Pelle Erobreren 2: Læreaar

By Martin Andersen Nexø

The Project Gutenberg eBook of Pelle Erobreren 2: Læreaar
    
This ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this ebook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.

Title: Pelle Erobreren 2: Læreaar

Author: Martin Andersen Nexø

Release date: August 24, 2025 [eBook #76723]

Language: Danish

Original publication: Copenhagen: Gyldendal, 1907

Credits: Jens Sadowski and the Online Distributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net. This file was produced from images generously made available by The Internet Archive.


*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK PELLE EROBREREN 2: LÆREAAR ***


                            PELLE EROBREREN.
                                   II


                            M. ANDERSEN NEXØ




                            PELLE EROBREREN.
                                LÆREAAR


                                 ROMAN

                              FOLKEUDGAVE


                        KØBENHAVN OG KRISTIANIA
                         GYLDENDALSKE BOGHANDEL
                             NORDISK FORLAG
                                  1907


                         OPLAG 2500 EKSEMPLARER


                    FR. BAGGES KGL. HOF-BOGTRYKKERI
                               KØBENHAVN




                                   I


En saadan Tilfældighed som det, at gamle Klavs Herman netop skumplede af
Sted til Staden i sin Møgvogn for at hente Gødning, den højluftede
Majdag Pelle kastede sig ud af Reden, blev bestemmende for Drengens
Livsstilling. Mere kunde der ikke afsés til det Spørgsmaal: Hvad skal
Pelle være?

Han selv havde slet ikke stillet sig det — han drog blot frem i Dagen
med Sindet aabent mod den lyse Verden. Det han skulde være, naar han
naaede derud, det var noget saa ubegribeligt, at det simpelt hen var
Tosseværk at gætte. Derfor gik han bare fremad.

Nu var han naaet til det yderste af Højdedraget. Han laa i Grøften og
pustede ud efter den lange Vandring, træt og sulten men i fortræffeligt
Humør. Dernede for hans Fødder, kun en halv Mil borte, laa Staden og
lyste festligt, fra de hundrede Arnesteder snoede Middagsrøgen sig op i
den blaa Luft, de røde Tage lo skælmsk op i Dagens fornøjede Ansigt.
Pelle gik straks i Gang med at tælle Husene, han havde kun anslaaet dem
til en Million for ikke at overdrive, og var allerede naaet til over
hundrede.

Midt i Tællingen sprang han fra — hvad mon de fik til Middag dernede? De
levede nok godt de! Mon det var fint at blive ved til man var helt mæt,
eller lagde man Skeen paa Halvvejen — ligesom Proprietærens naar de var
til Gilde? For en der var sulten altid var det et meget alvorligt
Spørgsmaal.

Der var stærk Færdsel paa Landevejen, de drog forbi kørende og gaaende,
Folk med Kisten bag i Vognen, og andre der bar deres Grejer i en Sæk paa
Nakken lige som han selv. Pelle kendte nogle af dem og nikkede
velvilligt; om dem alle vidste han Besked. Det var Folk som skulde ind
til Staden — hans Stad. Nogle skulde videre fort over Havet — til
Amerika eller over og tjene Kongen; man kunde se det paa Udhalingen og
de stivnede Ansigter. Andre skulde bare ind og slaa Lønnen ihjæl og
holde Skiftedag — de kom trallende i hele Klynger, med frie Hænder og
løssluppent Humør. Men de egenlige det var dem der havde Kisten med sig
paa en Trillebør eller kom bærende med den én i hver Hank. De var røde i
Kinderne og febrilske i deres Bevægelser; det var Folk der havde sagt
sig løs fra Landet og den tilvante Levemaade, og valgt Staden lige som
han selv.

Der kom en Husmand trillende med en lille grøn Kiste, bred i Bunden var
den og med nydelige hjemmemalede Blomster. Ved Siden af ham gik
Datteren; hun var hed i Kinderne og havde Øjnene ude i det ubekendte.
Faderen talte, men hun saa ikke ud til at høre det. „Ja nu tager du saa
Ansvaret for dig selv, husk paa det og kast dig ikke bort. Staden er god
nok for den, der vil frem og kan staa paa egen Fordel; men den tager det
ikke saa nøje med om noget trædes ned. — Tro heller ingen for godt du —
derinde er de forfarne i Forførelseskunsten. — Men mild og venlig maa du
være!“ — Hun svarede ikke; hun var nok mere optaget af, at hun ikke kom
til at gaa udad paa de ny Sko.

Der gik en Strøm udad ogsaa; hele Formiddagen havde han mødt Svenskere,
der var kommet med Damperen om Morgenen og søgte ud paa Landet efter
Tjeneste. Der var gamle udslidte Folk og Smaapoge, Piger saa vakre som
Lyse Marie, og unge Arbejdere der havde Alverdens Slagkraft liggende i
Lænd og Muskler. Det var Livet der strømmede til andet Steds fra for at
udfylde Pladsen efter de bortdragende Skarer — men det angik ikke Pelle.
Allerede for syv Aar siden oplevede han alt det, der nu fyldte deres
Ansigter med Uro; den Ronde de nu begyndte paa, havde han bag sig. Der
var intet at se sig tilbage efter.

Men dér kom Kaasegaardens gamle Forkarl vandrende, helt amerika-udstyret
med Vadsæk og Silketørklæde og den aabne Frakkes Inderlomme struttende
af Papirer. Saa havde han endelig bestemt sig, og rejste efter Kæresten
som i tre Aar havde været derhenne.

„Holla!“ raabte Pelle. „Skal det nu være?“

Karlen kom hen og satte Vadsækken paa Grøftekanten.

„Ja nu skulde det jo være,“ sagde han, „Lavra vil ikke vente paa mig
længer. Saa faar jo de gamle se at klare sig Søn foruden; nu har jeg
gjort Sagerne for dem i tre Aar. Bare de nu kan hjælpe sig selv.“

„Det kan de nok,“ sagde Pelle erfarent „— og ellers faar de leje Hjælp.
Der er ingen Fremtid for unge Folk paa det Hus.“ Han havde hørt de ældre
sige det og slog overlegent i Græsset med sin Kæp.

„Nej og Lavra vil heller ikke være Husmandskone. — — Naa, farvel med
dig!“ Han rakte Pelle Haanden og forsøgte et Smil, men Trækkene gik
deres egen Vej, og det blev kun til noget forpint. Han stod lidt og saa
ned paa sine Støvler, Tommelen gik famlende hen over Ansigtet som vilde
han stryge det pinagtige til Side; saa tog han Vadsækken og gik. Det var
nok ikke stort bevendt med ham.

„Jeg kan godt overtage Billeten og Kæresten for dig!“ raabte Pelle
overgivent og strakte sig voksent; han var i knusende stort Humør.

Den Vej Pelles eget Blod viste, vandrede Alverden i Dag — hver en Karl
med lidt Skub i, hver Tøs der saa godt ud. Vejen var ikke ledig for
Færdsel et Øjeblik, det var som et stort Opbrud — bort fra de Steder,
hvor enhver vidste han var dømt til at dø nøjagtig paa den Plet han
fødtes, og ud i den spændende Uvished. De smaa Teglstenshuse, der laa
spredt ud over Byvangen, eller stod opmarsjeret i to enkle Rækker hvor
Landevejene løb ind i Byen — det var Bondelandets smaa Hytter der havde
sagt sig løs fra alt derude og klædt sig i Købstaddragt og vandret
nedover. Og nede ved Stranden stod Husene maset sammen i Klynge omkring
Kirken; de var ikke til at hitte Rede i, saadan pakkede de paa. Det var
saa Skarerne, som var paa Vandring udad drevet af deres Udlængsel — og
saa havde Havet stoppet dem.

Pelle selv var ikke til Sinds at lade sig stoppe af noget. Kanske fandt
han ikke Behag i Byen men gav sig til Søs. Saa en Dag traf han en Kyst
der behagede ham, steg i Land og slog sig paa Guldgraveriet. Derude gik
Pigerne jo nøgne og skjulte deres Skam med blaa Tatoveringer; men Pelle
han havde Kæresten siddende hjemme og vente trofast. Hun var vakrere
endnu end Bodil og Lyse Marie tilsammen, og altid var der Rend i hendes
Fodspor; men hun sad trofast hen og sang Kærlighedsklagen:

   „En Elsker jeg havde som ogsaa forsvandt;
   han sejled over Bølgen den grumme.
   Tre Aar er det siden jeg talte med ham,
   og intet Brev mon jeg bekomme!“

Og bedst som hun sang, kom Brevet ind ad Døren. Men hvert Brev Lasse
modtog, faldt der en Tikrone ud af; og en Dag saa var Billeterne der til
dem begge to. Saa duede Viserne ikke længer, for i dem omkom de altid
paa Overfarten, og den stakkels Yngling stod paa Stranden Resten af sine
Dage og spejdede i Vanvids Mørke efter hver bovnende Sejler. Men Lasse
og hun kom rigtigt frem — efter mange Besværligheder forstaas — og Pelle
stod paa Stranden og tog imod dem. Han havde bare uglet sig ud som en
Vild, og lod som han vilde æde dem før han gav sig til Kende.

Hovsa! Pelle stod paa sine Ben. Oppe fra Vejen lød en Skramlen, som om
mindst tusende Leer var raget i Klammeri, og en Fjællevogn vaklede
langsomt ned mod ham, trukket af to Lyngkrikker saa usle som han endnu
aldrig havde set dem. Paa Sædefjælen sad en gammel Bondemand og dinglede
lige saa faldefærdigt som alt det øvrige. Om det var selve Vognen eller
de to knokkelfyldte Skind foran, der gjorde saa vældig Staahej ud af
Skridtgangen, vidste Pelle ikke saa lige. Men da Køretøjet langt om
længe naaede ned til ham og den gamle Bonde holdt an, kunde han ikke
modstaa Indbydelsen til at sidde op. Hans Skulder værkede endnu af
Sækken.

„Du skal til Staden mossen?“ sagde Gamle Klavs og pirkede til hans
Ejendele.

Til Staden ja! Det var et Greb lige ind i Pelles overfyldte Hjærte, og
før han saa sig for havde han udleveret sig og hele sin stolte Fremtid
til den gamle Bonde.

„Naa ja — ja vist saa ja — — naturligvis det ja!“ faldt Klavs nikkende
ind, alt som Pelle skred frem. — „Ja det forstaar sig! Mindre kan skam
ikke gøre det! — Og hvad har du saa tænkt at ende som — Amtmand eller
Konge?“ han saa drævende op. — — „Ja til Staden ja, den Vej stryger de
jo, alle de som mener sig kaldede til noget. Saa snart en Hvalp faar
lidt Kræfter i Lemmerne eller en Skilling i Lommen, til Staden maa han
og lægge det dér. Og hvad kommer der saa fra Staden? Møg og ikke andet!
Andet har jeg da aldrig kunnet opdrive derinde, og nu er jeg fem og
tres. Men hvad nytter det vel at snakke? ikke mere end at sætte Bagen
til og blæse imod Vejret. Det kommer over dem lige som Kneb over
Spædekalve, og hu hej af Sted maa de — ind og besørge noget stort. Saa
kan Klavs Herman køre det ud igen efter dem! Plads har de ikke, nogen
Slægt at ty ind til heller ikke; men stort er det altid, det der venter
dem. For derinde staar jo Sengene opredte paa Gaden, og Rendestenene
flyder over med Mad og Penge. — Eller hvad har _du_ tænkt dig? lad os
engang høre.“

Pelle blev ildrød. Han var endnu ikke naaet frem til Begyndelsen, og man
greb ham allerede i at være en Torsk.

„Naa ja ja,“ sagde Klavs godmodigt — „du er jo ikke større Nar end alle
de andre. Men vil du lyde mit Raad, saa ting dig i Lære hos Skomager
Jeppe Kofod; jeg skal netop ind til ham efter Gødning, og jeg ved han
søger en Dreng. Saa behøver du ikke flyde om i det uvisse, og du bliver
kørt lige til Dørs — som andre Herskabsfolk.“

Det gav et Sæt i Pelle — var der noget han aldrig kunde tænke sig at
blive saa var det Skomager. Selv ude paa Landet hvor de saa op til
Haandværkerne, hed det altid naar en Dreng vantrivedes: Skidt der kan
altid blive en Skomager eller Skrædder af ham! Men Pelle var ingen
Krøbling, der maatte søge Stillesidden for at klare sig — han havde
Kræfterne og den gode Vækst. Hvad han skulde blive — ja det laa i
Lykkens gode Hænder; men saa meget havde han paa Fornemmelsen, at det
skulde være noget raskt noget med meget Slag i. Og han havde i al Fald
udmærket Rede paa, hvad han ikke vilde være.

Men da de trillede gennem Staden, og Pelle — imødekommende mod den store
Verden — tog Huen af for enhver uden at nogen hilste igen, faldt hans
Mod og en Følelse af egen Ubetydelighed listede ind paa ham. Det usle
Køretøj, som Købstadfolkene leende pegede Fingre ad, bidrog vel ogsaa
sit dertil.

„Det var ogsaa noget Pak at tage Huen af for,“ snærrede Klavs. „Se
engang hvor oppustede de ter sig, og saa har de dog stjaalet alt hvad de
har fra os andre. Eller hvordan — kan du se om de har faaet Foraarssæden
i Jorden endnu?“ Han stirrede haanligt ud over Gaden.

Nej paa Stenbroen voksede ingenting, og alle disse Smaahuse der laa og
trykkede hinanden ud og ind tog efterhaanden Vejret fra Pelle. Her var
jo Mennesker i tusendvis om det forslog, og al blind Tillid maatte vige
for det simple Spørgsmaal, hvor de fik Føden fra. Dermed var han igen
hjemme i sin kendte fattige Verden, hvor ingen Rus forslog blot til
Anskaffelsen af et Par Sokker. Han blev med ét saa inderlig myg og
erkendte, at det kunde holde haardt nok for ham at faa Føden her mellem
disse Sten, hvor man ikke paa naturlig Vis avlede den frem af Jorden men
fik den — ja hvordan?

Gaderne var fulde af Tjenestefolk. Pigerne stod i Klynger med hinanden
om Livet og stirrede med tændte Øjne paa de udstillede Bomuldsstoffer;
de vuggede sagte frem og tilbage som om de drømte. En rødskoldet
Tjenestedreng paa Pelles Alder gik midt ad Gaden og aad af et stort
Hvedebrød som han holdt i begge Hænder; han havde skorpede Øren, og
Hænderne var tykke af Kulde. Bønderkarle kom halende med et rødt Knytte
i Haanden og Overfrakken daskende paa Læggene. De stansede brat paa et
Gadehjørne, saa sig vagtsomt om og pilede saa ned ad en Sidegade.

Uden for Butikerne gik de Handlende frem og tilbage i bart Hoved; naar
nogen stansede ved deres Vindu, bød de ham indenfor i de høfligste
Vendinger — og blinkede i Smug til hinanden over Gaden.

„I Dag har de Handlende nok ordenlig faaet Varerne frem,“ mente Pelle.

Klavs nikkede. „Ja ja gon, i Dag har de faaet alt det frem, der ikke
ellers kan afsættes — for i Dag er Tosserne kommet til Markeds. Det
dernede det er Værtshusholderne,“ han pegede ned i Sidegaderne. „De ser
saa længselsfuldt herop ad, men deres Tur kommer ogsaa nok. Vent til i
Aften, og gaa saa omkring og spørg de forskellige, hvor meget de har
igen af sidste Aars Løn. Jo Staden er en herlig Plet — fi for den Lede!“
Klavs spyttede væmmet.

Pelle havde sat hele sit blinde Mod over Styr. Han saa jo ikke én der
foretog sig noget af det, hvorved han selv kunde tjene Føden. Og hvor
meget Mod han end havde paa at høre med til denne ny Verden, vove sig op
i noget, hvor han maaske uden at vide af det var med til at trække
Klæderne af sine gamle Fæller, det kunde han ikke. Ribbet for al sin
Dygtighed og med en ynkelig Følelse af, at selv hans eneste Rigdom
Hænderne var værdiløs herinde, lod han sig viljeløst skumple med ud til
Mester Jeppe Kofods Værksted.




                                   II


Der stod aabent gennem Forstuen ud til Gyden hvor Folk kom og gik —
Madam Rasmussen som altid havde travlt, Gamle Skipper Elleby,
Kontrollørens Pige i hvid Kappe, gamle Aftægtsbønder som tog deres
Livrente bort fra Gaarden og aad den op herinde, gigtsvage Skippere som
havde sagt Søen Farvel. Spurvene holdt et syndigt Spektakel derude paa
den toppede Stenbro, de laa med udposede Fjer og gassede sig i
Hestepærerne, sloges saa det røg om dem og skreg overstadigt.

Der stod ogsaa aabent ud til Gaarden. Alle fire Vinduer var slaaet op,
og det grønne Lys sivede ind og lagde sig over Ansigterne. Men lige
meget hjalp det; der rørte sig ikke en Vind — og desuden, Pelles Hede
kom indefra. Det var af Angst han svedte.

Forresten trak han godt i Beget — undtagen lige naar noget udefra tog
hans pinte Sind og førte det ud i Solskinnet.

Alting derude formelig plaskede i Solskin; herinde fra det skumle
Værksted tog det sig ud som en gylden Flod der strømmede forbi mellem
Husrækkerne, stadig i samme Retning, ned mod Søen. Der kom et hvidt Dun
sejlende paa Lyset, og hvidgraa Tidselfnug, hele Myggesværme og en stor
Humlebi, bred og vuggende. Det hvirvlede lysende forbi Døraabningen og
blev ved, som var der noget det hele løb efter — et Ulykkestilfælde
eller kanske Fest.

„Sover du Klør?“ sagde Svenden skarpt. Pelle jog sammen og sled videre i
Beget, holdt det i det hede Vand og æltede løs.

Inde hos Bageren — Gamle Mesters Broder — var de i Færd med at hejse
Melsække op. Trissen peb ynkeligt, og ind imellem hørte man Mester
Jørgen Kofod regere med Sønnen i høj Fistel. „Du er et Fæ Søren, et
forpinenes Drog — hvad skal det dog blive til med dig? Har vi ikke andet
at tage Vare du tror, end at løbe til Bønnemøder midt om Hverdagen?
giver det til Føden kanske? Nu bliver du her — eller Gud forlade mig jeg
slaar dig til Krøbling.“ Saa knebrede Konen ind med, og der blev
pludselig stille. Og lidt efter kom Søren strygende som en Skygge under
Genbomuren derovre, med Sangbogen i Haanden. Han lignede Tudeper, krøb
langs med Murene, og klippede sammen i Haserne naar nogen saa hvast paa
ham. Han var 25 Aar og tog Prygl af sin Far uden at kny. Men naar det
galdt de gudelige Forsamlinger, trodsede han Folkesnak og Prygl og
Fadervrede.

„Sover du Klør? Jeg skal vel komme og sætte Liv i dig?“

Ellers talte ingen paa Værkstedet — Svenden tav jo, og saa havde de
andre at holde Mund. Hver hang over sit Arbejde, og Pelle trak Beget saa
langt han kunde, æltede Fedt i og trak videre. Ude i Solskinnet daskede
en og anden Gadedreng forbi. Idet de fik Øje paa Pelle, satte de en
knyttet Haand under Næsen, nikkede forjættende ind og sang:

   „Skomageren med sin begede Tud,
   jo mere han tørrer, des værre ser den ud!“

Pelle lod som han ikke saa dem, men mærkede sig i Smug hver enkelt. Det
var hans oprigtige Hensigt at udrydde dem alle af Jordens Overflade.

Pludselig satte de i Løb op ad Gaden, hvor en mægtig enstonig Stemme
løftede sig og strømmede udover. Det var den gale Urmager, der stod paa
sin høje Trappe og raabte Fordømmelsens Dom ud over Verden paa maa og
faa.

Pelle vidste godt, at Manden var gal; de Ord han drev saa vægtigt ud
over Staden, var der slet ingen Mening i. Men underlige lød de ikke des
mindre, og _Begprøven_ hang over ham som noget af en Dommedagsstemning.
Han kom uvilkaarligt til at fryse ved denne advarende Røst, der vejede
Ord ud saa tunge at de slet ingen Mening rummede — lige som de stærke
Ord i Biblen. Dette her var simpelthen _Røsten_, forfærdelig som den
kunde lyde ud af Skyen, saa det kvak i baade Moses og Paulus,
skæbnesvanger som Pelle selv havde lyttet sig den ud af Stengaardens
Mørke, naar Straffedommen stod paa.

Kun Tanken om Lille Nikas’ Spanderem afholdt ham fra at springe ret i
Vejret og lade sig falde lige som Paulus. Den var et Stykke uafrystelig
Virkelighed midt i alle Fantasier; paa to Maaneder havde den lært ham,
aldrig helt at glemme hvor og hvem han var. Han tog sig ogsaa nu i
Nakken og nøjedes med at lægge al sin Tristhed ind i Bearbejdelsen af
dette Beg, som det ellers kunde været saa fristende at ligne ved
Helvedes Begpøl hvori han skulde martres. Men saa hørte han Unge Mesters
lyse Stemme ude i Gaarden, og det hele veg. Helt farlig kunde Prøven vel
heller ikke være, siden de andre her havde bestaaet den — han havde da
set drabeligere Karle i sin Tid!

Jens sad og dukkede Hovedet, som om han ventede en oven i det — det var
Hjemmets Forbandelse der hang over ham bestandig. Han var saa langsom i
det, Pelle kunde allerede arbejde ham agterud; et eller andet sad
hæmmende i ham som en Forgørelse. Men Peter og Emil var raske Gutter —
de vilde bare gærne slaa.

Inde under Æbletrærne legede den tidlige Sommer, og lige op ad
Værkstedsvinduerne stod Grisen og smaskede i sit Trug. Denne Lyd var som
et varmt Strøg om Hjærtet; fra den Dag Klavs Herman rystede den hvinende
Pattegris ud af Sækken, begyndte Pelle at slaa Rod; saa forladt den
ogsaa skreg den første Tid, noget af hans Forladthedsfølelse bares bort
med dens Hvin. Nu skreg den blot fordi den blev slet fodret, og Pelle
saa sig godt gal paa det Roderi — en Gris skulde spise op, det var den
halve Trivsel. Man kunde ikke saadan rende og slaa oven i og oven i
hvert femte Minut — naar Varmen rigtig meldte sig, vilde den faa sur
Vom. Men der var ikke Menneskeforstand i de Byboer.

„Bestiller du noget Klør? jeg synes du snorker.“

Unge Mester kom hinkende ind, tog sig en Slurk og begravede sig i Bogen.
Mens han læste smaafløjtede han til de andres Hammerslag. Lille Nikas
gav sig til at fløjte med, og de to ældste Drenge der bankede Lær
hamrede sig ind i Takten; de slog Mellemslag saa det gik som Kæp i et
Hjul. Svendens Triller blev voldsommere og voldsommere for at følge med
— det ene tog det andet; og Mester Andrés havde rejst Hovedet lyttende
fra Bogen. Han sad og stirrede langt ud, i hans Blik hang slørede Syner
efter Læsningen. Og saa i et Ryk var han nærværende og midt op i det
hele, Øjnene spillede skalkagtigt hen over dem alle — han _stod_ op,
Stokken sad støttende under den daarlige Hofte. Mesters Hænder dansede
slapt i Luften, Hovedet og hele Skikkelsen vred sig fjollet under
Rytmens Tvang.

Svup slog de dansende Hænderne ned over Tilskærekniven, og Mester svøbte
Tonerne ud over den skarpe Æg med Hovedet paa Siden og lukkede Øjne —
det hele Udtryk borte i indadvendt Lytten. Men saa pludselig straalede
Ansigtet op i Lyksalighed, hele Skikkelsen krøb rund i fjoget Nyden, den
ene Fod greb desperat i Luften som slog han Harpen med Tæerne — Mester
Andrés var baade Musikidioten og den musikalske Klown. Og smæk laa saa
Kniven paa Gulvet, og han havde det store Bliklaag i Haanden —
tjim-da-da-da; tjim da-da-da! Fløjten var i et Trylleslag forvandlet til
Tromme og Bækken.

Pelle lo saa han brast sammen, saa forskrækket til Spanderemmen og brød
ud igen; men ingen ænsede ham. Mesters Fingre og Haandled dansede
Djævledans paa Bliklaaget, og pludselig fór Albuen til og huggede sig i
det, saa Laaget sprang — _maatte_ springe — lynsnart ned mod Mesters
Knæ, om mod hans Klampehæl som stak bagud, i Hovedet paa Pelle, rundt
paa de umuligste Steder dum, dum i vild Besættelse over Svendens
Fløjtetoner. Det var ikke til at begaa sig; Forbundteren gav sig frækt
til at fløjte med, først varsomt og da intet fløj i Hovedet paa ham, for
fuld Kraft. Og næstyngste Dreng Jens — Musikdjævlen som Mester kaldte
ham fordi alting blev til Toner mellem Fingrene paa ham — han greb saa
kejtet i Rispen han stod og strøg, at den gav sig til at løbe nynnende
hen under alting, stigende og faldende paa to-tre Noder, som en
velbehagelig Brummen der bar det hele. Derude paa Æblegrenene kom
Fuglene hoppende; de lagde Hovedet nysgærrigt paa Siden, skurede Fjerene
forrykt ud fra Kroppen og kastede sig op i dette Orgie af Jubel, der var
foraarsaget af en Stump knaldende blaa Himmel. Men saa fik Unge Mester
sit Hosteanfald, og det hele gik i Staa af sig selv.

Pelle sled i Beget, æltede og kom Fedt i. Naar den sorte Masse var ved
at stivne, jog han begge Hænder i det hede Vand saa det sprængte i
Fingerspidserne. Gamle Jeppe kom trippende ind fra Gaden, i en Fart fik
Mester Andrés Tilskærebrædtet lagt over Bogen og strøg flittigt sin
Kniv.

„Det var ret,“ sagde Jeppe — „i Varmen med Beget, des bedre binder det.“

Han havde trillet Beget i Kugler og smidt dem i Blødebaljen, nu stod han
tavs; han havde ikke Mod til selv at melde klar. De andre havde pustet
Begprøven op til det uformelige, der groede alle Rædsler ud af dette
gaadefulde der nu ventede ham; og var det ikke fordi han vidste med sig
selv at han var en rask Gut — ja saa var han rent fra det hele. Men nu
_vilde_ han tage sin Tørn, hvor galt det saa blev — han maatte blot have
Tid til at svælge først. Saa fik han vel Bonden brændt eftertrykkeligt
af sig, og Haandværket laa aabent med dets Sang og Vandreliv og fikse
Svendeklæder. Værkstedet her var nok nærmest et beklumret Hul, hvor man
sad og sled i sure Transtøvler; men han forstod, at man maatte igennem
det for at naa ud til den store Verden, hvor Svendene gik med Laksko til
Hverdag og syede Skotøj til selve Kongen. Den lille By havde foreløbig
givet Pelle en Anelse om, at Verden var næsten uoverkommelig stor; og
denne Anelse fyldte ham med Utaalmodighed. Det var hans Agt at overkomme
det hele!

„Nu er jeg færdig,“ sagde han resolut; nu skulde der en Afgørelse paa,
om han og Haandværket stod til hinanden.

„Saa kan du slaa en Risp op — men lang som et ondt Aar!“ sagde Svenden.

Gamle Mester var Fyr og Flamme. Han gik og passede paa Pelle med Tungen
ud af Munden, traadte helt ungt i det og udbredte sig om sin egen
Læretid for 60 Aar siden i Kongens København. Det var Tider det! Da laa
Drengene ikke og snuede til Kl. 6 Morgen, eller hev Arbejdet fra sig saa
snart den var otte — bare for at komme ud og bisse. Nej op Kl. 4, og saa
blive ved saa længe der var noget. Dengang kunde Folk arbejde — og da
lærte man noget; hver Ting blev sagt én Gang og saa — Spanderemmen. Saa
var Haandværket ogsaa i Anseelse, selv Kongerne skulde lære en
Haandtering dengang. Det var ikke som nu Fusk og Godtkøbskram og Skulken
sig fra det hele!

Drengene blinkede til hinanden, Mester Andrés og Svenden tav; man kunde
lige saa godt give sig til at kævles med Naadlemaskinen fordi den
snurrede. Jeppe fik Lov at løbe i Bund af sig selv.

„Du beger vel godt?“ sagde Lille Nikas — „det er til Svinelær.“

De andre lo, men Pelle strøg Rispen med en Fornemmelse, som tømrede han
sit eget Skafot.

„Nu er jeg færdig,“ sagde han med lav Stemme.

Det største Par Mandslæster kom ned fra Hylden, de blev bundet i Rispens
ene Ende og anbragt helt ude paa Fortovet. Derude stoppede Folk op og
blev staaende for at glo. Pelle maatte helt op paa Forhøjningen og bøje
sig godt forover, Emil som ældste Dreng lagde ham Rispen over Nakken. De
var alle paa Benene undtagen Unge Mester; han tog ikke Del i Morskaben.

„Træk saa!“ befalede Svenden som ledede den højtidelige Handling.
„Saadan — lige ned efter Fødderne!“

Pelle trak, og de tunge Læster skumplede frem over Stenpikningen; men
han gik i Staa med et Gisp — Rispen havde løbet sig varm over hans
Nakke. Han stod og traadte som et Dyr, der bliver sparket og ikke
begriber Meningen med det, løftede varsomt paa Fødderne og saa forpint
paa dem.

„Træk, træk!“ befalede Jeppe. „Du maa holde Bevægelsen oppe, ellers
klæber det i!“ Men det var for sent, Beget var stivnet i de fine
Nakkehaar — dem Far Lasse havde kaldt Svinelykke og spaaet ham saa stor
en Fremtid af — og der stod han og kunde ikke rokke Rispen af Stedet,
alt det han sled. Han skar fjollede Grimasser af Pine, det flove Vand
løb ham ud af Munden.

„Hæ, han kan jo ikke engang tumle et Par Læster,“ sagde Jeppe spotsk.
„Det er bedst han kommer ud paa Landet og tørrer Bagen paa Kørne igen.“

Saa rykkede Pelle til i Vrede, han maatte lukke Øjnene og vride sig,
idet det gav los. Noget klistret passerede hans Fingre sammen med
Rispen, det var nok blodigt Haar; og over Nakken brændte Rispen sig sin
Vej frem i en Skure af Blodvand og smæltet Beg. Men Pelle mærkede ingen
Smærte længer, det kogte blot beskt oppe i hans Hoved, han følte en
underlig uklar Drift til at tage en Hammer og hugge dem alle ned, løbe
ned ad Gaden og hugge alt det i Skallen han traf paa. Men saa tog
Svenden Læsterne af ham, Smærten var der igen og hele hans Usselhed. Han
hørte Jeppes skrattende Stemme, og saa Unge Mester der sad og dukkede
sig uden at turde hævde sin Mening — han fik med et saa ondt af sig
selv.

„Det var Ret,“ brummede Jeppe, „en Skomager maa ikke være bange for at
bege Skindet lidt. Hvad? jeg tror det har trukket dig Vandet ud af
Øjnene! Nej dengang jeg var Dreng, da var der Begprøve — vi maatte slaa
to Gange Tøm om Halsen, før vi fik Lov at trække til. Hovedet hang og
dinglede i en tynd Traad naar vi var færdige. Det var Tider det!“

Pelle stod og trippede for at bekæmpe Graaden; men fnise maatte han af
ren Skadefryd — ved Tanken om Jeppes dinglende Hoved.

„Saa skulde vi vel prøve, om han kan staa for én paa Kassen,“ sagde
Svenden og satte sig i Slagstilling.

„Nej lad det kun vente, til han har fortjent det,“ faldt Mester Andrés
hastig ind. „Der melder sig jo nok en Anledning.“

„Beget klarede han jo,“ sagde Jeppe — „men hvordan er det, kan han
sidde? Ja for der er dem der aldrig lærer den Kunst.“

„Det maa jo prøves, før han tages for god,“ svarede Lille Nikas
gravalvorligt.

„Er I snart færdige med jerre Tossestreger?“ spurgte Unge Mester vredt
og gik sin Vej.

Men Jeppe var langt inde i sit; han havde Hovedet fuldt af
Ungdomserindringer — en hel Kæde af smaa djævelske Paafund til at gøre
Indvielsen højtidelig med. Dengang da brændte man Faget uudsletteligt
ind i dem, de løb aldrig fra det, men holdt det højt i Ære saa længe de
trak Pusten. Men nu var Tiden blødagtig og fuld af Skaberi, den ene
kunde ikke taale dét, den anden dét; der var Læderkolik og Siddesyge og
Gud ved hvad. Hver anden Dag havde man dem rendende med Attest for
Siddebylder, og saa kunde man begynde forfra. „Nej i min Tid da fór vi
frem paa en anden Maade — Knægten nøgen over en Trebén og to Mand i Gang
med Spanderemmene! Det var Lær imod Lær, og de lærte sku at taale
Stolesædet!“

Svenden gjorde et Tegn.

„Naa er der nu læst over Stolesædet — ja saa kan du gaa hen og sætte
dig.“

Pelle gik sløvt op og satte sig — han var ligeglad nu. Men han fór op
med et Angstskrig og saa sig hadefuldt om, han havde faaet en Hammer i
Haanden. Den faldt fra ham igen, og nu græd han af alle Sluser.

„Hvad Satan gør I da ogsaa ved ham?“ Unge Mester kom ansættende inde fra
Tilskærekamret. „Hvad har I nu fundet paa for Nederdrægtigheder?“ Han
lod Haanden løbe hen over Stolesædet, det var besat med knækkede
Sylspidser. „I er nogle helvedes Barbarer; man skulde tro, man var
mellem de Vilde.“

„Æh Øllebrødspjat,“ snærrede Jeppe. „Nu har man nok ikke engang Lov at
tage en Dreng ordenlig i Lære og pode ham lidt mod Bylderne. De skal vel
salves med Honning baade for og bag lige som Israels Konger? Men du er
jo Fritænker kantro!“

„Far skal gaa,“ skreg Mester Andrés ude af sig selv, „Far skal gaa!“ Han
rystede og var ganske graa i Ansigtet. Saa sjokkede Gamle Mester af uden
at have givet Pelle Skulderslaget og lyst ham ordenlig ind i
Haandværket.

Pelle sad og summede sig — han var nærmest flov. Af alle de forblommede
Hentydninger var der groet noget frygteligt — men ogsaa imponerende —
frem. Han havde fantaseret Prøven op til noget af dette der sætter de
store Skel i Livet, saa man kommer ud paa den anden Side som en helt
anden; noget i Retning af Biblens gaadefulde Omskæring — en Indvielse
til det ny. Og saa var det hele blot en ondskabsfuldt udtænkt Tortur!

Unge Mester smed et Par Barneforsaalinger hen til ham; optaget i Faget
var han altsaa og skulde ikke længer nøjes med at lave Risp til de
andre. Kendsgærningen vilde blot ikke slaa ud i Glæde. Han sad og
kæmpede med noget meningsløst noget, som blev ved at vælde op fra Bunden
af ham; naar ingen saa det vædede han Fingrene i Spyt og strøg hen over
Nakken. Han følte sig som en halvdruknet Kat, der har krænget sig ud af
Strikken og nu sidder og slikker sine Tjavser tørre.

Ude under Æbletrærne svømmede Sollyset gyldent og grønt, og langt inde i
det — ovre i Skipperens Have — gik tre lysklædte Piger og legede; de
lignede Væsner af en anden Verden: Lykkebørn paa sollyse Strande — som
der stod i Visen. Nu og da kom en Rotte frem bag Svineboen og vadede
raslende om i den store Bunke Glasskaar. Og Grisen stod og gnaskede
fordærvede Kartofler i sig, med denne desperate Lyd der fik Pelle til at
afhænde alle stolte Fremtidsdrømme og længes — aa saa urimeligt.

Saa skulde ogsaa alt muligt vælte sig ind paa ham i dette Øjeblik, hvor
han egenlig burde føle sig som Sejrherre: alle Prøvetidens Trængsler her
paa Værkstedet, Gadedrengene, Læredrengene der ikke vilde godkende ham,
alle hans egne Kanter som idelig tog imod her i det fremmede. Saa selve
dette skumle Værksted hvor der aldrig kom en Solstraale — og Respekten!
Respekten som han bestandig kom til kort paa.

Naar Mestrene ikke var til Stede nedlod Lille Nikas sig undertiden i
Passiar med de ældste Drenge. Saa kunde der falde Ytringer som aabnede
ny Vidder for Pelle — og han maatte spørge; eller de talte om Landet
derude som Pelle kendte bedre end dem alle tilsammen — og han plumpede
ud med en Berigtigelse. Klask var Lussingen der, saa han trillede i
Krogen; han havde at holde sin Mund til man henvendte sig til ham. Men
Pelle, som brugte Øjne og Øren og havde gaaet og pludret for Lassefar om
alt mellem Himmel og Jord, han _kunde_ ikke lære at holde Mund.

De inddrev med haard Haand hver sit Kvantum Respekt, fra Drengene til
Gamle Mester der var revnefærdig af Fagstorhed; kun Pelle havde ikke
Krav paa noget, han maatte skatte til dem alle. Unge Mester var den
eneste, der ikke lagde sig som et Aag over Drengens Barnesind. Lys som
han var, kunde han sætte ligeglad hen over Svend og det hele og træffe
til at dumpe ned, hvor Pelle sad og følte sig lille.

Derude brød Solen paa en egen Maade i Trærne, der kom en ejendommelig
Tone i Fuglenes Kvidder — det var ved den Tid Kreaturerne rejste sig
efter Eftermiddagens Drøv. Og der kom en Dreng ud af de smaa Graner, han
skraalede en Vise af fuld Hals og slog de lystigste Knald med Klaffen —
Generalen for det hele, Pellepøjken som ikke havde en Kæft over sig. Og
den Skikkelse der kom stolprende ned over Agrene for at flytte — det var
jo Lasse.

Far Lasse ja!

Han kunde ikke gøre for det, men der brast et Hulk ud af ham — det kom
saa meningsløst bag paa. „Hold Kæft!“ udbrød Svenden truende. Saa var
han helt leveret, han gjorde ikke engang Forsøg paa at holde igen.

Unge Mester kom hen og tog noget fra Hylden over hans Hoved, han lænede
sig fortroligt paa Pelles Skulder, det svage Ben hang frit og dinglede.
Han stod lidt og stirrede ud i Luften — dvælende; og denne varme Haand
paa Drengens Skulder talte ham til Ro.

Men glad kunde der ikke være Tale om at blive, nu han tydelig vidste at
det hele var Lassefar — saa forfærdelig en Længsel. Han havde ikke set
Faderen siden hin lyse Morgen, han selv drog ud og lod den gamle synke
tilbage i Ensomheden; hørt fra ham havde han heller ikke — knap nok haft
en Tanke ude efter ham. Der var selve det at bjærge sig helskindet
gennem Dagen og læmpe sig til; en hel ny Verden var der at afsøge og
finde sig til Rette i. Pelle havde ganske simpelt ikke haft Tid; Byen
havde slugt ham.

Men i dette Øjeblik steg det frem for ham som den største Troløshed
Verden endnu havde kendt. Og i hans Nakke blev det ved at smærte — han
maatte af Vejen hvor ingen saa ham. Han gjorde sig et Ærende ud i
Gaarden, helt ned bag Vaskehuset, og krøb sammen i Brændehullet ved
Brønden.

Der laa han og krøb rund i sort Fortvivlelse over, at han havde svigtet
Lassefar saa skændigt for alt dette ny og fremmede. Ja og dengang de gik
sammen, var han jo heller ikke hverken saa god eller omhyggelig som han
skulde være. Det var nok snarest Lasse der — saa gammel han var — ofrede
sig for Pelle, lettede hans Arbejde og tog Byrderne paa sig, skønt Pelle
havde de unge Skuldre. Lidt for haard havde han ogsaa været, dengang det
med Madam Olsen brød sammen over Faderen; og hans hyggelige
Gammelmandssnak, som Pelle nu vilde givet Liv og Velfærd for at gaa og
lytte til, bar han dengang saa lidt over med. Han huskede altfor tydelig
baade det og det Tilfælde hvor han havde bidt efter Lasse — faaet ham
til at køre fast i et Suk. For Lasse bed jo ikke igen — tav bare saa
trist.

Nej hvor var det forfærdeligt! Pelle kastede al Drabelighed over Bord og
gav sig Fortvivlelsen i Vold. Hvad skulde han her, naar gamle Lasse gik
ensom blandt fremmede og ikke kunde hytte sig? Der var ingen Trøsten
sig, intet udenom, Pelle erkendte brølende at dette var Svig. Og som han
laa og rev fortvivlet i Tingene og brølede sig læns, groede en helt
mandig Beslutning frem i ham: han maatte opgive alt sit eget — Fremtiden
og den store Verden og alting — og vi sit Liv til at gøre Tilværelsen
hyggelig for den gamle. Han maatte hjem igen til Stengaarden! Han glemte
at han kun var et Barn og lige kunde tjene Maden til sig selv. Dække
gamle affældige Lassefar paa alle Punkter og gøre ham Livet let — det
var lige det han vilde. Og Pelle var ikke den, der tvivlede om at han
orkede det. Midt i sit Sammenbrud tog han alle en stærk Mands Pligter
paa sig.

Som han laa dér og legede forgræmmet med noget Pindebrænde, skiltes
Hylden bag Brønden og et Par store Øjne stirrede forundret paa ham. Det
var bare Manna!

„Har de slaaet dig — eller hvorfor græder du?“ spurgte hun alvorligt.

Pelle vendte Ansigtet bort.

Manna rystede Lokkerne til Side og saa fast paa ham:

„Har de hvad? hvad du? — For saa gaar jeg derover og skælder dem ud.“

„Hvad kommer det dig ved?“

„Saadan svarer man ikke — saa er man ikke dannet.“

„Aa hold Mund!“

Saa fik han Fred; ovre i Havens Baggrund klatrede Manna og de to mindre
Søstre i Espaliéet, der hang de og stirrede uforstaaende over efter ham.
Men hvad kom det ham ved — han skulde ikke have noget af at beklages af
Skørter og have dem til Fortalere. Det var nogle næsvise Tøser, selv om
deres Far sejlede paa de store Have og tjente mange Penge; havde han
haft dem her, skulde de faaet nogle Tæsk! Nu maatte han nøjes med at
række Tunge.

Han hørte deres forfærdede Udbrud — men hvad saa? Han skulde ikke over
og lege med dem mere i Haven med de store Konkylier og Koralblokkene!
Han skulde ud paa Landet og forsørge sin gamle Fader! Bagefter naar det
var overstaaet vilde han selv ud at sejle efter de Ting — hele
Skibsladninger!

Henne fra Værkstedsvinduet blev der kaldt; — „hvor i Alverden er Bæstet
blevet af?“ hørte han dem sige. Det gav et Sæt i ham — han havde helt
glemt, at han var i Skomagerlære. Men nu kom han paa Benene og ind i en
Fart.

— —

Pelle blev hurtig færdig med Oprømningen efter Fyraften. De andre var
fløjet ud paa Kommers, han stod ene oppe paa Loftkammeret og samlede
sine Ejendele i Sækken. Der var en hel Samling Herligheder: Dampskibe af
Blik, Jærnbanetog og Heste som var hule inden i — alt hvad han havde
været i Stand til at erhværve sig af Byens uimodstaaelige Vidundere for
fem blanke Kroner. Det kom inden i Linnedet for ikke at tage Skade,
Sækken smed han gennem Gavlvinduet ned i det smalle Gænge. Saa galdt det
om selv at slippe ned gennem Køkkenet uden at Jeppes Kælling anede
Uraad; hun havde Øjne som en Heks, og Pelle syntes, enhver maatte kunne
se paa ham hvad han havde for.

Men det gik. Han slentrede saa behersket det var ham muligt op til
nærmeste Gadehjørne, for at enhver skulde tænke det var Vask han gik
med. Saa satte han i fuldt Løb — der var Hjemdrift i ham. Et Par
Gadedrenge hujede op og smed Sten efter ham, men Pelle var ligeglad blot
han slap væk. Han var sløv over for alt andet; Anger og Længsel havde
gaaet haardt hen over hans Sind.

Det var over Midnat, da han aandeløs og med hakkende Milt stod ude
mellem Stengaardens Udhuse — han lænede sig til den forfaldne Smedje og
lukkede Øjnene for bedre at falde til Ro. Saa snart han havde faaet sin
Pust igen, gik han bag ind i Kostalden og op mod Røgterkamret. Gulvet
paa Fodergangen føltes saa kendt under Fødderne, og dér kom han forbi
den store Tyr i Mørket. Den tog Luft ind fra hans Legeme og pustede
langt ud — mon den kendte ham endnu? Men Lugten i Røgterkamret var ham
fremmed. „Far Lasse forsømmer sig vist,“ tænkte han og trak Dynen fra
den Sovendes Hoved. En fremmed Røst begyndte at give ondt af sig.

„Saa er det ikke Lasse da?“ sagde Pelle; Knærne rystede under ham.

„Lasse —?“ udbrød den ny Røgter og satte sig over Ende — „sagde du
Lasse? Er det dét Guds Barn, du er ude for at afhente din Djævel? De har
allerede været her efter ham fra Helvede, lyslevende blev han ført did —
han var for god for denne Verden ser du. Gubben Satan var her selv og
tog Fruentimmermaalet af ham; saa dér faar du søge ham op. Det er ligeud
til du møder Fandens Oldemor, siden spørger du dig bare frem til det
Lodne.“

Pelle stod lidt i den nedre Gaard og overvejede. Ja saa, Far Lasse var
rømt! — Og skulde giftes, eller var det kanske allerede — Og med Karna
kunde han forstaa! Han stod ret op og ned og faldt hen i Hygge; den
store Gaard laa nedsænket i Maanelys — i bredt Blund; og rundt om spandt
Erindringerne kælent i Søvne — med denne hyggelige Snurren fra hans
Barndom, naar Killingerne sov paa hans Hovedgærde og han lagde Kinden
ind til det bløde dirrende Legeme.

Pelles Sanser havde dybe Rødder. En Gang oppe hos Farbror Kalles havde
han lagt sig i den store Tvillingvugge og ladet de andre Børn vugge sig
— han var vel ni Aar dengang. Da de havde vugget ham lidt, magttog
Situationen ham; han saa et røget Bjælkeloft der ikke var Kalles,
slingre højt oppe over sit Hoved, og havde Fornemmelsen af at en
indbundet ældre Kvinde sad som en Skygge bag Hovedgærdet og traadte
Vuggen. Vuggen humpede i stærke Stød, og hvergang Foden smuttede af
Gængen, slog den mod Gulvet med en Lyd af sprukken Træsko. Pelle sprang
op — „den humper jo,“ sagde han forvirret. — „Saa? da har du vist
drømt.“ Kalle kiggede leende under Gængerne. — „Humper,“ sagde Lasse —
„det skulde ellers være noget for dig det! Dengang du var liden, kunde
du ikke sove naar Vuggen ikke humpede — vi maatte gøre Gængerne helt
firkantede. Den var næsten ikke til at træde, Bengta traadte mangen fin
Træsko itu for at være dig og dit Paafund til Maade.“ — —

Gaarden her var ogsaa som en stor Vugge, der gik og gik i det glippende
Maanelys, og da Pelle først havde givet sig op i den, var der ingen Ende
paa alt det der steg frem af Barndomsaarene. Hele Tilværelsen maatte
frem og vakle over hans Hoved som dengang, og Jorden maatte aabne sig
til Afgrunde overalt, hvor der blot var en mørk Plet. Og Graaden silede
ud — skæbnesvanger — og overgød det hele, saa Kongstrup luskede bort som
en vaad Hund, og de andre slog sig onde og krængte. — Og Lasse — — ja
hvor var Lassefar?

Pelle stod med et Sæt i Bryggerset og bankede paa Døren til Pigernes
Kammers.

„Er det dig Anders?“ hviskedes der inde fra, saa gik Døren op, et Par
Arme greb varmt om ham og trak ham ind. Pelle stødte fra sig, hans
Hænder sank i en nøgen Barm — det var nok Lyse Marie det!

„Er Karna her endnu?“ spurgte han. „Kan jeg faa Karna i Tale?“

De var glade for at se ham igen, Lyse Marie tog ham helt varmt om
Kinderne — det var alt det hun ikke kyssede ham ogsaa. Karna kunde ikke
komme sig af sin Overraskelse, saadan en Byføring han havde. „Og nu er
du saa Skomager paa Stadens største Værksted — — jo vi har spurgt det,
Slagter Jensen har faaet det at vide inde paa Torvet. Og stor er du
blevet — og byfin! du bær’ dig godt du!“ Karna trak i Klæderne.

„Hvor er Lassefar henne?“ spurgte Pelle blot; det tyknede i hans Hals,
naar han nævnte Faderen.

„Ja ja, giv nu Stunder saa skal jeg følge dig paa Vej. — Saa galant du
dog er blevet i Klæderne, jeg kunde vist ikke have kendt dig igen. Hvad
mener du Marie?“

„Han er en sød Unge — det har han altid været,“ sagde Marie og stødte
efter ham med den ene svaje Fod — hun var i Seng igen.

„Det er det samme Tøj jeg har haft hele Tiden,“ sagde Pelle.

„Ja, ja, men saa bærer du det anderledes — derinde fører de sig jo som
Grever alle. Skal vi saa gaa?“

Pelle sagde venligt Farvel til Lyse Marie, han huskede at han havde
hende meget at takke for. Hun saa egent paa ham og vilde trække hans
Haand med ned under Dynen.

„Hvad saa Far da?“ sagde han utaalmodigt, saa snart de var udenfor.

Ja Lasse var jo saa rømt! Han kunde ikke holde det ud, da Pelle var
borte; Arbejdet var ogsaa for svært for én. Hvor han opholdt sig i
Øjeblikket, vidste Karna ikke saa lige — „han ligger og farter rundt for
at se paa Landejendom,“ sagde hun stort. „Kanske har du hans Besøg
derinde i Staden en Dag.“

„Hvordan staar Sagerne ellers her?“ spurgte Pelle.

„Jo Erikmand har faaet Talens Brug igen og begynder ligesom at blive
lidt Menneske — han kan da kræve sig. — Og Kongstrup og Fruen de svirer
omkap de.“

„Svirer de sammen du? ligesom Træskomanden og hans Kælling?“

„Ja — og det saa de stundom ligger og svømmer i Stuerne deroppe og ikke
kan se hinanden for Spiritustaage. Her gaar alting skidt nu, kan du vel
forstaa — herreløs er vaareløs siger et gammelt Ord. Men hvad skal én
sige til’et — andet har de jo ikke at mødes i! For det bedste kan jo
ikke finde Sted mellem dem mere. — Men jeg er ligeglad, for saa snart
Lasse har fundet noget, rømmer jeg.“

Pelle forstod nok det han — han havde ikke noget imod det.

Karna saa undrende op og ned ad ham mens de vankede: „I faar vel en
farlig fin Levemaade derinde?“

„Ja pivsur Søbe og harsk Flæsk — vi levede meget bedre her.“

Hun værgede for sig — det lød altfor taabeligt: „Men hvad saa alt det de
har i Butikerne af Madvarer og Bagning og søde Ting — hvor gaar det saa
hen da?“

„Det ved jeg ikke,“ svarede Pelle mut — han havde selv grundet over det
Spørgsmaal. „Jeg faar det jeg kan æde; men Vask og Klæder skal jeg selv
holde mig med.“

Karna havde svært ved at komme sig af sin Forskrækkelse — hun havde nok
set paa det som var Pelle taget levende op i Himlen. „Men hvad saa da —
det kan jo blive drøjt nok for dig det,“ sagde hun bekymret. — „Ja ja,
saa snart vi faar Foden under eget Bord, skal vi nok hjælpe til, det
lidet vi kan.“

Oppe ved Hovedvejen skiltes de, og Pelle gik træt og nedslaaet i Gang
med Tilbagetoget. Det var næsten Dag da han kom tilbage, han slap ind og
i Seng uden at nogen opdagede Flugtforsøget.




                                  III


Lille Nikas havde gnedet Sværten af Ansigtet og var i sit pæne Løbetøj;
han skulde hen paa Torvet med en Byldt Vasketøj som Slagteren fra Aaker
skulde tage med hjem til hans Moder, og Pelle gik bag ham og bar
Byldten. Lille Nikas hilste paa mange milde Tjenestepiger oppe omkring i
Husene, og Pelle fandt, at det var morsommere at gaa ved Siden af ham
end bag — man var vel to for at følges ad. Men hvergang han traadte frem
ved Siden af Svenden, skubbede denne ham i Rendestenen. Til sidst faldt
Pelle over et Rendestensbrædt, og saa opgav han det.

Oppe i Gaden stod den gale Urmager paa Kanten af sin høje Trappe og
svingede med et Lod; det hang i en lang Snor, og med Fingeren fulgte han
Pendulsvingningerne som om han talte Tiden. Det var meget spændende, men
der var Fare for at Svenden ikke skulde faa Øje paa det.

„Urmageren eksperimenterer nok bare han,“ sagde han livligt.

„Hold Kæft!“ udbrød Lille Nikas kort. Saa huskede Pelle at han ikke
maatte snakke, og klemte Munden fast i.

Han gik og trykkede paa Byldten for at danne sig et Skøn over dens
Indhold. Øjnene havde han inden for alle Vinduer og ned ad Sidegaderne;
hvert Øjeblik førte han den hule Haand til Munden som om han gabede — og
slugte en Luns Rugbrød han havde hugget i Køkkenet. Selerne var itu, og
han maatte hele Tiden stemme Maven ud; der var hundrede Ting at tage
Vare — og Kulhandlerens Hund, som maatte have et Spark bagi, mens den i
god Tro stod og snusede til en Hjørnesten.

Der kom et Ligtog imod dem, Svenden passerede det med blottet Hovede, og
Pelle gjorde som han. Sidst i Toget kom Skrædder Bjerregrav paa sine
Krykker; han fulgte til alle Begravelser og var altid bagest, fordi hans
Gangart krævede saa stort Spillerum. Han stod stille og saa ned i
Jorden, mens det øvrige Følge fjærnede sig nogle Skridt, satte saa
Krykkerne frem, flyttede sig et Spand — og stod igen stille. Saadan kom
han fremad paa sine daarlige Ben bare ved at staa og se paa de andre og
tage et Skridt i Ny og Næ; han lignede en langsomt vandrende Passer, der
maalte de andres Bane.

Men det morsomste var, at han havde glemt at knappe Smækken paa sine
sorte Begravelsesbukser; den hang ham ned over Knærne som et Skødskind.
Det var ikke helt sikkert, at Svenden havde opdaget det.

„Bjerregrav har glemt —“

„Hold Kæft!“ Lille Nikas gjorde et Ryk bagud, og Pelle dukkede Hovedet
og pressede Haanden fast mod Munden.

Men oppe i Staalegade var der stort Halløj, et vældig fedt Fruentimmer
stod og skændtes med to Sømænd. Hun var i Natkappe og Skørt, og Pelle
kendte hende han.

„Det er Soen,“ sagde han oprømt — „hun er en ordenlig Dundre! Paa
Stengaarden —“

Svup var Lille Nikas over ham med en Lussing, saa han satte sig ned paa
Billedskærerens Trappe. „En, to, tre, fire — kom saa!“ han talte ti
Skridt frem og satte sig i Bevægelse. „Men Gud hjælpe dig om du ikke
holder Afstanden!“

Pelle holdt redeligt Afstanden; men gal i Hovedet var han og opdagede
hurtigt, at Lille Nikas ligesom Gamle Jeppe havde altfor stor en Bagdel.
Det kom nok af at sidde saa meget — man blev krum i Rørene! Han satte
Bagen godt ud og slog et Læg paa Trøjen over Lænden, lettede sig koket
paa Fodbalgen og stoltserede af Sted med den ene Haand paa Brystet. Naar
Svenden kløede sig, gjorde Pelle det ogsaa — og slog de samme flotte
Sving med Kroppen; hans Kind brændte, men han var inderlig tilfreds med
sig selv.

Saa snart han var sin egen Herre, søgte han rundt til Landslagterne for
at opspørge Nyt om Lasse, men ingen vidste noget. Han gik fra Vogn til
Vogn og spurgte. „Lasse Karlsson?“ sagde en — „naa det var jo ham
Røgteren fra Stengaarden!“ Saa raabte han til en anden og spurgte om
Lasse — ham den gamle Stengaardsrøgter! og _han_ raabte igen til en
tredje; de kom alle hen til Vognen for at drøfte Spørgsmaalet. Det var
Folk som bestandig rakkede Øen rundt for at købe Kreaturer op; de kendte
Gud og Hvermand men kunde ingen Oplysninger give om Lasse. „Saa er han
heller ikke mer paa Landet,“ sagde den første helt afgjort. „Du faar
lægge dig en anden Far til min Dreng.“

Men Pelle var ikke oplagt til Spøg og luskede bort fra Vognen. Forresten
maatte han hjem til Arbejdet; Smaamestrene, der vimsede ivrigt fra Vogn
til Vogn og følte paa Kødet, skelede allerede til ham. De hang sammen
som Ærtehalm, naar det galdt om at holde Læredrengene i Ørerne — ellers
var de nidske nok paa hinanden. — —

Bjerregravs Krykker stod bag Døren, selv sad han henne ved Forhøjningen
i stiveste Begravelsespuds; han havde et hvidt sammenlagt Tørklæde
mellem de foldede Hænder og tørrede jævnlig Øjnene.

„Var det en Paarørende af Bjerregrav kanske?“ spurgte Unge Mester lunt.

„Nej men det er saa trist for dem der bliver tilbage — Kone og Børn.
Nogen er der jo altid som sørger og savner. Mennesker fører en underlig
Tilværelse du Andrés!“

„Ja og Kartoflerne er daarlige i Aar Bjerregrav.“

Nabo Jørgen fyldte hele Døraabningen. „Ih men der har vi jo salig
Bjerregrav!“ udbrød han — „og i stiveste Stads. Hvad staar der paa med
dig i Dag — gaar du paa Kvindeveje?“

„Jeg har _fulgt_,“ svarede Bjerregrav stille.

Den store Bager gjorde en uvillig Bevægelse, han holdt ikke af
uforvarende at blive mindet om Døden: „Du skulde være Ligvognskusk du
Bjerregrav — saa arbejdede du da ikke omsonst!“

„Omsonst er det vel ikke, fordi om de er døde,“ stammede Bjerregrav.
„Jeg Stakkel duer heller ikke til saa meget, og ingen har jeg der staar
mig nær. Der gaar ikke noget fra nogen levende, fordi jeg følger dem der
dør. — Og saa kender jeg jo dem alle og har fulgt dem i Tankerne fra de
blev født,“ føjede han undskyldende til.

„Naar du saa endda blev bedt til Gildet og fik noget med af den gode
Mad. Saa kunde jeg bedre forstaa det,“ blev Bageren ved.

„Æde Maden fra en stakkels Enke, som sidder med fire smaa Børn og ikke
ved hvor hun skal faa Føden fra til dem — nej det gjorde jeg alligevel
ikke! Hun har maattet sætte sig i 300 Kroners Gæld for at holde
anstændigt Ofrøl over Manden.“

„Det skulde ved Lov forbydes,“ sagde Mester Andrés. „Saadan én med
Smaabørn har ikke Lov at smide Penge væk paa de døde.“

„Hun viser sin Husbond den sidste Ære,“ sagde Jeppe tilrettevisende.
„Det er enhver god Hustrus Pligt.“

„Vist saa,“ svarede Mester Andrés — „noget maa der sku gøres! Som nu
omme paa den anden Side Jorden; der kaster Konen sig ogsaa paa Baalet,
naar Manden er død og skal brændes.“

Bager Jørgen rev sig paa Laarene og grinede: „Der sagde du en god Løgn,
du Andrés — det fik de aldrig noget Kvindfolk til, kender jeg
Fruentimmerne ret.“

Men Bjerregrav vidste, at Unge Mester ikke løj, og tog ud i Luften med
sine tynde Hænder som vilde han holde sig noget usynligt fra Livet. „Gud
ske Lov én har set Lyset her paa Øen,“ sagde han sagte. „Her sker der
dog kun kendte Ting — hvor forkerte de end kan være.“

„Kan undres paa hvor hun har faaet Pengene fra?“ sagde Bageren.

„Laant dem vel,“ sagde Bjerregrav i en Tone, som vilde han have
Spørgsmaalet slaaet hen.

Jeppe blæste haanligt: „Hvem skulde vel laane en fattig Styrmandsenke
300 Kroner, det var da lige saa godt som at smide sine Penge i Havet.“

Men Bager Jørgen traadte helt ind paa Livet af Bjerregrav. „Du har givet
hende dem har du — ingen anden kunde være saa asensdum!“ sagde han
truende.

„Lad mig være,“ stammede Bjerregrav, „jeg har ikke gjort jer noget. Og
hun har en glad Dag midt i Sorgen.“ Hans Hænder rystede.

„Du er en Torsk,“ sagde Jeppe kort.

„Hvad tænker nu Bjerregrav, naar Bjerregrav staar saadan og ser ned i
Graven?“ spurgte Unge Mester for at aflede.

„Jeg tænker: Nu drager du hen hvor du faar det bedre end her!“ sagde den
gamle Skrædder troskyldigt.

„Ja for Bjerregrav _følger_ jo kun Staklerne han,“ sagde Jeppe lidt
haanligt.

„Jeg kan nu ikke lade være at tænke — hvis han nu bliver narret,“
vedblev Mester Andrés. „Hvis han nu kommer og har glædet sig til en hel
Del — og saa der ingenting er! Derfor holder jeg ikke af at se Lig.“

„Ja se det er jo Sagen — hvis der nu ingenting er?“ Bager Jørgen vred
sin tykke Krop. „For her gaar vi og bilder os en hel Del ind; men hvis
det nu var Løgn det hele?“

„Det er jo Vantroens Aand,“ sagde Jeppe og stampede haardt i Gulvet.

„Vorherre bevare min Mund for Vantro,“ svarede Bror Jørgen og strøg sig
højtideligt over Ansigtet — „men tænke kan én vel ikke godt blive fri
for. Og hvad ser én om sig? Sygdom og Død og Halleluja. Vi lever og vi
lever, skal jeg sige dig Bror Jeppe — og vi lever for at leve! Men jeg
siger Herre Jøs for de Stakler som ikke er fødte endnu!“ Saa faldt han i
Tanker — som sædvanlig over Lille Jørgen der ikke vilde komme til Verden
og tage hans Navn og hans Persons Lignelse og føre det videre for ham.
Der laa nu hans Tro paa Tingen — der var ikke noget at stille op. Og de
andre gav sig til at tale sagte for ikke at forstyrre ham i hans Andagt.

                   *       *       *       *       *

Pelle tumlede med alt mellem Himmel og Jord, og havde sine strittende
Øren ude efter hvert Ord der faldt, men naar Talen var om Døden gabede
han. Han havde aldrig selv været alvorlig syg; og siden Mor Bengta slap,
havde Døden ikke gjort noget Greb ind i hans Verden — lykkeligvis, for
dér var det alt eller intet, Pelle havde kun Far Lasse. For Pelle var
den haardhændede Død slet ikke til, han begreb ikke, at Folk kunde lægge
sig hen med Næsen i Vejret, saa meget her var at tage Vare — Byen gav
nok at bestille endda.

Allerede den første Aften jog han ud og opsøgte de andre Drenge — lige
ind hvor Sværmen var tykkest. Der var ikke noget at vente efter, Pelle
var vant til at tage Tyren ved Hornene — og han længtes efter at gøre
sig gældende.

„Hvad er det for en Sut?“ sagde de og stimlede sammen om ham.

„Jeg er Pelle,“ sagde han og stod støt midt i Flokken og saa paa dem
alle. „Jeg har været paa Stengaarden fra jeg var otte Aar, og det er den
største Gaard paa Nordlandet.“ Han havde Hænderne i Lommen og spyttede
ligegyldigt, for dette her var jo ingenting imod hvad han endnu sad inde
med.

„Saa er du en Bonde da?“ sagde en, og de andre lo. Rud var imellem dem.

„Ja,“ sagde Pelle, „og jeg har prøvet at pløje — og slaa Blandsæd til
Kalvene.“

De blinkede til hinanden: „_Er_ du en Bonde da?“

„Ja vel er jeg det,“ svarede Pelle forvirret — de betonede Ordet paa en
egen Maade opdagede han nu.

Saa brast de alle i Latter. „Han tilstaar det selv. — Og han er fra den
største Gaard — — han er Landets største Bonde.“

„Nej Bonden han hed jo Kongstrup,“ sagde Pelle beskedent — „jeg var bare
Vogterdreng!“

De brølede op af Latter. „Han forstaar det ikke engang — han er sku den
største Bondetamp!“

Pelle tabte nu ikke Hovedet, han havde vægtigere Skyts, og nu skulde han
slaa et Slag. — „Og dér paa Gaarden var der en Karl som hed Erik. Han
var saa stærk, at han kunde prygle tre Mand; men Forvalteren var
stærkere endnu, for han slog Erik til Idiot!“

„Saa, hvordan bar han sig ad med det? — Kan man ogsaa slaa en Bonde til
Idiot? — Hvem har saa slaaet dig til Idiot da?“ Spørgsmaalene regnede
ned over ham.

Pelle gik tæt ind paa Livet af den, der stillede det sidste Spørgsmaal —
med Øjnene i hans. Men Fyren veg. „Pas paa dit pæne Tøj,“ sagde han
leende — „og krøl ikke Mansjetterne.“

Pelle havde en renvasket blaa Busserunne under Trøjen, Hals- og
Haandlinninger gjorde det af for Kravetøj; han vidste netop med sig
selv, at han var ren og pæn. Og nu bed de sig fast dér!

„Og sikken et Par Plader han har paa, Herre Jøsses ogsaa, de dækker jo
halve Havnepladsen!“ Det var Kongstrups Sko, Pelle havde endda kviet sig
ved at tage dem paa en søgn Aften.

„Hvornaar har du holdt Flyttegilde?“ spurgte en tredje — det var én til
Pelles tykke røde Kinder.

Nu var han ved at gaa ud af sit gode Skind; han jog Øjnene søgende rundt
efter noget at slaa fra sig med; for dette endte nok med Kamp mod hele
Flokken. Naa, Pelle havde før haft alle imod sig.

Men saa traadte en lang tynd Fyr frem. „Har du nogen køn Søster?“
spurgte han.

„Jeg har ingen Søskende,“ svarede Pelle kort for Hovedet.

„Det var sku kedeligt. Forstaar du at lege Skjul da?“

Ja det forstod Pelle nok!

„Naa, kan du saa staa!“ Den lange gav ham Huen for Øjnene og drejede ham
med Ansigtet mod Plankeværket. „Du tæller til hundrede — og ikke noget
Snyderi, det vil jeg sige dig.“

Nej Pelle skulde ikke snyde — hverken kigge eller springe over — saa
meget afhang jo af denne Begyndelse. Men han lovede sig dyrt og helligt
at bruge sine Ben, de skulde blive taget hver eneste én. Han var færdig
med at tælle og tog Huen fra Øjnene — ikke en Lyd. „Kuk engang!“ raabte
han, men ingen svarede. Saa ledte Pelle en halv Time mellem Tømmer og
Vareskur, derpaa luskede han hjem og i Seng. Men om Natten drømte han at
han fangede dem alle, og de kaarede ham til Anfører for al Fremtid. —

Byen var ikke den aabne Favn, han lige kunde kaste sig ind i med sin
barnlige Tillid for straks at blive baaret frem. Her tav man nok med
alle de Bedrifter, der andre Steder gav et Menneske Rygstød — de vakte
bare haanlig Latter. Han forsøgte sig igen og igen, altid med noget nyt!
men Svaret var bestandig — _Bonde!_ Hele hans lille Person struttede af
god Vilje — og han blev vist ynkeligt hjem.

Pelle saa snart hele sit opsparede Fond smuldre bort mellem Hænderne paa
sig; alt hvad han havde tilkæmpet sig af Respekt derhjemme paa Gaarden
og i Lejet, ved sin Dristighed og gode Vilje — det blev til ingenting
her. Her galdt andre Bedrifter, en ny Jargon; Klæderne var andre, man
satte Fødderne paa en anden Maade. Alt hvad han havde sat højt, blev
gjort latterligt — lige til den smukke Kasket med Negene og
Høstredskaberne paa. Han kom saa trygt hvilende i sig selv — og gjorde
den smærtelige Opdagelse, at han var en latterlig Foreteelse. Hvergang
han vilde være med, blev han skubbet til Side; han havde ingen Ret til
at tale med — bagest i Rækken værsgod!

Der var ikke andet for end at slaa _Tilbage_ over hele Linjen, til man
befandt sig paa Bunden af det hele. Og saa haardt det holdt for en rask
Dreng, der brændte af Lyst til at sætte _sit_ Præg paa alting — Pelle
gjorde det og beredte sig trøstig paa at kravle opad igen. Hvor meget
han saa plukkedes for, bestandig blev der tilbage en haardnakket Følelse
af eget Værd; den kunde ingen tage fra ham.

Han var overbevist om, at det ikke var ham selv men kun alle mulige Ting
ved ham det var galt med, og gik rastløs i Gang med at udfinde de ny
Værdier og føre Udryddelseskrigen mod sig selv. For hvert Nederlag gik
han sig ufortrødent efter, og næste Aften fór han ud igen — beriget med
_saa_ mange Erfaringer — og tog sit Nederlag paa et nyt Punkt. Han
_vilde_ sejre — hvad der saa skulde ofres! Han vidste ikke noget
prægtigere end at marsjere drønende gennem Gaden, med Bukserne stoppet
ned i Skafterne paa Lasses gamle Støvler — det var Indbegrebet af
Mandighed. Men han var Mand for at lade det være ogsaa — siden man her
ansaa det for bondsk. Haardere holdt det at bide sin Fortid i sig; den
var saa uadskillelig fra Lassefar, at han fik Følelsen af Forræderi! Men
der var intet Udkomme; vilde han begaa sig, maatte han krænge sig ind i
det alt baade Meninger og Fordomme. Til Gengæld lovede han sig selv, at
brænde dem det hele i Synet saa snart han kom ovenpaa.

Det der trykkede ham mest var Faget — der var saa lidt Anseelse ved det!
Hvor meget han saa satte sig for at udrette, var og blev Skomageren dog
en Stakkel med beget Tryne og for stor Bagdel. Her forslog den
personlige Ydelse ikke, man maatte se at bjærge sig over i noget andet
snarest muligt!

Men i Staden var han, og som en af dens Indbyggere — det kunde der ikke
rokkes ved. Og Staden virkede baade stort og festligt paa ham, selv om
den ikke holdt til de æventyrlige Forestillinger, han havde fra dengang
han og Faderen steg i Land her. De fleste gik i deres Søndagsklær, og
mange sad og tjente sig store Penge, uden at man begreb paa hvad. Her
mundede ogsaa alle Veje ud, og Staden sugede alt til sig: Svin og Korn
og Mennesker — her havnede det hele før eller senere! Soen boede her med
Rud, som var i Malerlære, Tvillingerne var her! Og en Dag saa Pelle en
stor Dreng staa og brøle op ad en Port med Armene for Ansigtet, mens
nogle Smaadrenge pryglede løs paa ham; det var Tudeper, han sejlede som
Kokkedreng paa en Galease. Hid stævnede det hele!

Men Far Lasse var her ikke!




                                   IV


Byen havde det ved sig, at det var tungt at gaa i Seng og tungt at komme
op. Herinde steg intet Gry gysende over Jorden og vækkede alting op,
Husene spærrede for Morgenens aabne Ansigt. Og den svindende Dag gød
ikke sin Aftenmødighed tungt i Lemmerne og drev dem mod Lejet, Livet her
gik i omvendt Retning, Folk blev livlige mod Natten.

Klokken halv seks dunkede Mester, som laa nedenunder, i Loftet med sin
Stok. Pelle der havde Ansvaret, rejste sig mekanisk over Ende og dunkede
i Sengesiden med den knyttede Haand, saa faldt han tilbage igen
bestandig sovende. Lidt efter gentog det sig. Men saa tabte Mester
Taalmodigheden. „For Satan, vil I slet ikke op i Dag,“ brølede han.
„Skal jeg maaske komme med Kaffe paa Sengen til jer!“ Pelle tumlede
søvndrukken ud paa Gulvet. „Op, op!“ raabte han og ruskede i de andre.
Jens kom let paa Benene, han vaagnede altid med et Udtryk af Rædsel og
dækkede for sit Hoved; men Emil og Peter som var i Løbetiden var ikke
til at ruske Liv i.

Pelle skyndte sig ned og gjorde i Stand, fyldte Blødebaljen og lagde en
Sandbunke paa Forhøjningen til Mester at spytte i. Han undredes ikke paa
de andre længer, han var selv morgensur; de Dage han maatte krybe lige
ind paa Skrikken uden først at løbe Morgenærender, behøvede han Timer
til at tø op.

Han undersøgte, om han den foregaaende Aften havde sat Kridtkryds noget
iøjenfaldende Sted, for saa var der noget der bestemt skulde huskes. Det
kneb med at huske — derfor havde han gjort denne geniale Opfindelse. Saa
galdt det bare om, ikke at glemme hvad Krydsene betød — for saa var man
lige nær.

Naar Værkstedet var i Orden løb han for Madammen efter Kaffebrød til
„dem selv“. Han fik en Krydder til sin Kaffe og drak den ude i Køkkenet,
mens den gamle Kone gik og gnavede. Hun var tør som en Mumie og bevægede
sig stærkt foroverbøjet, naar hun ikke brugte sine Hænder gik hun med
den ene Underarm trykket ind mod Mellemgulvet. Alting var hun utilfreds
med og talte om Graven i det uendelige. „Mine to ældste har jeg over
Havet — i Amerika og Avstralien; dem ser jeg aldrig mere. Og herhjemme
gaar to Mandfolk og stolteserer, bestiller intet og skal vartes op.
Andrés den Stakkel er syg, og Jeppe duer ingenting til mere, han kan
ikke engang holde sig varm i Sengen. Men stille Fordringer kan de, og
mig lader de gaa og træde uden Hjælp og gøre alting selv. Jeg skal
rigtig takke Gud, den Dag jeg ligger i min Grav. — Hvad staar du nu dér
og gaber for — se du kommer af Sted med dig!“ Saa bar Pelle Kaffen med
det brune Sukker ud til Værkstedsvinduet.

Det var smaat med Arbejdslysten om Morgenen, saa længe Mester ikke var
oppe; de var søvnige og saa en lang sur Dag i Møde. Svenden drev ikke
paa, han maatte sørge for at der blev noget til ham selv. Saa sad de og
nussede, slog nu og da nogle Hammerslag paa Skrømt, mens en og anden sov
videre ind over Disken. De fór op naar det pikkede de tre Slag i Væggen
til Pelle.

„Hvad laver I? Jeg synes der er saa dødt derude?“ kunde Mester spørge og
stirre mistroisk paa Pelle. Men Pelle havde mærket sig hvad de hver for
sig burde have i Hænde, og nævnede det. — „Hvad er det i Dag — Torsdag?
Død og salte Salighed, sig til Jens at han øjeblikkelig slipper Mannas
Galosjeringer og tager fat paa Lodsens Støvler — de var lovet til i
Mandags.“ Mester drog trist efter Vejret: „Aa jeg har haft en drøj Nat
Pelle, en rigtig modbydelig Nat med Hede og Sus for Ørerne. Det ny Blod
er saa pokkers uregerligt, det staar og koger i Hovedet paa mig
bestandigt — som Sodavand. Men godt er det jo at jeg faar det, ellers
var jeg min Salighed snart kaput du. — Tror du paa Helvede? Himlen er
noget godt Sludder, hvad skulde vi vel kunne vente af godt andre Steder
naar vi ikke engang kan have det ordenligt her! Men tror du paa Helvede?
Jeg drømte at jeg spyttede den sidste Stump Lunge op og kom i Helvede.
Hvad Satan vil du her Andrés? sagde de til mig, du har jo Hjærtet helt
endnu — de vilde ikke have mig. Men hvad nytter det? Hjærtet kan jeg jo
ikke trække Vejret med, jeg kreperer ligefuldt. Og hvad bliver der saa
af mig, vil du sige mig det? — Der er jo noget der hedder gaa i sin Mor
igen — naar en endda kunde det, og saa komme til Verden som et nyt
Menneske med to gode Ben. Saa skulde du se mig forsvinde over Havet i en
Fart — vupti! jeg gik nok ikke længe her og rodede. — Har du set din
Navle i Dag? Ja du griner dit Skabelse, men det er Alvor! Der gik nok
ikke ret meget forkert for dig, om du altid begyndte Dagen med at se din
Navle.“

Mester var halv alvorlig halv skælmsk. „Naa men kan du hente mig min
Portvin da, den staar i Hylden inde bag Kassen med Lidserne — jeg fryser
saa nedersaksisk.“

Pelle kom igen og meddelte at Flasken var tom. Mester kiggede godlidende
paa den.

„Faa saa fat i en anden da! Men jeg har ingen Penge, du faar sige — ja
find selv paa noget du — du er jo ikke dum.“ Mester saa paa ham med
dette Blik, der tog ham om Hjærtet, saa han stundom var ved at briste i
Graad. Pelles Verden havde været ret lige ud ad Landevejen — han begreb
ikke dette Spil af Vid og Elendighed, Skælmeri og Dødsens Tristhed. Men
han følte noget af den gode Guds Ansigt, og det skjalv inden i ham — han
kunde gaa i Døden for Mester.

Naar det var sludfuldt Vejr, havde Mester svært ved at komme op — Kulden
knugede ham. Naar han saa kom ud paa Værkstedet, nyvasket og med vaadt
Haar, stillede han sig ved den kolde Kakkelovn og stod og hakkede Tænder
— ganske indfalden i Kinderne. „Jeg har saa lidt Blod for Tiden,“ sagde
han saa, „men det ny er i Anmarsj, det synger mig for Ørerne hver Nat.“
Saa hostede han en Tur. „Der har vi min Sjæl igen et Stykke Lunge,“
sagde han og viste en geléagtig Klump til Pelle, der stod ved
Kakkelovnen og børstede Sko. — „Men der vokser nyt ud igen!“

„Nu er Mester jo snart de tredve Aar,“ sagde Svenden. „Saa er den
farlige Tid overstaaet.“

„Ja for Pokker saa længe maa jeg vel kunne hænge sammen — et halvt Aar
kun,“ sagde Mester ivrende og saa paa Pelle, som havde _han_ det i sin
Magt — „seks Maaneder bare! Saa fornyr hele Kadaveret sig — ny Lunger —
alting nyt. Men nyt Ben faar jeg min Salighed aldrig.“

Der kom en egen hemmelig Forstaaelse mellem Pelle og Mester, som ikke
byggedes paa Ord og Udtalelser, men føltes af Blikke og Tonefald og hele
deres Væsen. Det var som selve Mesters Skindtrøje udstraalede varm
Følelse, naar Pelle stod bag hans Ryg. Pelles Øjne søgte Mester naar og
hvor han kunde, og Mester var anderledes mod ham end mod alle andre.

Naar han kom hjem fra Byærender og drejede om Hjørnet, havde han det
glade Syn af Unge Mester der stod i Gadedøren; med det halte Ben i
Hvilestilling og Haanden fast om Stokken stod han og flyttede Blikket i
sin Udlængsel. Det var hans Plads, naar han da ikke sad inde og læste i
de æventyrlige Bøger. Men Pelle ønskede, at han stod der. Og naar han
saa smuttede forbi dukkede han sig undseligt. For det hændte ofte, at
Mester krammede Haanden i hans Skulder saa det sved, ruskede ham frem og
tilbage og sagde inderligt: „Din Halvsatan!“ Det var det eneste Kærtegn
Tilværelsen havde i Behold for ham, og han solede sig i det.

Pelle begreb ikke Mester — ikke det Suk forstod han af ham. Mester kom
aldrig ud, kun en enkelt Gang naar Kræfterne var gode hinkede han hen
til Ølhansens og fik et Parti, ellers var hans Rejse ikke længer end ud
i Gadedøren. Der stod han og kiggede lidt, og kunde saa komme hinkende
ind med dette smittende Humør, der forvandlede det skumle Værksted til
en Lund fuld af Fuglekvidder. Ude havde han aldrig været og følte nok
heller ingen Trang; men alligevel kom og gik den store Verden i hans
Væsen og Tale, saa Pelle kunde blive helt syg af Udvé. Andet end Sundhed
krævede han sig ikke af Fremtiden, og saa var han omflagret af
Æventyrlighed; man fik det Indtryk, at al Lykke maatte dale ned og sætte
sig paa ham. Pelle forgudede ham men begreb ham ikke. Mester der kunde
drive Gæk med sit halte Ben og i næste Nu helt glemme at han havde det,
eller spille skælmsk med sin Armod som var det glade Guldpenge han
kastede med — det var ikke til at forstaa. Og Pelle blev ikke klogere,
fordi han stjal sig til at læse i de Bøger, der tog Vejret fra Mester
Andrés; han kunde nøjes med mindre end Nordpolen og Jordens Indre, blot
han fik Lov at være med selv.

Han fik ikke Lejlighed til at sidde stille og fange Griller, hvert
Øjeblik hed det: Pelle spring! Alting blev købt ind i Klatkøb, skønt det
blev taget paa Kredit. „Saa løber det ikke saa stærkt op,“ sagde Jeppe —
Mester Andrés var for saa vidt ligeglad. — Dér kom Værkførerens Pige
farende, hun maatte bestemt have de Sko til Frøkenen — de var lovet til
i Mandags. Mester havde helt glemt dem. „Vi har dem under Arbejde,“
sagde han frejdigt — „Jens for Satan!“ Og Jens fik travlt med at slaa
Læster i Skoene, mens Mester Andrés fulgte Pigen ud og kiksede med hende
ude i Gangen for at faa hende mildere stemt. „Bare en Øretæve, saa de
kan hænge sammen,“ sagde Mester til Jens. Og saa — „Pelle af Sted med
dem i en lynende Fart! Sig saa at vi henter dem i Morgen tidlig og gør
dem rigtig i Stand. Men løb som om Fanden var i Hælene paa dig.“

Pelle løb, og naar han vel var kommet hjem og havde smøget sig i
Forklædet, maatte han ud af det igen. „Pelle, spring hen og laan lidt
Messingstifter — saa slipper vi for at købe i Dag! Gaa til Klavsen — nej
gaa hellere til Blom; hos Klavsens var du jo i Formiddags.“

„Bloms er gnavne over den Skrueblok,“ sagde Pelle.

„Ja Død og salte Plage — den maa vi se at faa gjort i Stand igen — og
afleveret; husk og tag den med til Smeden! — Hvad i Alverden gør vi
saa?“ Unge Mester stirrede hjælpeløst fra den ene til den anden.

„Skomager Marker,“ foreslog Lille Nikas.

„Marker laaner vi ikke hos,“ Mester rynkede Panden — „han er en Lus!“
Marker havde fedtet sig ind hos en af Værkstedets ældste Kunder. — „Han
ejer jo ikke engang Salt til et Æg.“

„Hvad saa da?“ spurgte Pelle lidt utaalmodigt.

Mester sad lidt. „Saa tag den da!“ udbrød han fortrydeligt og smed en
Krone til Pelle, — „jeg faar jo ikke Ro for dig saalænge jeg har en Øre
— dit Skabelse! Køb en Pakke og lad saa Klavsens og Bloms faa dem vi har
laant.“

„Men saa ser de, at vi har en hel Pakke,“ sagde Pelle der ogsaa kunde
handle med Omtanke. — „Og for Resten skylder de os saa meget andet de
har laant.“

„Sikken en Skurk,“ sagde Mester og satte sig til at læse „— ih du
Alstyrende sikken en Gavtyv!“ Han saa velfornøjet ud.

Og lidt efter lød det saa igen: Pelle spring!

Dagen gik med at løbe Ærender, og Pelle var ikke den der gjorde dem
kortere end de var — han længtes ikke efter den skumle Værkstedskrog med
Trebénen. Der var saa meget der skulde afsøges, han opfattede det
nærmest som sin Pligt at være allevegne hvor han ikke havde noget at
gøre, han strejfede om som en Hundehvalp og havde Næsen i alting. Byen
havde allerede nu ikke mange Hemmeligheder for ham.

Der var i Pelle en ærlig Drift til at underlægge sig det hele. Men
foreløbig havde han kun Nederlag at opvise, han havde ofret og ofret af
sit eget medbragte uden hidtil at faa noget igen. Sin Skyhed og Mistro
havde han krænget af sig herinde, hvor det galdt om at aabne sig til
alle Sider; sine solide Egenskaber var han i Færd med at ofre som
bondske paa Byens Alter. Men han vandt i Uforknythed, jo mindre Dækning
han ejede des mere uforfærdet gik han paa — Byen _skulde_ jo tages. Han
var lokket ud af sin sikre Skal, og vilde være let at fortære.

Byen har slaaet ham ud af hans sikre Leje, forøvrigt er han den samme
prægtige Gut — de fleste vil ikke kunne se anden Forskel end den, at han
er løbet i Vejret. Men Far Lasse vilde sikkert græde Blod, om han fik
Øje paa Pøjke som han nu dukker op i Gaden, fuld af Usikkerhed og
Efterlignelsestrang; med den bedste Trøje til Hverdags — og uordenlig i
Tøjet alligevel.

Han gaar og slænger med et Par Støvler, har Fingrene i Stropperne og
fløjter forsorent. Af og til skærer han Ansigt og gaar forsigtigere —
naar Bukserne rører de ømme Striber nedad Laarene.

Han har haft en hed Dag — blot fordi han i Formiddags passerede en
Smedje og lod sig stanse af den herlige Kraftudfoldelse derinde i
Ildskæret og Halvmørket. Flammerne og Klangen af Metal — hele dette
friske Smæld af virkeligt Arbejde — tog ham, han maatte ind og spørge,
om de ikke havde Brug for en Dreng. Han var ikke saa dum at opgive, hvor
han hørte til; men da han naaede hjem, var Jeppe allerede underrettet og
—! Naa, nu er det glemt — undtagen lige naar Bukserne rører Laarene. Saa
husker han, at her i Verden er der ingen Kniben udenom; har man givet
sig ind i noget, maa man æde sig igennem — ligesom Drengen i Æventyret.
Og den Opdagelse er i og for sig ikke saa overraskende ny for ham.

Han har som altid valgt den længste Omvej, støver ind i Gaarde og
Sidegader hvor der er Tjans for en Oplevelse, og har været et Smut inde
hos Albinus der er Karl hos en Købmand. Albinus var ikke morsom. Han
havde ikke videre at bestille og gik som sædvanlig ude i Pakhuset og
drev, ivrig optaget af at faa en kort Stige til at staa lige op i Luften
mens han gik op ad den. Han var aldrig til at slaa et Ord af, naar han
saadan gik og hersede med et eller andet; saa huggede Pelle en Haandfuld
Rosiner og stak af.

Nede paa Havnen entrer han en svensk Skude, som lige er kommet ind med
Stav. „Har I noget I skal have lavet?“ raaber han og holder en Haand
bagpaa hvor Bukserne har et Hul.

„Klavsens Dreng har lige været her og faaet hvad der var,“ svarer
Skipperen.

„Det var dumt — I skulde ladet os faa det! Har I en Kridtpibe da?“

„Ja kom herhen du!“ Skipperen griber en Tovende, men Pelle redder sig i
Land. „Faar jeg saa snart de Klø?“ raaber han drillende.

„Du skal faa en Kridtpibe, naar du vil springe op efter for 5 Øre
Mellemskraa.“

„Hvad maa den koste?“ spørger Pelle enfoldigt. Skipperen tager efter
Tovenden, men Pelle er allerede væk.

„For 5 Øre Mellemskraa af den lange,“ raaber han endnu før han er kommet
ind ad Døren. „Men af den bedste, for det er til en syg.“ Han hugger
Skillingen i Disken og ser storsnudet ud.

Gamle Skipper Lau rejser sig paa sine to Stokke og rækker ham Skraaen,
hans Kæbe gaar som et Valseværk, alle Lemmerne er krøgede af Gigt. „Det
er kanske til en Barselspatient?“ spørger han lunt.

Pelle brækker Stilken af Kridtpiben for at den ikke skal knække i
Lommen, entrer Bjærgningsdamperen og forsvinder forude. Lidt efter
dukker han frem under Kappen igen med et Par mægtige Søstøvler og et
Stykke „Negerret“. Bag Dampskibsskuret tager han sig en forsvarlig Bid
af den brune Pladetobak og tygger drabelig løs — han strutter af
Mandfolkefølelse. Men henne ved Ovnen hvor Skibsplankerne krøges maa han
vende Maven, alle hans indvendige Dele krænger paa som vil de med Vold
og Magt prøve, hvordan det er at hænge udvendig. Han slæber sig videre,
syg som en Hund og med dunkende Tindinger; men et Steds inde i ham
sidder der en lille Stump Tilfredshed med dette ogsaa, og venter bare
paa at de værste Følger er ovre for at slaa ud i Storbedrift.

Ellers er Havnen her med sine Tømmerstabler og Skibe paa Bedding lige
saa spændende, som dengang han laa og krøb i Hugspaanerne og passede paa
Lasses Sæk. Den sorte Mand med de to halsende Hunde stikker fremdeles op
af Taget paa Havneskuret — det ubegribelige er blot, at man nogensinde
har kunnet blive bange for ham. — Naa men Pelle har travlt.

Han løber nogle Skridt; men henne ved det gamle Slæbested maa han
nødvendigvis stanse, for der staar _Kraften_ og kophugger nogle
Granitblokke — kobberbrun af Sol og Vejr. I hans smukke sorte Haar
hænger der Fliser af Stenen, Skjorte og Lærredsbukser, andet har han
ikke paa, og Skjorten er krænget til Side for det kraftige Bryst; men
paa Ryggen ligger den tæt til og viser Musklernes Spil. Naar han hugger,
siger Luften tju! og det sukker rundt om i Stabler og Bolværk. Folk
kommer pilende, stopper op i en vis Afstand og staar og ser paa ham. Der
staar bestandig en lille Flok og maaber — og løser hinanden af ligesom
ved Løvens Bur. Der kunde ske noget — et af disse pludselige Udbrud, der
ryster det hele og sætter Skrækken op i skikkelige Folk.

Pelle gaar helt hen, _Kraften_ er jo Far til Jens, næstyngste Dreng.
Goddag! siger han frejdigt og gaar lige ind i Kæmpens Skygge. Men
Stenhuggeren fejer ham til Side uden at undersøge hvem han er, og hugger
videre tju, tju!

„Det er snart længe siden han har brugt sig rigtig,“ siger en gammel
Borger. „Mon han skulde være faldet til Ro?“

„Engang maa han vel faa udraset,“ mener den anden. „Byen skulde snart se
at skaffe sig Fred for ham.“ Saa gaar de, og Pelle maa ogsaa videre —
hen et Sted hvor ingen kan se ham.

   „Sjuster kom Fuster, kom Vælling i Grød!
   Tampen paa Ryggen den smager saa sød.“

Det er tre forbandede Gadedrenge. Pelle er slet ikke i Krigshumør, han
lader som han ikke ser dem. Men de gaar lige bag ham og træder ham i
Hælene: Futti, futti, futti føj! — og inden han ved et Ord af det, er
han i Haarene paa dem. Han opdager det først, da han ligger paa Ryggen i
Rendestenen med dem alle tre oven paa sig. Han er faldet paa langs
mellem Kantstenene og kan ikke røre sig, mat er han ogsaa efter den
forbandede Kraftføde; de to største spiler hans Arme ud over Stenbroen
og maser ned paa dem, den mindste faar Lov at øve sig paa hans Ansigt.
Det er en udsøgt Haan, men alt hvad Pelle kan gøre er at dreje Hovedet
til Side for Slagene — han har alligevel ondt af det for de forsmædelige
tykke Kinder.

Der dukker et blændende Syn frem for ham i hans Nød, henne i Porten
staar en hvid Bagerdreng og morer sig kongeligt. Og det er Nilen, selve
den vidunderlige lille bandsatte Nilen fra hans Skoletid, der gik løs
paa alt som en Rottehund og bestandig klarede sig. Pelle lukker Øjnene
og skammer sig, skønt han vel ved, at det kun er en Slags Aabenbaring.

Men saa sker det vidunderlige, at Aabenbaringen stiger ned til ham i
Rendestenen, kyler Drengene til Side og stabler ham paa Benene. Pelle
kender dette Fingergreb igen der allerede i Skolen virkede som Jærnklør.

Saa sidder de inde bag Ovnen paa Nilens snavsede Seng. „Saa du er blevet
Skomagerlap?“ siger han Gang paa Gang medlidende — selv ser han pokkers
rask ud i sit hvide Tøj med bare Arme overkors paa det bare Bryst. Pelle
befinder sig rigtig vel, han har faaet en Napoleonskage og synes at
Verden bliver stadig mere spændende. Nilen tygger mandigt og spytter
sort ud over Gulvet.

„Skraar du?“ spørger Pelle og skynder sig at forære ham Pladetobaken.

„Ja, det gør vi alle. Det er man nødt til naar man skal arbejde om
Natten.“

Pelle begreb ikke, at noget Menneske kunde holde til at vende op og ned
paa Døgnets Tider.

„Det gør alle Bagerne ovre i København — saa kan Folk faa frisk Brød om
Morgenen. Og nu vil Mester prøve at indføre det her. Men det er nu ikke
noget enhver kan, det kræver en Omkalfatring af hele Kadaveret. Værst er
det ved Midnat — naar alting vender sig. Saa gælder det at passe paa
Klokken, og lige naar hun slaar tolv holder vi Vejret allesammen — saa
kan der ingenting slippe ud eller ind. Mester selv kan nu ikke taale
Nattevaagen, Skraaen bliver sur i Munden paa ham, og han maa lægge den
paa Bordet. Naar han saa vaagner op igen, tror han det er en Rosin og
klasker den i Dejen. — Hvad hedder din Tøs?“

Pelles Tanker strejfer et Øjeblik Skipperens tre Piger, men de skal dog
ikke ofres. Nej han har ingen Tøs!

„Nej hør ved du hvad — det kan du ikke være bekendt. Jo jeg giver den jo
lidt med Mesters Datter for Tiden, og hun er nu meget sød — hun er helt
udviklet du! Men vi maa jo passe paa den Gamle.“

„Vil du saa giftes naar du bliver Svend?“ spørger Pelle optaget.

„Og slæbe om med Kone og Børn? Du er et Fjols Pelle, men det skal du nu
ikke være ked af! — Nej Kvindfolk det er jo bare, naar man keder sig
forstaar du.“ Han rækker sig gabende.

Nilen er blevet en køn Fyr men lidt haard i Udtrykket; han sidder og ser
ned paa Pelle med et ejendommeligt Blink i Øjet. „Skomagerlap!“ siger
han spydigt og stikker Tungen ud i Kinden. Pelle siger ingenting; han
ved han ikke kan prygle Nilen.

Nilen har tændt sin Pibe og ligger paa Ryggen i Sengen — med de beskidte
Sko paa — og prater. „Hvordan er jer Svend? vor er en hoven én. Forleden
Dag maatte jeg smække ham en Lussing, han var vigtig. — Jeg har lært at
slaa københavnske Skaller nu; saa er det nemt at klare sig. Men der skal
en stærk Pande til.“ Han er en pokkers Fyr, Pelle bliver mindre og
mindre.

Men pludselig faar Nilen travlt med at komme op — der lyder en skarp
Stemme ude i Bageriet. „Ud af Vinduet, for Pokker,“ hvæser han — „det er
Svenden.“ Og Pelle maa ud af Vinduet saa lang han er, og faar Støvlerne
hevet bagefter sig. Idet han bener af, hører han den kendte Lyd af en
knaldende Lussing.

                   *       *       *       *       *

Naar Pelle vendte hjem fra sin Strejfen var han træt og træg, det skumle
Værksted lokkede ikke. Slukøret var han ogsaa, for Urmagerens Slagklokke
viste, at han havde været tre Timer borte. Han begreb det ikke.

Unge Mester stod i Gadedøren og kiggede ud, med Skindtrøje og Skødskind
af grønt Biljardklæde; han smaafløjtede og lignede en voksen Fugleunge,
der ikke tør kaste sig ud af Reden. Der kunde ligge en hel
Verdensforundring i hans nysgærrige Blik.

„Har du nu været paa Havnen igen, din Halvsatan?“ spurgte han og huggede
en Klo i Pelle.

„Ja,“ Pelle skammede sig godt.

„Naa hvad saa da — er der noget nyt?“

Saa maatte Pelle fortælle paa Trappen: Om en svensk Trælaster, hvor
Skipperens Kone havde faaet Smaa ude i rum Sø og Kokken havde forløst
hende; en Russer der var løbet ind i Havnen med Mytteri om Bord — og
hvad der nu ellers kunde være. I Dag var der kun Støvlerne. „Det er fra
Bjærgningsdamperen — de skal forsaales.“

„Naa —“ Mester kastede et ligegyldigt Blik paa dem. „Er Skonnert Andreas
færdig til at løbe ud?“

Men det vidste Pelle ikke.

„Hvad er du da for en Torsk — har du ikke Øjne i Hovedet? — — Naa men
kan du hente mig tre Bajere da! Men tag dem under Blusen og lad ikke Far
se dem — dit Skabelse!“ Mester var hurtig god igen.

Saa krøb Pelle i Forklædet og krængte Spanderemmen over Knæet. Hver Mand
passede sit, og Mester Andrés læste; der hørtes ingen anden Lyd end
Arbejdets, og nu og da en lavmælt Tilrettevisning fra Svenden.

Hveranden Eftermiddag ved Femtiden gled Værkstedsdøren lidt op, og en
nøgen melet Arm stak Avisen ind paa Bordet. Det var Bagerens Søren, men
selv lod han sig ikke se; han færdedes helst som en Tyv i Natten. Naar
Mester en og anden Gang kom bag paa ham og fik ham halet ind paa
Værkstedet, var han som en forskræmt Skovdjævel der har forvildet sig ud
af Tykningen; han stod med bøjet Hoved og gemte Øjnene af Vejen, var
ikke til at slaa et Ord af. Og naar han saa sit Snit smuttede han ud.

Avisens Ankomst gav ny Appel i Arbejdet. Naar Mester var i Humør til det
læste han højt — om Kalve med to Hoveder og fire Par Ben, et Græskar paa
50 Pund, Verdens fedeste Mand, Vaadeskud og Slangerne paa Martinique.
Alverdens lysende Vidundere troppede op og fyldte det mørke Værksted —
det politiske Vrøvl sprang han over. Naar han var i sit desperate Humør
læste han rent ad Helvede til: om Atlanterhavet der var brændt, saa Folk
aad sig ihjæl i stegt Torsk; eller Himlen der havde slaaet Revner ude
over Amerika, saa Englene drattede lige ned i Folks Suppetallerken. Ting
man kunde tage og føle paa var Løgn — og gudsforgaaent Tøjeri, der kunde
drage Straffen ned over ham naar som helst. — Skælde ud var ikke Mesters
Sag, han blev syg naar der var Ufred i Luften. Men han havde sin egen
Maade at sætte sig i Respekt paa; midt ud af Læsningen kunde der gro en
Røffel til en eller anden, saa han jog sammen og troede alle hans
Skavanker stod i Avisen.

Henad Fyraften kom der altid en lysere Klang i Arbejdet. Saa lakkede det
med den lange Arbejdsdag, Tankerne strøg Dagens Træthed og Lede af sig
og løb forud — til Havbakkerne eller Lunden, den Vej Glæden lyste. En og
anden Nabo faldt ogsaa ind og forkortede Tiden med sin Snak; der var
sket det og det, og Mester Andrés som var saa klog maatte besegle det.
Lyde som ellers slugtes af Dagen, naaede nu ind og gjorde delagtig i
Byens Liv — det var som Murene faldt.

Ved Syvtiden groede en egen Lyd frem oppe i Gaden og kom nedad i
langstrakt Tempo: en død Humpen og to Smæld, saa igen dette Bums som af
en mægtig Fod indbunden i Klude — og Smældene. Det var gamle Bjerregrav,
der varpede sig ned mod Værkstedet paa sine Krykker, Bjerregrav som
bevægede sig langsommere end andre og kom hurtigere frem. Naar Mester
Andrés var i sit daarlige Lune, hinkede han ind for ikke at være i Stue
med en Vanfør; ellers kunde han godt lide Bjerregrav.

„Hvad er det for sjældne Fugle?“ raabte han, naar Bjerregrav lagde til
ved Trappen og sidelæns stagede sig ind; og den gamle lo — han var
kommet her hver Dag nu i mange Aar. Mester tog heller ingen større
Notits af ham men læste videre, og Bjerregrav gled ind i sin tavse
Grunden; hans blege Hænder gik befølende fra det ene til det andet som
kendte han ikke de mest dagligdags Ting. Han tog saa nyfødt paa alting,
at man maatte smile og lade ham sidde og pusle som det Barn han var. Det
var ikke til at holde en Samtale gaaende med ham, for naar han endelig
kom med en Bemærkning, var det gærne til en Side; Bjerregrav blev oftest
hængende ved de Egenskaber, ingen anden saa eller gad dvæle ved.

Naar han saadan sad og følte grundende paa en ganske almindelig Ting,
sagde Folk: Nu er Spørgelysten oppe i Bjerregrav! Og en Spørger var han,
han gik og gjorde Spørgsmaal til Vejr og Vind og selve den Mad han aad.
De latterligste Ting, som fulgte af sig selv for enhver anden, kunde han
spørge om — hvorfor en Sten var haard, og hvorfor Vand slukkede Ild.
Folk svarede ham da heller ikke men trak overbærende paa Skuldrene. Han
er klog nok for saa vidt — sagde de — hans Hoved fejler ingenting. Men
han har faaet forkert fat!

Unge Mester saa op fra Bogen. „Skal jeg saa arve Bjerregravs Penge?“
spurgte han skælmsk.

„Nej du har aldrig gjort mig andet end godt — jeg vil ikke din Fortræd!“

„Der kunde vist overgaa mig værre Ting end det — mener Bjerregrav ikke?“

„Nej for du har dit jævne Udkomme. Mere har ingen Krav paa, saalænge
alle de mange lider Nød.“

„Visse Folk har dog selv Penge paa Kistebunden,“ sagde Mester Andrés
hentydende.

„Nej det er forbi nu,“ svarede den gamle glad. „Jeg er lige saa rig som
du nu — akkurat.“

„For Satan — har Bjerregrav nu sat det hele over Styr?“ Mester kørte
rundt paa Stolen.

„I med jert over Styr! Altid skal I ogsaa gaa i Rette med mig og føre
Anklage. Jeg er mig ikke noget ondt bevidst, men sandt er det at Nøden
tiltager med hver Vinter. Det er en Byrde at have Penge du Andrés, naar
Menneskene sidder rundt om og sulter; og hjælper du dem, faar du at
vide, at du bare har gjort Fortræd. De siger det ogsaa selv, saa det maa
vel være sandt. Men nu har jeg ladet Velgørenhedsforeningen faa Pengene,
saa kommer de vel paa de rigtige Steder.“

„Fem Tusend Kroner,“ sagde Mester drømmende. „Der bliver Glæde blandt de
Fattige til Vinter.“

„Ja til Mad og Brændsel faar de dem jo ikke lige ud,“ sagde Bjerregrav,
„men det skulde komme dem til gode ad andre Veje. For da jeg havde gjort
Foreningen mit Tilbud, kom Formanden, Skibsreder Monsen du ved, ud til
mig og bad om at laane Pengene paa et Aar. Han maatte gaa Fallit om han
ikke fik dem — og var helt ulykkelig ved Tanken om alle dem der blev
brødløse, naar hans store Bedrift gik i Stykker. Det Ansvar faldt jo saa
paa mig. Men Pengene er sikre nok, og paa den Maade kommer de jo
Fattigdommen til gode to Gange.“

Mester Andrés rystede paa Hovedet: „Bare ikke Bjerregrav har gjort i
Nælderne.“

„Hvad saa da? Hvad kan jeg nu have lavet af forkert?“ spurgte den gamle
forskrækket.

„Han staar pokker ikke for Fallit, — han er en Kæltring,“ mumlede
Mester. „Har Bjerregrav sikret sig Bevis?“

Den gamle nikkede, han var helt stolt over sig selv.

„Og Renter — 5 Procent?“

„Nej ikke Renter. At Penge skal staa og avle Penge, det kan jeg ikke
lide. For et Sted fra skal de jo suge Procenten til sig, og det bliver
vel saa fra de Fattige det ogsaa. Renter er Blodpenge du Andrés — det er
ogsaa et nymodens Paafund. I min Ungdom kendte man ikke til at trække
Renter af Penge.“

„Ja ja! Den der giver til han tigger, skal prygles til han ligger,“
sagde Mester og læste videre.

Bjerregrav sad og sank bort i sit eget. Pludselig saa han op:

„Kan du som er saa belæst ikke sige mig, hvad der holder Maanen oppe?
jeg laa og grundede paa det i Nat jeg ikke kunde sove. Vandrer og
vandrer gør den; og én kan tydelig se, den ikke har andet end Luft under
sig.“

„Det ved ikke Pokker,“ svarede Mester Andrés grundende. „Den har vel sin
egen Kraft at holde sig oppe ved.“

„Det samme har jeg ogsaa tænkt — for Pligten rækker vel ikke til. Vi
andre gaar jo nok og træder og træder der hvor vi er sat, men vi har dog
Jorden at støtte os ved. — Og du studerer fremdeles du! nu har du vel
snart læst alle de Bøger der findes i Verden?“ Bjerregrav tog Mesters
Bog og befølte den grundigt. „Det er en god Bog,“ sagde han, slog Knoen
mod Bindet og holdt Bogen lyttende op til Øret — „der er godt Materiale
i. Er det Løgnehistorie (Skønliteratur) eller Historiebog?“

„Det er en Rejsebog. De ligger oppe ved Nordpolen og er frosset inde —
de ved aldrig, om de kommer levende hjem.“

„Men det er jo forfærdeligt — at Folk ogsaa tør vove sig saadan ud. Jeg
har saa ofte spekuleret paa, hvad der vel kunde være dér ved Verdens
Ende, men rejse derhen for at se efter turde jeg nu ikke. Aldrig hjem
igen!“ Bjerregrav saa forpint fra den ene til den anden.

„Og Koldbrand har de i Fødderne, saa Tæerne maa sættes af — paa nogle af
dem hele Foden.“

„Men saa ti dog stille — de mister jo deres Førlighed, de Stakler; jeg
vil ikke høre mere om’et.“ Den gamle sad og vuggede sig som havde han
ondt. — „Er det for at føre Krig Kongen har sendt dem derop?“ spurgte
han lidt efter nysgærrigt.

„Nej de er der for at finde Paradisets Have. En af de Folk der gransker
Skriften har nok fundet ud, at den skulde ligge deroppe bag Isen,“
forklarede Mester højtideligt.

„Edens Have ogsaa kaldet Paradiset! — men den laa jo dér hvor de to
Floder falder i den tredje, i Morgenlandet! Det staar der godt nok
skrevet. Saa det du dér læser er falske Lærdomme.“

„Den har sku nok ligget ved Nordpolen,“ sagde Mester, som havde en
Tilbøjelighed for Fritænkeri, „gu har den saa! Det andet er bare dum
Overtro.“

Bjerregrav tav forstemt. Han sad og hang og havde Øjnene ude et Steds
hvor ingen anden færdedes. „Ja, ja,“ sagde han sagte, „enhver finder paa
noget nyt for at gøre sig bemærket, men Graven laver ingen om paa.“

Mester Andrés flyttede utaalmodigt paa sig; han kunde skifte Sind som et
Kvindfolk. Bjerregravs Nærværelse plagede ham. „Nu har jeg lært at mane
— vil Bjerregrav prøve?“ sagde han pludselig.

„Nej mænd om jeg vil!“ den gamle smilede usikkert.

Men Mester sigtede paa hans klippende Øjne med to Fingre og stirrede
besættende paa ham. „I Blodets Navn, i Safternes Navn, i alle Væskers
Navn — gode som onde — og Havets med,“ mumlede han og krøb sammen som en
Kat.

„Lad vær siger jeg! lad vær! Jeg vil ikke have det!“ Bjerregrav hang
raadvild og svingede mellem sine Krykker, han skottede til Døren men
kunde ikke rive sig løs af Fortryllelsen. Saa slog han desperat til
Mesters manende Haand og benyttede Stansningen i Trolddommen til at
slippe ud.

Mester sad og blæste paa sin Haand. „Han slog sku fra sig,“ udbrød han
forundret og vendte den røde Haand ud imod dem.

Lille Nikas svarede ikke. Han var ikke overtroisk, men holdt ikke af at
der blev drevet Spot med Tingenes Væsen.

„Hvad skal jeg bestille?“ spurgte Peter.

„Er Styrmand Jessens Støvler færdige?“ Mester saa paa Uret. „Saa kan du
gnave dine Skinneben.“

Det var Fyraften. Mester tog Hat og Stok og hinkede af Sted til
Ølhansens for at faa et Parti Biljard, Svenden klædte sig om og gik, de
ældre Drenge holdt Halsvask i Blødebaljen. Saa skulde de ud og smække
sig!

Pelle saa langt efter dem. Han følte en fortærende Trang til at ryste
den drøje Dag af sig og stryge ud han ogsaa, men Strømperne var Hul paa
Hul, og Busserunnen maatte vaskes for at være tør til næste Morgen. Ja
og Skjorten — det hedede ham om Ørerne — var det kun fjorten Dage eller
paa fjerde Uge? Ak, Tiden havde taget ham ved Næsen! et Par Aftener
havde han bare skudt den ubehagelige Vask fra sig — og saa havde det
summet sig op til fjorten Dage! Det krøb saa fælt paa Kroppen — mon
Straffen allerede var der, fordi han havde vendt det døve Øre til
Samvittigheden, og sat sig ud over Far Lasses Ord om hver dens Skændsel,
der ikke holdt sig ordenlig?

Nej gudskelov! Men Pelle havde faaet sig en ordenlig Forskrækkelse, hans
Ører brændte endnu mens han skrubbede Skjorten og Blusen op nede i
Gaarden. Det var nok bedst at tage det som en velment Advarsel fra oven!

Saa hang Skjorte og Bluse og bredte sig paa Stakittet, som vilde de
favne Himlen af Glæde over deres Renhed. Men Pelle sad mismodig oppe i
Drengekamrets Vindu og rimpede — med det ene Ben udenfor for dog at være
i Luften. Den kunstfærdige Stopning Faderen havde lært ham, kom ikke til
Anvendelse her; man kunde tage det ene Hul og slaa det andet med! Pelle
rimpede — saa Far Lasse vilde være gaaet i Jorden af Skam. Han krøb
efterhaanden helt ud paa Taget; nede i Skipperens Have gik de tre og
drev, de kiggede langt over efter Værkstedet og kedede sig.

Saa fik de Øje paa ham og blev helt andre Mennesker. Manna kom hen, stod
og stødte Maven utaalmodigt mod Stengærdet og bevægede Læberne op imod
ham. Hun slog vredt med Hovedet og stampede i Jorden — der kom blot
ingen Lyd. De andre to krøb runde i indeklemt Latter.

Pelle forstod saa udmærket hvad det stumme Sprog gik ud paa, men holdt
tappert ud en Stund endnu. Saa kunde han ikke mere, han smed det hele og
var nede hos dem.

Alle Pelles Drømme og vage Længsler var ude hvor Mænd færdedes; intet
var ham saa latterligt som Skørterend. Kvinder var nærmest noget
foragteligt noget, Kræfter havde de ikke og megen Forstand heller ikke,
de forstod bare at gøre sig lækre. Men Manna og hendes Søstre var noget
for sig; han var Barn nok endnu til at lege, og de var fortræffelige
Legekammerater.

Manna — Vildkatten — var ikke bange for noget; med sine korte Skørter og
Flætningen og de hoppende Bevægelser mindede hun om en kaad, nysgærrig
Fugl — vips ud af Krattet og ind igen. Hun kunde klatre som en Dreng og
ride Pelle paa sin Ryg Haven rundt; det var nærmest en Misforstaaelse at
hun havde Skørter paa. Tøj holdt ikke til hende, hvert Øjeblik kom hun
styrtende ind paa Værkstedet og havde noget itu paa sine Sko. Saa vendte
hun op og ned paa alting, tog Stokken fra Mester saa han ikke kunde røre
sig, og havde Hænderne i Svendens ny amerikanske Værktøj!

Pelle kastede hun sig over straks den første Dag. „Hvad er det for en ny
én?“ sagde hun og dunkede ham i Ryggen. Og Pelle lo og saa frit paa
hende igen — med denne Selvfølge der er de helt unge Aars Hemmelighed.
Der var ikke Spor af Fremmedfølelse dem imellem, de havde kendt hinanden
altid de, og kunde naar som helst fortsætte Legen hvor de sidst slap. Om
Aftenen stillede Pelle sig op ved Gærdet og saa paa dem, et Øjeblik
efter var han ovre og med i Legen.

Manna var ikke nogen slet og ret Flæbetøs, der brølede sig fra Følgerne
af alting. Havde hun indladt sig paa at slaas, bad hun ikke om Naade,
hvor haardt det saa gik. Men noget holdt Pelle hende jo til gode paa
Skørternes Vegne. Det lod sig nu engang ikke benægte, hun kunde godt
haft lidt flere Kræfter!

Men Mod havde hun, og Pelle langede kammeratlig igen — undtagen paa
Værkstedet hvor de sad over ham trip — trap — træsko! Naar hun dér kom
bag paa ham og listede noget ned paa hans Ryg eller væltede ham af
Trebenen, holdt han sig i Skindet og nøjedes med stille at samle sig op.

Alle hans glade Dage laa derovre i Skipperens Have; og en underlig
Verden var det som nok kunde holde Sindet fangen. Pigerne havde
udenvæltske Navne, som Faderen havde bragt med hjem fra Langfarten:
Aïna, Dolores, Sjermanna! tunge røde Koraller havde de om Halsen og i
Ørerne. Og rundt om i Haven laa der vældige Konkylier, hvoraf man kunde
lytte sig selve Oceanets Kogen til, Skildpaddeskaller saa store som
Lispundsbrød, og hele Koralblokke.

Det var altsammen nyt, men Pelle lod sig ikke derfor gaa paa. Han
indlemmede det hurtigst muligt i sin selvfølgelige Verden og forbeholdt
sig til enhver Tid Ret til at møde noget endnu større og mærkeligere.

Om Aftenen skuffede han dem let og strøg ud i Byen hvor det egenlige Liv
foregik — til Havbakkerne og Havnen. Saa stod de ved Gærdet og hang,
kedede sig og mundhuggedes. Men om Søndagen mødte han trofast saa snart
han var færdig paa Værkstedet, og de bredte Legen vidt ud i Bevidstheden
om at have en lang Dag for sig. Der var Lege i Hundredevis, og Pelle var
Midtpunktet i dem alle; han kunde bruges til alt: Ægteherre og
Menneskeæder og Slave. Han var som en tam Bjørn i deres Hænder; de red
paa ham, trampede paa ham, undertiden kastede de sig over ham alle tre
og „myrdede“ ham. Og han maatte ligge stille og finde sig i, at de
gravede Liget ned og udviskede alle Spor. Troværdigheden krævede, at han
var helt dækket med Jord, kun Ansigtet slap — fordi det nu ikke kunde
være andet — og fik Lov at nøjes med visne Blade. Græd han saa bagefter
for sit pæne Konfirmationstøj, kunde deres Hænder blive saa nænsomme til
at børste ham af; og vilde han slet ikke lade sig trøste, kyssede de ham
alle tre. Mellem dem hed han aldrig andet end Mannas Mand.

— — —

Saadan gik Dagene for ham. Han var mere forsoren end just glad af Sind —
han følte jo selv dunkelt hvorledes det gik baglæns, og havde ingen at
støtte sig til. Men ufortrødent fægtede han videre mod denne By, han
havde den i Hovedet Dag og Nat, han sloges med den i Søvne.

„Kommer der noget paa, saa har du jo Alfred og Albinus, de hjælper dig
nok til Rette,“ havde Farbror Kalle sagt dengang Pelle gjorde
Afskedsvisit; og han var ikke sen til at søge dem op. Men Tvillingerne
var de samme smidige vigende Fyre nu som paa Vogtemarken; de vovede ikke
Pelsen hverken for sig selv eller andre.

Ellers var der Fremfærd nok i dem. De havde søgt herind fra Landet for
at komme frem, og begyndte med at tage Tjenestepladser, til de fik
sparet saa meget sammen, at de kunde komme i Vej med noget anseligere.
Albinus var saa blevet hængende i det, fordi han ikke havde Lyst til
noget Haandværk. Han var en skikkelig Fyr, der gærne lod andre om
alting, blot han fik Lov at dyrke sine Akrobatkunster. Altid gik han og
balancerede med et eller andet og vilde have Ting anbragt paa den
umulige Ende. Han havde ingen Forstaaelse af Naturens Orden, sine Lemmer
gik han og krængede rundt i alle Stillinger; og naar han hev en Ting op
i Luften, forlangte han, at den skulde blive deroppe saa længe mens han
foretog sig noget andet. „Tingene maa jo kunne dresseres lige saa godt
som Kreaturerne,“ sagde han og blev ufortrødent ved. Pelle lo, han kunde
godt lide ham men regnede ham ikke.

Alfred havde taget en hel anden Retning. Han befattede sig ikke med at
slaa Hovedspring mere, men gik anstændigt paa sine Ben, havde bestandig
travlt med at skubbe Flip og Mansjetter til Rette og var i én Angst for
sit Tøj. Han var i Malerlære nu men havde Skilning i Panden som en
Butikssvend og købte Sager hos Materialisten til at smøre i Haaret. Naar
Pelle sluttede sig til ham paa Gaden, sørgede Alfred altid for et
Paaskud til at ryste ham af igen; han omgikkes helst Butiksdrenge og
havde altid travlt med at hilse til højre og venstre — paa Folk der var
højere paa Straa end han selv. Alfred var simpelt hen en Vigtigper som
Pelle nok en Dag gav en Dragt Klø!

Deri lignede Tvillingerne fremdeles hinanden, at der ingen Haandsrækning
var at vente fra den Kant. De udleverede gladelig sig selv til Latteren,
og naar nogen haanede ham lo de med.

Let var det ikke at bjærge sig. Han havde lyst Bonden eftertrykkelig
hjem, men nu var det selve Fattigdommen det var galt med. Han havde
sorgløst tinget sig i Lære for Kosten; lidt Klæder havde han jo paa
Kroppen, og andre Behov vidste han ikke af for den der ikke svirede
eller rendte med Tøser. Men saa kom Byen og krævede, at han skulde takle
sig om. Søndagstøjet var ikke en Smule for godt til Hverdag herinde; han
maatte se at bjærge sig en Gummiflip — der havde den Fordel at man selv
kunde vaske den — og sætte Mansjetter som et fjærnt Maal. Penge skulde
der til, og den vældige Sum af fem Kroner, som han mødte op med da han
kom for at tage det hele med Storm eller i værste Fald købe det, dem
havde Byen listet fra ham før han saa sig for.

Lige til nu havde Far Lasse taget alt Hovedbrud paa sig, og nu stod han
der og maatte selv om det hele. Nu var det ham og Tilværelsen, og Pelle
klarede sig langt som den Knop han var. Men undertiden brød han sammen
paa det. Og det lagde sig hæmmende under alle hans barnlige
Livsytringer.

Paa Værkstedet gjorde han sig nyttig og søgte at staa sig godt med dem
alle. Han vandt lille Nikas ved at tegne hans Kæreste i forstørret
Skikkelse efter Fotografi. Ansigtet vilde ikke rigtig træde frem, det
saa ud som nogen havde traadt i det; men Kjolen og Halsbrosjen var
udmærkede. Billedet hang paa Værkstedet en Uge og gjorde megen Lykke;
Karlsen, der gik Bud for Stenværket, bestilte to store Billeder af sig
og sin Kone til 25 Øre Stykket. „Men du maa sætte lidt Krøller paa
Haaret,“ sagde Karlsen, „for Mor har altid ønsket saa meget at jeg havde
haft krøllet Haar.“

Pelle kunde ikke love Billederne før om et Par Maaneder, det var sent
Arbejde, naar det skulde gøres akkurat.

„Naa ja — før kan jeg føje afse Penge til dem heller. For i denne Maaned
har vi Lotterisedlen, og i næste staar Huslejen for Døren.“ Pelle
forstod det nok han, for Karlsen tjente 8 Kroner om Ugen og havde ni
Børn. Men strække sig videre med Prisen syntes han ikke han kunde.

Pengene flød sandelig ikke herinde. Og fik han saa en Skilling mellem
Hænder, hændte det at den tog rejsaus lige for Næsen af ham, bedst som
han gik og brød sit Hoved med hvordan han nyttigst skulde give den ud —
som dengang han i et Høkervindu opdagede en uimodstaaelig Pibe af Form
som en Skaftestøvle.

Naar de tre Piger kaldte ham over Gærdet, fik hans Barnesind sit; saa
glemte han for en Stund Kampe og Sorger. Han generede sig lidt ved at
lade nogen se at han smuttede derover; Pelle var ikke beæret af den fine
Omgang — og Skørter var det. Han følte sig blot lykkelig herovre hvor de
sælsomste Ting brugtes til at lege med, kinesiske Kopper, Vaaben fra
Sydhavsøerne. Manna havde en Perlekrans af hvide Tænder, spidse og
knudrede mellem hinanden; hun paastod det var Mennesketænder og turde
bære dem paa den bare Hals. Og Haven var fuld af vidunderlige Planter —
Majs, Tobak og meget andet, der andre Steder i Verden skulde gro tæt som
Kornet herhjemme!

De var finere i Huden end andre Mennesker og duftede af Verdens
sælsomste Egne. Og dem legede han med, de saa op til ham i Beundring,
rimpede paa hans Tøj naar der var kommet en Flænge, gjorde ham til
Midtpunktet i al deres Leg — ogsaa naar han ikke var til Stede. Der var
en dulgt Oprejsning i det, skønt han tog det som en Selvfølge, det var
jo noget af alt det Skæbnen og den gode Lykke havde forbeholdt ham, et
lille Forskud paa Livets ubegrænsede Æventyr. Han forlangte at regere
uindskrænket over dem, og naar de var paastaaelige, gjorde han sig gal i
Hovedet saa de faldt til Føje. Han vidste vel, at enhver ordenlig Mand
underlægger sig Kvinden.

Forsommeren sled sig hen med det, den døde Tid rykkede frem. Byboerne
selv havde forsynet sig med Sommerbehovet allerede til Pinse, og ude paa
Landet havde de andet at tænke paa nu end at age til Staden med Arbejde
til Haandværkerne; den tilstundende Høst optog alle Sind. Det mærkedes
overalt, helt ind i Kroge hvor de ikke udrettede noget for Bønderne,
hvor afhængig den lille By var af Landet. Det var som Byen med ét Slag
havde glemt al sin Overlegenhed; Haandværkerne saa ikke længer ned paa
Bondelandet men stod og kiggede langt ud efter Markerne, talte om Vejr
og Høstudsigter og havde glemt alle Byinteresser. Kom der en sjælden
Gang en Bondevogn gennem Gaden, løb man til Vinduet for at kigge. Og da
Høsten stod for Døren var det, som gamle Mindelser fik dem alle til at
rejse Hovedet; enhver der kunde krængede Bylivet af sig og drog tilbage
til Landet paa Høstarbejde. Fra Værkstedet var baade Svenden og de to
ældste Drenge ude, Jens og Pelle kunde magelig overkomme Arbejdet.

Pelle mærkede ikke til nogen Dødhed; han var fuldt optaget paa alle
Kanter med at hytte sit Skind og faa det bedst mulige ud af Tilværelsen.
Der var Tusender af modstridende Indtryk af godt og ondt, der skulde
samles og forliges til et Hele — til denne mærkværdige Ting _Staden_,
som Pelle aldrig vidste om han skulde velsigne eller forbande, fordi den
altid holdt ham svingende.

Og midt under Optagetheden kunde Lasses Skikkelse dukke op og gøre ham
ensom i Hvirvlen. Hvor var Lassefar henne? skulde han aldrig mere høre
fra ham? Hver Dag havde han ventet at se ham stolpre ind ad Døren, i
Tillid til Karnas Ord; og naar det famlede ved Haandtaget, var han vis
paa det var ham. Det blev til en stille Sorg i Drengens Sind, en Tone i
alt hvad han foretog sig.




                                   V


En Lørdag Pelle løb ud ad Østergade, kom et Flyttelæs dinglende ind fra
Landet. Han havde meget travlt, men maatte have det med; Kusken sad nede
foran Læsset, helt fremme mellem Hestene, han var stor og rødmusset og
forsvarlig indbunden trods Varmen. Hov det var jo Svoger Due, Kalles
Svigersøn! og oppe midt i Skramlet sad Anna og Børnene og dinglede.
Halløj! Pelle svang Kasketten, i et Spring havde han Foden paa Hammelen
og sad ved Siden af Due, der lo over hele Ansigtet ved Mødet.

„Ja nu er vi saa blevet trætte af Bondelandet, og skulde prøve om det
vil forme sig bedre herinde,“ sagde Due paa sin stille Maade. „Og her
farter du om saa hjemmevant!“ der var Beundring i Stemmen.

Anna kom krybende frem over Læsset og lo ned til dem.

„Har I nyt fra Lassefar?“ spurgte Pelle hende. Det var hans evige
Spørgsmaal naar han traf Kendinge.

„Ja vi har — han er i Færd med at købe Gaard inde i Lyngen. Kan du være
ordenlig din Dævl!“ Anna tjattede bagud, et Barn gav sig til at græde.
Saa kom hun frem igen. „Og saa skal vi hilse saa meget fra Far og Mor og
dem alle.“

Men Pelle havde ikke Tanke for Farbror Kalles.

„Er det oppe ved Stengaarden?“ spurgte han.

„Nej det er bedre Øster efter, ind imod Troldstuerne,“ sagde Due. „Det
er en stor Lod men ikke meget andet end Sten. Bare han ikke gaar i
Stykker paa det — der skal være gaaet to før ham. Han har jo saa bosat
sig med Karna.“

„Farbror Lasse ved nok hvad han gør,“ sagde Anna. — „Det er vel saa
Karna der har sat Pengene i, hun havde jo noget paa Kistebunden.“

Pelle maatte af — hans Hjærte var blevet saa sprælsk ved denne
Efterretning. Forbi var det med al Uvished og alle forfærdende
Muligheder — han havde faaet sin Far igen! Og Lasse havde faaet sin
Livsdrøm opfyldt og sad nu med Foden under eget Bord! Gaardmand var han
tilmed blevet naar man ikke saa for nøje paa det; og Pelle selv — ja han
var jo Gaardmandssøn.

Ved Nitiden om Aftenen havde han alting til Side og kunde begive sig paa
Vej; hans Blod bankede af Spænding. Var der Heste? — ja naturligvis, men
skulde der Folkehold til? Var Lasse blevet Husbonde, der udbetalte
Lønninger ved Flyttedag og kom kørende til Staden om Lørdagen med
Pelskraven op om Ørerne? Pelle saa dem tydeligt komme op ad Trappen den
ene efter den anden, stryge Træskoene af og banke paa Kontordøren — ja
de skulde nu gærne bede om Forskud paa Lønnen. Og Lasse kløede sig i
Nakken, saa betænkeligt paa dem og sagde: Nej vist ikke, I svirer det jo
bare op! Men han gav dem alligevel, naar det kom til Stykket — én er jo
tossegod! sagde han til Pelle.

For Pelle havde givet Skomageriet en god Dag og gik hjemme som
Gaardmandssøn. Egenlig var det jo ham der styrede — det maatte blot ikke
hedde sig. Og ved Julegilderne svang han de trinde Gaardmandsdøtre. Der
blev Hvisken i Krogene naar Pelle traadte ind; men han gik lige over
Gulvet og bød Præstens Datter op til en Svingom, saa hun tabte Vejret og
mere til og bad ham gifte sig med hende lige med det samme. — —

Han løb og drømte; Længslen drev ham fremad, og før han vidste af det
havde han tilbagelagt de Par Mil Hovedlandevej. Sognevejen han nu slog
ind paa førte ind gennem Lyngbakker og Naaleskov; Husene blev fattigere
herinde, der var langt imellem dem.

Pelle tog efter bedste Skøn en Bivej fat lidt fremme, og løb med
udslagne Sanser. Sommernatten lod ham kun skimte alting halvt, men det
hele var ham saa fortroligt som Stopningerne i Far Lasses Vesteryg,
skønt han aldrig havde været her før. Det fattige Landskab talte til ham
med Moderstemme; saa trygt som her mellem disse lerklinede Hytter, hvor
fattige Rydningsmænd sloges med Klippen om en Haandfuld Muld, var der
ikke noget andet Sted i Verden. Gennem mange Slægtled var alt dette
hans, lige til Kludene i Ruderne og det gamle Skrammel der var slæbt op
paa Straataget for at holde det fast. Her var ikke noget at bryde sit
Hoved med som andre Steder i Verden — man lagde sig trygt ind og
hvilede. Men bygge og bo i alt dette skulde han ikke have noget af. Det
var han vokset fra, som man vokser fra Mors Skørter.

Bivejen blev efterhaanden til et dybt Hjulspor der snoede sig mellem
Klipper og Mose. Pelle vidste han skulde holde Øster efter, men dette
gik snart syd- snart nordpaa. Han blev ked af det, satte omhyggeligt sin
Retning og gav sig markløst ud. Det var drøjt at arbejde sig frem,
Maanelyset narrede Øjet saa han snublede og sank i Huller, Lyng og
Enebær gik ham til Livet og hæmmede hver Bevægelse. Saa blev han stædig
ogsaa og vilde ikke søge tilbage til Hjulsporet, men masede paa saa han
dampede, kravlede op over skraa Klippepander der var slibrige af Duggens
Fald paa Mosset, og lod sig dumpe ud over Kanten paa maa og faa. Lidt
for sent følte han Dybet under sig, det gik som kold Træk gennem Maven
og fik ham til at gribe vildt i Luften efter Støtte. Lassefar! sagde han
klagende, og blev i det samme opfanget af de vældige Brombærranker, og
sank langsomt nedad gennem dette Flætværk hvor Ranke efter Ranke
klaskede tusend Klør i ham og trevent leverede ham videre. Til han
nænsomt blev sat af dybt nede mellem de skarpe Sten paa Bunden af en
Klev, og gysende maatte takke sin gode Skæbne for alle disse Torne, der
barmhjærtigt havde flaaet hans Skind for at han ikke skulde flække
Skallen. Han maatte saa lede sig frem gennem Mørket og det lydende Vand
dernede, til han fandt et Træ og kunde klatre op til Overfladen.

Dermed var Retningen tabt, og da det gik op for ham tabte han Hovedet
ogsaa. Af den sikre Pelle var der intet igen, han løb blindt frem for at
naa op paa den høje Knude. Og da han befriet sprang frem paa Toppen for
at tage Kending af Klipperne, brast Jordsmonnet og lukkede sig over ham
i et rædselsfuldt Uvejr, Luften blev sort og fuld af Larm, han kunde
ikke se en Haand for sig. Det var som en Kæmpesprængning — opstaaet ved
hans glade Stamp i Klippen, Landene blev slynget til Vejrs og opløstes
til Mørke, og Mørket selv skreg af Rædsel og hvirvlede rundt. Hjærtet
sprang med i hans Bryst og røvede hans sidste Vid; han sprang selv i
ubændig Rædsel og brølede besat. Over hans Hoved flakkede de sorte
Masser, saa han maatte dukke sig, lysende Flænger kom og forsvandt; det
susede som Brænding deroppe og skreg bestandig — i et helvedes Virvar af
Lyd. Saa kastede det sig pludselig til Side, drev Nord over, og faldt.
Og Pelle forstod, at han var kommet midt op i Raagernes Nattelejr.

Han fandt sig selv bag en stor Sten. Hvordan han var kommet der vidste
han ikke, men han vidste at han var en stor Torsk. Hvor magelig kunde
han ikke have maset halvhundrede Raager, bare ved at kyle nogle Stene
til Vejrs!

Han fulgte langs Aasen, uhyre modig i sin Beslutning men vag i Knærne.
Langt henne paa en Klippe sad en Ræv og gøede sygt i Maanelyset, og ude
i Nord og Syd saa han Glimt af Havet. Det var heroppe de Underjordiske
holdt til; naar man traadte i Klippen gungrede det hult. Pelle begyndte
at gaa stille.

I det sydlige Udsnit laa Havet i Sølvglans af Maanen, men da han igen
saa derned var det borte; Lavlandet dernede var forsvundet i hvidt. Til
alle Sider gik Landet under, Pelle saa undrende, hvordan Havet langsomt
steg og fyldte alle Lavninger. Det tog Smaabakkerne ogsaa — hver i en
Mundfuld — og tog den lange Aas i Øst, saa kun Grantoppene ragede op.
Fortabt gav han nu ikke, bag alle rædde Tanker laa en utydelig
Forestilling om Ararats Bjærg og holdt ham oppe. Men saa blev det
besynderlig koldt, Bukserne klæbede mod Kroppen. „Det er _Vandene_,“
tænkte han og saa sig angst om: Fjældet var forvandlet til en lille
Holme, der flød med ham i Oceanet.

Pelle var en lille haandfast Realist, der havde været ude for
adskilligt. Men nu havde Rædslen engang gennemsyret hans Blod, og han
tog imod det overnaturlige uden Protest. Jorden var simpelt hen gaaet
under, og han var i Drift — ud i det forfærdelig kolde Verdensrum! Far
Lasse og Værkstedet, Manna og Unge Mesters lysende Øjne — alt var det
forbi med. Han sørgede ikke men følte sig forfærdelig ensom. Hvor førte
det hen — og var det Døden mon? Slog han sig maaske ihjæl før, da han
faldt ned fra Klippen — og var nu paa Rejse bort til de Saliges Land?
Eller var det selve Verdens Undergang, som han havde hørt saa
forfærdelig omtalt saa langt tilbage han kunde huske? Han drev maaske om
paa den sidste Stump, og var den eneste der var i Live? Det skulde ikke
undre Pelle, om han kom ovenud hvor alt andet gik til Grunde; selv i
dette Forsagthedens Øjeblik fandt han det inderst inde ret naturligt.

Han stod aandeløs stille, lyttende ud mod det endeløse; han hørte
Stempelslagene fra sine Pulse, saadan lyttede han. Og saa hørte han
noget mere; langt derude i det syngende Intet som kogte mod hans Øren,
fangede han en Antydning af Lyd, den svirrende Tone fra noget levende.
Saa uendelig fjærn og fin den var, Pelle følte den saa det trillede
igennem ham. Det var en Ko der gnavede med Lænken; han kunde følge
hvorledes den gned Halsen op og ned ad Stolpen.

Han sprang ned over Klipperne, faldt og var paa Benene igen — og videre;
Disen havde slugt ham, uden at han vidste af det. Saa var han nede i
Rydning, saa ude i noget der mærkedes som kendte Striber under Fødderne
— Jord der engang havde været pløjet og var faldet i Lyng igen. Lyden
voksede og blev til alle de hjemligste Natlyde fra en aaben Kostald — og
der dukkede et forfaldent Bondehus frem af Taagen. Det var nu ikke det
Pelle søgte — Far Lasses var en rigtig Gaard med fire Længer! Men han
gik ind alligevel.

Ude paa Landet laaste de ikke ængsteligt for alting saadan som i Staden
— han kunde gaa lige ind. Saa snart han fik Døren op til Stuen, bølgede
Glæden frem i ham. Den hyggeligste Lugt han kendte slog ham i Møde,
selve Grundlaget for al Lugtning — Far Lasses Lugt!

Der var mørkt i Stuen, Nattens Lys kunde ikke trænge ind gennem de lave
Vinduer. Han hørte dyb Aande af sovende, og vidste at de ikke var
vaagnet — Døgnet havde altsaa ikke vendt sig endnu! „Godaften!“ sagde
han.

Saa gav en Haand sig til at famle efter Tændstikker. „Var der nogen?“
spurgte en søvngaaet Kvindestemme.

„Godaften!“ udbrød han igen og traadte frem i Stuen — „det er Pelle!“
Han gav Navnet fra sig som en Opsang.

„Jasaa — er det dig Pøjke?“ Lasses Stemme skjalv, og Hænderne kunde ikke
faa Ret paa Tændstikkerne; men Pelle gik frem efter Lyden og fik fat om
hans Haandled. „Og hvordan har du fundet her helt op i Ødemarken — ved
Nattetider til og med? Ja ja, nu skal jeg saa staa op!“ gentog han og
forsøgte stønnende at rejse sig.

„Nej bliv du dog liggende og lad mig staa op,“ sagde Karna som laa inde
ved Væggen — hun havde forholdt sig tavs, mens Mandfolket førte Ordet. —
„Han har jo det Lændeværk — dermedsaa!“ sagde hun og grenede ud paa
Gulvet.

„Ja jeg har taget lidt for haardt fat herinde. Saadan vil det jo let
gaa, naar én faar sit eget at raade med — det er ikke nemt at holde op
igen. Men det gaar vel over det ogsaa, naar først jeg kommer godt i Gang
— Arbejde er god Smørelse for Lændeværk. — Og hvordan har du det saa?
Jeg var lige ved at tro, at du havde omkommet dig derude.“

Pelle maatte sidde ned paa Sengekanten og fortælle om alting i Staden —
Værkstedet og Mesters halte Ben og det hele. Men sin Modgang sprang han
over; det var ikke noget for Mandfolk at dvæle ved.

„Men saa er du jo kommet godt efter det i det Fremmede!“ sagde Lasse
henrykt. „Og ansét er du vel?“

„Ja—a!“ Pelle trak lidt paa det. Foreløbig var Anseelse ikke det han
havde erhværvet sig mest af — men hvorfor synge om sin Elende: „Ja Unge
Mester kan godt lide mig; han snakker ofte med mig hen over Hovedet paa
selve Svenden.“

„Ja—ha, ser vi det! Jeg har saamænd tidt undredes paa hvordan du var
faren, og om ikke vi snart spurgte stort Nyt fra dig; men der skal jo
Tid til alt forstaas! — Og som du ser, jeg har jo forandret en hel Del
paa mig.“

„Ja du er jo blevet Storbonde du!“ sagde Pelle og lo.

„Fan ja, det maa jeg nok bekende!“ Lasse lo med men gav sig ynkeligt
over Lænden. „Om Dagen naar jeg slider, har jeg det godt nok; men saa
fort jeg kommer hen og ligger er det der. Og noget Djævelstøj er det —
ret som om Hjulene af en svært belastet Vogn gik frem og tilbage over
min Lænd, eller hvad én nu kan finde paa. Naa, naa! morsomt er det nu at
have sit eget! For saa underligt er det kommet over mig, at bart Brød
ved eget Bord smager mig bedre end — ja jeg kunde min Sjæl faa Sind til
at sige Kyllingesteg ved fremmed Bord. Og saa det at kunne staa paa sit
eget og spytte i hvad Retning man vil, uden først at spørge om Forlov.
Og Jorden her er slet ikke ilde, om end det meste aldrig har været under
Menneskehaand; den har ligget og samlet sig Ydeævne fra Tidernes
Skabelse. — Men hvad Købstadboerne, er de store paa’et?“

Aa Pelle havde ikke noget at klage paa. — „Naar er I blevet gift?“
spurgte han pludselig.

„Ja se —“ Lasse begyndte at stolpre i det, han havde ventet sig just det
Spørgsmaal af Pøjken. — „Gift paa det Vis er vi just ikke, for der skal
Penge til, og Bedriften gaar forud for alt. Men det er jo vor Mening
forstaas — saa snart Raad og Lejlighed er der.“ Lasses ærlige Mening var
nu den, at man lige saa godt kunde spare den Udgift; i alt Fald til der
kom Børn og paakrævede at være redelig født. Men han saa paa Pelle, at
det ikke vilde smage ham; Pøjken var den samme pertentlige Fanden som
altid naar det galdt Ærbarheden. „Saa snart vi har Høsten i Hus, byder
vi til stort Gilde,“ sagde han resolut.

Pelle nikkede ivrigt. Nu var han Gaardmandssøn, og det kunde der slaas
et Slag med over for de fattigfine Købstaddrenge. Men saa skulde han
ikke have noget af at faa revet i Næsen, at hans Far levede sammen med
et Kvindfolk.

Karna kom ind med Spisning — hun saa svært saa mildt til Drengen.
„Værsgod og forsmaa ikke vor fattige Mad, Søn,“ sagde hun og rørte
venligt ved hans Arm; og Pelle huggede i sig med god Appetit. Lasse hang
halv ud af Alkoven og frydede sig.

„Din Madlyst har du nu ikke sat over Styr derinde!“ sagde han. „Faar I
noget ordenligt at leve ved? Karna mente, det var men smaat.“

„Det gaar nok an med det,“ svarede Pelle haardnakket. Han fortrød nu, at
han havde plapret fra sig til Karna den Aften — i sit triste Humør.

Madlysten kom op i Lasse, han listede lidt og lidt ud af Alkoven. „Du
sidder saa ensom,“ sagde han og satte sig til Bords i Nathue og
Underbukser; han havde lagt sig en strikket Nathue til, Spidsen faldt
flot ned over det ene Øre. En rigtig gammel Bondemand lignede han — en
med Penge i Sengehalmen. Og Karna, som gik fra og til mens Mandfolkene
aad, havde en trind fedtet Mave og en stor Brødkniv i Haanden. Hun saá
saa tilforladelig ud som nogen Gaardmandskone.

Der blev redt til Pelle i Slagbænken. Han slukkede Spidden før han
klædte sig af, og Undertøjet stak han ind under Hovedgærdet.

Han vaagnede sent, Solen havde allerede forladt den østlige Himmel. Der
var den livsaligste Kaffeduft i Stuen. Pelle satte sig hastigt over Ende
for at komme i Klæderne, inden Karna kom ind og saa hans Forfatning; han
tog under Hovedgærdet — Skjorten var der ikke! Og paa en Stol laa hans
Strømper og var bødede.

Da Karna kom ind, laa han ubevægelig og lukket i Trods; han svarede ikke
paa hendes Morgenhilsen og tog ikke Øjnene fra Vægskabet. Hun skulde
ikke saadan gaa og snuse i hans Sager!

„Jeg har taget din Skjorte og vasket den,“ sagde hun roligt, „men du
skal nok faa den til i Aften. Kanske du vil tage dén paa saalænge.“ Hun
lagde en af Lasses Skjorter paa Dynen til ham.

Pelle laa en Stund som havde han intet hørt, saa rejste han sig tvært og
trak i Skjorten. — „Nej bliv nu liggende mens du drikker Kaffe,“ sagde
Karna da han vilde staa op, og rettede an til ham paa en Stol. Saa fik
Pelle Kaffe paa Sengen, som han havde drømt det vilde ske, naar Far
Lasse igen blev gift; og det onde maatte vige. Men Skammen blev ved at
brænde i ham og gøre ham faamælt.

Om Formiddagen gik Lasse og Pelle ude og besaa Ejendommen.

„Det er vel bedst vi gaar helt rundt først, saa du kan faa Rede paa hvor
Skellet gaar?“ sagde Lasse som vidste, at det var Udstrækningen som
skulde slaa det store Slag. Det var en Tur gennem Lyng og Ranker og
Tjørn, ned i Myr og op om bratte Klippevægge. Det tog flere Timer at
komme rundt.

„Det var da en forskrækkelig stor Grund,“ sagde Pelle bestandig.

Og Lasse svarede stolt: „Ja-ha! her er over halvhundrede Tønder Land;
havde det bare været i Drift!“

Det laa hen som Urjord, tilgroet med Lyng og Enebærkrat der var
gennemslynget af Brombær og Kaprifol. Midt i Klippens lodrette Flader
hang Asken og det vilde Kirsebærtræ, de klamrede sig til den nøgne Væg
med Rodflader der lignede vanskabte Hænder. Skovabild, Slaan og vild
Rose dannede uigennemtrængeligt Krat, der allerede bar Spor af Lasses
Økse. Og midt i Frodigheden skød Grundfjældet sin alvorlige Pande frem,
eller kom Overfladen saa nær at Solen brændte Plantevæksten af.

„Det er et helt lille Paradis,“ sagde Lasse — „man kan føje sætte Foden
noget Sted uden at træde Bær i Stykker. Men ryddes maa det jo, om man
skal kunne stobesere.“

„Mon det ikke er maadelig Jord?“ sagde Pelle.

„Maadelig — naar alt det kan trives og florere?“ Lasse pegede udover,
hvor selvsaaet Æsp og Birk stod og vrikkede fornøjeligt med det blanke
Løv for Luftdraget. „Nej men det vil blive et liderlig surt Slid at faa
det under Dyrkning; jeg fortryder paa, at du ikke er hjemme ved nu.“

Lasse havde flere Gange slaaet paa det samme, men Pelle overhørte det.
Dette her var alligevel ikke hvad han havde tænkt sig; han følte ingen
Trang til at gaa hjemme som Gaardmandssøn paa den Maade.

„Det kan blive drøjt nok at faa Føden her,“ sagde han forunderlig
gammelklogt.

„Aa Føden bliver det vel ikke svært at faa ud af det — selv om det ikke
bliver Gæstebudsmad til Hverdags,“ sagde Lasse krænket. „Og her kan man
da rette Ryggen, uden der straks kommer en Forvalter bjæffende; selv om
jeg skulde slide mig ihjæl her, er jeg dog ude af Slaveriet. Saa faar du
heller ikke glemme den Glæde det er, at se Jorden fra Dag til Dag komme
under Herredømme og yde noget i Stedet for at ligge hen. Det er vel vi
Menneskers fornémste Opgave at gøre os Jorden underdanig og frugtbar —
ikke bedre jeg ved! Men du har vist sat Jorddriften til derinde i Staden
du?“

Pelle svarede ikke. Men hvis det skulde være noget rart og stort at
slide sig ihjæl paa en Lynglod, bare for at der kunde komme til at gro
noget andet engang, saa var han glad ved at han ikke havde Jorddriften.

„Baade min Far, og hans Far igen, og alle saa mange jeg har kendt af vor
Slægt, saa har vi haft det i os med at skulle forbedre Jorden uden at
spørge til vor egen Behagelighed! Men det faldt vist ingen af dem ind,
at vi engang skulde komme til at høre ilde for det — af en af vore egne
til og med.“ Lasse talte med bortvendt Ansigt — ligesom Gud Herren naar
han var fortørnet over sit Folk; og Pelle følte det, som var han en ful
Skifting der slægtede paa det allerværste. Men give Køb vilde han nu
alligevel ikke.

„Jeg duede vist ikke til at gaa her,“ sagde han undskyldende og kiggede
ud i Retning af Havet. „Jeg tror det ikke.“

„Nej du har jo sagt dig løs fra alting du,“ sagde Lasse bittert. „Men
kanske fortryder du det engang — Livet derude i det Fremmede er nok ikke
enbar Herlighed og Glæde heller.“

Pelle svarede ikke; han var i dette Øjeblik for meget Mand til at lade
det ene Ord tage det andet. Han forholdt sig prøvende, og de vadede
tavse videre. — „Ja nogen Proprietærgaard er det naturligvis ikke,“
sagde Lasse pludselig for at tage Brodden af yderligere Kritik. Pelle
tav blot.

Henne omkring Huset var Jorden i Dyrkning, og uden for det dyrkede viste
den kraftige Lyngs Overflade en forsvindende Antydning af Agerrygge og
-furer. „Dette har nok været Kornmark engang,“ sagde Pelle.

„Æh saa du skulde faa Kik paa det ogsaa, du!“ udbrød Lasse halv
vrængende, halv i Beundring. „Da var det Fandens til Øjne ogsaa, jeg
skulde vist ikke selv have opdaget noget særskilt ved den Lyng — om ikke
jeg havde vidst det. Jo det har været i Kultur, men Lyngen har taget det
igen! Det var under min Formand det; han tog sig mere paa end han kunde
overkomme, og saa knækkede han sammen paa’et. — Men her skal du ellers
se, at den kan yde noget!“ Lasse pegede paa et Stykke Rug, som Pelle
maatte sande saa hel godt ud.

Men ned gennem Agrene i hele deres Længde løb høje Kamme af opbrudt
Sten, og varskoede ham om hvilket forfærdeligt Arbejde denne Jord
krævede for at komme i Kultur. Henne bag Rugen laa nybrækket Grund — den
lignede Skrueis, Ploven havde vandret i lutter Brokker. Pelle saa det
hele og blev bedrøvet paa Faderens Vegne.

Lasse selv var uforknyt. „Saaden er det du — vi maa være to til at holde
Ploven. Karna har jo nok saa gode Kræfter, og alligevel er det som
Armene skulde slides fra Kroppen paa en, for hvert Slag Ploven slaar. Og
det meste maa jo brækkes med Hakke og Jærnstang — et lille Nys er ogsaa
nødvendigt iblandt! Jeg bruger Dynamit, om end det er farligere end
Krudt — det slaar bedre i Bund!“ sagde han stolt.

„Hvormeget er her i Kultur nu?“ spurgte Pelle.

„Med Eng og Have næsten ti Tønder; men der skal komme mere inden Aaret
har Slut.“

„Og paa de ti Tønder er to Familier gaaet til,“ sagde Karna som kom ud
for at byde til Middag.

„Ja ja, Gud gøre dem det lidt let — det er paa deres Slid vi nu skal
komme i Vejret. Kommunen skal ikke komme til at overtage igen efter os
to.“ Lasse sagde det med Selvfølelse, saa rank havde Pelle aldrig set
ham.

„Helt glad er jeg nu ikke altid ved’et,“ fór Karna fort — „det er
ligesom det kunde være Kirkegaardsjord én dyrkede. Den første Kommunen
fik herud, hængte sig nok efter hvad der siges.“

„Ja han havde sig en Lynghytte derhenne hvor du endnu ser Hylden — den
er saa faldet sammen siden. Glad er jeg jo, at det ikke var her i Huset
det skete.“ Lasse skuttede sig af Uhygge. „De siger, han gaar igen, naar
der forestaar hans Efterfølgere noget ilde.“

„Huset her er saa bygget siden?“ spurgte Pelle forbavset; han syntes det
var saa faldefærdigt.

„Ja min Forgænger byggede det. Han fik Lodden frit af Sognet paa tyve
Aar, imod at bygge og tage en Td. Land under Ploven om Aaret — saa det
var ikke de værste Vilkaar. Men han tog sig formeget paa paa engang; han
var af det Slags, som river dygtig til Side om Morgenen og løber træt
inden Middag. — Huset byggede han nu godt,“ Lasse stødte til de tynde,
lerklinede Vægge — „og Tømmeret er første Slags. Jeg tænker, jeg skal
faa slaaet en Del Skærver naar nu Vinteren kommer; Stenene skal jo af
Vejen alligevel, og det vilde ikke være ilde at tage nogle Hundrede
Kroner ind. Saa om to-tre Aar indretter vi Lade i det gamle og bygger os
et nyt Stuehus du Karna — kanske med Kælder under det hele og høj Trappe
op ligesom paa Stengaarden. Det skal være af udflækket Granit, Murene
kan jeg selv sætte.“

Karna lyste af Glæde, men Pelle kunde ikke rigtig komme i Sving. Han var
skuffet, Faldet fra hans Fantasier til denne nøgne Virkelighed var for
dybt. Og saa rørte der sig noget i ham, en dump Trods mod dette endeløse
Jordslid, der — saa uerfaren han selv var — sad bundfældet i ham fra
ti-tyve Slægtled. Han havde ikke selv taget de haarde Tørn i Jorden, men
fra han kunde krybe, havde han saa selvfølgeligt forstaaet alt hvad der
angik Jorddyrkning, ethvert Jordredskab faldt af sig selv i hans Haand.
Kun Jordglæden havde han ikke arvet; hans Sind havde faaet ny Retning!
Og det uendelige Slid med Jorden sad bundfældet i ham som et Nag, der
gav ham det Overblik Lasse manglede. Her var han nøgtern, han tabte ikke
Vejret over halvhundrede Td. Land, men spurgte om hvad de indeholdt. Han
var sig ikke noget bevidst, men hele hans Person struttede af Modstand
mod at lægge Kræfter i dette ørkesløse Slid; og hans Udtryk var saa
erfarent som kunde han være Lasses Far.

„Havde du nu ikke gjort bedre i at købe et Hus paa en halv Snes Td.
Land, som var i god Drift?“ sagde han.

Lasse vred utaalmodigt paa sig: „Ja saa kunde én jo gaa og fedte og
krongle hele sin Tid uden at komme videre, skære fra Forstykkerne til at
lappe Bagen med, og helst æde enhver Ting to Gange. Fan, saa kunde jeg
blevet hvor jeg var. Dette her giver jo nok mere Slid og Hovedbrud, men
saa er der en Fremtid i det. Naar jeg først faar det i Drift, bliver det
en Gaard som siger sparto til de fleste andre!“ Lasse saa stort ud over
Ejendommen, for hans Tanke bølgede den af Korn og var fuld af
fortrinligt Kvæg.

„Seks Heste og en Snes Kør kan den med Lethed bære!“ sagde han lydt.
„Det giver til Velstand det! Eller hvad mener du Karna?“

„Jeg mener nu, at Maden bliver kold,“ sagde Karna smilende. Hun var helt
lykkelig.

Ved Bordet foreslog Lasse, at Pelle skulde se at faa sit Tøj sendt hjem
til Vask og Bødning. „Du kan have nok at gøre det foruden,“ sagde han
varsomt. „Slagter Jensen kommer jo ind paa Torvet hver Lørdag; om du fik
ham til at tage det med og lægge det af ved Kirken, saa skulde det være
underligt, om der ikke var en eller anden Lyngbo i Kirke om Søndagen og
kunde tage det med ud til os.“

Men pludselig blev Pelle studsk og kunde ikke svare.

„Jeg tænkte mig bare, at du maaske kunde være træt af selv at vaske og
lappe om dig,“ sagde Lasse sagtmodigt. „Staden giver vel nok andet at
tænke paa, og anstændigt Arbejde for et Mandfolk er det jo ikke.“

„Jeg skal nok selv,“ mumlede Pelle afvisende. Nu _vilde_ han vise dem,
at han kunde holde sig ordenlig. Der var ogsaa Hævn mod ham selv for
hans Sløseri i at sige nej til det Tilbud.

„Ja ja,“ sagde Lasse mildt, „jeg spurgte kun. Jeg haaber ikke du tager
det fortrydeligt op!“ — — —

Saa stærk Karna var og villig til at tage Del i alt, trængte Lasse dog
haardt til en Mandshaand. Arbejde havde hobet sig op som der maatte to
om, og Pelle lagde gærne Kræfterne i. Det meste af Dagen gik med at hæve
store Sten op af deres Leje og faa dem slæbt til Side; Lasse havde
tømret sig en Slæde, og de to Lyngkrikker blev spændt for.

„Ja endnu faar du ikke se for nøje paa dem,“ sagde han og strøg kælende
hen over de to Knokkelværk. „Vent til der er gaaet nogle Maaneder, saa
skal du bare se! — De fattes nu ikke Kurasje heller.“

Der var nok at tage i, og Sveden randt af dem; men Humøret var højt.
Lasse maatte undres over, saa mange Kræfter der var i Pøjke — det var da
endelig Hjælp det. Med to-tre saadanne Fyre vilde han tage sig paa at
endevende hele Ødemarken. Jævnlig maatte han give sig Luft i et Suk
over, at han ikke havde ham hjemme; men paa det Øre var Pelle bestandig
døv. — Før de vidste af det, var Karna der igen og bød til Aftens.

„Jeg tænker vi spænder for og kører Pelle halve Vejen til Staden — som
Vederlag for Arbejdet,“ sagde Lasse flot. „Vi andre to kan ogsaa nok
trænge til en Fornøjelsestur.“ Og Krikkerne kom for Fjællevognen.

Det var morsomt at se Lasse, han var en aarvaagen Kusk, og man skulde
ikke falde paa andet, end at det var et Par Fuldblods han kørte. Naar de
mødte nogen samlede han varsomt Tømmerne, for at være parat hvis Hestene
blev sky — „de kan saa let tage Magten,“ sagde han højtideligt. Og
lykkedes det ham at arbejde dem op til et lille Løb, var han henrykt.
„De er haardholdne!“ sagde han saa, og lod som om der gik mange Kræfter
til. „Satan, jeg tror jeg faar anlægge Stangmile!“ Han maatte have begge
Fødder mod Vogngavlen og „file“ dem en Omgang.

Da den halve Vej var kørt, vilde Lasse et lille Stykke til, og endnu et
lille Løb, og saa — skidt bare hen til den Gaard! Han havde helt glemt,
at der kom en Dag i Morgen med haardt Slid for ham og Heste. Saa endelig
slap Pelle af.

„Skal vi saa ikke ordne det med Tøjet paa den Maade?“ spurgte Lasse
igen.

„Nej!“ Pelle vendte Ansigtet bort — nu kunde de snart holde op med det.

„Ja ja, saa farvel da Pøjke — og tak for Haandsrækningen du! Du ser vel
hjem om saa snart du kan?“

Pelle smilede til dem men sagde intet; han turde ikke aabne Munden af
Frygt for Umandigheden, der sad ham helt oppe i Halsen. Han gav stille
Haanden og satte i Løb mod Staden.




                                   VI


De andre Læredrenge fik Klæderne ved at arbejde for sig selv i Fritiden;
de fik Arbejde af Kammerater, undertiden kaprede de ogsaa Kunder fra
Mester ved at underbyde ham i Smug. De havde deres eget Arbejde gemt
under Disken, naar Mester ikke var hjemme tog de det frem og arbejdede
løs. „Jeg skal jo ud og møde Tøsen i Aften,“ sagde de og lo; Lille Nikas
sagde ingenting.

Pelle havde ingen Kammerater som gav ham Arbejde, han kunde heller ikke
meget endnu. Naar de andre havde travlt efter Fyraften og om Søndagen,
maatte han hjælpe dem; men det smed ikke noget af sig. Saa havde han
ogsaa haft Nilens Sko til Lapning — for gammelt Bekendtskabs Skyld.

Jeppe havde talt vidt og bredt om Drikkepengene, den Dag han fæstede
sig, Borgerne dvælede ofte ved dem som en trykkende Udgiftspost og talte
stærke Ord om at indskrænke eller helt afskaffe dette Aag paa
Omsætningen. Men det var bare noget, de havde efter Avisen ovrefra — for
ikke at staa tilbage for Hovedstaden! De nævnede ogsaa altid Ordet naar
han kom med Skotøj, og ragede rundt i Pengepungen; var der en Skilling,
dækkede de over den med Fingeren og saa ulykkelige ud — Pelle vilde nok
have det til gode til næste Gang, og selv huske det! I Begyndelsen
huskede han ogsaa paa det — man havde jo bedt ham derom; men saa fik
Jeppe et Vink om at hans ny Dreng maatte vænne sig af med at prelle.
Pelle begreb det ikke, men der groede en begyndende Uvilje frem i ham
mod disse Mennesker, der kunde gøre saa skamløse Rejespring for at faa
en Tiøre til at forsvinde — som de ikke engang skyldte nogen Regnskab
for.

Pelle, som mente han havde faaet nok af sin Fattigmandsverden og maatte
se at naa op i andre Lag, han lærte endnu en Gang at regne med
Fattigfolk og var glad for hvert Par af disse Proletarsko, som Mester
bandte fordi de var slidt saa nær. De Fattige var ikke bange for at give
en Skilling, naar de havde; det kunde gøre helt ondt i ham at se,
hvordan de for at skaffe et Par Øre til Veje skrabede i alle Kroge og
tømte Børnenes Sparebøsser, mens de smaa stod tavse og saa til med
triste Øjne. Og sagde han nej tak, blev de fornærmede. Den Smule han
fik, skyldte han Folk der var lige saa forarmede som han selv.

Pengene hernede var ikke længer de samme runde ligegyldige Tingester,
der oppe i Samfundet lagdes oven paa hinanden i hele Stabler. Hver
Skilling her var saa megen Kummer eller Glæde; en lille snavset Mønt
kunde rumme i sig baade Mandens rasende Donner og Barnets fortvivlede
Graad efter Mad. Enken Høst gav ham ti Øre, og han maatte sige til sig
selv: Dér gav hun sin Middagsmad bort for to Dage!

En Dag han passerede de usle Rønner ude ved de nordre Havbakker, kom en
fattig ung Kvinde frem i Døren og kaldte paa ham; hun holdt Resterne af
et Par Fjedersko i Haanden. „Aa du Skomagerlap, kunde du ikke være
skikkelig og lave dem lidt for mig?“ bad hun „— bare næste dem lidt, saa
de kan hænge paa Foden en halv Eftermiddag. Stenhuggerne skal have
Ladegilde paa Torsdag, og jeg vil saa gærne med.“ Pelle saa paa Skoene —
der var ikke stort at stille op med dem; han tog dem dog med og lavede
dem i sin Fritid. Af Jens fik han at vide, at Kvinden var Enke efter en
Stenhugger, der satte Livet til ved en Sprængning straks de blev gift.
Skoene var helt pæne da han afleverede dem.

„Ja Penge har jeg ingen af, men du skal rigtig have mange Tak,“ sagde
hun og saa henrykt paa Skoene „— saa nette som de er blevet. Og Gud
velsigne dig for’et.“

„Tak døde Smedens Kat af,“ sagde Pelle leende, hendes Glæde smittede
ham.

„Ja og Guds Velsignelse er det der fremkommer, hvor to Fattige søger
Seng sammen,“ svarede den unge Kvinde spøgende. „Alligevel vil jeg nu
ønske dig alt godt til Vederlag — nu kan jeg da faa mig en Dans!“

Pelle var helt tilfreds med sig selv da han gik. Men et Par Huse henne
passede en anden Kvinde ham op; hun havde nok hørt om den førstes Held,
og stod med et Par snavsede Barnesko som hun bad ham saa mindeligt om at
lave. Han tog Skoene og gjorde dem i Stand, skønt han blev endnu
fattigere deraf; han vidste for meget om Nøden til at kunne sige nej.
Det var første Gang her i Staden, man uden videre tog ham gyldig,
regnede ham blandt éns egne ved første Øjesyn. Pelle undredes en Del paa
det; han vidste endnu ikke at Armoden er international.

Naar han søgte ud efter endt Dagværk holdt han sig i Yderkanterne,
omgikkes de fattigste Drenge og førte sig saa ubemærket som muligt. Men
der var kommet noget desperat over ham, og sommetider gjorde han sig
bemærket ved Handlinger, der vilde have faaet Lasse til at græde — som
da han udfordrende satte sig paa en nytjæret Fortøjningspæl. Han blev
Aftenens Helt paa det; men saa snart han blev ene, gik han om bag et
Plankeværk og trak slukøret af Bukserne for at fastslaa Skadens Omfang.
Om Dagen løb han Ærender i det bedste han havde. Det var ikke Spøg,
Lasse havde prentet sin Nøjsomhed dybt i ham og lært ham en Nænsomhed om
Tingene, der nærmede sig stærkt til Gudsfrygt. Men Pelle følte sig
forladt af alle Guder, og nu udfordrede han dem.

Gadens fattige Koner var de eneste som havde Øje for ham. „Se til den
Knægt, nu løber han og rakker med sin Konfirmationstrøje til Hverdags!“
sagde de og kaldte ham ind for at give ham en Overhaling — der gærne
endte med at de lappede lidt om ham. Men Pelle var ligeglad — han gjorde
kun som Byen selv naar han bar sit bedste udvendig. Han havde dog en
Skjorte saa grov den var! Men den ny Barbersvend, som flottede sig i
Diplomat og høj Hat og var alle Læredrenges Ideal, han havde ikke engang
Skjorte paa — Pelle saa det en Gang Barbersvenden stod og gyngede nogle
Damer. Hjemme paa Landet, hvor man værdsatte en Mand efter Antallet af
hans Skjorter, vilde han her være umulig! men herinde levedes Livet paa
kortere Sigt.

Nu stejlede han ikke længer over alle de Mennesker — satte Folk tilmed —
som ikke havde deres faste Gang noget Sted men gled fra Arbejdsplads til
Arbejdsplads Aaret rundt i den løseste Tilfældighed. De saa glade ud
alligevel, havde Kone og Børn og tog ud og morede sig om Søndagen; og
hvorfor skulde man gebærde sig, som om Verden ramlede sammen, fordi man
ikke havde et Saltkar Flæsk og en Kule Kartofler at møde Vinteren med?
Sorgløsheden var til syvende og sidst Værn for Pelle ogsaa; hvor al lys
Fremtid syntes død, tog den Æventyret op paa ny og gav den nøgne Armod
Spænding. Der gik Fantasi i selve Sulten: Dør du af den, eller dør du
ikke?

Pelle var fattig nok til at have det hele opefter og ejede Fattigmands
udslagne Sind; _Den store Verden_ og _Æventyret_ var de Kræfter der bar
ham gennem Tomheden, selve Livstonen der aldrig tav men gik mumlende bag
Sorgløshed og Sorger. Verden vidste han god Besked med, den var noget
ufatteligt stort som løb tilbage i sig selv; paa 80 Dage kunde man komme
rundt om det hele, om hvor de gik med Hovedet nedad, og tilbage igen —
og have oplevet alle Vidundere. Han havde selv begivet sig ud i det
ufattelige — og var havnet i denne lille Stad, hvor der ikke var Fugls
Føde for en hungrig Fantasi, men fuldt op af Smaabekymringer. Man
mærkede den kolde Træk derude fra, og Svimmelheden; naar den lille Avis
kom, løb Smaamestrene ivrigt over Gaden med Briller paa Næsen og talte
med runde Fagter om Begivenhederne derude. „Kina,“ sagde de — „Amerika!“
og bildte sig ind de var midt op i Verdenstumlen. Men Pelle ønskede
mægtigt, at lidt af det store vilde forvilde sig herhen — siden _han_ nu
sad fast her! Det kunde været ganske rart med en Smule Vulkan under
Fødderne, saa Husene begyndte at rave om mellem hinanden; eller lidt
Oversvømmelse, saa Skibene drev hen over Staden og maatte fortøje ved
Vejrhanen paa Kirkespiret. Han trængte saa urimeligt til, at der skulde
ske noget af dette, der jog Blodet frem af dets Gemmer og satte Haarene
i Drift paa ens Hoved. Men nu havde han forøvrigt nok at slaas med;
Verden fik passe sig selv til bedre Tider.

Æventyret holdt det haardere at give Slip paa, det var sunget ind i hans
Sind af selve Armoden, og baaret derind paa Lasses rystende Stemme.
„Tidt ligger rigt Barn i fattig Kones Skød,“ sagde Faderen gærne naar
han tog Varsel for Sønnens Fremtid, og Ordet sank i Drengen som et
Omkvæd. Men saa meget havde han dog lært, at her fandtes ingen Elefanter
en rask Dreng kunde sidde overskrævs paa Halsen af og ride Tigeren
ihjæl, just som den skulde sønderrive Kongen af Himalaya! — og saa
naturligvis faa Datteren og det halve Kongerige for sin Bedrift. — —
Pelle færdedes meget paa Havnen, men aldrig faldt nogen finklædt lille
Pige i Vandet, saa han kunde redde hende og gifte sig med hende naar hun
blev stor! Og skulde det ske, saa vidste han godt nu, at Forældrene
vilde snyde ham for Drikkepengene. — Han havde ogsaa helt opgivet at
vente paa Guldkareten der skulde køre ham over, saa de to forskrækkede
sørgeklædte Damer kunde tage ham ind i Vognen og føre ham til et Slot
med seks Sale! Og altid beholde ham hos sig naturligvis, i Stedet for
den Søn de lige havde mistet, som — vidunderlig nok — akkurat var paa
Alder med ham selv. Her fandtes jo ikke engang nogen Guldkaret!

Ude i den store Verden havde den fattigste Dreng de største Udsigter,
alt hvad Læsebogen havde kendt af store Mænd, var fattige Fyre som han
selv, der var kommet i Vejret ved Lykken og egen Dristighed. Men de der
ejede noget her i Byen, var kommet til deres ved at pine sig frem og
presse Fattigfolk. De sad fremdeles og rugede gærrigt paa det og kastede
ikke noget ud for den lykkelige at gribe — eller lod noget ligge til en
fattig Fyr kom og tog det op! Ingen af dem holdt sig for god til at
pille en gammel Bukseknap op mellem Brostenene og slide den med Helsen.

Pelle løb en Aften ud for at købe et halv Pund Blaamand til Jeppe. Uden
for Kulhandlerens kom den store Hund farende i Benene paa ham som altid,
og han tabte 25-Øren. Mens han gik og ledte, kom en ældre Mand hen til
ham. Pelle kendte ham godt; det var Skibsreder Monsen, Byens rigeste
Mand.

„Har du tabt noget min Dreng?“ spurgte han og gav sig til at lede med.

„Nu spørger han mig ud,“ tænkte Pelle. „Saa svarer jeg kækt, og saa ser
han opmærksomt paa mig og siger“ — Pelle haabede bestandig paa disse
mystiske Hænder oppefra, der uforvarende skulde tage en rask Dreng og
hæve ham op i Lykken.

Men Skibsrederen spurgte ikke om noget af den Slags, han ledte blot
ivrigt og spurgte: „Hvor gik du? her hva’? — er du vis paa det?“

„I al Fald giver han mig en anden 25-Øre,“ tænkte Pelle. „Det er
forresten svært saa ivrig han er.“ Pelle var ked af at søge men kunde
ikke godt holde op før den anden.

„Naa ja,“ sagde Rederen endelig, „den kan du godt sige du _har_ set.
Hvad er du ogsaa for en Kluddermads!“ Saa gik han, Pelle saa lidt langt
efter ham inden han greb i sin egen Pung.

Noget senere da han igen kom der forbi, gik en Mand bøjet og rev
Tændstikker af nede ved Brostenene. Det var Rederen, Pelle fik en
ejendommelig Kildren i Mellemgulvet. „Har De tabt noget?“ spurgte han
ondskabsfuldt, han stod paa Spring for det Tilfælde det trak op til en
Lussing. „Ja—ja en 25-Øre,“ stønnede Rederen uden at rette sig. „Kan du
hjælpe mig at lede min Dreng.“

Naa det vidste han jo i Forvejen, at Monsen var blevet Byens rigeste
Mand ved at proviantere med fordærvet Føde og rigge gamle Druknekasser
til, som han holdt højt assureret. Han vidste ogsaa, hvem der var en Tyv
og hvem Fallitenspiller — og at Købmand Lau blot omgikkes Smaamestrene
fordi hans Datter var kommet galt af Sted. Pelle kendte Byens hemmelige
Stolthed „Topgaleasen“, der ene repræsenterede Storstædernes Fordærv, de
to Bondefangere og Konsulen med den ædende Sygdom. Det var altsammen
tilfredsstillende Viden for en forsmaaet.

Han havde ikke i Sinde at lade Byen beholde nogen af de Herligheder, han
i sin Tid havde udstyret den med, i sin bestandige Farten klædte han den
af til Skindet. Dér laa Husene saa pynteligt til Gaden, lidt ud og ind,
med snurrige gamle Døre og Blomster i alle Vinduer. De glinsede af
Blanktjære fra Bindingsværket og var altid friske i Kalkfarven:
okkergule eller blændende hvide, søgrønne eller blaa som Himlen. Paa
Solskinsdage fik man Indtryk af Fest og Flagning. Men Pelle havde
undersøgt Bagsiden af hvert Hus, og der var det Vasketude med langt
slimet Skæg, stinkende Svinetønder og en stor Møddingkasse med en ram
Hyld over. Stenbroen flød med Sildegjæl og Torskemaver, og Murene var
skjoldede med grønt Mos forneden.

Bogbinderen og hans Kone de gik med hinanden i Haanden, naar de gik til
de Helliges Møde. Men hjemme sloges de, og naar de sad i
Forsamlingshuset og sang af den samme Salmebog, kneb de hinanden i
Benene. „Se,“ sagde Folk, „det er saadan et pænt Par.“ Men Byen skjulte
ikke noget for Pelle, han vidste Besked. Havde han blot vidst lige saa
sikkert, hvor han skulde faa en ny Bluse fra!

Et lod sig ikke afklæde men blev ved at beholde noget af sin
Æventyrlighed — Krediten! Først tog det helt Vejret fra ham, at Folk
herinde fik alt hvad de behøvede uden Penge. „Vil De skrive det!“ sagde
Folk naar han kom med Fodtøj, — „det skal skrives!“ sagde han selv naar
han gjorde Indkøb for Mesters. Alle sagde de den samme Trylleformel, og
Pelle maatte tænke paa Lassefar, der talte Skillingerne tyve Gange over
inden han dristede sig til at købe for dem. Han lovede sig meget af
denne Opdagelse, det var hans Agt at benytte sig rigeligt af
Trylleformlen naar hans egne Midler slap op.

Nu var han naturligvis klogere end som saa. Han havde set, at netop de
fattigste altid maatte stille med Skillingen i Næven, og for Resten kom
der en Regnskabets Dag for de andre ogsaa. Mester talte allerede gruende
om Nytaar; og Bedriften holdtes nede af dette, at han var i Lommen paa
Læderhandleren og ikke kunde købe sine Materialer hvor de var billigst.
Alle Smaamestre sukkede under det.

Men det æventyrlige var ikke udtømt dermed — her var dog en Maade at
trække paa Lykken som lod vente paa sig, og paa Fremtiden som indfrir
alle Veksler. Krediten var et Stænk af Fantasi ind i al denne
Smaakravlen, her gik Folk omkring der var fattige som Kirkerotter og dog
spillede Greve. Alfred var saadan et Lykkebarn, han fortjente ikke en
rød Øre men var fin i Tøjet som en Butikssvend og nægtede sig aldrig
noget. Fik han Lyst til et eller andet, gik han blot ind og tog det paa
Klods — Nej fik han aldrig. Kammeraterne misundte ham og saa op til ham
som en Lykkeprins.

Pelle og Lykken havde jo ogsaa et og andet Mellemværende — en Dag gik
han rask ind i en Butik for at købe sig noget Undertøj. Da han forlangte
Kredit, saa de paa ham som om han fejlede noget — han maatte gaa igen
med uforrettet Sag. „Der maa stikke en Hemmelighed under, som jeg ikke
kender,“ tænkte Pelle; han havde en dunkel Erindring om en anden Dreng,
som heller ikke kunde faa Gryden til at koge Grød og Dugen til at dække
sig — fordi han ikke kendte _Ordet_. Han opsøgte straks Alfred for at
faa Klarhed.

Alfred stod i ny Patentseler og bandt Kravetøj paa sig, paa Fødderne
havde han Tøfler med lodden Kant — de lignede Duer der kroede sig. „Dem
har jeg faaet af en Mesterdatter,“ sagde han og koketterede med sine Ben
— „hun er rent tosset efter mig. Sød er hun sku — men der er ingen
Penge.“

Pelle fortalte om sin Nød.

„Skjorter! Skjorter!“ jublede Alfred og slog sig oven i Hovedet. „Han
vil Gud døde mig tage Skjorter paa Kredit! Naar det endda var
Mansjetskjorter!“ Han var ved at dø af Grin.

Pelle gik paa igen. Som den Bonde han fremdeles var havde han tænkt paa
Skjorter først; men nu vilde han have Sommerfrak og Gummimansjetter. —
„Hvorfor vil du saa have Kredit da?“ spurgte Købmanden nølende. „Venter
du Penge noget Steds fra? eller er der nogen som kan sige god for dig?“

Nej Pelle skulde nok selv han — men nu havde han bare ingen Penge.

„Saa vent du til du faar nogle,“ sagde Købmanden gnavent. „Vi plejer
ikke at klæde fattige Drenge op!“ Pelle maatte luske af som en vaad
Hund.

„Du er en Torsk,“ sagde Alfred kort. „Du er lige som Albinus — han kan
heller ikke lære det!“

„Hvordan bærer du dig ad da?“ spurgte Pelle lavmælt.

Bære sig ad — bære sig ad — — Alfred vidste ikke af nogen Fremgangsmaade
at sige; det faldt ganske af sig selv. „Men jeg siger da ikke jeg er
fattig. Naa lad du lige saa godt være — for dig skær den ikke!“

„Hvorfor sidder du saadan og kniber dig selv i Overlæben?“ spurgte Pelle
mismodig.

„Kniber? Jeg snor jo mit Overskæg dit Fjols?“




                                  VII


Pelle gik og fejede Gade Lørdag Eftermiddag. Det var henad Aften, i de
smaa Huse var der allerede Ild paa Skorstenen; man hørte det brase baade
hos Murer Rasmussen og Svenske Anders, og Lugten af stegt Sild fyldte
Gaden. Konerne lavede lidt ekstra at stikke Manden, naar han nu snart
kom hjem med Ugelønnen. Saa pilede de af Sted til Høkeren efter Snaps og
Øl, Dørene lod de staa paa vid Gab efter sig — der var lige det halve
Minut mens Silden stegte færdig paa den ene Side! Saa — Pelle snuste
langt ind — nu var Madam Rasmussen faldet i Snak hos Høkerens! „Madam
Rasmussen — Deres Sild brændes!“ hvinede en Stemme, saa kom hun
skørtende og drejede skamfuld Hovedet fra Hus til Hus mens hun jog over
Gaden og ind. Den blaa Røg sank ned mellem Husene, Solen faldt lavt ind
og fyldte Gaden med Guldstøv.

Hele Vejen ned var de i Færd med at feje: Bager Jørgen, Vaskerkonen og
Kontrollørens Pige. De tunge Morbærtrær ludede ud over Muren paa Gadens
anden Side og rakte de sidste modne Bær ned til hvem der vilde plukke.
Inde bag Muren gik nok den rige Hans Købmand og puslede i sin Have — han
som havde giftet sig med Barnepigen. Han kom aldrig ud, og Rygtet gik,
at han holdtes indespærret af Konen og hendes Slægt. Men Pelle havde
haft Øret til Muren og hørt en nynnende Gammelmandsrøst gentage de samme
og de samme Kælenavne, saa det lød som en af disse Kærlighedsviser der
aldrig faar Ende; og naar han i Skumringen listede ud af sit Tagvindu og
krøb op til Husryggen for at faa et Overblik over Verden saa han en
bitte liden hvid Mand gaa dernede med Armen om en yngre Kvindes Liv. De
lignede vankende Ungdom, og hvert Øjeblik maatte de stanse for at
næbbes. Der gik de uformeligste Sagn om Hans Købmand og hans Penge —
denne Formue der engang i Tiden var grundet paa et Brev Knappenaale, og
nu var saa stor at der maatte hægtes en Forbandelse til den.

Inde fra Bagerens kom Søren smuttende ud med den gudelige Sangbog i
Haanden. Han søgte straks over under Muren og strøg afsted; Gamle Jørgen
stod og kluklo efter ham, med Hænderne foldet om Kosten.

„Det er ligegodt et Mandfolk det!“ raabte han hen til Jeppe, der sad
inden for Vinduet og barberede sig i Mælkeskaalen. „Se hvor han halser
af Sted — nu skal han hen og be’ Gud om Forladelse for Frieriet.“

Jeppe kom frem i Vinduet og tyssede paa ham, Bror Jørgens Fistel kunde
høres over hele Gaden. „Har han friet? Hvordan fik du ham saa til at
vove sig ud?“ spurgte han ivrigt.

„Aa det var mens vi sad og aad — jeg fik mit Anfald af Sørgmodighed, for
jeg kom til at tænke paa det med Lille Jørgen. Der kommer saamænd aldrig
nogen Lille Jørgen og bærer dit Navn videre, sagde jeg til mig selv, for
Søren er en Klud, og andre har du ikke at falde tilbage paa! Og hvad Dag
det er kan du ligge der med Næsen i Vejret — og saa er det hele blæst
væk og omsonst. — Og saadan, som du nok ved jeg tænker, naar de Tanker
er oppe i mig. Jeg sad og saa mig arrig paa Søren gjorde jeg; for dér
sidder et rigtig prægtigt Stykke Fruentimmer lige over for ham, og han
ser hende ikke. Saa med et hugger jeg Knoen i Bordet og siger: Nu Søren
tager du Marie i Haanden og spørger om hun vil være din Kone — for nu
vil jeg have en Afgørelse paa hvad du duer til! Søren skvat jo sammen og
jog Haanden frem, og Marie er ikke ueffen. Ja det vil jeg! svarede hun
og snubbede til, inden han fik Tid at besinde sig. Saa nu holder vi
snart Bryllup.“

„Bare der saa maa blive Støvler af det Skind,“ sagde Jeppe.

„Aa hun har Varmen — saadan som hun er skabt! hun skal nok faa ham
lunket op. Kvindfolk de kan de — han kommer ikke til at fryse i Sengen.“
Gamle Jørgen lo tilfreds og gik til sit Arbejde. „Ja de kan skam ruske
Liv selv i Dødninge de,“ gentog han ude fra Gaden. — — —

De andre strøg ud i stiveste Puds, men Pelle havde ingen Lyst. Han var
ikke glad i denne Tid, sin stædige Beslutning om at vise at han selv
kunde holde sig ordenlig, havde han ikke ævnet at gennemføre,
Bevidstheden om Nederlaget sad og gnavede i ham. Og disse Huller paa
Strømperne, der nu var saa store at de ikke længer kunde stoppes, de
gjorde sig gældende mod Huden paa en egen ækel Maade, saa han følte Lede
ved sig selv.

Nu trak Ungdommen ud! Han saa Havet i Udsnit nede for Enden af Gaden,
det laa i fuldkommen Hvile og tog Farver af Solnedgangen. Saa gik
Trækket mod Havnen eller Havbakkerne, der blev Dans i det grønne, kanske
Kamp om Pigerne! Og de paa Pelles Alder legede Røver i de smaa Graner!
Men han skulde ikke have noget af at blive haanet væk fra Flokken som en
skabet Hund — han gav hele Slænget en god Dag!

Han smed Forklædet og slog sig ned paa Ølankret uden for Laagen. Henne
paa Bænken sad Gadens gamle og røg deres Piber, de smaasnakkede om løst
og fast. Nu ringede Klokkerne Helligaften ind, og Madam Rasmussen
bankede sit Barn og skældte i Takt. Pludselig stansede det hele, Barnets
Graad blev tilbage som en mild Aftensang.

Jeppe nævnte Malaga — „dengang jeg fór paa Malaga!“ men Bager Jørgen laa
endnu under for sit Savn og sukkede: „Aa ja, aa ja — hvem der bare kunde
se frem i Tiden.“ Saa gav han sig med ét til at tale om Mormonerne. „Det
kunde ligegodt være sjov at prøve hvad de har at byde paa,“ sagde han.

„Jeg troede jeg, at Farbror Jørgen virkelig var Mormon?“ sagde Mester
Andrés. Den gamle lo.

„Noget har én jo oplevet i sin Tid,“ sagde han og saa ud i Luften.

Oppe i Gaden stod Urmageren paa sin Stentrappe, han vendte Ansigtet lige
opad og slyngede sit vanvittige Raab ud. — „Den ny Tid! Jeg spørger om
den ny Tid o Gud Fader!“ gentog han.

Der gik to mødige Havnearbejdere forbi. „Han vil have Fattigdommen væk
af Jorden og skabe os en ny Tilværelse — det er det hans Galskab bakses
med,“ sagde den ene med et sløvt Smil.

„Det er vel saa Tusendaarsriget, han har i Hovedet?“ svarede den anden.

„Nej han gør bare mod Maanen,“ sagde Gamle Jørgen efter dem, „vi faar
vist Omslag i Vejret.“

„Han har det ikke godt i denne Tid — Staklen,“ sagde Bjerregrav
frysende. „Det var ved denne Tid af Aaret han mistede Forstanden.“

Noget inde i Pelle drev paa ham: Sid ikke dér med Hænderne i Skødet, gaa
op og efterse dit Tøj! Men han kunde ikke overvinde sig til det — det
var blevet for uoverkommeligt. I Morgen kaldte Manna og de andre paa
ham, og han kunde ikke springe over Gærdet til dem; de var begyndt at
trække kritisk paa Næsen. Han forstod det godt — et Skumpelskud var han
blevet, et Subjekt som ikke engang gad vaske sig ordenligt længer. Men
hvad nyttede det; han kunde ikke blive ved at slaas med det
uoverkommelige! Der var ingen der havde varskoet ham i Tide, og nu havde
Byen spundet ham ind og overladt Resten til ham selv. Han kunde selv
have Lov at sprælle Livet af sig!

Ikke et Menneske havde Tanke for ham! Naar Mesters vaskede, faldt
Madamen ikke paa at tage noget af hans med, og Pelle var ikke den der
meldte sig. Vaskerkonen var mere betænksom — hun gjorde det dog naar hun
kunde se sit Snit, skønt der blev mere Arbejde for hende selv. Naa hun
var jo selv fattig — de andre kunde blot _bruge_ ham! Herinde havde han
ikke ét Menneske, der uegennyttigt tænkte blot saa meget paa hans Vel,
at de gad aabne Munden og sige ham Sandheden. Det var en Følelse, der
nok kunde gøre sin Mand mat i Knærne — selv om han var femten Aar og
turde gaa løs paa den galeste Tyr! Mer end noget andet var det
Forladtheden, der nedbrød hans Modstand. Han var hjælpeløst alene blandt
disse Mennesker, et Barn der — blot han gjorde sin Nytte — selv maatte
om, hvordan han bjærgede sig fra alt det, der angreb ham paa alle
Kanter.

Han sad der og lod Sorgen komme og gaa i sig som den vilde, mens han
lyttede til Livet omkring sig med et halvt Øre. Men pludselig følte han
noget i sin Vestelomme — Penge! Det lettede voldsomt i ham, men Pelle
sprang ikke — han listede inden for Laagen og talte dem. Halvanden Krone
var der! Han var lige ved at betragte det som en Gave fra oven, noget
Vorherre i sin Miskundhed havde stukket til ham — men kom saa i Tanke
om, at det var Mesters Penge. Han havde faaet dem for et Par
Dameforsaalinger i Gaar og ikke husket at aflevere dem, og Mester havde
mærkværdig nok glemt at spørge.

Pelle stod paa Hovedet i en Balje ude ved Brønden og skrubbede sig, saa
Blodet brændte. Saa fór han i Stadsen, han tog bare Ben i Skoene for at
slippe for den pinlige Fornemmelse af de hullede Strømper. Gummiflippen
blev — for sidste Gang — knappet paa den bare Skjorte. Lidt efter stod
han hos Købmanden og saa paa nogle store Kravat, som lige var kommet i
Handelen og kunde vende fire forskellige Sider op; de dækkede hele
Brystaabningen, saa Skjorten ikke saas — nu var det forbi med den
Forsmædelse! Et Øjeblik løb han frem og tilbage og tog Luft ind; saa
vejrede han Retningen og satte i susende Fart mod Havbakkerne, hvor
Ungdommen legede Sommernatten hen over det blege Hav.

— — —

Det var jo blot et Laan! Pelle havde et Par Sko til Forsaaling for en
Bagerdreng, der arbejdede sammen med Nilen; saa snart de var færdige,
betalte han Summen tilbage. Pengene kunde lægges inde paa Mesters
Kammer, under Tilskærebrædtet; dér vilde Mester finde dem, kigge paa dem
med et kosteligt Udtryk og sige: Hvad Satan er det? Saa vilde han banke
i Væggen, levere Pelle en lang Sludder om sine Trolddomsgaver — og
oprømt sende ham af Sted efter en halv Flaske Portvin.

Han fik nu ikke Penge for Forsaalingerne; det halve havde han faaet
forud til Lær, og Resten havde det lange Udsigter med, for Bagerdrengen
var en Sut. Men han tvivlede ikke om sin egen Hæderlighed — Mester kunde
være saa sikker paa sine Penge som om de stod i Banken. Et Par Gange til
glemte han at give Smaabeløb tilbage — naar en eller anden Fornødenhed
hang uafviseligt over ham. Det var altsammen Laan — til den gyldne Tid
kom. Og den var aldrig langt borte.

En Dag kom han hjem, Unge Mester stod i Gadedøren og stirrede ud mod de
drivende Skyr; han krammede Haanden fortroligt i Pelles Skulder:
„Hvordan var’et, Kæmnerens betalte jo ikke de Sko i Gaar?“

Pelle blev brændende rød, hans Haand fór til Vestelommen. „Jeg havde
glemt det,“ sagde han lavt.

„Naa ja ja,“ Mester ruskede ham godmodigt — „det er ikke fordi jeg
mistror dig. Men for en Ordens Skyld altsaa!“

Pelles Hjærte bankede løssluppent; han havde været lige ved at give de
Penge ud til et Par Strømper nu paa Turen — hvad saa? Og Mesters gode
Tro til ham! Med ét viste hans Adfærd sig for ham i hele sin skammelige
Svig; hans Indre var ved at krænge sig ud, saa oprørt var han. Lige til
nu havde han gennem alting bjærget Følelsen af sit eget Værd, nu brast
den; uslere Menneske end han kunde ikke tænkes paa Jorden! Der kunde jo
ikke noget Menneske tro paa ham efter dette, og han selv kunde ikke se
nogen frit i Øjnene — ikke med mindre han gik lige til Mester og overgav
sig og sin Skændsel paa Naade og Unaade. Anden Renselse vidste han der
ikke gaves.

Men han var ikke vis paa, at Mester tog stort paa det og vendte alting
til det gode — Æventyret havde han jo opgivet. Saa blev han simpelt hen
jaget væk, kanske pisket paa Raadhuset — og det var ude med ham.

Pelle besluttede at beholde det for sig selv; mange Dage gik han og led
under sin egen Usselhed. Men saa gik Nøden ham paa Struben og trængte
alt andet til Side; for at skaffe sig det nødvendigste maatte han vove
den farlige Udvej at sige det skulde skrives, naar Mester havde givet
ham Penge med til et eller andet.

Og en Dag brød alting sammen over ham. De andre var ved at vælte Huset,
de hev hans Sager ud af Kamret og kaldte ham et urent Dyr. Pelle græd,
han var vis paa det ikke var ham men Peter, som altid holdt til med de
skidneste Kvindfolk — men han kunde ikke skaffe sig Ørenlyd. Saa løb han
sin Vej, med den Beslutning aldrig at komme igen mere.

Ude paa Havbakkerne blev han indfanget af Emil og Peter, som Gamle Jeppe
havde sendt ud efter ham, for at han ikke skulde gøre en Ulykke paa sig
selv. Han vilde ikke følge med tilbage, saa slog de ham omkuld og bar
ham — en ved Hovedet, en ved Benene. Folk kom til Dørene og lo og
spurgte ud, de to gav Forklaring, det var en skænselsfuld Færd for
Pelle.

Saa blev han syg. Han laa inde under Tegltaget og ravede i Feber, dér
havde de slængt hans Seng hen. „Hvad er han ikke oppe endnu?“ sagde
Jeppe forbavset, naar han kom ud paa Værkstedet — „æh, han staar nok op,
naar han bliver sulten.“ Det var ikke Skik at give syge Drenge Mad paa
Sengen. Men Pelle kom ikke ned.

En Dag frigjorde Unge Mester sig og bar Mad op til ham. „Du gør dig
latterlig,“ snærrede Jeppe — „du beholder aldrig Folk paa den Manér.“ Og
Madamen skældte. Men Mester Andrés fløjtede, til han kom ud af
Hørevidde.

Pellepøjken laa og muntrede sig i Vildelse. Hans lille Hoved kunde ikke
holde til saa meget; nu havde det slaaet bak, og han laa og svælgede i
alt det han havde manglet.

Unge Mester sad en Del oppe hos ham og blev klog paa et og andet. Han
var ikke skrap til at tage sig af noget men fik dog sat igennem, at
Pelle skulde have Vasken i Huset; og han sørgede for at der gik Bud
efter Lasse.




                                  VIII


Jeppe var noget nær i Slægt med den halve Ø, men det interesserede ham
ikke altid lige stærkt at udrede Slægtskabet. Det var ham en nem Sag at
begynde helt oppe ved Slægtens Stamfader og lede den ned gennem 200 Aar,
følge de enkelte fra Landet ind til Staden, over Havet og tilbage igen
og paavise, at Andrés og Byfogden maatte være Næstsøskendebørn. Men naar
en og anden Smaamand saa sagde: Hvordan er det, var min Far og Mester
Jeppe ikke Fætre? svarede Jeppe kort: Kan gærne være, men det bliver
noget tyndt efterhaanden, det Slægtskab.

„Saa er De og jeg jo min Salighed Halvfætre — og De er i Familie med
Byfogden ogsaa!“ sagde Mester Andrés, som gærne undte andre en Glæde. De
fattige saa taknemmeligt paa ham, og syntes han havde saa gode Øjne —
Synd var det at han ikke skulde have Lov at leve.

Saa var Jeppe ogsaa den ældste Haandværksmester i Byen, og blandt
Skomagerne den der havde det største Værksted. Dygtig var han ogsaa —
eller rettere havde været; han sad inde med den gamle Tids
Haandfærdighed paa vanskelige Omraader, som Udviklingen var ved at lægge
Vejen udenom eller sætte hen over med en Opfindelse. Tunge- og
Fjederstøvlen havde gjort Valkningen overflødig; men der gik Ry af den
gamle Kunst endnu. Og naar en eller anden sær gammel Støder kom til
Mestrene og forlangte Fedeskinds Halvstøvler uden det nymodens Bras, saa
maatte de til Jeppe — ingen anden kunde valke en Vrist som han. Ogsaa
naar det galdt Behandlingen af det svære Fedtlær til Søstøvler var Jeppe
Manden. Stædig var han ogsaa, og stampede haardnakket mod alt nyt hvor
alle andre lod sig lokke med. Derved blev han endnu mere Bæreren af
gammel Tid, og der stod Respekt af ham.

Drengene var de eneste der ikke respekterede ham, de gjorde alt for at
ærgre Livet af ham til Gengæld for hans haarde Faghaand. Alting var lagt
an paa at drille, de selvfølgeligste Ting udførte de paa en forblommet
Maade for at gøre Gamle Jeppe mistænksom; naar han saa udspionerede dem,
og greb dem i noget der opløste sig til ingenting, havde de en stor Dag.

„Hvad er det? hvor skal du hen uden Forlov?“ spurgte Jeppe naar en af
dem rejste sig for at gaa ud i Gaarden; han glemte bestandig at Tiderne
havde forandret sig. De svarede ikke, og saa fór han i Harnisk. „Respekt
her!“ raabte han og trampede i Gulvet saa han var ved at falde i Støv.
Mester Andrés løftede langsomt Hovedet. „Hvad er der nu med Far igen?“
spurgte han træt. Saa tumlede Jeppe ud, og rasede mod den ny Tid.

Naar Mester Andrés og Svenden ikke var til Stede, morede de sig med at
sætte den gamle i Kulør; det var let nok, han saa Opsætsighed alle
Vegne. Saa greb han en Spanderem og gav sig til at tjatte løs, mens
Synderen skar de mærkeligste Ansigter og udstødte en besynderlig
klukkende Lyd. „Dér tag det, skønt det gør mig ondt at gribe til haarde
Midler!“ gispede Jeppe. „Og det med! — og det! For det maa til om Faget
skal bestaa.“ Saa furede han Drengen med noget der svagt kunde minde om
et Spark, og stod og hev efter Vejret. „Du er en vanskelig Dreng — vil
du tilstaa det?“ — „Ja min Mor slog et Kosteskaft i Stykker paa mig hver
Dag,“ svarede Peter den Skurk og snøftede. „Der kan du se! Men det kan
rettes endnu — Grundlaget er godt!“ Jeppe trippede frem og tilbage med
Hænderne paa Ryggen. Resten af Dagen var han højtidelig stemt og gjorde
Smaating for at udviske varige Spor af Straffen. — „Det var ment til
jert eget Vel!“ sagde han forsonende.

Jeppe var kødelig Fætter til Gale Anker, men sprang det helst over; det
var sin Sag at Manden var gal, men han levede forsmædeligt af at gaa og
sælge Sand, — en faglærd Borger. Hver Dag saa man Ankers lange tynde
Skikkelse i Gaden med en Sæk Sand paa den flade Nakke; han var i blaat
Tvistestøj og hvide Uldhoser, Ansigtet var liggult. Der var ikke
Kødtrævl paa ham. „Det kommer af at spekulere for meget,“ sagde Folk —
„se til Adjunkten!“

Paa Værkstedet viste han sig aldrig med sin Sandsæk — han var bange for
Jeppe der nu var Slægtens Ældste. Ellers gik han ind og ud i alle Huse
med sine klaprende Træsko; og Folk købte af ham, siden de alligevel
skulde bruge Gulvsand og hans var lige saa godt som nogen andens. Han
brugte næsten intet til sit Underhold, Folk paastod, at han aldrig tog
Føde til sig men næredes indvendig fra. For Skillingerne han tog ind
købte han Remedier til _den ny Tid_; og hvad der blev til overs, hev han
ud fra sin høje Trappe i sine store Øjeblikke. Drengene kom altid
løbende, naar Raabet forkyndte, at Galskaben med den ny Tid var over
ham.

Han og Bjerregrav var Ungdomsvenner, de var sammen tidlig og silde som
unge, og ingen af dem vilde gøre sin Pligt og gifte sig, skønt de havde
Raad til at forsørge Kone og Børn. I den Alder hvor andre er optagne af
at tækkes Kvindfolk, gik de to og havde Hovedet fuldt af Pjank: Frihed
og Fremskridt, og andet af det Fandenskab som gør Folk tossede. Der
boede dengang en led Oprører hos Bjerregravs Broder; han havde siddet
paa Kristiansø i mange Aar, men nu havde Regeringen givet ham Lov at
henleve Resten af sit Fangenskab her. Dampe hed han — Jeppe kendte ham
fra sin Læretid i Hovedstaden; han havde sat sig til Formaal at omstyrte
Gud og Kongen. Det lykkedes nu ikke, for han blev nedstyrtet som en
anden Lucifer og fik kun af pur Naade Lov at beholde Hovedet. Ham
sluttede de to unge sig til, og han fordrejede Hovedet paa dem med sin
forgiftede Tale, saa de gav sig til at spekulere over Ting som
almindelige Mennesker helst maa holde sig fra. Bjerregrav slap
nogenlunde helskindet fra det, men Anker maatte bøde med sin Forstand.
Skønt de begge havde deres rigelige Udkomme, var det især Fattigdommen
de grubliserede over — som om der kunde være noget særligt at finde dér!

Det laa nu snart et Par Snese Aar tilbage — det var ved den Tid
Frihedsgalskaben florerede rundt om i Landene med Oprør og Brodermord.
Saa galt gik det vel ikke her, for hverken Anker eller Bjerregrav var
meget krigerske; men enhver kunde dog se, at Byen her ikke stod tilbage
for andre Steder i Verden. — Her løb Byforfængeligheden altid af med
Mester Jeppe, men ellers havde han kun fordømmende Ord for hele den
Ting. Endnu kunde det hænde, at han røg i Haarene paa Bjerregrav naar
Talen faldt paa Ankers Skade.

„Dampe ja,“ sagde Jeppe arrigt, „det er ham, der har fordrejet Hovedet
paa jer begge.“

„Der løj du,“ stammede Bjerregrav. „Anker fik først sit senere — efter
at Kong Frederik havde skænket os Friheden. Og er det end smaat med
Ævnerne, saa har jeg dog min Forstand, Gud ske Lov og Tak!“ Bjerregrav
førte højtideligt højre Haands Fingre til Læberne, det virkede som et
næsten udvisket Efterslæt af Korsets Tegn.

„Du din Forstand!“ Jeppe blæste haanligt — „du som smider Pengene hen
til den første den bedste Landstryger! Og forsvarer en led Oprører, der
ikke engang gik ud om Dagen som andre Folk men færdedes om Nætterne.“

„Ja for han skammede sig over Menneskene — han vilde have Verden gjort
smukkere!“ Bjerregrav rødmede af Undseelse over at have sagt det.

Men Jeppe gik ovenud gennem Taget af Haan. „Naa! skal nu
Tugthuskandidaterne skamme sig over vi ordenlige Folk? — saa det var
derfor han gjorde sin Spaseretur om Natten? Jo Verden blev vist smuk, om
den fyldtes med den Slags Folk som dig og Dampe.“ — —

Det sørgelige med Anker var, at han var en fin Haandværker. Han havde
taget Urmageriet i Arv efter Far og Bedstefar, og hans bornholmske
Slagklokker var nok kendte over hele Verden — der kom Bestillinger til
ham baade fra Fyns Land og Hovedstaden. Dengang Grundloven blev givet,
teede han sig som et Barn — som om man ikke altid havde haft Frihed her
paa Øen! Det var den ny Tid, sagde han, og i sin tossede Glæde vilde han
lave et kunstfærdigt Ur til Ære for den, som skulde vise baade Maane,
Dato og hvad Aar og Maaned man var i. Dygtig var han, og det faldt
sagtens i Lave for ham; men saa fandt han paa, at Uret skulde vise
Vejret ogsaa. Som saa mangen anden Gud har givet Ævner i Forvaring,
vovede han sig for langt ud og vilde kappes med selve Vorherre. Men dér
blev han bræmset — det hele var lige ved at slaa Sludder for ham. Lang
Tid tog han sig det meget nær, men da Arbejdet stod færdigt var han
alligevel glad. Han blev budt store Penge for sit Kunstværk, og Jeppe
raadede ham til at slaa til; men forskruet som han engang var, svarede
han: Dette her kan ikke betales med Penge. Alt hvad jeg ellers laver har
Penges Værdi, men ikke dette. Kan nogen købe mig maaske?

Længe var han i Tvivl om, hvad han skulde gøre med sit Værk, men saa en
Dag kom han til Jeppe og sagde: „Nu ved jeg det, den bedste skal have
det — jeg sender det til Kongen. Han skænkede os den ny Tid, som det er
gjort til at vise!“ Anker sendte Uret, og nogen Tid efter fik han 200
Daler udbetalt gennem Amtskassen.

Det var en stor Sum Penge selv for det Arbejde, men Anker var ikke
tilfreds — han havde nok ventet sig en Takskrivelse fra Kongens egen
Haand. Han gik saa underlig i det, alting lagde sig forkert for ham, og
lidt og lidt tog Forstyrrelsen Bolig i ham. Pengene gav han til de
Fattige, og gik selv og sørgede over at den ny Tid alligevel ikke var
kommet. Saadan gik han og arbejdede sig længer og længer ind i sin
Forrykthed, det hjalp ikke alt hvad Jeppe skammede ham ud og talte ham
til. Til sidst kom han saa vidt, at han bildte sig ind, det var ham der
skulde skabe den ny Tid — saa blev han glad igen.

Der var tre-fire Familier i Byen af de allerfattigste — saa forkomne at
Sekterne ikke vilde have noget med dem at gøre — der søgte sammen om
Anker og hørte Guds Røst i hans Raaben, „De har jo ikke noget at tabe
ved at søge ind under en gal Mand,“ sagde Jeppe haanligt. Anker selv
ænsede ingenting — han gik sin egen Vej. Snart var han en forklædt
Kongesøn og havde Lovning paa Kongens ældste Datter — saa skulde den ny
Tid komme! Eller naar det var jævnere fat med ham, sad han og arbejdede
paa et ufejlbarligt Urværk, der ikke skulde vise men _være_ selve Tiden
— den ny Tid.

Han kom nu og da paa Værkstedet for at vise Mester Andrés Fremgangen i
sin Opfindelse — ham havde han fattet blind Hengivenhed for. Hvert
Nytaar maatte Unge Mester skrive et Frierbrev for ham til Kongens ældste
Datter og paatage sig at skaffe det i de rigtige Hænder; i Ny og Næ kom
Anker rendende for at høre om der var Svar, og til Nytaar gik et nyt
Frierbrev af. Mester Andrés havde dem alle liggende.

— — —

En Aften lige efter Fyraften dundrede det paa Værkstedsdøren, der lød
Marsj paa Stedet ude i Forstuen. „Kan I lukke op!“ raabte en højtidelig
Stemme — „Prinsen er her!“

„Pelle — skynd dig og faa Døren op!“ sagde Mester.

Pelle slog Døren paa vid Væg, og Anker marsjerede ind. Han bar Papirhat
med vajende Dusk, og Epauletter af Papirsfrynser; hans Ansigt lyste,
idet han med Haanden til Hatten stod og lod Marsjen dø ud. Unge Mester
rejste sig oprømt og skuldrede Gevær med Stokken.

„Kongelig Majestæt,“ sagde han, „hvordan gaar det med den ny Tid?“

„Det gaar slet ikke,“ svarede Anker og blev alvorlig. „Jeg mangler
Lodderne som skal holde det hele i Gang.“ Han stod og stirrede i Gulvet;
i hans Tindinger arbejdede det gaadefuldt.

„De skal vel være af Guld?“ Det glimtede i Mesters Øjne, men han var
Alvoren selv.

„De skal være af Evighedsstof,“ svarede Anker uvilligt, „— og det skal
opfindes først.“

Længe stod han og stirrede tomt med sine graa Øjne uden at sige noget.
Han rørte sig ikke, kun i hans Tindinger blev det ved at arbejde, som om
en eller anden Orm gnavede dér og vilde ud. Det blev tilsidst
uhyggeligt; Ankers Tavshed kunde være som Mørket der bliver levende
omkring en — Pelle sad og fik Hjærtebanken.

Saa gik den Gale hen og bøjede sig mod Unge Mesters Øre. „Er der kommet
Svar fra Kongen?“ spurgte han med en Hvisken der skar igennem.

„Nej endnu ikke, men jeg venter det hver Dag. Anker kan være ganske
rolig,“ hviskede Mester igen. Anker stod igen en Stund — det saa ud som
tænkte han ogsaa, men paa sin egen Maade. Saa gjorde han omkring og
marsjerede ud.

„Gaa efter ham du Pelle, og se til han kommer godt hjem,“ sagde Mester.
Hans Stemme lød sørgmodig nu. Pelle fulgte efter Urmageren ned ad Gaden.

Det var Lørdag Aften, Arbejderne var paa Vej ned fra de store Stenbrud
og Lerværker, der laa en halv Mil oven for Byen. De kom i tunge Flokke,
med Madkassen paa Ryggen og en Ølflaske foran til at holde Ligevægten;
Stokkene slog haardt i Stenbroen, og der røg Gnister fra Træskoenes
Jærnklamper. Pelle kendte denne mødige Gang, der var som om selve
Klippens Tynge og Mødighed skød sig ned over Staden. Og han kendte
Lydene fra de tavse Rækker, disse knurrende Lyd naar en eller anden kom
til at gøre en ufrivillig Bevægelse med de stive Lemmer og maatte stønne
af Smærte. Men i Aften kastede de Bemærkninger til hinanden, og noget
der lignede et Smil brød det skorpede Stenstøv i deres Ansigter — det
var Genskinnet af de ni blanke Kroner der laa i Lommen efter Ugens Slid.
Nogle af Arbejderne havde Ærende til Posthuset for at forny Sedlen eller
bede om Henstand; en og anden vilde falde ind i en Beværtning og blev
opfanget i sidste Øjeblik af en Kvinde med et Barn ved Haanden.

Anker stod stille paa Fortovet med Ansigtet vendt mod dem, mens de drog
forbi. Han havde blottet Hovedet, den vældige Fjerbusk hang ned til
Jorden; han saa bevæget ud, noget syntes at vælde op i ham og ikke kunne
faa Ord, det blev til enkelte uforstaaelige Lyd. Arbejderne rystede
trist paa Hovedet, idet de travede videre; en enkelt ung Fyr udslyngede
en kaad Bemærkning. „Behold Hatten paa, det er ikke noget Ligtog!“
raabte han.

Nogle fremmede Søfolk kom slentrende op over Havnebakken; de drev frem
og tilbage over Gaden i Zigzag, spyttede ind ad alle Gadedøre og lo
umaadeligt over det. En af dem gik ligefrem med udstrakt Arm, strøg
Hatten af Anker og blev ved at gaa med Armen ud i Luften som om intet
var passeret. Men pludselig snurrede han omkring. „Hvad, gør du Vrøvl?“
sagde han og gik lige ind paa Livet af den Gale, der forskrækket værgede
for sig. Saa kom en anden Sømand løbende og bankede Anker i Knæleddene
saa han faldt om. Han laa og skreg og sparkede af Rædsel, og hele
Flokken kastede sig over ham.

Drengene spredtes til alle Sider for at samle Sten og hjælpe Anker;
Pelle stod og huggede med Kroppen som vilde det gamle Lyde komme over
ham igen. Gang paa Gang sprang han frem, men inden i ham glippede noget
— Sygdommen havde taget hans blinde Mod fra ham.

Der var en bleg spinkel Dreng som ikke var bange. Han gik ind mellem
Søfolkene for at hale dem bort fra den Vanvittige, der var blevet ganske
vild under dem. „Han er jo fra Forstanden!“ raabte Drengen, men blev
slængt til Side med blødende Ansigt. Det var Morten, Broder til Jens paa
Værkstedet. Han var saa vred, at han græd.

En stor Mand kom dinglende frem af Mørket, han gik og smaasnakkede med
sig selv. „Hurra!“ skreg Drengene „dér kommer _Kraften_!“ Men Manden
hørte ingenting, han stansede ved de kæmpende og stod smaatalende, hans
Kæmpeskikkelse sejlede frem og tilbage over dem. „Far hjælp ham!“ raabte
Morten. Manden smilede fjollet og begyndte langsomt at trække Trøjen af.
„Hjælp ham dog!“ brølede Drengen ude af sig selv og rev sin Fader i
Armen. Jørgensen strakte Haanden ud for at klappe sin Dreng paa Kinden,
saa fik han at se, at han havde Blod i Ansigtet. „Slaa dem!“ skreg
Drengen besat. Der gik et Ryk gennem Kæmpen, omtrent som naar en tung
Byrde sættes i Bevægelse; saa bøjede han sig ned lidt vaklende og
begyndte at hive Søfolkene til Side. En for en stod de et Øjeblik og
følte til de Steder hvor han havde taget — og satte saa i Løb ned mod
Havnen.

Jørgensen fik den Gale stablet paa Benene og ledsagede ham hjem, Pelle
og Morten fulgte bagefter med hinanden i Haanden. Gennem Pelle strømmede
det af en egen Tilfredsstillelse — han havde set selve _Kraften_ i
Virksomhed, og han havde faaet en Kammerat!

Fra den Dag blev de to uadskillelige, Venskabet skulde ikke først vokse
sig Styrke til, det stod der og skyggede mægtigt over dem, magisk
tryllet ud af Hjærterne. I Mortens smukke blege Ansigt var der noget
navnløst, som kunde faa Hjærtet til at banke i Pelle, alle blev ogsaa
mildere i Stemmen naar de talte til ham. Pelle begreb ærlig talt ikke,
hvad der kunde være af tiltrækkende ved ham selv; men han badede sig i
dette Venskab der faldt som velgørende Regn over hans hærgede Sind.

Morten stillede paa Værkstedet saa snart det var Fyraften, eller stod
oppe ved Hjørnet og ventede — de løb altid naar de skulde mødes. Naar
Pelle maatte arbejde over, gik Morten slet ikke ud men sad paa
Værkstedet og underholdt ham. Han var hengiven til Læsning og fortalte
Pelle om Bøgernes Gang.

Gennem Morten kom Pelle ogsaa nærmere ind paa Livet af Jens og opdagede,
at han havde mange gode Egenskaber under det forkuede. Jens havde jo
dette forsagte brudte Væsen, hvori Børn instinktmæssig vejrer et
foragtet Hjem. Pelle havde nærmest tænkt sig de fik fra Fattigvæsnet;
han begreb ikke en Dreng kunde lide under, at hans Far var en Kæmpe, der
satte Skræk i hele Byen. Jens var tyk i Næseroden, og saa tunghør ud
naar nogen talte til ham. „Han har faaet saa mange Prygl af Far,“ sagde
Morten, „Far kunde ikke lide ham fordi han er dum.“ Klog var han ikke,
men han kunde fløjte de vidunderligste Viser med de blotte Læber, saa
Folk stod stille og lyttede efter ham.

— — —

Pelle havde et eget Øre for alting nu efter sin Sygdom; han lod ikke
længer ligeglad som et Barn Bølgeslagene gaa hen over sig men havde selv
en udvælgende Ævne ude — han søgte noget. Altfor enkelt havde alting
formet sig for ham, for haandgribelig ligetil var Drømmen om Lykke
bygget; den maatte briste let, og saa var der intet bagved som bar. Nu
trængte han til at underbygge sig bedre, han krævede Næring længere
borte fra, og hans Sjæl var ved at vove sig udad; helt ud i det uanede
lod han sine Traade drive efter Fæste. Maalet for hans Higen maatte ud i
det overskydende, sin Gru hentede han nu fra det store mystiske
_Derude_, hvor Omridsene af det gaadefulde Gudsansigt ligger gemt.

Bibelhistoriens og Sekternes Gud havde for Pelle blot været et Menneske
udstyret med Skæg og Retfærdighed, Naade og det hele; han var ikke
ueffen, men _Kraften_ var i Stand til at være stærkere. Hidtil havde
Pelle ingen Gud behøvet men blot dunkelt været med i den Alkærlighed,
der rejser sig af de stinkende Pjaltebylter og overskygger Himlen — i de
Forarmedes vanvittige Drømme der af tusend bitre Savn skaber en
Pilgrimsvandring mod det forjættede Land. Men nu søgte han det, der ikke
kan siges — Ordet Tusendaarsriget fik en egen Klang i hans Øre.

Anker var jo gal naar de andre sagde det; naar de lo, lo Pelle med — men
der blev noget til Rest, først og fremmest et Nag over at have lét.
Pelle selv vilde ogsaa kaste Penge i Grams fra sin høje Trappe naar han
blev rig; og fablede Anker sælsomt om en Lykketid for alle Fattige — Far
Lasses Suk havde klinget af det samme, saa langt tilbage han kunde
huske. Bunden af Drengens Væsen rørtes ogsaa af det samme hellige Gys,
der forbød Lasse og de andre derude paa Landet at le ad vanvittige —
fordi Guds Finger havde rørt dem, saa deres Sjæle færdedes i Egne hvor
ingen anden kunde naa hen. Pelle følte den ukendte Guds Ansigt stirre
paa sig af Taagen.

Han var blevet en anden efter sin Sygdom, hans Bevægelser havde faaet
mere Eftertanke, der var sprunget markerede Træk frem midt i hans runde
Ansigtsformer. De to Ugers Sygeleje havde kastet Bekymringerne af ham
men gravet dem ind i hans Person som Alvor. Han gik stille om, gik og
omgav sig med Ensomhed — og iagttog Unge Mester paa en egen ihærdig
Maade. Han havde Indtryk af, at Mester gik og satte ham paa Prøve, og
det gjorde ham ondt. Han vidste med sig selv, at hvad der laa forud for
Sygdommen aldrig kunde gentage sig, og vred sig frygteligt under
Mistanken.

En Dag kunde han ikke holde det ud længer. Han tog de ti Kroner Lasse
havde givet ham til en brugt Vinterfrakke, gik ind til Mester paa
Tilskærekamret og lagde dem paa Bordet. Mester saa paa ham med sit
forundrede Ansigt, men i hans Øjne dæmrede det.

„Hvad Satan er det?“ spurgte han langtrukkent.

„Det er Mesters Penge,“ sagde Pelle med bortvendt Ansigt.

Mester Andrés dvælede paa ham med sit drømmende Blik. Det kom allerede
som fra en anden Verden, og med ét forstod Pelle det som alle sagde — at
Unge Mester maatte dø. Saa brast han i Graad.

Men Mester selv forstod det jo ikke.

„Hvad Pokker — det gør jo ikke noget du!“ sagde han og lod Sedlen danse
i Luften. „Ih du Alstyrende — saa mange Penge! Du er ikke billig du!“
Han stod og vidste hverken ud eller ind, Haanden havde han paa Pelles
Skulder.

„Det _er_ rigtigt,“ hviskede Pelle „— jeg har regnet det nøje ud. Og
Mester maa ikke mistro — jeg skal aldrig — —“

Mester Andrés slog afværgende for sig, han vilde sige noget men fik i
det samme sit Hosteanfald. „Din Halvsatan,“ stønnede han og hvilede sig
tungt paa Pelle, han var blaarød i Ansigtet. Saa kom Opkastningen,
Sveden perlede frem paa hans Pande. Han stod lidt og lod gispende Livet
rinde tilbage i sig igen, stak saa Sedlen til Pelle og skubbede ham ud
ad Døren.

Pelle var slukøret, Retfærdigheden havde ikke haft sin Gang, og hvad
blev det saa til med Oprejsningen. Han havde glædet sig mægtigt til at
blive den hele Skam kvit nu. Men ud paa Eftermiddagen kaldte Mester ham
ind til sig paa Tilskærekamret. „Du Pelle,“ sagde han fortroligt, „jeg
skulde have min Seddel fornyet men har ingen Penge — kan du ikke laane
mig de ti Kroner en Uges Tid?“ Saa gik det som det skulde alligevel; det
var hans Agt at krænge al Forsmædelse af sig nu.

Jens og Morten hjalp ham med det; de var tre nu, og Pelle følte det som
havde han en hel Hær i Ryggen. Verden var ikke blevet mindre siden
sidst, og ikke mindre tillokkende ved det sidste Aars endeløse Nederlag.
Fra Bunden og op til hvor han selv stod havde Pelle sin sikre Viden — og
den var bitter nok. Dernede laa intet i Taage, de Blærer der nu og da
steg op til Overfladen og brast, satte ikke ham i nogen mystisk Undren
over Dybet. Men han trykkedes heller ikke af det — det dér var som dét
kunde være. Og over ham rundede sig Verdens anden Halvkugel i lysblaa
Undren og tonede igen engang sit muntre: Gaa paa!




                                   IX


I sin Ensomhed havde Pelle ofte søgt ud til det lille Hus ved
Kirkegaarden, hvor Dues holdt til i to smaa Stuer. Der var altid en
Slags Trøst i at se kendte Ansigter, nogen Nytte af dem havde han ellers
ikke; Due var flink nok, men Anna tænkte kun paa sig selv og hvordan de
bedst kunde komme frem. Due havde Plads som Kusk hos en Vognmand, og de
lod til at have det nødvendige.

„Vi har ikke i Sinde at slaa os til Taals med at køre andres Heste,“
sagde Anna, „men én maa jo krybe, før én kan gaa.“ Landet længtes hun
ikke efter.

„Derude er der ikke noget at vente for Smaakaarsfolk, som vil lidt mere
end Grøden i Maven og et Par Laser paa Kroppen. Regnet er man ikke for
det Skidt de træder paa, og Fremtid er der ingen. Jeg skal aldrig
fortryde at jeg forlod Landet.“

Due derimod længtes. Han var vant til at have en Fjerdingvej til
nærmeste Nabo, og her kunde han høre gennem den tynde Væg, naar Naboens
kyssedes og sloges og talte deres Skillinger. „Her er saa trangt ogsaa,
og saa savner jeg Mulden; Brostenene er saa haarde.“

„Han savner noget Møg at træde ind i Stuen,“ sagde Anna fermt „— for det
var da det eneste, der var nok af ude paa Landet. — Herinde kan Børnene
saa ogsaa komme bedre efter det; paa Landet kan Fattigfolks Børn ikke
lære noget og komme frem, for de skal hjælpe til med Føden. Det er skidt
at være fattig paa Landet.“

„Det er vist værre herinde,“ sagde Pelle bittert, — „for her gælder kun
de der er fine i Tøjet!“

„Men her er saa mange Slags Levebrød; er der ikke noget ved ét, søger
man over i noget andet. Mangen en har vandret til Staden med Bagen ud af
Bukserne og er nu en anset Mand! Bare én har Viljen og Agten saa! — Jeg
har nu tænkt, at de to Drenge skal gaa i Betalingsskole naar de bliver
ældre; Kundskab er aldrig at foragte.“

„Hvorfor ikke Marie?“ spurgte Pelle.

„Den! Pyh! — hun egner sig vist ikke for at lære noget. Og saa er hun jo
et Kvindfolk!“

Anna havde sat sig op efter det store lige som Broderen Alfred! Hun
havde blanke Øjne naar hun talte om det, og var vist ikke til Sinds at
gaa af Vejen for noget. Det var hende der raadede og førte det store
Ord, hun snakkede op og var ferm; Due sad blot og smilede og saa
skikkelig ud. Men det sagdes, at han inderst inde vidste hvad han vilde.
Han svirede aldrig men kom lige hjem fra Arbejdet; om Aftenen havde han
gærne alle tre Børn kravlende paa sig, uden at gøre Forskel paa sine
egne to Smaadrenge og den seksaarige Marie, som var Annas Medgift.

Pelle kunde ogsaa godt lide den lille Marie, der trivedes saa godt da de
barneglade Bedsteforældre havde hende, men nu var mager og forsat i
Væksten og havde altfor erfarne Øjne. Hun kunde se paa én som en fattig
Moder der altid maa gaa og græmme sig, og han havde ondt af hende. Naar
Moderen var haard mod hende, maatte han altid mindes den Aften i Julen,
de første Gang var i Besøg hos Kalles og Anna kom listende hjem myg og
forgrædt og var i Tilstand. Liden Anna med det barneglade Sind som alle
maatte holde af. Hvor var dét nu blevet af?

En Aften Morten ikke var fri, løb han derud. Lige idet han vilde banke
paa hørte han Anna regere inde i Stuen; pludselig fløj Døren op, og den
lille Marie blev hevet ud i Gangen. Barnet græd ynkeligt.

„Hvad er der nu i Vejen?“ spurgte Pelle paa sin raske Maade.

„Hvad der er — — det at Ungen er næsvis og ikke vil spise, bare fordi
hun ikke faar akkurat det samme som de andre. Her skal man gaa og maale
og veje — for saadan en Tøs; ellers lunskes hun og vil ikke tage Føde
til sig. Vedkommer det hende hvad de andre faar? skal hun sammenligne
sig? Hun er og bliver dog aldrig andet end uægte, hvor meget én saa
pynter paa det.“

„Det kan hun vel ikke gøre for,“ sagde Pelle vredt.

„Gøre for — kan jeg kanske gøre for’et? Er det min Skyld, at hun ikke
blev Gaardmandsdatter men maa nøjes med at være uægte? Jo du kan tro,
jeg faar hende revet i Næsen af Nabokonerne — hun dér har jo ikke sin
Fars Øjne! siger de og ser saa kattevenlige ud. Saa skal jeg vel
straffes hele min Tid, fordi jeg vilde lidt bedre efter det og lod mig
lokke ind paa en Vej, der ikke førte igennem. Aa det lille Utyske!“ hun
knyttede Hænderne mod Gangen, hvor Barnets Graad stadig hørtes. „Her
gaar man og strider for at holde Hjemmet pænt og være som ordenlige
Folk, og saa er der ingen der regner én rigtig — blot fordi man engang
var saa godtroende!“ Hun var helt ude af sig selv.

„Hvis du ikke er god ved lille Marie, saa siger jeg det til Farbror
Kalle,“ sagde Pelle truende.

Hun blæste haanligt: „Siger — — ja Gud give du vilde! Saa kom han kanske
og tog hende, og glad skulde jeg være.“

Nu stampede Due ude paa Dørstenen, de hørte ham tale trøstende Ord til
Barnet. Han kom ind med den lille ved Haanden, sendte sin Kone et
advarende Blik men sagde intet. „Saa saa, nu er det jo glemt,“ gentog
han for at stanse Barnets Snøften, og tørrede den snavsede Graad af
hendes Kinder med sin store Haandbalg.

Anna satte uvenligt Mad frem for ham, hun snakkede halvhøjt ude i
Køkkenet. Mens han spiste sin Aftensmad, koldt Flæsk og Rugbrød, holdt
Barnet sig mellem hans Knæ og stirrede paa ham med store Øjne. „Rytter,“
sagde hun og smilede overtalende — „Rytter!“ Due lagde en Tærning Flæsk
paa et Stykke Brød.

   „Der kommer en Rytter ridende
   alt paa sin hvide Mær Mær Mær!“

nynnede han og lod Maden ride lige ned til Munden paa hende. „Og hvad
saa?“

„Saa — habs — red han ind ad Porten!“ sagde den lille og slugte baade
Hest og Rytter. Mens hun tyggede, holdt hun Øjnene ufravendt rettede paa
ham med dette pinlige Alvor, som var saa trist at se paa. Men sommetider
skete det, at Rytteren red lige ned til hendes Mund, kastede sig omkring
med et Ryk og i strakt Galop forsvandt mellem Dues hvide Tænder. Saa lo
hun et Øjeblik.

„Det er ingen Nytte til at brokke i hende,“ sagde Anna som kom ind med
Kaffe i Anledning af Besøget. „Hun faar saamænd det hun kan æde — hun
svelter ikke.“

„Sulten er hun nu ligegodt,“ brummede Due.

„Ja for hun er pénsk — den er ikke god nok til hende vor fattige Mad.
Hun slægter stort, skal jeg sige os! — Og hvad det ikke er galt skal det
nok blive, naar hun mærker hun faar Medhold!“

Due svarede hende ikke. „Nu er du vel helt rask igen?“ vendte han sig
til Pelle.

„Hvad har du taget dig for i Dag?“ spurgte Anna og stoppede den lange
Pibe til sin Mand.

„Jeg har været rundt i Lyngen med en Plantør ovre fra — jeg fik
halvanden Krone i Drikkepenge.“

„Lad mig faa dem med det samme!“

Due rakte hende Pengene, og hun kom dem i en gammel Kaffedaase. „Du maa
slaa ud hos Inspektørens i Aften,“ sagde hun.

Due flyttede sig træt: „Jeg har været paa Færde siden halv fire i
Morges,“ sagde han.

„Men jeg lovede det bestemt, saa det kan ikke blive anderledes! Og saa
mente jeg nok, du vilde besørge Efteraarsgravningen for dem; nu Maanen
er fremme kan du nok se — og ellers om Søndagen. Tager vi det ikke, faar
en anden det — og de er jo gode Betalere.“

Due svarede ikke.

„Om et Aar eller to tænker jeg, du har Heste selv og ikke behøver at
slide Føden sammen til fremmede,“ sagde hun og lagde Haanden paa hans
Skulder. — „Mon du ikke skulde gaa og besørge Udslagningen nu med det
samme? saa er det til Side. Jeg skulde ogsaa have et Par Pinde hugget
inden du lægger dig.“

Due sad og klippede anstrængt med Øjnene, nu han havde spist faldt
Trætheden over ham. Han kunde knap se, saa søvnig var han. Marie rakte
ham hans Hue, saa endelig kom han paa Benene; han og Pelle fulgtes ad.

Huset Dues boede i laa øverst i den lange Gyde, der faldt temmelig brat
ned mod Søen. Det var et gammelt Vandleje, endnu løb Vandet under stærke
Regnskyl som en strid Bæk mellem Rønnerne.

Nede ved Strandstien mødte de et Hold Mænd der drog udad med Lygter i
Hænderne, de var bevæbnet med tykke Stokke, én havde Morgenstjærne og en
gammel Læderhat paa Hovedet — det var Natvægteren. Han gik forrest, men
bagved det hele gik den ny Dagbetjent Pihl i sin skinnende Uniform; han
holdt sig bag de andre for at skaane Uniformen og passe paa, at ingen af
Vagtmandskabet kneb agterud. Halvfulde var de og gav sig svært god Tid;
hvergang de mødte nogen stansede de og fortalte vidtløftigt, i hvad
Anledning de rykkede i Marken.

Det var _Kraften_, der igen havde sin Tur. Hele Dagen havde han sviret,
og Byfogden gav Ordre til at have et Øje med ham. Jo ganske rigtig, i
sin Fuldskab mødte han Reder Monsen paa Kirkebakken og gav sig til at
overfuse ham med Skælsord og Slag: „Er det dig der tager en Enke Brødet
af Munden, hva? Du fortæller hende, at „Tre Søstre“ har lidt Havari og
overtager saa hendes Aktier for næsten ingenting? — af pure Medlidenhed
gør du det — hvad din Kæltring? Og Skibet var der det i Vejen med, at
det havde sejlet for godt og vilde give stort Udbytte. Saa gjorde du den
fattige Kone den Tjeneste hvad?“ Kæltring kaldte han ham, og for hvert
Spørgsmaal slog han til Rederen saa han trillede. „Vi er allesammen
Vidner paa det, og nu skal han i Hullet. En pjaltet Stenhugger skal ikke
gaa her og agere Retfærdighed i Landet! — Gaa med og hjælp os at tage
ham Due — du er jo stærk!“

„Jeg har ikke noget udestaaende med ham,“ sagde Due.

„Du gør nok ogsaa klogest i at holde dig af Vejen,“ sagde en af Mændene
spydigt, „du kunde let faa hans Labber at føle ellers.“ Saa travede de
videre med en haanlig Latter.

„De er ikke glade ved den Bestilling de har faaet,“ sagde Due leende,
„derfor har de taget sig en høj Snaps til at sætte Modet op. _Kraften_
er et Svin, men jeg vilde nødig være den han langer til.“

„Bare de ikke fik fat i ham,“ sagde Pelle ivrigt.

Due lo: „De skal nok passe at holde sig dér hvor han ikke er. — Men han
kunde passe sit Arbejde og lade være med at skabe sig ilde! Lad ham
drikke sig en Rus og sove den ud hjemme — en fattig Djævel er han dog og
skulde lade de store om at skabe sig tossede!“

Pelle saa nu anderledes paa den Ting. Fattigmand ja han gik stille ned
ad Gaden og tog Huen af for Alverden, Smaamestre og det hele; hilste
nogen igen, saa var han helt stolt og fortalte det som en Begivenhed til
sin Kone naar de kom i Seng: Skriveren tog saamænd Hatten af for mig i
Dag — ja han gjorde! Men Stenhugger Jørgensen saa ikke til nogen Side
naar han var ædru — og i sin Fuldskab trampede han paa store Fødder hen
over det hele.

Pelle brød sig ikke om Byens nussede Dom. Ude hvor han kom fra var
Kræfterne alt, og her var én der kunde tage Stærke Erik og putte ham i
Lommen. Han gik i Smug og maalte sine Haandled og løftede paa altfor
tunge Ting, han havde ikke noget imod at blive som _Kraften_, der ene
Mand holdt Byen i Aande baade naar han rasede og naar han laa død. Han
kunde svimle ved Tanken om, at han var Kammerat med Jens og Morten, og
begreb ikke at de bøjede sig saa tungt under Bydommen, naar det ikke var
Fattigvæsnet man kunde rive dem i Næsen, men blot det at Faderen var en
Kraftkarl. Jens krøb sammen ved bestandig at høre Faderens Navn paa
alles Læber og undgik at se Folk i Øjnene, i Mortens aabne Blik satte
det sig som navnløs Smærte.

— — —

En Aften midt i det allerværste tog de ham med hjem. De boede Østerude
ved den store Lergrav hvor Byens Affald blev kørt ud. Konen gik og
varmede Aftensmad i Kakkelovnen, i Ovnkrogen sad en rynket Gammelmor og
strikkede. Der var meget fattigt.

„Jeg troede saamænd det var Far,“ sagde Konen frysende. „Har nogen af
jer hørt noget til ham?“

Drengene fortalte, hvad de saadan havde hørt; én havde set ham dér, en
anden her. „Folk er jo saa villige til at holde os underrettet,“ sagde
Jens bittert.

„Nu er det fjerde Aften jeg varmer Mad til ham forgæves,“ vedblev
Moderen. „Han plejer dog ellers at se hjem en og anden Gang, selv naar
det er værst efter ham — men han kan jo komme endnu.“ Hun forsøgte at
smile opmuntrende men slog pludselig Forklædet for Øjnene og brast i
Graad. Jens gik omkring med tungt Hoved og vidste ikke hvor han skulde
gøre af sig selv, Morten tog Moderen om den trætte Ryg og talte stille:
„Saa saa, det er jo ikke værre end det saa ofte har været,“ han strøg
hende over de fremstaaende Skulderblade.

„Nej men jeg havde jo glædet mig saadan til, at det var overstaaet. Et
helt Aar snart har han ikke rørt paa sig, men ædt sin Mad i Tavshed naar
han kom hjem fra Arbejdet, og saa krøbet i Seng. Ingenting har han
slaaet i Stykker al den Tid men sovet og sovet bestandig; jeg troede til
sidst han var blevet Idiot og var glad for hans Skyld — saa havde han da
Fred for de forfærdelige Tanker. Jeg troede jo, han var faldet til Ro
efter alle sine Nederlag og vilde tage Livet som det falder — lige som
de andre hans Lige. Og nu rejser han sig igen i al sin Trods, og det
hele begynder forfra!“ Hun græd ulykkeligt.

Den gamle sad og flyttede sit knappe Blik fra den ene til den anden; hun
lignede en klog Rovfugl der er sat i Bur. Saa begyndte hendes Stemme at
skride, lidenskabsløst og uden Tonefald:

„Du er en god Tokke, her gaar du og har Æggekage paa fjerde Aften til en
Sviregast; bestandig saa er du tilreds med Kys og Klap. Ikke var det mig
som forsødede min Mand Søvnen, om han omgikkes saa skammeligt med Hus og
Hjem; sulten og tørmundet skulde han faa Lov til at lægge sig og staa op
— saa kanske lærte han Orden. Men der er intet Bid i dig — det er Sagen;
du tager al hans Storsind for gode Varer.“

„Skulde jeg ogsaa lægge Stene paa hans Vej da — hvem skal saa være god
ved ham, naar hans stakkels Hoved trænger til at ligge blødt? Farmor
skulde vide, hvor han trænger til et Menneske der tror paa ham. Og anden
Gave har jeg ikke at give ham.“

„Ja ja, gaa du kun paa Arbejd og slid dig op, saa der kan være noget til
Storkarl at lægge øde, naar Aanden kommer over ’en! — Men nu skal du gaa
og lægge dig, saa skal jeg nok tage mod Peter og give ham Mad, hvis han
kommer; du maa jo være udgaaet af Træthed dit Skind.“

„Der siges for et gammelt Ord, at Mands Mor er ikke Sønnekone god — men
det passer ikke paa Jer, Farmor,“ sagde Drengenes Moder mildt. „Altid
saa tager I mit Parti, skønt det slet ikke behøves. Men nu skulde I gaa
i Seng! det er langt over Jer Sengetid, og Peter skal jeg nok tage mig
af. Han er saa nem, bare han ved det er én som mener ham det godt.“

Den gamle lod som hun ikke hørte det og strikkede videre. Drengene kom i
Tanke om, at de havde lidt i Lommen, der var et Kræmmerhus Bønner, lidt
Kandis og nogle Boller.

„I gaar altid og klatter jere dyrebare Skillinger hen paa mig,“ sagde
Moderen bebrejdende og satte Vand over til Kaffe, men hendes Ansigt
lyste af Tak.

„De har vel endnu ingen Kærest at øde dem paa,“ sagde den gamle tørt.

„Farmor er saa gnaven i Aften,“ sagde Morten; han havde taget Brillerne
af den gamle Kone og kiggede hende smilende ind i de graa Øjne.

„Gnaven — ja vist du! Men Tiden hun gaar skal jeg sige dig; og her
sidder et Menneske paa Gravens Rand og venter paa, at hendes eget Afkom
skal komme frem og øve noget Storværk, men der sker bare ingenting!
Kræfterne ødes og gaar som Bækkevand i Havet, og Aarene spildes hen —
eller er det Løgn hvad jeg siger? — Alle ville Herrer være, ingen vil
paa Sækken bære; saa krænger de og rider paa hverandre for at komme det
Gran højere til Vejrs. Og flot skal det være herinde, men Fattigdom og
Svineri er der i hver en Vraa. Jeg tænker Vorherre snart har faaet nok
af alt dette han! Ikke en Time gaar hen, uden jeg forbander den Dag jeg
lod mig lokke bort fra Bondelandet; der groede dog Føden paa Marken for
Fattigmand ogsaa, blot han vilde tage det som det faldt. Men her maa han
møde med Skillingen i Niven bare han skal bruge lidt Grønt til en Suppe.
Har du Penge kan du faa; har du ingen kan du gaa! — ja saadan er’et. Men
herind maatte én jo — for at være med i Peters Lykke! stort tegnede det,
og jeg Tokke har altid haft Mod paa at se mit eget Blod føre an. Og nu
sidder jeg her som en anden Tiggeprinsesse; stort er det blevet, for jeg
er Mor til Byens største Sviregast.“

„Saadan skulde Farmor ikke tale,“ sagde Drengenes Mor.

„Ja ja, men træt af alting er jeg og tør ikke tænke paa at dø alligevel!
Jeg tør jo føje gaa hen og lægge mig, for hvem skal saa holde Styr paa
Peter — _Kraften_!“ Hun sagde det haansk.

„Farmor kan rolig gaa hen og lægge sig; jeg kommer bedst til Rette med
Peter, naar jeg er ene med ham,“ sagde Konen. Men den gamle rørte sig
ikke.

„Faa du hende til at gaa Morten,“ hviskede Moderen, „du er den eneste
hun tager efter.“ Morten snakkede for den gamle saa længe, til han fik
hende lokket af Sted; han maatte love at gaa med og stoppe om hendes
Fødder.

„Saa fik vi hende da til Side,“ sagde Moderen lettet. „Jeg er saa bange,
Far engang skal glemme at hun er hans Mor. Han sanser jo ikke naar det
er saadan fat, og hun tænker ikke paa at vige — det er haardt imod
haardt. Men nu synes jeg, I skulde gaa ud hvor Ungdommen færdes og ikke
sidde her og hænge!“

„Vi bliver og ser om Far kommer,“ erklærede Morten.

„Men hvad gaar der dog ad jer — ham kan I altid faa hilst paa. Gaa nu
hører I — Far vil helst træffe mig ene, naar han saadan kommer og er
glad. Saa tager han mig maaske i sine Arme og svinger mig, stærk som han
er, saa jeg svimler som en ung Pige. Hu hej Tøs, her er _Kraften!_ siger
han — og ler stærkt som i sin susende Ungdom. Ja det hænder ofte naar
han har faaet tilpas i Hovedet, at han bliver saa stærk og munter igen
som dengang han var i sin Magt og Vælde. Jeg er glad for’et, saa stakket
det falder; men det er ikke noget for jer at overvære — I maatte hellere
gaa.“ Hun saa bønligt paa dem, og jog sammen ved at det tog i Døren. Ude
var det stygt Vejr.

Det var blot den yngste som kom hjem fra sin Plads. Hun kunde vel være
10-11 Aar og var lille af Vækst, alligevel saa hun ældre ud; hendes
Stemme var haard og knækkende, det lille Legeme allerede groft og
skæmmet af Slid. Ikke en Plet paa hende gav Lyset igen, hun lignede et
eller andet jordslaaet Væsen der har forvildet sig op paa Overfladen.
Hun gik dødt gennem Stuen og lod sig falde ned i Farmors Stol, der sad
hun og hang til den ene Side og fortrak nu og da Ansigtet.

„Hun har jo den Skade i Ryggen,“ sagde Moderen og strøg hende over det
tynde skæmmede Haar — „hun har faaet det af at slæbe paa Doktorens lille
Dreng — han er saa stor og tyk. Men saa længe Doktoren ikke selv siger
noget, kan der vel ingen Fare være. — Ja du er saamænd kommet tidlig ud
mit Barn, men saa har du da din gode Føde og lærer at bruge dig. — Og
dygtig er hun, hun passer ganske ene Doktorens tre Børn! Den ældste, der
er paa Alder med hende selv, maa hun baade klæde af og paa. Saadanne
fine lærer jo ikke at hjælpe sig selv.“

Pelle stirrede nysgærrigt paa hende. Han havde selv været med til en
Del; men slæbe sig til Krøbling paa Børn, der maaske var kraftigere end
én selv — det skulde der ingen komme og byde ham. „Hvorfor slæber hun
paa de forædte Unger?“ sagde han.

„Passes skal de jo,“ svarede Konen — „og Moderen som var nærmest til det
har vel ingen Lyst! — De betaler jo for det.“

„Var det mig, saa lod jeg de Unger falde — jeg tabte dem nok,“ sagde
Pelle raskt.

Pigen flyttede sit sløve Blik hen paa ham, der lyste en lille Interesse
ud af det nu. Men Ansigtet beholdt sin fastslaaede Ligegyldighed, det
var umuligt at sige hvad hun tænkte, saa haardt og erfarent hendes
Udtryk var.

„Du skulde ikke lære hende noget ondt,“ sagde Moderen — „hun kan have
nok at strides med endda, hun har et haardt Sind. — Og nu skulde du gaa
i Seng Karen“ — hun kærtegnede hende atter — „Far taaler jo ikke godt at
se dig, hvis han kommer og har noget i Hovedet. — Han holder saa meget
af dig,“ føjede hun hjælpeløst til.

Karen drog sig bort fra Kærtegnene uden at forandre en Mine; stum gik
hun op paa Loftet hvor hun havde sit Natteleje, Pelle havde ikke hørt en
Lyd af hende.

„Saadan er hun,“ sagde Moderen frysende — „ikke et Ord til Godnat
engang. Ingenting bider paa hende mere hverken godt eller ondt — hun er
blevet for tidlig klog paa Verden. Og jeg maa passe saadan paa, at hun
ikke kommer Far for Øje naar dét er oppe i ham. Han kan blive som et
vildt Dyr baade mod sig selv og andre, naar han faar Øje paa hvor
skæmmet hun er blevet.“ Hun saa nervøst til Klokken. „Men gaa nu hører
I! I vilde gøre mig en stor Glæde ved at gaa.“ Hun var lige ved at
græde.

Morten rejste sig nølende, de andre fulgte hans Eksempel. „Slaa nu
Kraven op om Ørerne og løb,“ sagde Moderen og knappede til om dem.
Oktoberstormen gik i Stød mod Huset og piskede haard Regn mod Ruderne.

Idet de sagde Farvel lød der ny Larm udenfor, Yderdøren slog op mod
Muren, de hørte Uvejret staa ind og fylde Forstuen. „Aa nu er det for
sent,“ jamrede Moderen bebrejdende — „hvorfor gik I da ikke før?“ En
uformelig Puslen naaede ind til dem, som af et vældigt Dyr der snuste op
og ned ad Dørsprækkerne og søgte efter Dørgrebet med sin vaade Lab. Jens
vilde springe til og aabne Døren. „Nej! du maa ikke!“ raabte Moderen
fortvivlet og skød Slaaen for — hun stod ret op og ned og rystede over
hele Legemet. Pelle kom ogsaa til at fryse; han havde Fornemmelsen af,
at Uvejret lagde sig i Leje derude i Gangen som et stort uformeligt
Væsen, der pustende af tungt Velvære laa og slikkede sig tør mens det
ventede paa dem.

Konen stod foroverbøjet og lyttede i vanvittig Anspændelse. „Hvad vil
han nu finde paa?“ mumlede hun fjærnt — „han er saa skælmsk!“ Hun græd
det ud. Drengene havde hun vist glemt i Øjeblikket.

Saa blev Yderdøren hugget i, Uhyret stablede sig med vaade Klask op paa
alle fire og gav sig til at kalde, med en fortrolig Brummen. Konen vred
sig vaandefuldt, hun flyttede Hænderne raadløst foran sig, saa slog hun
dem for Ansigtet. Men nu blev Kæmpedyret utaalmodigt, det slog kort i
Døren og knurrede advarende. Konen jog sammen som vilde hun smide sig
ned paa alle fire og svare igen; „aa nej, nej!“ klagede hun saa og tog
sig i det. Saa sprængtes Døren for et tungt Slag, og Bamsen væltede sig
ind over Tærsklen og søgte mod hende i kluntede Sæt, Hovedet holdt han
lidt tilbage i Forbavselse over, at den lille Kammerat ikke sprang ham
iltert bjæffende i Møde. „Peter, Peter — Drengene!“ hviskede hun og
bøjede sig ned mod ham, men han daskede hende omkuld og lagde knurrende
en tung Lab paa hende. Hun rev sig fra ham og kom op paa en Stol.

„Hvem er jeg?“ spurgte han med tyk Trolderøst og stillede sig over for
hende.

„Den store Kraft!“ Hun maatte smile alligevel, saa tyk og bøs gjorde han
sig.

„Og du da?“

„Den gladeste paa Jorden.“ Men da løb Stemmen ud i Graad igen.

„Og hvor skal _Kraften_ hvile i Nat?“ han tog efter hendes Bryst.

Hun sprang op med brændende Øjne. „Dit Dyr, aa dit Dyr!“ raabte hun og
slog ham i Ansigtet, rød af Skam.

_Kraften_ tørrede sig forundret over Ansigtet for hvert Slag. „Vi leger
jo blot,“ sagde han. Saa gav det et Ryk i ham, han fik Øje paa Drengene
der stod trykket op i en Krog. „Naa staar I dér,“ sagde han og lo
fjollet — „ja Mor og jeg vi leger lidt! Ikke sandt du Mor?“

Men Konen var løbet ud, hun stod ude under Skraataget og hulkede.

Jørgensen gik uroligt frem og tilbage. „Hun græder hun!“ mumlede han.
„Der er ikke noget Sving i hende — hun skulde haft en Bondekarl. Hvad
Satan — naar det nu skal ud! Det sidder heroppe og trykker, lige som én
klemte Dupskoen ned i Hjærnen paa mig. Giv los _Kraft!_ giv bare los,
saa faar du Fred for’et! siger jeg hver Dag. Nej lad vær! siger jeg saa
— du maa dy dig, ellers gaar hun bare og græder! Og hun har aldrig gjort
dig andet end godt! — Men for Satan naar det nu skal ud! Dér gaar man i
Seng og siger: Gudskelov nu gik den Dag — og den Dag og den! De staar og
glor — og venter; men lad dem vente, der sker ikke noget — for nu har
_Kraften_ Taget i sig selv! — Og saa med ét er det der bag paa én: Slaa!
midt i Flokken! lys dem ad Helvede til det Rak! Saa er én vel nødt til
at drikke — for at holde Styr paa Kræfterne! — — Naa og dér sidder I!
kan ingen af jer laane mig en Krone?“

„Jeg kan ikke,“ svarede Jens.

„Nej du! — det maatte være en god Dumrian som ventede sig noget af dig.
Har jeg ikke altid sagt: Han slægter til den skidt Side, han ligner sin
Mor? Hjærtelaget har I, men I fattes Ævnerne. Hvad kan du vel Jens? faar
du pæne Klæder af din Mester og bliver behandlet som en Søn — og kanske
ender med at overtage Forretningen som hans Svigersøn. Og hvorfor ikke
om jeg tør spørge? din Far er vel lige saa anset som Mortens?“

„Morten bliver vel heller ikke Svigersøn — naar hans Mester ingen Datter
har,“ mumlede Jens.

„Naa ikke? — men han kunde have haft en Datter, hva’? Men der har vi
det, netop i det Svar — du mangler Omløb. Morten har det heroppe han!“
Han famlede sig over Panden.

„Saa kunde du ladet være med at slaa mig i Hovedet,“ svarede Jens mut.

„I Hovedet — ja vist! Men Forstanden har vel sit Sæde i Hovedet; det er
vel nok dér man skal have det ind. For hvad nytter det vil jeg sige, at
du gør en Dumhed med Hovedet og jeg saa giver mig til at slaa dig
bagpaa? Dér har du vel ingen Forstand nødig? Men det har ogsaa hjulpet —
du er blevet meget klogere. Det var for Eksempel slet ikke dumt sagt:
Saa kunde du jo lade være at slaa mig i Hovedet.“ Han nikkede
anerkendende. „Nej men her er Hoved som kan gøre Knuder — der er
Forstandsknaster i det Træ hvad?“ Drengene maatte føle ham oven i
Hovedet.

Han stod som et svajende Træ og lyttede med skiftende Udtryk til Konens
hendøende Snøften; hun sad paa Komfuret lige uden for Døren nu. „Hun
græder bare hun,“ sagde han medlidende — „det er nu Kvindfolks Maade at
more sig paa. Livet har været haardt imod os, og hun er jo ikke
Modgangen voksen den Stakkel. For nu siger jeg, at jeg faar Lyst til at
slaa Kakkelovnen i Stykker,“ — han tog en tung Stol og stod og svingede
med den i Luften — „straks giver hun sig til at flæbe. Til alting flæber
hun. Men naar nu jeg kommer til Vejrs, saa tager jeg mig en Kone til —
en som kan repræsentere! for dette her er skidt. Kan hun tage imod fine
Fremmede maaske — og tale fint? pyh! Hvad Fanden nytter det saa, at jeg
hæver os op af Skidtet? Men nu gaar jeg igen — for her er ikke morsomt.“

Konen kom hastigt ind: „Aa gaa ikke Peter! bliv her du!“ tryglede hun.

„Skal jeg maaske gaa her og høre paa din Flæben hva’?“ svarede han mut
og slog med Skulderen. Han lignede en stor godmodig Dreng der gør sig
udtilbens.

„Jeg flæber jo ikke, jeg er saa glad — bare du vil blive!“ Hun klyngede
sig til ham og smilede taareblændet. „Se paa mig — er jeg ikke glad for
dig? Bliv hos mig du _Kraft_ —“ hun aandede ham hedt ind i Øret.
Kummeren havde hun strøget af sig og ranket sig, hun var helt smuk i sin
Blussen.

_Kraften_ saa forelsket paa hende, lo fjantet som om han blev kildet, og
lod sig trække frem og tilbage; han gjorde hendes Hvisken efter i den
tomme Luft og spruttede af Humør. Saa nærmede han listigt Munden til
hendes Øre, og da hun lyttede, truttede han hende ind i Hovedet saa hun
jog sammen med et lille Skrig. „Bliv saa, du store Dreng!“ sagde hun og
lo — „du faar slet ikke Lov at gaa, for jeg kan holde paa dig endnu.“
Men han krængede sig leende fra hende og løb sin Vej i bart Hoved.

Et Øjeblik saa det ud som hun vilde løbe efter ham, men saa faldt Hænder
og alting paa hende. „Lad ham løbe,“ sagde hun træt, „saa faar det gaa
som det kan. Der er alligevel ikke noget at stille op, saa døddrukken
har jeg aldrig set ham før. Ja I ser paa mig, men husk paa han bærer en
Rus anderledes end alle andre — han har alt sit for sig selv!“ Det
sidste sagde hun med en vis Stolthed. — „Og Rederen lagde han straffende
Haand paa — ham som ikke engang Byfogden tør røre ved. Vorherre selv
kunde ikke være mere retsindig end han er.“




                                   X


De mørke Aftener var der med det lange Arbejde ved Lys. Svenden gik
allerede i Mørkningen, der var ikke stort til ham at bestille. Til
November blev Forbundteren udlært. Han blev anbragt for sig selv inde
paa Mesters Kammer, der sad han en hel Uge og arbejdede paa sit
Svendestykke; et Par Søstøvler. Der maatte ingen komme ind til ham, og
det hele var meget spændende. Da Støvlerne var færdige og synet af et
Par Mestre, blev de hældt fulde af Vand og hængt op paa Loftet; der hang
de et Par Døgn, for at vise om de var vandtætte. Saa blev Emil
højtideligt Svend og maatte give sin Omgang paa Værkstedet. Han drak Dus
med Lille Nikas, og om Aftenen var han ude og lavede Sold for Byens
andre Svende — og kom døddrukken hjem. Alting gik som det skulde.

Næste Dag kom Jeppe ud paa Værkstedet: „Naa Emil nu er du saa Svend,
hvad har du nu tænkt dig? Du skal vel ud at rejse vel? En nybagt Svend
har godt af at komme ud og se sig om og lære noget.“

Emil svarede ikke men begyndte at samle sine Ting sammen. „Ja ja, det er
jo ikke Livet om at gøre, vi smider dig jo ikke ud. Du kan komme og faa
Lys og Varme her paa Værkstedet til du finder dig noget andet — det er
gode Vilkaar ved jeg. Nej dengang jeg fik udlært da var det noget andet
— det var Foden i Enden og ud af Døren værsgod! Og Ungdommen har godt af
det — den har godt af det.“

Han kunde sidde paa Værkstedet og gaa alle de Mestre efter Øen over, der
holdt Svend. Men det var nærmest en Spøg — det hændte aldrig at der blev
nogen ny Svend antaget. Derimod vidste han og de andre paa en Prik, hvor
mange nybagte Svende der dette Efteraar var sat paa aaben Gade.

Emil var ikke forknyt. To Aftener efter fulgte de ham til Dampskibet for
København — „der er Arbejde nok dér!“ sagde han glædestraalende. „Du maa
love at skrive efter mig om et Aar,“ sagde Peter, der var udlært til den
Tid. Ja Emil skulde nok det.

Men inden Maaneden var gaaet, var Emil hjemme igen hørte de. Han selv
skammede sig vel for at vise sig. Saa en Morgen kom han luskende ind paa
Værkstedet, skamfuld. Jo han havde faaet Arbejde — flere Steder, men var
straks blevet fyret igen — „jeg har jo ingenting lært,“ sagde han
mismodig. Han gik og flød en Tid, kom og fik Lys og Varme paa
Værkstedet, og fik Lov at sidde der med en og anden Reparation han havde
kapret sig. Han holdt sig flydende til hen imod Jul, men saa opgav han
alt og gjorde Faget den Skam at tage almindelig Sjoverarbejde paa
Havnen.

„Jeg har ødelagt fem Aar af mit Liv,“ sagde han gærne, naar de traf ham.
„Bryd ud mens det endnu er Tid. Ellers gaar det jer som mig.“ Paa
Værkstedet kom han ikke nu af Frygt for Jeppe, der var vred paa ham
fordi han havde vanæret Faget.

Paa Værkstedet var der hyggeligt, naar Ilden spruttede i Kakkelovnen og
Mørket stod og rev ondt i de nøgne sorte Vinduer. Disken var flyttet ind
fra Vinduet, saa de alle fire kunde faa Plads om den, Mester med sin Bog
og de tre Drenge med hver sin Reparation. Lampen hang og osede midt over
Disken, den kunde lige rode lidt op i Mørket. Den Smule Lys den gav
indsugedes af de store Glaskugler, som samlede det og kastede det ned
paa Arbejdet. Lampen gyngede svagt, og Lyspletten flød som en Gople,
frem og tilbage, saa Arbejdet hvert Øjeblik laa i Mørke. Saa bandte
Mester og stirrede lidende ind i Lyset.

De andre fik blot ondt i Øjnene, men Mester var syg af Mørket. Hvert
Øjeblik rettede han sig med en Gysen. „Fy for den Lede hvor her er
mørkt, det er jo som om man laa i sin Grav — kan den da slet ikke lyse i
Aften?“ Saa rodede Pelle med den, det blev ikke bedre.

Naar Gamle Jeppe kom trippende ind, saa Mester Andrés op uden at skjule
Bogen; saa var han i Stridshumør. „Hvem er det?“ spurgte han og stirrede
anstrængt ind i Mørket — „naa det er Far.“

„Er det skidt med Øjnene?“ spurgte den gamle spydigt. „Vil du have noget
Øjenvand?“

„Fars Øjenvand — nej ellers Tak. Men den Satans Belysning ogsaa, én kan
jo ikke se en Haand for sig.“

„Gab, saa lyser Tænderne,“ snærrede Jeppe arrigt. Det var deres evige
Strid denne Belysning.

„Der er min Salighed ikke andre end os paa hele Øen der syr ved den
elendige Belysning, at Far ved det.“

„Jeg har aldrig hørt Klager paa Lampen i min Tid,“ svarede Jeppe. „Og
der er lavet bedre Arbejde ved Glaskuglen, end de nu præsterer med deres
kunstige Paafund. Men ødes skal der jo — Ungdommen i vore Dage ved ikke
af nogen større Fornøjelse end at kaste Penge hen til moderne Skidt.“

„Ja i Fars Tid — da var alting jo saa dejligt,“ sagde Mester Andrés.
„Det var jo dengang Englene gik med hvide Pinde i Munden.“ — —

I Aftenens Løb kom den ene og den anden drattende for at spørge nyt og
fortælle. Og naar unge Mester var i sit gode Humør blev de hængende. Han
var jo Ilden og Sjælen som gamle Bjerregrav sagde — han kunde give
Forklaring paa saa mange Gaader fra sin Læsning.

Naar Pelle løftede Øjnene fra Arbejdet var han blindet. Dernede paa
Værkstedsgulvet hvor Bager Jørgen og de andre sad og talte, saa han kun
dansende Lyspletter med sit Arbejde svævende midt i, og af sine
Kammerater saa han kun Skødet. Men inde i Glaskuglen løb Lyset som
legende Ild, derinde var der en hel Verden i evig Strømmen.

„Naa i Aften lyser hun jo udmærket,“ sagde Jeppe, naar en af dem kiggede
til Lampen.

„Naa ikke det?“ svarede Mester Andrés krængt.

Men en Dag bragte Isenkræmmerens Karl noget i en stor Kurv — en
Hængelampe med Rundbrænder; og i Mørkningen kom Isenkræmmeren selv for
at forestaa den første Tænding, og sætte Pelle ind i hvordan Vidunderet
skulde behandles. Han gik meget forsigtigt og omstændeligt til Værks.
„Den _kan_ jo eksplodere forstaas,“ sagde han, „men saa skal man ogsaa
fare haardt frem mod Mekaniken. Bare den tages med Fornuft og Varsomhed
er der ingen Fare.“

Pelle stod hos og holdt Glasset, men de andre trak Hovedet bort fra
Disken, og Unge Mester stod helt nede paa Gulvet og trippede. „Jeg vil
min Salighed ikke fare levende til Himmels,“ sagde han med sit morsomme
Udtryk „— hvor Satan tør du Pelle? du er en fræk Fyr!“ Og han saa paa
ham med sit store forundrede Blik der rummede den dobbelte Bund af Spøg
og Alvor.

Endelig straalede Lampen sit Lys ud, der var ikke den fjærneste Hylde
under Loftet hvor man ikke kunde tælle alle Læsterne. „Det er jo en hel
Sol,“ sagde Unge Mester og tog sig til Kinderne „— jeg tror min Sjæl den
heder Luften.“ Han var ganske rød, hans Øjne tindrede.

Gamle Mester holdt sig paa Afstand til Isenkræmmeren var gaaet, saa kom
han farende. „Naa I er ikke røget i Luften endnu?“ spurgte han i stor
Forbavselse. „Det er et ækelt Lys den giver — et rigtig hæsligt Lys, fy
da! Lyser ordenlig ud gør det ikke, men bider sig fast i Øjnene. Ja ja,
ødelæg I kun jeres Syn!“

Men for de andre var Lampen en Tilgang af Liv; Mester Andrés gassede sig
i dens Straaler. Han var som en soldrukken Fugl, bedst som han sad slog
han ud i Jubel. Og til Naboerne, der kom for at se Lampen og drøfte dens
Egenskaber, udbredte han sig i store Talemaader, saa Lyset flerdobledes
for dem. De kom flittigt og blev lettere hængende. Mester lyste og
Lampen lyste; som Insekter droges de mod Lyset — det dejlige Lys!

Tyve Gange om Dagen var Unge Mester ude i Gadedøren, men kom straks ind
igen og satte sig til at læse paa Forhøjningen, med Klampestøvlen
stikkende bagud. Han spyttede meget, Pelle maatte skifte Sand under ham
hver Dag.

„Det er vel et eller andet Slags Dyr, som sidder og gnaver i Brystet paa
dig?“ sagde Farbror Jørgen, naar Hosten var slem ved Andrés. „Nu ser du
ellers saa rask ud. Du kommer dig vel, inden vi ser os om.“

„Ja min Salighed!“ Mester lo glad mellem to Anfald.

„Bare giv den Grovfilen du, saa kreperer den sku nok. Det er nu, du er
ved de tredve, den skal kunne ødelægges. End om du gav den Konjak!“

Jørgen Kofod kom gærne trampende i store Træsko, og Jeppe gav ondt af
sig. „En skulde ikke tro, du havde en Skomager til Bror,“ sagde han
bidsk — „vi faar dog alt vort Rugbrød hos jer.“

„Men naar jeg nu ikke kan holde Fødderne varme i det forbandede
Lærfodtøj! Og fuld af Gigt er jeg — det er rent elendigt.“ Den store
Bager vred sig ynkeligt.

„Det maa være fælt med den Gigt,“ sagde Bjerregrav — „Selv har jeg
aldrig haft den.“

„Skræddere faar vel ikke Gigt,“ svarede Bager Jørgen haanligt — „en
Skrædderkrop blev vist noget trang at husere i. Der gaar jo tolv
Skræddere paa et Pund, ikke bedre jeg ved.“

Bjerregrav svarede ikke.

„Skrædderne har deres egen omvendte Verden,“ blev Bageren ved — „dem tør
jeg ikke sammenligne mig med. En vanskabt Skrædder, det er jo en der har
sin fulde Førlighed.“

„Aa Skrædderne er vel altid lige saa højt paa Straa som
Rugbrødsbagerne,“ stammede Bjerregrav febrilsk. „Bage Rugbrød kan dog
enhver Bondekone.“

„Ja højt paa Straa — det tror nok Pokker. Naar Skrædderen syr en Hue,
faar han Tøj til overs til et Par Bukser til sig selv; derfor er
Skrædderne altid saa galante i Tøjet.“ Bageren talte ud i Luften.

„Det er ellers Møllere og Bagere der har Ord for at snyde.“ Gamle
Bjerregrav henvendte sig til Mester Andrés og rystede af Hidsighed. Men
Unge Mester stod og saa muntert fra den ene til den anden, hans halte
Ben gyngede frit.

„Til Skrædderne forslaar der ingenting — jeg rummer for meget! sagde
Skrædderen han kvaltes i en Ært. Som Ordet ogsaa gaar — det forslaar
ikke mere end en Skrædder i Helvede. Det er Karle det! Vi kender jo alle
Tilfældet med Konen der fødte en fuldvoksen Skrædder til Verden, uden at
vide af hun var i Barnsnød.“

Jeppe lo: „Nu kunde I godt holde op; den ene har saamænd ikke noget at
lade den anden høre.“

„Nej, og jeg har ikke i Sinde at træde nogen Skrædder ihjæl, for saa
vidt det kan undgaas — de er jo ikke nemme at faa Øje paa.“ Bager Jørgen
løftede varligt paa sine store Træsko. „Men de er ikke Mennesker — eller
er der nogen Skrædder i Byen der har været over Havet? Der var heller
ikke Mandfolk nærværende, da Skrædderne blev skabt — et Kvindfolk stod i
Træk i en Gadedør, og saa blev hun med en Skrædder.“ Bageren kunde ikke
holde op igen, naar han først havde begyndt at aale nogen; nu Søren var
blevet gift havde han faaet hele sit Humør igen.

Bjerregrav kunde ikke klare sig. „Sig om Skrædderne hvad du vil,“ fik
han endelig indført, „men Rugbrødsbagerne regnes ikke til Fagfolk — ikke
mere end Vaskekoner gør! Skræddere og Skomagere det er dog ordenlige Lav
— med Fagprøver og alting.“

„Ja se Skomager det er nu igen noget andet,“ mente Jeppe.

„Der gaar dog lige saa mange Mundheld om jer som om os,“ Bjerregrav
klippede fortvivlet med Øjnene.

„Saa? Det er vist ikke længer siden end i Fjor, at Mester Klavsen blev
gift med en Snedkerdatter! Men hvem maa en Skrædder tage til Kone? sin
egen Tjenestepige.“

„At Far gider,“ sukkede Mester Andrés. „Det ene Menneske er lige saa
godt som det andet.“

„Ja du vender jo op og ned paa alting! men mit Fag vil jeg have
respekteret. Nu er det forløbne Agenter og Uldkræmmere og andre Rakkere,
der slaar sig ned i Staden og fører det store Ord, men i gamle Dage var
Haandværkerne Landets Marv. Selv Kongerne maatte lære et Haandværk
dengang. Jeg stod min Lære ud i selve Hovedstaden, og paa det Værksted
havde der en Prins lært Faget. Men jeg har pinedød aldrig hørt om nogen
Konge, der lagde sig efter Skrædderiet.“

Saadan kunde de blive ved. Og bedst som de sad og kævledes gik Døren op,
og Træbene-Larsen stampede ind og fyldte Værkstedet med frisk Luft. Han
var i Stormhue og blaa Pjækkert. „God Aften Børn!“ sagde han muntert og
hev en Bunke Lærhylstre og umage Støvler paa Forhøjningen.

Der kom Liv i dem alle: „Der har vi jo Spillemanden! Velkommen hjem! Har
Sommeren givet godt?“

Jeppe undersøgte de fem Højrestøvler en for en, krængte Overlæret fra
Randen og holdt Hæl og Saal i Flugt for Øjet. „Der har en Fusker haft
fat i dem,“ brummede han og gik saa i Gang med Hylstrene til Træbenet.
„Naa virker saa Filtlaget?“ Larsen havde det med at fryse om den
amputerede Fod.

„Ja jeg har ingen Fodkulde mærket siden.“

„Fodkulde!“ Bageren slog sig paa Laarene og lo.

„Ja du kan sige hvad du vil; men hvergang jeg blev vaad om Træbenet fik
jeg Snue.“

„Det var Bølens,“ udbrød Jørgen og rullede med sin store Overkrop som en
Flodhest „— det var underligt.“

„Der er meget underligt til paa denne Jord,“ stammede Bjerregrav.
„Dengang min Broder døde gik mit Ur i Staa i samme Øjeblik — jeg havde
faaet det af ham.“

Træbene-Larsen havde været over hele Kongeriget med sin Lirekasse og
maatte fortælle: Om Jærnbanetogene der kørte saa Landskabet løb rundt om
sig selv, om Hovedstadens de store Butiker, og Forlystelsesstederne.

„Det er lige meget, til Sommer vil jeg nu en Tur til København og
arbejde!“ sagde Mester Andrés.

„Jylland — der har de jo saa mange Vrag!“ sagde Bageren. „Det skal jo
være Sand det hele! Jeg har hørt sige, at Landet vandrer Øster efter —
under Fødderne paa dem. Er det sandt, at de har en Stolpe, som man skal
klø sig paa før man faar Lov at sætte sig?“

„Min Søster har en Søn som er gift og bosat hos Jyderne,“ sagde
Bjerregrav. „Ham saa du vel ikke noget til?“

Bageren lo: „Skrædderne de er store — de gaar med hele Verden i
Vestelommen! — Hvad saa Fyns Land — der var du vel ogsaa? Det er dér
Kvindfolkene er saa milde til Sinds! Jeg laa uden for Svendborg engang
og tog Vand ind, men der var ingen Tid til at gaa i Land.“ Det lød som
et Suk.

„Kan du nok holde ud at vandre saa meget?“ spurgte Bjerregrav bekymret.

Træbene-Larsen saa foragteligt til Bjerregravs medfødte Klumpfod — han
havde selv faaet sit ved Helgoland, for en ærlig Kugle. „Naar man har
sin Førlighed,“ sagde han og spyttede ud over Forhøjningen.

Saa maatte de andre fortælle om hvad der var hændt Byen i Sommerens Løb,
om den finske Bark der var strandet nordude, og _Kraften_ der havde
slaaet sig løs. „Men nu sidder han og kukkelurer bag Bolt og Slaa.“

Bjerregrav blev hængende ved Navnet og kaldte det Gudsbespottelse:
„Kraften er kun én — som skrevet staar, og stakkels vi, om han slog sig
løs over vore Hoveder.“

Træbene-Larsen mente nu, at Kraften ikke havde noget med Gud at skaffe
men var af jordisk Stof; ovre brugtes den til at trække Maskiner — i
Stedet for Heste.

„Jeg skulde holde for, at Kraften er Fruentimmerne,“ sagde Bager Jørgen
„— for de regerer sku Verden. Og Vorherre bevare én naar de slaar sig
løs! Men hvad mener du Andrés som er saa boglærd?“

„Kraften det er Solen,“ sagde Mester Andrés, „— den raader for alt Liv,
og Videnskaben har fundet ud, at al Kraft udgaar fra den. Hvis den faldt
i Havet og afsvaledes, saa blev hele Jorden til en Isklump.“

„Ja for det er Havet som er Kraften,“ udbrød Jeppe hoverende. „Eller
kender I noget der kan bryde ned som det og rive alting til sig. Og fra
Havet faar vi det hele igen. Dengang jeg fór paa Malaga —“

„Ja det er saagu sandt ogsaa,“ sagde Bjerregrav, „for de fleste finder
Føden paa Havet, og mange Døden ogsaa. Og de Rigmænd vi har — fra Havet
har de faaet deres Penge.“

Jeppe rettede sig og fik Glans i Brillerne; „Havet kan bære oppe hvad
det vil, Sten og Jærn om endskønt det selv er blødt! de tungeste Byrder
kan vandre paa dets Ryg. Og saa med et suger det alting til sig. Jeg har
set Skibe sejle sig med Stævnen ret ned i Bølgerne og forsvinde, naar
Kravet var der.“

„Jeg gad vidst, om Landene flyder eller de staar paa Havbunden. Ved du
ikke det Andrés?“ spurgte Bjerregrav.

Mester Andrés mente de stod paa Havbunden, men Farbror Jørgen mente nej.
„Saa stort som Havet er,“ sagde han.

„Ja stort er det, for nu har jeg været hele Øen over,“ sagde Bjerregrav
selvfølende — „men aldrig truffet noget Sted hvorfra jeg ikke kunde se
Havet. Alle Bornholms Sogne de grænser jo til Havet ogsaa! Men Bønderne
har det vel ingen Magt over, for de hører jo Mulden til?“

„Havet har Magt over os alle,“ sagde Larsen. „Nogle viser det fra sig,
der har faret paa det i mange Aar; saa faar de pludselig Søsygen paa
deres gamle Dage, og nu er de varet ad. Det var derfor Skipper Andersen
gik i Land. Og andre drager det til helt oppe fra Bondelandet! Jeg har
faret til Søs sammen med saadanne, der hele deres Liv havde gaaet
deroppe og set paa Havet men aldrig været nede ved det. Og saa en Dag
tog Fanden ved dem, de slap Ploven og løb ned til Havet og tog Hyre. Det
var ikke de daarligste Søfolk.“

„Ja,“ sagde Bager Jørgen — „og faret til Søs har vi alle her paa Landet,
der farer Bornholmere paa alle Have saa langt Fartøj kan gaa. Jeg har
ogsaa truffet den Slags, der aldrig havde været ved Havet før, og
alligevel var de som hjemmevant paa det. Mens jeg førte Briggen Klara
for Skipper Andersen, havde jeg saadan en som Jungmand. Han havde aldrig
badet før; men en Dag vi laa for Anker og de andre var ude at svømme,
kastede han sig Gud hjælpe mig ogsaa ud som om det kunde være i Moders
Favn — han mente det fulgte af sig selv med Svømningen. Han gik jo lige
til Bunds, og var halvdød inden vi fik ham op.“

„Satan forstaa sig paa Havet,“ udbrød Mester Andrés kortaandet. „Rundt
buer det sig bestandig, og det kan rejse sig lodret paa Bagbenene og
staa som en Mur, skønt det er flydende! Og saa har jeg tilmed læst i en
Bog, at der findes saa meget Sølv i Havet, saa hvert Menneske paa Jorden
kunde blive velstaaende.“

„Ih du forbarmende,“ udbrød Bjerregrav „— ih men nu har jeg da! Mon det
skulde stamme fra alle dem som har forlist? — Ja Havet er pine mig
Kraften!“

„Klokken er ti!“ sagde Jeppe. „Og Lampen tærer — det Fandenskab!“ Saa
brød de hastig op, og Pelle slukkede.

Men længe efter at han havde lagt Hovedet til Puden, kørte det rundt
derinde. Han havde slugt det hele, og Forestillingerne myldrede i hans
Hjærne som Unger i en overfyldt Rede, skubbedes og trængtes for at finde
en Plet at falde til Ro paa. Havet var stærkt, nu ved Vintertid havde
han dets Kogen mod Klipperne i Øret bestandig. Men Pelle var ikke vis
paa han gik af Vejen for det! Han nærede en ubevidst Uvilje mod at sætte
sig selv Grænser, og Kraften de trættedes om sad til syvende og sidst
inderst inde i ham selv, som en lys Følelse af at være uovervindelig
trods alle Nederlag.

Undertiden maatte denne Følelse synligt frem og bære ham over Dagen. En
Middag sad de og arbejdede, efter — som sædvanlig — at have slugt Maden
paa fem Minutter; Svenden var den eneste der undte sig lidt Middagshvil,
han sad og læste Avisen. Pludselig hævede han Hovedet og saa forundret
paa Pelle: „Hvad i Alverden er det? Lasse Karlsson — det er jo din Far?“

„Ja,“ svarede Pelle tykmælet, og Blodet jog ham til Kinderne. Stod
Lassefar nu ogsaa omtalt i Aviserne? — da vel ikke for nogen Ulykke? Han
maatte have gjort sig bemærket paa en eller anden Maade ved sit
Jordbrug. Pelle var ved at kvæles af Spænding men turde ikke spørge — og
Lille Nikas sad blot og saa lukket ud. Han havde taget Unge Mesters Mine
paa.

Men saa læste han højt: _Bortkommen!_ En Lus med tre Haler er løbet bort
og kan tilbageleveres mod en god Dusør til Gaardejer Lasse Karlsson,
Lynggaarden. Sammesteds købes brugt Rugbrød!

De andre slog en skraldende Latter op, men Pelle blev askegraa. I et
Spring var han over Disken og havde faaet Lille Nikas under sig ned paa
Gulvet; der laa han og masede med Fingrene om hans Hals for at kværke
ham — til han blev overmandet. Emil og Peter maatte holde ham, mens
Spanderemmen gjorde sit Arbejde.

Alligevel var han stolt, hvad betød nogle Prygl mod den Kendsgærning, at
han havde slaaet Svenden i Gulvet og faaet Ram paa den kuende Respekt.
De kunde lige prøve at komme med deres forløjede Hentydninger til
dengang — eller drive Spot med Far Lasse! Pelle havde ikke i Sinde at
lirke sig frem.

Og Forholdene gav ham Ret. Der blev taget mere Hensyn til ham for
Fremtiden — ingen holdt af at faa ham og hans Værktøj i Hovedet, selv om
de kunde prygle ham bagefter.




                                   XI


I Skipperens Have var der øde, Trær og Buske var afbladede; man kunde
fra Værkstedet se tværs gennem det hele, hen over andre Haver, helt over
til Bagsiden af Husene i Østergade. Der var ingen Leg dér mere, Gangene
laa hen i Frost og Søle, Koralblokkene og de store Konkylier, der med
deres Rosenmund og Fisketænder sang saa mangfoldigt om de store Have,
var taget ind for Frosten.

Manna saa han tidt nok. Hun kom farende ind paa Værkstedet med
Skoletaske eller Skøjter; der var sprunget en Knap eller Skøjterne havde
vrikket en Hæl løs. Der var frisk Blæst i hendes Haar og Kinder, Kulden
fik hende til at blusse. „Der er Blod dér!“ sagde Unge Mester og saa sig
helt glad paa hende; han lo og gjorde Løjer naar hun kom. Men Manna
holdt sig paa Pelles Skulder og kastede Foden op i hans Skød for at han
kunde knappe. Sommetider kneb hun ham i Smug og saa gal ud — hun var
sjalu paa Morten. Men Pelle forstod ingenting, Mortens kloge milde Sind
havde helt bøjet ham ind under sig og taget Styret. Pelle var et
ulykkeligt Menneske, naar han havde en Time til sin Raadighed og Morten
ikke var der. Saa sprang han med Tungen ud af Halsen for at lede ham op;
alt andet fik være.

En Søndag Formiddag han gik og fejede Sne i Gaarden var de derovre; de
gik og byggede Snemand.

„Aa Pelle!“ raabte de og klappede i Vanterne — „kom herover hvad! Saa
kan du hjælpe os at bygge en Snehytte. Vi murer til for Døren og tænder
Julelys — vi har Stumperne. Aa kom hvad!“

„Saa skal Morten være med — han kommer om lidt!“

Manna trak paa Næsen: „Nej Morten vil vi ikke have herover.“

„Hvorfor? han er da meget skikkelig,“ sagde Pelle stødt.

„Ja men hans Far er saa fæl — alle Folk er bange for ham. Og saa har han
siddet i Hullet.“

„Ja for Slagsmaal — det er vel ikke saa farligt! Det har min Far ogsaa
dengang han var ung. Det gør ikke noget — naar bare det ikke er for
Tyveri!“

Men Manna saa paa ham med et Udtryk som Jeppe selv, naar han dømte nogen
ud fra Borgeraanden. „Men Pelle! skammer du dig ikke? Saadan tænker kun
de aller fattigste som ingen Skam har!“

Pelle blev rød over sin egen simple Tænkemaade. „Morten kan jo ikke gøre
for, at hans Far er saadan,“ indvendte han spagt.

„Nej vi _vil_ ikke have Morten herover — Mor vil heller ikke have det.
Hun siger det kan gaa med dig, men saa heller ikke flere. Vi hører jo
til de fine,“ føjede hun forklarende til.

„Min Far har en stor Gaard — det er vel altid lige saa meget som en
raadden Skude,“ sagde Pelle hovent.

„Fars Skib er slet ikke raaddent,“ svarede Manna krænket. „Det er det
bedste her fra Havnen og det har tre Master.“

„Du er vel ikke andet end en Pjalt Tøs!“ Pelle spyttede ind over Gærdet.

„Ja men du er svensk!“ Manna klippede triumferende med Øjnene, Dolores
og Aïna stod bagved og rakte Tunge.

Pelle havde den største Lyst til at springe over Gærdet og give dem
nogen Tæsk; men saa begyndte Jeppes Kælling at gnældre inde fra
Køkkenet, og han gik til sit Arbejde.

— — —

Nu efter Jul var der slet ingenting, Folk sled paa Overlæret eller gik
med Træsko. Lille Nikas var sjælden paa Værkstedet, han kom til
Maaltiderne og gik igen, var bestandig i sit pæne Tøj. „Han faar Føden
let,“ sagde Jeppe. „Ovre der føder de ikke deres Folk om Vinteren, men
furer dem saa snart der ikke er noget at bestille.“

Flere Gange om Dagen blev Pelle sendt en Omgang paa Havnen for at søge
Skibene af. Mestrene stod dernede med Skødskind for og drøftede Søvæsen,
eller løb til hinandens Døre for en Passiar; de havde af gammel Vane et
Stykke Værktøj i Haanden.

Overalt sugedes der paa Labben, de hellige holdt Møder hver Dag, Folk
havde Tid nok til at komme. Nu fik Byen ret Lejlighed til at vise, hvor
let det hele var funderet; det var ikke som ude paa Landet, hvor man
kunde gaa og gasse sig i Bevidstheden om at Jorden arbejdede for én. Her
gjorde alle sig saa smaa og smaattærende som muligt for at knibe sig
igennem den døde Tid.

Paa Værkstederne sad Drengene og knaldede billigt Fodtøj sammen paa
Lager, hvert Foraar fragtede Skomagerne i Fællesskab en Skude og sendte
Fodtøjet til Island — det gav altid lidt til Føden. „Giv det Øretæver,“
maatte Mester idelig gentage — „vi faar ikke meget for det.“

Med Stilstanden dukkede alvorlige Spørgsmaal frem. Mange Arbejdere var
allerede ude for Elendigheden, og det hed sig, at Fattigvæsnet vilde faa
svært ved at yde Hjælp til alle der henvendte sig. Velgørenheden var i
fuld Virksomhed. „Og saa er det ingenting imod som ovre. Der skal
Arbejdsløsheden tælle Titusender har jeg hørt,“ fortalte Bager Jørgen.

„Hvad mon de saa lever af alle de tusend Stakler, naar Arbejdsløsheden
er saa stor?“ sagde Bjerregrav. „Det kan være galt nok med Nøden her paa
Stedet, hvor dog hver Mester sørger for Føden til sine.“

„Her lider ingen Nød, naar ikke de selv vil,“ sagde Jeppe. „Vi har et
velordnet Fattigvæsen.“

„Du er nok blevet Socialist du Jeppe,“ sagde Bager Jørgen — „du vil have
det hele over paa Fattigvæsnet!“

Træbene-Larsen lo: „Det var en ny Forklaring den.“

„Ja hvad er’et de vil da? — for Frimurere er de jo ikke. Det hedder sig
at de stikker Hovedet frem igen derovre nu.“

„Æh, det er noget der kommer og gaar med Arbejdsløsheden vel,“ sagde
Jeppe. „Noget skal Folk jo tage sig til. Der kom en Søn af Sejlmagerens
hjem i Fjor Vinter — han var det nok i Smug. Men Forældrene har aldrig
villet vedgaa det, og han selv var jo klog nok til at tage Næsen til sig
igen.“

„Var han min Søn, skulde han faaet sig et Maal fuldt Prygl,“ sagde
Jørgen.

„Mon det ikke skulde være saadanne, der bereder sig paa Tusendaarsriget
— dem har vi jo enkelte af her ogsaa?“ sagde Bjerregrav spagfærdigt.

„Mener du de stakkels Skrog der tror paa Urmageren med hans ny Tid? Ja
det kan sku godt være,“ sagde Jeppe haanligt. „Men jeg har hørt at der
skal være saa meget ondt i dem. Snarere er det vel Antikrist, som
Skriften ogsaa forjætter om.“

„Jamen hvad vil de da?“ spurgte Jørgen — „hvad gaar deres Galskab ud
paa?“

„Hvad de vil,“ Træbene-Larsen tog sig sammen. „Jeg har været sammen med
ikke saa faa af de Folk ovre — saa vidt jeg kan forstaa, vil de have
Retten til at lave Penge taget fra Kronen og givet til hvermand. Og det
hele vil de have omstyrtet, det er sikkert nok.“

„Naa,“ sagde Mester Andrés, „det de vil er vist godt nok — men de naar
det bare aldrig. Jeg kender jo ogsaa lidt til dem gennem Garibaldi.“

„Men hvad vil de da, naar de ikke vil omstyrte Verden?“

„Hvad de vil? — ja hvad vil de — at alle skal have lige meget vel?“
Mester Andrés var usikker.

„Saa skulde Skibsdrengen have lige saa meget som Kaptejnen, nej for
Bølen da ogsaa!“ Bageren slog sig paa Laarene og lo.

„Kongen vil de nu ogsaa have væk,“ sagde Træbene-Larsen ivrigt.

„Hvem Satan skal saa regere os — saa kom Tysken nok springende med det
samme! — Det er ligevel det værste — at danske Folk kan ville overgive
deres eget Land til Fi-enden! Jeg undres paa hvorfor man ikke skyder dem
ned uden Lov og Dom! Her paa Bornholm vinder de nu aldrig Indpas.“

„Det er ikke godt at vide!“ Unge Mester lo.

„Nej saa Satan — vi vil staa paa Stranden og fyre paa dem! De skal
aldrig slippe levende i Land!“

„Og saa er det vel fattigt Rak det hele,“ sagde Jeppe. „Jeg gad vidst,
om der findes én ordenlig Borger imellem.“

„Det er vel altid de Fattige der ynkes over Elendigheden,“ sagde
Bjerregrav — „derfor er der heller ingen Ende paa den.“

Bager Jørgen var den eneste der havde noget at bestille — det skulde gaa
haardt til naar Folk lod være med at købe Rugbrød. Han havde snarest
mere end ellers; jo mere Folk knappede af paa Kød og Paalæg — des mere
Brød aad de. Ofte laante han Jeppes Drenge over til at hjælpe til med
Dejgæltningen.

Men i Humør var han ikke. Der stod et bestandigt Styr for aabne Døre med
Søren, som ikke vilde tage ved sin unge ferme Kone. Gamle Jørgen havde
med egne Hænder taget ham og lagt ham ind til hende, men Søren græd sig
fra det hele og rystede som en nyfødt Kalv.

„Kan han være forgjort mon?“ spurgte den gamle Mester Andrés. „Ung og
smuk er hun, der er ikke den Ting at udsætte paa hende — og vi har
fodret ham med Æg hele Vinteren. Der maa hun gaa og hænge med Hovedet og
faar ikke sin Besøgelse. Marie, Søren — raaber jeg for at sætte Liv i
dem — han skal være lige saadan en Dævl som jeg har været, hører I det!
Hun ler og bliver rød, men Søren gemmer sig bare hen. Rigtig Synd er
det, saa nydelig hun er i hver en Henseende — det skulde ikke været i
éns unge Dage du!“

„Farbror Jørgen er jo ung endnu!“ lo Mester Andrés.

„Ja det er snart ikke frit for — saadan som man maa gaa og se stor Uret
blive begaaet for ens Øjne. For ser du Andrés, har jeg end været en Gris
paa adskillige Omraader — en glad Svend har jeg ogsaa været; Folk holdt
altid af at være paa Skib sammen med mig. Og Kræfter har jeg haft baade
til en Svir, en Tøs og en haard Tørn i daarligt Vejr. Det har slet ikke
været ilde det Liv jeg har ført — jeg kunde godt lide at se det levet om
igen. Men Søren hvad er han — en forvildet Dødsskid som ikke kan finde
ind igen. — Hvis du vilde prøve at snakke for ham — du har jo Magt over
ham.“

„Jeg skal gærne forsøge det.“

„Tak — men hør jeg skylder dig vist nogle Penge.“ Jørgen tog ti Kroner
frem og lagde paa Bordet idet han gik.

„Pelle din Halvsatan, kan du springe et Ærende for mig!“ Unge Mester
hinkede ind paa Tilskærekamret med Pelle i Hælene.

Hundrede Gange vel var Mester ude i Gadedøren men fór straks ind igen —
han kunde ikke døje Kulden. I hans Blik drømte andre Lande med mildere
Vejr, han talte meget om sine to Brødre, hvoraf den ene var bortkommet
ovre i Sydamerika — myrdet vel. Men den anden var i Avstralien og
vogtede Faar; han tjente mere paa det end Byfogden havde i Løn — og var
den dygtigste Bokser viden om. Saa snoede Mester de blodløse Hænder om
hinanden og lod dem falde knyttet paa Ryggen af Pelle. „Det er
Boksning,“ sagde han stort — „Bror Martin kan slaa en Mand fordærvet med
ét Slag. Han faar Betaling for’et — føj for Pokker!“ Det gøs i Mester.
Broderen havde flere Gange tilbudt at sende Billet — men det satans Ben.
„Vil du sige mig, hvordan jeg skulde begaa mig derovre — vil du Pelle!“

Pelle maatte daglig hente Bøger fra Lejebiblioteket, og lærte snart
hvilke Forfattere der var de spændende. Han prøvede ogsaa selv at læse
men kunde ikke komme til Ende med det; det var morsommere at staa og
fryse ved Skøjtebanen, og se paa at de andre jog over Isen. Men gennem
Morten opspurgte han spændende Bøger og bragte Mester dem, saaledes „Den
flyvende Hollænder“. — „Det er et Digterværk — ih du Alstyrende!“ sagde
Mester og genfortalte Indholdet for Bjerregrav, der tog det hele for
Virkelighed.

„Du skulde haft Del i den store Verden du Andrés — jeg for min Part er
nok bedst tjent med at blive herhjemme omkring. Men det er dig forment —
dermedsaa!“

„Store Verden —!“ Mester blæste. Siden han ikke kunde faa Del i den, var
den ham ikke stor nok. „Hvis jeg skulde ud, vilde jeg søge Nedgangen til
det indvendige af Jorden — paa Island skal der findes saadanne Nedgange.
Sjov kunde det ogsaa være at komme en Tur til Maanen; men det bliver vel
en evig Løgn.“

Lidt ind i det nye Aar kom Gale Anker og dikterede Mester Frierbrevet
til Kongens ældste Datter. „I Aar maa han vel svare,“ sagde han
grublende. „Tiden gaar, og Lykken svinder uden at mange faar Del i den —
der er stort Behov for den ny Tid.“

„Det er der,“ svarede Mester Andrés. „Men skulde galt være at Kongen
ikke vil, saa er Anker vel Mand for at udrette det alene.“

Sløjt var det, og midt i det aller sløjeste gik Skomager Bohn hen og
etablerede sig med Butik paa Torvet. Han havde været et Aar ovre og lært
moderne Humbug, der stod kun ét Par Støvler i hans Butiksvindu, og det
var hans egne Søndagsstøvler. Hver Mandag blev de pudset op og stillet
derud igen — for dog at syne efter noget. Naar han selv var i Butiken og
talte med Folk, sad hans Kone inde bagved og bankede paa en Støvle, for
at det skulde lyde som han havde Mandskab paa Værkstedet.

Men ved Fastelavn kom der Arbejde til Jeppes. Mester Andrés kom en Dag
helt oprømt hjem fra Ølhansens Kælder, han havde gjort Bekendtskab med
nogle Skuespillere ved et Selskab der lige var ankommet. „Det var Folk
det!“ sagde han og tog sig til Kinderne. „De rejser bestandig fra Sted
til Sted og optræder — de faar set Verden!“ Han kunde ikke sidde rolig.

Næste Formiddag kom de tumlende og fyldte Værkstedet med øredøvende
Mudder. „Saaler og Bagflikker!“ — „Bagsaaler som ikke flækker!“ — „Lidt
Hæleri og to paa Snuden!“ Saadan blev de ved, de trak Fodtøj i lange
Baner frem under Slængkappen eller hentede det op af bundløse Lommer —
og hev det i Bunke paa Forhøjningen hver med sin grinagtige Sætning.
Skotøj kaldte de „Undersaatter“, de krængte og endevendte hvert Ord og
lod det flyve som en Bold fra Mund til Mund, til der ikke var Fornuft
skabt i det.

Drengene glemte alt og gav sig hen i Latteren, Unge Mester spillede af
Vid — han stak ikke op for nogen. Nu saas det, at det ikke var Løgn og
Pral med den Lykke han gjorde hos Damerne. Den unge Skuespillerinde med
Haar som lyseste Hør havde ikke Øjnene fra ham, skønt hun nok førte alle
de andre i Baand; hun gjorde Tegn til de andre, at de skulde se Mesters
store prægtige Overskæg. Mester havde glemt sit daarlige Ben og smidt
Stokken, han laa paa Knæ og tog Maal af hende til langskaftede Støvler
med Lakkraver og Harmonikalæg paa Skafterne. Hun havde Hul paa
Strømpehælen, men det lo hun af; en af Skuespillerne sagde: Spejlæg! og
saa lo de stormende.

Gamle Jeppe kom farende ud, tilkaldt af Lystigheden. Den lyse kaldte ham
Bedstefar og vilde danse med ham, og Jeppe glemte Værdigheden og lo med.
„Ja her søger de til, naar de skal have noget der duer,“ sagde han
stolt. „Jeg har ogsaa staaet min Lære ud i Kongens København og løbet
med Fodtøj til mere end en Komediant. Vi havde hele Teatret at sy for;
Jomfru Pätges som siden kom saa godt efter det, fik sine første Dansesko
hos os.“

„Det var Mennesker det!“ sagde Mester Andrés da de brusede bort „— for
Satan det var da for en Gangs Skyld Mennesker.“ Jeppe kunde ikke
begribe, at de havde fundet herhen, og Mester Andrés oplyste ikke at han
havde været paa Beværtning. „Mon det skulde være Jomfru Pätges som har
vist dem til mig?“ sagde han og stirrede fjærnt ud. „Hun maa saa have
holdt Rede paa mig paa en eller anden Maade.“

Der ruttedes med Fribilletter, Unge Mester var i Teatret hver Aften.
Pelle fik en Galleribillet hvergang han afleverede et Par Fodtøj. Han
skulde ikke sige noget, men Prisen stod tydelig med Kridt under Bunden.
„Fik du Penge?“ spurgte Mester spændt, han stod helt ude paa
Trappestenen og ventede. Nej Pelle skulde hilse og sige, at de selv kom
og afgjorde det. „Naa ja, den Slags de er gode nok,“ sagde Mester.

En Dag midt i det kom Lasse stampende ind paa Værkstedet, rigtig
storbondeagtig med Pelskrave op over Ørerne. Han holdt udenfor med en
Sæk Kartofler; det var en Skænk til Mesters, fordi Pøjke kom saa vel
efter sine Ting. Pelle fik fri og kørte med ud, hvert Øjeblik skottede
han til Faderens Pelskrave. Endelig kunde han ikke dy sig længer men
lettede undersøgende paa den. Han lod den skuffet falde igen.

„Naa ja den — nej den er bare hægtet paa Kørekappen! det tager sig jo
altid ud efter lidt, og den er god om Ørerne. Saa du troede jeg kom
anstigende i rigtig skindforet Pels? Nej det er der ikke Raad til endnu,
men det kommer! Og jeg kan nævne dig mangen Storbonde, som ikke har
andet end dette her!“

Ja ja, lidt skuffet var Pelle nu. Men han maatte vedgaa, at det ikke var
til at se Forskel paa Kappen her og en rigtig Bjørneskindspels. „Gaar
det ellers godt?“ spurgte han.

„Aa ja — nu for Tiden slaar jeg Skærver. Jeg skal slaa tyve Favne for at
kunne svare enhver sit paa Fandens Geburtsdag. Naar vi bare maa beholde
Kræfter og Helsen, Karna og jeg —.“

De kørte hen i Købmandsgaarden og fik Hestene sat ind. Pelle syntes
ikke, Købmandsfolkene sprang saa ivrigt for Lasse som for de rigtige
Bønder; men Lasse selv var nok saa kry. Han stampede lige ind i
Købmandens Kontor lige som de andre, stoppede sin Pibe af Tønden og
skænkede sig en Snaps. Der stod Luft om ham som han gik til og fra
Vognen med opknappet Kappe; han traadte saa fast i Brostenene, som havde
han Hartkorn i Støvlesaalerne han ogsaa.

Saa gik de ud til Dues, Lasse var nysgærrig efter at se hvordan de havde
det. „Det er jo ikke saa let naar den ene Part møder med Tilgift paa
Kærligheden.“

Pelle satte ham ind i hvordan det forholdt sig. „Sig til Kalles at de
tager lille Marie til sig igen. Anna mishandler hende. De er ellers
kommet godt efter det; nu vil de til at købe Heste og Vogn og selv drive
Vognmandskørsel.“

„Det er vel hende det? Ja den kommer sagtens frem der ikke har noget
Hjærte.“ Lasse sukkede.

„Du Far,“ sagde Pelle pludselig, „her er Teater nu — og jeg kender alle
Skuespillerne. Jeg løber med Fodtøj til dem, og de giver mig Billetter
hver Aften. Jeg har set det hele du!“

„Da er det vel Løgn?“ Lasse maatte stanse for at forske Drengens Udtryk.
„Saa du har været paa rigtigt Teater du? Ja fan takke dem der bor i
Staden, om de er klogere end vi Bønder — de faar jo Del i alting!“

„Vil du med i Aften da? jeg kan skaffe Billet.“

Lasse kløede sig. Lyst manglede han ikke — men; dette var jo noget helt
usædvanligt. Det blev ordnet saadan, at han kunde ligge hos Dues om
Natten, og om Aftenen gik de to til Teatret. „Er det her?“ spurgte Lasse
forundret, da de kom til et mægtigt Pakhus hvor der stod mange Folk. Men
indvendig var der fint, de sad helt bag oppe som paa en Bakkekant og saa
ned over det hele. Langt nede foran sad nogle Damer, som var nøgne paa
saa meget Lasse kunde se. „Det er vel de optrædende det?“ spurgte han.

Pelle lo: „Nej det er jo Byens fineste Damer, Doktorfruen og
Borgmesterens, Inspektørens — og dem.“

„Ak og de er saa fine, at de ikke engang har Tøj at tage paa!“ udbrød
Lasse — „det kalder vi nu Fattigdom hos os. Men hvor er saa de som
agerer?“

„De er inde bag Tæppet dér!“

„Har det ikke begyndt endnu da?“

„Nej det kan du vel vide — Tæppet skal da op først!“

Der var et Hul i Tæppet, en Finger kom frem og gav sig til at rode rundt
ind mod Tilskuerne; Lasse lo. „Fan til Komedie!“ sagde han og slog sig
paa Laarene da det gentog sig.

„Det har ikke begyndt endnu,“ sagde Pelle blot.

Naa ja, saa tog Lasse sit Humør til sig.

Men saa gav Lysekronen sig pludselig til at løbe op i det store Hul i
Loftet; deroppe laa nogle Drenge paa Knæ og pustede Lamperne ud. Og
Tæppet gik op for en stor lys Sal; derinde færdedes mange vakre unge
Piger i de forunderligste Dragter — og de talte! Lasse var helt
forbavset over, at han kunde forstaa hvad de sagde, saa sælsomt fremmed
saa det hele ud; det var jo som et Kik ind i Drømmeland. Men helt for
sig selv sad der en og spandt, og hun var den vakreste af dem alle.

„Det er nok en fin Dame det,“ sagde Lasse.

Men Pelle hviskede, at det var en fattig Skovpige, som Slotsherren havde
røvet og vilde tvinge til at være hans Elskede. Naa — alle de andre
gjorde farlig Stads ad hende, redte hendes Guldhaar og laa paa Knæ for
hende; men hun saa bare ulykkelig ud. Og stundom blev det hende for
trist, saa aabnede hun de vakre Læber og lod sit Hjærtesaar bløde ud i
en Sang, der fik Lasse til at hente dybt efter Vejret.

Saa kom en stor Mand med vældig rødt Skæg stampende ind, Lasse syntes
han var klædt som en der kommer lige fra Fastelavnsridt.

„Det er ham som fik de fine Støvler hos os,“ hviskede Pelle —
„Slotsherren som vil forføre hende.“

„Fy fan — han ser fæl ud!“ sagde Lasse og spyttede. „Saa var
Stengaardsbonden da et rent Guds Barn.“ Pelle tyssede.

Slotsherren jog alle de andre Kvinder ud, saa gik han frem og tilbage
med Stormskridt, skulede hen mod Skovpigen og vendte det hvide ud af
Øjnene. „Naa har du bestemt dig?“ brølede han og tog Vejr ind som en gal
Tyr. Og pludselig sprang han løs paa hende for at tage hende med Vold.

Men Skovpigen stod der rank, med en blinkende Dolk i Haanden. „Ha, rør
mig ikke,“ skreg hun — „eller ved den levende Gud jeg støder denne Dolk
i mit Hjærte. Du tror du kan købe min Uskyld fordi jeg er fattig; men
Fattigmands Ære købes ej for Guld.“

„Da var det et sandt Ord,“ sagde Lasse højt.

Men Slotsherren lo træsk og trak i sit røde Skæg — han rullede
frygteligt paa R’erne. „Er mit Tilbud ikke rundhaandet nok? Nuvel bliv
hos mig i Nat, og du skal faa en Gaard med ti Stykker Kvæg, saa du i
Morgen kan gaa for Altret med din Jæger.“

„Hold Kæft din Horebuk!“ raabte Lasse vredt.

De tyssede rundt om, en og anden puffede til ham. „Naa har én nu ikke
Lov til at aabne Munden,“ sagde Lasse krænket til Pelle. „Jeg er ingen
Præst; men naar Pigen ikke vil, skal han lade hende gaa. Og ikke skal
han upaatalt blotte sin Brynde i hundrede Menneskers Nærvær — saadan en
Svinepels!“ Lasse talte højt, og det lod til, at Ordene øvede deres
Virkning paa Slotsherren. Han stod lidt og skulede, saa kaldte han paa
en Mand og bød ham føre Pigen ud i Skoven igen.

Lasse trak Vejret lettet, da Tæppet gik ned og Drengene deroppe i Hullet
igen tændte Kronen med Lamperne og hissede den ned. „Hun klarede sig saa
vidt,“ sagde han til Pelle — „men jeg har nu min Mistro til Slotsherren
— han er ful!“ Han var helt svedt, glad lod han ikke til at være.

Den næste Verden som trylledes frem dernede var en Skov. Dejlig var den
med Pelargonier i Bunden, og en Kilde der sprang af noget Grønt. „Det er
et tildækket Ølanker,“ hviskede Pelle, og nu skelnede Lasse ogsaa Hanen;
men svært saa livagtigt saa det ud. Langt bagude saas Ridderborgen paa
en Klippe, og fremme i Forgrunden laa en Vindfælde; to grønne Jægere sad
overskrævs paa den og lagde onde Raad op. Lasse nikkede — han havde
Erfaring for Verdens Træskhed.

Nu hørte de noget og krøb ned og skjulte sig bag Vindfælden, med Kniv i
Haand. Der var tyst et Øjeblik, saa kom Skovpigen og hendes Jæger i al
Troskyldighed vandrende ad Skovstien med hinanden i Haanden. De tog
Afsked ved Kilden — saa inderlig ømt; og saa kom han ilende, den visse
Død i Møde.

Det var ikke til at holde ud, Lasse rejste sig. „Pas paa!“ raabte han
dæmpet — „pas paa!“ De bagved trak ham i Frakken og skældte ud. „Nej saa
Satan annamme om jeg tier til det heller,“ sagde Lasse og slog til dem.
Saa strakte han sig helt frem: „Tag Vare paa dig du! det gælder Livet!
De ligger bag Vindfælden!“

Jægeren stansede og stirrede ud, de to Snigmordere havde rejst sig og
gloede, fra Kulissen kom mandlige og kvindelige Skuespillere frem, de lo
og stirrede ud mod Tilskuerpladsen. Lasse saa nok at Manden var frelst,
men ellers havde han ondt at gøre, for Opsynet vilde smide ham ud. „Jeg
kan godt gaa selv,“ sagde han — „for i dette Lag er nok ærlig Mand
overflødig.“ Nede paa Gaden snakkede han højt med sig selv, han var helt
i Oprør.

„Det var jo bare Komedie,“ sagde Pelle slukøret, han skammede sig godt
paa Faderens Vegne.

„Det behøver du ikke belære mig om! Jeg ved vel at alt det forlængst er
foregaaet, og at jeg ikke kan hindre det om saa jeg stod paa Hovedet.
Men at de skal genfremkalde saadanne onde Handlinger! Havde de andre
villet som jeg, saa havde vi nok taget Slotsherren og slaaet’en ihjæl,
om end det kom et Hundredaar for sent.“

„Han — det var jo Skuespiller West, som kommer paa Værkstedet hver Dag.“

„Naa Skuespiller West, naa? — saa er du vist Skuespiller Torsk, som
lader dig bilde saadan noget ind. Jeg har nok før truffet Folk, som
havde faaet Gaven til at lade sig falde hen og mane forlængst afdøde
frem i sit Sted — om ikke saa livagtigt som her forstaas! Om du havde
været derinde bagved, saa vilde du have set, at West laa hen som en død,
mens han den anden — Djævlen — huserede. Jeg skulde nu ikke ønske mig
den Gave, for det er farligt Legeværk. Glemmer de andre til Eksempel
_Ordet_ som skal kalde West til Live igen, saa er han færdig, og den
anden bliver ved at husere i hans Sted.“

„Det er bare Overtro! Naar jeg nu ved, at det blot var West som agerede
— jeg kendte ham jo igen du Far!“

„Javist du er jo altid den klogeste — du kunde sikkert gaa op til Disput
med Fanden hvad Dag det skulde være. Saa det skulde blot være
Forestilling? — saadan som han vendte det hvide ud af Øjnene i ædendes
Begær! Du kan være vis paa, at havde hun ikke haft den Kniv, saa havde
han væltet sig over hende og mættet sin Lyst for alles Øjne. For maner
man henfarne Tider frem, saa maa Handlingen have sin Gang igen, hvor
mange der saa ser paa det. Men at de gør saadan noget for Betaling — føj
for den Lede. — Og nu vil jeg hjem.“ Lasse lod sig ikke sige men fik
spændt for.

„Helst maa du lade være at gaa til det dér mer,“ sagde han ved Afskeden.
„Men om det allerede har faaet Magt med dig, saa tag i det mindste
Strygestaalet i Lommen. — Og saa sender vi dit Tøj med Slagter Jensen en
af de første Lørdage.“ — —

Pelle gik paa Teater som før, han havde sin klogere Opfattelse af, at
det hele blot var Komedie. Men noget hemmelighedsfuldt var der ved det,
en overnaturlig Gave maatte de Folk besidde, som kunde skifte Ham saa
totalt fra Aften til Aften og gaa helt ind i det Menneske de agere.
Pelle troede nok han vilde være Skuespiller, naar han engang var naaet
frem til sit.

Røre vakte de; naar de strøjfede om i Gaderne med deres flagrende Klæder
og underlige Hovedtøjer, løb Folk til Vinduerne for at kigge, og de
gamle spyttede efter dem. Byen var ikke sig selv mens de var her, hvert
Sind havde slaaet sig skævt. De unge Piger laa og hvinede i Søvne og
drømte om Bortførelser — de stillede selv Vinduet paa Klem; og hver en
Knægt gik og var rede til at rømme bort med Selskabet. De der ikke var
teatergale, holdt gudelige Møder for at bekæmpe Ondet.

Og en Dag forsvandt Skuespillerne som de var kommet — efterladende en
Masse Gæld. „Satans Rak!“ sagde Mester med sit slukørede Udtryk — „der
pudsede de os sku! Men prægtige Folk var de — paa deres Maade! Og de
havde set Verden!“

Men efter den Historie havde han svært ved at faa Varmen. Han krøb i
Seng og blev liggende det meste af en Maaned.




                                  XII


Det kan være hyggeligt nok med disse Vinteraftener, hvor man sidder
hjemme paa Værkstedet og hænger, fordi det er mørkt og koldt ude — og
man ikke har noget Sted at gaa hen. Staa ved Skøjtebanerne og stirre
forkomment paa at de andre svinger sig er Pelle træt af; drive frem og
tilbage i Gaderne — nordud og vende om, sønderud og vende om, frem og
tilbage den samme Længde til Klokken er ti — er der ikke noget ved, naar
man ikke har varmt pænt Tøj og en Tøs om Skaftet. Morten er heller ikke
noget Friluftsmenneske; han fryser og vil ind i Varmen.

Saa lister de sig ind paa Værkstedet saa snart det er Mørkning, Nøglen
tager de ud og hænger paa Sømmet i Gangen for at vildlede Jeppe, de
stjæler sig til at tænde op i Kakkelovnen og sætter Skærme for, saa
Jeppe ikke skal faa Øje paa Skæret naar han gør sin Runde hen til
Værkstedsvinduerne. De kryber sammen paa Forhøjningen henne ved Ovnen
med Armen om hinandens Skulder, og Morten fortæller af de Bøger han har
læst.

„Hvorfor vil du læse i de dumme Bøger?“ siger Pelle naar han har lyttet
en Stund.

„Fordi jeg vil vide noget om Livet og Verden,“ svarer Morten inde i
Mørket.

„Om Verden,“ siger Pelle og blæser haanligt. „Nej jeg vil ud i Verden og
se noget — det der staar i Bøgerne er ikke andet end Løgn. — Men hvad
saa mere da?“

Saa gaar Morten godmodigt videre. Og midt i Fortællingen kommer han i
Tanke om noget og haler et Papir frem fra Brystlommen. „Det er Chokolade
fra Bodil,“ siger han og knækker det midt over.

„Hvor havde hun lagt det?“ spørger Pelle.

„Under Lagnet — jeg mærkede noget haardt under Ryggen da jeg lagde mig.“

De to Drenge ler mens de gnasker Chokoladen. Pludselig siger Pelle:

„Bodil — hun forfører jo Børn hun! Det var hende som lokkede Hans Peter
bort med sig fra Stengaarden — og han var bare femten Aar du!“

Morten svarer ikke. Men om lidt synker hans Hoved ned paa Pelles Skulder
— det rykker i ham.

„Du er jo sytten Aar,“ siger Pelle trøstende. „Men dumt er det ligegodt;
hun kunde godt være Mor til dig — naar det ikke lige var for Alderen.“
Saa ler de begge. —

Endnu hyggeligere kan det være de søgne Aftener. Da brænder Ilden
aabenlyst i Kakkelovnen efter otte ogsaa, Lampen lyser — og Morten er
der jo. Saa kommer de faldende ind fra alle Sider, og den spærrende
Kulde sætter alle store Minder op i dem — det er som selve Verden trak
sig sammen i det lune Værksted. Jeppe maner sine Læreaar i Hovedstaden
frem og beretter om den store Bankerot; helt tilbage til Aarhundredets
Begyndelse fører han dem, til en gammel snurrig Hovedstad, hvor gamle
Folk gik med Paryk, hvor Tampen hang og svingede i Luften altid, og
Læredrengene bjærgede Livet ved at tigge ved Borgernes Døre om Søndagen.
Det var Tider det! Og han kommer hjem og vil nedsætte sig som Mester,
men Lauget vil ikke tillade ham det — han er for ung. Saa farer han til
Søs som Kok, og kommer ned hvor Solen brænder, saa Beget koger i
Naaderne og Dækket skolder ens Fødder. En lystig Bande er de, og Jeppe
saa lille han er staar ikke tilbage. I Malaga stormer de en Beværtning,
hiver alle Spanierne ud af Vinduerne og morer sig med Pigerne — til hele
Byen er over dem og de maa flygte til Baaden. Jeppe kan ikke følge med,
og Baaden lægger fra; han maa springe i Vandet og svømme ud til den.
Knivene falder plaskende i Vandet rundt om ham, og en sætter sig
dirrende i hans Skulderblad. Naar Jeppe naar dertil, begynder han altid
at krænge Tøjet af sig for at vise Arret, Mester Andrés stopper ham.
Pelle og Morten har hørt Historien nogle Gange, men kan høre den saa
tidt det skal være.

Og Bager Jørgen, som har været Baadsmand det meste af sin Tid paa de
store Nord- og Sydhavsfarere, tumler med Haandspag og Isbjørne og sorte
Piger fra Vestindien. Han sætter Spillet i Gang, saa den mægtige
Fuldrigger letter fra Havana Red og det letter i hver en Tilhører:

   Aa hiv og aa høj Manne,
   Spillet i Gang!
   Lad Tøsen kun græde
   og giv os en Sang.

Saa vandrer de rundt og rundt tolv Mand, med Brystet klemt mod de svære
Haandspag; Ankeret letter, og Sejlet fyldes — og bag hans Ord skimter
man Trækkene af en Kærest i hver en Havn. Bjerregrav kan kun korse sig —
han som aldrig har udrettet andet end føle for de Fattige; men i Unge
Mesters Øjne rejser det — Jorden rundt, Jorden rundt. Og Træbene-Larsen,
som om Vinteren er den velhavende Rentetærer i blaa Pjækkert og lodden
Hue, men hvert Foraar flyver bort fra sit smukke grundmurede Hus ud i
Verden som fattig Lirekassemand — han beretter om Dyrehavsbakken og den
æventyrlige Holmensgade, og om besynderlige Væsner der lever af
Skarnkasserne i Hovedstadens Baggaarde.

Men i Pelles Krop knager det blot han rører sig, Knoklerne skyder paa og
kræver at strækkes, han har Vokseværk og Uro alle Vegne. Han er den
første Foraaret kommer til, en Dag melder det sig i ham som en Undren
paa hvordan han vel ser ud. Pelle har aldrig før stillet sig det
Spørgsmaal, og den Spejlstump, han har tigget hos Glaseren hvor han
henter Skrabeglas, siger ham ikke noget rigtigt. Han har nærmest selv en
Fornemmelse af at han er umulig.

Han begynder at mærke sig andres Opfattelse af hans Ydre — en og anden
Pige ser jo efter ham, og hans Kinder er ikke længer saa tykke, at der
lader sig sige Brandere om dem. Det blonde Haar er lokket, Koslikket i
Panden røber sig endnu som et lille genstridigt Strøg; Ørerne er
fremdeles forskrækkelig store, og det hjælper ikke, at han krænger Huen
ned over dem for at holde dem ind til Hovedet. Men han er velvoksen og
stor efter sin Alder, Værkstedsluften har ikke faaet Bugt med hans
Friskhed; og der er ikke den Ting han er bange for — især naar han
bliver gal. Han finder paa hundrede Slags Idræt for at stille Legemets
Krav, men det forslaar ikke; blot han bukker sig efter Hammeren, snakker
det med i alle Ledemod.

Men saa en Dag bryder Isen og gaar til Havs, Skibene takler og
provianterer og gaar samme Vej, og Byens Folk vaagner til Forestillinger
om nyt Liv og begynder at tænke paa udsprungne Skove og Sommerstads.

Og en Dag kommer Egerne! De kommer strygende over Havet fra Hellavik og
Nogesund og de andre Steder derovre paa Svenskekysten, kækt skønser de
Vandet med de forunderlige latinske Sejl i skraa Flugt, som sultne
Søfugle der strejfer Havet med den ene Vingespids i deres Spejden efter
Bytte. En Mil til Havs tager Stadens Fiskere imod dem med Bøsseskud, de
faar ikke Lov at lægge ind i Baadehavnen men maa leje sig Plads i den
gamle Skibshavn og brede deres Redskab til Tørre nordude. Haandværkerne
render sammen og drøfter disse fremmede Røvere, der kommer fra et
fattigere Land og tager Brødet ud af Munden paa Stadens egne Børn —
haardføre som de er, med Mod til at tage ud i alskens Vejr og med Heldet
i Følge! Det gør de hvert Foraar — og naar de skal forsyne sig med Sild,
køber de af Svenskerne, der sælger billigere end de hjemlige. „Slider
vore Fiskere maaske Lærfodtøj?“ spørger Jeppe — „de gaar helligt og
søgnt med Træskostøvler gør de. Lad saa Træskomageren handle med dem —
jeg køber hvor det er billigst.“

Det er som selve Foraaret kommer anstigende i disse magre senede
Skikkelser, der gaar syngende gennem Gaden for at udfordre Stadens
smaatskaarne Nid. Hver Baad har Kvinder med til at rense og bøde
Redskaben, og de driver i Flokke op forbi Værkstedet for at opsøge de
gamle Logier ude i Fattigkvarteret ved _Kraftens_. I Pelles Hjærte
kommer og gaar det ved Synet af disse unge Kvinder med smukke Tøfler paa
Fødderne, sorte Tørklæder om de ovale Ansigter og mange smukke Farver i
Dragten. Der vugger saa meget frem i hans Sind, dunkle Minder fra en
Barndom, hvor alt har ligget som udslettet, henaandede Frasagn om noget
han har levet og ikke kan huske — det er som et varmt Aandepust fra en
anden ukendt Tilværelse.

Hænder det saa at en og anden har et spædt Barn paa Armen, faar Byen
travlt. Er det Købmand Lund lige som forleden Aar — han som siden aldrig
hedder andet end Sildegrossereren? Eller er det en 16-aarig Læredreng —
til Skam for Præst og Lærer som lige har sluppet ham?

Saa trækker Jens af Sted med sin Harmonika, Pelle skynder sig at rømme
op, han og Morten piler ud til Galgebakken med hinanden i Haanden — for
Morten har ondt ved at løbe saa rask. Alt hvad Byen har af beskeden
Ungdom er der; men de svenske Piger gaar først. De er som Ild i Dansen,
de kan svinges saa Tøflerne flyver, der staar smaa Kampe om dem. Men om
Lørdagen tager Egerne ikke paa Søen, saa kommer Mændene med gnistrende
Bryn og kræver deres Kvinder; og der staar de store Slag.

Pelle gaar op i det med Hud og Haar — her findes den Bevægelse hans Krop
har savnet saa haardt i Faget. Han har en glubende Trang til Bedriften
og gaar de kæmpende saa nær ind paa Livet, at der falder en Lussing af
til ham ogsaa. Han danser med Morten og faar Mod til at byde en Pige op,
han er genert og gør de kosteligste Bukkespring i Dansen for at komme
over det, midt i Dansen render han sin Vej og lader Pigen staa. „Pokker
til Abekat,“ siger de voksne og ler efter ham. Han har _sin_ Maade at
gaa ind i al denne Sorgløshed, der lader Livet tage sin Ret uden Tanke
for i Morgen og næste Aar. Vil en eller anden mandglad Kvinde fange hans
Ungdom ind, saa slaar han bagop og er væk i nogle kaade Spring. Men han
kan synge saa inderligt med, naar de driver hjemad i Klynger Mænd og
Kvinder tæt sammenslyngede, og han og Morten kommer bagefter med Armen
om hinanden de ogsaa. Saa har Maanen sin Lysvej ud over Søen, og i
Naaleskoven hvor hvid Dis ligger om Toppene, bølger Sangen fra alle
Stier og vugger ud i de vandrende Pars forskellige Gangart; paagaaende
tung i sit Indhold men baaret frem af de letteste Hjærter — ret en Sang
at synge sin Lykke ud i:

   Bind op, bind op dit favrgule Haar,
   thi du skal nu føde en Søn udi Aar,
   — der hjælper hverken Hulken eller Klage!
   Om fyrretyve Uger saa kommer jeg igen
   og ser hvorledes det da med dig gange.

   De fyrretyve Uger svandt roligen hen,
   da begyndte den Jomfru at klage sig om — — —

Og videre gaar det ind gennem Byen, Par om Par som Sindet staar til. De
krumme stille Gader genlyder af Døds- og Elskovssange, saa de gamle
Borgerfolk maa lette Hovedet fra Puden, skubbe Nathuen til Side og ryste
betænkeligt ad al denne Letsindighed. Men Ungdommen sanser intet — bare
suser og sværmer videre i sit kogende Blod. Og en Dag faar de gamle Ret;
Blodet er gaaet af Kog, og der staar de og de Kendsgærninger og kræver
Ophav og Underhold. „Hvad sagde ikke vi!“ siger de gamle; men de unge
bøjer Hovedet og ser en lang forkrøblet Tilværelse i Møde, med forhastet
Giftermaal eller stadig Betaling til en fremmed Kvinde, med dette evige
Skær af Forringelse og Komik over sig, med Ægteskab og Omgang under sin
Stand. De snakker ikke om at drage ud i Verden og bryde sig egne Veje
mere; har de sat sig paa Bagbenene mod de gamle og krævet Plads for
deres Ungdom, nu gaar de ydmygt i Spændet igen med sænket Hoved,
skamfuldt missende over deres eneste Bedrift. Og de der ikke kan bære
dette, faar rømme Landet ved Nat eller sværge sig fri.

Unge Mester har det paa sin egen Maade. Han er ikke med i Pigekommersen,
men naar Solen skinner rigtig varmt, sætter han sig uden for
Værkstedsvinduerne og lader den gennembage sin Ryg. „Aa det er dejligt,“
siger han og ryster sig, Pelle maa føle paa hans Skindtrøje hvilken Magt
Solen allerede har. — „Nu er det min Salighed Foraar!“

Inde paa Værkstedet fløjter og synger de til Hammerslagene; der er
Øjeblikke hvor det skumle Rum minder om en Fuglekræmmers Bod. „Nu er det
min Sandten da Foraar,“ siger Mester Andrés Gang paa Gang, „men
Foraarsbebuderen kommer nok ikke i Aar.“

„Maaske er han død,“ siger Lille Nikas.

„Garibaldi død? — han dør sku aldrig. Alle de Aar jeg kan huske, har han
set ud som nu og drukket lige tæt. Som det Menneske har drukket i sin
Tid — ih du Alstyrende! Men Mage til Skomager findes ikke i hele
Verden.“

En Morgen lidt efter Damperens Ankomst dukker en høj skarpskuldret Mand
ind ad Værkstedsdøren. Han er blaagraa paa Hænder og Ansigt af
Morgenkulden, Kinderne hænger lidt poset paa ham, men i Øjet brænder en
udødelig Gnist. „Morn’ Kamater!“ siger han og slaar flot ud med Haanden
„— naa hvordan lever vi? — Mester rask?“ Han danser ind over Gulvet med
Hatten klemt flad under den venstre Arm. Jakke og Bukser slaar Slask om
hans Krop, og fortæller at der intet er under; han har bare Ben i Skoene
og tykt Tørklæde om Halsen. Men Mage til Anstand og Føring har Pelle
aldrig set hos en Haandværker — Garibaldis blotte Stemme er som et
Anslag.

„Naa Søn,“ siger han og slaar Pelle let paa Skulderen — „kan du saa faa
den Pægl hentet? Men i en Ruf, for jeg er morderlig tøstig. Mester har
jo Kredit. Pst, vi tager en halv Pot, saa slipper du for at gaa to
Gange.“

Pelle sprang. Paa en halv Minut er han tilbage, Garibaldi kan sætte
Farten op i én — han har allerede faaet Forklæde for og er i Færd med at
tage et Skøn over Værkstedets Arbejde. Han tager Flasken fra Pelle,
slynger den bag over Skulderen og fanger den med den anden Haand, sætter
Neglen midt paa og drikker til. Saa viser han de andre — lige efter
Neglen, hva’?

„Det er flot drukket!“ siger Lille Nikas.

„Kan udføres i bælg ravende Mørke,“ Garibaldi fejer overlegent ud med
Haanden. — „Og Gamle Jeppe lever? — rask Mand!“

Mester Andrés banker i Væggen. „Han er jo kommet — han er jo derude,“
siger han med opspærrede Øjne. Lidt efter er han i Tøjet og ude paa
Værkstedet, han snakker oprømt op; men Garibaldi bliver i sin Værdighed
— han er morgenrusten endnu.

Der er kommet noget febrilsk over dem alle, en Ængstelse for ikke at faa
alting med. Den daglige Graahed er gledet af Faget, hver spænder sine
Ævner. Garibaldi kommer fra den store Verden med al Vandrelivets
Æventyrlighed hængende i sine tynde Klæder. „Bare han snart vilde
begynde at fortælle,“ hvisker Pelle til Jens og kan ikke sidde rolig. De
hænger spejdende ved hans Læber, tier han saa er det ud fra en højere
Vilje. Selv Mester gaar ham ikke paa Klingen men bøjer sig for hans
Ordknaphed — og Lille Nikas finder sig i at blive behandlet som
Læredreng.

Garibaldi hæver Hovedet. „Naa man er vel ikke kommet for at sidde og
hænge,“ udbryder han muntert. „Godt at bestille Mester?“

„Meget er her ikke, men til dig har vi altid Arbejde,“ svarer Mester
Andrés. „Vi har forresten Bestilling paa et Par Brudesko — hvide
Atlaskes med gul Opstikning; men vi har ikke været glade ved at gaa i
Lag med dem.“ Han skeler til Lille Nikas.

„Ikke gul Opstikning til hvid Atlask Mester — hvid Silke naturligvis, og
hvidt Snit!“

„Er det Brugen i Paris nu?“ spørger Mester Andrés livligt.

Garibaldi trækker paa Skuldrene: „Lad os ikke bryde os om Paris Mester
Andrés, vi har hverken Lær eller Redskab til at lave Parisersko — og
heller ikke Bentøj til at putte i dem.“

„Det var som Pokker — er de saa fikse?“

„Fikse hva’behar! jeg kan holde en velvoksen Pariserindes Fod i min hule
Haand. Og naar de gaar — de rører Gud hjælpe mig ikke ved Stenbroen! En
Parisertøs kan man lave Skotøj til af Flødeskum — og det holder! Men giv
hende et Par almindelige danske Frøkengagakker paa, hun vil springe i
Kanalen lige med det straks!“

„Det var Satans!“ Mester røg til at skære Lær ud. „Det var Helvedes!“

Saa let var endnu aldrig noget Menneske gaaet ind i noget; Garibaldi
trækker en Trebén hen til Disken — og er i fuld Gang. Ingen Roden rundt
efter Værktøj, Haanden gaar lige der hen hvor Tingen ligger, som gik der
usynlige Veje mellem dem. Disse Hænder besørger det hele selv,
stilfærdigt, i bløde Sving, mens Øjnene er alle andre Steder: ude i
Haven, ved Drengenes Arbejde, ved Unge Mester. For Pelle og de andre der
skal se en Ting an fra ti forskellige Sider er dette simpelt hen
vidunderligt. — Og før de faar set sig om, har Garibaldi lavet alting
til og sidder og kigger langt efter Mester, der naadler selv i Dag.

Saa kommer Jeppe kilende, gnaven over at ingen har meldt Garibaldis
Ankomst. „Da’ Mester — da’ Oldermand!“ siger Garibaldi og rejser sig og
bukker.

„Ja,“ siger Jeppe selvbevidst: „hvis der endnu var Oldermand til, saa
blev det vel mig. Men det er skidt med Haandværket i vore Dage; Respekt
er der ingen, og hvor skulde den heller komme fra — naar man ikke
forstaar at respektere sig selv.“

„Den var nok til Unge Mester hvabehar?“ siger Garibaldi og ler. „Men
Tiderne er andre Mester Jeppe, nu skær den ikke med Spanderem og Respekt
længer — det var dengang det. Begynde Klokken syv og Fyraften Klokken
seks — færdig! Saadan staar den i Storbyerne nu.“

„Det er vel dette her Sjosjalisme?“ siger Jeppe haanligt.

„Jeg er ligeglad hvad det er — for Garibaldi begynder og holder op naar
han vil! Og vil han have mere for sit Arbejde — værsgod! Og hvis ikke —
saa farvel Mester! Der er Tøser nok som Drengen sagde da han ingen Mad
fik.“

De andre faar ikke stort bestilt, de har nok med at følge hans
Arbejdsmaade. Han har tømt Flasken og faaet Tungen paa Gled, Unge Mester
forstaar at fritte, og Garibaldi fortæller stort, med talrige Fagter.
Ikke engang Hænderne er støtte ved Arbejdet, alligevel skrider det
hurtigt fremad, skønt som en Aabenbaring — det er som Værket føder sig
selv. Han har sin Opmærksomhed ved deres Arbejde, griber bestandig til i
rette Tid, retter paa deres Haandelag og gør det afgørende Snit der
giver Svange og Hæl Skønhed. Det er som han føler det paa sig, naar de
foretager sig noget galt — hans Aand er alle Vegne. „Se saadan bærer man
sig ad i Paris,“ siger han — „dette her er Nürnberger-Façon.“ Han taler
om Wien og Grækenland saa selvfølgeligt, som laa de henne under Skipper
Ellebyes Trær. I Athen er han oppe og stikker Grækerkongen paa Næven,
for i Udlandet skal Landsmænd altid holde sammen. — „Naa han var
forresten meget flink, men han havde allerede spist Frokost. For øvrigt
skidt Land at vandre i, for der er ingen Skomagere. Nej saa Italien, dér
er der Skomagere men intet Arbejde — saa kan man rolig dangdere den og
slaa sin Fægt fra Sted til Sted. De kommer ikke som disse emsige Tyskere
hvergang man ber om en Geskænk, og siger — Værsgod De kan faa Arbejde.
Og det er varmt nok til at sove paa den bare Jord. Vin flyder der i alle
Rendestene, men for Resten er det noget Sprøjt.“ — Garibaldi letter den
tomme Flaske højt i Vejret og kigger den forundret under Bunden; Unge
Mester blinker til Pelle som suser i Firspring efter en halv Pot.

I Pelles Øren koger det hede Blod. Ud, ud, han maa ud og vandre ligesom
Garibaldi, gemme sig i Vinmarkerne for Gensdarmerne, og stjæle Skinken
fra Skorstenen mens Folkene er paa Marken. Der er kommet Aand i ham og
de andre, Fagets Aand; Værktøj og Lær mødes kælent med Fingrene, naar
man griber det, hver Ting har sin inderlige Lød som fortæller noget. Alt
det støvede og gammelkendte er strøget af Værkstedet, paa Hylderne staar
Tingene og lyser Interesse ud, der er sat tindrende Liv op i den
kedeligste Ting.

Verden stiger frem som en lysgraa Undren, gennemtrukket med endeløse
Landeveje med dybt hvidt Støv, og Garibaldi gennemvandrer dem alle. Han
har solgt sin Vandrebog til en Kammerat for et Stykke Mad og er uden
Papirer, tyske Gensdarmer holder Klapjagt paa ham, Garibaldi kryber paa
Knær og Hænder i Vinmarkerne 14 Dage og faar ikke andet end Druer og en
styrtende Kolerine. Tilsidst er hans Tøj saa levende at han ikke selv
behøver røre sig; han ligger ganske rolig og lader sig transportere af
Sted og kommer til en lille By. „Herberg?“ spørger Garibaldi. Ja der er
Herberg. Saa laver han en Historie om Plyndring, de skikkelige Folk
putter ham i Seng og fyrer i for at tørre hans Tøj. Garibaldi snorker og
skubber Stolen nærmere til Kakkelovnen, snorker og skubber den lidt
endnu, og da Tøjet staar i lys Lue brøler han op, skælder og græder og
er utrøstelig. Saa faar Garibaldi nyt rent Tøj og ny Papirer og er igen
paa Landevejen, Fægt’en begynder forfra, Bjærge dukker frem og glider
bagud, store Byer dukker frem, Byer ved brede Floder. Der er Byer, hvor
den vandrende Svend ikke maa faa Penge men _skal_ arbejde — forbandede
Byer, og tyske Herberger hvor man behandles som Tugthusfanger, affører
sig alt Tøjet i en lang Gang, Skjorten med; den gaas efter af et Par
Mand og det hele tages i Forvaring. 30-40 nøgne Mænd slippes én for én
ind paa den store Sovesal.

Paris — det er som Blærer sprang i ens Øre! Garibaldi har arbejdet der
to Aar, tyve Gange har han været der paa Gennemfart. Paris det er
Alverdens Pragt bunket sammen, og Alverdens fornuftige Indretninger sat
paa Hovedet. Herhjemme vil ingen hæderlig Mester lave „Topgaleasens“
slubrende Fjedersko, hun gaar med nedtraadte Kapper, og naar det er
rigtig sløjt med Søfarten gaar hun med Træsko. Dernede er der
Fruentimmer som kan gaa med Sko til 500 Frank Parret, de fører sig som
Dronninger, tjener en Million om Aaret og er dog ikke andet end Skøger.
En Million! — hvis nogen anden end Garibaldi fortalte det, fik han alle
Læsterne i Hovedet.

Pelle hører ikke hvad Mester siger til ham, Jens faar travlt med Beget —
han har snittet i Overlæret paa sine Forsaalinger. De er utilregnelige,
besatte af dette vidunderlige Væsen, der bliver ved at hælde Brændevin
paa sig og omsætter den forbandede Drik i Alverdens brogede Kreds og et
Arbejde der er som Vidunderet selv.

Rygtet har allerede bredt sig, og de kommer rendende for at se Garibaldi
og kanske tillade sig at stikke ham paa Næven. Klavsen skal laane
Pløkker; og Marker sætter al Skam til Side og møder selv for at laane de
største Mandslæster. Gamle Lappeskomager Drejer staar beskedent henne i
en Krog og siger ja, ja til de andres Tale. Garibaldi har stukket ham
paa Næven, og nu kan han gaa hjem til sin skumle Biks og det snavsede
Fodtøj, og sin Gammelmands Ensomhed. Fagets Genius har rørt ved ham og
kastet Lys over hans fattige Lappearbejde for Resten af hans Dage — han
har vekslet Haandtryk med den Mand, der syede Korkstøvlerne til selve
Tysklands Kejser, da han drog ud og slog Franskmændene. Gale Anker er
ogsaa med men kommer ikke ind — han er sky for fremmede. Han gaar ude i
Gaarden, frem og tilbage foran Værkstedsvinduerne og skeler ind.
Garibaldi sætter Fingeren paa Panden og nikker, Anker sætter ogsaa
Fingeren paa Panden og nikker igen; han skutter sig i indvendig Latter
over en god Spøg, og render sin Vej som et Barn der maa afsted — hen i
en Krog og nyde sin Glæde.

Bager Jørgen staar bøjet med Hænderne paa Laarene og aaben Mund. „Ih nu
har jeg da!“ udbryder han ind imellem — „ih du Fredsens!“ Han ser den
hvide Silke løbe gennem Saalen og lægge sig som sølvglinsende Perler,
Perle ved Perle langs Randen. Garibaldis Arme flyver ud, han rammer
Bageren paa Laaret. „Staar jeg i Vejen?“ spørger Gamle Jørgen. — „Nej
bevares, bliv De kun staaende.“ Saa flyver Armene ud igen, Sylknappen
rammer Bageren med et Smæld. „Jeg staar vist i Vejen,“ siger Jørgen igen
og rokker lidt paa sig. — „Paa ingen Maade,“ svarer Garibaldi og lader
Stinget løbe til. Saa trækker han ud igen, denne Gang vender han
Sylspidsen til. „Nu kan jeg forladiet mærke, jeg staar i Vejen,“ siger
Bageren og gnider sig bagpaa. — „Aldeles ikke,“ svarer Garibaldi
belevent og gør en indbydende Haandbevægelse — „vil Jørgen Kofod ikke
—?“ „Nej tak, nej tak.“ Gamle Jørgen ømmer sig med et tvungent Smil og
humper ned af Forhøjningen.

Ellers lader Garibaldi dem komme og glo og gaa igen som de vil. Hvad
rager det ham, at han er et stort og mærkeligt Væsen; han sætter ugenert
Brændevinsflasken for Munden, og drikker saa længe han har Tørst. Han
sidder og leger tankeløst med Lær og Kniv og Silke, som havde han siddet
her paa Trebenen hele sit Liv og ikke var dumpet ned fra Maanen for faa
Timer siden. Og midt paa Eftermiddagen staar det uforligneligste
Resultat der: et Par dejlige Atlaskes Sko, slanke som Oksetunger,
blændende i deres hvide Glans som var de traadt lige ud af Æventyret og
ventede paa Prinsessens Fod.

„Se paa dem for Satan,“ siger Mester og rækker Arbejdet til Lille Nikas
som lader det gaa videre ned efter. Garibaldi slaar med det tætklippede
graasprængte Hoved:

„I behøver ikke fortælle hvem der har lavet dem — for det kan enhver se.
For nu siger vi, at Skoene her gaar til Jylland og slides op og vandrer
paa Møddingen. En Dag om nogle Aar gaar der en Grødæder og pløjer; der
kommer en Stump Gelæng frem, og en vandrende Gesell som sitter paa
Grøftekanten og gnaver sin Fesperkost, rager det til sig med sin Kæp.
Det Gelæng — si’er han — det har Kraft ede mig sat paa en Sko som
Garibaldi har lavet — si’er han — den Unde kraft stejle mig har det saa!
Saa maa den Gesell være fra Nürnberg a’, eller Hamburg eller Paris —
ligemeget forstaar I. Eller er det Løgn Mester?“

Nej Mester Andrés kan bedyre at det ingen Løgn er, han som fra Barn har
levet med Garibaldi paa Landeveje og i Storbyer, fulgt ham med sit halte
Ben saa hæftigt, at han husker Garibaldis Bedrifter bedre end denne
selv. „Men nu skulde du blive her,“ siger han overtalende. „Saa slaar vi
Forretningen op — vi faar alt det fine Arbejde fra hele Øen!“ Garibaldi
har ikke noget imod det, han er træt af at rakke rundt.

Klavsen vil gærne være med i Kompagniet, der arbejder noget i alles
Øjne, en Drøm om at rejse Faget endnu en Gang og slaa det stort ud,
kanske konkurrere med dem i selve Hovedstaden. „Hvormange Medaljer
ligger der nu efter dig?“ siger Jeppe, der staar og holder et stort
indrammet Diplom i Haanden. Garibaldi trækker paa Skuldrene. „Ved det
ikke Oldermand — man bliver gammel og usikker paa Haanden. Men hvad er
det, har Mester Jeppe faaet Sølvmedalje?“

Jeppe ler: „Ja takket være en Landstryger som hedder Garibaldi. Han var
her for fire Aar siden og skaffede mig Sølvmedalje.“ — Naa — det har
Garibaldi glemt! der ligger Medaljer strøt overalt hvor han har
færdedes. „Ja der sidder de rundt om et Hundrede Mestre og praler hver
af sin Udmærkelse. Første Klasses Værksted, her kan De selv se —
Sølvmedalje. Men den der gjorde Arbejdet han fik sin Dagløn og en
Ekstrapægl, og saa — færdig Garibaldi! Hvad har man for det Mester
Jeppe? der er Trær nok man kan skifte bag — men Skjorten Mester?“ Der
falder et Øjeblik Tristhed over ham. „Lorain i Paris gav mig 200 Frank
for den Guldmedalje jeg skaffede ham; men ellers hed det altid: kig
engang i min Vestelomme! — eller: jeg har et Par gamle Bukser til dig
Garibaldi! Men nu er det Slut med det forstaar I, Garibaldi bærer ikke
længer Vand til Storborgernes Mølle — for nu er han Sjosjalist!“ Han
slog i Disken saa Glasskaarene sprang. „Det sidste var Frantz i Køln —
Herrestøvler med Korkbund. Han var fedtet var han, og saa blev Garibaldi
gnaven. Jeg er bange for dette her ikke bliver til nogen Medalje Mester,
si’er jeg — der er for megen Uro i Luften. Saa bød han op og bød op igen
— det bli’r fan ikke til nogen Medalje si’er jeg bare. Til sidst sender
han Madammen ud med Kaffe og Wienerbrød — hun skulde plastre paa det
forstaar sig; og det var ellers en Dame som kørte med Lakaj paa Bukken.
Men man var nu engang gal i Hovedet! Naa hæderlig Omtale blev det jo —
for Madammens Skyld altsaa.“

„Havde han mange Svende?“ spørger Jeppe.

„Aa en 30-40 Stykker vel!“

„Saa maa der dog have været noget ved ham.“ Jeppe taler irettesættende.

„Noget ved ham — ja han var en Sjuft altsaa. Hvad rager det mig, at han
har mange Svende — jeg skal jo ikke snyde dem paa Arbejdslønnen.“

Nu er Garibaldi gnaven, han krænger Forklædet af sig, sætter Hatten paa
tre Haar og gaar i Byen.

„Nu skal han ud og finde sig en Kærest,“ siger Unge Mester „— han har en
Kærest i hver By!“

Ved Ottetiden kommer han sejlende ind paa Værkstedet. „Hvad, sidder I
dér endnu?“ siger han til Drengene. „Andre Steder i Verden er det
Fyraften for to Timer siden. Hvad er I for Slavekarle, sidde her og
tygge Drøv i fjorten Timer. Lav Strejke for Pokker!“

De ser dumt til hinanden. Strejke — hvad er det?

Saa kommer Unge Mester. „Nu skulde det gøre godt med en lille én paa
Øjet,“ siger Garibaldi.

„Der er redt til dig paa Tilskærekamret,“ svarer Mester. Men Garibaldi
ruller sin Trøje sammen under Hovedet og lægger sig paa Forhøjningen.
„Hvis jeg snorker, saa træk mig bare i Næsen,“ siger han til Pelle og
falder i Søvn.

Næste Dag bunder han to Par Kidskinds med gul Opstikning — det er tre
Dages Arbejde for Lille Nikas. Mester Andrés har alle Planer i Orden,
Garibaldi skal være Parthaver — „vi slaar et Fag Bindingsværk ud og faar
en stor Butiksrude i!“ Garibaldi er med — man trænger til at falde til
Ro engang. „Men vi maa ikke slaa for stort paa,“ siger han — „dette her
er jo ikke Paris.“ Han drikker lidt mere og snakker ikke stort; Øjnene
søger ud mod de drivende Skyr.

Og tredje Dag begynder han at vise sine Færdigheder. Han gør ikke meget
ved Arbejdet men slaar en svær Stok over ved et Svip i Luften, og hopper
gennem en Stok som han holder i begge Hænder. „Man trænger til Motion,“
siger han urolig. Han anbringer en Pløk balancerende paa Hammerbanen og
slaar den i et Hul i Saalen.

Og pludselig smider han Arbejdet. „Laan mig ti Kroner Mester,“ siger
han, „jeg maa ud og købe mig lidt ordenligt Tøj. Nu er man sat Mand og
Parthaver i Geschäften, man kan ikke gaa her og se ud som et Svin.“

„Det er bedst, De gør det færdigt,“ siger Mester stille og lægger
Garibaldis Arbejde hen til Lille Nikas. „Ham ser vi ikke mere!“

Pelle lytter — det sidste er næsten mærkeligst af alt. Det var da
Æventyret: gaa ud i den lille By i den skikkelige Hensigt at købe noget
— og saa gribes og hvirvles ud i Verden paa maa og faa, langt ud. „Nu er
han maaske allerede paa Vej til Tyskland med en Skipper,“ siger Mester.

„Men han har jo ikke sagt Farvel engang!“ — Mester trækker blot paa
Skuldrene.

Det var som et Stjærneskud! Men for Pelle og de andre betød det meget
nyt, de lærte mere paa de tre Dage end i hele Læretiden. Og de kom til
at se lyst paa Faget; det var dog ikke Ravnekrogssysler, med Garibaldi
svang det sig for dem omkring hele den vidunderlige Jord. I Pelle
brændte Blodet af Vandrelyst; han vidste nu hvad han vilde. Blive dygtig
som Garibaldi — Geniet selv — og trampe ind i de store Stæder med Stok
og Ransel som en Fanfare.

I dem alle sad Sporene efter hans flygtige Besøg. De havde sprængt noget
i sig med et Ryk — faaet friere dristigere Haandelag; og de havde set
Faget stort, som en Art kunstnerisk Dyrkelse drage sig forbi. Tonerne af
store Fugles Flugt hang længe over det lille Værksted med dets retskafne
Borgerlighed.

Dette friske Luftsug om Ørerne det var selve Fagets Aand der drog hen
over deres Hoved — baaret af sine to vældige Vinger: Geni og Subjekt.

Men en Ting blev tilbage i Pelle som en meningsløs Brokke — Ordet
Strejke hvad betød det?




                                  XIII


Helt glad og tryg som hjemme paa Landet kunde man ikke være herinde, bag
ved laa bestandig noget og gnavede — og hindrede i at give sig helt hen.
De fleste her var kommet vandrende til for at finde Lykken, det var
Fattigdom som havde mistet Ævnen til at give sig hen i sin Skæbne, Folk
der var blevet ked af at vente og havde taget Sagen i deres egen Haand.
Og her stod de saa og var kørt fast i Elendighed. Ud af Stedet kom de
ikke, men arbejdede sig blot dybere ned. Men de blev ved at mase paa,
til det lukkede sig over dem, de havde nu engang faaet Opbruddet i sig.

Pelle havde tidt nok undredes paa, saa mange Fattige her var — hvorfor
tog de ikke og blev velhavende? Alle havde de ogsaa et eller andet for i
den Retning, det blev bare ikke til noget. Hvorfor? De begreb det ikke
selv men bøjede stille Hovedet som under en Forbandelse. Og naar de
rejste det igen, var det for at søge de Fattiges Trøst Brændevinen,
eller slutte sig til de hellige.

Pelle begreb det heller ikke. Han var dunkelt med i det glade Vanvid,
der rejser sig af Nøden selv som en taaget men mægtig Drøm om at naa
Lyset; heller ikke han begreb hvorfor det glippede, men maatte bestandig
følge Opdriften i sig og kravle løs igen. Men ellers vidste han en hel
Del; en tilstoppet Rude, et skorpet Barnehoved var Nedgangen til
Underverdener, hvor han var født vejkendt og kunde færdes med Bind for
Øjnene. Han satte ikke videre Pris paa det, men den Vej blev hans Viden
ved at udvide sig; han var Dus med Fattigmand ved første Øjesyn og
kendte hver Hyttes triste Historie. Og alt hvad han saa og hørte blev
til et langt Kvæde om den samme evige Higen og de samme Nederlag. Han
grundede ikke over det, men det gik ham nedslaaende i Blodet, tog
Overmodet af hans Sind og den friske Spænding. Naar han lagde Hovedet
til Puden og sov ind, blev Blodets Banken i hans Øre til et endeløst
Traadd af trætte Skarer, der gik rundt og rundt i deres blinde Famlen
efter en Vej ud til Lyset og Lykken. Hans Bevidsthed fik ikke fat i det;
men det lagde sig afkræftende over hans Dag ogsaa.

Borgernes Lag vedblev at være en fremmed Verden for ham. De fleste var
forarmede som Kirkerotter men dækkede behændigt over det og lod ikke til
at have anden Higen end den at bevare Skinnet. „Penge!“ sagde Mester
Andrés — „her er kun én Tikrone blandt Byens Mestre, og den flytter sig
fra Haand til Haand. Naar den opholder sig for længe hos én, gaar alle
vi andre i Staa.“ Manglen paa Driftsmidler hang forkomment over dem, men
saa pralede de af Reder Monsens Penge — her var dog Rigmænd i Staden!
Ellers holdtes de oppe af hver sit, en havde sendt Skotøj saa langt bort
som til Vestindien, en anden lavet Brudesengen til selve Borgmesterens
Datter; de hævdede sig som Klasse ved at se med Foragt ned paa Almuen.

Pelle havde ærlig og redelig sat sig for at gøre Vejen med, smile opad
og vende den haarde Dom nedad, smyge sig frem som Alfred. Men Kræfter
arbejdede den anden Vej i Dybet af ham og stødte ham bestandig tilbage
hvor han hørte hjemme. Hans Kamp med Gadedrengene hørte op af sig selv,
den var saa meningsløs, han gik ud og ind i Hjemmene, og Drengene blev
hans Kammerater efterhaanden som de naaede Konfirmationen.

Gadedrengene laa i uforsonlig Krig med dem der gik i Betalingsskole,
_Grisene_ kaldtes de efter Truget de bar paa Ryggen. Pelle havde været
mellem dobbelt Ild, men taget Haanen og Skoserne oppe fra med Lasses
Sind, som noget der nu engang hørte til. „Somme er født til at byde,
andre til at lyde,“ som Lasse sagde.

Men en Dag langede han ud efter en af dem. Og da han først havde syltet
Postmesterens Søn saa der ikke var ren Plet paa ham, opdagede han at han
havde noget udestaaende med alle Finmandssønnerne — ogsaa uden at de
behøvede at haane ham. Der udløstes noget i Hænderne ved at plante dem i
Ansigtet paa saadan en Fyr, der var et eget Velvære forbundet med at
træde de pæne Klæder i Skidtet. Naar han havde tampet en af „Grisene“
var han altid i godt Humør, og lo ved Tanken om, hvor Far Lasse vilde
korse sig.

En Dag mødte han tre Latinskoledrenge, de kastede sig straks over ham og
tampede løs med deres Skolesager; der var Tak for sidst i hvert Slag.
Pelle havde faaet Ryggen mod Muren, han værgede sig med sin Bukserem men
kunde ikke klare sig; saa satte han et kraftigt Spark i Underlivet paa
den største af Drengene og stak af. Drengen kastede sig om paa Jorden og
laa og skreg, oppe fra Enden af Gaden saa Pelle de to andre tumle med
ham for at faa ham paa Benene. Selv havde han et blodunderløbent Øje.

„Har du nu slaas igen din Halvsatan?“ spurgte Unge Mester.

Nej! Pelle var bare kommet til at falde og slaa sig.

— — —

Om Aftenen drev han ned paa Havnen for at se Damperen gaa og tage Afsked
med Peter. Han var i daarligt Humør, Forudfølelsen af et eller andet
ondt laa tyngende over ham.

Henne ved Damperen var der fuldt af Mennesker, over Rælingen hang en Del
nybagte Svende fra denne Omgang — alle de modigste; Resten var allerede
søgt over i andre Erhværv, var blevet Landpostbude eller Gaardskarle.
„Der er jo ikke Brug for os i Faget,“ sagde de mismodigt idet de sank.
Det var Svendestykket fra Haanden og saa rejsaus! ny Læredrenge over
hele Linjen. Men disse her vilde over til Hovedstaden og arbejde videre
ved Faget. Byens Hundreder af Læredrenge var der og raabte Hurra hvert
Øjeblik, det var jo Heltene der drog ud og erobrede Lykkeland for dem
alle. „Vi kommer bagefter!“ raabte de. „Skaf Plads for mig du!“ — „Skaf
Plads for mig!“

Emil stod henne ved Skuret blandt nogle andre Havnesjovere og saa paa
dem — hans Tur var længst forbi. Forbundteren havde ikke haft Mod til at
flyve ud, han gik nu Landpost paa Sydlandet og lappede Skotøj om Natten
for at leve. Nu stod Peter deroppe, Jens og Pelle stod nedenfor og saa
beundrende op til ham. „Farvel du Pelle,“ raabte han. — „Hils Jeppe at
han kan kysse mig paa Mandag!“

En og anden Mester spankede om dernede for at passe, at ingen af Byens
Læredrenge stak af.

Jens imødesaa vel den Tid da han selv stod paa bar Bakke. „Send nu din
Adresse,“ sagde han. „Og saa skaffer du mig noget derovre.“

„Og mig ogsaa!“ sagde Pelle.

Peter spyttede: „Ptøj, det var lidt sur Søbe — det kan I tage med hjem
til Jeppe og sige Tak for Mad! Men hils Mester Andrés ordenligt! Og saa
kommer I naar jeg skriver — der er ikke noget at gaa og glo efter i
dette Hul.“

„Lad nu ikke Sjosjalisterne æde jer!“ raabtes der op til de
bortdragende. Ordet Socialist var paa alles Læber i denne Tid, men ingen
vidste hvad det betød — det brugtes som Skældsord.

„Kommer de til mig med deres Koglerier, saa faar de paa Snuden!“ sagde
Peter rask. — Saa gik Damperen — de fik det sidste Hurra fra den yderste
Mole. Pelle kunde gærne have kastet sig i Søen, saadan higede det i ham
efter at slippe bort fra det hele.

Saa fulgte han med Strømmen hen over Havnepladsen til Cirkusteltet. Paa
Vejen fangede han noget af et Ordskifte, der fik det til at hede ham om
Ørerne. Det var to Borgere der gik og talte.

„Han skal nok være blevet sparket, saa han brækker Blod,“ sagde den ene.

„Ja det er forskrækkeligt med dette Pak! Forhaabenlig bliver der taget
haardt paa Lømlen.“

Pelle dukkede sig og gled bag om Teltet hen til Aabningen, der stod han
hver Aften og tog det hele ind gennem Lugten. Raad til at gaa ind havde
han ikke, men der lod sig opfange en Del af Herligheden, idet Forhænget
løftedes til Side for Efternølere. Albinus kom og gik efter
Forgodtbefindende — som altid naar der var Gøglere i Staden; han var
kendt med dem næsten før han saa dem. Naar han havde set et rigtigt
Kraftstykke, kom han krybende ud under Lærredet for at vise
Kammeraterne, at han ogsaa kunde. Han var rigtig i sit Es, gik paa
Hænderne ad den smalle Bolværksløber og lod Kroppen hænge ud over
Vandet.

Pelle havde mest Lyst til at gaa hjem og sove sig fra alting; men saa
kom der et lykkeligt Par imod ham, en Kvinde der traadte Dansetrin og
holdt en ung genert Arbejder fast under Armen. „Du Hans,“ sagde hun —
„det er ham Pelle, som er Skyld i, at vi to hører sammen.“ Saa lo hun
højt i sin Glæde, og Hans rakte smilende Pelle Haanden. „Tak for det,“
sagde han.

„Ja det var det Ladegilde,“ sagde hun. „Havde jeg ikke haft Danseskoene
i Orden, saa var Hans fløjet væk med en anden, du!“ hun tog Pelle i
Armen. Saa gik de, inderlig lykkelige ved hinanden, og Pelle fik lidt
Kaadhed op i sig igen. Han kunde dog en og anden Kraftkunst han ogsaa.

Næste Dag var Pelle laant over til Bager Jørgen for at ælte Dejg,
Bageren havde paa kort Varsel faaet en stor Bestilling Skonrokker til
„Tre Søstre“.

„Lad se I rubber jer!“ raabte han hvert Øjeblik til de to Drenge, der
havde faaet Strømperne af og stod og traadte oppe det store Æltetrug,
med Hænderne om Listen der var slaaet under Bjælkerne. Bjælkeloftet var
sort af Trøske; Em og Støv og snavset Dejg flød ned ad Væggene som en
slimet Masse. Naar de hang sig for meget i Listen, raabte Bageren op til
dem: „Læg kun hele Vægten i! til Bunds i Dejgen med jer — saa faar I
Fødder som Skønjomfruer! Der bliver ikke mange Ligtorne siddende naar vi
er færdige.“

Søren gik for sig selv med sænket Hoved som altid, nu og da sukkede han.
Saa puffede Gamle Jørgen til Marie, og de lo begge. De stod tæt ind paa
hinanden, naar de rullede Dejgen ud mødtes Hænderne, de lo og gantedes i
et væk. Men den unge saa dem slet ikke.

„Ser du da ikke?“ hviskede Moderen til ham og stødte ham haardt i Siden;
hun havde bestandig sine arrige Øjne henne ved de to.

„Aa lad mig være,“ sagde Sønnen blot og flyttede sig lidt fra hende. Men
hun fulgte ham:

„Gaa dog ned og tag paa hende, som hun kræver det! Hvorfor tror du vel,
hun sætter Brystet saa stærkt frem? Tag paa hende du! lad hendes Hofter
føle dine Hænder, og verp den gamle til Side!“

„Aa lad mig være!“ sagde Søren og flyttede sig træt.

„Forladiet, du lokker Far til Synd — du ved hvordan han er! Og hun
styrer sig ikke ret meget længer, nu hun har Krav paa at faa sin Del i
Tingen. Vil du have alt det siddende paa dig? Gaa dog ned og tag om
hende! Slaa hende hvis du ikke kan lide hende — men lad hende føle du er
et Mandfolk!“

„Naa bestiller I noget?“ raabte Gamle Jørgen op til dem og vendte sit
smilende Ansigt bort fra Marie. „Træd kun til, Dejgen skal nok trække
Usundheden af Kroppen! Og du Søren — lad se du rubber dig!“

„Ja lad se du rubber dig — staa ikke der som et Drog!“ vedblev Moderen.

„Aa lad mig være! Jeg har ikke gjort nogen noget, saa lad mig være.“

Ptøj — den gamle spyttede efter ham. „Er du et Mandfolk — lader andre
overgramse din Kone? Hun maa tage til Takke med en gammel gigtsvag
Stakkel — ptøj! Men kanske du er et Kvindfolk du ogsaa? Jeg fødte engang
en Tøs, jeg vidste ikke rettere end at hun døde — men kanske det er dig?
— Ja læg kun Ørerne ad Nakken!“ raabte hun til de to Drenge — „det der
gaar for sig her, har I aldrig før oplevet. Det er en Søn det, som lader
sin gamle Far ene om alt Arbejdet.“

„Naa, kan I faa Fortgang paa det!“ raabte Gamle Jørgen muntert. „Mor
staar vel ikke og fordrejer Hovedet paa Ungersvendene?“ Marie slog en
klangfuld Latter op dernede.

Jeppe kom og hentede Pelle. „Nu skal du paa Raadhuset og have Rotting,“
sagde han da de kom ind paa Værkstedet. Pelle blev askegraa.

„Hvad har du nu lavet igen!“ sagde Mester Andrés og saa trist paa ham.

„Ja og vor Kunde tilmed,“ sagde Jeppe. „Det er vel fortjent!“

„Kan Far ikke gøre noget for at afbøde det?“ spurgte Unge Mester.

„Jeg har tilbudt, at Pelle skulde faa en ordenlig Dragt Prygl her paa
Værkstedet i Adjunktens og Sønnens Overværelse. Men Adjunkten sagde nej.
Han vilde gaa Rettens Vej.“

Pelle sank helt sammen. Han vidste hvad det betød, naar en fattig Dreng
kom paa Raadhuset og blev brændemærket for Livstid. Hans Hjærne søgte
fortvivlet efter Udveje. Der var kun en — Døden. Han kunde liste
Spanderemmen op under Blusen og gaa ud paa det lille Hus og hænge sig.
Han hørte en enstonig Lyd, det var Jeppe der holdt Formaningstale, men
Ordene hørte han ikke; hans Sjæl havde allerede begivet sig ud i Døden.
Da Lyden holdt inde, rejste han sig stille.

„Hvad? hvor skal du hen?“ fór Jeppe op.

„Ud i Gaarden“ — han talte som en Søvngænger.

„Skal du have Spanderemmen med derud mossen?“ Jeppe og Unge Mester
vekslede talende Blikke. Saa kom Mester Andrés hen. „Du er da ikke dum?“
sagde han og saa Pelle dybt ind i Øjnene. Saa gjorde han sig i Stand og
gik i Byen.

„Pelle din Halvsatan,“ sagde han da han kom hjem — „nu har jeg løbet fra
Herodes til Pilatus og faaet det ordnet saaledes, at du slipper med at
bede om Forladelse. Kl. ét maa du gaa op paa Latinskolen. Men overlæg
hvad du vil sige i Forvejen, for hele Klassen skal overvære det.“

„Jeg skal ikke bede om Forladelse!“ Det brød ud af ham som et Skrig.

Mester saa dvælende paa ham: „Det er der jo ingen Skam i — naar man har
handlet galt.“

„Jeg har ikke handlet galt. De begyndte først, og de har længe smædet
mig.“

„Men du slog, Pelle, og det maa man ikke paa de fine; de har en
Lægeattest som kan gøre det helt af med dig. Omgaas din Far Byfogden du?
De kan gøre dig æreløs for Resten af dit Liv — jeg tror du skulde vælge
den mindre Ting.“

Nej Pelle kunde ikke. „Saa maa de hellere piske mig,“ sagde han
sammenbidt.

„Naa ja, saa er det Kl. 3 paa Raadhuset,“ sagde Mester kort og blev rød
om Øjnene.

Pludselig følte Pelle, hvor ondt hans Stædighed maatte gøre Unge Mester,
der halt og syg som han var havde rent Byen rundt for hans Skyld. „Jo
jeg skal nok —“ sagde han — „jeg skal jo nok!“

„Ja ja,“ svarede Mester Andrés stille — „for din egen Skyld altsaa. Og
saa tror jeg du skulde lave dig til nu.“

Pelle drev af Sted; det var ikke hans Agt at bede om Forladelse, saa han
havde god Tid. Han befandt sig i en Døs, inden i ham laa alting dødt.
Tankerne fangede interesseret alle Ligegyldigheder ind, og blev ved at
dvæle ved dem som galdt det at holde noget hen med Snak. — Den gale
Urmager gik ned ad Gaden med sin Sandsæk paa Nakken, de tynde Ben
vaklede under ham. „Jeg skulde hjælpe ham at bære,“ tænkte Pelle ydmygt
mens han gik videre — „jeg skulde hjælpe ham at bære.“

Alfred kom spaserende oppe i Gaden, han havde Lapsestok og Handsker
skønt det var midt i Arbejdstiden. „Naar han nu ser mig, drejer han ned
i Smøgen ved Kulhandlerens,“ tænkte Pelle bittert. „Skulde jeg ikke bede
ham om at gaa med og tale min Sag? — han er saa anselig! Og han skylder
mig Penge for et Par Forsaalinger.“

Men Alfred styrede lige løs paa ham. „Har du ikke set Albinus — han er
forsvundet?“ spurgte han; det saa ud som rørte der sig noget i hans
slikkede Ansigt. Han stod og sugede paa Overskæget, lige som de fine,
naar de grundede over noget.

„Jeg skal hen paa Raadhuset,“ svarede Pelle.

„Ja det ved jeg nok — du skal piskes. Men ved du ikke noget om Albinus?“
Alfred havde trukket ham med ind i Kulhandlerens Port for ikke at blive
set i hans Selskab.

„Jo Albinus, Albinus“ — der dæmrede noget i Pelle. Saadan hed jo — —
„Vent lidt han — han er vist rømt bort med Cirkus. Det tror jeg nok!“
Saa gjorde Alfred omkring og løb — løb i sit pæne Tøj!

Vist var Albinus rømt, Pelle forstod saa udmærket det hele. Han havde i
Aftes listet sig om Bord i Ole Hansens Jagt, som i Nattens Løb skulde
føre Gøglerne over til Sverig — og skulde nu til at leve et herligt Liv
i det han havde Lyst til. Rømme det var den eneste klare Udvej til
Livet; før Pelle vidste af det stod han nede paa Havnen og stirrede paa
et ophugget Skib. Han gav sig Tilskyndelsen i Vold og gik rundt og
forhørte om Skibslejlighed, men der var ingen.

Han sad nede paa Beddingen og legede med en Spaan i Vandet. Den var
fuldrigget Skib, og Pelle gav den Ladning ind; men hvergang den skulde
lægge ud kæntrede den, og han maatte laste den paany. Rundt om arbejdede
Tømrere og Stenhuggere paa Forberedelser til den ny Havn; og derhenne
lidt for sig selv stod _Kraften_ og arbejdede, som sædvanlig med nogle
Mennesker hængende over sig; de stod og gloede i uhyggelig Forventning
om at der skulde ske noget. Pelle fornam det selv som noget
skæbnesvangert, mens han sad og skvulpede i Vandet for at drive sit Skib
udad; han vilde have taget det som en Aabenbaring af Livets helligste
Princip, om Jørgensen havde givet sig til at rase vildt for hans Øjne.

Men Stenhuggeren lagde blot Hammeren for at trække Brændevinsflasken
frem under Stenen og tage sig en Slurk; ellers stod han spændt over
Graniten saa støt, som var der ikke andre Magter i Verden end den og
han. Han saa ikke de Folk der stod i maabende Venten, med Skoene fulde
af Lettelse, parat til at fordufte ved det mindste Ryk fra hans Side.
Han hug saa Luften sukkede, og naar han rettede sig gik hans Blik ud
forbi dem. Efterhaanden havde Pelle samlet alle Forventninger paa denne
ene, der bar Byens Had uden at blinke og gik pønsende ind i alle dens
Gøremaal. Han blev en ladt Mine for Drengens Fantasi; her stod man og
vidste ikke om den var stukket an, i et Nu kunde det hele ryge i Luften.
Han var en Vulkan, i Kraft af hans Naade bestod Staden fra Dag til Dag.
Og stundom lod Pelle ham ryste sig lidt — just saa meget at det hele
ravede.

Men nu var der tilmed en Hemmelighed mellem dem — Kraften var ogsaa
blevet straffet for at have forgrebet sig paa de fine! Pelle var ikke
sen til at uddrage Konsekvensen — stod der ikke allerede en Borgermand
opstillet og betragtede hans Leg? Han var noget af en Samfundsskræk han
ogsaa. Kanske sluttede han sig sammen med _Kraften_, og saa skulde der
ikke blive meget til Rest af Staden. Om Dagen vilde de holde sig skjult
oppe i Klipperne, men om Natten kom de ned og plyndrede Byen. Kun alle
dem der havde blodsuget sig deres til, slog de ned over; Folk gemte sig
i Kældre og paa Lofter, naar de hørte at Pelle og _Kraften_ var i
Opmarsj; den rige Reder Monsen hang og dinglede i Kirkespiret til Skræk
og Advarsel for alle. Men de Fattige kom tillidsfulde som Lam og aad af
deres Haand. De fik alt hvad de ønskede sig, og saa var Fattigdommen ude
af Verden, og Pelle kunde uden nogen Følelse af Svig vende sig mod sin
lyse Vej opad.

Hans Blik faldt paa Havnevagtens Ur, Klokken var snart tre. Han sprang
op og saa sig raadvild om — ud over Søen og ned i Havnens dybe Vand
stirrede han for Hjælp. Manna og hendes Søster, de vilde foragteligt
vende den æreskændede Pelle Ryggen og aldrig se til ham mere. Og Folk
vilde pege — eller blot se og tænke: Se der gaar han som blev pisket paa
Raadhuset! Hvor han kom hen i Verden, vilde dette følge ham som en
Skygge, at han som Barn var blevet pisket — saadan noget hang usynligt
over sit Menneske! Han kendte Piger og Karle og gamle faamælte Mænd, som
kom til Stengaarden fra Egne, hvor ingen anden havde været. Helt ukendte
kunde de komme, men var der noget med deres Fortid, saa rejste det sig
alligevel bag dem og gik hviskende fra Mund til Mund.

Han flakkede fortvivlet rundt i sin Hjælpeløshed og kom i sin Flakken
hen til Stenhugger Jørgensen. „Naa,“ sagde _Kraften_ og lagde Hammeren —
„du har nok lagt dig ud med Storborgerne. Tror du nu ogsaa du kan holde
Ørerne stive?“ Saa greb han Hammeren igen. Men Pelle fandt sin Retning
og løb tungt pustende mod Raadhuset.




                                  XIV


Selve Straffen havde ingenting at sige, det var nærmest latterligt med
de Par Slag af den gamle Arrestforvarers Stok uden paa Tøjet; Pelle
havde været ude for værre Prygl før. Men han var brændemærket uden for
de Fattigstes Kreds; han mærkede det paa Folks Medlidenhed naar han kom
med Fodtøj. Herregud, den sølle Knægt, er det nu kommet saa vidt med
ham! sagde deres Øjne. Alle skulde se netop paa ham, og naar han gik ned
ad Gaden, kom deres Ansigter frem i Gadespejlet: Der gaar han
Skomagerdrengen —! Unge Mester var den eneste der behandlede ham som
forhen; og Pelle lønnede ham med en grænseløs Hengivenhed. Han bjærgede
paa Kredit, og tog Stødet af hvor han kunde. Naar der var noget Unge
Mester i sit Letsind havde lovet færdigt, sad han og sled med det efter
Fyraften. „Hvad kommer det os ved,“ sagde Jens; men Pelle kunde ikke
være Skyld i, at Kunderne kom og rev Hovedet af Mester Andrés, eller at
han sad og savnede noget af det der holdt ham oppe.

Han sluttede sig endnu stærkere til Jens og Morten — de havde jo fælles
Skade; og fulgte ofte med dem hjem, skønt der ingen Glæde var at hente i
den fattige Hytte. De hørte til de allerfattigste, skønt hele Husstanden
arbejdede, det forslog ikke.

„Det nytter jo ingenting,“ sagde _Kraften_ selv, naar han var i
Talehjørnet — „Fattigdommen er som et Sold, alting gaar lige igen.
Stopper vi ét Hul saa gaar der ti andre imens. De siger jeg er et Svin,
og hvorfor skulde jeg ikke være det? Jeg kan gøre tre Mands Arbejde ja —
men faar jeg Løn for tre? Jeg faar Daglønnen, Resten gaar i dens Lomme,
som anvender mig. Selv om jeg holdt mig ordenlig, hvad naaede vi saa —
faar en Familie ordenlig Bolig, ordenlig Mad og ordenlige Klæder for ni
Kroner om Ugen? Har en Arbejder Raad til at bo andet Sted end ved
Lossepladsen, hvor ellers kun Svinene færdes? Hvorfor skulde jeg bo og
leve som et Svin og ikke være et Svin — gav det nogen Mening? — Kan jeg
fri Kone og Børn fra at arbejde med, naar jeg vil have det lidt
ordenligt? og kan jeg have det ordenligt, naar Kone og Børn skal gaa ude
og passe fremmedes Sager? — Nej ser I, en Pægl Brændevin den ordner det
hele, og forslaar den ikke saa en halv Pot.“ Saadan sad han og ævlede
op, naar han havde lidt i Hovedet; ellers var han mest tavs.

Pelle kendte nu _Kraftens_ Historie fra al den daglige Snak blandt
Borgerne, og hans Bane forekom ham tristere end alle de andres; det var
som selve Lykkesagnet, der var blevet slaaet til Jorden.

Af den sure Snak, der bestandig hakkede i Stenhugger Jørgensen og aldrig
vilde blive færdig, fremgik det, at han i sin Ungdom var kommet
vandrende ned fra Klipperne i lappede Lærredsbukser og sprukne Træsko,
men med Panden i Sky som om det hele allerede var hans. Brændevin rørte
han ikke, han havde bedre Anvendelse for sine Kræfter sagde han. Fuld af
store Tanker om sig selv var han, og vilde ikke slaa sig til Taals med
det almindelige. Og gode Ævner havde han — rent meningsløse Ævner for en
Fattigmand.

Han vilde straks i Gang med at vende op og ned paa alle Begreber. Blot
fordi han var avlet inde i Klipperne af en gammel slidkrøget Stenhugger,
teede han sig straks som Stenens Herre, satte gammel velfunderet
Erfaring til Side og halede ny Fremgangsmaader ud af sit eget Hoved.
Stenen var som forgjort under hans Hænder, blot man lagde en Tegning
foran ham, huggede han baade Djævlehoveder, Underjordiske og den store
Søslange — alt det som ellers maatte udføres af Kunstnerne ovre. Gamle
veltjente Stenhuggere saa sig pludselig sat til Side og kunde lige saa
godt give sig til at slaa Skærver, en forløben Knægt sprang lige hen
over deres mangeaarige Erfaring. De forsøgte saa det ældste af alle
Midler til at lære Ungdommen Beskedenhed; men ogsaa der kom de tilkort,
Peter Jørgensen havde tre Mands Kræfter og Mod for ti. Det var ikke til
at hamle op med en, som havde ranet Ævner fra Gud selv og maaske stod i
Forbund med Satan. Saa underkastede de sig, hævnede sig ved at kalde ham
_Kraften_ — og satte deres Lid til Ulykken.

At følge hans Bane var at vove sig ud i det halsbrækkende, saa tidt de
skikkelige Borgere end gjorde Rejsen, altid blev der nok af Svimmelhed
tilbage. Om Natten sad han og tegnede og regnede, saa ingen begreb hvor
han fik Søvn fra; og om Søndagen naar ordenlige Folk gik i Kirke, kunde
han staa og hugge de løjerligste Ting ud i Sten uden at faa en Øre for
det. Det var ved de Tider, den verdensberømte Billedhugger kom fra selve
Tysklands Hovedstad for at hugge en stor Løve ud i Granit — til Ære for
Friheden saagu! Men han kunde ingenting udrette med sit
Smørstikke-Redskab, Stenen var for haard for en der var vant til at staa
og pille i Marmor. Og fik han endelig en Bid af den, var det paa urette
Sted.

Saa meldte _Kraften_ sig, og tog sig paa at hugge Løven efter noget Ler
den anden klaskede sammen! Enhver var vis paa han vilde knække sammen
paa det Stykke Arbejde; men saa fræk var han i sin Begavelse, at han
udførte det til fuldeste Tilfredshed. Han fik en god Sum Penge for det,
men det var ham ikke nok — han vilde have den halve Ære ogsaa og omtales
i Bladene lige som selve Kunstneren. Og da der ingenting blev af det,
smed han Værktøjet og vilde ikke arbejde for andre mer. „Hvorfor skal
jeg gøre Arbejdet, og de andre tage Anseelsen?“ sagde han og mødte op
ved Licitationer over Stenarbejder. I sit ustyrlige Hovmod vilde han
skubbe dem til Side, der var født til at staa i Spidsen for Tingene. Men
Hovmod staar for Fald, Straffen laa allerede og lurede paa ham.

Han havde givet laveste Bud paa den søndre Bro, og de kunde ikke komme
uden om ham. Saa prøvede de at lægge alle mulige Hindringer i Vejen for
ham, lokkede Arbejderne fra ham og hindrede ham i at faa Materiale.
Byfogden som var med i det, krævede Kontrakten overholdt; og _Kraften_
maatte arbejde Nat og Dag med sine resterende Par Mand for at blive
færdig til Tiden. Naa smukkere Bro havde ingen set, men han maatte sælge
Skjorten af Kroppen for at dække sine Forpligtelser.

Han boede dengang i et pænt lille Hus som var hans eget. Det laa ude ved
Østre Landevej og havde Spir paa Kvisten — Jens og Morten havde levet
deres første Barndom der. Der var en lille Have foran med pæne Gange, og
en Grotte der lignede et helt Klippeparti. Jørgensen havde anlagt det
hele selv. Det blev taget fra ham, og de maatte flytte hen i Fattigmands
Bydel hvor de hørte hjemme, og leje sig ind. Men det knækkede ham ikke,
glad var han ligefuldt og endnu større af Væsen end før. Han var ikke
nem at faa Ram paa!

Men saa gjorde han Bud paa den ny Ophalebedding. Man kunde have nægtet
ham Gyldighed, da han ikke raadede over Kapital, men nu skulde han
rammes! Han fik Sparekassekredit til at komme godt i Gang for, og
Materialer og Arbejdere meldte sig til hans Raadighed. Saa midt i
begyndte det samme igen, og denne Gang _skulde_ han knække Halsen — rig
og fattig, hele Byen stod sammen om den Ting. Nu forlangte man sin
Tryghed tilbage, den af Gud selv indstiftede Orden med høj og lav, ussel
og fornem skulde overholdes. _Kraften_ var af ringeste Herkomst, han fik
roligt gaa ind i det han var født til!

I Stykker gik han, den retmæssige Bygherre overtog et godt Stykke
Arbejde for ingenting, og Stenhugger Jørgensen stod med et Par flækkede
Træsko og en Gæld han aldrig vilde kunne indfri. Det glædede enhver at
se ham gaa ind i Daglønnerens Tilværelse igen, men han gjorde det ikke
roligt; han slog sig paa Drik, og af og til fór han op og rasede som en
Djævel. Kvit blev de ham ikke, han lagde sig over alle Sind som en ond
Knurren, selv naar han gik skikkelig i sin Dont, maatte de beskæftige
sig med ham. I denne Tilstand ødede han de sidste Stumper, og de
flyttede ud i Hytten ved Lossepladsen, hvor ingen anden vilde bo.

                   *       *       *       *       *

Han var blevet en anden siden Bevillingen til det store Havneprojekt var
gaaet igennem. Han rørte ikke Spiritus; naar Pelle kom derud, sad han
gærne henne under Vinduet og tumlede med Tegninger og Tal. Konen gik og
smaagræd, og den gamle skældte ud; men Jørgensen vendte sin brede Ryg
mod dem og passede i Tavshed sit. Han var igen ikke til at rive ud af
sin Selvsikkerhed.

Moderen tog imod dem ude i Køkkenet, naar hun hørte dem komme støjende.
„I faar gaa lidt varligt — Far regner og regner, den Stakkel. Aldrig
faar han da Hvile i sit Hoved, siden det er blevet til Alvor med den
Havn; bestandig arbejder Tankerne i ham. Saadan skal dét være! siger han
— og saadan dét! Bare han dog vilde falde til Ro blandt sine Lige og
lade de store passe deres.“

Han sad henne ved Vinduet midt i Søndagssolen og lagde nogle indviklede
Tal sammen; han hviskede halvhøjt og lod den sprukne Pegefinger, hvis
yderste Led var sprængt væk, løbe ned langs Tallene. Saa stødte han til
Bordet. „Aa — at man ingenting har lært!“ stønnede han. Solen legede i
hans mørke Skæg, Sliddet havde ikke formaaet at stivne ham i Leddene og
rakke ham af, Drikkeriet havde ikke gjort ham noget — han sad og lignede
Styrken selv. Den store Pande og Halsen var helt solbagte.

„Se her du Morten,“ udbrød han og rettede sig imod dem — „kig engang paa
de Tal.“

Morten saa paa dem: „Hvad er det du Far?“

„Hvad det er — vor Fortjeneste for sidste Uge! Du kan nok se Tallene er
store!“

„Nej hvad er det?“ Morten tog med sin tynde Haand i Faderens Skæg.

_Kraften_ blev mild i Øjnene ved dette Kærtegn. „Det er et
Ændringsforslag! — de vil beholde Indløbet paa det gamle Sted, og det er
galt; Havnen kan jo ikke søges i Paalands Vejr. Indløbet skal herud og
Ydermolen bøje saadan,“ han viste paa sine Tegninger. „Enhver Fisker og
Sømand vil give mig Ret — men de høje Herrer Ingeniører er jo saa
kloge.“

„Vil du give Tilbud da — igen?“ Morten saa forfærdet paa ham.

Faderen nikkede.

„Men de tager dig jo ikke for god — du ved det jo! De ler bare ad dig.“

„Denne Gang bliver det nok mig der ler,“ svarede Jørgensen, lidt
formørket ved Minderne om al den Haan der var overgaaet ham.

„Vist ler de ad ham,“ sagde den gamle henne fra Kakkelovnskrogen og
rettede sit Rovfuglehoved imod dem — „men saa har han dog noget at lege
med. Peter skal lege Storkarl.“

Sønnen svarede hende ikke.

„Du skal jo være dygtig til Tegning Pelle,“ sagde han rolig, „kan du
ikke faa lidt Ret paa dette her? Det dér er Bølgebryderen, naar vi
tænker os Vandet borte, og dette her Bassinet — skaaret igennem forstaar
du nok! Men jeg kan ikke faa det til at se naturligt ud — Maalene er
rigtige nok! Her over Vandlinjen skal der være store Kopsten, og neden
for staar Brudfladen.“

Pelle gav sig i Lag med det men var for omhyggelig.

„Ikke saa nøjagtigt,“ sagde Jørgensen — „slaa kun lidt stort paa!“

„Ja slaa bare stort paa,“ gentog den gamle.

Saadan sad han bestandig naar de kom. Gennem Konen fik de at vide, at
han alligevel ikke indgav noget Tilbud, men vilde gaa til den der
overtog Arbejdet med sine Planer og tilbyde ham Makkerskab. Hun havde
helt mistet Troen paa hans Planer nu og var altid urolig. „Han er saa
underlig, bestandig optaget af dette ene,“ sagde hun frysende. „Drikker
gør han aldrig — eller raser mod Alverden, saadan som tidligere.“

„Men det er jo bare godt,“ sagde Morten beroligende.

„Ja du snakker godt — hvad forstaar du vel? Naar han gaar i sit daglige,
ved én da hvad der er; men saadan som nu — jeg er saa angst for
Tilbageslaget, naar han faar hentet sit Nederlag. Tro kun ikke han har
forandret sig — det blunder bare i ham. Mod Karen er han den samme som
altid, han taaler ikke at se hendes Vanførhed — den minder ham om for
meget, der ikke er som det skulde være. Hun maa ikke gaa paa Arbejde,
siger han, men hvor skal vi undvære den Hjælp — leve skal vi jo dog! Jeg
tør knap lade hende komme ham for Øje. Det er jo sig selv han vredes
paa, men Barnet lider under det; han er den eneste hun bryder sig om.“

Karen var ikke vokset i de forløbne Par Aar men var blevet endnu mere
vanfør, Stemmen var helt tør og skarp, som havde den passeret frosne
Ødemarker inden den naaede frem. Hun holdt af at sidde og se paa Pelle
og høre ham tale; naar hun formodede at han kom om Aftenen, skyndte hun
sig hjem fra sin Plads. Men hun blandede sig aldrig i Samtalen eller tog
Del i noget, ingen kunde vide hvad der foregik i hende. Moderen kunde
pludselig jage sammen og briste i Graad, naar hun kom til at se hen paa
hende.

„Hun skulde jo snart være fri for den Plads,“ sagde Moderen ofte. „Men
Doktoren bliver ved at faa smaa, og saa ber de saa mindeligt, om hun maa
blive bare et halvt Aar til. De gør meget af hende, for hun er saa
paalidelig mod Børnene.“

„Ja var det Pelle saa tabte han dem nok.“ Karen lo knækkende. Andet
sagde hun ikke, hun bad aldrig om at blive fri, beklagede sig heller
ikke. Hendes Tavshed virkede som en stum Anklage, og tog al Hyggen naar
hun var til Stede.

Men en Aften kom hun hjem og smed nogle Smaapenge paa Bordet. „Nu er jeg
fri for at komme til Doktorens mere,“ sagde hun.

„Hvad saa da? har du gjort noget galt?“ spurgte Moderen forfærdet.

„Doktoren gav mig en paa Øret, fordi jeg ikke bar Anna over Rendestenen
— hun er saa tung.“

„Du blev vel ikke jaget bort, fordi han havde slaaet dig? Du maa have
svaret igen — dit Sind er saa haardt!“

„Nej men saa kom jeg til at vælte Barnevognen med lille Erik, saa han
faldt ud. Hans Hoved er som et mostet Æble.“ Hun fortrak ikke en Mine.

Moderen brast i Graad: „Men hvor kunde du dog bære dig saadan ad? Barn
dog.“ Karen stod og saa udfordrende ud — pludselig greb Moderen fat i
hende:

„Du gjorde det da ikke med Vilje? gjorde du Karen?“ Karen vendte sig fra
hende med et Ryk og gik op paa Loftet uden Godnat. Moderen vilde løbe
efter hende.

„Lad hende gaa,“ sagde den gamle fjærnt — „hende faar du ingen Ret paa.
Hun er undfanget i Haardhed!“




                                   XV


Hele Vinteren havde Jens smurt sin Overlæbe med Hønsegødning; nu kom
Skæget, og han fik sig en Kærest, hun var Barnepige hos Konsulens. „Det
er forfærdelig Sjov,“ sagde han — „du skulde ogsaa faa dig en. Naar hun
kysser, stikker hun Tungen frem lige som et lille Barn.“

Men Pelle skulde ingen Kærest have — for det første vilde nok ingen have
ham, brændemærket som han var, og forresten havde han Sorg.

Naar han hævede Hovedet fra Arbejdet og saa tværs over Møddingen og
Grisehuset, havde han det grønne Halvlys inde under Æbletrærne at drømme
hen i. Det var som en fortryllet Verden, med grønne Skygger og stumme
Bevægelser; utallige gule Orme hang og svingede frem og tilbage i hver
sin tynde Traad, Gulspurve og Bogfinker kastede sig ustanselig fra Gren
til Gren og snappede en Orm bort i hvert Kast, men lige mange var der
igen. De rullede sig ned fra Grenene uden Ophør, hang der indbydende
gule og vuggede for Dagens bløde Aande, og ventede paa at blive spist.

Og dybere inde i det grønne Lys — som paa Bunden af et Vand — gik tre
lysklædte Piger og legede. En Gang imellem skottede de to yngste over,
men tog straks Øjnene til sig naar han saa paa dem; Manna gik saa
voksent og behersket som var han slet ikke til.

Manna var jo forlængst konfirmeret, hun gik med halvlang Kjole, og
spaserede adstadigt hen ad Gaden med Veninderne under Armen. Hun legede
heller ikke mere, allerede længe havde hun staaet der med en næsten
voksen Erkendelse af, at dette ved Gud ikke gik an. Paa faa Dage sprang
hun fra Pelles Side ind i de voksnes Lejr; hun henvendte sig ikke mere
til ham paa Værkstedet, og naar han hilste paa Gaden, saa hun den anden
Vej.

Manna kom ikke længer farende som en Vildkat og rev Pelle af Stolen,
naar hun skulde have noget lavet, men gik pænt op til Unge Mesters Plads
med Skoen indpakket i Papir. Men i Smug kendte hun endnu sin
Legekammerat, naar ingen saa det kunde hun knibe ham i Armen rigtig
haardt og bide Tænderne sammen, idet hun gik forbi.

Men Pelle var for tung til at fatte Overgangen og for meget Barn til at
kunne gøre Springet med ind i det lyssky. Han stod ene tilbage og
grundede uforstaaende paa den ny Tingenes Tilstand.

Men nu kendte hun ham ikke i Smug heller — han var slet ikke til for
hende. Og Dolores og Aïna havde slaaet Haanden af ham; naar han saa ud,
vendte de Hovedet den anden Vej og slog med Skulderen: Uf! De skammede
sig over, at de nogensinde havde haft noget med saadan en at gøre. Han
vidste vel hvorfor.

Et eget blødt Behag havde der været ved at blive tumlet med af saa fine
nænsomme Hænder — han havde mange hyggelige Minder derovre fra. Det
havde været rigtig rart at sidde med aaben Mund og blive proppet med
Lækkerier af dem alle tre, saa han var lige ved at kvæles! Han maatte
ikke synke, de vilde se hvor meget der kunde gaa i ham; saa lo de og
dansede om ham, og de buttede Pigehænder tog fra hver sin Side om hans
Hoved for at presse Munden til. — Naa, Pelle var efterhaanden groet en
hel Alen i borgerlig Forstaaelse; han vidste godt, at han var af meget
simplere Stof end de, og at dette maatte faa en Ende — ogsaa uden det
med Raadhuset.

Men ondt gjorde det alligevel, det var som at sidde besvegen hen — og
egenlig burde han ikke tage Føde til sig. For Manna — var hun ikke
Kæresten naar alt kom til alt? han havde blot aldrig tænkt over det! Det
var Kærlighedskval — og saadan saa den altsaa ud! Mon de følte
anderledes, som tog Livet af sig i ulykkelig Kærlighed? Tristheden var
nu ikke saa stor; naar Unge Mester sagde en Vittighed eller bandte paa
sin malebariske Maade, kunde han godt le. Det var værst med Skammen! — —

„Du skulde tage dig en Kærest,“ sagde Jens. „Hun er saa blød som en
Fugleunge, og saa varmer hun gennem Klæder og alting.“

Men Pelle havde andre Ting for — han vilde lære at svømme. Han vilde
kunne alt, hvad Bydrengene kunde, og erobre sin Plads blandt dem
tilbage. Nogen Førerstilling drømte han ikke længer om. Saa holdt han
sig til Flokken, hummede sig lidt naar de skosede altfor stærkt — og kom
igen; tilsidst blev de vant til ham.

Hver Aften satte han i Løb mod Havnen. Syd for det store Bækken, som man
nu var i Gang med at pumpe tomt, var der altid fuldt af Læredrenge i
Skumringen; de sprang nøgne om mellem Stenene, og svømmede i sladrende
Flokke ud mod Vest hvor Himlen endnu glødede af Solnedgangen. Langt ude
var der en Undervandsklippe hvor de lige kunde bunde, der hvilede de
inden de gjorde Turen tilbage; deres mørke Hoveder rugede paa det røde
Vand som sladrende Søfugle.

Pelle gjorde Turen med udad for at vænne sig til Dybet, der endnu
bestandig vilde nappe ham i Benene. Naar Havet blomstrede var det som at
svømme blandt Roser; hele det let slimede Blomsterflor, som Dybets
Vækster havde slynget op paa Overfladen, glødede i Aftenskæret og gled
lindt om hans Skuldre, og langt ude i Vest laa Lykkelandet i en mægtig
Lysport, eller med gyldne Sletter der strakte sig helt ind i
Uendeligheden. Det laa og lyste med en egen Dragen, saa han glemte sine
Ævners Begrænsning, og svømmede længer ud end han havde Kræfter til. Og
naar han vendte om og i for voldsomme Tag skød det blomstrende Lag til
Side, gloede Vandet sort paa ham og Dybets Rædsel slog sammen over ham.

En Aften var de onde ved ham, en af dem paastod han endnu kunde se
Mærker paa Pelles Ryg efter Rottingen. „Pelle har aldrig faaet Rotting!“
raabte Morten opbragt. Pelle selv svarede ikke men fulgte „Eskadren“;
der var noget sammenbidt over hans Væsen.

Der gik lidt Sø som maaske havde slaaet dem ud af Retningen, maaske var
det over daglig Vande — de kunde ikke finde Hvileklippen. En Stund
plaskede de søgende rundt og satte Kræfter til, saa styrede de Kursen
indefter. Pelle saa paa dem med underlige Øjne.

„Læg dig paa Ryggen og hvil!“ raabte de i Forbifarten; saa strøg de
indefter, der var lidt Panik i dem alle. Pelle forsøgte at hvile men
havde ikke Øvelsen, Bølgerne slog over hans Ansigt — saa arbejdede han
sig efter de andre. Inde paa Land var der Staahej, han undredes paa hvad
det galdt; Morten som aldrig tog Del i Badningen var sprunget op paa en
Sten og stod og raabte.

Nogle af de første var i Behold. „Her kan du bunde!“ raabte de og stod
med oprakte Arme i Vand til Munden. Pelle arbejdede ufortrødent, men var
vis paa det var ørkesløst; han gjorde kun smaa Fremskridt og laa dybere
og dybere. Hvert Øjeblik overrumplede en Sø ham og fyldte ham med Vand.
De raskeste var ude igen, de svømmede omkring ham og søgte at hjælpe,
det gjorde blot galt værre. Han saa Morten løbe skrigende ud i Vandet
med Tøjet paa, og det gav ham lidt Kræfter. Men saa lammedes Armene
igen, han laa og rodede paa samme Sted, kun Øjnene var fri af Vandet.

Pelle havde fløjet saa tidt i Søvne, og altid var der noget der holdt om
hans Ben og hæmmede Flugten. Men nu var det Virkelighed, han hang oppe i
den blaa Luft og dalede paa udspilede Vinger. Og dernede fra Mørket
hørte han en Stemme, „Pelle“ kaldte den — „Pellepøjke!“ — „Ja Lassefar!“
svarede han og foldede lettet sine trætte Vinger sammen; han sank i
hvirvlende Fart, det kogte i hans Øren.

Saa følte han pludselig en voldsom Smærte i sine Skinneben, Hænderne
greb i groende Tangplanter. Han stod ret op i et Sæt, og Lys og Luft
væltede ind over ham som fra en ny Tilværelse. Derinde løb Drengene
forfærdet om med ét Ben i Bukserne, og her stod han paa en undersøisk
Klippe, i Vand til Brystet, og gylpede Søvand op i Pottevis. Rundt om
ham laa Svømmere og plaskede og var midt i Dykkeøvelser for at hente ham
op fra Bunden. Det hele var nærmest grinagtigt, og Pelle hævede Armene
højt over Hovedet som en Hilsen til Livet og tog Søen i langt
Hovedspring. Et godt Stykke inde dukkede han op og kom huggende over
Bølgerne som en Tumler, i kaade Spring. Men inde paa Stranden faldt han
i Søvn som Vorherre havde skabt ham — lige med den ene Strømpe over
Stortaaen.

Fra den Dag kendtes Drengene igen ved ham. Han havde ikke just udrettet
nogen Bedrift, men Skæbnen havde et Øjeblik hvilet paa hans Hoved — det
var nok. Pelle selv stak for Fremtiden altid Strygestaalet til sig og
lagde det paa Stranden med Spidsen visende mod Land — han havde dog nok
Lyst til at leve lidt endnu. Ellers lod han sig ikke afskrække men gik
paa.

Naar Stormen stod ind, saa de ikke kunde svømme ud gennem Brændingen,
laa de i Havstokken og lod sig tumle af Bølgerne. Saa kom hele Havet i
fejende Flugt Vester fra for at styrte sig over dem; det jog frem som
Horder af vilde Heste med de graa Maner fygende skraat ud. Stejlende
kommer de, fejer Søen med den hvide Svans, hugger vildt i Luften med
Hovene og gaar under. Andre sprænger frem over dem i sluttet Række, de
ligger fladt ad Vandet og jager frem, Blæsten river dem det hvide Skum
af Mulerne og fører det ind over Stranden hvor det hænger sig i Buskene
og blinker ind til ingenting. I Havstokken sprænges de og synker døde
sammen. Men derude stormer ny Horder frem som skulde Landet løbes ned,
de rejser sig fraadende og hugger efter hinanden, springer fnysende og
skælvende lige i Luften og brister af Panik — aldrig faar det Ende.
Langt ude gaar Solen ned i brandrød Os, en Skystribe ligger derovre og
breder sig langt ind i Uendeligheden. Som en gloende Steppebrand klammer
den Horisonten ind og jager Horderne foran sig i panisk Skræk; og paa
Stranden hujer den nøgne Drengeflok. Frem og tilbage springer de med
udbredte Arme og jager raabende de vilde Heste i Havet igen!




                                  XVI


Det gik ikke godt ude i Drengenes Hjem. Jørgensen havde ikke faaet noget
ud af sine Planer, alle andre end netop han selv vidste at det vilde gaa
saadan. Folk vidste ogsaa Besked om, at Ingeniøren havde budt ham et
Hundrede Kroner for dem, og da han ikke vilde tage imod det men
forlangte Del i Ledelsen og Æren, blev han vist Døren.

Saa roligt havde han aldrig før taget noget, han fór ikke op med store
Ord og Spektakel, men tog fat i almindeligt Dagleje paa Havnen som
enhver anden Arbejder. Sit Nederlag nævnede han ikke og tillod ingen at
røre ved det, over for Konen lod han som ingenting. Men hun maatte igen
se ham lukke sig inde i sin Stumhed, uden at vide hvad der foregik i
ham; hun anede det forfærdelige og klagede sin Nød for Drengene. Scener
lavede han aldrig, skønt han nu og da var beruset; han aad i Tavshed og
gik i Seng, den Tid han ikke var paa Arbejde sov han hen.

Men da Planerne rullede sig saa vidt ud, at de blev bekendt for enhver,
var det forbi med hans Arbejden. Ingeniøren havde taget af Jørgensens
Planer hvad han havde Brug for, enhver kunde se det, og der stod nu
_Kraften_ med tør Mund, bare fordi han læssede mere paa Skeen end han
kunde gabe over. De fleste undte ham det godt og gav sig god Tid til at
drøfte det; Byen var vant til at forsømme sit eget for at kaste hele sin
Vægt paa denne trodsige Nakke. Men nu var han da bøjet i Støvet, alle
havde været paa Havnen for at se _Kraften_ gaa og trille Jord som en
almindelig Sjover i sit eget store Projekt. De undredes blot paa saa
stille han tog det; det var lidt af en Skuffelse, at han ikke vred sig
under Dødvægten og gav sig til at rase i sin Afmagt.

Han nøjedes med at drikke, men det gjorde han ogsaa til Gavns; bestandig
gik han i en Taage af Spiritus, og arbejdede kun lige det nødvendige til
at holde Rusen vedlige for.

„Saadan har han aldrig været før,“ sagde Konen grædende. „Han tager ikke
paa Vej og raser, men er saa jævnt ond at det ikke er til at være i
Huset. Alting tilsætter han med sin Ondskab og jager med den stakkels
Karen, saa det er Synd. Ingen har han Respekt for undtagen sin gamle
Mor, og Gud ved hvorlænge det varer. Han arbejder ikke men drikker blot;
mine surt fortjente Skillinger stjæler han af Kjolelommen og køber
Spiritus for; der er ikke Skam i ham længer — saa ærekær han før har
været. Og sin Rus kan han ikke bære længer som forhen, men gaar og
falder; forleden kom han hjem helt blodig og havde slaaet Hul i Hovedet.
Hvad har vi da ogsaa gjort Vorherre, at han skal hjemsøge os saadan?“

Den gamle sagde ingenting men flyttede sit knappe Blik fra den ene til
den anden og tænkte sit.

Saadan var det fra Uge til Uge. Drengene blev træt af at høre paa
Moderens Klynken og holdt sig borte fra Hjemmet.

En Dag Karen skulde gaa et Ærende for sin Moder, blev hun borte. Hun kom
heller ikke næste Dag, Pelle fik det at vide nede ved Baadehavnen, hvor
hun sidst var set. De laa og søgte efter hende med Dræg, men ingen turde
fortælle Jørgensen det. Hen paa Eftermiddagen kom de med hende, op forbi
Værkstedet; Pelle vidste hvad det var, da han hørte de mange tunge
Fødder ude paa Gaden. Hun laa paa en Bærebør, og to Mand bar hende;
foran hende trillede Høstvinden de første fejende Blade, og hendes tynde
Arme hang ned til Stenbroen som vilde de gribe dem. Det skæmmede Haar
hang ogsaa, Vandet drev af hende. Bagefter Baaren gik _Kraften_ og var
døddrukken. Han holdt Haanden for Øjnene og mumlede som i Andagt, hvert
Øjeblik løftede han Pegefingeren. „Hun har faaet Fred,“ sagde han tykt
og søgte at se aandfuld ud — „den Fred som overgaar — —“ han kunde ikke
komme efter Ordet.

Jens og Pelle løste Mændene af ved Baaren og bar hende hjem, de var
angst for det der forestod.

Men Moderen stod i Døren og tog stille imod dem, som havde hun ventet
dem — hun var bare hvid i Ansigtet. „Hun har jo ikke kunnet holde det
ud,“ hviskede hun blot til dem og knælede ved Barnet.

Hun laa med Hovedet ned over det lille forkomne Legeme og hviskede
utydeligt, nu og da stoppede hun Barnets Fingre ind i Munden for at
kvæle sin Hulken. „Og du skulde gaa Ærende for Mor,“ sagde hun og
rystede smilende paa Hovedet — „du er en net Pige, kan ikke engang købe
to Dukker Traad. Og Pengene du fik med da — dem har du vel saa kastet
væk?“ Hendes Tale kom mellem Smil og Graad og lød som en Nynnen. „Har du
kastet dem væk? — det gør ikke noget — du kunde jo ikke gøre for det.
Lille Pige, lille Pige.“ Saa brast det for hende, hendes sammenpressede
Mund brød adskilt og lukkede sig igen, og saadan blev hun ved og lullede
med Hovedet, mens hendes Haand gravede ivrigt i Barnets Lomme. „Gik du
da ikke Ærende for Mor,“ klynkede hun, hun trængte til at faa noget
bekræftet midt i alt dette — en eller anden Ligegyldighed blot — og
gravede i Pungen. Der var nogle Øre og en lille Strimmel Papir.

Da rejste hun sig pludselig, forfærdelig haard i Ansigtet, og vendte sig
mod Manden der stod og sejlede op ad Væggen. „Peter!“ skreg hun i Angst
— „Peter! Ved du da ikke hvad du har øvet? — Om Forladelse Mor — staar
her, og fire Øre af de 13 har hun brugt til at købe sig Brystsukker for!
Se her du, hendes Haand er ganske klistret endnu!“ Hun aabnede den
knyttede Haand, der var lukket om noget klæbrigt Papir. „Aa det stakkels
forfulgte Barn, hun har trængt til at forsøde sig Tilværelsen! for fire
Øre Brystsukker — og saa i Stranden! Saa megen Glæde er der lævnet til
et Barn her i Huset. — Om Forladelse Mor, siger hun endda som havde hun
forbrudt sig — alt hvad hun gjorde var jo ogsaa galt! Og saa maatte hun
gaa sin Vej! — Karen, Karen, jeg er jo ikke vred paa dig — du maatte jo
gærne — hvad gør det vel med de Par Skilling. Jeg mente det jo slet
ikke, naar jeg bebrejdede dig at du gik hjemme. Men jeg vidste ingen
Udvej for Føden, han drak jo det lidet op — han dér!“ Hun vendte Ligets
Ansigt mod Faderen og pegede.

Det var første Gang _Kraftens_ Kone vendte sig anklagende mod ham, men
han opfattede det ikke. „Hun har faaet Fred,“ mumlede han og prøvede at
rette lidt paa sig — „den Fred som.“ Men saa rejste den gamle i Krogen
sig — hun havde ikke rørt paa sig før. „Ti stille du!“ sagde hun haardt
og satte sin Stok for Brystet af ham — „eller din gamle Mor skal
forbande den Dag hun satte dig til Verden.“

Han stirrede dæmrende paa hende, det var som Taagen lettede fra hans
Blik. En Stund stod han og kunde ikke faa Øjnene fra Liget, det saa ud
som vilde han kaste sig ned ved Siden af sin Kone, der igen laa bøjet og
hviskede. Saa gik han ludende ovenpaa og lagde sig.




                                  XVII


Det var Fyraften da Pelle kom hjem, men han havde ikke Lyst til at løbe
til Stranden og bade. Billedet af den druknede Pige blev ved at forfølge
ham, og for første Gang mødte Døden ham med sit uhyggelige Hvorfor? Han
fandt ikke noget Svar, og efterhaanden glemte han det for andre Ting.
Men Uhyggen selv blev ved at dvæle i ham og gjorde ham ræd uden nogen
Aarsag, saa han maatte aabne sig anende mod selve Tusmørket. De
hemmelige Kræfter, der slaar ud fra Himmel og Jord idet Lys og Mørke
mødes, greb efter ham ogsaa med deres gaadefulde Uro, rastløst søgte han
fra et til andet, som maatte han være allevegne for at kunne møde dette
ufattelige, der stod truende bag alt. For første Gang følte han
Ubønhørligheden uden Iklædning af dette eller hint han selv havde
forbrudt, aldrig før havde selve Livet lagt sig over ham med sin tunge
Vægt.

Pelle syntes der var noget der kaldte, men kunde ikke klargøre sig hvor.
Han krøb fra Vinduet ud paa Taget og op paa Husryggen — kanske var det
Verden. Byens hundrede Tegltage laa og sugede Purpur af Aftenhimlen, der
steg blaa Røg op, og Stemmer løftede sig af det hede Mørke under Husene.
Han hørte ogsaa Gale Ankers Raab, som et sygt Dyrs Klagen var dette
evindelige Varsel om noget meningsløst! Havet derude og de tunge
Fyrreskove i Nord og Syd — han havde kendt det hele længe.

Saa sang det i hans Øre — og ude i det Fjærne; og bag ham stod nogen og
stødte hed Aande frem om hans Nakke. Han vendte sig langsomt, mørkræd
var han ikke mere, og han vidste paa Forhaand der intet var. I hans
dagklare Sind var Tusmørket sluppet ind med sin gaadefulde Puslen af
Væsner, der ikke lod sig fastslaa med nogen Sans.

Han gik nede i Gaarden og drev, der var dyb Ro allevegne. Katten Peers
sad paa Regnvandstønden og mjavede sygt efter en Spurv paa Tørresnoren,
Unge Mester hostede inde i sin Stue, han var allerede i Seng. Pelle hang
over Brøndkarmen og kiggede tomt ind over Haverne; han var hed og ør,
men der steg Kulde op fra Brønden og lagde sig lindrende om hans Hoved.
Flagermusene gled som Aander gennem Luften, kom hans Ansigt saa nær at
han mærkede Luftdraget, og vendte saa med et lille Smæld. Han havde den
inderligste Trang til at græde.

Oppe mellem de høje Solbærbuske var der noget der rørte sig, og Frøken
Sjermannas Hoved kom til Syne. Hun gik forsigtigt og kiggede, da hun fik
Øje paa Pelle kom hun hurtigt hen.

„God Aften,“ hviskede hun.

„God Aften!“ svarede han lydt — henrykt over at faa et Menneske tilbage.

„Hys! Du maa ikke raabe saadan op!“ sagde hun bydende.

„Hvorfor dog?“ Pelle hviskede ogsaa nu, han var blevet forskrækket.

„Fordi du ikke maa — Klods! Kom skal jeg hviske dig noget — nej nærmere
endnu!“

Pelle stak sit Ansigt ind i Hylden. Pludselig havde han begge hendes
Hænder om Hovedet, hun kyssede ham voldsomt og stødte ham tilbage. Han
ledte fortumlet efter Fodfæste, men hun stod og lo, hendes Ansigt
glødede i Mørket. „Du hørte det jo ikke,“ sagde hun hviskende, „kom skal
jeg sige dig det!“

Denne Gang lo han over hele Ansigtet og rakte sig ivrigt ind i Hylden.
Men i samme Nu havde han hendes knyttede Haand i Ansigtet, hun lo
foragteligt.

Han blev staaende i Stillingen, lammet; Munden holdt han fremstrakt som
ventede han bestandig paa sit Kys. „Hvorfor slaar du mig?“ spurgte han
og stirrede brustent paa hende.

„Fordi jeg ikke kan udstaa dig! Du er en rigtig ækel en — saa simpel.“

„Jeg har jo aldrig gjort dig noget du.“

„Saa? Men det er rigtig godt til dig — du kunde ladet være at kysse
mig!“

Pelle stod og stammede hjælpeløst, hele hans Erfaringsverden ramlede
sammen under ham. „Det — det var nok ikke mig,“ fik han endelig sagt;
han saa uhyre dum ud.

Manna efterabede hans Udtryk: „Bøh—møh! Pas paa du ikke fryser fast til
Jorden du, og bliver til en Lygtepæl. Her ved Gærdet er der ikke noget
for din Forstand at lyse efter.“

I et Sæt var Pelle over Gærdet, Manna tog ham hastigt ved Haanden og
trak ham ind mellem Buskene. „Aïna og Dolores kommer lige straks — saa
vil vi lege,“ forklarede hun.

„Jeg troede ikke, de maatte være ude om Aftenen,“ sagde Pelle og lod sig
viljeløst føre.

Hun svarede ikke men saa sig om efter noget at traktere ham med lige som
i gamle Dage. I sin Nød rispede hun en Haandfuld Ribsblade af og
proppede i Munden paa ham. „Der tag det og hold Mund!“ Hun var helt den
gamle Manna, og Pelle lo.

De var kommet hen i Lysthuset, Manna badede hans hovne Kind med vaad
Muld mens de ventede.

„Gjorde det meget ondt?“ spurgte hun deltagende og lagde Armen over hans
Skulder.

„Det gør slet ikke noget — pyt, en Lussing,“ svarede han mandigt.

„Det er ikke det jeg tænker paa. Det du ved nok — gjorde det meget
ondt?“

Pelle saa tungt paa hende, hun saa nyfigen ud. „Var det her?“ sagde hun
og lod Haanden glide ned ad hans Ryg.

Han rejste sig stille for at gaa, men hun tog ham om Haandleddet: „Om
Forladelse,“ hviskede hun.

„Kommer de ikke snart?“ spurgte Pelle haardt; han tænkte paa at gøre sig
vred lige som i gamle Dage.

„Nej de kommer slet ikke — jeg narrede dig. Jeg vilde tale med dig!“
Manna snappede efter Vejret.

„Jeg troede ikke, du vilde have noget med mig at gøre mere.“

„Det vil jeg jo heller ikke. Jeg vilde jo blot —“ hun kunde ikke finde
det og traadte vredt i Jorden. Saa sagde hun langsomt og vægtigt, med et
Barns hele Alvor: „Ved du hvad jeg tror? — jeg tror jeg elsker dig du.“

„Saa kan vi jo gifte os, naar vi bliver gamle nok,“ udbrød Pelle glad.

Hun saa et Øjeblik paa ham, maalende. „Raadhuset, Ris!“ tænkte Pelle;
han var klar over at nu slog han. Men saa lo hun ud.

„Aa hvor du er et kosteligt Fæ,“ sagde hun og lod som i Tanker den vaade
Muld rinde ned paa hans Ryg.

Pelle pønsede et kort Øjeblik paa Gengæld, stak saa i Kaadhed Haanden
ned paa hendes Barm. Den faldt blødt hen, i myg forundret Følen; en ny
Erkendelse vældede op i ham og fik ham til at gribe stærkt om hende.

Hun saa forfærdet paa ham og vilde blidt fjærne hans Haand, men det var
for sent. Drengen havde gjort det store Spring over til hende.

Da Pelle sneg sig hjem, var han overvældet men ikke glad. Hans Hjærte
hamrede vildt, og i Hjærnen var der Kaos. Rent instinktmæssigt gik han
meget stille. Længe laa han og kastede sig uden at kunne falde i Søvn;
hans Sind havde opladt sig for det gaadefulde, og nu opdagede han det
levende Blod inden i sig. Det sang sin Sang i hans Øre, sugede ind og ud
til Hjærte og Kinder, smaasnakkede rundt om i utallige Pulse, saa hans
Legeme vibrerede. Stærkt og hemmelighedsfuldt færdedes det overalt i ham
og fyldte ham med varm dyb Undren — aldrig før havde han vidst alt
dette.

I den kommende Tid var Blodet hans hemmelige Medvider i alt; han følte
det som et Kærtegn, naar det fyldte ud i Lemmerne og gav rund spændt
Følelse ved Hals og Haandled. Han havde sin Hemmelighed nu og forraadte
ikke med en Mine, at han nogensinde havde kendt Sjermanna. Hans lyse
Dage havde med et Slag forvandlet sig til lyse Nætter. Han var Barn nok
endnu til at længes efter den gamle Tid med dens aabne Daglege, men
noget fik ham til at lytte fremefter og bøje Sjælen søgende mod det
hemmelighedsfulde. Natten havde gjort ham delagtig i sine Mysterier.

Manna talte han ikke oftere med. I Haven kom hun aldrig, og mødte han
hende, drejede hun om ad en anden Gade. Over hendes Ansigt laa bestandig
en rød Flamme som var den brændt ind. Snart efter kom hun ned paa en
Gaard paa Østlandet, hvor hun havde en Onkel boende.

Men Pelle sansede intet og var ikke ked af noget. Han gik i en Døs,
alting stod uklart, sløret for ham; han var helt fortumlet af alt det
der foregik inden i ham. Derinde hamrede og arbejdede det paa alle
Kanter; Forestillinger som var for spinkle blev brudt ned, og stærkere
sat op der kunde bære Manden. Lemmer hærdedes, Muskler blev staalede,
han fik en Almenfølelse af Brede over Ryggen og dump Styrke. Stundom
vaktes han af Døsen til et Øjebliks Forbavselse — naar han følte sig
Mand paa et eller andet Omraade. Saaledes en Dag han hørte sin egen
Stemme. Den havde faaet en dyb Klang, der lød helt fremmed i hans Øre og
fik ham til at lytte, som om det var en anden der talte.




                                 XVIII


Pelle stred imod Tilbagegangen paa Værkstedet. Der var kommet ny Dreng,
men alt det vanskelige besørgede han fremdeles, klarede Laaneriet og
bjærgede paa Kredit; han maatte til de utaalmodige Kunder og se at
stille dem tilfreds. Han fik sig rørt, men lærte ikke noget ordenligt.
„Løb ned om paa Havnen med det samme,“ sagde Mester gærne — „kanske er
der Arbejde at hugge.“ Men Mester interesserede sig mere for Nyhederne
dernede fra.

Pelle søgte derned ogsaa uden Opfordring. Til Havnen skulde enhver i
Byen saa tidt han kom ud, den var Hjærtet, alt kom og gik over den —
Penge og Fantasier og deres Tilfredsstillelse. Hvermand havde sejlet og
havde sine bedste Minder udad og sine haardeste Tørn. Den Vej ud maatte
Drømmene, Havet laa dér bagved og sugede Tankerne til sig — for de unge
som vilde ud at røre sig, og for de gamle som mindedes. Det var som
Sangen i alles Sind, og som Gud inderst inde i Sindene; Livets Overskud
søgte den Vej, alt det uforklarede og mystiske. Tusenders Blod havde
Havet drukket uden at forandre Farve, Livets Gaade rugede i dets
hvileløse Vande.

Fra Dybets Bund steg Skæbnen op og pegede sin Mand ud paa kort Sigt; han
kunde redde sig i Land som Bager Jørgen, der aldrig tog paa Søen mere
efter at den havde varet ham ad — eller staa op i Søvne og spasere lige
ud over Skibssiden som Baadsmand Jensen. Derned hvor de druknede
færdedes, sank Skibe for at bringe dem hvad de behøvede; Havets blodløse
Børn steg nu og da op paa Stranden for at lege med Børn der var født om
Søndagen, og bringe Lykke eller Død over dem.

Over Havet kom Damperen tre Gange om Ugen og bragte Bud fra Kongens
København. Og der kom Skibe ind som var helt overisede, og andre som
hang paa Pumperne eller havde Lig om Bord. Og store Skuder som løb paa
Varmen og havde rigtige Negre blandt Besætningen.

Dernede stod de gamle som havde forladt Søen, og stirrede Dagen lang ud
over deres Manddoms Tumleplads til Døden tog dem. Havet havde aandet
Gigt i Lemmerne paa dem, de havde slaaet sig vinde og skæve, og
Vinternætter kunde man høre dem brøle som vilde Dyr af Smærte. Hernede
hang alt Rosset — Invalider og affældige og dovne. Og de som var
driftige, jog frem og tilbage over Havnen med piskende Skøder for at
støve Profitten op.

Ungdommen tumlede sig altid hernede — det var som at komme Fremtiden i
Møde at lege her ved det aabne Hav. Mange kom aldrig videre; men mange
lod sig gribe og hvirvle ud i Uvisheden — som Nilen. Da Skibene taklede,
kunde han ikke mere; han ofrede to Aars Læretid og rømte om Bord i en
Langfarer. Nu var han langt ude i Passaten — paa Vej Syd om Amerika
efter Rødtræ.

Og med hver Damper var der nogle der drog ud. Pigerne var de frejdigste
til at sige sig løs, de dampede rask af Sted og trak tunge Mænd efter
sig i tyk Forlibelse. Og Mænd søgte ud for at prøve noget der gav mere
end det hjemlige.

Pelle havde mødt alt dette engang før — den samme Higen — og havde selv
Trækket i sig. Ude paa Landet var det alle Fattiges Drøm at kæmpe sig
frem til Staden, og de dristigste vovede det en Dag med hede Kinder,
mens de gamle talte advarende om Byens Fordærv og om at kaste sig hen.
Og herinde var der denne Drøm om Hovedstaden — København det var Lykken!
De der var modige hang en Dag over Skibssiden og vinkede Farvel, med
dette usikre Strøg over Øjnene af at spille højt Spil; derovre skulde
man jo tage det op med de dygtigste. Men de gamle rystede paa Hovedet og
talte om Hovedstadens Fristelser og Fordærv.

Nu og da kom én hjem og gav dem Ret. Saa løb de tilfredse fra Dør til
Dør — hvad sagde vi ikke! Men andre kom hjem ved Højtiderne og var saa
fine, at der ingen Ende var paa det. Og en og anden Pige var det gaaet
saa altfor godt, at man maatte æske Træbene-Larsens Mening.

De der blev gift derovre — ja de var jo forsørgede. De kom hjem til
Forældrene med lange Aars Mellemrum, rejste paa Dækket blandt
Kreaturerne og gav Jomfruen en 50-Øre for at blive nævnt i Avisen som
Kahytspassagerer. Tøjet var fint nok, men Ansigterne talte med i deres
Smalhed. „Der er nok ikke Mad nok til alle derovre,“ sagde de gamle
Koner.

Men Pelle interesserede sig ikke for de hjemvendende, alle hans Tanker
var med dem der drog bort; Hjærtet sled smærteligt i Brystet, saadan var
Flugten oppe i ham. Havet naar det kogte eller laa dovent hen fyldte
bestandig hans Hoved med dette Sus af Verden derude — en dump forblommet
Sang om Lykken.

En Dag han var paa Vej derned, mødte han gamle Tækkemand Holm fra
Stengaarden. Holm gik og saa op og ned ad Husene, han løftede Benene
højt af bare Forundring og smaasnakkede med sig selv. Paa Armen havde
han en Spaankurv med Mellemmad og Snaps og Øl.

„Naa der er da endelig én,“ sagde han og gav Haandslag. „Jeg gik netop
og undredes paa, hvor alle de bliver af som drager herind mellem Aar og
Dag — og om de er kommet frem til noget. Mor og jeg har ofte snakket om,
at det kunde være rart at vide, hvordan Fremtiden saa har artet sig for
den ene og den anden. Og saa i Morges mente hun, at nu var det bedst jeg
tog overtvært, før jeg helt glemte Rede paa Gaderne. Jeg har jo ikke
været herinde paa tiende Aar. — Naa efter det jeg hidtil har set, har
Mor og jeg ikke noget at fortryde fordi vi blev derhjemme ved; der gror
ikke andet end Lygtepæle her, og dem forstaar Mor sig vist ikke paa at
dyrke. Noget Straatag har jeg heller ikke set — herinde under de vist
ikke Tækkemanden Føden. — Men Havnen vil jeg se, inden jeg tager hjem.“

„Saa følges vi ad,“ sagde Pelle. Han var i godt Humør over at træffe
Folk fra Hjemegnen, Landet derude ved Stengaarden stod bestandig for ham
som Barndomshjemmet. Han snakkede og viste.

„Ja jeg har nu været paa Havnen to-tre Gange før,“ sagde Holm. „Men
Damperen har jeg aldrig faaet Held til at se. Der gaar ellers stort Ord
af den. Det hedder sig, at alle vore Produkter nu føres til Hovedstaden
med den.“

„Den ligger her i Dag,“ sagde Pelle ivrigt — „den skal gaa i Aften.“

Holm fik stærkt Liv i Øjnene: „Saa faar jeg den Krabat at se ogsaa!
Røgen har jeg jo tidt nok set vandre over Havet derhjemme fra Bakkerne,
og det gav adskilligt at tænke paa. De siger at den æder Kul og er af
Jærn.“ Han saa usikkert paa Pelle.

Det store tomme Havnebækken hvor et Par Hundrede Mand var i Arbejde
optog ham meget. Pelle udpegede _Kraften_, der nu gik og trællede som en
anden Idiot og lod dem lægge det sværeste Arbejde paa sig.

„Saa, er det ham,“ udbrød Holm. „Jeg har kendt hans Far. Det var en
Mand, som vilde noget ud over det almindelige, men han naaede det ikke.
— Og hvordan gaar det din Far? ikke allerbedst har jeg hørt.“

Pelle havde været hjemme for ikke saa længe siden; det gik ikke godt,
men det tav han med. „Karna skranter lidt,“ var det eneste han sagde.
„Hun har nok taget for haardt fat og forløftet sig.“

„Det forlyder at de har svært ved at klare sig — de har nok taget sig
for meget paa,“ blev Holm ved. Pelle svarede ikke; og saa tog Damperen
hele Opmærksomheden, Holm glemte rent at bruge Munden — snakkesalig som
han ellers var.

Den var i Færd med at tage Stykgods ind, ved begge Luger sang
Dampspillene og hvæste hvergang der blev slaaet ny Retning. Holm blev
saa let i Benene, han stod som paa Naale; naar Bommen svingede ind over
Kajen og Kæden jog raslende ned, søgte han helt over under Pakhuset.
Pelle vilde have ham med om Bord, men det var der ikke Tale om. „Det er
jo som et ondskabsfuldt Udyr,“ sagde han, „saadan nyser det og tér sig.“

Henne paa Kajen ved Forlugen laa en Bunke fattigt Bohave hulter til
bulter. En Mand stod og holdt et Mahonispejl — den eneste Værdigenstand
— i Favnen; hans Mine var mørk, man kunde se af den Maade han snød Næsen
— med Knoen i Stedet for med Fingrene — at han var ude i noget
usædvanligt. Hans Blik hang ufravendt ved de fattige Ejendele, og fulgte
ængsteligt hvert skrøbeligt Stykke paa dets Rejse til Vejrs og ned i
Skibets Mave. Konen og Børnene sad paa Brystværnet og spiste af en
Madkurv. De havde nok allerede siddet her i Timer, Børnene var pyldrede
og trætte. Moderen snakkede godt for dem og lagde dem hen at sove paa
Stenene.

„Skal vi ikke snart rejse?“ spurgte de bestandig klynkende.

„Jo nu gaar Skibet snart, men saa maa I være søde — ellers vil det ikke
have jer med. Og saa kommer I til Hovedstaden, hvor man spiser
Franskbrød og gaar med Lærfodtøj bestandig. Dér bor Kongen selv, og
alting har de i Butikkerne dér.“ De fik hendes Sjal under Hovedet.

„Men det er jo Per Ankers Søn fra Blaaholt!“ udbrød Holm, da han havde
staaet lidt og kigget paa Manden. „Hvad — vil du til at forlade Landet?“

„Ja jeg har tænkt saa,“ svarede Manden stille og famlede sig over
Ansigtet.

„Jeg mente det gik dig rigtig godt. Kom du ikke ned paa Østlandet og
overtog et Gæstgiveri?“

„De fik mig jo lokket til det — og nu har jeg sat alting overstyr.“

„Du skulde have set dig for — det koster ikke andet end Ulejligheden.“

„Naar de nu lagde falske Bøger for mig, som viste større Overskud end
der virkelig var. Reder Monsen stod nok bagved, sammen med en Ølbrygger
ovrefra som havde overtaget Hotellet for Gæld.“

„Men hvordan kunde de store faa _dig_ opsnuset?“ Holm kløede sig i
Hovedet, han begreb ikke det hele.

„Aa de hørte vel om de ti Tusend jeg tog i Arv efter Far, saadan nogen
har jo deres Garn ude. Og saa en Dag pudsede de en Kommissionær paa mig.
Ti Tusend, det var lige til Udbetalingen — og nu har de overtaget
Hotellet igen. De lod mig af Medlidenhed beholde dette Skrammel her —
men jeg er lige glad med det hele.“ Han vendte pludselig Ansigtet bort
og græd. Saa kom Konen hurtigt hen.

Holm trak Pelle med sig. „De vil vist helst være i Fred for os,“ sagde
han stille.

Han blev ved at gaa og smaasnakke om Mandens triste Skæbne, mens de drev
langs Molen, men Pelle hørte ikke paa ham. Han havde faaet Øje paa en
lille Skonnert som krydsede udenfor, og blev mer og mer urolig.

„Jeg tror det er Islandsskonnerten,“ sagde han endelig — „saa maa jeg
hjem!“

„Ja spring kun du,“ sagde Holm — „og Tak for god Vejledning. Og hils saa
Lasse og Karna!“

Oppe paa Havnebakken mødte Pelle Mester Jeppe, og længere oppe Drejer og
Klavsen og Blom. Islandsskipperen havde ladet vente paa sig i flere
Maaneder; det var allerede rygtedes at han var i Farvandet, og alle
Byens Skomagere pilede af Sted — for at høre endnu inden Landgangen var
lagt, om han havde gjort god Handel. „Nu er Islandsskipperen der,“ sagde
Købmand og Læderhandler naar de saa dem rende. „Nu maa vi jage til at
skrive Regninger ud, for nu kommer Skomagerne til Penge.“

Men Skipperen havde det meste af Fodtøjet i Lasten, og kom med det
forfærdelige Bud, at der ikke kunde afsættes mere Fodtøj paa Island.
Vinterindustrien var ødelagt for Skomagerne.

„Hvad skal det betyde?“ spurgte Jeppe bittert — „du har dog ellers været
længe nok om det. Har du lagt dig en ny Fremtræden til derovre? De andre
Aar har du jo kunnet sælge Rub og Stub.“

„Jeg har gjort hvad jeg har kunnet,“ svarede Skipperen mørkt — „budt ud
til de Handlende i større Partier, og ligget og drevet Løshandel fra
Skibet. Hele Vestkysten har jeg forsøgt, men der er ikke mere at gøre.“

„Hvad saa da?“ sagde Jeppe forfærdet. „Vil Islænderne til at gaa uden
Fodtøj?“

„Fabrikkerne,“ svarede Skipperen.

„Fabrikker, Fabrikker!“ Jeppe lo haanligt men med et Stænk af Uvished.
„Og vil du kanske bilde mig ind, de kan lave Sko paa Maskine — skære til
og pinde op, binneje, sy Saal paa og alting? Nej det kan pinedød kun
Menneskehaanden ledet af Menneskeforstanden — sy Skotøj er kun
Menneskearbejde. Jeg skulde vel kunne erstattes af en Maskine — et Par
Hjul der snurrer rundt basta! En Maskine er død ved jeg, og kan ikke
tænke eller gøre sig større Umag — saadan skal _den_ Fod have det for
der er ømme Tær! eller — her vil jeg give Saalen det Snit i Svangen for
det ser smukt ud! eller — nu maa der passes paa ellers skærer man i
Overlæret!“

„Der gives Maskiner som kan lave Fodtøj, og de gør det billigere end I —
altsaa,“ sagde Skipperen kort for Hovedet.

„Det gad jeg se — kan du ikke vise mig en Sko, der ikke er lavet af
Menneskehaand?“ Jeppe lo spydigt. „Nej der stikker noget andet under gør
der — en eller anden vil nok pudse os.“ Skipperen gik fornærmet sin Vej.

Jeppe blev ved at paastaa, at der var Snyderier bag, men det med
Maskinerne spøgede alligevel i ham — han blev ved at komme tilbage til
det. „De skal vel snart til at lave Mennesker ogsaa paa Maskine,“
udstødte han arrigt.

„Nej der tror jeg alligevel den gamle Fremgangsmaade holder sig,“ sagde
Bager Jørgen.

En Dag traadte Skipperen ind ad Værkstedsdøren, smed et Par Sko paa
Forhøjningen og gik igen; de var købt i England, og tilhørte Styrmanden
paa en Bark der lige var kommet ind. Unge Mester kiggede paa dem, vendte
dem i Haanden og kiggede igen; saa kaldte han paa Jeppe. De var
durknejede — voksne Mandssko og durknejede! — til Overflod stod der
Fabriksstempel i Gelænget.

Jeppe lævnede dem ikke Ære for to Skilling, men selve Tingen kunde han
ikke komme udenom.

„Saa er vi jo overflødige,“ sagde han skælvende, al hans Storhed var
borte — „for kan de det ene paa Maskine kan de det andet ogsaa! Saa er
Faget dødsdømt, og vi er alle brødløse en Dag. Naa — jeg har gudskelov
ikke langt igen!“ Det var første Gang Jeppe vedgik, at han skyldte
Vorherre en Død han ogsaa.

Hver Gang han kom ud paa Værkstedet, gled han ind i det samme Æmne og
stod og vendte det forsmaaede Fodtøj mellem Hænderne. Saa kritiserede
han det: „Vi maa gøre os mere Umag med det til næste Vinter.“

„Far glemmer, at vi er færdige med de fyrre,“ svarede Unge Mester træt.

Saa tav den gamle og sjokkede af, men lidt efter var han der igen og
fingrede ved Fodtøjet for at finde Fejlen. Hans Tanker kredsede
bestandig om dette ny, der steg ingen Lovsang til Faget over hans Læber
mere. Naar de yngre Mestre kom og bejlede til hans Hjælp i et vanskeligt
Tilfælde, sagde han nej; han følte ingen Trang til at triumfere over
Ungdommen med de gamle Kunstgreb men gik og faldt sammen. „Og alt det vi
har sat højt hvad det?“ kunde han spørge. „For Maskinerne laver vel ikke
Mesterstykke og Medaljearbejde? Hvor bliver Dueligheden saa af?“

Unge Mester saa ikke saa langt, han tænkte mest paa de Penge de nu stod
og manglede. „Hvordan Pokker svarer vi enhver sit Pelle?“ spurgte han
trist.

Lille Nikas fik se sig om efter noget andet, der var ikke Raad til at
holde Svend. Han besluttede saa at gifte sig og nedsætte sig som Mester
nordude. Baptisternes Skomager var netop død, og han kunde nok faa
Kunderne ved at læmpe sig over i Sekten — han løb allerede til deres
Forsamlinger. „Men far varligt,“ sagde Jeppe — „ellers gaar det ikke.“

Det var et haardt Stød for dem alle. Klavsen gik fallit og maatte tage
Arbejde ved den nye Havn; Blom stak af og efterlod Kone og Børn, de
maatte søge hjem til Forældrene. Paa Værkstedet havde det længe gaaet
tilbage, nu kom dette og satte Tilbagegangen haandfast i Øjnene paa en.
Men Unge Mester skød det fra sig. „Nu er jeg snart helt rask,“ sagde han
— „saa skal I bare se mig slaa Forretningen op igen.“ Han laa mere til
Sengs og var modtagelig for al Slags Vejr. Pelle maatte tage sig af
alting.

„Spring og laan!“ sagde Mester bare. Og naar Pelle kom hjem med Nej, saa
han paa ham med sit store forundrede Blik. „Sikke nogen Plimsollere!“
udbrød han. „Saa maa vi pløkke Saalerne paa.“

„Paa Dame-Laksko, det gaar ikke,“ erklærede Pelle bestemt.

„Det gaar sku nok — vi pudser Bunden til med sort Voks.“

Men naar det sorte var slidt af, kom Frøken Lund og de andre og var
vrede — de var ikke vant til at gaa med pløkkede Sko. „Det er en
Misforstaaelse,“ sagde Mester, den klare Sved stod ham paa Panden; eller
ogsaa gemte han sig og pudsede Pelle paa dem. Naar det var overstaaet,
pustede han af Udmattelse og langede op efter Hylden. „Kan du skaffe mig
noget, Pelle?“ hviskede han.

En Dag de var ene tog Pelle Mod til sig og sagde, at det vist ikke var
sundt med den Spiritus, Mester kastede saa meget op.

„Sundt?“ sagde Mester — „nej saa gu min Salighed er det ikke sundt; men
Dyrene kræver det jo! I Førstningen kunde jeg næsten ikke faa Sprut ned
— især Øl, men nu har de vænnet sig til det. Hvis jeg ikke fodrede dem,
skulde de snart vælte sig over mig selv og æde løs.“

„Fortærer de det da?“

„Om de gør! — lige saa meget du bare vil hælde paa dem. Eller har du
nogensinde set mig beruset? Jeg kan slet ikke blive det, Tuberklerne
tager det hele — og det er den rene Gift for dem. Den Dag jeg igen
bliver fuld, skal jeg takke Gud, for saa er Bæsterne kreperet og
Sprutten maa igen gaa løs paa mig. Saa er det Kunsten at holde op igen,
ellers gaar Forstanden sig sku en Tur.“ — — —

Kosten var blevet endnu sløjere siden Svenden rejste, Mesters havde ikke
haft Raad til at købe Gris i Foraaret, saa der var ingen til at tage
Affaldet, de maatte spise alting selv. Mester Andrés var aldrig ved
Bordet, han tog næsten ikke Føde til sig mere: et Par Stykker Smørrebrød
nu og da var alt. Frokosten Kl. halv otte spiste de alene, den bestod af
Spegesild, Fedtebrød og Søbe. Søben var lavet af alle Slags Brød- og
Grødlævninger samt Skillingsøl, den var gæret og uspiselig. Hvad der
lævnedes den ene Frokost, kom i en stor Krukke som stod i en Krog paa
Køkkengulvet, og varmedes næste Dag med lidt Tilsætning af friskt Øl;
saaledes blev det ved Aaret rundt. Indholdet blev kun fornyet, naar en
eller anden kom til at sparke Krukken i Stykker. Drengene holdt sig til
Spegesilden og Fedtebrødet, Søben benyttede de til at fiske i. De havde
deres Spas af at kaste et og andet ned i den og genfinde det dér halve
Aar efter.

Jeppe laa endnu og sov i Alkoven, med Nathuen paa Skøns ned over det ene
Øje. I Søvne havde han fremdeles dette komiske Drag af Selvfølelse.
Stuen var tyk af Dunster, den gamle trak Vejret paa en egen Maade —
aandede ind med en lang Snorken og lod det løbe rumlende igennem sig.
Naar det blev for galt, larmede Drengene op; saa vaagnede han og skældte
ud.

De længtes vildt efter Middagen; saa snart Jeppe havde raabt sit
„skaffe!“ ind ad Døren, smed de alting, ordnede sig efter Alderen og
tumlede efter ham, de holdt hinanden bagi og gjorde stumme Grimasser.
For Bordenden tronede Jeppe i Kalot og søgte at holde stram Bordskik;
ingen maatte begynde før han, eller blive ved efter at han var holdt op.
Saa tog de Skeen, slap den igen med et forskrækket Blik paa ham, og var
ved at forgaa af indeklemt Grin. „Ja jeg er meget sulten i Dag, men det
behøver I jo ikke bryde jer om,“ varskoede han gærne naar de var kommet
godt i Gang. Pelle blinkede til de andre, og de blev ved at spise, tømte
Ting efter Ting og blev ved. „Der er ingen Respekt,“ brølede Jeppe og
slog i Bordet. Men naar han ræbede, fór Disciplinen pludselig i dem, og
de ræbede alle efter Tur. Mester Andrés maatte sommetider gøre sig et
Ærende gennem Stuen, naar de blev for slemme.

Den lange Arbejdstid, Kosten og den daarlige Værkstedsluft satte sine
Spor i Pelle. Hans Godhed for Mester Andrés var uden Grænser, han kunde
sidde og arbejde til Midnat uden Vederlag, naar et eller andet var lovet
færdigt. Men for øvrigt gled han umærkeligt ind i de andres Slendrian,
og fik deres Syn paa Dagen som noget endeløst surt, man maatte se at
liste hen over. Det var fysisk nødvendigt at slaa halv Kraft, og han
blev træg i de enkelte Bevægelser, mindre rask til at handle i det hele
taget, mere grublende. Halvmørket i det solforladte Værksted blegede
hans Hud, og fyldte ham med usunde Fantasier.

For egen Regning tjente han ikke stort, men han havde lært at holde Hus
med lidt. Hvergang han fik fat i en Tiøre købte han et Sparemærke for
den, og havde paa den Maade Hold i Skillingerne saa der kunde blive et
Beløb ud af det. Nu og da fik han ogsaa lidt Hjælp af Lasse, der for
Resten havde vanskeligere og vanskeligere ved at undvære noget. Og i
øvrigt havde han lært at slaa sig til Ro i sin Fattigdom.




                                  XIX


Den gale Urmager slog Værkstedsdøren op. „Bjerregrav er død,“ sagde han
højtideligt. „Nu er der kun én til at sørge over Elendigheden!“ Saa gik
han videre og raabte sit Budskab ind til Bager Jørgens; de hørte ham gaa
fra Hus til Hus Gaden igennem.

Bjerregrav død? endnu i Aftes sad han jo her paa Stolen neden for
Forhøjningen, og Krykkerne stod i Krogen ved Døren! Han kom og gav
Haanden rundt paa sin sædvanlige naive Maade, denne altfor bløde Haand
som de alle følte Ubehag ved at røre, fordi den var saa nærgaaende
næsten hudløs i sin Varme, som havde man uforvarende taget et Menneske
paa det nøgne eller blottet noget. Pelle maatte mindes Lassefar, der
heller aldrig lærte at pansre sig men blev ved at være den samme
troskyldige godlidende Sjæl, som haarde Erfaringer ikke bed paa.

Den store Bager væltede sig som sædvanlig ind paa ham — han blev raa ved
Berøring med dette barnlig hudløse, der lod Hjærtet brænde helt ud i et
Haandtryk. „Naa Bjerregrav, har du saa prøvet det du ved nok, siden
sidst vi saas?“ spurgte han og plirede til de andre.

Bjerregrav blev rød i Hovedet. „Jeg er tilfreds med den Erfaring,
Vorherre har forbeholdt mig,“ svarede han missende.

„Vil I tro det, han er over halvfjerds, og ved ikke engang hvordan et
Kvindfolk er beskaffent!“

„Naar jeg nu altid har befundet mig bedst ved at være enlig — og saa har
jeg jo Klumpfoden ogsaa.“

„Det er derfor han gaar og spørger paa alle Ting, som ellers ethvert
Barn ved,“ sagde Jeppe kry. „Bjerregrav har aldrig sluppet Barndommens
Uskyld.“

Endnu da han gik hjem og Pelle hjalp ham over Rendestenen, gik han i
Staa i sin evige Undren. „Hvad mon det er for en Stjærne,“ sagde han —
„den har et andet Lys end de andre. Den ser mig saa rød ud — bare vi
ikke gaar en stræng Vinter i Møde med haard Jord og dyrt Brændsel for de
Fattige.“ Bjerregrav sukkede. — „Maanen skal du ikke stirre for meget
paa, Skipper Andersen fik sit bare af at ligge og sove paa Dækket med
Maanen lige i Ansigtet. Han er Idiot nu!“

I Aftes ganske som ellers — og nu død! Og ingen havde vidst eller tænkt
det, saa de kunde være lidt gode mod ham paa det sidste. Han døde i sin
Seng med deres sidste Haan i Sindet, og det lod sig ikke gøre at skikke
Bud og sige: Bryd dig ikke om det Bjerregrav, vi mente det ikke som
noget ondt! — Kanske havde det forbitret ham hans sidste Stund; her stod
de i al Fald Jeppe og Broder Jørgen og kunde ikke se hinanden i Øjnene,
med det uoprettelige tungt over sig.

Og en Tomhed mere var det — som naar Klokken gaar i Staa i Stuen! Det
trofaste Drøn af hans Krykker trak ikke længer ned mod Værkstedet ved
Sekstiden. Unge Mester blev urolig ved den Tid, han kunde ikke gøre sig
fortrolig med Tanken. „Døden er noget fælt noget,“ sagde han saa naar
Sandheden gik op for ham „— noget elendig modbydeligt noget. Hvorfor
skal én gaa bort og intet efterlade sig? Nu lytter jeg efter Bjerregravs
Krykker og faar kun Tomhed i Øret; og naar nogen Tid er gaaet, er der
ikke det engang. Saa er han glemt, og kanske en til som kom efter ham —
og saadan kan det blive ved. Hvad sund Mening er der i det hele — Pelle
for Satan? Himlen siger de nok, men hvad bryder jeg mig om at komme op
paa en vaad Sky og sidde og synge Halleluja? Jeg vil meget hellere gaa
her og tage mig en Spids — især naar jeg havde haft et godt Ben.“

Fra Værkstedet fulgte Drengene ham til Graven — Jeppe vilde have det for
at gøre Uretten god igen. Jeppe og Bager Jørgen gik nærmest Kisten i høj
Hat, ellers fulgte kun fattige Koner og Børn som sluttede sig til af
Nysgærrighed. Kusk Due kørte Ligvognen, han havde faaet sig et Par Heste
selv nu, og dette var hans første Stadstur.

Ellers flød Livet trægt og begivenhedsløst af Sted, Vinteren var der
igen med sit Dødvande, og Islandsindustrien var jo ødelagt. Skomagerne
arbejdede ikke ved Lys, der var ikke Arbejde nok til at dække Forbruget
af Petroleum. Saa blev Hængelampen hængt til Side og den gamle Bliklampe
taget frem, den var god nok at sidde og sladre ved. Naboer og Genboer
kom gærne i Mørkningen; naar Mester Andrés var gaaet i Seng listede de
af igen, ellers sad de og hang til Jeppe meldte Sengetid. Pelle havde
begyndt at kaste sig over Snittearbejde igen, han holdt sig saa nær
Lampen som muligt og lyttede til Passiaren, mens han arbejdede paa en
Benknap der skulde skæres ud som en 25-Øre. Morten skulde have den til
Humbugsnaal.

Samtalen drejede sig om Vejret, og det heldige i at Frosten ikke kom og
lukkede af for det store Havnearbejde. Saa gled den let hen over
_Kraften_ og fra ham til Gale Anker og videre til Fattigdommen og
Utilfredsheden. Socialisterne ovre havde længe beskæftiget Sindene, hele
Sommeren var der kommet foruroligende Meddelelser; det var klart nok at
de havde Fremgang — men i hvad? Noget godt var det i al Fald ikke. „Det
skal være de allerfattigste som gør Oprør,“ sagde Træbene-Larsen, „saa
deres Tal maa være stort.“ — Det var som at høre Drønet af noget ude i
Horisonten, og ikke vide hvad der foregik. Helt forvrænget naaede Ekkoet
af Underklassens Rejsning ind; man forstod netop saa meget, at de
nederste vilde vende op og ned paa Guds lovlige Orden og se at komme
ovenpaa — og skottede uvilkaarligt til de Fattige her. Men de gik i
deres vanlige Døs, arbejdede naar der var noget og slog sig ellers til
Taals. „Det manglede ogsaa blot,“ sagde Jeppe — „her hvor vi har et saa
velordnet Fattigvæsen.“

Bager Jørgen var den ivrigste — hver Dag kom han og havde noget nyt at
berette. Nu havde de truet selve Kongen paa Livet! — Og nu havde
Militæret været udkommanderet!

„Militæret —!“ Unge Mester blæste. „Det skal godt hjælpe! Blot de kaster
en Nævefuld Dynamit ind iblandt det, bliver der ikke en Bukseknap hel.
Nej nu tager de nok Hovedstaden.“ Hans Kinder brændte, han havde
allerede Begivenheden i sig.

„Hvad saa da — saa plyndrer de vel Kongens Mønt?“

„Saa — nej saa kommer de herover — — hele Kvadriljen!“

„Her? nej saa Satan! Vi byder hele Væbningen op og skyder dem ned fra
Stranden. Jeg har gjort Bøssen i Stand.“

En Dag kom Marker løbende. „Nu har Konditteren paa Torvet faaet ny Svend
ovre fra — og han er Sjosjalist!“ raabte han forpustet. „Han kom med
Dampskibet i Aftes.“ — Bager Jørgen havde ogsaa hørt det.

„Ja nu har I dem over jer,“ sagde Jeppe ildevarslende. „I har gaaet og
leget med den ny Tidsaand allesammen. — Det maatte ellers været noget
for Bjerregrav — han med sin Fattigynk.“

„Lad Skrædderen have Fred i sin Grav,“ sagde Træbene-Larsen forsonende —
„han skal ikke bære Skylden for de onde Magter der kan være oppe i
Tiden. Han vilde kun det gode! Og kanske vil disse her ogsaa det gode?“

„Det gode —“ Jeppe var lutter Haan. „De vil kuldkaste Lov og Orden og
sælge Fædrelandet til Tysken. Det forlyder, at Summen er aftalt og
alting.“

„Han skal lukkes ind i Hovedstaden ved Nattetid, naar vore egne sover,“
sagde Marker.

„Ja,“ sagde Mester Andrés højtideligt, „de har forraadt at Nøglen ligger
under Maatten — de Halvsataner!“

Saa brast Bager Jørgen i Latter; han fyldte hele Værkstedet naar han
først fik begyndt.

De gættede paa, hvad den ny Svend kunde være for en Karl, endnu havde
ingen set ham. „Han har nok rødt Haar og Skæg,“ mente Bager Jørgen. „Det
er Vorherres Maade at mærke de Folk paa som har forskrevet sig til den
Onde.“

„Gud ved hvad Konditteren vil med ham,“ sagde Jeppe. „Den Slags Folk kan
jo ikke bestille noget men bare kræve ind! Jeg har hørt, at de skal være
Fritænkere til Hobe.“

„Satan til Komedie!“ Unge Mester skuttede sig fornøjet. „Han bliver vist
ikke gammel her.“

„Gammel?“ Bageren løftede sin tunge Krop. „I Morgen den Dag gaar jeg til
Konditteren, og forlanger at han skal jage ham væk. Jeg er Formand for
Væbningen, og jeg ved at alle Borgerne tænker som jeg.“

Drejer mente, at det kunde være klogt at bede fra Prækestolen — lige som
i Pestens Tid og det strænge Aar med Markmusene.

Næste Formiddag gik Jørgen Kofod forbi paa Vej til Konditteren. Han
havde faaet den gamle Væbningsfrakke paa, ved Bæltet hang endnu
Lærpungen, hvori Flintestenene til Bøsselaasen for mangfoldige Aar siden
bares. Han fyldte godt i Klæderne, men kom tilbage med uforrettet Sag;
Konditteren roste sin ny Svend over al Maade og vilde ikke høre Tale om
at skille sig af med ham. „Han var helt forgjort. Men saa handler vi
ikke der mere — det maa vi alle holde fast ved. Og ingen ordenlig
Familie bør omgaas ham for Fremtiden, den Landsforræder!“

„Saa Farbror Jørgen Svenden?“ spurgte Mester Andrés ivrigt.

„Ja vel saa jeg ham — paa Afstand altsaa! Han havde nogen væmmelig
stikkende Øjne. Men mig skal han ikke forgøre med sit Øgleblik.“

Om Aftenen strejfede Pelle og de andre om paa Torvet for at faa et Glimt
af den ny Svend at se — der var mange Folk, de gik der og drev for det
samme. Men han holdt sig nok inde.

Men en Dag henad Aften kom Mester hinkende ind. „Skynd jer for Pokker!“
raabte han stakaandet — „nu gaar han her forbi!“ De smed alt og stormede
gennem Gangen ind i Stadsstuen, der ellers ikke maatte betrædes. Det var
en høj kraftig Mand med fyldige Kinder og stort kækt Overskæg lige som
Mesters. Han havde udspilede Næsebor og skød Brystet stærkt frem, Vest
og Frakke stod aaben som trængte han til megen Luft. Bagefter ham
luskede nogle Gadedrenge i Haab om en eller anden Oplevelse; de havde
tabt deres sædvanlige Frejdighed og færdedes stille.

„Han gaar som om hele Byen allerede var hans,“ sagde Jeppe haanligt.
„Men her skal han snart blive færdig.“




                                   XX


Der løb en forbi ude paa Gaden, og en, og en til; det blev til et helt
Tramp af Fødder. Unge Mester pikkede i Væggen: „Hvad i Alverden er det
Pelle?“ Det var ikke hans Agt at staa op den Dag.

Pelle løb for at skaffe Besked. „Det er Jenses Far som har faaet
Delirium,“ sagde han — „han har ryddet hele Havnen og truer alle paa
Livet.“

Mester lettede Hovedet: „Jeg tror min Salighed jeg staar op,“ hans Øjne
lyste. Lidt efter var han i Tøjet og hinkede af Sted, de hørte ham hoste
stygt i Kulden.

Gamle Jeppe stak sin Retsvidnekalot i Lommen inden han rendte — kanske
blev der Brug for Øvrighed. Drengene sad lidt og stirrede mod Døren som
syge Fugle, saa stak de ogsaa af.

Ude var det hele i Oprør, der gik de vildeste Rygter om, hvad Stenhugger
Jørgensen allerede havde bedrevet. Ophidselsen kunde ikke været større,
om en fjendtlig Eskadre var ankret op og havde givet sig til at beskyde
Byen. Enhver slap hvad han havde mellem Hænder og pilede mod Havnen. De
smalle Gyder var ét Træk af Børn og Kællinger og Smaamestre med
Skødskind for; gamle gigtsvage Søfolk krøb ud af deres Aldershi og hev
sig af Sted med Haanden bag paa Lænden og smærteligt fortrukket Ansigt.

   „Futti, futti, futti føj,
   for de begede Tryner!“

Et Par Gadedrenge tillod sig denne lille Afstikker, da Pelle og hans
Lærekammerater kom løbende, ellers var al Opmærksomhed opslugt af det
ene: _Kraften_ havde atter slaaet sig løs!

Der var en vis Fest over Folks Ansigter som de løb af Sted — en lys
Forventning. Der havde været stille om Stenhuggeren længe; han gik der
og trællede som et andet Kæmpedrog, udslukt og død at se til, sled som
en Bjørn og bar stille sine to Kroner om Dagen hjem. Det var næsten
flovt at være Vidne til, og der lagde sig skuffet Tavshed over ham. Og
nu sprængte han pludselig det hele saa det kvak i Hvermand!

Han fik læst og paaskrevet, mens de pilede af Sted. Enhver havde
forudset at det maatte komme saaledes; han havde længe gaaet og skumlet
og samlet ondt op, et Under var det blot at det ikke var kommet før.
Saadanne Folk burde ikke have Lov at gaa fri, men skulde spærres inde
paa Livstid! — Og de gennemgik hans Løbebane vel for hundrede Gang — fra
den Dag han ung og fræk kom masende ned i sine Pjalter og vilde gøre
sine Kræfter gældende, til han drev Barnet i Søen og faldt hen som en
anden Idiot.

Nede paa Havnen var der fuldt af Folk, alt hvad der kunde krybe og gaa
var mødt. Der var Humør i Folk trods Kulden og de smalle Tider, de
stampede og sagde Vittigheder, Byen havde med et Slæng rystet
Vinterdvalen af sig. Folk krøb op paa Klippeblokkene og hang tykt i de
sammenhuggede Tømmerrammer som skulde forsænkes til Moler; de strakte
Hals i nervøse Ryk, som kunde noget komme uforvarende og kappe Hovedet
af dem. Jens og Morten var der ogsaa, de stod henne til en Side og krøb
sammen, triste saa de ud med deres sky forpinte Ansigter. Og henne hvor
den store Bedding løb skraat ned mod Bækkenets Bund stod Arbejderne i
Flokke, de trak op i Bukserne af Ørkesløshed, skelede fjoget til
hinanden og svor.

Men nede paa Bunden af det store Bækken gik _Kraften_ alene og rodede.
Han syntes saa uvidende om Omverdenen som et Barn der er optaget af sin
Leg; han havde sine egne Formaal, men hvilke var ikke godt at sige. I
den ene Haand holdt han et Bundt Dynamitpatroner, med den anden støttede
han sig til en svær Jærnstang; han var langsom og jævn i sine Bevægelser
som en tungtvandrende Bjørn. Naar han rettede sig op, raabte
Kammeraterne galdesygt til ham: de vilde komme og pille ham i
Smaastykker, skære hans Mave op saa han skulde lugte sine egne Indvolde,
ridse ham med deres Tolleknive og gnide Helvedessten i Saarene — om ikke
han smed sit Værge og lod dem komme til deres Arbejde.

_Kraften_ værdigede dem ikke noget Svar, kanske hørte han dem slet ikke.
Naar han løftede Ansigtet, gik Blikket langt ud, ladet med en underlig
Tynge som ikke var menneskelig. Det forfærdelig dødstrætte Ansigt viste
længer bort i sin Tristhed end nogen kunde følge. „Han er vanvittig,“
hviskede de — „Vorherre har taget hans Forstand.“ Saa bøjede han sig
igen over sin Syssel, det saa ud til at han anbragte Patronerne under
den store Mole — den han selv havde givet Forslag til. Af alle Lommer
halede han Patroner frem — det var derfor de strittede saa besynderligt!

„Hvad Djævlen agter han — sprænge Molen i Luften vel?“ sagde de og
forsøgte at snige sig ned bag Slisken for at komme bag paa ham. Men han
havde alligevel Øjnene med sig; ved den mindste Bevægelse de gjorde, var
han der med sin Jærnstang!

Dér laa hele Arbejdet! To Hundrede Mand stod løse og ledige Time efter
Time, de knurrede og truede med Død og Djævel men vovede sig ikke frem.
Formændene løb raadvilde om, og selve Ingeniøren havde tabt Hovedet —
det hele var i Opløsning. Byfogden gik frem og tilbage i fuld Uniform og
saa uudgrundelig ud; hans blotte Nærværelse var jo betryggende, men han
foretog sig intet.

Der fremkom det ene Forslag vildere end det andet, man skulde lave en
vældig Skærm og skyde foran sig — eller en mægtig Tang af lange Bjælker
til at fange ham med. Men ingen prøvede at udføre dem; de maatte være
glade, han overhovedet lod dem staa hvor de stod. _Kraften_ kunde slynge
en Dynamitpatron med saadan Styrke at den eksploderede og fejede alting
væk omkring sig.

„Tipvognene!“ raabte en. Det var der endelig Mening i, i en Fart blev de
fyldt med væbnede Arbejdere, og man slog Stoppen fra. Men Vognene gled
ikke, _Kraften_ med sin Satans Forstand var kommet de andre i Forkøbet;
Kæden uden Ende vilde ikke vandre, han havde klaveret den. Og nu slog
han Underlaget fra et Par af Stiverne, for at de ikke skulde sætte
Vognene ned paa ham med Haandkraft.

Delirium var det ikke — saadan havde i al Fald ingen set Delirium ytre
sig før. Og han rørte jo ikke Spiritus, siden den Dag de kom slæbende
med Datteren! Nej dette var kommet som den roligste Beslutning af
Verden; da de rejste sig fra Frokostpavsen og drev ned ad Slæbestedet,
stod han der med sin Jærnstang og bad dem roligt holde sig herfra —
Havnen var hans! Der vankede jo en og anden Lussing, før de begreb at
det var Alvor; men ellers ond var han ikke — man kunde formelig se at
han pintes ved at slaa. Det var vel Djævlen som red ham — mod hans egen
gode Vilje.

Men hvad det end skrev sig fra — nu kunde det være nok! Nu ringede den
store Havneklokke til Middag, ganske latterligt lød det, som en Haan mod
ærlige Folk der intet hellere vilde end søge til deres Arbejde igen.
Spilde hele Dagen havde de ikke Lyst til, og vove Liv og Helbred for en
gal Mands Tossestreger heller ikke; selv stærke Bergendal havde glemt
sin Dødsforagt hjemme i Dag og nøjedes med at mudre lige som de andre.

„Vi maa slaa Hul paa Dæmningen,“ sagde han. „Lad saa Dyret omkomme i
Bølgerne!“

De greb straks Værktøjet for at gaa i Gang. Ingeniøren truede dem med
Dom og Øvrighed, det vilde koste Tusender at faa Havnen tømt igen. De
hørte ham ikke; hvad vedkom han dem, naar han ikke engang kunde skaffe
dem Ro til at arbejde!

De vandrede om mod Gattet med Hakker og Jærnstænger for at slaa Hul paa
Dæmningen; Ingeniøren og Betjentene blev skubbet til Side. Nu galdt det
ikke længer Arbejdet, det drejede sig om hvorvidt to Hundrede Mand
skulde lade sig spille paa Næsen af en gal Djævel. Nu skulde Belisarius
ryges ud, _Kraften_ skulde faa Lov at komme op dernede fra — eller
omkomme i Bølgerne!

„I skal faa fuld Dagløn!“ raabte Ingeniøren for at stanse dem — de hørte
ingenting. Men da de kom rundt, stod _Kraften_ nede ved Foden af
Dæmningen og svang sin Hakke, saa det drønede i Bassinets Vægge. Han
lyste af Hjælpsomhed for hvert Hug; det svage Sted hvor Vandet silede
ind havde han udsét sig, og de saa forfærdet hvilken Fremgang der var i
hans Slag. Det var jo det rene Vanvid han var i Færd med.

„Han fylder Havnen for os den Djævel!“ raabte de og smed Sten ned i
Hovedet paa ham. „Og saadan et Arbejde det har kostet at faa den tømt!“

_Kraften_ dækkede sig under en Stiver og huggede videre.

Saa var der ikke andet for end at skyde ham ned, inden han fik naaet sin
Hensigt; et Skud Hagl i Benene om ikke andet, saa han i det mindste var
uskadeliggjort. Byfogden vidste hverken ud eller ind, men Træbene-Larsen
var allerede paa Vej hjem efter Bøssen. Dér kom han humpende, i en Stime
Drenge. „Jeg har ladet med groft Salt,“ sagde han saa Byfogden kunde
høre det.

„Nu bliver du skudt!“ raabte de ned. _Kraften_ satte til Svar Hakken i
Dæmningens Fod, saa det stampede Ler sukkede og satte Væske helt op
under Fødderne paa dem; en lang Bragen forkyndte, at den første Planke
var sprængt.

Beslutningen havde fattet sig selv, enhver talte om Nedskydningen som en
afsagt Dom og længtes efter Udøvelsen. De hadede ham dernede med et
dulgt Had som ingen Forklaring behøvede; han var i sin Trods og
Ubændighed et Slag i Ansigtet paa alle, de havde gærne selv lagt Hæl til
for at mase ham om de havde kunnet.

De raabte Smædeord ned over ham, lod ham høre om Hjemmet han havde
ødelagt i sit Hovmod, Barnet han havde bragt i Døden — og hans raa
Overfald paa Byens Velgører, den rige Skibsreder Monsen! For en Stund
rev de sig ud af Sløvheden for at være med til at slaa ham ned. Og nu
skulde det gøres grundigt, man maatte have Ro for denne ene, der ikke
kunde bære sin Lænke stille men lod den klirre som et Nag bag
Fattigdommen og Forkuetheden.

Byfogden balancerede ud ad Kajen for at forkynde Dommen for _Kraften_ —
tre Gange maatte den forkyndes, for at han kunde faa Lejlighed til at
gaa i sig selv. Han var dødbleg, og ved den anden Forkyndelse jog han
sammen. Men _Kraften_ kastede ingen Dynamitpatron imod ham, han førte
blot Haanden til Hovedet som vilde han hilse, og gjorde et Par stangende
Bevægelser i Luften med to Fingre strittende fra Panden som et Par Horn.
Henne hvor Apotekeren stod i en Kreds af fine Damer blev der dæmpet
Latter; alle Ansigter vendte sig mod Borgmesterinden, som stod høj og
fyldig paa en Sten, men hun stirrede uanfægtet ned mod _Kraften_ som
havde hun aldrig set ham før.

Paa Borgmesteren virkede Bevægelsen som en Eksplosion. „Skyd ham ned!“
brølede han blaa i Hovedet og styrtede ophidset ind over Molen. „Skyd
kun, Larsens.“

Men der var ingen der ænsede hans Raab, alle stimlede hen mod
Slæbestedet, hvor en gammel vissen Morlil var i Færd med at famle sig
nedad langs Slisken mod Bækkenets Bund. „Det er _Kraftens_ Mor,“ gik det
fra Mund til Mund. „Nej hvor hun er gammel og liden! En kan føje faa i
sit Hoved, at hun har sat saadan en Kæmpe i Verden.“

De fulgte hende spændt som hun vaklede frem over den skaarede Bund, der
med sine Sprængbrud mindede om Skrueis; det gik smaat for hende, og saa
bestandigt ud, som skulde hun brække Benene. Men den gamle Kone gik paa
saa kroget og vissen hun var, og satte sine kortsynede Øjne frem for
sig.

Saa fik hun Øje paa Sønnen, der stod og vejede Jærnstangen i Haanden.
„Smid den Kæp Peter!“ raabte hun hvast, og han lod mekanisk Jærnstangen
falde. Han trak sig langsomt tilbage for hende til hun fik ham trængt op
i en Krog og vilde gribe fat i ham; saa fejede han hende forsigtigt til
Side som noget generende.

Der gik et Suk gennem Mængden, det forplantede sig rundt om Havnen som
et vandrende Gys. „Han slaar sin egen Mor,“ sagde de frysende — „han maa
være vanvittig.“

Men den gamle var paa Benene igen. „Slaar du paa din egen Mor Peter?“
udbrød hun med stærk forundret Stemme og rakte op efter hans Øre. Hun
kunde ikke naa, men _Kraften_ bøjede sig som var selve Tyngden over ham
og lod hende faa fat. Og hun trak af Sted med ham saadan, over Stok og
Sten, op ad den skraa Bedding hvor Folk stod som en Mur. Han gik bøjet
hen over Jorden og lignede et stort Dyr i den lille Kvindes Hænder.

Deroppe stod Politiet parat til at kaste sig over ham med Strikker, men
den gamle blev som Peber og Salt da hun saa deres Hensigt. „Pak jer,
eller jeg sætter ham løs paa jer igen!“ hvæsede hun. „Ser I da ikke, han
har mistet Forstanden? Vil I anfalde den Gud har ramt?“

„Ja han er vanvittig,“ sagde Folk forsonende. „Lad kun hans Mor straffe
ham — hun er dog nærmest til det.“




                                  XXI


Pelle og yngste Dreng var ene om det hele nu, ved November fik Jens
udlært og blev straks fyret. Han havde ikke Mod til at tage over og
forsøge sig, saa lejede han en Stue i Fattigkvarteret og flyttede sammen
med sit Pigebarn. Gifte sig kunde de ikke, han var kun nitten Aar. Naar
Pelle havde Ærende Nord i Byen, saa han gærne ind om. Disken stod mellem
Sengen og Vinduet, der sad Jens og hutlede med en og anden Reparation
for de Fattige. Naar han havde faaet et Stykke Arbejde, stod hun over
ham og ventede spændt paa at det blev færdigt, saa de kunde faa noget at
spise. Saa gik hun og kogte Mad i Kakkelovnen, og Jens sad og saa paa
hende med brændende Øjne, til han fik et Stykke Arbejde mellem Hænder
igen. Han var blevet mager og havde lagt sig tyndt Hageskæg til,
Mangelen paa Ernæring lyste af dem begge. Men de holdt af hinanden og
hjalp hinanden med alt, kejtet som to Børn der leger Far og Mor.

Det var det tristeste Kvarter de havde valgt, Gyden der faldt ned mod
Søen, var fuld af Affald, skabede Hunde og Katte løb og trak Fiskeindmad
hen paa Trappestenene og lod det ligge. Ved hver Dør laa snavsede Unger
og rodede. En Søndag Formiddag han havde været derude for at se til dem,
hørte han Skrig fra en af Rønnerne og Larm af væltede Stole, han
stansede bestyrtet. „Det er bare Enøjede Johan der prygler sin Kone,“
sagde en otteaars Pige — „det gør han næsten hver Dag.“

Udenfor paa en Stol sad en gammel Mand og stirrede urokkelig paa en
lille Dreng, der blev ved at løbe rundt om sig selv. Pludselig stansede
Barnet sin Traven, lagde Hænderne paa Oldingens Knær og sagde henrykt:
„Far løber rundt om Bordet, Mor løber rundt om Bordet. Far slaar Mor,
Mor løber rundt om Bordet — skriger.“ Han efterlignede Skriget, lo med
sit lille Idiotansigt og savlede ned ad sig. „Ja vist saa,“ sagde
Oldingen blot. Drengen havde ingen Øjenbryn, Panden faldt hult ind over
Øjnene. Han løb igen henrykt rundt, trampede og efterlignede
Spektaklerne derinde. „Ja vist saa,“ sagde Oldingen urokkelig — „ja vist
saa!“

Inden for Vinduet i en af Rønnerne sad en Kvinde og stirrede tankefuld
ud, med Panden mod Vinduessprossen. Pelle kendte hende og hilste glad.
Hun vinkede ham hen til Gadedøren, Barmen var lige kæk endnu, men over
Ansigtet var der noget forgræmmet. „Du Hans!“ raabte hun usikkert — „her
er han Pelle, som er Aarsag i at vi to fandt sammen!“

Den unge Arbejder tørnede ind i Stuen. „Saa er det bedst han skrubber
sig, og det lidt hurtigt!“ sagde han truende. — —

Mester Andrés laa for det meste til Sengs trods den milde Vinter. Pelle
maatte tage imod al Besked, og være i Mesters Sted saa godt han kunde,
nyt blev der ikke lavet mere men kun Reparationer. Hvert Øjeblik pikkede
Unge Mester ogsaa i Væggen for at faa sig en Passiar.

„I Morgen staar jeg op,“ sagde han, og hans Øjne tindrede — „jeg gør
Pelle! Skaf Solskin til i Morgen din Halvsatan! — Dette her er
Vendepunktet du, nu vender Naturen sig i mig. Naar dette er overstaaet,
er jeg helt rask! Jeg kan føle hvor det raser i mit Blod, for nu er der
Krig paa Kniven — men den gode Væske sejrer! Saa skal du se mig — bare
saa Forretningen kan komme paa Fode, for skidt gaar det! — Du husker vel
at laane Trækningslisten til mig?“

Han vilde ikke vedgaa det, men ned ad Bakke gik det med ham. Han bandte
heller ikke længer over Præsterne, og en Dag lod Jeppe i al Stilhed
skikke Bud. Da Præsten var gaaet, bankede Mester Andrés i Væggen.

„Det er Pokkers underligt med det,“ sagde han — „for hvis der nu
alligevel skulde være noget? Og saa er han gammel Præsten — han skulde
sku heller tænke paa sig selv.“ Mester laa og saa tænksom ud, han
stirrede op i Loftet. Saadan kunde han ligge Dagen lang, læse havde han
ingen Lyst til mere.

„Jens var vist egenlig en rar Fyr,“ kunde han pludselig sige. „Jeg har
aldrig kunnet lide ham, men han havde vist et godt Sind. — Tror du jeg
bliver Menneske igen?“

„Ja naar Varmen kommer,“ svarede Pelle.

Nu og da kom Gale Anker og spurgte om Mester Andrés, saa bankede Mester
i Væggen. „Lad ham endelig komme herind,“ sagde han til Pelle — „jeg
keder mig saa skamløst.“

Anker havde helt opgivet Ægteskabet med Kongens ældste Datter nu og
taget Sagen i sin egen Haand. Nu arbejdede han paa et Ur, der skulde
være selve den ny Tid og gaa i Takt med Folkets Lykke. Han havde
Tandhjul og Fortgange — hele Værket — med, og forklarede mens hans graa
Øjne sprang fra Ting til Ting ude omkring, de var aldrig ved det han
viste frem. Han havde som alle andre denne blinde Tillid til Unge Mester
og forklarede vidtløftigt. Uret skulde indrettes saadan, at det kun
angav Tiden, naar hver i Landet havde hvad han trængte til. „Saa kan man
altid se og vide, om nogen lider Nød — og der er ingen Udflugter! For
Tiden gaar og gaar og de faar ingen Mad; og en Dag falder hun til Slag
for dem og de gaar sultne i Graven.“ I hans Tindinger arbejdede dette
evige, der forekom Pelle som Pikket af en hvileløs Sjæl der var spærret
inde; og Øjnene sprang i deres graa ubeskrivelige Udtryk.

Mester kunde lade sig rive helt med, saa længe det stod paa. Men saa
snart Anker var ude af Døren, rystede han det hele af sig. „Det er jo
ikke andet end gal Mands Sludder,“ sagde han, forbavset over sig selv.

Saa kom Anker igen og havde noget nyt at vise. Det var en Gøg, hver
Titusend Aar skulde den komme frem over Uret og kukke. Det var ikke
Tiden der skulde angives længer, men det lange lange Tidsløb som fik
aldrig Ende — Evigheden. Mester saa forvirret paa ham. „Faa ham væk
Pelle,“ hviskede han saa og strøg den klare Sved af Panden — „jeg bliver
svimmel. Han gør mig tosset med sin Snak.“

Pelle skulde egenlig have tilbragt Julen hjemme, men Mester vilde ikke
give Slip paa ham. „Hvem skal saa snakke med mig saalænge — og tage sig
af alting?“ sagde han. Naa Pelle trængte heller ikke stærkt paa, der var
ingen Glæde ved at komme hjem. Karna skrantede, og Far Lasse havde nok
at gøre med at holde Humøret oppe paa hende. Selv var han tapper nok,
men Pelle kunde ikke undgaa at se, hvordan han fra Gang til Gang sank
dybere i Vanskelighederne. Sine Terminspenge havde han ikke klaret, og
Vinter-Skærveslageriet som fra Aar til Aar havde hjulpet ham over det
værste blev ikke til meget, han havde ikke Kræfter nok til alt det der
byrdede sig paa ham. Men kæk var han. „Hvad har det at sige, om jeg er
et Par Hundrede Kroner i Baghaand, naar jeg har forbedret Ejendommen med
flere Tusend,“ sagde han.

Pelle maatte indrømme det. „Tag et Laan,“ sagde han.

Lasse forsøgte det ogsaa; hvergang han var i Byen, løb han til Sagførere
og Sparekasser. Men han kunde intet Laan faa paa Ejendommen; paa Papiret
tilhørte den Kommunen, til han et vist Aaremaal havde svaret hvad han
skulde.

Ved Fastelavn var han igen inde, og da havde han tabt sit Humør. „Nu kan
vi snart lige saa godt opgive det,“ sagde han mismodig, „for nu har Ole
Jensen varslet — du ved ham som havde Stedet før mig og hængte sig, da
han ikke kunde svare til sine Forpligtelser. Han viste sig for Karna i
Nat.“

„Det er Dumhed,“ sagde Pelle, „tro dog ikke paa saadan noget.“ Han var
selv ikke helt fri for at tro paa det.

„Ja siger du det? Men du ser dog selv, hvor det bliver bestandig
vanskeligere for os — og netop nu hvor vi har forbedret det hele og
skulde til at nyde Frugterne af vort Slid! — Og Karna som ikke kan blive
rask igen!“ Lasse var helt mismodig. — „Ja fan kanske er det blot
Overtro!“ udbrød han med ét; han havde Mod paa at tage det op engang
endnu. — —

Mester Andrés holdt sig til Sengen. Men der var han ogsaa kry nok; jo
mere ned ad Bakke det gik des kaadere blev han i sin Mund. Helt
underligt var det at lytte til de store Ord, og se ham selv ligge
afpillet og rede til at rejse ud naar som helst.

Sidst i Februar var Vejret saa mildt, at man saa smaat begyndte at
spejde efter de første Vaarbebudere; men saa paa en Nat kom Vinteren
sættende ned Nordfra paa en mægtig Isflaade. Set fra Kysten saa det ud,
som Alverdens Sejlere havde faaet nye hvide Sejl og var paa Vej ned til
Bornholm, for at hilse paa, før de igen gav sig ud paa Langfarten efter
Vinterhvilen. Men længe fik man ikke Lov at glæde sig over Opbruddet,
paa 24 Timer var Øen pakket i Is til alle Sider, der var ikke en Plet
aabent Vand at øjne.

Og saa begyndte Snevejret. „Nu havde vi ellers saa smaat tænkt paa at
komme i Lag med Jorden,“ sagde Folk; men de tog dette med — der var jo
god Tid. De gav sig til at slaas med Sne og gøre Kanerne i Stand — der
havde ikke været Kaneføre hele Vinteren. Saa laa der Sne til Anklerne,
nu var Føret der, nu maatte den gærne holde op — og ligge en Ugestid
eller to, saa der kunde blive nogle ordenlige Kaneballer ud af det. Men
Sneen blev ved at dale, den naaede til Knærne, til Livet; da Folk gik i
Seng var den ikke til at arbejde sig igennem. Og de Folk der ikke skulde
op ved Lys, var nær aldrig fundet paa at rejse sig af Sengen, for om
Natten blev det Snestorm og næste Morgen gik Sneen til Tagfæstet og
dækkede alle Vinduer. Man kunde høre Stormen rase om Skorstenen, men
nede var der lunt nok. Drengene maatte gaa gennem Stuerne for at komme
ud paa Værkstedet, Sneen laa tungt og spærrede for alle Udgange.

„Hvad Satan er det?“ spurgte Mester Andrés og saa forfærdet paa Pelle —
„Mon Verden skal forgaa?“

Verden — den kunde godt være gaaet til allerede, de hørte ikke en Lyd
derude fra og vidste ikke, om deres Medmennesker var levende eller døde.
Hele Dagen brændte de Lys, men Kullene slap op, de maatte se at komme ud
til Skuret. Ved at presse paa alle Mand fik de Køkkenets øverste Halvdør
trængt saa meget op, at Pelle kunde krybe ud; men det var ikke til at
bevæge sig derude, han blev borte i Snemasserne. Der maatte kastes Gange
til Brønden og Brændselsrummet, Maden fik det gaa med som det kunde.

Hen over Middag kom _Dagmanden_ og smæltede Sneen saa meget paa
Sydsiden, at den øverste Kant af Vinduerne fik lidt Dagskær ind, det kom
som en mælkefarvet svag Lysning gennem Sneen. Men de mærkede intet Liv
ude fra. „Jeg tror vi sulter ihjæl lige som Nordpolsfarerne,“ sagde
Mester og krøb rund af Spænding, hans Øjne brændte som Lys, han var midt
ude i Verdensæventyret.

I Løbet af Aftenen borede og gravede de sig halv om til Bager Jørgens,
man maatte sikre sig Adgangen til Brødet i det mindste. Jeppe gik med et
Lys. „Pas paa det ikke skrider sammen om jer,“ sagde han bestandig.
Lyset glitrede i Sneen, og Drengene morede sig. Unge Mester laa og
raabte for hver Lyd derude fra, saa Hosten rev i ham; han var ikke til
at styre i sin Nysgærrighed. „Jeg vil min Salighed op og se
Røvergangen,“ blev han ved at paastaa. Jeppe skændte, men han gav sig
ikke. Han førte sin Krig igennem og fik Bukser og Skindtrøje paa, et
Tæppe blev slaaet om ham. Men han kunde ikke støtte paa Benene og faldt
tilbage i Sengen med et fortvivlet Udbrud.

Pelle saa paa ham til det sved i hans Bryst. Saa tog han Mester paa sin
Arm og bar ham forsigtigt ind i Snegangen. „Du er stærk du — ih du
Alstyrende!“ Mester holdt sig krampagtigt om hans Hals med den ene Arm,
men den anden stødte han ud i Luften, udfordrende som den stærke Mand i
Cirkus — hip! hip! han var smittet af Pelles Kræfter. Han rodede
forsigtigt i den glitrende Hvælving, hans Øjne tindrede som
Iskrystaller. Men i hans magre Legeme rasede Branden, Pelle følte det
mod sig som en fortærende Ild gennem alt Tøjet.

Næste Morgen førte de Gangen helt frem til Bager Jørgens Trappe, og saa
var Forbindelsen med Omverdenen sluttet. Deromme var der sket store Ting
i Løbet af det sidste Døgn, Marie var blevet saa forskrækket ved Tanken
om at Jordens Undergang maaske var for Haanden, at hun skyndte sig at
sætte Lille Jørgen ind i Verden. Gamle Jørgen var i den syvende Himmel,
han maatte straks over og fortælle det. „Rigtig en Dævl er det, han
ligner mig paa et Haar.“

„Det tror nok jeg,“ udbrød Mester Andrés og lo. „Saa er Farbror Jørgen
da tilfreds?“ Men Jeppe tog meget køligt mod Meddelelsen — han led ikke
Forholdene derinde hos Broderens.

„Er Søren glad for Drengen?“ spurgte han varsomt.

„Søren!“ Bageren slog en Latter op — „han tænker kun paa Dommedag og ber
til Vorherre, han!“

Op ad Dagen lød der Klang af Skovle, Arbejderne var ude. De fulgte det
ene Fortov saa man lige kunde komme frem, Kørebanen hang oppe ved
Tagskægene.

Saa kunde man da komme til Havnen — det var det samme som at faa Vejret
igen efter et Kvælningsanfald. Saa langt Øjet naaede laa Isen og bredte
sig, pakket paa Højkant og med lange Skanser hvor Brændingen havde
gaaet. Det blæste op til Orkan. „Gudskelov“ sagde de gamle Søfolk — „nu
gaar Isen sig en Tur!“ Men den rørte sig ikke. Saa vidste man, at hele
Havet var lagt til, der kunde ikke være aaben Plet saa stor som en
Bordplade for Stormen at faa fat i. Men et underligt Syn var det at se
Havet ligge dødt og livløst som en Stenørken midt under den forrygende
Storm.

Og en Dag kom den første Bonde ind og bragte Bud fra Landet. Gaardene
derude var føget til, man maatte grave sig et Gænge ud til den aabne
Mark og føre Hestene derud én for én. Ulykker vidste han dog ikke om at
sige!

Al Bedrift stod stille, ingen kunde tage sig sammen til noget; der
maatte spares ogsaa — især paa Kul og Petroleum som truede med at slippe
op. Købmændene varskoede allerede i Begyndelsen af anden Uge. Saa tog
Folk sig for at udføre ørkesløse Bedrifter, de byggede underlige Ting af
Sne, eller gav sig paa Vandring over Isen fra By til By. Og en Dag
rustede en halv Snes dristige Mænd sig til at gaa med Isbaad til Sverig
efter Post; man kunde ikke undvære nyt fra Verden derude længer. Paa
Kristiansø havde de hejst Nødflag; man samlede Forraad, lidt hist lidt
her, og rustede sig til at sende en Ekspedition derover.

Nu kom Nøden vandrende, den groede ud af den lukkede Jord og blev det
eneste Samtaleæmne. De der havde deres nogenlunde paa det tørre talte
kun om dén, de nødlidende tav. Der blev lyst efter Velgørenheden, den
havde jo endnu Bjerregravs 5000 Kroner i Kassen. Men de var der ikke,
Reder Monsen paastod at Bjerregrav havde faaet dem tilbage til Tiden, og
i Bjerregravs Efterladenskaber fandtes ingen Beviser for det modsatte.
Naa Folk vidste jo ikke noget bestemt, og det gav altid godt Stof til en
Passiar. Hvordan det nu forholdt sig, saa var Monsen den store Mand som
altid — han gav af sin egen Lomme 1000 Kroner til de trængende.

Over Havet gik mange Øjne, men Mændene med Isbaaden vendte ikke tilbage,
det mystiske _Derude_ havde slugt dem. Det var som Verden var sunket i
Havet, uden for den knudrede Isflade som gik til Horisonten laa nu
Afgrunden.

De Hellige var de eneste som rørte paa sig, de holdt overfyldte Møder om
Verdens Undergang. Alt andet laa dødt, hvem brød sig vel om Fremtiden
under disse Forhold. Paa Værkstedet sad de og frøs med Overtøj og Hue
paa, den Smule Kul der var til Rest maatte spares til Mester. Pelle var
hvert Øjeblik derinde, Mester talte ikke stort men laa og kastede sig,
med Øjnene i Loftet; men saa snart Pelle var gaaet bankede han igen.
„Hvordan mon det gaar?“ spurgte han træt. „Løb til Havnen du, og se om
Isen ikke snart letter — den sætter saa megen Kulde. Hele Jorden bliver
jo en Isklump paa denne Maade. — — I Aften har de vist Møde om Dommedag.
Løb op og hør hvad de mener om det.“

Pelle løb og kom med Besked, men naar han kom havde Mester ofte glemt
det. Af og til kunde han melde om at Havet saas som en blaa Glime yderst
i Isen; saa lyste det op i Mesters Øjne. Men ved næste Melding var det
igen Is det hele. „Havet æder Isen du,“ sagde Mester Andrés fjærnt. „Men
kanske kan det ikke overkomme saa meget. Saa tager Kulden Magten og
færdige er vi!“

Men en Morgen drev Storisen til Havs, og hundrede Mand gik i Gang med at
rense Indsejlingen for Is med Dynamit. Det var 3 Uger siden man havde
haft Post fra Yderverdenen, og Damperen gik ud for at løbe til Sverig
efter Nyheder. Den blev grebet af Isen derude og valset Sønder efter,
fra Havnen kunde de med Dages Mellemrum se den vandre forbi i Istrækket,
snart mod Nord og snart mod Syd.

Endelig brast de tunge Lænker helt, men det var svært for Jorden og
Menneskene at rette sig igen, alting havde faaet et Knæk. Mester kunde
ikke komme hen over Omslaget fra den skarpe Frost til Tøluften; naar
Hosten ikke sled ham laa han stille hen. „Aa jeg lider saa forbandet
Pelle,“ klagede han hviskende. „Ondt har jeg ikke — men som jeg lider.“

Men en Morgen var han i godt Humør. „Nu er jeg over Vendepunktet du,“
sagde han med svag men festlig Stemme — „nu skal du bare se, hvor jeg
skal komme mig! Hvad Dag har vi i Dag? Torsdag? Død og Salte, saa maa vi
have min Seddel fornyet. Jeg er saa let! Hele Natten har jeg svævet
gennem Luften, og blot jeg lukker Øjnene flyver jeg igen. Det er Kraften
i det ny Blod du — til Sommer er jeg rask. Saa faar jeg tage ud og se
Verden! Men hvad Satan, det bedste faar én jo aldrig med — Verdensrummet
og Stjærnerne og det! saa skulde man jo kunne flyve! Men i Nat var jeg
der.“

Saa tog Hosten ham, Pelle maatte rejse ham over Ende, det lød som en
vaad Klasken i ham for hvert Stød. Han holdt sin ene Haand paa Pelles
Skulder og støttede Panden mod hans Bryst. Pludselig tav Hosten, den
hvide knoklede Haand krammede sig svidende i Pelles Skulder. „Pelle,
Pelle!“ stønnede Mester og vendte sine bristende Øjne mod ham i
forfærdelig Rædsel.

„Hvad mon han nu ser?“ tænkte Pelle gysende og lagde ham tilbage.




                                  XXII


Tidt nok maatte Pelle angre, at han var tinget i Lære paa fem Aar. Han
havde i sin Læretid set et Hundrede Drenge eller to rykke op i Svendenes
Række og straks blive sat paa Gaden, mens nye Drenge fra Landet og
Købstaden fyldte Tallet ud. Der stod de saa og skulde begynde paa egen
Haand, i de fleste Tilfælde havde de ikke lært noget ordenligt, men blot
siddet og slidt Føden sammen til Mester; nu skulde de pludselig til at
staa til Ansvar for Faget selv. Emil var gaaet i Hundene, Peter var
Landpost og tjente en Krones Penge om Dagen paa at gaa fem Mil. Naar han
kom hjem, kunde han sætte sig hen med Syl og Risp og tjene Resten af
Føden om Natten. Mange gik helt fra Faget, de havde arbejdet deres
bedste Ungdom hen til ingen Nytte.

Det var ikke gaaet Jens bedre end de fleste; han sad og hutlede som
Smaamester, de ligefrem sultede. Pigebarnet havde lige aborteret, og de
ejede ikke Mad i Huset. Naar Pelle kom derud, sad de gærne og stirrede
rødøjet paa hinanden; over deres forskræmte Hoveder hang Politiet som en
Trusel fordi de ikke var gift. „Bare jeg forstod mig paa Jordvæsen,“
sagde Jens, „saa vilde jeg tage ud paa Landet og tjene Bonden.“

Med al sin Sorgløshed kunde Pelle ikke undgaa at se sin egen Skæbne i
alle de andres; det var kun hans Hengivenhed for Mester Andrés, der
havde hindret ham i at stikke af og søge over i noget andet.

Nu opløste det hele sig pludselig af sig selv, Gamle Jeppe solgte
Forretningen med Drenge og det hele. — Men Pelle vilde ikke lade sig
sælge; nu var Lejligheden der, nu agtede han med et rask Tag at slutte
af for det Afsnit.

„Du gaar ikke,“ sagde Jeppe truende — „du har et Aar igen af Læretiden!
Jeg melder dig til Øvrigheden — det har du jo før prøvet hvad vil sige.“
Men Pelle gik, saa kunde de rende til Øvrighed saa meget de vilde.

Glad og let i Sindet lejede han sig et Kvistværelse nede paa Havnebakken
og flyttede sine Stumper derned. Det var som at rette sig ud efter
aarelang Trældom, ingen havde han over sig, ikke en Byrde, ingen
Forpligtelse. Han havde kæmpet aarelangt mod en bestandig Nedgang, det
havde ikke just styrket hans Ungdomsmod Dag ud Dag ind at stemme sine
Kræfter forgæves imod for at hindre Tilbagegangen paa Værkstedet; han
kunde kun hæmme Farten lidt og forresten glide med. En god Slump
Resignation og lidt for megen Taalmodighed i Forhold til de atten Aar,
det var hans øjeblikkelige Udbytte af Turen ned ad Bakke.

Nu laa det hele ved Bakkens Fod, og han kunde træde til Side og rette
lidt paa sig, med Samvittigheden i Orden og en lidt forhutlet Glæde over
Friheden i Overskud. Penge til at rejse havde han ikke, og Klæderne var
i en slem Forfatning; men foreløbig angik det ikke ham. Han trak blot
Vejret og saa Tiden an. Mesters Død havde efterladt saa megen Tomhed i
ham. Han savnede det sjælfulde Blik, der havde faaet ham til at føle sig
som stod han i en Idés Tjeneste; Omverdenen var blevet saa underlig
gudsforladt, nu det ikke længer hvilede halv klart og halv uudgrundeligt
paa ham. Og denne Stemme der altid gik ham til Hjærtet, baade naar den
var vred og overvættes mild eller kaad! — hvor den havde lydt, mødte
hans Øre nu Ensomheden.

Han gjorde ikke noget for at tage sig op men gik og drev. En og anden
Mester havde Fingrene ude efter ham, de vidste han var en flink og
paalidelig Arbejder, og vilde gærne have ham som Forbundter for 1 Krone
om Ugen og Kosten. Men Pelle vilde ikke, han følte at dér var Fremtiden
ikke. Ud over det vidste han ingenting men ventede blot, underlig dumpt,
paa at noget skulde ske — et eller andet. Han var slaaet ud af sin faste
Tilværelse og havde ikke selv nogen Trang til at gribe ind. Fra sit
Vindu kunde han se ned i Havnen, det store Foretagende var i fuld Gang
igen efter den strænge Vinter. Der steg en Summen fra Arbejdet op til
ham, de huggede, borede og sprængte, Tipvognene vandrede op over
Skinnerne i lange Rækker, kastede deres Indhold af ude i Havstokken og
kom tilbage. Hans Lemmer higede efter strængt Arbejde med Hakke og
Skovl, men Tanken søgte ikke den Vej ud alligevel.

Naar han kom paa Gaden, vendte de stræbsomme Borgerfolk Hovedet efter
ham og vekslede Bemærkninger, højt nok til at han kunde opfange det.
„Der gaar Mester Jeppes Dreng og flyder,“ sagde de til hinanden — „ung
og stærk er han, men han gider nok ingenting. Han bliver nok en hel Sut
skal vi se!“ — „Ja var det ikke ogsaa ham der fik Ris paa Raadstuen for
sin raa Opførsel? Hvor er der saa andet at vente?“

Saa holdt Pelle sig hjemme. Han fik et og andet Stykke Arbejde af
Kammerater og Fattigfolk han kendte, kludrede sig igennem med det uden
Redskaber, og gik ud til Jens naar det ikke kunde lade sig gøre. Jens
havde lidt Læster og Kulisser. For Resten sad han og frøs ved Vinduet og
stirrede ud over Havnen og Søen. Han saa Skibene takle til og stikke i
Søen, og for hvert Skib der gled ud af Havnen og forsvandt i Horisonten,
var det som en sidste Mulighed gled fra ham; han følte det saadan, men
det rørte ham ikke. Han trak sig helt tilbage fra Morten, og gik ikke
mere ud blandt andre Mennesker; han skammede sig over at gaa løs og
ledig mens alle andre arbejdede.

Maden havde han indrettet sig praktisk med, levede af Mælk og Brød og
brugte kun nogle faa Øre om Dagen. Han kunde lige holde sig den værste
Sult fra Halsen, Brændsel blev der ikke noget til. Naar han sad og hang
nød han med en vis Skamfuldhed sin Hvile, ellers rørte der sig ikke
stort i ham.

Solskinsmorgener stod han tidlig op og listede ud af Byen. Hele Dagen
luskede han om i de store Naaleskove, eller laa paa Strandbakkerne og
lod Havets Mumlen gaa ind i sin Halvdøs. Han aad som en Hund hvad han
stødte paa af spiseligt, uden at tænke over hvad det bestod af. Solens
Glitren paa Vandet og de stærke Dufte fra Naaletrærne og Foraarets
begyndende Raaddboblen gjorde ham ør og fyldte hans Hjærne med halvvilde
Forestillinger. Dyrene skræmmedes ikke af ham, men stansede blot et
Øjeblik og tog Lugt ind; saa levede de sorgløst videre og udrullede
deres daglige Liv for hans Øjne. Det forstyrrede ham ikke i hans
Halvdøs, men naar menneskelige Væsner nærmede sig, luskede han af Vejen
og gemte sig med en fjendtlig næsten hadsk Fornemmelse. Han følte et
Slags Velvære herude, ofte fornam han en Tilskyndelse til at opgive sin
Bolig derinde og krybe ind under en eller anden Gran for Natten.

Han vendte først hjem naar Mørket skjulte ham, smed sig saa paa Sengen
med Klæderne paa og laa og faldt hen. Han hørte fjærnt sin Nabo Dykkeren
Strøm komme op over Loftet med vaklende Skridt, og give sig til at rode
med Madsagerne. Madosen, der blandet med Sovelugt og Tobaksrøg altid
trængte ind gennem den tynde Bræddevæg og hang kvalmende fed over hans
Pande, blev stærkere nu; hans Tænder løb i Vand. Han lukkede Øjnene og
tvang sig ud i andre Forestillinger for at døve Sulten. Saa lød de
kendte lette Skridt i Loftstrappen og nogen bankede paa Døren — det var
Morten. „Er du hjemme Pelle?“ spurgte han. Men Pelle rørte sig ikke.

Pelle kunde høre, hvorledes Strøm bed af Maden i brede Hug og tyggede
smaskende. Og ind i Tygningen løb pludselig en underlig Lyd, en kvalt
Brølen, der afbrødes hvergang han tog sig en Mundfuld; det lød som naar
et Barn æder og skraaler paa engang. Dette at et andet Menneske græd,
smæltede noget i Pelle og gav ham lidt levende Følelse; han rejste sig
paa Albuen og lyttede. Mens Frysning paa Frysning listede sig op over
hans Ryg, laa han og hørte, hvorledes Strøm sloges med det forfærdelige.

Der sagdes, at Strøm var her paa Grund af noget han i sin Ungdom havde
begaaet hjemme; og Pelle glemte sit eget og lyttede stiv af Rædsel til
denne Kamp med de onde Magter, der begyndte med, at Strøm taalmodigt,
med tyk graadblandet Tale førte Biblens Ord imod de vrimlende
Smaadjævle. „Kanske det kan faa jer til at tage Halen mellem Benene?“
udbrød han naar han havde læst et Stykke. Der var en egen Brede over
hans Stemme, en Trang til Fredsommelighed. — „Ja saa!“ udbrød han lidt
efter — „I vil have mer, I Satans Hallunker? Hvad siger I til dette da?
— Jeg Herren din Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud —“ Strøm jog Ordene
ud, det brød ondt under hans Stemme. Og pludselig tabte han
Taalmodigheden, han hev Bogen og tørnede ud over Gulvet. „Saa skal da
den Lede annamme jer!“ skreg han og slog om sig med Sagerne derinde.

Pelle laa og faldt i Sved ved den besættende Kamp; det var med en
befriende Følelse han hørte Strøm slaa Vinduet op og hive Djævlene ned
over Tagene. Dykkeren udførte den sidste Del af Kampen med et vist
Humør, han gik og lokkede smigrende ind i Krogene: „Ak din lille
Smaadjævel, sikken blød Pels du har — Strøm faar have Lov at klappe dig
lidt! — Ah saa, det havde du nok ikke ventet, var vi dig for kloge hva’?
— Skal du bide din Djævleunge! — Dér, bræk nu ikke Øjenbrynene!“ Strøm
slog Vinduet i med en inderlig Klukken.

Han gik lidt og gottede sig. „Strøm er vel Mand for at rydde Bulen
selv,“ sagde han tilfreds.

Pelle hørte ham gaa i Seng og sank selv hen. Men om Natten vaagnede han
ved, at Strøm laa og huggede Hovedet taktfast mod Bræddevæggen og
grædende sang: Ved Babylons Floder! —

Midt i Sangen tav Stenhuggeren og stod op, Pelle hørte ham famle omkring
og gaa ud paa Loftet. Rædselsslagen sprang han ud af Sengen og tændte
Lys. Derude stod Strøm og var i Færd med at lægge en Løkke over Bjælken.
„Hvad vil du?“ sagde han ondt — „kan jeg nu ikke være i Fred for dig
heller?“

„Hvorfor vil du lægge Haand paa dig?“ spurgte Pelle trist.

„Der sidder en Kvinde og et lille Barn og græder mig i Øret altid — jeg
kan ikke holde det ud!“ svarede Strøm og knyttede videre paa Rebet.

„Tænk saa paa det lille Barn da,“ sagde Pelle fast og rev Rebet ned. Saa
lod Strøm sig viljeløst lede ind og krøb i Seng. Men Pelle maatte blive
inde hos ham, han turde ikke slukke Lyset og ligge ene i Mørket.

„Er det Djævlene?“ spurgte Pelle.

„Hvad for Djævle?“ Strøm kendte ikke noget til nogle Djævle. „Nej det er
Naget du,“ svarede han, — „Barnet og dets Moder anklager mig bestandig
for min Troløshed.“

Men i næste Øjeblik kunde han springe ud af Sengen, og staa og fløjte
ind under den som lokkede han ad en Hund. I et rask Greb havde han noget
i Nakken, lukkede Vinduet op, og hev det ud. „Saa det var det,“ sagde
han befriet. „Nu er der ikke fler af den Djævleyngel!“ Han langede efter
Brændevinsflasken.

„Lad den staa,“ sagde Pelle og tog Flasken fra ham; han fik Vilje op i
sig ved den andens Elendighed.

Strøm krøb i Seng igen, han laa og kastede sig og klaprede Tænder. „Hvis
jeg bare maatte faa én Mundfuld,“ sagde han bedende. „Hvad kan det gøre
du — naar det nu er det eneste som hjælper? Hvorfor skal man gaa og pine
sig selv og spille Peter Anstændig, naar man kan faa Fred i Sjælen for
saa godt Køb? Giv mig en Slurk du.“

Saa rakte Pelle ham Flasken.

„Du skulde selv tage dig en, det opper! Tror du ikke jeg kan se, at du
er forlist du ogsaa? Fattigmand har saa let ved at gaa paa Grund, der er
saa lidt Vand under Kølen. Og hvem tror du der hjælper ham flot, naar
han kaster Vrag paa den eneste Godven? Tag dig en Slurk du, det sætter
Djævlen op i én og frisker op paa Tilværelsen.“

Nej Pelle vilde i Seng.

„Hvorfor skal du nu gaa? Bliv her du, vi har det saa hyggeligt. Hvis du
kunde fortælle noget, som kunde jage den forbandede Lyd ud af Øret paa
mig for en Stund blot! Der er en ung Kvinde og et lidet Barn som tuder
mig Ørerne fulde bestandig.“

Pelle blev og prøvede at adsprede Dykkeren. Han greb ind i sin egen
tomme Sjæl, og vidste ikke hvad han skulde finde paa, saa fortalte han
om Far Lasse og deres Liv paa Stengaarden — løst og fast mellem
hinanden, hvor han tilfældig fik fat. Men Minderne satte sig op i ham
selv ved Fortællingen, og stirrede saa sørgeligt at de vakte hans
lammede Sjæleliv. Pludselig følte han Smærte over sig selv og gav sig
hjælpeløst hen.

„Hvad er nu det?“ sagde Strøm og lettede Hovedet — „skal du tage Turen
du ogsaa? Du har kanske Nederdrægtigheder at angre? — Eller hvad skader
dig?“

„Jeg ved det ikke.“

„Du ved det ikke? Det er akkurat som naar Fruentimmerne tuder — det
hører med til deres Morskab! Men Strøm er ingen Dødbider; han skulde nok
lade Glæden fuldkommes, om ikke der var et Par Barneøjne bebrejdende paa
ham altid — og en ung Kvindes Anklage! De to sidder hjemme i Smaaland og
vrider deres Hænder for det tørre Brød, og her gaar Forsørgeren og
lægger sin Fortjeneste paa Værtshusene; kanske er de døde ogsaa fordi
han forlod dem. Se det er riælt, der er ingen Barnesavl ved den Ting! —
Men en Snaps kan du ligegodt faa.“

Pelle hørte ikke, men sad og stirrede blindt hen. Med ét begyndte han at
sejle paa Stolen, han var daanefærdig af Sult. „Giv mig en Snaps da —
jeg har ikke smagt Mad i Dag!“ han smilede skamfuld over sin
Tilstaaelse.

— —

Saadanne Nætter havde Pelle flere, de dybede hans Verden ud i Retning af
Mørket. Naar han kom sent hjem og famlede sig frem over Loftet, gik han
i en hemmelig Gru for at tørne mod Strøms afsjælede Legeme; han aandede
først op, naar han hørte ham snorke eller regere derinde. Han saa gærne
ind om, inden han lagde sig.

Strøm var altid glad for ham og bød ham Mad, men Brændevin vilde han
ikke ud med. „Det er ikke noget for en ung en som dig,“ sagde han. „Du
kan tids nok faa Smag for det.“

„Du drikker jo selv,“ sagde Pelle paastaalig.

„Ja vist, jeg drikker for at døve Naget. Men det behøver du vel ikke.“

„Jeg er saa tom indvendig,“ sagde Pelle — „kanske Brændevinen kunde
sætte noget op i mig. Jeg er ligesom jeg ikke var noget Menneske men en
død Ting, et Bord for Eksempel.“

„Du maa tage dig en Beskæftigelse — ellers bliver du en Slusk! Jeg har
set saa mangen af vort Slags gaa i Hundene; vi har ikke saa meget at
staa imod med.“

„Jeg er ligeglad, hvad der bliver af mig!“ svarede Pelle sløvt. „Jeg
blæser i det hele.“




                                 XXIII


Det var Søndag, og Pelle havde Trang til lidt ud over det sædvanlige.
Først var han ude hos Jens’s, men de havde været uenige og i Totterne
paa hinanden. Pigebarnet var kommet til at vælte Stegepanden med deres
Middagsmad i Ilden, og Jens havde givet hende en paa Øret; hun var bleg
og sygelig endnu efter Aborten. Nu sad de i hver sin Krog og skumlede
som to Børn; de fortrød begge to, men ingen af dem vilde give den anden
det første Ord. Pelle fik dem forsonet, og de vilde have han skulde
blive til Middag. „Vi har Kartofler og Salt endnu,“ sagde Jens — „og en
Pægl kan jeg laane inde hos Naboens.“ Men Pelle gik, han kunde ikke
holde ud at se dem hænge halv flæbende over hinanden og slikke og bede
om Forladelse i det uendelige.

Saa søgte han ud til Dues. De var flyttet hen i en gammel Købmandsgaard,
hvor der var Plads til Dues Spand Heste, og lod til at have god
Fremgang. Det sagdes, at den gamle Konsul havde fattet Godhed for dem og
hjalp dem at komme i Vej. Pelle gik aldrig ind men søgte over i Stalden
til Due, traf han ikke ham hjemme, gik han igen — han var ikke velkommen
hos Anna. Due selv tog venligt imod ham. — Naar han ikke var ude at
køre, gik han gærne i Stalden og puslede om Hestene; han holdt ikke af
at være inde. Pelle gav ham en Haandsrækning med at skære Hakkelse og
hvad der ellers faldt for, og de fulgtes ad ind i Stuen. Due var ligesom
et andet Menneske, naar han havde Pelle ved Siden — han traadte sikrere
i Gulvet. Anna fik mer og mer Overtaget over ham. Hun var den samme
ferme og holdt Huset i god Orden. Lille Marie havde hun ikke mere hos
sig, sine to Drenge holdt hun velklædte og havde faaet dem i en
Betalingsskole for Smaabørn. Hun var nydelig at se paa og forstod at
klæde sig, men undte ikke andre noget godt. Pelle var hende ikke fin
nok, hun trak paa Næsen ad hans simple Klæder. For at smæde ham talte
hun altid om Alfreds fine Forlovelse med Købmand Laus Datter. „Han gaar
ikke og driver sin Tid hen — og snuser ved Folks Døre for et Maaltid
Mad,“ sagde hun. Pelle smilede blot, ingenting bed rigtig paa ham mere.

Smaadrengene gik udenfor og kedede sig i deres pæne Tøj, de maatte ikke
lege med Gadens fattige Børn og ikke grise sig til. „Kom og leg lidt med
os Onkel Pelle,“ sagde de og hængte sig paa ham. „Er du ikke ogsaa vor
Onkel? Mor siger du ikke er. — Hun vil have vi skal kalde Konsulen
Onkel, men saa løber vi bare. Hans Næse er saa ækel rød.“

„Kommer Konsulen hos jer da?“ spurgte Pelle.

„Ja han gør — han er derinde nu!“

Pelle kiggede ind i Gaarden — den pæne Vogn var borte. „Far er kørt til
Aakirkeby,“ sagde Drengene. Saa luskede han af hjem. Han stjal en
Mundfuld Brød og en Snaps inde hos Strøm, som ikke var hjemme, og smed
sig paa Sengen.

Da Mørket kom drev han ud og hang frysende paa Gadehjørnerne, han havde
en dump Trang til at faa Del i noget. Folk spaserede pyntede op og ned
ad Gaden, adskillige af hans Bekendte var ude at røre Kæresten; han
undgik at hilse paa dem men opfangede halvhøje Bemærkninger og hørte dem
le. Saa sløv han var, havde han bestandig en lyttende Sans bagude; det
stammede helt fra den Gang han blev brændemærket paa Raadhuset. Folk
havde gærne et og andet at sige hinanden, naar han var passeret; deres
Latter kunde endnu faa det til at klippe nervøst i Haserne paa ham, som
en dulgt Tilskyndelse til Flugt.

Han luskede ned i en Sidegade; den tynde Trøje havde han knappet stramt
om sig og smøget Kraven op. Inde i Portenes Halvmørke stod Karle og
Piger i fortrolig Hvisken, der gik Varmebølger ud fra Pigerne, deres
hvide Smækforklæder lyste i Mørket. Pelle krøb rund i Kulden, og vidste
endnu mindre hvor han skulde gøre af sig selv; han fablede om at tage
sig en Kærest.

Paa Torvet mødte han Alfred Arm i Arm med Frøken Lau, han bar Lapsestok
og brune Handsker og høj Hat. „Den Kæltring han skylder mig halvtredje
Krone — dem faar jeg aldrig,“ tænkte Pelle og følte et Øjeblik Trang til
at kaste sig over ham og søle hans Stads i Skidtet. Alfred vendte
Hovedet den anden Vej. „Han kender mig kun, naar han skal have noget
lavet og ingen Penge har,“ tænkte Pelle bittert.

Han smaaluntede op ad en Gade for at holde Varmen, og havde Øjnene i
Vinduerne. Derinde sad Bogbinderens og sang Jesussange; Manden bar
Hovedet paa skraa hjemme ogsaa, det saas tydeligt paa Rullegardinet. Og
inde hos Uldkræmmeren var de i Færd med at spise til Aften.

Længere oppe hos _Soen_ var der Leben som altid, Larm og Røgtaage kogte
ud ad de aabne Vinduer. Hun holdt Bule for ledige Søfolk og tjente gode
Penge. Pelle havde tidt faaet Indbydelse til at besøge dem, men altid
holdt sig for god — han kunde heller ikke fordrage Rud. Men i Aften greb
han med Begærlighed Erindringen om disse Indbydelser og gik indenfor —
maaske vilde der falde en Bid Mad af.

Der sad nogle omtaagede Søfolk omkring et rundt Bord og raabte
øredøvende i Munden paa hinanden. _Soen_ sad paa Knæet af en ung Fyr,
hun laa halv ind over det store Bord og legede med Fingeren i noget
spildt Øl; engang imellem skreg hun lige ind i Ansigtet paa dem der
raabte højest. Hun var ikke blevet mindre kropsvær i de forløbne Aar.

„Nej se, er det dig Pelle?“ sagde hun og rejste sig for at give Pelle
Haanden, hun var ikke helt ædru og havde svært ved at fange hans Haand.
„Det er net af dig at komme her, — jeg troede saamænd du saa ned paa os.
Sæt dig nu ned og faa en Drik, det skal intet koste.“ Hun nødte ham til
at tage Plads.

Søfolkene var blevet tavse, de sad og stirrede sløvt paa Pelle, deres
tunge Hoveder bevægede sig herreløst. „Er det en ny Kunde maaske?“
spurgte en, de andre lo.

_Soen_ lo ogsaa men blev pludselig alvorlig. „Ham skal I holde uden for
jert Pjank,“ sagde hun, „for han er meget for god til at rages ind i
noget. Nu ved I det.“ Hun sank ned paa en Stol ved Pelle og sad og saa
paa ham, mens hun strøg sig over det fede Ansigt. „Som du er blevet stor
og stadselig af Vækst, men Klæderne er det kun smaat med! overfodret ser
du heller ikke ud til at blive! — Jeg husker dig jo endnu fra dengang du
og din Far kom her til Landet, en liden Pog var du — og Lasse havde
Salmebogen med til mig fra min Mor!“ Hun gik pludselig i Staa og blev
tyk under Øjnene.

En af Søfolkene hviskede noget til de andre, der gav sig til at le.

„Lad vær med at le I Svin!“ raabte hun arrigt og gik over mod dem. „Ham
her skal I ikke sylte til, han kommer som en Mindelse fra de Dage, da
jeg var et ordenligt Menneske jeg ogsaa. Hans Far er den eneste levende,
der kan bevidne, at jeg engang var en køn og uskyldig ung Pige som man
handlede ilde med. Han har holdt mig paa sit Skød, da jeg var lille, og
sunget Barnesange for mig.“ Hun saa udfordrende paa dem, hendes røde
Ansigt skælvede.

„Dengang vejede du vel ikke saa meget som nu?“ sagde én og greb om
hende.

„Ikke drille den lille,“ udbrød en anden — „ser du da ikke, at hun
græder? Tag hende hellere paa Skødet og syng en Vuggesang for hende. Saa
tror hun det er Lasse-Basse!“

Hun greb rasende en Flaske. „Ti dog stille med jer Spot,“ skreg hun —
„eller I faar denne i Hovedet!“ Hendes fede Træk flød helt sammen i
Opløsthed.

De lod hende i Fred, og hun sad og snøftede med Hænderne for Ansigtet.
„Lever din Far endnu?“ spurgte hun. „Saa hils ham fra mig — hils ham
bare fra _Soen_ du, du maa godt sige _Soen_! — og sig, at han er den
eneste paa Jorden, jeg har noget at takke for. Han tænkte godt om mig,
og bragte mig Dødsbudskabet fra Mor.“

Pelle sad og lyttede anstrængt til hendes Graadtale, med et tomt Smil.
Tarmene sved i ham af Tomhed, og Øllet gik ham til Hovedet. Han huskede
alle Enkeltheder fra den Dag paa Stengaarden, han første Gang saa dette
Menneske og Far Lasse drog hendes Barndomshjem frem for hende. Men han
forbandt ikke noget med det. Det var længe siden — og — „mon hun ikke
giver mig noget Mad?“ tænkte han og lyttede tomt til hendes Snøften.

Søfolkene sad og gloede anstrængt paa hende, der var højtidelig Tavshed
over deres taagede Ansigter, de lignede fulde Folk om en Grav. „Saa lad
det nu være nok med den Spulen Dæk — og lad os faa noget at drikke,“
sagde langt om længe en gammel Fyr. „En anden har jo ogsaa haft sine
Besøg af disse Barndomsuskyldigheder, og jeg siger: al Ære at de vil
kigge ind om Døren til et gammelt Djævelskab! Men lad Vandet blive
udenbords siger jeg! Jo mere man skrubber paa en gammel Skude, des flere
Skavanker kommer der frem! — Og lad os saa faa en Omgang og Kortene,
Madam.“

Hun rejste sig og skænkede for dem. Sindsbevægelsen havde lagt sig, men
hun var tung i Benene endnu.

„Det var ret — og saa maa vi have en Forestilling i Dag det er Søndag.
Op med Kunsten Madam!“

„Det koster en Krone ved I nok,“ svarede hun leende.

De skillingede sammen, og hun gik om bag Disken og klædte sig af. Hun
kom frem igen i bar Særk og med et tændt Lys i Haanden. Pelle saa sløvt,
hvorledes hendes fede Krop bævrede under det sorte Linned, og hørte
Søfolkenes hæse Raab og Latter; inde i hans venstre Øre kogte en endeløs
Lyd, og under den slog Blodet sine Stempelslag. Det var som Larm fra en
anden Verden fyldte hans Hoved og tog selve Ligevægten fra ham, han
maatte holde sig ved Bordet for ikke at falde om. Fjærnt og uvedkommende
saa han _Soen_ kravle op paa en Stol og stramme Særken bagover. En
Sømand holdt Lyset hen til hendes Ryg, og hun viste dem, hvorledes Vinde
kunde brænde med en blaalig Flamme.

Pelle luskede ud under de andres Optagethed. Han var ør af Sult og
Raahed og døvet Skamfølelse, drev af Sted paa maa og faa, og vidste
hverken ud eller ind. Han havde kun én Følelse, den af alle Tings
Ligegyldighed. Enten det gik saadan eller saadan, enten han levede
videre i slidsom Hæderlighed, eller sølede sig i Drik, eller omkom —
ligegyldigt var det! Hvad Vægt laa der paa det, ingen bekymrede sig
derom, heller ikke han selv. Ikke en Sjæl vilde fælde en Taare, om han
gik i Hundene — jo Lasse, gamle Lassefar! Men tage hjem nu og vise sin
Elendighed, saa meningsløst meget de havde ventet sig af ham — det kunde
han ikke. Hans sidste Rest af Skamfølelse rejste sig her. Og arbejde —
hvorfor? Drømmen var død, og han stod med den dumpe Følelse af Bundens
Nærhed, der er saa skæbnesvanger for dem dernede. Aar efter Aar havde
han holdt sig flydende ved en aldrig glippende Anspændelse, og med denne
vanvittige Forestilling om at det gik opad. Nu fandt han sig lige nær
ved Bunden af Tilværelsen — og var træt. Hvorfor ikke lade sig synke det
lille Stykke ogsaa, og lade sig drive for Skæbnen? Der var sød Hvile i
det efter saa vanvittig en Kamp med Overmagten.

Han vaktes lidt ved at høre Salmesang. Han var kommet ind i en Smøge, og
lige for ham laa et stort bredt Hus med Gavlen til og Kors paa
Gavlspidsen. Hundrede Stemmer havde i Tidens Løb søgt at lokke ham
herhen, men han havde ikke haft Brug for det i sin Kækhed — hvad var vel
her at finde for en kæk Dreng? Og nu var han havnet her udenfor
alligevel! Han trængte til en Smule Omsorg, og følte det som en Haand
havde ført ham.

Salen var fuld af fattige Familier. De sad saa underlig skubbet ind paa
Bænkene, hver Familie for sig; Mændene sov for det meste, Konerne havde
travlt med at faa de smaa til at være stille og sidde pænt med Benene
stikkende lige ud. Det var Folk, som var komne for at faa lidt gratis
Lys og Varme ind i deres triste Tilværelse; Søndagen i det mindste
syntes de de kunde kræve noget af. De mest forkomne af Byens Fattige var
det, og de tyede til her, hvor de ikke blev dømte men fik Løfte om
Tusendaarsriget. Pelle kendte dem alle, baade dem han havde set før, og
de andre med det samme druknede Udtryk. Han fandt sig straks hyggeligt
hjemme blandt alle disse forpjuskede Smaafugle, der paa den stærke Vind
havde ladet sig bære ud over Havet og nu kom drivende i Land paa
Bølgerne.

En stor Mand med Fuldskæg og et Par gode Barneøjne rejste sig mellem
Bænkene og foreslog en Sang — det var Smed Dam. Han sang for og stod og
huggede sammen i Knærne til Takten; og alle sang de skælvende med, hver
med sin egen Lyd af hvad der var gaaet hen over dem. Tonerne tvang sig
forpint frem over de tørre hærgede Struber, de fødtes ynkeligt af
Gravrust og Sprukkenhed og Skratten og krøb sammen, forskrækkede over at
være kommet til Lyset. Nølende rullede de et Par spæde Florvinger ud og
svang sig fra de rystende Læber ud i Rummet. Og under Loftet mødtes de
med hundrede Søskende og strøg Forkommenheden af sig. De blev til en
Jubel, stor og dejlig, over noget ukendt rigt, Lykkeland som var nær.
For Pelle var det, som Luften var fuld af solbeskinnede Sommerfugle —:

   „Saligt, saligt skal det Møde bli’,
   naar vor Sjæl fra Sorg og Savn er fri,
   og vi med Jesus samles udi
   Himlen vort rette Hjem.“

„Mor jeg er sulten,“ sagde en Barnestemme, idet Sangen tav. Moderen, en
udtæret Kvinde, tyssede krænket paa Barnet og saa sig forundret om —
hvad var nu det for urimelige Paafund. „Du har jo lige spist,“ sagde
hun, højere end hun behøvede. Men Barnet græd løs: „Mor jeg er sulten.“

Saa kom Bager Jørgens Søren frem og gav den lille en Bolle, han havde en
hel Kurv med Bagværk. „Er der flere smaa, der er sultne?“ spurgte han
højt. Han saa alle frit i Øjnene og var en hel anden end hjemme. Her lo
heller ingen ad ham, fordi han sagdes at være Broder til sin egen Søn.

En gammel hvidskægget Mand steg op paa Talerstolen bag i Salen. „Det er
ham selv,“ hviskede de rundt om og fik travlt med at hoste færdig og faa
de smaa til at tygge af Munden. Han tog det lille Barns Graad til
Udgangspunkt: Mor jeg er sulten! Det var Verdens Røst, det store
forfærdelige Raab — lagt i en Barnemund. Han saa ikke én, som ikke havde
krummet sig under det Raab fra sine nærmeste, og i Angst for at høre det
igen vilde sikre sig Brødet for hele Livet — og blev slaaet tilbage. De
saa blot ikke Guds Haand, naar han kærligt skabte den nøgne Sult om til
en Hunger efter Lykken. De var jo Fattigdommen, og de Fattige var Guds
udvalgte Folk! Derfor maatte de vandre i Ørkenen og spørge blindt, —
hvor er Landet? Men den Lysning de trofast blev ved at følge, var ikke
den jordiske Lykke! Det var Gud selv, der førte dem rundt og rundt, til
deres Sult var lutret til den rigtige Hunger — Sjælens Hunger efter den
evige Lykke.

De forstod ikke stort af hvad han sagde; men hans Ord befriede noget i
dem, saa de faldt i livlig Snak om smaa dagligdags Ting. Men pludselig
stansede den hede Summen, en lille pukkelrygget Mand var kravlet op paa
en Bænk og saa ud over dem med lysende Øjne. Det var Sort,
Vandreskomageren ude fra Byvangen.

„Vi vil være glade,“ sagde han og satte et pudsigt Ansigt op. „Guds Børn
er altid glade, hvad ondt de saa slaas med, og dem kan ingen Fortræd
ramme — Gud er Glæde!“ Han gav sig til at le, løssluppent som et Barn;
og alle lo de med, den ene smittede den anden. De kunde ikke beherske
sig, det var som en uhyre Fornøjelse var gaaet hen over det hele.
Smaabørnene saa paa de Voksne og lo, saa det kogte af Slim og Hoste i
deres smaa Struber. „Han er en rigtig Klown,“ sagde Mændene til deres
Koner med Ansigtet i ét Smil — „men der sidder et godt Hjærtelag i ham.“

Paa Bænken ved Siden af Pelle sad en stille Familie, Mand og Kone og tre
Børn, der hev velopdragent op i deres hudløse Smaanæser. Forældrene var
smaa Folk, og der var i dem et Træk indad, som søgte de bestandig at
gøre sig endnu mindre. Pelle kendte lidt til dem og kom i Snak; Manden
var Lerarbejder, de boede i en af de usle Rønner ude ved _Kraftens_.

„Ja det er saa sandt — det med Lykken,“ sagde Konen. „Engang drømte vi
jo ogsaa om at komme lidt fremad, saa vi havde Udkommet inden for det
visse; vi fik lidt Penge skrabet sammen ved Laan og indrettede en Smule
Butik, som jeg passede mens Far gik paa Arbejde. Men det vilde ikke gaa,
ingen støttede os; vi fik daarligere Varer fordi vi var fattige, og hvem
bryder sig heller om at handle hos Smaafolk. Vi gik fra det med Gæld,
som vi maa blive ved med at betale af paa — 50 Øre hver Uge! Og det kan
vi blive ved med saa længe vi lever, for der løber jo stadig Renter paa.
Men ærlige Folk er vi da gudskelov!“ sluttede hun. Manden tog ingen Del
i Samtalen.

Hendes sidste Bemærkning var maaske fremkaldt af en Mand, der traadte
stille ind og kneb sig ind paa en Bænk i Baggrunden; for han var ingen
ærlig Mand, han havde faaet Vand og Brød for Tyveri. Det var jo
Tyve-Jakob, ham der for en halv Snes Aar siden trykkede Ruden ind til
Mester Jeppes pæne Stue og stjal et Par Laksko til sin Kone. Han havde
hørt om en fin Mand, der forærede sin Kærest saadan et Par; og saa vilde
han prøve, hvordan det var at give en pæn Gave engang, en Gave der var
som to Ugers Fortjeneste — forklarede han for Retten. „Torsk,“ sagde
Jeppe ogsaa altid, naar han dvælede ved det — „der faar saadan en sølle
Lus pludselig Storhedsvanvid og vil give runde Gaver! Naar det saa endda
havde været til Kæresten — men til Konen! Men han fik sin Straf fuldt ud
— Andrés til Trods.“

Ja Straffen havde han faaet godt nok, ikke engang her vilde nogen sidde
ved Siden af ham! Pelle saa paa ham og undredes over, at han selv var
sluppet saa nogenlunde over sit. Det sad blot i Øjnene paa Folk, naar de
talte til ham. Men nu gik Smed Dam ned og satte sig ved Siden af
Tyve-Jakob, de sad og hviskede med hinanden i Haanden.

Og derovre sad en og nikkede nok saa mildt mod Pelle — det var hende med
Danseskoene. Den unge Mand havde forladt hende igen, og nu var hun
havnet her — hendes Dans var forbi. Men hun var taknemmelig mod Pelle,
Synet af ham havde sat søde Minder op i hende; det saas paa Stemningen
over Mund og Øjne.

Pelle selv sad og blev blødere til Mode her, der smæltede noget inden i
ham; en stille forhutlet Lykkefølelse listede sig ind over ham. Dér var
jo ogsaa et Menneske, som mente hun stod i Gæld til ham, skønt alt var
gaaet i Stykker for hende.

Da Forsamlingen skiltes ved Halvtitiden, stod hun udenfor i Snak med en
Kone. Hun kom hen og gav Pelle Haanden. „Skal vi følges et Stykke
nedad?“ foreslog hun. Hun vidste nok om hans Tilstand, han læste Medynk
i hendes Blik. „Gaa med hjem,“ sagde hun, da deres Veje delte sig. „Jeg
har et Stykke Medisterpølse som _skal_ spises — og vi er jo ensomme
begge to.“

Han fulgte nølende med, lidt fjendsk over for dette ny og fremmede, men
da han først sad i hendes lille Stue, følte han sig helt vel tilpas der.
Sengen stod pæn og hvid ved Væggen, og selv gik hun og stegte Pølsen i
Kakkeloven, mens hun snakkede løs af et uforknyt Hjærte. „Hende gaar det
nok ikke let i Stykker for,“ tænkte Pelle og saa sig helt glad paa
hendes Skikkelse.

De havde et fornøjeligt Maaltid, og Pelle vilde tage om hende i sin
Taknemmelighed, men hun skød hans Hænder bort. „Spar dig det,“ sagde hun
leende — „jeg er en halvgammel Enke, og du er ikke for andet end et Barn
at regne. Vil du gøre mig en Glæde, saa se at find dig selv! det er Synd
som du gaar og flyder, saa ung og net du er! Og nu maa du gærne gaa
hjem, for jeg skal tidlig op og paa Arbejde i Morgen.“ — — —

Pelle besøgte hende næsten hver Aften. Hun var slem til at pirre ved
hans Sløvhed, men var til Gengæld styrkende i sin ligevægtige jævne
Maade at tage alting paa. Hun skaffede ham en og anden Reparation, og
var altid glad for at dele sit fattige Maaltid Mad med ham. „En som jeg
trænger til at have et Mandfolk for Bordenden engang imellem,“ sagde
hun. „Men Fingrene skal du beholde hos dig selv — du skylder mig ikke
noget.“

Hun kritiserede ogsaa hans Tøj: „Det falder snart af Kroppen paa dig,
hvorfor tager du ikke noget andet paa og lader mig gaa det der efter?“

„Jeg har ikke andet end det samme,“ sagde Pelle og skammede sig engang
igen.

Lørdag Aften maatte han af Tøjet og krybe i hendes Seng helt nøgen — der
hjalp ingen Snak. Hun tog Skjorte og det hele og kom det i en Balje
Vand, den halve Nat gik med at gaa det igennem. Pelle laa i Sengen med
Dynen helt op til Hagen og saa paa hende; han var underlig til Mode. Hun
hængte det hele til Tørre paa Kakkelovnen, og redte saa til sig paa
nogle Stole. Da han vaagnede midt op paa Formiddagen, sad hun ved
Vinduet og bødede paa hans Tøj.

„Hvordan har du ligget i Nat?“ spurgte Pelle lidt bekymret.

„Udmærket. Ved du hvad jeg har tænkt paa nu til Morgen: Du skulde sige
dit Værelse op og blive her, til du faar Rede paa dig selv — engang maa
du vel faa udhvilet!“ hun lo drillende. „Det er en unyttig Udgift med
det Værelse, og som du ser her er god Plads til to.“

Men det vilde Pelle ikke, lade sig underholde af en Kvinde skulde han
alligevel ikke have noget af. „Saa tror Folk jo, der er noget imellem os
— og faar ondt,“ sagde han.

„Lad dem saa det,“ svarede hun med sin frejdige Latter. „Naar jeg har
mit i Orden, er jeg ligeglad med de andre.“

Mens hun snakkede løs, arbejdede hun flittigt med hans Undertøj og hev
Stykke paa Stykke hen i Hovedet paa ham. Saa pressede hun hans Klæder.
„Nu er du jo helt pæn,“ sagde hun, da han var kommet i Tøjet, og
betragtede ham varmt. „Du er lige som du var blevet et nyt Menneske. Jeg
kunde godt lide at gaa ned ad Gaden med dig om Armen, hvis jeg havde
været 10-15 Aar yngre. Men et Kys maa du lade mig faa — jeg har jo gaaet
dig efter som kunde du været mit Barn.“ Hun kyssede ham hastigt og
vendte sig mod Kakkelovnen.

„Og nu ved jeg ikke bedre Raad, end at vi maa spise kold Middagsmad, og
saa gaa hver sine Veje,“ sagde hun bortvendt. „Alt mit Brændsel er gaaet
med i Nat til at faa Tøjet tørt, og her kan vi ikke være i Kulden. Jeg
tænker jeg finder en eller anden at besøge, saa gaar denne Dag nok. Du
finder vel ogsaa nok et Sted at være.“

„Det er saamænd lige meget hvor jeg er,“ sagde Pelle ligegyldigt.

Hun saa paa ham med et ejendommeligt Smil. „Mon du vil blive ved at gaa
og sløse saadan,“ sagde hun. „I Mandfolk er nogle underlige Dævle, bare
noget gaar jer lidt paa tværs, saa skal I straks drikke jer fulde, eller
sylte jer til paa anden Vis — I er ikke stort bedre end Pattebørn! En
anden maa arbejde ligefuldt, enten det er gaaet saadan eller saadan for
én!“

Hun stod med Overtøjet paa og nølede. „Her har du en 25-Øre,“ sagde hun
— „det er altid til en Kop Kaffe at varme dig paa.“

Pelle vilde ikke tage imod den. „Hvad skal jeg med dine Penge?“ mumlede
han. „Behold dem selv!“

„Aa tag dem nu! Jeg ved nok at det er saa lidt at byde paa, men jeg har
ikke flere. Og vi to skulde vel ikke have Behov at skamme os for
hinanden.“ Hun stak Pengestykket ned i hans Jakkelomme og skyndte sig af
Sted.

Pelle drev ud i Skovene. Han havde ingen Lyst til at gaa hjem og tage en
ørkesløs Tørn med Strøm. Han drev af Sted paa de øde Stier, og følte et
svagt Velvære ved at mærke hvorledes Foraaret brød paa. Inde under de
gamle mosgraa Graner laa Sneen endnu, men nede i Grannaalene stak
allerede Svampene Hovedet frem, og Jorden var at træde paa som løftet
Dejg.

Han greb sig i at gaa og smaasysle med sit eget og vækkedes pludselig af
sin Halvdrøm. Et eller andet havde foresvævet ham som ganske hyggeligt —
jo det var det at flytte hen til hende alligevel, og indrette sig lige
som Jens. Han kunde faa sig lidt Læster og sidde hjemme og arbejde — der
lod sig altid slæbe videre paa det til bedre Tider. Hun tjente jo ogsaa
noget og havde et gavmildt Sind.

Men nu han fik fat om det med sin Tanke, blev det hele beskt for ham.
Han havde snyltet nok paa hendes Fattigdom og gode Sind, hendes sidste
Pind havde han taget, saa hun nu maatte gaa og gøre sig ydmyg for lidt
Varme og Aftensmad. Dette blev ved at græmme ham, da han først havde
faaet Øje paa det. Det fulgte ham hjem og i Seng; og bag al hendes
Godhed mærkede han hendes Foragt, fordi han ikke mødte Elendigheden med
Arbejde som et ordenligt Menneske.

Næste Morgen var han tidlig oppe og meldte sig til Arbejde nede paa
Havnen. Han indsaa ikke Nødvendigheden af det i og for sig — men vilde
ikke skylde et Kvindfolk noget. Paa Lørdag skulde hun faa sine udlagte
Skillinger igen.




                                  XXIV


Pelle stod nede paa Bunden af Havnebassinet og læssede Ross i
Tipvognene. Naar en Vogn var fuld, skubbede han og Makkeren den frem til
Hovedsporet, de hang paa den tomme Vogn og rutsjede tilbage. Nu og da
lod de andre Værktøjet synke og skottede hen til ham — han sled godt nok
for en Skomager at være, Stenen faldt godt i hans Hænder! Naar han
skulde have en stor Brokke op i Vognen, løftede han den først op paa
sine Knæ, svor en Gang, og satte den saa op med hele Kroppen. Saa
tørrede han Sveden af Panden og tog sig en Dram og en Taar Øl — han stak
ikke op for nogen!

Tænke gav han sig ikke af med, men lod fem være lige og nød Sliddet og
Mødigheden. Det haarde Arbejde nedbrød noget i hans Legeme og fyldte ham
med rent dyrisk Velvære. „Mon mit Øl kan slaa til Eftermiddagen ud?“
kunde han tænke; ud over det var der ikke noget. Fremtiden eksisterede
ikke, og heller ingen pinlig Fornemmelse af at den ikke var der; der var
intet Nag i ham over noget som havde glippet, eller noget han forsømte —
Sliddet tog det hele. Der var bare denne Sten som skulde af Vejen — og
saa den næste; denne Vogn som skulde være fuld — og den næste frem! Naar
Stenen ikke vilde give sig i første Ryk, skar han Tænder; han var besat
af Arbejdet. „Han er saa ung i Tøjet endnu,“ sagde de andre — „han løber
nok Vejret af sig!“ Men Pelle vilde vise sine Kræfter, det var hans
eneste Ærgærrighed. Makkeren lod ham mase paa og tog den selv med Ro, nu
og da roste han ham for at holde ham til Ilden.

Det var det usleste Arbejde ved Havnen, enhver kunde gaa til det uden
Forudsætninger. De fleste af Pelles Kammerater var Folk, som havde gjort
deres Bo op og lod staa til, hvorhen Strømmen bar; og han fandt sig vel
mellem dem. Der naaede ingen Ord her ned til Bunden, som kunde vække
døde Forestillinger til Live eller blot spøge i en tom Hjærne; Fremtiden
var Jærntæppet gaaet ned for, og Lykken laa saa snublende nær — Dagens
Slid lod sig straks omsætte i glade Omgange.

Sin Fritid tilbragte han sammen med Arbejdskammeraterne. Det var løse
Eksistenser, som Rygtet om det store Arbejde havde trukket til; de
fleste var ugifte, nogle havde vel Kone og Børn et Steds, men fortav det
eller huskede det ikke længer. De havde ikke noget rigtigt Logi men
huserede i Vognmand Køllers forladte Lade, som laa tæt ved Havnen. De
kom aldrig af Klæderne men sov i Halmen, og vaskede sig i en Spand Vand
der sjældent blev skiftet; deres meste Føde bestod af Brødhumpler, og
Spejlæg som de stegte paa et Ildsted mellem to Sten.

Pelle fandt Behag i denne Tilværelse og holdt gærne til hos dem. Om
Søndagen aad og drak de afvekslende hele Dagen, laa nedborede i Halmen i
den røgfyldte Lade og fortalte Historier, tragiske Historier om
Yngstesønner, der tog Øksen og slog Far og Mor og alle Søskende ihjæl,
fordi de følte sig forfordelt paa Arven! om Børn der gik til Præsten, og
elskede hinanden, og blev med Barn — derfor skulde de halshugges! og om
Kvinder der ikke vilde føde de Børn til Verden Bestemmelsen var — derfor
fik de Bugen lukket til Straf!

Han havde ikke været ude hos Marie Nielsen, siden han tog fat her. „Hun
driver Spil med dig,“ sagde de andre, naar han fortalte om hende — „hun
vil spille den anstændige for at du skal bide paa. Kvindfolk har altid
Bagtanker — dér gælder det at være paa sin Post. De tager hellere to end
en, og de unge Enker er de værste. Dem skal der en skrap Djævel til at
staa sig for.“

Men Pelle var et Mandfolk og lod sig ikke spille paa Næsen af nogen
Kvinde. Enten var man Venner og gjorde ingen Ophævelser — eller man var
det ikke! Det vilde han sige hende paa Lørdag Aften, og smide ti Kroner
paa Bordet for hende — saa var de vel kvit! Og hvis hun gjorde Vrøvl,
kunde hun faa sig en paa Kassen! Han kunde ikke tilgive hende det med
Brændslet, som slap op saa hun maatte tilbringe sin Søndag paa Gaden —
det sad et eller andet Sted i ham og stak som en ond Gnist. Hun gjorde
sig til Martyr paa hans Regning!

En Middag stod han henne ved Slæbestedet sammen med Minerne; Emil og han
havde lige været henne i Laden og slugt lidt Mad, de gav Afkald paa
Middagssøvnen for at overvære en større Sprængning, som skulde foregaa i
Middagspavsen mens Havnen var tom. Der var blæst af over det hele, Folk
i de nærmeste Huse havde aabnet Vinduerne for ikke at faa dem sprængt af
Lufttrykket. Minen var stukket an, de holdt sig i Læ under Tømmerværket,
og stod og smaasludrede mens de ventede paa Eksplosionen. _Kraften_ var
der ogsaa, han holdt sig som altid i Nærheden og stod og gloede med sit
dumpe Udtryk uden at tage Del i noget. De gav sig ikke af med ham, men
lod ham gaa og taage om som han vilde.

„Dæk dig bedre Pelle,“ sagde Emil — „nu gaar den straks!“

„Hvor er Olsen og Strøm?“ spurgte én pludselig. De saa forvirret paa
hinanden.

„De sover vel Middagssøvn,“ sagde Emil — „de har snapset godt i
Formiddag.“

„Hvor ligger de?“ brølede Formanden og sprang frem af sin Dækning. De
anede det alle, men ingen vilde sige noget. Det rykkede i dem som skulde
de foretage sig et eller andet, men ingen af dem kom af Stedet. „Herre
Jesus,“ sagde Bergendal og slog sin Haand mod Klippevæggen — „Herre
Jesus da!“

_Kraften_ sprang frem af sin Dækning og ned over Slisken; han løb over
Bassinets Bund i lange Sæt fra Brokke til Brokke, hans vældige Træsko
klang. „Han vil rive Lunten fra!“ raabte Bergendal. „Han naar det ikke,
den maa være udbrændt nu!“ Det lød som et Angstraab — langt ud over dem
der skulde høre det. Saa fulgte de aandeløse hans Færd, de var traadt
helt frem af Dækningen. I Pelle var der noget meningsløst der rykkede,
han sprang fremefter men blev grebet i Nakken. „En er nok!“ sagde
Bergendal og slængte ham tilbage.

_Kraften_ var helt derhenne, Haanden havde han strakt frem til Greb.
Pludselig løftedes han bort fra Lunten af en usynlig Haand, svævede
blødt baglæns gennem Luften som et Ballonmenneske og faldt paa Ryggen.
Drønet fik i et Nu alt til at forsvinde.

Da de sidste Brokker var faldne, løb de derned. _Kraften_ laa udstrakt
paa Ryggen og saa roligt op i Himlen, han havde lidt Blod i Mundvigene,
og fra et lille Hul bag det ene Øre piblede Blodet ud. De to drukne
havde ingen Skade taget, de rejste sig lidt fortumlede et Par Skridt bag
Eksplosionsstedet. _Kraften_ blev baaret op i Laden; mens der gik Bud
efter Lægen, rev Emil en Las af sin Bluse og kom Brændevin paa, den
lagde de bag Øret paa ham.

Han slog Øjnene op og saa paa dem; hans Blik var saa klogt, at enhver
vidste han ikke kunde have langt igen. „Her lugter af Snaps,“ sagde han
— „hvem giver en Dram?“ Emil rakte ham Flasken, og han tømte den. „Det
smager alligevel godt,“ sagde han sagte. „Nu har jeg ikke rørt
Brændevin, jeg ved ikke hvor længe — men hvad Nytte er det saa til?
Fattigmand skal drikke Brændevin, ellers duer han ikke noget — det er
ikke Spøg at være Fattigmand! Han har ingen anden Frelse, det saa I med
Strøm og Olsen — fulde Folk kommer ingen Skade til. Gjorde de vel?“ han
prøvede at lette Hovedet. Strøm traadte frem.

„Her er vi du,“ sagde han tykmælet. „Men jeg vilde give meget til, at vi
var røget lukt ind i Helvede begge to — fremfor at dette skulde ske.
Ingen af os har villet dig noget godt du.“ Han strakte Haanden frem.

Men _Kraften_ kunde ikke løfte sin; han laa og stirrede op mod det
hullede Straatag. „Det har været drøjt nok at høre til de Fattige,“
sagde han — „og godt er det at det er forbi. Men I har ikke noget at
takke for! Hvorfor skulde jeg vel lade jer i Stikken og tage det hele
selv — ligner det _Kraften_? Javist var Planen min, men kunde jeg have
udført den alene? — Nej behold alle Pengene, I har ærlig fortjent dem!
_Kraften_ skal ikke have mere end nogen anden, naar vi er lige gode om
Arbejdet.“ Han løftede besværligt Haanden og slog rundhaandet ud.

„Ak, han tror han er Havnebygmester,“ sagde Strøm — „han taler i
Vildelse. Mon ikke noget koldt paa hans Hoved vilde gøre godt?“ Emil tog
Spanden og gik efter frisk Vand. _Kraften_ laa med lukkede Øjne og et
svagt Smil; han lignede en Blind der lytter.

„Kan I huske,“ sagde han uden at aabne Øjnene — „hvor vi sled og sled og
kunde knap nok faa Føden ud af det? De store sad og aad alt hvad vi
kunde frembringe; naar vi lagde Værktøjet fra os og skulde stille vor
Sult, var der ingenting. Vore Tanker stjal de, og havde vi en pæn Kærest
eller Datter kunde de bruge hende med. End ikke vore Krøblinge kastede
de Vrag paa. Men nu er det forbi, og lad os være glade for at vi oplever
det; det kunde have taget meget lang Tid. Mor vilde heller ikke tro det,
naar jeg fortalte hende at de onde Dage snart var ovre — men se nu her!
Faar jeg ikke lige saa meget for mit Arbejde som Doktoren for sit, og
kan holde Kone og Døtre pæne, og have Bøger og et Piano staaende ligesom
han? Er det saa ikke stort at gøre Haandens Arbejde ogsaa? Karen faar
Undervisning i Musik hun; jeg har altid ønsket det, for hun er svag og
kan ikke taale haardt Arbejde. I skal komme med hjem og høre hende
spille — hun har et godt Nemme! Fattigmands Barn har ogsaa Ævner, der
har blot ingen lagt Mærke til det før.“

„Herregud som han snakker,“ sagde Strøm grædende. „Det er næsten, som
kunde han have Delirium.“

Pelle bøjede sig ned over _Kraften_. „Nu skulde du være klog og tie,“
sagde han og lagde ham noget vaadt paa Panden. Blodet piblede rask ud
bag den saaredes Øre.

„Lad ham kun tale,“ sagde Olsen. „Han har ikke talt et Ord nu i Maaneder
og trænger til at faa sig renset ud. Langt har han vist heller ikke
igen.“

_Kraften_ bevægede kun Læberne svagt nu, Livet blødte jævnt ud af ham.
„Blev du vaad lille Karen?“ mumlede han — „skidt det tørres jo igen! Og
nu har du det godt, du kan ikke klage. — Er det morsomt at være Frøken
hva’? Sig bare alt hvad du ønsker — det er ingen Nytte til at være
beskeden — — vi har været det længe nok! Handsker til de skrubbede
Fingre ja. Men saa maa du spille lidt for mig! Spil den kønne — — om den
glade Vandring — gennem Jorderige. Den om Tusendaarsriget du!“ Han gav
sig sagte til at nynne med, han kunde ikke bevæge Hovedet til Takten,
saa klippede han med Øjnene; nu og da brød hans Nynnen igennem og blev
til Ord.

Noget bød de andre ubøjeligt at synge med — kanske det at det var en
Salme. Pelle førte an med sin klare Røst; han var ogsaa den der kunde
Ordene bedst udenad:

   „Dejlig er Jorden,
   prægtig er Guds Himmel,
   skøn er Sjælenes Pilgrimsgang!
   Gennem de favre
   Riger paa Jorden
   gaar vi til Paradis med Sang.“

_Kraften_ sang stærkere igennem som vilde han overdøve Pelle, hans ene
Fod var kommet i Gang med at træde Takten. Han laa med lukkede Øjne,
lullede blindt med Hovedet til Sangen og lignede en der giver sit sidste
Besyv med i et taaget Orgie, inden han gaar under Bordet. Blodvandet løb
af hans Mundvige:

   „Tider skal komme,
   Tider skal henrulle,
   Slægt skal følge Slægters Gang.
   Aldrig forstummer
   Tonen fra Himlen
   i Sjælens glade Pilgrimssang.“

_Kraften_ forstummede, hans Hoved blev hængende ned til den ene Side. De
andre gik i Staa med det samme.

De sad i Halmen og stirrede paa ham; hans sidste Ord hang endnu i deres
Øre som en taabelig Drøm, der underligt blandedes med Salmens
Sejrsklang. De følte alle den samme stumme Anklage fra den døde og
rettede den i Øjeblikkets Uhygge mod sig selv.

„Ja hvem ved, hvad én kunde have drevet det til,“ sagde en laset Fyr og
tyggede grundende paa et Halmstraa.

„Jeg bliver nu aldrig til noget,“ svarede Emil mismodig — „mig er det
altid gaaet tilbage for. Jeg var i Lære, og da jeg blev Svend, sparkede
de mig ud; jeg havde ødt fem Aar af mit Liv og kunde ingenting. — Men
Pelle dér kommer nok frem.“

Pelle løftede forundret Hovedet og saa uforstaaende paa ham.

„Hvad nytter det vel, en fattig Djævel søger at komme op — han bliver
bare slaaet ned igen!“ sagde Olsen. „Se nu _Kraften_ — havde nogen
større Adkomst end han? Nej de store tillader ikke, at vi andre kommer
op!“

„Og tillod vi det selv kanske?“ mumlede Strøm. „Vi er bange for, at en
af vore egne skal flyve forbi os.“

„Jeg forstaar ikke, at ikke alle Fattige holder sammen mod de andre — vi
lider dog samme Skade,“ sagde Bergendal. „Om vi alle slog os sammen, og
lod være at have noget med dem at gøre der vil os ilde for Eksempel, saa
skulde det nok vise sig, at Fattigdommen tilsammen taget er det der
udgør de andres Velstand. Det er det, de er i Færd med borte har jeg
hørt.“

„Vi bliver saamænd aldrig enige om noget,“ sagde en gammel Stenhugger
trist.

„Nej, for bare en af Herrerne klør os lidt i Nakken, saa ruller vi os
straks for Fødderne af ham og lader os pudse løs paa vore egne. Var vi
alle som _Kraften_, saa havde alting maaske set anderledes ud.“

De tav og sad og saa paa den døde, der var noget af en Afbigt i hver
Mands Holdning. — „Ja det kommer sent det,“ sagde Strøm med et Suk. Saa
følte han ud i Halmen og fik Flasken fat.

En og anden sad endnu og arbejdede med noget, der maaske skulde siges;
men saa kom Doktoren, og de trak sig ind i sig selv. De tog deres
Ølflasker og gik paa Arbejde igen.

Pelle samlede stille sine Stumper sammen, gik saa ned til Formanden og
bad om Afregning. „Det kommer pludseligt,“ sagde Formanden — „nu var du
ellers ved at komme godt i Gang. Hvad vil du da nu?“

„Jeg vil bare have Afregning,“ svarede Pelle. Andet vidste han ikke.

Saa gik han hjem og gjorde sit Værelse i Stand. Det lignede en
Svinebutik, han begreb ikke, at han havde kunnet holde den Uorden ud.
Imens tænkte han trevent paa Udveje. Det havde været meget bekvemt at
høre til Rosset og vide, at nu kunde man ikke komme dybere, men der
kunde jo være en og anden Mulighed endnu! Emil havde sagt de dumme Ord —
hvad mente han med dem? Pelle dér han kommer nok frem! — javist, kendte
Emil kanske noget til andres Elendighed? han havde nok tilstrækkeligt i
sit eget.

Han gik ned for at købe sig lidt Mælk, saa vilde han gaa hen og sove,
han trængte til at døve alt dette, der med et tog fat at mudre i hans
Hoved igen.

Nede paa Gaden løb han paa Vandreskomager Sort. „Naa der har vi dig!“
udbrød Sort. „Jeg gik netop og grundede paa, hvordan jeg bedst skulde
faa dig i Tale. Jeg vilde bare meddele dig, at i Morgen begynder jeg paa
Vandringen — hvis du saa vil med. Det er herligt Liv at drage om paa
Gaardene nu i Foraarstiden — og du gaar i Hundene, hvis du bliver ved
paa denne Maade! Nu ved du det altsaa, og faar selv bestemme dig.
Klokken seks gaar jeg! jeg opsætter det ikke længer.“

Sort havde lagt Mærke til Pelle den Aften i Bedehuset og været i Lag med
ham et Par Gange for at ruske ham op. „Fjorten Dage har han altsaa udsat
sin Vandring for min Skyld,“ tænkte Pelle med en Antydning af
Selvfølelse. Men han skulde ikke ud og trave Tiggergang fra Gaard til
Gaard efter Arbejde! Pelle var værkstedslært, og saa med Foragt paa
Vandreskomageren der gik paa Omgang som et andet Fattiglem, fik Lær og
Traad udleveret hvert Sted og søbede af Fad med Tjenestefolkene! Saa
meget Fagstolthed var der dog i ham! Han var fra Værkstedet vant til at
betragte Sort som en ynkelig Fortidslævning, en Arv fra Trælletiden.

Du gaar i Hundene! sagde Sort; og Marie Nielsen mente det samme med alle
sine forblommede Hentydninger. Men hvad saa? han var kanske allerede
gaaet i Hundene! Naar der nu ingen anden Udvej var! Men nu vilde han
sove — og blive fri for alt det!

Han drak sin Flaske Mælk og spiste noget Brød til, saa gik han i Seng.
Han hørte Kirkeuret slaa — det var midt paa Eftermiddagen og dejligt
Vejr. Men Pelle trængte til at sove, bare sove! Hans Sind var som Bly.

Han vaagnede tidlig næste Morgen og var i et Sæt ude af Sengen; Solen
fyldte Værelset, og han selv var fuld af karsk Følelse. Han jog i Tøjet
— der var saa meget han skulde! Saa slog han Vinduet op og tog
Vaarmorgenen ind i et Aandedrag, der som en Følelse af dyb Glæde
forplantede sig ud i hans Legeme. Ude over Havet kom Baadene ned mod
Havnen; Morgensolen faldt i de slappe Sejl og fik dem til at gløde, hver
Baad arbejdede sig tungt frem ved Aarerne. Han havde sovet som en Sten
fra han lagde sig til nu, Søvnen var som et Svælg mellem i Gaar og i
Dag. Nynnende pakkede han sine Ting og gav sig paa Vej med en lille Bylt
under Armen. Han lagde Vejen om ad Kirken for at se paa Uret — Klokken
var ikke meget over fem. Saa styrede han ud mod Byvangen med stærke
Skridt, saa glad som gik han sin Lykke i Møde.




                                  XXV


Der dukkede to Mænd ud af Skoven og krydsede Landevejen. Den ene var
lille og pukkelrygget, han havde en Skomagerdisk spændt fast paa Ryggen;
dens Kant hvilede paa Puklen, og der var stukket en lille Pude imellem
for at den ikke skulde gnave. Den anden var ung og stærkbygget, noget
mager men sund og frisk i Farven. Han havde et stort Knippe Læster paa
Ryggen, de holdtes i Ligevægt af en Kasse foran, der efter Lyden kunde
indeholde Værktøj. Han kastede sin Byrde af sig paa Grøftekanten og
spændte saa Disken af den pukkelryggede. De smed sig i Græsset og laa og
stirrede op i den blaa Himmel. Det var en dejlig Morgen, Fuglene havde
travlt, og inde i den duggede Kløver gik Kvæget og slæbte lange Striber
efter sig.

„Og alligevel er du altid glad?“ sagde Pelle. Sort havde lige fortalt
ham sin triste Barndomshistorie.

„Ja ser du, ofte ærgrer det mig jo ogsaa, at jeg tager alting saa let —
men naar jeg nu ikke ved den Ting, jeg kunde være bedrøvet over! Gaar
jeg Tingene efter, saa træffer jeg altid noget der gør mig endnu gladere
— som nu dit Selskab for Eksempel. Du er ung, og Sundheden lyser ud af
dig, Pigerne bliver saa milde hvor vi kommer hen. Det er som jeg selv
var Aarsag i deres Glæde.“

„Hvorfra har du faaet al din Viden om Tingene?“ spurgte Pelle.

„Synes du jeg ved saa meget?“ Sort lo glad. „Jeg kommer jo omkring og
ser mange Slags Hjem, hvor Mand og Kone forliges — og hvor de lever som
Hund og Kat; Folk af enhver Slags kommer jeg i Berøring med. Meget faar
jeg ogsaa at vide, fordi jeg ikke er skabt som andre Mennesker — mer end
én Pige har betroet mig sin Elendighed du! — Og saa tænker jeg over alle
Ting, om Vinteren naar jeg sidder ene — Biblen er ogsaa god at hente
Viden af. Der lærer man at gaa bag om Tingene; og ved du først, at alt
har en Bagside, saa lærer du at bruge din Forstand. Du kan gaa bag om
hvilken Ting du vil, saa fører de allesammen ét Sted hen — til Gud; fra
ham er jo ogsaa det hele udgaaet. Det er Sammenhængen ser du; og naar
man først har den, er man altid lykkelig. Morsomt vilde det være at
følge Tingene fremefter ogsaa — hvor de deler sig; og vise at de
alligevel til Slut løber sammen i Gud igen. Men det ævner jeg ikke.“

„Vi skulde vel se at komme videre,“ Pelle gabede og begyndte at røre paa
sig.

„Hvorfor? Vi har det jo godt her — og naar nok det vi skal! Skulde der
ligge et Par Støvler som Sort og Pelle ikke naaede at faa forsaalet
inden de døde, saa udretter en anden det nok.“

Pelle smed sig om paa Ryggen igen og trak Huen over Øjnene — for hans
Skyld havde det ingen Hast. Nu havde han vandret med Sort snart en
Maaned, og været næsten lige saa meget paa Landevejene som paa
Arbejdsstolen — Sort havde ingen Ro paa sig, naar han havde været et Par
Dage et Sted maatte han videre! Han holdt af Skovbryn og Grøftekanter,
og kunde tilbringe halve Dage der. Og Pelle manglede ikke
Tilknytningspunkter til denne Friluftsdasen, han havde hele sin Barndom
at øse af. Han kunde ligge i Timevis og tygge paa et Græsstraa —
langmodig som en Rekonvalescent — mens Sol og Luft gjorde sit Arbejde i
ham.

„Hvorfor præker du aldrig for mig?“ sagde han pludselig og kiggede
drilagtigt frem under Huen.

„Og hvorfor skulde jeg præke — fordi jeg er hellig? Men du er det jo
ogsaa; enhver der er glad og tilfreds er hellig.“

„Jeg er langtfra ikke tilfreds,“ svarede Pelle og rullede sig paa Ryggen
med alle fire i Luften. „Men du — jeg begriber ikke, at du ikke laver
dig en Menighed! Du har jo Ordet i din Magt.“

„Ja hvis jeg var skabt som du — saa skulde jeg nok. Men nu er jeg
pukkelrygget.“

„Hvad saa? Du bryder dig jo alligevel ikke om Kvindfolkene.“

„Nej, men uden dem kan der ikke udrettes noget. Det er dem, der drager
Mændene og Børnene efter sig ser du! Og underligt er det at det just
skal være dem — for Kvindfolkene bryder sig jo ikke om Gud! De har ingen
Ævne til at gaa bag om Tingene, men vælger bare efter det ydre. Alting
skal de hænge uden paa sig som Stads — Mændene med. Ja og Vorherre helst
ogsaa — de kan bruge det hele.“

Pelle laa en Stund og gik sine spredte Erfaringer efter. „Marie Nielsen
var nu ikke saadan,“ sagde han tankefuld. „Hun gav gærne Særken af
Kroppen og forlangte ingenting for sin egen Mund. Jeg har handlet
troløst mod hende! jeg bød hende ikke engang Farvel, før jeg drog ud.“

„Saa maa du søge hende op og erkende din Fejl, naar vi kommer til
Staden. — I var altsaa ikke Kærester?“

„Hun saa paa mig som om jeg var et Barn, har jeg jo sagt dig.“

Sort laa lidt. „Dersom du vilde være med, saa skulde vi lave en Menighed
du! jeg kan se paa deres Øjne, at du har Magten over dem hvis du vilde —
som nu Pilegaardsdatteren! Vi skulde faa Tusender med os.“

Pelle svarede ikke, hans Tanker vandrede spørgende tilbage til
Pilegaarden, hvor Sort og han sidst havde arbejdet; han var igen i det
klamme Værelse med den altfor store Seng, hvori det blege Pigeansigt
næsten blev borte. Hun laa og holdt om sin store Flætning med en
gennemsigtig Haand — og saa paa ham; og bag ham trak de Døren læmpeligt
til. — „Det var et besynderligt Paahit,“ sagde han og trak Vejret dybt —
„én som hun aldrig har set for sine Øjne. Jeg kunde gærne græde naar jeg
tænker paa det.“

„Forældrene havde fortalt at vi var der, og spurgt, om hun ikke vilde
jeg skulde tale et Guds Ord med hende — de er jo hellige. Men hun vilde
hellere se dig. Faderen var vred og vilde ikke tillade det. Hun har
aldrig haft unge Mænd i Tankerne før — sagde han — hun skal kunne staa
helt ren for Guds og Lammets Trone. Men jeg sagde: Er du nu vis paa
Vorherre bryder sig om det, du kalder for Renhed Ole Jensen? Lad du dem
kun mødes, naar hun kan have en Glæde af det! — Saa lukkede vi Døren for
jer og — hvordan var det saa?“ Sort vendte sig imod ham.

„Du ved det jo,“ svarede Pelle tvært — „at hun bare laa og saa paa mig,
som om hun tænkte: Ser han saadan ud og har været saa langt nede? Jeg
kunde se paa hendes Øjne, at I havde talt om mig og hun vidste om alt
mit Svineri.“

Sort nikkede.

„Saa strakte hun Haanden ud imod mig. Hvor hun ligner en Guds Engel
allerede — tænkte jeg — men Synd er det nu alligevel for én der er saa
ung! Og saa gik jeg hen og tog hende i Haanden.“

„Og hvad saa da?“ Sort skubbede sig nærmere, hans Øjne hang ventende ved
Pelles Læber.

„Saa rakte hun Munden lidt frem. Og i det samme glemte jeg hvilket Svin
jeg har været — jeg kyssede hende du!“

„Sagde hun da ingenting til dig — ikke et Ord?“

„Hun bare saa paa mig med disse ubegribelige Øjne. Saa vidste jeg ikke,
hvad jeg skulde gøre mere — og saá at komme ud.“

„Var du ikke bange for, hun skulde føre Døden over paa dig?“

„Nej hvorfor det? det tænkte jeg ikke paa. Noget saadant kunde hun ikke
pønse paa — saa barnlig hun var.“

En Stund laa de begge uden at sige noget. „Der er noget i dig som tager
Magten over dem,“ sagde Sort saa. „Hvis du vilde være med — — _Ordet_
skulde jeg nok tage paa mig.“

Pelle strakte sig dovent — han følte ingen Trang til at stifte
Religioner. „Nej nu vil jeg ud,“ sagde han. „Der skal være Steder i
Verden, hvor de har begyndt at slagte løs paa de store — dér vil jeg
hen.“

„Der opnaas ikke noget godt ved det ondes Hjælp — bliv du hellere her!
Her ved du hvad du har — og hvis vi gik sammen.“

„Nej her er ingenting at opnaa for en der er fattig; skal jeg blive ved
at gaa her, ender jeg i Skidtet igen. Jeg vil have min Andel du, selv om
jeg skal slaa en Blodsuger ihjæl for at faa den — det kan vel ikke være
saa stor Synd heller. — Men skal vi nu ikke se at komme videre? I en hel
Maaned har vi nu travet rundt til Sydlandets Gaarde, og bestandig har du
lovet, at vi skulde komme ind efter til _Lyngen_. Jeg har ikke hørt til
Far Lasse og Karna i flere Maaneder; da det begyndte at gaa mig skidt,
var det som jeg glemte dem helt.“

Sort rejste sig hastigt: „Det er godt du har Tanke for andet ogsaa end
at slaa Blodsugere ihjæl — hvor langt er der til Lynggaarden?“

„En Mils Vej godt og vel.“

„Vi gaar derind med det samme. Jeg har alligevel ingen Lyst til at
begynde paa noget i Dag!“

De fik Sagerne paa Nakken og travede af Sted under fornøjet Passiar.
Sort udmalede sig Ankomsten. „Nu gaar jeg først ind og spørger, om de
har gammelt Fodtøj eller Seletøj de vil have lappet; og saa kommer du
frem midt i det.“

Pelle lo. „Skal jeg ikke bære Disken for dig? Den kan godt bindes paa
det andet.“

„Du sveder vel ikke paa mine Vegne?“ svarede Sort leende. „For saa
skulde du prøve at smide Bukserne.“

De var trætte af at tale og travede videre i Tavshed. Pelle gik sorgløst
fremad og tog den friske Dag ind. Han følte Overmaalet af Kræfter som et
Behag i sig; ellers tænkte han ikke paa noget, men glædede sig rent
ubevidst til Besøget i Hjemmet. Hvert Øjeblik maatte han sagtne sine
Skridt, for at Sort ikke skulde sakke agterud.

„Hvad tænker du nu paa?“ spurgte han pludselig. Det var saa pirrende, at
Sort altid skulde gaa der og tænke, saa snart han tav; man kunde aldrig
paa Forhaand vide, i hvilket Hjørne han dukkede op igen.

„Akkurat saadan spørger Børnene,“ svarede Sort leende. „De vil se hvad
der er indeni!“

„Saa sig mig det da, — du kan vel sige det!“

„Jeg tænkte paa Livet du. Her gaar du ved min Side stærk og sejrssikker
som den unge David, og for en Maaned siden var du et Udskud.“

„Ja det er forresten ogsaa underligt,“ sagde Pelle og blev tankefuld.

„Men hvordan kom du ned i alt det? Du kunde jo nok have bjærget dig, om
du havde villet.“

„Det ved jeg ikke du. Det var ligesom jeg vil sige nogen slaar dig i
Hovedet — og du saa gaar og ikke ved hvad du foretager dig. Det er
heller ikke saa farligt, naar man først er der. Man slider, og drikker
sig fuld — og slaar saa hinanden i Hovedet med Flaskerne.“

„Du siger det saa glad — du gaar ikke bag om Tingene, det er Sagen! Jeg
har set saa mangen gaa til Bunds; det er bare et lille Skridt til Side
for Fattigmand, saa er han gaaet i Hundene — og tror selv han er en
Pokkers Karl. Godt var det alligevel, du kom ud af det! — At ikke Naget
forbitrede jer Tilværelsen heller!“

„Kom Naget, saa var der jo Brændevinen,“ sagde Pelle erfarent. „Den skal
nok drive alt andet ud.“

„Saa er det jo paa en Maade godt med den ogsaa — den hjælper dem over
Ventetiden.“

„Tror du virkelig, der kommer et Tusendaarsrige? — med Godtid for alle,
fattige og usle?“

Sort nikkede. „Gud har lovet det — hans Ord faar vi vel tro. Der skal
være noget saadant under Forberedelse ovre; men jeg ved ikke, om det er
det rette.“

De travede rask fremad. Vejen var stenet og ujævn, inde til Siderne
begyndte Klippen med sin stride Vækst at stikke frem af Agrene, foran
dem hævede _Lyngens_ blaanende Klippelandskab sig. „Saa snart vi nu har
været hjemme, rejser jeg. Jeg maa over Havet og se hvad de har for,“
sagde Pelle.

„Jeg har ingen Ret til at holde igen paa dig,“ svarede Sort lavmælt —
„men Vandringen vil blive ensom for mig. Jeg vil altid være til Mode,
som om det var min Søn der havde forladt mig. Men du faar vist andet at
tage vare end at mindes en stakkels Pukkelryg! Dig staar jo Verden
aaben, og naar du først sidder godt paa dit eget, husker du nok ikke den
lille Sort.“

„Jeg skal nok huske dig,“ svarede Pelle. „Og saa snart jeg er kommet
godt efter det, kommer jeg hjem og ser til dig — ikke før. Far vil jo
nok sætte sig imod at jeg rejser, han vil gærne jeg skal overtage
Lynggaarden efter ham — men saa staar du paa mit Parti. Jeg har ingen
Lyst til at være Bonde.“

„Det skal jeg nok.“

„Se nu her du, bare Sten paa Sten med Lyng og stridt Krat iblandt!
Saadan var Lynggaarden for kun fire Aar siden — og nu er det en hel god
Gaard. Det har de to udrettet — uden fremmed Hjælp!“

„Der er godt Tømmer i jer!“ sagde Sort. „Men hvad er det for en gammel
Stakkel deroppe paa Aasen? Han har en stor Sæk paa Nakken, og gaar som
han skulde falde for hvert Skridt.“

„Han — det er jo Far Lasse det! — Halløj!“ Pelle svang Huen.

Lasse kom stavrende ned imod dem, han lod Sækken falde og gav dem
Haanden uden at se paa dem.

„Kommer du her?“ udbrød Pelle glad. „Og vi skulde netop ind og se til
jer.“

„Nu kan du spare dig! Du har været øm over dine Fjed, spar dem nu helt!“
sagde Lasse tonløst.

Pelle stirrede: „Hvad saa da — er I flyttet?“

„Ja vi er flyttet!“ Lasse lo hult. „Flyttet — ja ja vi er — og gaaet
hver sin Vej tilmed. Karna hun er nu dér hvor der ingen Sorger er — — og
her er Lasse og alt hans!“ Han stødte til Sækken med Foden, og blev ved
at staa med Siden til dem og Blikket i Jorden.

Alt Liv var veget fra Pelles Ansigt, han stirrede forfærdet paa Faderen
og bevægede Læberne, men kunde ikke faa et Ord frem.

„Her skal jeg løbe tilfældigt over min egen Søn, midt paa den vilde
Mark! Og saadan som jeg har ledt og spurgt mig frem — ingen vidste om
dig at sige. Dit eget Kød og Blod har vendt sig fra dig, tænkte jeg —
men til Karna maatte jeg sige, at du var syg. Hun ventede saa bestemt at
se dig, inden hun drog hen. Nu faar du saa hilse ham — sagde hun — Gud
give det maa gaa ham godt! Hun tænkte mere paa dig end mangen Moder
vilde — ilde har du lønnet det. Det er Aar og Dag siden du satte Foden
hos os.“

Pelle talte stadig ikke, han stod og svajede, hvert Ord ramte ham som et
Kølleslag.

„Du maa ikke være for haard ved ham,“ sagde Sort. „Han er uden Skyld —
syg som han har været.“

„Ja saa, du har haft haardt at slaas med du ogsaa? saa skulde jeg som
din Far vel være den sidste til at falde over dig.“ Lasse strøg ned over
hans Ærme, og Pelle fik Luft ved dette Kærtegn. „Græd du kun frit ud min
Søn, det letter Sindet! I mig er Taaren tørket ind for længe siden, saa
jeg faar se at indrette mig med Kviden. — Det har været en stræng Tid
for mig kan du tro; mangen Nat har jeg siddet over Karna og vidste ikke
mine levende Raad — jeg kunde jo ikke forlade hende og gøre Udvej, og
alting faldt sammen om Ørerne paa os. Saa var det jo ikke langt fra, at
jeg ønskede ondt over dig; du var dog den, som skulde haft en venlig
Tanke for os. Og et Bud kunde du vel altid faaet sendt. — Men nu er det
hele Slut.“

„Vil du da forlade Lynggaarden Far?“ spurgte Pelle stille.

„De har jo taget den fra mig,“ svarede Lasse klynkende. „Jeg kunde ikke
skaffe Terminspengene under alt dette, og nu var det ude med deres
Taalmodighed. Jeg fik lige Lov at blive af pur Naade saalænge, til Karna
havde udstridt og var kommet vel i Jorden — enhver kunde jo se, at det
ikke drejede sig om mange Dage.“

„Hvis det kun er Renterne —“ sagde Sort — „jeg har nogle Hundrede
Kroner, som jeg har sparet sammen til mine gamle Dage.“

„Nu er det for sent, Ejendommen er allerede ved at blive overført paa
anden Mand. Og selv om det ikke var — hvad skulde jeg nu uden Karna? Jeg
duer til ingenting mere.“

„Vi vil drage ud sammen du Far,“ sagde Pelle og løftede Hovedet.

„Nej jeg skal nok ikke drage noget andet Sted hen end til Kirkegaarden.
Jeg er til ingenting mere! Min Gaard har de taget, og Karna sled sig
ihjæl paa den, og selv lagde jeg mine sidste Kræfter der. — Saa tog de
den bare!“

„Jeg skal nok arbejde for os begge. Du skal faa det godt, og gaa og nyde
dine gamle Dage.“ Pelle saa lyst udover.

Lasse virrede med Hovedet. „Jeg kan ikke krænge noget af mig mere — og
lade det ligge og gaa videre!“

„Jeg foreslaar at vi drager mod Staden,“ sagde Sort. „Oppe ved Kirken
maa vi nok kunne finde en Mand der vil køre os.“ De samlede deres Sager
sammen og gav sig paa Vandring; Lasse holdt sig bag de andre og gik og
smaasnakkede, af og til brød han ud i Klage. Saa gik Pelle tavs hen og
tog ham ved Haanden.

„Ingen er der, som tager sig af os og giver os gode Raad! tværtom — de
ser os gærne sætte Liv og Lykke til, bare de kan tjene et Par Skilling
paa det. Selv Øvrigheden tager sig ikke af Fattigmand; han er kun til,
for at alle kan hakke i ham og flyve bort med hver sit! Hvad bryder de
sig om, at de sætter én ud for Kval og Ulykke og Undergang — bare de kan
faa deres Skatter og Renter. Jeg skulde med koldt Blod støde Kniven i
Struben paa hver og en af dem!“ Saadan blev han ved en Stund, stigende —
og faldt saa sammen som et lille Barn.




                                  XXVI


De boede hos Sort, som ejede sit eget lille Hus oppe i Byvangen; den
lille Vandreskomager vidste ikke alt det gode han vilde gøre dem. Lasse
gik mest og sjokkede saa formaalsløst rundt, han havde ingen Ro paa sig
og ikke Samling paa noget; af og til maatte han bryde ud i Klage. Han
var blevet helt affældig, og kunde ikke føre Skeen til Munden uden at
spilde. Naar de vilde have ham til noget for at adsprede ham, var han
stædig.

„Nu maa vi se at faa dine Sager hentet,“ sagde de andre Gang paa Gang.
„Der er ingen Mening i at forære Sognet dit Bohave.“

Men Lasse vilde ikke. „Har de plyndret mig for alt det andet, saa lad
dem have det med,“ sagde han. „Jeg skal heller ikke dér ind mere — og
blive ynket af alle og enhver.“

„Men du stiller dig selv paa bar Bakke,“ sagde Sort.

„Saadan har de jo ogsaa villet det — lad dem saa faa deres Vilje. De maa
vel skulle staa til Regnskab for det engang.“

Pelle fik saa fat i et Køretøj og kørte selv ind efter Sagerne; der var
et helt Læs. Mor Bengtas grønne Kiste fandt han oppe paa Loftet, dér
stod den fuld af Garnnøgler. Det var saa underligt at se den igen — han
havde ikke skænket sin Moder en Tanke i mange Aar. „Den vil jeg have til
Rejsekiste,“ tænkte han og tog den med.

Lasse stod udenfor, da han kom kørende. „Se her hvad jeg kommer med til
dig, du Far!“ raabte han og slog et lystigt Knald med Pisken, men Lasse
gik ind uden et Ord. Da de havde læsset af og skulde se efter ham, var
han krøbet i Seng, han laa med Ansigtet til Væggen og vilde ikke snakke.

Pelle fortalte nyt derinde fra for at faa lidt Liv i ham: „Nu har Sognet
overdraget Lynggaarden til Bakkebonden for 5000 Kroner, og der siges han
har gjort en god Handel — den skal være dobbelt saa meget værd. Han vil
selv bo der og lade sin Søn faa Bakkegaarden.“

Lasse drejede Hovedet halv om. „Ja nu er der Grøde, nu høstes der
Tusender — og saa skal _Bonden_ til!“ sagde han forbitret. „Men det er
ogsaa godt gødet Jord: Karna forløftede sig og døde fra mig, saa godt vi
var sammenkørte, hendes tusend Kroner gik med — og jeg er nu et stakkels
Vrag! Alt det blev lagt i den øde Klippe, saa den blev god og gavmild
Jord. Og saa flytter Bonden ind, nu kan han lide at bo der — vi stakkels
Lus har bare beredt Vejen for ham. Er vi kanske til for andet end det
samme? Tosser de, som vil gøre Ophævelser over sligt! — — Men som jeg
var kommet til at holde af den Plet!“ Lasse brast pludselig i Graad.

„Nu skal du være fornuftig og se at blive glad igen,“ sagde Sort. „De
onde Tider for Fattigmand er snart forbi, der vil komme en Tid, hvor
ingen skal slide sig op for andre, men enhver høste det han selv har
saaet! Hvad Skade har du saa lidt? Saa er du jo paa den rigtige Side og
har tusendvis af Kroner at trække paa. Det var dog værre, om det blev
dig der stod og skyldte, saa!“

„Jeg oplever vist ikke den Tid,“ sagde Lasse og rejste sig paa Albuen.

„Maaske du og jeg ikke, for de der er paa Vandring maa jo dø i Ørkenen.
Men lige fuldt er vi Guds udvalgte Folk, vi Fattige! Og Pelle dér han
faar det lovede Land at se!“

„Nu skulde du komme med ind du Far, og se hvordan vi har indrettet det
til dig,“ sagde Pelle.

Lasse rejste sig træt og fulgte med. De havde møbleret en af Sorts tomme
Stuer med Bohavet, der saa helt hyggeligt ud. „Her var det Meningen du
skulde bo, til Pelle kommer godt i Vej derovre,“ sagde Sort. „Nej der er
ingen Tak — jeg er glad ved at faa Selskab kan du vel begribe.“

„Vorherre vil gengælde dig det,“ sagde Lasse med rystende Stemme. „Andre
end ham har vi Stakler jo ikke at give Anvisning paa.“

— — —

Pelle havde ingen Ro paa sig, han kunde ikke styre sit Sind længer for
Udlængsel. „Hvis du vilde give mig til Billetten, fordi jeg har hjulpet
dig,“ sagde han til Sort — „saa rejser jeg endnu i Aften.“

Sort gav ham 30 Kroner.

„Det er Halvdelen af hvad vi har taget ind — saa mange tilkommer jeg
ikke,“ sagde Pelle. „Du er dog Mesteren — og har holdt os med Værktøj og
alting.“

„Jeg skal ikke leve af andres Arbejde, men af mit eget,“ svarede Sort og
skød Pengene hen til ham. — „Vil du saa rejse som du gaar og staar?“

„Nu har jeg jo Penge i Massevis,“ sagde Pelle glad. „Saa mange Penge har
jeg aldrig ejet paa én Gang! Der kan faas mangt et Stykke Tøj for de
Penge.“

„Men dem maa du slet ikke røre! Du kan bruge 5 Kroner til Rejsen og
saadant, Resten maa du have at møde Fremtiden med!“

„I København — der tjener jeg vist Penge nok!“

„Han har altid været en ligeglad Fanden i Pengesager,“ sagde Lasse
bekymret. „Han havde fem Kroner, dengang han drog her til Staden for at
gaa i Lære — og dem kunde han daarlig gøre Rede for, hvad de blev givet
ud til.“

Sort lo.

„Saa rejser jeg som jeg gaar og staar da,“ udbrød Pelle resolut.

Men det var ogsaa galt. De var ikke til at gøre tilpas de to — de var
som to bekymrede Høns.

Linned var der nu gode Raad for, da Lasse først kom i Tanke om sine
Gemmer, Karna havde sørget godt for ham. „Men det vil nok stumpe paa din
lange Krop! Det er ikke som da du drog bort fra Stengaarden — da maatte
vi lægge Læg paa mine Skjorter til dig.“

Skotøjet var det ogsaa galt med; det gik ikke for en Skomagersvend at
stille med saadanne Ben, naar han søgte Arbejde. Sort og Pelle maatte
til at sy et Par pæne Støvler. „Vi maa tage os Tid,“ sagde Sort — „husk
paa de skal staa for Hovedstadens Dom.“ Pelle var utaalmodig og vilde
gærne slaa til Arbejdet.

Saa var der kun et nyt Sæt Tøj. „Det tager du færdigt paa Kredit,“ sagde
Sort — „Lasse og jeg maa vel nok være gode som Kavtionister for et Sæt
Tøj.“ — — —

Aftenen før han skulde rejse, gik han og Lasse ud for at hilse paa Dues,
de valgte den Tid for at være sikker paa at træffe Due selv, Anna brød
ingen af dem sig stort om. Da de kom ned mod Huset, saa de en gammel
fintklædt Herre gaa ind ad Gadedøren.

„Det er Konsulen,“ sagde Pelle — „han som har hjulpet dem i Vej! Saa er
Due ude paa Langkørsel, og vi er vist ikke velkomne.“

„Skulde det være saadan fat,“ udbrød Lasse og stoppede brat op. „Saa
ynker jeg Due, naar han faar set Sammenhængen. Han vil vist finde, at
han har købt sin Selvstændighed for dyrt saa! Ak ja, Prisen er haard for
dem som vil frem! — Maatte det nu gaa dig godt derovre Pøjke.“

De var kommet ned ved Kirken. Der holdt en Vogn udenfor med grønne
Planter, to Mænd gik og bar dem ind i Vaaningshuset. „Hvad skal her gaa
for sig af højtideligt?“ spurgte Pelle.

„Her skal være fint Bryllup i Morgen,“ svarede en af Mændene — „Købmand
Laus Datter skal giftes med denne her Vigtigsnud — Karlsen er det nok
han hedder. En fattig Fyr er han jo som en af os andre, men tror du han
ser til saadanne som os? Naar Skidt kommer til Ære, ved det ikke hvordan
det vil være! Nu er han jo gaaet ind i Forretningen ogsaa.“

„Det Bryllup vil jeg dog overvære,“ sagde Lasse ivrigt, mens de drev
videre. „Det er dog morsomt at se, at nogen af ens Slægt kan naa frem.“
Pelle tog det som lidt af en Bebrejdelse men svarede ikke.

„Skal vi gaa lidt ned og se paa den ny Havn?“ spurgte han.

„Nej nu gaar Solen ned, og nu vil jeg hjem og i Seng. Jeg er gammel du!
Men gaa du, jeg skal nok finde hjem.“

Pelle drev nedad, men drejede saa af og gik Nord efter — han vilde ud og
sige Farvel til Marie Nielsen. Han skyldte hende et venligt Ord for al
hendes Godhed, og hun maatte ogsaa gærne se ham lidt ordenlig i Tøjet
for en Gangs Skyld. Hun var lige kommet fra Arbejde og var i Færd med at
lave sin Aftensmad til.

„Nej da! kommer du her!“ udbrød hun glad. „Og saa fin du er blevet — du
ligner jo en Prins.“ Pelle maatte blive og spise med.

„Jeg kom ellers bare for at sige dig Tak for din Venlighed — og Farvel!
jeg rejser til København i Morgen.“

Hun saa alvorligt paa ham: „Saa er du nok rigtig glad!“

Pelle maatte fortælle, hvad han havde oplevet siden sidst. Han sad og
saa sig taknemmeligt om i den fattige rene Stue, hvor Sengen stod saa
kysk ved Væggen, dækket med et snehvidt Tæppe. Denne Duft af Lud og
Renhed og hendes friske jævne Sind glemte han nok aldrig! Her havde hun
lukket ham ind midt i al hans Elendighed, og ikke holdt sin hvide Seng
for god til ham mens hun skrubbede Snavset af ham. Naar han kom til
Hovedstaden, vilde han lade sig fotografere og sende hende sit Billede.

„Og hvordan lever du saa?“ spurgte han blødt.

„Ligesom sidst du saa mig — bare noget mere ensomt,“ svarede hun
alvorligt.

Saa maatte han gaa. „Farvel og hav det nu rigtig godt du,“ sagde han og
rystede hendes Haand — „og hav Tak for alt.“

Hun stod blot og saa stumt paa ham, med et vagt Smil. — „Oh nej, men jeg
er jo ikke mere end et Menneske!“ brast det pludselig ud af hende; og
hun slog hæftigt Armene om ham.

                   *       *       *       *       *

Saa var selve den store Dag der! Pelle vaagnede med Solen, og havde den
grønne Kiste pakket før de andre kom op, siden gik han og vidste ikke,
hvad han skulde gøre med sig selv for Uro og Spænding. Han svarede hen i
Taagen, Øjnene var ude i lyse Drømme. Om Formiddagen bar han og Lasse
Kisten til Dampskibet for at have frie Hænder om Aftenen; derfra gik de
op i Kirken for at overvære Alfreds Bryllup. Pelle var helst fri — han
havde nok i sit eget og følte ingen Deltagelse for Alfreds Gøremaal; men
Lasse trængte paa.

Solen stod og stegte i de skæve Gader, saa Bindingsværket svedte Tjæren
af sig igen og Rendestenene stank; nede efter Havnen hørte de
Trommeslageren raabe om Sild og en Auktion. Folk pilede af Sted til
Kirken, i stakaandet Samtale om dette Lykkebarn Alfred, der var kommet
saa godt efter det.

Kirken var fuld af Mennesker. Den var festligt pyntet, og oppe om Orglet
stod otte hvide Piger, der skulde synge: Det er saa yndigt at følges ad.
Lasse havde aldrig overværet Mage til Bryllupshandling. „Jeg føler mig
helt stolt du,“ sagde han.

„Han er en Vindhas,“ svarede Pelle — „han tager hende bare for Ærens
Skyld.“

Saa gik Brudeparret op for Altret. „Det er dog fælt, saa Alfred har
smurt sit Hoved ind,“ hviskede Lasse — „han ligner jo et slikket
Kalvehoved! Men hun er vakker! Jeg undres blot paa, at de ikke har givet
hende Myrtekransen paa — der er da vel ikke noget paa Vej for dem?“

„Hun har jo det Barn,“ svarede Pelle hviskende — „ellers havde han jo
aldrig faaet hende.“

„Ak saa! — Ja ja det er nu godt gjort af ham alligevel at nappe sig en
Finmandsdatter.“

Nu sang Pigerne — det lød ret som det kunde været Engle, der beseglede
Pagten fra selve Himlen.

„Vi maa stille os saaledes, at vi kan ønske til Lykke,“ sagde Lasse og
vilde trænge sig ud til Gangen, men Pelle holdt ham tilbage.

„Jeg er bange, han ikke kender os i Dag — Men hvad? dér er jo Farbror
Kalle.“

Kalle stod indeklemt i den bageste Stol, han maatte holde sig dér, til
alle var kommet ud. „Ja jeg skulde jo ogsaa have Del i denne store Dag,“
sagde han. „Jeg vilde haft Mor med ogsaa, men hun syntes ikke hun havde
nogen anstændig Kjole at tage paa.“ Kalle var i nyt graat Hvergarn, han
var blevet endnu mere liden og kroglemmet med Aarene.

„Hvorfor har du holdt dig hernede i Krogen, hvor du ingenting kunde se?
Du skulde jo været paa første Bænk som Brudgommens Fader,“ sagde Lasse.

„Det var jeg ogsaa — saa du da ikke jeg sad ved Siden af Købmand Lau? Vi
saa jo i Salmebog sammen. Her blev jeg bare skubbet ind af Trængslen. Nu
skulde jeg jo saa hen og spise med, jeg er højtidelig indbudt til
Gæstebudet — men jeg ved ikke!“ Han saa ned ad sig. Pludselig gjorde han
et Kast og lo paa sin egen desperate Maade: „Fan skulde staa her og
fortælle for dem, som ikke vil tro Løgn! — nej det er nok ikke for Svin
at komme i Kancelliet. Jeg kunde sætte ilde Lugt ser I — Folk som os har
jo ikke lært at svede Parfume.“

„Ja saa! han er for fin til at kendes ved sin egen Far — ptøj da! Gaa du
saa med os hjem og faa noget i Livet.“

„Nej jeg er saa fyldt med Steg og Vin og Kager, at jeg ikke orker mere
for denne Gang, nu maa jeg hjem og fortælle Mor om al Herligheden. — Jeg
har ogsaa tre Mil at gaa!“

„Du er til Fods herinde tilmed. Seks Mil det er lidt for meget for dine
Aar det!“

„Jeg havde jo regnet med at komme til at blive her i Nat. Jeg tænkte jo
ikke — — naa skidt! Kan ens Børn vel naa højere end dertil at de ikke
kender én længer? Anna hun er ogsaa godt paa Vej til at blive fin. Jeg
undres paa, om jeg kendes ved mig selv ret meget længer! Fy fan Kalle
Karlsson jeg er af fin Familie du! — Naa Farvel med jer.“

Han satte sig træt i Gang for Hjemturen, helt ynkelig saa han ud i sin
Skuffelse. „Saa elendig har jeg aldrig set’en,“ sagde Lasse og stod og
stirrede efter ham. „Der skal dog noget til, før Bror Kalle overgiver
sig.“

Ved Aftenstid gik de ned gennem Byen til Dampskibet. Pelle tog lange
drøje Skridt, en egen højtidelig Stemning gjorde ham tavs. Lasse
trippede foroverbøjet ved hans Side; der var kommet noget klynkende op i
ham igen. „Nu glemmer du vel ikke din gamle Far, du ogsaa?“ sagde han
gentagende.

„Det har vist ingen Nød,“ svarede Sort. Pelle hørte ingenting, hans
Sanser var paa Vandring.

Arnerøgen sank blaa ned i den snævre Gade. De gamle sad ude ved
Trapperne og drøftede Dagens nyt, Aftensolen faldt i de runde Briller,
saa de rynkede Ansigter stirrede frem med store Ildøjne. Der var dyb
Aftenfred over Gaden. Men inde i de mørke Gyder puslede det, med denne
evige dumpe Uro som fra et stort Dyr, der vender og vender sig og ikke
kan falde hen. Nu og da blussede det op i et Skrig eller Barnegraad og
tog saa fat igen — som et tungt arbejdende Aandedræt. Pelle kendte vel
denne spøgelseagtige Puslen, der altid udgik fra Fattigmands mødige
Leje. Det var Armodens Bekymringer, der sankede de onde Drømme ind for
Natten. Men han lod denne Fattigverden, der blødte sit Liv saa uænset
bort i Stilheden, dø bort i sine Tanker som en trist Sang — og stirrede
ned mod Søen, der laa rødmende for Enden af Gaden. Nu drog han ud i
Verden!

Gale Anker stod oppe paa sin høje Trappe. „Lev vel!“ raabte Pelle. Men
Anker sansede ingenting, han vendte Ansigtet lige mod Himlen og sendte
sit syge Raab ud.

Pelle sendte et sidste Blik til Værkstedet. „Derinde har jeg tilbragt
mange gode Timer,“ tænkte han og mindedes Unge Mester. Gamle Jørgen stod
uden for sit Vindu og legede med Lille Jørgen som sad indenfor i Karmen.
„Tit tit, du lille,“ raabte han med sin høje Fistel og gemte sig og kom
frem. Den unge Kone holdt Barnet, hun var rød af Moderglæde.

„Du lader vel høre fra dig?“ sagde Lasse endnu engang, da Pelle hang
over Rælingen. „Glem nu ikke din gamle Far du!“ Han var helt hjælpeløs i
sin Bekymring.

„Jeg skal nok skrive efter dig, saa snart jeg kommer i Vej,“ svarede
Pelle vel for tyvende Gang. „Du skal ikke ængste dig bare.“ Han smilede
sejrssikker ned til den gamle. Ellers stod de tavse og saa paa hinanden.

Endelig gik Dampskibet. „Lev nu vel!“ raabte han for sidste Gang, da de
svingede ud om Havnehovedet, og blev ved at svinge Kasketten saa længe
han kunde se dem. Saa gik han forud og satte sig paa en Rulle Tovværk.

Bag sig havde han glemt alt og stirrede blot vedholdende frem — som
kunde den store Verden naar som helst dukke op foran Stævnen. Han gjorde
sig ingen Tanker om, hvad der vilde komme og hvordan han vilde gribe det
an — men længtes blot!




                       Afskriverens bemærkninger


I denne bog er accentuerede bogstaver i danske ord sat med akut, gravis
og cirkumfleks accent. Da de angiveligt betyder det samme, er alle
forekomster blevet normaliseret til kun at bruge akut accent.

Den oprindelige stavemåde er for det meste bevaret. Nogle få åbenlyse
typografiske fejl er blevet rettet uden bemærkning. Alle andre
ændringer, nogle gange baseret på nyere udgaver, vises her (før/efter):

   [p. 27]:
   ... og stoltererede af Sted med den ene Haand ...
   ... og stoltserede af Sted med den ene Haand ...

   [p. 161]:
   ... „Men vi maa ikke sla for stort paa,“ siger ...
   ... „Men vi maa ikke slaa for stort paa,“ siger ...

   [p. 196]:
   ... ud. Pigerne var de frejdigste til at sige sige sig løs, ...
   ... ud. Pigerne var de frejdigste til at sige sig løs, ...






*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK PELLE EROBREREN 2: LÆREAAR ***


    

Updated editions will replace the previous one—the old editions will
be renamed.

Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright
law means that no one owns a United States copyright in these works,
so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the United
States without permission and without paying copyright
royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part
of this license, apply to copying and distributing Project
Gutenberg™ electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG™
concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark,
and may not be used if you charge for an eBook, except by following
the terms of the trademark license, including paying royalties for use
of the Project Gutenberg trademark. If you do not charge anything for
copies of this eBook, complying with the trademark license is very
easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation
of derivative works, reports, performances and research. Project
Gutenberg eBooks may be modified and printed and given away—you may
do practically ANYTHING in the United States with eBooks not protected
by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the trademark
license, especially commercial redistribution.


START: FULL LICENSE

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE

PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg™ mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase “Project
Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full
Project Gutenberg™ License available with this file or online at
www.gutenberg.org/license.

Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg™
electronic works

1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg™
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or
destroy all copies of Project Gutenberg™ electronic works in your
possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a
Project Gutenberg™ electronic work and you do not agree to be bound
by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the person
or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg™ electronic works
even without complying with the full terms of this agreement. See
paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg™ electronic works if you follow the terms of this
agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg™
electronic works. See paragraph 1.E below.

1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the
Foundation” or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection
of Project Gutenberg™ electronic works. Nearly all the individual
works in the collection are in the public domain in the United
States. If an individual work is unprotected by copyright law in the
United States and you are located in the United States, we do not
claim a right to prevent you from copying, distributing, performing,
displaying or creating derivative works based on the work as long as
all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope
that you will support the Project Gutenberg™ mission of promoting
free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg™
works in compliance with the terms of this agreement for keeping the
Project Gutenberg™ name associated with the work. You can easily
comply with the terms of this agreement by keeping this work in the
same format with its attached full Project Gutenberg™ License when
you share it without charge with others.

1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work. Copyright laws in most countries are
in a constant state of change. If you are outside the United States,
check the laws of your country in addition to the terms of this
agreement before downloading, copying, displaying, performing,
distributing or creating derivative works based on this work or any
other Project Gutenberg™ work. The Foundation makes no
representations concerning the copyright status of any work in any
country other than the United States.

1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1. The following sentence, with active links to, or other
immediate access to, the full Project Gutenberg™ License must appear
prominently whenever any copy of a Project Gutenberg™ work (any work
on which the phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the
phrase “Project Gutenberg” is associated) is accessed, displayed,
performed, viewed, copied or distributed:

    This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and most
    other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
    whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
    of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
    at www.gutenberg.org. If you
    are not located in the United States, you will have to check the laws
    of the country where you are located before using this eBook.
  
1.E.2. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is
derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not
contain a notice indicating that it is posted with permission of the
copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in
the United States without paying any fees or charges. If you are
redistributing or providing access to a work with the phrase “Project
Gutenberg” associated with or appearing on the work, you must comply
either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or
obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg™
trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.3. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any
additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms
will be linked to the Project Gutenberg™ License for all works
posted with the permission of the copyright holder found at the
beginning of this work.

1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg™
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg™.

1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg™ License.

1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including
any word processing or hypertext form. However, if you provide access
to or distribute copies of a Project Gutenberg™ work in a format
other than “Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official
version posted on the official Project Gutenberg™ website
(www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense
to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means
of obtaining a copy upon request, of the work in its original “Plain
Vanilla ASCII” or other form. Any alternate format must include the
full Project Gutenberg™ License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg™ works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg™ electronic works
provided that:

    • You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
        the use of Project Gutenberg™ works calculated using the method
        you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed
        to the owner of the Project Gutenberg™ trademark, but he has
        agreed to donate royalties under this paragraph to the Project
        Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid
        within 60 days following each date on which you prepare (or are
        legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty
        payments should be clearly marked as such and sent to the Project
        Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in
        Section 4, “Information about donations to the Project Gutenberg
        Literary Archive Foundation.”
    
    • You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
        you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
        does not agree to the terms of the full Project Gutenberg™
        License. You must require such a user to return or destroy all
        copies of the works possessed in a physical medium and discontinue
        all use of and all access to other copies of Project Gutenberg™
        works.
    
    • You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of
        any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
        electronic work is discovered and reported to you within 90 days of
        receipt of the work.
    
    • You comply with all other terms of this agreement for free
        distribution of Project Gutenberg™ works.
    

1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project
Gutenberg™ electronic work or group of works on different terms than
are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing
from the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the manager of
the Project Gutenberg™ trademark. Contact the Foundation as set
forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
works not protected by U.S. copyright law in creating the Project
Gutenberg™ collection. Despite these efforts, Project Gutenberg™
electronic works, and the medium on which they may be stored, may
contain “Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate
or corrupt data, transcription errors, a copyright or other
intellectual property infringement, a defective or damaged disk or
other medium, a computer virus, or computer codes that damage or
cannot be read by your equipment.

1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the “Right
of Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg™ trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg™ electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from. If you
received the work on a physical medium, you must return the medium
with your written explanation. The person or entity that provided you
with the defective work may elect to provide a replacement copy in
lieu of a refund. If you received the work electronically, the person
or entity providing it to you may choose to give you a second
opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If
the second copy is also defective, you may demand a refund in writing
without further opportunities to fix the problem.

1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you ‘AS-IS’, WITH NO
OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT
LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of
damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement
violates the law of the state applicable to this agreement, the
agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or
limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or
unenforceability of any provision of this agreement shall not void the
remaining provisions.

1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg™ electronic works in
accordance with this agreement, and any volunteers associated with the
production, promotion and distribution of Project Gutenberg™
electronic works, harmless from all liability, costs and expenses,
including legal fees, that arise directly or indirectly from any of
the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this
or any Project Gutenberg™ work, (b) alteration, modification, or
additions or deletions to any Project Gutenberg™ work, and (c) any
Defect you cause.

Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg™

Project Gutenberg™ is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of
computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It
exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations
from people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg™’s
goals and ensuring that the Project Gutenberg™ collection will
remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg™ and future
generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see
Sections 3 and 4 and the Foundation information page at www.gutenberg.org.

Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non-profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification
number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by
U.S. federal laws and your state’s laws.

The Foundation’s business office is located at 809 North 1500 West,
Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email contact links and up
to date contact information can be found at the Foundation’s website
and official page at www.gutenberg.org/contact

Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg™ depends upon and cannot survive without widespread
public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine-readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment. Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements. We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance. To SEND
DONATIONS or determine the status of compliance for any particular state
visit www.gutenberg.org/donate.

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg web pages for current donation
methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations. To
donate, please visit: www.gutenberg.org/donate.

Section 5. General Information About Project Gutenberg™ electronic works

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project
Gutenberg™ concept of a library of electronic works that could be
freely shared with anyone. For forty years, he produced and
distributed Project Gutenberg™ eBooks with only a loose network of
volunteer support.

Project Gutenberg™ eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in
the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not
necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper
edition.

Most people start at our website which has the main PG search
facility: www.gutenberg.org.

This website includes information about Project Gutenberg™,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.