Fru Marie Grubbe: Interieurer fra det syttende Aarhundrede

By J. P. Jacobsen

The Project Gutenberg EBook of Fru Marie Grubbe, by Jens Peter Jacobsen

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Fru Marie Grubbe
       Interieurer fra det syttende Aarhundrede

Author: Jens Peter Jacobsen

Release Date: November 24, 2013 [EBook #44275]

Language: Danish


*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRU MARIE GRUBBE ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)





Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i
denne e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt
bevaret. S p a t i e r e t tekst i originalen er gengivet
med _understreg_.




 FRU MARIE GRUBBE.

 INTERIEURER FRA DET SYTTENDE
 AARHUNDREDE.

 AF

 J. P. JACOBSEN.

 ANDET OPLAG.

 KJØBENHAVN.
 GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).
 GRÆBES BOGTRYKKERI.
 1877.




I.


Den Luft, der laa under Lindetræernes Kroner, havde vugget sig frem
over den brune Hede og de tørstige Marker; den var bleven baget
af Solen og støvet af Vejene, men nu var den renset af det tætte
Løvhang, svalet af de kjølige Lindeblade, og Duften af Lindens gule
Bloster havde gjort den fugtig og givet den Fylde. Nu laa den og
blinkede stille og saligt op i det lysegrønne Hvalv, kjærtegnet af
sagte dirrende Blade og af hvidgule Sommerfugles flimrende Vingeslag.

De Menneskelæber, som aandede denne Luft, vare svulmende og friske,
den Barm, den højnede, var ung og spæd. Barmen var spæd og Foden var
spæd, Midjen smal, Væksten slank, og der var en vis mager Styrke i
den hele Skikkelse. Frodigt var kun det stærke, dunkeltgyldne Haar,
der halvt var bundet og halvt hang løst; for den lille, mørkeblaa
Fløjelshue var gleden af og hang om Halsen i sine knyttede Hagebaand
ned paa Ryggen som en lille Munkehætte. Ellers var der intet
Klosterligt ved Dragten; en bred og ligeskaaren Lærredskrave slog ned
over en lavendelblaa Hvergarnskjole med korte og vide, opskaarne
Ærmer; ud af dem brusede et Par store Poseærmer af fint, hollandsk
Lin. En højrød Sløjfe sad paa Brystet og højrøde Sløjfer paa Skoene.

Hun gik med Hænderne paa Ryggen og med foroverbøjet Hoved. Med
legende, sirlige Skridt gik hun langsomt op ad Gangen; men ikke
ligefrem; hun gik i Bugter; snart var hun ved at støde imod et Træ
paa den ene Side, snart var hun ved at komme ud mellem Træerne
paa den anden Side. En Gang imellem standsede hun, rystede Haaret
fra Kinderne og saae op mod Lyset. Det dæmpede Skjær gav hendes
barnehvide Ansigt en matgylden Lød, der gjorde de blaaladne Skygger
under Øjnene mindre synlige; de røde Læber blev purpurbrune og de
store, blaa Øjne blev næsten sorte. Hun var nydelig var hun: lige
Pande, svagt kroget Næse, kort, skarpskaaren Underlæbe og stærk,
rund Hage og fint rundet Kind og ganske smaa Øren og rent og skarpt
tegnede Bryn ... Hun gik og smilte, let og tankeløst, tænkte paa
Ingenting og smilte i Harmoni med Alt omkring hende. Hun kom til Ende
med Gangen, standsede og gav sig til at svinge rundt paa Hælen, halvt
til højre og halvt til venstre, stadigt med Hænderne paa Ryggen, med
Hovedet lige, Blikket opad, og hun nynnede monotont og afbrudt i Takt
med sin Svingen.

Der laa to Graastensfliser og var Trappetrin ned til Haven, til Haven
og det skarpe, hvide Sollys. Den skyfri, blaahvidste Himmel saae
lige ned i den, og den Smule Skygge, der var, holdt sig tæt ind til
Foden af de klippede Buksbomhække. Det skar i Øjnene, selv Hækken
stod og gnistrede Lyset fra sine blanke Blade i skarpe, hvide Blink.
Ambraen slæbte sig i hvide Snirkler ud og ind, frem og tilbage, om
tørstige Balsaminer, Boboreller, Gyldenlakker og Nelliker, der stod
og stak Hovederne sammen ligesom Faar paa aaben Mark. Ærterne og
Bønnerne henne ved Lavendelrækken vare ved at falde fra Stængerne af
Varme, Morgenfruerne havde opgivet det Hele og stod og saae Solen
lige op i Ansigtet, men Valmuerne havde kastet deres store, røde
Blomsterblade og stod i de bare Stilke.

Barnet i Lindealleen sprang ned over Trinene, løb gjennem den solhede
Have, med bøjet Hoved, som man løber over en Gaard i Regnvejr.
Hun styrede hen imod en Trekant af dunkle Takstræer, smuttede om
bagved dem og gik saa ind i den store Løvstue, der var en Levning
fra de Belowers Tid. En vid Rundkreds af Ælmetræer havde de flettet
sammen foroven, saavidt Grenene kunde naa, og det runde Hul i Midten
havde de gitret til med Lægter og Rafter. Slyngende Roser og valske
Kaprifolier groede stærkt op i Ælmeløvet og tættede godt, men til
den ene Side var de slaaet fejl, og Humlen, der var plantet efter
med, havde forknyttet Ælmekvistene og magtede ikke selv at lukke for
Hullet.

For Indgangen til Stuen laa der to hvidmalede Havheste; derinde
stod der en lang Træbænk og et Bord; Pladen til Bordet var af Sten:
stor og oval havde den været, men det Meste af den laa paa Jorden
i tre Stykker, kun et lille fjerde laa løst over det ene Hjørne af
Bordrammen. Ved det satte Barnet sig, tog Benene op paa Bænken,
lænede sig tilbage og lagde Armene over Kors. Hun lukkede sine Øjne
og sad ganske stille; der kom et Par smaa Rynker i Panden, en Gang
imellem bevægede hun Øjenbrynene og smilte let:

«I Stuen med de røde Purpurtæpper og den forgyldte Alkove ligger
Griseldis for Margrevens Fødder, men han støder hende bort; nys har
han revet hende op fra det lune Leje, nu aabner han den smalle,
rundbuede Dør, og den kolde Luft strømmer ind paa den stakkels
Griseldis, der ligger paa Gulvet og græder, og der er intet Andet
mellem det kolde Nattepust og hendes varme, hvide Legeme end det
tynde, tynde Lin. Men han jager hende ud og laaser Døren efter hende.
Og hun trykker den nøgne Skulder op til den kolde, glatte Dør og
hulker og hører ham gaa blødt inde paa Gulvets Tæpper, og gjennem
Nøglehullet kommer Lyset fra den duftende Kjærte og sætter sig som
en lille, rund Sol paa hendes blottede Bryst. Og hun lister sig bort
og gaar ned ad den mørke Marmeltrappe og der er ganske stille, hun
hører ikke andet end den bløde, klappende Lyd af sine nøgne Fødder
paa de isnende Stentrin. Saa kommer hun udenfor. Sneen ... nej,
det regner, det skylregner, og det tunge, kolde Vand plasker ned
paa hendes Skuldre; Linet klæber fast til hendes Legeme, og Vandet
driver ned ad hendes bare Ben, og hun træder med de skære Fødder i
det bløde, kolde Dynd, der glider glat ud til Siden under Fodbladet.
Og Vinden ... Buskene river hende og flænger hendes Kjole, nej, hun
har jo ingen Kjole paa ... som det flængede mit brune Skjørt! -- der
maa vist allerede være Nødder i Fastruplund, alle de Nødder, der var
paa Viborg Marked ... Gud veed, om Ane har faaet Ro i sine Tænder ...
Nej! Bruhnhylde! -- den vilde Hest sprænger afsted ... Bruhnhylde og
Grimmild -- Dronning Grimmild vinker ad Mændene, vender sig og gaar
bort. Og de slæber Dronning Bruhnhylde frem, og en lav, sort Karl med
svære, lange Arme, En som Bertel i Bomhuset, tager i hendes Bælte og
rykker det over, og han smøger hendes Kittel og hendes Underkjortel
af hende, og med sine sorte Næver stryger han Guldringene af de
hvide, myge Arme, og en stor, halvnøgen, brun og laadden Karl lægger
sin haarede Arm om hendes Liv, og med sine plumpe, brede Fødder
træder han Sandalerne af hende, og Bertel vikler hendes lange, sorte
Lokker om sin Haand og trækker bort med hende, og hun følger ham med
foroverbøjet Krop, og den Store lægger sine svedige Haandflader paa
hendes nøgne Ryg og skubber hende fremad, fremad hen til den sorte,
fnysende Hingst, og de slænger hende ned i det graa Støv paa Vejen
og de knytter Hestens lange Hale om hendes Ankler ...»

Saa kom Rynkerne igjen og blev der længe, hun rystede paa Hovedet og
saae mere og mere fortrædelig ud, endelig slog hun Øjnene op, rejste
sig halvt og saae sig træt og misfornøjet omkring.

Myggene dansede henne for Aabningen mellem Humlerankerne, og det
drev paa derude fra Haven stødvis med Duft af Mynte og Hjærtensfryd
og imellem med Duft af Dild og Anniskaal. En lille, tummelumsk,
gul Edderkop løb kildrende hen over hendes Haand og fik hende til
at springe op fra Bænken. Hun gik hen mod Indgangen og rakte efter
en Rose, der sad oppe i Løvet, men hun kunde ikke naa den. Saa gik
hun udenfor og plukkede af Slyngroserne; jo mere hun plukkede, jo
ivrigere blev hun, og snart havde hun Skjørtet fuldt. Hun bar dem ind
i Løvstuen og satte sig ved Bordet. Een for een tog hun dem op af
Skjødet og lagde dem paa Stenpladen tæt op til hinanden, og snart var
Stenen skjult under et blegrødt, duftende Svær.

Den sidste Rose var tagen, hun glattede Skjørtets Folder og de løse
Blomsterblade og de grønne Blade, der havde sat sig fast i Kjolens
Luv, strøg hun af, og blev saa siddende med Hænderne i Skjødet og
saae paa Rosenfloret.

Denne Blomsterlød, der krusede sig i Skjær og Skygger, fra Hvidt,
der rødmer, til Rødt, der blaaner, fra fugtig Rosa, der næsten er
tung, til et Lilla saa let, at det kommer og gaar som om det drev i
Luften --. Hvert enkelt, rundet Blomsterblad, yndigt hvælvet, blødt i
Skyggen, men i Lyset med tusinde neppe synlige Gnister og Blink; med
alt sit favre Rosenblod samlet i Aarer og spredt i Huden ... og saa
den tunge, søde Duft, den drivende Em af _den_ røde Nektar, som koger
i Blomsterets Bund.

Hurtigt strøg hun sine Ærmer op og lagde de nøgne Arme ned i Rosernes
milde, fugtige Kjølighed. Hun vred dem rundt i Roserne, der med
løste Blade flagrede mod Jorden, saa sprang hun op og fejede med
eet Strøg Alt det bort, der var paa Bordet, og gik ud i Haven,
rettende paa sine Ærmer. Med blussende Kinder og hastige Skridt gik
hun ned gjennem Gangene og ud, og fulgte saa langsomt Havediget op
mod Kjørevejen. Paa den var der kort før Indkjørslen til Gaarden
et Læs Hø væltet; flere Læs holdt bagved og kunde ikke komme frem.
Ladefogden pryglede Kusken med en brun Stok, hvis Politur glimtede i
Solen.

Lyden af Slagene gjorde et uhyggeligt Indtryk paa Barnet, hun holdt
sig for Ørerne og gik hastigt op mod Gaarden. Kjælderdøren ned til
Bryggerset stod aaben; hun smuttede derned og slog Døren i efter sig.

Det var den fjortenaarige Marie Grubbe, Datter af Hr. Erik Grubbe til
Tjele Hovedgaard.

               *       *       *

Skumringens blaa Skjær laa over Tjele. Duggen var falden og havde
gjort Ende paa Høkjørslen. Gaardens Piger var i Stalden og malkede;
Karlene rumsterede omkring i Agerum og Selekammer; Hovbønderne stode
i Flok uden Porten og ventede paa at blive ringet til Nadvre.

I det aabne Vindue stod Erik Grubbe og saae ud over Gaardspladsen:
langsomt og een for een kom Hestene helt fri for Seler og Grime
udad Stalddøren og gik hen til Vandingstruget; midt i Gaarden stod
en Dreng med rød Hue ved en af Bindestenene og satte nye Tænder i
sin Rive, og henne i et Hjørne legede to unge Mynder Tagfat mellem
Træhesten og den store Slibesten.

Som Tiden led kom Karlene tiere og tiere frem i Stalddørene, saae
sig om og trak sig fløjtende eller trallende tilbage; en Pige med
fyldt Malkespand kom i hurtig, smaatrinet Trampen over Gaarden, og
Hovbønderne begyndte at trække sig inden Porten som for at skynde paa
Nadverklokken. Nede i Kjøkkenet blev der stærkere Tumlen og Raslen
med Spande, Fade og Brikker, saa blev der taget et Par stærke Tag i
Klokken, og den rystede to Hold rustne Toner af sig, der snart døde
hen i Træskoklampren og Lyden af Døre, der skurede mod Fældingen. Saa
var Gaarden tom, kun de to Hunde stod og gjøede om Kap ud ad Porten.

Erik Grubbe trak Vinduet til og satte sig betænksomt ned. Det var i
Vinterstuen han sad. De brugte den baade Vinter og Sommer, baade til
Dagligstue og Spisestue, de opholdt sig næsten aldrig i andre Stuer
end den. Det var et rummeligt tofags Værelse med højt Brystpanel
af mørkt Egetræ, Væggene vare beklædte med et Tavl af hollandske
Stentøjsfliser, de vare glasserede, hvide i Bunden og malede med
store, blaa Roser. Kaminen var sat med brændte Mursten, en Dragkiste
var stillet foran Aabningen, ellers vilde det trække naar der blev
gaaet med Dørene. Et poleret Egetræsbord med to store, halvrunde
Klapper, der næsten hang ned til Jorden, nogle højryggede Stole med
Sæder af haardt, blankslidt Læder og et lille, grønmalet Skab, der
hang højt oppe paa Væggen, andet var der ikke derinde.

Som Erik Grubbe nu sidder der i Mørkningen, kommer hans Husholderske,
Ane Jensdatter, ind med et Lys i den ene Haand og en Stob pattevarm
Mælk i den anden. Stoben sætter hun for ham, selv sætter hun sig ved
Bordet og Lyset foran sig, dog giver hun ikke Slip paa Stagen, men
sidder og drejer den rundt med sin store, røde Haand, der glimter af
mange Ringe og store Stene.

«Aaja saamænd ja!» sagde hun som hun satte sig.

«Hvad er det?» spurgte Erik Grubbe og saae hen paa hende.

«Aa, En kan da nok give sig, naar En har støjet om til En hverken
aarker eller sanser!»

«Ja! -- travle Tider! -- Folk faar de Sommerdage rende den Varme op,
de om Vinteren skal sidde i.»

«Ja! -- I snakker! -- der er Maade med Alting, men Hyvl i Grob og
Hamler i Gras det er en lied Kongkyren[1]. Jenne er En om Alting; de
indenoms Piger er Trallier tilhobe, Kjærrestsladder og Byssens Nyt,
det kan de nok kom' igjennem; gjør de Nøj, saa gjø' di ed skidt, aa
gyres skal ed aa det te Gavns; men hvem der kommer te ed, de æ misæl
A. Wulborg æ syg aa Stine aa Buel, de Malosier[2], de staar og bødler
te di sveder ve ed, men li vidt kommer de. En ku' da osse ha' nøj
Hjælp a' Mari naar I vild' tal' henne te', men hun fo' da hverken Lov
te' aa rør' sæ te' de' jen heller de aant.»

 [1] Hyvl i Grob o. s. v. = Det er en daarlig Kongekjørsel at kjøre
 Hjulene i Grøften og Vognhamlerne itu.

 [2] Malosie = stort, klodset Fruentimmer.

«Naa, naa! du snakker dig jo baade fra Vejr og Aande og fra Landsens
Maal tillige. Klag ikke mig Noget paa, forklag dig selv; havde du
havt Taalmod med Marie i Vinter og lært hende lempelig op og viist
hende ret Haandelag paa Alting, saa havde du nu havt Gavn af hende;
men du havde intet Taalmod, du var hidsig og hun blev trodsig, I var
jo ved at splitte hinanden levende ad. Det er saamænd mere end Tak
værd, at det blev forbi.»

«Ja vist saa! værg I kuns Mari, I er saa nærmest til det; men værger
I Jeres, saa værger A min, og enten I tager det til Fortrydelse eller
hvad I gjør, saa faar I vide, at der er mere Sind i Mari end hun kan
komme gjennem Verden med. Men det fik nu være den Fejler det er,
men hun er ond -- ja! I siger nej, men hun er ond; aldrig kan hun
lade bitte Ane gaa i Fred, aldrig! hun ligger over hende med Pluk
og Nap og lede Ord saa lang Dagen er; det sølle Barn maatte ønske
det aldrig var bleven til og det maatte A og, og A ønsker det, saa
travrig som det er. Aa! Gud inderlig se i Naade til os! I er ikke
ens Fader for de to Børn; men det forstaar sig, det er som ret er,
Fædrenes Synder skulle hjemsøges paa Børnene i tredje, ja i fjerde
Led, og Moderens Synd ligesaadan, og bitte Ane er kuns en Horeunge,
-- jo! jeg siger det rent ud, hun er en Horeunge, en Horeunge baade
for Gud og Mennesker! -- men I! I, hendes Fader! I maatte skamme Jer,
maatte I, -- ja, det siger A om I saa lægger Haand paa mig for det,
som den Mikkelsdagsaften for to Aar siden, I maatte skamme Jer, æ tvi
maatte I saa; for at lade Jert eget Barn mærke, at det er undfangen
udi Synd, og I lader hende formærke det, baade I og Mari lader hende
og mig mærke det, ja, om I saa slaar mig lader I hende det mærke ...»

Erik Grubbe sprang op og trampede haardt i Gulvet.

«Stejler og Hjul! siger jeg, er du da spitalstosset Kvind? -- du er
drukken er du, ind og læg dig paa din Seng og sov dig Rusen og Galden
væk! du fortjente jeg slog dig under dine Øren, galsindede Kvind! --
nej, ikke et Ord til! -- Marie skal bort, hun skal herfra den Dag
imorgen, -- Fred vil jeg have i Fredsens Tid.»

Ane hulkede højt.

«Aa Gud, aa Gud! at det skulde times! -- en Verdens Skam! -- lægge
mig ud for Drik! -- har jeg nogentid den Tid vi har kjendt til
hinanden og al den Tid der forved gaaet i Stegers med en ruset Pande?
har I hørt mig snakke over mig? hvor er den Plet, I har seet mig
ligge mendrukken? Det er den Tak, En faar! Sove min Rus væk! -- ja,
give til Gud A maatte sove hen, give til Gud A maatte synke død ned
for Jer, som I bær Spot og Spe ind paa mig ...»

Hundene glammede op derude i Gaarden, og der lød Hovslag under
Vinduerne.

Ane tørrede hastigt sine Øjne, og Erik Grubbe aabnede Vinduet og
spurgte hvem det var.

«Ridende Bud fra Fovsing», svarede en af Husets Karle.

«Saa tag hans Hest og lad ham komme herind,» og dermed blev Vinduet
lukket.

Ane satte sig til Rette i Stolen og skyggede med Haanden for de
rødgrædte Øjne.

Saa kom Budet ind og bragte Hilsen og Venskab fra Stiftsbefalingsmand
Christian Skeel til Fovsing og Odden, som lod formelde, at han idag
havde faaet Stafet om at Krigen var erklæret under første Juni; af
den Grund var det nødvendigt at han for flere Aarsagers Skyld tog
til Aars og derfra mulig til Kjøbenhavn og lod nu derfor spørge,
om Erik Grubbe vilde slaa Følge, saalangt Omstændighederne vilde
Vejen gjøre, de kunde da i alt Fald faa endt den Sag, de havde
sammen med somme Aarhusfolk, og anlangende Kjøbenhavn saa vidste
Stiftsbefalingsmanden, at Erik Grubbe didhen havde mere Ærinde end
nok var. I alle Fald vilde Christian Skeel være paa Tjele henad fire
Slæt over Middag.

Erik Grubbe sagde dertil, at han skulde være rede til Rejsen.

Med den Besked red saa Budet hjem.

Nu talte Ane og Erik Grubbe længe om hvad der skulde gjøres medens
han var borte, og det blev da ogsaa bestemt, at Marie skulde rejse
med til Kjøbenhavn og blive hos sin Faster Rigitze et Aarstid eller
to.

Den nær forestaaende Afsked havde gjort dem begge roligere, men den
gamle Tvist var nærved at flamme op igjen, da de kom til at tale
om, hvilke af sin salig Moders Smykker og Klæder Marie skulde føre
med; det blev dog afgjort i Mindelighed, og Ane gik for at lægge sig
tidligt, da det nok kunde behøves, at den Dag imorgen blev gjort saa
lang som muligt var.

Lidt efter meldte Hundene nye Fremmede.

Denne Gang var det dog ikke andre end Sognepræsten for Tjele og
Vinge, Hr. Jens Jensen Paludan.

Med et: «God Kvæld i Stuen!» traadte han ind.

Det var en bredskuldret, knokkelstærk Mand med lange Lemmer og
ludende Hoved; rundrygget var han ogsaa, og hans Haar var stort
som en Kragerede, graasprængt og filtret, og hans Ansigt havde en
underlig stærk, jævn og tillige ren, blegrød Farve, der ikke passede
godt til de grove, knortede Ansigtstræk og de buskede Bryn.

Erik Grubbe bad ham sidde ned og spurgte ham, hvorledes det gik
med hans Høbjergning. Talen drejede sig saa en Stund om Aarstidens
vigtigste Markarbejder og døde hen i Suk over det forgangne Aars
daarlige Kornavl.

Præsten sad og skelede paaskjøns over til Stoben og sagde saa:
«Velbyrdighed altid synderlig maadeholden! holder sig altid til
naturlig Drikke. -- Det er og det sundeste! nysmalket Mælk er en
Himmerigs velsignet Ting, det er det, baade for ond Mave og æng
Bryst.»

«Jamænd! Guds Gaver er alle gode saa enten de malkes eller tappes os
til. -- I faar nu sætte Smag paa en Tønde ægte Mumme, vi forgangen
fik hentet hjem fra Viborrig; hun er baade god og tysk endda jeg ikke
kan skjønne at Tolderen har mærket hende.»

Ølkruse og en stor Tudekande af Ibentræ og siret med Sølvringe blev
sat frem.

Saa drak de hinanden til.

«Heydenkamper! ægte, adelig Heydenkamper!» udbrød Præsten med en
Stemme, der skjalv af Begejstring og Rørelse, og da han salig lagde
sig tilbage i Stolen, havde han næsten Taarer i Øjnene.

«I er en Kjendere, Hr. Jens!» smiskede Erik Grubbe.

«Ak, hvad Kjendere! vi ere fra igaar og vide Intet,» mumlede Præsten
aandsfraværende, «ellers tænker jeg paa,» fortsatte han med hævet
Røst, «om det skulde have sin Rigtighed med det, jeg har ladet mig
fortælle om de Heydenkampers Bryghus. -- Det var en Frimestere, der
fortalte mig det, en Gang deroppe i Hannover, den Tid, jeg rejste
med Junker Jørgen. -- Se! han sagde, at de begyndte altid deres
Brygning en Fredag Nat, men inden Nogen fik Lov at røre sin Haand til
Nogenting, maatte han gaa hen til Oldgesellen og lægge sine Hænder
paa den store Vægt og sværge ved Ild og Blod og Vand, at han ingen
hadske og onde Tanker gik og bar paa, for det vilde gjøre Øllet
Skade. Han fortalte ogsaa, at Søndag Morgen naar Kirkeklokkerne
begyndte at gaa, saa slog de alle Døre og Vinduer og Lemme op for
at det kunde ringe ind over Øllet; men det Fornemste det blev gjort
naar Øllet var sat hen for at gjæres, saa kom Mesteren selv med en
prægtig Lade, deden op han drog baade svære Guldringe og Kjæder og
kostelige Stene, som der var sære Tegn paa, og det blev tilhobe lagt
ned i Øllet, og det kan En da nok tænke, at saadan ædle Rigdomme maa
give Drikken Lod og Andel i de hemmelige Krafter, der er i dem fra
Naturen af.»

«Ja, det er ikke godt at vide Noget om,» mente Erik Grubbe, «jeg har
nu mere Tro til den Brunsviger-Humle og den anden Urtesaad, de sætter
til.»

«Jo!» sagde Præsten alvorligt og rystede paa Hovedet, «det maa vi
ikke sige, der er meget Fordækt i Naturens Rige, det er sikkert nok.
Hver en Ting baade død og levendes har sit Miraculum i sig, det er
kuns om at gjøre at have Taalmod til at søge og opladte Øjne til at
finde, -- ak, i gamle Dage, da det ikke var saa lange Tider siden at
Gud Herren havde taget sine Hænder af Jorden, da var hver en Ting
saa bespændt med Guds Kraft, at der sprang ud af dem Lægedom og
alt Godt, evigt og timeligt, men nu Jorderig hverken er fin eller
ny længer og vanhelliget af mangfoldige Slægters Synder, nu er det
kuns ved besynderlige Lejligheder at de lade sig formærke, til visse
Timer og paa visse Steder, naar mærkelige Himmeltegn er oppe; det
sagde jeg nyssens nu til Smeden, vi stod og taltes ved om det gruelig
flammendes Skjær, der i de sidste Nætter har været at se den halve
Himmel rundt. -- Ellers kom der den Gang en ridendes Stafet forbi os
-- herop til, jeg tror?»

«Det var saa, Hr. Jens.»

«Han red vel intet med Andet end som godt var?»

«Han red med det at Krigen er nu erklæret.»

«Herre Jesus, nej da! -- ja, ja, en Gang maatte det jo komme.»

«Ja, men har de biet saa længe, skulde de biet til Folk havde deres
Avl inde.»

«Det er de Skaaninger, der har drevet det frem, sagtens; de formærker
endnu den sure Svie af sidste Krig og venter at komme efter den søde
Kløe i denne.»

«Aa! det er intet Skaaningerne ene, Sjællandsfarerne vil altid Krig,
de veed jo vel, at dem gaar den immer udenom, -- ja, det er gode
Tider for Nøvter og Tosser, naar Rigens Raader ere galne tilhobe ...»

«De siger ellers, at Marsken vilde nok nødig til det.»

«Ja, Fanden tro det! -- kan jo dog nok være, men det kjendes kun
lidtagtig at prædike Rolighed i en Myretue, -- naa, Krig har vi, og
nu gjælder det om at hver hytter sit. Der er nok at tage sig til i
alle Maader.»

Talen faldt saa paa den forestaaende Rejse og gik nu en Tid om de
slette Veje, vendte tilbage til Tjele, til Fedekvæg og Staldfodring
og gik igjen paa Rejse. De havde imens ingenlunde forsømt Kanden,
Øllet var steget dem svært til Hovedet, og Erik Grubbe, der just
fortalte om sin Rejse til Ceylon og Ostindien med «Perlen», havde
ondt ved at komme frem igjennem sin egen Latter, hver Gang en ny
Pudserlighed randt ham i Minde.

Præsten blev jo længer jo alvorligere; han laa sammensunken ned i
Stolen, men en Gang imellem virrede han med Hovedet, saae bistert ud
for sig og bevægede Læberne som om han talte; gestikulerede derhos
med den ene Haand, ivrigere og ivrigere, indtil han kom til at trumfe
i Bordet; saa faldt han sammen igjen med et forskrækket Blik over paa
Erik Grubbe. Endelig da denne var kjørt aldeles fast i Skildringen af
en over al Maade enfoldig Kokkedreng, fik Præsten sig rejst op og tog
paa at tale med en dump, højtidelig Røst.

«Sandelig,» sagde han, «sandelig! jeg skal vidne med min Mund -- med
min Mund -- at I er en Forargelse og en Forargelsens Gjenstand -- det
var Jer bedre, I blev kastet i Havet -- sandelig! med en Møllesten og
to Tønder Malt, -- to Tønder Malt dem skylder I mig, det vidner jeg
højtideligen og med min Mund, -- to topfulde Tønder Malt i mine egne
nye Sække, -- for det var ikke mine Sække, -- aldrig i Evighedens
Rige, -- det var Jeres egne gamle Sække og mine nye, dem beholdt
I -- og det _var_ bedærvet Malt, -- sandelig! se Ødelæggelsens
Vederstyggelighed og Sækkene høre mig til og jeg vil betale, --
Dommen hører mig til, siger jeg. -- Skjælver I ikke i Eders gamle Ben
-- I gamle Skjørlevnere! -- kristeligen skulde I leve, -- er det
kristelig at leve med Ane Jensdatter og lade hende snyde en kristelig
Sognepræst? -- I er en -- I er en -- kristelig Skjørlevnere -- ja --.»

Erik Grubbe havde ved Begyndelsen af Præstens Tale smilet over hele
Ansigtet og venskabeligt rakt sin Haand ud imod ham over Bordet,
senere stødte han ud med Albuen som for at puffe en usynlig Tilhører
i Siden, at han skulde se, hvor ubetalelig drukken Præsten var,
men omsider maa han have faaet et Slags Forstaaelse af Talen; thi
han blev med Et kridhvid i Ansigtet og tog Tudekanden og slængte
mod Præsten, der tumlede baglæns over i Stolen og fra den gled
ned paa Gulvet. Det var dog kun af Forskrækkelse, han faldt, thi
Kanden naaede ham ikke, den blev liggende ved Randen af Bordpladen;
Indholdet drev over hele Bordet og randt i smaa Strømme ned paa
Gulvet og paa Præsten.

Lyset var brændt ned i Stagen og flakkede, saa der snart var lyst
i Værelset, snart saa mørkt, at den blaa Dagning saae ind igjennem
Vinduerne.

Endnu talte Præsten. Det ene Øjeblik var hans Røst dyb og truende,
det andet pibende og næsten klynkende.

«Der sidder I i Guld og Purpur og jeg ligger her og Hundene slikke
mine Saar -- og hvad lagde I i Abrahams Skjød? -- hvad Offer gav I?
-- I lagde ikke en Sølvotteskilling i den kristelige Abrahams Skjød.
-- Og nu pines I svarligen -- men Ingen skal dyppe sin Finger i Vand
for Jer,» og han slog med Haanden i det spildte Øl, «men jeg vasker
mine Hænder, -- begge to, -- jeg har advaret Jer, -- hi, -- der gaar
I, -- ja, der gaar I i Sæk og Aske, -- i mine to nye Sække -- Malt
...»

Han mumlede endnu en Stund, saa faldt han i Søvn, men Erik Grubbe
gjorde imens Forsøg paa at komme til at hævne sig; han tog haardt
fast i Stolearmen, gjorde sig lang og anstrengte sig med at sparke
Bordbenet eftertrykkeligt i det Haab, at det var Præsten.

Snart rørte sig Intet mere, der hørtes kun de to gamle Herrers
Snorken og den ensformige Plasken af Øllet, der blev ved at dryppe
ned fra Bordpladen.




II.


Sal. Hans Ulrik Gyldenløves Enke, Fru Rigitze Grubbe havde sin Gaard
liggende paa Hjørnet af Østergade og Pilestræde.

Paa den Tid var Østergade et temmelig aristokratisk Opholdssted;
her boede Medlemmer af Familierne Trolle, Sehested, Rosenkrantz og
Krag; Joachim Gersdorff boede ved Siden af Fru Rigitze, og i Carl
van Manderns nye, røde Gaard logerede som oftest to eller flere
udenlandske Residenter. Dog var det kun den ene Side af Gaden, der
var saa fint befolket; paa Nikolaj-Siden vare Husene lave og her
boede mest Haandværkere, Kræmmere og Skipperfolk. Et Par Værtshuse
var der ogsaa.

Det var en Søndag Formiddag i Begyndelsen af September.

I Kvistvinduet paa Fru Rigitzes Gaard stod Marie Grubbe og saae ud:
ikke en Vogn. Ingen Travlhed, lutter astadige Fodtrin og en enkelt
Østersraabers drævende Sang. Solskinnet sitrede ned over Tage og
Brosten, og alle Skygger stode skarpt og kraftigt, vare næsten
firskaarne. Alt Fjærnt laa i en let, røgblaa Varmedis.

«Passt au...f!» raabtes der bagved hende med en Kvindestemme, der
heldigt efterlignede et af megen Kommanderen hæst Organ.

Marie vendte sig om.

Det var Kammerpigen Lucie, der raabte. Hun havde en Tidlang siddet
stille oppe paa et Bord og betragtet sine temmelig velformede Ben med
et kritisk Blik. Omsider var hun bleven kjed deraf og havde raabt,
og nu sad hun og lo af alle Kræfter og svingede overgivent frem og
tilbage med Benene.

Marie trak paa Skuldrene og vilde med et halvt gnavent Smil vende sig
om til Vinduet igjen, men Lucie sprang ned fra Bordet, tog hende om
Livet og tvang hende til at sætte sig paa en lille Halmstol, der stod
derhos.

«Hør, Jomfru!» sagde hun, «veed hun Noget?»

«Naa!»

«Hun glemmer at faa sit Brevskab skrevet og halvgaaen to har vi de
Fremmede, saa hun har knappe fire Timer. Veed hun, hvad de skal have?
Gyldensuppe, Flyndere og saadan anden bred Fisk, stegte Høns udi
Trisanet og Mansfelder Kage med sød Spillinge-Moes. Fint er _det_,
fedt er det sku ikke. Jomfruens Kjæreste kommer da ogsaa!»

«Aa Snak om en Ting,» udbrød Marie ærgerligt.

«Gud Fader bevar os! det er da hverken Lysning eller Trolovelse,
fordi jeg siger det. -- Jeg kan nu ikke forstaa, Jomfru, at hun
ikke gjør mere ud ad sin Fætter! Det er det dejligste, lysteligste
Mandfolk, jeg veed. De Fødder han har! -- Og kongeligt Blod er der
i ham; En kan se det paa hans Hænder alene, saa bitte smaa de er!
-- aa, og saa ligesom de var støbte, -- bare hans Negle, de er ikke
større end Halvsyslinger og saa røde og runde. -- Hvad! han kan
mønstre et Par Ben? det er ligesom Staalfjedre, naar han kommer
gaaendes, -- hu hej! og hans Øjne de blistrer og blinker ...»

Hun slog Armene om Marie og kyssede hende paa Halsen saa hæftigt og
sugende stærkt, at Barnet rødmede og vred sig ud af hendes Favntag.

Lucie kastede sig paa Sengen og lo som en Besat.

«Som du gjør dig til idag!» udbrød Marie, «farer Du fort med det, saa
gaar jeg nedenunder.»

«Men hvad i Alverden? En faar da have Lov til lidt Lystighed iblandt.
Der er saamænd Bedrøvelse nok her i Verden. Jeg har da mere, end jeg
kan komme afsted med. Er nu intet min Kjæreste i Krigen og ligger og
døjer baade ondt og værre? Det er den rene Ynk at tænke paa. Om de nu
har skudt ham enten død eller gebræklig! Gud naade mig arme Pige, jeg
blev da aldrig til Menneske mere.»

Hun skjulte sit Ansigt i Sengeklæderne og hulkede: «aa nej, nej, nej,
min egen, egen Lorens, -- jeg skal være dig saa tro, saa tro, bare
Vorherre vil lade mig faa dig hjem hel -- aa, Jomfru, Jomfru! det
_er_ aldrig til at udholde!»

Marie søgte at berolige hende med Ord og med Kjærtegn. Omsider kom
hun saa vidt, at Lucie satte sig op og tørrede sine Øjne.

«Ja, Jomfru,» sagde hun, «Ingen veed, hvad jeg har det slemt med mig
selv. En kan jo umuligen immer være som En skulde. Og det hjælper
intet at jeg sætter mig for at bryde mig fejl om alle unge Karle;
kommer de med Lystighed og Komplimenter, om det saa var mit Liv om
at gjøre, kunde jeg ikke bide dem af og sippe fra dem; det klør mig
paa Tungen for at svare dem igjen og saa bliver det jo let til mere
Ganteras, end jeg strængeligen kan forsvare for Lorens. Men naar jeg
saa tænker paa, hvor farligt han er stedt, aa! saa fortryder jeg det
mere end tænkelig er for nogen levende Sjæl. For jeg elsker ham,
Jomfru, og ingen andre end ham, det maa hun tro. Aa! naar jeg er
kommen i Seng og Maanen skinner ret der ind paa Gulvet, saa bliver
jeg et helt andet Menneske; det kommer mig saa sørgelig for og saa
græder jeg og græder og det trykker her oppe i Halsen, som jeg skulde
kvæles -- aa, det er saa pinagtig; jeg ligger og slænger mig i Sengen
og beder til Vorherre og veed knap, hvad det er jeg beder om, og
sommetider er jeg helt fra mig selv og saa sætter jeg mig op i Sengen
og holder paa mit Hoved og bliver saa forskrækkelig bange for at jeg
skal gaa fra min Forstand af at længes. -- Men Herre Gud, Jomfru!
hun græder jo; hun gaar da intet hemmelig og længes efter Nogen, saa
ung hun er?»

Marie rødmede og smilte svagt; der var noget Smigrende for hende i
den Tanke, at hun kunde være forelsket og gaa og længes.

«Nej, nej!» sagde hun, «men det er saa sørgeligt, det du siger, det
er ligesom Alting var ene Kummerlighed og Fortræd.»

«Vist ikke saa! der er Andet iblandt,» sagde Lucie og rejste sig, da
de kaldte paa hende dernede, og saa gik hun med et skjælmsk Nik til
Marie.

Marie sukkede, gik hen til Vinduet og saae ud, ned paa St. Nikolaj
grønne, kjølige Kirkegaard, paa Kirkens rødlige Mure, henimod Slottet
med det irrede Kobbertag, udover Holmen og Reberbanen, rundt til
Østerport med det spidse Spir og til Hallandsaas med dens Haver og
Træskure og med det blaalige Sund udenfor, der gik i Et med den blaa
Himmel, hen under hvilken hvide, blødtformede Skymasser langsomt drev
over mod den skaanske Kyst.

Tre Maaneder havde hun nu været i Kjøbenhavn. Dengang hun rejste
hjemmefra havde hun troet, at det at leve i Residentsstaden var Noget
vidt forskjelligt fra det, hun nu vidste, det var. Det var aldrig
faldet hende ind, at der kunde være mere ensomt _der_, end paa Tjele
Hovedgaard, hvor hun dog havde havt det ensomt nok.

Sin Fader havde hun intet Selskab af, han var altid saa ganske sig
selv, at han aldrig kunde være Noget for Andre; han blev ikke fjorten
Aar, naar han talte med en Fjortenaarig, og han blev ikke Kvinde,
fordi han talte med en lille Pige; han var altid paa den anden Side
de Halvtreds og han var altid Erik Grubbe.

Faderens Frille, der herskede, som var hun Hjemmets Frue, kunde
Marie ikke se uden at Alt, hvad der var i hende af Stolt og Besk,
straks blev vakt. Dette grove, magtglade Bondefruentimmer havde
saaret og pint hende saa ofte, at Marie end ikke kunde høre Lyden af
hendes Trin, uden at hun straks og næsten ubevidst gjorde sig haard,
blev trodsig og hadsk. Halvsøsteren, den lille Ane, var sygelig og
forkjælet, Omstændigheder, der ingenlunde gjorde hende omgængelig, og
nu kom hertil, at Moderen overfor Erik Grubbe altid søgte at komme
Marie tillivs igjennem hende.

Hvad Selskab hun da havde?

Ja, hun kjendte hver en Sti og Vej i Bigum Skov, hver en Ko, der
græssede i Engen, hver en Fugl i Hønsegaarden. Og i Tjenestefolkenes
og Bøndernes venlige Hilsen, naar hun gik forbi dem, blev der sagt:
Jomfruen lider Uskæl og vi seer det, vi ere bedrøvede over det og vi
har det samme Sind til Kvinden deroppe som I.

Men i Kjøbenhavn?

Her havde hun Lucie og hun holdt meget af Lucie, men det var jo dog
et Tyende; hun havde Lucies hele Fortrolighed og var glad ved den
og taknemmelig for den, men Lucie havde ikke hendes Fortrolighed.
Hun kunde ikke give sine Klager Luft overfor hende, hun vilde ikke
have det _sagt_ til sig at det var sørgeligt, saadan som hun var
stillet, og hun kunde ingenlunde taale, at et Tyende talte om hendes
ulykkelige Familieforhold; end ikke om Fasteren vilde hun høre et
Ord. Og dog holdt hun slet ikke af Fasteren, havde heller ingen Grund
til det.

Rigitze Grubbe havde Tidens meget strænge Anskuelser om det Gavnlige
ved en haard og lidet lempelig Optugtelse, og hun tog sig for at
opdrage Marie derefter. Hun havde ingen Børn, havde heller ingen
havt, hun var derfor en yderst utaalmodig Plejemoder, dertil meget
ubehjælpsom, da Moderkjærligheden aldrig havde lært hende de smaa og
saare nyttige Kunstgreb, der gjør det saa meget lettere for Barn og
Læremester at komme Vejen frem. Og dog -- en saadan barsk Opdragelse
havde maaske været Marie mest tjenlig. Hun, hvis Sind og Tanke, paa
den ene Side, næsten var bleven forvokset af Mangel paa aarvaagent og
fast Tilsyn og paa den anden Side, halvvejs lemlæstet af urimelig og
lunefuld Grusomhed, maatte næsten have følt det som Fred og Lindring
at blive styret støt og haardhændet den Vej, hun skulde, af En, der
fornuftigvis ikke kunde ville hende andet end Godt.

Men hun blev ikke styret paa denne Maade.

Fru Rigitze havde saa meget at tage Vare i Politik og Intriger,
levede saa meget sammen med Hofkredsene, at hun i hele og halve Dage
var hjemmefra, eller hjemme var saa beskjæftiget, at Marie kunde
gjøre med sig selv og sin Tid, hvad hun vilde. -- Fik Fru Rigitze
saa endelig et Øjeblik tilovers for Barnet, saa gjorde hendes egen
Forsømmelighed hende dobbelt utaalmodig og dobbelt skrap. Det
hele Forhold maatte derfor for Marie komme til at tage sig ud som
den rene, skære Urimelighed og var nærved at bibringe hende den
Forestilling, at hun var et Skumpelskud, som Alle hadede og Ingen
elskede.

Som hun nu stod der ved Vinduet og saae ud over Byen, kom denne
Følelse af Forladthed og Ensomhed over hende; hun lænede sit Hoved
mod Vindueskarmen og stirrede fortabt op paa de langsomt glidende
Skyer.

Hun forstod saa godt det Sørgelige, Lucie havde sagt om at længes;
det var ligesom det brændte inden i En, og der var ikke Andet at
gjøre end at lade det brænde som det vilde, -- hun kjendte det saa
godt. -- Hvad skulde det blive til? -- den ene Dag ligesom den anden
-- Ingenting, ingenting, -- aldrig Noget at glæde sig til; kunde det
blive ved? -- Ja! længe endnu; -- ogsaa naar En var bleven seksten
Aar? -- Det blev da ikke saadan ved for alle Mennesker; -- det var da
umuligt hun kunde blive ved at gaa med Barnehue naar hun var seksten
Aar! -- Det havde Søster Ane Marie da ikke gjort; -- hun var nu gift.
-- Hun kunde saa tydelig huske al den Larm og Lystighed, der var ved
Bryllupet, længe efter at hun var bleven sendt i Seng, -- og Musiken.
-- Hun kunde da ogsaa gjerne blive gift. -- Med hvem skulde det være?
maaske med sin Svogers Broder. -- Han var jo rigtignok forfærdelig
grim; men naar det _skulde_ være .... Det kunde hun umulig glæde sig
til. Hvad var der egenlig at glæde sig til her i Verden? Var der
Noget? -- ikke det hun kunde se.

Hun gik fra Vinduet, satte sig betænksomt ved Bordet og gav sig til
at skrive:

  «Min ganske venlig Hilsen altid forsendt med Vorherre, kjære
  Ane Marie, gode Søster og Ven, Gud bevare dig al Tid og have
  megen Tak for alt Godt. Jeg haver taget til at skrive pour vous
  congratuler, saasom din Nedkomst haver været lykkelig og du nu er
  frisk og ved godt Helsen. Kjære Søster, jeg haver det godt og er
  baade frisk og rask. Faster lever jo i megen Storhed, og er her
  tidt mange Gjæster, de fleste ere Cavaliers fra Hove, og foruden
  nogle gamle Fruer kommer her ikkuns Mandspersoner. Der er mange af
  dem, som have kjendt vor sal. Moder og berømme hende for hendes
  Dejlighed og mere. Jeg sidder al Tid tilbords med de Fremmede,
  men Ingen taler mig noget til uden Ulrik Frederik, det jeg helst
  var uden, eftersom han immer er mere for Chicane og Raillerie
  end for fornumftig Konversation. Han er kuns meget ung og haver
  ikke det bedste Lov paa sig og ganger nok baade paa Herberger og
  Ølstuer og disligeste. Nu veed jeg knap andet Nyt end at vi idag
  have Forsamling og at han er deri. Hver Gang jeg tal' Franzøsisk
  da ler han meget og siger det er hundrede Aar gammel, som jo nok
  kan hænde, saasom Hr. Jens var pur ung den Tid han var paa Rejser,
  ellers giver han mig godt Lov, formedelst jeg kan saa vel sætte det
  sammen, han siger ingen Hofdame kan det bedre, men, det tror jeg er
  Komplimenter og bryder mig intet om. Paa nogen Tid haver jeg fra
  Tjele Intet fornummet. Faster sværger og lader ilde hver den Gang
  hun taler om den Enormität det er vor kjære Fader lever den han
  lever med et Fruentimmer af saa nedrig Ekstraktion. Jeg sørger tidt
  derover, som dog intet baader. Du lade nu intet Stycho se dette
  Brev, men hilse ham af Hjærte. September 1657.

                                              Din kjære Søster
                                                   Marie Grubbe.

  Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Stycho Høeghs til Gjordslev,
    min gode Ven og Søster venligen tilskreven.»

               *       *       *

Man havde rejst sig fra Bordet og var gaaet ind i Storstuen,
hvor Lucie bød Gyldenvandet omkring. Marie var tyet hen i en
Vinduesfordybning og skjultes halvt af det folderige Gardin. Ulrik
Frederik gik hen til hende, bukkede overdreven ærbødigt for hende og
sagde med et yderst alvorligt Ansigt, at det gjorde ham ondt at han
ved Bordet havde siddet saa langt fra Mademoiselle. Som han saaledes
talte, lagde han sin lille, brune Haand i Vindueskarmen. Marie saae
paa den og blev rød som et dryppende Blod.

«Pardon Mademoiselle! jeg seer I bliver ganske rød af Vrede, at jeg
tillader mig at gjøre Eder min skyldigst underdanige Reverens. Det
er nu vel og for dristigen at spørge, hvormed jeg har været saa
jammerlig at fortørne Eder?»

«Jeg er saavist hverken vred eller rød.»

«Det gefaller Eder at kalde den Kulør for hvid? Bien! Det skulde kun
forlange mig at vide, hvorlunde I benævner den Kulør, den sogenannte
_røde_ Rose har?»

«Men kan I da aldrigen sige et fornumftigt Ord?»

«Ja -- lad mig se! -- jo, jeg maa bekjende, at det virkeligen er
hændtes mig -- men ikkuns sjældent --

    Doch Chloë, Chloë zürne nicht!
    Toll brennet deiner Augen Licht
    Mich wie das Hundsgestirn die Hunde
    Und Worte schäumen mir vom Munde
    Dem Geifer gleich der Wasserscheu ...»

«Ja, det maa I nok sige!»

«Ach Mademoiselle, I kjender kuns lidet til Amors Magt! -- Skulde I
tro det? der gives Nætter, da jeg elskovskrank sniger mig ned til
Silkegaarden, svinger mig over Ramperterne til Christen Skeel sin
Have, og da stander jeg som en Statu mellem duftige Roser og Filitter
og stirrer til Vindvet i Jert Kammers til den smægtige Aurora løber
sine rosige Fingre gjennem mine Lokker.»

«Ah, Monsieur! jeg formener I greb fejl af Navnet, der I nævnte Amor;
Evan skulde I visseligen sagt -- og maa hænde En let gaar vilse, naar
En støjer om ved Nattetider, for intet har I staaet i Skeels Have, I
har været hos «Mogens i Cappadocia» mellem Rømere og Bouteiller, og
har I intet kunnet røre Jer og været stille som en Statu, da har det
aldrig været Elskovstanker, der har udvirket, at I intet kunde flytte
Jeres Ben.»

«I gjør mig storligen Uret; falder det sig saa ibland at jeg kommer i
Vinkyperes Huse, da er det intet for Plaser eller Lystighed, det er
aleneste at forgjætte den nagendes Kummer, der kvæler mig.»

«Aa!»

«I lider intet paa mig, I har ingen Tro til min Amours Bestandighed
-- Himmel! seer I det østre Glamhul paa St. Nikolaj? trende Dage
tilende har jeg siddet der og stirret paa Eders yndelige Aasyn, som
I sad ved Jer Syramme.»

«Hvad I dog er uheldig! I kan fast aldrig lukke Jer Mund op, En kan
jo gribe Jer i løs Tale; aldrig har jeg siddet ved min Syramme ud til
Nikolaj. -- Kjender I den Ramse:

    "Det var svart Nat,
    Mand fik i Trold fat,
    Mand sa' til Trold:
    "Vil du ud af min Vold,
    Vil du hjem i Nat,
    Saa lær mig brat
    Uden List eller Svige
    Det Sandeste du veed af at sige."
    «Hør!» sagde Trold og mælte ej Ord.
    Mand slap og Trold foer,
    Ingen paa Jord
    Sige Trold paa, han med Løgn foer.""

Ulrik Frederik bukkede ærbødigt for hende og gik uden at sige et Ord.

Hun saae efter ham som han gik hen over Gulvet; den _var_ smuk hans
Gang; hans Silkestrømper var saa skinnende hvide og de sad saa
stramt, der var hverken Læg eller Fold paa dem; det var saa kjønt det
dernede ved Anklen! og den lange, smalle Sko -- det var saa morsomt
at se paa ham -- hun havde aldrig før lagt Mærke til, at han havde et
lille rosenrødt Ar i Panden.

Hun kigede stjaalent ned paa sine Hænder, trak lidt paa Munden, --
hun syntes de var for korte i Fingrene.




III.


Vinteren kom. Det blev haarde Tider for Skovens Dyr og Markens Fugle;
det blev fattig Jul inden lerklinte Vægge og Skudernes Spanter.
Vesterstranden stod tæt med Vrag; der var isede Skrog, splintrede
Master, braadne Baade og døde Skibe. Rigdom laa der og rullede i
Havstokken, sledes og knustes til gavnløse Billinger, sank, drev af
eller skjultes i Sandet; thi det stod paa med Storm og slemt Hav
og dræbende Kulde, saa der ikke var Tag at faa for Menneskehænder.
Himmel og Jord stod i Et af den fygende Frostsne; den vældede ind
over Armod og Pjalter, gjennem utætte Lemme og sprukne Luger, pinte
sig ind under Tagskjæg og Døre til Velstand og bræmmede Kapper.
Tiggere og vildfarent Folk frøs ihjel i Ly af Grøfter og Diger,
Fattigmand døde af Kulde paa sit Straaleje og Rigmandens Kvæg gik det
lidet bedre.

Saa lagde Stormen sig og det blev stille, skingrende Frost. Det
blev dyre Tider for Riger og Lande, der faldt Vinterbøde for
Sommerdaarskab -- den svenske Hær _gik_ over de danske Vande.

Saa kom Freden. Saa kom Vaaren med lyst Løv og lyst Vejr, men de
sjællandske Knøse red ingen Maj i By det Aar; der var fuldt af
Svenskens Soldater allevegne; der var Fred, men der var Krigens
Byrder alligevel, og Freden saae ikke ud til at leve længe.

Den gjorde det ikke heller.

Da Majløvet var blevet mørkt og stivt under Midsommersolens Brand gik
Svensken mod Kjøbenhavns Volde.

       *       *       *       *       *

Den anden Søndag i Avgust udbredte der sig under
Eftermiddagstjenesten pludselig det Rygte, at Svensken var landet i
Korsør.

Der blev straks fuldt i alle Gader. Folk gik roligt og astadigt
omkring, men de talte meget; de talte Allesammen, og Lyden af deres
Stemmer og deres Fodtrin samledes til en stærk, blandet, summende
Lyd, der aldrig blev stærkere, aldrig svagere, heller ikke holdt op,
men blev ved -- blev ved med en underlig tung Ensformighed.

Rygtet kom ind i Kirkerne midt under Prædikenen. I hurtig, stakaandet
Hvisken sprang det fra nederste Stolestade til En, der sad i det
andet, til Tre i tredje, forbi en enlig Olding i fjerde, til dem i
femte og videre, helt op. Folk midt i vendte sig om mod dem bagved
og nikkede betydningsfuldt; øverst oppe var der enkelte, der rejste
sig og saae spejdende mod Udgangen. -- Lidt efter var der ikke et
Ansigt, der saae paa Præsten; Alle sade med bøjet Hoved som for at
samle Tankerne om Prædikenens Ord, men de hviskede til hinanden,
holdt en Gang imellem op, lyttede et Øjeblik spændt paa Præsten,
som for at skjønne hvor langt der var til Enden, -- saa hviskede de
videre. Den dumpe Lyd fra Menneskemassen derude paa Gaden var tydelig
at høre, blev utaalelig at høre; Kirkefolkene fik hemmelig travlt med
at stikke Psalmebogen i Lommen.

«Amen!»

Alle Ansigter saae op paa Præsten.

Under den almindelige Del af Bønnen tænkte Alle paa om Præsten vidste
Noget. Saa bades der for Kongehuset, for Rigens Raad og den menige
Adel, for Alle, som havde nogen høj Bestilling eller Embede at
forestaa og da var der mange, der havde Taarer i Øjnene; men da den
næste Part af Bønnen kom, begyndte Nogle at hulke, og sagte, men dog
hørligt lød det fra hundrede Læber: «Gud mildeligen afvende endnu fra
disse Lande og Riger, Krig og Blodstyrtning, Pestilentse og Braddød,
Hunger og Dyrtid, Storm og Uvejr, Vandflod og Ildsvaade, at vi og for
saadan faderlig Naade maa love og prise hans hellige Navn.»

Før Psalmen var tilende var Kirken tom, kun Orglets Toner sang
derinde.

Den næste Dag havde de Folkemasser, der igjen vare paa Benene, faaet
et bestemt Maal at gaa efter; thi den svenske Flaade havde om Natten
kastet Anker udfor Dragør. Der var dog mindre Uro over Folk den Dag,
sagtens fordi det var almindelig bekjendt, at to af Rigens Raader
vare tagne afsted for at underhandle med Fjenden og det hed sig: med
saa vid Fuldmagt at det _maatte_ føre til Fred. Men da Raaderne om
Tirsdagen vare vendte tilbage med den Besked, at Fred ikke var til at
faa, skete der et brat og voldsomt Omslag.

Det var ikke længer Flokke af astadige Borgere, der vare blevne
rastløse ved store og farlige Tidender. Det var en hel Malstrøm af
sælsomme Skikkelser, hvis Lige aldrig var seet inden Byens Volde og
som slet ikke saae ud som de boede i disse rolige, ædruelige Huse
med deres mange Tegn paa al mulig jævn og dagligdags Gjerning. Denne
Lidenskabelighed i Flasketrøjer og Skjødefrakker! Denne Helvedeslarm
fra disse alvorlige Læber, og slige voldsomme Gestus med disse Arme
i disse snævre Frakkeærmer! Ingen vil være ene, Ingen vil være inde,
der staa de midt paa Gaden med deres Angst og Fortvivlelse, med deres
Jamren og deres Taarer.

Se den statelige, gamle Mand med det blottede Hoved og de blodskudte
Øjne; han vender sit askegraa Ansigt mod Muren og hamrer paa den med
de knyttede Næver. Hør den tykke Skinders Forbandelser over Rigens
Raad og denne usalige Krig! Føl hvor Blodet brænder i hine unge
Kinder af Had til den Fjende, der vil føre alle de Rædsler med sig,
han allerede nu har gjennemlidt i sin Fantasi!

Hvor de brøle af Raseri over at de er saa afmægtige som de tror, og
Gud i Himlen, hvilke Bønner, hvilke vanvittige Bønner!

Vognene holde stille midt paa Gaden, Tjenestefolk sætte deres Kurve
og Spande fra sig i Bislag og Porte og hist og her komme Enkelte
hastigt ud af Husene, iførte deres bedste Klæder, røde i Ansigtet
af Anstrængelse og de se sig forbavsede omkring, se nedad dem selv,
fare omkring blandt Folk og snakke ivrigt for at lede Opmærksomheden
bort fra deres pyntede Udseende. Hvad tænke de paa? og hvorfra komme
alle disse lurvede, drukne Mandfolk? Det vrimler af dem, de rave og
raabe, kjævles og falde, de sidde paa Trappestenene og er syge, de
skoggerle, jage efter Fruentimmerne og vil slaaes med Mændene.

Det var den første Rædsel -- Instinktets Rædsel. Over Middag var
den forbi. Man var bleven kaldt til Voldene, havde arbejdet med
Helligdagskræfter, havde seet Grøfter dybes og Brystværn højnes under
sin Spade; Soldater vare trukne forbi, Haandværkssvende, Studenter og
Adelstjenere holdt Vagt med alskens sære Vaaben, Kanoner var kjørt
op, Kongen var reden over Volden og man vidste han vilde blive --
der var Rimelighed i Tingene, man blev rimelig selv.

       *       *       *       *       *

Dagen efter blev der hen paa Eftermiddagen sat Ild paa Forstaden
udenfor Vesterport. Brandlugten drev ind over Staden og gjorde Folk
urolige, og da det i Skumringen, mens Ilden kastede sit røde Skjær
over Fruetaarns vejrgraa Mure og spillede i de gyldne Kugler paa
Petri Kirkes Spir, hed sig, at Fjenden kom ned over Valdbybakke,
gik der som et bange Suk gjennem den ganske By. Gjennem alle Gader,
Gænger og Gyder lød det angst og beklemt: «Svenskerne, Svenskerne!»
Drenge løb gjennem Staden og raabte det ud med skingrende Stemmer,
Folk foer til Dørene og stirrede ængsteligt vesterud, Boderne
lukkedes, Jernkræmmerne samlede skyndsomt deres Skrammel ind; det var
som ventede de skikkelige Folk at Fjendens vældige Hær straks vilde
skylle hen over Staden.

Langs Volden og i de tilstødende Gader var der sort af Folk, der
stirrede efter Ilden; dog var der ogsaa mange samlede paa Steder,
hvor man ikke kunde se noget til Branden, saaledes udfor Løngangen og
Vandkunsten. Der var mange Ting paa Tale der: først og fremmest naar
Svenskerne vilde begynde deres Angreb; nu i Nat eller først imorgen?

Gert Pyper, Farveren henne paa Vandkunsten, mente nu det vilde gaa
an, straks de vare komne i Orden efter Marschen. Hvad skulde de bie
efter?

Islandsk Kjøbmand, Erik Lauritzen omme fra Farvergade mente det var
saa en vovsom Sag i Nat og Mørke at gribe en fremmed By an hvor En
knap vidste hvad der var Landjord og hvad der var Vand.

«Vand!» sagde Gert Farver, «giveste Gud vi vidste selv kuns halv
saa god Besked med vore Anstalter som Svensken han veed det! Tal
aldrig om det! Han har sine Spioner, har han, der En mindst skulde
tro det. Jo! -- det veed Borgermester og Raad ogsaa hjærtelig vel,
for fra Morgenstunden af har Rodemestrene været rundt i alle Steder
og Bebyggelser for at finde hans Spionerere frem; men lur ham om I
kan! Svensken er habil, er han, synderlig i den Commerce; det er
en naturlig Gave; jeg veed det jo fra mig selv -- det er vel nu en
halv Snes Aar siden; jeg glemmer ham det aldrig af det Spøgelse ...
Indigofarve ser I, hun gjør sort og hun gjør mørkeblaa og hun gjør
mellemblaa, ene efter som Bejtsen er; det er Bejtsningen det kommer
an paa. Skolde og rette Løddegryden til, det kan hver en Bursch, det
er kuns Haandelag om at gjøre, men bejtse! -- retteligen -- det er en
Kunstighed. Bejtser En for stærkt, saa brænder En Garnet eller Tøjet
eller hvad det nu er, saa det gaar hen og skjørner i alle Traaderne,
og bejtser En for knapt, saa kan Farven a--ldrigen holde, om En saa
farvede med det allerdyrbarste Blaatræ. Se, derfor er Bejtsningen
ogsaa en lukt Geheimniss, En intet lærer fra sig -- til Ens Søn nok,
men aldrig til Gesellerne. Nej, ....»

«Javel Mester Gert», sagde Kjøbmanden, «vel saa, vel saa!»

«Naa,» fortsatte Farveren, «som jeg skulde fortælle, saa havde jeg en
halv Snes Aar forleden en Bursch, som havde et svensk Kvindfolk til
Moder, og han havde nu sat sig fore, han vilde makke ud hvad det var
for en Bejtse jeg brugte til Kanelenbrunt. Men der jeg immer vejer
af til Bejtsen for lukte Døre, var den Ting jo intet saa bekvem at
gribe an. Hvad hitter mig saa det Skarnsmenneske paa I tror? Hør nu
kuns! Der er nu saa slemt med store Dyr derhenne paa Kunsten, de
skjærer os baade Uld og Tvist, og desformedelst hænger vi immer det,
der er flyet til Farvning op under Loftet i store Sejldugssækker.
Faar han saa ikke det Djævels Gesindeken en af Drengerne til at
klynge ham op i en de der Sækker og -- jeg kommer ind og vejer og
blander og retter til og er halv ved at være til Ende med det, saa
skikker det sig saa kunstigen at Krampen tager hans ene Ben der oppe
i Sækken og han tager paa at stime og raabe jeg skulde forhjælpe ham
ned ... og om jeg hjalp ham! -- Død og Verden! men det var og en
ret Karnaillenstreg han skrev mig der, ja, ja, ja! og saadan er de
tilhobe de Svenskere, En kan aldrigen tro dem over et Dørtrin.»

«Nej, det har I saa Ret i; det er nogle grimme Folk de Svenske,»
talte Erik Lauritzen, «Ingenting har de at sætte Tænder i naar de er
hjemme, og kommer de saa en Gang udenværts, saa helmer de aldrig med
Bælgen og Svælgen; de er ligesom Fattighusbørn er, de æder baade for
nærværendes Sult og for kommendes og forbigangen tillige. Stjæle og
rappe til sig, det kan de værre end Ravnefugle og Rakkerfolk; -- og
saa morderiske de er! det er intet for Ingenting En siger: han har
nemt til Kniven som svenske Lasse.»

«Og saa løsagtige!» faldt Farveren ind, «det skal jo aldrigen passere
at Rakkeren pidsker en Kvind af By og En spørger sig for, hvad det
mon er for en Kreatur, En jo faar til Svar, at det er en svenska
Dulle.»

«Ja, Menneskens Blod er saa forskjellig, og Dyrenes ogsaa.
Svensken han er nu iblandt Folk, hvad Marekattern' er iblandt de
uvittige Bæster; der er saadan uterlig Brynde og hastig Ild i
hans Livsvædsker, at den naturlig' Fornumstighed, som Gud jo har
beskjænket alle Mennesken' med, intet kan raade med hans arge Drifter
og syndige Begjæringer.»

Farveren nikkede nogle Gange ad det, Kjøbmanden fremsatte og sagde
saa: «Rigtig, Erik Lauritzen, rigtig; Svensken er af en sær og
synderlig Natur, anderlund end som andre Mennesker. Jeg kan immer
lugte, naar der triner en udenlandsk Person ind til mig i min Bod, om
han er en Svensker eller et andet Slags Folk. Svensken har saa en
ram Lugt ved sig, som Geddebukker eller Fiskelud. Jeg har saa tidt
havt mine egne Betænkninger ved den Ting, men det er som I lægger det
ud, det er Dunster af hans hidsige og bestialske Vædsker, er det.»

«Det er da ingen Jærtegn,» henkastede en gammel Kone, der stod hos,
«om Svensker og Tyrker lugter anderlund end som Kristenfolk gjør.»

«Aa, som hun snakker da, Mette Sennopskvind,» afbrød Farveren hende,
«tror hun Svensken ikke er Kristenfolk?»

«I kan jo kalde dem Kristen, Gert Farver, om Jer det gefaller, men
Finner og Hedninger og Troldkarle det har aldrig været Kristenfolk
efter min Postillebog, og det er da saa sandt som Guld, at det gik
saadan til i højsalig Kong Kristians Levetid, den Sinde Svensken laa
i Jylland, at et helt Regiment en Nymaanenat, der de allersombedst
kom gangendes og det lige blev Midnat, rendte fra hverandre som ene
Varulver og andet Djævelskab og bissed tudendes omkring, alle Lunder
og Moser igjennem og gjorde Ulykke baade paa Folk og Fæmon.»

«Men de søger da Kirke om Søndag, veed jeg, og har Præster og Degner
ligesom vi har.»

«Jo vist! kunde I kuns faa mig det bildt ind! det søger Kirke det
Djævelens Pak iligemaade som Hekser de far' til Aftensang naar den
Lede holder St. Hans-Messe i Hekkenfjeld. Nej, og de er forgjorte
er de og kugelfaste; paa dem bider hverken Lod eller Krud og de har
et ondt Øjesyn de halve af dem, eller hvadfor tror I Smaapockern'
har grasseret hver den Gang de Helvedes Kumpaner har havt deres
forbandede Fødder her i Landet? Svar mig til paa det, Mester Farver!
Svar mig til paa det, om I kan!»

Farveren skulde just til at svare, da Erik Lauritzen, som i nogen
Tid havde staaet, og seet sig urolig omkring, udbrød: «Tys, tys,
Gert Pyper, hvad er vel den for en Person, som tal' saa prækendes
histhenne og Folken' staar saa digt omkring?»

De skyndte sig hen til Hoben og imens berettede Gert Farver, at han
skjønnede det var en vis Jesper Kiim, som havde holdt Prædiken i
Helliggejstes, men som han havde hørt vellærde Folk sige ikke var saa
ret i sin Tro som det hans Salighed og gejstlige Karriere tjenligt
var.

Det var en doggeagtig, lille Mand paa en tredive Aar med et langt,
glat og sort Haar, bredt Ansigt, tyk, lille Næse, spillende,
brune Øjne og røde Læber. Han stod oppe paa en Gadedørstrappe,
gestikulerede stærkt og talte hurtigt og fyrigt, men temmelig tykt og
læspende:

.... «I det seksogtyvende Kapitel,» sagde han, «skriver Evangelisten
Matthæus 51-54 saalunde: Og se, een af dem, som vare med Jesu, rakte
Haanden ud, og slog den ypperste Præstes Svend, og hug et Øre af
hannem. Da sagde Jesus til hannem, stik dit Sværd i sin Sted. Thi
hvo som tager Sværdet, han skal omkomme med Sværd. Eller ment' du, at
jeg ikke kunde bede min Fader, at han tilskikkede mig mere end tolv
Skok Engle? Men hvorlunde skulde Skriften fuldkommes? Det skal Alt
saa gaa til.»

«Ja, kjære Landsmænd! det skal Alt saa gaa til. -- Nu ligger uden
denne Bys ringe Volde og svage Befæstning en almægtig Hob af
velberuste Stridsmænd, og deres Konge og Krigsøverste haver opladt
sin Mund og ladet udgaa Ordre og Befaling til dem, at de med Ild og
Sværd, med Paarend og Belejring gjøre sig denne Stad og hvem som er
deri, underdan og ganske deres egen.»

«Og de, som ere i Staden og se deres Velfart truet og deres Ruin
umenneskeligen besluttet, de føre sig i Vaaben, de bringe Fyrmørsere
og anden skadelig Krigsgeraad til Voldene og de tiltale sig selver,
sigendes: bør det os ikke med brændendes Lue og blanke Sværde at gaa
den Fredsforstyrrere paa Huden, som plat vil lægge os øde? hvortil
haver vel Gud i Himlen opvakt Koradtsighed og Ufrygtagtighed i
Mennesken's Bryst om ikke til slig en Fjende at modstaa og fordærve?
Og som Peter den Apostle drage de deres Glavind og ville pludseligen
afhugge Malcho hannem hans Øre. Men Jesus siger: stik dit Sværd i sin
Sted, thi hvo som tager Sværdet, han skal omkomme med Sværd. Vel maa
dette lyde som en underlig Tale for den Vredagtiges Ufornumftstighed
og synes en Daarskab for den Hadefuldes useendes Blindhed. Men
Ordet er ikke som en Lyd af en Trompete, blot at høre; -- ligervis
som et Skiberum, der er ladet med mange gavnlige Ting, saaledes er
Ordet ladet med Fornumstighed og Betænkning, thi Ordet er en Mening
til Opfattelse og Forstændighed. Derfor lader os udgrandske Ordet
og successive fremfinde, hvorlunde det retteligen bør udlægges. --
Af hvad Aarsage skal da Sværdet blive i sin Sted og den, der tager
Sværdet omkomme med Sværd? Dette er for os at betænke udi trende
Poster:»

«Denne er da den første Post, at Mennesket er en viselig og over al
Maade herligen indrettet Mikrokosmos eller, som det kan udlægges: en
Jordlille, en Verden baade af Godt og Ondt; thi er, som Jacob den
Apostle siger, alene Tungen en Verden udaf Uret, hvormeget mere er
da ikke det ganske Legem' en Verden! baade de begjærendes Øjne, de
hastige Fødder og de gribendes Hænder; baade den umættelig' Bug, de
bedendes Knæ og de vagtsomme Øren? Og er Legemet en Verden, hvormeget
mere er da ikke vor dyr'bare og udødelig' Sjæl en Verden, ja, som en
Have fuld af søde og bitre Urter, fuld af de onde Drifters glubendes
Vilddyr og af Dydernes hvide Lam? Og er da den, som lægger en saadan
Verden øde, at agte bedre end en Ildstiftere eller en Voldsmand
eller en Marktyv? og I vide, hvad Straf det bør sig en Saadan at lide
og udstaa.»

Det var nu bleven ganske mørkt og Folkeskaren omkring Prædikanten
saaes kun som en stor, sort, sagte bevæget og stadig voksende Masse.

«Den anden Post er denne, at Mennesket er en Mikrotheos, det er: en
Afspejlning eller Lignelse af Gud den Almægtigste. Og er den, der
forgriber sig paa Guds Afbillede, ikke at agte slemmer' end den,
der stjæl' Kirkens hellige Kar eller Klæder eller øver Vold mod et
Kirkehus? og I vide, hvad Straf det bør sig en Saadan at lide og
udstaa.»

«Den sidste og tredie Post er denne, at først haver Mennesket Pligter
imod sin Gud og er skyldig for hannem ideligen at kæmpe og stride,
iført et rent Levnets skinnendes blanke Rustning og omgjordet med
Sandhedens skjærendes Glavind. Saadan berust falder det hannem til
at stride, en Herrens Stridsmand, sønderrivendes Helvedes Strube og
søndertrædendes Helvedes Bug. Derfor bør det os at lade den legemlig'
Sværd blive i sin Sted, thi visseligen, vi have nok at bemøde os med
den aandelig!»

Fra begge Ender af Gaden saaes nu og da Folk komme, der lyste
sig hjem med smaa Haandlygter. Efterhaanden som de stødte paa
Forsamlingen, stillede de sig op blandt de Yderste, saa der snart var
dannet en bugtet Halvkreds af blinkende Smaalys, der sluktes og lyste
op, alt som Folk bevægede sig, og nu og da løftedes ogsaa en Lygte i
Vejret og lod sit Skjær flakke søgende om paa Husenes hvidtede Mure
og mørke Ruder, indtil det fandt Hvile paa Prædikantens alvorlige
Ansigt.

«Men hvorledes! tale I i Eders Hjærter, sigendes: skulle vi da
overantvorde os selv, bunden paa Hænder og Fødder, til vor Fjende,
til Trældommens og Fornedrelsens bitre Sørgestand? -- O! mine
Elskelige, I tale ikke saa! thi da er I at regne som dem der men', at
Jesus ikke kunde bede sin Fader at han tilskikkede hannem mere end
tolv Skok Engle. O! falder ikke udi Mishaab, knurrer ikke i Eders
Hjærter mod Herrens Raadslagning og gjører ikke Eders Lever sort
imod hans Vilje! Thi den, Herren vil nedslaa, den knuses, den Herren
vil oprejse, lever i Tryghed. Og han er den, som haver mange Veje at
føre os ud af Farlighedens Ørker og Vildnisse; eller kan han ikke
vende Fjendens Hjærte, eller lod han ikke den Dødsengle gaa gjennem
Sancheribs Lejr, eller have I forgjæt' det røde Havs svælgende Vande
eller Kong Pharaos hastige Undergang? ...»

Her blev Jesper Kiim afbrudt.

Hoben havde hørt temmelig roligt paa ham; kun ude fra de yderste
Rækker havde der nu og da lydt en dæmpet, truende Mumlen. Saa var det
Mette Sennopskvindes skarpe Røst skingrede ind imod ham: «Hu, din
Helvedesgast! vil du tie den sorte Hund du er! -- hør intet paa ham,
det er svenske Penge, der tal' udaf hans Mund.»

Der blev et Øjeblik ganske stille, men saa brød Larmen løs; Haansord,
Eder og Forbandelser skyllede ned over ham. Han forsøgte at tale,
men da blev Raabene endnu stærkere og de nærmest ved Trappen trængte
truende op imod ham. En hvidhaaret, lille Mand, lige foran, der hele
Tiden havde grædt under Talen, stak nu rasende efter ham med sin
lange, sølvknappede Stok.

«Ned med ham!» raabtes der, «ned med ham! han skal kalde igjen hvad
han har sagt, han skal tilstaa hvad han har faaet for at beføre os.
Ned med ham! lad os faa ham her ned til Geständniss! vi skal nok
plukke det ud af ham.»

«Han skal i Kjælderen, skal han,» raabte andre, «han skal i
Raadstukjælderen. Lang ham ned! lang ham ned!»

Et Par stærke Karle havde allerede Tag i ham. Den Ulykkelige klamrede
sig fast til Trappens Trærækværk; saa spændte de baade det og ham
ned paa Gaden, ned blandt Mængden. Han blev modtaget med Spark og
Næveslag. Kærlinger rev ham i Haar og Klæder, saa smaa Drenge, der
stode med deres Fader i Haanden og saae til, hoppede af Fornøjelse.

«Lad Mette komme frem!» raabtes der bagved, «gaa tilside; tilside!
Mette skal tage ham i Forhør.»

Mette kom frem. «Vil han tage sin Djævels-Præk i sig igjen? vil han
Mester Lurifas?»

«Aldrig, aldrig! En skal adlyde Gud mer' end som Mennesken', som
skreven staar.»

«Skal En det!» sagde Mette og tog sin Trætøffel af og truede ham med,
«men Mennesken' har Trætøfler, har de, og du est en Satans Soldknægt
og intet Vorherres; jeg skal slaa dig, skal jeg, saa din Hjærne skal
sidde paa Muren næst herved;» og hun slog ham med Tøffelen.

«Forsynd Jer intet, Mette!» stønnede Magisteren.

«Saa skal da ogsaa den Slemme!» hvinede hun.

«Tys, tys,» raabtes der, «var Jer, var Jer, og stim ikke saa, her
kommer Gyldenløv', Generallieutenanten!»

En høj Skikkelse red forbi.

«Længe leve Gyldenløv'! den tapre Gyldenløv',» brølede Hoben.

Der svingedes med Hatte og Huer og Raabene vilde aldrig faa Ende. Saa
red Skikkelsen bort ad Volden.

Det var Generallieutenant over Militsen, Oberst tilhest og tilfods,
Ulrik Christian Gyldenløve, Kongens Halvbroder.

Mængden spredtes, der blev færre og færre, snart kun nogle faa.

«Det er ligegodt kurieus nok,» sagde Gert Farver, «her slaar vi
Hovedet i Bræk paa den, som tal' om Fredelighed og raaber os hæse
for den, som mest er Skyld i Krigen.»

«Gud i Vold, Gert Pyper, Gud i Vold og en ønskelig Godnat,» sagde
Kjøbmanden afbrydende og skyndte sig fra ham.

«Han tænker paa Mettes Tøffel,» mumlede Farveren; saa gik ogsaa han.

Henne paa Trappen sad Jesper Kiim alene tilbage og holdt paa sit
værkende Hoved, og oppe paa Volden gik Vagterne langsomt frem og
tilbage, stirrende ud over det mørke Land, hvor Alt var stille,
ganske stille, skjøndt Tusinder af Fjender laa derude.




IV.


Gulrøde Lysflager skjøde op over den havgraa Taagebanke i Horizonten
og de tændte Luften over sig saa den brændte i en mild, rosengylden
Flamme, der bredte sig videre og videre, blegere og blegere, op
til en lang, smal Sky, tog fat i dens bølgede Rand, gjorde den
glødende, gylden, blændende. Over Kallebodstrand var der lyst af
violet og rødligt Gjenskin fra Solhjørnets Skyer. Duggen tindrede
paa Vestervolds høje Græs og Spurvene kvidrede paa Tagene bagved og
i Haverne foran, saa at Luften stod i eet skjælvende Skinger. Fra
Haverne drev en let, fin Damp i smalle Striber, og Træerne bøjede
langsomt de frugttunge Grene for Luftningen ude fra Sundet.

Et langtrukkent, tre Gange gjentaget Hornsignal lød fra Vesterport
og blev besvaret fra de andre Byhjørner. De ensomme Vagter langs ad
Volden begyndte at gaa livligere frem og tilbage paa deres Poster,
rystede Kapperne og rettede ved deres Hovedtøj: nu kom jo Afløsningen.

Ude paa Bastionen nærmest nord for Vesterport, stod Ulrik Frederik
Gyldenløve og saae paa de hvide Maager, der i sejlende Flugt strøg
op og ned over Voldgravens blanke Vandflade.

Flygtige og lette, snart matte og taageagtige, snart farverigt
stærke, brandlevende og klare jog hans tyveaarige Minder forbi hans
Sjæl. De kom i Duft af stærke Roser og Duft af friske, grønne Skove,
de kom i Klang af Jægerhallo, til Gigers Lyd og i Brus af knitrende
Silke. Barndomslivet dernede i den holstenske By med de røde Tage
drog fjernt, men solbelyst forbi: han saae sin Moders, Fru Margrethe
Pappens høje Skikkelse, hendes sorte Psalmebog og hvide Hænder;
den fregnede Kammerpige med de tynde Ankler saae han og den bulne
Fægtemester med det rødblaa Ansigt og de skjæve Ben. Gottorps Have
drog forbi og Engene med de friske Høstakke nede ved Fjorden og der
stod Jægerens kluntede Heinrich, der kunde gale som en Hane og slaa
saa mageløst Smut. Kirken kom med sit sære Halvmørke, sit stønnende
Orgel, med Kapellets hemmelighedsfulde Jerngitter og den magre
Kristus, der havde den røde Fane i Haanden.

Fra Vesterport lød der atter et Hornsignal, og Sollyset brød frem i
det samme, skarpt og varmt og forjog alle Taager og disede Toner.

Saa var der Jagten, hvor han skød sin første Hjort og gamle von
Dettmer tegned ham i Panden med Dyrets Blod, mens de stakkede
Jægerdrenge blæste vildsomt skrattende Fanfarer. Saa var der
Bouketten til Slotsfogedens Malene og den alvorlige Scene med
Hovmesteren, og saa var der Udenlandsrejsen med den første Duel i
den dugfriske Morgen, med Anettes Kaskader af klingrende Latter, med
Ballet hos Kurfyrsten og den ensomme Tour uden Byens Porte, da hans
Hoved værked af den første Rus. Saa kom der en gylden Taage med Klang
af Bægre og Duft af Vin, og der var Lieschen og der var Lotte og der
var Marthas hvide Nakke og Adelaides runde Arme. Endelig Rejsen til
Kjøbenhavn, hans kongelige Faders naadige Modtagelse, Dagenes travlt
kjedsommelige Hofliv og vilde Nætter, hvor Vinen strømmed og Kysset
rased, afbrudt af pragtfulde Jagtfesters lystige Larm og natlige
Stevnemøders ømme Hvisken i Ibstrups Have eller Hillerødslottets
gyldne Sale.

Men langt klarere end Alt dette saae han Sofie Urnes brændende
sorte Øjne, langt mere betagen mindedes han lyttende hendes
vellystigtbløde, dejlige Stemme, der dæmpet drog En som med hvide
Arme og hævet flygted som en Fugl, der stiger og spotter En med kaade
Triller, mens den flygter ....

En Raslen nede i Voldskræntens Buske vakte ham af hans Drømme.

«Wer da!» raabte han.

«Det er kuns Daniel, Hr. Gyldenleu, Daniel Knopf,» svaredes der og en
lille, værkbruden Mand kom frem af Buskene og bukkede.

«Hvad! er det Livsens Korthed? hvad tusind Syger gjør han der?»

Manden saae trist ned for sig.

«Daniel, Daniel!» sagde Ulrik Frederik og smilede, «han er intet
gaaet uskadt ud af «den gloendes Ovn» i Nat, den tydske Brygger har
nok fyret ham for strengt.»

Den Værkbrudne gav sig til at kravle op ad Voldskrænten. Daniel
Knopf, ogsaa paa Grund af sin Statur kaldet Livsens Korthed, var en
rig Storkjøbmand paa nogle og tyve Aar, og var lige saa bekjendt for
sin Rigdom som for sin skarpe Tunge og sin Fægtekunst. Han omgikkes
meget med den unge Adel, det vil sige med en bestemt Kreds, der var
bekjendt under Navn af «le cercle des mourants», som navnlig bestod
af de yngre Mænd, der stod Hoffet nærmest. Ulrik Frederik var Sjælen
i denne Kreds, som var mere livslysten end intelligent, mere berygtet
end afholdt, men egenlig ligesaa beundret og misundt som berygtet.

Halvt som Hovmester, halvt som Hofnar levede Daniel med disse
Mennesker. Han færdedes ikke med dem paa alfar Gade eller i adelige
Huse, men i Fægteboden, i Vinhuse og paa Herberger var han dem ganske
uundværlig. Ingen kunde tale saa videnskabeligt om Boldtspil og
Hundedressur eller saa salvelsesfuldt om Finter og Parader. Ingen
kjendte Vin som han. Han havde dybsindige Theorier om Terningspil og
Elskovskunst og kunde tale langt og lærdt om det Forkastelige ved at
krydse det indenlandske Stod med Salzburgerheste. Han havde endelig
Anekdoter om Alt, og hvad der imponerede de andre unge Mennesker
overordenligt, han havde bestemte Meninger om Alt.

Saa var han i høj Grad føjelig og tjenstvillig, glemte aldrig
Forskjellen mellem sig og Adelen og havde et saa vidunderlig
latterligt Udseende, naar de i Kaadhed eller Drukkenskab stafferede
ham ud paa en eller anden urimelig Maner. Han lod sig hundse og
skjælde ud, uden at blive vred, og var i det Hele taget saa godmodig,
at han mangen en Gang gav sig selv til Pris, naar han derved kunde
standse en Samtale, der begyndte at faa en farlig Vending for Freden
i Laget.

Det var da ogsaa dette, der gjorde det muligt for ham at omgaaes
disse Folk og han _maatte_ omgaaes dem; for ham, den vanføre
Borgerlige, var Adelen Halvguder, kun de levede, kun deres
Frimurersprog var menneskelig Tale, over deres Tilværelse laa der
en Dag af Lys og et Hav af Duft, medens de andre Stænder sled Livet
hen i farvefattigt Mulm og oset Luft. Han forbandede det, at han
var borgerlig født, som en langt større Ulykke end hans Vanførhed
og græmmede sig derover, naar han var ene, med en Bitterhed og
Heftighed, der kom Vanviddet temmelig nær.

«Naa Daniel,» sagde Ulrik Frederik, da den Lille var kommen op til
ham, «det har intet været nogen ringe Taage, der har været for hans
Øjne inat, siden han har sejlet sig fast her paa Vestervold, eller
stod Luttendranken saa overhaands højt i Kvæld, siden jeg træffer ham
an her, liggendes tryg og tør som Noæh Ark paa den Bjerg Ararat?»

«Prinds af Canarien, I taler i Vildelse, om I tror jeg var i Lag
sammen med Eder inat!»

«Men hvad tusind Pokker er det da med ham?» raabte Ulrik Frederik
utaalmodigt.

«Hr. Gyldenleu,» svarede Daniel alvorligt og saae op paa ham med
Taarer i Øjnene, «jeg er en elendig Menneske.»

«Han er en Kræmmerhund er han! Er det en Sildeskude han er bange for
at Svensken han skal tage? Eller ynker han sig for der vil blive
Stilstand i hans Handel og mener hans Safran vil tabe Kraften og
Muggen falde i hans Pebber og Paradiskorn. Styversjæl han er! Som der
intet var andet for en god Borgere at tage sig nær end om hans sølle
Kram gaar Satan i Vold, nu det tegner til Fald baade for Konge og
Rige!»

«Hr. Gyldenleu!»

«Aa, gaa han Helved i Vold med hans Begrædelser!»

«Nej, Hr. Gyldenleu!» sagde Daniel højtideligt og traadte et Skridt
tilbage, «for hverken klager jeg over Bræk paa Næring eller Forlis af
Penge eller Penges Værd; jeg kerer mig de Düvel og en Døjt om Sild og
Safran, men skikkes væk som en Spedalsker eller en Landsens Uærlig
baade af Officiers og Gemene, det er en Syndigheds Uret imod mig,
Hr. Gyldenleu; -- derfor har jeg ligget i Græsset inat og tvinet
som en skamskabet Hund, der er lukket ude, for det har jeg krympet
og krænget mig som det usseligst' krybendes Dyr og raabet til den
Himmerigs Gud i min Sørgelighed og Vanmagt, og er gangen i Rette med
hannem, hvi jeg alleneste skal plat forkastes, hvi min Arm skal sees
an for vissen og uduelig til at føre Vaaben og Gevær, aldenstund der
rustes ud baade Tjenere og Handtværksburscher ...»

«Men hvem den skinnendes Satan har da viset ham af?»

«Jo, Hr. Gyldenleu, jeg løb mig til Voldene ligesom de andre de
løb, men kom jeg til det ene Hold sagde de, de kunde intet være
flere og kom jeg til det næste sagde de spotvis, at de var kuns
ringe Borgere, det var ingen Sted for Adelspersoner og fornemme
Folk og anden Snak mere; men der var ogsaa de Hold, hvor de sagde,
de skulde intet have med Gebræklige at skaffe, fordi der var Ulykke
ved dem og Kuglerne trak efter dem, og de skjøttede aldeles intet
om unyttigen at hazardere deres Liv og Lemmer ved at have saadan et
Menneske, som Vorherre havde stemplet, imellem sig. Saa supplicerte
jeg Generalmajor Ahlefeldt om at blive en Sted anviset, men han
bare rysted' paa Hovedet og lo: det var da endnu heller intet saa
styrtendes galt, de skulde stoppe Geledderne ud med saa stynede
Stumper, som mere vilde være dem til Ulejlighed end til Hjælp.»

«Men hvorfor gik han intet til nogle af de Officiers, han er kjendt
med?»

«Det gjorde jeg og, Hr. Gyldenleu, jeg tænkte straks paa Circlen og
kom da ogsaa to af de Mouranter i Tale, baade den Kong Skjørt og den
Ridder Forgyldt.»

«Naa og de hjalp ham?»

«Jo, Hr. Gyldenleu, de hjalp mig. -- Hr. Gyldenleu, de hjalp mig
saa Gud finde dem for det! Daniel, sagde de, gaa hjem, Daniel, og
lysk han sine Svedskenblommer! De havde tænkt, sagde de, jeg havde
havt saamegen Conduite, at jeg intet vilde komme her med mine
Abenpudserier. Et var det, jeg var dem god nok som Komediantenspiller
og Pudsenmager ved en lystig Pokulats, men naar de var i deres Embede
skulde jeg blive dem af Syne. Var det nu vel talet, Hr. Gyldenleu,
nej det var syndigt, syndigt var det! Den Gemenhed, de havde viset
mig paa Vinstuer, betød intet at de saae mig an for deres Lige,
at jeg skulde komme her og bilde mig ind, jeg kunde faa deres
Omgængelse og Selskab nu de vare i deres Bestilling. Jeg var dem for
nærgaaendes, Hr. Gyldenleu! jeg maatte intet tro jeg kunde trænge
mig ind i deres Kompagnie her paa denne Sted, her brugte de ingen
Lust-Major! Det sagde de til mig, Hr. Gyldenleu! Og jeg forlangte jo
dog ikkuns det at sætte mit Liv i Vove, Side om Side med de andre
Bysens Borgere.»

«Naa ja,» sagde Ulrik Frederik og gabte, «jeg forstaar nok, det
harmer ham at han skal være udenfor det Hele. Og det vil jo ogsaa
falde ham noget langsomt at sidde stille og svede ved hans Pult,
mens Rigens Fremtid bliver afgjort her oppe paa Voldene. Naa, han
_skal_ komme med. For ...», han saae mistænksomt ned paa Daniel, «der
stikker vel ingen Lumskerier under, Mester?»

Den Lille stampede i Jorden af Raseri, han blev bleg som en kalket
Væg og hans Tænder skar imod hinanden.

«Naa, naa,» vedblev Ulrik Frederik, «jeg stoler paa ham; men han kan
da heller intet forlange En skal tro ham som om han havde et adeligt
Ord at give; -- og husk: hans Egne har vraget ham først og ... tys!»

Der dundrede et Skud ude fra en af Bastionerne ved Østerport, det
første, der blev løsnet i denne Krig.

Ulrik Frederik rettede sig, Blodet foer ham til Kinderne, hans Øje
stirrede begjærligt og betaget efter den hvide Røg, og da han talte,
var der en sælsom Skjælven i hans Stemme.

«Daniel!» sagde han, «op ad Formiddagen kan han melde sig hos mig
og bryd han sig intet om det, jeg sagde.» Saa gik han hastigt henad
Volden.

Daniel saae beundrende efter ham, saa sukkede han dybt, satte sig i
Græsset og græd som et ulykkeligt Barn græder.

               *       *       *

Det var hen paa Eftermiddagen. En stærk, ujævn Vind blæste gjennem
Byens Gader og hvirvlede Skyer af Spaaner, Halmstumper og Støv et
Steds fra og et andet Steds til. Den rev Tagstenene løse, stemmede
Røgen ned i Skorstenene og foer ilde med Skiltene.

Farvernes lange, mørkeblaa Faner kastede den i Vejret i dunkle Buer,
smældede dem ud i sorte Bugter og surred dem rundt om de svajende
Stænger. Rokkedrejernes Hjul gyngede rastløst frem og tilbage,
Bundtmagerskiltene slog med de laadne Haler og Glarmestrenes
pragtfulde Glassole svinged og blinked i vildsom Uro om Kap med
Badskærernes blankt polerede Bækner.

I Baggaardene slog det med Lemme og Luger, Hønsene maatte krybe i Ly
bag Tønder og Skur og selv Svinene blev urolige i deres Stier, naar
Vinden peb ind til dem gjennem sollyse Sprækker og Fuger.

Trods Blæsten var det trykkende hedt; det blæste Varme ned.

Inde i Husene sad Folk og gispede af Hede, kun Fluerne summede
livligt omkring i den lummervarme Luft.

Paa Gaden var ikke til at være og i Bislagene trak det, derfor søgte
da ogsaa overalt de, der havde Haver, ud i dem. I den store Have,
der laa bagved Christoffer Urnes Gaard i Vingaardsstræde, sad en ung
Pige i Skyggen af et af de store Løntræer.

Hun sad og syede.

Det var en høj, slank Skikkelse; næsten spinkel var den, men Barmen
var bred og fyldig. Hendes Teint var bleg og blev endnu blegere ved
det rige, sorte, buklede Haar og de ængsteligt store, sorte Øjne.
Næsen var skarp, men fin, Munden stor, men ikke fyldig og med en syg
Sødme i Smilet. Læberne var meget røde og Hagen noget spids, men dog
stærk og kraftig formet. Hendes Paaklædning var ikke meget ordenlig:
en gammel, sort Fløjelsrobe med afbleget Guldbroderi, en ny, grøn
Filthat med store, snehvide Strudsfjer og Lædersko med rødslidte
Næser. Hun havde Dun i Haaret, og hverken hendes Halskrave eller
hendes lange hvide Hænder var ganske rene.

Det var Christoffer Urnes Broderdatter Sofie. Hendes Fader, Rigens
Raad og Marsk, Jørgen Urne til Alslev, Ridder af Elefanten, var død
allerede i hendes Barndom, Moderen Fru Margrethe Marsvin for et Par
Aar siden. Hun havde derfor nu sit Tilhold hos den gamle Farbroder
og da han var Enkemand, var hun, ialtfald af Navn, den, der styrede
Huset.

Hun sad og syede og nynnede til, mens hun i Takt vuggede den ene af
sine Sko paa Spidsen af Foden.

Over hendes Hoved susede og svajede de tætløvede Kroner i den stærke
Blæst med en Lyd som af brusende Vande. De høje Stokroser svingede
deres blomsterknappede Toppe frem og tilbage i ustadige Buer som
grebet af uroligt Vanvid og Hindbærriset dukkede sig forknyt og
vendte den lyse Vrange ud af Bladene, saa det skiftede Farve ved
hvert Pust. Tørre Blade sejlede ned gjennem Luften, Græsset lagde sig
fladt henad Jorden og paa Spiræabuskens lyse Løvbølge vuggede den
hvide Blomsterfraade op og ned i evig Skiften.

Saa blev en Stund Alt stille. Alting rettede sig, endnu som dirrende
af Angst og i aandeløs Forventning, og i næste Nu hvinede Vinden ned
igjen og Urosbølgen med dens Brus og dens Glittren, dens vilde Vuggen
og rastløse Vekslen bredte sig atter ud over Haven.

    "Fillis sad udi en Skøyte,
    Koridon blæst' i sin Fløjte
    Højt saa at det Fillis hørte
    Og sin Roer ej mere rørte,
    Thi drev Skøyten paa en Sand,
    Thi drev Skøyten ....."

Nede fra Laagen i den anden Ende af Haven kom Ulrik Frederik gaaende.
Sofie saae et Øjeblik forbavset der henad, saa bøjede hun sig atter
over sit Sytøj og nynnede videre.

Ulrik Frederik slentrede langsomt opad Gangen, stod nu og da stille
og saae paa Blomsterne og lod i det Hele taget som om han ikke havde
seet, at der var Nogen i Haven. Han drejede saa ind paa en Sidesti,
standsede bag en stor Jasminbusk og rettede paa sin Uniform og sit
Belte, tog Hatten af og purrede op i Haaret og gik saa videre.

Stien gik i en Bue og mundede ud lige foran Sofie.

«Ah Goddag, Jomfru Sofie,» udbrød han ganske overrasket.

«Goddag,» sagde hun roligt og venligt, fæstede betænksomt sin Naal i
Sytøjet, glattede det med Haanden, saae saa smilende op og nikkede.
«Velkommen, Hr. Gyldenløve!»

«Das nenn' ich blindes Glück,» sagde han og bukkede, «jeg ventede kun
at finde Jomfruens Hr. Cousin herude.»

Sofie saae hurtigt paa ham og smilte: «han er her intet,» sagde hun
og rystede paa Hovedet.

«Nej,» sagde Ulrik Frederik og saae ned for sig.

Efter en lille Pavse sukkede Sofie og sagde: «Hvad for en Lummervarme
det da ogsaa er idag!»

«Ja, det falder trolig ud til Torden, om Blæsten stiller af.»

«Ja--a,» sagde Sofie og stirrede tankefuldt op mod Huset.

«Hørte I det Skud imorges?» spurgte Ulrik Frederik og rettede sig som
for at antyde, at han vilde gaa.

«Ja, det er Hjærtens tunge Tider vi gaar imod i denne Sommer. En
kan fluks blive svagsindet ved at tænke paa al den Farlighed baade
for Folk og Ejendele, og naar En har saa mange kjære Slægtninge og
gode Venner som jeg har, der allesammen er med i denne ulykkelig'
Affaire og udsat' for at miste enten Liv eller Førlighed eller hvad
de ejendes er, saa er der ogsaa mer end Aarsage nok til at komme paa
alskens modige og underlige Tanker.»

«Nej, hjærte Jomfru Sofie! I maa for den lebendiges Gud intet falde
hen i Taarer, I maler Eder alting altfor dyster af

    Tousiours Mars ne met pas au jour
    Des objects de sang et de larmes
    Mais»

og han greb hendes Haand og førte den op til sine Læber

    «.... tousiours l'Empire d'amour
    Est plein de troubles et d'alarmes.»

Sofie saae naivt op paa ham.

Hvor var hun ikke dejlig: Øjets mægtige, sugende Nat, hvor Dagen
vældede frem i Stimer af myldrende Lysblink som en sort Diamantsten,
der spiller i Solskjæret, Læbernes smertelig skjønne Bue, Kindens
stolte Liliebleghed, der langsomt svandt i rosengylden Rødme, lig en
Sky, som Morgensolen belyser og dunkelaaret som skære Blomsterblade
de fine Tindinger, der hemmelighedsfuldt tabte sig op i det mørke
Haar ....

Hendes Haand skjælvede i hans, kold som Marmor; hun drog den lempelig
tilbage og slog Øjnene ned. Sytøjet gled fra hendes Skjød, Ulrik
Frederik bøjede det ene Knæ mod Jorden for at tage det op og blev
liggende i den knælende Stilling.

«Jomfru Sofie!» sagde han.

Hun lagde sin Haand paa hans Mund og saae mildt alvorligt, næsten
smerteligt paa ham.

«Kjære Ulrik Frederik!» bad hun, «tag mig det intet op i nogen
ilde Mening, at jeg besværger Eder intet at lade Eder henføre af
en øjeblikkelig Sentiment til at søge at provocere en Forandring i
det angenemme Forholdende, der hidtil har bestanden os imellem. Det
tjener til Intet uden at føre os begge Fortræd og Misnøje. Rejs Eder
op fra denne ufornumstige Positur og sæt Eder manerligen hos mig her
paa Bænken, at vi kan tales ved i al Rolighed.»

«Nej jeg vil have min Skjæbnebog gjort op nu i denne Time,» sagde
Ulrik Frederik og blev liggende. «I veed kuns lidet hvor stor og
brændendes er den Amour jeg bær' til Eder, om I har kunnet tænke,
jeg skulde nøjes med slet og bart at være Eders gode Ven. For Kristi
blodige Sveds Skyld tro dog intet paa en Ting saa ren og platterdings
umulig. Min Kjærlighed til Eder er intet nogen ringe ulmendes Gniste
eller Funke, som I kan øge eller svække med Eders Munds Vejr, alt
som Eders Hu er; par dieu! den er en luestærk og fortærendes Ild,
men det staar til Eder om den skal spredes og slukkes ud i tusinde
vildsomme Flakkeflammer og irrende Vejrlys eller den skal brænde
fort varmendes og rolig, høj og skinnendes op imod Himlen.»

«Men kjære Ulrik Frederik, vær dog barmhjertig og hav Medynk med mig
og stæd mig intet i en Fristelse, jeg muligen intet kan staa imod,
thi I maa tro, I er mig af Hjærtet kjær og dyrebar, men netop af
den Aarsag vil jeg til det Yderligste værge mig mod at bringe Eder
i en falsk og ufornumstig Situation, som I ingenledes fideliter kan
meintenere. I er vel seks Aar paa det Nærmeste yngre end jeg er og
det, som udi min Gestalt nu kanske er Eder til Behag, kan Alderen
lettelig forvanske eller vende om til Grimhed. Ja! I smiler, men
supponer at I, naar I er fyldt de Tredive, drages med en rynket
Heks af en Kjæreste[3], der kuns har ført Eder en ringe Medgift og
heller intet paa anden Maade har været Eder til Forfremmelse; tænker
I intet, I vilde da ønske Jer, I da I var de Tyve havde giftet en
ung, fyrstelig Person, hvad der baade havde været Eders Alder og
Byrd allermest gemäss og som og vilde have baaret Eder bedre frem
end den simple Adelspige vilde have gjort? Hjærte Ulrik Frederik,
talte I til Eders høje Slægtninge, de vilde sige Jer det Samme;
men de vilde intet sige Eder at om I hjemførte den Adelsjomfru som
var ældre end Jer, vilde hun kvæle Eder tildøde med sin Iversyge;
iversyg vilde hun være paa hvert Jert Øjekast, ja paa Eders inderste
Hjærtenstanker! for just fordi hun vidste I havde sluppet saa meget
for at fange hende, vilde hun strænge sig an for at hendes Elskov
kunde være Eder Alverden. Tro mig, hun vilde omgive Eder med sin
afgudiske Kjærlighed som med et Bur af Jern, og fornam hun I længtes
ud deraf et Minut, hun vilde græmme sig i Dage og Nætter og forbittre
Eder hver en Time med sin mistrøstige Sorg.»

 [3] Kjæreste, dengang = Kone.

Hun rejste sig op og rakte ham Haanden. «Farvel, Ulrik Frederik, det
er bedskt som Døden at vi maa skilles, men om mange Aar naar jeg er
en gammel, gusten Pige eller er en gammel Mands halvgamle Kjæreste,
vil I sande at Sofie Urne havde Ret. Gud Fader holde sin Haand over
Jer. -- Mindes I den spanske Romanbog, den Sted om den indianske,
slyngendes Urt, der har sin Støtte af et Træ i sin Ungdom, men bliver
ved at vinde sig om det længe efter at Træet er morsk og ude og er
tilsidst den, der holder Træet, som intet kan støtte mere. Tro,
Ulrik Frederik, saadan vil mit Sind ogsaa støttes og bæres af Eders
Kjærlighed lange Tider efter at den er visnet og vejret hen.»

Hun saae ham lige ind i Øjet og vendte sig for at gaa, men Ulrik
Frederik holdt Haanden fast.

«Vil I da gjøre mig ganske og aldeles rasendes! skal jeg da sige
dig at nu, jeg veed du har mig kjær, kan ingen Livets Magt gjøre
Skilsmisse mellem os. Aner du da intet at det er daarligt at tale
om hvad du eller jeg vil. Er intet mit Blod som drukken af dig, er
jeg mig selv mægtig nu? jeg er besat af dig, saa om du i denne Time
vendte din Hu fra mig, du skulde dog blive min, dig til Trods, mig
til Trods. Jeg elsker dig som om jeg hadede -- -- jeg tænker intet
paa _din_ Lykke, hvad rører det mig om du kommer i Lykke eller
Ulykke, blot _jeg_ er med i din Glæde, blot _jeg_ er med i din
Lidelse, blot _jeg_ ....»

Han slængte hende med et Ryk ind mod sig og knugede hende op til sit
Bryst.

Langsomt løftede hun sit Ansigt op mod ham og saae længe paa ham med
taarefyldte Øjne; smilte saa: «som du vil da, Ulrik Frederik,» og hun
kyssede ham lidenskabeligt flere Gange efter hinanden.

Tre Uger efter fejredes Trolovelsen med megen Pragt. Kongen havde
villigt givet sit Samtykke, for dog en Gang at gjøre Ende paa Ulrik
Frederiks vel lystige Ungkarleliv.




V.


Efter Hovedudfaldene anden September og tyvende Oktober var Byen fuld
af Ulrik Christian Gyldenløves Ry. Oberst Satan, som Borgerne kaldte
ham. Hans Navn var i Alles Munde; der var ikke det Barn i Byen uden
det kjendte Bellarina, hans Fuks med de hvide Sokker, og naar han
red forbi, kiggede Stadens Ungmøer beundrende efter den slanke, høje
Skikkelse i den bredskjødede, blaa Drabantfrakke med de vældige,
hvide Opslag, det røde Skjærf og det spandbrede Kaardegehæng, og de
var stolte, naar deres kjønne Ansigt indbragte dem et Nik eller et
Øjekast fra den frække Soldat. Ja selv de astadige Familiefædre og
deres kruskappede Matroner, der dog vidste, hvor slem han var, og
kjendte alle hans kjønne Historier, nikkede fornøjet til hinanden,
naar de havde mødt ham og fordybede sig i det vanskelige Spørgsmaal
om, hvordan det vilde været gaaet Byen, naar han ikke havde været.

At Soldaterne og Voldmandskabet forgudede ham, var nu intet Under,
thi han havde ganske sin Faders, Kong Christians, folkevindende
Gaver. Men ogsaa i andre Henseender havde han taget Arv efter ham,
han havde faaet baade hans Hidsighed og hans Umaadelighed, men ogsaa
en Del af hans Begavelse, hans Raadsnarhed og hans Overblik. Han var
meget ligefrem; flere Aars Ophold ved udenlandske Hoffer havde ikke
gjort nogen Hofmand ud af ham, ja, han var ikke en Gang nogenlunde
beleven, til daglig Brug var han stødende ordknap og i Tjenesten
lukkede han aldrig sin Mund op uden at han bandede og svor som den
gemeneste Matros.

Men Soldat det var han. Trods sin unge Alder, han var kun otte og
tyve Aar, ordnede han Byens Forsvar og ledede de farefulde, men
vigtige Udfald med en saa overlegen Indsigt og en saa stor Modenhed
i Planerne, at Sagen neppe havde været i saa gode Hænder hos nogen
anden af Frederik den Tredies Mænd.

Det var derfor rimeligt, at hans Navn fordunklede alle andre, og
at Vinkelpoeterne i deres versificerede Beretninger om Udfaldene
tilraabte ham: «du sejerkronte Gyldenløv, du Danmarks Fiende-Frelse»,
eller hilste ham med et: «o, hil dig, hil du nordisk' Mars, du tapre
David danske,» og ønskede ham at hans Liv maatte vorde som et cornu
copiae eller Overflødighedens Horn, fuldt med Roes og Ære, Sundhed,
Velstand og Lykke; og det var saare naturligt, at mangen stille
Aftenandagt endte med en Bøn til Gud om ogsaa fremtidigen at opholde
Hr. Ulrik Christian; ja, der fandtes vel enkelte fromme Sind,
der sukkede til Herren, at hans Fod maatte ledes bort fra Syndens
slibrige Adelveje og hans Hu vendes fra Alt, som ondt var, til
Dydernes og Sandhedens skinnende Lyskrands, at den, som i saa fuldt
Maal havde vundet sig denne Verdens Ære, ogsaa maatte blive delagtig
i den eneste sande og rette Ære.

       *       *       *       *       *

Marie Grubbe var meget optaget af denne hendes Fasters nære
Slægtning. Tilfældigvis havde hun aldrig været sammen med ham,
hverken hos Fru Rigitze eller andetsteds; kun paa Gaden havde hun
seet ham, en Gang i Skumringen, da Lucie havde viist hende ham.

Alle talte om ham; næsten hver Dag blev der fortalt hende nye,
modige Træk af ham; hun baade hørte og læste, at han var en Helt,
og den jublende Mumlen, der var gaaet igjennem Folkehoben hin
Skumringsstund, da han red forbi, havde gjort et uudsletteligt
Indtryk paa hende.

Det store Navn, som Heltenavnet er, løftede ham ganske ud af de
almindelige Menneskers Rækker. Hun havde egenlig aldrig tænkt sig
Helte være til som andre Mennesker. Kong Alexander af Macedonia,
Olger Danske, Ridder Bayard og de der, det var Helte, store, fjerne,
straalende Skikkelser, der mere var Mønstre eller saadan Noget end de
var Mennesker som andre Folk. Ligesom hun, da hun var mindre, aldrig
havde troet, at Nogen kunde komme til at skrive saa sirligt som de
Forskrifter, En skrev efter, saadan var det heller ingensinde faldet
hende ind, at Nogen kunde naa op til at blive en Helt. Helte det var
noget Forbigangent, Noget, der havde været til. At man kunde møde en
Helt, en virkelig Helt, møde ham ridende i Store-Færgestræde, saa
vildt havde hun aldrig drømt. Livet saae pludselig helt anderledes
ud, der var Andet til i Verden end det Dagligdags; det Store,
Skjønne, det brogede Rige, som der stod om i Historiebøger og Viser,
det kunde En Altsammen møde. Der var da virkelig Noget til, En kunde
længes efter af sin ganske Sjæl; alle disse Ord som Folk og Bøger
var fulde af, de betød Noget, de var Noget; der var Mening i hendes
uklare Drømme og Længsler, det var ikke Noget, hun var ene om; voksne
Folk troede paa det. Livet var rigt, straalende rigt.

Endnu anede hun det kun, hun var overbevist om at det var sandt,
men hun kunde ikke se og føle at det var det. Han alene var det
Haandgribelige for hende, var hende et Pant paa, at det var saaledes.
Derfor drejede alle hendes Tanker og Drømme sig evigt og bestandigt
om ham, og tidt og mange Gange foer hun til Vinduet, naar hun hørte
Hestetrav nede paa Gaden, og hun overtalte ofte den villige Lucie,
naar de var ude, til at gaa en Omvej med sig om ad Slottet, men de
saae ham aldrig.

Saa var det en af de allersidste Dage i Oktober, hen paa
Eftermiddagen, at hun sad og kniplede i en af Vinduesfordybningerne
i den lange Stue, hvor Kaminen stod. Fru Rigitze sad ved Kaminen,
hun havde en lille Bakke med Gløder hos sig og tog nu og da lidt
tørrede Blomster og Kanelbark af en Bøsse, hun holdt paa Skjødet, og
lagde paa Gløderne. Luften i den lave Stue var hed og kvalm og sød,
og mellem de brede, mørktblomsterbrogede Gardiner kom der kun meget
lidet Lys ind. Fra det tilstødende Kammer hørtes en Rok snurre, og
altimellem nikkede Fru Rigitze saa smaat i sin polstrede Stol.

Marie Grubbe var mat af Varmen. Hun søgte at kjøle sine hede Kinder
mod de smaa, duggede Ruder og kiggede med det samme ud paa Gaden,
hvor et tyndt Lag friskfalden Sne gjorde Luften skjærende lys. Saae
hun saa ind i Stuen igjen, blev der dobbelt mørkt og trykkende.
Pludselig traadte Ulrik Christian saa raskt ind ad Døren, at det gav
et Sæt i Fru Rigitze. Han saae ikke Marie og satte sig straks henne
ved Kaminen. Saa nævnte han et Par undskyldende Ord om at det var saa
længe siden, han havde været der, sagde, at han var træt, satte sig
saa forover paa Stolen med Haanden under Kinden og tav stille, kun
halvvejs lyttende til Fru Rigitzes livlige Tale.

Marie Grubbe var bleven ganske bleg af Bevægelse, da hun saae ham
træde ind! hun lukkede et Øjeblik Øjnene som om det svimlede for
hende, saa blev hun blussende rød og havde ondt ved at trække
Vejret. Hun havde en Fornemmelse som Gulvet sank under hende eller
som at hele Stuen med Stole, Borde og Mennesker dalede ned gjennem
Luften, og Alt hvad der var derinde saae hun saa underlig skarpt og
bestemt, men dog saa uroligt, det var som om hun ikke rigtig kunde
holde det fast med Blikket, og saa saae det desuden saa nyt og
fremmed ud altsammen. Imidlertid, længe før dette fortog sig varede
det ikke, og hun kom til sig selv igjen. Der var han altsaa. Hun
vilde ønske, hun var langt borte eller blot oppe paa sit Kammer, sit
fredelige, lille Kammer; hun var saa bange; hun kunde mærke hendes
Hænder rystede. Bare han ikke saae hende!

Hun trykkede sig lydløst længere ind i Vinduesfordybningen og fæstede
nu først bestemt Blikket paa sin Fasters Gjæst.

Var det saadan han saae ud! Ikke meget, meget større; og hans Øjne
var jo slet ikke skinnende sorte, blaa var de, rare blaa, sørgmodige
Øjne, det havde hun slet ikke tænkt sig. Han var saa bleg og saae saa
bedrøvet ud; -- nu smilede han, men ikke rigtig glad, hans Tænder var
saa hvide og hvor hans Mund var smuk, saa fin og lille.

Jo længer hun saae paa ham, jo smukkere syntes han hende, og hun
begyndte at undres over, at hun kunde have tænkt sig ham større eller
anderledes i det Hele. Hun glemte rent sin Frygt og tænkte kun paa
al den Roes og Berømmelse, hun havde hørt over ham. Hele Tiden saae
hun paa ham og hun forestillede sig ham i Spidsen for sine Skarer,
stormende fremad under Folkenes Jubel og Alting veg eller det blev
kastet tilside som Bølgerne kastes tilside, naar de skummende springe
op mod en Sejlers brede Bringe. Kartoverne dundrede, Palladsker
blinkede og Kugler peb i den uvejrsmørke Røg, men han sprængte
fremad, kjæk og rank, og ved hans Stigremme slæbte Sejren, som der
stod i Krøniken, hun havde læst.

Fuldt af Beundring og Begejstring lyste hendes Øje paa ham.

Ved en pludselig Bevægelse fangede han Blikket. Han drejede Hovedet
til Siden, saae ned og havde ondt ved at undertrykke et triumferende
Smil, saa rejste han sig op og lod som om han først nu fik Øje paa
Marie Grubbe.

Fru Rigitze sagde, det var hendes lille Broderdatter, og Marie gjorde
sin Kompliment.

Ulrik Christian blev forbavset, ogsaa lidt skuffet ved at erfare at
de Øjne, der havde seet saaledes paa ham, vare et Barns.

«Ma chere,» sagde han lidt spidst og saae ned paa hendes Arbejde,
«hun er den største Mesterinde i at arbejde geheimt og stille, jeg
nogentid har kjendt; En har jo intet hørt det Ringeste til hendes
Kniplestokke hele Tiden.»

«Aa!» sagde Marie, der godt forstod ham, «der jeg saae
Generallieutenanten,» og hun skjød den svære Kniplepude ind i
Vindueskarmen, «kom det mig i Hu, det mere var Tider til at sørge for
Lægevæle[4] end for Huestads.»

 [4] Lægevæle = Charpi.

«Da veed jeg Huer klæder ligesaa charmant i Krigstid som ellers,»
sagde han og saae paa hende.

«Ja, men hvem har Tanker for det i saadanne Tider som nærværendes!»

«Mange,» sagde Ulrik Christian, der begyndte at more sig over hendes
Alvorlighed, «og jeg for een.»

«Ja, jeg forstaar,» svarede Marie og saae alvorligt op paa ham, «det
er jo kuns et Barn, I taler til.» Hun nejede ceremonielt og tog efter
Knipletøjet.

«Tøv lidt, lille Jomfru!»

«Aa nej, lad mig intet incomodere Eder længer.»

«Hør nu,» sagde han og greb hende haardt om Haandledene og bøjede
hende over mod sig over Kniplebordet, «hun er mig for Gud en
vanskelig Person, men,» hviskede han, «har En bedet mig Goddag med et
Øjekast som det, hun saae paa mig med, saa vil jeg intet, at En en
Haandevending efter hilser mig saa fattigt Farvel, jeg vil det intet
-- saa -- kys hun mig nu!»

Marie trykkede med Taarer i Øjnene sine skjælvende Læber mod hans,
han slap hende og hun sank ned ved Bordet, med Hovedet hvilende paa
sine Arme.

Marie var ganske fortumlet. Baade den Dag og den næste havde hun en
dump Fornemmelse af Trældom, af at hun ikke var fri længer. Det var
hende som var der bleven sat en Fod paa hendes Nakke, som var hun
bleven traadt i Støvet og ikke kunde rejse sig igjen. Men det var
ingen bitter Følelse, der var ingen Trods i hendes Tanker, ingen
Ønsker om Hævn var der. En sælsom Ro var kommen over hendes Sind,
ingen flyvende Tog af brogede Drømme og heller ingen Længsler mere.
Overfor Ulrik Christian følte hun ikke noget Bestemt, hun vidste blot
at hvis han sagde: kom, maatte hun komme, hvis han sagde: gaa, maatte
hun fjerne sig. Hun forstod det ikke, men saadan var det, det vilde
blive ved at være saaledes og anderledes kunde det ikke blive.

Hun kniplede og syede den ganske Dag med en usædvanlig Udholdenhed
og mens hun arbejdede nynnede hun alle de modige Viser hun kjendte
om Elskovs Roser, hvis Farve blegned og aldrig blomstred paany, om
Svenden, der maatte forlade sin Mø og drage til det fremmede Land,
hvorfra han aldrig, aldrig vendte tilbage, og om Fangen, der sad i
det skumle Taarn saa sørgelig længe og hvordan saa først hans ædle
Falk den _døde_, dernæst hans trofaste Hund _døde_ og sidst hans
gode Ganger graa _døde_, men hans troløse Viv Malvina hun levede
frydelig og fro og uden Sorger. De Viser sang hun og mange andre, og
imellem sukkede hun, imellem var hun lige ved at græde, saa Lucie
troede hun var syg og vilde have, hun skulde lægge Vejbredblade i
sine Strømper.

Da Ulrik Christian et Par Dage efter atter saae ind og talte mildt
og venligt til hende, var ogsaa hun som om der Intet havde været dem
imellem; men hun saae med en barnagtig Nysgjerrighed paa de store,
hvide Hænder, der havde taget saa haardt paa hende og hun spejdede
efter, hvad det havde været i hans Øje og hans Stemme, der saaledes
havde kunnet kyse hende, og ogsaa Munden med det smale nedadbøjede
Overskjæg betragtede hun, men stjaalent og med en hemmeligt kildrende
Skræk.

I den nærmest følgende Tid kom han næsten hver eller hveranden Dag,
og Marie Grubbe blev mere og mere optaget af ham. Naar han var borte,
var der øde og livløst i den gamle Gaard, syntes hun, og hun længtes
efter ham som den Søvnløse længes efter at det skal blive Dag, men
naar han saa kom, var hendes Glæde dog aldrig fuld og fri, hun følte
sig altid saa usikker overfor ham.

En Nat drømte hun at hun saae ham ride gjennem den tætopfyldte Gade
ligesom hin første Aften, men der lød ingen Jubel og alle Ansigter
saae koldt og ligegyldigt paa ham, hun selv blev bange i Tavsheden
og turde ikke smile til ham, men gjemte sig bag Hoben; da saae han
sig om med et spørgende, underlig vemodigt Blik, og det fæstede sig
paa hende, det Blik, og hun trængte sig frem gjennem Folkestimlen,
kastede sig ned lige for hans Hest og den satte sine kolde Jernsko
paa hendes Nakke ...

Hun vaagnede, satte sig op i Sengen og saae sig forbavset om i det
kolde, maanelyse Kammer: ak, det var kun en Drøm! og hun sukkede,
hun vilde dog saa gjerne vise ham, hvor højt hun elskede ham. -- Ja
saadan var det, hun havde ikke vidst det før, hun elskede ham. Det
blev hende, som hun laa i Ild, ved den Tanke, det flimrede for hendes
Øjne og alle Hjertets Pulse banked, banked, banked. Hun elskede ham;
hvor det var forunderligt at sige, hun elskede ham! saa herligt
var det, saa stolt, saa mægtigt virkeligt, men dog saa uvirkeligt.
Herregud, hvad kunde det hjælpe, hun elskede ... og hun fik Taarer i
Øjnene af Medlidenhed med sig selv -- men alligevel! og hun gjemte
sig lunt og blødt under Dynen igjen, det var dog dejligt at ligge
og tænke paa ham saadan og paa sin Kjærlighed, sin store, store
Kjærlighed.

Næste Gang Marie saae Ulrik Christian var der ingen Følelse af
Usikkerhed hos hende, tvertimod, den Hemmelighed, hun bar paa, gjorde
hende betydelig i hendes egne Øjne og Frygten for at røbe den gjorde
hendes Væsen mere behersket, næsten voksent. Der kom nu en dejlig
Tid fuld af Drømme og fuld af Længsler, en fantastisk dejlig Tid;
eller var det ikke dejligt, naar Ulrik Christian gik, skjult for ham
og alle Andre, at tilkaste ham Hundrede af Fingerkys, eller naar han
kom, da at forestille sig, hvordan hendes elskede Ven vilde tage
hende i Favn, kalde hende ved alle Verdens søde Navne og sætte sig
hos hende og hvordan de saa vilde se hinanden i Øjnene -- længe, og
hun vilde lade sin Haand glide igjennem hans bløde, brune, buklede
Haar? Hvad gjorde vel det, at det ikke skete, tvertimod, hun blev
ganske rød ved Tanken om at det var Noget, der virkelig kunde ske.

Det var skjønne, lykkelige Dage, men saa var det at Ulrik Christian
sidst i November blev saa farligt syg. Hans Helbred, der længe havde
været svækket af Udskejelser i alle mulige Retninger, havde maaske
ikke kunnet udholde den vedholdende Nattevaagen og det anstrengende
Arbejde, der var forbunden med hans Post, eller maaske det ogsaa
var nye Udskejelser, der havde spændt Buen for højt. En smertefuld,
tærende Sygdom med vilde Febersyner og evindelig Uro brød løs og tog
efter kort Tids Forløb en saa farlig Vending, at det var øjensynligt
at Sotens Navn var Døden.

       *       *       *       *       *

Det var den ellevte December.

I det store, læderbrune Gemak, der førte ind til Ulrik Christians
Sygeværelse, gik kongelig Confessionarius Hans Didrichsen Bartskjær
urolig frem og tilbage over det med kunstigt flettede Straamaatter
belagte Gulv. Han standsede aandsfraværende foran Malerierne paa
Væggene og betragtede tilsyneladende med stor Opmærksomhed de bare,
fyldige Nymfer, der laa udstrakte i Skyggen af mørke Træer, de
badende Susanner og den sødlige Judith med de kraftige, nøgne Arme;
men længe formaaede de ikke at fængsle ham, han gik hen til Vinduet
og lod Blikket rastløs vandre om fra den graahvide Himmel til de
vaade, glindsende Kobbertag og de langlige Dynger af grumset Tøsne
nede i Slotsgaarden. Saa begyndte han igjen sin urolige Vandring,
mumlende og gestikulerende.

Det synes ham de gik med Døren, han standsede pludseligt og lyttede:
nej! Saa trak han Vejret tungt og lod sig falde ned paa en Stol og
der sad han og sukkede og gned beklemt sine Haandflader mod hinanden,
da Døren virkelig gik op og et halvgammelt Fruentimmer med en stor
Falbeladekappe af rødprikket Tøj forsigtigt vinkede ad ham.

Præsten tog sig sammen, stak Alterbogen under Armen, glattede paa sin
Samarie og traadte ind i Sygeværelset.

Det var en stor, oval Stue; fra Gulv til Loft med mørkt Panel,
fra hvis stærkt dybede Midtfyldinger en Rad grimme, broget malede
Hoveder af Tyrker og Morer grinede frem med hvide Tænder. Et tyndt,
blaagraat Klæde, hvormed det smale, dybe Gittervindue var hængt til
forneden, holdt den nederste Halvdel af Stuen i et dybt Halvmørke,
medens Lyset spillede frit paa Loftsmaleriet, hvor Heste, Vaaben
og nøgne Legemer vare samlede i en uopløselig Forvirring, og paa
Himmelsengens Baldakin med dens sølvfryndsede Omhæng af gult Damassin.

En varm, af Salver og andre Medikamenter beklumret Luft slog Præsten
imøde som han traadte ind og var ved at tage Vejret fra ham. Han greb
efter en Stol og støttet til den saae han i sin Svimmelhed Alting
dreje sig forbi, Bordet med Flasker, Phioler og Uringlas, Vinduet,
Sygevogtersken med hendes Kappe, Sengen med den Syge, Vaabenstativet
og den aabne Dør ind til Naboværelset, hvor Ilden blussede i Kaminen.

«Guds Fred, Herre!» hilste han med skjælvende Røst, da Svimmelheden
havde fortaget sig.

«Hvad i Helvede vil han her?» brølede den Syge og lettede sig op i
Sengen.

«Gemach, gnädigster Herr, gemach,» tydsede Ane Skomagers, Sygekonen,
og gik hen mod Sengen og strøg kjærtegnende hen over Dynen, «es is de
hochwürdige Confessionar sejner Majestät, der hiegeschicket is und
Euch beichten soll.»

«Naadigste Herre! ædle Hr. Gyldenleu!» begyndte Præsten og nærmede
sig Sengen, «vel veed jeg, I intet haver hørt til de enfoldige Vise
eller vise Enfoldige, som haver havt Herrens Ord til deres idelige
Støttestav og hans Hus til deres stadige Herberge, og skjøndt den
Gud, der lader Tordenens Kartover drøne, ogsaa er den Gud, som holder
Sejrens gyldne Palmer eller Nederlagets bloddryppende Cypresser i sin
Haand, saa er det dog for Mennesken' om ikke til at undskylde, saa
dog til at begribe, at den, hvem meget Folk er givet at byde over og
at foregaa med sit vaillante Exemple, kan for en Stund forgjætte at
vi ere som idel Intet, som et svajende Siv, ja, som kraftløse Ymper
i Verdens Skaberes vældige Hænder og at han daarligen tænker: dette
haver jeg udrettet, denne Daad er en Frugt, som jeg haver bragt til
Modenhed og til Fuldkommelse. Men, dyrebare Herre! nu I er hvilendes
paa Eders haarde Smertensleje, nu haver visseligen den Gud, som er
Kjærlighedens huldrige Gud, oplyset Eders Forstand og tilvendet sig
Eders Hjærte, saa at I med Angst og Bævelse haver lidet efter at
bekjende Eders utoede Synder, at I med Fortrøstning kunde modtage den
Naade og Tilgivelse, han med baade kjærlige Hænder rækker Eder i Møde
til Annammelse. Angerens Orme med de hvasse Tænder ...»

«Kryds mig for og Kryds mig bag, Bod og Bedring, Syndernes Forladelse
og det evige Liv,» vrængede Ulrik Christian og satte sig helt op i
Sengen, «tror han, surfjæsede Skaldenakke han er, tror han, fordi Ens
Ben bulner ud af Kroppen i Stumper og Skjæver, En for den Sags Skyld
skulde blive mere genegen til at høre paa hans Præstepjadder?»

«Naadigste Herre, I misbruger højligen det Privilegium, Eders høje
Stand og endmere Eders ynkværdige Sygdom giver Eder, til unødigen
at overskjælde en Kirkens ringe Tjenere, som ikkuns gjør sin Pligt
ved at søge at vende Eders Tanker til det for Eder visseligen ene
Fornødne. Ak, høje Herre, det hjælper kuns lidet at stampe mod
Braaden! har ikke denne fortærende Sot, som haver slagen Eders
Legeme, lært Eder, at Ingen kan undgaa Herrens Straffedomme og at
Himlens Svøbeslag falder paa Høje som paa Lave?»

Ulrik Christian afbrød ham leende: «der taler I, Helved fortære
mig, som en uvittig Pog; det, der mig nager, det har jeg ærligen og
redeligen skaffet mig selv, og dersom I tror, at Himmel eller Helved'
skikker Folk saadant paa, saa skal jeg sige Jer, at de faar det ved
Drik og ved Nattesvir og ved Galanteri, og den Slags Ting, det kan I
stole paa. Naa, men tag han mig nu sine højlærde Ben ud af Kammerset
her det Forteste han kan, ellers skal jeg ...»

Her fik han et af sine Anfald og medens han vred og vaandede sig
under heftige Smerter, svor og bandte han saa bespottelig og
saa kurieus forfærdeligt, at Præsten blev bleg af Forargelse og
Rædsel, og han bad til Gud om Styrke og overbevisende Kraft, at det
dog maatte forundes ham at gjøre denne saa haardt forsømte Sjæl
tilgængelig for Religionens Sandhed og herlige Trøst, og da den
Syge igjen var bleven rolig, begyndte han atter: «Herre, Herre! med
grædendes Røst anraaber og bønfalder jeg Eder at lade af med saadan
vederstyggelig Banden og Sværgen; betænk dog at Øksen alt ligger ved
Træets Rod og at det bradt skal afhugges og kastes paa Ilden, om det
farer fort med sin Goldhed og intet i den ellevte Time bryder ud i
Blomst og sætter Frugt! Lad af med Eders usalige Viderspændstighed og
kast Eder fuld af Ruelse og Bøn for vor Frelseres Fødder ...»

Ulrik Christian havde, da Præsten begyndte, sat sig op paa
Hovedgjærdet og nu viste han truende mod Døren og raabte den ene Gang
efter den anden: «H'raus Præst! h'raus, marche! jeg taal' ham intet
længer!»

«Og kjære Herre,» fortsatte Præsten, «om I gjør Eder haard,
fordi I mistvivler om at finde Naade, fordi Eders Syndebjerg er
saa overmaade, saa hør da med Jubel, at Guds Naadsens Væld er
uudtømmeligt ...»

«Galne Præstehund, gaar han nu!» hvæsede Ulrik Christian frem mellem
de sammenbidte Tænder, «ejns -- zwej --!»

«og om Eders Synder vare røde som Blod, ja, som tyriske Purpur ...»

«Rechtsum!»

«han skal dog gjøre dem hvide som Libanons ...»

«Saa skal da ogsaa St. Satan og alle hans hellige Engle,» brølte
Ulrik Christian, idet han sprang ud af Sengen, snappede en Kaarde
fra Vaabenstativet og stødte heftigt efter Præsten, men denne havde
hurtigt bjerget sig ind i Sideværelset og slaaet Døren i efter sig.
Ulrik Christian løb nu rasende mod Døren, faldt saa magtesløs om paa
Gulvet og maatte løftes op i Sengen, men han tog Kaarden med sig.

Resten af Formiddagen gik hen i døsig Ro, han havde ingen Smerter,
og den Mathed, der var kommen over ham, fandt han behagelig og
velgjørende. Han laa og stirrede paa de smaa Lysprikker, som trængte
sig ind mellem Traadene i Klædet, der var hængt for Vinduet, og talte
de sorte Ringe i Jerngitret. Imellem smilte han fornøjet, naar han
kom til at tænke paa Præstejagten og blev kun gnaven hvergang Ane
Skomagers vilde have, han skulde lukke Øjnene og forsøge paa at sove.

Lidt over Middag bankedes der haardt paa Døren, og umiddelbart efter
traadte Præsten ved Trinitatis, Mag. Jens Justesen, ind. Den store
føerladne Mand med de grove, kraftige Træk, kort sort Haar og store
dybtliggende Øjne, traadte straks hen til Sengen og hilste: Goddag.

Saasnart Ulrik Christian saae, der atter var en Præst for hans Seng,
blev han saa rasende, at han rystede paa alle Lemmer, og Eder og
Skjældsord foer ud af ham mod Præsten, mod Ane Skomagers, der ikke
bedre kunde vare hans Fred, og mod Gud i Himlen og alle hellige Ting.

«Ti stille, Menneskebarn!» dundrede Hr. Jens, «er det en Mund at
føre for En, der alt har sit ene Ben i Graven? Brug I heller den
flakkende Livsfunke, der end er i Jer, til at gjøre Eders Fred med
Vorherre, end til at yppe Kiv med Mennesken'. I bær' Jer jo ad som de
Misdædere og Ugjerningsmænd, der, naar deres Dom er falden og de ser,
de intet kunne undgaa Tængerne og Øksen, der holdes dem i Beredskab,
da i deres usle Afmægtighed true og skjælde mod Gud Vorherre med
skidne Vanvittighedsord, for dermed at sætte Mod i sig selv og
saalunde holde sig oppe over den Sø af hartad dyrisk Sønderknuselse,
den lamslagne Fejghedstilstand og trælleagtig mistrøstige Anger, i
hvilken dog slige Kumpaner paa det Sidste hensynke, og som de fast
mere have i Frygt end Døden og Dødsens Pinsler.»

Ulrik Christian hørte roligt til, indtil han havde faaet listet
Kaarden frem over Dynen, da raabte han: «var dig, Præstevom!» og
gjorde et Udfald efter Hr. Jens, men denne afparerede sikkert Stødet
med sin brede Alterbog.

«Lad dog slige Pagenstreger fare,» sagde han haanligt, «dertil er vi
vel begge to for gode, og nu hun derhenne,» og han vendte sig mod Ane
Skomagers, «er det bedst hun lader os ene.»

Ane gik, Præsten trak sin Stol hen mod Sengen og Ulrik Christian
lagde Kaarden fra sig ovenpaa Dynen.

Saa talte Hr. Jens med vakre Ord om Synden og Syndens Sold, om Guds
Kjærlighed til Menneskenes Børn og om Døden paa Korset.

Mens Præsten talte, laa Ulrik Christian og legede med Kaarden, at
Lyset kunde spille paa den blanke Klinge, og han bandede, nynnede
Stumper af utugtige Viser og vilde afbryde ham med gudsbespottelige
Spørgsmaal, men Hr. Jens lod sig ikke forstyrre og talte videre om de
syv Korsens Ord, om den hellige Nadvere, om Syndernes Forladelse og
Himmerigs Glæde.

Men saa rejste Ulrik Christian sig overende i Sengen og sagde lige i
Ansigtet paa Hr. Jens: «det er idel Løgn og Digt tilhobe.»

«Fanden skal tage mig som jeg staar, er det sandt!» raabte Præsten,
«hvert evige Ord,» og han slog i Bordet, saa Krukker og Glas ramlede
mellem hinanden og nu rejste han sig op og med streng Røst talte han
ham til og sagde: «I fortjente, jeg i min Retfærdigheds Vrede rystede
Støvet fra mine Fodsaaler og lod Eder ligge ene her tilbage som et
sikkert Bytte for Djævelen og hans Rige, thi did skal I visseligen
komme. I er af dem, som dagligen nagle den Herre Jesum ind til
Korsens Galge og for dem er al Helvedes Gaarde beredt. Spot intet ad
Helvedes frygtelige Navn, thi det er en Lyd, som har i sig en Ild
af Pine, ja som slutter i sig inde de Martredes og Vaandefuldes
jammerlige Skrig og Smertes Gnidsel! Ak, Helvedes Nød og Kvaler er
større end noget Menneske kan fatte, thi om En døde radebrækket og
under Kneb af gloendes Tænger og han vaagnede udi Helvedes Ild, han
vilde længes til sin Bøddelsted som til Abrahams Skjød. Vel er Sot og
Sygdomme bedske for Menneskens Kjød, naar de som en Trækvind piner
sig Tomme for Tomme gjennem alle Fibre og naar de spænder Senerne som
de skulde briste, naar de brænder som salten Ild i Livets Indvolde
og gnaver med sløve Tænder paa Legemets inderste Marv, men Helvedes
Kvaler er som en susende Stormvind af Smerter, der slider i alle
Ledemods mindste Led, som et hvirvlendes Uvejr af ufattelige Veer,
en evig Hvirvel af Jammer og Pine, thi som een Bølge skyller mod
Stranden og en næste følger og den næste igjen i al Evindelighed,
saaledes følge Helvedes skoldende Sting og Hug paa hinanden evig og
evindelig og uden Ende og uden Ophør.»

Den Syge saae sig forvildet omkring, «jeg vil intet,» mumlede han,
«jeg vil intet; jeg har hverken at skaffe med Jeres Helved' eller
Himmerig; jeg vil dø, eneste og aleneste dø og Ingenting andet.»

«I skal visseligen dø,» sagde Præsten, «men for Enden af Dødsens
mørke Gang der er kuns tvende Porte, een ind til Himmerigs Glæde
og een til Helvedes Jammer, og der er ingen anden Vej at komme,
visseligen ingen.»

«Jo der er, Præst, jo, der er, -- er der ikke? svar! er der ikke en
dyb, dyb Grav, digt hos, for dem, der gik deres egne Veje, en dyb,
sort Grav ned til Ingenting, slet ingen Verdens Ting?»

«De, der gik deres egne Veje, de styre mod Djævelens Rige; der
myldrer af dem for Helvedes Porte, Høje og Lave, Gamle og Unge,
de skubbes og drages for at undgaa den gabendes Svælg og de raabe
ynkeligen paa den Gud, hvis Vej de intet vilde følge, at han skal
føre dennem bort. Afgrundenes Skrig er over deres Hoveder og de
krympe sig i Rædsel og Elende, men Helvedes Porte skal lukke sig over
dem som Vandene lukke sig over den Druknede.»

«Er det nu Noget, I fortæller, er det? Ved Eders ærlige Navn, er det
andet end som Digt?»

«Ja!»

«Jamen jeg vil intet, jeg vil være Jeres Vorherre foruden, jeg vil
slet intet udi Himmerig, bare dø.»

«Saa far da hen til de evig Fordømtes gruelige Pinested, hvor den
uendelige Svovlsøs kogende Bølger omkaster de usalige Skarer, hvis
Lemmer trækkes i Kvalens Kramper og hvis hede Munde suger efter Vejr
imellem Overfladens spillende Luer. -- Jeg ser deres Kropper drives
om som hvide Maager paa Havet, ja som flyvendes Fraade i blæsende
Storm, og deres Skrig ere som Jordens Brølen, naar Jordskjælv ryster
dens Indvolde og deres Jammer er uden Navne. Ak! at mit Hjærte turde
bede dig løs, du Arme! men Naaden haver tilhyllet sit Aasyn og
Barmhjærtighedens Sol er gangen under.»

«Men saa hjælp mig da, hjælp mig, Præst!» stønnede Ulrik Christian,
«hvad er du Præst for, naar du intet kan hjælpe? bed! for Guds
Skyld bed! er der ingen Bønner i din Mund? eller giv mig din Vin og
dit Brød, der er jo Frelse, siger de, i Vinen og Brødet; eller er
det Løgn, lutter forsmædelig Løgn? jeg vil krybe for din Gud som
en angergiven Pog, han er jo saa stærk, saa uretfærdig stærk, saa
trøstesløs mægtig; gjør ham god, din Gud, gjør ham god imod mig, jeg
bøjer mig, jeg bøjer mig, jeg kan jo ikke mere!»

«Bed!»

«Ja, jeg vil bede, jeg vil bede saameget det skal være -- ja!» og han
lagde sig paa Knæ i Sengen og foldede Hænderne, «er det ret?» spurgte
han og saae hen til Hr. Jens, «og hvad skal jeg sige?»

Præsten svarede ikke.

En Stund laa Ulrik Christian saaledes og stirrede opad med store,
feberstraalende Øjne, «der er ingen Ord, Præst!» klynkede han, «Herre
Jesus! de er borte allesammen,» og han sank grædende sammen.

Pludselig foer han op, greb sin Kaarde, brød den itu og raabte:
«Herre Jesus Christus, se, jeg brækker min Kaarde!» og han holdt de
blanke Klingestykker i Vejret: «Pardon, Jesus, Pardon!»

Præsten talte nu Forsoningens Ord til ham og skyndte sig med at
berette ham, da han ikke saae ud til at have meget igjen.

Saa kaldte Hr. Jens paa Ane Skomagers og gik.

Da Sygdommen ansaaes for smitsom, kom der ingen af de Nærmeste ind
til den Syge, men i et Gemak nedenunder var nogle Slægtninge og
Venner, Kongens Livmedikus og et Par Hofkavalerer samlede for at
modtage de Besøg af Adelspersoner, Gesandter, Officerer, Hoffolk og
Raadmænd, som kom for at spørge til hans Befindende. Sygeværelsets
Fred blev derfor ikke forstyrret og Ulrik Christian var atter allene
med Ane Skomagers.

Det begyndte at skumre, Ane lagde noget Brænde til Ilden i Kaminen,
fik et Par Lys tændt, tog sin Bønnebog frem og satte sig lunt
tilrette; hun trak sin Kappe fremefter og faldt snart i Søvn. Ude
i Forværelset var der bleven posteret en Badskærer og en Lakaj i
Tilfælde af at der skulde komme noget paa; de laa nu begge to paa
Gulvet henne ved Vinduet og spillede Tærninger paa Straamaatten for
at det ikke skulde rasle og de var saa optagne af deres Spil, at de
ikke mærkede at der var En, der listede sig gjennem Stuen, før de
hørte Sygeværelsets Dør lukke sig efter den.

Det var Medikus, sagde de og saae forskrækkede paa hinanden.

Det var Marie Grubbe.

Hun nærmede sig lydløst Sengen og bøjede sig over den Syge, der laa
stille hen og blundede. I det døsige, usikre Lys saae han saa bleg
og fremmed ud, Panden saa dødningehvid, Øjelaagene saa sælsomt store
og de magre, voksgule Hænder famlede matte og hjælpeløse om paa det
mørkeblaa Bolster.

Marie græd. «Er du saa syg?» mumlede hun. Hun lagde sig ned paa Knæ
foran Sengen, støttede sine Albuer paa Sengestokken og saae ham lige
ind i Ansigtet.

Han vaandede sig og slog Øjnene op. Søgende og uroligt var Blikket.

«Ulrik Christian!» sagde hun og lagde sin Haand paa hans Skulder.

«Er her flere?» stønnede han mat.

Hun rystede paa Hovedet. «Er du meget syg?» spurgte hun.

«Ja, det er snart forbi med mig.»

«Nej, nej! det maa intet være, for hvem har jeg tilbage, naar du gaar
hen? Nej, nej, hvor skal jeg holde det ud?»

«At leve! -- det er let at leve; men jeg har faaet Dødsens Brød og
Dødsens Vin, jeg maa dø ... ja, ja, ja ... Brød og Vin, Kjød og Blod
-- tror du, det kan ... nej, nej, Jesu Christi Navn, Jesu Christi
Navn! Bed en Bøn, Barn, ret en stærk Bøn!»

Marie foldede sine Hænder og bad.

«Amen, Amen! bed igjen! jeg er saa stor en Syndere, Barn, der maa saa
meget til, bed igjen, en lang Bøn med mange Ord -- mange Ord! -- aa,
nej? hvad er det nu? hvorfor drejer Sengen? -- hold fast, hold fast!
den gaar rundt ... som et hvirvlendes Uvejr af mange Piner, en evig
Hvirvel af Kval og ... ha, ha, ha ... er jeg drukken igjen? hvad er
det for Spil! og hvad Satan har jeg da drukken? -- Vin! -- ja vist,
det var Vin, jeg drak! ha, ha, lustig, mein Kind, lustig! kys mig,
min Høne!

    Herzen und küssen
    Ist Himmel auf Erd ....

kys igjen min Snut, jeg er saa kold, men du er rund og varm ... kys
mig varm? -- og du er hvid og trind og hvid og glat ....»

Han havde slaaet sine Arme om Marie og knugede det forskrækkede Barn
ind til sig. I det samme vaagnede Ane Skomagers og saae den Syge
sidde og gantes med et fremmed Fruentimmer. Truende holdt hun sin
Bønnebog op i Vejret og raabte: «h'raus du höllisch' Weib -- sitzt
mich das lose Ding und tändeliret mit de sterbende Gnad'! h'raus wer
du bist -- elender Bote des Menschenfeindes, des lebendigen Teufels!»

«Teufel!» brølede Ulrik Christian og slyngede forfærdet Marie Grubbe
fra sig. «Vig bort Satan! ud, ud!» og han slog Kors paa Kors, «o,
du forbandede Djævel! du vilde bringe mig til Synd i mit sidste
Aandepust, i den sidste Time, hvor En skal være saa forsigtig,
bort, bort i Herrens velsignede Navn, du forbandede Gestalt.» Med
vidtopspilede Øjne og Forfærdelse i hvert Træk stod han op i Sengen
og pegede mod Døren.

Maalløs og ude af sig selv af Rædsel styrtede Marie ud.

Den Syge kastede sig ned og bad og bad, mens Ane Skomagers højt og
langsomt læste den ene Bøn efter den anden af sin storstilede Bog.

Et Par Timer efter døde Ulrik Christian.




VI.


Efter Stormen paa Kjøbenhavn i Februar Nioghalvtreds trak Svensken
sig tilbage og nøjedes med at holde Byen indesluttet.

De Belejrede aandede nu friere, Krigens Byrder blev mindre tunge end
før, man fik Aanderum til at glæde sig over det, man havde gjort og
over det, man havde vundet, baade af Ære og Privilegier. Vel var der
de, der havde faaet Smag paa det bevægede Krigerliv og som med Mismod
saae en trist, kjedsommelig Fredstid udfolde sine dagligdags Scener,
men Hovedmassen af Befolkningen var glad og følte sig let om Hjærtet.
Og Glæden fik Luft i muntre Lag, thi alle de Bryllupper, Barselgilder
og Fæstensøl, der vare blevne holdte tilbage mens Fjenden var saa
knugende nær, de samlede nu glade Skarer i hver en Gyde og Gænge i
Byen.

Nu blev der ogsaa Tid til at beskjæftige sig med sine Naboer og
til at gjøre Skjæven i deres Øjne til Bjælker. Der blev Tid til at
bagtale hinanden, misunde og hade hinanden. Brødnid og Lykkenid
levede kraftigt op og gammelt Fjendskab slog ud i nyt Nag og ny
Hævntørst. En var der, som i den seneste Tid havde forøget Tallet
paa sine Fjender og næsten samlet Alles Had over sit Hoved, og det
var Corfitz Ulfeldt. Ham kunde man nu ikke ramme, thi han var tryg
i Fjendens Lejr; men de af hans og hans Hustrus Slægtninge, som
man troede vare venligt sindede mod ham, dem betragtede man med
mistænksomme Blikke, belurede og fortrædigede dem og Hoffet kjendte
dem ikke.

Det var vel ikke mange dette gjaldt, men blandt de faa var Sofie
Urne, Ulrik Frederiks Fæstemø.

Dronningen, der mere hadede Ulfeldts Hustru end hun hadede Ulfeldt
selv, havde fra Begyndelsen af været imod Ulrik Frederiks Forbindelse
med en Dame, der var saa nært knyttet til Eleonore Christine, og nu
da Ulfeldts sidste Handlinger havde stillet ham og hans i et endnu
hadefuldere Lys end tidligere, begyndte hun igjen, baade hos Kongen
og hos Andre, at arbejde hen til at faa Forbindelsen hævet.

Det varede ikke længe før Kongen havde samme Ønske som Dronningen,
thi man havde skildret ham den virkelig intriguante Sofie Urne som
saa listig og farlig og Ulrik Frederik som saa letsindig og let at
lede, at det blev ham klart, hvormegen Fortrædelighed og Ufred, der
heraf kunde vokse frem; men han havde nu engang givet sit Minde og
var altfor øm over sit Ord og sin Ære til at tage det tilbage. Han
forsøgte derfor at overtale Ulrik Frederik. Han viste ham hvor let
det gode Forhold, hvori han stod til Hoffet, kunde forstyrres ved
en Person, der med Rette var ham og Dronningen saa meget imod, da
hendes Sympathier saa ganske var for Kongehusets Fjender og endvidere
hvorledes han stod sin egen Lykke i Vejen, idet der vanskelig blev
den vigtige Æresposter betroet, som vidstes under stadig Paavirkning
af en Hoffet fjendtlig Kreds. Endelig tydede han hen til Jomfru
Sofies intriguante Karakter og yttrede sin Tvivl om at hun virkelig
bar Kjærlighed til ham, thi en ret og oprigtig Kjærlighed, sagde
han, vilde hellere have forsaget end at bringe sin Objekt i Vaade og
Vanskelighed, hellere sørgende have holdt sig fordækt end jubilerende
aabenbare sig, men Jomfru Sofie havde ikke gjort sig Skrupler,
tvertimod hun havde benyttet sig af hans Ungdom og blinde Elskov.
Saaledes talte Kongen, men han kom ingen Vegne med Ulrik Frederik,
thi han havde i frisk Minde hvormegen Overtalelse det havde kostet
ham at faa Jomfruen til at give sit Sindelag tilkjende, og da han
gik fra Kongen, var han endnu fastere end før besluttet paa at Intet
skulde skille dem ad. Hans Bejlen til Sofie var det første alvorlige
Skridt han i sit Liv havde taget og han satte sin Ære i at det blev
taget fuldt ud, der havde altid været saamange Hænder rede til at
lede og føre ham, men han var nu for gammel, han kunde gaa alene og
han vilde det. Hvad var Hoffet og Kongens Naade, hvad var Glands og
Ære for ham mod hans Kjærlighed, kun for den vilde han kæmpe og
savne, kun i den vilde han leve.

Men Kongen lod Christoffer Urne vide, at han var imod Forbindelsen,
og Huset blev derfor lukket for Ulrik Frederik, som nu kun i Smug
kunde besøge Jomfru Sofie. I Begyndelsen var dette som Blæst til
brændendes Lue, men efterhaanden voldte det, at han sjældnere saae
sin Fæstemø, at han blev mere klarsynet over for hende, og der var
Øjeblikke, hvor han tvivlede om hendes Kjærlighed, ja end ikke ret
vidste om hun hin Sommerdag ikke havde draget ham fremad, medens hun
syntes at holde ham tilbage.

Hoffet, der hidtil havde taget imod ham med aabne Arme, viste ham
nu en isnende Kulde, Kongen, der før saa varmt havde beskjæftiget
sig med hans Fremtid, var nu Ligegyldigheden selv; nu var der ingen
Hænder strakte frem for at lede ham og han begyndte at savne dem,
han var slet ikke den Mand, der duede til at stævne _mod_ Strømmen,
blot den ikke bar _med_, var han modløs. Fra hans Fødsel var der lagt
ham en gylden Traad ihænde, blot han fulgte den, gik det opad til
Lykke og Ære, den havde han sluppet for selv at finde sig frem, endnu
glimtede den for ham, -- skulde han gribe den igjen? Han kunde ikke
mande sig op til at trodse Kongen, han kunde ikke slippe Sofie; ad
Krogveje maatte han liste sig til at besøge hende, hans Stolthed led
ved denne uværdige Snigen sig frem, det var ham næsten det Haardeste
af Alt, han var vant til at komme i Pomp og Pragt, vant til at tage i
Fyrstestil hvert Skridt han tog, og dette var saa ganske anderledes.
Dage gik og Uger gik med daadløs Grublen og dødfødte Planer, han
lededes ved sin Raadløshed, kom i Foragt for sig selv, og saa
Tvivlen: havde ikke hans evindelige Tøven dræbt hendes Kjærlighed
eller havde hun aldrig elsket ham, hun var saa klog sagde de, ja vist
var hun klog, men var hun _saa_ klog, som de sagde? aa nej, hvad var
da Kjærlighed, naar hun ikke elskede, og dog, og dog ....

       *       *       *       *       *

Bagom Christoffer Urnes Have gik der en lille Smøge, ikke bredere
end at en Mand kunde klemme sig igjennem den; den Vej var det Ulrik
Frederik maatte gaa naar han vilde besøge sin Fæstemø, og han havde
da gjerne Livsens Korthed med til at holde Vagt for Enden af Smøgen,
forat Ingen fra Gaden skulde se ham klavre over Plankeværket.

Det var en lun, maaneklar Sommernat, en tre-fire Timer over Sengetid;
Daniel havde svøbt sig ind i sin Kappe og sat sig tilsæde paa
Resterne af et Svinetrug, der fra en tilstødende Gaard var kastet
over i Smøgen; han var glad tilmode, en Kjende drukken og sad
og smaafniste ad sine egne lystelige Tanker. Ulrik Frederik var
allerede over Plankeværket inde i Haven. Hylden duftede stærkt, paa
Grønsværet laa Lærred paa Bleg i lange, hvide Stykker, det susede
sagte i Løntræet over ham og i Roserne ved Siden; de var fulde af
røde Blomster, men i det stærke Maaneskin syntes de ham næsten hvide.
Han gik op mod Huset, der laa det med sin skjærende hvide Væg og de
gulligt glittrende Ruder. Hvor alt var stille, straalende og stille
... Nu sittrede en Faarekyllings svirrende Glastoner hen gjennem
Luften, Stokrosernes skarpe, blaalige Skygger stod som malede paa den
hvide Mur, en fin Em steg op over Blegen -- nu, Krogen af Døren og
han var inde i Mørket. Forsigtigt famlede han op ad den gamle Trappe,
den lumre, krydrede Loftsluft slog ham imøde og under hans Fødder
knirked og knirked det møre Gulv. Maanen skinnede derind gjennem et
lille Tagvindue og aftegned i Lys dets firkantede Form midt paa en
Korndynges jævne Overflade -- over Dyngen, Støvet hvirvlede i Skjæret
bag ham, nu var han ved Gavlkammerets Dør. Den aabnedes indenfra, et
svagt, rødligt Lysskin lod et Øjeblik Korndyngen, den skraa, sodgule
Skorsten og Tagets Lægter træde ud af Mørket, saa var det borte og
han stod inde hos Sofie i Gaardens Klædekammer.

Det var lavt og lille, opfyldt med store Linnedskabe, under Loftet
hang Lærredsposer med Dun og Fjer, gamle Spinderokke stod i Krogene
og Væggene vare behængte med Knipper af Rødløg og sølvbeslaaet
Seletøj. Henne under Vinduet, der var lukket med store Træskodder,
stod paa en messingforsiret Kiste en lille Haandlygte. Sofie aabnede
dens Hornrude, at den kunde lyse lidt bedre; hendes Haar var løst
og hang ned paa Ryggen af den skindbræmmede Klædestrøje, hun havde
taget over sin Hvergarnskjole, hendes Ansigt var blegt og forgræmmet,
men hun smilede lystig og sladrede i Eet væk. Hun havde sat sig paa
en lav Skammel, foldet Hænder om sine Knæ og snakkede muntert op til
Ulrik Frederik, der stod og Ingenting sagde, men hun snakkede af
Angst, thi hans Tværhed havde gjort hende bange.

«Nu Junker Tavs og Tvær!» sagde hun «du siger Intet, er der da i alle
de hundrede Timer intet kommen dig hundrede Ting, du ønsked at hviske
mig til, aa, da har du intet længtes som jeg,» hun pudsede Lyset i
Lygten med sine Fingre og kastede den glødende Tande paa Gulvet og
Ulrik Frederik gik uvilkaarligt et Skridt frem og traadte Gnisten ud.

«Det var Ret,» vedblev hun, «kom herhen og sæt dig ned, men først
maa du knæle og sukke og tigge mig god, for nu er det tredie Nat jeg
sidder her og vaager, igaar og iovergaars sad jeg forgjæves og vented
og længtes til mine Øjne blev dumme.» Hun løftede truende Haanden:
«paa Knæ, Junker Troløs! og bed som I bad for Jert Liv;» det sagde
hun med spøgende Højtidelighed, saa smilte hun og bad halv bønligt,
halv utaalmodigt: «kom nu hen og knæl, kom nu hen og knæl!»

Ulrik Frederik saae sig næsten uvilligt om, det var saa latterligt
at knæle her i Christoffer Urnes Pulterkammer, men han knælte dog,
lagde sin Arm om hendes Liv og skjulte sit Ansigt i hendes Skjød, men
han sagde Intet.

Ogsaa hun tav, beklemt og bange, hun havde seet at Ulrik Frederik
var bleg og forpint og hans Øje sky og uroligt; hendes Haand
legede sorgløst med hans Haar, men hendes Hjærte bankede heftigt i
anelsesfuld Angst.

I den Stilling sad de længe.

Pludselig sprang Ulrik Frederik op.

«Nej, nej!» sagde han, «det kan ikke saadan blive ved! Det veed
Gud Fader, vor Herre i Himlen, du er mig saa kjær som mit inderste
Leveblod, saa jeg aldrig veed hvad Liv det bliver at føre, som skal
leves dig foruden. Men hvad kan det baade? hvortil skal det lede? de
staar os jo Alle saa haardt imod, der er ikke en Mund, der har Trøst
i Mæle, de vender sig fra os Een og Hver. Det er som der krøb dem en
kold Skygge over, naar de nu ser mig; men før, da var det som kom
der et Lys naar jeg kom. Jeg staar saa allene, Sofie, saa bitterlig,
bitterlig ene! Ja jeg veed du har varet mig ad -- og jeg har Synd
og Skam af at bede den Bøn jeg vil, men jeg ædes op i denne Strid,
den har suget mit Mod og min Værdighed bort, saa jeg brændende af
Skam, men forknyt og forpint, beder dig: giv mig fri! giv mig mit Ord
tilbage, hjærtensdyre Pige!»

Sofie havde rejst sig op, hun stod tryg og kold som en Støtte og
stirrede alvorligt paa ham mens han talte.

«Jeg er frugtsommelig,» sagde hun roligt og fast.

Havde hun sagt ja, havde hun givet ham fri, Ulrik Frederik følte det,
han havde ikke taget derimod, han vilde have kastet sig tilbedende
for hendes Fødder, han vilde have trodset Kongen og dem alle, sikker
paa hende; men hun gjorde det ikke, hun rykkede kuns i hans Lænke
for at vise ham hvor godt han var bunden, o, hun var klog, som de
sagde; det kogte i ham, han kunde kastet sig over hende, grebet hende
i hendes hvide Strube, for at vriste Sandheden ud af hende, for at
tvinge hende til at lægge hvert Blad i hendes Kjærligheds Rose aaben
for ham i hver dets Skygge og hver dets Fold, at han dog kunde faa
Vished, men han tvang sig og sagde med et Smil: «javist, jeg veed --
det var jo ene Spøg, forstaar du vel.»

Sofie saae uroligt paa ham, nej det var ikke ene Spøg, det var det
ikke, hvorfor kom han ikke hen og kyssede hende, hvis det var Spøg,
hvorfor blev han staaende saa stille der henne i Skyggen, blot hun
kunde se hans Øjne, nej det var ikke Spøg, han havde spurgt ligesaa
alvorligt som hun havde svaret, ak det Svar! hun anede hvad hun havde
tabt ved det, han havde ikke forladt hende, hvis hun havde sagt ja;
«o Ulrik Frederik,» sagde hun, «jeg havde kuns vort Barn i Tanker,
men har du mig intet længer kjær, saa gaa, skynd dig at gaa og byg op
paa din Lykke, jeg holder dig intet tilbage.»

«Forstaar du da intet, det var kun Spøg; vil du tro, jeg kunde tigge
mit Ord tilbage og luske bort dermed i Skam og nedrig Skjændsel! Jeg
maatte jo,» sagde han, «hver den Gang jeg løfted mit Hoved, være i
Angst for at det Blik, der havde seet min Vanære, skulde mødes med
mit og tvinge det skamfuldt ned til Jorden,» og han mente hvad han
sagde, havde hun elsket ham saa inderligt som han havde elsket hende,
da maaske, men nu, aldrig.

Sofie gik hen til ham, hun lagde sit Hoved paa hans Skulder og græd.

«Farvel, Ulrik Frederik,» sagde hun, «gaa, gaa, intet om jeg kunde
binde dig med et Haar vilde jeg holde dig tilbage, den Time du længes
bort.»

Han rystede utaalmodigt paa Hovedet. «Hjærte Sofie,» sagde han og
løste sig ud af hendes Arme, «lad os nu intet drive Comediespil med
hinanden, jeg er jo baade dig og mig selv det skyldig at Præsten
lægger vore Hænder tilsammen, det kan kuns intet ske for snart og
derfor skal det ogsaa være om et Par Dage, men det skal gaa for sig i
alt Fordulgthed, for det er til ingen Nytte at sætte Verden mere op
imod os end skeet er.» Sofie turde Intet sige dertil og de aftalte
hvor og hvorledes det skulde sættes i Værk, endelig bad de hinanden
kjærligt Farvel.

Da Ulrik Frederik kom ned i Haven, var Maanen borte og Alting mørkt,
enkelte tunge Regndraaber faldt fra den sorte Himmel. I Gaardene
galede de aarvaagne Haner, men Daniel var falden i Søvn paa sin Post.

I hans Stadsstue blev en Ugestid efter Jomfru Sofie og Ulrik Frederik
hemmeligt viede af en fattig Præst. Men Hemmeligheden blev ikke bedre
bevaret end at Dronningen et Par Dage efter talte til Kongen derom.
Følgen heraf var at Ægteskabet en Maanedstid efter ophævedes ved
kongelig Ordre, og næsten samtidig sendtes Jomfru Sofie med hendes
Frænders Samtykke til Frøkenklostret i Itzehoe.

Ulrik Frederik gjorde intet Forsøg paa at afværge dette Skridt; vel
følte han sig krænket derved, men han var træt og sløvet og bøjede
sig i dump Mismodighed for det, der som han sagde, nu en Gang saa
skulde være. Næsten hver Dag var han drukken og han elskede, naar
Vinen havde gjort sin Virkning, for det Par trofaste Svirebrødre,
der var hans eneste stadige Omgang, grædende og klagende at skildre
det søde, fredelige Lykkens Liv, som kunde være blevet hans og endte
saa altid med tungsindige Hentydninger til at hans Levnets Dage
var faa i Tal og at de snart vilde bære hans knuste Hjærte til
den Lægedomssted, hvor Lejet redtes i sorte Dun og hvor Ormene var
Badskjær.

For at gjøre Ende paa dette Levnet lod Kongen ham følge med de
Tropper, som Hollænderne overførte til Fyen, og herfra vendte han
midt i November tilbage med Budskabet om Sejren ved Nyborg. Han
indtog nu igjen sin Plads i Kongens Gunst og i Hoffets Rækker, blev
udnævnt til Oberst tilhest og syntes nu helt at være bleven sig selv
igjen.




VII.


Marie Grubbe er nu sytten Aar.

Den Eftermiddag, hun i Rædsel var flygtet fra Ulrik Christian
Gyldenløves Dødsleje, var hun kommen styrtende op paa sit Kammer og
var gaaet hændervridende op og ned ad Gulvet, jamrende sig som stædt
i stærke legemlige Smerter, saa Lucie ganske aandeløs løb ned til Fru
Rigitze og bad hende for Guds Skyld endelig se op, hun troede der
Noget var sprungen inden i Jomfru Marie, og Fru Rigitze kom da ogsaa
derop, men hun kunde ikke faa et Ord ud af Barnet; hun havde kastet
sig ned foran en Stol og gjemt sit Ansigt i Hyndet, og til Alt, hvad
Fru Rigitze spurgte, svarede hun kun, hun vilde hjem, hun vilde hjem,
hun kunde nu aldrig blive længer, og hun græd og hulkede og rokkede
med Hovedet fra den ene Side til den anden. Saa gav Fru Rigitze hende
et Livfuld Hug og skjældte Lucie ud fordi de havde været ved at tage
Livet af hende med deres Pjank og lod dem saa skjøtte sig selv.

Det var Marie ligegyldigt at de slog hende. I hendes Kjærligheds
lykkelige Dage, var der da bleven budet hende Hug, vilde det have
ramt hende som den sorteste Ulykke, som den dybeste Beskæmmelse, men
nu var det hende ligegyldigt, nu alle hendes Længsler, hendes Tro
og hvert hendes Haab i een kort Time var visnet, skrumpet sammen og
vejret hen. Hun tænkte paa, hun en Gang hjemme paa Tjele havde seet
Karlene stene en Hund ihjel, der var kommen ind i den højgjærdede
Andepark; det arme Dyr svømmede stumt omkring; op kunde det ikke
komme, og Blodet randt af det, een Sten saarede det hist, en anden
her, og hun huskede, hun bad til Gud for hver Sten, der faldt, at den
maatte ramme ret dybt, thi Dyret var saa elendigt at Skaansel havde
været den blodigste Synd. Nu følte hun sig selv som den stakkels
Diana, og hun bød hver Sorg og Bitterhed velkommen, blot den ret
vilde ramme, for nu var hun saa ulykkelig at Naadesstødet var al
hendes Haab og Forlængsel. O, naar det var Enden paa al Storhed: en
trælleagtig Klynken, et lystent Vanvid og knælende Angst, o, saa
var der ingen Storhed; den Helt, som hun havde drømt, han red ud ad
Dødens Porte med klirrende Spore og ringende Bidsel; med blottet
Hoved og sænket Kaarde, men ikke med Angst i vidløse Øjne, ikke
med Naadesbønner paa skjælvende Læber. Der var da ingen straalende
Skikkelser at længes frem imod i tilbedende Kjærlighed, ingen Sol at
stirre sig lysblind paa saa Alt blev Straaler og Glands og Farver!
mat og graat -- Altsammen saa var det mat og graat og øde, bundløs
Hverdag, lunken Søgnedagsliv tilhobe.

Saadan var hendes Tanker i den første Tid, det var hende som havde
hun en stakket Stund været bortrykket til en forunderlig, rigbroget
Fabelverden, i hvis varme, livssvangre Luft hele hendes Væsen havde
foldet sig ud som en underlig fremmed Blomst og straalet Sol fra alle
Blade og aandet Duft fra alle Aarer, og salig i sit Lys og sin Duft
var den vokset og vokset, Blad i Mylder ved Blad, Fold bredt ud paa
Fold i ustandselig Kraft og Fylde. Og nu var det Alt forbi, hun var
gold og fattig igjen, tom og isnet af Kulde, og saadan var den hele
Verden, alle de Mennesker, der var til, saa var de saadan. Og dog
levede de løs i daarlig Travlhed, o, hendes Hjærte blev sygt i hende
af Lede ved at se dem brede og strække deres usle Armod og stolte
lytte efter lødig Klang i deres Tomheds Buldren.

Nu greb hun begjærligt efter den Skat af gamle Postiller, der saa
tidt var bleven hende budt og ligesaa tidt vraget, og hun fandt
en mismodig Trøst i deres strenge Ord om Verdens Elende og alle
jordiske Tings Forfængelighed, men een Bog, var der, som hun fremfor
alle andre hængte over og stadig vendte tilbage til, og det var
Johannes' Aabenbaring. Hun kunde ikke blive træt af at beskue det
himmelske Jerusalems Pragt, hun udmalte sig det i alle Enkeltheder,
gik gjennem dets mindste Stræder og saae ind ad alle Døre; hun
lod sig blænde af Straaleglandsen fra Sarder og Beryl, Chrysopras
og Hyacinth, hun hvilede i Perleportenes Skygge og spejlede sig i
Gadernes gjennemsigtige Guld. Tidt tænkte hun sig ogsaa hvordan hun
og Lucie og Faster Rigitze og alle de andre i Kjøbenhavn vilde te
sig, naar den første Engel udgød Guds Vredes Skaal over Jorden og
naar den anden udgød sin Skaal, og den tredie sin, længer kom hun
aldrig, thi hun begyndte altid forfra.

Hun var utrættelig i, naar hun sad ved sit Arbejde, at synge lange
Passionspsalmer med høj og klagende Røst, og var hun ledig, bad hun
paa lange Bønner af «den Bedendes Kjæde» eller «de tolv gudelige
Maaneds Stemmer,» for de to kunde hun næsten udenad.

Der var i al denne Fromhed endel forklædt Ærgjærrighed, thi vel
følte hun virkelig Tynge af Syndens Lænker og Længsel efter Samfund
med Gud, men der laa dog tillige til Grund for alle disse gudelige
Øvelser en halvklar Lyst til Magt, et halvbevidst Haab om at blive
en af de udvalgte Fromme, en af de Første i Himmeriges Rige. Hendes
Væsen var ved Alt dette bleven helt forandret; hun var bleven
indesluttet og folkesky og ogsaa hendes Udseende blev et andet; hun
blev mager og bleg og hendes Øjne fik en haard, brændende Glands
og det var intet Under; thi Apokalypsens frygtelige Syner red
lyslevende gjennem hendes Nattedrømme, og hele Dagen rugede hendes
Tanker over alt hvad Livet havde af Mørkt og Tungt, og om Aftenen
naar Lucie var falden i Søvn stod hun op af sin Seng og fandt et
mystisk asketisk Velbehag i at lægge sig paa sine bare Knæ paa Gulvet
og bede til hendes Ben værkede eller hun ikke mere kunde føle sine
Fødder af Kulde.

Saa var det at den Tid kom da Svensken trak sig tilbage og det hele
Kjøbenhavn delte sin Tid mellem at skjænke som Vært og drikke som
Gjæst, og en af de Dage skete der et Omslag hos Marie, thi paa den
kom Fru Rigitze fulgt af en Skrædderpige op paa Kammeret og fyldte
Bord og Stole med den Rigdom af Trøjer, Kjoler og perlestukne Huer,
som Marie havde faaet i Arv efter sin salig Moder; nu var det nemlig
bleven funden paa Tide at Marie kom til at gaa i voksne Klæder.

Det var saa betagende at blive gjort til Gjenstand for al den
Travlhed, der nu brød ind over det lille Kammer, for al denne
Sprætten-op og tagen-Maal og Skjæren-til og Rien-sammen, og hvor
kjært var ikke dette poncerøde Atlask, naar det gløded tungt i lange,
rige Folder eller straalede blankt, hvor det sad tæt og stramt og
hvor fængslende, hvor vidunderlig fængslende var det ikke at lytte
til de ivrige Disputer om, hvorvidt hint Silke-Camelot ikke var for
tykt til ret at udhæve Ens Figur eller om dette tyrkiske Grovgrønt
vel vilde passe til Ens Teint! Ingen Skrupler, ingen tungsindige
Drømmerier kunde staa for denne glade, straalende Virkelighed. Og nu
blot een Gang at sidde ved Gildesbord, -- og nu kom hun til Gilder
--, med denne snehvide, krusede Halskrave blandt andre Jomfruer med
ligesaa krusede Kraver, saa vilde hele hin Tid være fremmed som en
døgngammel Drøm, og blot een Gang at have traadt Sarabande og Pavone
i sidskjørtet Gyldenstykskjole med Kniplingshaandstrømper og med
spranget Lin, og hine sjælelige Excesser vilde bringe hendes Kind til
at brænde af Skamrødme.

Og hun kom til at skamme sig, hun kom til at træde Sarabanden og
Pavonen, for to Gange om Ugen maatte hun nu gaa paa Dandseexercitier
sammen med andre unge Adelspersoner i Christen Skeels Storstue, hvor
en gammel Meklenborger informerede dem i Holdning, Pas og Reverentser
efter de nyeste spanske Facons. Desuden blev hun oplært i at spille
paa Luth og blev yderligere perfectioneret i det Franske, thi Fru
Rigitze havde nu saa sine egne Planer.

Marie var lykkelig.

Ligesom et ungt Fyrstebarn, der har været holdt fangen og nu lige fra
Fængslets Mulm og Fangevogterens barske Omgang af et jublende Folk
løftes op paa Tronen, faar Magtens og Ærens Guldring trykket fast paa
sine Lokker og ser Alt smile sig ærbødigt i Møde, ser Alt bøje sig
og anerkjende dets Herskerret, saaledes var ogsaa hun fra sit stille
Kammer traadt ud i Verden, og Alle havde hyldet og smigret hende som
havde hun været en Dronning, Alle havde smilende bøjet sig for hendes
Skjønheds Magt.

Der er en Blomst, der kaldes for Perlehyacinth, som den er blaa,
saaledes var hendes Øjne i Farve, men de var som den trillende
Dugdraabe i Glands og dybe som en Safirsten, der hviler i Skygge.
De kunde sænkes saa blyt som en sød Tone, der dør, og løfte sig saa
kjækt som en Fanfare. Vemodigt -- ja, naar Dagen kommer, saa ruste
Stjernerne med et sløret skjælvende Skjær, saadan var hendes Blik,
naar det var vemodigt. Det kunde hvile saa smilende fortroligt, og da
blev det mangen En, som naar det i Drømme fjernt, men indtrængende
kalder paa Ens Navn, men naar det mørknedes i Sorg, haabløst og
vaandefuldt, var det som hørtes der Blodsdraaber dryppe.

Det var det Indtryk, hun gjorde, og hun vidste det, men kun halvvejs,
havde hun vidst det helt og havde hun været ældre, end hun var,
maaske hun da vilde være bleven som til Sten ved sin egen Skjønhed og
have betragtet sig selv som et sjelden kosteligt Klenodie, der kun
skulde holdes blankt og rigt indfattet, for at det kunde blive Alles
Begjær, og da koldt og roligt have ladet sig beundre. Men det var nu
ikke saa. Hendes Skjønhed var saameget ældre end hun selv, og hun
havde saa pludselig lært dens Magt at kjende, at det varede længe
før hendes Væsen med Ro og Sikkerhed kunde støtte sig til den og
lade sig bære frem af den; tvertimod, hun gjorde sig megen Umag for
at behage, blev ikke lidet coquet og meget pyntesyg, og hendes Øre
inddrak begjærligt hvert smigrende Ord, som hendes Øje de beundrende
Blikke, og hun gjemte det troligt Altsammen i sit Hjærte.

Hun var nu sytten Aar og idag var det Søndag, den første Søndag efter
Fredsslutningen. Om Formiddagen havde hun været til Takkegudstjeneste
og nu stod hun og pyntede sig til at spadsere en Eftermiddagstour med
Fru Rigitze.

Den hele By var den Dag halvt som i Oprør, for Portene var jo først
ved Fredsslutningen blevne lukkede op igjen, efter at have været
stængede i samfulde toogtyve Maaneder. Alle maatte nu derfor ud at
se, hvor Forstaden havde staaet, hvor Fjenden havde ligget og hvor
Vore havde kæmpet; man maatte ind i Løbegrave og op paa Brystværn;
der skulde kigges ind i Minehalsene og pilles ved Skandsekurvene; der
havde _den_ staaet og der var _den_ falden, hin havde rykket frem
hist og var bleven omringet her, og Alting derude var mærkværdigt,
fra Kanonlavetternes Hjulspor og Vagtblussenes Kul, til det
gjennemskudte gamle Plankeværk og de solblegede Horsepander, og der
var en Fortællen og Forklaren, en Formoden og Debatteren, opad Volde
og nedad Skandser, opad Vægge og nedad Stolper.

Gert Pyper og hele hans Familie spanked omkring der og han stamped
vel hundrede Gange paa Jorden og syntes for det Meste, det lød saa
synderlig hult, og hans trivelige Ægtemage trak ham angst i Ærmet
og bad ham ikke være altfor forvoven, men Mester Gert tramped lige
haardt endda. Den voksne Søn viste sin lille Fæstemø, hvor det var
at han var posteret den Nat, de skød Hul i hans Dyffels Kavaj, og
hvor Rokkedrejerens Søn blev skudt Hovedet af; medens de smaa Børn
græd over, at de ikke maatte beholde den Bøssekugle, de havde funden,
fordi der kunde være Forgift ved den, som Erik Lauritzen sagde,
thi han var da ogsaa derude og gik og stak i den halvraadne Halm,
hvor Barakkerne havde staaet, eftersom han mindedes en Historie om
en Soldat, der blev hængt for Magdeborg, og under hvis Hovedgjærde
syv af hans Kammerater fandt saamange Penge, at de deserterede da
Plyndringen af Staden skulde til at gaa for sig.

Ja, der var ret en Gaaen og Kommen, de grønne Marker og hvidgraa
Veje var prikkende sorte af Folk, der gik og betragtede de dem
velbekjendte Steder saa nøje og opmærksomt, som om det var en
nyopdaget Verden eller et aldrig før kjendt Ejland, der lige var
skudt op fra Havsens Bund, og der var Mange, som ved at se Egnen
ligge saa fri og aaben, Mark bag Mark og Eng bag Eng, blev grebne
af en pludselig Vandrelyst og blev ved at gaa og gaa, ligesom
beruste af Rummets Vidde, Rummets grændseløse Vidde. Men udpaa
Eftermiddagen, henad Nadvertid, vendte dog de Fleste deres Skridt
mod Byen og søgte hen til Nørrekvarter, til Petri Kirkegaard og de
omliggende store Haver, thi det var saa Skik fra gammel Tid, at man
de Sommersøndage efter Aftensang spadserede der og drog frisk Luft i
de grønne Træers Skygge. Den Gang nu Fjenden lagde sig foran Voldene,
var den Skik falden bort af sig selv og Kirkegaarden havde været tom
de Helligdage som de Søgne, men idag var den bleven tagen op igjen,
og gjennem begge Indgangene ud til Nørregade myldrede det ind med
Folk; Adel og Borger, Ringe og Høje, Alle saa havde de mindedes Petri
Kirkegaards bredkronede Linde.

Mellem grønne Tuer og paa brede Ligsten laa Borgerfolk i muntre
Klynger, Mand og Kone, Børn og Bekjendte, og nød deres Aftenkost;
Læredrengen stod bagved og gumled fornøjet paa det lækre Søndagsbrød,
mens han ventede paa Kurven. Smaabørn trippede med Hænderne fulde
af Levninger hen til de forsultne Tiggerunger oppe ved Muren,
videbegjærlige Drenge stavede sig igjennem de lange Gravskrifter og
Fatter lytted beundrende til, mens Mutter og Pigebørnene mønstred de
Spadserendes Dragter; thi i de brede Gange gik de fornemme Folk frem
og tilbage, de kom lidt senere end de andre og spiste enten hjemme
eller paa Trakteurstederne i Haverne bagved.

Det var stive Fruer og fine Jomfruer, gamle Raadmænd og unge
Officerer, brede Herremænd og fremmede Residenter. Her gik den rørige
graa Hans Nansen, smilende til alle Sider, mens han lemped sine
Skridt efter den gamle, hovedrige Villem Fiuren og lyttede til hans
pibende Røst; der kom Corfitz Trolle og den stive Otto Krag, her stod
Fru Ide Daa med de dejlige Øjne og talte med gamle Axel Urup med det
evige Smil og de store Tænder, mens hans krumpne Hustru, Fru Sidsel
Grubbe tripped langsomt afsted med Søster Rigitze og den utaalmodige
Marie, og der var Gersdorf og der var Schack, og der var Thuresen med
hans hørgule Manke og Peder Retz med hans spanske Lader og spanske
Dragt.

Ulrik Frederik var der ogsaa, han var i Følge med Niels Rosenkrands,
den kjække Oberstlieutenant med det franske Væsen og de livlige
Gebærder.

De mødte Fru Rigitze og de Andre. Ulrik Frederik hilser koldt og
fornemt og vil gaa forbi, thi siden Skilsmissen fra Sofie Urne bærer
han Nag til Fru Rigitze, hvem han, som en af Dronningens varmeste
Tilhængere, mistænker for at have havt en Finger med i Spillet; men
Rosenkrands standser og Axel Urup beder dem nu saa venligt spise til
Aften med i Johan Adolfs Have, at det var vanskeligt at slippe, og de
gaa begge to med.

Lidt efter sidder da hele Selskabet i det murede Lysthus og tager for
sig af de landlige Retter, som Urtegaardsmanden havde at opvarte med.

«Er det sandt, skal En tro,» spurgte Fru Ide Daa, «at de svenske
Officiers skal havt saa særdeles angenemme Manerer med de sjællandske
Jomfruer, at de hobetalsvis er rejset med dem ud af Land og Rige?»

«Ja allenfals,» svarede Fru Sidsel Grubbe, «er det da tilforladelig
nok med den Skarns Kvinde til Jomfru Dyre.»

«Af hvad for Dyrer er det?» spurgte Fru Rigitze.

«De Skaanelands Dyrer, du veed, hjærte Søster, dem der er saa lyse i
Haarlød, de er i Svogerskab med de Powitzer alle tilsammen. Hun, der
forløb Landet, hun var Datter af Henning Dyre til Vester-Neergaard,
ham der fik Sidonie, den ældste af Ove Powitzes og hun tog nok med
sig baade i Daase og Pose af hendes Faders, baade Lagner og Bolstre
og Sølvtøj og rede Pengestykker.»

«Ja,» smilede Axel Urup, «stor Elskov drager stort Læs.»

«Jo -- at forstaa --» bekræftede Oluf Daa, han slog altid ud med den
venstre Haand, naar han talte, «Elskov -- at forstaa -- den er -- den
er stærk.»

«El--skov,» sagde Rosenkrands og strøg sirligt sit Mundskjæg med
Bagen af den lille Finger, «er som Her--kules udi Fruentimmersdragt,
af Lader er den mild og charmant og ser ud som idel Veg--hed og
Tam--hed, men ligegodt har den i sig Kra--ft og Listighed nok til at
føre igjennem de tolv herku--liske Prøver tilhobe.»

«Ja,» afbrød Fru Ide Daa ham, «Jomfru Dyres Elskov alene lader se,
den kunde helt vel med den ene af de Herkules-Prøver, for den rensed
Kister og Skrine ud for hvad der var i dem, ligesaavel som han rensed
Urias, eller hvad han hed, hans Stald, I veed.»

«Jeg mener heller'», sagde Ulrik Frederik, henvendt til Marie Grubbe,
«at Elskov er som naar man er falden i Søvn udi en Ørk og vaagner op
i en skjøn og angenem Lustpark; thi saadan Dyd har Elskov, at den
helt omvandler Menneskens Sind, saa det, der før syntes En gold og
øde, det skinner En nu i Øjnene som idel Lystighed og Pragt; men hvad
for Tanker har vel I om Elskov, skjønne Jomfru Marie?»

«Jeg?» spurgte hun, «jeg holder Elskov for at være lig en Demant,
for ligesom Demanten er skjøn og prægtig at se til, saadan er og
Elskov skjøn og liflig, og ligesom Demanten er giftig for den, der
nedsvælger den, saaledes er ogsaa Elskov en Slags Forgiftighed eller
skadelig Rasenheds Sot for den, der bliver beladt dermed, aldenstund
En da skal gjøre sin Jugement efter de synderlige Fagter, En
antræffer hos amoureuse Personer, og efter den remarkable Discours,
de føre.»

«Ja,» hviskede Ulrik Frederik galant, «Kjærten kan sagte tale Raison
til den arme Flue, som forvirres af dens Glindsenhed!»

«Jo saamænd kan du have Ret, Marie,» begyndte Axel Urup og holdt op
igjen for at smile og nikke over til hende, «jo, jo, det er nok til
Troende, at Elskov er kuns Forgift, der kommer i Blodet, for hvor
skulde ellers kloge Folk med Mirakkel-Absud eller Wunder-Dekokt kunne
indgive koldsindige Personer den mest brændendes Passion?»

«Ih nej, fy da!» udbrød Fru Sidsel, «snak da aldrig om saadan gruelig
Ugudeligheds Værk -- og paa en Søndag!»

«Hjærte Sidse,» svarede han, «derudi er min Tro ingen Synd, tværtimod
... nej ... nej ... Holder vel I det for en Synd, min Hr. Oberst
Gyldenleu? -- Nej? -- nej vist intet; taler intet ogsaa den hellige
Skrift om Troldkvinder og onde Besværgelser! Jo den gjør, gjør den.
Nej, hvad jeg vilde sagt, alle vores Affekter, mener jeg, de har
deres Bo og Sæde udi Blodet, for bliver En hidsig, kan En da intet
føle Blodet rusle op igjennem sig og svømme En baade for Øjne og
Øren? og bliver En bradt forfærdet, er det da intet ret ligesom
Blodet sank En neder i Benene og blev helt svalt med det Samme?
skulde det, tror I, være for Intet at Sorrig er bleg og blodløs, men
Glæde rød som en Rose? Ingenledes, siger jeg, ingen -- ingenledes!
alle Menneskens Affekter de forvoldes af en vis Blodets Tilstand
og Beskaffelse; og nu da Elskov! den kommer først naar Blodet ved
sytten--atten Aars Omskiftning af Varme og Kuld er bleven moden i
Aarerne, da tager det paa at gjæres ret som en god Druevin; for
Elskov det er en Gjæring udi Blodet; det trænger og blærer sig op,
det sætter Varme og tager paa Vej saa ingen Menneske ret er sig selv
saalænge det staar paa, men sidenhen saa klarnes det af som anden
gjærendes Stof og bliver mere sagte og blid, mindre hed og bespændt.
Ja, der er endnu en Lighed med Vin det har, for retsom den ædelig'
Vin hvert Aar giver sig til at bruse og skumme og vil som til at
gjæres, naar den Foraarstid kommer, der Drueranken staar i Blomst,
saaledes bliver ogsaa alle Menneskers Sind, selv de Gamles, en kort
Tid om Foraaret mere end ellers genegen til Elskov og det har deri
sin rette Grund, at Blodet aldrig ret kan forglemme den Gjæringens
Tid i Livsens Foraar og nu ihukommer den, hvergang Aarsens Foraar
vender tilbages og forsøger at gjæres igjen.»

«Jo Blodet,» indrømmede Oluf Daa, «at forstaa -- Blodet, det er --
det -- at forstaa det er en subtilig Materie nok -- at forstaa.»

«Ja det er saa,» nikkede Fru Regitze, «ja, alting virker ind paa
Blodet, baade Sol og Maane og tilstundendes ondt Vejrligt, det er saa
vist som det var prentet.»

«Ligesaadan andre Menneskers Tanker,» tilføjede Fru Ide, «jeg veed
det fra min ældste Søster, vi laa i Seng sammen og hver Nat, ret som
hendes Øjne var faldne til, begyndte hun paa at sukke og at stride
med Arme og Ben, ligesom hun vilde rejse sig og gaa en Steds hen,
hvor de kaldte paa hende, og det kom af det, at hendes Fæstemand, som
var i Holland, han var saa grim til at længes og laa tænkte paa hende
Nat med Dag, saa hun aldrig havde en rolig Time eller ret var ved
Helbred al den Tid; mindes I ikke ogsaa hjærte Fru Sidsel hvor krank
og elendig hendes Øjesyn var indtil Jørgen Bilde kom hjem igjen?»

«Om jeg gjør! var det at tale om! -- den kjære Sjæl! men saa
blomstred' hun ogsaa op som nogen Rosensknop at se til. -- Herre Gud
hendes første Barselseng ....» og saa hviskede hun videre om den.

Rosenkrands vendte sig nu til Axel Urup, «Formener I da vel,» sagde
han, «at en Elixire d'am--our er som en gjæ--rendes Materie, der
bliver Blodet isprængt og derved kommer det til at ra--se, saa takler
det hel vel til en Aventure, den salig Herre Ulrik Christian fortalte
mig en Gang vi fulgtes op til Volden. Det var til Ant--werpen i
Hotellerie des trois bro-chets, hvor han havde sit Logemente at
det passerte. Om Mor--genen havde han i Messen faaet Øje paa en
skjøn--ne, skjønne Jomfru -- og hun hav--de seet helt mildt til
ham, men den hele Dag havde han in--tet havt hende i Tan--ker. Saa
kommer han ud paa Af--tenen ind paa sit Kam--mer, og da ligger der
en Ro--se paa Hovedgjærdet af hans Se--ng, og han tager Ro--sen
og lugter ti--l den, og i samme Minute staar den skjønne Jomfrues
Af--billede li--vagtigen for hans Øje som va--r det kontrafejet af
paa Væggen li--gehos og den hef--tigste Forlæng--sel opstod hos ham
efter samme Jom--fru saa plud--seligen og stærk at han sag--de, han
kunde have skre--get i vilden Sky af Smerte, ja ha--n ble--v som
hel vild og furieus, saa han strøg u--d af Huset og løb jamrendes
op ad en Ga--de nedad en an--den, ret som han var be--hekset og han
vid--ste ikke af sig selv; det var som noget dro--g og dro--g og det
brændte som Ild i ham og saadan blev han ved at løbe til den lyse
Morgen.»

Saaledes taltes de endnu længe ved, og Solen gik ned inden de skiltes
ad og gik hjem ad de skumrende Gader.

Ulrik Frederik havde hele Tiden været meget tavs og næsten ganske
holdt sig udenfor den almindelige Samtale, da han var bange for at
man, dersom han sagde noget videre om Elskov, vilde opfatte det som
personlige Erindringer og Indtryk fra hans Forhold til Sophie Urne;
men han var forøvrigt heller ikke oplagt til at tale, og da han blev
ene med Rosenkrands, svarede han saa kort og adspredt paa Alting, at
denne snart blev kjed af ham og gik sin Vej.

Ulrik Frederik begav sig nu hjem; han havde den Gang Gemakker anvist
paa Rosenborg, og da hans Tjener var ude, blev der ikke tændt Lys, og
han sad alene og i Mørke i den store Stue til henad Midnat.

Han var i saadan en underlig, halvt bedrøvet, halvt anelsesfuld
Stemning, saadan en letblundende Stemning, hvor det er som
Sjælen villieløs driver nedad en langsomt glidende Strøm medens
taageflygtige Billeder drage henover Breddens mørke Træer, og halve
Tanker som store, svagtskinnende Bobler langsomt hæve sig op af
den dunkle Flod, glide med -- glide med og briste. Efterklang af
Samtalen var der, den brogede Stimmel paa Kirkegaarden, Marie Grubbes
Smil, Fru Rigitze, Dronningen, Kongens Naade, Kongens Vrede dengang
-- -- Maries Haandbevægelser, Sofie Urne, bleg og fjern -- endnu
blegere, endnu fjernere, -- Rosen paa Hovedgjærdet og Marie Grubbes
Stemme, Klangen af et enkelt Ord, Betoningen af det, -- han sad og
lyttede efter det og hørte det igjen og igjen svinge sig hen gjennem
Stilheden.

Han stod op og gik hen til Vinduet, aabnede det og lagde sig paa
Albuerne udover den brede Karm: saa friskt som det var -- saa svalt
og stille.

Den syrligtsøde Duft af dugkolde Roser, den friske Bitterhed af
nysudfoldet Løv og krydret Vinduft fra blomstrende Løn bar hen imod
ham derude fra. En fin, fin Støvregn duggede ned fra Himlen og bredte
et blaanende, sitrende Mørke ud over Haven. Lærkens sorte Grene,
Birkens slørede Løvhang og Bøgens buklende Krone stod som Skygger
aanded hen paa en Baggrund af glidende Taage, mens Taksens klippede
Toppe skød i Vejret som sorte Søjler af et Tempel, hvis Tag var
falden.

Stille var der som dybt i en Grav, kun den ensformige Lyd af de
fnuglette Regndraabers Fald var at høre som en næsten umærkelig,
stadigt hendøende, stadigt begyndende Hvisken hist bag de
vædeglindsende Stammer.

Saadan underlig Hvisken det var at lytte paa, saa vemodigt den lød!
var det som de lette Vingeslag af gamle Minder, der i Flok drog forbi
i det Fjerne? var det som sagte Raslen i tabte Illusioners visne Løv?
-- Ak saa ene, saa sørgeligt alene og forladt! Ikke blandt alle de
tusinde Hjærter, der trindtom banked i Nattens Stille eet Hjærte,
der længtes imod ham ... Vidt over Jorden var spændt et Net af
usynlige Traade, der bandt Sjæl til Sjæl, Traade stærkere end Livets,
stærkere end Døden; men ingen i hele Nettet naaede hen til ham.
Hjemløs, forladt! -- Forladt? -- Klang det derude som Bægre og Kys?
blinked det derude som hvide Skuldre og mørke Blikke? lo det ikke
lydt igjennem Natten? -- Hvadsaa! -- hellere Ensomhedens langsomt
dryppende Bitterhed end hin giftigt vamle Sødme. O forbandet! jeg
ryster dit Støv af mine Tanker, løjede Liv, Liv for Hunde .... for
Blinde, for -- Stakler .... -- Som en Rose .... o Gud skjærm og bevar
hende vel i den dybe Nat .... o, at være hendes Værn og Vagt at jævne
hver en Sti og dække for hver en Vind .... saa skjøn .... lyttende
lig et Barn .... -- som en Rose! ....




VIII.


Saa fejret som Marie Grubbe var, saa mærkede hun dog snart, at var
hun end kommen ud af Børnestuen, i de rigtig Voksnes Lag var hun dog
ikke helt optaget. Saadanne unge Jomfruer blev dog altid trods alle
Komplimenter og Smigrerier holdt nede paa en egen, underordnet Plads
i Selskabet; det fik de at føle i Hundrede af Smaating, der hver for
sig var ubetydelig nok, men som tilsammen dog betød en Del. Først
var nu Børnene altid saa ubehageligt familiære mod dem og befandt
sig saa drilagtig godt i deres Selskab, ganske som de vare deres
Lige. Og saa Tyendet; der var en tydelig Forskjel paa den Maade, paa
hvilken den gamle Tjener tog mod en Frues eller en Jomfrues Kaabe,
og en ganske lille Nuance i Pigens tjenstvillige Smil, efter som det
var en gift eller ugift Dame, hun hjalp tilrette. Den kammeratlige
Tone, som de pur unge Junkere tillod sig, var højst ubehagelig,
og det ringe Indtryk som fornærmede Blikke og iskolde Afvisninger
gjorde paa dem, var til at fortvivle over. Bedst gik det med de yngre
Kavallerer, thi selv naar de ikke var forelskede i En, saa tog de
dog de allersartede Hensyn og sagde En det Smukkeste de kunde finde
paa med en gallant Ærbødighed i Miner og Lader, som hæved En i Ens
egne Øjne, men der var rigtignok kjedeligt mange, som man kunde mærke
paa at de mest gjorde det for Øvelsens Skyld. Af de ældre Herrer var
der nogle, der kunde være ganske utaalelige med deres overdrevne
Komplimenter og spøgende Cour, men Fruerne var dog de værste, især de
unge nygifte; det halvt opmuntrende, halvt aandsfraværende Blik, den
lette, nedladende Sidebøjning af Hovedet og det Smil, lidt spottende,
lidt medlidende, hvormed de hørte paa En -- det var ikke til at
udholde. Saa var der ogsaa Forholdet mellem de unge Jomfruer selv;
det skulde da heller ikke hæve dem; der var ingen Sammenhold mellem
dem, kunde den ene berede den anden en Ydmygelse saa gjorde den det,
de ansaa egenlig hinanden for rene Børn og kunde slet ikke som de
unge Fruer komme ud af ved at omgaaes hinanden værdigt og med alle
mulige Tegn paa udvortes Agtelse at omgive sig selv med et Skjær af
Værdighed. Det var i det Hele slet ingen misundelsesværdig Stilling,
og det var derfor ganske naturligt at da Fru Rigitze lod falde nogle
Ord til Marie om, at hun og hendes andre Frænder havde paatænkt
en Forbindelse mellem hende og Ulrik Frederik, saa blev denne
Meddelelse, uagtet Marie slet ikke havde tænkt paa at være indtaget
i Ulrik Frederik, modtaget som et velkomment Budskab, der aabnede
store Bredder af fornøjelige Udsigter, og da der nu videre udmaledes
hende, hvor ærefuld og fordelagtig en saadan Forbindelse vilde være,
hvorledes hun vilde blive optaget i den snevrere Hofkreds, i hvilken
Pragt hun vilde blive holdt og hvilken slagen Vej til Ære og Højhed,
der laa Ulrik Frederik aaben som Kongens naturlige Søn og hvad mere
var, hans erklærede Yndling, medens hun selv i sit stille Sind
tilføjede, hvor smuk han var, hvor høvisk og beleven og forelsket,
saa syntes det hende næsten, at hendes Lykke var for stor, og hun
blev ganske ængstelig ved Tanken om, at det dog endnu kun var Planer
og løs Tale og løst Haab.

Men Fru Rigitze havde Grund at bygge paa; ikke alene havde Ulrik
Frederik betroet hende sine Tanker og bedet hende være ham en god
Talsmand hos Marie, men han havde ogsaa formaaet hende til at
undersøge, hvorvidt det vilde være Dronningens og Kongens naadige
Villie med, og de havde begge optaget det saare vel og givet deres
Bifald, Kongen dog først efter nogen Betænkning.

Mellem Dronningen og Fru Rigitze, hendes fuldtro Veninde og meget
betroede Dame, havde denne Forbindelse vistnok alt længere Tid
været omtalt og bestemt, men Kongen lod sig foruden af Dronningens
Overtalelser sikkert ogsaa bevæge af den Omstændighed at Marie Grubbe
var saa rigt et Gifte, thi det var Kongen overhaands trangt med
Penge, og vel havde Ulrik Frederik Vordingborg i Forlehning, men
hans Pragtlyst og Overdaadighed lod ham altid i Mangel, og Kongen var
jo saa den, der var nærmest til at afhjælpe den. Da Maries Moder,
Fru Marie Juul jo var død, vilde hun saasnart hun var gift faa sin
Mødrenearv, og hendes Fader Erik Grubbe, var paa den Tid Ejer af
Tjele, Vinge, Gammelgaard, Bigum, Trinderup og Nørbek Hovedgaarde,
foruden Strøgods trindt omkring, saa der efter ham var en god Arv i
Vente, tilmed da han havde Ord for at være en skrap Husholder, der
Ingenting forødte.

Alt var jo saaledes vel, Ulrik Frederik kunde trøstigt bejle, og otte
Dage efter St. Hansdag blev de da saa højtideligt trolovede.

Ulrik Frederik var meget forelsket, men ikke paa en saadan stormende,
urolig Maade som da Sofie Urne var hans Hjærtes Tanke. En drømmende,
blidt bevæget, næsten tungsindig Elskov var det, ingen livsmodig,
rødmusset, frisk.

Marie havde fortalt ham sin lidet lystelige Barndomshistorie, og han
elskede, drømmende at udmale sig hendes unge Lidelser med det samme
medlidsfulde, lystne Velbehag, som gjennemstrømmer den unge Munk,
der i sin Fantasi ser den skjønne, hvide Martyrkvinde bløde mellem
Tornehjulenes hvasse Pigge. Saa var der Tider, hvor han plagedes
af mørke Anelser om at det ikke vilde blive ham forundt at beholde
hende, men at en tidlig Død vilde rive hende ud af hans favnende
Arme, og da kunde han fortvivlet tilsværge sig selv med dyre Eder,
at han skulde bære hende paa Hænder og holde hvert giftigt Pust borte
fra hende, at han skulde lede hver guldfarvet Stemnings Skjær ind i
hendes unge Bryst og aldrig, aldrig volde hende Sorg.

Men der var ogsaa den Stund, hvor han hoverende jublede ved den
Tanke, at al denne rige Skjønhed, hele denne forunderlige Sjæl var
given ham i Vold som en død Mands Sjæl Vorherre, til at træde i
Støvet om han vilde, til at opløfte naar han vilde, til at ydmyge,
til at bøje.

At saadanne Tanker som denne kunde blive vakt hos ham, deri havde nu
Marie tildels selv Skyld; thi hendes Elskov, om hun da elskede, var
af en sælsom stolt og overmodig Natur. Det vilde kun være et dunkelt
og halvsandt Billede, naar der sagdes, at hendes Kjærlighed til den
afdøde Ulrik Christian havde været som en Indsø, pidsket, jaget og
tumlet af Stormen, medens hendes Kjærlighed til Ulrik Frederik var
at ligne ved den samme Sø ved Aftenstide, naar Vejret havde bedaget,
spejlblank, kold og klar, og uden anden Bevægelse end Skumboblernes
Bristen inde blandt Breddens dunkle Siv. Og dog vilde det paa en
Maade være ret grebet, ikke blot i det, at hun var kold og rolig mod
ham, men endnu mere deri, at alle de brogede, myldrende Drømme og
Livstanker, som hin første Lidenskab havde havt i Følge, de blegnede
og luftedes bort i denne sidste Følelses magtløse Magsvejr.

Hun elskede jo nok Ulrik Frederik, men var det ikke mere fordi han
var som den magiske Vaand, der slog Portene ind til Livets Herlighed
og Pragt aabne for hende, og var det ikke mest Pragten, hun egenlig
elskede?

Det kunde se ud undertiden som det var ikke saa. Naar hun i
Skumringen sad paa hans Skjød og, akkompagnerende sig selv, sang
smaa franske Arier for ham om Daphnis og Amaryllis, og da imellem
standsede, og medens hun skjødesløst lod Fingrene lege med Citharens
Strænge, lænede sit Hoved mod hans Skulder, da havde hun saa søde
og elskovsvarme Ord for hans ventende Øre, at ingen ret Elskov
har dem sødere, og der var kjælne Taarer i hendes Øjne, som kun
Kjærlighedens milde Uro dugger frem -- og dog -- kunde det ikke være
at hun i Længsel, paa en svunden Følelses Minder byggede en Stemning
op, der skjærmet af det milde Mørke, næret af det blussende Blod og
de bløde Toner, narrede hende selv og gjorde ham lykkelig? For var
det blot jomfruelig Blyhed, der ved Dagens Lys gjorde hende karrig
paa Elskovsord, og utaalmodig ved Kjærtegn; eller var det blot
Pigefrygt for at synes saa pigesvag, der lagde hende Spot i Øje og
Haan paa Læbe, saa mangen en Gang, naar han bad om et Kys eller med
Elskovseder vilde lokke det Ord fra hendes Mund, som alle Elskere
saa gjerne høre; hvoraf kom det da, at hun tidt og ofte, naar hun
var alene og hendes Fantasi var bleven træt af for tusinde Gange at
udmale sig Fremtidens Herlighed, kunde stirre saa haabløst og fortabt
ud for sig, og føle sig saa uendelig ensom og forladt?

               *       *       *

Lidt over Middag sidst i August, red Ulrik Frederik og Marie, som saa
ofte før, henad den sandede Vej langs Sundet udenfor Østerport.

Luften var frisk af en Formiddagsbyge, Solen i Spejl over Vandet,
tordenblaa Skyer rullede bort i det Fjerne.

Saa rask som Vejen tillod red de frem, baade de og Lakejen i hans
lange, karmoisinrøde Skjødefrakke. Forbi Haverne red de, hvor de
grønne Æbler lyste frem mellem de mørke Blade, forbi de udspændte
Bundgarn, paa hvis Traade endnu de blinkende Regndraaber hang,
Kongens Fiskerhus forbi, med det røde Tegltag, og gjennem Limsyderens
Gaard, hvor Røgen stod lige som en Støtte ud af Skorstenen. De spøgte
og lo, smilte og lo og jog afsted.

Ved Gyldenlundskroen drejede de af og red gjennem Skoven lige efter
Overdrup, hvorfra det saa i sindigt Ridt gik gjennem Krattet ned mod
Overdrupsøens[5] blanke Vandflade.

 [5] Overdrupsø nu = Ordrupmose.

Store, ludende Bøge spejlede her deres grønne Løvtag i den klare
Sø og saftigt Mosegræs og blegrøde Vandrølliker dannede en bred og
broget Bræmme i Skjællet, hvor Skraaningen, der var brun af vissent
Løv, faldt af mod Vandet. Oppe i Luften, under Bladhangets Skjærm,
hvor en Lysstribe skjød ned gjennem det svale Halvmørke, hvirvlede
Myggene i lydløs Dands; en rød Sommerfugl lyste der et Øjeblik, saa
fløj den ud i Solskjæret ud over Søen, hvor staalblaa Guldsmedde
blinkede blankt gjennem Luften og jagende Gjedder drog hurtig
glidende Bølgelinier hen over Fladen. Fra en Gaard bag Krattet lød
Hønsenes Kaglen derned, og paa den anden Side Søen kurrede Skovduerne
under Dyrehavens kuplede Bøge.

De holdt Hestene an og lod dem langsomt pjadske ud i Vandet for
at skylle de støvede Koder og læske deres Tørst. Marie holdt lidt
længere ude i Vandet end Ulrik Frederik, med Tøjlerne slappe, for
at Hoppen frit kunde bøje sit Hoved; i Haanden havde hun en lang
Bøgegren, hvis Blade hun, et for et, rev af og lod falde ned i det nu
smaat skvulpende Vand.

«Jeg tror, vi faar Torden,» sagde hun og fulgte opmærksomt et
svagt Vindpust, der ved sin hvirvlende Bevægelse frembragte runde,
mørktkrusede Pletter ude over Søen.

«Lad os saa vende,» raadede Ulrik Frederik.

«Ikke for Guld,» svarede hun og drev pludselig sin Hest i Land.

I Skridtgang red de nu Søen rundt hen til Vejen og ind i Storskoven.

«Jeg gad vist,» sagde Marie, da hun atter følte Skovfriskheden paa
sin Kind og længe i lange Drag havde indaandet dens Kjølighed, «jeg
gad vidst,» længer kom hun ikke, men saae med straalende Blikke op i
det grønne Løv.

«Hvad gad du vidst, min Hjærte?»

«Jo, om Skovluft intet kan gjøre kloge Folk galne. -- Aa, for de
mange Gange jeg har løbet i Lindum Skov og holdt ved med at løbe
længere og længere ind i det Aller-tykkeste og tætteste. Jeg var saa
ellevild af Lystighed og sang af fuld Hals og gik og gik, rykked'
Blomster op og kasted' dem igjen og hujed' efter Fuglene, naar de
fløj op, indtil jeg saa lige med Et blev saa underlig skræmt og sky,
-- aa, jeg blev saa beklemt og ulykkelig, og for hver en Gren, der
knaged', foer det i mig, og min egen Røst, den var jeg næsten mere
bange for end for alting Andet. Er aldrig det hændt dig?»

Men inden Ulrik Frederik kunde svare, begyndte hun at synge i vilden
Sky:

    "Jeg ganger mig i Skoven fro,
    Hvor Ælm og Abild gro,
    Og smykker der med Roser to
    Vel mine Silkesko.
    For en Dands,
    For en Dands,
    For en Tralala,
    For de røde, røde Bær paa den Hybengren!"

og alt imellem susede Pidsken ned over Hesten og hun lo og jubled og
sprængte afsted, alt hvad Hesten bære kunde, henad en smal Skovsti,
hvor Grenene fejede hen over hende, og hendes Øjne funklede og
Kinderne brændte, hun hørte ikke paa Ulrik Frederiks Raaben, Pidsken
hvinede ned og afsted stod det med slappe Tøjler -- Skummet sad i
Flager paa hendes flagrende Skjørt, den bløde Skovjord haglede op om
Hestens Sider og hun lo og hug med Pidsken i de høje Bregner.

Med Eet ligesom løftede Lyset sig fra Blad og Gren og flygted for et
regntungt Mørke. Buskene raslede ikke, Hovslaget hørtes ikke: hun
red frem over en lang Skovslette. Til begge Sider: Skovens Træer
som en tung, mørk Ringmur; over hende: truende sort Himmel med
jagende, graaflossede Skyer; ligefor: Sundets skummelt blaasorte,
taagebegrændsede Flade. Hun strammede Tøjlerne og det udmattede Dyr
standsede villigt. I en stor Bue jog Ulrik Frederik forbi, svingede
op imod hende og holdt snart ved hendes Side.

I samme Øjeblik slæbte som et tungt, graat, regnvædet Forhæng en Byge
skraat henover Sundet; et iskoldt, fugtigt Stormpust susede frem over
det flagrende Græs, peb forbi deres Øren og larmed som skummende
Bølger i de fjerne Trætoppe. Store, flade Hagl raslede ned over dem
i hvide Striber, lagde sig i Perlerader i Kjolens Folder, stænkede
bort fra Hestenes Manke og sprang og trilled omkring i Græsset, som
myldred de op af Jorden.

For at komme i Ly, red de ind imellem Træerne, søgte ned mod
Stranden og holdt snart udenfor «Stataf-Kroens» lave Døre.

En Karl tog Hestene, og den lange, barhovede Kromand viste dem ind i
sin Storstue, hvor der, som han sagde, allerede var en Fremmed inde.

Det var Livsens Korthed, og han rejste sig straks for de Indtrædende
og tilbød med et ydmygt Buk at rømme Stuen for det høje Herskab, men
Ulrik Frederik bød ham huldsaligt at blive.

«I skal blive, Mand,» sagde han, «og muntre os op i dette
fortrædelige Herrens Vejr. Du skal vide, min Hjærte,» og han vendte
sig mod Marie, «at denne uanseelige Dværgemand er den vidtberømte
Komediantenspiller og Ølstue-Hans-Wurst, Daniel Knopf, vel drillet i
alle frie Kunster, saasom Dobbel, Fægtning, Drik, Fastnachtgalenskab
og deslige, ellers agtbar og ærlig Kjøbmand i den gode Stad
Kjøbenhavn.»

Daniel hørte kun halvt denne Lovprisning, saa optaget var han
af at betragte Marie Grubbe og af at formulere nogle ret artige
Lykønskningsord, men da Ulrik Frederik nu med et drøjt Slag paa han
brede Ryg vakte ham, blussede hans Ansigt op af Harme og Undseelse og
han vendte sig vredt imod ham, men tvang sig i det Samme og sagde med
sit koldeste Smil: «vi er vist intet nok drukne, Hr. Oberst.»

Ulrik Frederik lo og puffede ham i Siden og raabte: «o, din
Sakraments Gaudieb, vil din Helvedes Karl nu lade mig staa til
Skamme som en usselig Pralere, der intet har Dokumenter at belægge
sine storskryderiske Ord med? Tvi, tvi, for al den Del! er det
Ret? har jeg intet de Snese Gange berømmet din Kunstfærdighed
for denne ædelige Jomfru, saa hun tiere end tidt har ytret
den største Forlængsel efter at se og høre dine vidtomspurgte
Vidunderlighedskunster! I kan jo sagte agere lidt den blinde Cornelis
Fuglefænger og hans fløjtende Fugle eller lege den Puds med den
kranke Hane og den skrukke Høne!»

Marie tog nu ogsaa Ordet og sagde smilende, at det var som Oberst
Gyldenleu sagde, at hun tidt og ofte havde længtes at erfare, hvad
for Tidkort, hvad for fin og særdeles Skjæmt det var, der kunde holde
de unge Cavalliers fast paa smudsige Ølkipper halve Dage og hele
Nætter i Rad, og hun bad Mester Daniel, han nu vilde stille hendes
Længsel og ikke lade sig for længe bede.

Daniel bukkede sirligt og sagde, at hvorvel hans ringe Pudserier
mere vare skikkede til at give ørhovede Cavalliers en bekvemme
Lejlighed til at brøle og stime endnu højere, end til saadan fin og
skjøn Jomfru at amusere, saa vilde han dog fluks begynde, for at det
aldrig skulde siges, at ham nogen Tid var noget af hendes skjønne
Velbaarenhed befalet eller ombedet, uden han jo det havde paa Stand
exequeret og udført.

«Se nu!» sagde han med et helt andet Stemmelag og slængte sig ved
Bordet med Albuerne ud til Siden, «nu er jeg en hel Forsamling af
Eders Fæstemands velbaarne Kjendinger og synderligt gode Venner.»

Han tog en Hoben Sølvdalere op af en Lomme, lagde dem paa Bordet,
strøg Haaret ned i Øjnene og lod sin Underlæbe hænge dorskt ned.

«Dæ'len smelte mig!» drævede han og slog raslende med Pengene som det
var Terninger, «er jeg intet velbaaren Erik Kaases ældste Søn for
Ingenting! Hvad? vil din Skarnædere gjø' mig ubetroet? Ti slog jeg,
Helved fortære mig, ti, saa det klingred'. Kan din Fæhund se? siger
jeg. Jeg siger, kan du se, din tynde Negenøjenskarl, kan du? Eller
skal jeg aabne din Bælg med min Stingendal, saa din Lever og Lunge
kan se med? hvad, skal jeg? hvad! din Nøvt du er!»

Han sprang op og gjorde sig lang i Ansigtet:

«Høder du?» hvæsede han med nordskaansk Accent, «vet din Dræksjung
hvem du høder? Tag mig hin Helvedes Fursta, slaar jeg din ...»

«Nej, nej,» sagde han med sin rigtige Stemme, «det er sagte vel stor
Lystighed at fange an med; nej, nu!» og han satte sig ned, støttede
Hænderne helt ude paa Knæene som for at undgaa sin Mave, gjorde
sig tyk og pluskjæbet og fløjtede med rolig Betænksomhed, altfor
langsomt, Visen om Roselil og Hr. Peder. Saa holdt han op, rullede
forelsket med Øjnene og raabte kjælent:

«Poppegøj--e! lille Poppegøj--e,» fløjtede igjen, men havde nu
Vanskelighed ved samtidigt at trække Munden op til et indsmigrende
Smil. «Lille Sukkerdukke!» raabte han saa, «lille Honningsnut! om til
mig, lille Nus, om til mig! labe Vin, den lille Katunge? labe sød,
sød Vin af lille Krus?»

Atter skiftede han Mæle, han lagde sig frem i Stolen, plirede med det
ene Øje og redte med krogede Fingre i et langt, indbildt Hageskjæg.

«Bliv nu her,» sagde han lokkende, «bliv nu her, skjøn Karen, aldrig
skal jeg forlade dig og du maa heller aldrig forlade mig,» og hans
Stemme blev graadrusten, «vi vil aldrigen forlade hinanden, min leve,
leve Hjærte, aldrig i Verden. -- Gods og Guld og Ære og Ædeligheds
Berømmelse og dyrebare Slægteblod! væk, bander jeg, væk! det er mig
som Drank det og Bærmevalle. -- Fine Jomfruer og Fruer! væk, siger
jeg, du er mig hundrede Himmelhøjder bedre end som de, den Dejligheds
Ting, du er. Fordi de har Vaabenskjold og Mærke, de! -- skulde de
være bedre for det? du har ogsaa Vaabentegn, har du saa! det røde
Mærke paa din hvide Skulder, som Mester Anders har brændt med sit
røde Jern, det er Adelstegn det, -- jeg spier paa mit Skjold for at
kysse det Mærke, det gjør jeg, det regner jeg Skjold for -- ja. For
er der i hele Sjællands Land en adelig Kvinde saa dejlig som du er?
spørger jeg -- er der? -- nej, der er ikke, ikke en Stump af en!»

«Det -- det -- det er Løgn at forstaa,» raabte han med ny Røst,
sprang op og gestikulerede henover Bordet, «min Fru Ide, at forstaa
-- din Hjadderkop -- hun har Skabning, du, at forstaa -- Lemmer --
hun har Lemmer, siger jeg, din Rakkesvands ...»

Her vilde Daniel lade sig falde tilbage paa Stolen, men da Ulrik
Frederik i det samme rev den bort, faldt han og trillede henad
Gulvet. Ulrik Frederik lo som en Besat, Marie sprang hurtig op, rakte
begge sine Hænder ud som for at hjælpe Daniel op. Den Lille greb
halvt liggende, halvt knælende Haanden og stirrede paa hende med et
saa taknemmelighedsfuldt og hengivent Blik, at hun længe ikke kunde
glemme det.

Saa red de hjem, og der var Ingen af dem, der tænkte paa, at dette
tilfældige Møde i «Statafkroen» skulde række længere end det havde
rakt.




IX.


Den Rigsforsamling, der lige som Høsten var bragt tilende, tog sin
Begyndelse i Kjøbenhavn, førte jo en Mængde af Landets Adel til
Byen, alle begjærlige efter at værne om deres Rettigheder, men ogsaa
betænkte paa at forlyste sig ovenpaa Sommerens Travlhed. Heller ikke
var det dem imod at gjøre Forsøg paa at blænde den siden Krigen
temmelig højttalende, kjøbenhavnske Befolkning ved deres Pragt og
Rigdom og derved give den en liden Mindelse om at Skjællet mellem
Landets gode Mænd og den ufri Hob endnu stod støt og trygt, trods
kongelige Privilegier, trods borgerlig Vaabendaad og Sejersglands og
trods Kræmmerkisternes ynglende Dukater.

Af rigtklædte Adelsmænd og Fruer vrimlede da Gaderne, af
skrammererede Adelstjenere og adelige Heste med sølvspændt Seletøj
og brogede Vaabendækner. Og der blev en Gjæstereren _og_ Beværten i
alle Byens Adelsgaarde -- til sent ud paa Natten klang Fiolen fra
de oplyste Sale ud over Byen og fortalte de blundende Borgere at
Landets bedste Blod varmede sig der i statelig Dands over tavlede
Gulv og ved skummende Vin i arvede Pokaler.

Alt dette gik Marie Grubbe forbi; hende var der Ingen, der bød
til Gjæst, thi dels mentes der at endel af de Grubber, paa Grund
af deres Forbindelse med Kongehuset, stod mere paa dettes end paa
Standens Side og dels hadede den gode gamle Adel oprigtigt den i de
senere Aartier temmelig talrige Overadel, der dannedes af Kongernes
naturlige Børn og deres Nærmeste. Marie blev da saaledes af en
dobbelt Grund forbigaaet, og Hoffet, der under hele Rigsforsamlingen
levede meget indgetogen, bød hende ingen Erstatning.

I Begyndelsen faldt dette hende vel lidt haardt, men da det blev
ved, vakte det snart hendes Sinds let vækkelige Trods og havde den
saare naturlige Virkning tilfølge, at hun sluttede sig inderligere
til Ulrik Frederik og kom til at holde mere af ham, fordi der, som
det syntes hende, for hans Skyld blev gjort hende Uret; og denne
hendes Tilbøjelighed blev ved at vokse i Styrke, saa der, da de den
sekstende December sekstenhundrede og treds i al Stilhed blev viede
til hinanden, var de bedste Udsigter til et lykkeligt Samliv mellem
hende og Rigens Jægermester, denne Tittel og Bestilling var nemlig
Ulrik Frederiks Part af det sejrende Kongehuses Naadesbevisninger.

At Vielsen gik saa stille af, var ganske imod hvad der havde været
paatænkt, for det havde længe været bestemt, at Kongen skulde gjøre
deres Bryllup paa Slottet, ligesom Christian den Fjerde havde gjort
Fru Rigitzes og Hans Ulriks, men i den sidste Time fik man Skrupler
og mente, af Hensyn til Ulrik Frederiks tidligere Giftermaal og
Skilsmisse, at burde lade det blive som det saa blev.

       *       *       *       *       *

De er da saa nu gifte og hjemfarne Folk, og Tiden lider og Tiden
løber og Alt er vel -- og Tiden mindsked Fart og Tiden krøb, for
det er jo nu engang i Almindelighed saa, at naar Leander og Leonora
har været sammen i et Halvtaarstid, saa er Aanden ikke altid over
Leanders Kjærlighed, uagtet Leonora som oftest elsker ham endnu
stærkere og inderligere end i Trolovelsesdagene. Thi, medens hun
er som de smaa Børn, der finder det gamle Æventyr nyt hvor tidt
det end fortælles med de selvsamme Ord, de selvsamme Overraskelser
og det selvsamme evige «Snip, snap, snude,» saa er Leander saa
fordringsfuld, at han trættes, saasnart hans Følelse ikke længer gjør
ham ny for sig selv. Saasnart han ikke længer er helt beruset, er
han ogsaa i det Samme mer end ædru. Rusens svulmende lyse Overmod,
der har givet ham en Halvguds Selvtillid og Tryghed, forlader ham,
han ængstes, han tænker og fanger Tvivl. Han ser tilbage paa sin
Lidenskabs urolige Levnetsløb, sukker sit Suk og gaber. Og han
længes, han føler sig som En, der er kommen hjem efter en langvarig
Fart i fremmede Lande og nu atter ser de saa inderlig velkjendte, saa
lang Tid forglemte Steder liggende for sig, og alt mens han ser dem,
tankeløst undrer sig over at han virkelig har været borte fra denne
hjemlige Verdenspart saa længe.

I en saadan Stemning sad Ulrik Frederik en regnfuld Septemberdag.

Han havde havt sine Hunde inde at lege med, havde forsøgt paa at
læse og havde spillet Daldøs[6] med Marie. Regnen skyllede ned, det
var ikke Vejr til at tage ud i, og han var derfor gaaet ind i sit
Vaabenkammer, som han kaldte det, i den Tanke at pudse og efterse
sine Skatte -- det var det just Vejr til -- og var saa kommen til
at tænke paa en Kasse Vaaben, han havde faaet i Arv efter Ulrik
Christian, havde ladet den bringe ned fra Loftet og sad nu og løftede
Arven Stykke for Stykke.

 [6] Daldøs = Et Brædtspil, der spilledes med Brikker og Tærninger.

Der var Pragtkaarder, blaaanløbne med Guldindlægning og sølvblanke
med mat Gravering; der var Jagtknive med tunge, enkelt eggede Blade,
med lange, flammebugtede, med trekantede, naalespidse Blade; der
var Toledoklinger, mange Toledoklinger, lette som Rør og bøjelige
som Vidjer, med Fæster af Sølv og af Jaspisagat, af drevet Guld og
af Guld med Karbunkler, og een iblandt dem, den havde kun Fæste af
ætset Staal, den var stukken igjennem et lille Spændebaand af Silke,
besyet i Roser og Ranker med røde Glasperler og grøn Floksilke. Enten
var det et Armbaand, et simpelt Armbaand eller, som Ulrik Frederik
troede, et Strømpebaand -- og Kaarden var stukket der igjennem.

Det er fra Spanien, tænkte Ulrik Frederik, for der havde den Afdøde
været i ni Aar og tjent i Armeen. Ak ja, han skulde ogsaa have været
i Fremmedtjeneste hos Carl Gustav, men saa kom Krigen, nu kom han
vel aldrig ud at tumle sig, og han var dog knap treogtyve Aar. Altid
leve her ved dette lille, kjedelige Hof, dobbelt kjedeligt nu da al
Adelen holdt sig hjemme. -- Jage lidt, se lidt til sit Lehn, en Gang
i Tiden, ved Kongens Naade, blive Gehejmestatsraad og Ridder, holde
gode Miner med Prinds Christian og beholde sin Bestilling, nu og da
bruges til en kjedsommelig Ambassade til Holland, blive gammel, faa
Værk, dø og blive begravet i Frue Kirke, det var den glimrende Bane,
der var ham afstukken. -- Nu krigedes de nede i Spanien, der var
Hæder at vinde, Liv at leve -- der var Kaarden og Baandet fra. Nej --
han maatte tale med Kongen, det regnede endnu og der var langt til
Frederiksborg, men det fik ikke hjælpe, vente kunde han ikke, det
maatte afgjøres.

Kongen syntes godt om Forslaget. Imod Sædvane sagde han straks ja,
til stor Forbavselse for Ulrik Frederik, der hele Vejen havde redet
og for sig selv anført alt, alt det, der gjorde det vanskeligt,
urimeligt, umuligt -- og nu sagde Kongen ja, til Jul kunde han rejse,
til den Tid kunde nok de indledende Skridt være gjorte og den spanske
Konges Svar være kommet.

Svaret kom da ogsaa allerede i Begyndelsen af December, men Ulrik
Frederik kom dog først til at rejse noget hen i April; der var saa
meget, der skulde gjøres forinden, Penge, der skulde skaffes, Folk,
der skulde udrustes, Breve, der skulde skrives; men saa rejste han da.

Marie Grubbe var kun daarligt tilfreds med denne Spaniensrejse,
og vel fik Fru Rigitze hende til at indse, at det var nødvendigt,
at Ulrik Frederik rejste udenlands og vandt Hæder og Berømmelse
for at Kongen ret kunde gjøre noget for ham; thi vistnok var hans
Majestæt en absolut Herre, men han var desuagtet meget ømfindtlig for
Folks Omtale og Adelsskabet var jo nu paa denne Tid saa forkert og
vrangvilligt, at det visselig vilde lægge Alt, hvad Kongen foretog
sig ud i den daarligste Mening -- men alligevel, Kvinder have nu en
Gang en medfødt Frygt for al Sigen Farvel og her var meget at være
bange for, thi selv om Marie kunde se bort fra Krigsfaren og den
lange, farlige Rejse og trøste sig ved at der jo nok blev taget vel
Vare paa en Konges Søn, saa kunde hun dog ikke Andet end ængstes
for, at det Samliv, de saa vel havde begyndt, ved en maaske mer end
aarelang Adskillelse kunde blive saaledes afbrudt, at det aldrig
kom til at fortsættes som det var begyndt. Deres Kjærlighed var saa
ny og saa lidet befæstet, og nu just som den var kommen i Vækst,
skulde den skaanselløst udsættes for allehaande Umildhed og Fare;
var det ikke ret at stile henimod at lægge den øde? -- og det havde
hendes korte Ægtestand lært hende, at det Slags Ægteskab hun i sin
Trolovelsesstand havde set an for saare let at føre, det hvor Mand
og Kvinde gik hver sin egen Vej, det kunde kun være et Ulykkens
Liv med idel Mulm og ingen Dagning, og det var der jo nu her gjort
en Begyndelse til udvortes: Gud forbyde det skulde komme saaledes
indvortes, men det var at friste Lykken haardt at aabne Dør for
saadan Skilsmisse.

Og saa var hun ogsaa meget skinsyg paa alt det lette, katolske
Kvindepak dernede i Spaniens Riger og Lande.

               *       *       *

Frederik den Tredie, der, som saamange andre Fyrster og Herrer
dengang, ivrigt dyrkede Guldmagerkunsten, havde medgivet Ulrik
Frederik det Hverv, i Amsterdam at opsøge den berømte Guldmager,
Italieneren Burrhi, forhøre om han ikke agtede sig til Danmark og
underhaanden lade ham forstaa at saavel Kongen som den rige Christen
Skeel til Sostrup vel kunde gjøre ham hans Umag betalt, hvis han
vilde ulejlige sig did.

Da Ulrik Frederik derfor i Juni Maaned Toogtreds naaede den nævnte
By, lod han sig ved Ole Borch, der da studerede her og var vel kjendt
med Burrhi, føre hen til ham. Guldmageren, dengang lidt oppe i de
Halvhundrede, var en Mand lidt under Middelhøjde med gode Anlæg til
Fedme, let i Gang og Holdning, noget gulladen, med sort Haar og en
smal Knebelsbart, runde Kinder, fyldig Hage, kroget, lidt plump Næse
og smaa, blinkende Øjne, der vare omgivne af en utallig Mængde smaa
og store Rynker, som i en Vifte gik ud fra Øjenkrogene og gav ham et
paa en Gang fiffigt og godlidende Udseende.

Sort Fløjelsfrakke med store Opslag og florbetrukne Sølvknapper,
sorte Knæbenklæder, sorte Silkestrømper og Sko med store, sorte
Baandroser var hans Dragt. Han syntes at sætte Pris paa Kniplinger,
thi han havde Kniplinger i Brystet og i Enderne af sin Halsklud og
baade om Haandledene og fra Kanten af hans Knæbenklæder hang rige
Kniplingsmansketter i tykke Folder. Hans Hænder var hvide, fede,
buttede og smaa og saa overlæssede med sjelden plumpe Guldringe, at
han ikke kunde faa Fingrene sammen. Endogsaa om Tommelfingrene havde
han store, juvelblinkende Ringe. Saasnart han sad ned, gjemte han,
uagtet det jo var Sommerdage, Hænderne i en stor Skindmuffe, for han
frøs altid sine Hænder, som han sagde.

Den Stue, han førte Ulrik Frederik ind i, var stor og rummelig med
Hvælvingsloft og smale spidsbuede Vinduer højt oppe paa Væggen.
Et stort, rundt Bord stod midt paa Gulvet, omgivet af Træstole,
paa hvis Sæder der laa bløde Hynder af rødt Silke med lange, tunge
Kvaster i alle fire Hjørner. Bordskiven var indlagt med en stor
Sølvplade, hvorpaa der i Niello var fremstillet de tolv Himmeltegn,
Planeterne og de vigtigste Stjernebilleder. En Rad Strudsæg hang paa
Snor ned fra Hvælvingens Midtroset. Gulvet var malet i graa og røde
Tavl, og indenfor Døren var gamle Hestesko i Triangel indfældede i
Gulvplankerne. Et stort Koraltræ stod under det ene Vindue, et mørkt,
udskaaret Træskab med Messingbeslag under det andet. I en Krog var
anbragt en Voksdukke i Legemsstørrelse, forestillende en Morian, og
langs Væggen laa Blokke af Tinerts og Kobbermalm. Morianen havde et
tørt Palmeblad i Haanden.

Efter at de nu vare skikkede til Sæde og de første
Høflighedsyttringer udvekslede, spurgte Ulrik Frederik -- de talte
Fransk -- Burrhi om han ikke ogsaa vilde komme de Søgende i Danmarks
Land til Hjælp med sin Visdom og Forfarenhed.

Burrhi rystede paa Hovedet.

«Jeg veed vel,» sagde han, «at den hemmelig' Kunst har fornemme
og mægtige Dyrkere i Danmark, men jeg har nu underviset saa mange
fyrstelige Herrer og Prælater, og har jeg end ikke altid set Utak
og liden Skjønsomhed for min ventede Løn, saa har jeg dog mødt saa
megen Vrangsindethed og Uforstandighed, at jeg vanskelig tiere tager
mig en Skikkelse paa som Læremester for saa ophøjede Skolarer. Det er
mig ikke vitterligt efter hvilken Regula eller Methode hans Majestæt
Kongen af Danmark laborerer, saa mine Ord ingen Sigtelse mod ham
kan have til Indhold, men jeg kan i al Gehejmhed bedyre, at jeg har
antruffen Herrer af Rigens allerhøjeste Adel, ja salvede Fyrster
og Arveherrer, der vare saa uvittige i deres Historia naturalis og
Materia magica, at den gemeneste Marktskrigere ikke kan være mere
bondeagtig overtroisk end som de var. De slaa endog deres Lid til
det vidtudspredte, forsmædelige Landerygte, at det at lave Guld, det
er som at lave en Dvaledrik eller Lægedomspillula; blot En har den
rette Opskrift, saa mænges det tilhobe, sættes paa Ilden, en Formula
udsiges, og saa skal Guldet være der. Saadant har Styverfængere og
ignorantiske Personer udspredt -- dem Djævelen have! Kan de Folk dog
intet forstaa, at dersom det saaledes gik an, da vilde Verden svømme
udi Guld. Vel er det som gode Autores, sikkerlig med Rette, formode,
saaledes bestilt af Naturen, at kuns en vis Del af Materie kan
luttres ud i Guldets Gestalt, men vi vilde dog blive oversvømmede.
Nej, Guldmagerkunsten er en vanskelig og bekostelig Kunst. Der maa
en lykkelig Haand til, der maa være visse særdeles Constellationer
og Conjunctioner forhaanden, om Guldet ret skal vælde. Intet alle
Aaringer er Materien lige guldgivtig, nej, nej, betænker dog at
det ingen ringe Destilatio eller Sublimatio er, men en Naturens
Omskabelse, der skal gaa an. Ja, jeg tør sige, at der gaar en
Sittring gjennem Naturgejsternes Pauluner hver den Gang en Del af det
pure, tindrendes blanke Guld fries ud af Materia vilis's tusindaarige
Omfavnelse!»

«Men,» sagde Ulrik Frederik, «I forlade mig jeg spørger, men sætter
En intet ved slige lønlige Kunster sin Sjæl udi Fare og Vaade?»

«Nej, nej,» svarede Burrhi ivrigt, «hvor vil I tro! hvilken Mager
var vel større en Salomo, hvis Segl, baade det store og det lille,
vidunderligen er os bevaret den Dag idag vi lever? Hvo gav vel Mosem
Trolddomsgave? Mon ikke Zebaoth, Stormenes Aand, den Forfærdelige?»
og han trykkede Stenen i en af sine Ringe op til sine Læber. «Jo,
jo,» vedblev han, «visselig have vi store Mørkets Navne og farlige
Ord, ja gruelige Hemmeligheds-Tegn, der, hvis de bruges til det Onde,
som mangfoldige Spaakvinder og Troldkarle og Lægmandsmedici gjøre,
fluks lægger deres Paakalderes Sjæle i Gehennas Lænker. Men vi, vi
paakalde dem ikkuns for at udfri den hellige Urmaterie af Støvs og
jordisk Askes urene Besmittelse og Beblandelse; thi det _er_ Guldet;
Guldet er den originale Begyndelsesmaterie, som det gaves at give Lys
før Solen og Maanen blev indsat i Himlens Hvælvinger.»

Saaledes talte de længe om Guldmagerkunsten og andre Lønvidenskaber,
til Ulrik Frederik spurgte ham om han ved Hjælp af den lille Seddel,
han for nogle Dage siden havde ladet ham tilskikke ved Ole Borch,
havde stillet hans Horoskop.

«I det Store,» sagde Burrhi, «kunde jeg vel nok sige Eder, hvad
Eder er bestemt, men naar ikke Nativiteten stilles ret lige i den
Time Barnet fødes, saa kommer intet alle Smaategn med og Resultatet
bliver da kuns meget lidt at lide paa. Dog veed jeg noget. Ja ja,»
vedblev han og strøg sig over Øjnene, «havde I været borgerlig født
og i en Medikusses ringe Stilling, da havde jeg kun havt glade
Ting at berette Eder; men nu vil Verden intet blive Eder fuldt saa
let. Det er paa visse Maader meget at beklage, at Verdens Gang
i de meste Tilfælde er saaledes, at en Haandværkeres Søn bliver
og en Haandværkere, en Kjøbmands Søn en Kjøbmand, en Bondes Søn
en Bonde og saaledes fort over det Hele, thi, Manges Ulykke har
aleneste deri sin Grund, at de give sig hen i en anden Bestilling
end den, Himmeltegnenes Stilling ved deres Fødsel anviser Dem. Om
saaledes En, der er født i Begyndelsen af Vædderens Tegn, giver
sig i Krigerstanden, da vil Intet lykkes for ham, og Saar og liden
Forfremmelse og tidlig Død vil være ham vis, men om han tager sig
til at arbejde med sine Hænder som Kunstsmed eller Stensnidere, vil
Alting staa for ham som paa Pinde. En, der er født under Fiskenes
Tegn, i den første Part, ham bør det at dyrke Jorden eller om han
er rig, at skaffe sig meget Jordegods, den, som er født i sidste
Part, maa søge sin Lykke paa Søen, enten det saa maa være som gemen
Børtskippere eller som Admiral. Tyrens Tegn i første Part er for
Krigsfolk, i sidste Part for Advokater, Tvillingerne som I er født
under, er som jeg siger for Medici i første Part, og for Kjøbmænd i
anden Part. -- Men lad mig nu se Eders Haand!»

Ulrik Frederik rakte Haanden frem, Burrhi gik hen til
Hestesko-Trianglen og strøg sine Sko henover dem, som en Linedandser
stryger sine Saaler paa Harpiksbrædtet inden han gaar ud paa Tovet.
Saa saae han i Haanden.

«Ja,» sagde han, «Æres-Linien er hel og lang, ser jeg, og rækker saa
vidt, den række kan, uden at naa til en Krone. Lykke-Stregen er mat
paa nogen Tid, men bliver alt mere og mere klar. Der er Livsfuren,
den ser hel ilde ud desværre, I maa tage Jer vel i Vare til I har
naaet Syvogtyveaarsalderen, til da er Eders Liv haardt og hemmeligt
truet, men saa bliver Linien klar og stærk helt op i høj Alderdom,
men den skyder kun en Streg ud -- jo dog, der er alt en mindre hos --
ja, I vil faa Livsarvinger i tvende Kuld, det fejler intet, men faa
i hvert.»

Han slap Haanden.

«Hør,» sagde han alvorligt, «der er Fare for Eder, men hvor den
truer, det ser jeg intet, dog, aaben Krigsfare det er det ingenlunde;
skulde det være Fald eller anden Rejsevaade, saa tag her disse
trekantede Malakiter, de er af en særdeles Sort; ser I her, i denne
Ring har jeg dem selv, de skytter godt mod Fald eller Styrtning fra
Hest eller Vogn. Tag dem med, bær dem paa Jert blotte Bryst, eller
om I lader dem sætte i en Ring, da tag Guldet ud bagved, for de maa
røre, hvis de skal skjærme; og se her en Jaspissten, kan I se, der
sidder i den som et Træes Lignelse, den er saare rar og fin, og god
mod snigendes Vaabenstik og flydendes Forgift. Jeg beder Eder end en
Gang, min dyrebare, unge Herre, I vogte Eder vel, især for Kvindfolk;
jeg veed det intet sikkert, men der er Tegn, der tyder, at Faren
blinker i et Kvindfolks Haand, men jeg veed det intet, det er intet
vist, vogt Eder derfor ogsaa for arge Venner og skalkagtige Tjenere,
for kolde Vande og for lange Nætter.»

Ulrik Frederik tog venligt mod Gaverne og glemte ikke den følgende
Dag at sende Guldmageren en kostbar Halskjæde til Tak for hans gode
Raad og gode Værgestene.

Herefter gik hans Rejse uden Standsning lige til Spanien.




X.


Der blev saa stille i Gaarden den Foraarsdag, da Hestenes Hovslag
var døet bort i det Fjerne. Endnu stod alle Døre aabne efter
Afskedsstundens Travlhed, endnu stod Bordet dækket, hvorved Ulrik
Frederik havde spist, hans Salvet laa endnu ved hans Couvert,
saaledes som han havde krammet den sammen, og fugtige Spor af hans
store Ridestøvler var endnu synlige hele Gulvet over.

Derhenne ved det store Pillespejl havde han trykket hende til sit
Bryst, kysset og kysset hende til Farvel og søgt at trøste hende ved
svorne Løfter om snarligt Gjensyn.

Uvilkaarligt gik hun hen for Spejlet som for at se, om det ikke
havde holdt hans Billede fast, saaledes som hun for et Øjeblik
siden, indesluttet i hans Arme, havde set det. Hendes egen ensomme,
forknytte Skikkelse, hendes blege, forgrædte Ansigt mødte hendes
søgende Blik inde bag Spejlets glatte, blanke Flade.

Porten blev lukket i dernede, Tjeneren tog af Bordet, og Nero,
Passando, Rumor og Delphin, hans kjæreste Hunde, der havde været
lukket inde, løb med ynkelig Piben, snusende til Sporene, rundt i
Stuen. Hun vilde kalde dem hen til sig, men kunde ikke for Graad.
Passando, den store, røde Rævemynde, kom hen til hende, hun knælede
ned og klappede den og strøg den, men den logrede kun adspredt med
Halen og saae hende med store Øjne lige op i Ansigtet og peb og peb.

Hine første Dage, -- hvor dog Alt var tomt og trist, hvor langsomt
Tiden randt, og hvor knugende tungt Ensomheden laa paa hende, og hvor
Længslen saa imellem var skjærende skarp som Salt i en aaben Vunde.

Ja, det var de første Dage, men da det saa ikke var nyt længer
og blev ved at komme Altsammen, Mørket og Tomheden, Længslen og
Sorgen, Dag for Dag, som et Snevejr, der falder Flok paa Flok,
den ene langsomt dalende Flage efter den anden, da kom der en
underlig Haabløshedens Sløvhed og Ro over hende, ja næsten som en
Følelsesløshed, der sætter sig lunt tilrette i Sorgens Hygge.

Og saa var det pludseligt igjen helt anderledes.

Alle Nerver spændte i den højeste Pirrelighed, alle Aarer bankende
af livstørstigt Blod og hendes Fantasi saa fuld som Ørkenens Luft af
farverige Billeder og daarende Syner.

I slige Dage følte hun sig som en Fange, der utaalmodigt ser sin
Ungdomstid, Vaar paa Vaar, glide gold forbi, uden Blomster, mat
og øde, stadigt svindende, aldrig kommende. Og det var hende som
Tidens Sum blev talt hende til Time-Hvid for Time, og som hver af
dem med Klokkeslagets Klang faldt klirrende ned for hendes Fødder og
smulnedes og blev til Støv, og da kunde hun i kvalfuld Livslængsel
vride sine Hænder og skrige som i Pine.

Sjældent viste hun sig ved Hoffet eller hos sin Slægt, thi Etiketten
fordrede, at hun holdt sig hjemme, og da hun kun var meget lidt stemt
til at paaskjønne Besøg, ophørte disse snart, og hun var ganske
overladt til sig selv.

En lad Mathed blev snart Følgen af denne ensomme Grublen og Sørgen,
og hele Dage og Nætter i Rad blev hun liggende tilsengs og søgte her
at holde sig i en halv vaagende, halv slumrende Tilstand, der affødte
æventyrlige Drømme, som i Klarhed langt overgik den sunde Søvns
taagede Drømmebilleder, saa de næsten var som virkelige, og gav en
kjærkommen Erstatning for det Liv, hun savnede.

Dag for Dag blev hun mere og mere pirrelig, saa den mindste Larm
voldte hende Smerte, og hun kunde faa de sælsomste Indfald og
pludselige, vanvittige Ønsker, der næsten maatte vække Tvivl om
hendes Forstand.

Der var vel ogsaa kun et Straas Bredde mellem Vanviddet og denne
sælsomme Lystenhed, som betog hende efter at udføre en eller anden
fortvivlet Handling, blot for at udføre den, ikke fordi hun havde
mindste Grund dertil, ja ikke en Gang rigtig ønskede det.

Saaledes hændte det undertiden, naar hun stod ved det aabne Vindue,
lænet til Vindueposten og saae ned i den stenlagte Gaard dybt under
hende, at der foer igjennem hende en fristende Drift til at kaste
sig derned, blot for at gjøre det. Men i det samme Nu havde hun
i Fantasien gjort Springet, og hun følte den skjærende, kjølige
Kildren, som Spring fra høje Steder frembringer og hun foer fra
Vinduet ind i det Inderste af Stuen, rystende af Angst og med
Billedet af sig selv, liggende blodig nede paa de haarde Sten, saa
tydeligt for sig, at hun maatte gaa til Vinduet igjen og se ned, for
at jage Billedet bort.

Mindre farlig og af en lidt anden Natur var den Lyst hun følte, naar
hun, hvad der stundom hændte, kom til at se paa sin blottede Arm, og
næsten nysgjerrigt fulgte de blaa og dunkeltviolette Aarers Løb under
den hvide Hud, den Lyst, hun da følte til at bide ned i dens hvide
Runding, og hun fulgte virkelig sin Lyst og bed som et grumt lille
Rovdyr Mærke paa Mærke, men saasnart det gjorde rigtig ondt, holdt
hun straks op og gav sig til at kjæle for den stakkels mishandlede
Arm.

Til andre Tider kunde hun, bedst som hun sad, finde paa at gaa ind og
klæde sig af, blot for at svøbe sig i et tykt, rødt Silketæppe og
mærke det blanke Stofs kjøligt glatte Berøring eller for at lægge en
iskold Staalklinge nedad sin blottede Ryg.

Af saadanne Indfald havde hun mange.

       *       *       *       *       *

Efter fjorten Maaneders Fraværelse vender saa Ulrik Frederik hjem.

Det var en Julinat. Marie kunde ikke sove, hun laa og lyttede paa den
langsomt pibende Sommernatsvind, urolig af alskens ængstende Tanker.

De sidste otte Dage havde hun ventet Ulrik Frederik hver Time i
Døgnet, ønskende hans Komme, frygtende hans Komme.

Vilde Alting blive igjen som i gamle Dage, for fjorten Maaneder
siden? -- det syntes hende nej det ene Øjeblik, ja det andet. Hun
kunde nu ikke rigtig tilgive ham den Spaniensrejse, hun var bleven
saa gammel i al den Tid, saa forsagt og stilfærdig, og nu kom han
hjem, vant til Glands og Tummel, friskere og mere ungdommelig end
før, og fandt hende bleg og falmet, tung i Sind -- tung i Gang, slet
ikke den Gamle, og i det første Møde vilde han være saa fremmed og
kjølig overfor hende og det vilde gjøre hende endnu mere forskræmt,
og han vilde vende sig fra hende, men aldrig vilde hun vende sig fra
ham, nej, nej, hun vilde vaage over ham som en Moder, og naar Verden
gik ham imod, saa vilde han komme til hende, og hun vilde trøste ham
og være ham saa god, savne for hans Skyld, lide og græde, gjøre Alt
for hans Skyld. -- Saa syntes det hende igjen at saasnart hun saae
ham, vilde Alt være som det var, jo, de stormede gjennem Stuen, som
kaade Pager, stimede og støjede, og Væggene gav Gjenlyd af Latter og
Jubel og Krogene hviskede med Kys --.

Som hun tænkte sig det saadan, faldt hun i en let Blund og det larmed
og legte ind i hendes Drømme, og da hun vaagnede, larmed det endnu,
raske Fodtrin lød paa Trapperne, Porten slog op, Døre lukkedes, Vogne
rumlede paa Gaden og Hestehove skrabede i Stenbroen.

Det er ham! tænkte hun, sprang op, greb det store, stukne Sengetæppe,
og svøbt i det som en Kaabe, ilede hun ind gjennem Værelserne. I
Storstuen standsede hun, der stod en Bissepraas i en Træstage nede
paa Gulvet og brændte, et Par af Lysene i Armstagerne var tændte,
Tjeneren var løben fra disse Forberedelser af lutter Travlhed.
Det talte derude. Det var Ulrik Frederiks Røst, hun skjælvede af
Bevægelse.

Døren gik op, og med Hat paa Hovedet og Kappe omkring sig stormede
han ind, vilde gribe hende i sine Arme, men fik kun fat i hendes
Haand, for hun foer tilbage, han saae saa fremmed ud, hun kjendte
ikke hans Dragt, han var bleven saa brun og saa fyldig, og under
Kappen var han i en sælsom Klædning, hun aldrig havde seet Mage til,
det var den nye Mode med lang Vest og skindbræmmet Kjole, og den
forandrede helt hans Figur og gjorde ham endnu mere ukjendelig.

«Marie,» raabte han, «min hjærte Pige,» og han vred hende ind til
sig, saa det værkede i hendes Haandled og hun vaandede sig af Smerte.
Men han mærkede det ikke, han var temmelig drukken, thi Natten var
ikke varm og de havde bedet godt i den sidste Kro.

Det hjalp kun lidt Marie stred imod, han kyssede og klappede hende
vildt og ubændigt. Endelig slap hun dog fra ham, og med blussende
Kind og bølgende Barm flygtede hun ind i den nærmeste Stue; saa kom
hun dog i Tanker om, at det maaske var en vel sælsom Velkomst og
vendte tilbage.

Ulrik Frederik stod paa samme Plet, helt forvirret, delt imellem
Bestræbelsen for at faa sin omtaagede Forstand til at fatte, hvad der
foregik, og Anstrængelsen for at hægte Hagekrogen i sin Kappe op,
men hans Tanker og hans Hænder var lige hjælpeløse. Da nu Marie kom
tilbage og friede ham for Kappen, kom han paa, at det Foregaaende
nok skulde være Spøg og brast ud i en skogrende Latter, slog sig paa
Laarene, vred og vendte sig, ravende som han var, truede skjælmsk ad
Marie og lo fornøjet og godmodigt, havde aabenbart noget Spøgefuldt,
han vilde sige, begyndte ogsaa paa det, men kunde ikke faa det frem,
og sank endelig ganske opløst og lattergreben ned paa en Stol,
stønnende og gispende af al den Leen, med et lykkeligt, bredt Smil
over hele Ansigtet.

Lidt efter lidt veg Smilet for et døsigt Alvor, saa rejste han sig
op og gik i tavs, misfornøjet Majestæt frem og tilbage over Gulvet,
stillede sig omsider op ved Kaminen, foran Marie, med den ene Arm i
Siden, den anden støttet paa Gesimsen og saae overlegent -- stadig
slynget af den stærke Rus -- ned paa hende.

Han holdt nu en lang, usammenhængende Fuldmandstale om sin egen
Storhed, om den Ære, der var viist ham udenlands, og om den store
Lykke, det var for Marie som en menig Adelsmands Datter, at have til
Gemal En, der om han havde villet, kunde have hjemført en Prindsesse
af Blodet. Han gik derefter uden Grund over til at sige, at han vilde
være Herre i sit Hus, og truede Marie, at hun skulde være saa lydig,
saa lydig, han vilde ingen Raisonering høre paa, ikke et Kny, ikke
eet; hvor højt han ogsaa havde hævet hende, saa blev hun dog altid
hans Slave, hans lille Slave, lille, søde Slave, og nu blev han saa
mild som en legende Los, græd og smiskede og trængte med hele en
drukken Mands Ihærdighed ind paa hende med grove Kjærtegn og plumpe
Elskovsord -- uundgaaelige, uafviselige.

       *       *       *       *       *

Næste Dags Morgen vaagnede Marie længe før Ulrik Frederik.

Det var næsten med Had, hun betragtede den sovende Skikkelse ved
hendes Side. Hendes Haandled var hovnet op og var ganske ømt fra hans
voldelige Velkomsthilsen igaaraftes. Der laa han med de kraftige Arme
under den stærke, laadne Nakke; sorgløst, trodsigt, syntes det hende,
aandede det brede Bryst, og der var et dorsk, mæt Smil paa de røde,
fugtigt glindsende Læber.

Hun blev bleg af Harme og rød af Undseelse, ved at se paa ham.
Næsten fremmed for hende ved den lange Adskillelse, var han trængt
ind, pukkende paa hendes Kjærlighed som sin Ret, overmodig vis paa
hele hendes Sjæls Hengivenhed og Tilbøjelighed, som En er vis paa at
finde sine Møbler staaende, hvor de stod, da En gik ud. Vis paa at
være savnet, vis paa at Længsels Klager havde svunget sig fra hendes
skjælvende Læber henimod ham i det Fjerne, vis paa at alle hendes
Ønskers Maal var hans brede Favn --.

Da Ulrik Frederik stod op, fandt han hende halvt siddende, halvt
liggende paa en Løjbænk inde i den blaa Stue. Hun var bleg,
Ansigtstrækkene slappe, Øjnene nedslagne, og den syge Haand laa mat
ned i hendes Skjød, svøbt i et Kniplingslommetørklæde; han greb
efter den, men hun rakte ham langsomt den venstre og heldte med et
smerteligt Smil Hovedet tilbage.

Ulrik Frederik kyssede smilende den fremrakte Haand, kom med nogle
spøgefulde Bemærkninger om hans Tilstand igaaraftes og undskyldte
sig med, at han, saalænge han var i Spanien, aldrig havde faaet en
eneste god Rus, fordi Spanierne slet ingen Forstand havde paa at
drikke, og han tilføjede, at naar han skulde være ærlig, saa drak han
heller den uægte Alikant og Malagavin fra Johan Lehns Stue eller fra
Bryhanskjælderen, end det ægte, søde Djævelskab, der vankede dernede.

Marie tav.

Frokostbordet stod dækket og Ulrik Frederik spurgte, om de ikke
skulde spise.

Marie skulde Ingenting have, hun bad ham undskylde, han maatte spise
ene, hun havde ingen Madlyst, og hendes Haand gjorde saa ondt, han
havde rent kvæstet den.

Saa fik han da at vide, hvor skyldig han var, og han vilde endelig
se den syge Haand og kysse den, men Marie skjulte den hurtigt i sin
Kjoles Folder og saae paa ham, som han sagde, med et Blik som en
Tigerinde, der forsvarer sit værgeløse Afkom. Han bad længe, men
det hjalp ikke, saa satte han sig leende tilbords og spiste med en
Appetit, der levende mishagede Marie. Roligt kunde han imidlertid
ikke sidde, han maatte hvert Øjeblik løbe til Vinduet og se ud, for
alle Gadens hjemlige Scener var ham saa nye og kurieuse, og han
fik snart ved denne idelige Løben den halve Opdækning spredt rundt
omkring i Stuen, hans Øl stod i det ene Vindue, Brødkniven laa i det
andet, hans Serviet hang over Vasen paa den forgyldte Gueridon og en
Kringle laa paa det lille Bord i Krogen.

Endelig blev han færdig og satte sig hen ved Vinduet og sad længe og
saae ud, snakkende til Marie, der henne fra sin Løjbænk kun svarede
ham sjeldent eller slet ikke svarede.

Omsider rejste hun sig og gik hen til Vinduet, hvor han sad. Hun
sukkede og saae tungsindigt ud i Luften.

Ulrik Frederik smilte og drejede med stor Ihærdighed sin Signetring
rundt paa Fingeren.

«Skal jeg puste paa den kranke Haand?» sagde han i en klagende,
medlidende Tone.

Marie rev Kniplingstørklædet af Haanden uden at sige et Ord og blev
ved at se ud.

«Den tager Kuld, den lille Stakkel,» sagde han og saae et Øjeblik op.

Marie støttede, tilsyneladende tankeløst, den syge Haand mod
Vindueskarmen og spillede med Fingrene, som paa et Klavikordium,
frem og tilbage, ud af Solen og ind i Vinduespostens Skygge og ud af
Skyggen og ind i Solen igjen, frem og tilbage.

Ulrik Frederik saae med smilende Velbehag paa den smukke, blege
Haand, der som et vevert, smidigt, lille Kattedyr leged og tumled i
Karmen, krummed sig som til Spring, drejed og vendte sig, skød Ryg,
tog Tilløb hen til Brødkniven, rullede med Skaftet, krøb tilbage,
lagde sig fladt ned i Karmen, listed sig langsomt hen til Kniven
igjen, snoede sig smidigt i Greb om Skaftet, løftede Bladet og lod
det spille blankt i Solen, fløj saa op med Kniven ...

I samme Nu lynede Kniven ned imod hans Bryst, men han værgede med
Armen, og Klingen skar igjennem hans lange Kniplingsmansketter ned
i Ærmet og han hugged den til Side ned paa Gulvet, sprang med et
Forfærdelsesraab op, saa Stolen tumled tilbage, Altsammen i eet kort
Sekund, ligesom med en eneste Bevægelse.

Marie var dødbleg, hun klemte Hænderne op mod sit Bryst, hendes Blik
var stivt og forfærdet, det stirrede hen paa den Plet, hvor Ulrik
Frederik havde siddet, saa sænkede Øjelaagene sig, en skærende, død
Latter trængte sig over hendes Læber, og hun sank om paa Gulvet,
lydløst og ganske langsomt, som støttet af usynlige Hænder.

Dengang hun legede med Kniven, havde hun pludselig lagt Mærke til, at
Ulrik Frederiks Kniplingsskjorte stod aaben og blottede hans Bryst,
og i samme Øjeblik var den meningsløse Drift opstaaet hos hende,
at hugge det kolde, blinkende Blad ind i det hvide Bryst, og hun
gjorde det; ikke fordi hun ønskede at dræbe eller blot at saare ham,
maaske kun fordi Kniven var kold og Brystet varmt, eller mulig fordi
hendes Haand var syg og svag og Brystet stærkt og sundt, men først
og fremmest fordi hun ikke kunde lade være, fordi hendes Vilje ingen
Magt havde over hendes Hjærne, eller hendes Hjærne ingen Magt over
hendes Vilje.

Ulrik Frederik stod bleg og støttede sig med Haandfladerne paa
Frokostbordet, han skjælvede, saa Bordet rystede og Fadene klirrede
mod hinanden. Frygt var ellers ikke blandt hans Egenskaber eller
Mod blandt hans Mangler, men dette var kommet saa uanet, var saa
vanvittig ubegribeligt, at han kun med Spøgelserædsel kunde tænke paa
den Skikkelse, der laa livløs og stille paa Gulvet henne ved Vinduet.
Burrhis Ord om Faren, der blinkede i en Kvindes Haand, klang for ham,
han sank paa Knæ og bad; for al rimelig Sikkerhed, al forstandig
Tryghed var vegen fra Jordelivet og al menneskelig Vished ogsaa, thi
det var Himlen selv, der regjered, ukjendte Gejsters Indflydelse, der
styred, overjordiske Magter og Tegn, der bestemte. Hvorfor skulde
hun ellers ville dræbe ham, hvorfor, Gud, du Almægtigste, hvorfor,
hvorfor? ... Fordi det skulde være. Skulde.

Næsten stjaalent tog han Kniven op, brækkede Bladet over og kastede
Stumperne ind i den tomme Kamin.

Endnu rørte Marie sig ikke.

Hun var da ikke saaret? nej, Kniven var jo blank, og der var ingen
Blod paa hendes Mansketter, men hun laa saa stille, dødsens stille;
han ilede hen til hende og løftede hende op i sine Arme.

Marie sukkede, slog Øjnene op, saae stivt og dødt ud for sig, saae
paa Ulrik Frederik, og hun slyngede sine Arme om ham, kyssede og
kjærtegnede ham, men sagde ikke et Ord. Hun smilede vel saa lykkelig
og glad, men der var en spørgende Angst i hendes Blik, hun saae henad
Gulvet som om hun søgte Noget, greb saa pludselig Ulrik Frederik om
Haandledet og følte paa hans Ærme, og da hun saae, at det var udrevet
og Mansketten flænget, skreg hun i Forfærdelse.

«Saa gjorde jeg det dog,» raabte hun fortvivlet, «aa Gud i din
højeste Himmel, bevar min Forstand, saa mindelig jeg beder! -- Men
hvorfor spørger du intet?» sagde hun til Ulrik Frederik, «hvorfor
slænger du mig intet fra dig som en forgiftig Eddersnog! Alligevel,
Gud skal vide, jeg intet har Skyld eller Andel i, hvad jeg gjorde;
det kom saadan paa mig, der var _det_, der tvang mig, jeg svær' dig
min højeste Helgens Ed, der var _det_, der styred' min Haand; men du
tror det intet, hvor kan du ogsaa?» og hun græd og jamred.

Men Ulrik Frederik troede hende ganske. Det var jo den fuldeste
Bekræftelse af hans egne Tanker, og han trøstede hende med gode Ord
og Kjærtegn, skjøndt han følte en hemmelig Rædsel for hende som den,
der var et stakkels vanvittigt Redskab i arge Gejsters usalige Vold.
Og han overvandt ikke denne Rædsel, uagtet Marie Dag for Dag opbød
al en klog Kvindes Kløgt for at vinde hans Tillid. For havde hun hin
første Morgen svoret i sit Hjærte, at Ulrik Frederik skulde faa Lov
til at udfolde al sin Elskværdighed og bruge alt sit Taalmod for at
vinde hende igjen, saa svor hendes Opførsel nu lige det Modsatte;
hvert Blik var en Bøn, hvert Ord et ydmygt Løfte, og i tusinde
Smaating, i Dragt og Lader, i snilde Overraskelser og sarte Hensyn
tilstod hun ham, hver Time paa Dagen, sin inderlige, længselsfulde
Kjærlighed, og havde hun kun havt Mindet om hin Formiddags Optrin at
overvinde, da var Sejren ogsaa bleven hende vis.

Men større Fjender stod hendes Sag imod.

Ulrik Frederik var draget bort som fattig Prinds fra et Land, hvor
den mægtige Adel ingenlunde betragtede en Konges uægte Børn som mere
end sin Lige. Enevælden var endnu saa ung, og den Betragtning, at
Kongen var en Mand, der kjøbte sin Magt ved at give sin Magt, saa
saare gammel. Det Halvgudsskjær, der i senere Tider omstraalede den
absolute Arveherre, om det end alt var tændt, det var dog endnu kun
spagt og spædt og blændede Ingen, der ikke stod altfor nær.

Fra dette Land drog Ulrik Frederik til Phillip den Fjerdes Hær
og Hof, og her blev han overvældet med Gaver og Æresbevisninger,
udnævntes til Grand d'Espagne og behandledes paa lige Fod med
Don Juan d'Austria, thi de Spanskes Konge lod sig det være
magtpaaliggende, i hans Person at hylde Frederik den Tredie og ved
overvættes Gavmildhed og Naade at udtrykke sin Tilfredshed med
Regjeringsforandringen i Danmark og sin Anerkjendelse af Kong
Frederiks sejerkronede Bestræbelser for at indtræde i de absolute
Herskeres Række.

Løftet og beruset af al denne Hæder, som ganske forandrede hans
Opfattelse af hans egen Betydning, saae Ulrik Frederik snart, at han
havde handlet utilgivelig letsindigt i at gjøre en menig Adelsmands
Datter til sin Gemalinde, og Tanker om at lade sin egen Ubesindighed
gaa ud over hende, Tanker om at lade hende ophøje og om at lade sig
skille fra hende, krydsede i broget Forvirring hinanden under hans
Rejse hjem, og da nu den overtroiske Frygt for, at hans Liv var
truet af hende, kom til, tog han den Beslutning, indtil han kunde
skjønne, hvad der videre var at foretage, at behandle hende koldt
og ceremonielt, og at afvise ethvert Forsøg paa at vække det gamle,
idyliske Forhold tillive igjen.

Frederik den Tredie, der ingenlunde var nogen ufin Iagttager,
opdagede snart, at Ulrik Frederik ikke var vel fornøjet med sit
Ægteskab og forstod ogsaa helt vel Grunden, og han benyttede derfor
enhver Lejlighed til at fremdrage og udmærke Marie Grubbe, og
overvældede hende med Tegn paa Gunst og Naade, og troede paa denne
Vis at kunne hæve hende i Ulrik Frederiks Øjne og Yndest, men det
hjalp ikke, det bidrog kun til at skabe en Hær af aarvaagne og
misundelige Fjender rundt om den Udkaarne.

               *       *       *

Den Sommer, som saa ofte ellers, boede Kongefamilien paa
Frederiksborg.

Ulrik Frederik og Marie tog ogsaa derud, thi de skulde hjælpe med
til at udfinde og optænke alle mulige Festligheder og Optog, som i
September og Oktober skulde gaa for sig, naar Churfyrsten af Sachsen
kom for at trolove sig med Prindsesse Anna Sofie.

Foreløbig var Hofkredsen derude ganske lille, først i Slutningen af
Avgust skulde den udvides, thi da skulde Prøverne paa Balletter og
anden Lystbarhed begynde. Der var derfor meget stille, og de sled
Tiden som de bedst kunde. Ulrik Frederik var næsten hver Dag paa
lange Jagt- og Fisketoure, Kongen havde travlt med sit Drejelad
og sit Laboratorium, som han havde ladet indrette i et af de smaa
Taarne, og Dronningen og Prindsesserne baldyrede til den forestaaende
Fest.

       *       *       *       *       *

I den Allee, som fra Skoven fører op mod Laagen til lille Dyrehave,
plejede Marie Grubbe at gaa sin Morgengang.

Hun var der ogsaa idag.

Højt oppe i Alleen lyste hendes kraprøde Robe skarpt mod den
muldsorte Gang og det grønne Løv.

Langsomt kom hun nærmere.

Den sirlige, sorte Filthat, uden andet Smykke end en smal Perlelidse
og en blinkende, sølvindfattet Solitaire paa den opkrammede
Sideskygge, sad let paa det i tunge Lokker opsatte Haar. Robelivet
sad stramt og glat, Ærmerne var snevre til ned imod Albuen, der blev
de dybt opslidsede, hængende, agrafferede over Slidsen med Perlemoder
og forede med ansigtsfarvet Silke. En tætvævet Kniplingsbredde
skjulte de nøgne Arme. Robeskjørtet, der bagtil slæbte en Smule,
var paa Siderne højt ophæftet og faldt i rundede Folder kortelig af
foran, og lod et sort og hvidt skraastribet Silkeskjørt tilsyne, saa
langt, at Foden med de sortsviklede Strømper og perlespændte Sko
netop kunde sees. I Haanden havde hun en Vifte af Svanefjer og Fjer
af Ravne.

Tæt ved Laagen standsede hun, aandede i sin hule Haand og holdt den
først for det ene, saa for det andet Øje, saa rev hun en Kvist af og
lagde de kjølige Blade paa de hede Øjelaag, men det kunde alligevel
sees, at hun havde grædt. Saa gik hun ind ad Laagen, op mod Slottet,
vendte tilbage igjen og slog ind paa en Sidegang.

Neppe var hun forsvunden mellem de mørkegrønne Buksbomhække, før der
oppe i Alleen viste sig et sælsomt, skrøbeligt Par: et Mandfolk, der
gik langsomt og vaklende som En, der nys var kommen op af en haard
Sygdom, støttede sig til et Fruentimmer i en gammeldags Stoffes Kaabe
og med en stor, grøn Skjærm for Øjnene. Manden vilde gaa hurtigere
til, end han ret vel kunde aarke, og Fruentimmeret holdt igjen og
trippede smaaskjændende med.

«Naa, naa!» sagde hun, «bi at tage dine Ben med, du flyver jo til som
et vindt Hjul i en skjæv Vej, kranke Lemmer skal krankelig bæres.
Gaa nu stille! sagde hun ikke det, den kloge Kone i Lynge. Er det at
stolpre afsted paa Ben, som der intet er mere Støtte og Stivelse i,
end som i gammel Sime!»

«Herregud, da ogsaa for Ben det er!» klynkede den Syge og standsede,
da Knæene rystede under ham, «nu er hun helt af Syne,» og han saae
langeligt op imod Laagen, «helt af Syne! og der bliver ingen Lystfart
i Dag, har Foureren sagt, og der er saa længe til imorgen!»

«Ja, ja, den Tid gaar nok, lille Daniel, og saa kan du hvile idag,
saa er du saameget des stærkere imorgen, saa følger vi hende hele
Skoven igjennem, fluks ned til Laagen, ja vi gjør, og nu gaar vi
hjem, og saa skal du ligge paa den bløde Løjbænk og have et godt Krus
Øl, og saa spiller vi Verkehring og saa kommer Reinholdt Vinskjænk,
naar det høje Herskab har spiset af, og saa spørger du Nyt og vi faar
os en god, trofast Lanter til Sol gaar i Bjerge, ja, vi gjør, lille
Daniel, ja, vi gjør!»

«Ja, vi gjør, ja, vi gjør!» vrængede Daniel, «du med din Lanter og
Spil og Verkehring! naar det brænder i min Hjærne som Løbebly og min
Forstand er i vilden Vaade og -- hjælp mig hen til Vejkanten, at jeg
kan sætte mig lidt -- saa, saa ... er jeg klog, Magnille? er jeg? --
jeg er galen som en Flue i en Flaske, hvad? Hille Kors og Sakrament!
det er klog Mands Fart for en vanbaaren Vanbyrdig, ussel, ussel,
rygbraaden Stakkarl, at æde sig op af højgalen Elskov til en Prindses
Hustru, det er klogt, Magnille, at længes Øjnene ud af Hovedet efter
hende, at gispe som en landsmidt Fisk efter at se kuns et Glimt af
hendes Gestalt, at minde med sin Mund det Støv, hun har traadt, det
er klogt, siger jeg! -- aa, var der intet de Drømme, Magnille, hvor
hun bøjer sig over mig og lægger sin hvide Haand paa mit pinefulde
Bryst eller ligger saa stille og aander saa sagte og er saa kold
og forladt og har Ingen til at værge sig, uden som mig ... eller
hvirvler forbi i et stakket Glimt, hvid, hvid som en nøgen Lilie! --
men det er nichtige Drømmer, Røg og Tant kuns og fattige Luftblaser.»

De gik igjen.

Ved Laagen standsede de.

Daniel støttede sig med Armene paa den og stirrede op imellem Hækkene.

«Derinde!» sagde han.

Stille og lys laa Dyrehaven med Sol i Luft og Sol i Løv. Kisel
og Smaaskaar nede i Gangen kasted Lyset tilbage i dirrende
Straalebundter, flyvende Edderkoppespind blinked gjennem Luften og
tørre Knopblade dalede vrikkende ned fra Bøgenes Grene, mens højt
oppe mod den blaa Himmel Slottets hvide Duer tumlede sig med Solguld
over de hurtige Vinger.

Fra en fjern Luth klang en lystig Dandsemelodi dæmpet derned.

«Saadan en Nar!» mumlede Daniel. «Skulde En tro det, Magnille, at
En, der har Indialands dyrbareste Demantsperle, vilde agte den ringe
og løbe efter Skjærver af malet Glas! Marie Grubbe og -- Karen Fiol!
er _han_ klog? og nu tænker de, han jagter, tænker de, fordi han
lader Vildtskytten skyde til sig og kommer hjem med Horsgummer og
Tredækkere i Bundter og Par, og imens saa stimer og fjaser han nede
i Lynge med en Kjøbemø, en Carnaille -- tvi, tvi, i Helvedes Hav for
skidden Commerce! -- og han er saa iversyg paa den Majmaanedskilling,
at han knap tør vende sine Øjne fra hende en Dag tilende, mens ...»

Det rasled i Løvet, og Marie Grubbe stod lige foran ham indenfor
Laagen.

Dengang hun drejede af ned i Haven, var hun nemlig gaaet ned til
Indhegningen, hvor Elsdyrene og de Esrom-Kameler nu holdtes, og var
derfra søgt hen til et Lysthus, lige tæt op mod Laagen. Her havde hun
hørt Daniels Ord til Magnille og nu:

«Hvem er I?» spurgte hun, «og var de sande, de Ord, I sagde?»

Daniel havde ondt ved at holde sig opret ved Laagen, saadan rystede
han.

«Daniel Knopf, velbaarne Madame, den galne Daniel,» svarede han,
«bryd Jer intet om hans Snak, det løber ham saadan af Tungen, Redt
og Uredt mellem hinanden, Hjærneavner og Tungetærsken, Tungetærsken
og intet Andet.»

«I lyver, Daniel.»

«Ja, ja, Herregud! vist lyver jeg saa, det er troligt nok, for her,
velbaarne Madame,» og han pegede paa sin Pande, «her er det som en
Jerusalems Forstyrrelse -- nej dig, Magnille, nej dig høvisk og
sig den velbaarne Madame Gyldenleu, hvor galen jeg er bleven, --
vær intet undseendes! Herregud, vi har jo alle vores smaa Bræk og
Skrøbeligheder! sig det kuns, Magnille, vi er jo ligegodt dog kuns
saa galne, som Vorherre han gjør os.»

«Er han virkelig ret galen?» spurgte Marie Magnille.

Magnille dyppede sig forvirret, greb efter Maries Kjoleflig ind
mellem Laagens Tremmer og kyssede paa den og saae ganske forskrækket
ud: «Aa nej, nej, er han intet, Gud have Lov.»

«Hun er ogsaa ...» og Daniel slog med Haanden en Kreds i Luften, «vi
passer paa hinanden, vi to Galne, saa vel vi kan, det er intet for
det Bedste, men Herregud, Galne se, Galne gaa, ved fælles Hjælp de
Graven naa, men der bliver intet ringet over dem, det maa intet være.
Ellers Tak for god Efterspørgsel, mange Tak, mange Tak og Gud i Vold.»

«Bliv,» sagde Marie Grubbe, «I er intet mere galen, end I gjør Jer
selv. I skal tale, Daniel; vil I, jeg skal tro saa laveligt om Jer,
at I er Mellemmand mellem hende, I nævnte, og min Hr. Gemal? vil I
det?»

«En stakkels, galen Mand,» klynkede Daniel og slog undskyldende ud
med Haanden.

«Gud forlade Eder, Daniel, det er skjændigt Spil, I driver; jeg havde
troet Eder saa meget, meget bedre!»

«Er det sandt, er det sandfærdigen sandt,» raabte han ivrig og hans
Øjne lyste af Glæde, «saa er jeg klog igjen, spørg mig kuns, bare
spørg!»

«Var de sande, de Ord ...»

«Som Evangelium, men ...»

«Er I vis derpaa? I fejler intet?»

Daniel smilte.

«Er ... han der idag?»

«Er han paa Jagt?»

«Ja.»

«Saa ja.»

«Hvad er --,» begyndte Marie igjen efter en lille Pavse, «hvad er hun
for Slags Person, om I veed det?»

«Lille, velbaarne Madame, ret lille, rød og rund som et Løgæble,
gesvadsig og munter, med leendes Mund og væver Tunge.»

«Men af hvad Folk er hun kommen?»

«For to Aar siden, eller halvtredie, var hun gift med en fransøsk
Valet de chambre, som forløb Landet og lod hende blive siddendes, men
hun sad intet ret længe, førend som hun, i Ledtog med en forgjældet
Harpenist, satte ud for Paris og _der_ og til Bryssel har hun været,
til hun kom her tillands igjen iaar ved Pindsedagstide. Hun har
ellers et naturligt oplyst Hoved og angenemme Manerer, undtagen naar
som er, at hun er drukken; det er nu al den Videnskab, jeg haver.»

«Daniel,» sagde hun og standsede uvis.

«Daniel,» svarede denne med et fint Smil, «er Eder nu og evindelig
saa tro som Eders højre Haand.»

«Vil I da være mig til Hjælp? -- Kan I komme over ... over en Vogn og
en Agesvend, der er til at lide paa, saa fluks jeg giver Jer Varsel?»

«Ja, jeg kan, det kan jeg, en maadelig Time efter skal der holde en
Vogn i Herman Blytækkers Vænge, op imod det gamle Fjælleskur. Lid I
kuns paa det, velbaarne Madame.»

Marie stod et Øjeblik, som om hun betænkte sig. «Vi tales ved igjen,»
sagde hun saa, nikkede venligt til Magnille og gik.

«Er hun nu intet al Dejligheds Tresor, Magnille!» udbrød Daniel og
stirrede henrykt opad Gangen, ad hvilken hun var forsvunden. «Og saa
ædelig stolt,» tilføjede han triumferende, «aa, hun vilde sparke
mig bort, ret foragtendes sætte sin Hæl paa min Nakke og træde mig
sagtelig ned i det ringeste Støv, om hun vidste, hvor djærvelig
Daniel drømmer om hendes Person. -- Saa brændendes skjøn og herlig!
det sved mig i Hjærtet for hende, hun maatte fortro sig til mig, til
mig! nedbøje sin Stoltheds majestætiske Palme ... men der er Fryd i
den Sentiment, Magnille, Himmerigs Fryd, Magnilleke!»

Saa stavrede de af med hinanden.

       *       *       *       *       *

At Daniel og hans Søster var komne til Frederiksborg, var gaaet
saaledes til: den arme Livsens Korthed havde efter Scenen i
Statafkroen fattet en afsindig Kjærlighed til Marie Grubbe. En
fattig, fantastisk Kjærlighed, der Intet haabede, fordrede eller
ventede andet end golde Drømme. Ikke mere. Og den Smule Virkelighed,
der krævedes til at farve Drømmene med et svagt Skjær af Liv, fandt
han i rigt Maal ved nu og da at se hende saadan som Lejligheden
faldt, glimtvis nærved eller dragende forbi i det Fjerne. Men da
nu Gyldenløve rejste bort og Marie aldrig tog ud, da voksede hans
Længsel og steg og steg, til den var ved at gjøre ham vanvittig, og
kastede ham omsider paa Sygelejet.

Da han svækket og ødelagt rejste sig igjen, var Gyldenløve kommen
hjem, og af en af Maries Piger, som han havde i sin Sold, erfarede
han, at Forholdet mellem Marie og hendes Gemal ikke var det Bedste,
og denne Efterretning gav hans umulige Lidenskab ny Næring og ny
Vækst, Fantasteriets overnaturlig frodige Vækst. Inden han endnu
havde forvundet sin Sygdom saameget, at han ret kunde staa og støtte,
rejste Marie til Frederiksborg. Han maatte følge efter, bie kunde
han ikke. Han sagde, han vilde tage til den kloge Kone i Lynge for
at blive fuldstændig helbredet, og hans Søster Magnille skulde følge
ham, saa kunde hun med det Samme faa Raad for sine daarlige Øjne.
Det fandt Venner og Bekjendte rimeligt og afsted kjørte de Daniel og
Magnille til Lynge. Her opdagede han Gyldenløves Forhold til Karen
Fiol, og her fortroede han sig fuldstændig til Magnille, sagde hende
sin besynderlige Elskov, sagde hende, at der for ham kun var Lys og
Livsens Aande, hvor Marie Grubbe var, og besvor hende at følge ham
til Frederiksborgby, for at han kunde være den nær, der saa ganske
fyldte hans Hu.

Magnille føjede ham, de lejede sig ind i Frederiksborg og havde nu
alt i mange Dage fra det Fjerne fulgt Marie Grubbe paa hendes ensomme
Morgengange.

Og saa var det, de mødtes.




XI.


Et Par Dage efter ud paa Formiddagen var Ulrik Frederik i Lynge.

Han laa paa alle Fire ude i den lille Have foran Huset, hvor Karen
Fiol boede, med en Krands af Roser i den ene Haand, medens han med
den anden søgte, snart at lokke, snart at trække en lille, hvid
Fruerhund frem under Hasselbuskene i Hjørnet.

«Boncoeur! petit petit Boncoeur! Boncoeur, kom saa da, din lille
Skalk, aa, saa kom da, din Narrifas -- aa, dit Bæst, Boncoeur, lille
Hund! -- forbandede, stædige Tingest ...»

Karen stod i Vinduet og lo.

Hunden kom ikke, og Ulrik Frederik lokkede og bandede.

    "Amy des morceaux delicats,"

sang Karen og vinkede med en fyldt Vinpokal.

    "Et de la debauche polie
    Viens noyer dans nos Vins Muscats
    Ta soif et ta melancolie!"

Hun var meget oprømt, meget hed, og somme af Sangens Toner gik
højere, end de egenlig skulde.

Endelig fangede Ulrik Frederik Hunden.

Triumferende bar han den hen for Vinduet, trykkede den Rosenkrandsen
ned over Ørerne og rakte den knælende op mod Karen.

«Adorable Venus, reine des coeurs, je vous prie accepter de ton
humble esclave cet petit agneau innocente, couronné des fleurs ...»

I det Samme aabnede Marie Grubbe Havelaagen. Hun blev bleg, da hun
saae Ulrik Frederik paa Knæ række en Rosenkrands, eller hvad det var,
op mod det røde, leende Kvindfolk, og hun bukkede sig ned, tog en
Sten og kastede den af al Magt efter hende, men den ramte paa Kanten
af det aabne Vindu, saa Ruderne klirrende regnede ned paa Jorden.

Karen styrtede skrigende bort. Ulrik Frederik saa ængsteligt ind
efter hende, tabte i Overraskelsen Hunden, men beholdt Krandsen, og
stod nu forbavset, vred og forlegen og drejede den rundt mellem sine
Hænder.

«Bi kuns, bi kuns,» raabte Marie, «jeg traf dig intet, men jeg
skal nok, jeg skal nok,» og hun trak en lang, svær Staalnaal med
rubinforsiret Hoved ud af sit Haar, den holdt hun saa op for sig som
en Dolk og ilede i et underligt smaatrinet, næsten hoppende Løb op
imod Huset; det var ligesom hun ikke kunde se, for hun løb ikke lige
paa, men i sælsomme, usikre Bugter op efter Husets Dør.

Der standsede Ulrik Frederik hende.

«Gaa tilside,» sagde hun næsten klynkende, «du med din Krands.»

«Saadan En,» vedblev hun, medens hun vendte sig fra den ene Side til
den anden for at smutte ind, og stadigt holdt Øjnene fæstede paa
Døraabningen, «saadan En binder du Krandse til, Rosenkrandse, ja--a,
her er du den kjælne Hyrde; har du intet en Skalmeje ogsaa? har du
ingen Skalmeje?» gjentog hun og snappede i det Samme Krandsen ud
af hans Hænder, kastede den paa Jorden og trampede paa den, «og en
Hyrdestav, Amaryllis? med en Silkesløjfe?»

«Lad mig komme frem, siger jeg,» truede hun og løftede Naaledolken
mod ham.

Han greb hende om begge Haandled og holde hende fast; «vil du stinge
igjen?» sagde han skarpt.

Marie saae op paa ham.

«Ulrik Frederik,» sagde hun ganske sagte, «_jeg_ er din Hustru for
Gud og Mennesker. Hvorfor elsker du mig intet mere? Følg med, lad
hende derinde være den, hun er og følg med. Følg med, Ulrik Frederik,
du veed intet, hvad brændendes Elsk jeg bær' til dig, hvor bitterligt
jeg længes og sørger. Følg med, hører du, følg med!»

Ulrik Frederik svarede ikke, han bød hende Armen og fulgte hende ud
af Haven, hen til hendes Vogn, der holdt ikke langt derfra. Han hjalp
hende op, gik forom Hestene og saae paa Seletøjet, spændte et Spænde
om og kaldte Kusken ned, som for at lade ham rette ved Koblerne, og
hviskede saa til ham, da de stod der foran:

«Saasnart du er i Sædet saa kjør til, alt hvad Øgene strække kan, og
stop aldrig et Minut, før I er hjemme, det siger jeg, og du kjender
mig vel!»

Kusken var oppe, Ulrik Frederik tog i Siden af Vognen, som for at
stige op ogsaa, Pidsken susede ned over Hestene, han sprang tilbage
og Vognen foer afsted.

Et Øjeblik tænkte Marie paa at faa Kusken til at standse, paa at
gribe Tøjlerne, paa at springe ud, men der kom en Afmagts Ro over
hende med Et, og en uendelig dyb, navnløs Væmmelse, en kvalmende
Lede, og hun blev siddende rolig og stille, stirrende ud for sig,
uden at lægge Mærke til Vognens rasende Fart.

Og Ulrik Frederik var atter hos Karen Fiol.

       *       *       *       *       *

Om Aftenen, da Ulrik Frederik vendte hjem, var han egenlig en
lille Smule beklemt, ikke just ængstelig var han, men betaget af
den Spænding, som lister sig over Folk, naar de har den bestemte
Overbevisning, at de gaar en hel Række af Fortrædeligheder og
Ubehageligheder imøde, og som ikke kan undgaaes, som man skal
igjennem.

Marie havde naturligvis klaget til Kongen, og denne vilde nu gjøre
ham kjedsommelige Bebrejdelser, som maatte høres til Ende; Marie
vilde hylle sig i den krænkede Dydefuldheds majestætiske Tavshed,
hvad han saa skulde gjøre sig den Ubelejlighed at ignorere.
Stemningen deroppe vilde være yderst trykkende, Dronningen vilde se
træt og lidende ud, fornemt lidende, og Hofdamerne, der Ingenting
vidste, men Alting anede, vilde sidde tavse, nu og da sagte sukkende
løfte deres Hoveder og se mildt bebrejdende paa ham med store,
tilgivende Øjne, aa, han kjendte det Hele lige til den Glorie af
højhjertet Trofasthed og heroisk Selvopoffrelse, hvormed Dronningens
stakkels Kammerjunker vilde søge at omgive sit smalle Hoved, ved
med komisk Modighed at stille sig ved hans, Ulrik Frederiks, Side,
overvældende ham med Høflighed og ærbødigt trøstende Dumheder, medens
hans smaa, vandblaa Øjne og hele hans spinkle Skikkelse, tydeligt som
klare Ord, talte og sagde: se, alle vende ham Ryggen, men jeg ikke,
med Fare for kongelig Vrede, for Dronningens Mishag, trøster jeg den
Forladte! Jeg sætter mit trofaste Bryst mod ... aa, hvor han kjendte
det godt, Altsammen, Alting, det Hele.

Han tog fejl.

Kongen modtog ham med et latinsk Sprichwort, hvad der var et
ubedrageligt Kjendetegn paa, at han var glad stemt, og Marie rejste
sig og gav ham Haanden som sædvanlig, lidt koldere maaske, lidt mere
afmaalt, men ialtfald helt anderledes, end han havde ventet det.

Heller ikke da de blev alene, hentydede hun saameget som med et Ord
til deres Møde i Lynge, og Ulrik Frederik undrede sig mistroisk
derover; han vidste ikke ret, hvad Tanke han skulde gjøre sig om
denne besynderlige Tavshed.

Han vilde næsten hellere, hun havde talt!

Skulde han lokke hende til at tale, takke hende, fordi hun havde
tiet, give sig Anger og Bod i Vold og lege den Leg, at de bleve
forsonede igjen?

Han turde ikke ret prøve derpaa, for han havde lagt Mærke til, at hun
nu og da saae hen paa ham i Smug, med saadan et sælsomt Udtryk i sine
Øjne, et roligt, maalende, gjennemtrængende Blik, fuldt af stille
Undren og af kjølig, næsten haanende Nysgjerrighed. Ikke et Glimt af
Hævn eller Had, ikke en Skygge af Sorg eller Klage, ikke et sittrende
Blink af tilbagetrængt Vemod! Intet saadant, slet intet!

Derfor turde han ikke, og der blev Ingenting sagt.

Engang imellem i de paafølgende Dage, kunde hans Tanker dvæle uroligt
derved, og en feberagtig Lyst til at faa det klaret, opstaa hos ham.

Men det skete ikke, og han kunde ikke lade være med at tænke sig,
at hine uudtalte Bebrejdelser, de laa nu som Lindorme ligger i deres
mørke Hule, rugende over skumle Skatte, der voksede alt som Øglerne
vokste, blodrød Karfunkel løftende sig frem paa guldrød Stilk og bleg
Opal langsomt bredende sig i Løg ved Løg, svulmende og ynglende,
medens Ormenes Kroppe stille, men ustandset voksende, gled ud i Bugt
paa Bugt, løfted sig i Ring paa Ring over Skattens frodige Mylder.

Ja, hun maatte hade ham, maatte gaa og gjemme paa Hævntanker, thi
en saadan Forhaanelse som den, han havde tilføjet hende, kunde ikke
glemmes, og han satte denne formodede Hævnlyst i Forbindelse med det
sælsomme Optrin, da hun løftede sin Haand mod ham, og med Burrhis
varslende Ord, og han undgik hende endnu mere end før, og ønskede
endnu ivrigere, at deres Veje maatte blive skilte.

Men Marie tænkte ikke paa Hævn, hun havde glemt baade ham og Karen
Fiol; thi i hint Minut af navnløs Lede var hendes Kjærlighed bleven
udslettet, sporløst udslettet, som en straalende Boble, der brister
i Støv og ikke er mere. Og dens Glands er heller ikke mere, og de
flyvende Farver, den laante hvert lille Billed, den afspejlede i sig,
ikke heller de er mere. De er det ikke, og Blikket, som den fængslede
ved sin Pragt og urolige Skjønhed, er nu frit, skuer frit omkring og
ser vidt udover Verden, den Verden, som i farvede Billeder spejledes
i Boblens Glar.

       *       *       *       *       *

Paa Slottet var Dag for Dag Antallet af de Fremmede vokset.
Balletprøverne vare allerede i fuld Gang og Dandsemestere og
Akteurer, Pilloy og Kobbereau, var beordrede herud, dels for at
instruere, dels for at overtage de vanskeligste eller utaknemmeligste
Roller.

Ogsaa Marie Grubbe skulde optræde i Balletten og tog med Iver Del i
Øvelserne. Hun var siden Dagen i Lynge bleven langt mere virksom og
selskabelig, saa at sige mere vaagen.

Før var hendes Samliv med hendes Omgivelser temmelig udvortes; naar
der ikke just var Noget, der ligesom kaldte paa hende, vakte hendes
Opmærksomhed eller Interesse, saa smuttede hun straks ned i sin egen
lille Verden og saae derfra ligegyldigt ud paa de Udenforstaaende.

Nu derimod levede hun med; og havde hendes Omgangskreds ikke været
saa optaget af alle hine Dages mangfoldige Nyheder og Afvekslinger,
vilde de med Forbavselse have seet, hvor forandret hendes Væsen var
blevet. Der var kommen en rolig Sikkerhed over hendes Bevægelser, en
næsten fjendtlig Finhed i hendes Tale og en klog Agtpaagivenhed i
hendes Miner.

Men det var der Ingen, der mærkede, kun Ulrik Frederik greb sig
enkelte Gange i at beundre hende som en fremmed, ham ubekjendt
Person.

Blandt de Fremmede, Augustmaaned bragte, var der ogsaa en af Maries
Slægtninge, Sti Høg, hendes Søsters Mand.

Ud paa Eftermiddagen, et Par Dage efter hans Ankomst, stod de med
hinanden paa en Bakke i Skoven, hvorfra man saae ud over Byen og det
flade, solsvedne Land bagved den.

Store, langsomt glidende Regnskyer samlede sig oppe paa Himlen, og
fra Jorden steg der en bitter, vissen Duft, som var det de matte,
halvtudgaaede Urters Suk efter Livsens Væde.

Den svage Luftning, der næppe var stærk nok til at holde Møllen
dernede ved Korsvejen i Gang, susede mismodigt i Trætoppene, saa det
lød, som klagede Skoven forknyt over Soleglød og Sommerbrynde, -- og
som Tiggeren, der blotter sit medynksvækkende Saar, saaledes syntes
de gule, fortørrede Græsmarker at lægge deres golde Jammer aaben for
Himlens Blikke.

Tættere og tættere samlede Skyerne sig, og enkelte store Regndraaber,
ganske enkelte, faldt med et Slag paa Blade eller Straa, som saa et
Øjeblik svingede til Siden, rystede og pludselig blev stille igjen.
Svalerne strøg lavt langs med Jorden, og den blaalige Nadverrøg slog
slørende ned over de sorte Straatage i den nære By.

En Vogn skumpede besværligt henad Vejen, og nede fra Gange og Stier
rundt om Højens Fod hørtes dæmpet Latter og munter Tale, Raslen af
Vifter og Silke, Bjæffen af smaa Skjødehunde og Lyden af tørre Grene,
der knagede og knækkedes.

Det var Hoffet paa dets Eftermiddagspromenade.

Marie og Sti Høg havde skilt sig fra de Andre og var gaaet op ad
Bakken, nu stod de tavse og saae ud, stakaandede af saa hurtigt at
have besteget den bratte Skraaning.

Sti Høg var den Gang et Par Aar over de Tredive, han var en høj
Mand, høj og mager, rødhaaret og med et langt, smalt Ansigt. Han var
bleg og fregnet, og hans tynde, hvidgule Øjenbryn buede højt op over
hans blanke, lysgraa Øjne, der fik et træt, lyssky Udtryk ved at
Øjelaagene var ganske rosenrøde, og derved at han, naar han blinkede,
blinkede langsommere, eller bedre: lod Øjet længere være lukket
end andre Mennesker. Hans Pande var høj og over Tindingen var den
stærkt rundet og blank. Næsen, smal og langsomt krummet, var lidt for
lang og Hagen baade for lang og spids, medens Munden var fuldkommen
smuk, Læbernes Farve saa frisk, deres Linier saa rene og Tænderne
smaa og hvide. Men det var dog ikke det, der gjorde denne Mund saa
ejendommelig, det var det, at han havde dette underlig sørgmodige,
grusomme Smil, som undertiden findes hos store Vellystninge, dette
Smil, der er higende Begjær og foragtende Træthed paa een Gang, paa
een Gang ømt og længselssygt som søde Toner og grumt og blodlystent
som den dæmpede Tilfredsstillelsens Knurren, der trænger sig ud af
Rovdyrets Strube, naar dets Tænder slide i det bævrende Bytte.

Saadan saae Sti Høg ud.

Dengang.

«Madame,» sagde han, «har I ingentid ønsket Jer, I sad vel og godt
forvaret inden et Klosters Porte, saadan som de har dem i Italien og
de Steder der?»

«Ih nej, Gud frels mig vel! hvor skulde jeg komme paa slige katoliske
Tanker?»

«I er da meget lykkelig, min dyrebare Frænke? Livsens Drik er for
Eder da skær og frisk, den smager sødt paa Eders Tunge, gjør den,
varmer Eders Blod op og rasker Eders Tanker? Er det Sanden! aldrig
bærmebedsk, doven og forfulet? aldrig blakket som af Edderdyr og
Orme, der mimrer og kravler omkring ...? Saa har jeg taget Fejl af
Eders Øjesyn da?»

«Ja, kunde I faa mig til at skrifte paa den Vis!» sagde Marie og lo
ham lige op i Øjnene.

Sti Høg smilte, førte hende hen til en lille Græsbrink deroppe, og de
satte sig ned.

Han saae forskende op paa hende.

«Veed I intet,» sagde han langsomt, tilsyneladende forlegen og
uvis paa, om han skulde tie eller tale, «veed I intet, Madame, at
der her i Verden er en gehejm Societet, som En kunde kalde for de
Melankoliskes Kompagnie? Det er Folk, som fra Fødselen af er givne en
anden Natur og Beskaffelse, end som Andre, de har et større Hjærte og
fortere Blod, de higer og attraar mere, begjærer stærkere, og deres
Forlængsel er vildere og mere brændendes, end den er hos den gemene
Adelhob. De er fluks som Søndagsbørn, deres Øjne er mere aabne, alle
deres Sandser er subtilere i deres Fornemmelser. Livsens Glædskab og
Lyst, den drikker de med deres Hjærterødder, imens de Andre de kuns
griber dem med deres grove Hænder.»

Han standsede lidt, tog sin Hat i Haanden og lod Fingrene legende
glide hen over den fyldige Fjerbusk.

«Men,» vedblev han med mere dæmpet Stemme og ligesom for sig selv,
«Vellyst i Dejlighed, Vellyst i Pragt, i alle de Dele, som nævnes
kan, Vellyst i Gemyttets inderste Rørelser, Vellyst i de lønlige
Drifter og Tanker, Mennesken selv aldrig ret kan begribe, alt Dette,
som for Andre tjener dem, naar de er ørkesløse, til stakket Kortvil
eller fult Slemmeri, det er for deres Sjæle som Lægedom og kostelig
Balsam. Det er Livsens eneste honningdraabendes Blomster, hvoraf de
dier deres daglige Føde, og derfor søge de ogsaa paa Livsens Træ
Blomster op, hvor hine aldrig vilde tro de fandtes, under mørke Blade
og paa tørre Grene, men de, de Andre, kjender de til Vellyst i Sorg
eller i Fortvivlelse?»

Han smilte haanligt og tav.

«Men hvorfor», spurgte Marie og saae ligegyldigt bort fra ham,
«hvorfor kalder I dem Melankoliske, medens det jo kun er Verdens
Glædskab og Lyst, de har i Tanker, og hverken hvad tungt er eller
travrigt heller?»

Sti Høg trak paa Skuldrene og gjorde Mine til at rejse sig, som om
han var træt af at dvæle længer ved dette Emne og vilde afbryde
Samtalen.

«Men hvorfor da?» gjentog Marie.

«Hvorfor?» udbrød han utaalmodig og med en foragtelig Betoning,
«fordi al Jorderigs Fryd er saa stakket og forkrænkelig, saa falsk
og ufuldkommen, fordi hver Vellyst den Stund den blusser op som
rigen Rose, løves af som Træ i Høst, fordi hver Livsens prægtig Lyst
straalendes i Dejlighed og i sin Velmagts frugtbareste Flor, fluks
som den favner dig med sunde Arme, eddres af Dødens Kræft, saa du
just som den minder din Mund, mærker den rystes af Forkrænkelighedens
Kramper. Er det vel frydefuldt? maa intet den Tanke æde sig ind som
røden Rust paa hver en lykkeglimrendes Time, ja ligesom skadelig Rim
fryse død hver frodig Sjælens Sentiment, ned til dens dybeste Rod?»

Han sprang op fra Brinken og talte med hæftige Gebærder ned imod
hende.

«Saa I spørger, hvorfor de nævnes de Melankoliske, naar al Vellyst,
som den gribes, skyder Ham og vorder Lede, naar al Jubel kun er
Glædskabens sidste vaandefulde Aandedrag, naar al Dejlighed er
Dejlighed, der svinder, og al Lykke er Lykke, der brister!»

Han gav sig til at gaa frem og tilbage foran hende.

«Det er da det, der bringer _Eder_ paa Klostertanker?» sagde Marie og
saae smilende ned.

«Det er saa, Madame; mangen en Stund er den, da jeg stiller mig fore,
at jeg her stænget inde paa et enligt Klosterkammer eller holdes
fangen i et højt Taarn, hvor jeg ensom sidder ved min Rude og vogter,
hvor Lyset rinder hen og Mørket vælder ud, mens Ensomheden, tavs og
stilt, men stærk og frodigen, ranker sig op om min Sjæl og gyder sine
Dvaledruers Safter i mit Blod. -- Aa, men jeg veed hel vel, at det er
Digt og Bedrag; aldrig vilde Ensomheden faa Magt over mig, jeg vilde
længes som Brand og røden Lue, længes ud af Vid og Samling efter
Livet igjen og hvad Livets er ... men I forstaar intet Alt det, jeg
her præker. Lad os gaa, ma chere! det vil snarligen regne, nu Vinden
saa helt har lagt sig.»

«Men det letter jo! se, hvor lyst det er den hele Himmelsrand rundt!»

«Ja vel, det letter og tætter.»

«Jeg mener: nej,» sagde Marie og rejste sig.

«Jeg bander: jo, med Eders gunstige Forlov.»

Marie løb nedad Bakken.

«Mands Villie er Mands Himmerig!» raabte hun tilbage, «kom I nu ned
i Eders!»

Da de vare nede, drejede Marie af, bort fra Slottet, og Sti Høg
fulgte med ved hendes Side.

Han lod tankefuld og gjorde ikke Mine til at optage den afbrudte
Samtale.

«Hør nu!» sagde saa Marie, «I har saa egenlig gode Tanker om mig, Sti
Høg, Vejr har jeg ingen Forstand paa, og hvad Folk taler til mig,
forstaar jeg ikke heller.»

«Aa jo!»

«Men intet, hvad I talte til mig.»

«Nej.»

«Nu bander jeg: jo.»

«Bande bider intet Øje ud, veed I, uden Næve følger efter.»

«Nu da, tro det, om I vil, men jeg kjender grant nok, veed Vorherre,
den svære, stille Bedrøvelse, der kommer over En, uden En veed
hvorfor. Hr. Jens han sagde immer, det var Hjemsygen efter Himmerigs
Rige, hvor hver Kristensjæls rette Hjemland er, men jeg tror det
knap. En længes og trænges og veed ikke levendes Haab at trøste
sig med; nej, nej, for den stride Graad, det har kostet mig tidt!
Det kommer saa urandsagelig tungt og tærendes paa, saa En sygner
i sit Hjærte og kjender sig saa træt af sine Tanker og ønsker, En
aldrig var fød. Men det har ingentid været Lykkens eller Verdens
Forkrænkelighed, der har ligget mig tungt i Tanker, at det var
det, jeg sørgede for, nej, aldrig! Det var helt en anden Vej, det
var ... ja, det er nu saa plat umuligen at give den Sorrig Navn,
men det kommer mig for, at det stundom var mest lig en Sorg for en
fordækket Brøst ved Ens Natur, en indvendig Skade paa Ens Sjæl, som
gjorde En hel anderledes end andre Folk; ringere i alle Maader ...
nej, det er nu saa overhaands svært, at faa det fundet i Ord, just
i den rette Mening! Se, Livet, Verden, den syntes mig saa usigelig
prægtig og skjøn, det maatte være saa stolt og lystelig over al
Maade, at være med deri; om i Sorg eller Lykke, det skjællede Intet,
blot jeg led eller glædtes ret rigtigen, ikke paa Skrømt som i en
Mummenskands eller Fastnachtsspil. Jeg vilde, at Livet skulde tage
mig saa stærkt at jeg nedbøjedes eller opløftedes, saa der intet
var Tankerum i mit Sind for Andet end som det, der løftede mig op,
eller det, som der bøjed' mig ned; jeg vilde smelte ud i min Kummer
eller brænde sammen med min Glæde. Ak, I fatter det aldrig! -- om
jeg blev som en af det romerske Landeriges Feltherrer, der førtes i
Triumfvogn gjennem Gaderne, da vilde jeg være det saadan, at Sejren
og Jubileringen det var mig, og Stoltheden og Folkets Frydeskrig og
Basunernes Lyd, Magten og Æren, Altsammen i een skingrendes Klang,
saadan vilde jeg være det, men intet som den, der i usselig Æresyge
og koldt Hovmod, medens Vognen ruller frem, tænker i sit Hjærte paa,
hvor stolt han straaler i Hobens avindsyge Øjne, og hvor afmægtigt
Misundelsens Bølger slikker efter hans Fødder, mens han med Velbehag
føler Purpuret blødt om sin Skulder og Krandsen kjølig om sin Pande.
-- Forstaar I, Sti Høg, _det_ tror jeg er at leve til, det er det
Liv, jeg tørstede efter, men jeg vidste med mig selv, at saadan kunde
det aldrig blive for mig, og det bares mig for, at jeg var selv Skyld
deri paa en eller anden ubegribelig Vis, at jeg havde forsyndet mig
mod mig selv eller ledet mig selv vild; jeg veed intet, men det
syntes mig, som vældede derudaf min bitre Kummer, at jeg havde rørt
ved en Stræng, der intet maatte tone, og ved dens Klingen var der
Noget revet sønder i mig, der ingentid vilde læges, saa jeg aldrig
vilde fange den Førlighed igjen, at jeg kunde tvinge Livets Dør
aaben, men maatte staa derudenfor og lytte til Festens Toner, ubuden
og usøgt, som en vanfør Terne.»

«I!» udbrød Sti Høg som forbavset, saa forandredes hans Miner
pludseligt og han sagde med et helt andet Stemmelag, «nej, nej, nu
ser jeg, hvad det er,» og han rystede paa Hovedet ad hende, «Herre
du Godeste, hvad et Menneske har nemt ved at bedrage sig selv i de
Materier. Det er saa sjeldent, vore Tanker er den Vej vendte, at
vi kjender der hverken Stente eller Sti, men vi løber saa bus til,
gladelig hen, blot vi øjner den Ting, der kan lignes ved et Spor,
og er rede til at sværge det er Adelkongevej. Eller har jeg Uret,
ma chere? Er vi intet begge to, en for sig og hver for en, der vi
søgte en Aarsage til vor Melankolie, gaaet hen og har kejset den
gjenneste den bedste Tanke, vi traf at træffe paa, til den eneste
sandfærdige Forklaring. Skulde En intet efter det, vi hver har sagt,
tænke, at jeg gik omkring, svarlig betynget af Tanken om Verdens
Forkrænkelighed og om de Ting, der er i Verden, deres Ustadighed
og Forgængelighed, og at I, min hjærte Frænke, var helt igjennem
overbeviset om, at I var en Sølle-Sidse, for hvem Døren er lukt og
Lyset slukt, og som knap har Mod til Haab? -- Men det har Alt kuns
lidet paa sig, for naar vi komme paa det Kapitel at tale, saa drikkes
vi saa lettelig drukne af vore egne Ord og vi rider saa haardelig til
paa hver Tanke, vi kuns kan faa Grime paa!»

Nede i Gangen kom det øvrige Selskab, og de fulgtes med dem ad
Slottet til.

               *       *       *

Klokken var halvgaaen otte om Aftenen den seksogtyvende September,
da Knaldet af Kanoner og en festlig Marsches skingrende Trompettoner
gav tilkjende, at begge Majestæterne, ledsagede af hans kurfyrstelige
Højhed Prinds Johan Georg af Sachsen og hans fyrstelige Fru Moder, i
Spidsen for Landets fornemste Mænd og Kvinder, fra Slottet begav sig
ned igjennem Haven for at overvære den Ballet, der nu der skulde tage
sin Begyndelse.

En Række af Begblus kastede et brandrødt Skjær over Havefacadens
røde Mure, lod Taks og Buksbom rødme med en Glands af Bronze og alle
Kinder lue med kraftig Sundheds dunkelstærke Lød.

Se, skarlagenrøde Drabanter i dobbelt Række holde blomsteromvundne
Kjærter op i den mørke Luft, Lyskroner og Ildpotter, Fyrboller og
kunstige Lampetter, lavt med Jorden og højt mellem Træernes gulnende
Blade, tvinge Mørket tilside og holde en straalende Sti aaben for det
prægtige Tog.

Og Lyset gnistrer i Guld og gyldne Traade, spejler sig blankt i
Sølv og Staal og glider i glandsfulde Strimer nedad Silkeslag og
Silkeslæb. Saa blødt som rødlig Dug er det aandet hen over det dunkle
Fløjel, og sprudende hvidt sætter det sig som Stjerner paa Rubiner og
Diamanter, og røde Farver bryste sig med Gule, det klare Himmelblaa
lukker for det Brune, blandt Hvidt og Violblaat skjærer Søgrønt sig
lysende frem, Koralrødt synker mellem Sort og Lilla, og Gulbrunt
og Rosa, Staalgraat og Purpur hvirvles imellem hinanden, lyst og
dunkelt, Lød paa Lød i broget Bølgen.

Forbi -- nede i Gangen nikke endnu de buskede Fjer hvidt, hvidt i den
dæmrende Luft ...

Den Ballet eller Masqverada, der nu ageres, hedder «Die Waldlust».

Scenen er en Skov.

Kronprinds Christian som Jæger tolker sin Glæde over det frejdige
Jægerliv under de løvrige Kroner, spadserende Damer nynne om
Violernes Duft, Børn lege Skjul mellem Stammerne og plukke Bær i
nydelige, smaa Kurve, og muntre Borgermænd jubilere over den rene
Luft og den klare Drue, mens to naragtige, gamle Kjærlinger med
forelskede Fagter forfølge en smuk Bondeknøs.

Saa svæver Skovgudinden frem, den jomfruelige Diana, hendes kongelige
Højhed Prindsesse Anne Sofie.

Henrykt rejser Kurprindsen sig og tilkaster hende Fingerkys med begge
Hænder, mens hele Hoffet jubler.

Og Skovgudinden deklamerer, og hendes fyrstelige Bejler fører i
overstrømmende glad Taknemmelighed de høje Forældres Hænder til sine
Læber.

Næppe er Gudinden forsvunden, før Bondemand og Bondekone træde frem
og synge en Duet om Kjærligheds Lykke.

Nu følge lystige Scener Slag i Slag, tre unge Herrer pynte og glæde
sig i det Grønne, fire Officerer er glade, to Bondekarle komme
veltilmode fra Marked, en Gartnerdreng synger og en Poet synger og
endelig seks Personer, der paa allehaande kaade Instrumenter opføre
en meget overgiven Musik.

Nu Slutningsscenen.

Det er elleve Schæferinder, nemlig deres kongelige Højheder
Prindsesserne Anne Sofie, Friderica Amalie og Vilhelmina Ernestina,
Madame Gyldenløve og syv skjønne, adelige Jomfruer.

De dandse nu med stor Kunstfærdighed en landlig Dands, hvori det
forestilles, at Madame Gyldenløve af de Andre drilles og gjækkes,
fordi hun er hensunken i Elskovstanker og ikke vil deltage i deres
lystige Menuette, og de spotte hende, fordi hun har givet Afkald paa
sin Frihed og bøjet sin Nakke under Elskovens Aag; men da triner
hun frem og i en sirlig Pas de deux, som hun dandser med Prindsesse
Anne Sofie, udtrykker hun for denne Kjærligheds rige Henrykkelse og
Salighed, og saa dandse de Alle glade frem, slyngende sig imellem
hverandre i vanskelige Toure, medens et usynligt Chor bagved Scenen,
ledsaget af en skjønne Strygemusik, synger til deres Pris:

    "Ihr Nümphen hochberühmt, ihr sterblichen Göttinnen,
    Durch deren Treff'ligkeit sich lassen Heldensinnen
    Ja auch die Götter selbst bezwingen für und für,
    Last nun durch diesen Tantz erblicken eure Zier
    Der Glieder Hurtigkeit, die euch darum gegeben
    So schön und prächtig sind, und zu den End erheben
    Was an euch göttlich ist, auff dass je mehr und mehr
    Man preisen mög an euch des Schöpfers Macht und Ehr."

Dermed var saa Balletten forbi, og man spredte sig i Haven og
lystvandrede mellem de oplyste Bosquetter, eller hvilte sig i skjønt
indrettede Grotter, medens Ædelknaberne, udstafferede som italieniske
eller spaniolske Frugtsælgere, bøde Vin og Bagværk og Konfiturer
omkring i flettede Kurve, som de bar paa deres Hoveder.

De Agerende blande sig nu ogsaa i Selskabet og modtage
Komplimenteringer for deres store Kunstfærdighed og Adræthed, men
Alle er enige om, at næst Kronprindsen og Prindsesse Anne Sofie
havde Ingen ageret sin Part saa vel som Madame Gyldenløve, og baade
Majestæterne saa vel som Kurfyrstinden gave hende stort Lov, og
Kongen sagde, at selv Mademoiselle La Barre havde intet kunne føre
den Rolle ud med større Gratie eller med livagtigere Gebærder.

Til langt ud paa Natten blev nu Festen ved i de oplyste Gange og i de
mod Haven vendende Sale, hvor Fioler og Fløjter lokkede til Dands og
bugnende Borde til Drik og Pokulats. Selv ud paa Søen strakte Festen
sig, og munter Latter klang ind over Haven fra lampebehængte Gondoler
derude.

Overalt var der Folk; flest hvor Lyset straalte og Tonerne legte,
færre hvor Lyset var fjernt, men selv hvor Mørket herskede alene
og Tonerne halvt gik under i Løvets Hvisken, vandrede der lystige
Rækker og stumme Par. Ja, om det saa var den fjerne Grotte længst
mod Øst, havde her en enlig Gjæst skikket sig til Sæde. Men han var
travrig tilmode; den lille Lampet oppe i Grottens Løvhang kastede
sit flimrende Lys paa bedrøvede Miner og mismodige Bryn.

Hvidgule Bryn.

Det var Sti Høg.

    "...... È di persona
    Anzi grande, che no; di vista allegra,
    Di bionda chioma, e colorita alquanto."

hviskede han for sig selv.

Han havde ikke ustraffet i de sidste fire, fem Uger stadig været
sammen med Marie Grubbe. Hun havde aldeles bedaaret ham. Han længtes
kun hende, drømte kun hende, hun var hans Haab og hans Fortvivlelse.
Han havde elsket før, men aldrig saaledes, aldrig saa vegt og blødt
og modløst. Det var ikke det, at hun var Ulrik Frederiks Gemalinde,
ikke heller det, at han var gift med hendes Søster, der betog ham
Haabet. Men det var nu denne hans Kjærligheds Væsen at være modløs,
hans Pogekjærlighed, som han bittert kaldte den. Den havde i sig saa
liden Begjær, saa megen Frygt og Beundring, og dog paa en anden Vis
saa megen Begjær. En feberbrændende, vemodig Længsel ind imod hende,
en sygelig Smægten efter at leve med hende i hendes Minder, drømme
med i hendes Drømme, lide hendes Sorger og dele hendes modige Tanker,
ikke mere, ikke mindre. Hun havde været saa smuk i Dansene, men
endnu mere fremmed, endnu mere fjern; de runde, blændende Skuldre,
den rige Barm og de slanke Lemmer, det gjorde ham rentud bange; al
denne Legemspragt, som gjorde hende endnu rigere og fuldkomnere, han
frygtede for den, den bragte ham til at skjælve og betyngede ham hans
Aandedræt, han vovede ikke at lade sig betage deraf, han frygtede for
sin Lidenskab, for den svælgende, himmelbrændende Brand, der ulmed
derinde; thi denne Arm om hans Nakke, disse Læber trykkede mod hans,
det var Vanvid, taabelige Vanvidsdrømme; denne Mund ...

    "Paragon di dolcezza!
    ..............
    ... bocca beata,
    ... bocca gentil, che può ben dirsi
    Conca d'Indo odorata
    Di perle orientali e pellegrine;
    E la porte, che chiude
    Ed apre il bel tesoro,
    Con dolcissimo mel porpora mista."

Han løftede sig et Øjeblik fra Bænken som i Smerte; nej, nej! og han
klyngede sig igjen til sin ydmyge Kjærlighedslængsel, han slængte
sig i Tanken i Støvet for hendes Fødder, hagede sig fast til sin
Kjærligheds Haabløshed, holdt Billedet af hendes Ligegyldighed op
for sine Øjne, da -- stod Marie Grubbe for ham i Grottens hvælvede
Aabning, lys imod Mørket derude.

Hun havde den hele Aften været i en sælsom lyksalig Stemning; hun
følte sig saa tryg og sund og mægtig; Festens Pragt og Toner,
Mændenes Hyldest og Beundring, hun skred hen derover som var det
et Skarlagenstæppe, bredt ud for hendes Fod at træde paa. Thi hun
var saa helt betaget, helt beruset af sin egen Skjønhed. Det var,
som skød sig Blodet i rige, funklende Straaler ud fra hendes Hjærte
og blev til Skjønhedssmil paa hendes Læber, til Straaleglands i
hendes Øje og Vellydsklang i hendes Stemme. Der var en jubelmættet
Ro i hendes Sind, en skyløs Klarhed over hendes Tanker, en frodig
Folden-ud i hendes Sjæl, en salig Følelse af Magt og Harmoni.

Aldrig havde hun været saa dejlig som nu, med Lykkens overmodige Smil
paa sine Læber, og i Blik og Miner en Dronnings stolte Ro, og saadan
stod hun nu i Grottens hvælvede Aabning, lys imod Mørket derude.
Hun saae ned paa Sti Høg og mødte hans haabløst beundrende Blik, og
hun bøjede sig ned imod ham, lagde medlidsfuldt sin hvide Haand paa
hans Haar og kyssede ham. Ikke i Elskov, nej, nej! Som en Konge, der
skjænker en trofast Vasal en kostelig Ring til Tegn paa sin kongelige
Yndest og Naade, saaledes gav hun ham sit Kys i rolig Gavmildhed.

Men saa! saa veg et Øjeblik Sikkerheden fra hende, hun rødmede og
slog Øjnene ned.

Havde nu Sti Høg grebet til, havde han taget det Kys som mer end
en fyrstelig Gave, han havde mistet hende for bestandig. Men han
knælede tavs ned for hende, trykkede taknemmelig hendes Haand til
sine Læber, veg saa ærbødigt til Side og hilste hende dybt og
ærefrygtsfuldt med blottet Hoved og bøjet Nakke. Og hun skred stolt
forbi, bort fra Grotten, bort i Mørket.




XII.


I Januar seksten hundrede og fire og treds udnævntes Ulrik Frederik
til Statholder i Norge, og i de første Dage af April samme Aar rejste
han derop.

Marie Grubbe fulgte ham.

Forholdet mellem dem havde senere ikke forbedret sig synderligt, blot
at deres Mangel paa indbyrdes Forstaaelse og indbyrdes Kjærlighed
ligesom var bleven anerkjendt af begge Parter som en uforanderlig
Kjendsgjerning og havde fundet sit Udtryk i den yderst ceremonielle
Maade, paa hvilken de omgikkes med hinanden.

Det første Aarstid, eller halvandet, efter at de havde taget Bolig
paa Aggershus, levede de saaledes, og Marie ønskede heri for sit
Vedkommende ingen Forandring. Men med Ulrik Frederik forholdt det sig
anderledes: han var nemlig igjen bleven forelsket i sin Gemalinde.

Og nu var det en Vintereftermiddag, henimod Skumringen, at Marie
Grubbe sad alene i den lille Stue, der fra gammel Tid førte Navn af:
Daasen.

Det var raat og blæsende Vejr, graat og mørkt. De tunge Tøsneflokke
klinede sig op i Hjørnet af de smaa Ruder og dækkede fast det halve
af det grønlige Glas. Regnkolde Vindpust, som hvirvledes ned mellem
de høje Mure, ligesom tabte Besindelsen og kastede sig blindt frem
og dundred paa Porte og Døre og foer saa pludselig lige op i Luften
med en hæs og hundeagtig Tuden. Mægtige Vindpust kom hujende ned over
Taget derovre og kasted sig plat imod Ruder og Mur med et Slag som
en Bølges, og blev borte med det Samme. Og der var andre Vindpust,
der brølede ned i Kaminen, saa Flammen dukkede sig af Angst og den
hvidlige Brænderøg forskrækket krummede sig som en Bølgekam henimod
Kaminaabningen, parat til at kaste sig ud i Stuen, men saa i næste Nu
hvirvled den tynd og let og blaa op igjennem Skorstenen, og Flammerne
raabte efter den, hopped og sprang og sendte den spragende Gnister
i Haandfuldvis lige i Hælene. Og saa begyndte Ilden først rigtig at
brænde, lagde sig med brummende Velbehag bredt over Gløder og Aske
og Emmer, kogte og syded af Fryd i det hvide Birkeveds inderste
Marv, snurred og spandt som en brandrød Kat og strøg saa med Luer
og Flammer polidsk og fornøjet om Næsen paa sortladne Knuder og
hedhovede Favnestykker.

Rød og lun og lysende strømmede den lystige Ilds Aande ud i den
lille Stue. I en flimrende Lysvifte spilled den hen over det tavlede
Gulv og jog det fredsommelige Skumringsmørke foran sig, saa det
bange gjemte sig som zittrende Skygger tilhøjre og tilvenstre bag de
snirklede Stoleben, eller trykked sig ind i Krogene, gjorde sig langt
og tyndt i Skjul bag fremspringende Lister eller lagde sig plat ned
under den store Dragkiste.

Saa med Eet ligesom sugede Kaminen Lyset og Varmen buldrende til sig
igjen, og Mørket bredte sig frejdigt over hele Gulvet, paa hver en
Tavle og hvert et Brædt, helt henimod Ilden, men saa kom Ildskjæret
jagende henover Gulvet igjen, saa Skumringsmulmet fløj til alle
Sider, og Skjæret efter det, opad Vægge og opad Døre, helt op over
den blanke Messingklinke, -- ingensteds var det sikkert; ja, der sad
Mørket og klemte sig ind til Mur og Loft som en Kat i et Træ, og
Skjæret sprang omkring dernede, hen og frem, hoppende og jagende som
Hunden ved Træets Rod. Ikke engang mellem Glas og Pokaler højt oppe
paa Dragkistens Tag kunde Mørket være i Fred, for de røde Rubinglas,
de blaa Pokaler og grønne Rømere, alle saa tændte de brogede Fyr og
hjalp Skjæret at finde det frem.

Og Blæsten blev ved derude og Mørket tog til, men derinde, der luede
der Ild og der dandsed der Lys, og Marie Grubbe hun sang. Snart sang
hun Ordene lige som hun kunde huske dem, snart nynnede hun blot
Melodien; hun havde sin Luth i Haanden, men hun spillede ikke, hun
blot nu og da greb i Strængene og fremlokkede et Par klare, længe
klingende Toner.

Det var en af disse hyggelige, smaa, vemodige Sange, som gjør
Ens Hynde blødere og Ens Stue lunere, en af disse sagteligt
bølgende Melodier, der ligesom synger sig selv i deres magelige
Sørgmodighed og med det Samme lader Ens Stemme lyde saa fornøjeligt
fyldig, saa svulmende og saa rund. Marie sad lige i Skjæret fra
Kaminen, omspillet af det rødlige Lys, og hun sang saa tankeløst
velbehageligt, ligesom kjærtegnende sig selv med sin egen Røst.

Da aabnedes den lave Dør, og Ulrik Frederiks høje Skikkelse dukkede
ind ad den.

Marie holdt straks op med at synge.

«Ah, Madame!» udbrød Ulrik Frederik i en mildt bebrejdende Tone, idet
han med bønfaldende Gebærde traadte hen imod hende, «havde jeg vidst,
I vilde lade Eder incommodere af min Nærværelse ...!»

«Aa nej, jeg sang ikkun for at holde mine Drømme vaagne.»

«Aimable Drømme?» spurgte han og bøjede sig ned over Varmebukken
foran Kaminen og varmede sine Hænder paa dens blanke, røde
Kobberkugler.

«Ungdomsdrømme,» svarede Marie og løb med Haanden over Luthens
Strenge.

«Ja, immer er Alderdommen sig selv lig!» og han saae smilende paa
hende.

Marie tav lidt, saa sagde hun pludseligt:

«En kan være ret ung og have gamle Drømme endda.»

«Hvad her er for en skjønne Desmerlugt herinde! -- men er ellers min
Ringhed med i _de_ gamle Drømme, Madame? -- om En tør spørge.»

«Ak nej!»

«Der var dog en Tid ...»

«Blandt alle andre Tider.»

«Ja, Madame, blandt alle andre Tider var der en Gang en underskjønne
Tid, hvor jeg var Eder saare, saare kjær. Kan I kuns mindes en
Mørkningstime, Ottesdagen efter vort Bilager eller ved det Lav? Det
var en Blæst og Sne ...»

«Ret som nu.»

«I sad foran Kaminen ...»

«Ret som nu.»

«Ja, og jeg laa ved Eders Fødder, og Eders kjære Hænder legte I mit
Haar.»

«Ja, den Gang elskede I mig!»

«O, ret som nu! -- og I -- I bøjede Eder ned over mig, I græd, saa
Taarerne randt Jer ned ad Kinderne, og I kyssede mig og saae saa ømt
og bevæget paa mig, som om I bad en Bøn for mig i Eders Hjærte, og
saa paa een Gang, -- kan I mindes? -- saa bed i mig i Halsen.»

«Ja, Gud du Godeste, hvor jeg dog elskede Jer, min Hr. Gemal! Naar
jeg hørte Eders Sporer klingre paa Trappen, saa ringede mit Blod for
mine Øren, jeg zittrede fra Hoved og til Fod og mine Hænder blev saa
kolde som en Is. Og naar I saa kom ind og trykkede mig i Eders Arme
...»

«De grace, Madame!»

«Aa, det er jo kuns døde Minder om en Amour, som længst er slukket
ud.»

«Ak, slukket ud, Madame! den ulmer dog hedere end før.»

«Nej, den er dækket til med altfor mange Dages kolde Aske.»

«Men den rejser sig af Asken som den Fugl Fønix, skjønnere og
fyrigere end før -- sig, gjør den intet?»

«Nej, Elskov er som en fin Blomst; om en frostig Nats Kulde forvisner
dens Hjærte, saa gaar den ud fra Top til Rod.»

«Nej, Elskov er som den Urt, der kaldes for Jerichos Rose; om Tørken
kommer, saa tørres den bort og krymper sig sammen, men bliver det saa
en mild og liflig Nat med frodig Dug, saa slaar den alle sine Blade
ud igjen og er saa grøn og frisk som ingen Tid før.»

«Kan hænde! der er vel mange Slags Elskov til.»

«Det er der, -- ja, og vor var just saadan Elskov.»

«At Eders var det, det siger I mig nu, men min, aldrig var den det,
aldrig.»

«Saa har I aldrig elsket.»

«Elsket ikke! nu skal jeg fortælle Jer, hvor jeg har elsket -- Det
var paa Frederiksborg ...»

«O, Madame, I er uden Skaansel!»

«Nej, nej, det er slet intet det. -- Det var paa Frederiksborg. Ak,
I veed kuns lidet, hvad jeg der led. Jeg saae, at Eders Kjærlighed
til mig var intet nær som før. Ak, som en Moder vaager over sit
kranke Barn og giver Agt paa hvert et lille Tegn, saaledes fulgte
jeg med Angst og Bævelse Eders Kjærlighed. Og da jeg saae i Eders
kolde Blikke, hvor bleg den blev, og følte i Eders Kys, hvor svagt
dens Pulse slog, da var det som skulde jeg forgaas i Kval og i Pine.
Jeg græd for denne Kjærlighed i lange Nætter, jeg bad for den som
for et Hjærtens dyrebart Barn, der dør og dør, Time for Time. Og
jeg spejdede efter Hjælp og efter Raad i min Kvide, efter Lægedom
for Eders kranke Kjærlighed og hvad gehejme Midler, som kom mig for
Øre, af Elskovsdrikke at være, dem blandede jeg med tvivlendes Haab
i Eders Morgendrikke og Aftenvin. Jeg lagde Eders Brystdug ud for
trende voksende Maaner og læste Bryllupspsalmen derover, og paa Eders
Sengefjæl, der malte jeg forinden med mit eget Blod tretten Hjærter
i Kors, men uden Gavn, min Hr. Gemal, for Eders Kjærlighed var krank
til Døden. -- Se, saadan var I elsket!»

«O nej, Marie, min Kjærlighed er ikke død, den er opstanden. Hør mig,
Hjærte! hør mig, for jeg har været slagen med Blindhed, med daarlig
Vanvittighedssot, men nu, Marie, knæler jeg ned for Eders Fødder,
og se, jeg bejler igjen, med Tryglen og med Bøn. Ak, min Elskov har
været som et vægelsindet Barn, men nu er den vokset op til Mand, o,
giv Jer trygt hen i dens Arme og jeg sværger Jer ved Korsens Træ og
Mands Honneur, at de skal ingensinde slippe Jer igjen.»

«Ti, ti, hvad kan det hjælpe!»

«O, tro mig dog, Marie!»

«Ved Gud den Levendes! jeg tror Jer, der er ikke Trevl eller Traad af
Tvivl i mit Sind, jeg tror Jer fuldt, jeg tror, at Eders Kjærlighed
er stor og stærk, men _min_! den har I kvalt med egne Hænder, den
er et Lig, og hvor højt saa Eders Hjærte raaber, saa vil det aldrig
vække den op igjen.»

«O jo, Marie! I af Eders Kjøn ... jeg veed, at der er dem iblandt
Jer, som naar de elsker en Mand, saa om han støder dem bort med sin
Fod, de kommer dog igjen, evindelig igjen, for deres Kjærlighed er
fast mod alle Saar.»

«Ja, det er ret, min Hr. Gemal, og jeg -- jeg er et saadant
Kvindfolk, skal I vide, men I -- er intet af de rette Mænd.»

               *       *       *

  «Gud holde sin beskjærmendes Haand over dig, min hjærtens
  allerkjæreste Søster, og være dig en god og rund Givere af hvad
  som ønskværdig er, baade til Liv og Sjæl, det ønsker jeg dig af
  Hjærte.

  Hjærtens allerkjæreste Søster, som er min eneste velmenendes Ven
  fra Børnetid, vil jeg nu beskrive, hvad skjønne Frugter jeg har
  af min Ophøjelsesstand, som skal være forbandet fra den Dag, den
  begyndte; thi den har, som Gud veed, ikkuns ført mig Fortræd og
  Tribulats i fulde Skaale.

  Ja, var det mig intet en rette Ophøjelse paa bagvendt Vis, som
  allerkjæreste Søster nu skal høre, og som vel hende allerede i
  mange Stykker er bevidst; thi det kan intet fejle, at Søster jo
  af hendes kjære Mand har fornummet at det, allerede mens vi var
  paa Sjælland at bo, stod ganske koldsindigt til imellem mig og
  min fine Hr. Gemal; og her til Aggershus var det paa nogen Tid
  ikke anderledes, thi han har ført sig saaledes op imod mig som
  mestendels er utroligen at fortælle, men som nok stod til ventendes
  af slig en smukke Junkere. Men jeg bryder mig kuns fejl om hans
  skidne Galanterier, thi de gaa mig i Ingenting an, saasom jeg bær'
  til ham for længe siden saa ringe Kjærlighed, at det jo intet
  skulde være nok til at holde en kranker Ælling ved Live, og kan han
  for mig løbe Runsk efter Rakkerens Kvind, om det skulde være hans
  Ønske, kuns han i Ingenting kommer mig for nær at fægte, som han
  just netop gjør, og i saa Manering, at man skulde undres paa, om
  han er optændt af Galenskab heller Djævelen har besættet ham, og
  det har deraf sin Begyndelse, at han kom til mig en Dag med fine
  Ord og strunke Løfter og vilde, Alting skulde være godt igjen os
  imellem, mens han er af mig saa afskyet og foragt', hvad jeg ham
  og fortalte i de Ord, at jeg holdt mig ham altfor god at være; men
  da var det, det ret gik an, thi wenn's de Düwel friert, plejer
  man sige, macht er sein Hölle glühn, og tændte han mig fluks en
  Helvedes Badstue op, i saa Maade, at han kjørte herind paa Slottet
  i Hobevis af løse Kvindfolk og Skarns Skjøger, og beværtede paa
  dem med Mad og Drikke i store Stykker, ja med dyrebar Snemos og
  bekostlige Schauessen, som til nogen fyrstelig Banquete, og der
  skulde mine kunstig vævede Damaskes Duge, som jeg har i Arv efter
  vor sal. Moder, være lagt frem, og mine Silkeshynder med Fryndserne
  om ligedan, men blev der Intet af, som jeg slog det bag Laas
  tilhobe, saa han maatte laane i Staden baade til Borde og Bænke at
  brede.

  Min hjærtens allerkjæreste Søster, jeg vil nu intet trætte hende
  længer med saadan garstig Kompagnie, men er det intet forsmædeligt,
  at saadant Skjøgepak, som, om dem skete deres Ret, skulde have
  deres Hud strøgen brav af ved Stadens Kag, skal sidde paa
  Stadsebænk i kongelig Majestæts Statholderes Stue; jeg mener, det
  er saa uerhørt og bespotteligen, at om det kom kongelig Majestæt
  til Gehør, som jeg ønsker af ganske Hjærte, Liv og Sjæl, da vilde
  han tale min guten Ulrik Friederich saadan til, som han kuns lidet
  skulde forlystes at høre paa. Den artigste af hans Streger imod
  mig har jeg endnu intet fortalt; den er og hel ny, som den skete
  forgangen Dag, der jeg lod sende efter en Kræmmere, at han skulde
  komme op med nogle brabandtiske Silkes-Agramaner, som jeg vilde
  have forneden en Trøje; men han lod svare, om jeg vilde skikke
  Pengene ned, skulde Varerne vel komme, men Statholderen havde
  forbøden ham at sælge mig Noget paa Borg, og ligedan Bud kom der
  fra Hattestaffereren, som der var sendt efter, saa jeg formener,
  han har gjort mig ubetroet over det ganske Sted, mens jeg har ført
  i hans Bo for mange tusinde Rigsdaler og tusinder til. Nu intet
  mere for denne Gang. Gud være alting befalet, og han sende mig
  altid gode Bud fra dig.

    af Aggershus Slot, 12 Decembris 1665.

                                        Din fuldtro Søster altid
                                             _Marie Grubbe_.

  Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Styge Høeghs, Landsdommere
    paa Laaland, min hjærte kjære Søster huldeligen tilhaande.»

  «GUD have hende i sin Forvaring, min allerkjæreste Søster, nu og
  altid, det vil jeg ønske hende af et oprigtig Hjærte, og vil jeg
  bede for hende den Bøn, at hun maa fatte et oprejset Sind og intet
  lade sig plat nedtrykke, thi hver har sin Jammerslod tildelet, og
  vi svømme og bade i idel Elendighed.

  Hendes Skrivelse M. A. K. S. er kommen mig tilhaande, uskadt og
  ubrudt i alle Maader, og fornemmer jeg deraf med synkendes Hjærte
  den Spot og Beskæmmelse, hendes Gemal fører hende paa, som er en
  store Uret af kongelig Majestæts Statholdere at gjøre, som han
  gjør. Men vær dog ikke for hastig, min Høne, thi hun har Aarsage
  til Taalmod, som hende er saa høj en Plads anviset, som ikke var
  god at gaa Forlis af, og som vel er det værd med Uro at bevare,
  thi om hendes Gemal sværmer hen og spilder meget Gods, saa er det
  af hans eget, han forøder, mens min Slemmere til Mand har sat Veje
  for baade hans og mit, som er en Ynk, at en Mand, der skulde holde
  sammen paa, hvad af GUD os er fortroet, i den Sted splitter og øder
  det aldeles. Vilde kuns GUD skille mig vel ved ham, om det blev saa
  heller saa, da var der derudi stor Almisse mod mig arme Kvinde, og
  som ikke nok var at takke for, og kunde det ligesaavel ske, som vi
  det sidste Aar aldeles ikke have været tilsammens, som GUD have Lov
  og Tak for, om det maatte vare ved, saa M. A. K. S. kan skjønne,
  at ikke heller min Seng er aldeles med Silke bredt, men M. A. K. S.
  maa tænke, at hendes Gemal stiller sig nok og kommer til Fornuft
  igjen, at han ikke sætter alting paa ublu Skjøger og Skarns-Folk,
  og som hans Embed giver ham stor Indtægt, skal hun ikke lade sit
  kjære Hjærte foruroes af hans bespottelige Ødselhed eller af hans
  Uhuldhed heller. GUD vil det bedre, det tror jeg forvist. Gjør nu
  vel, min Høne, og have hun mange tusind gode Nætter fra mig,

                              hendes tro Søster, mens jeg lever,
                                     _Ane Marie Grubbe_.

    af Vang, 6 Februari 1666.

  A Madame
    Madame Gyldenleu, min gode Ven og Søster, venligen tilskreven.»

  «Gud holde sin beskjærmendes Haand over dig, min hjærtens
  allerkjæreste Søster, og være dig en god og rund Givere af hvad som
  ønskværdigt er i alle Maader til Liv og Sjæl, det ønsker jeg dig af
  ganske Hjærte.

  Hjærtens allerkjæreste Søster, man siger vel af Gammelt, at Ingen
  er saa rasendes galen, den jo helmer et Blink mellem St. Hans og
  Paulinus[7], men det vil her ingen Skik have, thi min galne Hr.
  Gemal er intet kommen til sin Vittighed endnu, ja, han er ti, ja
  tusindfold galnere end tilforn, thi hvad som før jeg skrev om, det
  er kuns for Børneværk at regne mod det, som nu gaar an, som er
  over al Maade; at vide, allerkjæreste Søster, han har været til
  Kjøbenhavn og, o, utænkelig Spot og Beskæmmelse, havde med sig
  hertil en af hans gamle Karnaillekvinder, navnlig Karen, som han
  fluks lod tage bestandig Lossemente her paa Slottet og som er over
  alle Ting og regjerer i alle Maader, mens jeg er sat bag Døren at
  staa; men, hjærte kjære Søster, hun maa nu gjøre mig den Villighed,
  at hun forhører sig om vor kjære Fader vilde tage sig min Sag an,
  om jeg rømmede herfra, som han jo nok vil, thi Ingen kan uden stor
  Medlidenhed min ulykkelige Stilling anse, og det som byltes mig
  paa, er saa ulideligen, at jeg tænker, jeg kan kuns gjøre Ret, om
  jeg kaster det af. Det er intet længer end som nu, dyre vor Frue
  Dag[8], jeg var gangen ned i vores Abildhave, og den Tid, jeg kom
  ind igjen, da var Slaaen for mit Sengekammer skudt for indvendig
  fra, og der jeg spurgte, hvad den Streg skulde læses for, svartes
  mig, at den Kammer og den næstved, dem vilde hun, Karen, have,
  og var min Seng flyttet op i den vestre Stue, som er saa kold som
  en Kirke, naar Blæsten staar paa, og fuld af Trækvinde, og Gulvet
  aldeles frønnet og her og der med ganske store Huller. Men skulde
  jeg tilfulde beskrive al den Haanhed, mig her overgaar, da blev det
  saa lang som nogen Fasteprædiken, og om det paa den Vis farer fort,
  da tror jeg knap, mit Hoved skal holde. Gud være alting befalet og
  han sende mig altid gode Bud fra dig,

   [7] Mellem St. Hans og Paulinus = fra 24 til 23 Juni.

   [8] Frue Dag = 15 August.

                                        din fuldtro Søster altid
                                             _Marie Grubbe_.

    af Aggershus Slot, 2 Septembris 1666.

  Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Sti Høeghs, Landsdommere
    paa Laaland, min hjærte kjære Søster huldeligen tilhaande.»

Ulrik Frederik var egenlig ligesaa kjed af Tilstanden paa Slottet,
som Marie Grubbe var det.

Han var bedre vant i Retning af Udsvævelser. Det var kun tarvelige
Svirebrødre, disse fattige, simple Officerer der i Norge, og deres
Soldaterskjøger var heller ikke til at holde det ud med ret længe.
Karen Fiol var den eneste, der ikke var idel Raahed og Plumphed, men
selv hende sagde han hellere Farvel idag end imorgen.

Det var i Ærgrelse over Marie Grubbes Afslag, at han havde gjort
disse Folk til sit Selskab; saa havde det en Stund moret ham, men
ikke længe, og da det Hele nu begyndte at blive ham mat og næsten
ubehageligt, og der ligesom var kommen en svag Fornemmelse af Anger
over ham, saa trængte han til at bilde sig selv ind, at det havde
været nødvendigt, og kom virkelig ogsaa til at tro, at det var det,
og at han havde havt en Plan med det altsammen, den nemlig, at bringe
Marie Grubbe til at fortryde sin Opførsel og føre hende angrende
tilbage. Men da det nu ikke syntes, at Fortrydelsen vilde komme, saa
tog han haardere fat, i det Haab, at han ved at gjøre hende Livet saa
ubehageligt som muligt, nok skulde overvinde hendes Stædighed; for
at hun ikke elskede ham mere, det troede han ikke paa, han følte sig
overbevist om, at hun i sit Hjærte længtes efter at kaste sig i hans
Arme, men at hun, da hun mærkede, at hans Kjærlighed var kaldt til
Live igjen, saae, at hun kunde faa Hævn over ham for hans Frafald ...
og han undte hende denne Hævn, han kunde godt lide, hun vilde hævne
sig, men hun trak det for længe ud, det blev ham altfor langvarigt
her i dette barbariske Norge.

Alligevel, han var dog ikke rigtig sikker paa, om han ikke havde
gjort bedst i at lade Karen Fiol blive i Kjøbenhavn, men paa den
ene Side kunde han ikke holde det ud mere med de Andre, og paa den
anden var Skinsyge en mægtig Allieret, og Marie Grubbe _havde_ været
skinsyg paa Karen, det vidste han.

Marie Grubbe kom nu imidlertid stadig ikke, og han begyndte at tvivle
paa, at hun nogensinde vilde komme, og hans Kjærlighed voksede med
hans Tvivl.

Der kom nu noget af et Spils eller en Jagts Spænding over Forholdet.

Det var med ængsteligt Sind, med beregnende Frygt, at han voldte
Marie Grubbe den ene Tort efter den anden og han ventede spændt paa
et Tegn, blot et lille Tegn paa, at han drev sit Vildt paa den rette
Vej, men der skete intet.

Jo endelig.

Endelig skete der Noget, og han var vis paa, at det var Tegnet, just
det Tegn, han ventede. Marie Grubbe tog nemlig en Dag, Karen havde
tilføjet hende en usædvanlig nærgaaende Fornærmelse, en god, stærk
Lædertømme i sin Haand, gik gjennem Huset hen til det Kammer, hvor
Karen just sov sin Middagssøvn, lukkede Dørene til indenfra og gav
den forfærdede Skjøge et godt Livfuld Hug af den tunge Tømme og
gik saa roligt tilbage til det vestre Kammer, midt imellem alle de
maalløse Tjenestefolk, som Karens Skrigen havde kaldt til.

Ulrik Frederik var nede i Byen, da det skete; Karen sendte ham straks
Bud, men han forhastede sig ikke med at komme, først langt ud paa
Eftermiddagen hørte den ventende Karen hans Hest i Gaarden.

Hun løb ned imod ham, men han skød hende lempeligt, men bestemt til
Side, og gik lige op til Marie Grubbe.

Døren stod paa Klem -- saa var hun vel ikke derinde.

Han stak Hovedet ind, vis paa at finde Stuen tom, men hun var der,
hun sad ved Vinduet og sov. Saa traadte han forsigtigt ind, saa
forsigtigt, han kunde, for han var ikke aldeles ædru.

I en gul og gylden Strøm stod Lyset fra den synkende Septembersol
ind i Kammeret og hæved de fattige Farver derinde til Glands og
Herlighed; de kalkede Vægge fik Svaners Hvidhed, det brunede Træloft
Malmens Glød, og det falmende Sengeomhæng blev vinrøde Folder og
purpurne Læg. Der var blændende lyst; selv det, der var i Skygge, det
lysned endda, det var som skimted det frem af en Taage af løvgult
Lys. Om Marie Grubbes Hoved spandt det en Glories Guld og kyssed
hendes hvide Pande; men at Øjne og Mund var dybt i Skygge, det voldte
et gulnende Æbletræ, der holdt sine abbildrødmende Grene fristende op
for Ruden.

Men hun sov, sad paa en Stol og sov, med Hænderne foldede i Skjødet.

Paa Taaspidsen listede Ulrik Frederik sig hen til Marie, og Glorien
svandt, da han stillede sig mellem Vinduet og hende.

Han betragtede hende nøje.

Hun var blegere end før. Hun saae saa god og blid ud som hun sad der,
med Hovedet bøjet tilbage, med letadskilte Læber og med den hvide
Strube bar og blottet; han kunde se, hvor Pulsen banked paa Siden af
Halsen, lige under det brune, lille Modermærke. Han fulgte Skulderens
faste Runding under den stramme Silke og den slanke Arm, til den
hvide, hvilende Haand. -- Og den var hans. -- Han saae, hvordan den
knyttede de trinde Fingre om den brune Tømme, og hvordan Armen i dens
hvide, aareløbne Former blev fast og blank, blev slap med mattet
Glands i Slaget, som den slog paa Karens arme Krop. Han saae, hvordan
hendes skinsyge Blik det tindrede tilfreds, og hvordan hendes vrede
Læber smilte grusomt ved Tanken om at hun slettede Kys paa Kys med
Tømmesvøben. -- Og hun var hans. -- Han havde været ond og stræng og
grusom, han havde ladet disse kjære Hænder vride sig i Kvide og disse
røde Læber aabne sig i Klage.

Hans Øjne fik en fugtig Glands imens han tænkte saa, og han følte sig
gjennemtrængt af hele en drukken Mands letvakte, bløde Medlidenhed,
og han blev ved at staa og stirre i dorsk og drukken Følsomhed, til
Solens rige Lysstrøm var tæret ind til en tynd, lille, blinkende
Traad, højt mellem Loftets mørke Bjælker.

Da vaagnede Marie Grubbe.

«Jer!» næsten skreg hun, idet hun foer op og kasted sig tilbage, saa
Stolen tumlede henad Gulvet.

«Marie!» sagde Ulrik Frederik saa ømt, som han formaaede, og strakte
bønfaldende Hænderne ud imod hende.

«Hvad vil I? -- I vil vel klage for de Hug, Eders Skjøge bekom?»

«Nej, nej, Marie, lad os være Venner, gode Venner!»

«I er drukken,» sagde hun koldt og vendte sig fra ham.

«Ja, Marie, af Kjærlighed til dig er jeg drukken, jeg er svimlendes
drukken af din Dejlighed, min Hjærtens Dukke.»

«Ja, saa drukken, at Eders Syn har slaaet Jer fejl, og I har taget
Andre for mig.»

«Marie, Marie, vær nu intet iversyg!»

Hun gjorde en haanlig afvisende Bevægelse.

«Jo, Marie! du varst iversyg; du har forraad dig selv, nu du tog den
Ridetømme, du veed ... men lad nu hele det skidne Slæng være glemt og
dødt og Djævelen i Vare; kom, kom! leg nu intet mere den Uhulde med
mig, som jeg har leget den troløse Gast med dig, med al denne Slemmen
og Bolen paa Skrømt. Vi gjør jo kuns hinanden en Helvedes Kule deraf,
for det kunde være en Himmerigs Sal. -- Du skal faa din Villie i hvad
du vil; vil du svæve i Silke, saa tykt som Camelot, vil du have
Perler i Strænge, saa lange som dit Haar, du skal faa det, og Ringe
og Gyldenstyksstoffer i hele Væve, og Fjer og Stene, hvad du kuns
vil, der er Ingenting for dyr'bart til at slides af dig.»

Han vilde lægge sin Arm om hendes Liv, men hun greb ham om
Haandleddet og holdt ham ud fra sig.

«Ulrik Frederik,» sagde hun, «skal jeg sige dig en Ting? -- Om du
kunde svøbe din Kjærlighed i Sindal og Maar, om du kunde klæde den i
Zobel og krone den med Guld, ja give den Sko af den skære Demant, jeg
vilde kaste den fra mig som Skarn og Dræk, for jeg agter den ringer'
end den Jord, som jeg træder med min Fod. Der er intet en Dryp af
mit Blod, der er dig god, intet en Trævl af mit Kjød, den jo støder
dig væk, -- hører du! der er intet en Vraa i min Sjæl, du jo kaldes
med Navne. -- Forstaa mig kuns ret! om jeg kunde løse din Krop af en
Helsots Pine eller din Sjæl af Helvedes Nød ved at blive som Din, jeg
gjorde det intet.»

«Jo, du gjorde det, Kvind, og saa sig ikke saa!»

«Nej og nej og mer' end nej!»

«Saa ud, ud! bort fra mit Øjesyn i Helvedes forbandede Navn.»

Han var hvid som en Væg og rystede paa alle Lemmer. Mælet var hæst og
ukjendeligt og han fægtede med Armene i Luften som en vanvittig Mand.

«Tag din Fod af min Vej! tag din -- tag din -- tag din Fod af min
Vej, eller jeg flækker din Stjærn, der er Dræbningsblod oppe og rødt
for mit Syn. -- Ud, ud af Norges Land og Rige og Helvedes Brand til
Gefährt[9]! Ud ...»

 [9] Gefährt = Kjøretøj.

Marie saae en Stund forfærdet paa ham, saa løb hun, hvad hun kunde,
ud af Stuen, bort fra Slottet.

Som hun slog Døren til, greb Ulrik Frederik Stolen, hun havde siddet
i, da han kom, og rendte den ud af Vinduet, flængede det møre Omhæng
af Sengestedet og rev det i Pjalter og Taver, mens han flakkede frem
og tilbage i Værelset; saa sank han ned paa Gulvet og krøb omkring
paa sine Knæ, hvæsende som et vildt Dyr og hamrende sine Knoer
tilblods. Omsider trættedes han, krøb hen til Sengen og kastede sig i
den med Ansigtet ned i Puderne, og raabte paa Marie med ømme Navne og
græd og hulkede og forbandede hende, og talte saa igjen, som kjælede
han for hende, med blid og sagte Røst.

Samme Nat fik Marie Grubbe en Skipper til for gode Ord og stor
Betaling at sejle sig til Danmark.

Næste Dag jog Ulrik Frederik Karen Fiol bort af Slottet, og faa Dage
efter rejste han til Kjøbenhavn.




XIII.


En skjønne Dag overraskedes Erik Grubbe ved at se Madame Gyldenløve
kjøre ind paa Tjele.

Han skjønnede straks, at der var noget Galt paafærde, som hun saadan
kom agende uden Tjenerskab og nogen Ting, og da han fik at vide,
hvordan det egenlig forholdt sig, var det ikke noget varmt Velkommen,
han bød hende, for han blev saa vred, at han gik sin Vej, smeldende
Døren i efter sig og viste sig ikke mere den Dag.

Men da han fik sovet paa det, blev han mere omgængelig, ja han
behandlede endog sin Datter med en næsten respektfuld Kjærlighed, og
der kom noget af en gammel Hofmands stive Pyntelighed i hans Tale.
Han var nemlig kommen i Tanker om, at endnu var der jo egenlig ingen
Ulykke skeet; der havde vel været en lille Uenighed mellem de unge
Ægtefolk, men Marie var endnu Madame Gyldenløve, og Sagen maatte uden
stor Vanskelighed kunne bringes i den gamle Skure igjen.

Rigtignok raabte Marie paa Skilsmisse og vilde ikke høre et Ord om
Forsoning, men det vilde næsten være urimeligt at vente andet, lige
i den første Hedes friske Forbittrelse, nu mens alle Minder vare
ømme Vunder og gabende Saar, saa det lagde han ingen Vægt paa; der
vilde Tiden hjælpe, det var han overbevist om.

Der var desuden en Omstændighed af hvilken han lovede sig en ikke
ringe Bistand. Marie var jo kommen næsten nøgen fra Aggershus uden
Klæder og Klenodier, og hun vilde snart savne den Pragt, hun havde
lært at anse for dagligdags, og selv den jævne Kost paa Tjele, den
ringe Betjening og hele det daglige Livs Tarvelighed vilde faa hende
til at længes efter det, hun havde forladt. Paa den anden Side kunde
Ulrik Frederik, han være nu saa vred han vilde, vanskelig tænke
paa Skilsmisse. Hans Pengesager var ikke i den Orden, at han kunde
skilles ved Maries Medgift, thi tolv tusind Daler var mange rede
Penge, og Guld og Jordegods og anden Herlighed var ogsaa haardt at
komme af med, naar man nu endelig en Gang havde faaet det.

Et Halvaarstid gik Alting godt paa Tjele. Marie befandt sig vel
paa den stille Gaard. Den dybe Fred, der herskede der, Dagenes
Ensformighed og deres fuldstændige Mangel paa Begivenheder var noget
Nyt for hende, og hun nød det med et drømmende, passivt Velbehag.

Naar hun tænkte paa Fortiden, kom den hende for som en trættende
Kæmpen og Bryden, en rastløs Trængen sig frem uden Maal, lysnet af et
skærende, stikkende Lys og gjennemlarmet af en utaalelig, bedøvende
Tummel, og der kom en frydelig Fornemmelse over hende af Tryghed
og Ro, af uforstyrret Hvile i velgjørende Skygge, i sød og venlig
Tavshed; og hun yndede at forhøje sit Tilflugtssteds Fred ved at
tænke sig, at i Verden derude der larmede og stredes og trængtes de
endnu, mens hun havde listet sig bort ligesom bagom Livet og truffet
en tryg lille Plet, hvor Ingen kunde finde hende og bringe Uro i
hendes yndigt dunkle Ensomhed.

Men alt som Tiden led, blev Stilheden tung og Freden død og Skyggen
mørk, og hun begyndte nu ligesom at lytte efter en levende Lyd fra
Livet derude. Det var hende derfor ikke uvelkomment, at Erik Grubbe
foreslog en Forandring. Han vilde nemlig have, at hun skulde tage
hen og bo paa sin Gemals Slot, Kalø, og han udviklede for hende,
at da hendes Gemal havde hele hendes Medgift i Besiddelse og dog
Intet sendte til hendes Underhold, saa var det rimeligt, hun lod sig
underholde af Kalø Gods, og der kunde hun saa leve som Blommen i et
Æg, holde stort Tjenerskab og føre sig op med Pragt og Bekostning,
langt anderledes end her paa Tjele, som var altfor tarveligt til
hende, der var saa meget bedre vant. Desuden var der i Kongens
Morgengavebrev til hende, hvori der tilsikredes hende tusinde Tønder
Hartkorn, ifald Ulrik Frederik skulde dø fra hende, aabenbarlig tænkt
paa Kalø Gods, som netop var de tusinde Tønder og som tilskjødedes
Ulrik Frederik et Halvaarstid efter Bryllupet. Dersom nu de ikke
skulde blive forligte igjen, saa var det ikke usandsynligt, at Ulrik
Frederik kom til at afstaa hende det hende som Enkesæde tiltænkte
Gods, og det var derfor tjenligt, baade at hun lærte det at kjende og
at Ulrik Frederik vænnede sig til at vide det i hendes Besiddelse,
desto lettere vilde han maaske afstaa det.

Erik Grubbes Mening med denne Ordning var den, at blive fri for de
Bekostninger, han sattes i ved Maries Ophold paa Tjele, og saa i
Folks Øjne at gjøre Bruddet mellem Ulrik Frederik og hans Gemalinde
mindre end det var; desuden var det jo altid en Tilnærmelse, og man
vidste aldrig, hvad den kunde føre til.

Marie rejste da til Kalø, men kom ikke til at leve der som hun havde
tænkt sig det, for Ulrik Frederik havde givet sin Ridefoged Johan
Utrecht Ordre til, vel at modtage og underholde Madame Gyldenløve,
men ikke at lade hende faa Hvid eller Skilling i rede Penge. Paa Kalø
var der nu desuden, om muligt, endnu kjedsommeligere end paa Tjele,
saa Marie var neppe blevet der længe, hvis hun ikke havde faaet en
Gjæst, der snart skulde blive hende mere end en Gjæst.

Hans Navn var Sti Høg.

Siden Festen i Frederiksborg Slotshave havde Marie Grubbe ofte
tænkt paa denne sin Svoger og altid med en Følelse af inderlig
Taknemmelighed, og mangen den Gang, naar hun paa Aggershus var
bleven krænket eller saaret særlig føleligt, havde det været hende en
Trøst at mindes Stis ærbødige, tavs tilbedende Hyldest. Og hans Væsen
var det samme nu, hun var forglemt og forladt, som i hine hendes
Herligheds Dage; der var den samme smigrende Haabløshed i hans Miner,
den samme ydmyge Beundring i hans Blik.

Mere end to--tre Dage ad Gangen blev han aldrig paa Kalø, saa tog
han en otte Dages Tid paa Besøg i Omegnen, og Marie lærte at længes
efter, at han skulde komme, og at sukke, naar han drog bort, thi
han var saa godt som hendes eneste Omgang, og de blev derfor meget
fortrolige, og det var kun lidet, de skjulte for hinanden.

«Madame!» spurgte Sti Høg en Dag, «er det Eders Agt at vende tilbage
til Hans Exellence, om han gjør Eder fuld og rundelig Afbigt?»

«Om han saa kom krybendes hertil paa sine Knæ,» svarede hun, «vilde
jeg støde ham bort. Jeg har for ham kuns Afsky og Foragt i Hjærte,
for der er intet een trofast Sentiment i hans Sind, intet een ærlig,
varm Blodsdraabe i hans Legem'; han er en Skjøge, ret en forfulet,
forbandet Skjøge, og intet en Mand; han har en Skjøges tomme, troløse
Øjne og en Skjøges sjælløse, klamme Begjær. Aldrigen har en ærlig,
blodsvarm Passion reven ham hen, aldrigen har et hjærtebaaret Ord
raabet fra hans Læber. Jeg hader ham, Sti, for jeg føler mig som
besudlet af hans listende Hænder og hans skjøgeagtige Ord.»

«I vil da andrage paa Separation, Madame?»

Marie svarede, hun vilde det, og om det ellers havde været hendes
Fader med, vilde den Sag sikkert alt være vidt fremmet, men han
forhastede sig ikke, saasom han havde den Tro, at Alt endnu vilde gaa
i Lave, men det vilde det aldrig.

De talte saa om, hvad hun kunde vente at faa til sit Underhold efter
Skilsmissen, og Marie mente, at Erik Grubbe paa hendes Vegne navnlig
vilde gjøre Fordring paa Kalø.

Det syntes Sti Høg var ilde betænkt. Han havde i sine Tanker viist
hende et andet Liv ud end det at sidde Enke i en afsides Krog af
Jylland og saa maaske tilsidst blive gift med en menig Adelsmand, thi
højere vilde hun ikke naa her; ved Hoffet var hendes Rolle udspillet,
for der var Ulrik Frederik for vel anskreven til at han ikke skulde
kunne holde hende borte fra det og det fra hende. Nej, han havde nu
den Mening, at hun skulde faa sin Medgift udbetalt i rede Penge og
saa forrejse Landet og aldrig sætte sine Fødder der mere; thi med
hendes Skjønhed og Anstand kunde hun i Frankrig vinde en anderledes
fager Skjæbne end her i dette usselige Land med dets bondeagtige Adel
og fattige Kontrafej af et Hof.

Det sagde han, og det tarvelige Liv i Kaløs Ensomhed var saa god en
Baggrund for de bedaarende Billeder, han udkastede af Ludvig den
Fjortendes rige og prægtige Hof, at Marie fuldstændig fængsledes
deraf og i den nærmest følgende Tid gjorde Frankrig til Skuepladsen
for alle sine Drømme.

Sti Høg var endnu lige saa betagen af Kjærlighed til Marie Grubbe
som før, og han talte ofte til hende om denne sin Lidenskab, ikke
bedende eller bønfaldende, nej, ikke engang i Haab eller i Klage,
tvertimod, fuldstændig haabløst, altid forudsættende Umuligheden af,
at hun kunde gjengjælde den eller komme til at gjengjælde den. I
Begyndelsen hørte Marie disse Yttringer med en ængstelig Forbavselse,
men efterhaanden begyndte det at interessere hende at lytte til disse
haabløse Reflektioner over en Kjærlighed, hvis Kilde hun selv var,
og det var ikke uden en vis berusende Magtfølelse, at hun hørte sig
gjort til Livs og Døds Herre over en saa forunderlig Natur som Sti
Høgs. Alligevel varede det ikke længe, inden det Modløse i Stis Ord
vakte en Følelse af Irritation hos hende, og hans Opgivelse af Kamp,
fordi Kampens Maal syntes uopnaaeligt, hans tamme Slaaen sig til Ro
ved at for højt var for højt, bragte hende til at tvivle, just ikke
om, at der virkelig var Lidenskab bag Stis forunderlige Ord eller
Sorg bag hans tungsindige Miner, men om han ikke talte stærkere end
han følte, thi denne haabløse Lidenskab, som ikke trodsigt lukkede
Øjnene i for, at der intet Haab var, og blindt stormede frem, den
forstod hun ikke, den kunde hun ikke tro paa, og hun dannede sig
et Billede af Sti Høg som en overspændt Natur, der, ved ligesom
evindeligen at gaa og overbeføle sig selv, var kommen til at tro
sig rigere og større og meget betydeligere, end han var, og som nu,
da ingen Virkelighed bekræftede denne Forestilling, gik og løj sig
ind i store Stemninger og stærke Lidenskaber, der kun var fødte i
fantastisk Svangerskab af hans sygeligt travle Hjærne. Og de sidste
Ord, hun nu for længere Tid hørte af hans Mund, hun tog nemlig paa
sin Faders Opfordring tilbage til Tjele, hvor Sti ikke turde komme,
tjente kun til at befæste hende i den Tro, at Billedet var ham i
Alting ligt.

Det var nemlig, da han havde budet hende Farvel og stod med Haanden
paa Klinken, at han vendte sig om mod hende og sagde: «det er en sort
Side af min Levnetsbog, der nu vendes op, Madame, nu eders Kalødage
er forbi, og jeg vil længes i Kval og i Pine og sørge som En, der
har tabt det, der var al hans Jorderigs Lykke, al hans Haab og
Forlængsel, og dog, Madame, om det en Gang skulde times, at der var
skjællig Aarsag til at tro, at I havde mig kjær og jeg troede derpaa,
da veed kuns Gud allene, hvad det vilde gjøre mig til. Kan hænde
det vækked op i mig de Krafter, jeg aldrig endnu fik til at bruge
deres Vældigheds Vinger, saa den Part af mit Sind, der er tørstig
for Daad og brændendes af Haab, vilde vinde Overhaand og gjøre mit
Navn berømmeligt og herligt. Men det er lige let at tænke, at slig
unævnelig Lykke vilde spænde af hver højspændt Stræng, tage Mælet fra
hvert raabendes Krav og døve hvert lyttendes Haab, saa min Lykkes
Land blev mine Krafter og Evner et slapvorent Capua ...»

Det var rimeligt, Marie tænkte, som hun tænkte, og hun indsaae, at
det var bedst saaledes, men dog sukkede hun derved.

Nu var det, hun tog til Tjele. Erik Grubbe ønskede denne Venden
tilbage, fordi han var bange for, at Sti Høg skulde faa hende til at
tage Forholdsregler, der ikke stemmede med hans Planer, og desuden
vilde han prøve, om det ikke nu var muligt, ved Overtalelser at
gjøre hende villig til at gaa ind paa en Ordning af Sagen, hvorved
Ægteskabet blev staaende ved Magt.

Dette viste sig imidlertid at være frugtesløst, men ikke desto mindre
vedblev Erik Grubbe ved Breve at opfordre Ulrik Frederik til at tage
Marie til sig igjen. Ulrik Frederik svarede aldrig, han ønskede at
holde det hen i det Uvisse, saalænge det var muligt, thi enhver af
Skilsmissen nødvendig følgende Formuesafstaaelse var ham særdeles
ubelejlig, og paa Svigerfaderens Forsikkringer om Maries Forsonlighed
troede han ikke. Hr. Erik Grubbes Usandfærdighed var altfor vel
bekjendt.

Tonen i Erik Grubbes Breve blev imidlertid mere og mere truende, og
der begyndte at blive Tale om en personlig Henvendelse til Kongen.
Ulrik Frederik indsaae, at det ikke kunde blive saaledes ved længe,
og han skrev nu fra Kjøbenhavn til sin Ridefoged paa Kalø, Johan
Utrecht et Brev, hvori han paabød ham i al Hemmelighed at forvisse
sig om, hvorvidt Madame Gyldenløve vilde mødes med ham paa Kalø Slot,
uden at Erik Grubbe fik Noget at vide derom. Dette Brev blev skrevet
i Marts, Niogtreds.

Ulrik Frederik haabede ved den heri foreslaaede Sammenkomst at erfare
Marie Grubbes sande Sindelag, og ifald han fandt hende forsonlig,
vilde han straks tage hende med sig til Aggershus, men hvis ikke, da
ventede han ved Løftet om at virke for en øjeblikkelig Separation, at
skaffe sig saa blide Skilsmissekaar som muligt.

Men Marie Grubbe afviste Mødet, og Ulrik Frederik rejste med
uforrettet Sag til Norge.

Erik Grubbe fortsatte endnu en Tid sit unyttige Skriveri, men saa
var det, i Februar, Halvfjerds, at Budskabet kom om Frederik den
Tredies Død, og nu mente Erik Grubbe, det var Tid til at handle;
thi Kong Frederik havde altid sat sin Søn Ulrik Frederik saa højt
og havt en saa blind Kjærlighed til ham, at han i en Sag som denne
vilde fundet al Skyld hos Modparten, men med Kong Christian var det
at vente, at det vilde være anderledes, thi vel var han og Ulrik
Frederik Hjærtensvenner og meget sammenlevede Selskabsbrødre, men
det var dog muligt der var en lille Skygge af Misundelse hos Kongen,
thi han var i Faderens Tid saa ofte bleven sat i Skygge af den mere
begavede og langt anseeligere Halvbroder, desuden holdt unge Fyrster
af at vise deres Upartiskhed og var da ikke sjælden i deres iltre
Retfærdighedsfølelse uretfærdige imod dem, Almenheden kunde tro, de
netop vilde tage under deres Beskjærmelse. Det blev da nu derfor
bestemt, at de, saasnart Foraaret kom, begge to skulde tage til
Kjøbenhavn, og Marie skulde se ad i Mellemtiden at faa tohundrede
Rigsdaler af Johan Utrecht til at kjøbe Sørgeklæder for, at hun kunde
vise sig med Anstand for den nye Konge; men Ridefogeden turde ingen
Penge levere fra sig uden Ulrik Frederiks Ordre, og Marie kom til at
rejse uden Sørgeklæder, thi hendes Fader vilde ingen betale og mente
desuden, at denne Mangel saameget bedre viste hendes Elendighed.

Sidst i Maj kom de til Kjøbenhavn, og da et Møde mellem Fader og
Svigersøn intet Resultat bragte, skrev Erik Grubbe til Kongen, at
han ikke noksom i al Underdanighed kunde beskrive, med hvad Spot,
Beskæmmelse og Vanære hans Exellence Gyldenleu for nogle Aar siden
havde udskikket sin Hustru, Marie Grubbe af Aggershus og givet hende
til Pris for Vejr og Vind og Kapere, som den Gang heftig grasserede
i Søen, eftersom der da var en brændendes Fejde mellem Holland og
England. Gud havde imidlertid naadig bevaret hende for ovenskrevne
Livsfare, og hun var kommen til hans Hus med Liv og Helbred. Men
det var en uhørt Beskæmmelse, der var overgaaet hende, og han havde
nu mange Gange med Skrivelser, Bøn og grædendes Taarer besøgt sin
høje, højtærede Søn, velbaarne hans Exellence, om, at han dog i den
Sag vilde sig betænke og enten bevise Marie hendes Sag paa hende,
hvorfor Ægteskabet maatte skilles ad, eller ogsaa tage hende til sig
igjen, hvilket imidlertid Altsammen Intet havde frugtet. Marie havde
ført i hans Bo mange tusinde Rigsdaler, men ikke desto mindre havde
hun ikke kunnet faa saa meget som to hundrede Daler til at kjøbe
Sørgeklæder for; in summa: hendes Elendighed var altfor vidtløftig
at beskrive, og derfor indflyede de til hans kongelige Majestæt,
deres allernaadigste Arveherre og Konges medfødte Naade og Mildhed
med deres allerunderdanigste Bøn og Supplicering om, at hans Majestæt
for Guds Skyld vilde forbarme sig over ham, Erik Grubbe, for hans
høje Alders Skyld, som var syvogtredsindstyve Aar, og over hende for
hendes store Elendigheds og Beskæmmelses Skyld og naadigst lade sig
behage at befale hans Exellence Gyldenleu, at han enten beviste Marie
hendes Sag paa hende, hvorfor Kristus siger, at Ægtefolk maa skilles
ad, hvad han aldrig skulde kunne gjøre, eller ogsaa tog hende til sig
igjen, hvorved fremmedes Guds Ære, idet Ægteskab holdtes udi den Agt,
som Gud det selver udi har sat, stor Forargelse forhindredes, store
Synder bortjagedes, og en Sjæl befriedes fra Fordømmelse.

Marie vilde først aldeles ikke sætte sit Navn under denne Supplike,
da hun paa ingen Maade vilde leve sammen med Ulrik Frederik, hvordan
det saa end skulde gaa. Men Faderen forsikkrede hende, at det var
kun Formaliteter med det Forlangende, at Ulrik Frederik skulde tage
hende til sig igjen, thi han _vilde_ nu have Skilsmisse for enhver
Pris, og den Maade, Bønskriftet var affattet paa, tvang ham til at
begjære det, og det vilde sætte hendes Sag i et bedre Lys og skaffe
hende bedre Vilkaar. Saa gav Marie da efter, ja hun føjede endog paa
Faderens Opfordring og efter hans Udkast følgende Efterskrift til
Suppliken:

  «Jeg vilde gjerne talt med Eders kongelige Majestæt, men jeg
  Elendige har ikke de Klæder, jeg kan komme iblandt Folk med.
  Forbarm Eder over mig, allernaadigste Arveherre og Konge, og hjælp
  mig Elendige til Rette. Gud vil det belønne.

                                                _Marie Grubbe_.»

Men da hun ikke stolede altfor vel paa Erik Grubbes Ord, fik hun,
ved en af sine gamle Hofvenners Mellemkomst, Kongen en ganske privat
Skrivelse i Hænde, i hvilken hun uforblommet udtalte, hvor stærkt hun
afskyede Ulrik Frederik, hvor ivrigt hun længtes efter Skilsmisse og
hvor nødigt hun vilde, at hun ved Ordningen af Formuespørgsmaalet
skulde komme til at have selv den fjerneste Forbindelse med ham.

Erik Grubbe havde nu imidlertid denne ene Gang sagt Sandhed. Ulrik
Frederik _vilde_ skilles. Hans Stilling ved Hoffet var en anden som
Kongens Halvbroder end som Kongens Yndlingssøn. Det var nu ikke nok
at stole paa faderlig Godhed, han maatte ligefrem kappes med andre
Hoffets Mænd om Ære og Løn. At have en Sag som den foreliggende
verserende bidrog kun lidet til at styrke hans Anseelse, det vilde
være langt tjenligere at faa den endt saa hurtigt som muligt og i et
nyt og bedre betænkt Ægteskab at søge Erstatning for det, Skilsmissen
kunde koste baade af Ry og Gods. Han anvendte derfor den Indflydelse,
han havde, til at naa dette Maal.

Kongen lod straks Sagen forelægge Konsistorium, at det derover kunde
afgive sin Betænkning, og denne var saaledes, at Ægteskabet ved
Højesteretsdom af fjortende Oktober seksten hundrede og halvfjerds
erklæredes for ophævet, saaledes at begge Parter havde Lov til at
gifte sig igjen. Marie Grubbe fik de tolv tusind Rigsdaler og al
den øvrige Medgift af Klenodier og Jordegods tilbage, og saasnart
hun havde faaet Pengene udbetalt, beredte hun sig trods Faderens
Forestillinger til at rejse ud af Landet. Hvad Ulrik Frederik angaar,
tilskrev han straks sin Halvsøster, Kurfyrste Johan Georg af Sachsens
Gemalinde, om sit Ægteskabs Opløsning og spurgte hende, om hun vilde
vise ham saamegen søsterlig Kjærlighed, at han turde hengive sig
til det smigrende Haab at modtage en Gemalinde af hendes fyrstelige
Hænder.




XIV.


Marie Grubbe havde aldrig før havt Penge at raade over, og derfor
syntes det hende, nu hun havde faaet saa stor en Sum i Hænde, at
hendes Magt og Evne var uden Grændser. Ja, det var hende, som om
selve Vidunderlighedens Ønskekvist var lagt i hendes Haand, og hun
længtes som et Barn efter at svinge den Sving i Sving og kalde alle
Jordens Herligheder hen for sine Fødder.

Hendes nærmeste Ønske var at være langt borte fra Kjøbenhavns Taarne
og Tjeles Enge, fra Erik Grubbe og Faster Rigitze, og saa svang hun
da Kvisten første Gang, og paa Hjul og Kjøl over Vand og Vej førtes
hun bort fra Sjælland, ned gjennem Jylland og Slesvig til Lübecks
By. Hendes hele Følge var Kammerpigen Lucie, som hun havde faaet sin
Faster til at overlade sig, og saa en Kjøbmandskusk fra Aarhus, thi
først i Lübeck skulde de egenlige Rejseforberedelser træffes.

Det var Sti Høg, der havde bragt hende paa den Tanke at rejse, og den
Gang havde han sagt, at han ogsaa vilde forlade Landet og søge sin
Lykke ude og havde tilbudt sig at være hendes Rejsemarskalk. Han kom
nu ogsaa, hidkaldt ved et Brev fra Kjøbenhavn, til Lübeck en fjorten
Dages Tid efter Maries Ankomst dertil og begyndte straks paa at gjøre
sig nyttig ved at træffe de Foranstaltninger, en saa lang Rejse
gjorde nødvendig.

I sit stille Sind havde Marie egenlig tænkt at være en Velgjører
for den stakkels Sti Høg, ved med sine rige Midler at lette ham
Bekostningerne ved Rejsen og ved Opholdet i Frankrig, indtil det
skulde vise sig, om en anden Kilde vilde vælde for ham. Hun blev
derfor, da den stakkels Sti Høg kom, forbavset ved at finde ham klædt
med megen Pragt, udmærket bereden og ledsaget af tvende statelige
Ridesvende, i det Hele med alle mulige Tegn paa, at hans Pung
ingenlunde trængte til at fylde sig rund med hendes Guld. Men endnu
mere forbavsedes hun ved det Omslag, der syntes at være foregaaet i
hans Sind, han var livlig og næsten munter, og mens han før saae ud,
som om han med statelige Fjed fulgte sig selv til Jorden, saa traadte
han nu i Gulvet som en Mand, der ejed den halve Verden og havde den
anden Halvdel i Vente. Der havde været Noget af en plukket Fugl ved
ham før, nu ligned han mest en Ørn med brusende Fjer og skarpe Øjne,
der talte om endnu skarpere Klør.

Marie tænkte først, at det var Glæden over at kunne kaste alle
Fortidens Bekymringer bagved sig og Haabet om at vinde en Fremtid,
der var værd at vare, som havde bevirket denne Forandring; men da
han havde været der i nogle Dage uden at aabne sin Mund for hine
elskovssyge, modløse Ord, hun kjendte saa godt, begyndte hun at
tro, han havde faaet Bugt med sin Lidenskab og nu, i Følelsen af
sejersstolt at kunne sætte sin Hæl paa Elskovsdragens Hoved, kjendte
sig fri og stærk og sin Skjæbnes Herre, og hun blev ganske nysgjærrig
efter at faa at vide, om hun havde gjættet ret, og hun tænkte ved sig
selv, lidt fortrydelig med det Samme, at jo mere hun saae til Sti
Høg, jo mindre kjendte hun ham.

En Samtale, hun havde med Lucie, kunde ikke Andet end bestyrke hende
i denne hendes Formodning.

Det var en Formiddag, de begge to gik frem og tilbage i det store
Portrum, der fandtes i alle Lübeckerhuse og som baade var Gang
og Dagligstue, Tumleplads for Børnene og Scenen for de fleste
Haandgjerningsarbejder, undertiden ogsaa Spisestue og Grøntkammer.
Det Rum, de gik i, blev imidlertid nærmest kun brugt i de mildere
Aarstider, derfor var der nu blot et langt, hvidtskuret Bord, nogle
tunge Træstole og et gammelt Skab derinde, bagerst var der slaaet
lange Fjælhylder op, hvor Hvidkaal laa i grønne Rader over røde
Dynger af Gulerødder og strittende Peberrodsbundter.

Porten stod paa vidt Gab ud til den vædeblanke Gade, hvor Regnen
plaskede ned i blinkende Strømme.

Baade Marie Grubbe og Lucie var klædte paa til at gaa ud, den Ene
i en skindbræmmet Klædeskaabe, den Anden i et Slag af brungraat
Hvergarn; de gik og ventede paa, at Regnen skulde holde op og
skrede hurtigt frem og tilbage over det røde Murstensgulv, med smaa
trampende Trin, som om de havde ondt ved at holde Fødderne varme.

«Skulde det nu ogsaa være en rigtig sikker Ledsagere, I tror?»
spurgte Lucie.

«Sti Høg? -- ja, ja er han da saa, skulde jeg tænke. Hvad mener du
med det?»

«Aa, kuns om han intet bliver siddendes i det paa Veien.»

«Hvad!»

«Jo, de tydske Jomfruer eller da de hollandske med ... I veed,
han har det Ord paa sig, at hans Hjærte er gjort af saa glødendes
Materie, at det slaar i lysendes Brand, saasnart der kuns er et
Skjørt, der vifter til.»

«Hvem har holdt Tossemarked for dig med de Parabler?»

«Men Herregud, har I da aldrig hørt _det_ før? Jeres egen Svoger! --
Hvem kunde tvivle paa[10], at det var Nyt; jeg kunde da ligesaa godt
være falden paa at fortælle Jer, at der er syv Dage i en Uge.»

 [10] Tvivle paa: i Betydningen: tro.

«Hvad mon der har seet dig idag, du primer som havde du faaet spansk
Vin til Morgenkost?»

«Ja, een af os, lader det til. -- Sig mig: Ermegaard Lynow, har I
aldrig hørt det Navn før?»

«Nej!»

«Saa spørg Sti Høg, om han skulde hændes at kjende det, og nævn saa
med det Samme Jydte Krag og Christence Rud og Edele Hansdatter, og
Lene Poppings om I vil, det var jo tænkeligen, han kunde træffe til
at vide nogle Parabler, som I kalder det, om dem alle tilhobe.»

Marie standsede i sin Gang ved den aabne Port og saae længe vist ud
paa Regnvejret. «Veed du kanhænde», sagde hun saa og begyndte at gaa
igjen, «veed du kanhænde ogsaa om nogle af de Parabler at sige?»

«Det skulde En næsten vente sig.»

«Om Ermegaard Lynow?»

«Jo besynderlig om hende.»

«Hvad da?»

«Aa det var med en af de Høger, Sti tror jeg han hed, en høj,
rødhaaret, bleg ....»

«Tak, det veed jeg nu just saa lige.»

«Veed I ogsaa det med Forgiften?»

«Nej, nej!»

«Eller Brevet da?»

«Naa, fortæl!»

«Hu, det er saa en grimme Fortælling den.»

«Naa!»

«Jo, den Høg han var nok gode Venner, det var da førend som han blev
gift, ja han var de allerbedste Venner med Ermegaard Lynow; hun havde
det længste Haar nogen Jomfru kunde have, for hun kunde fast træde
i det, og hun var saa hvid og rød, ret en Dejligheds Dukkebarn var
hun, men han var saa haard og bøs mod hende, sagde de, som var hun
en opsætsig Myndehund og intet den blide Skabning hun var, men jo
slemmer' han var, jo mer holdt hun af ham, han kunde have slaaet
hende blaa og grøn, om han intet gjorde det, hun vilde have kysset
ham for det, huha, det er ligeud grim at tænke paa, som en Mennesk'
kan være, naar den ret har sat sit Sind til en Anden. Men saa blev
han kjed af hende og saae aldrig den Vej hun var, for det han havde
faaet en Anden i Tanker, og Jomfru Ermegaard hun græmmed' sig og
sørged' og var ved at gaa til af ene Jammer og Elendighed, men hun
leved' endda, det Liv det var. Saa kunde hun intet holde det længer
ud, Jomfruen; de siger, hun havde seet Sti Høg ride Gaarden forbi og
var rendt ud efter ham og havde løbet en Mil Side om Side med hans
Hest, uden at han skulde saameget som standse et Trin eller skulde
ville høre paa hendes Bønner og Begrædelser, men bare red haardt til
og bort fra hende. Det kunde hun intet bære og saa tog hun dræbendes
Forgift ind og skrev saa til Sti Høg, at det havde hun gjort for
hans Skyld, nu skulde hun aldrig være ham til Hinder mere, blot hun
maatte se ham engang inden hun døde.»

«Og saa?»

«Ja Gud veed om det ogsaa er som Folk siger, for saa er han da den
ledeste Krop og Sjæl som nogen Helvedes Pine kan vente paa; -- saa
skrev han tilbages -- ja, saadan var det, han skrev tilbages, at
den Modgift, som bedst kunde gjøre hende frisk igjen, det var hans
Kjærlighed, men den stod det intet i hans Magt at give hende, men han
havde hørt at Melk og Hvidløg skulde ogsaa være godt, og det vilde
han raade hende til at tage ind. Se, det svared' han; hvad tænker I?
kan der nu være Noget mer skammeligt til end som det?»

«Og Jomfru Ermegaard?»

«Jomfru Ermegaard?»

«Ja vist.»

«Ja, det var intet hans Skyld, men hun havde intet taget Forgift nok
til at dø af, men hun blev saa krank og ilde, at hun nær aldrig var
kommen til Helsen igjen.»

«Det bitte Lam,» sagde Marie og lo.

       *       *       *       *       *

Næsten hver Dag i den nu paafølgende Tid hidførte en eller anden
lille Forandring i Marie Grubbes Opfattelse af Sti Høg og derved
ogsaa i den Maade paa hvilken de omgikkes med hinanden.

Det var saa let at se, at Sti ikke var nogen Drømmer, af den Omsigt
og Raadsnarhed hvormed han fjernede alle de utallige Hindringer og
Vanskeligheder, Rejsen frembød, og det var ligeledes let at blive
klog paa, at han baade i Manerer og Begavelse stod langt over selv de
ypperste af de Adelsmænd, de traf sammen med. Altid var hans Tale ny
og interessant og ulig alle Andres, det var som havde han en egen,
kun af ham kjendt Vej, til Forstaaelse af Mennesker og Ting, og det
var med en frejdig Haan, syntes Marie, at han bekjendte sin Tro paa,
hvor stærkt Dyret i Mennesket var, eller hvor lidt Guld, der skjulte
sig i dets Naturs Slakker, og den kolde, lidenskabelige Veltalenhed
hvormed han beviste hende, hvor ringe Sammenhæng der var i Menneskets
Væsen, hvor uforstaaet og uforstandig, hvor leddeløs og famlende og
ganske i Tilfældets Vold det, der var ædelt og det, der var lavt,
brødes i Ens Sjæl, den Veltalenhed, hvormed han søgte at gjøre hende
dette klart, syntes hende stor og betagende, og hun begyndte at tro
at sjældnere Gaver og mægtigere Kræfter vare blevne ham til Del end
der ellers faldt i Dødeliges Lod, og hun bøjede sig i Beundring, ja
næsten i Tilbedelse for den Vældigheds Magt hun anede; men dog var
der med alt dette i hendes Sjæl en stille, lurende, stadigt hviskende
Tvivl, der aldrig fik Mæle i udtænkte Tanker, men kun i dunkel,
instinktmæssig Følelse rørtes af Frygt for at Magten var en Magt, der
trued og rased, der ønsked og higed, men aldrig slog ned, aldrig
greb til.

               *       *       *

I Lohendorf en tre Mil fra Vechta laa der, lige ved Landevejen, et
gammelt Krosted, og her var Marie og hendes Følge, et Par Timer efter
at Solen var gaaet ned, taget ind.

Ud paa Aftenen, da Kusk og Ridesvende var gaaet til Hvile i Udhusene,
sad Sti Høg, Marie og et Par bondeagtigt udseende, oldenborgske
Adelsmænd i en ret fortrolig Samtale, ved et lille rødmalet Bord
foran den store Bilæggerovn i Kroens Skjænkestue.

Ved det lange Bord henne under Vinduerne, med Ryggen støttet mod
Bordpladens Kant, sad Lucie paa Enden af en Bænk og strikkede og saae
til.

Paa Herskabsbordet stod der et Tællelys i en gul Leerstage og spredte
sit søvnige Skjær over Ansigterne derhenne og spejlede sig fidtet
i den Række Tintallerkener, som fandtes over Ovnen. Marie havde en
lille Tinkande med varm Vin foran sig, Sti Høg en større, medens de
to Oldenborgere vare fælles om en mægtig Træstob med Øl, der stadig
tømtes og ligesaa stadig fyldtes af en pjudskhaaret Karl, som laa og
drev paa en Gaasebænk inderst i Stuen.

Baade Marie og Sti Høg havde helst trukket sig tilbage til deres
Kamre, thi de to Landadelsmænd var ikke noget muntert Selskab; og de
havde ogsaa gjort det, havde Kamrene ikke været saa isnende kolde og
Ulemperne ved at opvarme dem endnu værre end Kulden, hvad de havde
erfaret da Verten bragte dem Kakkelovnspotter derind; Tørvene var
nemlig der paa Egnen saa svovlede, at kun Folk, der var vante til
dem, kunde faa deres Vejr, hvor de var i Glød.

Oldenborgerne var ikke muntre, for de skjønnede nok de var i fint
Selskab og gjorde sig derfor Umag for at udtrykke sig saa belevent
som det stod i deres Magt, men efterhaanden som Øllet fik mere og
mere Magt over dem, blev ogsaa det Baand, de havde lagt paa sig selv,
slappere og slappere, ja, ganske løst. Deres Sprog fik et endnu
mere lokalt Anstrøg end før, deres Skjæmt blev massivere og deres
Spørgsmaal nok saa nærgaaende.

Som nu Spøgen voksede i Plumphed og Uhøviskhed, begyndte Marie at
blive urolig i Sædet, og Sti Høgs Øjne spurgte over Bordet om de
skulde gaa bort. Da kom just den lyseste af de Fremmede med en vel
grov Hentydning, som fik Sti til at rynke Brynene og se truende paa
ham, men dette æggede ham kun, og han gjentog sin skidne Skjæmt i
endnu kraftigere Udtryk, hvad der fik Sti til at love ham, han skulde
finde Tinkruset i sin Pande hvis han voved et Ord mer af samme Slags.

Netop i det Øjeblik nærmede Lucie sig Bordet med sit Strikketøj for
at se at finde en Maske, hun havde tabt, og heraf benyttede den anden
Oldenborger sig; han tog hende om Livet, tvang hende ned paa sit
Skjød og trykkede et forsvarligt Smækkys paa hendes Læber.

Denne Frejdighed opildnede den Lyse, og han slog sin Arm om Marie
Grubbes Hals.

I samme Nu sad Stis Krus ham i Panden saa kraftigt og sikkert, at han
sank over mod Bilæggeren med et dybt Grynt.

I næste Sekund var Sti og den Mørke ude midt paa Gulvet, og Marie og
hendes Pige flygtet hen i et Hjørne.

Karlen paa Gaasebænken sprang op, gav et Brøl fra sig ud ad Stuens
ene Dør, løb selv hen til den anden og gav sig til at stænge den
med en alenlang Jernbom, samtidig hørtes en Slaa smække for Husets
Bagdør. Det var nemlig Skik der i Kroen, saasnart der var Slagsmaal,
at stænge saadan, at Ingen, der var udenfor, kunde komme til at tage
Del i Striden og saaledes give den større Udstrækning end nødvendigt,
men det var ogsaa deres eneste Indblanden, og naar Stængselen var
besørget, listede de straks til deres Senge; for den, der Ingenting
saae, kunde heller Ingenting forklare.

Der var ingen af de Kæmpende, der havde Vaaben hos sig, saa de havde
kun Næverne at jævne Sagen med. Og der stod de, Sti og den Mørke og
bandte og brødes. De trak hinanden fra Plet til Plet, drejed sig i
sejge, modstridende Vendinger og tørned hinanden opad Døre og Vægge;
de fanged hinandens Arme, fried sig af hinandens Tag, bøjed og vred
sig, frem og tilbage med Hagerne trykket i hinandens Skuldre. Endelig
tumled de om paa Gulvet; Sti var øverst og havde lige et Par Gange
hugget sin Modstanders Hoved tungt mod det kolde Lergulv, da han
følte to kraftige Hænder i Greb om sin Hals. Det var den Lyse, der
var kommen til sig selv igjen.

Sti var ved at kvæles, Luften ralled i hans Strube, det sortned for
hans Øjne, og hans Lemmer lammedes. Den Mørke slog sine Ben om ham og
trak ham i Skulderen nedefter, den Lyse havde Hænderne om hans Hals
og Knæene i hans Sider.

Marie skreg og vilde ile til Hjælp, men Lucie havde slynget sine Arme
om hende i et næsten krampagtigt Tag, saa hun ikke kunde flytte sig.

Da, just som Sti var ved at miste sin Samling, huggede han sig med
en sidste Kraftanstrængelse forover, saa den Mørkes Baghoved hamrede
ned mod Jorden og den Lyse glippede lidt i sit Greb og aabned Vej
for en Kjende Luft. I et smidigt, kraftigt Kast rev Sti sig bort til
Siden, kasted sig ind paa den Lyse, saa han vælted til Jorden, bøjed
sig dernæst rasende frem over den Faldne, men ramtes af et Spark i
Hjærtekulen, saa han næsten segned; men saa greb han med den ene
Haand om Anklen den Fod, der havde ramt ham, og med den anden Haand
fik han Hold i Støvleskaftet lige neden til Knæet, løftede saaledes
Benet i Vejret og hug det ned mod sit fremspændte Laar, saa Knoglerne
brødes i Støvlen og den Lyse besvimet sank hen. Den Mørke, som laa
og stirred, fortumlet af Slaget i Hovedet, udstødte, da han saae
dette, et saa vaandefuldt Vræl, som havde det været ham selv, det gik
udover, og kravled i Skjul under Bænken oppe ved Vinduet, og dermed
var det Slagsmaal da forbi.

Men den Vildskab, Sti Høg ved denne Lejlighed havde viist at der
boede i hans Sind, havde en mægtig, forunderlig Indflydelse paa
Marie; thi da hun den Nat lagde sit Hoved paa sin Pude, sagde hun til
sig selv, at hun elskede ham, og da Sti Høg i de paafølgende Dage
havde lagt Mærke til, at der var Noget i hendes Blik og Adfærd, der
tydede paa, at der var skeet en stor Forandring til Gunst for ham i
hendes Sind og han opmuntret heraf, bad om hendes Kjærlighed, fik han
det Svar, han ønskede.




XV.


Nu i Paris.

Der er gaaet saa meget som et Halvtaarstid, og den Kjærlighedspagt,
der saa brat blev sluttet, var løsnet og braadnet en Stund forinden,
og Marie Grubbe og Sti Høg er langsomt gledne fra hinanden.

De veed det beggeto, men det er ikke blevet til Ord imellem dem;
der er saamegen Bitterhed og Smerte, saa megen Nedværdigelse og
Selvforagt gjemt i den Tilstaaelse, der truer, at der er Lindring i
at tøve.

I det er deres Sind ens.

Men i deres Maade at bære deres Kummer paa er de yderst forskjellige.
Thi mens Sti Høg i haabløs Kvide, sløvet af selve Smerten mod
Smertens hvasseste Braad, sørger og sørger i magtløs Betagenhed,
ligesom et fanget Rovdyr gaar frem og tilbage, frem og tilbage i sit
snevre Bur, saa er Marie nærmere at ligne ved et Dyr, der har revet
sig løs og flygter i ustandset Flugt, aldrig hvilemildnet Flugt,
dreven fremad og fremad, i vanvittig Frygt, af Lænken, der klirrende
slæber i dens Spor.

Hun vilde glemme.

Men Glemsel er som Lyngen, den gror kun af sig selv, og Alverdens
Fredning og Omhu og Røgt lægger ikke en Tomme til dens Vækst.

Hun øste ud af sit Guld med fulde Hænder og kjøbte sig Pragt; hun
greb hver Nydelses Bæger, som Guld kunde kjøbe, som Aand og Skjønhed
og Rang kunde kjøbe, men det var Alt forgjæves.

Der var ingen Ende paa hendes Elendighed, og Intet, Intet kunde fri
hende fra den. Havde det at skilles fra Sti Høg kunnet frembringe,
ikke en Lettelse, men blot en Forandring i hendes Pine, det havde
været gjort for længe siden, men det var ligegyldigt, ganske det
Samme, om det skete eller ej, der var ikke en Gnist af Haab om
Lindring i det, ligesaa godt følges ad som skilles, deri var der
ingen Redning.

Men de skiltes alligevel, og det var Sti Høg, der foreslog det.

De havde ikke seet hinanden et Par Dage, da Sti traadte ind i det
forreste af de pragtfulde Værelser, de havde lejet af Isabel Gilles,
Værtinden i la croix de fer.

Marie var der, og hun sad og græd.

Sti rysted mismodigt paa Hovedet og tog Plads i den anden Ende af
Stuen.

Det var saa tungt at se hende græde og vide, at hvert trøstende Ord
fra Ens Læber, hvert medlidende Suk og deltagende Blik kun vilde
gjøre Sorgen mere bitter og Graaden stærkere.

Han gik hen imod hende.

«Marie,» sagde han sagte og tonløst, «lad os endnu en Gang ret
rigtigen tales ved og saa skilles.»

«Ja, hvad kan det nytte?»

«Sig intet det, Marie, der venter paa dig endnu glade Dage i tykke
Skarer.»

«Ja Grædedage og Taarenætter i en hel og ubrydelig Kjæde.»

«Marie, Marie, tag Vare paa de Ord, du siger, for jeg forstaar dem,
som du aldrig vilde tro, jeg kunde forstaa dem, og saa saarer de saa
smerteligen haardt.»

«De Saar, der stinges med Ord til Od, dem agter jeg kuns ringe og har
aldrig havt i Tanke at skaane dig for dem.»

«Saa stød da til, hav intet Medlidenhed saameget som et Blink mere;
sig mig, du kjender dig fornedret ved din Kjærlighed til mig,
laveligt fornedret! Sig mig, du vilde give Aar af dit Liv for at
vriste hvert eneste Minde om mig ud af din Sjæl! Og gjør mig saa til
Hund og giv mig Hundenavne, kald mig det Forsmædeligste, du veed af
at sige, og jeg skal lyde alle dine Navne og sige du har Ret, fordi
du _har_ Ret, _har_ Ret, saa pinendes, som det er at sige. For hør,
Marie, hør, og tro det om du kan: endog jeg veed, du ræddes, ved dig
selv, for du har været min, og sygner i din Sjæl hver Gang du tænker
derpaa og rynker din Pande i Afsky og Vaade, saa elsker jeg dig dog
-- jo, jo, af al min Magt og Formue elsker jeg dig, Marie.»

«Nej, fy for Skam Sti Høg, aa, skam dig dog, skam dig dog, du veed
ej hvad du taler. Og dog, aa Gud forlad mig, dog er det sandt, saa
ræddeligt det lyder. Aa, Sti, Sti! hvorfor er du den Bondesjæl du
er, den krybendes Maddikeorm, som trædes og stinger dog intet? Om du
vidste, hvor jeg troed' dig stor! stolt og stor og stærk, du som er
saa svag. Men det voldte dine klingrendes Ord, som løj om en Magt,
du aldrig ejed', som raabte om en Sjæl, der var Alt, hvad din aldrig
var eller vilde blive. Sti, Sti, var det Ret, jeg fandt Klejnhed for
Styrke, ussel Tvivl for frejdigt Haab, og Stolthed, Sti! hvor blev
din Stolthed af?»

«Ret og Retfærdighed er kuns ringe Naade, men jeg fortjener intet
mere, thi jeg har været lidet bedre end en Falsknere imod dig. --
Marie, jeg har aldrig troet paa din Kjærlighed til mig, nej, aldrig,
end ikke hin Stund, da du svor mig den til, var der Tro i min Sjæl.
Ak, som jeg gjerne vilde tro, men kunde intet. Jeg kunde intet tvinge
Tvivlens mørke Hoved ned mod Jorden, den stirred' paa mig med de
kolde Øjne og alle mine Drømmes rige, ranke Haab, dem blæste den
bort med sin bedskelig smilendes Mund. Jeg kunde ikke tro du elskede
mig, Marie, og dog greb jeg din Kjærligheds Skat med baade Hænder og
al min Sjæl, og jeg fryded' mig ved den i Angst og bange Lykke, som
en Røver kan fryde sig ved sit gyldent blinkende Rov, naar han veed
den rette Ejersmand vil komme om en stakket Stund og rive ham det ud
af hans kjært belastede Hænder. For _den_ vil komme en Gang, Marie,
som er din Kjærlighed værd eller som du tror den værd, og han vil
intet tvivle, intet trygle eller skjælve, han vil bøje dig som lødigt
Guld i sin Haand og sætte sin Fod paa din Villie, og du vil være ham
følgagtig i Ydmyghed og Glæde; men det er intet fordi han elsker dig
mere end som jeg, for det kan intet være, men for han mer har Tro til
sig selv og mindre Øje for dit uskaterlige Værd, Marie.»

«Ak det er jo ret en Spaamandslektie, I der ramser op, Sti Høg, men
det er som I plejer, immer vil Jer Tanke paa Langvejsfart. I er just
som Børn, der faar et Spilleværk til Givendes; istedenfor at lege med
det og fornøjes ved det, har de ingen Ro, før de faar seet hvad der
er inden til og revet det ud af Led og Lave. I fik aldrig Tid til at
holde og vare for at fange og gribe; I hugger al Livsens Tømmer op i
Tankespaaner tilhobe.»

«Farvel, Marie.»

«Far vel, Sti Høg, det Bedste I kan.»

«Tak -- Tak -- det maa saa være -- men jeg beder om en Ting.»

«Nu.»

«Naar I rejser herfra, lad saa Ingen vide den Vej I vil, at jeg intet
skal faa det at høre, for ... for jeg svarer intet for, at jeg da fik
Magt til at holde mig fra at følge Jer efter.»

Marie trak utaalmodigt paa Skuldrene.

«Vorherre velsigne Jer, Marie, nu og evindelig.»

Saa gik han.

               *       *       *

En lys Novemberskumring, hvor Solens bronzebrune Lys tøvende trækker
sig bort fra høje Gavles ensomt blinkende Ruder, dvæler paa Kirkens
Tvillingtaarnes slanke Spir, funkler paa Kors og gyldne Krandse
deroppe, løses i lysende Luft og svinder, mens Maanen alt har løftet
sin runde, blanke Skive op over de fjerne, brune Højes langeligt
rundede Liniers Drag.

I gule, blaanende og violette Flager spejles Himlens svindende Farver
i Flodens blanke, lydløst rindende Vande, og Blad fra Pil og Løn og
Hyld og Rose løsner sig ud af det gule Løvhang, flagrer imod Vandet
i dirrende Flugt, fanges af den blanke Flade og glider med langs
ludende Mure og vaade Stentrapper, ind i Mørket under tunge, lave
Broer, rundt om fugtsorte Træpæle, fanger et Glimt fra de glødende
Kul i den rødtoplyste Smedie, hvirvles omkring af den rustrøde Strøm
fra Sliberens Gaard, og svinder saa imellem Siv og lække Baade,
imellem sænkede Kar og dyndede Risgjærders druknende Fletværk.

En blaalig Dæmring breder sit gjennemsigtige Mørke over Torve og
aabne Pladser, hvor Vandet sløret blinker, mens det strømmer fra
vaade Slangesnuder og drypskjæggede Dragemunde i Vandspringenes
fantastisk brudte Buer og mellem takliniede, slanke Fialer; det
mumler blidt og risler koldt, det bobler dæmpet og drypper skarpt
og danner hurtigt voksende Ringe paa det rigeligt overflydende
Kummebassins mørke Spejl. Et sagte Vindpust suser over Pladsen, og
rundt omkring fra dunkle Porte, fra sorte Ruder og fra skumle Gyder,
stirrer et andet Mørke ud i Mørket.

Saa kommer Maanen frem og kaster Sølvskjær over Tag og Tinder og
deler Lys og Skygge af i skarpe Felter. Hvert Bjælkehoved, hvert et
snørklet Skilt, hver kort Balustre i Svalernes lave Gelænder, bliver
tegnet af paa Mur og Væg. Alt skjæres ud i skarpe, sorte Former, de
kunstigt brudte Stenmønstre over Kirkernes Dørgab, St. Georg med
hans Landse hist paa Husets Hjørne og Blomsten med dens Blade her i
Vinduet. Og som den lyser i den brede Gade og som den spejler sig i
Flodens Vand! Og der er ingen Skyer paa Himlen, en hvidlig Kreds, en
Glorie om Maanen, og ellers Intet uden tusind Stjerner.

En saadan Aften var det nu i Nürnberg, og i den stejle Gade op til
Borgen og i den Gaard som kaldtes for v. Karndorfs, der var der Gilde
denne samme Aften.

De sad ved Bordet, og de var Alle mætte, lystige og drukne. Paa En
nær var de alle ældre Folk, og denne Ene var kun atten Aar. Han havde
ingen Paryk, han bar sit eget Haar, og det var stort nok til det,
gyldent, langt og lokket. Hans Ansigt var saa dejligt som en Piges,
hvidt og rødt, og Øjnene var store, blaa og stille.

Den gyldne Remigius kaldte de Andre ham, og gylden ikke blot for hans
Haars Skyld, men for hans store Rigdom, thi trods hans unge Aar var
han den rigeste Adelsmand i hele bayrisch Wald, -- for bayrisch Wald
der var han fra.

De talte om Kvindeskjønhed, de lystige Herrer ved det gode Bord, og
alle var de enige om, at den Gang de var unge, da vrimled Verden
af Skjønheder med hvilke de, der nu bar Skjønheds Navn, slet ingen
Sammenligning kunde taale.

«Men hvem har seet Perlen for dem Alle tilhobe?» sagde en rødmusset
Tyksak med smaa, bitte, funklende Øjne, «hvem har seet Dorothea v.
Falkenstein af de Falkensteiner fra Harzen, hun var rød som en Rose
og hvid som et Lam, hun kunde spænde med sine Hænder om sit Liv og en
Tomme til, og hun kunde træde paa Lærkeæg uden de gik istykker, saa
let var hendes Gang paa Jorden, men hun var ingen af Jeres Hejreben
for det, hun var fyldig som en Svanefugl, der sejler paa en Dam og
fast som nogen Raa, der springer i en Skov.»

Saa drak de paa det.

«Gud velsigne Jer allesammen saa graa som I er!» raabte en lang,
gammel Knark for Enden af Bordet, «men Verden bliver grimmere Dag for
Dag. Vi kan se det paa os selv,» og han saae rundt paa dem, «hvad
for Karle vi dog var! men saa Fanden med det endda. Men hvor i al
Verdens den drikkendes Navn, kan Nogen fortælle mig det? hvad? --
kan der? -- hvem kan? -- kan Nogen fortælle mig det: hvor de trinde
Værtinder med deres leendes Munde og spillendes Øjne og nette Fødder,
og saa Krokonens Datter med det gule, gule Haar og med Øjne saa blaa,
hvor er de bleven af? Hvad? Eller er det Løgn, kunde En komme i et
Herberg, i en Landevejskro eller Gjæstgivergaard, hvad, kunde En
komme der, uden de var der ogsaa? Aa, Jammerens Jammer og Elendighed,
hvad er det for skrutryggede Døttre med Griseøjne og brede Hofter, de
Værtshusfolk lægger sig til nu til Dags, hvad er det for tandløse,
skalhovede Hekser, der nu faar Brev og Bevilling paa at skræmme Livet
af sultne og tørstige Folk med deres rindendes Øjne og runkne Hænder?
Uh, føj, jeg er saa bange for et Krosted som for klare Fanden, for
jeg veed jo, det Ølskjænkerasen derinde er gift med Døden fra Lübeck
i egen lede Gestalt, og naar som En først er bleven saa gammel som
jeg, saa er der Noget i memento mori, En heller vil glemme end huskes
paa.»

Der sad en Mand midt for Bordet, kraftig bygget og ret fyldig i
Ansigtet, der var gult som Voks, han havde graa og buskede Bryn og
klare spejdende Øjne, han saae just ikke svagelig ud, men som om han
havde lidt meget, lidt store legemlige Smerter, og der var et Træk
ved hans Mund naar han smilte, som om han sank noget Bedskt med det
Samme. Han sagde med en blød og dæmpet Stemme, lidt hæs var den:
«den brune Euphemia af de Burtenbachers Stok, hun var stateligere
end nogen Dronning, jeg har seet for mine Øjne. Hun kunde bære den
stiveste Gyldenstykspragt, som var det den bekvemmeligste Husdragt,
der var til, og Kjæder og Klenodier om Hals og Midie, paa Bryst og
paa Haar, det hang og det sad, som var det de Krandse af vilde Bær,
som Børn hænger paa sig, naar de leger i Skoven. Der var ingen, der
var som hun; naar de andre unge Jomfruer de prunked i deres Stads som
prægtige Relikviehuse med Snørkler af Guld, og med Lænker af Guld,
med Roser af dyr'bare Stene, saa var hun at se til, saa festlig og
fager og frisk og let som et Banner, der flyver for Vinden. Der var
Ingen hendes Lige, hverken var eller er.»

«Jo, jo, og hendes Overmand med!» raabte den unge Remigius og sprang
op. Han bøjede sig ivrig frem over Bordet, støttet paa den ene Haand,
medens han i den anden svingede en blank Pokal hvis gyldne Drue
skvulpede over Randen og vædede hans Finger og hans Haandled, og
dryppede i klare Draaber fra hans hvide, brusende Kniplingsmansket.
Hans Kinder blussede af Vin, hans Øjne funkled, og han talte med
usikker Stemme.

«Dejlighed!» sagde han, «er I blinde allesammen, eller har der ingen
af Jer seet den danske Frue, ikke saameget som seet Fru Marie? Hendes
Haar er som naar Solen den skinner paa en Eng og Græsset staar i Aks,
hendes Øje er mere blaat end som en Klinge, og hendes Læber er saa
røde som en blødendes Drue. Hun gaar som en Stjerne, der gaar over
Himlen, hun er rank som et Scepter og statelig som en Trone, aa,
alle, alle Legemsdyder og Dejligheders Flok er i Blomster hos hende,
som Rose ved Rose i florerendes Pragt. Men der er det ved hendes
Dejlighed, som gjør, at naar En seer hende, bliver En tilsinds, som
naar En om Højtidsmorgen hører dem blæse fra Domkirkens Taarne; En
bliver saa stille, for hun er ligesom den hellige Smertens Moder paa
den skjønne Billedtavle, der er saadan en Højhedens Sorg i hendes
klare Øjne, og det samme haabløse Taalmodssmil om hendes Mund.»

Han var helt bevæget og havde Taarer i Øjnene, han vilde tale, men
kunde ikke, og blev staaende oprejst, kæmpende med sin Stemme, for
at faa Ordene frem. Men saa slog en af hans Naboer ham venligt paa
Skuldren, og fik ham til at sidde ned, og drak saa med ham Bæger paa
Bæger, og saa blev Alting godt igjen, de Gamles Lystighed gik højt
som før, og Alt blev Jubel, Sang og Latter.

       *       *       *       *       *

Marie Grubbe var da i Nürnberg.

Siden hun skiltes fra Sti Høg havde hun flakket om i det meste af et
Aar, og havde nu endelig slaaet sig til Ro her.

Hun havde forandret sig meget siden den Aften, hun tog Del i
Balletten i Frederiksborg Slotshave. Ikke blot gik hun nu i sit
tredivte Aar, men den ulykkelige Forbindelse med Sti havde gjort et
mærkværdigt stærkt Indtryk paa hende. Hun havde skilt sig fra Ulrik
Frederik, ledet og fremskyndet af tilfældige Omstændigheder, men
fremfor Alt, i Kraft og Medfør af, at hun havde bevaret hine sin
første Ungdoms Drømme om, at den, en Kvinde skulde følge, han skulde
være hende som en Gud paa Jorden, at hun med Kjærlighed og ydmygt
kunde tage af hans Hænder Godt og Ondt, alt som hans Villie var, og
nu havde hun i et Øjebliks Forblindelse taget Sti for denne Gud, han,
som ikke en Gang var en Mand. Det var hendes Tanker. Hver Svaghed,
hver umandig Tvivl hos Sti, følte hun som en uafviskelig Skamplet paa
sig selv. Hun væmmedes ved sig selv, for hin stakkede Kjærlighed, og
gav den lave Skjændselsnavne. Disse Læber, som havde kysset ham, gid
de maatte visne, disse Øjne, som havde smilt til ham, gid de maatte
dummes, dette Hjærte, som havde elsket ham, gid det maatte briste.
Hver Evne i hendes Sjæl, hun havde besudlet den ved denne Kjærlighed,
hver Følelse, hun havde vanhelliget den. Hun havde mistet al Tillid
til sig selv, al Tro paa sit eget Værd, og i Fremtiden -- der lyste
intet Haab for hende i Fremtiden.

Hendes Liv var afsluttet, hendes Levnets Løb fuldendt; en rolig Krog,
hvor hun kunde lægge sit trætte Hoved til Hvile, for aldrig at løfte
det mere, det var alle hendes Ønskers Maal.

Saadan var hendes Sind, da hun kom til Nürnberg. Et Tilfælde førte
hende sammen med den gyldne Remigius, og hans inderlige, men
tilbageholdne Tilbedelse, den friske Ungdoms afgudiske Tilbedelse,
hans jublende Tro paa hende, og hans Lykke ved hans Tro paa hende,
har været som kjølig Dug for den nedtraadte Blomst, den rejser sig
vel ikke, men den visner ikke heller, den folder endnu de fine,
farverige Blade ud for Lyset, og dufter og straaler i tøvende
Livskraft. Og saadan hun. For der var Lise i at se sig ren og skær
og ubesmittet i en Andens Tanker, og der var halvt som Frelse i at
vide, at En var den, der vakte i en Andens Sjæl en frejdig Tillid,
Skjønhedshaab og ædle Længsler, som gjorde den, hos hvem de vaktes,
rig. Og det var ogsaa blidt og dulmende, i vage Billeder og dunkle
Ord at klage sine Sorgers Klage for en Sjæl, der selv uprøvet og fri
for Kummer, med stille Vellyst led hver Lidelse af hendes, og var
taknemmelig, fordi at den fik Lov at dele de Sorger, som den anede,
men ikke forstod, og dog ligefuldt delte. Jo, det var blidt at klage,
naar En saae Ens Sorger vakte Ærefrygt og ikke Medlidenhed, saa de
blev som et mørkt og majestætisk Pragtgevandt om Ens Skuldre, et
taarefunklende Diadem om Ens Pande.

Saaledes begyndte Marie lidt efter lidt at forsones med sig selv, men
saa hændte det en Dag, Remigius var redet ud, at hans Hest blev sky,
kastede ham af Sadlen, og slæbte ham tildøde i Stigbøjlerne.

Da Marie hørte dette, sank hun hen i en tung, sløv og taareløs Sorg.
Hun sad i hele Timer og stirrede hen for sig med et træt, tankeløst
Blik, tavs som En, hvem Mælet var røvet, og var ikke til at bevæge
til at tage sig Nogetsomhelst for, ja hun vilde end ikke at der
taltes til hende; gjorde Nogen det, afviste hun dem med en mat
Bevægelse med Haanden og en stille Rysten paa Hovedet, ligesom om det
voldte hende Smerte.

Dette varede nu længe, men imidlertid var næsten alle hendes Penge
opbrugte, og der var næppe saa mange tilbage, at de kunde rejse hjem
for dem. Lucie blev ikke træt af at foreholde Marie dette, men det
var først langt om længe at det fandt Gehør.

Endelig rejste de da.

Undervejs blev Marie syg, saa Rejsen blev meget forlænget, og Lucie
maatte sælge den ene rige Dragt efter den anden, det ene kostbare
Smykke efter det andet, for at de kunde komme Vejen frem.

Da de naaede Aarhus, ejede Marie næppe mere end de Klæder, hun havde
paa sig.

Her skiltes de; Lucie tog tilbage til Fru Rigitze, Marie tog til
Tjele.

Det var i Foraaret Treoghalvfjerds.




XVI.


Efter at Fru Marie Grubbe var kommen til Tjele blev hun ved at bo
der, sammen med sin Fader, indtil hun seksten hundrede og ni og
halvfjerds lod sig vie til kongelig Majestæts Justitsraad Palle Dyre,
og med ham levede hun saa i et, indtil seksten hundrede og ni og
firs, aldeles begivenhedsløst Ægteskab.

Det er et Tidsrum, der begynder med hendes tredivte Aar og ender med
hendes seks og fyrretyvende, fulde seksten lange Aar.

Fulde seksten lange Aar, levet i dagligdags Bekymringer, i smaalige
Pligter og i sløvende Ensformighed, og intet Tillids- eller
Fortrolighedsforhold til at give det Varme, ingen forsonende Hygge
til at gjøre det lyst. Evindelige Trætter om Ingenting, larmende
Skjænderi for ubetydelige Forglemmelser, knarvurne Udsættelser her og
plumpe Spotterier hist, det var Alt hvad hendes Øren hørte. Og saa
hver sollys Levnetsdag møntet ud i Daler, Ort og Hvid, hvert Suk, der
lød, et Suk for Tab, hvert Ønske, der hørtes, et Ønske om Vinding,
hvert Haab et Haab om Mere. Og luvslidt Karrighed paa alle Kanter,
hyggefjendsk Travlhed i hver en Vraa, og Gjerrigheds altid spejdende
Øje stirrende vaagent ud af hver en Time. Det var det Liv, hvori
Marie Grubbe leved.

I den første Tid hændtes det ofte, at hun midt i Travlheden og Larmen
glemte Alt omkring sig, betagen af vaagne Skjønhedsdrømme, skiftende
som Skyer, rige som Lyset.

Men der var een især.

Det var Drømmen om det slumrende Slot, som Roserne skjulte.

Den stille Have, Slottets stille Have! Hvile i Luft og i Løv, og
som en Nat uden Mørke, Tavsheden drømmende over det Hele. Der
blunded Duften i Blomstens Klokker og Duggen paa det spæde Græsblads
bøjelige Klinge. Der sov Violen med halvvejsaaben Mund under Bregnens
krummede Spire, mens tusinde bristende Knopper var dysset i Søvn
midt i Foraarets frodigste Tid paa de mosgrønne Træers Kviste. --
Hun kom til Borgens Gaard: Rosernes tornede Ranker væltede lydløst
den mægtige grønne Løvbølge ned over Mure og Tag og skummed tyst
og blomsterblegt i Rosenmylder og Rosenstænk. Fra Marmorløvens
aabne Grab stod den springende Vandstraale som et spindelvævsgrenet
Krystaltræ, og blanke Heste spejled deres aandeløse Muler og lukkede
Øjne i Porfyrkummens slumrende Vand, mens Pagen sovende gned Søvnen
af sit Øje.

Hun mættede sit Blik ved denne Skjønhedshvile i den tavse Gaard, hvor
faldne Rosenblade laa i høje Driver op mod Mur og Dør og skjulte med
deres rødmende Sne den brede Marmortrappes brede Trin.

-- At kunne hvile! -- I salig Fred at lade Dagene dale ned over sig,
Time efter Time, mens alle Minder, Haab og Tanker i vage, bløde
Bølger randt bort af Ens Sjæl ..... det var den skjønneste Drøm, hun
kjendte.

Det var den første Tid; men Fantasien trættedes af evigt frugtesløst
at flyve mod det samme Maal, som en indelukket Bi, der summer imod
Ruden, og alle Evner trættedes med den.

Som en skjøn og ædel Bygning i Barbarers Hænder forsømmes og
fordærves, idet de dristige Spir trykkes ned til plumpe Kuppelhatte,
de kniplingsfine Ornamenter brydes Led efter Led, og den rige
Billedpragt dækkes Lag paa Lag med dødende Kalk, saaledes forsømtes
og fordærvedes Marie Grubbe i disse seksten Aar.

Faderen, Erik Grubbe, var bleven gammel og affældig, og det syntes
at Alderen, ligesom den havde gjort hans Ansigt skarpere og mere
frastødende, saaledes havde den ogsaa skærpet og fremhævet alle hans
slette Egenskaber. Han var gnaven og umedgjørlig, paastaaelig indtil
Barnagtighed, hidsig, i allerhøjeste Grad mistroisk, listig, uærlig
og gjerrig. Han førte nu paa sine gamle Dage altid Gud i Munden,
især naar der var Kreaturer syge eller Høsten var vanskelig, og han
havde da en Hærskare af krybende, sledske Tilnavne af egen Opfindelse
til Vorherre. Det var umuligt at Marie enten kunde elske eller ære
ham, og hun bar nu oven i Kjøbet Nag til ham, fordi han ved aldrig
opfyldte Løfter, ved Trudsler om at gjøre hende arveløs og om at jage
hende fra Tjele og berøve hende al Understøttelse, havde formaaet
hende til at gifte sig med Palle Dyre; skjøndt det, der mest havde
tilskyndet hende til dette Skridt, var Haabet om at blive uafhængig
af den faderlige Myndighed, hvilket Haab imidlertid ikke var blevet
opfyldt, paa Grund af, at Palle Dyre og Erik Grubbe vare komne
overens om at drive Tjele og Nørbækgaard, der betingelsesvis var
given Marie i Medgift, i Fællesskab, og da Tjele var den største af
Gaardene, og Erik Grubbe ikke kunde aarke at føre Tilsynet, medførte
dette at de Nygifte tiere opholdt sig under Faderens Tag end under
deres eget.

Palle Dyre, Manden, en Søn af Oberst Clavs Dyre til Sandvig og
Krogsdal, senere til Vinge, og hans Hustru Edele Pallesdatter
Rodtsteen, var en førladen, korthalset, lille Mand med ret livlige
Bevægelser og et determineret Ansigt, der imidlertid vansiredes noget
af et Lungeslag, som bredte sig over hele den højre Kind.

Marie foragtede ham.

Han var ligesaa gjerrig og nøjeregnende som Erik Grubbe, men egenlig
var han en dygtig Mand, klog, rask og modig, kun manglede han
fuldstændigt Æresfølelse; han snød og bedrog, naar han kunde komme
afsted med det, og skammede sig aldrig, naar det blev opdaget;
han lod sig skjælde ud som en Hund, hvis det kunde bringe ham en
Skillings Fortjeneste ikke at tage til Gjenmæle, og dersom en
Bekjendt eller Slægtning overdrog ham at besørge et Kjøb eller Salg
eller et andet Tillidshverv, tog han aldrig i Betænkning at bruge
denne Tillid saaledes, at den bragte ham selv Fordel. Uagtet hans
Ægteskab i Hovedsagen havde været ham en Forretning, var han dog
stolt af at være gift med Statholderens fraskilte Kone, hvad der
imidlertid ikke forhindrede ham fra at tiltale og behandle hende paa
en Maade, der syntes uforenelig med hin anden Følelse; ikke at han
paa nogen Vis var usædvanlig grov eller voldsom, ingenlunde, men
han hørte til det Slags Mennesker, der i en stolt og selvtilfreds
Bevidsthed om deres egen Ulastelighed, som i alle Maader korrekte og
normale Hverdagsmennesker, ikke kunne afholde sig fra at lade Andre,
i den Henseende mindre heldigt stillede, føle deres Overlegenhed,
og med en ubehagelig Naivitet opstille sig selv som Mønstre til
Efterfølgelse -- og Marie var jo nu ikke blandt de heldigt Stillede;
baade hendes Skilsmisse fra Ulrik Frederik og Forødelsen af hendes
Mødrenearv var kun altfor iøjnefaldende Uregelmæssigheder.

Saadan var nu altsaa den Mand, der blev den Tredie i Livet paa Tjele,
og der var ingen af hans Egenskaber, der kunde give Haab om, at han
skulde evne at gjøre det lysere eller blidere, hvad han da heller
ikke gjorde. Evindelig Strid og Uenighed, gjensidig Tværhed og
indbyrdes Pukken paa hinanden, det var det, den ene Dag førte med sig
efter den anden.

Marie sløvedes derved, og Alt det blomsterfine, duftende og fagre,
der hidtil i frodige, vistnok ustyrlige og tidt barokke Arabesker
havde slynget sig gjennem hendes Liv, det visned bort og døde Døden.
Raahed i Tanker som i Tale, en plump og trællesindet Tvivl om det
Ædle og Store, og en fræk Foragt for sig selv, det havde disse
seksten Tjeleaar bragt hende.

Og Eet endnu.

Der var kommet en tykblodet Sandselighed over hende, en higende
Attraa efter Livets gode Ting, et kraftigt Velbehag ved Mad og
Drikke, ved bløde Sæder og ved bløde Lejer, en vellystig Fryd
ved bedøvende, krydrede Dufte og et hverken smagbehersket eller
skjønhedsadlet Hang til Pragt. Altsammen Lyster, som hun kun
tarveligen fik stillet -- men, det gjorde jo ikke hendes Attraa
mindre stærk.

Hun var bleven fyldig og bleg og der var en dvælende Ladhed over alle
hendes Bevægelser. Hendes Blik var for det Meste forunderlig tomt og
udtryksløst, men stundom sælsomt skinnende og hun var kommen i Vane
med at stille sine Læber til et uforanderligt og intetsigende Smil.

Saa skrives der seksten hundrede og ni og firs. -- Det er Nat, og
Tjele Hestelade brænder.

De flakkende Flammer flagrede frem gjennem den tykke, brandbrune
Røg og lyste over hele den græssede Gaardsplads, hen paa de lave
Udhuslænger, paa Hovedbygningens hvide Mure, lige til Havens sorte
Trækroner, der løftede sig op over Taget. Karle og tilløbne Folk
løb frem og tilbage mellem Brønden og Brandstedet med ildblankt
blinkende Vand i Saaer og Spande. Palle Dyre foer et Steds fra og
et andet Steds hen med Haaret flyvende om Ørerne og med en rødmalet
Rive i Haanden, mens Erik Grubbe laa bedende over en gammel udbjerget
Skjærekiste og fulgte med stigende Angst Ildens Fremskridt fra Spænde
til Spænde og vaandede sig lydeligt hver Gang en Flamme fik Luft og
triumferende svinged sin gnistomflagrede Hvirvel højt over Huset.

Marie var ogsaa dernede, men hendes Blik havde andet Maal end Branden.

Hun saae paa den nye Kudsk, som ledte de forskrækkede, ildsky Heste
ud af den røgopfyldte Stald. Dørkarmen var stødt ud og Dørgabet
udvidet over sin dobbelte Bredde, idet den svage Raastensmur var
reven ned til begge Sider, og ud ad denne Aabning førte han Hestene,
en ved hver Haand. De kraftige Dyr, som var helt forstyrrede af
Røgen, stejlede og kastede sig voldsomt efter Siden, saasnart det
skjærende, usikre Lys fra Flammerne mødte deres Øjne, og det saae ud
som Kudsken skulde rives i Stykker eller trampes ned imellem dem, men
han hverken slap eller faldt, han tvang dem Mulerne ned mod Jorden og
jog med dem, halvt løbende eller springende, halvt slæbende, tværs
over Gaarden og slap dem saa løs indad Haveporten.

Der var mange Heste paa Tjele, og Marie Grubbe havde rig Lejlighed
til at beundre den skjønne, kæmpemæssige Skikkelse, alt som den i
vekslende Stillinger brødes med de vælige Dyr, nu næsten hængende i
oprakt Arm, løftet i Vejret af en stejlende Hingst, nu kastende sig
voldsomt tilbage paa jordstemte Fødder, nu atter hidsende dem frem i
Spring og Sæt, og Alt med disse bløde, sejge, fjedrende Bevægelser,
som er ejendommelige for alle overhaands stærke Folk.

De korte Lærredsbenklæder og den graalige Blaargarnsskjorte, som
Branden gav et gulligt Skjær og tegnede med skyggestærke Folder,
fremhævede ypperligt de prægtige Former og stemmede skjønt og simpelt
med det kraftigt farvede Ansigt, de fine blonde Dun om Mund og Hage
og det store, lyse, brusende Haar.

Søren Ladefoged kaldtes denne toogtyveaarige Kæmpe, egenlig hed han
Søren Sørensen Møller, men havde faaet Tilnavnet efter sin Fader, der
havde været Ladefoged paa en Hovedgaard i Hvornum.

Hestene blev da bjergede, Laden brændte ned, Ilden i Grunden blev
slukket, og Folkene gik hen at tage sig et lille Morgenblund ovenpaa
den gjennemvaagede Nat.

Marie Grubbe søgte ogsaa sin Seng, men hun sov ikke, hun laa og
tænkte, og imellem rødmede hun over sine Tanker, imellem kastede hun
sig uroligt, ligesom om hun blev bange for dem.

Endelig stod hun op.

Hun smilte haanligt medlidende ad sig selv, mens hun klædte sig
paa. I Almindelighed plejede hun om Hverdagen at gaa skjødesløst,
urenligt, næsten lurvet klædt, for saa ved Lejlighed at pynte sig saa
meget desto stærkere paa en mere iøjnefaldende end smagfuld Maade;
men i Dag var det anderledes; hun tog en gammel, men ren, mørkeblaa
Hvergarnskjole paa, bandt et lille, højrødt Silketørklæde om sin Hals
og tog en net, lille, simpel Hue frem; men saa betænkte hun sig og
valgte en anden, der med sin ombøjede, gult- og bruntblomstrede Kant
og sit Nakkeskjæg af uægte Sølvbrokade slet ikke passede til det
Øvrige. Palle Dyre tænkte, hun vilde i Byen og snakke om Branden, men
sagde til sig selv, at der blev ingen Heste til hende at kjøre med.
Hun blev imidlertid hjemme, men Arbejdet vilde ikke rigtig gaa, der
var saadan en Uro over hende, hun slap det Ene for det Andet, for at
slippe det igjen. Omsider gik hun ud i Haven; hun sagde, det var for
at rette ved det, Hestene havde lagt øde om Natten; men hun gjorde
ikke megen Gavn derude, for hun sad det Meste af Tiden i Lysthuset
med Hænderne i Skjødet og stirrede tankefuldt ud for sig.

Den Uro, som var kommen over hende, fortog sig ikke, den blev snarere
stærkere Dag for Dag, og hun havde faaet en pludselig Lyst til
ensomme Vandringer over ad Fastruplund til eller i den nederste Del
af Yderhaven. Baade hendes Mand og hendes Fader skjændte paa hende
derfor; men hun var ligesom hun var døv og ikke saa meget som blot
svarede dem, og saa tænkte de, det var bedst at lade hende raade sig
selv en stakket Tid, saalænge Travlheden ikke var større. --

En Ugestid efter Branden gik hun en Eftermiddag sin vante Gang over
ad Fastrup til, og fulgte just Randen af et langstrakt, brysthøjt
Krat af Egepurre og vilde Hybenroser, da hun pludselig saae Søren
Ladefoged liggende, ligesaalang han var, i Kratbrynet, med lukkede
Øjne ligesom om han sov. Der laa en Høle lidt fra ham, og Græsset var
slaaet hvor hun stod og et langt Stykke opefter.

Hun blev længe staaende, stirrende paa hans store, regelmæssige Træk,
paa hans brede, kraftigt aandende Bryst og hans mørke, storaarede
Hænder, som han havde foldet over sit Hoved; men Søren mere hvilte
sig end sov, og slog pludseligt Øjnene op og saae lysvaagent op paa
hende. Det gav et Sæt i ham af Forskrækkelse over at Herskabet havde
truffet ham sovende i Stedet for i Færd med at meje; men han var
bleven saa forbavset over Udtrykket i Maries Blik, at det var først
da hun rødmende sagde Noget om Varmen og vendte sig for at gaa, først
da var det, at han kom til Besindelse og sprang op, greb sin Le og
sin Strygestikke og gav sig til at stryge Staalet saa det klingrede
hen igjennem den varme, sitrende Luft.

Og saa begyndte han at slaa, som det var Livet om at gjøre.

Endelig da han saae Marie gaa over Stenten til Lunden, holdt han
op og stod en Stund stirrende efter hende, med Armene støttede paa
Leen. Saa kylede han med Et Leen langt fra sig og satte sig ned med
skrævende Ben, med aaben Mund og med Hænderne fladt stemmede ned i
Græsset ud til Siden, og saadan sad han i stille Forundring over sig
selv og sine egne forunderlige Tanker.

Han lignede ganske en Mand, der lige var faldet ned fra et Træ.

Han syntes hans Hoved var saa fuldt, ligesom om han drømte. -- Om der
nu ikke var Nogen, der havde gjort noget Trolddom ved ham? for saadan
havde han aldrig været, det myldred paa og myldred paa inden i hans
Hoved, det var just som om han kunde tænke paa syv Ting ad Gangen,
og han havde slet ingen Styr paa det, det kom af sig selv og tog sig
selv væk igjen, ligesom om han slet ikke havde med det at gjøre.
-- Det var da mærkeligt, som hun havde seet paa ham, og hun havde
Ingenting sagt om, at han laa og sov der midt paa Dagen. -- Lige
ud af sine klare Øjne havde hun seet saa mildt og saa ... ligesom
Jens Pedersens Trine, havde hun seet paa ham. Den naadige Frue. Den
naadige Frue. Der var en Fortælling om en Frue paa Nørbækgaard, som
var løbet bort med sin Skytte; om han nu ogsaa var bleven seet saadan
paa, mens han laa og sov? -- Den naadige Frue! mon han kunde blive
gode Venner med den naadige Frue, ligesom den Skytte blev det? Han
forstod det ikke, mon han var syg? det brændte i en Plet paa hver
af hans Kinder, hans Hjærte banked og var saa beklemt, og det var
ilde nok han kunde faa sit Vejr ... Han gav sig til at rykke i en
Egepurre; men kunde ikke faa den op, som han sad; saa rejste han sig
og sled den løs, kastede den, greb sin Le og gav sig til at slaa saa
Græsset røg af Skaaret.

I de nærmeste Dage derefter traf det sig tidt, at Marie kom tæt om
ved Søren Ladefoged, fordi han i den Tid mest havde Gaardarbejde,
og han stirrede da altid paa hende med et ulykkeligt, forvirret og
spørgende Blik, som om han vilde bede hende om Løsningen paa den
forunderlige Gaade, hun havde kastet paa hans Vej; men Marie saae
blot stjaalent hen paa ham og vendte Hovedet bort.

Søren var ganske skamfuld over sig selv, og gik i en stadig Angst
for, at hans Medtjenere skulde mærke, at det ikke var rigtig fat
med ham. Han havde aldrig i sine Dage været betaget af nogen Følelse
eller Længsel, der blot var det mindste fantastisk, før nu, og
derfor gjorde det ham urolig og bange. Det kunde jo være, han var
ved at blive sær eller forrykt. En vidste jo aldrigen, hvordan sligt
kom Folk paa, og han lovede sig selv, han vilde aldrig tænke paa
det mere; men et Øjeblik efter var hans Tanker der, hvor han vilde
stænge dem fra at komme. Netop det, at han ikke kunde slippe for
disse Tanker, hvad han saa gjorde, forknyttede ham mest, for han
sammenlignede det med, hvad han havde hørt om Cyprianus, med at En
kunde brænde den og drukne den, og den kom dog ligegodt igjen, og dog
nærede han inderst inde et Ønske om, at Tankerne ikke maatte fortage
sig, fordi det vilde blive saa tomt og trist derefter; men det vilde
han ikke tilstaa for sig selv, thi han skammede sig, saa hans Kinder
bleve røde, hvergang han roligt overvejede, hvad det var for Galskab,
han gik og havde i Tanker. --

En Ugestid efter at hun havde fundet Søren sovende, sad Marie Grubbe
under den store Bøg, paa Lyngbakken midt inde i Fastruplund. Hun
sad med Ryggen lænet op mod Stammen og havde en opslaaet Bog paa
Skjødet, men hun læste ikke, hun stirrede alvorligt ud for sig, op
efter en stor, mørk Rovfugl, der i langsomt glidende, spejdende Flugt
svævede hen over de løvtunge Kroners uendelige, bølgede Flade. Den
lysopfyldte, solede Luft, gjennemsitredes af Myriader af usynlige
Insekters enstonede, søvndyssende Summen, og søde, altfor søde Dufte
af den gulblomstrede Gyvel, og den bitre Duft af det solvarmede
Birkeløv ved Højens Fod blandede sig med den muldede Skovbundsduft og
den mandelsøde Duft af den hvide Mjødurt borte i Lavningen.

Marie sukkede.

    "Petits oiseaux des bois,"

hviskede hun klagende,

    "que vous estes heureux,
    De plaindre librement vos tourmens amoureux.
    Les valons, les rochers, les forests et les plaines
    Sçauent également vos plaisirs et vos peines;"

Hun sad et Øjeblik som om hun anstrængte sig for at huske Resten, saa
tog hun Bogen, og læste med sagte og modfalden Røst:

    "Vostre innocente amour ne fuit point la clarté,
    Tout le monde est pour vous un lieu de liberté,
    Mais ce cruel honneur, ce fleau de nostre vie,
    Sous de si dures loix la retient asservie,"
    ..........

Hun lukkede Bogen med et Slag, og næsten raabte:

    "Il est vray je ressens une secréte flame
    Qui malgré ma raison s'allume dans mon ame
    Depuis le jour fatal que je vis sous l'ormeau
    Alcidor, qui dançoit au son du chalumeau."

Hendes Stemme var igjen falden af, og de sidste Linier blev kun
hvisket ganske sagte og udtryksløst, næsten mekanisk, som om hendes
Fantasi til Akkompagnementet af Rhytmen dannede sig et andet
Billede, end det, Ordene tegned.

Hun lænede Hovedet tilbage og lukkede sine Øjne. Det var saa
besynderligt, saa ængstende, nu hun var bleven halvgammel, at føle
sig bevæget af de samme tungtaandende Længsler, de samme anelsesfulde
Drømme og urolige Forhaabninger, som havde gjennembævet hendes
Ungdom; men vilde de vare, vilde de være anderledes end det korte
Flor, som en solrig Efteraarsuge kunde kalde tillive, et Efterflor,
som bygged sine Blomster af Plantens allersidste Kraft, og gav
den svag og udtømt i Vinterens Vold? De var jo engang døde, disse
Længsler, og havde hvilet tyst i deres Grav. Hvad vilde de, hvad kom
de for? Var ikke deres Livsmaal opfyldt, at de kunde hvile i Fred,
og ikke rejse sig igjen i løjet Form af Liv, og lege Ungdomslegen om
igjen?

Saadan tænkte Marie vel, men det var ingenlunde alvorligt ment med
disse Tanker, det var kun digtende tænkt, og ganske upersonligt,
ligesom med en Andens Tankegang, thi hun havde ingen Tvivl om sin
Lidenskabs Styrke eller Varighed, og den havde fyldt hende saa
ganske og saa uimodstaaelig virkeligt, at der slet ingen Plads blev
til eftertænksom Forundring. I Fortsættelse af disse uvirkelige
Forestillinger, dvælede hun et Øjeblik ved Billedet af den gyldne
Remigius og hans urokkelige Tro paa hende, men det aflokkede hende
kun et bittert Smil, og et kunstigt Suk, og saa var hendes Tanker
andetsteds bundne.

Hun undredes paa, om Søren vilde have Mod til at bejle til hende.
Hun kunde knap tro det. Han var jo en Bonde ... og hun udmalede
sig hans slaviske Frygt for Herremandsfolkene -- hans hundeagtige
Lydighedsfølelse, hans krybende, selvnedsættende Ærbødighed; hun
tænkte paa hans simple Vaner og hans Uvidenhed, hans bondeagtige
Sprog og grove Klæder, hans grove Arbejde, hans slidhærdede Legeme og
hans plumpe Graadighed. Og hun skulde bøje sig ind under alt dette,
elske alt dette, tage Godt og Ondt af denne sorte Haand ... der var
i denne Selvnedværdigelse en sælsom Nydelse, som halvt var i Slægt
med grov Sandselighed, men ogsaa i Slægt med det, der regnes for det
Ædleste og Bedste i Kvindens Natur.

Men saadan var jo ogsaa det Ler blandet, af hvilket hun var skabt --.

Nogle Dage senere færdedes Marie Grubbe i Bryggerset paa Tjele i Færd
med at blande Mjød; thi der var ikke faa af Bistaderne, der havde
taget Skade den Nat, Branden var.

Hun stod just inderst inde ved Gruen og stirrede ud gjennem Døren,
i hvis Aabning Hundrede af Bier, lokkede af den søde Honninglugt,
summede omkring, gyldne og glindsende af det indfaldende Sollys.

I det Samme kom Søren Ladefoged svingende ind ad Porten med en tom
Rejsevogn, i hvilken han havde kjørt Palle Dyre til Viborg.

Han saae et Glimt af Marie, skyndte sig at spænde fra, fik Vognen
trukket ind og Hestene paa Stald, og spankede saa en Stund omkring
med Hænderne dybt i Lommen paa sin lange Kudskefrakke og med Blikket
heftet paa sine store Støvler. Pludselig drejede han rundt og gik hen
mod Bryggerset, svingende resolut med den ene Arm, rynkende Panden
og bidende sig i Læben, som en Mand, der tvinger sig selv til en
ubehagelig, men uundgaaelig Afgjørelse. Han havde ogsaa bandt paa,
det skulde have Ende, ligefra Viborg og til Foulum, og han havde
holdt sig ved Mod ved en lille Flaske, som Husbonden havde glemt i
Vognen.

Han tog sin Hat i Haanden, da han kom ned i Bryggerset, men sagde
Ingenting og stod og gned forlegent med Fingeren paa Kanten af
Bryggekarret.

Marie spurgte, om Søren havde Bud til hende fra hendes Mand.

Nej.

Om Søren vilde smage paa hendes Bryg eller han vilde have et Stykke
Stenhonning?

Jo tak, -- nej, ellers Tak, det var ikke det, han var kommen om.

Marie blev rød og følte sig hel beklemt.

Om han maatte spørge om en Ting?

Jo, det maatte han saa godt.

Ja, han vilde da, med gunstig Forlov, bare sige det, at han var ikke
rigtig, for baade naar han sov og naar han var vaagen, havde han
alletider den naadige Frue i Tanker, men han kunde ikke gjøre for det.

Ja, men det var jo ogsaa rigtig nok af Søren.

Ja, det vidste han nu ikke, om det var, for det var ikke med at passe
det, han skulde, at han tænkte paa den naadige Frue. Det var paa en
anden Maner; han tænkte paa hende i hvad Folk kaldte for Kjærlighed.

Han saae ængsteligt spørgende paa hende og blev helt modfalden og
rystede paa Hovedet, da Marie svarede, at det var ret nok, det var,
hvad Præsten sagde, alle Mennesker skulde.

Nej, det var heller ikke paa den Vis, det var saadan elskendes. Men
det var nok uden Aarsag, for, vedblev han i en tirrende Tone, ligesom
han vilde yppe Klammeri, saadan en fine Frue, hun var vel bange for
at røre ved en simpel Bondekarl som han, endda Bønder alligevel var
halv som Mennesker ogsaa og hverken havde Vand eller sur Vælling til
Blod mere end som andre havde; han vidste nok fornemme Folk, de holdt
dem for at være en Slags for sig selv, men det var da nok det Ene
som det Andet, skulde han da tro, for de baade aad og drak og sov
og saadan Noget, ligesom det simpleste sølle Bondeskrog gjorde, og
han kunde derfor aldrig tænke, at den naadige Frue kunde tage Skade
af, at han kyste hende for hendes Mund, mere, end som hun tog af en
Herremands Kys. -- Ja, hun skulde nu ikke se saa vist paa ham, fordi
han var saa fri i sin Snak, han brød sig ikke om hvad han sagde, hun
var fri for at føre ham i Fortræd, for naar han gik herfra, gik han
enten ud i Møllerens Dam eller slog et Stykke Reb om sin Hals.

Det maatte han ikke sige, hun havde slet ikke tænkt paa at nævne et
Ord om ham til noget Menneske i Verden.

Naa, det havde hun endda ikke, ja det kunde En jo tro, om En vilde,
men det gjorde nu heller ingen Forandring i de Dele alligevel. Hun
havde ellers voldt ham Fortred nok, og det var ene hendes Skyld, at
han vilde undlive sig, for han elsked hende da saa inderlig.

Han havde sat sig ned paa en Ølskammel og sad nu og stirrede paa
Marie med et inderlig bedrøvet Udtryk i sine trofaste, milde Øjne;
mens hans Læber dirrede, som om han kæmpede med Graaden.

Hun kunde ikke lade være at gaa hen til ham og trøstende at lægge sin
Haand paa hans Skulder.

Men det maatte hun ikke, han vidste godt, at naar hun lagde sin
Haand paa ham og sagde nogle Ord stille for sig selv, saa kunde hun
læse Modet fra ham, og det vilde han nu ikke have. Ellers kunde hun
da godt sætte sig ved Siden af ham, alligevel han kun var en simpel
Bondekarl, naar hun betænkte at han var død inden Aften.

Marie satte sig.

Søren skulede hen til hende og flyttede sig lidt bort paa Bænken,
saa rejste han sig pludseligt op. Han vilde da sige Farvel og takke
den naadige Frue for alt Godt, den Tid de havde kjendt hinanden,
og om hun saa vilde hilse hans Sødskendebarn Ane, hende, der var
Bryggerspige der paa Gaarden.

Marie holdt hans Haand fast.

Ja, nu vilde han da gjerne afsted.

Nej, han skulde blive, der var ingen i Verden, hun holdt saa meget
af, som ham.

Aa, det sagde hun nu blot fordi at hun var bange for, at han skulde
gaa og pusle om hende alle Steder, men det kunde hun være rolig for,
for han var hende slet ikke hadsk, og han skulde aldrig komme hende
nær, efter at han var død, det skulde han baade love og holde, om hun
saa vilde slippe.

Nej, hun vilde aldrig slippe.

Ja, det kunde da ikke hjælpe, og Søren rev sin Haand til sig og løb
ud af Bryggerset, og tværs over Gaarden.

Marie var lige bag efter ham, da han smuttede ind i Karlekammeret,
slog Døren i efter sig og stemmede Ryggen imod.

«Luk op, Søren, luk op, ellers kalder jeg alle Folkene sammen.»

Søren svarede ikke, men tog ganske rolig noget beget Sejlgarn op af
Lommen og gav sig til at surre det om Klinken, mens han holdt Døren
i med Knæ og Skulder. Trudselen om Folkene frygtede han ikke, da han
vidste, de alle var i Engene ved Høet.

Marie hamrede paa Døren, alt hvad hun kunde.

«Herregud, Søren!» raabte hun, «saa kom da ud, jeg elsker dig jo saa
højt et Menneske elske kan, jeg gjør, Søren, jeg elsker dig, elsker
dig, elsker dig, -- aa, han tror mig intet, hvad skal jeg arme,
elendige Menneske da gribe til?»

Søren hørte hende ikke, han var gaaet igjennem Karlekammeret, og ind
i et lille Kammer der bagved, hvor han og Skytten plejede at sove.
Her skulde det gaa for sig, og han saae sig om derinde. Saa kom han
i Tanker om, at det var Synd for Skytten, det var bedre at gjøre det
derude, hvor de laa saa mange sammen. Han gik ud i Karlekammeret
igjen.

«Søren, Søren, aa lad mig komme ind, lad mig, hvad, aa luk op. Nej,
nej, aa, han hænger sig, og her staar jeg. Aa, for Gud den Almægtiges
Skyld, Søren, saa luk da op, jeg har jo elsket dig fra den første
Gang jeg saae dig. Kan du da intet høre? Der er Ingen, jeg har saa
kjær, som dig, Ingen, Ingen i Verden, Søren.»

«Er ed sand?» spurgte Sørens Stemme, hæs og ukjendelig, lige ved
Døren.

«Aa Gud have Lov til evig Tid! ja, ja, ja, Søren, det er sandt, det
er sandt, jeg svær' dig den højeste Ed, som paa Jorden er til, at
jeg elsker dig udaf min inderste Sjæl. Aa, Gud have evig Lov og Tak
...»

Søren havde taget Snoren af, og Døren gik op.

Marie foer ind i Kammeret, og kastede sig om hans Hals, hulkende og
jublende.

Søren stod ganske forvirret og forlegen ved det Hele.

«Aa, Himlen ske Tak, at jeg har dig igjen!» raabte Marie, «men hvor
var det, du vilde have gjort det? sig mig det nu,» og hun saae sig
nysgjerrigt om i Kammeret, med dets uredte Senge, hvor afblegede
Bolstre, sammenfiltret Halm og snavsede Læderlagner laa uordenligt
over hinanden.

Men Søren svarede ikke, han stirrede truende paa Marie: «hvafor saa
do ed et nøj far?[11]» sagde han og slog hende over Armen.

 [11] "Hvafor saa" osv. = "hvorfor sagde du det ikke noget før?"

«Om Forladelse, Søren! om Forladelse!» græd Marie, og trykkede sig op
til ham, medens hendes Øjne bedende søgte hans.

Søren bøjede sig undrende ned over hende, og kyssede hende. Han var
ganske forbavset.

«De er da hverken Komeddi eller Obenbarels[12]?» spurgte han stille
hen for sig.

 [12] Obenbarels = Aabenbarelse.

Marie rystede smilende paa Hovedet.

«Aa den Unde[13]! hvem skuld' da ha' tint[14] ....»

 [13] Unde = Onde.

 [14] tint = tænkt.

               *       *       *

I Begyndelsen blev Forholdet mellem Marie og Søren holdt godt skjult,
men da Palle Dyres hyppige Rejser til Randers og langvarige Ophold
der, i Egenskab af kongelig Commissarius gjorde dem uforsigtige, blev
det snart ikke nogen Hemmelighed for Tyendet paa Tjele, og da Parret
saae sig røbet, forsøgte det ikke i mindste Maade at holde Sagen
skjult, men levede som om Palle Dyre befandt sig i den anden Ende af
Verden, og ikke i Randers. Erik Grubbe brød de sig slet ikke om; naar
han truede ad Søren med sin Krykkestok, truede denne igjen med sin
Næve, og naar han skjændte paa Marie og vilde forsøge paa at bringe
hende til Fornuft, drillede hun ham med at ramse en hel Mængde op
for ham, uden at hæve sin Stemme højere end sædvanligt, hvad der var
nødvendigt, om han skulde høre Noget, da han var bleven helt tunghør,
og oven i Kjøbet paa Grund af sin Skaldethed og sin Gigt gik med en
Hue, hvis lange Øreklapper var bundet tæt ind til Hovedet, hvad der
da heller ikke gjorde ham mere lydhør.

At ikke ogsaa Palle Dyre blev Medvider, var ikke Sørens Skyld, thi i
sin ungdommelige Kjærligheds Ustyrlighed tog han ikke i Betænkning,
selv naar Husbonden var hjemme, i Mørkningen, eller naar han ellers
havde Lejlighed, at søge Marie op oppe i selve Herskabsstuerne, og
det var kun Loftstrappens heldige Beliggenhed, der i mere end eet
Tilfælde frelste ham fra at blive røbet.

Hans Stemning overfor Marie var noget vekslende, idet han undertiden
kunde komme i Tanker om, at hun var stolt og foragtede ham, og han
blev da meget lunefuld, tyrannisk og urimelig, og behandlede hende
haardere og raaere, end han egenlig mente af, for saa ved hendes
Lydighed og Blidhed at faa sin Tvivl modbevist og gjort til Intet;
som oftest var han imidlertid god og føjelig og let at lede, kun
skulde Marie være meget forsigtig med sine Klager over hendes Mand
og hendes Fader, at hun ikke skildrede sig som altfor føleligt
forurettet, thi saa blev han gal og rasende, og svor, han vilde slaa
Hjærnen ind paa Palle Dyre og lægge sine Hænder om Erik Grubbes tynde
Hals, og var saa opsat paa at fuldbyrde sin Trudsel, at der maatte
Bønner og Taarer til, for at faa ham gjort rolig igjen.

Men af Alt det, der kunde indvirke forstyrrende paa Forholdet mellem
Søren og Marie, var der dog Intet, der var mere vedholdende eller
mere virksomt, end Folkenes Drillerier, for de var selvfølgelig
yderst forbittrede over dette Kjærresteri mellem Madmoder og
Kudsk, der jo stillede denne deres Medtjener ulige heldigere end de
selv var stillede, og gav ham, navnlig i Husbondens Fraværelse, en
Indflydelse, hvortil han ikke havde mere Ret end de. Derfor pinte og
plagede de da ogsaa Søren paa alle optænkelige Maader, saa han tidt
var ude af sig selv, og snart var bestemt paa at rømme, snart paa at
tage sig af Dage.

Pigerne var naturligvis de, der var værst ved ham.

       *       *       *       *       *

En Aften blev der støbt Lys i Tjele Borgestue. Marie stod ved den i
et halmfyldt Kar nedsænkede Kobberform[15] og dyppede Vægerne, som
Bryggerspigen Ane Trinderup, Sørens Sødskendebarn, lod dryppe af i
et gult Lerfad. Kokkepigen bragte og hentede Brikkerne, hængte dem
op under Lysebordet, og tog Lysene af, naar de var bleven tykke nok.
Ved Borgestuebordet sad Søren Ladefoged og saae til, han havde en
rød Klædeshue paa, der var udstafferet med Guldgalloner og sorte
Plumager, foran ham stod en Sølvkande med Mjød, og han sad og spiste
af et stort Stykke Steg, som han med sin Foldekniv skar i Stykker paa
en liden Tintallerken. Han spiste med stor Sindighed, drak imellem af
Kruset, og besvarede nu og da Maries smilende Nik med en langsom,
anerkjendende Hovedbevægelse.

 [15] Form = Kjedelen, hvori den smeltede Tælle er.

Hun spurgte ham, om han sad godt.

Det var der Maade med.

Saa var det bedst, at Ane gik ind i Pigekammeret og hentede en Pude
til ham.

Det gjorde hun saa, men ikke uden at gjøre en hel Del Tegn til den
anden Pige, bag Maries Ryg.

Vilde Søren ikke have et Stykke Kage?

Jo, det kunde ikke være saa ilde.

Marie tog en Vægeten[16], og gik efter Kagen, men blev temmelig længe
borte.

 [16] Vægeten = en Rulle af løstvunden Blaarvæge, gjennemtrukken med
 Tælle, anbragt i en Stage af Konstruktion som en Voksstabelholder.

Hun var næppe ude af Døren, før begge Pigerne gav sig til at
skoggerle af fuld Hals, ligesom efter Aftale.

Søren skjævede arrigt hen til dem.

«Aa lille Søren,» sagde Ane, idet hun efterlignede Marie Grubbes
Røst og Tale, «vil Søren intet have en Salvet at tørre Sørens fine
Fingre paa, og en udpolstret Skammel til Sørens Fødder? Og kan
Søren nu ogsaa se at spise ved det ene tykke Lys, eller skal jeg
tænde bedre op for ham? hvad lille Søren? Og saa hænger der en sid,
blommerantes[17] Kjol' i Husbonds Kammers, skal jeg intet hente den,
den vilde være saa stads til Sørens røde Kabuds?»

 [17] blommerantes = broget blomstret.

Søren værdigede hende ikke et Svar.

«Aa, vil Junkeren intet tale et bitte Ord?» fortsatte Ane, «saadan
simple Folk som os og vores Lige vil saa gjerne høre lidt fin Snak,
og jeg veed, at Junker kan, for du har da hørt, Trine, at hans
Kjærrest' har givet ham en Komplimentbog med al Slags Finhed i, og
det kan jo aldrigen fejle, at saadan en højbaaren Herre kan baade
stave og læse, enten det saa skal være forlænds eller baglænds.»

Søren slog med den knyttede Næve i Bordet, og saae vredt til hende.

«Søren,» begyndte nu den Anden, «A vil gi' dæ en gal Skjelling for en
Kys; A ved nok te do plejer at faa baade Stieg og Most a hinner den
Gammel ...»

I det Samme traadte Marie ind med Kagen og satte den for Søren, men
han slængte den hen over Bordet.

«Jav di Kvinner ud!» raabte han.

Ja men Tællen blev jo kold.

Det brød han sig ikke om.

Saa blev Pigerne da sendt udenfor.

Søren smed den røde Hue langt fra sig og bandte og var vred; hun
skulde ikke her gaa og bringe Æde for ham, som om han var en mager
Gris, og han vilde ikke gjøres til Nar for Folk ved hendes Laven
Komediantspillerhuer til ham, det skulde have en Ende dette her, det
var ham, der var en Mand, og det var Ingenting lig ad, at han gik
her og lod sig kjæle for, han havde ikke ment det saaledes, han vilde
raade og hun skulde lyde, han vilde give og hun skulde tage; ja han
vidste nok, han Ingenting havde at give af, men derfor skulde hun
ikke gaa og gjøre ham til Nummer Nul ved at give til ham. Vilde hun
ikke gaa med ham gjennem Kamp og Flint, saa maatte de skilles ad.
Dette kunde han ikke holde ud, hun skulde give sig rigtig i hans Magt
og rømme med ham, hun skulde ikke sidde der og være den naadige Frue,
saa han altid skulde se op til hende, han trængte til hun skulde være
Hund med ham, hun skulde have det saadan at han kunde være god imod
hende og faa Tak af hende, og hun skulde være bange for ham, og hun
skulde Ingenting have at stole paa uden paa ham.

En Vogn kom rullende ind ad Porten, og da det skjønnedes at maatte
være Palle Dyre, listede Søren ned til Karlekammeret.

Her sad der tre Karle paa deres Senge, foruden Skytten Søren Jensen,
som stod op.

«Der haar vi Baruenen!» sagde den ene Karl, som Kudsken traadte ind.

«Tys, lad ham Ingenting høre!» udbrød den Anden med forstilt
Ængstelighed.

«Ja,» hviskede den Første halvhøjt, «A vild' it vær' i hanses Sted
for saamanne Rosenobler, som der kan gaa i en Møl'sæk.»

Søren saae sig urolig omkring og satte sig saa ned paa en Kiste, der
stod opimod Væggen.

«Det maa vær' en pinagtig Død aa faa,» sagde den, der havde tiet og
gøs.

Søren Skytte nikkede alvorligt ad ham og sukkede.

«Hva er et, der er po Snak?» spurgte Søren med forstilt Ligegyldighed.

Ingen svarede.

«Er et herover?» spurgte den første Karl og lod Fingeren glide
tversover sin Nakke.

«Tys!» sagde Skytten og rynkede Pande ad Spørgeren.

«Er et mæ, I snakker om,» sagde Søren, «saa sej it der og kryk, men
sæj hva' I vil sæj.»

«Ja!» svarede Skytten med megen Eftertryk paa Ordet, og saae med
alvorsfuld Bestemthed paa ham. «Ja, Søren, det _er_ om dig. Herregud!
...» han foldede sine Hænder og syntes at fortabe sig i mørke
Grublerier. «Søren,» begyndte han saa igjen og tørte sig om Næsen,
«det er halsløs Gjerning, du bedriver, og jeg vil sige dig det,»
han talte som om han læste det op af en Bog, «vend om, Søren! der
staar Galgen og Blokken,» han pegte imod Hovedbygningen, «der er en
kristelig Levnet og Begravelse,» og han førte i en Bue Haanden i
Retning af Hestestalden. «For du skal straffes paa din Hals, det er
Lovens hellige Ord, ja det er, det er det, betænk det.»

«Aa,» sagde Søren trodsigt, «hvem vil angi'e mæ?»

«Jo,» gjentog Skytten med en Betoning, som om der var bleven
fremført en Ting, der meget forværrede Sagen, «hvem vil angive dig?
Søren, Søren, hvem vil angive dig? -- Du er jo Fanden partere mig
ogsaa taabelig,» fortsatte han i en ganske uhøjtidelig Tone, «og det
ogsaa rigtig taabeligen at rende efter saadan en halvgammel Kvind,
naar der er det at vove ved det, som der er. Var hun endda ung! --
Og saa en gal Satan ogsaa, lad du den Blaakindede beholde _hende_ i
Fred, der er da Gud ha' Lov andre Kvindfolk til end som hende.»

Søren havde hverken Mod eller Lyst til at forsøge paa at forklare
dem, at han slet ikke kunde leve uden Marie Grubbe, han var selv
ganske skamfuld over denne ufornuftige Lidenskab, men det vilde være
at hidse hele Koblet, Karle og Piger paa sig at tilstaa Sandheden, og
derfor løj han saa og fornægtede sin Kjærlighed.

«Ja de' er en viis Vej,» sagde han, «men sier I Folkens, A haar
en Rigsdaler, naar som Ajer[18] di ingen haar, og jen Lap og jen
Ralt[19], og jen til og manne flier[20], det blyver en hiel Las[21],
bette Venner, og foer A føst mi Paang fuld, saa kvitterer A lissaa
stil', og saa ka jo jen a Jer forsøg hans Lyk'.»

 [18] Ajer = andre.

 [19] jen Ralt = een Pjalt.

 [20] flier = flere.

 [21] hiel Las = helt Læs.

«Det er nu godt nok,» svarede Søren Skytte, «men det er at stjæle
Penge med Rebet om sin Hals, kalder jeg det. Det kan jo være liflig
nok at faa givendes til Gave baade Klæder og Sølv, og det kan jo
ogsaa være skjønt nok at ligge og strække sig paa sin Seng, og
give sig ud for syg, og saa faa baade Vin og Steg og hvad godt er
sendendes ned, men det vil aldrig gaa her mellem saa mange Folk, det
kommer lige godt op en Dag, og saa er det værste i Verden dig vist.»

«Aa, di lar et aldrig go saa vidt,» sagde Søren lidt modløs.

«Ja, de vil da gjerne af med hende begge to, og hendes Søstre og
hendes Svogre, de er' ikke det Slags Folk, der skulde ville gaa
imellem, naar de kan faa hende gjort arveløs.»

«Aa, Fajen i hvi't[22], saa hjælper hun mæ nok!»

 [22] hvi't = hvilket.

«Tror du? hun kan have nok med at hytte sig selv, det har været galt
med hende for tidt, til at der skulde være Nogen, der vilde hjælpe
hende med saa meget som en Havresaa.»

«Naa ja da,» sagde Søren og gik ind i Bagkammeret, «truet Mand ka'
læng' løv'[23].»

 [23] løv' = leve.

Fra den Dag af maatte Søren, hvor han stod og hvor han gik, høre
paa skumle Hentydninger til Galgen og Blokken og de gloende Tænger
og Følgen heraf var, at han for at holde Skrækken borte og Modet
oppe, tog sin Tilflugt til Brændevinet, og da Marie jævnlig havde
stukket Penge til ham, var han aldrig nødt til at holde sig ædru.
Efterhaanden blev han imidlertid ligegyldig for Trudslerne, men var
dog meget forsigtigere end før, holdt sig mere til Folkene og søgte
sjeldnere Marie.

Da Julen nærmede sig og Palle Dyre kom hjem og blev hjemme, ophørte
Møderne mellem Søren og Marie ganske, og for nu end yderligere at
bringe sine Medtjenere til at tro, at Alt var forbi og saaledes
afholde dem fra at sladre til Husbonden, gav Søren sig til at lege
Kjæreste med Ane Trinderup, og han skuffede dem Alle, endogsaa Marie,
hvem han dog havde indviet i Planen.

Tredie Helligdag, medens næsten Alle var i Kirke, stod Søren for
Enden af Hovedbygningen og legede med en af Hundene, da han hørte
Maries Stemme kalde, næsten under Jorden, syntes han.

Han vendte sig om, og saae da Maries Ansigt gjennem en Luge lige nede
ved Grunden, Lugen til Saltkjælderen.

Hun var bleg og forgrædt, og hendes Øjne stirrede saa forvildet og
ængsteligt under de smerteligt sammendragne Bryn.

«Søren,» sagde hun, «hvad har jeg gjort dig, at du intet mere holder
af mig?»

«Jamen det gjør A jo! Ka' do it forstaa, te A mo si mæ fuer, for her
laver de jo po ingenting Ant end aa leg mæ ö og fo mæ undlyvet. Snak
it te mæ og la mæ go, om do it vil ha e Hjæl a mæ[24].»

 [24] tage Hjællet af En = slaa En ihjæl.

«Lyv intet, Søren, jeg ser vel hvorhen du stiler, men jeg ønsker
aldrig en ond Time over dig for det, for jeg er jo intet din
Ungdomslige, og du har altid havt Sind til Ane, men du har Synd af at
lade mig se paa det, det er intet vel betænkt. Du skal aldrig tro,
jeg vil tigge mig dig paa, for jeg veed saa grangivelig hvor vovelig
det vilde stæde dig og hvad Ryk og Slid og Haardhed der skulde til,
om vi skulde blive et Par for os selv, og det var da ogsaa knap at
ønske for Nogen af os, alligevel jeg intet kan lade det være.»

«Jamen A vil hverken ha' Ane for lidt eller møj, den Buentøs[25] hun
er, A holder a Ingen i Verden foruden som dæ, la' dem saa kald' dæ
gammel og und og hvad Dævlen di vil.»

 [25] Buentøs = Bondetøs.

«Jeg tror dig intet, Søren, saa gjærne jeg vilde.»

«Trover do mæ it?»

«Nej, Søren, nej; jeg vilde kuns ønske at det var min Grav her, hvor
jeg staar og jeg kunde lukke Lugen og sætte mig ned og sove hen i
Mørket.»

«Du skal nok kom' te og trov mæ.»

«Aldrigen, aldrigen, der er ikke den Ting i Verden du kunde gjøre,
der kunde faa mig til det, for der er intet en Rimelighedstanke deri.»

«Do gjør' mæ tobele mæ di Snak, og det vil do fortryd', for om saa A
skal brindes løvendes op eller pines ihjæl for den Tings Skyld, saa
skal do kom' te aa trov mæ.»

Marie rystede paa Hovedet og saae bedrøvet paa ham.

«Ja saa mo et vær'[26], i hunt[27] et saa gor,» raabte Søren og løb
bort.

 [26] saa mo et vær' = saa maa det ske.

 [27] i hunt = hvordan end.

Ved Kjøkkendøren standsede han og spurgte efter Ane Trinderup og fik
til Svar at hun var i Haven. Han gik saa over i Karlekammeret, tog en
ladt, gammel Bøsse af Skyttens, og løb ud i Haven.

Ane stod og skar Grønkaal da Søren fik Øje paa hende. Hun havde
Forklædet fuldt af Blade og holdt den ene Haands Fingre op til Munden
for at aande dem varme. Ganske langsomt listede Søren henimod hende,
med Blikket fæstet paa det Nederste af hendes Skjørt, for han vilde
ikke se Ansigtet.

Pludselig vendte Ane sig om og saae Søren, og hans mørke Miner,
Bøssen og den listende Gang gjorde hende bange, og hun raabte henimod
ham: «aa lad vær, Søren, lad vær!» Han løftede Bøssen, Ane styrtede
med et vildt, skingrende Skrig afsted hen igjennem Sneen.

Skuddet faldt, Ane blev ved at løbe, tog sig saa til Kinden og sank
om med et forfærdet Raab.

Søren kastede Bøssen og løb hen til Enden af Vaaningshuset.

Lugen var lukket.

Saa hen til Hoveddøren, ind gjennem alle Stuer, til han fandt Marie.

«Det er forbi!» hviskede han bleg som et Lig.

«Er de efter dig, Søren?»

«Nej, A haar skot hende.»

«Ane? aa hvordan skal det gaa os? -- rend Søren, rend -- tag en Hest
og røm, skynd dig, skynd dig, tag den Graa.»

Søren løb.

Et Øjeblik efter sprængte han ud ad Porten.

Han var ikke kommen Halvvejs til Foulum, før Kirkefolkene kom hjem.

Palle Dyre spurgte straks, hvor Søren skulde hen.

«Der ligger En ude i Haven og jamrer,» svarede Marie; hun skjælvede
over hele Legemet og kunde neppe staa paa sine Ben.

Palle og en af Karlene bar Ane ind, der skreg, saa det kunde høres
langt bort; men forøvrigt var Faren ikke stor, Bøssen havde været
ladet med Rævehagl, og et Par Stykker var gaaet igjennem Kinden og
nogle flere havde boret sig ind i Skulderen, men da det blødte
stærkt og hun klagede sig saa ynkeligt, blev der sendt Vogn til
Viborg efter Badskjæreren.

Palle Dyre udspurgte hende, da hun nogenlunde havde fattet sig, om
hvorledes det Hele var gaaet til og fik da baade det at vide og hele
Historien om Forholdet mellem Søren og Marie.

Da han kom ud fra Sygeværelset, trængte Tjenestefolkene sig om ham
og vilde alle fortælle ham om det, han nys havde hørt; de var nemlig
bange for at de ellers paa en eller anden Maade kunde komme til at
blive straffede. Palle vilde imidlertid ikke høre paa dem, sagde, det
var Snak og dumme Rygter og sendte dem bort. Det Hele var ham nemlig
meget ubelejligt; Skilsmisse, Forhørsrejser, Proces og lignende
Udgifter, det vilde han helst undgaa, Sagen maatte kunne neddysses
og Alt gaa i Orden igjen og blive som det var. Selve Maries Utroskab
var ham taalelig ligegyldig, og Sagen kunde maaske vendes til det
Gode derved, at han kunde faa mere Magt over hende og muligvis ogsaa
over Erik Grubbe, hvem det sagtens vilde være meget om at gjøre, at
Ægteskabet holdt, tiltrods for at det var brudt.

Da han fik talt med Erik Grubbe, vidste han alligevel ikke rigtig,
hvad han skulde tro; den Gamle var ikke til at blive klog paa, han
var meget ophidset og havde straks sendt fire beredne Karle afsted
med Ordre til at anholde Søren død eller levende, og det var ingen
god Maade at sørge for Hemmeligholdelsen paa, thi der kunde komme
saa meget Andet op under Forhørene angaaende Mordforsøget.

Den næste Dags Aften vendte de tre af Karlene hjem; de havde fanget
Søren ved Dallerup, hvor den Graa var styrtet, og havde bragt ham til
Skanderborg, hvor han nu sad i Arrest. Den fjerde Karl var redet vild
og kom først Dagen efter.

Midt i Januar flyttede Palle Dyre og Marie til Nørbækgaard, thi
Folkene havde lettere ved at glemme, naar Fruen kom dem ud af Syne,
men sidst i Februar blev de da mindet om Alting igjen, thi da kom
der en Skriver fra Skanderborg og skulde forhøre, om Søren ikke var
seet der paa Egnen, da han var brudt ud af Arresten. Skriveren var
imidlertid kommet for tidlig, først en Fjortendagstid efter vovede
Søren sig en Nat til Nørbækgaard og bankede paa Maries Kammervindue.
Det Første, han spurgte om, da hun lukkede op, var om Ane var død,
og det lod til at lette hans Sind for en tung Byrde, da han hørte,
hun var hel rask. Han havde sit Tilhold i et øde Hus i Gassum Hede
og kom senere ofte igjen, og blev jevnlig hjulpen baade med Penge og
Fødemidler. Saavel Folkene som Palle Dyre vidste at han havde sin
Gang paa Gaarden, men Palle lod som Ingenting, og Folkene brød sig
heller ikke meget derom, da de saae, at Husbonden var saa ligegyldig
derved.

Ved Høbjergningstid flyttede Herskabet tilbage til Tjele, og der
turde Søren ikke vise sig. Baade herover og over Faderens idelige
Stiklerier og Fortrædigelser blev Marie saa utaalmodig og ophidset,
at hun et Par Gange tog Faderen for sig i Enerum og skjældte ham ud
som han kunde have været hendes Hundedreng. Følgen heraf var, at
Erik Grubbe midt i Avgust sendte et Klagebrev til Kongen. Dette Brev
endte, efter at det udførligt havde omtalt alle hendes Forseelser,
hvorved Gud maatte fortørnes, stor Skandalum begaaes, og snart al
Kvindkjøn forarges, saaledes:

  «For saadan hendes Forholds, hendes Uskikkeligheds og Ulydigheds
  Skyld er jeg foraarsaget at gjøre hende arveløs, som jeg beder
  Eders kgl. Majt. allerunderdanigst, allernaadigst vil mig bifalde
  og konfirmere og at Eders kgl. Majt. ydermere vilde bevise mig den
  Naade at tillade mig ved Eders kgl. Majt.'s allernaadigste Befaling
  til Stiftamtmand Hr. Mogens Scheel at han efter Erforskning paa
  saadan hendes Forhold baade mod mig og sin Mand og hendes egen
  Uskikkeligheds Skyld, at hun paa min egen Bekostning maatte vorde
  hensat paa Borringholm, for Guds Vrede og Fortørnelse at forekomme
  over hende, som er saadant et ulydigt Kreatur, Andre til Afsky, og
  derved hendes Salighed kunde erlanges. Hvis det Alleryderste mig
  ikke dertil havde drevet, skulde jeg ikke understaaet mig om dette
  at anholde; men lever i den allerunderdanigste visse Forhaabning om
  Eders kgl. Majt. allernaadigste Bønhørelse, Svar og Hjælp, som Gud
  skal visseligen belønne. Jeg lever og dør

    Tjele, 14 Avg. 1690.

                                    Eders kgl. Majestæts
                           Allerunderdanigste og pligtskyldigste
                                     tro Arve-Undersaat
                                            _Erik Grubbe_.»

Kongen vilde herom have velb. Palle Dyres Erklæring, og denne gik
da ud paa, at Marie Grubbe ikke skikkede sig imod ham som en ærlig
Ægtehustru, og han ansøgte nu om, at Kongen vilde bevise ham den
Naade at ophæve Ægteskabet uden Proces.

Dette blev ikke bevilliget, Ægtefolkene bleve skilte ad ved Dom af
treogtyvende Marts sekstenhundrede og enoghalvfems.

Heller ikke Erik Grubbes Ansøgning om at maatte gjøre hende arveløs
og lade hende indespærre, blev hørt; han maatte lade sig nøje med at
holde Marie fangen paa Tjele, under Bevogtning af Bønder, saalænge
Processen stod paa, og han var da ogsaa en af de Sidste, det kunde
tillades, at kaste med Fordømmelsens straffende Sten.

Straks efter Domsafsigelsen forlod Marie Grubbe Tjele med en fattig
Bylt Klæder i Haanden. Hun traf Søren der syd paa Heden og fik i ham
sin tredie Mand.




XVII.


En Maaned senere, en Aftenstund i April var der stimlet mange
Mennesker sammen udenfor Døren til Ribe Domkirke. Det var nemlig i
Landemod'stiden, og det var nu engang en gammel Skik, at saalænge
den stod paa blev der tre Gange om Ugen tændt Lys i Kirken Klokken
otte om Aftenen, og saa kom Byens fine og fornemme Standspersoner,
saavel som dens agtbare Borgerfolk derhen for at spadsere op og ned
i Skibet, medens en kunstfærdig Organist legte for dem paa Orgelet.
Men de ringere Folk maatte nøjes med at høre til der udenfor.

Mellem dem var Marie Grubbe og Søren.

Deres Klæder vare simple og forrevne, og de saae just ikke ud til
hver Dag at have faaet det de kunde spise, hvad der var rimeligt nok,
for det var ikke nogen indbringende Haandtering, de drev. Søren havde
nemlig i en Kro imellem Aarhus og Randers truffet paa en stakkels,
syg Tydsker, som for seks Sletdaler havde solgt ham en lille, haardt
medtaget Lire, et Sæt brogede Bajadsklæder og et tærnet, gammelt
Tæppe, og nu levede han og Marie af at trække fra Marked til Marked,
hvor saa hun drejede Liren, medens han, iført de brogede Klæder, stod
paa det tærnede Tæppe og løftede og tumlede paa saa mange Maader, han
kunde finde paa, store Jernlodder og lange Jernstænger, som de laante
hos Kjøbmændene.

Det var da ogsaa et Marked, der gjorde, at deres Vej faldt igjennem
Ribe.

De stod tæt ved Kirkedøren, og der løb et svagt, ligesom falmet
Lysskjær derindefra ud over deres blege Ansigter og over den
dunkle Klynge af Hoveder bagved dem. Folk blev ved at komme i Par
og enkeltvis og i korte Rækker, talende og høvisk leende lige til
Kirkedørens Tærskel, der tav de pludseligt, stirrede alvorligt ud for
sig og forandrede deres Gang.

Søren fik Lyst til at se mere af Stadsen, og hviskede til Marie, at
de vilde derind ogsaa, de kunde jo da forsøge paa det, da der ikke
kunde hændes dem Noget værre, end at blive jaget ud igjen. Det gøs
i Marie ved Tanken om, at _hun_ skulde blive vist tilbage fra et
Sted, hvor simple Haandværksfolk frit kunde sætte deres Fødder, og
hun holdt tilbage paa Søren, der vilde trække hende med sig; men saa
med Et kom hun paa andre Tanker, hun trængte sig ivrigt frem, drog
Søren efter sig, og gik til, uden frygtagtig Varsomhed eller luskende
Forsigtighed, tværtimod, ligesom om hun var opsat paa at blive
bemærket og jaget bort. Foreløbig var der Ingen, der standsede dem,
men da de lige skulde til at træde ind i det oplyste, folkefyldte
Langskib, blev de bemærkede af den der posterede Kirkebetjent,
der efter at have kastet et forfærdet Sideblik op i Kirken, med
afvisende, udstrakte, ivrigt bortvinkende Hænder og indigneret raske
Skridt, jog dem foran sig, helt ud over Dørtærskelen. Her blev han et
Øjeblik staaende og saae bebrejdende paa Mængden, som om han lagde
den det nyligt Forefaldne til Last, gik saa astadigt tilbage, og
stillede sig gysende op paa sin Post.

Hoben modtog de Udjagne med en skraldende Haanlatter, og en Regn af
drillende Spørgsmaal, som fik Søren til at brumme og se sig truende
om; men Marie var tilfreds, hun havde udsat sig for det Slag, den
respektable Del af Samfundet altid har paa rede Haand for Folk som
_ham_ og hans Lige, og hun havde faaet Slaget.

               *       *       *

I et af de simpleste Herberger i Aarhus sad Aftenen før St. Olufs
Marked fire Karle og spillede Styrvolt.

Den ene af de Spillende var Søren Ladefoged. Hans Makker, en smuk
Mand med kulsort Haar og mørk Hudfarve, kaldtes almindeligt for
Jens Nedenom, og var Taskenspiller, medens de to andre i Laget var
fælles om en skabet Bjørn, og begge var meget stygge, den ene havde
et vældigt Hareskaar, og hed Salmand Bjørnetrækker, den anden var
enøjet, bredkjæbet og koparret, og kaldtes for Rasmus Kig, aabenbart
fordi det syge Øjes Hudomgivelser var sammenkrympede saaledes, at
han havde Udseende af at holde sig parat til at kigge igjennem et
Nøglehul eller en lignende lille Aabning.

Kortspillerne sad ved Enden af det lange Bord under Vinduet. Et Lys
og et øreløst Krus stod paa Bordet. Paa Væggen ligeover for dem,
var der et opslaaet Klapbord, fæstet op til Muren med en Jernkrog.
I den anden Ende af Værelset gik der en Skjænkedisk tværsover, og
et tyndt, langtandet Lys, der var stukket ned gjennem Piben paa en
gammel Tragt, kastede et døsigt Skjær paa Flaskehylden bagved, hvor
nogle store firkantede Flasker med Brændevin og Bitter, nogle Potte
og Pæglemaal og en halv Snees Snapseglas havde god Plads ved Siden af
et Halmløb fuldt af Senopsfrø og en stor Lygte med Ruder af afbrudte
Glasfødder. Det ene Hjørne udenfor Disken optoges af Marie Grubbe,
der vekselvis sov og strikkede, og i det andet sad der en Mand med
foroverbøjet Krop og Albuerne støttende paa Knæene. Han var meget
opmærksomt beskjæftiget med at trække sin sorte Filthat saalangt ned
paa Hovedet som muligt, og naar det var opnaaet, tog han fat i den
brede Skygge, drejede med sammenknebne Øjne og optrukne Mundvige,
rimeligvis fordi det rykkede i Haaret, langsomt Hatten af Hovedet,
og saa begyndte han forfra.

«Det er saa Mesterspil[28] vi spiller,» sagde Jens Nedenom og
spillede ud.

 [28] Mesterspil = sidste Spil. Naar man i Styrvolt banker i Bordet,
 betyder det, at Makkeren skal stikke.

Rasmus Kig bankede med Knoerne i Bordet, for at tilkjendegive
Salmand, at han skulde stikke.

Salmand stak med en To.

«En Dus!» udbrød Rasmus, «har du da aldrig andet end Duser og
Trester[29] paa din Haand.»

 [29] Dus, Trest og Pavst = To, Tre og Seks i Trumf.

«Ja, Herregud,» brummede Salmand, «der har altid været Fattigfolk til
og nogle faa Stakler.»

Søren Ladefoged stak over med en Seks.

«Aa, aa,» vaandede Rasmus sig, «skal han have den for en Pavst[29]?
hvad den Djævelen sidder du ogsaa og kniber paa de gamle Stikkere
for, Salmand!»

Han lagde til, og Søren tog Stikket hjem.

«Kirsten Myg[30],» sagde Søren og spillede Hjerter fire ud.

 [30] Kirsten Myg og hendes Søster = to ganske værdiløse Kort.

«Og hendes halvgale Søster[30],» fortsatte Rasmus og lagde Firen til
i Ruder.

«En Styrvolt[31] kan vel være stor nok,» sagde Jens, og stak med
Trumf Es.

 [31] Styrvolt = Es.

«Stik, Mand, stik, om du saa aldrigen skal stikke mere,» raabte
Rasmus.

«Den er for dyr,» klynkede Salmand og gav til.

«Saa fører jeg min Syv[32] og een endda,» sagde saa Jens.

 [32] fører min Syv = de to Syvere i de to Trumffarver ere
 ustikkelige.

Søren tog Stikkene hjem.

«Og saa Bukskin[33],» vedblev Jens og spillede ud.

 [33] Bukskin = Ni og Otte i Trumf.

«Nu maa jeg til med det gule Øg[34],» raabte Salmand, og stak med
Hjærter to.

 [34] det gule Øg = Hjærter to, det næsthøjeste Kort i Spillet.

«Den kommer aldrigen i Stald,» lo Søren og stak over med Spader
fire[35].

 [35] Spader fire = det højeste Kort.

«Jan[36]!» brølede Rasmus Kig, og smed sine Kort. «Jan, paa Hjærter
to, det var en god Dags Arbejde. Nej, nej, nej, det var da godt vi
intet skulde blive ved længere, nu kan de kysse paa Kortene, der har
vundet.»

 [36] Jan = Beet.

De gav sig nu til at tælle Stregerne op, og imens kom der en
førladen, velhavende paaklædt Mand ind. Han slog straks Klapbordet
ned, og satte sig inderst ved Væggen. Da han gik forbi Kortspillerne,
rørte han med sin sølvknappede Stok ved Hatten og bød dem: «Godaften
i Stuen.»

«Tak,» svarede de og spyttede saa alle Fire.

Den Nysankomne tog et Papir med Tobak og en lang Kridtpibe frem,
stoppede Piben og bankede saa med sin Stok i Bordet.

En barbenet Pige bragte ham et Fyrfad med Gløder og et stort Stenkrus
med Tinlaag.

Han tog en lille Kobbertang op af sin Vestelomme og lagde med den
Gløder paa Piben, stillede Kruset tilrette, lænede sig tilbage og
gjorde sig det i det Hele taget saa bekvemt, som Pladsen tillod.

«Hvad koster saadan et Brev Tobak, som det, Mester der har?»
spurgte Salmand, idet han gav sig til at stoppe en lille Pibe af en
Sælskindspung med røde Snore.

«Tolv Skilling,» svarede Manden og tilføjede, ligesom for at
undskylde denne Ødselhed, «den er saa angenem for Brystet, skal jeg
sige Jer.»

«Hvor gaar det ellers med Handteringen,» vedblev Salmand og slog Ild
til sin Pibe.

«Vel nok, med skyldig Tak for gunstig Efterspørgsel, vel nok; men En
bliver jo gammel, skal jeg sige Jer.»

«Ja,» sagde Rasmus Kig, «men I har jo heller Intet behov at være
om Jer for at skaffe Kunder til Huset, de bliver Jer jo bragt
allesammen.»

«Jo», lo Manden, «det er saa en god Handtering med det, og En slider
intet paa sit Mundlæder heller med at snakke Folk Varerne paa, de
maa tage dem som de falder, og kan hverken vælge eller vrage.»

«Og de forlanger ingen Tilgift, de,» vedblev Rasmus, «og vil aldrig
have mere, end der kommer dem til, med Ret og Skjæl.»

«Mester, skriger di møj?» spurgte Søren halvt hviskende.

«Ja, de griner da sjælden.»

«Hu, de er en grimme Handtiering.»

«Saa kan det intet hjælpe, jeg gjør Regning paa Jer til at hjælpe
mig.»

«Gjør I kanske Regning paa os?» spurgte Rasmus og rejste sig truende.

«Jeg gjør slet ingen Regning, gjør jeg, men jeg er paa Søgen om en
Svend, der kunde være mig til Hjælp, og som saa kunde faa Embedet
efter mig igjen, det er det, jeg gjør, skal jeg sige Jer.»

«Hvad Løn kunde vel den Svend faa?» spurgte Jens Nedenom meget
alvorligt.

«Femten Daler Courant om Aaret, Trediepart af Klæderne og en Mark af
hver Daler, som tjenes efter Taksten.»

«Hvad er det for en Takst?»

«Det er saadan Takst, at jeg faar fem Daler for at stryge til Kagen,
syv Daler for at pidske af Byen, fire Daler for at vise af Herredet,
og ligesaa for at brændemærke.»

«Men nu for det bedre Arbejde?»

«Ja, desværre, det falder jo sjældnere ind, men ellers er det otte
Daler for at hugge En Hovedet fra, at sige, med Økse, med Sværd er
det ti, men der kan være syv Aar imellem, at det bliver forlangt.
Hængning er fjorten Rigsdaler, de ti for selve Arbejdet, de fire
for at tage Kroppen ned ad Galgen igjen. Stejlning og Hjulning er
syv Daler, for en hel Krop da, og saa lægger jeg selv Pæl til og
sætter den ned ogsaa. Er der saa mere? jo, for at slaa En Arme og Ben
istykker efter den tydske Mode og lægge til Stejls, det giver fjorten
-- det giver fjorten, og for at partere og stejle faar jeg tolv, og
saa Knibning med røde Tænger, det er to Daler for hvert Nap, det er
det Hele, saa er der intet mere, uden hvad særdeles kan være.»

«Det er vel intet vanskelig at lære?»

«Professionen! Enhver kan jo gjøre det, men hvordan, det er Tingen,
der skal jo Haandelag og Øvelse til som til al anden Hænders
Gjerning. Stryge til Kagen er jo intet saa lige at komme afsted med,
der skal jo et vist Tag til med de tre Svup i eet Træk med hvert
Ris, at det kan gaa flaadig og flydende som En vifter med en Klud og
dog ligegodt bide saa samvittighedsfuldt i som Lovens Strænghed og
Synderens Forbedrelse det fordrer.»

«Jeg vilde nok, tror jeg,» sagde Jens og sukkede ved det.

Hans Naboer trak sig lidt bort fra ham.

«Her er Fæstepenge!» fristede han ved Slagbordet og spredte nogle
blanke Sølvpenge ud for sig.

«Betink et val!» bad Søren.

«Betænke og sulte og vente og fryse, det er to Par Fugle, der er vel
magede,» svarede Jens og rejste sig, «farvel som ærlig og lavgod
Mand,» vedblev han og rakte Søren Haanden.

«Farvel af Lavet, og Gud vær' mæ dæ,» svarede Søren.

Saaledes gik det Bordet rundt med samme Tiltale og samme Svar. Ogsaa
med Marie tog Jens Afsked og med Manden i Krogen, der maatte slippe
sin Hat saalænge.

Jens gik saa hen til Slagbordet til Manden der, som satte et
højtideligt Ansigt op, lagde sin Pibe fra sig og sagde «jeg Mester
Herman Køppen, Skarprettere for Aarhus By, fæster dig i disse gode
Mænds Paasyn for Svend at være og Svendegjerning at udøve, Gud til
Ære, dig til Forfremmelse og mig og det retfærdige Skarprettere-Amt
til Gavn,» og under denne unødvendig pompeuse Tale, som syntes at
volde ham en inderlig Tilfredsstillelse, trykkede Mesteren Jens de
blanke Fæstepenge i Haanden. Derefter rejste han sig op, blottede sit
Hoved, bukkede og spurgte, om det maatte forundes ham den Ære at byde
de gode Vidnere en Drik Polak.

Da han herpaa intet Svar fik, vedblev han, at det vilde være ham en
stor, en meget stor Ære at byde dem en Drik Polak[37], at de imellem
dem selv kunde drikke paa deres forrige Stalbroders Velgaaende.

 [37] Polak = Blanding af Mjød og Brændevin.

De tre ved det lange Bord saa spørgende paa hinanden og nikkede saa
omtrent samtidig.

Den barbenede Pige bragte nu en simpel Lerskaal og tre grønne
Glaskruse, der hist og her vare forsynede med røde og gule
Stjernepletter. Da hun havde sat Lerskaalen for Jens og Krusene for
Søren og Bjørnetrækkeren, hentede hun en stor Trækande og fyldte
først de tre ærlige Mænds Kruse, dernæst Lerskaalen og heldte saa
Resten i Mester Hermans private Pokal.

Rasmus trak sit Glas hen til sig og spytted, de to Andre fulgte hans
Exempel og saa sad de en Stund og saae paa hinanden, som om Ingen
af dem ret havde Lyst til at være den Første, der drak. Imidlertid
kom Marie Grubbe hen til Søren og hviskede Noget til ham, som han
besvarede med at ryste paa Hovedet. Hun vilde saa hviske igjen, men
Søren vilde Ingenting høre. Et Øjeblik blev hun staaende uvis, saa
greb hun hans Krus og slængte Indholdet paa Gulvet med de Ord, at
han ikke skulde drikke hvad Rakkeren skjænked. Søren sprang op, greb
hende haardt i Armen og satte hende ud af Døren, idet han barskt
befalede hende at gaa op. Saa forlangte han en Pægel Brændevin og
gik tilbage til sin Plads.

«Det skulde min salig Abelone have dristet sig til,» sagde Rasmus og
drak.

«Ja,» istemmede Salmand, «hun kan intet fuldt takke Vorherre for, at
hun intet er min Kjærling, jeg skulde minsæl givet hende noget Andet
at tage sig til, end at helde Guds Gaver i Skarnet.»

«Men ser du Salmand,» indvendte Rasmus med et fiffigt Blink over til
Mester Herman, «din Kjærling hun er heller ingen stor Kreatur af de
Velbaarnes deres Slæng, hun er en simpel Stakkel ligesom vi her er
og derfor faar hun sine Hug naar hun har forseet sig, saadan som
Skik og Brug er iblandt simpelt Folk; men havde hun i det Sted været
en højadelig Ting, saa vilde du skinbarligen aldrig have vovet dig
til at ærgre hendes højadelige Ryg, men ladet hende spie dig mellem
Øjnene om det skulde hende gefalle.»

«Nej, den Dæv'len vilde jeg!» bandte Salmand, «jeg skulde have smurt
hende til hun hverken kunde se eller gabe, skulde jeg, og pillet
hende Nykkerne ud, spørg kuns Min en Gang om hun kjender den smækkre
Lænke, som Nalle[38] staar i, og du skal se det værker i hendes Ryg
alene at høre det; men at hun skulde komme her som jeg sidder og slaa
min Drikke paa Gulvet, nej om hun saa var Kejserens kjødelige Datter
skulde hun blive striglet af, saalænge jeg kunde røre en Haand og der
knus var Livsvejr i mig. Hvad bilder slig en forbandede Dukke sig
vel ind! er hun mer end som andre Folks Koner de er, at hun saadan
tør skamme sin Mand ud i gode Mænds Lag? Tror hun, hun vilde tage
Skade, naar du rørte ved hende desformedelst du havde drukket denne
brave Mands Traktemaade? Nej, om du vil lyde mig, Søren, saa,» og
han gjorde en Bevægelse som om han slog, «ellers faar du aldrig i
Evigheden Gavn af hende.»

 [38] Nalle = Bjørnen.

«Ja hvem der turde!» sagde Rasmus drillende over til Søren.

«Var dæ bitte Kig, ellers skal A viis' dæ hvor e Høns di pikker.»

Saa gik han.

Da han kom op til Marie, sparkede han Døren i efter sig og gav sig
til at løse det Reb, som holdt deres lille Bylt Klæder sammen.

Marie sad paa Kanten af den Fjælleramme, der var slaaet sammen for at
tjene til Seng. «Er du vred Søren?» spurgte hun.

«Det skal du faa at formærk'.»

«Tag dig i Agt, Søren! der har Ingen budt mig Hug endnu siden jeg kom
til Alder, og jeg taaler det intet.»

Hun kunde gjøre hvad hun vilde, sagde han, Hug skulde hun have.

«Søren, for Guds Skyld, for Guds Skyld, slaa mig intet, læg intet
voldelig Haand paa mig, det vil du fortryde.»

Men Søren tog hende i Haaret og slog hende med Strikken.

Hun skreg ikke, men blot stønnede under Slagene.

«Saa,» sagde Søren og kastede sig paa Sengen.

Marie blev liggende paa Gulvet.

Hun var ganske forbavset over sig selv, hun ligesom laa og ventede
paa at der i hendes Sjæl skulde fødes en Følelse af rasende Had til
Søren, uforsonligt, aldrig tilgivende Had; men den kom ikke, der var
kun en inderlig dyb og mild Bedrøvelse, ligesom en stille Sorg over
et Haab, der var bristet ....... hvor kunde han nænne det?




XVIII.


I Maj sekstenhundrede og seks og halvfems døde Erik Grubbe, syv og
firsindstyve Aar gammel. Arven skiftedes straks mellem hans tre
Døttre; men Marie fik ikke meget, thi den Gamle havde før sin Død,
ved pro forma-Skyldbreve og paa anden Maade, til Skade for Marie
og til Gavn for de to Andre, unddraget Skiftet den største Part af
Formuen.

Den Lod, Marie fik, var imidlertid stor nok til at gjøre hende og
hendes Mand fra Stoddere til Folk, og ved en fornuftig Anvendelse
af Arven kunde de have sikret sig et jævnt Udkomme lige til deres
Dages Ende; men uheldigvis bestemte Søren sig til at kaste sig over
Hestehandelen, og efter nogle faa Aars Forløb var de fleste af
Pengene tabte. Resten var dog saa meget at Søren for den kunde komme
i Besiddelse af Færgestedet Burrehuset paa Falster, og dertil blev
den saa ogsaa brugt.

I Begyndelsen maatte de slide meget haardt, og Marie kom tidt til
Aaren; men senere var det hendes meste Bestilling at passe det
Øludsalg, der var forbundet med Færgeprivilegiet. De levede i det
Hele meget lykkeligt; thi Marie vedblev at elske sin Mand over Alt i
Verden, og om han end tidt drak sig fuld og slog hende, saa gjorde
det ikke saa meget; Marie vidste jo, det var Hverdagsbrug i det
Samfundslag, i hvilket hun havde ladet sig indskrive, og blev hun en
enkelt Gang utaalmodig, saa stilledes hun dog snart tilfreds naar hun
kom til at tænke paa, at den Søren, der var saa haard og barsk, var
den Samme, der engang havde skudt et Menneske for hendes Skyld.

       *       *       *       *       *

De Folk, de havde at færge over, var for det Meste Bønder og
Prangere, men stundom kunde der jo ogsaa komme de, der var højere paa
Straa. Saadan kom Sti Høg der en Dag. Marie og hendes Mand roede for
ham, og han satte sig bagi Baaden, saa at han kunde tale med Marie,
der havde den bagerste Aare. Han kjendte hende straks, da han saae
hende, men viste ingen Tegn paa Forundring; maaske han havde vidst,
han vilde træffe hende der. Marie maatte se to Gange til ham, før hun
kunde kjende ham, thi han var meget forandret. Hans Ansigt var bleven
rødfedt og oppustet, Øjnene svømmende, og Underkjæben hang som om
han var lam i Mundvigene, saa var hans Ben tynde og hans Mave stor
og hængende, kortsagt, der var alle tydelige Tegn paa et Liv fuldt
af sløvende Udskejelser i hver en Retning, og det havde ogsaa været
han Livs Hovedindhold siden han skiltes fra Marie. I det Ydre havde
hans Historie været den, at han en Tidlang havde været Gentilhomme
og maître d'hôtel hos en fyrstelig Kardinal i Rom, var gaaet over
til Katolicismen, var rejst til sin Broder Just Høg, den Gang denne
opholdt sig som Gesandt i Nimwegen, var gaaet over til Lutherdommen
igjen, og rejst hjem til Danmark, hvor han nu spiste Naadsensbrødet
hos Broderen.

«Er det,» spurgte han og nikkede med Hovedet i Retning af Søren, «er
det ham, jeg spaaede der skulde komme efter mig?»

«Ja, det er ham,» svarede Marie lidt sendrægtigt; hun havde mest Lyst
til at lade være med at svare.

«Og han er større end jeg -- var?» spurgte han igjen og rettede sig
i Sædet.

«Aa, der er ingen Sammenligning, Eders Naade,» svarede hun med
paatagen Bondeagtighed.

«Ja saamænd, saadan gaar det, -- vi har da givet Kjøb vi to, saa godt
som alle Andre, og givet os Livet i Vold for en billigere Penge end
vi nogen Tid havde tænkt, vi skulde -- I paa een Vis og jeg paa en
anden.»

«Ja, Eders Naade har det vel godt nok?» spurgte Marie paa den samme
enfoldige Maade.

«Godt nok,» lo han, «godt _nok_ er halv fordærvet; jeg har det
saamænd just godt _nok_, og I, Marie?»

«Jo tak, vi har Helsen, og naar vi slider ret udaf den karske Bælg,
har vi Brød og Brændevin til.»

De var ved Land, og Sti steg ud og bød Farvel.

«Herregud!» sagde Marie og saae medlidende efter ham, «ham har det da
skaaret baade Vinger og Top.»

               *       *       *

Fredeligt og ensformigt gik Tiden for Burrehusfolkene med dagligt
Arbejde og daglig Vinding. Lidt efter lidt sled de sig frem til bedre
og bedre Kaar, holdt Karle til at besørge Færgetjenesten, drev en
Del Smaahandel og bygged op paa deres gamle Hus. De leved det gamle
Aarhundrede ud og en halv Snes Aar ind i det ny, og Marie blev treds
og hun blev fem og treds, og holdt sig rask og rørig, arbejdsfør
og arbejdsmunter, som var hun paa den rette Side af de Halvtreds;
men saa var det paa hendes otteogtredsindstyvende Fødselsdag i
Foraaret syttenhundrede og elleve, at Søren, under meget mistænkelige
Omstændigheder, ved et Vaadeskud kom til at dræbe en Skippermand fra
Dragør, og som Følge deraf blev taget i Forvaring.

Det var et haardt Stød for Marie, og den lange Uvished om
hvad Straffen vilde blive, thi Dommen faldt først Aaret efter
ved Midsommerstid, og hendes Frygt for, at den gamle Sag med
Mordforsøget paa Ane Trinderup skulde komme op, ældede hende meget.

En Dag i Begyndelsen af denne Ventetid gik Marie ud for at tage mod
Færgen, som just lagde til Land. Der var to Rejsende ombord, og den
ene af disse, en Haandværkssvend, optog ganske hendes Opmærksomhed
ved at nægte at vise sin Vandrebog, som han paastod at have viist
Færgefolkene, da de tog ham ombord, hvad disse imidlertid benægtede.
Da hun imidlertid truede Svenden med at han skulde betale hel Takst,
naar han ikke ved sin Vandrebog beviste at han var rejsende Svend og
som saadan kun pligtig at betale det Halve, faldt han tilføje. Først
da dette var afgjort, lagde Marie Mærke til den anden Passager, en
lille, spinkel Skikkelse, der bleg og frysende af den nys overstandne
Søsyge stod stramt-indhyllet i sin sortgrønne, grovtraadede Kappe
og støttede sig mod Rælingen af en optrukken Baad. Han spurgte i en
gnaven Tone, om han kunde faa Logi i Burrehuset, og Marie svarede,
han kunde se paa Lejligheden.

Hun viste ham saa et lille Kammer, der foruden Seng og Stol indeholdt
en Tønde Brændevin med Tragt og Spildebakke, nogle store Dunke med
Sirup og Eddike, og endelig et Bord med perlemalede Ben og Plade
af firkantede Lertøjsfliser, hvor der i sortviolette Tegninger var
fremstillet Scener af det gamle og det nye Testamente. Den Fremmede
bemærkede straks, at der var tre af Fliserne, der alle fremstillede
Jonas, som kastes i Land fra Hvalfiskens Gab, og da han lagde Haanden
paa en af dem, gøs det i ham, og han sagde han vilde faa Snue, dersom
han var saa uforsigtig at sidde og læse med Albuerne paa Bordet.

Paa Maries Forespørgsel forklarede han, at han var taget bort fra
Hovedstaden for Pestens Skyld og vilde blive her paa Stedet til den
var holdt op igjen, han spiste kun tre Gange om Dagen og kunde ikke
taale Saltmad eller friskbagt Brød, forøvrigt var han Magister, for
Tiden Alumnus paa Borchs Collegium og hed Holberg, Ludvig Holberg.

Magister Holberg var en meget stille Mand med et overordenlig
ungdommeligt Udseende, han saae ved første Øjekast kun ud til at være
en atten, nitten Aar gammel, men lagde man Mærke til hans Mund og
hans Hænder og Udtrykket i hans Stemme, kunde man nok skjønne, han
maatte være ikke saa lidt ældre. Han holdt sig meget for sig selv,
talte lidt og som det syntes ikke gjerne. Dog skyede han ingenlunde
Selskab, naar han blot kunde have det saaledes, at man lod ham i Fred
og ikke vilde drage ham ind i Samtalen, og det var ham aabenbart en
Fornøjelse, naar Færgen bragte Rejsende hen eller hjem, eller naar
Fiskerne kom i Land med deres Dræt, i Afstand at betragte deres
Travlhed og lytte til deres Ordskifte. I det Hele taget holdt han
meget af at se Folk arbejde, enten det saa var med at pløje eller
stække eller sætte Baade ud, og var der En, der tog et Tag, som
oversteg det almindelige Jevnmaal af menneskelige Kræfter, kunde han
smile helt tilfreds derved og løfte paa Skuldrene i stille Velbehag.
Da han havde været i Burrehuset en Maanedstid, begyndte han at nærme
sig Marie Grubbe eller tillod hende at nærme sig ham, og de sad tidt
i de lune Sommeraftener og talte med hinanden en Timestid eller to i
Træk inde i Krostuen, hvor saa Døren stod aaben og gav Udsigt ud over
det blanke Vand til det blaaligt dæmrende Møen.

En Aftenstund, da deres Bekjendtskab var blevet temmelig gammelt,
havde Marie fortalt ham sin Historie og endt den med et Klagesuk
over, at Søren var bleven taget fra hende.

«Jeg maa bekjende,» sagde Holberg, «at jeg er aldeles uformuendes
til at begribe, hvorlunde I har kunnet præferere en gemen Staldkarl
og Stoddere for en saa perfekt Cavalliere som hans Exellence
Statholderen, der jo dog af alle berømmes som en Mester i Belevenhed
og fine Manerer, ja som et Mønster paa hvad som besynderligen er
gallant og aimabelt.»

«Endog han havde været deraf saa fuld som den Bog, der kaldes for
alamodische Sittenschule, det vilde intet have vejet saa meget som
en Fjer, eftersom jeg nu en Gang havde for ham en saadan degout og
Afsky, at jeg knap kunde taale ham for mine Øjne, og I veed, hvor
aldeles uovervindelig en saadan degout kan være, saa om En havde
en Engels Dyd og Principier, saa vilde den naturlige Afsky dog bære
Sejren derfra. Min arme nuværendes Mand derimod, til ham optændtes
jeg af en saa hastig og uformodenlig Tilbøjelighed, at jeg kan intet
andet end tilskrive det en naturlig Attraktion, som heller intet var
at modstaa.»

«Saadant kalder jeg vel raisoneret! Vi har da kuns at pakke ned al
Verdens Morale i en Kiste og skikke den til Hekkenfjeld og leve efter
vore Hjærtens Lyster, thi der er jo ikke den Uterlighed til, En
nævne vil, den jo kan klædes op som en naturligen og uovervindeligen
Attraktion, og heller ikke den Dyd er til, iblandt alle de Dyder, der
opregnes kan, at En jo lettelig siger sig den fra, thi der vil være
den, som haver degout for Maadehold, den for Sandfærdighed og den for
Ærbarhed, og saadan naturlig degout er aldeles uovervindelig, vil de
sige, og den, som er beladt dermed, derfor ganske uskyldig. Men I er
for vel oplyset, Morlille, til at I ikke skulde vide, at saadant er
kuns skammeligt Hjernespind og Daarekistesnak.»

Marie svarede ikke.

«Tror I da ikke paa en Gud, Morlille,» vedblev Magisteren, «og paa
det evige Liv?»

«Gud have Lov og Tak, jo, jeg gjør, jeg tror paa Vorherre.»

«Men den evige Straf eller evige Løn, Morlille?»

«Jeg tror, hver Menneske lever sit eget Liv og dør sin egen Død, det
tror jeg.»

«Det er jo ingen Tro, tror I paa Opstandelsen?»

«Hvordan skal jeg opstaa? som det unge, uskyldige Barn jeg var, jeg
først kom ud mellem Folk og Ingenting vidste og Ingenting kjendte,
eller som den Gang, jeg æret og misundt som Kongens Yndling var
Hoffets Zirat, eller skal jeg opstaa som den gamle, fattige, haabløse
Marie Færgemands, skal jeg? og skal jeg svare til, hvad de andre,
Barnet og den livsranke Kvinde de synded', eller skal en af dem svare
for mig? Kan I sige mig det, Hr. Magister?»

«Men I har jo dog kuns havt een Sjæl, Morlille!»

«Ja, har jeg?» spurgte Marie og sank hen i Tanker. «Lad mig tale med
Jer ret oprigtigen,» fortsatte hun, «og svar mig som I tænker: tror
I, at den, som sit ganske Liv igjennem har forsyndet sig haardeligen
mod sin Gud og Skabere, men som i sin sidste Stund, naar han ligger
og drages med Døden, bekjender sin Synd af et oprigtigt Hjærte og
angrer og giver sig Gud i Vold uden Tvivl og uden Betænkning, tror
I, den er Gud velbehageligere end En, som ogsaa har været ham haardt
imod med Synd og Forargelse, men saa i mange Livsens Aar har stridt
for at gjøre sin Pligt og baaret hver Byrde uden at knurre, men
aldrig i Bøn eller aaben Anger har begrædt sit forrige Levnet, tror
I, at hun, som har levet som hun har troet, var rettelig levet, men
uden Haab om Belønning hisset og uden Bøn derom, tror I, Gud vil
skyde hende fra sig og kaste hende bort, endog hun aldrig bad Gud et
Bønnens Ord?»

«Derpaa tør intet Menneske svare,» sagde Magisteren og gik.

Kort efter rejste han.

       *       *       *       *       *

Det næste Aar i Avgust faldt Dommen over Søren Færgemand, og lød paa
tre Aars Arbejde i Jern paa Bremerholm.

Lang Tid var det at lide, længere Tid at vente, saa gik da ogsaa den.

Søren kom hjem, men Fangenskabet og den haarde Behandling havde
nedbrudt hans Sundhed, og inden Marie havde plejet ham et Aar, bar de
ham paa Kirkegaarden.

Endnu et langt, langt Aar maatte Marie drages med Livet. Saa blev hun
pludseligt syg og døde. Hun var under sin hele Sygdom slet ikke ved
sin Forstands Brug, og Præsten kunde derfor hverken bede med hende
eller berette hende.

En sollys Sommerdag begrov de hende ved Sørens Side, og udover det
blanke Sund og de korngyldne Marker, sang det fattige Ligfølge, træt
af Varmen, uden Sorg og uden Tanke:

    Vreden din afvend, Herre Gud, af Naade,
    Riset det blodigt, som os over Maade,
    Plaget saa redelig af en Vredes Brynde,
    Fordi vi synde.

    Thi om du efter vore Synder onde,
    Straffed', som du med al Rette kunde,
    Da maatte Alting gaa i Grund, og falde,
    Ja, een og alle.

    ..........
    ..........





End of the Project Gutenberg EBook of Fru Marie Grubbe, by Jens Peter Jacobsen

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRU MARIE GRUBBE ***

***** This file should be named 44275-8.txt or 44275-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/4/4/2/7/44275/

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License available with this file or online at
  www.gutenberg.org/license.


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation information page at www.gutenberg.org


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
contact links and up to date contact information can be found at the
Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     [email protected]

Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit www.gutenberg.org/donate

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.