier i fri Luft, og han
var nok saa godt i Lag med Arbejdet, sørgede han for at møde hjemme
til præcis Tid for ikke at give Minna Anledning til at komme i slet
Lune.
Af den Slags smaa Forstyrrelser var der adskillige.
Undertiden -- og det var ikke sjælden -- naar han arbejdede i sit
Atelier, og Minna havde en af sine triste Timer, maatte han anvende
en rum Tid paa at tale hende til rette, før han kunde faa Ro til
atter at give sig i Færd med Arbejdet. Hun viste en mærkelig Mangel
paa Evne til at beskjæftige sig selv uden for de huslige Pligter,
og Følgen var, at hun havde hyppige Anfald af daarligt Humør og
Kjedsomhed. --
Det var maaske Smaating altsammen, men det tog alligevel paa hans
Sindsligevægt. Han havde nogle Gange prøvet paa at blive standhaftig
inde i sit Atelier f. Ex. hele Formiddagen, men Minna følte sig da
meget fornærmet, blev i ondt Humør og fortalte ham, hvor bedrøvet hun
var over at mærke, at han allerede nu -- da de havde været gifte saa
kort -- holdt mere af sine Farver og Pensler end af hendes Selskab.
Han forklarede hende, at naar han ikke tog alvorlig fat, kunde han
aldrig blive til noget, og saa havde de heller ingen Ting at leve
af. Dertil svarede hun, at han vistnok var altfor dygtig til, at han
skulde behøve at arbejde saa meget. Desuden havde hun heller ikke
giftet sig for at sidde og kukkelure alene og være nær ved at dø af
Kjedsommelighed.
Henning tog i Begyndelsen disse Barnagtigheder forholdsvis rolig. Han
trøstede sig med, at naar de havde levet sammen i længere Tid, vilde
der nok komme mere Ro over deres Forhold til hinanden, og især vilde
det sikkert hjælpe, naar de fik Børn. Men paa samme Tid smigrede
det hans Forfængelighed, at det næsten lod til, at Minna ikke kunde
faa ham tilstrækkelig for sig selv; at hun endogsaa syntes at være
skinsyg paa hans Arbejde.
Denne Følelse vedkjendte hun sig dog aldrig. Og den stod ogsaa i
en underlig Modsætning til hendes øvrige Adfærd overfor ham. Hun
kunde tit lade det skorte paa Venlighed, ja, endog paa den simpleste
Hensynsfuldhed. Der kunde gaa lang Tid, hvor hun var kold og
frastødende og skræmmedes tilbage for den mindste Tilnærmelse, og til
andre Tider syntes hun ikke mindre hidsig forelsket, end han selv
kunde være.
Men alt dette -- den ene Dag lutter Solskin, og overvældende Hede,
den næste Regnvejr og Kulde -- gjorde ham pirrelig og nervøs.
Efterhaanden som den første hede Elskovsrus gjorde Plads for
ædrueligere Følelser, begyndte han først glimtvis, senere mere og
mere hyppig at faa en ængstende Fornemmelse af, at der manglede
al dybere Forstaaelse mellem dem. Det var en langsom, men sikker
Opvaagnen, for hvilken han dog endnu gjorde sig Umage for at lukke
Øjnene i.
Saa kom dertil, at de begyndte at faa Pengesorger. Da han ikke,
som han havde gjort Regning paa, var bleven færdig med sit store
Billede, havde han maattet sælge nogle Studier og Skitser. Bag efter
havde han laant nogle Penge hist og her og paa den Maade slæbt sig et
Aars Tid igjennem.
Ogsaa det tog han med taalelig Sindsro. Hans sangvinske Gemyt lod ham
endnu for det meste se Sagerne fra den lyseste Side. Men anderledes
forholdt det sig med Minna. Den Slags Gjenvordigheder gav hendes
sygelige Sind ny Næring. Hun satte sig hen og græd; kunde ikke indse,
hvad det skulde blive til.
Og det kunde saa give den første Anledning til Scener, ved hvilke det
ulykkeligste var, at Minna af sin Heftighed lod sig forlede til at
bruge Ord og Vendinger, som hun i Grunden ikke mente noget med, men
som i Øjeblikkets Hede slap hende af Munden og saarede og rippede op
i ham. --
»Herregud, Minna, hvor du dog er forknyt!« sagde Henning til hende en
Dag, da han havde havt særlig vanskelig ved at stille hende tilfreds.
»Naar du er saa nedtrykt og forstemt, mister jeg helt Humøret til at
arbejde. -- Husk paa, at du skal være den lille, søde og flinke Kone,
der gjør Arbejdet let og fornøjeligt for mig.«
»Aa -- hvad kommer det mig ved! Du taler aldrig om andet end dine
Billeder«, svarede hun vrippent. »Det er ikke nogen videre Fornøjelse
for mig.«
»Kan du ikke for min Skyld have Interesse derfor, saa kunde du dog
have det for din egen, eftersom det er for Udbyttet af mit Arbejde,
at jeg skal kunne indrette det hyggelig for dig« -- sagde han lidt
bittert.
»Jeg mærker ikke noget til at have det hyggelig? Hvad tror du, jeg
bryder mig om en stor Lejlighed og fine Møbler, naar jeg skal sidde
herude og kjede mig ihjel? Jeg havde det meget bedre, før jeg blev
gift med dig!« --
»Det vidste jeg ikke« -- Henning saa alvorlig paa hende. »Men jeg
skal sige dig noget, Minna, om det virkelig var Tilfældet -- om du
saa havde havt det ti Gange bedre, vilde det ikke være smukt at
fortælle din Mand det, naar du ved, at han gjør sit bedste for at
sørge godt for dig.«
»Ja, du er nu saa mageløs ædel -- i din egen Indbildning. Men jeg
havde det alligevel morsommere før ... Jeg tror ikke, vi passer
sammen, ellers vilde jeg vel ikke føle mig saa utilfreds.«
»Det er haarde Ord, Minna. Men desværre begynder jeg næsten at blive
bange for, at du har Ret. Jeg skal sige dig, hvad det skorter paa
mellem os to -- det er Fordragelighed. Det er noget, du mangler i høj
Grad.«
»Ja, naturligvis!« -- Minna lo hysterisk. »Men _du_ er stadig saa
mageløs! Ja, det er saamænd en dejlig Tilværelse, du har beredt mig!
Naar jeg tænker paa, hvor helt anderledes jeg havde det, da jeg var
ovre ved Theatret!«
Hun sagde det altsammen i en drillende, lidt plump Tone, der bragte
hans Blod i Kog.
»Jeg har ikke overtalt dig til at forlade Theatret. Du var selv kjed
af den Stilling, fordi du mente, at den ikke førte til noget. Men vil
du forsøge igjen, og tror du, at det vilde gjøre dig mere tilfreds,
saa skal jeg ikke sætte mig derimod.«
»Aa nej -- det bryder jeg mig ikke om. Men den Gang havde jeg Ro og
Fred og tog mig al Ting meget lettere.«
»Men hvis er Skylden for disse Misstemninger?« spurgte han. »Tror du
maaske, jeg kan være glad, naar jeg tager Mod til mig og ser rigtig
klart paa vort Forhold?«
»Aa, det er godt, at du endelig en Gang siger det rent ud!« udbrød
hun. »Du kan tro, at jeg længe har mærket, at det er forbi med din
saakaldte Kjærlighed. Du har aldrig holdt af mig, som du burde ...«
Hun talte først haardt og vredt, men skjulte saa paa én Gang Ansigtet
i sine Hænder og gav sig til at græde.
Der var noget i hendes Ord, som ramte ham. Havde han virkelig været
den rette Mand for hende? -- Han fortrød sin Heftighed og søgte at
berolige hende.
»Lad os begge af al Evne arbejde hen til, at det kan blive
anderledes«, sagde han. »Husk, hvor unge vi er. Det er dog altfor
frygteligt at tænke sig, at vi skulde forbitre Livet for hinanden.
Tro mig, Minna, naar vi begge to ærlig hjælpes ad, saa vil det ogsaa
lykkes os at komme til en sandere og smukkere Forstaaelse.«
»Ja det lyder smukt nok« -- Minna slog atter over i sin gamle,
haanende Tone -- »men jeg tror ikke paa det. Jeg er bleven ligegyldig
for det altsammen. Naar du bare skaffer mig, hvad jeg vil have -- og
jeg vil ikke undvære noget -- saa kan vi jo for Resten lade hinanden
være i Fred.«
»Det er altsaa dit Program for vort fremtidige Samliv?« spurgte
han bittert. -- »Det er Synd, Minna, at du gjør dig saa ond og
umedgjørlig, som du i Grunden slet ikke er. Du vil en Gang faa Øjnene
op for, hvad det maa føre til.«
Han gik ind i Atelieret og slog Døren i. Han prøvede paa at male, men
det vilde ikke lykkes.
Saa kastede han tilsidst med en træt Mine Pensel og Palet fra sig.
X.
Det var den mest bevægede Dag, Henning mindedes at have oplevet. Det
første spæde Barneskrig, der naaede fra Sovekammeret ind i Atelieret,
hvor han gik febrilsk op og ned ad Gulvet, fik hans Hjærte til at
banke af en Glæde og Sindsbevægelse saa stærk, som han aldrig før
havde kjendt den.
Han var bleven Fader. -- Han syntes, at det var umuligt andet, end at
den lille Skabning, der for faa Minuter siden var kommen til Verden,
maatte kunne jage alle Skygger bort fra hans Hjem. Det forekom ham,
at hans Liv nu havde faaet tidobbelt mere Indhold; som om hans Evner
og Kræfter var voxede til at kunne overvinde alle mulige Hindringer
og Gjenvordigheder.
Saa fik han endelig Lov til at komme ind i Sovekammeret.
Han listede sig varsomt hen og lagde sig paa Knæ foran Minnas Seng,
bad hende om Tilgivelse for hvert bittert Ord, han nogensinde havde
sagt hende, lovede, at han skulde blive den bedste og taalmodigste
af alle Mænd.
Og saa fik han Barnet at se; hans -- deres Barn. Oven i Kjøbet en
Dreng -- en prægtig Dreng!
Han havde ingen Ro paa sig. Han maatte ud for at fortælle en eller
anden om sin Lykke. Han havde aldrig været saa jublende glad.
Han gik op til Hans Frederik, hvem han traf i Færd med at prøve Ejnar
Tambeskjælver foran Pillespejlet.
»Hvo stander hisset der paa Vejen? Ej!
Det er vor Husbond, det er
Hakon Jarl, som kommer op igjen fra Skibene ...«
deklamerede Hans Frederik ham i Møde.
»Gaa Pokker i Vold med dine Skibe!« raabte Henning. »Jeg kommer
Fanden ikke fra Skibene, men lige fra Barselstuen! Jeg kan fortælle
dig, at vi har faaet en Søn, -- en stor, dejlig Dreng!«
»Gratulerer, gratulerer, gamle Ven!«
Hans Frederik rakte ham begge sine Hænder, inderlig fornøjet over at
se Henning i det gamle, frejdige Humør.
»Ja, saadan en uforbederlig Pebersvend som du kan naturligvis
ikke forstaa, hvad Faderglæder vil sige,« sagde Henning. »Men jeg
forsikrer dig -- om jeg saa havde arvet en hel Million, eller jeg paa
en Gang var bleven anerkjendt som Verdens største Maler, kunde jeg
ikke være saa glad, som jeg er nu. Tænk dig, hvor meget man har at
leve for, naar man har saadan en lille Knægt at opdrage og gjøre et
rigtigt Menneske ud af!«
»Aa -- jeg synes, du har allerede længe havt meget at leve for.
Du har havt dit Arbejde, din Kone og dit Hjem, medens en stakkels
Eneboer som jeg kun har Arbejdet alene:
Ej nogen venlig Arne aabned mig sin Favn ...«
»Men det har ikke altsammen været, som det skulde«, afbrød Henning
ham. »Du har Ret i, at jeg var for blød, men nu har jeg ti Mænds
Styrke!« -- -- --
Han kunde sidde halve Timer ad Gangen ved Vuggen og se paa Drengen.
Ingen Fader kunde være mere lykkelig og stolt over sin førstefødte.
Arbejdet gik rask fra Haanden; han fik det Aar to gode Billeder
færdige. De kom paa Udstillingen, fik Ros og blev solgte.
Den lille, buttede Knægt, der endnu laa med Patteflaske i Munden, lod
til at have bragt Lykke til Huset. --
XI.
Men det var mærkeligt nok, at det slet ikke bidrog til at udvikle
Minnas Karakter, at hun var bleven Moder.
De Krav, Moderværdigheden stillede til hende, blev oven i Kjøbet en
ny Anledning til at gjøre hende pirrelig og utaalmodig, hvor meget
hun end holdt af Barnet. -- Hun plejede det med den største, altid
aarvaagne Omhu, men paa samme Tid beklagede hun sig bittert over alle
de Besværligheder, som var forbundne dermed. --
Da lille Aage voxede til, blev han et Stridspunkt mellem dem. Hun
bebrejdede Henning, at han forsømte hende for Drengens Skyld. Hun
blev hidsig og opfarende ikke blot mod ham, men ogsaa mod Barnet.
Endog den Lykke, hans Billeder begyndte at gjøre, kunde ligesom give
hende Anfald af Skinsyge. Det var, som om hun frygtede for, at man
vilde tage ham fra hende, eller som hun var bange for, at jo mere
han gik frem, jo fjærnere vilde hun komme til at staa ham. Og denne
Ideforbindelse forspildte endogsaa den Følelse af Stolthed, som
hun upaatvivlelig nærede i sit stille Sind over hans Fremgang. Og
alligevel viste hun sig stadig mere ukjærlig, mere og mere hensynsløs
overfor ham i deres daglige Samliv.
Men til sine Tider kunde hun pludselig gaa i sig selv og fortryde sin
Hidsighed, naar hun saa, hvor haardt det tog paa ham. Saa kunde hun
briste i Graad og udbryde, at hun gjærne vilde være anderledes, men
det var, som om der var en ond Aand over hende. Hun kunde ikke, hvor
gjærne hun end vilde.
»Jeg ved nok, at det er Synd, jeg plager dig saadan«, sagde hun til
ham. »Du var meget lykkeligere, naar jeg gik min Vej, eller naar jeg
var død.«
Ovenpaa disse Udbrud kom der en kort Forsoning. Bedst syntes det at
være mellem dem, naar de en Tidlang helt var overladte til sig selv;
naar Henning slet ikke omgikkes andre og kunde lade sit Arbejde
ligge for tidlig og sildig at være hos hende. Der kom ved saadanne
Lejligheder noget af hendes fordums Barnlighed frem, og hun kunde
blive glad for enhver ubetydelig Opmærksomhed, han viste hende: en
Kurv Frugt eller en Buket Blomster.
Men denne Vaabenhvile varede aldrig længe. Den mindste Aarsag affødte
ligesom før den samme Ufred. Han led saa meget mere derved, som hans
modtagelige Gemyt oprørte sig mod alt plumpt og uskjønt, og det
opfyldte tillige hans eget Sind med en voxende Bitterhed, saa han
mange Gange -- især i den senere Tid -- lod sig ægge til at bruge
haarde og skaanselsløse Ord, som han bagefter fortrød. --
Det var en Aften, tidlig paa Forsommeren. Minna havde havt et af sine
slemme Anfald, og derefter havde de ikke vexlet et Ord det sidste Par
Dage. Minna passede sit Husvæsen; Henning tilbragte hele Dagen inde
i sit Atelier, hvor lille Aage af og til kom ind og besøgte ham.
Det var blevet for mørkt til at arbejde mere den Dag, men han sad
endnu ved Staffeliet og grundede over, hvor helt anderledes al
Ting havde kunnet se ud for ham, hvis han havde havt en kjærlig og
venligsindet Hustru, der havde villet støtte ham i hans Arbejde. --
Saa faldt hans Blik paa Aage, der legede henne paa Gulvet. -- Javist
-- for Drengens Skyld maatte han holde ud. Ellers vilde han maaske
have gjort baade hende og sig selv den bedste Tjeneste ved at løse op
for et Hjem, hvor de milde Husguder aldrig havde kunnet slaa fast Bo.
Barnet kom hen til ham og lagde sine Arme om hans Hals.
»Er du bedrøvet, lille Fa'er?«
Henning kyssede Drengens lyse Haar.
»Nej, jeg tænker bare, lille Guldtop.«
»Hvorfor tænker du?«
»Jeg tænker paa dig -- at jeg altid vil være god imod dig.«
»Lille Aage vil ogsaa være god mod dig, lille Fa'er. Jeg vil forære
dig en Vogn og en Gedebuk. -- Bliver du saa glad?«
»Ja, saa bliver jeg glad -- naar du er en god og artig Dreng.«
»Det vil jeg ogsaa være ....« Aage tøvede et Øjeblik og tilføjede saa
helt pludselig:
»Mo'er skal ogsaa være god.«
Henning rejste sig op. Barnets Ord gjorde ham forvirret. Det vilde
være en ny Ulykke, naar det kom saa vidt, at Drengen fik Forstand
paa, at der var noget i Vejen mellem hans Fa'er og Mo'er.
Han tog ham ved Haanden og sagde:
»Nu skal vi gaa ind til Mo'er, lille Aage.«
Minna sad i Værelset ved Siden af Atelieret og syede af alle Kræfter
paa noget nyt Tøj til Aage. Hun var sjælden ledig, især ikke naar hun
var i daarligt Humør. --
Han havde næret et svagt Haab om, at hun vilde gjøre blot en lille
Tilnærmelse. Det var altid ham, der maatte gjøre det første Skridt,
og han var i stor Tvivl om, hvorvidt han handlede rigtigt deri. Men
enten plejede der at være det ene eller det andet formildende Moment,
som bevægede ham dertil. Denne Gang havde det været Aage.
Da Minna ikke lod til at tage den mindste Notits hverken af ham
eller Drengen, gjorde Henning Vold paa sig selv for at tvinge den
Bitterhed, der gjærede i ham, og begyndte at tale om ligegyldige
Ting.
Minna svarede med Enstavelsesord.
Denne triste Situation varede ved, til Aage var kommen i Seng.
Da Minna kom tilbage, spurgte Henning, om de ikke skulde drikke The
ude i Haven. Vejret var saa smukt.
Det kunde de gjærne. Hun var lige glad.
Saa blev Thebordet dækket ude i Lysthuset.
»Haven«, som hørte til det lille Hus, de endnu beboede, var rigtignok
ikke større end et stort Stuegulv, og Lysthuset optog de tre
Fjerdedele deraf, men den stødte op til aaben Mark, og langt ude
kunde man skimte Sundet.
»Du behøver ikke at være bange for, at jeg skal begynde paa, hvad du
kalder mine Prædikener,« sagde Henning, da de havde drukket deres
The i den dybeste Tavshed. »Vi har saa mange Gange debatteret vort
Ægteskabs Historie, at det vist ikke nytter at spilde flere Ord
derpaa. Men der er kommet et nyt Moment til, som jeg ikke før har
tænkt paa, og som gjør, at vi ikke kan og maa lade det blive ved at
gaa paa denne Maade.« -- Han tav et Øjeblik og vedblev saa: »Jeg
opdagede i Aften, at lille Aage allerede begynder at faa Forstand
paa, naar du og jeg lever paa Krigsfod. Det tør ikke være saa. Jeg
vil ikke have min Dreng ødelagt.«
»_Din_ Dreng! Han er vel ogsaa min, skjønt du har gjort dig Umage nok
med at tage ham fra mig.«
»Hvorfor nu igjen disse taabelige og urimelige Bebrejdelser! Du ved
jo godt, hvor meget Drengen holder af dig. Hænger han undertiden lidt
mere ved mig, saa er det maaske, fordi jeg har mere Taalmodighed med
ham, medens du ofte er heftig og opfarende ogsaa mod ham.«
»Du tror maaske, man bliver en Engel af at føre saadant et Liv som
det, jeg lever, og med saadan en Mand! Ikke det mindste Hensyn viser
du mig, ikke den ringeste Opmærksomhed, som du ved kunde glæde mig.
Alting drejer sig enten om Drengen eller om dine Smørerier! Jeg kan
bare slide og trælle i Huset -- det er alt, hvad jeg har at opmuntre
mig med.«
»Minna -- hvor kan du dog være saa uretfærdig! Hvor tit har jeg ikke
víst dig saadanne Opmærksomheder, som jeg blot nogenlunde havde Raad
til? Men hvor mange Gange har jeg faaet et venligt Ord eller Blik
derfor? Du har den forkerte Opfattelse af Ægteskabet, at Manden kun
er til for at yde alle mulige smaa og store Ofre, Hustruen blot for
at modtage dem og saa for Resten have Lov til at vise sig saa sær og
vranten og ufordragelig, som hun bare vil. Men det bliver en Mand
tilsidst kjed af, og er jeg ikke længer saa venlig og opmærksom som
i Begyndelsen af vort Ægteskab, saa er Størsteparten af Skylden
sandelig din.«
»Aa, -- jeg mener slet ikke med Foræringer og Penge. Der er mange
andre Maader, hvorpaa en Mand kan vise, at han holder af sin Kone.«
»Er det da mig, der ikke har været hensynsfuld og kjærlig mod dig?«
spurgte Henning. »Tænk paa, hvor mange Gange du har stødt mig fra
dig paa en saarende Maade. Tilsidst maatte jeg vel trække mig lidt
tilbage, hvis jeg ikke helt vilde tabe Agtelsen for mig selv og føle
mig som en rigtig Tøffelhelt.«
»Vilde du maaske have, at jeg skulde vedblive at være den ømme og
hengivne Kone? Aa, -- saa maatte du være en helt anden Mand end den,
du er!«
Hendes Tone æggede til at give et heftigt Svar, men han besindede sig
og svarede rolig:
»Det skal ikke lykkes dig at fornærme mig. Du har maaske Ret i,
at jeg burde have været en helt anden Mand -- det vil sige mindre
føjelig og mindre eftergivende. Men det skulde _du_ mindst bebrejde
mig.«
»Der er vist ikke den Mand, som kunde bøje mig. -- Jeg sagde dig jo
en Gang, at jeg ikke passede til at gifte mig.«
»Lad os ikke komme ind paa disse gamle Historier, Minna. Det fører
ikke til noget.« -- Henning lod med en træt Mine sin Haand glide hen
over Panden. -- »Hvad jeg vilde sige dig i Aften, var kun, at vi i
alt Fald tilsyneladende maa leve bedre sammen. Vi maa høre op med
denne hæslige Ufred. Og det maa ske for vor Søns Skyld. Lille Aage
har et blødt og modtageligt Sind; han maa ikke under sin Opvæxt være
Vidne til vor Uenighed.«
»Ja saa -- du vil maaske foreslaa, at vi skal skilles!« -- Hun fór
heftig op.
»Nej, Minna, det ved du meget godt, at jeg ikke har tænkt paa.
Jeg vilde dog vanskelig kunne undvære dig og maaske endnu mindre
Drengen. Jeg vil kun foreslaa, at vi for et halvt Aars Tid skifter
Opholdssted. Forandringen vil maaske have en gavnlig Indflydelse paa
dig. Det er jo egentlig kun dit Sind og Humør, der er pirreligt, og
som forvolder os alle disse Plager. Maaske kunde det hjælpe, naar du
for en Tid kom i andre Omgivelser.«
»Og hvor skal vi tage hen?«
»Over paa den jydske Vestkyst. Jeg vilde gjærne male nogle
Figurbilleder derovre fra. Og dér kan vi desuden have det ganske for
os selv. Lad os prøve paa det.«
Minna betænkte sig lidt og sad og surmulede.
»Det er et underligt Forslag,« sagde hun saa. »Jeg troede rigtignok,
du mente, at vi skulde rejse til Paris, som du talte om, mens vi var
forlovede.«
»Du ved, Minna, at det ikke er gaaet saa godt med Finanserne, som
jeg havde ventet. Det lader sig altsaa foreløbig ikke gjøre. Men vil
du prøve paa at bo ovre paa Vestkysten denne Sommer? Saa faar jeg
forhaabentlig mine Figurbilleder malede; vi kan klare vor Gjæld
og maaske faa Raad til at gjøre en lille Svip til Udlandet henad
Vinteren.«
»Ja -- naar du synes. Men er der slet ingen Mennesker derovre? Er der
bare Fiskere.«
»Der er baade Fiskere og andre Mennesker, og de første er tit at
foretrække for de sidste. For Resten er der ogsaa dér, hvor jeg
tænker, vi skal bo, en Byfoged, en Doktor og en Postmester, saa du
kan godt faa Selskabelighed.«
»Aa -- det er jo lutter fremmede Mennesker; hvad bryder jeg mig om
dem! Men det er dog altid en Afvexling at komme herfra.«
* * * * *
De havde indrettet sig det ganske hyggelig i Gjæstgivergaarden, hvor
de havde lejet et Par Værelser for Sommeren. Henning malede sine
Studier i fri Luft, saa han kunde til Nød undvære Atelier. Stedet,
hvor de boede, laa kun en Fjerdingvej fra Stranden.
I den første Tid, efter at de var komne derover, lod det til, at
Hennings Forhaabninger skulde gaa i Opfyldelse.
Minna var mere livlig og medgjørlig, end hun havde været i lange
Tider. Henning viste hende omkring i Egnen, gjorde smaa Udflugter med
hende, og hun syntes til Gjengjæld at være helt glad og tilfreds.
Men da det ikke længere havde Nyhedens Interesse, begyndte hun at
finde deres ny Opholdssted utaaleligt. Henning var desuden begyndt
at male flittig, saa at han den meste Tid af Dagen var nede paa
Stranden. Han havde ogsaa været med til et Par Herreselskaber i
Omegnen, og det ene med det andet bidrog til at bringe Minna tilbage
i hendes gamle, slette Lune. Hun beskyldte Henning for, at han havde
slæbt hende ud i en øde Ørken, hvor hun maatte forgaa, og hun vilde
paa ingen Maade blive der. Men denne Gang vilde han sætte sin Vilje
igjennem. Han sagde til hende, at hvis hun vilde rejse hjem, stod det
hende frit for, men han blev. Saa endte det med, at hun ogsaa blev.
--
* * * * *
En Dag, da Henning sad nede ved Stranden og malede Studie, kom to
Herrer, som han ikke kjendte, spaserende hen imod ham.
»Hr. Genremaler Bentsen, formoder jeg?« sagde den ene af de fremmede,
en lille, tyk, gemytlig udseende Mand med Guldtresse om Kasketten.
-- »Maa det være os tilladt selv at præsentere os. Jeg er Byfoged
Krak og denne Herre Grosserer Aaby fra Kjøbenhavn. Jeg har, min Tro,
ligefrem længtes efter at gjøre deres Bekjendtskab, Hr. Maler! Det er
sjælden, at vi her paa Egnen faar saadanne notable Besøg. Jeg tror,
at deres Kolleger plejer at søge længere nord eller syd paa -- ikke
sandt?«
Henning indrømmede, at dette Sted endnu ikke havde været videre
hjemsøgt af Malere. Han var nok en af de første, der vilde male
Studier derfra.
Den lille, trivelige Byfoged kom med en Mængde Lovtaler over Egnens
og Befolkningens Ejendommeligheder, men Henning havde vanskelig ved
at følge ham med den skyldige Opmærksomhed, thi Navnet Aaby, hvormed
Byfogden havde benævnet sin Ledsager, havde vakt en Erindring hos
ham, som han ikke kunde blive kvit.
Bemeldte Herre var en uforholdsmæssig lang, leddeløs Skikkelse med
tynde, rødlige Bakkenbarter og et Brilleglas klemt ind foran det
venstre Øje. Snittet paa hans +dress+ røbede en synlig Bestræbelse
hos ham efter at se ud som angliseret Børsmatador. Han havde en
ejendommelig Manér med hvert tredie eller fjerde Minut at aabne
Munden paa vid Gab og slaa Tungen op mod Ganen med et lydeligt Smæk,
hvorved hans Ansigt fik et aldeles ubeskriveligt Udtryk. -- Ellers
var der intet som helst mærkeligt ved ham.
I Hennings og Byfogdens Samtale, der drejede sig om det sidste Aars
Udstilling, blandede han sig kun ved nu og da at udstøde en kort, tør
Latter, der aabenbart skulde betegne hans fuldkomne Samstemning med
de andre Herrers Mening.
Ved Afskeden bad Byfogden Henning om at gjøre ham den Fornøjelse at
se hjem til ham. »Og naturligvis ikke glemme at tage Deres Frue med,«
tilføjede han. »Vi kan saagu' trænge til at se ny Ansigter herude.«
»Ogsaa mig og min Kone en stor Fornøjelse,« bemærkede Grosserer
Aaby og smækkede med Tungen, medens han rakte Henning sin lange,
behandskede Haand. --
Navnet Aaby havde haardnakket sat sig fast i Hennings Hoved, da han
lidt efter gik hjem fra Stranden.
Men naar alt kom til alt, var det maaske en tilfældig Navnelighed.
Der kunde være saa mange Grosserere Aaby. Hvorfor skulde det netop
være _hendes_ Mand?
Men han havde en dunkel Erindring om, at hun en Gang havde fortalt
ham, at hun havde en Slægtning, der var Byfoged et Sted ovre i
Jylland. Skulde Skæbnen virkelig have faaet i Sinde at føre dem
sammen igjen efter saa mange Aars Forløb, og efter at saa meget havde
forandret sig for dem begge?
Hans Sind kom i en underlig, uroblandet Bevægelse. Bekræftede hans
Gisning sig, vilde han ikke kunne modstaa Fristelsen til at gjense
hende. Og hvorfor skulde han vel ogsaa det? Der var løbet saa meget
Vand i Stranden siden hin første Kjærlighed, at han vistnok kunde
gjøre det uden Fare enten for hende eller sig selv.
Han havde alligevel ingen Ro paa sig, før han fik Vished, og han
besluttede den næste Dag at gjøre Visit hos Byfogden.
For at berolige sin Samvittighed spurgte han Minna, om hun vilde gaa
med, men hun svarede vrantent Nej. Hun havde ikke Lyst til at gjøre
sig Ulejlighed for at gaa hen og høre paa deres Snakken op ad Stolper
og ned ad Vægge. Men det var jo saa rimeligt, at han gik. Naar han
endelig havde en Time tilovers, burde han naturligvis ofre den paa
fremmede Mennesker fremfor paa hende. Han skulde blot ikke gjøre
Regning paa at træffe hende, naar han kom hjem. --
Byfoged Krak boede i Udkanten af den lille Kjøbstad i et ny opført
et-Etages Hus, foran hvilket der stod en Række pyntelige Elmetrær;
bag ved Huset laa en gammel, skyggefuld Have.
Hvis Henning var kommen som Frier til Byfogdens Datter eller som en
ulykkelig Forbryder, der vilde melde sig selv til Stedets Øvrighed,
kunde han ikke med mere bankende Hjærte være gaaet op ad den sirlige
Jærntrappe, der førte op til Forstuedøren, paa hvilken der prangede
en blankt skinnende Messingplade med Indskrift: Krak, Byfoged.
Stuepigen modtog hans Kort og førte ham ind i et lille Kabinet,
hvortil Døren paa den modsatte Side strax efter blev aabnet af
Byfogden i egen Person.
»Hjærtelig velkommen, min kjære Genremaler! De gjør os vel den
Fornøjelse at spise Frokost med os, saa kan jeg med det samme
præsentere Dem for hele Familien, baade indfødte og fremmede.«
Byfogden stak fortrolig sin Arm ind under Hennings og førte ham ind
i Spisestuen, hvor Familien sad omkring Frokostbordet.
»Her gjør vi ingen Ceremonier -- knapt nok med Forbryderne!« raabte
den lille Byfoged og lo umaadelig af sin egen Vittighed. »Værsaagod!
En Stol og en Kuvert til vor Gjæst. -- Maa jeg saa præsentere Dem
hele Arresthuset. Min Kone derovre -- mellem os sagt den værste
Havgasse, De kan træffe fra Skagen til Kongeaaen -- min Datter til
venstre; desværre slægter hun ikke sin Fa'er, men sin Mo'er paa. Den
Herre dér kjender De allerede, og -- det bedste gjemmer vi tilsidst:
Min Søsterdatter, Fru Aaby -- Hr. Genremaler Bentsen -- --«
Henning bukkede. Hun saa' op, og en næsten umærkelig Rødme steg op
i hendes Kinder, men forsvandt saa hurtig igjen, at man maatte have
været en meget skarp Iagttager for at opdage dette Tegn paa, at hun
og han gjenkjendte hinanden.
»Jeg antager, at De og min Niece maa kunne blive gode bekjendte, min
kjære Genremaler. Hun er det eneste fornuftige Menneske, jeg kjender.
Ellers plejer jeg ikke at rose mit eget, men da hun kun i uegentlig
Forstand hører mig til, betænker jeg mig ikke paa at sige min
oprigtige Mening om hende. Hun kan takke sin Gud og Skaber, at hun
ikke er bleven opdragen under mit Tag, ellers havde jeg naturligvis
faaet hende totalt spoleret ligesom mine egne Kvindfolk, der ikke har
levnet saa meget som et graat Haar paa mit Hoved.«
Og den glade Byfoged udbrød i en ny, rungende Latter over sin sidste
Spas. Han havde nemlig trods sine tresindstyve Aar bevaret et tykt,
brunt Haar, som ingen Yngling havde behøvet at skamme sig ved. --
Henning var meget tilfreds med sin Værts Veltalenhed, eftersom den
gav ham Tid til at sunde sig lidt.
»Hvis jeg blot maatte faa Lov til at indføre et Ord, lille Onkel, saa
kunde jeg fortælle dig, at Hr. Bentsen og jeg er gamle bekjendte.«
Hun sagde det i den naturligste Tone, uden Spor af Forlegenhed.
»Aa -- Fanden heller! Det var da morsomt!« raabte Byfogden.
»Behagelig Overraskelse!« istemte Grosserer Aaby, der var i Færd med
at knuse en velbelagt Tvebak mellem sine stærke Kæber.
»Fru Aabys afdøde Fader var i nogle Aar min Lærer; derfra stammer
vort Bekjendtskab,« tilføjede Henning. -- »Jeg har tilbragt
uforglemmelige Timer i Deres Svogers Hus, Hr. Byfoged.«
»Men saa har vi jo Lov til at betragte Dem som en gammel Ven af
Familien! Det var da rent forbandet morsomt. -- Ja, det var en brav
Mand, min Svoger, og en dygtig Kunstner.« -- Byfogden sagde det helt
bevæget -- »Og De har uddannet Dem under hans Vejledning?«
»I nogle Aar. Det var den lykkeligste Tid i mit Liv.« -- Ordene slap
Henning ud af Munden, uden at han rigtig vidste af det.
Hun saa flygtig hen paa ham og sænkede strax igjen sit Blik. Det var
vanskeligt at se, om hun havde bevaret mere Interesse for ham, end
hun vilde have gjort for enhver anden god bekjendt, som Tilfældet
kunde have ført hende sammen med efter flere Aars Forløb. --
»Til Ære for Dem giver Borgermesterinden en lille uskyldig Middag
førstkommende Søndag,« erklærede Byfogden, da Henning fandt det paa
Tiden at bryde op. -- »Men ikke Spor af Ceremonier, vil De notere Dem
det! For Resten kan jeg tænke, at De og min Niece længes efter at
opfriske gamle Minder. Og Grossereren derhenne er vel ikke en Smule
jaloux -- hvad behager?«
XII.
Han sad halvt skjult mellem de yderste Klitbakker ude mod Havet, der
skyllede i brede Tunger ind over Stranden, ledsagende Dønningerne
derude med en underlig sivende Lyd, idet Vandet i smaa Bobler gled
hen over Sandet og Stenene. --
Der laa Graavejrsstemning over Landskabet. Ude i Horisonten havde
der samlet sig en Række Skybanker, der taarnede sig højere og højere
op mod den disede Luft, som Solen ikke havde Magt til at trænge
igjennem. Skjønt det var i Begyndelsen af August, var Vejret køligt
og efteraarsagtigt, saaledes som det i Grunden passer bedst til de
barske Omgivelser. Klart og mildt Solskinsvejr er ligesom en fremmed
Gjæst i denne Egn. De varme Sommerdage er saa faa, at det synes, som
om de flygter bort igjen, før Landskabet har faaet Tid til at iføre
sig en mere smilende Skikkelse end den, der er ejendommelig for dets
Natur.
Her, hvor det aabne Hav Aaret igjennem ruller tungt og vredladent ind
mod Stranden; hvor Klitterne altid hæver sig lige stive og alvorlige,
er det ikke saa sært, at Befolkningen har faaet noget af den samme
ydre Barskhed og Alvor i sit Væsen. Det er Stemningen fra den øde
Strandbred, der afspejler sig i Mændenes og Kvindernes Træk, Sporene,
som Livets Ensformighed og det strænge Arbejde har efterladt. --
Han havde lukket Malerkassen i, men blev siddende og lyttede til
de dybe Suk, der lød gjennem Dønningerne ude fra Søen, indtil hans
Øre pludselig fangede en ny Lyd oppe paa Klitterne bag ved ham. Han
vendte sig om, dreven af en instinktmæssig Anelse, og med et Par
Spring var han deroppe, efterladende Malerkassen og sine øvrige Sager
nede paa Stranden.
Han stod varm og forpustet foran hende, medens hun saa paa ham med
det samme lyse Blik, som han kjendte saa godt fra gamle Dage, og
rakte ham Haanden, som man rækker den til en god, paalidelig Ven,
hverken mer eller mindre.
»Tak for sidst! Vi har jo ikke set hinanden i evig Tid. Hvor har De
været henne saa længe?«
»Jeg har villet arbejde, men har ikke kunnet.«
»Saa har De vist heller ikke havt den rigtige gode Vilje. De ved nok,
med den kan man udrette saa meget.«
»Ja -- især naar man er saa lykkelig at have denne guddommelige
Ligevægt i Sindet, som f. Ex. De er udrustet med.«
Han vilde sige det i en spøgefuld Tone, men det lykkedes ikke rigtig.
Hun syntes imidlertid ikke at lægge Mærke dertil, røbede det i alt
Fald ikke. De tav begge to en lille Tid, medens de gik Side om Side
hen over Klitbakkerne. --
I Uger og Dage -- lige fra deres første Møde -- havde han ikke tænkt
paa andet end at træffe hende alene. Han syntes, at der var saa
meget, som han maatte og vilde sige hende. Men nu, da Tilfældet var
kommet ham til Hjælp, blev han ligesom ængstelig for det. Medens hun
prøvede paa at begynde en Samtale om ligegyldige Ting, blev han mere
og mere ordknap.
»Herregud, hvor De dog er lidet veltalende i Dag,« sagde hun omsider.
»Jeg kan næsten ikke kjende Dem igjen.«
»De maa have Overbærenhed med mig. Jeg vilde gjærne være ligesaa
upaavirket af gamle Erindringer, som De er det. Men det vil ikke
lykkes mig. Jeg kan ikke blive ved at tale med Dem som med en fremmed
og lade Fortiden være glemt og begraven. -- Ja, nu er det sagt. Og
jeg maa finde mig i, om De bliver vred for det.«
»Jeg bliver ikke vred,« sagde hun og saa' paa ham med et venligt,
aabent Udtryk, der ligesom dæmpede hans frembrydende Heftighed. »Jeg
bliver slet ikke vred, men det vil bedrøve mig meget, om vi ikke
kan omgaas som gode og trofaste Venner. -- Det var heller ikke min
Mening, at Fortiden skulde være slettet ud. Vi kunde jo godt tænke
paa den som paa en kjær og lykkelig Ungdomstid, men jeg havde troet,
at der laa tilstrækkelig lang Tid imellem til, at der ikke længere
var noget, som kunde hindre Fornyelsen af vort gamle Venskab. Nu
synes det imidlertid, som De vil det anderledes, og saa er der jo
ikke andet for, end at vi bliver som fremmede for hinanden.«
»Ja ... De har Ret. Og dog vilde jeg saa gjærne beholde Deres
Venskab. Jeg trænger mere til det, end De tror. Sæt Dem her ned, Fru
Aaby. Saaledes. -- Lad mig blot en eneste Gang tale alvorlig med Dem.«
Hun saa' lidt tvivlraadig paa ham og fulgte halvt nølende hans
Opfordring. De satte sig paa Skrænten af en af de højeste Klitbakker,
hvorfra der aabnede sig Udsigt -- saa langt Øjet naaede -- mod Vest
ud over Klitterne til Havet, og til den modsatte Side ind over Land,
hvor Bøndergaardenes røde Mure kiggede frem mellem Enge og Agerland.
Tæt foran dem skar Fjorden sig ind ved Foden af den lille Kjøbstad
med dens knejsende Kirkespir.
Der fór en kold, efteraarsagtig Blæst hen over den stride Marehalm,
og hun trak sit Shavl tættere sammen om Skuldrene, medens hun ventede
paa, hvad han havde at sige hende. --
»De har en Gang været min gode Engel« -- Han talte i en langsom,
halvt sagte Tone -- »og ... maaske kunde De blive det igjen. Jeg tror
i alt Fald, det vilde gjøre mig godt, hvis jeg maatte faa Lov til at
skrifte for Dem -- fortælle Dem, hvorledes det staar til med mig ...«
Hun saa' denne Gang forundret op paa ham, men afbrød ham ikke. Saa
vedblev han lige som før, uden at møde hendes Blik:
»Det er umuligt andet, end at De har maattet gjætte den skæbnesvangre
Fejltagelse, jeg har begaaet, siden vi omgikkes hinanden i gamle
Dage. Men -- De ved ikke, hvor stor og uoprettelig den er. -- Jeg har
maattet opgive noget af det bedste, der kan sprede Glæde og Lykke
over et Menneskeliv ....«
Det varede lidt, før hun svarede ham:
»Hvad De der siger, kan jeg ikke tro. Og De har ikke heller Ret til
at tale saaledes; det ... er en Fornærmelse mod Deres Hustru.«
»Hvorfor? -- Jeg bebrejder hende jo ikke noget. Fejlen ligger
vel udelukkende hos mig. -- Jeg betragter det desuden som en
Gjengjældelse, fordi jeg blev utro mod den bedste Følelse, der
nogensinde har opfyldt mig.«
»Nu taler De overspændt og sygelig, Henning Bentsen. Hvad er det, De
er bleven utro mod? Skulde en ungdommelig Forelskelse maaske gjøre
Dem til Asket og Eneboer hele Deres øvrige Liv? De svigtede jo ingen
-- De var altsaa i Deres gode Ret til at søge hos en anden den Lykke,
som _hun_ ikke kunde berede Dem ...«
»Nej -- De misforstaar mig -- eller vil maaske ikke forstaa mig. Jeg
ved nok, at jeg ikke har noget at bebrejde mig overfor hende, der
ikke kunde blive min. Men hvad jeg syndede mod, var den stærke og
rene Kjærlighed, jeg havde næret, og som var for god til at vige
Pladsen for en Tilbøjelighed, der ikke var den første værdig. Var jeg
bleven lykkelig med den Kvinde, som nu er min Hustru, saa kunde jeg
maaske have mødt Dem igjen som den fornuftige Ven -- ligesaa rolig og
behersket som De mig. Men Modsætningen mellem Dem og hende er traadt
saa stærkt frem for mig i denne Tid; jeg har ikke kunnet vedblive at
spille denne fremmede Rolle overfor Dem og lade Fortiden være som
noget, der ikke længere vedkom mig.«
»Men det maa De jo dog -- hvad andet skulde De vel?« -- Hun sagde det
lidt heftig, idet hun saa' op paa ham.
»Jeg -- jeg ved det ikke selv. Det var en uheldig Skæbne, der lod mig
møde Dem her for endnu tydeligere at vise mig, hvor haabløst det hele
er.«
Han tav lidt og vendte sig saa pludselig om mod hende.
»Vil De svare mig ærlig? -- Er De fuldkommen lykkelig?«
»Jeg ved ikke, med hvad Ret eller hvorfor De spørger mig derom«. --
Hun saa rolig og alvorlig paa ham, medens hun talte -- »Men for at De
ikke skal misforstaa mig, vil jeg svare Dem, at for saa vidt man kan
være lykkelig ved et agtet og hæderligt Liv og ved Bevidstheden om at
opfylde sine Pligter, saa er jeg det.«
»Hvor det lyder fornuftig -- og kristelig.« Henning lo bittert uden
at bryde sig om at lægge Skjul derpaa. -- »Det maa være i høj Grad
velgjørende for ens Sindsro at kunne gaa saadan paa Akkord med Lykken
og sige til den: _det_ skænker du mig og ikke mere, lad mig blot
beholde det, saa skal jeg være tilfreds. ... Nej -- bliv ikke vred,
fordi jeg harmes over at høre Dem tale saaledes. Har Livet ikke noget
bedre at byde os end en saadan sløv Resignation? Jeg ved, at De ikke
er lykkelig; De kan ikke elske den Mand, De har bundet Dem til. Det
er umuligt -- og det vilde ikke være Dem værdigt.«
»Henning!« -- I det Blik, hvormed hun saa' paa ham, var Udtrykket
paa en Gang blevet strængt og fortørnet -- »De misbruger den Ret,
vort Ungdomsvenskab giver Dem. Jeg tror, at De er nervøs og ophidset,
ellers maatte De kunne forstaa, at De fornærmer mig.«
»Fordi jeg er ærlig mod Dem og mig selv?« -- Han sad lidt og stirrede
ned for sig, før han vedblev: -- »Hvis jeg havde set, at De var, hvad
jeg forstaar ved lykkelig, saa vilde jeg have undgaaet Dem efter vort
første tilfældige Møde herovre, da jeg mærkede, at jeg ikke kunde
være Herre over alle de Erindringer, der styrtede ind paa mig ved
at gjense Dem. Men efterhaanden som jeg har faaet et andet Syn paa
Deres Forhold, har jeg mere og mere længtes efter endnu en Gang at
komme til en Forklaring med Dem, før vi skilles for rimeligvis ikke
at mødes tiere.«
»Og hvad skal denne Samtale kunne gavne enten Dem eller mig? Den
tjener jo kun til at rippe op i det, der ligger bag ved os, og som nu
én Gang er glemt og begravet. Tro mig, Henning, De handler uret baade
mod Dem selv og især mod Deres Hustru. Og -- -- jeg vil ikke længer
fortsætte denne ørkesløse Samtale med Dem.«
Hun gjorde Mine til at rejse sig op for at gaa, men han lagde sin
Haand paa hendes Arm og nødte hende til at blive.
»Kalder De det ørkesløst,« sagde han med dæmpet Heftighed, »at jeg
bestræber mig for at faa mere Ro i mit Sind, end der har været i
lange Tider, og især efter at jeg atter har truffet Dem.«
»Men skal da denne Samtale kunne hjælpe Dem dertil?« spurgte hun og
rystede paa Hovedet. »Det forstaar jeg ikke.«
»Jo -- De skal lære mig, hvorledes man faar den Klarhed over sig
selv, som De har. Jeg tror, at dersom jeg havde noget mere af den
samme Viljestyrke, som De er i Besiddelse af, vilde Fremtiden ikke se
slet saa mørk ud for mig. -- Et Ægteskab uden Sympathi og Forstaaelse
er og bliver en af de forfærdeligste Ulykker, der kan ramme et
Menneske, og er man saa tilmed kommen saa vidt, at man har givet
Sagen op og ikke længer strider mod de onde Magter, saa er man for
Alvor fortabt. Saa langt er jeg omtrent kommen, og derfor spørger jeg
Dem, Margrethe, kan De ikke endnu en Gang blive min gode Skytsaand
og give mig det forløsende Ord, der kan mande mig op, saa jeg i det
mindste faar Mod til at bære min Skæbne som en Mand.«
»Kunde jeg det, vilde jeg hellere end gjærne,« svarede hun. »Men
den Styrke, De søger, kan De kun finde hos Dem selv. Prøv med en
ærlig og god Vilje at jage Skyggerne bort fra Deres Hjem; ret med
varsom og kjærlig Haand de Fejl, som De tror at finde hos Deres
Hustru; bliv ikke træt af at stræbe henimod en bedre og inderligere
Forstaaelse, og naar De trænger til Opmuntring, saa søg den i Deres
Arbejde. Lad det og den uophørlige Bestræbelse for at bringe Glæde og
Tilfredshed tilbage til Deres Hjem, udfylde Deres Tilværelse, og De
kan da sikkert aldrig bukke under i Kampen. Men det er umandigt af
Dem at hengive Dem til tomme Klager over Deres Skæbne, den, som De jo
i hvert Fald selv har beredt Dem. Og jeg vil sige Dem det lige saa
ærlig, som De har talt til mig -- det havde været smukkere handlet,
om De ikke havde fortalt mig om Deres Ægteskab. Det er et af de
Forhold, man skal gjemme hos sig selv.«
»De er stræng i Deres Dom,« svarede han. »Men De ved ikke, hvor
haabløst jeg har kæmpet i disse lange Aar. Saa traf jeg Dem herovre.
Det var, som den bedste Tid af mit Liv traadte frem for mig igjen.
Var det da saa underligt, at jeg længtes efter at tale til Dem om alt
det, der ligger og tynger paa mig? De er den eneste, til hvem jeg
vilde have gjort det.«
»Nu -- jeg vil heller ikke bebrejde Dem Deres Aabenhjærtighed. Men
tænk paa, hvad jeg har sagt. Begynd ufortrøden Kampen paany, baade
for Deres Hjem og for Deres Kunst, og naar De en Gang har sejret paa
begge Punkter, saa skal De komme og fortælle mig det, og ingen vil
glæde sig mere derover end Deres gamle Veninde.«
Hun rakte sin Haand hen imod ham, og han greb den, idet han saa' op
paa hende, som hun stod foran ham med et næsten pigeagtigt Udtryk
over den lille, fintbyggede Skikkelse.
»Hvor den Mand maatte kunne bringe det vidt i Verden, der havde en
Hustru som Dem,« sagde han sagte. »Tak for Deres Godhed -- gid De
maatte faa Glæde af mig.« --
Han forlod hende hastig, og hun blev staaende alene paa Klitten og
saa' efter ham. Rødmen paa hendes Kinder var bleven stærkere, og det
var, som en flygtig Skygge gled hen over Panden. -- Hun blev staaende
endnu et Øjeblik, ligesom hun paa én Gang faldt i Tanker uden rigtig
at vide af det. Saa trak hun Shavlet sammen om Skuldrene og begav sig
ad den sandede Hedevej til Byfogdens Gaard i Udkanten af Byen.
* * * * *
Det var hans første Beslutning, at han vilde rejse hjem. Han sagde
allerede samme Dag til Minna, at hun kunde belave sig paa Hjemrejsen
i Løbet af en otte Dage. Til den Tid mente han at være færdig med
sine Studier. Men i Stedet for de otte var der gaaet fjorten Dage
siden Mødet ved Stranden. Han kom jævnlig hos Byfogdens og havde
flere Gange truffet Fru Aaby alene, men deres sidste Samtale var
ikke bleven berørt. -- Han gjorde sig Umage for at synes munter og
tilfreds, naar han var sammen med hende, som om den Forklaring, det
var kommet til mellem dem, virkelig havde bragt mere Ro i hans Sind.
Men i Virkeligheden var han mere nervøs og ophidset end før. Han
følte sin gamle Kjærlighed voxe Dag for Dag, men paa samme Tid
vogtede han omhyggelig paa sig selv, fordi han var bange for at
skræmme hende bort, hvis han røbede sig.
Han havde maaske ikke saa magtesløst givet sig denne vaagnende
Tilbøjelighed i Vold, dersom han ikke paa Forhaand havde dysset sin
Samvittighed i Søvn med den Betragtning, at naar hans Hustru hverken
kunde eller vilde være noget for ham, saa maatte han være i sin Ret
til at hengive sig til en Følelse, der trods dens Haabløshed var
stærk nok til at udfylde hans Tilværelse, saa længe han blot var i
_hendes_ Nærhed.
Men der var desuden noget andet, som fik Flammen til at blusse
stærkere og hastigere op, end det muligvis ellers vilde have været
Tilfældet, og som gjorde det stadig vanskeligere for ham at bevare
sin ydre Ro overfor hende.
Hun søgte at skjule det med al den Takt og Finfølelse, hun raadede
over, men han saa desuagtet mere og mere tydelig, at hendes Mand
slet og ret var en plump, snæverhjærtet Tyran, der saarede hende paa
tusende Maader, oven i Kjøbet med en vis Brutalitet, som om han fandt
en særlig Tilfredsstillelse ved Bevidstheden om, hvorledes det stod
i hans Magt at smaatyrannisere en Hustru, der var ham saa uendelig
mange Gange overlegen. --
Grosserer Aabys Specialitet var ellers at fortælle slibrige
Historier, og saadan i al Fortrolighed -- ved et lille Glas sammen
med Doktoren og Postmesteren -- gjorde han ingen Hemmelighed af, at
han Fanden ta'e sig endnu havde sine smaa Liaisons.
Men midt under den pinlige Uro, hvormed disse Iagttagelser
opfyldte Henning, begyndte der at dæmre en Forestilling om, at
han, Ungdomsvennen, ikke var hende helt ligegyldig, hvor megen
Selvbeherskelse hun end viste i sin Adfærd mod ham. --
En Dag havde Henning overtalt Minna til at gjøre Visit hos Byfogdens.
Hun var gaaet derhen og havde taget lille Aage med. Det var Aftalen,
at Henning skulde hente dem, men da han kom, var Minna gaaet. Aage
havde derimod faaet Lov til at blive, medens Byfogdens Datter havde
fulgt Minna paa Vej. Af Pigen, der lukkede op, fik han den Besked, at
Aage var nede i Haven med Fru Aaby.
Han fulgte en Allé af gamle, forhugne Ælmetrær, der bugtede sig
henimod Udkanten af Haven til et Lysthus, som han vidste var hendes
Yndlingsplads, og hvor han antog at finde hende og Drengen. --
Hun sad paa en lav Kurvestol, medens lille Aage stod og lænede sig op
til hendes Skjød. Lyset, der brød ind mellem det aabne Løvværk, lagde
et varmt, gyldent Skær over hendes og Barnets Haar, idet hun bøjede
sit Hoved ned mod ham. Synet af de to gjorde et sælsomt Indtryk paa
ham. --
Hun havde ikke lagt Mærke til, at han nærmede sig, og med en Følelse
af, at han ikke nænnede at forstyrre den smukke Gruppe, bøjede han
bort fra Alléen og ind paa en Sti, saa han kom hen til Bagsiden af
Lysthuset, hvorfra han kunde betragte hende, uden at hun saa ham. --
»Har du ingen lille Dreng?« hørte han Aage sige.
»Nej -- jeg har ikke.«
»Saa skal jeg nok hver Dag komme hen og lege med dig,« sagde Barnet
og rakte sin Mund op til hende.
Han saa, at hun havde Taarer i Øjnene. Og pludselig -- som med et
uvilkaarligt Udbrud af længe tilbagetrængt Følelse -- tog hun Drengen
i sine Arme og kyssede ham heftig paa Mund og Kinder. --
Hennings Hjærte blev paa en Gang saa fuldt, som om det vilde sprænge
alle kunstige Dæmninger. Men han tvang sig til at undertrykke den
Bevægelse, der truede med at tage Magt over ham, og traadte rolig ind
i Lysthuset. En flammende hed Rødme gød sig over hendes Kinder, da
hun saa ham, og hun satte med paafaldende Hurtighed Drengen ned paa
Jorden. --
»Tak, fordi De har taget Dem af Aage. Jeg haaber ikke, han har gjort
Dem for megen Besvær?« sagde han.
»Aa -- det er en allerkjæreste Dreng, De har,« svarede hun -- uden at
se op paa ham. »Vi har moret os rigtig godt, ikke sandt, Aage?«
»Jeg vil gjærne have, at du ogsaa skal være min Moder,« sagde den
lille Fyr. »Jeg kan godt lide at lege med dig.«
Barnets Pludren forøgede hendes Forlegenhed, og det kostede hende
aabenbart Umage at vedligeholde sin sædvanlige utvungne Tone. Han
kunde ikke tage fejl deraf, og med en halvt lyksalig, halvt ængstende
Fornemmelse jublede det i ham: -- »Saa har hun mig dog kjær!«
Han fulgte lille Aage hjem til Gjæstgivergaarden, men da han traf en
af Pigerne udenfor, lod han hende bringe Drengen op til Minna. Saa
fortsatte han sin Vej og vandrede frem og tilbage ad en Sti, der løb
bag ved Husene i en Udkant af Byen.
Han vilde ikke møde Minna, før han havde faaet Rede paa de forvirrede
og modstridende Tanker, der kæmpede i ham. Det forekom ham, at han i
dette Øjeblik kunde sætte alle Hensyn til Side for at vinde hende --
den eneste, han virkelig havde elsket. --
Men alligevel opsatte han fra Dag til Dag at finde Lejlighed til at
træffe hende alene. I nogle Dage holdt han sig endogsaa helt borte
fra Byfogdens Hus, og imidlertid fik han at høre, at Grosserer Aaby
var rejst.
Gjennem Postmesterens Frue trængte paa samme Tid et umaadelig
interessant Rygte ud i Byen.
Det drejede sig om ikke mindre end en ligefrem Skandale, som
der nok skulde have været hos Byfogdens. -- Gud bevare hendes,
Postmesterindens Mund; hun vidste nok, hvad det vilde sige at
bevare Embedshemmeligheder, men _aabne_ Brevkort hørte ikke med til
denne Kategori, og hun kunde i al Fortrolighed fortælle, at der var
kommet et saadant Brevkort til en vis Person. (Paa dette Stadium
af Beretningen skulde Postmesterindens Stemme være sunket ned til
den allersvageste Hvisken). Og bemeldte Brevkort indeholdt en for
Grossererens Moralitet saa graverende Afsløring, at hun ikke vilde
besmitte sine Læber med at gaa nærmere ind paa Detaillerne. Det var
naturligvis blevet til en Scene mellem ham og Fruen, og derefter var
Hr. Aaby rejst.
Sladderen bragte denne Historie ogsaa til Henning, og han kunde næppe
beherske sin Harme, da han hørte, hvorledes hendes Navn blev trukket
med i Snavset.
Nu kunde og vilde han ikke tøve længere.
Minna havde desuden bestemt erklæret, at hun vilde hjem, og han havde
lovet at opfylde hendes Ønske. Det Arbejde, han havde talt om, var
færdigt for længe siden, og han kunde ikke finde flere Paaskud til at
blive. --
En Formiddag, meget tidlig, gik han op til Byfogdens. Pigen viste ham
ind i Dagligstuen med den Besked, at Kancelliraaden kom vist strax.
Fruen og Frøkenen var ude. Han traadte ind i den lille Stue, der
syntes ham at indeholde noget af den samme Hygge og Velvære, som hun
bragte med sig allevegne.
Hun sad foran Sybordet henne ved Vinduet, bøjet over noget
Haandarbejde. Det forekom ham, at hun var lidt blegere, end hun
plejede at være, men ellers var der intet, som røbede, at der var
hændet noget usædvanligt.
Hun hilste venlig paa ham og rakte ham Haanden og atter denne Gang
lige saa utvungen, som hun havde víst sig fra først af. -- Det gjorde
ham en Smule forvirret.
»Jeg kommer egentlig for at tage Afsked.... Jeg burde vist være rejst
for længe siden,« tilføjede han lidt kejtet.
Hun lod ikke til at ville forstaa ham.
»De længes vel ogsaa efter at komme hjem og tage fat paa de Studier,
De har malet herovre,« sagde hun let henkastet.
»_De_ lader i alt Fald ikke til at sørge over min Bortrejse,« svarede
han i samme Tone.
»Jo, naturligvis. Jeg beklager ligesom de andre, at vi skal miste
Dem. Men tror De ikke, det er bedst for Dem selv at komme hjem? Jeg
rejser for øvrigt ogsaa snart. De ved maaske, at min Mand tog bort
for et Par Dage siden.«
»Deres Mand.« -- Henning understregede Ordet. Hun saa op og blev
blussende rød.
»Det nytter ikke, Margrethe, at De vil vedblive at forstille Dem for
mig,« sagde han sagte. »Tror De ikke, jeg ved, hvad De har taalt
og lidt -- hvor godt De end har forstaaet at skjule det? ... Jeg
ved ogsaa, at jeg ikke er Dem helt ligegyldig,« vedblev han endnu
sagtere. »Og jeg holder ikke længere dette ud. -- De maa høre, hvad
jeg har at sige Dem.«
Hun havde rejst sig op og saa først forundret, derpaa mere og mere
harmfuldt paa ham. Og Klangen i hendes Stemme ramte ham mere end den
heftigste Bebrejdelse, da hun svarede:
»Det havde jeg ikke kunnet tro om Dem -- De handler ikke som en
ærekjær Mand!«
»Margrethe -- Vidste De alt, hvad jeg har lidt i denne Tid, vilde De
ikke dømme mig saa skaanselsløst ... Skæbnen skylder baade Dem og mig
Oprejsning for den Uret, den har gjort mod os.«
»De tager fejl,« svarede hun rolig. »Skæbnen skylder os ingen
Oprejsning, som De kalder det. Den har i alt Fald kun ladet os lide,
hvad vi selv har forskyldt. Og jeg kan og vil ikke tale mere med Dem
om noget af alt dette. Vi er jo én Gang komne til Klarhed over vort
Forhold til hinanden; derved maa det blive.«
»Nej -- jeg slipper Dem ikke. De vil fortryde, om De nægter at høre
paa, hvad jeg har at sige Dem. Jeg er ikke længere Herre over mig
selv. De maa og skal høre mig, eller jeg svarer ikke for Følgerne.«
»Raser De, Henning? -- Med hvad Ret taler De saadan?«
»Med den Ret, som min Kjærlighed til Dem giver mig,« udbrød han i en
dæmpet, lidenskabelig Tone. »Jeg elsker Dem, Margrethe -- jeg kan og
vil ikke længere skjule det for Dem.«
»Og det er Dem, Henning, hvem jeg en Gang har holdt af som en brav og
trofast Ven -- det er Dem, der taler saaledes til mig! -- Aa -- det
bedrøver og krænker mig mere end alt andet.«
Hendes Stemme dirrede, som om hun kæmpede mod Graaden.
»Margrethe -- vær overbærende mod mig,« bad han næsten ydmygt. »Jeg
føler selv, at jeg handler skammelig baade mod Dem og mod hende, der
i alt Fald af Navn er min Hustru. -- Men jeg kan ikke andet; jeg
beherskes af en Vilje, som er stærkere end min egen. Og derfor beder
jeg Dem om blot endnu en eneste Gang at lade mig tale uden Forbehold
til Dem, og hvis De derefter endnu fordrer det af mig, saa skal jeg
undgaa Deres Nærhed, og De skal ikke se mig mere. Kun endnu denne
Gang maa De høre mig. Jeg besværger Dem det ved Mindet om den Smerte,
De en Gang har tilføjet mig, og som har gjort mit Liv til noget helt
andet, end det kunde være blevet, hvis De var bleven min.«
»Nuvel -- jeg vil opfylde Deres Ønske -- men, Henning, jeg advarer
Dem om ikke at sige noget, som De bag efter vil komme til at fortryde
baade for Deres egen og min Skyld.«
Hun satte sig ned med en træt, sorgfuld Mine og vendte sig halvt bort
fra ham, medens han talte. --
»Jeg véd, at De er stræng mod Dem selv,« sagde Henning efter et kort
Ophold; »jeg ved, at De er den bedste og reneste Kvinde, jeg har
truffet, og netop derfor har De faaet en Magt over mig, som er bleven
mig endnu farligere end Deres ydre Skjønhed. Frygt derfor ikke, at
jeg skal sige noget, som kan saare eller fornærme Dem. --
En Mands Kjærlighed kan være højst forskjellig i sin Natur. Skjuler
den kun sanselig Attraa, saa vil han, selv om han fra først af har
daaret sig med den Indbildning, at hans Følelser havde et andet og
renere Grundlag, enten tidlig eller sent vaagne op af Rusen, og ve
ham, hvis han har bygget sit fremtidige Liv derpaa! -- Men den anden,
den rette Kjærlighed, er ligesaa forædlende og befriende, som hin er
ulykkebringende. Og den lever saa langt ud over Elskoven, fordi den
bunder i sand, sympathetisk Forstaaelse, i en Glæde og Tryghed hos
hinanden, som er stærk nok til at taale Livets Prosa og altid blive
lige ung og ny. --
En saadan Følelse er det, jeg nærer for Dem, Margrethe, og jeg føler
det sikkert, at var De bleven min Hustru, kunde mit Liv aldrig
være blevet forfejlet. De vilde have faaet Bugt med det svage og
letsindige i min Karakter, fordi De selv er saa stærk og god. Deres
Kvindelighed vilde have gjort ogsaa mig renere og bedre, og min
Kjærlighed til en Hustru som Dem og til det Hjem, De vilde have skabt
mig, havde givet mig Kræfter til idelig at vinde fremad --«
Han tav lidt, som om han ventede paa, at hun skulde svare ham, men
hun blev siddende ubevægelig i samme Stilling.
Saa fortsatte han i den samme sagte og bevægede Tone:
»Saa lykkelig skulde jeg ikke blive. Jeg var den Gang letsindig nok
til halvvejs at kunne glemme Dem, og nogle faa Aar efter, at jeg
havde faaet Vished om, at De ikke kunde blive min, begik jeg mit Livs
store og skæbnesvangre Vildfarelse. -- Tilfældet førte mig sammen med
en ung Pige, hvis ydre Tillokkelser tog mit Sind fangen. Jeg lod mig
henrive af en Tilbøjelighed af den Art, som jeg nu er saa rede til at
fordømme, og jeg vaagnede ikke af min Rus, før jeg var bunden i et
Ægteskab, der fra dets første Dag har været en Lidelse for os begge.
Det er vistnok en Historie, som har mange tilsvarende Exempler, men
jeg tror ikke, at alle rammes lige haardt deraf. --
Da var det, jeg traf Dem herovre og saa, at De stred mod en lignende
Skæbne. Min Kjærlighed til Dem vaagnede paany, men helt anderledes
stærk og moden end før, og det Spørgsmaal trængte sig frem hos mig:
Er det saa vist, at hun og jeg handler rigtig i at ødelægge vort
Liv for at kunne have Bevidstheden om, at vi opfylder det, som man
almindeligvis kalder Pligt? Der findes maaske Naturer, som er stærke
og ædle nok til at lide med hellig Taalmodighed, og som forædles i
Ulykken, men jeg føler, at jeg maa have Glæde og Tilfredshed i Stedet
for Tomhed og Livslede, hvis det gode i mig skal trives og voxe, og
er det saa ikke min Pligt at stræbe hen til at blive lykkelig? --
Svar mig, Margrethe. -- De maa være ærlig og uhildet nok til at dele
denne Tro.«
»Nej,« svarede hun sagte. »Jeg deler den ikke. Det er saa let at
sige: Naar jeg blot faar det, som jeg vil, skal jeg nok stræbe opad
mod alt, hvad der er godt og smukt, men hvem borger for, at De vil
gjøre det, naar først Maalet er naaet og har faaet det dagligdags
Præg?«
»Den Bevidsthed, jeg har derom, og som siger mig, at jeg maa leve og
arbejde under god Paavirkning, for at det bedste i mig kan kaldes
frem og udvikles.«
»Men en saadan Paavirkning finder man bedst i Bevidstheden om
at opfylde sin Pligt. Enhver anden er kun et Skalkeskjul for
Egenkjærligheden.«
»De dømmer koldt og strængt, Margrethe, og med Ord, som Deres Hjærte
umulig kan lægge Dem i Munden. -- Var vi ikke saa skrøbelige, som
det nu en Gang er blevet vor Natur at være, kunde det jo være smukt
nok saaledes udelukkende at søge sit Livs Maal og Tilfredsstillelse
i Opfyldelsen af de Pligter, man én Gang har paataget sig, men naar
disse er blevne døde og tomme og ikke længere udfyldes af Begejstring
eller Kjærlighed, saa er det, at der hører en mere end almindelig
stærk og god Natur til for at leve alene for dem. Der er ogsaa dem,
som gaar langsomt til Grunde under en saadan frugtesløs Kamp, og
Spørgsmaalet kan da blive, om der er tabt eller vundet derved.«
»Nej, nej, Henning, Deres Synspunkt er falsk; det føler jeg, om jeg
end ikke har de rette Ord at svare Dem med. Har man, ligegyldig efter
hvilken Tilskyndelse, taget sig en Gjerning paa, som bag efter tynger
og trykker, saa maa man ligefuldt bære den og aldrig blive træt af at
arbejde for at afvinde den de bedst mulige Sider.«
»Men naar man nu er tynget saa langt ned af den, at man ikke længere
formaar at rejse sig, gjør man saa ogsaa bedre i at falde helt sammen
end med en modig Beslutning kaste Aaget af sig? ...
Hør mig med Rolighed, Margrethe, og lad den Alvor, hvormed jeg taler
til Dem, overbevise Dem om, at jeg hverken er samvittighedsløs eller
letsindig.
Baade De og jeg tynges af et Forhold, paa hvilket Samfundet har sat
sit lovlige Stempel, men som i sit inderste Væsen er uskjønt og
usandt og mere eller mindre forgifter vort Liv, eftersom vi har flere
eller færre Kræfter til at staa imod med. --
Tror De, at den Mand, hvis Navn De bærer, vilde tage sig det
synderlig nær, om De forlangte Skilsmisse? Og føler De ikke, at
det var Dem mere værdigt at bryde end at fortsætte et Samliv, der
mangler enhver sund Berettigelse til at existere? Noget lignende
gjælder med Hensyn til mig, kun med den Forskjel, at jeg ikke har
noget uhæderligt at bebrejde min Hustru. Men vort Ægteskab mangler al
Forstaaelse, og derfor virker det nedbrydende paa os begge. -- Er det
rigtigt at lade et saadant Samliv vedblive af Hensyn til Godtfolks
Mening eller af falsk Pligtfølelse? Handler man ikke bedre i at bryde
det, selv om Brudet i det første Øjeblik koster Overvindelse og
Kamp? -- De, Margrethe, kan ikke blot gjøre mig lykkelig, men De har
ogsaa Evne til at gjøre mig god og dygtig. Der er intet uhæderligt
i det Forslag, jeg gjør Dem. Deres Mand har forspildt sin Ret til
Dem; forlang Skilsmisse, og om tre, fire Aar, naar De og jeg begge
er fri, vil jeg aabenlyst komme til Dem. Vi vil glemme de bitre Aar,
som ligger bag ved, og der skal endnu kunne aabne sig en lykkelig
Fremtid for os.«
Hun var bleven lidt blegere, medens han talte, og hendes Bryst
arbejdede heftig, men Stemmen var rolig og klar, da hun svarede ham
-- denne Gang seende ham lige i Ansigtet.
»Jeg vil ikke blive vred over, hvad De siger, Henning, thi De maa
være afsindig for at kunne tale saaledes. Husker De da slet ikke
paa, at De selv er bunden, og at selv om jeg var fri og kunde og
vilde følge Dem, vilde De aldrig kunne opløse Deres Ægteskab uden
at begaa den mest skrigende Synd og Uret mod den Kvinde, som --
skjønt hun forstaar Dem ligesaa lidt som De hende -- dog aldrig har
gjort sig skyldig i nogen Handling, der lod hende fortjene en saadan
Forhaanelse af Dem. -- Selv om De forudsatte, at jeg ansaa mig for
berettiget til at gjenvinde min Frihed, kan De saa tænke Dem den
Mulighed, eller tror De virkelig saa slet om mig, at De kan indbilde
Dem, at jeg vilde være delagtig i en slig Skændighed? Og endelig --
er De virkelig saa forblindet, at De kan forestille Dem, at der kunde
bygges nogen varig Lykke paa et Forhold, der var knyttet under saa
hæslige Vilkaar? Begriber De ikke, hvorledes den onde Samvittighed
vilde forfølge baade Dem og den Kvinde, der var ussel nok til at
slutte et saadant Forbund med Dem? De vilde snart skamme Dem baade
over hende og over Dem selv, og den aandelige Sløvhed, den moralske
Nedbrydelse, som De nu taler om, vilde kun være et Naalestik mod den
Lidelse, som da vilde hjemsøge Dem. -- Nej, nej, Henning, jeg vil
ikke for Alvor tiltro Dem en slig Lavhed. Glem, hvad De har sagt mig,
ligesom jeg vil bestræbe mig for at glemme det.«
»Har jeg da for anden Gang bedraget mig ved at tro, at jeg ikke var
Dem ligegyldig?« udbrød han med dæmpet Heftighed. »Eller skuffer De
baade Dem selv og mig? -- Der vil komme en Dag, hvor De vil angre
det,« tilføjede han med en Stemme, der dirrede af Bevægelse. »Min
Opvaagnen er en hel Del bitrere nu end for sex Aar siden; jeg har
ikke længere noget, der kan give mig Evne til at staa imod, og bukker
jeg under, da er Skylden Deres.«
»Nej, Henning,« svarede hun og saa ham fast ind i Øjet, »Skylden er
da kun deres egen Svaghed, -- og en saadan Svaghed er foragtelig.«
»Nuvel, saa lad den være det,« sagde han med skærende Bitterhed.
»Ingen kan lægge en Alen til sin Væxt, ved De nok. Jeg gjør mig ikke
bedre, end jeg er. De kunde have gjort mig til noget godt og dygtigt,
men De vil ikke.«
»Kunde jeg gjøre det ved at tage Del i en saadan Handling som den,
De foreslaar mig?« svarede hun. »Nej, Henning, De befinder Dem i en
sørgelig Vildfarelse. Gid De snart maa komme til en bedre og klarere
Erkjendelse -- det er mit bedste Ønske for Dem.«
»Og alt, hvad De har at sige mig?« spurgte han.
»Ja -- alt.«
»Saa Farvel. Vi mødes næppe mere.«
Han gik langsomt ud af Stuen, uden at byde hende Haanden til Afsked.
Der var kommet en vild, oprivende Smerte over ham. Han forstod nu, at
han havde næret et forfængeligt Haab, men det forekom ham tillige,
at det var det eneste, han havde havt tilbage. Det var mere end en
Frase, da han havde sagt til hende, at han vilde gaa til Grunde,
dersom hun anden Gang stødte ham bort. Han følte sig saa sjælesyg,
saa' intet som helst, der kunde holde ham oppe. --
Og skulde han da virkelig være tvungen til at henslæbe Resten af sine
Dage sammen med en Kvinde, der aldrig havde gjort andet end forgifte
Tilværelsen for ham?
Der rejste sig pludselig en Bitterhed, ja næsten et Had hos ham mod
hans Hustru.
Hvorfor havde hun aldrig gjort sig den mindste Umage for at lære at
forstaa ham, for at holde de onde Magter borte? Havde han da kun
giftet sig for at faa en taabelig, halsstarrig og arrig Kvinde at
opdrage paa?
Hvorfor kunde han ikke have været ligesaa lykkelig som mange andre
Mænd -- at finde en hjælpsom og kjærlig Hustru? -- Men nu skulde det
have en Ende. En Hykler vilde han i det mindste ikke vare længere.
Sandheden skulde hun høre af ham. --
Det var trukket op til Uvejr, og den kolde Efteraarsblæst, som strøg
ind over Land, mættet med en bedsk, saltagtig Smag ude fra Havet,
jog isnende gjennem ham, medens han vandrede afsted gjennem Byens
Hovedgade. Glarmesterens og Barbererens Skilter henne paa Hjørnet
svajede raslende paa deres Hængsler for hvert Ryk, Blæsten tog i dem.
Over de røde Teglstenstage hang Luften i tykke, sortgraa Skyer. Den
triste Gade med sine uregelmæssige Huse og sin ujævne Brolægning,
hvor Græsset voxede bundtvis mellem Brostenene, var som uddød.
Han mødte ikke et Menneske, før han naaede Gjæstgivergaarden. Her gik
han op ad den halvmørke, snirklede Trappe til sin midlertidige Bolig,
hvis uhjemlige Præg passede godt til den Stemning, han befandt sig i.
Minna sad ved Vinduet og syede.
Han gik nogle Gange grundende op og ned ad Gulvet, ikke fordi han
vaklede i den Beslutning, han havde taget, men fordi han ikke rigtig
vidste, hvorledes han skulde begynde. Minna syntes tilfældigvis ikke
oplagt til Ufred; hun syede kun med fordoblet Ivrighed efter hans
Indtrædelse og lod iøvrigt ikke til at bemærke, at der var noget
usædvanligt i hans Adfærd.
Saa tav de en Tidlang begge to.
»I Morgen rejser vi,« sagde han omsider.
»Naa -- det var jo rart.«
Hun saa lidt overrasket op; han plejede ellers ikke at tale paa denne
korte og uvenlige Maade, naar hun ikke først havde givet Anledning
dertil.
»Men ikke for at fortsætte som før,« vedblev han i samme Tone. »Det
skal og maa have en Ende; det har jeg fast besluttet.«
»Herregud -- kan jeg nu ikke faa Lov til at sidde i Fred? Hvorfor
kommer du her og vælter dig over mig? Behold bare dine Beslutninger
og Forklaringer for dig selv; jeg skjøtter ikke om at kjende dem.«
»Men du _skal_. Har jeg hidtil været en Hykler, saa skal du nu til
Gjengjæld kjende den fulde Sandhed.« --
Han arbejdede sig uden nogen Tilskyndelse fra hendes Side op til
en voxende Bitterhed. -- »Jeg har i Aar og Dag tvunget mig til at
vise Venlighed og Hensynsfuldhed mod dig, selv naar du tirrede og
saarede mig mest. Jeg har prøvet paa at gjøre vort Samliv taaleligt,
selv om det ikke kunde blive lykkeligt. Men det har altsammen været
frugtesløst. Selv den sidste Rest af Godhed, jeg nærede for dig, har
du gjort dig Umage for at forspilde. Ved din Ufordragelighed har du
gjort mit Hjem til et Sted, hvor jeg blev pint og plaget i Stedet for
at finde Fred og Hvile. Dette skal have en Ende.«
Hun blev mere og mere forundret, medens han talte, og hendes Ansigt
var blegt, da hun spurgte:
»Og hvorfor siger du mig alt dette netop nu, da jeg dog ingen Fortræd
har gjort dig?«
»Fordi jeg vil vise dig den Kløft, som du langsomt, Dag for Dag har
gravet mellem os. Fordi ....«
»Aa -- du behøver ikke at sige mere.« Hun havde rejst sig op og stod
foran ham, bleg, med tindrende Blik og dirrende Læber. -- »Jeg ved
det hele. Det er hende -- din dydige Veninde, der er traadt imellem
os. -- Og for at træffe hende, var det naturligvis, du vilde her
over. -- Men gjør kun, hvad du vil« -- Minna skreg Ordene frem --
»Jeg hader dig og hende og jer allesammen ...«
»Din Heftighed overrasker mig, da du jo saa tit har erklæret, at jeg
var dig fuldstændig ligegyldig,« afbrød han hende med haanende Kulde.
»For mig kan du tro, hvad du vil. Det er ingen Skade til, at du ser
Resultatet af det Liv, vi to har levet sammen. I Stedet for al den
Glæde og Velsignelse, som en god Hustru kan bringe sin Mand, har du
fra den første Dag, vi saa hinanden, været en Forbandelse for mig.
Uro og Misnøje har du bragt ind i mit Liv, afstumpet mine Evner og
forvandlet hele min Tilværelse til Tomhed og Uhygge. Saa -- nu er det
sagt, og Enden faar blive, hvad den vil ...«
Han tav og drog tungt efter Vejret. De skaanselsløse Ord syntes paa
én Gang at træffe hende saa tunge som Hammerslag. Den Forbitrelse,
hun nylig havde givet Luft, gjorde Plads for en dump, knugende
Smerte, der fik Nerverne i hendes Ansigt til at dirre, og derpaa brød
hun ud i en halvkvalt, lidenskabelig Graad.
»Aa Gud -- aa Gud -- saa slet kan jeg dog ikke have været!« -- --
Hans Blik faldt paa hendes slanke, endnu ungdommelige Skikkelse og
paa det i Taarer badede Ansigt, og en Følelse af Anger begyndte at
liste sig over ham, lige saa hurtig som hans Heftighed var kølnet.
»Jeg siger ikke, at du har været slet,« sagde han tøvende. »Tværtimod
-- du har jo altid været en hæderlig Kone. Men dit ufordragelige
Sind, din Mangel paa al Kvindelighed har bragt Ulykke over os. Og
deri ligger din store Skyld, at du aldrig har villet gjøre den
mindste Bestræbelse for, at det kunde blive anderledes.«
»Men du -- hvorfor giftede du dig med mig?« Minna løftede atter
Hovedet og gjorde Vold paa sig selv for at tvinge Graaden. -- »Hvem
siger dig, at jeg ikke baade havde kunnet og villet gjøre det, hvis
jeg havde havt en anden Mand? Ved du, hvorfor jeg tror, at det saa
daarlig er lykkedes dig? Fordi du aldrig har holdt rigtig af mig --
fordi det var din Sanselighed og ikke dit Hjærte, der drog dig til
mig. Det er derfor, det er blevet til, hvad det er ....«
Hun slyngede Ordene ud mod ham, medens hun et Øjeblik stod oprejst
foran ham, men saa var det pludselig, som om hun atter sank sammen,
idet hun skjulte Ansigtet i sine Hænder. --
Hun havde en Gang før -- i Begyndelsen af deres Ægteskab -- rettet en
lignende Bebrejdelse mod ham, og han følte atter, at der var nogen
Sandhed deri. -- Var det saa vist, at han havde Ret til at tale hende
saa haardt til?
»Det gjør mig ondt, at jeg har krænket dig,« sagde han med lav
Stemme. »Ja -- jeg vilde ønske, at det ikke var sket.«
»Men det er sket. Og det er maaske bedst saadan. Nu kan vi jo gaa
hver sin Vej. For du kan vel tænke, at jeg herefter ikke længere vil
leve under Tag med dig.«
»Du faar gjøre, som du vil,« svarede han. »Det kunde vel næppe gavne
nogen af os, om jeg vilde prøve paa at holde paa dig mod din Vilje.«
Hun svarede ikke, men gik ind i det tilstødende Værelse og lukkede
sig inde der. Henning saa bedrøvet efter hende, følende sig ilde til
Mode og misfornøjet med sig selv. Da det lod til at blive Alvor,
gjorde Tanken om Skilsmisse ham urolig og bekymret. Saa vidt burde
han maaske ikke være gaaet.
Medens han blev siddende alene inde i Dagligstuen, og Skyggerne
lagde sig tættere og tættere over Gulvet eller forstak sig mellem
det smagløse Bohave, hvormed Hotelværten havde udstyret sine
Gjæsteværelser, kom han til at tænke paa sit hyggelige Hjem. _Det_
syntes Minna i det mindste altid at have havt Interesse for. Og nu,
da det truede med et afgjørende Brud mellem dem, huskede han paa
mange Træk hos hende, der viste, at hun paa sin Manér var en trofast
og pligtopfyldende Hustru.
Nej -- saa vidt burde han ikke have ladet det komme. -- Men var det
alligevel ikke meningsløst at fortsætte et saadant Samliv, medens
hans Hjærte var opfyldt af en anden -- hende, som han vidste aldrig
kunde blive hans? --
Hans voxende Bekymring for, at Minna skulde gjøre Alvor af sin
Beslutning og tage bort, viste sig imidlertid at være overflødig. To
Dage efter rejste de sammen tilbage til Kjøbenhavn. Deres Forhold
var kun undergaaet den Forandring, at Minna endnu mindre end før
lagde Baand paa sig. Hendes Sind var blevet endnu mere mistroisk og
bittert, og det udartede undertiden til en raa Hidsighed, der Dag for
Dag undergravede mere af den Kvindelighed, hvoraf hun aldrig havde
havt stort at undvære. Hun kunde bruge plumpe og stygge Skjældsord,
som han gik stiltiende af Vejen for, medens han vænnede sig til at
tale hende efter Munden eller omgaa Sandheden selv i de ubetydeligste
Ting -- for Husfredens Skyld.
Margrethe Aaby blev hele Efteraaret og Vinteren ovre hos sin Onkel,
medens hendes Mand rejste til Udlandet -- i Forretningsanliggender
hed det. Andre paastod rigtignok, at de var rigtig skilte, og at den
unge Kone havde taget Ophold som en Slags Guvernante hos en fjærn
Slægtning, der ejede en Gaard et Sted paa Sjælland.
XIII.
Det var ved Nytaarstid, der var truffet ind med meget strængt
Vintervejr det Aar.
Der havde været usædvanlig mange Indsamlinger til Brændsel og
Varmestuer og Uddeling af Middagsmad til Byens fattige. Thermometret
viste ti Grader under Frysepunktet. Isen hang i fantastiske
drypstensagtige Former under ethvert Tagskæg og enhver Tagrende; laa
i en tyk Skorpe om de halmomviklede Vandposte og havde endog havt
Udholdenhed nok til at etablere en solid og meget befærdet Landevej
mellem Langelinie og »Tre Kroner«.
Og ude omkring paa Marker og Veje laa Sneen frosset sammen i store
Bunker.
»Probenreutere« var i massevis sneede inde i Gjæstgivergaardene. Selv
Istransporten over Bæltet led jævnlige Afbræk ved Snestormene, og
Sprogø havde en permanent Befolkning af vrede og utaalmodige rejsende.
Bønderne ude paa Landet sad og døsede i den lune Kakkelovnskrog med
Merskummeren mellem Tænderne; i saadant et Vejr gad man ikke en Gang
tage fat paa det sædvanlige Vinterarbejde. Husmænd og Indsiddere slog
sig igjennem, som Smaafolk kan bedst i en stræng Vinter, og oppe paa
Herregaardene havde man beholdt sine Gjæster lige fra Jul og lod det
gaa strygende løs med Baller og Middage.
Men inde i selve Hovedstaden havde man især travlt med veldædige
Basarer og dito Aftenunderholdninger. Og det var ikke Smaaskillinger,
der kom ind.
Det er saa rart at have den Bevidsthed, at man danser og morer
sig, paa én Gang til Glæde for sig selv og til Gavn for sine
nødlidende Medskabninger. Og der herskede i denne strænge Vinter en
overordentlig ihærdig Virksomhed blandt de Velgjørere, der havde
paataget sig at arrangere Basarer og Aftenunderholdninger.
Ude omkring i Kristianshavns Smaagyder og Arbejderkvarterernes
kaserneagtige Huse steg ikke desto mindre Debetkontoen paa Høkernes
sorte Tavler til truende Højdepunkter for saa og saa mange paa Kredit
udleverede Fjerdingspund Svinefedt, kvarte Rugbrød og halve Skæpper
Kul, og de vægtige Reoler i Pantelaanernes Boder truede med at synke
sammen under den stærke Tilstrømning af »haandfaaede« Panter, lige
fra sorte Silkehatte til Bommesies Skjørter -- en Tilstrømning, for
hvilken ikke en Gang de hver Maaned averterede Pantelaanerauktioner
syntes at kunne aabne nogen kjendelig Ventil. --
Men hvor mange Savn og hvor megen virkelig Nød disse, de
ejendomsløses Asyler og Arnesteder end kan rumme i en stræng og
arbejdsløs Vinter, kan det dog hænde, at der opleves lige saa
bitre Timer hos adskillige af dem, der gjærne ville regnes med til
»bedre« Folk -- hos en eller anden stakkels Bestillingsmand, hvem
Skæbnen har begunstiget med en meget talrig Familie, Staten derimod
-- mindre gavmild af sig -- med en meget ringe Løn. Han er ikke
en Smule heldigere stillet end Arbejderen ude i Fattigkvarteret,
og han kjender Vejen til Laanekontoret med det sidste undværlige
Klædningsstykke lige saa godt som hin.
Der lever i enhver Hovedstad en lavere Mellemklasse, bestaaende af
underordnede Embedsmænd, Timelærere, smaa Haandværkere, en Mellemting
mellem Kunstnere og Haandværkere, som dannes af Billedskærere,
Skibsportrætmalere, og utallige andre ubemærkede Existenser, der
lever fra Haanden og i Munden og næppe har det bedre end det
egentlige store Proletariat.
De deler saa temmelig ligelig de samme Savn og fører den samme usikre
Tilværelse uden at kunne komme videre end til at opholde Livet, men
de føler Savnene og Fattigdommen endnu haardere, fordi de lever i
uafladelig Kamp for at give deres Stilling et udvortes Syn af at være
bedre, end den er i Virkeligheden.
Det er en honnet Ambition, der er smuk og rosværdig nok, men det
koster en fortvivlet Møje at holde den vedlige.
Til disse Samfundets Stedbørn havde gamle Bentsen jo hørt i
Størstedelen af sin Levetid.
Men i de sidste Aar var hans Søns Fremgang bleven et Lyspunkt for
ham. Han forsonede sig med sin egen mislykkede Tilværelse ved at se
Sønnen vinde frem i Verden.
At Henning valgte at blive Maler, havde i Begyndelsen ængstet den
gamle Mand, men da han blev Vidne til den første Anerkjendelse, der
blev ham til Del, var han ganske naturligt den, der nærede de største
Forventninger om sin Søns Talent.
Den Dag, da Henning første Gang havde et Billede paa den aarlige
Kunstudstilling -- dér, hvor han selv aldrig havde faaet Foden ind --
var den skjønneste i gamle Bentsens Liv. Resten af Vejen til at blive
en stor Kunstner forekom ham at maatte være ganske let og jævn. --
Hvor glad og lykkelig havde han ikke været for denne Søn, medens
de boede sammen ude i Huset mellem de pyntelige Villaer. Og hvor
ængstelig havde han ikke vogtet paa sig selv, for at den gamle,
stygge Fejl ikke skulde faa Magt over ham.
Og naar Henning sluttede Dagens Arbejde og kaldte ham ind i Atelieret
med et muntert »Kom nu ind, Fa'er, og se, hvad jeg har faaet
bestilt!« -- hvor stolt og lykkelig stillede gamle Bentsen sig saa
ikke op foran Staffeliet og paatog sig sin mest kunstforstandige
Mine, skjønt Gud skal vide, at han ikke havde noget synderlig kritisk
Blik -- allermindst for Sønnens Arbejde.
Men naar han en sjælden Gang kunde være saa heldig at træffe noget
rigtigt og sige -- »Jeg synes, Luften der kunde staa lidt friskere
i Farven!« Og Henning saa svarede: »Det har du i Grunden Ret i,« og
gjorde et Par Penselstrøg paa det betegnede Sted i Billedet, saa
følte gamle Bentsen upaatvivlelig mere Stolthed, end om han selv
havde modtaget allerhøjeste Udnævnelse til Etatsraad og Direktør for
hele Kunstakademiet. --
Da Henning temmelig pludselig giftede sig og flyttede hjemme fra, var
det et tungt Stød for den gamle, skjønt han ikke nænnede at lade sig
mærke dermed.
Han nærede ganske vist ingen Bekymring for sin Søns Fremtid, thi han
var overbevist om, at Henning var altfor klog til ikke at have valgt
just saadan en Pige, der passede i et og alt til ham, og dernæst
kunde han ikke tænke sig andet end, at hun jo maatte forgude saadan
en prægtig Fyr som hans Søn. Saa Henning vilde jo sagtens blive
lykkelig ogsaa i det Kapitel.
Men han savnede Sønnen ubeskrivelig haardt, og værre blev det, da han
mærkede, at altfor flittige Besøg ude i det ny Hjem ikke var vel sete
af Minna.
»Hun er min Tro skinsyg paa hans egen Fa'er,« sagde han ved sig selv,
halvt i Spøg og halvt i Alvor, og han havde mere Ret, end han selv
vidste af.
Saa blev han lidt efter lidt borte derfra, hvor megen Overvindelse
det end kostede ham, men mere end en Gang, naar han var paa Vej til
at falde tilbage til sin gamle Skrøbelighed, holdt han igjen paa sig
selv med den Betragtning, at Sønnen og Svigerdatteren dog aldrig
skulde faa Grund til at skamme sig over ham. »Saa hellere gaa lige
lukt ud i Stranden.«
Det gik imidlertid snart op for ham, at Minna maatte være meget
hidsig og lunefuld, men derfor kunde hun godt være en brav Kone, og
naar bare de to var lykkelige med hinanden, saa kom Resten jo ikke
ham ved. --
Hvad han derimod havde mindre let ved at trøste sig over, var noget,
der var sket, kort før Minna og Henning rejste over til Vestkysten.
Han havde været derude for at sige Farvel, før de tog afsted, men
Minna havde været i ondt Humør og havde ikke ladet sig se, og hun
havde heller ikke villet lade lille Aage komme ind til den gamle,
under det Paaskud, at hun var i Færd med at bringe Drengen i Seng.
I sin besynderlige Skinsyge kunde Minna nemlig ikke taale, at andre
kjærtegnede Barnet -- kun hendes Moder, der stadig bevarede en vis
Indflydelse over hende ved at smigre hendes mindre gode Instinkter,
dannede en Undtagelse fra denne Regel -- og hun havde mere end en
Gang paa en paafaldende saarende Maade holdt Aage borte fra Hennings
Fader. Dog næppe før saa tydelig som denne Gang.
Henning havde ikke villet give Anledning til en ubehagelig Scene og
følgelig ladet Paaskudet om Barnets Afklædning passere, men gamle
Bentsen havde taget sig det grumme nær og var gaaet helt sønderknust
bort. --
Siden den Dag havde han ikke været ude hos Henning. Han vilde ikke,
selv om det skete uforskyldt, bringe Misforstaaelse mellem dem -- det
var der nok tilstrækkelig af i Forvejen, tænkte han sukkende -- og
han vilde heller ikke falde Minna til Besvær, siden hun saa nødig saa
ham.
Men gamle Bentsen led meget under dette Forhold. Han kunde undertiden
sidde hjemme hos sig selv og falde helt sammen, naar han tænkte paa,
hvorledes hans Søns Hus var blevet spærret for ham, men naar han en
sjælden Gang saa' Henning, lod han sig ikke mærke med, hvor nær han
tog sig det. --
Det havde i mere end én Henseende været en slem Vinter for den gamle
Mand.
Med Skibsportrætmaleriet gik det kun smaat. Det var et Arbejde,
som der blev mindre at fortjene ved Aar for Aar. Skibskaptajnerne
foretrak som oftest at lade deres Fartøjer fotografere; det blev
langt hurtigere besørget og var helt anderledes moderne.
Desuden havde gamle Bentsen ogsaa faaet yngre og flinkere
Konkurrenter. Det var rigtignok noget rent forbandet Fuskeri,
de lavede, forsikrede han; deres Sø lignede sveden Vælling, og
Fartøjerne saa ud som Ligkister med et Par Kosteskafter stukne
gjennem Laaget. Selv kunde han bruge flere Dage til at pensle
Takkelagen rigtig fint og sirlig ud paa Lærredet, men det havde
Skipperne ikke Tid til at vente paa.
Af disse forskjellige Aarsager havde han havt en drøj Tid at komme
igjennem den Vinter. Henning havde et Par Gange hjulpet ham med en
lille Sum Penge, men gamle Bentsen havde en Anelse om, at det i den
sidste Tid ogsaa var gaaet smaat med Sønnens Arbejde. Han havde kun
solgt et Par mindre Billeder paa en af Kunstauktionerne, og et større
Maleri, som han længe havde havt staaende paa Staffeliet, vilde det
ikke lykkes ham at blive færdig med. --
Gamle Bentsen vilde derfor ikke fortælle ham, at han i længere Tid
havde gaaet og gjort Gjæld rundt omkring i det Nabolag, hvor han
boede. Han vilde maaske under alle Omstændigheder have fortiet det,
eftersom han nærede en ikke ringe Respekt for sin Søn.
Med en vis, medfødt Letsindighed trøstede han sig med, at det nok
klarede sig paa en eller anden Maade. Men nu var ogsaa den sidste
Udvej bleven stoppet, og han havde adskillige Gange i den senere Tid
maattet springe Middagsmaden over og endda været glad, naar han hen
ad Aften havde kunnet opdrive en Portion Smørrebrød og en halv Bajer
paa det Kaffehus, hvor han en Tid lang havde været Stamgjæst.
Saa var det Dagen før Nytaarsaften.
Der var faldet et stærkt Snefog, og Vejene i Byens Omegn laa i
ufremkommeligt Uføre. Men efter at Snevejret først havde syntes at
ville tø lidt op i Luften, havde Frosten umiddelbart efter taget fat
paany.
Thermometret stod paa 12 Graders Kulde. Sneen laa skinnende hvid i
det graablege, vinterlige Sollys, der ikke havde Kræfter til at optø
saa meget som de allerøverste Fnug. Selv den tynde Sneskorpe, der
dækkede Træerne rundt omkring i Haver og Alléer, havde Frosten bundet
saa tæt til de nøgne, knudrede Grene, at Blæsten forgæves ruskede i
dem for at berøve dem deres Vinterpynt.
Vinduerne i Urtekræmmerens Butik henne paa Hjørnet af Sidealléen
var saa forsvarlig tilfrosne, at ikke en Gang de vældige Gasblus om
Aftenen formaaede at bryde det allermindste Hul i de store Isblomster
paa Ruden.
Og indenfor stod Urtekræmmeren og pustede i de røde, valne Næver, saa
at hans Aande dannede en lille Dampsky under Gaslampen.
Om det saa var de Vittigheder, hvormed den begavede Yngling plejede
at divertere Nabolagets kjønne Tjenestepiger, syntes de at fryse
fast undervejs og blive hængende som bedrøvelige Istapper ved hans
smilende Læber.
Og udenfor vedblev Blæsten at ruske i Grenene, medens Sneen frøs
fastere og fastere sammen i Bunkerne langs Vejkanten.
Det knitrede formelig i den af Ivrighed for at blive rigtig fast og
haard -- thi det var jo en Livssag for den at yde den størst mulige
Modstand, hvis et mildere Vejrlig skulde indtræde for at opløse den
til lutter Vand og Søle.
Men foreløbig kunde den ganske rolig blive liggende og fryse til,
saa meget den vilde. Der var ikke Udsigt til andet Vejr end det,
der egner sig bedst for Folk, der har velopvarmede Værelser med en
muntert flammende Kaminild, eller tykke Kavajer med Pelskrave til at
slaa op om Ørene, hvis de færdes ude.
Og selv de, der havde slige Hjælpemidler til at trodse Kulden,
foretrak den lune Stue og vovede sig kun ud i yderste Nødsfald.
Følgelig var der mere end sædvanlig øde ude paa Vejene mellem de
smaa Landsteder og Haver. Om det saa var den patrouillerende Lovens
Haandhæver, syntes Kulden at have fordrevet ham sporløst. --
Hist og her skinnede der et Lys fra en og anden Villa, og Tonerne
fra et forstemt Klaver banede sig spædt og klynkende Vej gjennem
omhyggelig stængede Vinduer, nedrullede Persienner og tilfrosne Ruder.
Oppe fra den frostklare, mørkeblaa Luft blinkede en ensom Stjærne
ligesom et fjærnt Øje ned paa det vinterlige Billede. En forfrossen
Hund, der havde været letsindig nok til at strejfe omkring i et
saadant Vejr, stod hylende udenfor Bagerens Dør, der lige var bleven
lukket. -- Ellers var der tomt og stille overalt.
I et Hus paa en af de mest afsides Veje i dette landlige Kvarter
skinnede der Lys oppe i et af Kvistvinduerne. Man lagde særlig Mærke
til det, fordi der ellers var mørkt og slukket rundt omkring. Klokken
var lidt over ti.
I dette Hus og i det samme Kvistværelse, hvorfra Lyset skinnede,
boede gamle Bentsen, efter at han nogen Tid efter Hennings Bryllup
havde forladt den mere komfortable Lejlighed, de havde beboet sammen
i Etagen neden under.
Det var forøvrigt et ganske pænt og rummeligt Værelse med en lille
Alkove til en Seng bag ved. Bohavet var tarveligt, men kunde meget
godt tilfredsstille en gammel, beskeden Mands Fordringer. Der var en
Sofa, et gammelt Skrivebord, nogle Stole og et Staffeli henne ved
Vinduet.
Det kunde altsammen have taget sig ganske taalelig ud, hvis der
ikke havde manglet én Ting, som er umaadelig vigtig, naar det er
tolv Graders Kulde udenfor, og hvis Ikke-Tilstedeværelse derfor var
tilstrækkelig til at forandre hele Stuens Karakter og give den et
trist og uvenligt Præg.
Der var ingen Ild i Kakkelovnen. --
Gamle Bentsen laa paa Sofaen og havde svøbt sig ind i sin
Vinterfrakke. Han havde endogsaa taget Handsker og en gammel, blød
Filthat paa for bedre at holde Kulden borte, men det kunde alligevel
ikke forhindre, at han rystede over hele Kroppen.
»Jeg maa dog være oppe, hvis han skulde komme,« havde han sagt
til sig selv. Og saa havde han Time for Time tøvet med at gaa til
Ro, skjønt en varm Seng, selv om den ikke hører til de allerbedst
opredte, er et Surrogat, som Fattigfolk ofte benytter i Stedet for et
solidt Maaltid og Ild i Kakkelovnen.
Han havde samme Dag skrevet et Par Ord til Henning. Men først efter
en hel Del Betænkeligheder, og da han indsaa, at der ikke var nogen
anden Udvej tilovers.
Naa -- Herregud -- en gammel Mand kunde vel være bekjendt at bede sin
Søn om Hjælp i en snæver Vending. Han vidste, at Henning gjærne hjalp
ham, naar han bare kunde, men han vilde nødig falde ham til Byrde.
Baade for sin egen og Sønnens Skyld havde han dog ikke villet skrive
ligefrem, hvad det drejede sig om (det kunde jo hænde, at andre fik
Brevet at se), og han havde derfor blot sendt en Billet af følgende
Indhold:
»Min kjære Søn!
Er det dig muligt, da se ud til mig i Løbet af Dagen. Jeg vilde
gjærne tale med dig, men har ondt ved at komme til Byen i det
slemme Vejr.
Din kjærlig hengivne Fader
P. Bentsen.«
Han ventede længselsfuldt paa, at Henning skulde komme. Brevet var
blevet lagt i Postkassen tidlig om Morgenen. Han maatte kunne havt
det lidt over Middag. Men nu var Klokken ni -- ti -- den gik stærkt
til elleve.
Han blev helt urolig. Der skulde da ikke nogen være syg derinde. Det
faldt ham et Øjeblik ind at gaa til Byen. Men hvis der nu -- som han
alligevel haabede -- intet var i Vejen; hvad vilde de saa tro, naar
han kom til dem saadan ved Nattetid? Naa -- det kunde jo for den Sags
Skyld være lige meget; det var jo hans Børn. Men Huset var nu en Gang
blevet fremmed for ham, og det var saa længe siden, han havde været
der. Saa besluttede han at slaa sig til Ro og vente i alt Fald til
den næste Dag.
Endnu en hel Time blev han oppe, til hans Lemmer var stive af
Kulden. Men ingen kom. Saa tørnede han omsider i Seng, men saa
forknyt og urolig over ikke at have faaet Svar paa sit Brev, at han
endogsaa glemte, at han den Dag havde sprunget baade Middagsmaden og
Aftensmaden over. --
Tidlig den næste Formiddag kom Henning. Den gamle var staaet op og
gik op og ned ad Gulvet med Vinterfrakken paa. Der havde ikke været
en Pind at putte i Kakkelovnen. Selv nogle gamle Blændrammer og
Penselskafter havde den foregaaende Dag maattet gjøre Tjeneste som
Brændsel.
Henning saa paa de tilfrosne Ruder, paa den kolde Kakkelovn og paa
den gamle Mand, der havde Møje med at skjule, at Tænderne klaprede i
Munden paa ham.
»For Guds Skyld, Fader,« sagde han i en bekymret Tone, »hvorfor har
du ikke før ladet mig vide, at det stod saa slemt til? Dit Brev var
blevet forlagt hjemme hos mig, saa jeg fik det først i Morges.«
»Aa -- bryd dig aldrig om det,« mumlede den gamle. »Moneterne er
slupne op; det er det hele. Det er saagu' aldrig værd at tage sig det
saa nær for en Gangs Skyld,« tilføjede han med et bedrøveligt Forsøg
paa at synes oprømt.
»Men du har jo ingen Ild i Kakkelovnen, Fader,« sagde Henning. »Det
er dog for galt. -- Send strax Bud ned og lad os faa hentet, hvad du
trænger til. Saa gaar du imidlertid hjem med mig og bliver hos os i
Dag. Det er jo Nytaarsaften i Aften.«
»Ja, ja, Tak skal du have, min Dreng, men jeg bliver hellere hjemme,«
svarede den gamle lidt forlegen. »Den forbandede Gigt har sat sig i
mit venstre Ben. Jeg vilde gjøre en daarlig Figur hos dig, hvis du
skal have fremmede i Aften. Nej, jeg bliver hellere hjemme.«
»Aa Snak, Fader; der kommer ingen andre end Minnas Forældre. Følg nu
blot hjem med; saa kan din Værtinde gjøre i Stand her oppe imidlertid
og faa Værelset ordentlig opvarmet, til du kommer hjem.«
»Nej, nej, lille Henning,« svarede den gamle; »jeg bliver hellere
her. Maaske kigger jeg ud til jer i Morgen.«
»Naa, som du vil, Fader,« sagde Henning. »Men lad os saa sørge for,
at du kan holde en skikkelig Nytaarsaften herhjemme.«
Det viste sig imidlertid, at Henning kun havde nogle faa Kroner i sin
Portemonnaie, og han lovede derfor at komme ud igjen samme Dag for at
forsyne den gamle med, hvad han behøvede.
»Saa du vil altsaa ikke holde Nytaarsaften hjemme hos mig, Fader,«
sagde Henning endnu en Gang, idet han nærmede sig Døren.
»Nej Tak, min Dreng, ikke denne Gang -- til næste Aar, om Gud vil, at
jeg skal leve. Saa skal jeg nok se at være bedre oppe,« tilføjede den
gamle med et melankolsk Smil.
»Ja, ja da. Saa kommer jeg ud til dig igjen, inden det bliver mørkt.«
Henning gik, men han kunde ikke lade være at tænke paa det uhyggelig
kolde Værelse, og hvor daarlig hans Fader havde set ud.
Han følte Samvittighedsnag over, at han ikke havde sørget bedre for
den gamle Mand, men det pinte ham næsten endnu mere at tænke paa, at
han ikke kunde byde sin Fader et Hjem i sit eget Hus uden at maatte
frygte for stygge og ubehagelige Scener. --
Tusmørket havde allerede lagt sig over de snedækkede Gader og Veje og
syntes at svøbe sig i tætte Folder om Lygtepælene. Vognene rullede
med en dump Lyd hen over Sneen, der inde paa Fortovene knirkede under
Fødderne paa de Fodgængere, som endnu var ude for at gjøre nogle
Extraindkjøb til Helligholdelsen af Aarets sidste Aften.
Men lidt efter lidt blev Gaderne mennesketomme; Lysene i de store
Udsalg i Byens Hovedgader slukkedes efterhaanden, og kun de mindre
Handlende holdt aabent endnu.
De kinesiske Pistoler og Knaldperlerne, der hidtil havde lydt ganske
enkeltvis med et svagt, forskræmt Knald, ligesom de var sig bevidste,
at der endnu var længe til Klokken tolv, begyndte lidt efter lidt at
blive mere højrøstede, alt som Aftenen skred frem. Der hørtes endog,
som Ihukommelse af den ærværdige Skik at slaa Potter paa Dørene,
nu og da et solidt Drøn, der fik de smaa kinesiske Pistoler til at
blegne af Misundelse. --
Og selv de sidste Fodgængere forsvandt, for enten i Familielivets
hyggelige Skjød eller henne paa Kaféen, sammen med andre enlige
Existenser, med Glasset i Haanden at hilse det ny Aar velkommen.
Selv for Urtekræmmersvenden paa Hjørnet slog endelig Befrielsens
Time, og med en Stemme, der skælvede -- hvad enten det var af Kulden
eller af længselsfuld Forventning om de Glæder, _han_ ventede sig af
Aarets sidste Aften -- bød han Karlen at sætte Skodderne for.
Og mere og mere hyppig, mere og mere buldrende lød Knaldperlerne,
Pistolerne og Potterne, medens alt andet Liv og Bevægelse døde hen i
den store By for at koncentrere sig indenfor Husenes lune Vægge. --
* * * * *
Han gik med hurtige Skridt frem ad den snorlige Vej, der strakte
sig saa langt foran ham, at Gaslygterne i den længst bortliggende
Ende syntes at løbe i ét med hinanden. Hans Gang var hurtig, og han
traadte fast i den knirkende Sne, men Hovedet var bøjet ned mod
Brystet og hans Tanker aabenbart langt borte fra den Vej, han fulgte.
Hele det hæslige Optrin stod for ham igjen. Han huskede det til de
mindste Enkeltheder. Hans Ægteskabs Historie havde været rig paa det
Slags Kapitler, men dette syntes ham at være det uhyggeligste. Han
levede det altsammen om igjen, saaledes som det var foregaaet for faa
Timer siden. --
Han var kommen hjem i en trykket og bekymret Stemning, opfyldt af den
uhyggelige Paamindelse om, at hans Fader bogstavelig talt led Nød.
-- Og som de fleste kunstnerisk anlagte Naturer led han dobbelt ved
Synet af alt, hvad der mindede om Nød og Savn.
Han fortalte Minna, hvorledes det stod til ude hos hans Fader, og
hvor ondt det havde gjort ham at se det.
Hun hørte først kold og ligegyldig paa ham; men da han sagde, at de
maatte hjælpe den gamle med saa meget, de kunde undvære, havde hun
begyndt at græde og lamentere.
Han var en ussel Mand, sagde hun. Han havde Tanke for alle andre end
sin Hustru og deres Barn; dem kunde han gjærne lade sulte for at
hjælpe andre. Hvor mange Gange var de ikke selv uden Penge. _Hun_
vidste nok, hvordan hun maatte pine sig paa alle Maader, for at de
kunde slaa sig igjennem.
Henning forestillede hende, at de jo -- Gud være lovet -- endnu ikke
havde manglet noget. Han var desuden ung og rask og havde sit Arbejde
at stole paa, og selv om der nu og da var Ebbe i Pengekassen, saa
fik han til andre Tider sine Billeder godt betalte. Hans Fader var
derimod en gammel Mand og kunde daarlig arbejde. Det kunde ikke for
Alvor være Minnas Mening, at de skulde lade ham lide Nød. Det var saa
hæsligt, at han slet ikke vilde tænke sig det.
Men Minna var uimodtagelig for Fornuft; hun skreg op, at han skulde
ikke faa en Øre af de Penge, han samme Dag havde givet hende til
deres Husholdning; saa kunde han jo se, hvorledes han vilde bære sig
ad i alt Fald den Dag med at hjælpe den .... Og hun brugte Skjældsord
baade mod ham og hans Fader. --
Henning havde i lang Tid gjemt paa alt det Mismod, der havde faaet
Magt over ham efter det sidste Møde med Margrethe Aaby. Og i den
sløve Sindsstemning, hvori han havde befundet sig, havde han havt
lettere ved at gaa af Vejen for enhver ny Anledning til Kiv og Ufred.
Men denne Gang brød al Bitterheden over hans Livs store Misgreb atter
frem i ham. Minnas plumpe Adfærd fik hans kunstlede Taalmodighed
til at briste, og han æggedes næsten til Raseri ved Lyden af hendes
skingrende Stemme.
Et Øjeblik saa det ud, som om han mistede Herredømmet over sig
selv; som om han stod i Begreb med at løfte Haanden mod hende. Men
det varede kun et Sekund. Saa besindede han sig og stirrede helt
forfærdet paa hende.
Hvorledes havde hun dog Aar for Aar kunnet forvandle sig saa
frygtelig? -- --
Det kostede ham Anstrængelse at faa Ordene frem, idet han sagde til
hende, at naar hun ikke vilde give ham nogle af de Penge, hun havde
i Behold i den fælles Kasse, saa maatte han se at laane nogle ude i
Byen. Thi hans Fader skulde hjælpes. Han vilde nu gaa sin Vej, og hun
skulde ikke vente ham hjem for det første.
I en fuldstændig Paroxysme knyttede Minna Hænderne og bed Tænderne
sammen, medens hun skreg, at han var en Pjalt, og at hun forbandede
baade ham og hans Drukkenbold af en Fader. --
Henning var gaaet. Han vidste ikke, at hun et Øjeblik efter var ilet
ud for at kalde ham tilbage -- fortrydende sin brutale Hidsighed
ligesaa hurtig, som den var kommen over hende. --
Han travede gjennem Gaderne, indtil han kom til et af de ny Kvarterer
i Byens nordlige Udkant, hvor Hans Frederik boede. Hos ham vilde han
under et eller andet Paaskud laane de Penge, han skulde bruge. Men
Hans Frederik var allerede gaaet over paa Theatret. Dér vilde Henning
ikke forstyrre ham, og han gik tilbage i den samme Retning, han var
kommen fra, for at opsøge en af sine Kammerater, der boede i den
østlige Ende af Byen.
Men heller ikke han var hjemme. Han var bedt ud til Middag, fortalte
Værtinden, hvem Henning traf i Atelieret, i Færd med at rydde op i et
bundløst Kaos af allehaande ind- og udvendige Klædningsstykker, halv
færdige Studier, der laa spredte omkring ved Foden af Staffeliet,
snavsede Malerpensler og oversmurte Paletter, tomme Sodavandsflasker
og forskjellige andre Gjenstande.
Værtinden spurgte, om Herren ikke kom igjen senere paa Aftenen, for
der skulde nok være Nytaarsgilde hos hendes Logerende, som i den
Anledning havde bedt hende om at rydde lidt op, til han kom hjem.
Henning svarede, at han ikke troede, han kom igjen, og dermed travede
han atter afsted, indtil han blev saa træt af at slæbe Fødderne
gjennem det æltede Føre, at han sank i Knæ ved hvert andet Skridt.
Han gjorde endnu nogle frugtesløse Forsøg paa at træffe enten den ene
eller anden af sine Venner, men de lod allesammen til at være ude for
at fejre Sylvesters hellige Aften.
Gaderne var efterhaanden blevne helt øde. De sidste Butiker var nu
lukkede, og Henning tænkte med voxende Bekymring paa, at hans Fader
allerede i flere Timer havde siddet og ventet paa ham.
Saa faldt det ham pludselig ind, at der var noget tragi-komisk i
Situationen, og han vidste næppe, om han skulde le eller græde over
den.
Et ondsindet Lune, der grændsede noget nær til Vanvid, havde bevæget
Minna til at nægte ham nogle af hans egne Penge, og nu travede han
omkring paa en Nytaarsaften for at faa fat i et eller andet Menneske,
af hvem han kunde laane en halv Snes Kroner, for at hans Fader ikke
skulde gaa sulten til Sengs.
Det var dog for galt. Han tænkte et Øjeblik paa at tage en Droske --
han havde akkurat en Krones Penge i sin Vestelomme -- og køre ud at
hente den gamle og tage ham med sig hjem; det vilde være baade det
nemmeste og naturligste.
Men Tanken paa det uhyggelige Optrin med Minna skræmmede ham bort fra
denne Udvej. Han stolede ikke synderlig paa Minnas Selvbeherskelse,
selv om der var fremmede til Stede, og hans Fader maatte ikke gjærne
vide, hvor slemt det stod til i hans Hjem.
Saa fik han pludselig en anden Ide. Det gamle Konditori, hvor han og
hans Kammerater havde holdt deres smaa Sammenkomster i fordums Dage!
Der traf han sikkert en eller anden Bekjendt, og i værste Tilfælde
kunde han laane nogle Penge af Opvarteren til den følgende Dag. --
Med denne Beslutning forstærkede han sine Skridt og var allerede
drejet om Hjørnet for at skraa tværs over Torvet, paa hvis modsatte
Side Konditoriet laa, da han hørte en lystig Stemme bag ved sig.
»Halløj, Sønneke, hvorhen gjælder Rejsen?«
Henning vendte sig om.
»Aa -- er det dig, Erik! -- Kan du laane mig ti Kroner?«
»Om jeg kan laane dig ti Kroner! Ja, en Halvtredser, om du saa
vil. Jeg er vældig pr. Kasse. -- Men hvad Fanden er det for et
Bedemandsansigt, du sætter op? Det er da ikke for Alvor saa galt med
Finansvæsenet, at du falder i Staver over det?«
»Aa nej -- men det er et ærgerligt Tilfælde, jeg er kommen i,«
forklarede Henning lidt undvigende. »Jeg har lovet at hjælpe -- ja,
det kan være lige meget, hvem -- med en lille Sum Penge, og saa gjør
jeg den Opdagelse, at jeg ingen Kontanter har hjemme. Jeg har været
tre, fire Steder for at opdrive det fornødne, men ikke kunnet træffe
nogen. Og nu var jeg omsider begyndt at blive gal i Hovedet.«
»Men saa kommer jeg bag paa dig ligesom Profeten paa Kamelen -- eller
hvordan det nu hedder. Hør -- for Pokker -- det er da aldrig ...
hvad, du dydige Ægtemand ..?«
Erik puffede til sin Ven med en lystig Mine.
»Aa Vrøvl. -- Kan du saa laane mig de ti Kroner?« spurgte Henning
ærgerlig.
»Ja vist, Fa'er min -- bliv blot ikke gnaven. Jeg forlanger jo ikke
at vide, hvem der skal være Gjenstand for din Velgjørenhed -- Her har
du Pengene, min Dreng.«
Den unge Maler, der samme Dag havde faaet Bestilling paa et Maleri
og lige saa hurtig taget Forskud paa Kjøbesummen, tog nogle løse
Tikronesedler ud af en ganske vel forsynet Tegnebog og stak dem i
Haanden paa Henning.
»Tak -- Farvel -- i Morgen skal jeg sende dig Beløbet tilbage,« sagde
Henning og vilde gaa.
»Aa -- hør en Gang -- Henning -- det er da ogsaa rent bandsat, at du
skulde være optagen. Jeg er saa ustyrlig glad i Aften, og sikken en
Svir, dersom du kunde have slaaet Aftenen ihjel sammen med os andre!
Hør du -- kan jeg ikke i det mindste følge dig et Stykke paa Vej? Vi
skal ikke mødes henne i »Strygejærnet« før Klokken elleve.«
»Jo, det maa du gjærne. -- Jeg skal ganske ærlig fortælle dig, hvor
jeg skal hen. Min gamle har skrevet til mig, om jeg kunde hjælpe ham
med nogle Penge -- det er hele Historien.«
»Ved du hvad, saa tager vi en Droske og joller derud -- hvad? Og bag
efter følger du med hen i »Strygejærnet«, hvor jeg har arrangeret et
mageløst lille Gilde, der vil minde dig om svundne Dages Glæder. Naar
du gaar med, bliver vi sex til Bords -- et udvalgt Selskab, forsikrer
jeg dig. For en Gangs Skyld kan du saagu' godt forsvare at svigte de
hjemlige Kjødgryder.« --
De havde besørget deres Ærinde ude hos gamle Bentsen, og Henning
havde givet efter for sin Vens Overtalelser og var gaaet ind paa
at tilbringe Aftenen sammen med ham og et Par andre gode Venner --
naturligvis i al Skikkelighed.
Han havde dog vaklet lidt. Var det -- trods det, der var sket --
rigtigt af ham at blive borte hele Aftenen? Udsigterne derhjemme var
rigtignok alt andet end tillokkende.
Minna havde rimeligvis lukket sig inde i Sovekammeret; sin
Svigerfader, gamle Thorsen, vilde han som sædvanlig finde i en eller
anden Krog af Stuen, dækkende sig saa meget som mulig for sin kjære
Ægtehalvdel, og denne elskværdige Dame, Minnas Moder, fremstillede
sig for ham paa Hæderspladsen midt i Sofaen, kastende smertelig
bevægede Blikke op mod Loftet, som om hun kaldte alle himmelske
Magter til Vidne paa, hvor skjændig hendes ulykkelige Barn blev
mishandlet. --
Det gøs lidt i Henning, da han forestillede sig dette huslige
Billede, der ingenlunde var fremmed for ham, og han besluttede for en
Gangs Skyld at kaste alle Hensyn over Bord og igjen -- blot for en
eneste Aften -- trække Vejret frit i sine Kammeraters Selskab.
Han trængte haardt til det, syntes han selv.
»Ser du, lille Sønneke,« sagde Erik, »det kan ikke nytte, du vil
nægte, at der er noget galt fat med dig, hvad enten det saa stammer
fra Hovedet, Hjærtet eller Maven. Og saa spørger jeg dig som en sundt
tænkende Filosof: Hvad tror du vel, du gjør bedst i: at gaa og falde
sammen som en gammel Filister, saa det gaar rent Fanden i Vold med
Maleriet, eller stramme dig op med en Smule uskyldig Adspredelse?
Ser du -- baade du selv, din Familie og Kunsten, min Fa'er, staar
sig ved, at du linder lidt i Baandene, og derfor handler du ret og
viselig i at følge med mig til det Glædens Paulun, som jeg skal aabne
for dine tørstende Blikke.«
Og efter at have holdt denne lange Tale stak Erik sin Arm ind under
Vennens og trak ham med sig. --
* * * * *
»Du burde have fortalt mig, at der var -- Damer med til jert Gilde,«
sagde Henning og holdt tøvende inde med at tage Overfrakken af, da
de stod oppe i den lange Korridor med et Utal af Døre paa begge Sider
ind til de pyntelig udstyrede Restaurationsværelser, hvorfra der nu
og da lød en støjende Latter.
»Aa Snak -- saa havde jeg jo risikeret, at du ikke var fulgt med. Men
nu skal vi min Tro nok holde paa dig. Det forstaar sig,« tilføjede
Erik halvt mellem Spøg og Alvor -- »du skal naturligvis sidde længst
borte fra dem, for at din Moralitet ikke skal tage Skade eller komme
i Fristelse. Og desuden« -- Erik slog atter over i sin gamle, kaade
Tone, idet han bøjede sin Mund helt hen til Hennings Øre -- »det er
prima Kvalitet, som min Ven, Grossereren siger.«
* * * * *
Gaslygterne var slukkede paa den ene Side af Gaden, og de sidste
Nytaarsskud forstummede, da et støjende Selskab forlod den velkjendte
og velrenommerede Restauration, der blandt de indfødte gik under
Navnet »Strygejærnet«, og traadte ud af Porten. Deres Latter rungede
gjennem den stille Gade og blev kastet tilbage af de smalle, graa
Huse paa den modsatte Side for at give Ekko længere og længere borte.
--
Det havde været en mageløs Nytaarsaften.
Hvor man havde lét og moret sig -- ja, og spist og drukket -- ganske
storartet. Det havde regnet baade med Vittigheder og Champagne --
begge Dele lidt blandede, men det havde man været altfor glad til at
lægge Mærke til.
Hvor saadant et lystigt Gilde gjorde godt. Man blev tyve Aar igjen.
Og Tyveaarsalderens Sorgløshed og dens dejlige Luftkasteller kom
frem paany. Leve Glæden! Leve Øjeblikket! Pokker i Vold med den Dag
i Morgen og med hver eneste alvorlig Tanke! --
»Saa, kom nu. Nu skal vi hjem,« sagde Erik. »Knud og Holger følger
Damerne hjem.«
»Naa, saa det gjør de!« Henning talte i en overstadig lystig Tone.
»Nej du tager fejl, Gubbe! Saaledes skilles jeg ikke fra den smukke
Eva!«
»Er Du gal, Henning!« -- Erik tog ham haardt i Armen, og hans Stemme
lød ganske ædru. »Gjør nu ingen Dumheder -- saa vilde jeg hellere
ønske, at jeg ikke havde faaet dig med til denne Kalas. Vær nu
fornuftig og lad mig følge dig hjem.«
»Hører I, hvad den Filister siger? Jeg skal være fornuftig. Gaa
Fanden i Vold med din Fornuft, Erik! Leve og elske og synge og drikke
vil jeg! Det er der langt mere Fornuft i. -- Ikke sandt?«
Han bøjede sit blussende Ansigt ned til det kjækt tegnede Hoved --
med en koket lille Skindhue -- der støttede sig op til hans Skulder.
Hun svarede ham ved at klemme hans Arm og holdt sin Mund tæt op til
hans Øre, idet hun hviskede: »Lad os løbe væk fra dem!«
Erik rakte Haanden frem for at gribe fat i Henning, men han rev sig
løs, og med en kaad Latter løb de to ned ad Fortovet, glidende og
tumlende over det glatte, nedtraadte Lag Sne.
»Henning, hør, hvad jeg vil sige dig!« raabte Erik efter dem.
»Aa, lad dem bare more sig!« raabte en af de andre. »+Felicissima
notte+, mine Børn! Tak for i Aften!«
Og dermed tog han den anden unge Dames Arm og forsvandt i smaat Trav
ned ad Gaden.
Erik og endnu en Kammerat, der havde deltaget i det lystige Lag, blev
alene tilbage.
»I Morgen er han næppe i saa godt Humør,« sagde Erik med et
angerfuldt Suk. »Havde jeg vidst, at det var blevet Enden paa det,
skulde jeg nok have vogtet mig for at føre ham i Fristelse.«
»Aa hvad -- det har han .. saagu' ingen .. Sk... Skade af,« mumlede
den anden, men da han mærkede, at Vinen ikke blot havde havt Evne
til at løse, men ogsaa til at binde hans Tunge, opgav han ethvert
yderligere Forsøg paa at forklare sin Opfattelse af Sagen og lod sig
af den mere ædru Ven føre til deres fælles Bolig og Atelier, hvor de
snart slumrede blidelig ind efter Gildets Anstrængelser.
* * * * *
Gaslygterne -- paa den ene Side af Gaden -- brændte endnu i den
kolde Vintermorgen, skjønt ikke alene Bageren, men ogsaa Høkeren og
Urtekræmmeren og de billige Kaffehuse havde aabnet deres Skodder for
længe siden. --
Der var ligesom lidt Omslag i Vejret. Luften, der for nogle Timer
siden havde været klirrende tør, var nu opfyldt af en graalig,
frostagtig Taage, der skar og sved i Ansigtet. Sneen, der nylig havde
ligget skinnende blank, begyndte at faa et smudsigt, gulligt Anstrøg
i de Spor, som Vogne og Fodgængere havde efterladt den foregaaende
Dag.
Det var Nytaarsmorgen.
Med hvor mange smukke Ønsker og gode Forsætter havde man ikke
hilset det ny Aar velkommen. Hvor meget, som man havde forsømt i
det gamle, tænkte man ikke at faa udrettet i det ny. Og hvor mange
Planer, Beslutninger og Forhaabninger smigrede man sig ikke med at se
virkeliggjorte, før Jorden endnu en Gang havde tilbagelagt Vandringen
sin Bane rundt.
Et Par af Hovedstadens Kirker aabnede deres Døre, for at Folk kunde
træde ind til den tidlige Morgengudstjeneste.
Klokkerne fra »Holmens« og »Vor Frue« lod deres stærke Malmrøster
lyde ud over den slumrende By. Hist og her ad de endnu øde og
halvmørke Gader, hvor Gaslygterne kastede et sygeligt, gustent Skær
hen over Sneen, ilede andægtige Kirkegængere, der ikke rigtig syntes
at have faaet Søvnen rystet af sig, hastig afsted med Salmebogen
under Armen.
Nu og da kunde man ogsaa faa Øje paa en enlig Fodgænger -- uden
Salmebog -- med Frakkekraven smøget op om Ørene og Hænderne stukne
dybt ned i Frakkelommerne, og hvis rødkantede Øjne og blege,
forvaagede Ansigt paa en noget forrædersk Maade sladrede af Skole om,
at Vedkommende havde ladet Nytaarsaftenens Svir vare ved lige til i
Morgenstunden. --
Da Kirkeklokkerne ringede anden Gang med den hastige, forpustede
Klang, der forkynder, at Gudstjenesten er lige ved at begynde, og da
det første, svage Dagslys omsider begyndte at faa Bugt med Skæret
fra Gadelygterne, sneg en Skikkelse, som ingen vilde være i Tvivl om
at henføre til den sidstnævnte Kategori, sig gjennem de nu lidt mere
befærdede Gader.
Han gik meget hurtig, skjønt den forcerede Bevægelse syntes at koste
ham Anstrængelse, og da han var kommen ud af selve Byen og befandt
sig i en af de østlige Alléer, stansede han nu og da, støttede sig
med Haanden til et Træ, blottede Hovedet og lod den raa, frostkolde
Taage strømme ind over sit Ansigt, der var uhyggelig blegt.
Saa syntes han ligesom at gjøre Vold paa sig selv for at komme
videre, fortsatte sin Vandring, først usikkert og slingrende, ikke
som en beruset, men som en Søvngænger, der pludselig er bleven
vækket. Men efterhaanden som han kom i Tridt, blev hans Gang atter
hurtig og ilsom, medens han nu og da pressede sin Haand mod Brystet
og drog et stønnende Suk, som om han vilde ryste en knugende Byrde af
sig. --
Det var lys Dag, da han naaede sit Hjem. Sneen var føgen sammen
udenfor Havestakittet, og idet han med noget Besvær fik Laagen rykket
op, hørte han et Vindue blive smækket til oppe i Huset og saa' et
Hoved forsvinde bag Gardinerne.
Lampen brændte endnu paa Bordet inde i Dagligstuen.
Han gik gjennem Forhaven og aabnede Gadedøren. Hans Hænder rystede,
og Kulden, som han ikke havde mærket noget til under Vejs, fór
isnende gjennem ham, idet han traadte ind i den lille Forstue. Han
gik op ad Trappen, ind i Dagligstuen, hvor en fugtig, kold Luft slog
ham i Møde.
Vinduet havde øjensynlig været aabent hele Natten -- og Minna staaet
og set ud efter ham. Nu var hun gaaet. Han kunde høre hende inde i
Sovekammeret ved Siden af. --
Men alt, hvad han saa og hørte, og alle de Tanker, der jog pinende
gjennem hans Hjærne, fornam han som i en uklar Drøm.
Det var ikke Champagnerusen, der endnu omtaagede hans Sanser; den var
dunstet bort for længe siden. Det var snarere, som om noget var gaaet
i Stykker i ham, saa han ikke længere evnede at tænke og føle klart.
Men midt i denne knugende Sløvhed var der en eneste skarp, pinefuld
Fornemmelse, der vedblev at bore sig gjennem alle de andre Tanker og
dybt, dybt ind i hans Hjærte.
Han gik ud i Køkkenet og badede sin Pande med koldt Vand, som om
han vilde forjage en almindelig Rus. Men de Tanker, der hamrede løs
indenfor hans Tindinger, var ikke saa lette at jage paa Flugt, som
hvis det havde været uskyldige Tømmermænd.
Nattens Oplevelser vedblev at vende tilbage med stedse mere
irriterende Tydelighed. Han følte en led Væmmelse ved sig selv; han
vilde have givet Aaringer af sit Liv for at kunne flytte Tiden fire
og tyve Timer tilbage. --
Saa gik han ind og kastede sig fuldt paaklædt paa Sofaen i sit
Atelier efter at have drejet Nøglen om i Laasen. Der var hundekoldt
derinde. Men han mærkede det ikke. Hans Øjelaag var tunge som Bly,
men dog vedblev han at ligge vaagen.
Og mærkeligt nok var det ikke saa meget Minna som hans Søn, han
tænkte paa.
Det var Aar og Dag, siden han og Minna havde levet sammen som Mand og
Hustru, og Kjærtegn var en sjælden Vare mellem dem. Men lille Aage
plejede aldrig at staa op nogen Morgen eller lægge sig nogen Aften
uden at byde ham sin friske Barnemund til Kys. Og naar Drengen nu kom
ind til ham, skulde han saa berøre ham med de samme Læber, hvormed
han nylig havde kysset -- den smukke Eva? -- Var det ikke ligesom en
snigende Gift, han bragte med til sit Hjem og sit Barn. --
Han skjulte Ansigtet i sine Hænder og stønnede febersygt under Byrden
af de hæslige Tanker, der stormede ind paa ham.
Omsider faldt han i Søvn og drømte, at det var en dejlig, mild
Sommerdag, og han befandt sig ude paa et festlig smykket Skib, der
gled langsomt forbi Kysten.
Han var omgiven af en Mængde Kammerater, og der blev holdt
begejstrede Taler for det gode og skjønne, og han stod selv op og
holdt en Tale om, hvor herligt det var at leve, at arbejde og at være
ung. Og Kammeraterne raabte Hurra, og Musiken stemte i med, saa det
suste og bruste for hans Øren, og de løftede ham til Vejrs og raabte,
at han var den første iblandt dem.
Men pludselig blev Himlen sort og overtrukken. -- Da han saa sig om,
var de allesammen forsvundne, og den store, festlig smykkede Damper
var bleven til en skrøbelig Baad, hvori han sad alene med Minna.
I det samme rejste der sig en isnende kold Blæst, der jog Sne og
Hagl ned over dem, og Søen dækkedes med store Isflager, mellem hvilke
Baaden skruedes fast. -- Men inde fra Stranden rakte der sig et
Par nøgne, hvide Arme ud imod ham. De kom nærmere og nærmere, greb
tilsidst fat i ham og trak ham med sig trods alt, hvad han stred imod.
Og saa gik det i strygende Fart gjennem snedækkede Gader med
flimrende Gaslygter. Han vidste ikke, om han løb eller fløj, men de
hvide Arme var stadig om hans Nakke og slæbte ham afsted med sig, og
langt bag ved kunde han endnu skimte Baaden, hvori Minna sad.
Isen skruede sig højere og højere op rundt om den. Det bragede og
stønnede derude, og hvert Øjeblik syntes Ismasserne at maatte styrte
ned og knuse den.
Han vilde skrige, men de hvide Arme pressede sig saa tæt om hans
Hals, at han ikke kunde faa Skriget frem.
Og nu lød Bragene stærkere end før; de voxede til en rullende Torden
-- ganske nær ved ham ..
Og saa vaagnede han. --
Minna bankede heftig paa Atelierdøren. »Luk op, hører du!« raabte hun
med en Stemme, der syntes at kæmpe med Graaden. --
Det var højt op ad Formiddagen. Udenfor laa Vejen indhyllet i en
klam, raakold Taage. Istapperne, der hang ned fra Tagskjæget, var
begyndte at tø, og Vandet drev i stride Strømme ned ad Mure og
Vinduer. Sneen, der i Dage og Uger havde ligget skinnende blank ude i
Alléen, var i Færd med at forvandle sig til et snavset, æltende Søle
under Fødderne paa de mange Folk, der drog ind til Byen for at ønske
glædeligt Nytaar hos Venner og bekjendte.
XIV.
Dagene var begyndte at længes.
Fra tidlig om Morgenen, indtil Daglyset forsvandt, sad han ved
Staffeliet. -- Han _vilde_.
Han havde tegnet tre eller fire Kartoner til et stort Figurbillede,
kasseret dem alle og saa taget fat paa den femte. Heller ikke den
var han tilfreds med, men han følte sin Uformuenhed til at gjøre det
bedre. Saa blot videre -- videre. --
Han spændte Lærredet paa Blændrammen og tog fat paa at male Billedet.
Atter og atter smurte han det over igjen. Naar han havde malet
flittig hele Dagen og endelig syntes, at Gnisten var i Færd med at
komme, saa det ligesom lysnede op i ham, blev det kun endnu værre,
naar han den næste Morgen kom ind i Atelieret og saa Resultatet af
den foregaaende Dags Arbejde.
Hans Billede stod tungt og indholdsløst, uden Friskhed, uden Liv.
Saa kunde han sidde og falde helt sammen, med Hovedet begravet i
sine Hænder og med en forfærdelig knugende Følelse af, at Evnerne
svigtede ham. Og dermed var igjen mange Dages møjsommeligt Arbejde
spildt.
Til sine Tider forekom det ham, at han ikke havde en eneste frisk
eller ny Tanke, og at han ligesaa gjærne kunde opgive det hele. Til
andre Tider myldrede det med Ideer om, hvorledes han vilde male, og
hvorledes det skulde være -- det stod altsammen saa klart for ham
-- men naar han saa førte Penslen op til Lærredet, nægtede Haanden
at udføre sin Part, og hvad han malede blev tørt, kjedeligt og
haandværksmæssigt.
Men han _vilde_. Og han begyndte forfra og forfra igjen.
Omsider -- en af de sidste Dage før Kunstnernes Arbejder skulde være
indleverede til den aarlige Foraarsudstilling -- blev hans Billede
færdigt. Aldrig havde noget Arbejde kostet ham saa megen Kval. Han
gad ikke se det. Og han var bange for at se det. Han havde vendt det
om mod Væggen i Atelieret og lod det staa saaledes, indtil Karlen
kom, der skulde bringe det op paa Charlottenborg.
Og da det var borte, vidste han ikke rigtig, om han skulde føle sig
lettet derved eller endnu mere mismodig og tvivlende end i alle de
lange Arbejdsdage, da det havde staaet paa hans Staffeli.
Men han var sig bevidst, at han havde lagt alt det i Billedet, som
han havde evnet. Det kunde jo ogsaa være, at det var bedre, end han
selv troede. Maaske var det den trykkede Sindsstemning, hvori han
befandt sig, der fik ham til at se saa modfalden og utilfreds paa
det. Sikkert var det, at det vilde blive afgjørende for ham, om dette
Billed gjorde Lykke eller ikke. Han syntes næsten, at han maatte staa
eller falde med det.
Han havde med stor Spænding ventet paa Maleriernes Ophængning for at
se, hvorledes hans »Vesterhavs-Fiskere« vilde se ud ved Siden af de
andre Arbejder.
Han var deroppe Dagen før den sædvanlige Aabningshøjtidelighed og
traf sammen med adskillige af sine Kammerater. Men han havde ikke
behøvet at høre deres mere eller mindre skaansomme Ytringer for
at sige sig selv, at hans Arbejde var mislykket -- en øjensynlig
Tilbagegang. Thi trods den svigtende Produktionsevne havde han
beholdt sit kritiske Blik baade for sig selv og andre. Han saa mere
tydelig, end nogen kunde fortælle ham det, at hans Arbejde var
forfejlet.
Den samme umandige Svaghed, denne Halvhed mellem Energi og
Uformuenhed, som han ofte var sig bevidst i sin Karakter som
Menneske, syntes at træde frem ogsaa i hans Værk. I hans Billede
var der en vis pedantisk Stivhed, blandet med et mislykket Forsøg
paa en kjækkere og friere Malemaade, og noget lignende gjorde sig
gjældende i selve Indholdet. Der var Tilløb til en sund, frisk
Friluftsstemning, men den knækkede over paa Halvvejen og blev til
sygelig Følsomhed.
Billedet var og blev mislykket.
Der var adskillige dygtige Arbejder af hans Kammerater -- Billeder,
der vidnede om Udvikling og om voxende Kræfter. Han skammede sig ved
at mærke hos sig selv, at han misundte dem.
De andre gik frem. Skulde han være nødt til at opgive Kampen som
frugtesløs. -- Var Gnisten virkelig haabløst slukket? Eller havde
den ikke været stærk nok til at blive andet for ham end en skuffende
Lygtemand?
Nej, det var umuligt. Han følte det saa sandt og vist hos sig
selv, at han havde baade Kunstnerens Øje og Sind. Livet og Naturen
aabenbarede sig villig for ham. Han var sig bevidst, at han forstod
at tyde dem, og selv i dette mismodige Øjeblik mærkede han, hvorledes
det gjærede i hans Sind med spirende Tanker og Syner. --
Det var umuligt, at han havde kunnet tage fejl af sit Kald -- at han
kun skulde have Evne til at se og opfatte som Kunstneren, men ikke
den skabende Kraft. Men Paavirkningen -- baade den indre og ydre --
havde manglet ham i altfor lang Tid.
Efter Mødet med Margrethe Aaby var der fulgt en Tomhed og Sløvhed,
som han ikke kunde faa Bugt med. Hun havde henvist ham og sig selv
til Pligtens lige Vej. Han gjorde sig Umage for at følge den -- og
bildte sig ind, at det nærmest var, fordi han var for fejg til at
gjøre andet -- men det skete med en underlig sløv Viljeløshed, thi
han havde vænnet sig til at se al Ting graat i graat. --
Og dog var Redning maaske mulig endnu. Kunde han komme bort, rejse et
Aars Tid, glemme en hel Del, som han gjærne vilde glemme, og samle
friske Tanker -- saa vilde Gnisten muligvis blusse op igjen.
Men skulde han blive hjemme, tynget af sin huslige Misère, smaalige
Sorger for at leve -- og de truede med at blive meget følelige,
saafremt han ikke fik sit Billede solgt -- men først og fremmest med
den knugende Bevidsthed, at hans Evner ubarmhjærtig svigtede ham, saa
syntes han, at det maatte føre til haabløs Undergang.
Samme Dag, han havde indsendt sit Billede, havde han givet en
Ansøgning ind om et af Akademiets store Stipendier. Det var
bedrøveligt nok at tænke paa, at hans Fremtid paa en Maade syntes
at afhænge af, om han fik den lumpne Sum Penge eller ikke. Men de
»lumpne« Penge vilde sætte ham i Stand til at rejse ud og vinde
friske Kræfter, skabe et nyt Væld i den udtørrede Kilde, og derfor
blev det alligevel -- hvor prosaisk det end var -- et Livsspørgsmaal
for ham.
Men det havde de ærværdige Professorer næppe nogen Anelse om. Naar
hans Billede blev fundet utilfredsstillende, var det ikke rimeligt,
at han vilde faa Stipendiet.
Man vilde vistnok i alt Fald komme til det Resultat, at han havde
bedst af at vente et Par Aar paa en saadan Opmuntring. Og imidlertid
-- men det var jo alligevel muligt, at det gik bedre, end han troede.
* * * * *
Det var en kold, sludfuld Dag i Slutningen af April. En af de
gjækkende Dage, hvor Solen pludselig bryder frem mellem regntunge
Skyer og varsler om Foraar og Sommer for strax efter at skjule sig
igjen og lade det falske Smil efterfølge af stride Regnstrømme og
raslende Haglbyger.
Gader og Torve laa kølig forfriskede i et Regnbad, der havde
efterladt brede Vandpytter paa Stenbroen, og de letsindige Indvaanere
af begge Kjøn, der havde ladet sig friste af en Smule blegnæbet
Middagssol til altfor tidlig at stikke i Foraarstøjet, hastede nu
med blaalig anløbne Kinder og røde Næsetipper langs med Husrækkerne,
under ihærdige, men ofte frugtesløse Anstrængelser for at holde
Paraplyen stik mod Vinden. --
Henning havde taget en Beslutning. Han vilde tale med en af de
Professorer, der var beskikkede til at uddele Stipendierne. Han vilde
ærlig gjøre rede for, hvor magtpaaliggende det var ham at komme ud
for at modtage en befrugtende Paavirkning, som han følte, at han
trængte haardt til.
Det havde kostet ham en Del Overvindelse at holde fast ved dette
Forsæt og give sig i Færd med at udføre det, men der stod saa meget
paa Spil, at han ikke vilde lade noget Middel uforsøgt til at rejse
sig igjen efter det sidste Nederlag. --
Saa begav han sig hin sludfulde Aprildag paa Vejen til den velkjendte
Bygning, hvor Professoren havde Embedsbolig.
Det var henimod den Tid af Dagen, da Udstillingen lukkes, og i Porten
mødte han en Sværm af besøgende: kritisk udseende Herrer og Damer,
der stak deres Katalog og Blyantspen i Lommen, idet de nærmede sig
Udgangen; Gjæster fra Provinserne, der saa' saa ivrige og travle ud,
som om de endnu havde et Par Maleriudstillinger og diverse Museer at
støve igjennem, før de med en rolig Samvittighed kunde lægge deres
mødige Lemmer til Hvile i Hotellernes rummelige Senge.
Nogle blev staaende i Porten med de allerede opslaaede Paraplyer for
at vente, til Bygen var trukken over, og i Sværmen saa Henning et Par
bekjendte Ansigter, som han skyndte sig forbi for ikke at blive nødt
til at indlade sig i en ligegyldig Samtale, som han ikke følte sig
videre oplagt til. --
Han skraaede over Gaarden, gik ind ad Porten til højre, hvor der stod
en Stabel Kasser, der havde gjemt eller endnu indeholdt Billeder,
bestemte til »anden Ophængning«, og stod i Begreb med at gaa op ad
den brede, snirklede Trappe, da han blev standset af et af Akademiets
Bude, gamle Blæsenberg, hvis ulastelige, sorte Frakke, stive Halsbind
og omhyggelig børstede Filthat havde et saa officielt Præg, at
ingen kongelig Kontorchef havde behøvet at skamme sig ved at bytte
Klæder med ham. Blæsenberg havde derfor ogsaa i mange Aar gaaet under
Hædersnavnet »Chefen« blandt Akademiets Elever, der kjendte hans
knirkende Støvler i halvtresindstyve Skridts Afstand.
Denne indflydelsesrige Personlighed standsede Henning paa Trappen med
et fortroligt: »Goddag Hr. Bentsen! Det var grumme rart, jeg traf
Dem, for jeg gaar her med et Brev, som jeg skulde ha'e brungen ud til
Dem. Det var saa grumme heldigt. Værsgo', Hr. Bentsen!«
Med disse Ord leverede han Henning et stort, embedsmæssig udseende
Brev i blaa Konvolut, og da Henning modtog det uden at synes
tilbøjelig til at indlade sig i nærmere Samtale, gik Blæsenberg
videre efter at have gjort en kort Bemærkning om det grumme triste
Vejr. --
Henning blev staaende med Brevet i Haanden. Han havde paa
Fornemmelsen, hvad det indeholdt, men tøvede med at aabne det. Saa
rev han endelig Konvolutten op. -- Skrivelsen var affattet i den
sædvanlige Kancellistil. Stipendiet var ikke tilstaaet ham. --
Han gik tilbage over Gaarden, ud gjennem Hovedporten, der imidlertid
var bleven rømmet af det udstillingsbesøgende Publikum. Den smækkede
i bag ved ham med et lydeligt Drøn, som om den for evig Tid vilde
lukke ham udenfor de indviede Mure.
Han blev staaende og saa ud over Torvet, der laa som en blinkende,
mørk Flade foran ham. Regnen piskede ned mod Brostenene og paa de
endnu bladløse Trær rundt om »Hesten«.
Sporvogne og drivvaade Drosker rullede forbi; Folk gik med Paraplyen
helt nede over Hovedet; Vandet sivede ud af Tagrenderne med sit
ensformige Prik-Prik. De røde Lygter blev satte udenfor Theatret, og
de første Theatergængere -- Folk fra Provinsen, der holdt sig til
Plakaternes Bemærkning om, at »Indgangen aabnes Kl. 6½« -- begyndte
saa smaat at indfinde sig. --
Han blev staaende, uvis om, hvor han skulde gaa hen. Hjem gad han
ikke gaa. Dér ventede ham ingen Opmuntring.
Han tænkte paa, hvor helt anderledes det vilde have været, dersom han
hjemme havde fundet den Kjærlighed og Forstaaelse, som kan hjælpe en
Mand til at overvinde selv de største Hindringer og forsone ham med
de bitreste Skuffelser, han møder ude i Verden.
Men det nyttede ikke at gruble derover. Det var nu en Gang saa og
kunde ikke blive anderledes. Han følte ikke længere nogen Bitterhed
mod Minna, snarere en bedrøvelig Medynk baade med hende og sig selv.
Men Midlerne til at redde sig fra Skibbruddet -- hvor skulde han
finde dem?
Saa faldt det ham pludselig ind at henvende sig til en af Stadens
Mæcenater, en Mand, der havde Ord for at have hjulpet mange unge
Kunstnere frem.
Han vilde forklare ham, hvorledes Sagerne stod -- naturligvis med
Undtagelse af sine huslige Forhold -- fortælle ham, at hans Fremtid
som Kunstner beroede paa, at han kunde komme bort et Aars Tid for at
faa friske Kræfter, og bede ham om de nødvendige Penge som et Laan.
Hvad var et Par tusende Kroner for en Mand, der ejede flere
Millioner, og hvis Formue voxede hvert Aar med adskillige
Hundredetusender.
Men for ham, Henning, var den forholdsvis ubetydelige Sum
ensbetydende med nyt Liv og en ny Tilværelse.
Desuden mente han, at han kunde stille nogen Sikkerhed for et saadant
Beløb. Jo mere han tænkte derover, des mere sandsynligt forekom
det ham, at det kunde lykkes, og han fik omsider Mod til at vove
Forsøget. Da han først var kommen saa vidt, syntes han, at det var
bedst lige strax at sætte Beslutningen i Værk. --
Klokken var hen ved syv, altsaa ikke den Tid, man plejer at gjøre
Visit hos fornemme Folk. Men lige meget -- han vilde ikke opsætte det.
Han begav sig paa Vej til det Kvarter af Byen, hvor den store Mand
boede. Tjeneren, der modtog hans Kort, saa spørgende op og ned ad ham
og bemærkede, at Excellencen ikke modtog paa den Tid, men han skulde
gjærne aflevere Kortet. Dermed gik han og vendte kort efter tilbage
for at bede Henning træde ind. Excellencen skulde strax være til
Tjeneste.
Henning befandt sig i en rummelig Hjørnestue, halvt Bibliothek,
halvt Arbejdsværelse, udstyret i gammeldags Stil, med al den Luxus,
som en betydelig Formue i Forening med en fint udviklet Smag kan
tilvejebringe.
Over Skrivebordet hang en ægte Rembrandt, paa den modsatte Væg nogle
Stykker af gamle danske Mestere. -- Overalt bløde, dæmpede Farver,
tunge, mørkerøde Silkegardiner, en mat bronceret Lysekrone, Bøger,
indbundne i brunt Maroquin; bredbladede, mørkegrønne Planter i
smagfulde Stativer, Stole med lave, magelige Sæder, et Tigerskind med
udstoppet Hoved inde under Skrivebordet. --
Der gik ti og atter ti Minuter. Henning hørte nu og da en fjærn
Klirren af Glas og andet Bordservice. Excellencen havde aabenbart
endnu ikke rejst sig fra Middagsbordet. -- Folk plejer at være i en
blid og medgjørlig Stemning, naar de har spist godt. Han vilde haabe,
at Excellencen maatte være tilfreds med sin Middag. --
Saa ventede han endnu en halv Snes Minuter. Haglene piskede mod
Ruderne, og Lyset, der selv midt paa Dagen havde Møje med at trænge
ind mellem de folderige Gardiner, blev mere og mere dæmpet.
Han havde sat sig paa en af de smaa Hjørnesofaer og lænede Hovedet
mod Rygstødet. Hans Blik strejfede ørkesløst de forskjellige
Gjenstande i Værelset, medens han forestillede sig, om Excellencen,
hvem han aldrig havde set personlig, var en høj, imponerende
Skikkelse eller en lille, tør, mager Mand; om hans Stemme var barsk
og bydende eller muligvis fin og sleben som en ægte Hofmands. --
Men lidt efter lidt forlod hans Tanker disse Enemærker og vandrede
langt bort fra den store Mand og hans Arbejdskabinet. Værelset var
opfyldt af en let, behagelig Vellugt, der blandede sig med den stærke
Varme fra en massiv Fajanceovn, og uden at han selv vidste af det,
faldt hans Hoved tilbage mod Sofaens Rygstød; de Billeder, der drog
forbi ham, antog mere og mere taageagtige Skikkelser. --
Et pludseligt Lysskær vækkede ham af den Døs, hvori Trætheden og
den lange Ventetid havde bragt ham. Han sprang op fra sin magelige
Stilling og gjorde et forvirret Buk for Excellencen, der var
traadt ind i Stuen, fulgt af en Tjener, som satte en Lampe hen paa
Skrivebordet og derpaa forsvandt.
»Jeg beder Dem -- bliv kun siddende,« sagde Hs. Exc. med et fint,
maaske en lille Smule ironisk Smil. »Tør jeg spørge, hvormed jeg kan
være til Tjeneste? -- Jeg mindes ikke før at have havt den Fornøjelse
....«
»Jeg tør maaske antage, at mit Navn ikke er Deres Excellence helt
ubekjendt,« sagde Henning.
»Nej --« Excellencen raadførte sig med Visitkortet, som han endnu
havde i Haanden. -- »De har vist flere Gange havt udstillet -- ikke
sandt? Om jeg husker rigtig, har De ogsaa et Billede deroppe i Aar --
nogle Fiskere fra Vestkysten -- tror jeg?«
»Ja desværre,« svarede Henning. »Det er et mislykket Arbejde, som jeg
ikke burde have udstillet. Jeg ...«
»Aa hvad -- De er en ung Mand. Har De været mindre heldig i Aar, kan
De jo tage Revanche en anden Gang. De har jo Tiden for Dem. -- Men
hvormed ...«
Excellencen kastede et Blik paa Uret ligesom for uden al Fortrydelse
at minde den unge Mand om, at hans Tid var mere kostbar, og at han
ikke havde den for sig i en tilsvarende Grad, hvad der kunde være en
hel Del i, naar man tog Hensyn til, at _han_ var en meget gammel Mand.
»Hvormed ...?«
Henning søgte med saa faa Ord som muligt at komme frem med, hvad han
havde paa Hjærte, og imidlertid sad den lille sirlige, hvidhaarede
Mand og hørte paa ham, stadig med samme uforanderlige, halvt
ironiske, halvt opmuntrende Smil.
»Det maa vistnok synes Dem underligt, at jeg kommer med en saadan
Anmodning uden at være personlig kjendt af Dem,« sluttede Henning,
»og jeg skulde sikkert heller ikke have gjort det, hvis jeg ikke
havde en saa bestemt Følelse af, at hele min Fremtid ...«
»Ja vist, ja vist,« afbrød den lille Excellence. »Saaledes er det med
dem alle -- med dem alle. Det gjælder altid hele deres Fremtid. Men
det er umuligt at hjælpe enhver. Der stilles saa mange Krav. Man vil
gjærne gjøre, hvad man kan. -- Men det er umuligt -- ganske umuligt.
-- Jeg forsikrer Dem, kjære unge Ven, at selv den største Formue
vilde spille Bankerot, hvis man skulde træde hjælpende til i alle
Tilfælde. Nej, det er umuligt -- ganske umuligt.«
»Jeg havde ikke tænkt mig at modtage denne Sum som en Gave,« sagde
Henning, hvis Kinder begyndte at farves røde, ikke saa meget af
Fortrydelse over Afslaget, thi det kunde altid være lige saa vel
motiveret som hans Anmodning, og der var jo desuden en hel Del
Sandhed i, hvad den gamle Mand sagde -- men fordi han mere og mere
følte det ydmygende i Situationen.
»-- -- Det var ikke min Mening at modtage det som Gave, men som et
Laan. Jeg havde tænkt at kunne give f. Ex. en Livspolice i Sikkerhed,
og ...« Han stammede lidt i det ... »naar jeg skaffede behørig
Sikkerhed for Præmiens Betaling, vilde Gjælden jo i værste Tilfælde
blive betalt ved min Død, og Deres Excellence eller Deres eventuelle
Arvinger vilde saaledes under ingen Omstændigheder kunne gaa tabt af
Kapitalen ...«
»Meget rigtigt -- meget rigtigt. Men jeg beklager ikke at kunne
indlade mig paa den Slags Sager. -- Det er jo muligt, at De kan faa
det ordnet saaledes i et eller andet Pengeinstitut ...«
Excellencen, der i de sidste Minuter utaalmodig havde ladet en
Papirkniv glide frem og tilbage mellem sine spidse, hvide Fingre,
hostede ganske sagte, og det opmuntrende Smil blev mere køligt.
»Saa maa jeg endnu blot bede Dem undskylde, at jeg har henvendt mig
til Dem,« sagde Henning og rejste sig. »Trods Deres Excellences
Bemærkning kan jeg ikke andet end gjentage, at jeg ikke vilde have
gjort dette Skridt, hvis jeg ikke havde været meget haardt tvungen
dertil.«
Den lille Mand saa op med et hastigt Glimt i sine skarpe, graa Øjne.
»Ja -- det gjør mig meget ondt. Hermed kan jeg ikke være Dem til
Tjeneste. -- Kan derimod et mindre Beløb muligvis hjælpe Dem i en
øjeblikkelig Forlegenhed, saa ...«
Han gjorde en Bevægelse med Haanden hen til Skrivebordsskuffen,
men Udtrykket i Hennings Ansigt overbeviste ham om, at han havde
misforstaaet hans sidste Ytring.
»Saa beklager jeg, at De maa gaa fra mig med uforrettet Sag. Altid
meget kjedeligt -- meget kjedeligt for begge Parter.«
Henning bukkede tavs, og den lille Excellence fulgte ham med sin
aldrig svigtende, tilknappede Høflighed et Par Skridt henimod Døren.
--
Regnen og Haglbygerne var holdt op. Der viste sig en klar Lysning
mellem Skyerne, og Blæsten, der jog fejende omkring Gadehjørnerne,
havde tørret Fortovene, saa kun de større og mere udholdende
Vandpytter var blevne tilbage i Stenbroens ujævne Fordybninger.
Henning gik langsomt hjemad, lige saa aandelig træt, som han var det
legemlig.
Den ydmygende Situation, han havde lagt bag ved sig, vedblev at
forfølge ham. Det var, ligesom den paanødte ham en Følelse af, hvor
lidet vidt han havde bragt det. I gamle Dage havde han fundet en
Slags Tilfredsstillelse i at anstille Beregninger over, at naar han
blev saa og saa gammel, skulde han være naaet saa eller saa langt
frem. Det var en Art Milepæle, han opstillede paa sin Fremtidsvej.
Men det opgav han nu. Der laa saa mange svigtede Forsætter bag ved,
at han blev led ved dem og ligesom undsaa sig ved at føje ny til --
for ogsaa at bryde dem.
Der havde været en Tid, hvor den Ydmygelse, han nylig havde lidt,
vilde have opflammet hans Energi og ægget ham til at trodse sine
Uheld. -- Han kom til at tænke paa den Dag, da han som ganske ungt
Menneske -- ikke stort mere end en Dreng -- var kommen op med sit
Maleri til Fabriksinspektøren, der med saarende Ord havde raadet
ham til at slaa de Nykker af Hovedet. Den Gang var der blevet vakt
en saadan Trods i hans Sind, og han vidste af Erfaring, at den kan
hærde baade Vilje og Evner. Men ogsaa denne Følelse lod nu til at
være død for ham. Han kæmpede med sig selv for at kalde den til Live
igjen, men det vilde ikke lykkes.
Men han kunde saa tydelig se, hvorledes det altsammen var kommet
og _maatte_ komme saaledes. Han var sig sine egne Fejl fuldkommen
bevidst, men alligevel formaaede han ikke at mande sig op til at
begynde Kampen forfra. Paavirkningen maatte komme ude fra. Skæbnen
maatte sende ham den, thi inde i ham selv var Visen sungen til Ende.
--
Han naaede omsider hjem, stadig forfulgt af de samme Tanker, der
atter og atter vendte tilbage i det samme ensformige Kredsløb. --
Da han havde spist til Aften med Minna, gik han ind i Atelieret og
kastede sig paa Sofaen uden at bryde sig om at tænde Lys. Han laa og
stirrede paa det tomme Staffeli, grundende over, naar han vel vilde
faa begyndt paa et nyt Arbejde.
Deres Sovekammer stødte op til den bageste Væg i Atelieret, og en Tid
lang kunde han høre Minna pusle derinde. Men lidt efter gik hun ud af
Stuen, og al Ting blev ganske stille.
Han havde vel ligget et Par Timers Tid paa Sofaen uden at sove, men i
en halvt drømmende Tilstand, under hvilken han maatte gjøre Vold paa
sig, naar han vilde knytte Tankerne sammenhængende til hinanden, da
han pludselig blev skræmmet op ved en kort, rallende Hoste, der lød
inde fra Sovekammeret.
Den varede kun et Øjeblik, men havde noget uhyggeligt ved sig,
lignede slet ikke den Maade, hvorpaa Børn undertiden hoster i Søvne,
og Henning, der bestandig, endog uden den mindste Grund, plagedes af
en overdreven, sygelig Ængstelse for Barnet, sprang forskrækket op og
ilede ind i Dagligstuen.
Men Minna, der havde været nærmere ved Sovekammeret, var allerede
kommen ham i Forkjøbet, havde været inde og taget Barnet op og kom nu
løbende ind, bærende det paa Armen.
»Men Gud -- han kvæles -- se -- hvad fejler dog lille Aage?«
Hun stod og rystede over hele Kroppen, medens hun holdt Barnet, hvis
Bryst arbejdede med en krampagtig Stønnen. Dets Ansigt var blegt, med
et let blaaligt Anstrøg, og Øjnene havde et forpint Udtryk, som om de
ytrede en stum Bøn om Hjælp mod den usynlige Fjende, der plagede det
lille Legeme.
»Se -- Henning -- han kan ikke faa Luft!« skreg Minna.
Han var lige saa bleg og forskrækket som hun og famlede efter sin Hat
for at løbe efter Lægen.
Minna havde vendt Barnet om paa sin Arm og slog det i Ryggen for at
fremskynde en Opkastning, dersom det skulde have sunket noget. Men
derpaa fulgte den samme uhyggelige, rallende Hoste som første Gang,
kun mere besværlig og langvarig.
Henning vendte sig om i Døren og saa med et fortvivlet Blik hen paa
Moderen og Barnet. Han hørte endnu Minna skrige: »Aa Gud -- det kan
da ikke være Strubehoste!« -- Men derpaa fór han ned ad Trappen,
gjennem den lille Forhave og hen ad Vejen, som om han havde havt
Vinger. --
Han løb hele Vejen ind til Byen, saa hurtig som en ung kraftig Mand
kan løbe, naar det gjælder om at frelse et Liv, der er ham mere
dyrebart end hans eget.
Han løb, saa det peb og gispede i hans Bryst; sagtnede ikke et eneste
Sekund sin voldsomme Fart, pressede kun Haanden mod det smertende
Sting, han følte i Siden, og løb videre og videre uden at ænse,
hvorledes Blodet strømmede til hans Hoved og pressede sammen om hans
Hjærte.
Der var en dødelig Angst i hans Sind. Musklerne i hans Ansigt fortrak
sig i den stumme Smerte. Hans Øjne brændte, og han havde en tør,
kvælende Fornemmelse i Halsen.
Hans Søn -- hans prægtige Dreng dø!
Hans hidsede Fantasi forestillede ham, at det allerede var sket.
Han saa den smukke, raske Dreng ligge Lig, med Ligets voxagtige
Bleghed over de elskede Træk. Han saa dem komme med Dødens uhyggelige
Attributer for at skrinlægge det kjæreste, han ejede. Han hørte
dem hugge Sømmene til -- saa tydelig, at Nerverne i hans Hoved
dirrede derved. Hans Bryst snøredes sammen, og han løb -- løb som en
afsindig. --
Lægen var heldigvis hjemme. Han forklarede ham, saa godt han kunde,
hvad der var sket, og et Par Minuter efter sad de i en Droske og
rullede afsted til hans Hjem.
De fandt Minna gaaende op og ned ad Gulvet med det syge Barn i sine
Arme. Lægen forlangte en Ske, som han holdt paa den lilles Tunge for
at se ham ned i Halsen.
Henning maatte holde Lyset imens. Doktoren rystede paa Hovedet,
spurgte, om Barnet havde været hæs i Løbet af Dagen.
Nej, lille Aage havde været fuldkommen rask og lige saa kvik og
munter, som han plejede. Kunde det være muligt, at det var den
skrækkelige Strubehoste?
Doktoren rystede atter paa Hovedet. Det var vanskeligt at afgjøre
i Øjeblikket. Det var muligt, at det kun var en Halskatarrh, et
Tilfælde, som man kaldte for falsk Strubehoste, og som tit plejede at
angribe Smaabørn ganske pludselig. Han bad dem berolige sig og haabe
det bedste. Barnet skulde have koghede Omslag om Halsen og hver halve
Time en Theskefuld af nogle Brystdraaber, paa hvilke de nu skulde faa
Recepten.
Henning løb hen paa Apotheket. Han ringede gjentagne Gange paa
Natklokken, før den vagthavende indfandt sig. Saa blev han lukket ind
i det kvalme Lokale med dets underlige krydrede Luft. Han maatte
vente, indtil den søvndrukne Apothekerlærling fik Medikamentet
tillavet, og de fem eller ti Minuter, der gik, forekom ham som lige
saa mange Aarhundreder.
Hans Søn -- hans lille, prægtige Dreng! Det var de samme Ord,
formende det samme Billede, der atter og atter gjentog sig for ham.
Og paa samme Tid følte han en heftig Trang til at anraabe Gud om at
have Medlidenhed med hans Hjærteangst. Men han kunde ikke føje Ord
og Tanker sammen til en Bøn. Det var enkelte, forpinte Skrig, der
undslap hans Bryst og banede sig Vej did op, hvor der -- han mindedes
det fra sin Børnelærdom -- skal være idel Lys og Retfærdighed.
Det blev ved at kæmpe og arbejde i ham, medens han skyndte sig
tilbage til sit Hjem, stadig med den samme kvælende hede Fornemmelse
i Brystet; med det samme Billede af hans lille Yndling stillende
sig frem for hans opskræmmede Tanker og med den samme heftige, men
afmægtige Trang til at give sin Fortvivlelse Luft i Graad og Bøn. --
Derpaa fulgte Natten, den ubeskrivelig lange, kvalfulde Nat, medens
de begge sad oppe og vaagede hos det syge Barn, lyttende med
ængstelig Spænding til dets Aandedrag, stirrende ufravendt paa det,
saa længe det laa hensunket i et kort Blund, og begge to følende det
samme isnende Stik i Hjærtet, hver Gang Hosten kom igjen.
Var det en Straf for deres Vildfarelser, for deres Mangel paa
Kjærlighed og Overbærenhed med hinanden -- for alt det stygge,
der havde været i deres Samliv? Kunde Skæbnen ville ramme dem saa
forfærdelig haardt?
Overfor den store Sorg, der truede Henning, forekom det ham, at
alt andet, hvad der havde brudt ham ned i de sidste Aar, blev saa
uendelig smaat og betydningsløst.
Dette var den første store Hjærtesorg, og den var kommen saa
pludselig og overvældende. Han foragtede sig selv, fordi han før
var falden sammen og havde bildt sig ind, at hans Liv var tomt og
indholdsløst, hans Kræfter opbrugte. Nu saa han først, at han kunde
lide et Tab, der var helt anderledes tungt. Maatte han dog blot blive
sparet for det. Alt andet kunde gjenoprettes. Kun ikke det -- kun
ikke det. --
De laa paa Knæ, hver ved sin Side af Sofaen inde i Dagligstuen, hvor
der var blevet redt til det syge Barn. Lampen brændte paa Bordet og
kastede sit Skær hen paa det lille Ansigt, der fortrak sig urolig i
Søvne.
Hver Erindring, der knyttede sig til Barnet, kaldtes atter frem --
Erindringer, der vilde synes latterlig smaa for alle andre, men som
fik deres Hjærter til at bæve og snørede deres Bryst sammen i kvalt
Graad. De første, usikre Skridt paa egen Haand, de første, stammende
Ord, den første Fødselsdag og det første Stykke Legetøj. Hvert lille
Fremskridt, der var forekommet dem som et mærkeligt Vidunder. Barnets
pudsige Indfald, dets muntre Leg og dets ømme Kjærtegn -- denne
friske Barnemund, der bød sig saa lokkende til Kys, og disse runde,
bløde Arme, der saa utallige Gange havde slynget sig om deres Nakke
med et Overmaal af barnlig Kjærlighed. Og alt det skulde være forbi.
Nej -- nej. Kun ikke det -- kun ikke det!
Dagslyset begyndte at kæmpe med Skæret fra Lampen og fik mere og mere
Indpas gjennem de nedrullede Gardiner. Skyggerne, der havde ligget og
forstukket sig under Møblerne, trak sig længere og længere tilbage og
forsvandt tilsidst helt for den frembrydende Morgendæmring. --
Det havde allerede en god Stund været saa lyst udenfor, at man kunde
have slukket Lampen og rullet Gardinerne op, men ingen af dem havde
Tanke derfor. Den fjedrede Befolkning i Træerne ude i Alléen begyndte
at istemme sin Morgenkoncert, først en enkelt Sanger og derpaa hele
Skaren. Men de hørte det ikke. Solen sendte sine første smaa Lysglimt
ind mellem Rullegardinet og Vindueskarmen. De lagde ikke Mærke dertil.
Barnet var faldet i en fast Søvn; det syntes at trække Vejret
lettere, og den uhyggelige, rallende Lyd i Brystet og Struben kom
svagere og med længere Mellemrum; Farven lod ogsaa saa smaat til at
vende tilbage paa Kinderne.
De fulgte disse Symptomer, og Haabet begyndte at vaagne hos dem, men
de turde ikke stole paa det. De saa' spørgende paa hinanden, vexlede
nogle Ord med en Stemme, der dirrede af Bevægelse, og bøjede sig
hvert Minut over det slumrende Barn for at lytte til dets Aandedrag,
snart grebne af Uro over den lange Søvn, snart givende sig mere og
mere hen til Haabet om, at Faren var overstaaet. --
Pigen, der var bleven oppe for at hjælpe dem med at passe den lille
Patient, havde, uden at de vidste af det, lavet Kaffe ude i Køkkenet
og kom nu ind med en Præsenterbakke, som hun satte paa Bordet i
Dagligstuen. I det samme vaagnede den lille Dreng, smilede til dem og
rakte sine Arme frem.
Nattens frygtelige Angst og Spænding gjorde paa én Gang Plads for en
Følelse, saa glad og befriende, som de næppe før havde kjendt den.
De lagde sig paa Knæ ved Barnets Seng, bedækkede hans Pande, Mund og
Hænder med lidenskabelige Kys, saa at Drengen saa' halvt forundret,
halvt ængstelig paa dem.
»Lille Aage bliver snart rask -- du skal ikke græde, søde Moder,«
stammede den lille Fyr.
Deres Blikke mødtes; stiltiende rakte de hinanden Haanden, kæmpende
hver paa sin Side for at skjule, hvorledes Graaden stansede Ordene
i deres Mund. Saa kastede Minna sig pludselig om hans Hals med en
lidenskabelig Hulken.
»Aa, Henning -- Henning,« mumlede hun -- »Vorherre har været meget
bedre mod mig, end jeg har fortjent -- Gid jeg aldrig maa glemme det
...«
Hun trykkede sit Hoved op til hans Bryst, og han bøjede sig ned og
kyssede hendes Pande.
Da Lægen kom igjen op ad Formiddagen, erklærede han, at der ikke
var nogen som helst Grund til yderligere Ængstelse. Det havde
kun været et Tilfælde af den omtalte, falske Strubehoste, hvis
Begyndelsessymptomer vanskelig lod sig skjelne fra den ægte.
XV.
Han var bleven revet ud af sin Sløvhed og mindet om, at han endnu
havde noget at leve og arbejde for.
Allerede et Par Dage efter, at lille Aage var bleven rask, stod der
et Udkast til et nyt Billede paa hans Staffeli, og han mærkede, at
noget af den gamle Arbejdslyst var kommet over ham igjen. -- Han
arbejdede flittig, gjorde sig Umage for at jage alle Graavejrstanker
paa Flugt, om de end meldte sig nok saa paatrængende, og søgte paany
at afvinde sit Forhold til Minna de bedste og lyseste Sider.
Hun prøvede, saa godt hun kunde, paa at komme ham i Møde. De vilde
aabenbart begge to saa gjærne holde fast ved deres gode Forsæt, naar
det blot maatte lykkes.
I den første Tid gjorde hun Vold paa sig selv for at synes blidere og
mere tilfreds, end det laa i hendes Natur at være. Men hun forstod
ikke at forstille sig, og hun led ved denne Tvang. Det førte ikke til
andet end til en Slags kunstig tilvejebragt Vaabenstilstand, der var
lige saa trykkende som den tidligere aabenbare Krig, og det tjente
kun til endnu tydeligere at vise dem, hvor fjærnt de stod hinanden,
og hvor haabløst det var at tro paa, at det nogensinde kunde blive
anderledes. --
Og der var saa meget, i hvilket de kunde have trængt til at have en
Støtte i hinanden. Henning maatte prøve en hel Del af de Ydmygelser,
som Pengenød fører med sig, og Minna forstod ligesaa lidt nu som
tidligere at finde sig taalmodig i den Slags Ting.
Hun klagede bittert over alt det, de maatte gaa igjennem, drog gjærne
Sammenligninger med dem, om hvem hun mente, at de havde det meget
bedre end hun selv. -- Kunde Henning ikke begynde paa noget andet
end at være Maler; det førte jo dog aldrig til noget. Hun sagde det
ikke i nogen ond Mening; kun fordi hun hverken forstod ham eller hans
Arbejde. Men det saarede ham, og han tænkte med Bitterhed paa, hvem
der vel skulde tro paa ham, naar ikke en Gang hans Hustru gjorde det.
--
Han havde sat al sin Arbejdsevne ind paa sit ny Billede.
»Enkens Søn« skulde det hedde; det forestillede en Moder ved sit
Barns, en halvvoxen Søns Dødsleje. Han arbejdede undertiden med
en overdreven Anspændelse af alle sine Evner og nærede en sygelig
Ængstelse for, at den Gnist, som han næsten med Vold og Magt holdt
fast, skulde svigte ham, før han blev færdig.
Saa var det ud paa Sommeren. De havde ikke havt Raad til nogen
længere Rejse, men for at bringe lidt Afvexling i den trykkende
Ensformighed havde Henning lejet en tarvelig Sommerbolig i et
Fiskerleje nogle Mil fra Hovedstaden.
De havde boet derude en Maaneds Tid, da Henning en Dag maatte tage
til Byen af den meget tvingende Aarsag, at de ikke havde flere Penge
i Huset.
Det var usædvanlig varmt Vejr. Luften havde lige fra tidlig om
Morgenen truet med Torden, og Brostenene inde i Byens Gader brændte
en under Fødderne.
Ude i Alléerne, hvor Træerne havde faaet det støvede og forjaskede
Udseende, der viser, at den smukkeste Del af Sommeren er
forbi, vandrede Folk i store Skarer afsted til de forskjellige
Forlystelsesanstalter uden at bryde sig om Tordenskyerne, der trak
sammen i stedse tættere Masser, medens nu og da en pludselig, let
Susen i Trætoppene spaaede om, hvad der var i Vente. --
Henning havde travet omkring i Byen fra tidlig paa Formiddagen. Og
da han omsider havde faaet udrettet, hvad han skulde, var det sidste
Tog og det sidste Dampskib afgaaet. Saa var der ikke andet for end at
overnatte i Byen.
Han var bleven uvant med at tilbringe en Aften paa egen Haand og
vidste ikke, hvorledes han bedst skulde faa Ende paa den. Det havde
stadig hørt med til Gaaderne i Minnas Karakter, at skjønt hun var sær
og uvenlig, naar han var hjemme, blev hun dog meget ilde til Mode,
naar han en Aften vilde gaa ud alene, og Henning, der efterhaanden
havde brudt fuldstændig med sin gamle Omgangskreds, havde vænnet sig
til at føje hende i dette Punkt. --
Han slæntrede langsomt ud ad Broen og Alléen, medens han med en
ørkesløs Mine betragtede de livlige Menneskegrupper, som vandrede
forbi ham med al den Travlhed, der er betegnende for Kjøbenhavneren,
naar han er ude for at more sig.
Før han rigtig vidste af det, var han kommen i Nærheden af
»Runddelen«. Han naaede det lille Forstadstheater, paa hvilket
der gives Forestillinger i Sommersæsonen, og i Mangel af bedre
Sysselsættelse gav han sig til at studere en af de gloende røde
Plakater, der var slaaet op paa hver sin Side af Indgangen.
Spasereturen gjennem den skyggefulde Allé, hvor det dæmrende
Halvmørke havde fortrængt Dagens brændende Solhede, og Synet af den
brogede Menneskesværm havde stemt ham lidt livligere, og det faldt
ham ind, at han lige saa gjærne kunde nyde sit Aftensmaaltid i det
lille Theater som paa ethvert andet Sted.
Han løste Billet og traadte ind paa Tilskuerpladsen, over hvilken
der hang en graalig Taage af Øl- og Tobaksdunster, som halvvejs
skjulte det talrig tilstedeværende Publikum, der havde grupperet sig
omkring de smaa firkantede, under Vægten af Smørrebrødstallerkener,
Iskageassietter, Ølkrus, Toddyglas og Chokoladekopper bugnende Borde.
Tonerne fra Orkestret skar sig trangbrystet Vej gjennem den
øredøvende Summen af snadrende Stemmer, men forhindrede ikke disse
Stemmers Ejermænd i at forlange hvert eneste Musikstykke da capo et
Par Gange, saa lidt som den utrættelige Dirigent i at efterkomme de
for ham og hans Orkester saa smigrende Opfordringer.
Skjønt der ikke lod til at være saa megen tom Plads i Salen, at
man kunde sætte sin Støvlehæl der, lykkedes det dog en Opvarter
med beundringsværdig Behændighed at bugsere Henning helt op foran
Scenen, hvor han med en lige saa utrolig taskenspilleragtig Dygtighed
tilvejebragte baade en Stol og et Bord.
Henning tog Plads for at nyde de Forfriskninger, han havde bestilt.
Han sad og kiggede i Programmet og tænkte allerede saa smaat paa at
gaa sin Vej, saa snart han var færdig med sit Smørrebrød og Øl, thi
Luften var saa trykkende hed og kvalm, at ikke en Gang Programmets
lovende Meddelelse om et nyt Stykke med en Debutantinde indeholdt den
allersvageste Fristelse for ham til at blive. --
Men Tæppet gik op, før han kunde slippe ud, og han besluttede da at
finde sig taalmodig i sin Skæbne, til Stykket var spillet til Ende.
Imidlertid morede han sig med at betragte Tilskuernes Fysiognomier.
Der var smaa Sypiger og unge Kavallerer, hvis Bekjendtskab syntes
at grunde sig mere paa en hastig tilvejebragt Fortrolighed end
paa en langvarig Prøve. Der var ærbare Borgerfamilier med deres
voxne Døtre; unge, flot klædte Herrer, der aabenbart tjente den
letfodede Mercurius, og hvis støjende Bifaldsytringer dundrede
gjennem Salen; der var nylig indkaldte Jenser med deres Kjærester,
og gamle Pensionister, som tydelig nok hørte til de trofaste
Stamgjæster, fordi de mente, at de lige saa gjærne kunde drikke
deres Øl her som et hvert andet Sted. Der var solide og trivelige
Madammer, der af Hjærtens Lyst nød Komedien med den troskyldigste
Andagt præget i deres rødmussede Ansigter. Der var unge og gamle,
blaserede Herrer med Lorgnetten kneben ind foran det venstre Øje;
blegnæbede Fabrikpiger, som lo paafaldende højt og saa sig omkring
med udfordrende Blikke. Der var en og anden Skuespiller fra et
af Hovedstadstheatrene i Selskab med et Par Forfattere eller
Journalister. --
Henning, som havde været optagen af at udskille Bestanddelene i det
brogede Selskab, blev pludselig opmærksom paa, hvad der foregik
paa Scenen, ved at høre Klangen af en ualmindelig frisk og klar
Pigestemme, der lød paa en for Øret højst velgjørende Maade mellem de
andre Skuespilleres mere eller mindre falske og forskregne Stemmer.
I det samme brød en vældig Bifaldssalve løs paa Tilskuerpladsen,
og nogle Buketter af den Slags, som bydes til Salg paa offentlige
Forlystelsessteder, kastedes op foran Lamperækken.
Det maatte vel være Debutantinden.
Han saa op og blev saa paa en Gang ved at stirre paa Skuespillerinden.
Det var en endnu ganske ung Pige, paa højst en Snes Aar. Det mørke,
blanke Haar var strøget glat tilbage fra en ualmindelig smukt formet
Pande. Øjnene havde et ejendommelig alvorligt og behersket Udtryk.
Skikkelsen var rank og smækker. Den sorte Fløjls Spencer sluttede
om en Figur, som vilde have været værdig til at staa Model for en
Phidias' Fremstilling af klassisk Skjønhed.
Hun sang sin Kuplet med ukunstlet Fordringsløshed uden paa nogen
fremtrædende Maade at bejle til Publikums Gunst og tillige med et
musikalsk Foredrag, som disse Brædder vistnok sjældent var Vidne til.
Derpaa havde hun nogle Repliker, lige saa meningsløse som hele Rollen
og Stykket, men hun sagde dem med en Kvikhed, der indbragte hende en
ny, larmende Bifaldssalve fra Tilskuerne. --
Og dog var det intet af disse Fortrin hos Debutantinden, der i saa
høj Grad lagde Beslag paa Hennings Opmærksomhed. Men jo mere han saa
paa hende, des mere forbavset blev han over den skuffende Lighed.
Det var, som om Margrethe Aaby var traadt lyslevende frem for ham
paa Forstadstheatrets Brædder, kun noget højere og rankere og med en
mere selvbevidst Holdning. Men Ansigtet, Udtrykket i Øjnene og det
lille kløgtige Træk om Munden syntes at være ganske det samme.
Han saa' saa vedholdende paa hende, at han tilsidst fangede hendes
Blik, og det forekom ham, at hun i et Sekund saa' derned, hvor han
sad. Saa gik hun videre i Rollen, og han vedblev at stirre paa
hende, indtil hun havde sunget Slutningsverset, og Tæppet faldt.
En dundrende Applaus, forstærket med Banken af Stokke og Paraplyer
mod Borde og Gulv, attesterede Publikums Tilfredshed med den ny
Skuespillerinde.
Henning løb Programmet igjennem, og da han havde overtydet sig om, at
hun ikke optraadte mere den Aften, gik han hastig ud af Salen.
Udenfor begyndte der at falde enkelte tunge Regndraaber, og han
indsugede begjærlig den kølige Luftning, der slog ham i Møde.
Han havde en Fornemmelse, som om han var vaagnet op af en Drøm; var
næsten tilbøjelig til at tro, at hans Fantasi havde spillet ham et
Puds. En saa mærkværdig Lighed mellem to Mennesker, der ikke stod i
den fjærneste Forbindelse med hinanden! --
Han tog Theaterprogrammet op af Lommen, og ved den første Gaslygte,
han kom til, blev han staaende for endnu en Gang at læse hendes Navn.
Laura Schmidt stod der med ganske almindelige, prosaiske Bogstaver.
--
Han kunde ikke slippe Billedet af denne Dobbeltgængerske. Han følte
et heftigt Ønske om at se hende igjen for at overbevise sig om, at
Ligheden ikke var saa slaaende, som han fra først af havde troet.
Han dannede sig en uklar Forestilling om, at det ligesom vilde øve
en beroligende Virkning paa ham, hvis han kunde komme til et saadant
Resultat ved at se hende endnu en Gang.
Da han skulde til at rejse hjem den paafølgende Morgen, faldt det ham
et Øjeblik ind at telegrafere til Minna, at han blev en Dag længere
i Byen, men han opgav strax denne Plan. Han fandt, at det dog næppe
var den rette Maade til at gjenvinde sin Sindsligevægt.
Der var endnu Tid til at komme afsted med det først afgaaende Skib.
Saa skyndte han sig med sin Paaklædning og begav sig sporenstregs til
Dampskibsstationen for at vende tilbage til Fiskerlejet. --
Derude blev han med Minna og lille Aage en hel Maaned endnu. Skjønt
han flere Gange havde noget at besørge, undgik han at tage til Byen.
Han havde troet, at det var lykkedes ham at trænge Erindringen
om Margrethe Aaby og deres sidste Møde i Baggrunden. Han havde i
alt Fald kæmpet ærlig for at gjøre det, og Bevidstheden om hans
Følelsers absolutte Haabløshed havde maaske tildels hjulpet ham
dertil.
Men nu kom det altsammen igjen med fornyet Styrke. --
Omsider var de sidste Landliggere og de sidste Badegjæster flyttede
ind til Byen, og Minna havde allerede en god Stund klaget over, at
hun kjedede sig ihjel i de ynkelige smaa Huller, der udgjorde deres
Sommerbolig. Naar man ikke havde Raad til at bo ordentlig, skulde man
hellere lade være at ligge paa Landet, sagde hun.
Saa flyttede de da hjem igjen. Den sidste Del af Sommeren var gaaet,
uden at han havde faaet noget videre bestilt, og det var paa Tiden,
at han atter tog alvorlig fat paa sit store Billede. --
Han malede flittig, efter at de var komne til Ro i deres gamle
Lejlighed, men hvor megen Umage han end gjorde sig for at fordybe
sig helt og holdent i sit Arbejde, kunde han dog ikke forhindre, at
hans Tanker med mere Haardnakkethed end nogensinde før vendte tilbage
til Margrethe Aaby eller lige saa ofte til Skuespillerinden ude paa
Forstadstheatret, saaledes at disse to smeltede sammen til én og
samme Skikkelse.
Et Par Gange prøvede han paa at nærme sig Minna, ligesom han vilde
søge Beskyttelse mod de Udskejelser, hans Fantasi tillod sig, men
Minna havde glemt sin alvorlige Gaaen i Rette med sig selv og viste
hans Tilnærmelser tilbage paa den gamle, saarende Maade.
Han blev tilsidst ked af sin frugtesløse Kamp og overtalte sig til at
tro, at han havde havt Ret i sin første Betragtning, og at han gjorde
bedst i at se denne Dobbeltgængerske endnu en Gang med lysvaagne Øjne
hellere end at lade hende regere uindskrænket i hans Fantasi. --
Det var en sex Uger efter den første Aften, han havde spaseret ud til
Forstadstheatret. Den mellemliggende Tid havde jaget den korte Sommer
paa Flugt. Løvet havde faaet det første gullige Anstrøg, og Bladene
hvirvlede med et melankolsk Suk ned mod Jorden, hver Gang Blæsten
sendte et skarpt Pust gjennem de ærværdige gamle Lindetrær. --
Men de mørke Aftener skræmmede ikke Folk fra at vandre i store Skarer
ud til Sommertheatret, hvis særlige Attraction var den aarlige
»Revue« med sine paa Øjeblikkets brændende Spørgsmaal møntede
Brandere.
Denne Sæson var Revuens Handling forlagt til Kina, og Theatrets ny
Primadonna optraadte i en af Hovedrollerne -- som Prinsesse af det
himmelske Rige. --
Endog ved at se hende i dette fantastiske Kustume følte han sig
betagen af den frappante Lighed. Han lagde Mærke til -- og det var
med en ubevidst Tilfredsstillelse -- at hun holdt sit Spil indenfor
visse, af en naturlig god Smag afstukne Grændser, hvor meget Rollen
end indbød til allehaande sceniske Udskejelser.
Der var over hendes Person og Optræden udbredt en kvindelig Anstand,
som traadte endnu stærkere frem i disse Omgivelser, og alligevel
forstod hun at spille saaledes, at hun helt og holdent erobrede det
stærkt blandede Publikum.
Bifaldet, der lød, naar hun havde sunget en af sine Viser, var
ligefrem bedøvende. Men hun tog imod det paa en fuldkommen rolig,
lidt ringeagtende Maade.
Henning bestræbte sig for at forstørre ethvert Træk hos hende, som
kunde udvidske Ligheden med Margrethe. Der var Øjeblikke, hvor
den irriterede ham; hvor han følte Uvilje mod dette Pigebarn, der
understod sig i at ligne en Person, hvem hun rimeligvis stod saa dybt
under i alle andre Henseender end den tilfældige, ydre Lighed.
Men det vilde ikke lykkes ham. Han gjorde sig forgjæves Umage for at
aflure hende en uskjøn Bevægelse, et Blik eller et Smil, der kunde
virke frastødende paa ham -- altsammen til ingen Nytte.
Saa bildte han sig tilsidst ind, at hele denne taabelige Illusion
beroede paa Lamperækkens skuffende Lys og den Frastand, hvori han saa
hende. Paa nært Hold vilde han sikkert faa et helt andet Indtryk af
hende, og dermed vilde Kogleriet være forbi.
Han fandt paa de mærkeligste Paaskud til at gaa hjemme fra, og
den ene Aften efter den anden tilbragte han nogle Timer ude i
Forstadstheatret. Det var et Par Gange forekommet ham, at hun havde
set ned paa den Plads, hvor han sad, og derpaa taget Øjnene til sig
med en Rødmen, der kom og forsvandt lige hastig. --
En Aften, da hun havde optraadt i det sidste Stykke før
Forestillingens Slutning, tog han sig for at skyde alle
Betænkeligheder til Side og gaa op bag Kulisserne. Han kjendte lidt
til Direktøren, der næppe vilde have noget imod at præsentere ham for
Theatrets Primadonna.
Gjennem en Bagdør og ad en skrøbelig Pindeværkstrappe kom han op
bag Scenen, omkring hvilken der løb en snæver Gang med Døre ind til
Skuespillernes Paaklædningsværelser. Luften, der slog ham i Møde,
var mættet af Gasos, Cigarrøg og en stærk, gjennemtrængende Duft af
Patchouli.
Døren til et af de smaa Rum, der gjorde Tjeneste som
Paaklædningsværelser, stod paa Klem og fremviste Reversen af en
Skuespiller i Skjorteærmer, der arbejdede ihærdig paa at fjærne
Sminken af sit Ansigt ved Hjælp af Fedt.
Medens Henning stod et Øjeblik i Tvivl om, hvad Vej han skulde gaa,
kom Direktøren ham i Møde i egen Person, endnu iført sit Kustume som
kinesisk Kejser og dampende af alle Kræfter paa en Cigaret.
»For Pokker -- jeg syntes jo nok, jeg kjendte Dem. Værs'god, kom
indenfor. Det var pænt af Dem at se herop.«
Han førte Henning ind i et af de omtalte, smaa Rum, der laa nærmest
Trappen og benyttedes paa en Gang til Direktørens Paaklædnings- og
Arbejdsværelse.
Ved den ene Væg stod et langt Fyrretræs Bord; midt paa dette et
Toiletspejl med Gasblus paa hver Side, foruden Sminkekrukker, Æsker
med Pudder, Parykker, Skæg, fedtede Manuskripter, Cigarstumper, et
Par Bajerflasker, snavsede Flipper og Mansketter, krøllede Slips, en
sort Silkehat, Stumper af kulørt Tarlatan og Shirting -- hulter til
bulter mellem hinanden.
Sofaen ved den modsatte Væg var skjult under en ligesaa broget
Mangfoldighed af de mest heterogene Beklædningsgjenstande, ligefra
kinesiske Mandarinkaaber til en moderne sort Selskabskjole.
Direktøren samlede det sammen i en mægtig Bylt, som han smed hen
i en Krog af Stuen, og bad derpaa Henning tage Plads, medens han
selv satte sig overskrævs paa en Stol, der stod foran et gammelt
Skrivebord henne ved Vinduet.
»Naa -- hvad siger De om Revuen i Aar? Det er saagu' den bedste, vi
endnu har havt herude. Og den trækker voldsomt. Baade den og vor
ny Akkvisition blandt Damepersonalet. De kan tro, det har været en
brillant Sæson.«
»Javist --« sagde Henning lidt nervøst. »Hvor har De for Resten faaet
fat i Deres ny Primadonna?«
»Et rent Tilfælde, kjære Ven -- et rent Tilfælde. Men hun er
mageløs -- ikke sandt? Og saa en komplet Dame!« udbrød Direktøren
begejstret. »Sikke Bevægelser, sikke Manerer -- kvikke og utvungne
og dog fuldkommen +ladylike+ -- det er saagu' det, man aldrig kan faa
dresseret de andre til, hvor meget man saa herser med dem.«
»Hun har vel tidligere optraadt i Provinserne?« spurgte Henning og
tændte med en ligegyldig Mine den Cigaret, Direktøren bød ham.
»Nej -- Fanden heller. Aldrig før sat sine Fødder paa Brædderne. Hun
skulde have været til det kongelige til næste Sæson -- jo, gu' er
det sandt,« forsikrede Direktøren med en stærk Gestus, da han lagde
Mærke til, at Henning saa' op med en vantro Mine. »Hun havde allerede
aflagt Prøve -- glimrende Udfald -- men saa blev hendes gamle nok
syg -- hendes Fader er en gammel Provinsskuespiller -- og jeg fik at
vide, at hun søgte Engagement for Sommeren, fordi hun var nødt til at
klare for dem derhjemme.
-- Ja, ser De, -- da jeg netop var svært i Knibe for en Primadonna,
og jeg havde hørt, at hun skulde være noget extra i Subrettefaget,
saa tilbød jeg hende Engagement herude paa saa glimrende Vilkaar,
forstaar De, at hun omsider slog til, skjønt -- ærlig talt -- jeg
mærkede nok, at hun gjorde det forbandet nødig.«
»Se se! Det lyder jo helt interessant. Naa -- og hendes Rygte -- det
er vel grundmuret?« -- Henning havde lidt ondt ved at faa Ordene frem
i en let henkastet Tone.
»Hendes Rygte, min Fa'er!« -- Direktøren gjorde atter sin
ejendommelige, store Gestus. -- »Om det saa var min egen Datter,
kunde jeg ikke ønske hende et bedre Rygte. Hun møder præcis til
Prøver og Forestillinger, kan altid sine Roller, er høflig og
tjenstvillig mod de andre, men taaler ingen Næsvisheder. Kommer man
hende for nær, saa har hun saadan en egen energisk Maade at holde
Folk tre Skridt fra Livet, saa de skal nok tage sig i Agt for at
komme igjen. Om Aftenen efter Forestillingen kommer der et gammelt
Skabilkenhoved af en Tjenestepige og henter hende, og de kjører hjem
sammen. Det hører med til Engageringsvilkaarene, at der paa Theatrets
Regning holder en Droske og venter paa hende, naar Forestillingen er
forbi. Nej, min Fa'er, hun er sikker nok,« sluttede Direktøren sin
Lovtale, der var fremført med en Tungefærdighed, som havde gjort ham
helt stakaandet.
»En hel Sfinx, synes jeg,« bemærkede Henning. »Jeg skal for Resten
ganske oprigtig sige Dem, hvorfor jeg har fattet en vis Interesse
for Deres Vidunder. Hun ligner paafaldende en Dame, som jeg nærer
stor Agtelse for. ... Ved De hvad -- kan De ikke præsentere mig for
hende?« tilføjede han lidt nølende.
»Pokker heller -- De, krrrtsch -- Gavstrik!« Med disse Ord gjorde
Direktøren et spøgefuldt Udfald med sin Pegefinger mod Hennings
Skjortekrave, men skiftede pludselig Tone og forsikrede med et uhyre
alvorligt Ansigt, at det var absolut umuligt. Han turde ligefrem ikke.
»Aa Snak -- det vilde jo være Snærperi,« paastod Henning, der blev
mere og mere ivrig. »Det skal naturligvis foregaa ligesom ganske
tilfældig. De beder hende under et eller andet Paaskud om at komme
herind; saa sidder jeg her, og det er da hverken mere eller mindre
end simpel Høflighed, at De præsenterer os for hinanden.«
»Naa ja -- paa den Maade -- lad gaa.«
Direktøren rejste sig, stak Hovedet ud af Døren og raabte ud over
Trappegelænderet: »Aa, Truelsen -- vil De sige til Frøken Schmidt, at
jeg gjærne vil tale med hende, før hun gaar.«
»Javel, Hr. Direktør,« lød en Stemme nedefra.
Direktøren vendte tilbage til sin forrige Plads og underholdt Henning
med forskjellige interessante Historier fra Theaterverdenen. Men
Henning hørte kun det halve af dem, medens han i stærk Spænding
ventede paa hendes Indtrædelse.
Det varede en halv Snes Minuter. Saa lød der Skridt udenfor, en kort
Banken paa Døren, og hun traadte ind. --
Ligheden var endnu mere paafaldende, som hun stod der i en simpel,
men tækkelig, mørk Dragt, der fremhævede hendes ungdommelige
Skikkelse. Og hun forekom ham langt smukkere end paa Scenen.
Han lagde Mærke til, at hendes Stemme havde en frisk, behagelig
Klang, da hun svarede Direktøren paa nogle Spørgsmaal om en Rolle,
han havde givet hende. Hun gjengjældte Hennings Hilsen, men vendte
sig strax igjen om til Direktøren, vexlede nogle Bemærkninger med ham
om det ny Stykke, hun skulde spille i, og trak sig derpaa tilbage,
hilsende begge Herrerne med en let Hovedbøjning.
»Naa -- det fik vi ikke megen Fornøjelse af,« udbrød Direktøren, da
hun var gaaet. »Hun er i Grunden forbandet kort for Hovedet, men
et mageløst Pigebarn alligevel -- ikke sandt? Og der er Evner, min
Fa'er, virkelige Evner! Stop lidt -- havde jeg bare tænkt paa det,
kunde jeg for Resten have skaffet Dem en bedre Lejlighed til at gjøre
hendes Bekjendtskab. Og De kunde med det samme have gjort mig en stor
Tjeneste ... Hvem Pokker skal jeg nu faa til det? ... Det var da
ogsaa nederdrægtig dumt -- ne-derdrægtig!«
Direktøren kløede sig med en fortrædelig Mine bag Øret. Henning
spurgte, hvad det drejede sig om.
»Det skal jeg sige Dem. Vi indstuderer et Stykke, hvori der bruges
et Portræt i naturlig Størrelse af den Skuespillerinde, der spiller
Hovedrollen. I alt Fald for Kustumets Vedkommende er det nødvendigt,
at vi faar en nogenlunde korrekt Gjengivelse, ellers kunde man jo
leje et Portræt hos en eller anden Marskandiser. Naa, det skal
naturligvis være rent Hurtigmaleri, forstaar De; bare Frisuren og
de samme Farver, der er i Dragten. Det var rigtignok ikke noget
Arbejde for Dem, men det havde ellers været en ypperlig Lejlighed til
at studere Deres Sfinx -- hvad? Og De havde oven i Kjøbet gjort mig
en stor Tjeneste dermed. Hun havde blot behøvet at sidde for Dem en
Times Tid ... Det var dog skammeligt, at jeg ikke før tænkte paa det!«
Direktøren vedblev at klø sig i Nakken, medens Henning sad og rokkede
urolig frem og tilbage i Sofaen. Naar alt kom til alt, hvad ondt var
der saa i, at han portræterede den unge Skuespillerinde?
Skulde en Kunstner, fordi han var Ægtemand, ikke have Lov til at male
et kvindeligt Ansigt, der interesserede ham?
Tilsidst blev Fristelsen ham for stærk, og efter at Direktøren en rum
Tid havde kradset sig bag Øret og slaaet sig med den flade Haand paa
Panden for at fremkalde en Ide, der var lige saa god som den, der
var røget i Lyset, vendte Henning sig om mod ham og fremkom med sit
Forslag.
»Det er vel ikke for sent endnu, hvis De ønsker, at jeg skal male et
Portræt af Deres Primadonna,« sagde han lidt hastig.
»Nej -- vil De virkelig?« Direktøren saa op med et glædestraalende
Blik. »De er en Perle! Saa skriver jeg endnu i Aften et Par Ord til
hende og siger, at jeg har faaet en af vore virkelige, anerkjendte
Kunstnere til at tage det omtalte Portræt af hende. De kan saa dejlig
sidde ovre i min Dagligstue; ikke en Sjæl skal forstyrre Dem. Det
var prægtigt!«
»Naar skal jeg komme?« spurgte Henning, stadig lidt febrilsk.
»Hvis det passer Dem, kan vi jo sætte i Morgen Formiddag Klokken
tolv? -- Saa skal jeg sørge for, at Frøkenen venter paa Dem ovre hos
mig. Det er altsaa et Ord?«
»Ja.«
Direktøren trykkede varmt Hennings Haand med den Forsikring, at han
gjorde ham en knusende Tjeneste, og Henning skyndte sig bort -- i en
noget urolig Stemning.
XVI.
Flotte Schmidt havde i sin Tid været en yndet Skuespiller i
Provinserne.
Hans Glandsperiode faldt i halvtredserne, da han blandt andet havde
spillet ved et Selskab, der rejste omkring i de slesvigske Byer, og
især havde han den Gang gjort stormende Lykke som Ridder Ebbesen i
»Elverhøj«, Peter i »Capriciosa«, Jokum i »En Søndag paa Amager« o.
s. v.
Han opbevarede endnu Udklip af de lokale Blades Anmeldelser fra den
Tid tillige med falmede Buketter og smaa gulnede Breve, hvori ivrige
Kunstvenner tolkede ham deres Beundring.
Han havde rigtignok allerede den Gang været godt oppe i fyrrerne,
men hans Figur var rank og smækker, Haaret fyldigt og skinnende
sort, Øjnene fyrige og Teinten saa frisk, som om den aldrig havde
kjendt til den ødelæggende Theatersminke. Eller muligvis var det kun
Bedrag, og han brugte maaske Sminke og andre Skjønhedsmidler baade
ved Scenens kunstige og ved Dagens naturlige Lys.
Men i alt Fald tilsyneladende havde flotte Schmidt den Gang været saa
fager en Første-Elsker, som nogensinde har sat sine Fødder paa en
Provinsscenes Brædder.
Han havde giftet sig noget sent, omtrent paa det Tidspunkt, da
hans Stjærne var i Færd med at dale; da baade Theaterdirektører,
Recensenter og Publikum begyndte at vise sig uskjønsomme mod den
feterede Første-Elsker.
Men han havde været en smuk Mand endnu. Havde det ikke været paa
Grund af en lille Fejl ved Organet, en svag Læspen, som han i Grunden
aldrig havde kunnet siges fri for, men som var tagen til, siden
han var begyndt at bruge forlorne Tænder, vilde han upaatvivlelig
endnu have kunnet hævde sin Rang som en første Klasses Skuespiller
blandt de rejsende. Men efterhaanden som han blev ældre, og maaske
ogsaa flere andre smaa Skavanker traadte tydeligere frem, var man
ondskabsfuld nok til at lægge mere Mærke til den omtalte Smule Læspen
-- den, som de unge Provinsskjønheder netop i sin Tid havde fundet
allerkæreste blød og indsmigrende. --
Men hun, mod hvis ubefæstede Hjærte den endnu bedaarende
Første-Elsker rettede sine uimodstaaelige Angreb, havde ikke Blik for
andet end hans aandelige og legemlige Fuldkommenheder.
Hun var en femogtrediveaarig, velstaaende Gjæstgiverenke i en lille
idyllisk, jydsk Kjøbstad, og hendes salig Mand havde netop været død
halvandet Aar, da Skæbnen førte den flotte Schmidt til hendes Hus.
Han var paa det Tidspunkt bleven uenig med sin Direktør, havde
pludselig hævet sit Engagement, og forfulgt af imaginære Kabaler og
alt andet end imaginære Rykkere kom han en sen Aftenstund vandrende
til Fods med en tom Vadsæk og en tom Mave -- men med omhyggelig
friseret Paryk -- til den følsomme Enke.
Hans mørke, ildfulde Øjne og maaske endnu mere et staaende smerteligt
Træk om hans smalle, fine Læber, der fortalte om en hel Verden af
haabløse Kampe mod usle og smaalige Intriger, var mere end Madam
Henriksens gode Hjærte kunde modstaa.
Hun begyndte med at føle Medlidenhed med den smukke og galante
Mand, hvis fintfølende Sjæl var saa daarlig rustet til at bære den
misundelige Verdens snedige Forfølgelser; hun gik over til for fuldt
Alvor at forelske sig i ham og endte efter to Maaneders Forløb med at
gifte sig med ham.
Flotte Schmidt blev retmæssig Ejer ikke blot af Enkens Haand og
Hjærte, men ogsaa af det ret indbringende Gjæstgiveri. --
Medens han havde gaaet paa Frierfødder hos Madam Henriksen, havde han
ofte fortalt hende, at han var led og ked af sit urolige Kunstnerliv
med dets tomme Triumfer og falske Glæder, hvilke var to af Hr.
Schmidts Yndlingsudtryk.
Han ønskede intet hellere end en praktisk Virksomhed i en stille og
afsides Krog, især naar han maatte være saa lykkelig at finde en ædel
og trofast Kvinde, hvis Kjærlighed vilde være ham mere dyrebar end
alle hans fordums letsindige Erobringer tilsammen.
Da de var blevne gifte, slog Hr. Schmidt sig virkelig en lille
Tid til Ro i sit ny Hjem. Han gjorde det endog i Ordets fuldeste
Betydning, thi han lod den forhenværende Enke ligesom før passe hele
Bedriften og nød imidlertid sin gode Mad og Drikke med den livsalige
Følelse, at han ikke længere havde nødig at sørge for den Dag i
Morgen.
Men lidt efter lidt blev han ked af dette Slaraffenliv. Han begyndte
at længes efter sine gamle Kammerater og sin gamle Levevis, og
selv de dramaturgiske Foredrag, som han plejede at holde for
Gjæstgivergaardens undrende Gjæster, tabte deres Tillokkelse, da det
gik op for ham, at det var en kummerlig Erstatning for Lamperækkens
flimrende Lys og Publikums stimulerende Bifaldsytringer.
Og Hr. Schmidt faldt af. Han faldt bogstavelig talt af Dag for Dag.
Han mødte med ufriseret Paryk, med to Dage gammelt Skæg, og han
mistede Appetiten, saa ikke en Gang hans Kones indbagte Lammebryst
og Spinatbudding (Retter, som hun forstod at tillave med enestaaende
Mesterskab) længere formaaede at vække hans indslumrede Livsaander.
Madam Henriksen -- eller Fru Schmidt, som hun nu kaldtes -- blev
alvorlig bekymret ved at se den Forandring, der foregik med hendes
sorthaarede Adonis, men da hun i Grunden -- med Undtagelse af det
eneste Punkt, at hun havde giftet sig med flotte Schmidt -- var en
fornuftig Kone, indsaa hun snart, hvad Aarsagen var.
Og det var en virkelig rørende Omsorg, hun viste for at adsprede og
opmuntre sin mismodige Ægtefælle, men alle hendes Bestræbelser kunde
ikke erstatte ham Theaterlivets Afvexling og Spænding.
Omsider tog Hr. Schmidt Mod til sig -- thi trods sin Kones Svaghed
overfor ham havde han dog en vis Respekt for hende -- og betroede
hende rent ud den store Plan, han længe havde gaaet og grundet paa.
Den drejede sig om intet mindre, end at hun skulde afhænde
Gjæstgiveriet, og han vilde da selv danne et Selskab, ved hvilket han
vilde følge sit gamle Kald, men i en betydeligere og selvstændigere
Stilling -- som Direktør i egen Person.
Det var glimrende Fremtidsbilleder, Hr. Schmidt rullede op for sin
Ægtefælle. Han var snild nok til fornemlig at fremhæve de materielle
Sider af Sagen. Ved et enkelt Stykke -- naar det gjorde Lykke --
fortalte han, kunde de fortjene lige saa meget som af Gjæstgiveriet
i et helt Aar.
Han gik endog saa vidt i sine Overtalelser, at han lovede hende,
at han ikke selv vilde optræde mere. Han sagde med et af sine
uimodstaaelige Smil, at han saa godt forstod en Hustrus Følelser. Han
kjendte ogsaa af Erfaring de Fristelser, som en feteret Skuespiller
er udsat for, og han var ikke den Mand, der vilde udsætte en elsket
Hustru for Skinsygens Lidelser.
Nej -- han vilde kun benytte sin prøvede, dramatiske Erfaring som
Leder og Direktør. Hvem kunde vide, om man ikke senere, naar man var
bleven opmærksom paa hans Selskab og dets fremragende Præstationer,
vilde tilbyde ham at overtage et af Hovedstadens Theatre, og hun,
hans kjære, elskede Hustru, med sit sjældne Blik for det praktiske,
kunde da overtage Theatrets Restauration, medens han sørgede for
Publikums aandelige Bespisning. --
Der var ingen Tvivl om, at de vilde høste Guld og Ære i fuldt Maal,
naar blot det kjære Barn vilde føje ham.
Det kjære Barn, som Hr. Schmidt yndede at kalde den forhenværende
Enke, stred alligevel tappert imod, thi hun havde paa Fornemmelsen,
hvad hendes Mands Forslag vilde føre til, hvis hun var taabelig nok
til at gaa ind paa det.
Hun stred endogsaa længe imod, og ikke en Gang Hr. Schmidts mest
smertelige Blikke formaaede at rokke hendes fornuftige Beslutning.
Men da Hr. Schmidt en Formiddag viste sig uden Paryk, med nogle
tynde, graa Haartjavser kæmmet ned over Issen; da den smukke,
ungdommelige Mand som ved en dæmonisk Trolddom var bleven forvandlet
til en bleg, skrantende Olding, da brast Gjæstgiverenkens Modstand;
Gjæstgiveriet blev afhændet, og Hr. Schmidt blev Theaterdirektør. --
Han havde let nok ved at faa et Selskab dannet, thi Rygtet om
Gjæstgiverenkens Penge fløj omkring til de rejsende Thaliadyrkere, og
Udsigterne til at faa Gagen præcis udbetalt lokkede den ene efter den
anden til at søge Engagement ved det Schmidtske Selskab.
Men hermed var det ogsaa forbi med den ny Direktørs Held.
Hvor udmærket en Første-Elsker han end kunde have været i sin Tid,
var han i alt Fald ikke nogen praktisk Direktør. Og da han trods sin
højtidelige Forsikring til den forhenværende Enke kun tænkte paa
selv at spille de bedste Roller, kom det oven i Kjøbet til idelige
Rivninger med Personalet; al Ting løb ud i en ynkelig Hurlumhej, og
-- hvad der var det værste -- efter et Par Sæsoners Forløb havde
flotte Schmidt opbrugt hver Hvid og Skilling af sin Kones Penge.
Fra det Tidspunkt af daterede der sig en lang Række bedrøvelige
Aar for Madam Schmidt og hendes Datter -- Frugten af hendes andet
Ægteskab, thi salig Gjæstgiveren havde ikke efterladt sig nogen
Livsarving.
Flotte Schmidt, som man især kaldte den forhenværende Første-Elsker
efter hans korte, men glimrende Løbebane som Direktør, maatte atter
søge Engagement, men det blev stadig paa mindre favorable Vilkaar, og
tilsidst var det med Nød og næppe, at han selv kunde opholde Livet
ved sin dramatiske Virksomhed i Provinserne, medens hans Kone blev
boende i Kjøbenhavn, hvor hun ernærede sig og deres Barn ved at koge
for Herskaber.
I Sommermaanederne og ogsaa paa andre Tider af Aaret, naar han ikke
havde Engagement, fandt han altid et venligt Tilholdssted hos den
forhenværende Gjæstgiverenke, der føjede sig efter hans Særheder og
hørte paa hans Historier med den samme trofaste Tillidsfuldhed, som
hun til sin egen Skade fra først af havde vist den uimodstaaelige.
Under disse Forhold voxede Laura op. Hun saa, hvorledes hendes Moder
sled og slæbte for at holde sammen paa det lille Hjem, for at skaffe
hende en god Opdragelse og for at kunne sende hendes Fader Penge, som
han altid trængte til.
Det sidste skjulte Madam Schmidt saa længe som muligt for sin Datter,
men med Børns sædvanlige gode Opfattelsesevne kom Laura snart paa det
rene med, hvorledes Sagerne stod.
Hendes Karakter fik et vist selvstændigt og energisk Præg, og hun
tilegnede sig den samme Evne til at ofre sig for andre, som hendes
Moder havde lært i Modgangens Skole.
Da hun var sexten Aar, bidrog hun allerede ikke saa lidt til sit
eget og Familiens Underhold, og det var ogsaa blevet saa meget mere
nødvendig, som hendes Fader nu altid boede hjemme uden at fortjene
det mindste, og han havde tilmed forskjellige Smaavaner, der tog
stærkt paa deres beskedne Indtægter, men hvis Tilfredsstillelse de
ikke nænnede at nægte ham.
Trods dette levede de ganske tilfreds og lykkelig, og naar Hr.
Schmidt, som endnu havde bevaret sin ranke Holdning og sin sorte
Paryk, spaserede ud med sin Datter, af hvis smukke Ydre han var
meget stolt, kunde det hænde, at hun mødte adskillige jævnaldrende
unge Piger, der tilkastede hende misundelige Blikke, uden at ane, at
hun havde maattet sidde oppe i mange lange Nætter for at faa Raad
til at skaffe sig den Kjole, der klædte hende saa smukt i al dens
Tarvelighed.
Den rigtig slemme Tid kom først for dem, da Madam Schmidt blev syg
og ikke mere kunde rejse sig af Sengen, thi nu blev det Laura,
der ganske alene maatte skaffe Opholdet til dem alle tre, og hun
udfoldede i denne Modgang en Viljestyrke og Udholdenhed, som mangen
Mand kunde have misundt hende.
Hun havde fra ganske lille af havt Lyst til at komme til Theatret, en
Tilbøjelighed, som aabenbart var bleven næret ved hendes Faders mange
Fortællinger fra Theaterlivet, som han af naturlig Sympathi for sin
Livsstilling gjorde saa lokkende som muligt.
Men den første Gang, hun havde talt derom i sin Moders Paahør, havde
den gode Madam Schmidt taget saa heftig paa Veje, at Laura i lang Tid
efter ikke bragte den Sag paa Bane.
Trods sin Kjærlighed til en af dens Dyrkere havde Madam Schmidt
nemlig fattet en dyb Foragt eller snarere Rædsel for Skuespilkunsten
-- de Erfaringer, hun havde gjort, skulde ganske vist heller ikke
give hende store Tanker om den -- og hun kunde ikke tænke sig noget
skrækkeligere, end at hendes Datter skulde blive Komediantspillerske.
Laura havde imidlertid en tilstrækkelig klar og sund Forstand til at
skjælne ægte Kunst fra uægte, og hun vilde aldrig for Alvor beslutte
sig til at blive Skuespillerinde, med mindre hun blev overbevist om,
at hun virkelig havde Talent.
Uden at hendes Forældre vidste af det, listede hun sig til at sidde
oppe sent ud paa Natten, naar hun var færdig med sit møjsommelige
Arbejde. Hun lærte en Del Roller, læste gode dramatiske Forfattere,
og omsider fik hun paa egen Haand sat igjennem, at det blev tilladt
hende at aflægge Prøve for det kgl. Theaters Styrelse.
Udfaldet af denne Prøve overtraf hendes Forventninger, og først nu
fortalte hun sin Moder, hvilke Skridt hun havde foretaget. Den brave
Kone gav tilsidst efter og slog sig til Taals med den Tanke, at
hendes Datter jo ikke vilde rejse omkring i Provinserne, saaledes
som hendes stakkels Fader havde gjort, men spille paa selve det
kongelige Theater, hvad der jo absolut maatte være himmelvid Forskjel
paa.
Det var tidlig paa Forsommeren, at Laura havde aflagt Prøve for
Theaterdirektionen. Før til næste Sæson kunde der ikke være Tale om,
at hun kunde komme til at debutere, men i Mellemtiden skulde hun paa
egen Haand uddanne sig i Sang og Musik.
Hendes Energi havde fordoblet sig ved det Haab, der tilsmilede
hende, og hun trøstede sig med godt Mod til, at det sagtens skulde
lykkes hende at besørge alt sit daglige Arbejde -- Timer i en Skole,
Pianoundervisning for Begyndere og Syning hjemme for et af Byens
Modemagasiner -- og endda faa Tid tilovers til sin Forberedelse til
Theatret.
Men hun havde gjort Regning uden den Skæbne, der stadig stillede
større Krav til hende. Det blev værre med hendes Moders Sygdom; den
fordrede stadig mere Pasning, og paa samme Tid havde hun det Uheld at
blive afskediget fra Pogeskolen under Paaskud af, at Bestyrerinden
var nødt til at indskrænke sine Lærerkræfter paa Grund af de knappe
Tider, medens det i Virkeligheden forholdt sig saaledes, at der havde
meldt sig en fjærn Slægtning af den gode Dame som Konkurrent til
Pladsen.
Laura var et Øjeblik i Tvivl om, hvorledes hun under disse
Omstændigheder skulde gribe Sagen an.
Til at søge Ansættelse ved en anden Skole var der ikke Tid, og netop
ved denne Bestilling havde hun havt sin største, samlede Indtægt.
Saa var det ganske uventet, at der blev gjort hende et Tilbud om
Engagement ved Forstadstheatret. Hun vægrede sig først derved,
thi det var ikke saaledes, hun havde tænkt sig at begynde sin
Kunstnerindebane. Men Nøden trængte haardt paa; det var ikke lykkedes
hende at faa det mistede Arbejde erstattet, og hun besluttede omsider
at modtage Tilbudet, idet hun trøstede sig med, at hun gjorde det for
sin Moders Skyld.
Naar hun var en retskaffen Pige, kunde hun vel optræde selv paa de
slibrigste Brædder, uden at nogen skulde vove at sætte en Plet paa
hendes Rygte.
Men trods den dundrende Applaus, hvormed hendes Debut blev modtagen,
græd hun sig i Søvn den første Aften, hun kom hjem fra Theatret.
Havde hun tænkt sig det saa grelt, havde hun næppe havt Mod til at
gjøre Forsøget.
Alle disse spisende, drikkende og rygende Individer i den kvalme Sal;
alle disse nærgaaende Blikke, der rettedes mod hende, gjorde hende
fortumlet og ulykkelig. Men hun vilde vise, at hun ogsaa kunde løse
denne Opgave -- skjønt den var tusende Gange vanskeligere, end hun
havde tænkt sig den -- og hun spillede saa frejdig, som om hun havde
befundet sig ganske i sit rette Element.
Det var en Lidelse for hende, hver Gang hun skulde træde frem for
dette larmende Publikum og i disse meningsløse Roller, hvori der som
oftest var et Anstrøg af Frivolitet.
Men hun havde en Vilje af Staal. Hun klarede alle Skær, vandt
Publikum ved helt andre Midler, end der ellers blev benyttet paa
denne Scene, og hun lod sig aldrig mærke med den Overvindelse, det
kostede hende at udholde en Virksomhed, som hendes Kvindelighed og
virkelig kunstneriske Anlæg opførte sig mod. --
Saa var det en Aften, at hun blev opmærksom paa en Mand, der sad og
saa' saa vedholdende paa hende, at hun tilsidst følte sig generet af
hans Blik. Hun mindedes pludselig, at hun havde set det samme Ansigt
den Aften, hun debuterede, og at han da havde stirret paa hende
ganske paa samme Maade.
Han betragtede hende ikke med den uforskammede Mine, som hun
undertiden mødte hos andre af de mandlige Tilskuere, og som fik
Harmen til at gløde paa hendes Kinder. Men alligevel generede
hans underlige, alvorlige Stirren hende langt mere end de andres
Paatrængenhed. Hun vidste ikke selv, hvoraf det kom, at hun snart
irriteredes deraf, snart følte sig forlegen og skamfuld. --
Og han kom igjen, den ene Aften efter den anden, og saa' bestandig
paa hende med det samme halvt alvorlige, halvt forskende Blik. Det
gjorde hende tilsidst helt febrilsk; hun blev formelig bange for at
komme ind paa Scenen.
Saa prøvede hun paa at undgaa at se derned, hvor hun vidste, at han
sad, men undertiden var det, ligesom hendes Øjne droges henimod ham
mod hendes Vilje.
Havde han blot prøvet paa at kokettere med hende, saa vilde det ikke
længere havt nogen Indflydelse paa hende. Men bestandig sad han der
paa den samme rolige Maade, betragtende hende med det samme, næsten
ærbødige Blik, og det var _det_, der blev hende helt utaaleligt.
Hun lagde Mærke til, at han havde et fyldigt, mørkt Haar, der
skyggede over en intelligent Pande, og hans Adfærd var anderledes end
det øvrige Publikums.
Han saa i alt Fald ikke ud til at være kommen for at more sig over
Komedien.
I enkelte Øjeblikke kunde hans Nærværelse have en saa hidsende
Virkning paa hende, at hun bildte sig ind, at han var en
legemliggjort Bebrejdelse, fordi hun havde trukket sit Talent ned til
at spille i disse Omgivelser, selv bortset fra, hvor hæderlig hendes
Bevæggrund var. --
Og det underlige, ligesom bedrøvede Udtryk, der undertiden var i
hans Øjne, kunde godt tydes som en Bebrejdelse. Hun ønskede med en
Heftighed, som forbavsede hende selv, at denne gaadefulde Tilskuer
vilde blive borte.
Men en Aften, da han ikke var der, greb hun sig selv i hvert Minut
at se derned, om han ikke kom. Hun syntes at føle sig endnu mere
urolig ved hans Fraværelse, end hun ellers plejede at være, naar han
var til Stede. Hun harmedes over sig selv, at hun, den praktiske
og klarhovedede Laura, kunde sysselsætte sig saa meget med disse
Dumheder.
Saaledes var der gaaet en fjorten Dage, da hun en Aften, lige før hun
skulde tage hjem, blev kaldt ind i Direktørens Værelse og dér for
første Gang traf den ubekjendte.
Synet af ham var saa uventet, at hun havde Møje med at skjule sin
Forvirring, men hun var allerede saa meget Skuespillerinde, at hun
havde lært den Kunst at beherske sit Ansigt. Ikke des mindre havde
hun skyndt sig bort saa hastig, det lod sig gjøre, uden at det blev
paafaldende. --
Den næste Morgen modtog hun Direktørens Billet, hvori han anmodede
hende om at indfinde sig i hans private Bolig, for at det omtalte
Portræt kunde blive taget af hende. En af vore mest ansete Kunstnere,
skrev Direktøren, havde lovet at vise Theatret den Opmærksomhed at
udføre dette Arbejde.
Laura vidste, at det maatte være ham. Et Øjeblik tænkte hun paa at
vægre sig ved at sidde for ham. Men strax efter faldt det hende ind,
at det jo vilde være en Latterlighed. Hende kunde det jo komme ud paa
ét, hvem der malede Portrætet.
Saa gik hun derud.
XVII.
Sommeren var bleven til Efteraar og Efteraaret til Vinter. Det
lille Forstadstheater havde for længe siden lukket sine gjæstmilde
Porte, og Personalet -- hele Flokken med Undtagelse af den fejrede
Primadonna -- var atter paa Vandring.
Laura var ikke kommen til at debutere paa det kgl. Theater. Det
Løfte, man havde givet hende, var blevet taget tilbage under
forskjellige intetsigende Paaskud, men hun forstod meget godt,
at den virkelige Grund, der laa bag ved, var hendes Optræden paa
Sommertheatret.
Hvor dygtig hun end kunde være, holdt man det aabenbart alligevel for
at være mindre overensstemmende med »det kongeliges« Værdighed at
aabne sine hellige Haller for en Skuespillerinde, der kom direkte fra
en Scene af saa tvivlsom Rang.
Under Haanden lod man hende forstaa, at hun i alt Fald burde vente
nogen Tid, og hvis hun derefter endnu holdt fast ved sit Ønske om at
debutere paa den nationale Skueplads, kunde hun jo paa ny henvende
sig til rette Vedkommende.
Til alt Held for hende var Direktøren for et af Privattheatrene mere
fordomsfri, og hun fik uden Vanskelighed Engagement, om just ikke paa
synderlig glimrende Vilkaar.
Den Virksomhed, der aabnede sig for hende, tilfredsstillede hende saa
temmelig. Hun fik strax i Begyndelsen af Sæsonen et Par gode Roller
og satte sig hurtig fast i Publikums Gunst. Fremtiden syntes at ligge
lysere for hende, end hun havde turdet haabe i mange af de forløbne
strænge Aar.
Men der var ét Forhold, der greb stærkere ind i hendes Liv end alt
det øvrige. -- Det tilfældige Bekjendtskab med Henning var blevet
fortsat fra den Dag, de første Gang mødtes ude hos Theaterdirektøren.
I Stedet for at male hendes Portræt som Hurtigmaleri, hvad der havde
været mere end godt nok til det Brug, der skulde gjøres af det, havde
han udført Skitsen meget omhyggeligere, end det var nødvendigt, og
i den Anledning havde de truffet hinanden flere Gange i Direktørens
private Bolig.
Men da Henning ikke længere kunde finde noget rimeligt Paaskud til
at fortsætte dette Arbejde, havde han bedt om at maatte male et
virkeligt Billede af hende, og hun var efter en kort Kamp med sig
selv gaaet ind derpaa.
Paa den Maade havde han faaet sin Gang i hendes Hjem.
Det gik langsomt frem med Portrætets Fuldendelse, thi det var kun
i Ny og Næ, hun havde Tid til at sidde for ham, men imidlertid
udvikledes Forholdet mellem dem saa meget hurtigere.
Han var altid hensynsfuld og ærbødig, men der var tillige noget
tilbageholdende, næsten ængsteligt i hans Maade at være paa, som hun
ikke rigtig kunde forstaa, og som undertiden kastede en Skygge over
den Glæde, hun var sig bevidst at føle, naar hun var sammen med ham.
Han talte aldrig om sine egne Forhold; undgik endogsaa enhver
Hentydning til dem, og dog syntes denne Tilbageholdenhed at være hans
Natur imod og ligesom kunstig fremtvungen.
Hun gættede paa alle andre Aarsager dertil end den virkelige, og hun
var for fintfølende til at gjøre ham noget Spørgsmaal, der kunde
synes paatrængende.
Han havde for sit Vedkommende med hver Dag fundet flere
Lighedspunkter mellem hende og Margrethe, og han havde en Fornemmelse
af, at det var hans gamle Kjærlighed, han dyrkede i Lauras Skikkelse.
Det var den samme Følelse, han havde havt overfor Margrethe: han
ligesom voxede sig større og bedre i hendes Nærhed. -- Og han kunde
vel trænge til det, thi Bevidstheden om det dobbelte Hykleri, han
gjorde sig skyldig i, laa tungt paa ham. --
Han havde utallige Gange besluttet at fortælle Laura, at han
var gift, men opsat det med en instinktmæssig Uvilje fra Dag til
Dag. Og hvad der i Førstningen af deres Bekjendtskab vilde have
været den naturligste Ting at meddele hende, blev tilsidst til en
betydningsfuld Tilstaaelse, som han indsaa vilde forandre Forholdet
mellem dem fuldstændig.
Han mærkede, hvorledes Grunden veg mere og mere bort under ham, og
dog havde han ikke Viljekraft nok til at trække sig tilbage. Jo mere
tillidsfuld hun blev i sin Adfærd mod ham, desto heftigere blev hans
Selvbebrejdelser.
De kunde undertiden opfylde ham med en feberagtig Uro, der holdt ham
borte, netop naar han allermest længtes til hende. --
Hjemme var han bleven en afgjort Hykler. Han forstilte sig venlig og
opmærksom mod Minna, gav hende Ret i hendes værste Urimeligheder for
at faa hende i nogenlunde taaleligt Lune, saa han kunde slippe bort
uden at vække Mistanke eller blot faa Lov til uforstyrret at fordybe
sig i alle de modstridende Følelser, der kæmpede i hans Sind.
Under disse Omstændigheder var det blevet hen ved Slutningen af
Efteraaret.
Henning var paa Vejen til Lauras Hjem, som han ikke havde besøgt i
nogle Dage, fordi hun havde været saa optagen af Prøver paa Theatret,
at hun ikke havde havt Tid til at sidde for ham.
Han var -- uden nogen bestemt Grund -- i en friskere Stemning, end
han havde været i lang Tid, og det er jo en gammel Kjendsgjerning,
at den samme Ting, der kan se saa forfærdelig sort ud, naar man
betragter den med et tungt Sind, kan blive helt fornøjelig eller i
alt Fald helt uskyldig, naar den ses i et lyst Øjeblik.
Det forekom ham, at han i sin sygelige Sindsstemning havde gjort sig
Bekymringer, som han godt kunde spare sig.
Hvad havde han i Grunden at bebrejde sig? At han malede en ung Piges
Portræt, uden at hans Kone vidste noget om det -- det var da ingen
Forbrydelse mod Samfundet eller Familielivet.
Og desuden -- Minnas og hans Forhold var jo for længe siden haabløst
opgivet. Kunde det slæbe sig hen i sin daglige Skure uden altfor
skarpe Sammenstød, saa maatte de allerede være taknemlige.
Men hvad den unge Pige angik? -- han havde jo ingen Forpligtelse til
at meddele hende, om han var Ungkarl eller Ægtemand, lykkelig eller
ulykkelig gift -- noget, som det maaske slet ikke interesserede hende
at faa at vide. -- --
Laura og hendes Forældre boede ude ad Nørrekanten. Efter at den unge
Pige havde faaet Engagement ved et af Hovedstadstheatrene, havde de
set sig i Stand til at leje en noget større Lejlighed end den, de
hidtil havde beboet, og Laura forstod til Fuldkommenhed den Kunst
med meget smaa Midler at give Hjemmet et tiltalende Præg af Smag og
Hygge.
Det var hen ad Middag, da Henning gik derud -- paa den Tid, hun
plejede at være kommen fra Prøve. I Dag var hun imidlertid ikke
hjemme, men Hr. Schmidt, der lukkede op, mente, at hun maatte strax
komme, og Henning sagde, at han vilde vente. Saa kunde han arbejde
lidt paa Billedet saa længe.
Men da han kom ind i Dagligstuen, var Staffeliet med Lauras halvt
fuldførte Portræt, der ellers stod foran det ene Vindue, forsvundet.
Han antog, at Laura af en eller anden Grund havde gjemt det eller
flyttet det ind i et andet Værelse. Maaske for at hendes Moder
skulde se det. Og han spurgte Hr. Schmidt, der var fulgt med ind i
Dagligstuen, om Staffeliet ikke kunde blive flyttet ind paa sin gamle
Plads.
Hr. Schmidt saa forundret paa ham.
»Men Guds Død, Hr. Bentsen, er Portrætet da ikke kommet ud til Dem?
Det, troede jeg, var Meningen, da Laura pakkede det ind og sendte det
afsted i Formiddags, før hun gik til Prøve.«
»Til mig?« spurgte Henning meget overrasket. »Det maa være en
Misforstaaelse. Er De ogsaa vis paa, at Deres Datter har sendt det
bort?«
»Ja saagu' er jeg vis paa det, kjære Ven. Men der har vi Pigebarnet,
saa kan De selv spørge hende om, hvordan det hænger sammen.«
Der blev ringet paa Entrédøren, og Hr. Schmidt gik ud for at lukke
op. -- Henning kunde ikke begribe, hvorfor Laura skulde have sendt
det ufuldendte Portræt hjem til ham. Var hun bleven vred over noget?
Hun tog sit Overtøj af i det tilstødende Værelse, og før han kunde
faa Tid til at udgrunde det, der forekom ham som en uløselig Gaade,
traadte hun ind. Han kunde strax se, at der var hændet noget, siden
de sidst havde talt sammen.
»Har De sendt Deres Portræt hjem til mig, Frøken Schmidt?« spurgte
han lidt tøvende.
»Ja,« svarede hun, uden at undgaa hans Blik.
»Men hvorfor? -- jeg forstaar det ikke. Har jeg mod min Vilje givet
Dem Grund til at blive vred paa mig?«
»Ja -- paa en vis Maade -- De har ikke været ærlig mod mig. --
Hvorfor har De -- i al den Tid, vi har kjendt hinanden -- aldrig
omtalt, at De var gift?«
Hun pressede Spørgsmaalet lidt haardt frem, som om hun følte, at hun
kunde røbe mere, end hun vilde.
»Hvorfor jeg aldrig har omtalt det,« svarede han usikkert. »Det ved
jeg ikke -- det er tilfældigt. Jeg tænkte, at det ikke kunde have
nogen Interesse for Dem at vide det.«
»Nej -- De skjulte det forsætlig, og -- det vedkommer jo ikke mig ..
Men Deres Hustru har ikke vidst, at De kom her -- at De malede et
Portræt af mig -- vel? Det har hun ikke?«
Rødmen paa hendes Kinder blev stærkere, og hun rystede nervøst paa
Haanden.
Han stod skamfuld foran hende som et Menneske, der gribes i Usandhed.
»Nej,« svarede han, »min Hustru har ikke vidst det, men Grunden
dertil kan jeg ikke forklare Dem. Kun maa De være vis paa, at jeg
ikke har tænkt noget ondt derved ...«
»Men De maa kunne forstaa, at De har krænket mig ved denne
besynderlige Hemmelighedsfuldhed. Hvad har bevæget Dem dertil? ...
Jeg troede saa godt om Dem ...«
Hendes Læber dirrede, og hun maatte gjøre Vold paa sig selv for at
holde Taarerne tilbage.
»Laura!« -- Han vilde tage hendes Haand, men hun trak den heftig til
sig. -- »De maa ikke have blot den svageste Skygge af Mistro til mig!
Jeg sværger Dem til, at jeg aldrig har næret en Tanke, der kunde være
saarende for Dem. Det er maaske urigtigt, taabeligt, eller hvad De
vil kalde det, at jeg har ladet Dem være uvidende om mine personlige
Forhold, men det retfærdiggjør ikke den Vrede, som De viser mig i
dette Øjeblik. -- De ved ikke, hvor meget De bedrøver mig dermed.«
Hans Stemme var blød og indtrængende. Hun vendte Hovedet bort, og det
varede lidt, før hun svarede.
»Det er vel heller ikke mig, men Deres Hustru, der har mest Grund
til at føle sig krænket. Derimod kan jeg bebrejde Dem, at De paa en
Maade har ... draget mig ind i en Usandhed -- ja, det baade harmer og
saarer mig.«
»Men De, Laura, er jo i hvert Fald uskyldig i min Mangel paa
Oprigtighed,« sagde han. »Og det kan ikke for Alvor være Deres
Mening, at De vil bryde vort Venskab -- lov mig, at De ikke vil det!«
»Jo -- mellem Dem og mig maa det være forbi. Men før vi skilles,
forlanger jeg af Dem, at De skal give baade Deres Hustru og mig den
Oprejsning, at De ærlig fortæller hende om vort Bekjendtskab -- deri
vil De handle baade klogt og hæderlig.«
Han syntes ikke at høre det sidste, hun sagde, men kun de Ord:
»Mellem Dem og mig maa det være forbi!« Han saa paa hende med et
Blik, saa sorgfuldt og bedende, at hun igjen, ligesom ængstelig,
vendte sig halvt bort.
»Saaledes maa og kan vi ikke skilles,« sagde han. »Jeg har været saa
lykkelig ved at kjende Dem. De ved ikke, hvor meget De har været for
mig ...«
»Lad os ende denne Samtale, Hr. Bentsen. Jeg kan og vil ikke træffe
Dem oftere. Men vil De have, at jeg skal skilles fra Dem med
uforandret Venskab, saa opfylder De mit Ønske og fortæller Deres
Hustru, hvorledes De har gjort mit Bekjendtskab.«
Han rystede paa Hovedet.
»Hvis det kan bidrage til, at De vil dømme mildere om mig,« svarede
han langsomt, »skal jeg opfylde Deres Forlangende. Men jeg tror ikke,
det vil gavne nogen. Min Hustru er ... barnagtig« -- han famlede
lidt efter Ordet og tilføjede nølende: »og hun vil optage en saadan
Forklaring paa en hel anden Maade, end De tænker Dem.«
»Men hun faar det alligevel at vide -- hvis hun ser mit Portræt, som
jeg har sendt hjem til Dem i Dag. -- Og jeg lod nogle Ord følge med,
som jeg maaske ikke burde have skrevet. Det var overilet handlet af
mig ...«
Der syntes at fare en Tanke gjennem hende, og hun udbrød hastig:
»Men der kan da ikke opstaa nogen Misforstaaelse deraf? Man kan ikke
mistro Dem eller mig for noget ondt -- kan man vel?«
»Nej, ikke Dem -- hele Skylden er jo min, og jeg lægger kun ringe
Vægt paa, hvorledes min Handlemaade bliver bedømt.«
»Men husk -- det er Deres Hustru, om hvem det gjælder, at hun ikke
ser Dem i et falsk Lys.«
»Aa -- det vil ikke forandre Forholdet synderlig,« svarede han
bittert.
Hun saa næsten forskrækket paa ham, som om de faa Ord havde været nok
til at forklare hende alt. --
»Er det virkelig Deres Alvor, at det skal være forbi mellem os?«
spurgte han efter en kort Pavse.
»Ja. Nu mere end før,« svarede hun sagte.
»Saa er det altsaa sidste Gang, vi ses?«
»Ja -- ja, det maa være saaledes.«
Han rakte hende Haanden, og hun modtog den.
»Farvel -- og Tak for den korte, lykkelige Tid.«
Han gik langsomt ud af Stuen; hun blev staaende ubevægelig paa samme
Sted, indtil hun hørte sin Fader lukke ham ud.
Saa skjulte hun pludselig Ansigtet i sine Hænder og brast i Graad.
XVIII.
Minna stod i sin fulde Højde foran ham -- bleg og med Ansigtet
ligesom fortrukket af Smerte.
»Og denne Gang er det din faste Beslutning?« sagde han med tilkæmpet
Fatning.
»Ja -- vi vil begge være bedst tjente dermed,« svarede hun haardt.
»Maaske du har Ret. Værre end vi har havt det de sidste Aar, kan vi
næppe faa det. Men Aage ...?«
»Hvis du gjør Fordring paa det, maa du beholde ham. Ikke en Gang for
hans Skyld vil jeg leve sammen med dig.«
»Glem ikke, at du ogsaa har Skyld i, som det er gaaet. -- Havde du
villet, kunde meget have været anderledes. Jeg siger det ikke for
at besmykke min Uret eller for at overtale dig til at forandre din
Beslutning, men fordi jeg ønsker, at du skal erkjende Sandheden lige
saa fuldt, som jeg gjør det.«
»Aa ja -- jeg gjør mig ikke bedre, end jeg er,« svarede hun med
skærende Bitterhed. »Jeg ved nok, at jeg ikke har været synderlig
blid eller hensynsfuld mod dig. Det ligger nu en Gang ikke i min
Karakter at være det. Men en ærlig og hæderlig Kone har jeg været,
mens du har fæstet dit Sind til andre og hyklet Venlighed mod mig. Du
har krænket mig saa dybt, som nogen Hustru kan blive krænket af sin
Mand.«
»Men tror du ogsaa, det vilde være sket, hvis du havde bestræbt dig
for at blive den rette Hustru for mig?« udbrød han. -- »Der har været
en Tid, hvor du let kunde have gjort mig til en god Mand. -- Jeg
advarede dig en Gang om, hvad Enden kunde blive.«
»Men du, som Manden, maatte naturligvis være den klogeste og
stærkeste. Det er sørgeligt, at du ikke har været det. Jeg har mistet
den sidste Rest af Agtelse og Tillid til dig, og jeg vilde skamme mig
over mig selv for hver Dag, jeg længere levede under Tag med dig.«
Henning saa med et bedrøvet Blik paa hende og drog dybt efter Vejret.
»Jeg skal ikke gaa i Rette med dig for de stærke Udtryk, du bruger,«
sagde han. »Denne Strid om, hvem af os der har den største Skyld, er
og bliver ørkesløs«. -- Han fór med et forpint Udtryk med Haanden hen
over Panden og vedblev saa: »Jeg ved desværre kun altfor godt, hvor
meget jeg har fejlet, og hvilken Uret jeg har begaaet mod dig. Lad os
ikke spilde flere Ord derpaa. Jeg giver dig jo Lov til at handle,
som du vil, og erkjender, at jeg har forspildt min Ret til at bevæge
dig til at forandre din Beslutning. Men lad os i det mindste skilles
uden flere haarde og saarende Ord.«
»Og Aage --?« spurgte hun lidt forvirret.
»Da jeg intet har at bebrejde dig i dit Forhold som en retskaffen
Kone -- saa er det rimeligt, at Drengen bliver hos dig. Maaske du vil
lade ham besøge mig en Gang imellem ...«
Han tvang med Magt Ordene frem i en rolig Tone. Saa vendte han sig
pludselig om og gik hurtig ud af Stuen.
Hun gjorde en Bevægelse, som om hun vilde standse ham, men lod i det
samme Armene synke ned.
Nej -- det maatte have en Ende. Dette sidste, der var kommet mellem
dem, kunde hun ikke glemme. Han havde jo desuden en Gang sagt til
hende, at hun ødelagde og forgiftede hans Liv -- og det var maaske
sandt, thi hun havde ikke holdt af ham, som hun skulde. Og nu vidste
hun, at hun havde mistet enhver Plads i hans Hjærte -- nej, det
_maatte_ være forbi mellem dem, om hun saa bag efter skulde komme til
at græde Blod derover. --
Henning var gaaet ud, og da han kom hjem sent ud paa Aftenen, var
Minna taget bort med Drengen -- hjem til sin Moder.
Han gik ind i Sovekammeret, hvor Minnas og Barnets Senge stod. Paa
Sengestolpen hang endnu en af Aages smaa Bluser, som de havde glemt
at faa med. Og midt paa Gulvet stod hans Hest og Vogn; Tømmen var
bunden fast til et af Stolebenene.
Det forekom ham, at Minna og Aage endnu maatte være i Huset. Et
Øjeblik bildte han sig ind, at han hørte Drengens friske Latter i
det tilstødende Værelse. Han vidste, at det var en Indbildning, men
lukkede alligevel Døren op og saa ind i den tomme Stue. --
Alene. Det var altsaa omsider blevet Enden paa det. -- Og dog ikke
andet, end hvad han saa tit havde ønsket.
Men alligevel knugede han sine knyttede Hænder mod Panden, medens han
gik op og ned ad Gulvet uden at kunne faa Ro paa sig -- og blev ved
at gaa saaledes, rastløst frem og tilbage, indtil det første Dagskær
brød ind i Kammeret.
XIX.
Noget før eller senere maatte jo komme ud paa ét. -- Det var saa
længe siden, de var komne til Erkjendelse om, at deres Samliv var
uholdbart, og de havde hver paa sin Vis lidt saa meget, at de troede,
at en Skilsmisse vilde blive en Befrielse for dem.
Denne samme Betragtning havde foresvævet dem begge. Men nu, da
Skridtet var gjort, mærkede de, at der dog endnu var noget, der
gjorde dem ondt, trods det, at Baandet var løsnet.
Hvor meget de end havde været til Plage for hinanden, var der to
Tilknytningspunkter, hvis Betydning de havde undervurderet. Barnet,
som de begge elskede, og Hjemmet, som de havde vænnet sig til at leve
i. Men Kløften mellem dem var altfor dyb til, at de kunde tænke paa
at gjøre Skridtet tilbage.
Henning var maaske den, der led mest, thi han følte sig mest ene. Han
havde gjenvundet sin Frihed, men han vidste ikke længere, hvad han
skulde bruge den til.
Og hans Søn? Han savnede undertiden Barnet saa haardt, at han blev
sjælesyg af Længsel efter det.
Til sine Tider kunde han med et Slags Raseri kaste sig over sit
Arbejde; i andre Øjeblikke var han fuldstændig uskikket til at
bestille noget. Dage igjennem lukkede han sig inde i sit Atelier
eller strejfede omkring langt borte fra Byen, sky for Synet af andre
Mennesker.
Derpaa kunde det pludselig falde ham ind at opsøge de lystigste af
sine Kammerater, være med til støjende Gilder, hvor han var den
kaadeste af Flokken, men kun for strax efter at synke hen i en sløv
Tungsindighed.
Lænken var bristet, men Saarene, den havde efterladt, kunde han ikke
faa helede.
Han vilde glemme de mislykkede Aar, der laa bag ved, og som vedblev
at tynge paa ham. Han besluttede at trække saadanne Vexler paa sine
Kræfter, at der ikke blev en Tanke tilovers til Fortiden.
Med dette Forsæt tog han atter fat paa Maleriet. Han havde faaet en
Kjøber til sit store Billede: »Enkens Søn«, der skulde være færdigt
til den næste Foraarsudstilling. Men for ogsaa at være sysselsat om
Aftenen lærte han sig at radere og udførte nogle Kopier af sine egne
Billeder.
Saa snart han følte sig træt af Arbejdet, tog han bort paa lange
Udflugter midt i Vinterdagenes Slud og Kulde, for ikke at faa
Stunder til at falde hen i de gamle Grublerier.
Der var kommet en feberagtig Uro over ham. Han tvang sig til
uafladelig Virksomhed, med en Følelse af, at den første Gang, han
hørte op dermed, vilde han synke sammen for ikke at rejse sig mere.
--
Det var i den første Halvdel af Vinteren, et Par Dage før Jul.
Henning havde i flere Dage ikke forladt sit Atelier og havde nægtet
sig hjemme for sine Kammerater.
Det var ganske pludselig, han kom til at tænke paa, at det var ved
Juletid. Han saa Kaptajnens Oppasser -- i Villaen overfor -- komme
slæbende med et Grantræ, ledsaget af sit Herskabs lille Søn. --
Det mindede ham om den ensomme Jul, der ventede ham, og det mindede
ham tillige -- ligesom saa mange andre ubetydelige Ting gjorde det
hver eneste Dag -- om Aage, hvem han kun saa i Ny og Næ, naar Minna
efter den trufne Overenskomst sendte Drengen ud i Besøg til ham.
For at blive disse Tanker kvit besluttede han at tage bort fra Byen,
indtil Julen var forbi. Han havde ingen Venner paa Landet, som han
skjøttede om at besøge, men han kunde jo tage Ophold i en eller anden
Kro og maaske med det samme male nogle Studier.
Det var i alt Fald bedre end at blive hjemme, hvor der var saa trist
og ensomt.
Med den feberagtige Ivrighed, hvormed han i den sidste Tid havde
vænnet sig til at udføre enhver ny Beslutning, gav han sig til at
pakke en Haandkuffert og gjøre sin Malerkasse i Stand. Han vilde tage
afsted næste Morgen med et af de første Tog. --
Fra den blaa, frostklare Luft kastede Vintersolen sine Straaler
paa Træerne i Alléen, der stod som overdryssede med det fineste,
kridhvide Pudder. En Flok Krager kredsede muntert skrigende omkring
de nøgne Trætoppe. Folk vandrede med rødmussede og fornøjede Ansigter
gjennem Alléen, hvor Sneen knirkede under deres Støvlesaaler,
medens deres Aande formede sig som smaa, lette Skyer i den kolde
Luft. Bybude kom traskende med store Pakker eller slæbende med
kæmpemæssige Grantræer. Børn løb til Skole med glædestraalende
Miner i Bevidstheden om, at det var den sidste Skoledag, før Ferien
begyndte.
Paa Banegaarden var der Trængsel af Folk, der skulde afsted med Toget
for at fejre Julen hos Slægt og Venner paa Landet. Og allesammen saa'
de saa tilfredse og fornøjede ud.
Der var en evindelig Løben frem og tilbage i Vestibulen og en Puffen
og Støden for at faa Rejsetøjet indskrevet, men det skete altsammen
med den godmodigste Mine af Verden. -- Man havde bare saa frygtelig
travlt.
Saa gled Toget endelig langsomt hen ad Skinnerne, og Folk, der blev
tilbage, nikkede og smilede og viftede med Lommetørklæder.
Henning sad i et Hjørne af Kupéen. De glade Mennesker og den livlige
Snakken rundt om ham gjorde hans Ensomhed endnu føleligere. Han trak
Vejret lettere, da de var komne et Par Mil bort fra Byen, og Toget
bruste frem gjennem det stille, vinterklædte Landskab.
Marker og Kjær laa glindsende hvide i det friske Sollys; fra
Bøndergaardenes Skorstenspiber steg Røgen lodret til Vejrs,
fortællende om Travlheden i Køkkenet med at træffe de sidste
Forberedelser til Julemaaltiderne. Langt ude i Horisonten tegnede
Skovbrynet sig i et skarpt Omrids mod den mørkeblaa Luft. --
Han steg ud af Toget ved en Mellemstation midtvejs paa
Banestrækningen. Han havde intet bestemt Maal for sin Udflugt og
kunde ligesaa gjærne slaa sig til Ro det ene som det andet Sted.
En Dreng, som han traf udenfor Stationsbygningen, bar hans Tøj op til
Gjæstgivergaarden.
Han bestilte Frokosten bragt op paa sit Værelse og satte sig hen ved
Vinduet og saa' ud paa den lange, snævre Kjøbstadgade, der bugtede
sig saa stille og øde mellem de lave Huse, at den for den Sags Skyld
gjærne kunde have tilhørt en uddød By.
Det var i Grunden et fortvivlet Indfald at rejse paa Maa og Faa ud
i Landet. Han havde vistnok gjort bedre i at slaa sig sammen med
nogle af sine Kammerater og holde Jul med dem paa gammel Ungkarlevis.
Paa den Maade vilde det maaske bedre være lykkedes ham for nogle
Øjeblikke at glemme det, som nu en Gang ikke kunde være anderledes.
Kakkelovnen i det Gjæstekammer, der var blevet anvist ham, røg. Han
maatte ringe en halv Snes Gange paa Stuepigen, før hun kom op og fik
Ilden til at brænde. Hun undskyldte sig med, at de havde saa travlt
i Anledning af, at Byens broderlige Skydeselskab vilde samles første
Juledag til et Fællesmaaltid paa Hotellet.
Værelsets Uhygge og den dorske Stilhed, der herskede omkring ham,
blev tilsidst helt utaalelig. Han tog sin Malerkasse og besluttede at
vandre til Fods op til en Landsby, der var bekjendt for sin smukke
Beliggenhed ved Skov og Sø -- en halvanden Mils Vej fra Kjøbstaden.
--
Vejret havde imidlertid forandret sig. Luften, der om Morgenen havde
været klar og sollys, var bleven overtrukken med graa, snetunge
Skyer, og nu og da kom der et kort, skarpt Vindpust.
Han lagde ikke Mærke dertil, men gik hurtig frem ad Landevejen, der
først snoede sig et Stykke mellem aabne Marker og derpaa førte tværs
igjennem en Kratskov, fra hvilken man ad en Bivej kunde naa Landsbyen.
Der var en lille tarvelig Kro, lige over for Smedien. Hammerslagene
lød kraftige og taktfaste ud paa den stille Vej. Udenfor
Krostuedøren gik nogle kaglende Høns og skrabede i Sneen. --
Henning gik derind.
Det lave, firkantede Rum, med en Bjælke tværs under Loftet, var
indrettet halvt som Skjænkestue, halvt som Kjøbmandsbod. Den ene
Længdevæg var skjult af Hylder og Rum, fyldte med forskjellige
Handelsvarer, og adskilt fra den øvrige Del af Stuen ved en bred,
fyrretræsmalet Disk. Den modsatte Væg optoges af en Slagbænk med Bord
foran.
Henne i et Hjørne stod en gammeldags Bilæggerovn af ualmindelig
svære Dimensioner, fra hvilken der udstraalede en osende Varme, som
blandede sig med Lugten af røget Flæsk og Spegesild.
Stedet var ikke videre indbydende, men alligevel hyggeligere, syntes
Henning, end den forlorne Komfort i Kjøbstadshotellet. Han vilde slaa
sig til Ro der. Kunde han blot faa den dræbende lange Tid til at gaa,
var det ham lige meget, hvor han befandt sig.
Han stod og saa' over paa Smedien, hvor Ilden blussede med en klar,
skinnende Flamme. Smedens brede Ryg, dækket af en blaa Arbejdsbluse,
viste sig i Skæret fra Essen, medens Manden bøjede sig over et Stykke
Jærn, som han hamrede løs paa, saa Gnisterne spruttede til alle
Sider. --
Det kunde bruges. Henning aabnede sin Malerkasse, der var indrettet
til at gjøre Tjeneste som Staffeli paa samme Tid; tog Pensler og
Palet frem, men paa en langsom og mekanisk Maade -- ikke fordi han
følte sig oplagt dertil, men kun for at have noget at beskæftige sig
med.
Efterhaanden som han udførte Skitsen, fik Arbejdet mere Interesse
for ham. Og Smeden blev staaende derovre, saa udholdende, som om han
havde været en bestilt Model. --
Der gik et Par Timer. Kromanden havde en halv Snes Gange mindet ham
om, at Skinken og Æggene stod og blev kolde. Saa rejste han sig
omsider og pakkede sine Sager sammen.
Det var allerede begyndt at blive mørkt, og Luften var bleven mere og
mere overtrukken. Af og til slog nogle tykke Snefnug mod Vinduesruden.
Manden kom ind og spurgte, om Herren ønskede at overnatte i Kroen.
Det vilde vist ikke blive Vejr til at vende tilbage til Kjøbstaden,
og det var jo desuden allerede sent paa Dagen.
Henning betænkte sig et Øjeblik, men den samme stundesløse Uro, som
han havde følt hele Dagen, var atter kommen over ham. Han vilde
hellere vende tilbage til Hotellet for næste Morgen at rejse længere
nordpaa.
Lidt efter brød han op uden at høre paa Kromandens Forudsigelse om,
at det ganske sikkert vilde blive et forrygende Vejr ud paa Aftenen.
Herren gjorde meget bedre i at blive. --
Han havde næppe tilbagelagt en Fjerdepart af Vejen, før Snefoget
brød løs. Først med enkelte, stærke Vindstød og derpaa i stadig
heftigere Byger, indtil de samlede sig sammen til en alvorlig
Snestorm.
Det var nu helt mørkt, og Sneen, der piskede ham lige i Ansigtet,
blindede ham endnu mere, saa han maatte anspænde hele sin
Opmærksomhed for at kunne følge Vejen.
Han var kommen et godt Stykke ind i Kratskoven, hvor han hvert
Øjeblik tumlede mod et Træ eller en Busk. -- Saa længe han kunde
føle, om han havde den slagne Vej under sine Fødder, lykkedes det ham
endnu at famle sig tilbage til den rette Kurs, men efterhaanden som
Sneen lagde sig i tykkere Lag, blev det vanskeligere at styre efter
dette Spor.
Han vilde vende tilbage til Kroen, men kunde ikke længere finde
Vejen. Og han mærkede af den bløde Grund under Fødderne, at han paany
var kommen i en fejl Retning.
Trods det højst ubehagelige ved den Situation, hvori han befandt sig,
var der tillige noget latterligt ved denne Løben rundt i Mørket,
kæmpende med Træstammer og Krat, der hvert Øjeblik spærrede ham Vejen.
Skulde han være nødt til at strejfe omkring paa denne vanvittige
Maade, til det blev lys Dag? --
Blodet begyndte at banke i hans Tindinger, og han følte en svidende
Fornemmelse i Øjnene af den uafladelige Stirren ud i det endeløse
Mørke.
Saa faldt det ham ind, at naar han blev ved at gaa ligefrem, maatte
han i alt Fald omsider komme ud af Kratskoven. -- Havde han først
naaet aaben Mark, vilde det vel lykkes ham at finde et Hus, hvor han
enten kunde overnatte eller faa en Vejviser til den nærmeste Landsby.
Men at styre i en nogenlunde ret Linie, var ikke saa nemt, som han
troede. Skoven blev tættere, jo længere han kom frem, og han maatte
gjøre idelige Omveje for at bane sig Vej frem efter.
Hans Kræfter begyndte at slappes, men paa samme Tid fordobledes hans
Energi, indtil den blev som en Feber, der jog gjennem hans Blod. Han
begyndte at løbe -- stedse hurtigere -- uden at ænse de Hindringer,
han mødte, medens det hamrede og suste i hans Hoved, som om han
skulde blive forrykt.
Han havde ingen Forestilling om, hvor længe han havde fortsat denne
vilde Fart. Saa -- paa én Gang -- mærkede han, at Grunden skred bort
under hans Fødder; han følte et heftigt Stød, der fik det til at
flimre med en Masse Ildgnister for hans Øjne, og det forekom ham, at
han sank længere og længere ned i en bundløs Afgrund. --
* * * * *
Da han vaagnede, var det lys Dag. Han befandt sig i den samme Kro,
som han havde forladt den foregaaende Eftermiddag -- pakket ned
mellem nogle kæmpemæssige Dyner i et Monstrum af en Seng.
Erindringen om Snefoget og Vandringen i Mulm og Mørke over Stok og
Sten, indtil han til sidst ikke mere vidste af sig selv -- stod
taaget og uklar for ham. Han havde en hed, brændende Fornemmelse i
Hovedet, og det ringede uafbrudt ligesom med en Mængde smaa, skarpe
Klokker for hans Øren, men ellers mærkede han intet Ildebefindende,
der kunde være en Følge af Gaarsdagens Æventyr.
Hvorledes han atter var kommen hen i Kroen, vidste han ikke.
Udenfor Sengen stod et Bord, paa hvilket der var stillet en
Messingstage med et halvt udbrændt Lys. Han bankede med Stagen i
Bordpladen, indtil hans utaalmodige Kalden endelig blev besvaret, og
en bondeklædt Pige traadte ind.
»Næ -- se -- er Herren vaagnet,« udbrød den landlige Terne med
et saa stærkt Udtryk af Forbavselse, som om det var noget af det
allermærkværdigste, der kunde være hændet.
»Det var ellers farligt, saa han var kommen afsted,« tilføjede hun
godmodig. »Ja han kan da takke sin gode Lykke og Niels Olses Jens
for, at han slap saa vel fra den Tur. Det var aldrig gaaet godt, om
han var bleven liggende derude i det farlige Vejr.«
Henning spurgte om, hvordan han var kommen tilbage til Kroen.
Jo, se. Herren maatte være gaaet fejl af Vejen og trillet ned ad
Skrænten derovre ved Nøddebæk, tæt oven for Niels Olses Hus, for dér
havde de fundet ham saa død som en Sild. Og saa havde de bragt ham
hen til Kroen. Det var kun en lille Fjerdingvej derfra. Han maatte
ordentlig have turet omkring i Mørket. Da de var komne bærendes med
ham, havde han snakket en svær Mængde forvirret Tøjeri, og Husbond
vilde først have sendt Bud efter Doktoren, men han havde ikke rigtig
turdet sende nogen afsted i det slemme Vejr. Saa havde de puttet ham
i Seng for at se det an til den næste Morgen. Jo, nu skulde hun strax
kalde paa Husbond.
Henning bad om at faa sine Klæder; han fejlede ikke noget og ønskede
at staa op.
Pigen saa hovedrystende paa ham og gik bort for at opfylde hans
Forlangende.
Kromanden traadte ind med hans Klæder, der var blevne tørrede ved
Ovnen, og Henning holdt fast ved sit Forsæt om at staa op.
Han følte sig dog mere mat, end han havde troet, og et Par Gange
sortnede det for hans Øjne, saa han maatte holde sig fast ved
Sengestolpen. Men han vilde afsted alligevel.
Saa lod Kromanden spænde for uden at gjøre flere Indvendinger, men
han rystede betænkelig paa Hovedet, ligesom Pigen nylig havde gjort.
»Det var dog farlig, saa den Mand var bleg,« sagde han til sin Kone,
da han atter traadte ind i Stuen, efter at Vognen var kjørt. »Det
hang vist ikke rigtig sammen med den Kjøbenhavner, saa pæn han ellers
saa ud i Klæderne.« --
Vognen arbejdede sig møjsommelig frem gjennem det tunge Føre. Henning
havde faaet Kromandens Fodpose til Laans og hans tykke Pels ovenpaa
sin Vinterfrakke, men han frøs ikke des mindre, saa det isnede
gjennem ham.
Og paa samme Tid vedblev det at ringe inde i hans Hoved med en
besynderlig tom Lyd, ligesom der var gaaet noget itu derinde.
De snedækkede Marker og de tynde, forkrøblede Trær, der var plantede
langs Vejkanten, gled forbi ham med en underlig taaget Uvirkelighed.
Undertiden forekom det ham, at Markerne løftede sig op og pressede
ind paa begge Sider af Vognen, saa at den ikke kunde komme længere.
Men strax efter sænkede de sig igjen, saa dybt, dybt ned, at der kun
blev en ganske smal Strimmel tilbage, paa hvilken Vognen fór frem med
Fare for at styrte ned i det gabende Svælg, han bildte sig ind at se
paa begge Sider. --
De naaede Stationen et Par Minuter før Togets Afgang til Kjøbenhavn.
Henning skiltes fra den skikkelige Bondeknøs, der havde kjørt for
ham, gik ind og løste Billet, vandrede nogle Øjeblikke frem og
tilbage i Ventesalen, indtil Toget gled frem foran Perronen, og
Dørene blev aabnede, og tog saa Plads i en Kupé.
Han gjorde alt dette ganske rolig og afmaalt, og med Undtagelse af
den stærke Bleghed i hans Ansigt, vilde ingen have mærket noget
paafaldende hos ham. Derimod forekom det ham, at han handlede aldeles
mekanisk, uden at vide, hvad han foretog sig -- som om det var en
anden, usynlig Person, der ledede hans Bevægelser. --
Medens han sad alene i Kupéen -- det var et Godstog, og der var ikke
mange Passagerer med -- prøvede han paa at samle sine Tanker. Men det
var ham umuligt at komme paa det rene med, hvorvidt han først var
rejst ud samme Morgen og nu vendte hjem igjen, eller om han allerede
havde været flere Dage borte.
Med Undtagelse af denne underlige Forvirring følte han ikke noget
videre Ildebefindende. Kun det, at jo mere han tænkte, des mere
uklare og forvirrede blev alle hans Erindringer.
Og inde i Hovedet paa ham vedblev det at ringe med disse utallige
smaa, skarpe Klokker. --
Toget naaede Kjøbenhavns Banegaard. Han samlede sit Rejsetøj sammen,
forlod Kupéen, gik gjennem Ventesalen, raabte en Droske an, steg op i
Vognen og gav Kusken sin Adresse -- altsammen paa den samme mekaniske
Maade og med den samme Fornemmelse af, at det i Grunden slet ikke var
ham, men en helt anden Person, der besørgede det.
Da Drosken holdt udenfor hans Hjem, steg han ud og vilde tage
sin Portemonnai frem, men skjønt den som sædvanlig laa i hans
Benklædelomme, maatte han famle længe efter den, før han fandt den.
Han rakte Kusken nogle Penge -- hvor mange, vidste han ikke --
og Manden saa forundret paa ham, fordi Beløbet var en halv Snes
Gange større end det, han skulde have. Han troede aabenbart, at
hans Passager var beruset -- et Tilfælde, der jo ofte kan møde en
respektabel Droskekusk -- og han gjorde ham opmærksom paa, at der
var flere Penge, end Turen kostede. Men Henning nikkede blot med en
aandsfraværende Mine og vaklede gjennem Havelaagen, tværs over den
lille Have foran Huset.
Tjenestepigen, der havde set ham oppe fra Vinduet, lukkede op, men
fór angst tilbage _ved_ Synet af hans dødblege Ansigt.
»Aa Gud -- Herren er vist syg!« udbrød hun. --
Han hørte hende ikke, men tumlede ind i Atelieret, der laa til
venstre for Entréen. Pigen fulgte forskrækket bag efter.
Da han var kommen derind, blev han staaende nogle Sekunder og saa sig
om med et stirrende, tomt Udtryk i Blikket, som om han ikke kjendte
Stedet igjen. Pludselig løftede han begge Hænder op til sit Hoved --
der gik et skarpt, smertende Stik gjennem hans Nakke -- og han faldt
tungt om paa Gulvet. --
XX.
En tynd Solstraale listede sig ligesom frygtsomt hen over den
smeltede Sne, skinnede -- saa godt den kunde -- paa et Par
ungdommelige Vintergjække ude i Haven og krøb derpaa op ad Muren,
lige op til et Vindue i Stueetagen og lod den sidste Rest af sit Lys
glide ind mellem det halvt nedrullede Gardin og Vindueskarmen.
Solstraalen havde derefter endnu saa mange Kræfter tilovers, at den
kunde kaste et Par spredte Glimt paa Stuegulvet, men de naaede ikke
hen til en Seng, der stod med Hovedgjærdet op til Væggen lige over
for Vinduet.
Midt ude paa Gulvet var der opstillet et Staffeli med et stort,
næsten fuldført Billede. Det forestillede en Moder, der i den
heftigste Hjærteangst kaster sig over sin Søns afsjælede Legeme.
Henning havde forlangt at faa sin Seng flyttet ind i Atelieret, og
han vilde have Billedet staaende saaledes, at han kunde se det fra
det Sted, hvor han laa.
Naar Feberen var over ham, talte han uafladelig om dette Billede.
Den livløse Yngling, der var malet paa Lærredet, syntes ham at antage
lille Aages Træk, og han skreg i den heftigste Vaande, hvorfor
Skæbnen dog havde været saa grusom at lade Drengen leve, til han var
bleven en smuk og kjæk Yngling, for derpaa at strække ham kold og
stiv paa det uhyggelige Leje.
Til andre Tider bildte han sig ind, at det var sig selv, han havde
malet, og at den jamrende Kvinde, der havde kastet sig over hans Lig,
var Minna -- hans Hustru.
Men i de Timer, hvor han var ved sin Bevidsthed, laa han ganske
stille og saa hen paa Maleriet, medens der viste sig et glad Smil om
hans Mund. --
En Gang var Hans Frederik ude at se til ham. Den unge Skuespiller tog
sig Vennens haabløse Sygdom saa nær, at han for Tiden havde glemt
sine Citater af Alverdens ny og gamle Poeter. Han sad ved Siden af
Hennings Seng og trykkede af og til hans magre Haand, men ingen af
dem talte synderlig. Henning havde den Dag været mere aandsklar end
før under sin Sygdom.
»Du -- Hans Frederik« -- sagde den syge pludselig og tog fat i
Vennens Arm -- »sig mig -- men ærlig, forstaar du -- om du tror,
at det er sandt, hvad de andre fortæller -- at det -- der henne --
er godt? -- Jeg ligger og piner mig med den Ide, at de bare er saa
elskværdige at sige det, fordi jeg er syg. Og du ved ikke, hvor
gjærne jeg vilde lægge mig til at dø med den Bevidsthed, at jeg
virkelig havde været Maler -- ikke en, der havde fusket i en Kunst,
hvori han ikke havde noget at gjøre. -- Det vilde maaske faa mig til
at tro, at mit Liv havde været noget mindre mislykket ...« tilføjede
han sagtere.
»Aa -- Fanden i Vold med at dø,« sagde Hans Frederik paa en lidt
ukristelig, men ikke des mindre højst velment Maade -- »du kommer
dig saagu' nok, gamle Dreng, naar du bare lader være at ligge der
og snakke om et mislykket Liv. Hvad er det, der er mislykket? Ikke
det allermindste. De siger allesammen, at dit Billede bliver et af
de bedste paa Udstillingen -- hvad kan du saa forlange mere? Naa --
og hvad det andet angaar -- saa vil det jo ogsaa blive godt, naar du
først er bleven rask. Ikke sandt, Henning -- hun har víst i denne
slemme Tid, at hun kan være saa kjærlig og opofrende som nogen Hustru
-- brav og hæderlig har hun jo altid været -- hvad skulde der saa
være i Vejen for, at al Ting kunde blive godt mellem jer? -- Du ved,
at jeg i sin Tid har opgivet Theologien, fordi jeg principmæssig
hader Prædikener baade med og uden Præstekjole -- men jeg vil dog
sige dig, at I har al Grund til at betragte dette som en Lære, I vil
være taknemlige for i Fremtiden ...«
Henning saa paa ham med et varmt Blik og trykkede hans Haand.
»Du er en brav Fyr, Hans Frederik, og du mener mig det godt. Men
hvorfor vil du forsøge paa at bilde mig noget ind, som du ikke selv
tror paa? Du ved lige saa godt som jeg selv, at jeg ikke har mange
Uger tilbage. Og jeg forsikrer dig, at jeg tænker ganske rolig
derpaa. -- Naar jeg blot ved, at Minna og Drengen maa faa det godt.
Du kan være vis paa, Hans Frederik, at det er bedst saaledes. Der
ligger saa megen Svaghed og Halvhed bag ved mig, og jeg er kommen
til at stole saa lidt paa mig selv, at jeg sandsynligvis vilde bukke
under igjen for den første Hindring, der traadte mig i Vejen. --
Nej -- jeg vilde alligevel ikke i Længden du til at udrette noget
ordentligt.«
»Det har du ikke Lov til at sige« -- Hans Frederiks Stemme var
alvorlig og indtrængende -- »du har før víst, at du har en hel Del
Modstandsevne, og du har paa mange Punkter kæmpet ærlig -- vi er
allesammen mere eller mindre skrøbelige, gamle Ven, og derfor beror
der saa meget paa det Farvand, vi kommer til at sejle i. -- Der
var maaske ét Tilfælde, hvor du tog fejl -- ikke sandt? -- og det
stækkede dig lidt, men finder du for Fremtiden en Hustru, der er sin
Opgave voxen, og er du bleven lidt mere sikker paa dig selv, saa skal
du se, hvorledes det altsammen klarer sig for jer.«
»Men en saadan Hustru vilde Minna aldrig kunne blive mig,« svarede
den syge sagte. »Jeg agter hende -- jeg nærer lutter venlige og gode
Følelser for hende, og jeg føler en inderlig Medlidenhed med hende,
fordi ogsaa hendes Tilværelse er bleven ødelagt -- saa ung som hun
er. Men -- elske hende som en Mand skal elske sin Hustru -- det har
jeg desværre aldrig gjort, og en saadan Kjærlighed vilde aldrig kunne
vaagne mellem os. -- Og ser du, Hans Frederik« -- Hennings Stemme
var bleven stærkere og lød helt højtidelig i det stille Sygeværelse
-- »det har været vor største Synd, at vi giftede os med hinanden
uden den rette Kjærlighed, byggede vor Fremtid paa en letsindig og
overfladisk Følelse -- det har hævnet sig haardt paa os begge to. --
Det er en gammeldags Ulykke, mener du? Men den kræver stadig ny Ofre
...«
* * * * *
I mange, lange Nætter og Dage havde Minna vaaget ved hans Seng uden
at unde sig nogen Hvile eller finde Ro for alle de bitre og knugende
Tanker, der stormede ind paa hende.
Kunde det være muligt, at hun helt og holdent var Skyld i, at hans
Liv var blevet ligesom brudt over paa Halvvejen? -- Tanken vedblev at
jage hende som et truende Spøgelse og opfyldte hende med en uendelig
Kval. --
Hun mindedes, hvor frejdig og livsglad han havde været, da hun
havde lært ham at kjende for knapt sex Aar siden. Men lidt efter
lidt havde han forandret sig. Han havde mistet sit kjække Mod, var
begyndt at tvivle om sig selv, var bleven uoplagt til sit Arbejde. --
Den Overbærenhed og kjærlige Iver, han fra først af havde víst for
at indvirke paa hende, var bleven afløst af aabenlys Vrede og kold
Høflighed eller hyklet Venlighed, og tilsidst havde andre fortrængt
hende af hans Tanker, og det var endt med et fuldstændigt Brud mellem
dem. --
Havde hun virkelig forskyldt alt dette? Hun, der altid havde været en
retskaffen Kone, og som aldrig havde forsømt -- de ydre Pligter.
Javist -- men ogsaa kun dem. Og dog havde hun maaske holdt af ham paa
sin Vis.
Uden at hun selv vidste rigtig af det, havde det været Kilden til
en stadig Lidelse for hende at tænke paa, at noget andet -- om det
saa var hans Arbejde -- kunde faa Del i ham. Det havde ofte været
en saadan instinktmæssig Frygt, der havde gjort hende bitter og
opfarende.
Hun forstod nu, at det havde været en besynderlig Vej til at
fjærne Aarsagerne til denne Frygt, men hun havde ikke kunnet være
anderledes. -- Og desuden havde der ogsaa været Tider, hvor hun blev
saa trykkende kjed af de Forhold, hun levede i; hvor hun syntes, han
var hende ligegyldig, eller maaske ikke fandt ham mandig nok til, at
hun kunde bøje sin Vilje ind under hans. --
Men nu, da han laa for Døden -- og hun vidste, at Lægerne havde
sagt, at hans Sygdom var haabløs -- kom det altsammen med saadan en
forfærdelig Magt over hende. -- Alt det, hun havde forsømt, og som nu
aldrig kunde gjenoprettes.
Medens hun sad ved Sengekanten og stirrede paa hans voxagtige Aasyn,
der fortrak sig krampagtig under den Døs, hvori han laa, kom der en
dødelig Angst over hende, og hun jamrede over, at det ikke var hende
i Stedet for ham, som laa der og skulde til at dø, saa at hun kunde
være bleven fri for at leve med den frygtelige Tanke, at hun havde
ødelagt de bedste Aar af hans Liv, indtil Døden havde adskilt dem.
Om han nu slet ikke vaagnede; om hun aldrig skulde høre et forsonende
og tilgivende Ord af ham. --
Hun saa paa de indsunkne Tindinger, hvortil hans mørkebrune Haar,
der var blevet tyndt og afbleget under Sygdommen, klæbede sig fast.
Hans Øjelaag var ikke helt tillukkede, saa det saa' ud, som om Øjet
allerede var brustent, og paa begge Sider af Næsen viste der sig en
dyb, blaalig Fure, der gav Ansigtet et ligagtigt Udseende. --
Det forekom hende, at hun kunde se, hvorledes Dødens Skygger lagde
sig tættere og tættere over hans Træk, og hendes Angst voxede, saa
hun til sidst skreg hans Navn frem.
Han lukkede langsomt og besværlig Øjnene op og vilde række sin Haand
hen imod hende. Hun kastede sig i vild Fortvivlelse over Sengen.
»Henning -- Henning -- kjender du mig ikke?«
Han nikkede og prøvede paa at smile til hende.
»-- Henning -- du maa ikke dø -- hører du ... jeg har saa meget at
gjøre godt mod dig -- Aa Gud -- aa Gud --!«
»Vær ikke saa urolig, Minna« -- sagde han. »Det bliver nok bedre for
os begge to.«
»Henning -- Henning -- er jeg Skyld i det alt ... altsammen? Kan du
sige mig et eneste forsonende og tilgivende Ord!«
»Stakkels Minna« -- han lagde sin Haand paa hendes smukke,
gyldenblanke Haar -- »det er vel kun den mindste Del af Skylden, der
er din. Hvad kunde du gjøre for, at der har været saa lidt Tømmer i
mig, og at vi har passet saa daarlig for hinanden. ... Lov mig blot«
-- han trak hende nærmere hen til sig, saa hans Aande strejfede
hendes Kind -- »lov mig, at du vil opdrage Aage, saa der kan blive
baade en god og en stærk Mand af ham. Lad ham ikke blive saa vag og
blød, som jeg har været, Minna ... det er en stor Ulykke ...«
»Fa'er -- lille gode Fa'er!« kaldte en Barnestemme udenfor
Atelierdøren. -- Men den syge hørte det ikke. Han var falden tilbage
paa Puden og havde lukket de tunge Øjelaag. -- --
Solstraalen, der før havde kigget saa beskeden ind, bredte sig i en
gylden Strøm tværs over Gulvet, helt hen til Sengen. Og udenfor i
Alléen, hvor Træerne begyndte at knoppes, fløj en Spurvefamilie til
Vejrs med en lystig Kvidren om Liv og Foraar. --
End of Project Gutenberg's Et Ægteskabs Historie, by Vilhelm Østergaard
*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK ET ÆGTESKABS HISTORIE ***
***** This file should be named 43899-8.txt or 43899-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
http://www.gutenberg.org/4/3/8/9/43899/
Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)
Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.
Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties. Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research. They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.
*** START: FULL LICENSE ***
THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License available with this file or online at
www.gutenberg.org/license.
Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works
1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement. See
paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works. See paragraph 1.E below.
1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States. If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed. Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work. You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in
a constant state of change. If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.
1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:
This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org
1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges. If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.
1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.
1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form. However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.
1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that
- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
you already use to calculate your applicable taxes. The fee is
owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
has agreed to donate royalties under this paragraph to the
Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments
must be paid within 60 days following each date on which you
prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
returns. Royalty payments should be clearly marked as such and
sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
address specified in Section 4, "Information about donations to
the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
License. You must require such a user to return or
destroy all copies of the works possessed in a physical medium
and discontinue all use of and all access to other copies of
Project Gutenberg-tm works.
- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
electronic work is discovered and reported to you within 90 days
of receipt of the work.
- You comply with all other terms of this agreement for free
distribution of Project Gutenberg-tm works.
1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.
1.F.
1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.
1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.
1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from. If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation. The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund. If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.
1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.
Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation information page at www.gutenberg.org
Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation
The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations. Its business office is located at 809
North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email
contact links and up to date contact information can be found at the
Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact
For additional contact information:
Dr. Gregory B. Newby
Chief Executive and Director
[email protected]
Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation
Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment. Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.
The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements. We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance. To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit www.gutenberg.org/donate
While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.
International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.
Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit: www.gutenberg.org/donate
Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.
Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone. For forty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
www.gutenberg.org
This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
